Tag-arkiv: Østrig-Ungarn

23. marts 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om britisk fremrykning i Mesopotamien og på Vestfronten, fransk fremrykning i Makedonien – og om den nye regering i Rusland, der fortsat er med i krigen – men hvor længe? Det handler også om utilfredshed blandt britiske arbejdere – og om den nye østrig-ungarske kejser, Karl, der indleder forhandlinger om separatfred med vestmagterne. Tyske ubåde fortsætter med at sænke amerikanske skibe – og krigserklæringen lurer i den nærmeste fremtid.

28. juli 1916: Overblik over kampene på Østfronten i juni og juli – Brusilov-offensiven fortsætter

Den 4. juni 1916 indledte fire russiske arméer under general Brusilovs kommando en offensiv på Østfrontens sydlige del. Veludførte russiske angreb ved byen Lutsk og i området mellem byerne Tarnopol og Czernowitz (Ternopil og Tjernivitsi i det nuværende Ukraine) overløb hurtigt de østrig-ungarske stillinger. I de følgende otte dage fortsatte de russiske styrker fremmarchen, og langs en 80 km lang frontlinje skubbede russerne østrig-ungarerne ca. 45 km tilbage. I midten af juni havde den russiske offensiv fremgang langs hele den sydlige del af Østfronten, og byerne Lemberg (Lviv) og Kovel var truet.

Østrig-ungarerne led store tab: Fra den 4. til den 12. juni tog russerne knap 3.000 østrig-ungarske officerer og 190.000 menige soldater til fange samt erobrede ca. 500 kanoner og 645 maskingeværer. Kampene kostede også mange russiske tab, men værre var det imidlertid, at Brusilovs offensiv ikke modtog den støtte, den havde brug for på Østfrontens nordlige del. Her undlod de russiske generaler Evert og Kuropatkin at udføre helhjertede angreb på de tyske stillinger, hvilket ellers skulle have forhindret tyskerne i at komme østrig-ungarerne til undsætning og samtidigt gjort det muligt for Brusilov at omgruppere sine styrker efter de indledende angreb. Efter ca. to uger mistede Brusilovs angreb således momentum, men det offensive initiativ var endnu ikke tabt for russerne.

Østrig-Ungarn må bede om tysk hjælp

I midten af juni 1916 så det ud til, at den russiske offensiv muligvis ville føre til et afgørende gennembrud på Østfronten. Den østrigske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, som ikke havde formået at indse styrken af det russiske angreb på Brusilov-offensivens første dag, havde dog allerede den 8. juni måtte henvende sig til den tyske generalstab i Berlin og bede om hjælp. Hvis ikke den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, sendte tyske troppe, som kunne stabilisere den østrig-ungarske del af Østfronten, så risikerede man ifølge Conrad ”afgørelsen på Verdenskrigen”. Modvilligt sendte Falkenhayn fire tyske divisioner fra Vestfronten og yderligere fem divisioner fra den tyske østfrontskommandos reserver. Selv sendte Conrad fire østrig-ungarske divisioner fra den italienske front.

Til sammen skulle de tysk-østrigske forstærkninger forhindre russerne i sammenstyrte den østrig-ungarske frontlinje og erobre bjergkæden Karpaterne. Prisen for den tyske støtte blev til gengæld den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Allerede fra den 12. juni var den østrig-ungarske hær i praksis under tysk overkommando, og der blev fra slutningen af juli indledt forhandlinger om en formel overdragelse af kommandoen for hele Østfronten til den tyske general Hindenburg.

Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn.
Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf (t.v.), og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn (t.h.). Efter endnu en østrig-ungarsk krise på Østfronten, hvor Conrad måtte bede om hjælp i Berlin, blev Østrig-Ungarn presset til at overlade den militære ledelse på fronten til tyskerne. Fotos fra Wikimedia Commons.
Fornyede kampe

Den 2. juli genoptog russerne offensiven. Denne gang blev angrebet indledt mod tyske stillinger på Østfrontens nordlige del. Den russiske 10. armé blev af general Evert beordret til at angribe på et frontafsnit nær byen Baranovichi (i det nuværende Hviderusland) med støtte fra over 1.000 russiske kanoner. Efter en uges kampe måtte Evert dog erkende, at angrebet havde slået fejl. Russerne havde mistet ca. 80.000 mand og tilsvarende kun formået at påføre tyskerne et tab på ca. 16.000. Angrebet formåede ikke at tiltrække tyske styrker fra den sydlige del af Østfronten og forhindrede heller ikke tyskerne i at sende yderligere reserver til støtte for østrig-ungarerne. Endnu et russisk angreb på tyskerne i området nær Riga slog også fejl den 5. juni. Angrebet, beordret af general Kuropatkin, var kun kortvarigt og blevet slået tilbage allerede samme dag.

Ingenmandsland på østfronten
Fotografi af ingenmandsland et ukendt sted på Østfronten. Selv stærke østrig-ungarske stillinger måtte give efter under Brusilov-offensiven.

Det var således igen uden støtte mod nord, at Brusilov genoptog den russiske offensiv i starten af juli. Alligevel havde det fornyede angreb fremgang, og i den første uge tog Brusilovs styrker yderligere 40.000 krigsfanger. De russiske tab var dog ligeledes betydelige – næsten en halv million mand, heraf 60.000 døde, 370.000 sårede og 60.000 savnede. Derfor syntes den russiske offensiv fra centralmagternes perspektiv også at have mistet momentum igen allerede den 9. juli: Den nordlige del af fronten anså tyskerne ikke længere for truet, og selvom centralmagterne var blevet skubbet tilbage den på sydlige del af fronten og mistet positioner langs Styr-floden, så var der allerede anlagt nye defensive stillinger, som man fra tysk og østrig-ungarske side følte sig i stand til at holde. Både russerne og centralmagterne omgrupperede derfor nu deres tropper og gjorde klar til nye kampe.

Nye russiske angreb på Østfrontens sydlige del

Den 20. juli tog russerne initiativet på ny, denne gang på den centrale del af frontafsnittet, med angreb retning af byen Kovel og ved Styr-floden. Netop som disse kampe så ud til at klinge af, har Brusilov i dag, den 28. juli, endnu en gang fornyet den russiske offensiv. Kl. 04 åbnede det russiske artilleri ild langs hele den sydlige del af fronten, og i flere sektorer benyttede man sig også af gasgranater. De efterfølgende angreb har presset den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’ tilbage, og flere steder har der været opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer. Eksempelvis har 4. armé i dag mistet ca. 60 % af sin styrke, svarende til 15.000 mand – heraf 10.000 tilfangetaget.

Det samlede udfald af Brusilov-offensiven er stadig usikkert. Indtil nu har de mange russiske angreb siden juni medført en gradvis vestlig forskydning af Østfrontens sydlige del, stadig med størst fremgang ved Lutsk og allersydligst i retning mod Karpaterne. Tabene har for både russerne og østrig-ungarerne været store, og spørgsmålet er, i hvor lang tid de stridende parter på dette frontafsnit kan bevare deres sammenhængskraft?

4. juni 1916: Ny russisk offensiv – general Brusilovs tropper bryder igennem den østrig-ungarske frontlinje

Centralmagternes offensiver på Østfronten ebbede ud i efteråret 1915. Herefter stabiliserede fronten sig, men russerne var blevet trængt op til 400 km tilbage, og hele russisk Polen og store dele af Baltikum var besat af tyske eller østrig-ungarske styrker. Især den tyske offensiv ved Gorlice-Tarnow fra maj til september havde været katastrofal for den russiske hær, som i sidste ende mistede op mod 2 mio. mand (døde, sårede og tilfangetagne). Russernes evne til at udføre offensive aktioner var foreløbigt slået i stykker, og både Østrig-Ungarn og Tyskland kunne derfor allokere tropper og ressourcer til andre fronter. Dette muliggjorde bl.a. nedkæmpelsen af Serbien fra oktober til december 1915 og det store tyske angreb ved Verdun i februar 1916, mens den østrig-ungarske hær fra midten af maj kastede sig ud i en storoffensiv på den italienske front.

Brusilovs forberedelser

Den svækkede russiske hær og centralmagternes engagement på andre fronter betød, at der fra efteråret 1915 opstod en status quo på Østfronten. I februar og marts 1916 forsøgte russerne sig igen med angreb på tyske stillinger, men uden nogen succes. Til gengæld begyndte den russiske general, Aleksej Brusilov, at planlægge en ny offensiv mod den østrig-ungarske del af fronten. Brusilov, der var blandt Ruslands bedste generaler, havde vist sit værd allerede i august 1914, hvor han overtog kommandoen over den russiske 8. armé i Galizien. Han var tidligere kavaleriofficer og viste sig at være en meget opfindsom og initiativrig frontkommandør.

Offensiven blev forberedt meget omhyggeligt. Først og fremmest sørgede Brusilov for at få ført tilstrækkeligt med reservetropper frem til frontlinje, og han beordrede anlæggelsen af løbegrave frem til godt 200 meter fra østrig-ungarernes skyttegrave. Herudover fik han konstrueret dybe dækningsstillinger til beskyttelse af reserverne, hvilket alt sammen skulle medvirke til, at offensivens momentum kunne bevares efter den første angrebsbølge. Russiske fly blev desuden benyttet til at lokalisere de østrig-ungarske artilleristillinger, noget som stort set ikke var blevet praktiseret i den russiske hær hidtil. Dette gav det russiske artilleri mulighed for at sætte de østrig-ungarske kanoner ud af spillet med præcise bombardementer.

Brusilov havde også øje for, at den monotome og forudsigelige rytme med massive artilleribombardementer fulgt af fremstormende soldater ikke var tilstrækkelig, men nok så vigtigt sikrede han sig også overvægt af både mandskab og ildkraft, inden offensivens udførelse.

Foto af den russiske general Aleksej Brusilov fra 1916. Han var hovedarkitekt bag den russisk offensiv. Fra Wikimedia Commons.
Foto af den russiske general Aleksej Brusilov fra 1916. Han var hovedarkitekten bag den russisk offensiv. Fra Wikimedia Commons.

Den østrig-ungarske hær havde siden efteråret 1915 opført nogle imponerende forsvarsværker igennem Bukovina-området. Styr-flodens grundvand umuliggjorde dybe skyttegrave, men i stedet var der etableret tre befæstningslinjer af jordvolde og træstammer, forstærket med cementbunkere og velpositionerede maskingeværsreder. Med andre ord forventede den østrig-ungarske hærledelse et russisk angreb, men de var godt befæstet, og de var klar til at slå det tilbage.

Et angreb ved solopgang

Ved solopgang denne morgen, den 4. juni, begav general Brusilovs arméer sig frem over en 300 km lang front fra Pinsk ved Pripet-sumpene i nord til Karparterne i syd. De naturlige barrierer i hver af frontlinjens ender skulle forhindre centralmagterne i at koncentrere deres reserver og iværksætte et modangreb. Offensivens hovedkraft blev dog sat ind omkring byen Lutsk, hvor russisk artilleri med et kort, intenst bombardement knuste de stærke østrig-ungarske stillinger. Men ikke nok med det: Artilleriild, gas- og infanteriangreb blev koordineret under angrebet, hvilket var et sjældent fænomen i den russiske hær, og reserverne blev samlet og holdt skjult ved angrebets tre vigtigste punkter, hvor de stod klar til at udnytte eventuelle gennembrud. Over for dette veludførte angreb og en russisk styrke, som var 132.000 mand i overtal, faldt det østrig-ungarske forsvar fra hinanden. Ved solnedgang havde russiske tropper overløbet alle tre østrig-ungarske forsvarslinjer og slået et stort hul på frontafsnittet.

Conrad von Hötzendorf, Østrig-Ungarns generalstabschef, var ved de første indløbne meddelelser imidlertid ikke bekymret for det, han troede var et mindre fjendtligt gennembrud på hans frontlinje. Han nægtede derfor at afbryde en igangværende galamiddag hos hærens øverstbefalende, den habsburgske ærkehertug Friedrich (– det var trods alt ærkehertugens fødselsdag). Conrad forsikrede sin stab om, at det russiske angreb ikke var noget alvorligt. Russerne ville hurtigt blive slået tilbage, og ”vi vil højest miste et par hundrede meter land”.

Realiteten var, at det lykkedes russerne at rykke næsten 10 km frem over en 30 km bred front på en enkelt dag.

11. august 1914. Russerne angriber i Østpreussen

Af Erik Ingemann Sørensen

Den første russiske Armé under ledelse af general Paul von Rennenkampf angriber de tyske styrker – den 8. tyske Armé – ved Gòra Kalwaria (det nuværende Polen).

1914-08-11 Rennenkampf

Samme dag erklærer Frankrig Østrig-Ungarn krig.

 

(+) Den 22-årige Werner Koch fra Halk sogn ved Haderslev såres under kampene ved Weichselfloden og dør.

10. august 1914. Det engelske ekspeditionskorps er ankommet til fronten

Af Erik Ingemann Sørensen

Det engelske ekspeditionskorps – BEF – går nu ind i kampene på Vestfronten. På samme tid opretter England en flyvende kystvagt for at sikre sig mod angreb fra de tyske zeppelinere.

Frankrig afbryder de diplomatiske forbindelser til Østrig-Ungarn.

Kampene ved Mühlhausen raser videre med stor voldsomhed.

(+) Den 36-årige militærlæge, Oluf Riis fra Hoptrup, dør af hedeslag under marcherne ved Aachen.

31. juli 1914. Modersmaalet: Hvad nu?

Haderslev-avisen Modersmaalet kommenterer udviklingen i Europa:

Englands Interesser.

I ”Hamburgischer Correspondent” offentliggøres en Samtale med Generaldirektør Ballin, der er vendt hjem fra London. Hr. Ballin erklærede det for urigtigt, at den engelske Flaade er mobiliseret, og tilføjede, at England ikke ville satse sine Stridskræfter i Vægtskaalen for nogen af de to Stormagtsalliancer; det er ikke England, men Rusland, som nu har Afgørelsen med Hensyn til Krig eller Fred.

En tredje Balkankrig?

Man frygter i officielle Kredse i Athen for, at Udbruddet af Fjendtlighederne mellem Østerrig-Ungarn og Serbien skulde give Signalet til en tredje Balkankrig. Den lidet disciplinerede Presse i Athen fører et skarpt Sprog mod Østerrig. Den offentlige Mening staar paa Serbiens Side. Fra Korfu meldes, at den østerrig-ungarnske Flaade træffer særlige Forberedelser for at kunne blokere de græske Hovedstæder i Tilfælde af, at Grækenland skulde understøtte Serbien med Vaabenmagt.

Bladudtalelser om Krigen.

”Kølnische Zeitung” skriver i Gaar: Rusland mobiliserer. Dermed har den europæiske Krise naaet sit Højdepunkt, og en Klaring af Stillingen i den ene eller anden Retning kan ventes i den allernærmeste Fremtid. Vi kan som før kun indtage det Standpunkt, at vi yderst ugerne ser en væbnet Strid med Rusland, men vi har Forbundsforpligtelser, om vi ikke kan fragaa og som vi aldrig vil unddrage os.

Flertallet af Bladene i Paris ser stadig sort på Stillingen, men haaber dog, at Freden vil blive bevaret som Følge af den Solidaritet og Enighed, Treforstaaelsens Magter har lagt for dagen. Bladene er stadig af den Anskuelse, at Krigens Løsning ligger i Tysklands Hænder, og hævder enstemmig, at Frankrig maa vise Ro og Koldblodighed, men samtidig holde sig rede til enhver Mulighed.

England er trofast.

”Daily telegraph” skriver, at England vil forblive tro mod Tremagtsforstaaelsen og er fuldkommen rede til at opfylde sin Forpligtelser over for Forstaaelsen.

Våbensøstre 6a49-328
Våbensøstre: Tyskland og Østrig-Ungarn. Kölnische Zeitung: Vi har forbundsforpligtelser, som vi ikke vil unddrage os!

 

svendsen 001aRedaktør Nicolai Svendsen skrev Modersmaalets udenrigsrubrik.

 

30. juli 1914. Modersmaalet: Spændingen i Europa

Haderslev-avisen Modersmaalet kommenterer i sin rubrik “Politisk Rundskue” begivenhederne i Europa.

Spændingen i Europa.

Hvor man hører fra, meldes det, at Spændingen og Nervøsiteten er stor, saa stor, at ingen kan mindes noget lignende; thi den hersker i enhver nok saa lille By hele Europa over, eftersom alle Europas Lande, naar det gaar galt, kan blive indviklede i den Krig, som nu er begyndt mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.

I ethvert af de store Lande, der enten høre til Tremagtsforstaaelsen eller Treforbundet, findes der to Partier, et Krigsparti, som absolut vil have Krig, og et Fredsparti, der ikke vil have Freden krænket. Disse Partier fører aabenlyst, men især bag Kulisserne, en voldsom Kamp, og Fred eller Krig afhænger af, hvem der vinder Overhaand. Afgørelsen kan trække ud, og den kan ogsaa komme pludselig. En almindelig europæisk Krig staar paa Dørtærskelen – et Ord, som anvendes ofte i disse Dage.

Krigsbegejstringen for ikke at sige Krigsgalskaben er størst i de af Slaver og Tyskere beboede og beherskede Lande; thi det længe ulmende Had mellem de to Folk, Slaver og Germaner, synes nu, da Tiden er til det store Opgør, at ville bryde ud i lys Lue.

Heldigvis synes Flertallet af de ledende Mænd i alle Stater og særlig de, som det mest kommer an paa, endnu at ville dæmme op for den Kæmpekrig, hvis Udfald og Følger vil være uberegnelige.

Naar man læser tyske Blade, vil man lægge Mærke til, at der i meget store Dele af det tyske Folk er en udpræget Krigslyst. Begejstringen for Østerrig-Ungarn er meget stor, og hele skylden væltes over paa Serbien.

Det skal ikke nægtes, at Serbien har en meget stor Part af Skylden, og særlig maa det stygge Dobbeltmord paa det østerrigske Kronprinsepar den 28. Juni fordømmes paa det skarpeste; men Østerrig og Ungarn har i mange Aar undertrykt og forulempet Serbien paa alle mulige Maader, saa det er forstaaeligt, at Serberne til Gengæld tirrer deres store Nabofolk, hvor de kan, og at serbiske Fædrelandsvenner nu efter Sejren over Tyrker og Bulgarer gør sig Haab om at samle alle serbisktalende Folk – ogsaa de, som er under Østerrig-Ungarn, som til Eksempel Bosnien og Herzegovina – til et stort serbisk Rige.

Men sligt kan en Regering som den østerrig-ungarnske selvfølgelig ikke billige og bør, før det bliver for sent, skride ind derimod. Nu maa man altsaa i Wien have indset, at det var paa højeste Tid, og ved Mordet paa Tronfølgerpaaret brast Taalmodigheden. Serbien skal straffes.

At man paa ledende Steder i Tyskland er ked af de stærke Tilkendegivelser for Krigen, fremgaar af en officiøs Artikel i ”Hamburger Correspondent” i Gaar under Overskriften ”Spænding og Bekymring”. Det hedder her til Slutning: ”I det tyske Folk har den Bekymring og den Spænding, som er bleven paalagt det, heldigvis ikke fostret nogen som helst Modløshed. Langtfra at ønske Krigen er Tyskland besluttet paa fuldt at staa paa sin Forbundsfælles Side. De i de sidste Dage fra forskellige tyske Byer meldte Tilkendgivelser lader ingen Tvivl tilbage; men nye Tilkendegivelser behøves ikke. Ja, den kan skade, da de let kan udarte og blive en Brod mod andre Magter.

Det er derfor absolut i sin Orden, at der nu i Berlin er udstedt Forbud herimod. Lad Diplomaterne have Ordet. De har givet os tydelige Beviser for, at de forstaar Folkets Sprog. I Kabinetterne er man ligesom i Fædrelandets videste Kredse gennemtrængte af, at den svære Krise ikke maa endes med en raadden Fred.”

– Krigslystens Udslag er altsaa kommen visse Folk i Berlin paa tværs; de ønsker ikke saa megen Rabalder.

svendsen 001a
Redaktør Nicolai Svendsen

Udenrigsrubrikken “Politisk Rundskue” var redigeret af Nicolai Svendsen

29. juli 1914. Modersmaalet: Krigen er i gang

Haderslevavisen Modersmaalet kommenterer i sin rubrik “Politisk Rundskue” begivenhederne i Europa.

Krigen mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.

Stormagten Østerrig-Ungarn har altsaa ikke villet vente med at begynde Krigen, til den engelske Udenrigsminister Greys Forslag om en Konference i London mellem Stormagternes Gesandter er blevet godkendt eller forkastet. De østerrig-ungarnske Tropper er rykkede ind i Serbien, og, som man vil se af nedenstaaende Telegram fra i Aftes, har Østerrig-Ungarn ogsaa – altsaa bagefter – officielt meddelt Verden, at det fører Krig mod Serbien. Stormagten begynder altsaa Krigen, før den erklærer Krigen officielt…

Soldatertransport østrigere_cropped

Englands Mæglingsskridt.

”St. Petersborg Kurér” erfarer i Udenrigsministeriet, at England har foretaget sit Skridt paa egen Tilskyndelse og uden nogen som helst Foranledning fra Ruslands side, idet den russiske Regering anser sit diplomatiske Hverv overfor Østerrig-Ungarn for opfyldt.

Østerrigs Krav stiger.

Efter hvad den fungerende Udenrigsminister, Bienvenu-Martin erklærer, synes Stillingen i Gaar noget gunstigere. ”Neues Wiener Tageblatt” skriver i Gaar: Den østerrig-ungarnske Regering kan ikke standse Begivenhedernes Gang; det er altsaa heller ikke længere muligt, at den østerrig-ungarnske Regering gaar ind paa at standse sit Angreb mod, at Serbien betaler Mobiliseringsomkostningerne og selvfølgelig gaar ind paa den østerrig-ungarnske Notes Krav. Den østerrig-ungarnske Regering vil nu maatte stille ganske andre Krav.

I diplomatisk Henseende er der ikke foretaget noget som helst Skridt. Alle meddelelser om en fransk-russisk Demonstration er fuldstændig grebne ud af Luften. Bortset fra den af den russiske Sendemand foretagne Henvendelse om en Forlængelse af Tidsfristen for Serbiens Svar, er der hidtil ikke sket noget.

Londonbladet ”Standard” skriver i Gaar, at hvis Østerrig-Ungarn vil indskrænke sig til at afstaffe Serbien og skaffe Orden til Veje i Landet, da er dets Handling fuldstændig berettiget.

svendsen 001aRedaktør Nicolai Svendsen skrev Modersmaalets udenrigspolitiske rubrik.

28. juli 1914. Østrig-Ungarn erklærer Serbien krig

Wien den 28. juli 1914

Den kongelige serbiske regering har ikke svaret på en tilfredsstillende måde på noten af 23. juli 1914, overgivet af den Østrig-Ungarske gesandt i Beograd, den kejserlige og kongelige regering ser sig derfor tvunget til at sikre sine rettigheder og interesser, og med det formål at gribe til våbenmagt. Derfor betragter Østrig-Ungarn sig herefter som værende i krig med Serbien.

Grev Berchtold

28. juli 1914. Modersmaalet: Politisk Rundskue

Den gamle Kejser.

….en Korrespondent i Rom vil fra paalidelig Kilde have erfaret, at Østerrigs meget energiske Fremgangsmaade over for Serbien ikke er udsprungen fra Udenrigsminister, Grev Berchtold, saaledes som man almindelig har været tilbøjelig til at antage. Stødet skal tværtimod i højeste Grad være givet af den gamle Kejser Frans Josef. Efter den første Lammelse, som Attentatet i Serajevo fremkaldte, er den gamle Monark bleven grebet af et sandt Had til Serbien. Han har ganske skudt Hensynet til Krigsfaren til Side for at faa gjort ”rent Bord med Serbien”….

Engelsk Skridt til Mægling.

Det officiøse Reuters Bureau i London meddeler i Gaar: Efter hvad der erfaredes Søndag Aften i diplomatiske Kredse, har den engelske Regering givet sine Sendemænd i Paris, Berlin og Rom Ordre til, at der gøres Skridt i Wien og St. Petersborg til at faa den østerrigsk-serbiske Strid henvist til Mægling fra de fire ikke-interesserede Magters Side, nemlig Tyskland, Frankrig, Italien og England…

Rumænien og Grækenland.

I Søndags har der fundet en Meningsudveksling Sted mellem Grækenland og Rumænien med det Formaal at opretholde Ligevægten paa Balkanhalvøen i Tilfælde af Fjendtligheder.

En engelsk Trusel.

Londonbladet ”Times” skriver i Gaar. Saa længe der er Haab om at bevare Freden, vil vi fremfor alt arbejde derpaa. Men hvis nogen skulde ønske at stille vore Princippers Fasthed paa Prøve, da skal vi vide, – nu som før – at forsvare vor Ret med hele vor Kraft.

Begrænsning af Krigen?

I indflydelsesrige Kredse i Wien erklærede man i Gaar, at en Lokalisering af Krigen var sikret, efter at England havde erklæret, at Krigen skulde holdes borte fra Vesterhavet. Frankrig arbejder med Højtryk i Petersborg for Verdensfreden.

Neutralitetsforanstaltninger

Fra Rotterdam telegraferes, at Holland træffer de nødvendige Forholdsregler til at forsvare sin Neutralitet. Allerede i Søndags blev den vigtige Jernbanebro over Maas besat af Militæret. En Melding fra Bryssel om, at Belgien forbereder en almindelig Mobilisering, har gjort et dybt Indtryk i Holland.

Stemningen i den serbiske Hær.

Telegrammer Fra Sofia til Berlin beretter, at den serbiske Hærs Tilstand er kritisk, og at Officererne er nedtrykte. Man søger at holde Modet oppe hos de Menige ved fantastiske Fortællinger om, at Grækenland og Rumænien vil slaas sammen med Serbien, at England har sendt 400 Skibe til de tyske Farvande.

svendsen 001a
Nicolai Svendsen var redaktør på Modersmaalet-Dannevirke og det var ham der dagligt formidlede og kommenterede på den internationale politik.

27. juli 1914. “Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland”

Flensborg Avis analyserer den højspændte situation i et ekstranummer:

Ved Verdenskrigens Rand

I Lørdags afbrødes den diplomatiske Forbindelse mellem Østerrig-Ungarn og Serbien. Efter den Tid er der udspredt Masser af Ekstrablade trindt omkring i Europa; men der er ikke sket noget afgørende, og Meddelelse om nogen større Kamp foreligger endnu ikke.

Med langt større Spænding end selve Udviklingen ved den østerrigsk-serbiske Grænse følger Europa Forholdet mellem Stormagterne.

Endnu synes intet afgjort med Hensyn til, hvorledes Rusland vil stille sig. Der meddeleles Udtalelser om, at Frankrig vil slutte sig trofast til Rusland, og at Tyskland og Italien vil staa Last og Brast med Østerrig-Ungarn, Udtalelser, der paa nærværende Tidspunkt er en Selvfølge.

Kejser Wilhelm er nogle Dage før Tiden vendt hjem fra Norge. Præsident Pointcaré har derimod ikke opgivet sit besøg i København.

(…)

Fra Wien telegraferes:

(…) Det var et højst dramatisk Øjeblik, da Udenrigsministeriets Pressekonsulent kalde de 40 Journalister ind til sig, som i Timevis havde ventet i Paladset Gange. Pressekonsulenten var synlig bevæget, da han meddelte, at den diplomatiske Forbindelse med Serbien var afbrudt.

Meddelelsen modtoges med stormende Bravoraab, og alle styrtede derefter til Udgangen og raabte mod Menneskemængden foran Slottet: “Krig! Krig!”

Stormende Hurraraab var Folkets Svar. I næste Nu var den indre slotsplads opfyldt af Mennesker, og man afsang den østerrigske Nationalsang.

Hvad siger Tyskland?

Det officiøse “Wolffs Bureau meddelelser: (…) Den tyske Regering har overalt paa samme Maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret.

Dens Bestræbelser gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.

Den russiske Presse

(…) Novolje Vremja skriver i en ledende Artikel: Østerrig-Ungarn alene vover ikke at gøre sig skyldig i nogen Krænkelse af den internationale Ret.

Et Ord af den tyske Kejser er tilstrækkeligt til, at Østerrig-Ungarn tager sin Verbalnote tilbage. Kejseren ved, at Rusland ikke kan forblive ligegyldig, men er tvunget til ved den fulde Vægt af sin Militærmagt at understøtte Serbien.

Østerrigs Overfald paa Serbien betyder krig med Rusland. En østerrigsk-russisk Krig fremkalder Tysklands Medvirkning, et russisk-tysk Sammenstød drager Frankrig med ind, maaske ogsaa England.

Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland og dets Leder. En fredelig Udgang er kun mulig, hvis Tyskland ikke er fast besluttet paa nu at føre Krig mod Frankrig og Rusland.

1914-07-17 Peter SimonsenRedaktør Peter Simonsen var ansvarlig for Flensborg Avis’ udenrigsrubrik.

27. juli 1914. Mobilisering i Serbien og Østrig-Ungarn! Begejstring i Tyskland!

Haderslev-avisen Modersmaalet følger den spændte udvikling i Sydøsteuropa.

Krigen mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.

Som meddelt i de i Gaar Formiddags til Bladets Læsere i Byen og Landet udsendte Løbesedler, er den diplomatiske Forbindelse mellem Serbien og Østerrig-Ungarn bleven afbrudt Lørdag Aften. Serbien havde allerede om Eftermiddagen Klokken 3 anordnet Mobilisering, og Østerrig-Ungarn lader delvis mobilisere…

Begejstring i Tyskland.

Da Ekstrabladene om Serbiens utilstrækkelige Svar uddeltes i Berlin Lørdag Aften, udbrød Mængden i høje Leveraab for Østerrig-Ungarn. Henved 2000 Personer drog hen foran det østerrig-ungarnske Gesandtskab, raabte Hurra og sang ”Deutschland, Deutschland, über alles” og andre tyske Nationalsange. Gesandten traadte frem og takkede. Ogsaa i Hamborg kom Begejstringen for Østerig-Ungarn til Orde i Tale og Sang.

Gott mit uns_2

Serbiens Naboer vil holde sig neutrale.                                      

Fra Belgrad meddeles, at Regeringerne i Bulgarien og Grækenland vil holde sig strengt neutrale.

Om Krigsbegejstringen i Belgrad.

Meddeles fra Berlin: Til Lørdag Middag var der Stemning i Regering, Militær og Befolkning for at svare imødekommende paa Østerrig-Ungarns Note. Klokken 2 Lørdag Eftermiddag ankom en hemmelig Depeche fra St. Petersborg, og da den var bleven læst, udbrød en vild Begejstring for Krigen. Det hed sig, at Rusland havde stillet sig fuldtud paa Serbiens Side.

De tyske Gesandter beroliger.

De tyske gesandter i Paris, Petersborg og London har haft Samtaler med de paagældende Landes Udenrigsministre. De har udtalt sig meget beroligende og opfordret til at tage Sagen med Ro.

Italien og Østerrig-Ungarn.

Den italienske Regering har meddelt den østerrig-ungarnske Regering, at Italien i Tilfælde af en bevæbnet Strid mellem Østerrig-Ungarn og Serbien vilde indtage en venskabelig Holdning, svarende til Forbundstraktaten.

En tysk officiøs Udtalelse.

Det officiøse tyske Wolffs Bureau meddeler: Den tyske Regering har ikke i Paris ført noget andet Sprog, end hos alle øvrige regeringer. Den tyske Regering har overalt paa samme maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret. Dens Bestræbelse gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.

 

26. juli 1914. Flensborg Avis: Østrig hykler!

Flensborg Avis analyserer det østrigske ultimatum til Serbien:

Østrigerne beskylder Serbien for: At planlægge løsrivelse af de østrigske provinser Bosnien og Hercegovina; at Serbien er arnested for en forbryderisk agitation samt at serbiske embedsmænd deltager i hemmelige, nationalistiske foreninger, der arbejder på dette mål. Heroverfor har Østrig hidtil været langmodig, hævder det selv.

Hertil knytter Flensborg Avis følgende kommentar:

Man forbavses over det Hykleri, der tilkendegiver sig i den østerrigske Tale om Langmodighed og Velvilje. Selvfølgelig kan mange Ting have været ubehagelige nok for Østerrig; men det maa aldrig glemmes, at dette fra første Færd har haft Uretten paa sin Side, dels ved Indlemmelsen af en stor Del af den serbiske Folkestamme, dels ved det Regimente, Østerrigerne har ført i Bosnien og Hercegovina baade før og efter Anneksionen.

1914-07-17 Peter SimonsenRedaktør Peter Simonsen skrev Flensborg Avis’ udenrigsrubrik.

25. juli 1914. Serbien besvarer det østrig-ungarske ultimatum

Den serbiske regering accepterer stort set  alle de betingelser, som Østrig-Ungarn har stillet i deres ultimatum. Den vil dog ikke opfylde kravet om, at østrig-ungarsk organer i Serbien skal kunne medvirke direkte til bekæmpelse af undergravende virksomhed rettet mod Østrig-Ungarn, ligesom en direkte deltagelse i undersøgelsen på serbisk territorium af omstændigheder ved mordet på  ærkehertug Franz Ferdinand heller ikke kan komme på tale.

25. juli 1914. Et ultimatum: Østrig vil have krig!

Flensborg Avis analyserer den højspændte situation på Balkan efter det østrigske ultimatum den 23. juli:

Østerrigs note til Serbien – Et Ultimatum

De viser sig, at de beroligende Røster, der midt i Ugen fremkom fra Wien, ikke var til at stole paa, i Særdeleshed den Meddelelse, at der ikke ville blive sat noget Frist paa Besvarelsen af den bebudede østerrigske Note.

Denne Note blev allerede i Torsdags Eftermiddags Klokken 6 overrakt den serbiske Regering af baron Giesl, og den kræves besvaret inden 48 Timer.

Det østrigske ultimatum:

Det er altsaa de østerrigske Krav. De overgaar vistnok de flestes Forventninger. Det synes klart, at de allerfleste af disse Fordringer, om overhovedet nogen af dem, kan Serbien ikke gaa ind paa. Selv hvor der stilles et rimeligt Forlangende, saaledes om en Undersøgelse mod Deltagerne i Komplottet fra Sarajevo, er det knyttet sammen med den ydmygende Fordring, at østerrigske Embedsmænd skal se de serbiske paa Fingrene.

Hele denne Note maa efterlade det Indtryk, at Østerrig vil have Krig med Serbien, skønt man i Wien maa være klar over, at dette saare let kan føre til en Europæisk Krig.

1914-07-17 Peter Simonsen

25. juli 1914. Østrig: “Serbien er Arnestedet for forbryderisk Agitation!”

Haderslev-avisen “Modersmaalet” behandler i sin udenrigsrubrik “Politisk Rundskue” begivenhederne i Europa:

Østerrig-Ungarns Klagemaal over Serbien.      

De østerrig-ungarnske Sendemænd i Tyskland, Frankrig, Storbritanien, Italien, Rusland og Tyrkiet har af deres Regering faaet Paalæg om at bringe Indholdet af den østerrig-ungarnske Note til den serbiske Regering til den Regerings Kundskab, ved hvilken de er akkrediteret, og dertil at føje en Bemærkning, i hvilken der henvises til Serbiens Politik, som gaar ud paa at forberede Løsrivelsen af de til Serbien grænsende østerrig-ungarnske Distrikter. Serbien er bleven Arnestedet for en forbryderisk Agitation…..

 Østerrigske Hovedstadsblade om Noten til Serbien.

Bladene i Wien erklærer overenstemmende, at den til Serbien rettede Note er Begyndelsen til et Forsvar og ikke et Angreb, at den viser Monarkiets faste Vilje, men ikke forlanger andet af Serbien, end hvad dette for længst af fri Vilje burde have gjort for at værne sin Anseelse over for Europa. Den samlede Presse udtaler haabet om, at Serbien ved en hurtig Antagelse af Østerrig-Ungarns Fordringer vil afvise enhver Mistanke for Fællesskab med Morderne, og være klog nok til ikke at vælge Krigen, men Freden.

En Verdensfredskongres.

I Byen Konstanz skal der fra den 1. til 4. August afholdes en Verdensfredskongres. Stødet dertil er udgaaet fra England, og i alt 120 Delegerede fra alle Lande deltage i Kongressen, især vil der komme Deltagere fra De forenede Stater, England, Holland og Svejts.

De Delegerede er for det meste høje kirkelige Embedsmænd, særlig har den katolske Kirke udnævnt Kardinaler, Ærkebiskopper og Biskopper.

Ogsaa Diplomater vil besøge Kongressen, der skal kaldes ”International Verdensfredskongres” eller ”Kirkelig Fredskongres”. – I den stærkt politisk bevægede Tid kan en Verdensfreds-Kongres næppe udrette stort; men derfor kan det vel nok med Tiden gøre sin Virkning, at fremragende Personer fra alle Lande optager en Virksomhed for Verdensfredens Fremme. Især bør det være Kirkens Pligt at arbejde for Fred.

 

24. juli 1914. Flensborg Avis: “Faren for en Eksplosion er overordentlig stor!”

Flensborg Avis beretter om begivenhederne i Europa:

Østerrig og Serbien. En engelsk Advarsel.

I Beretninger fra Wien til tyske Blade hedder det, at man nu ser roligere paa Tingene. (…) Ingen kender endnu de østerrigske Fordringer (…) og i ledende Kredse er man overbevist om, at Serbien vil gaa ind paa dem. Dette vil naturligvis afhænge af deres Art, og det vil derfor udelukkende komme an paa den østerrigske Regering, om Tingene skal udvikle sig i den ene eller den anden Retning. Er Østerrigs Krav urimelige, vil Serbien utvivlsomt kunne stole paa Ruslands støtte.

Men ogsaa alle uhildede Iagttagere vil i saa Fald staa paa Serbiens Side. Meget oplysende er en Artikel, der i Onsdags fandtes i Verdensbladet Times; den turde gengive den almindelige Opfattelse:

“Den voksende Spænding mellem Østerrig-Ungarn og Serbien har hidført en Situation i den europæiske Politik, der er alt for alvorlig til, at man kan lade den uænset. Det er ikke vort ønske at overdrive Faren, men Magterne maa søge at besværge den, inden det er for sent. Og der er ingen Tid at spilde. (…)

Den østerrigske Regering har hidtil handlet med forholdsmæssigt Maadehold. Det er nu som før vort Haab, at den Holdning, som Kejser Franz Josef umiddelbart efter Mordgerningen indtog i de af ham udstedte Proklamationer til Hæren og Folket, maa blive bibeholdt under de uundgaaelige Forestillinger, der vil blive gjorte Serbien. Men der er tydelige Tegn paa, at man i indflydelsesrige Kredse nu indtager en ganske forandret Holdning. Det er vel tilfredsstillende, at der ogsaa i disse Kredse er et stærkt Ønske om at opnaa Støtte hos Europas offentlige Mening. Men de Midler, der anvendees, er snarere egnede til at modarbejde end opvække Sympati hos upartiske Iagttagere.

Tanken om ved Trusler eller gennem en Krig at tvinge Serbien til at undertrykke en national Bevægelse rummer mange Farer, ikke blot for Østerrig-Ungarn, men for Europas Fred. Disse Farer vil ogsaa være alvorlige, selv om det lykkes at lokalisere Krigen. Det er klart, at naar Østerrig-Ungarn drager Sværdet, vil det søge at lokalisere Konflikten, hvis det kan. Men det er lige saa klart, at Afgørelsen ikke vil komme til at afhænge af Østerrig-Ungarn alene. Dette gør Sagen til et europæisk Spørgsmaal.

Et Felttog mod Serbien, ja blot Fordringer over for Serbien, der kan synes at være Udslag af politisk Ærgerrighed, vil i Rusland fremkalde en slavisk Bevægelse, der vil kunne øve Indflydelse paa Regeringen. Og hvis det forholder sig rigtigt, at Østerrig-Ungarn er bestemt paa at benytte Lejligheden til at søge alle Spørgsmaal, der angaar Orienten, ordnet, saa er Faren for en Eksplosion overordentlig stor.”

1914-07-17 Peter SimonsenFlensborg Avis’ udenrigspolitiske artikel var skrevet af Peter Simonsen

24. juli 1914. Østrigsk ultimatum!

Østerrig-Ungarn og Serbien.

Til ”Neues Wiener Tagblatt” meddeles fra Semlin den 23. Juli:

Den østerrig-ungarnske Gesandt har over for den serbiske Regering klaget over, at serbiske Gendarmer for nogle Dage siden har skudt paa østerrigske Undersaatter. Den serbiske Regering har indledt en indgaaende Undersøgelse. ”Novoje Bremja” skriver i Anledning af den spændte Stilling mellem Østerrig-Ungarn og Serbien, at Rusland og Frankrig endnu mindre end i 1912 og 1913 vil tillade, at Østerrig overfalder Serbien.

Østerrigsk Ultimatum til Serbien.

Ifølge et i Morges modtaget Telegram fra Belgrad har den østerrig-ungarnske Gesandt i Aftes Kl. 6 overrakt den serbiske Regering en Verbalnote med den østerrig-ungarnske Regerings Krav til Serbien. I Noten kræves der Svar til Lørdagen den 25. Juli Kl. 6 Aften.

 

23. juli 1914 – Østrig-Ungarsk ultimatum til Serbien

Dem 22. juli modtog den østrig-ungarske ambassadør i Serbien følgende ultimatum, som skulle afleveres til den serbiske regering dagen efter:

Den 31. marts 1909 gav den kongelige serbiske gesandt på vegne af sin regering ved hoffet i Wien den kejserlige og kongelige regering følgende erklæring:

“Serbien anerkender, at det gennem de i Bosnien gennemførte forhold ikke er blevet anfægtet på sine rettigheder og at landet derfor vil tilpasse sig den beslutning, som stormagterne i henhold til Berlineraftalens artikel 25 vil træffe. I det Serbien følger stormagternes rådslagning, forpligter den sig til at opgive den stilling af protest og modstand, som den siden anneksionen i oktober har indtaget, landet forpligter sig endvidere til at ændre retningen på sin nuværende politik overfor Østrig-Ungarn og for fremtiden at pleje nabovenskabelige forbindelser med sidstnævnte.”

De seneste års historie og i særdeleshed den smertelige begivenhed den 28. juni har vist, at der eksisterer en undergravende bevægelse i Serbien, hvis mål det er, at løserive visse dele af det østrig-ungarske monarkis område. Denne bevægelse, som er opstået for øjnene af den serbiske regering, er uden for kongerigets grænser kommet til udtryk gennem terroristiske handlinger, gennem en række af attentater og gennem mord.

Langt fra at have opfyldt de i erklæringen af 31. marts 1909 indeholdte forpligtelser har den kongelige serbiske regering intet gjort for at holde denne bevægelse ned. Den tolererer de forbryderiske tendenser i de forskellige, mod monarkiet rettede foreninger, pressens tøjlesløse sprog, forherligelsen af attentaternes ophavsmænd, officerers og embedsmænds undergravende virksomhed, den tolererer en usund propaganda i den offentlige undervisning og tåler endelig alle manifestationer, som kan forlede den serbiske befolkning til had mod monarkiet og foragt for dets institutioner.

Denne tolerance, som den kongelige serbiske regering har gjort sig skyldig i, varede frem til det øjeblik, hvor begivenheden d. 28. juni viste hele verden de grufulde konsekvenser af en sådan tolerance.

Det fremgår af udsagn og tilståelser fra den forbryderiske ophavsmand til attentatet den 28. juni, at mordet i Sarajevo udtænktes i Beograd, at morderne modtog de våben og bomber, som de var udstyret med, af serbiske officerer og embedsmænd, som tilhørte “Narodna Odbrana”, og endelig at befordringen af forbryderne og deres våben til Bosnien blev foranstaltet og gennemført af ledende serbiske grænseorganer.

De anførte resultater af undersøgelsen tillader ikke længere den kejserlige og kongelige regering at indtage den tålmodigt afventende holdning, som den i årevis har indtaget overfor den agitation, som har sit midtpunkt i Beograd og hvorfra den bliver spredt til monarkiet. Resultaterne pålægger derfor den kejserlige og kongelige regering at gøre en ende på denne virksomhed, som udgør en stadig trussel for fred og orden i monarkiet.

For at nå dette mål, ser den kejserlige og kongelige regering sig tvunget til at forlange en officiel forsikring af den serbiske regering, som fordømmer propagandaen rettet mod Østrig-Ungarn, det vil sige alle bestræbelser, hvis endemål det er at løsrive områder fra monarkiet, som tilhører det, og at den forpligter sig til at bekæmpe den forbryderiske og terroristiske propaganda med alle midler.

For at give disse forpligtelser en højtidelig karakter, skal den kongelige serbiske regering på første side af deres officielle organ d. 26./13. juli offentliggøre følgende erklæring:

“Den kongelige serbiske regering fordømmer den mod Østrig-Ungarn rettede propaganda, det vil sige alle bestræbelser, hvis mål det er at løsrive områder fra det østrig-ungarske monarki, som tilhører det, og de beklager på det oprigtigste de grusomme følger af disse forbryderiske handlinger.

Den kongelige serbiske regering beklager, at serbiske officerer og embedsmænd har taget del i den foran nævnte propaganda og dermed har truet de nabovenlige forbindelser, som den kongelige serbiske regering højtideligt har forpligtet sig til i erklæringen af 31. marts 1909.

Den kongelige regering, som misbilliger og tilbageviser enhver tanke og hvert forsøg på indblanding i indbyggernes skæbne som for altid er en del Østrig-Ungarn, betragter det som sin pligt at gøre officerer, embedsmænd og hele kongerigets samlede befolkning opmærksom på, at den for fremtiden vil gå frem med yderste strenghed mod enhver person, der gør sig skyldig i den slags handlinger, handlinger som den vil bruge alle kræfter på at forebygge og bekæmpe.”

Denne erklæring skal samtidig bekendtgøres for den kongelige hær gennem en dagsbefaling fra Hans Majestæt Kongen og offentliggøres i hærens officielle organer.

Den kongelige serbiske regering forpligter sig desuden til:

1) at bekæmpe enhver publikation, der ophidser til had og foragt mod monarkiet, og hvis almene tendens retter sig med sidstnævntes territoriale integritet,

2) øjeblikkeligt at gå i gang med at opløse foreningen “Naroda Odbrana”, hvis samlede propagandamidler skal konfiskeres og skride ind på samme måde over for alle lignende foreninger i Serbien, som beskæftiger sig med propaganda mod Østrig-Ungarn.; den kongelige regering skal træffe de nødvendige forholdsregler for, at foreningerne ikke fortsætter deres virksomhed under et andet navn eller i en anden form,

3) uden ophold at fjerne alt fra den offentlige undervisning i Serbien såvel hvad angår lærerstaben som undervisningsmateriale, som tjener eller kan tjene til at nære propagandaen mod Østrig-Ungarn,

4) fra militærtjeneste eller forvaltning generelt at fjerne alle officerer og embedsmænd, som har gjort sig skyldig i propaganda mod Østrig-Ungarn og hvis navne den kejserlige og kongelige regering forbeholder sig at bekendtgøre den kongelige regering sammen med det materiale der foreligger mod dem,

5) indvillige i, at organer fra den kejserlige og kongelige regering i Serbien medvirker til bekæmpelsen af de mod monarkiets territoriale integritet rettede, undergravende bevægelser,

6) at indlede en retslig undersøgelse af de deltagere i komplottet den 28. juni, som befinder sig på serbisk territorium; dertil delegerede organer fra den kejserlige og kongelige regeringen vil tage del i de relevante undersøgelser,

7) med al hast at foretage arrestation af Major Voija Takostitsch og en vis Milan Ciganovitsch, serbisk statsembedsmand, som er blevet kompromitteret af resultatet af undersøgelsen,

8) ved virksomme forholdsregler at forhindre deltagelsen af serbiske myndigheders indsmugling af våben og eksplosiver over grænsen; at afskedige og hårdt straffe enhver fra grænsevagterne ved Schabatz og Losnitza, der var bagmændene til forbrydelsen i Sarajevo behjælpelig med overskridelsen af grænsen,

9) uden ophold at lade den kejserlige og kongelige regering underrette om gennemførelsen af de i forestående punkter sammenfattede forholdsregler.

Den kejserlige og kongelige regeringen afventer den kongelige regerings svar senest lørdag den 25. d.m. ind klokken 4, eftermiddag.

Et memorandum over resultatet af undersøgelsen i Sarajevo, så vidt som de omhandler de i punkt 7 og 8 nævnte funktionærer, er vedlagt denne note.

Tillæg:
Den i retten i Sarajevo gennemførte straffeundersøgelse af Gavrilo Princip og konsorter på grund af det den 28. juni dette år begåede snigmord, henholdsvis medskyldighed, har ført til følgende konstateringer:

1. Planen om at myrde Ærkehertug Franz Ferdinand under hans ophold i Sarajevo, blev udtænkt i Beograd af Gavrilo Princip, Nedeljko Cabrinovitsch, en vis Milan Ciganovitsch und Trifko Grabesch med hjælp fra Major Voija Takositsch.

2. De seks bomber og fire Browningpistoler med ammnunition, som forbryderne anvendte blev skaffet og givet til Princip, Cabrinovitsch og Grabesch i Beograd af en vis Milan Ciganovitsch og Major Voija Takositsch.

3. Bomberne er håndgranater, som stammer fra den serbiske hærs våbendepot i Kragujevatz.

4. For sikre attentatets gennemførelse underviste Coganovitsch Princip, Cabrinovitsch og Grabesch i brugen af granaterne og gav i en skov nær skydebanerne ved Topschider Princip, Cabrinovitsch og Grabesch undervisning i skydning med Browningpistoler.

5. For at muliggøre Princip, Cabrinovitsch og Grabeschs overskridelse af den bosnisk-herzegovinske grænse og indsmuglingen af våben organiserede Ciganovitsch et helt, hemmeligt transportsystem. Forbryderne og deres våbens adgang til Bosnien og Herzegovina blev gennemført med hjælp fra grænsevagterne ved Schabatz (Rade Popovitsch) og Losnitza såvel som af tolder Budivoj Grbitsch fra Losnitza og flere andre personer.

I forbindelse med afleveringen af ovenstående note skal Deres højvelbårenhed [den østrig-ungarske ambassadør i Serbien] mundtligt tilføje, at de har besked på — så fremt der ikke i mellem tiden er kommet et uforbeholdt samtykkende svar fra den kongelige regering — efter udløbet af den i noten meddelte frist på 48 timer, at regne fra den dag og time den meddeles, med personalet at forlade det kejserlige og kongelige gesandtskab i Beograd.

(via www.verdenskrig.dk)

23. juli 1914. Den østrigske note forventes at være høflig, men bestemt.

Flensborg Avis skriver om krisen mellem Østrig-Ungarn og Serbien:

Østerrigs Henvendelse til Serbien

(…) Det forlød i Tirsdags i Wien, at Østerrig ville forlange et Svar af Serbien inden 48 timer, og om Notens formentlige Indhold hedder det i et Telegram fra Wien til et berlinske Blad:

‘Efter hvad man hører, vil det wienske Kabinets Note være affattet i en høflig, men bestemt Form og først kræve Indledelsen af en Undersøgelse mod de serbiske Statsborgere og Organer, der er blottede ved Mordet i Sarajevo med Garanti for, at denne Undersøgelse fører til en grundig og virkelig Fuldstændiggørelse af det Resultat, der blev fastslaaet ved Undersøgelsen i Sarajevo. Disse Garantier er af Betydning med Henblik paa, at det østerrig-ungarske Monarki vil have fuld Sikkerhed for, at de skyldige ogsaa virkelige forfølges og straffes. (…).’

Noget som helst Hensyn til, at Østerrig har gjort det serbiske Folk en blodig Uret ved Anneksionen af Bosnien i 1908, trykker ikke den østerrigske Regering; men det har næppe heller nogen ventet.

Man haaber nu i Wien, at ingen andre Stormagter vil blande sig i Sagen. Hvad Italien og Tyskland vedrører, er man vis derpaa, og ligesom “Norddeutsche Allgemeine Zeitung” har den engelske Regerings Organ “Westminster Gazette” talt om, at Konflikten bør “lokaliseres”.

Frankrig og Rusland har ikke ytret sig; men Bladet “Neue Freie Presse” i Wien glæder sig over, at man i Talerne i Skt. Petersborg ikke har slaaet i Bordet, og at de ikke indeholder nogen Opmuntring for Storserbervæsenet.

23. juli 1914. “… et europæisk spørgsmål.”

Rusland og Frankrig

Præsident PoinCaré er altsaa paa Besøg i St. Petersborg. At hans Rejse har stor politisk Betydning, er der ingen, som tvivler om, særlig da han ledsages af Førsteminister Bibiani og Direktøren for Udenrigsministeriet i Paris de Margerie.

Af de russiske Blade har ”Novoje Bremja” betonet Toforbundets fredelige Karakter, men tillige hævdet, at det burde optræde med Fasthed.

Kadetbladet ”Retj” erklærer, at Forbundets Forpligtelser maa være gensidige, og advarer indtrængende Frankrig mod at nedsætte den treaarige Tjenestetid. Sker det, vil Ruslands Følelser for Frankrig blive stærkt afkølede. Bladet haaber, at Poincaré som en særlig Mægler kan skaffe en engelsk-russisk Marineoverenskomst i Stand.

Et radikalt russisk Blad peger paa de svære Byrder, som Forbundet paalægger begge Lande, kræver, at de skal nedsættes, og tager til Orde for et tysk-fransk-russisk Forbund.

De franske Blade er glade over, at den fransk-russiske Forstaaelse er saa inderlig, men betoner i øvrigt, at de stærke Rustninger er den bedste Garanti for en Verdensfred.

”Action” skriver, at man fra Berlin stadig udbreder Rygter om, at Frankrig ønsker Hævn. Det er imidlertid ikke Tilfældet, og Rygterne udspredes kun for at dække over den udæskende Politik, som man fører i Berlin.

”Gaulois” erklærer, at Poincaré ikke nu vil foreslaa en engelsk-russisk Marineoverenskomst, en saadan kan komme senere, men først maa de to Magter blive enige om de persiske Spørgsmål.

”Matin’s” Petersborgkorrespondent Jules Hedeman, fremhæver i sine Artikler vedvarende Ruslands umaadelige militære Styrke. Den russiske Hær tæller nu 44, til næste Aar 45 Hærkorps, dog maa 12 blive i Asien, 2 i St. Petersborg og Finland. Hele Resten kan angribe ved de tyske og østerrigske Grænser.

Overfor Rumænien behøver Rusland ikke mere at dække sig, da dette Land ikke længere har nogen Militæroverenskomst med Østerrig, og det sandsynligvis vil vende sig mod Østerrig for at tage Siebenbürgen. I stærk Modsætning til den krigerske Tone i denne Korrespondance, staar, som meddelt, de Taler, som Kejser Nikolaj og Præsident Poincaré har udvekslet.

Østerrig og Serbien

Det spændte Forhold mellem Østerrig og Serbien forvolder vedblivende Uro, ikke mindst paa Børserne. En snarlig Udbrud af en Krig regner man dog ikke med. Man mener i berlinske diplomatiske Kredse, at Forhandlingerne mellem Wien og Belgrad i Betragtning af Forholdenes alvorlige Natur vil strække sig over et længere Tidsrum…

”Times” behandler i Tirsdags den truende Stilling i en længere Artikel, hvor det bl. andet hedder: ”Tanken om ved Trusler eller gennem en Krig at tvinge Serbien til at undertrykke en national Bevægelse rummer mange Farer, ikke blot for Østerrig-Ungarn, men for Europas Fred. Disse Farer vil ogsaa være alvorlige, selv om det lykkes at lokalisere Krigen.

Det er klart, at naar Østerrig-Ungarn drager Sværdet, vil det søge at lokalisere Striden, hvis det kan. Men det er ligesaa klart, at Afgørelsen ikke vil komme til at afhænge af Østerrig-Ungarn alene. Dette gør Sagen til et europæisk Spørgsmål.”

 

22. juli 1914. Tyskland råder til, at begrænse konflikten til Balkan

Krigsfaren

Naar Hundedagene indfinder sig, og det gør de i Dag, plejer man ogsaa at kriges i – Aviserne. De sidste Ugers stærke Solskin og Hede synes i Aar at have fremkaldt en krigerisk Stemning før dette Tidspunkt; thi Stemningen har været meget krigerisk hele sommeren igennem og en Del af Foraaret med, særlig i tyske og slaviske Blade. Heldigvis kommer engang imellem et ledende Blad med en afsvalende Bemærkning.

I Anledning af det forestaaende Opgør mellem Østerrig-Ungarn og Serbien offentliggør ”Norddeutsche Allgemeine Zeitung” i sin Ugeoversigt i Søndags en officiøs Erklæring, hvori det hedder:

”Vi slutter os til det mere end et Sted udtrykte Haab, at det ved, at den serbiske Regering i Tide stemmer Tonen ned, undgaas, at det kommer til en alvorlig Krise. Europas Sammenhold, der hidtil under den lange Balkankrise har givet sig Udtryk gennem Bevarelsen af Freden mellem stormagterne, gør det i hvert Fald ønskeligt og nødvendigt, at de Stridigheder, der kan opstaa mellem Østerrig-Ungarn og Serbien, forbliver lokaliserede”

I Bemærkningerne til denne Erklæring hedder det, at den fortjener særlig Opmærksomhed. Der forlanges frie Hænder for Østerrig-Ungarn under det kommende Ordskifte med Serbien, der, efter hvad man antager, ikke vil forløbe saa glat. En Indskriden udefra med det Formaal at støtte Serbien kan ikke forblive ubesvaret fra Tysklands Side, og Bevarelsen af Freden er derfor kun sandsynlig, naar stormagterne afholder sig fra enhver Indblanding i denne Sag mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.

At Østerrig-Ungarn vil afholde sig fra enhver Voldshandling over for det serbiske Landomraade og det serbiske Folk og vil holde sig strengt til sin Opgave: en moralsk politisk Udrensning i Serbien og Tilintetgørelse af det anarkistisk-nationalistiske Soldaterherredømme i Belgrad, er en Selvfølge. En saadan skarp Begrænsning til den egentlige Opgave er ganske i Østerrig-Ungarns egen Interesse, saa at det næppe kan tænkes, at ville lade sig friste til at gøre sig skyldigt i Overgreb, der kunde fremkalde en russisk Indskriden.

 

21. juli 1914. Tysk avis: “Den tyske Hær vil man ikke indjage Frygt og Rædsel!”

Haderlev-avisen “Modersmaalet” kommenterer udviklingen i Europa:

Fast og Rolig sin Vej.

I Anledning af de franske Blades rosende Omtale af det russiske Forsvarsvæsen bemærker ”Berliner Lokal-Anzeiger” i sin politiske Ugeoversigt for i Søndags bl. andet:

Hr. Poincaré har endnu ikke naaet sit Rejsemaal, og allerede viser Forstaaelsesfællerne i et uundgåeligt Anfald af Lidenskab de forfærdelige Tegn paa tøjlesløs Hadefuldhed. Jo mere beskæmmende de Tilstande er, som dertil kaldede Kritikere i disse Dage har fastslaaet i Frankrig, des mere imponerende skildres de russiske Krigsforberedelser for dermed at gøre Indtryk i Tysland. Muligvis er i Rusland alt det Guld, som glimrer. Men den tyske Hær vil man ikke indjage Frygt og Rædsel. Den gaar fast og rolig sin Vej og kan fortrøstningsfuldt vente paa det, som skal komme.

Krigsfaren i Sydøst.                                                                  

…”Neue freie Presse” i Wien erfarer fra særlig Kilde angaaende Ruslands Holdning over for den østerrig-serbiske Spænding følgende: Rusland haaber, at Østerrig-Ungarn ikke vil stille Krav til Serbien, der paa nogen Maade truer dette Lands Selvstændighed. Saafremt Østerig-Ungarns Forlangender er maadeholdne, vil Rusland sikkert i Fredens Interesse gøre alt for at støtte dem.