Tag-arkiv: østfronten

18. september 1917 – Jens: “alting at købe her i Galizien”

Brev fra ukendt soldat, som i hvert fald siden 1916 havde befundet sig i Galizien, blandt andet i Brzezany, hvor en del sønderjyder gjorde tjeneste ved III. Landsturm-Bataillon Flensburg.

Stanislau [i dag Iwano-Frankiwsk] den 18. Septb. 1917.

Kære Broder!
Tak for de sendte 175 M., som jeg nu har modtaget. Nu vilde jeg være Dig meget taknemmelig, hvis Du kan faa Tid at købe mig et Sæt Staalstempler, Tal og store Bogstaver 2 m/m. Der kan vistnok faaes saa smaa ellers maa jeg havde 2½ m/m. Du bedes sende dem saa snart som muligt.

(Museum Sønderjylland – ISL)

Dette Billede har jeg taget af Jernbanebroen et Par Dage efter at vi kom her; Du kan nok se at den er ordentlig mast ned. Kedde Jensen har i Dag bagt os et Par velskabte Hvedebrød, det er til en Forandring af det evige Komisbrød. Det er dejligt at man kan faa alting at købe her i Galizien om det ogsaa sommetider er lidt peberet. K. Jensen rejser paa Orlov i næste Uge, skal hilse fra ham!

Kærlig Hilsen fra Din hengivne Broder Jens.

(Museum Sønderjylland – ISL)

26. august 1917 – Mathias Damm: ” … saa kunde 10 Heste ikke bevæge mig til at blive Soldat”

v. Markensen Leiren Søndag den 26.8.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kortet fra d 24, som jeg fik idag. Jeg er endnu her. Imorges kom der anden Besked. Sandsynligvis gaar det for sig imorgen. I Aftes havde vi atter Torden og Regn, dog ikke saa slem, at jeg maatte til at bygge Telt igjen. Idag er det lidt kølig, rigtig godt Veir, at flytte, blot det nu ikke bliver for hedt i Morgen.

Haaber ogsaa imorgen at faa No. 6. Du skal saamænd ikke sørge, fordi det blev en Dags Tid længere end sædvanlig inden Du sendte igjen. Nu gaar det nogenlunde. Vi har de sidste Par Gange faaet Fedt. Det rækker videre end Pølsekonserver. Det skal man ogsaa helst spise straks. Vi faar altid for 3 Dage af Gangen, en Dag faar vi altid Marmelade, det er friske Varer, hvad vi nu faar og lidt stærk.

Ellers maa Du nu ikke tro, at det halve Brød volder mig Bryderi. Især naar vi har Spasereture. Mine Fødder har i den sidste Tid ikke været saa slemme, da det ikke har været saa varmt. Igaar var de lidt laadne som en Pillekartoffel, men idag er det atter godt om det saa er Melet der har hjulpen, ved jeg ikke.

Jeg fik igaar Kort fra Toftlund. Det er jo slemt nok at Hans har havt det Uheld og saa nu lige i Høsten. Det kan jo blive langvarig, blot det ikke sætter Ondt og bliver Blodforgiftning. Og det værste er jo vist for ham, at holde sig rolig, som det er nødvendig. At faa Hans hjem paa Orlov, vil jo vist næppe lykkes. Ellers kunde det jo nok gøres Behov. Det har nok givet Svind i Annes Havre, naar der har været saa mange Rovfugle deri.

Nis kan alligevel være glad, at han er hjemme, om Foden og er stiv. Det gør ikke saa meget for ham, der behøves ingen Væddeløber til at Arbeide paa Lygtepold. Det er jo ingen Dagsreise til Marks der. Og saa har han i Grunden kun set lidt af Krigens Rædsel og Gru. Og det er heller ikke værd, at længes efter. Nu kunne de jo ogsaa bedre hjælpe Anne. Kan Nis ikke, saa kan Onkel og Nis hjemme. Han har da heller ikke behov at gaa og tænke paa nu, hvor de vel trækker hen med ham imorgen, og det er godt, for den, der er fri.

At Fader ikke fik Orlov, som lovet, anede jeg nok. Det skulde jo ogsaa været første Gang, at en af os havde faaet Orlov, uden at blive holdt for Nar først, og det var jo galt nok at komme af Vanen. At andre har lettere ved at faa Orlov, rager jo ikke os. Blot det hele havde en Ende, saa man raadede selv, saa kunde 10 Heste ikke bevæge mig til at blive Soldat.

Nu mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

22. august 1917 – Mathias Damm: “… og Artelleri bumser, saa der er Musik nok.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22.8.17.
Kære Moder!
Mange Tak for Dit Kort, frad 17. som jeg modtog idag. Havde ogsaa haabet at faa Pakken fra d 14, men der var ikke en eneste til hele Compagniet. Vi har idag ekserseret lidt, men ikke saa slemt. Nu regner og tordner det for Øieblikket. Vi har ellers Støvleappel om lidt. Vi faar nu mere Brød, saa Humøret er godt blandt de graa. I Forgaars fik vi 600 gr (mod 500), og samme Aften kom der Bud om at hente mere. Vi skulde have 750 gr, Vi Brød, som vi fik sidste Vinter. Nu behøver Du ikke at sende mig Brød, kære Moder. I hvertfald ikke før til Vinters. Skulde jeg virkelig faa mere Hunger end Brød, er jeg ikke bange for at skrive det. – Men de ved vist ogsaa nok, hvorfor de giver os mere, med slappe Karle lader der sig intet udrette. En Hest bliver ogsaa godt fodret om Vinteren, for at den kan arbeide til Foraar.

Orlov er spærret nu, saa jeg kan kun være glad, at jeg har faaet min og til en saa passende Tid. Jeg vil gæme tro, at F. kan høste rigtig kønt, han er jo baade stor og stærk, men drille lidt er tilladt. Tyskerne driller ogsaa Englænderne. I har vel meget travlt i disse Dage. Haaber vor kære Fader nu er hjemme og kan hjælpe eder med at faa Komet ind. Maatte dog den Dag snart komme, at han kan blive hjemme og saa kunne vi ogsaa haabe at komme hjem engang, naar der først er Fred. Men der er jo lange Udsigter. Dog vi kunne kun haabe det bedste.

Vi har nu Appellen overstaaet og ikke et Minut for tidlig, thi det begyndte netop at skylle paa Kraft igjen. Naa, for mig gjæme, jeg har Tid til det bliver Tørveir. Om lidt lægger jeg mig i Loppekassen og lytter efter, om Græsset groer. Det er helt mørkt, skønt Kl er 7. Det lyner og tordner og Artelleri bumser, saa der er Musik nok.
Nu mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

d 23. Form.
Men ak og Ve, det gik mig ikke bedre, end de smaa Børn. De kunne heller ikke ligge tør i Sengen. Jeg maatte have Telt spændt over Leiet, for ikke at seile til Sovsted, Fjederholm kan man ikke kalde det. Vi har nu havt Marsch med gefægt ved og er nu kommen hjem med revne Pjalter og godt beskidt og vaad om Benene.
Nu blot de bedste Hilsner til eder alle eders

Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

31. juli 1917. Held i uheld – og stegte æbler på træerne.

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Imens kom også de sidste fremstormende Styrker i Dækning. Vor Kompagnifører, som sammen med Ordonnansen var gået frem i Grøften ved Landevejen, havde fået et Skud gennem Halspulsåren og var død.

Kommandoen blev overtaget af den næste Officer, en yngre Løjtnant.

Han havde imidlertid også fået Besked på, at der Klokken 8 skulde angribes og fik derfor samlet Kompagniets Mandskab. Derefter begav vi os på Vandring i Retning mod Floden, det eneste Overgangssted. Der skulde være et stort Træ, som var faldet således, at Toppen nåede den anden Flodbred. At nogen skulde kunne nå over, var meget usandsynligt, når man tager i Betragtning, at Russerne lå 70 m ovenover på Højene. Efter hvad man havde fortalt os, var det hidtil heller ikke lykkedes. Enhver, der havde vist sig på Stammen, var blevet ramt, faldet ned i Floden og druknet. Vi var naturligvis ikke glade for Situationen.

Undervejs traf vi vor M. G. O., Overløjtnanten, som havde Kommando over Regimentets tre Maskingeværkompagnier.

„Hvor skal De hen?“, spurgte han Løjtnanten.

Løjtnanten gav Melding. „Er De blevet tosset, Mand”, skreg Overløjtnanten. „De søger med det samme Stilling til Deres Geværer i Hus eller Have og holder Fjendens Skyttegrav under Ild, sålænge Aktionen varer.”

Hvor blev vi lettet! Vi takkede Forsynet, der lod Overløjtnanten krydse vor Vej. Vi var ikke lange om at forsvinde. Hvert Gevær blev anbragt i en gunstig Stilling. Vi søgte ind i et Hus, fra hvis ene Vindue vi havde den bedste Udsigt og frit Skudfelt mod Fjendens Stilling. Vi fik slæbt Borde hen til Vinduet og fik Maskingeværet stillet op med Mundingen ud i det fri.

Klokken 8 blev der Uro, og Skyderiet begyndte. Maskingeværerne rasede, og langs med Kanten af den russiske Stilling sprøjtede Sand og Jord fra de utallige Projektiler, som slog ned der. Hvad der foregik nede ved Floden, kunde vi ikke se, men i vor Synskreds kom ingen Tropper frem.

Pludselig begyndte det russiske Artilleri at beskyde Byen med Sprang- og Brandgranater. De havde opdaget Maskingeværrederne.

Flere Ejendomme, almindelige stråtækte Huse, gik op i Luer. Også vi måtte retirere ud i en Majsmark. Vor Geværfører var forsvundet. Efter en Times Tid flovede Ilden af til spredt Geværild. Angrebet var ikke kommet i Gang. Der var sikkert ikke kommet nogen over Floden, hvad vi heller ikke havde ventet.

Vi søgte nu efter vor Geværfører og fandt ham i en Kælder i en af Naboejendommene. Han var en stor kraftig Fyr, Slagter fra Køln, og sikkert ingen Kujon i almindelig Forstand. Han havde varet med fra Begyndelsen i Sept. 1914, og Nerverne var ikke mere helt, som de skulde vare. De var i Årenes Løb blevet tyndslidte.

Jeg tror, at mange har gjort den Erfaring, at Års Frontindsats tog på Nerverne, og at Nerverne til Slut ikke mere var de samme som i Begyndelsen. Jeg ved i hvert Fald af Erfaring, at man kunde tage Begivenhederne med Ro, – men efterhånden, som Årene gik, kostede det Anstrengelse at bevare Roen.

Vi undersøgte nu Ejendommen og Kælderen. Der fandtes Sække fulde af det fineste Mel, der var Svin i Stalden og Høns i Hønsegården. Befolkningen var borte. Køer og Heste løb rundt på Marken og i Haven. Vi fik fat i en Gris på en ca. 60-70 Pund, og Slagteren måtte i Funktion.

Vagtposterne måtte om Natten også passe Køkkenet. Der blev bagt Pandekager, stegt Flæskesteg og kogt Kartofler.

Og Desserten hang på Træer. Ja — du ler. Men ikke desto mindre er det sandt. Naboejendommen var brændt ned, efter at den var skudt i Brand af Russerne. Få Meter fra Huset stod et stort Træ, fyldt med de dejligste Æbler. Den stærke Varme fra Branden havde gennemstegt Æblerne så fuldkommen og så fint, som ingen Ovn kunde have gjort det. De var fine, runde, skare og velsmagende, og vi behøvede bare, at plukke dem. Den Tid har altid stået for mig, som om vi havde været i Slaraffenland.

Men desværre udeblev Følgerne jo ikke. Vi var jo ikke vant til så fed, rigelig og god Kost, for vi tog godt for os af Retterne. Vi fik allesammen Dysenteri.

Den næste Dag skulde vi have haft Hønsesuppe. Vi havde jo lukket for Hønsegården. Men — uha —, da vi kom, havde der varet ubudne Gaster. Vi fandt kun Hønsehoveder, men det tog vi ikke så tragisk. Der var jo nok andet.

Men hvor lange var Adam i Paradiset? Det gode varer aldrig ret lange ad Gangen. Vi fik snart en ny Stilling.

DSK-årbøger, 1945

31. juli 1917. Mathias Møller: “… det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Den 29. Juli nåede vi Wasylkowice, en lille Landsby ikke langt fra den gamle Grænse mellem Galizien og russisk Ukraine. Grænsen dannedes her af Floden Sbrucz, en Biflod til Dnjestr. På den russiske Side af Floden havde Russerne besat forberedte Stillinger, og det lykkedes ikke Stødtropperne at forcere Floden.

I Wasylkowice kom vi i Kvarter, men allerede Natten fra den 30. til 31. blev vi alarmeret og marcherede videre.

Vi skulde afløse Stødtropperne. I Morgenskumringen nåede vi en lille By ca. 2 km fra Fronten. Da vi gjorde Holdt, opdagede vi et stærkt ramponeret Olieraffinaderi. Vi kunde ikke modstå Fristelsen at forsyne os med Olie, som Kælderen var fyldt med. Olien kunde jo bruges til at stege Kartofler i. Fedtstoffer var jo en meget efterspurgt Vare i 1917.

Inden Kompagniet var samlet og kunde fortsætte Marchen, var det blevet lyst, men Tåge lå endnu over Markerne. Da vi var kommet ud af Byen og ud i frit Terræn, begyndte de første Solstråler at titte frem over Højene foran os. Det varede ikke længe, for Tågen forsvandt.

Vi kunde nu overse Terrænet, der foran os var fuldstændigt fladt, med modne Rug- og Hvedemarker. I en Afstand af ca. 1500-2000 m lå en mindre Landsby med spredt Bebyggelse mellem Træer, Buske, Haver og Majsarealer. Det var det nærmeste Sted, hvor man kunde finde et Skjul.

På den anden Side af Byen, bag Floden Sbrucz, steg Terrænet ca. 70 m stejlt op. På den øverste Kant af Højene lå de russiske Stillinger. Russerne havde altså højt oppefra fri Udsigt over hele Terrænet.

Så snart Solstrålerne havde fået Tågen til at lette, begyndte Geværprojektiler at pibe i Luften og klaske ned omkring os. Vi søgte ind i Kornmarkerne og gik spredte frem. Det vil sige, vi gik ikke, vi løb, vi løb for Livet — selvfølgelig fremad —. Målet skulde jo nås.

Kun den, som har prøvet at løbe med det tunge Maskingeværmateriel, ved, hvad det koster af Anstrengelser. Ret længe kan man ikke løbe ad Gangen i dukket Stilling med Maskingevær og Ammunitionskasser.

Det varede ikke længe, for de første sårede begyndte at kravle og slæbe sig tilbage. Man misundte dem, som havde fået et ”bedre” Kødsår. Men vi måtte jo videre.

Vi styrtede korte Strækninger frem ad Gangen. Lungerne arbejdede vildt, Benene var som jordbundne, så tunge. Jo længere vi kom frem, jo flere Projektiler sang der i Luften.

Enkelte Maskingeværer bjæffede, men til alt Held havde Russerne tilsyneladende ikke ret mange af dem, for ellers vilde sikkert ingen af os være kommet levende fra det. Artilleriild mødte vi ikke.

Kræfterne svandt mere og mere, men det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg, og man skal fremad. Distancen mellem os og det reddende Skjul bag Træer, Buske og Huse blev mindre og mindre. Med en sidste, næsten håbløs Anstrengelse nåede vi Bestemmelsesstedet.

Fuldstændig udmattet kastede vi os ned blandt Kammeraterne ved Byens Udkant. Det var Tropper af Støddivisionen, vi skulde afløse.

Det varede en Tid, for vi i det hele taget kunde sanse noget, for Lungerne, Hjertet og Nerverne faldt nogenlunde til Ro.

Det første vi hørte, da vi kunde tale med Tropperne, som lå der, var, at Klokken 8 skulde de russiske Stillinger angribes. Det gjorde aldeles ikke vort Almenbefindende bedre. Vi var nærmest deprimerede.

DSK-årbøger, 1945

29. juli 1917 – Mathias Damm: “… jeg hører til Stosstrup”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 29 Juli 17

Min kære Fader!

Du skal have mange Tak for dit Kort, som jeg har modtaget. Jeg har længe ventet at høre fra dig. R. har jeg intet hørt fra endnu og de hjemme heller ikke siden Dagen før jeg reiste. Han er kanske bleven flyttet og Postsageme blive holdt tilbage. Thi i det sidste han skrev skrev han om at han slog Græs.

De sidste Par Dage har her atter været rolig, men en Formaning i Form af et par Timers Mine Koncert faar vi af og til. Dog naar vi blot kunde blive her en Tur, andetsteds er det nok ubehageligt i denne Tid.

Det var da glædeligt om du kunde komme hjem og høste Sommerkornet, Rugen faar de jo nok. Ja, her gaar man og driver rundt og gør ingen Ting. Jeg har idag 4 Timer Vagt og saa fri. Ellers har jeg for det meste 6. Arbeide har jeg intet med at gøre. Og Nattevagt heller ikke, jeg hører til Stosstrup. Men derfor ser vi dog ikke mere Krigerisk ud, end andre og er altid Reserve ved Compagniet. Hvordan har du det, har du stadig Vagt?

Gruppebillede af håndgranatbevæbnede stormtropper, østfronten 1917. Stående yderst til højre ses formodentlig Mathias Damm, Gøttrup (Museum Sønderjyllland – Museet på Sønderborg Slot)

Hvad mener du, kære Fader, giver det snart Fred. Her har forskellige sat store Forhaabninger til den nye Rigskansler, men han er akkurat af samme Snit, som v B.H. og jeg læste igaar, at Englænderne mente han var værre istedetfor bedre, thi han var akkurat ligesaa egensindig og vanskelig, at forhandle med, som Bismark i sin Tid var. Og de vilde ikke slutte Fred, før den tyske Soldat havde indset, at han kæmpede for sin egen Undertrykkelse, eller det prøissiske Aristokrati var styrtet. Det er haarde Ord og efter det giver det foreløbig ingen Fred.

Har du læst, at en norsk Dame mente at det gav Fred til 16. Sept. Det kunde være helt rart. Hvor vilde der blive Glæde Verden over naar den Dag virkelig kommer, og man kan sige, nu er Myrderiet til Ende. Saa vilde jeg gærne øve Parademarsch og præsenter Greb et Aar, om det skulde være. Saa kunde man da virkelig haabe at komme helskindet hjem. Her er man aldrig sikker. Dog er det gaaet godt hidindtil og med Guds Hjælp gaar det ogsaa herefter.

Det faldt mig ikke nær saa svært at drage hjemmefra i Aar, mærkelig nok. Det kom mig blot for som jeg skulde en lille Reise. Maatte det dog blive Alvor snart, saa i gamle Karle kunde komme hjem i Vinter.

Du skriver om Pengene. Jeg har jo skrevet en Gang herom. Haaber du har faaet det. Jeg fik 1050 M ved Moder og de 10 og 110 lagde jeg selv til, saa nu er der 1205 M paa Bogen. Det er ærgeligt nok med Onkels ubudne Gjæster. Da har han været i Fart. Kære Fader.

Sender dig de hjerteligste Lykønskninger til din Fødselsdag, det havde jeg nær glemt. Nu blot mange Hilsner fra din Søn
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

24. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Kerenskij-offensiven, der mister momentum – og så går tyskerne til modangreb. Det handler også om alvorlige uroligheder på hjemmefronten i Petrograd, hvor bolsjevikkerne gør sig bemærket. I den tyske rigsdag plæderes der for en fred uden anneksioner – men det afviser den nye rigskansler Michaelis. Det handler også om de fortsatte britiske forberedelser til offensiven ved Ypres. Og på Korfu lægges der planer om at grundlægge et helt nyt land på Balkan, når krigen er forbi: Jugoslavien!

23. juli 1917. Mathias Møller i hælene på russerne: “Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Hver Dag, når vi marcherede over Nattens Frontlinie, mødte vi det samme Syn. Rundt omkring i Landskabet døde, sårede og afkræftede, som ikke kunde følge med mere. Spredt på Markerne stod rejste russiske Geværer med Bajonetten stukket ned i Jorden, et Tegn fra passerede Stødtropper om, at der lå et Lig eller en såret. Værst var det ved Vejene. Der lå de fleste. Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.

Det hele mindede mig om Slagmarker, som jeg havde forestillet mig dem, når jeg som Dreng læste Beretninger fra tidligere Krige.

Den første Dag passerede vi de tidligere østrigske og russiske Skyttegrave. De var alle meget velholdte, et Tegn på, at det havde været en rolig Stilling, men Tid til at se nærmere på Stillingen fik vi ikke. Det hed bare: videre.

Med Forplejningen gik det ikke helt, som det skulde. Det var jo ikke så let at få Forsyningerne med. Sommetider gav det noget, men til Tider måtte man selv sørge for noget spiseligt, hvis man ikke vilde sulte. Det var ikke så underligt, at vi ikke var helt velsete, hvor vi kom frem Det gik jo en Del ud over Kartofler, Æg og Høns. Noget blev købt, men en Del blev ”besørget”.

Tre Gange krydsede vi større Vandløb — Zlota Lipa ved Brzezany, senere Strypa og Sereth, alle tre Bifloder til Dnjestr. Overgangen var jo noget, der tog Tid ved Benyttelsen af provisoriske Broer og gammeldags Færger, for alt skulde jo med – Vogne, Heste, Biler, Skyts etc.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1945

22. juli 1917 – Mathias Damm: “Det er temmelig haard Flæsk …”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22 Juli 17.

Kære Moder og Sødskende!
Da det er Søndag, vil jeg skrive eder et par Ord. Jeg fik intet fra eder idag. Dog I har vel travlt med et eller andet. Det mærkeligste er dog at hverken R eller Fader skriver. Man kanske R er undskyldt, men Fader har jeg ikke havt en Stavelse fra siden jeg var hjemme. Godt, at han ikke er i Fronten mere, thi det lader til at blive allehaande Bedrift, naar vore nu ogsaa gør Offensiv.

Her lader det ogsaa snart, som der er Krig. Blot sørgeligt, for dem, der maa bløde derfor. Det er temmelig haard Flæsk som det giver af de russiske sorte Søer. Dog haaber jeg, det snart maa blive roligere igjen. Det er jo snart som i Vinter, da han havde Nykker.

Mine Sulevarer skal nok slaa til 14 Dage endnu. De sidste Æg har jeg spist i Aften. Nu har jeg jo ogsaa havt Æg i fjorten Dage, hvis de havde været kogte alle kunde de nok ikke have holdt ud saa længe. Brødet har jeg ogsaa skaaret Hul paa. Det er godt sur og frisk endnu. Det synes vist blot sur, fordi man er vant til dette Kleseri her. Til 15 August skal vi jo have mere Brød og i vel ogsaa. Skade kan det ikke. Jeg vil nu skrive til R og Fader, saa kommer der vel ogsaa Svar.

Nu mange Hilsner til eder alle eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

21. juli 1917. Mathias Møller: “De russiske Tropper var i en dårlig Forfatning og meget demoraliseret.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917.

Den 21. passerede vi Byen. Divisionen, som havde gennembrudt Fronten, forblev i Hælene på Russerne som Stødtropper. Vor Division, som nu blev trukket sammen bag Indbrudsstedet, skulde indsættes som Reservedivision.

Det var første Gang, jeg var med i en Fremmarch. Det var uhyre interessant. Tropperne marcherede, som man havde lært det i Teori og øvet det på Troppeøvelsespladsen i større Formationer. Først Patrouiller, så Spidsen, en mindre Styrke, Forbindelsespatrouiller og så efterhånden Hovedstyrkerne, sikret til begge Sider af Sidepatrouiller. Vi tilbagelagde daglig ca. 15-20 km.

Det kunde synes ikke at være ret meget. Men det var dog ret anstrengende. Vi marcherede med fuld Oppakning. Hestene havde nok at trække og var slemt medtaget, Havrerationerne var ikke store, så de var ret afkræftet. Vognene måtte ikke yderligere belæsses med Bagage. Hvert Øjeblik stoppede Kolonnerne op, og man ventede så på, at det skulde gå videre.

Vejene var heller ikke gode, Terrænet bakket. Om Aftenen skulde man finde Kvarter.

Om Dagen så man ikke ret meget til Kamphandlingerne. I det fjerne hørte man spredt Geværild. Om Aftenen gravede Russerne og vore Stødtropper sig ned i små Jordhuler og holdt om Natten hinanden i Skak ved Geværild. Lyskugler blev ustandselig afskudt for at oplyse Terrænet.

I de tidlige Morgentimer gik Stødtropperne så på ny frem til Angreb og kastede Russerne ud af Natstillingerne.

De russiske Tropper var i en dårlig Forfatning og meget demoraliseret. Deres Fodtøj var opslidt, og mange havde bundet Klude om Fødderne. En Del løb barfodet.

DSK-årbøger, 1945

20. juli 1917. Mathias Møller i beredskabsstilling på Østfronten

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917.

Efter Storkampdagen skete der ikke mere hos os. Russerne faldt til Ro, og den 3. Juli blev vi trukket tilbage i Beredskabsstilling.

Der lå vi en kort Tid og havde det hyggeligt. Vi havde en Bunkers inde i Skoven, som kun bestod af en Nedgangsskakt, som forneden var fyldt med Vand. Vi sov på smalle Brædder, som var lagt fra Afstivningsrammernes Trappestykke over til Hovedstykket på en lavere liggende Afstivningsramme. Lå man ikke stille om Natten, væltede man uvægerligt ned og landede i Vandet; men om Dagen i Solen havde vi det dejligt.

Det hændte, at der faldt Granater i Skoven. Skæbnen vilde det, at min bedste Ven faldt på dette rolige Sted. Et Sprængstykke af en af de få Granater, der faldt her, slog hele Hjerneskallen bort på ham. Han var dræbt på Stedet.

Til højre for os var Stillingen besat af Tyrker. Der havde Russerne heller ikke opnået noget under Offensiven.

Men længere til venstre i Egnen ved Brzezany var Russerne brudt igennem østrigske Formationer. Tyske Tropper måtte til Hjælp. Disse gik til Modangreb og kastede Russerne tilbage, og så effektivt, at de ikke fik Tid til at sætte sig fast i deres gamle Stillinger. Fronten var brudt, og Russerne faldt i Uorden tilbage. Den 20. Juli blev vi alarmeret, og med fuld Oppakning marcherede vi i Retning af Brzezany.

DSK-årbøger, 1945

17. juli 1917 – Mathias Damm: “… en hel anden baade djævelsk og grusom Konzert”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 17 Juli 17

Min kære Søster!
Min hjerteligste Tak for dit Kort fra d 12. som jeg modtog idag. Jeg vil nu skrive dig et par Ord. En kamerad spiller Harmonika, (Kvetschkomode) og der er en hel Forsamling ude paa vor Veranda. Hvor mærkelig, 10 Skridt fra Skyttegraven og 100 m fra Naboerne. Og iaftes en hel anden baade djævelsk og grusom Konzert, men det bryder man sig intet om, dog hørte jeg idag, at det alligevel har havt alvorlige Følger for et par Kamerater. Engelage som sendte mig Kortet da jeg var hjemme, reiser imorgen paa Orlov, 27 Dage ligesom jeg. Han er kommen til Reg. sammen med mig.

Kære Søster, ser at du har været i Roerne, men jeg gad nok vide, hvad da “synder” Roerne [er] for en Slags, kanske en Slags Krigsvare til at lave Dorrgemuse og Marmelade af. Jeg har ransaget min Hjærnekasten men kan ikke huske at have hørt det Udtryk for Roer, og tysk er det heller ikke, synes jeg, ellers havde jeg troet at det var noget du havde lært paa Efterskole. – Saa, nu skal du ikke se for tvær ud.

Kortet, jeg sendte fra Hamborg, synes jo at være falden i din Smag. Jeg vilde have sendt eder mere paa Reisen, men vort Tog holdt altid et Sted, hvor Ærligheden for længst har hørt op at eksistere. Dem jeg fik i Hamborg skrev jeg alle og hele Molevitten kom straks i Postkassen.

Jeg har min Tjeneste gjort for idag, alt er rolig. Jeg skal nu have Nadver. Madkassen er jo god. Dog vilde jeg hellere hjem og hjælpe dig i de “synder” Roer, kanske jeg saa lærer dem at kende. Og saa kunde vi da faa en rigtig Holdsnak igjen. Men, kære Søster, vi kunne kun sørge for at holde Modet oppe, i Haab om at der snart maa oprinde bedre Tider for gamle Slesvig og os alle og jeg saa atter kan komme hjem.

Nu mange Hilsner til Moder og eder alle din Broder
M.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

17. juli 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

Nogle Dage var der Fare for Gennembrud ved Lomnitza, lidt til højre for os [Der er rod i geografien her, for Lomnica ligger i Galizien, RR]. Bulgarerne blev slaaet tilbage her. Vi havde Tornysteren pakket og sov med Klæderne paa om Natten, rede til Opbrud, hvis det skulde gaa galt. Der blev sendt Heste og Sprængstof ud til Kanonerne. Kunde de ikke føres bort, skulde de sprænges i Luften. Haandgranater blev ogsaa sendt ud til Besætningerne til Selvforsvar, men der blev dengang hverken Brug for det ene eller det andet.

Paa vor Side bestod Infanteriet af Bulgarer, og paa den anden Side af Serbere og græske Venizolister. Vi kom godt ud af det med vore Forbundsfæller og lærte efterhaanden lidt af Sproget, og ved Tegn og Fagter kunde vi nok gøre os forstaaelige for hinanden. Da vi altid var sultne, fik vi tit en Bønnesuppe eller et Majsbrød af dem.

Mange af dem havde ingen Støvler, men gik med Klude svøbt omkring Benene. De af dem, der havde tyske Militærstøvler, havde skaaret dem af i Vristen for at faa Plads til Kludene.

Helt stole paa dem kunde vi nu ikke, for de vilde stjæle vort Undertøj, naar vi havde haft Storvask og været saa letsindige at lade det hænge ude om Natten. Det var nu heller ikke nødvendigt, for det kunde tørres i Løbet af kort Tid. Solen skinnede Dagen lang fra en skyfri Himmel hele Sommeren igennem. Kun een Gang var der Optræk til Uvejr, men det blev kun til lidt Hagl.

Vi døjede meget med Varmen. Midt paa Dagen holdt vi os i Skyggen og fik Tiden til at gaa med at iagttage Flyverkampene, som jævnlig fandt Sted. Naar en Flyver blev skudt ned, blev Maskinen straks tilintetgjort af fransk Granatild, ogsaa, hvis det var en af deres egne.

Byen Gevgeli blev ogsaa af og til beskudt med det svære Skyts. Det var en smuk By med røde Tage mellem grønne Træer. Den var selvfølgelig rømmet, og der laa kun faa Tropper i den. En Fabrik var skudt i Grus, antagelig et Silkespinderi, da der her i Omegnen saa ud til at have været en blomstrende Silkeindustri. Det fremgik af de ret store Morbærplantager, der fandtes her, og hvor Silkeormene holdt til.

Vest for Byen laa den gamle romerske Hærvej, som vi var kommet ad, og Øst for Byen laa Jernbanestationen, hvor i Fredstid Orientekspressen for forbi. Den var selvfølgelig ude af Drift og ogsaa delvis skudt i Stykker. Kun ud til et Sted Nord for Byen gik der Motortog med Vogne fyldt med Materiale til Stillingerne. Man kørte kun om Natten, og det gik i en Fart med at faa Vognene tømte.

Inden vi fik en Løbegrav lavet, var det livsfarligt at vove sig ind til Byen om Dagen, og med Spænding har vi tit set Bulgarere eller nogle af vore løbe for Livet, springende fra Hul til Hul i det granatoppløjede Forland. Franskmændene morede sig ligefrem med at skyde efter enkelte Personer. Det var en almindelig Antagelse, at man var sikker i et Granathul, da der ikke kunde ske to Nedslag paa nøjagtig samme Sted. Om denne Teori har holdt Stik, er jeg ikke helt sikker paa, men i hvert Fald gjaldt det jo altid i en saadan Situation om at gøre sig saa lille som muligt.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

16. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om sennepsgas, den uindskrænkede ubådskrig – og dens manglende succes. Det handler også om kvinder i den britiske hær – og i den britiske industriproduktion. Det sidste tyske luftangreb på England i dagslys endte med mange nedskudte fly. Vi skal også høre om britiske angrebsplaner i Mellemøsten og Belgien, der bl.a. omfatter en landgang på den belgiske kyst. Og på østfronten rykker russerne fremad!

11. juli 1917 – Mathias Damm: Tilbage til fronten

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Onsdag Aften.
Kære Moder og Sødskende!
Jeg vil nu begynde at Brev til eder og fortælle lidt om Reisen. Jeg kom straks i OJ sammen med et par der skulde med samme Tog som jeg og der kom saa et par mere til underveis. Vi kom til H Kl 9½ og 12½ kom “Rübe” Toget. Det lignede ogsaa et rigtig Roetog, thi det var lutter Godsvogne. Vi blev saa pakket ind i den, 40 i hver, og var saa paa Flyvende til Kønigsberg.

Det kunde nok passere at man kom til at sætte sig i et andet Hjørne af Vognen, end Meningen var. Ellers gik det helt gemytlig. Jeg var sammen med nogle Nordslesviger i det ene Hjørne. Deriblandt L. Lassen, C. Glochaus Mand. Han er ved Reg 410. Der er mange Nordslesvigere. De andre, fra Reisen til Hamborg, havde jeg tabt af Syne i Mørket der om Aftenen.

Mandag Aften begyndte der en at spille paa Mundharmonika i den anden Ende af Vognen, og mærkelig nok blev jeg med et lysvaagen, jeg var ellers ved at sove, thi det var saadanne Stykker som Jens Veimand, Skamlingsbanken og Jeg er en simpel Bondemand, det viste sig at være en af de første Reisekammerater fra O. J.

I Kønigsberg blev vi sorteret, alt efter Kulør og Bestemmelsessted. Saa var de fleste Nordslesviger borte. Jeg fandt en i min Vogn. Til al Lykke var jeg nu kommen hen efter Forenden, der var det knap saa slemt med at flyve rundt. Saa gik alt godt til vi kom her til i Eftm. Og glad var jeg forresten, at jeg nu var færdig med det Kvarter dennegang. Nu havde jeg jo ogsaa ligget paa Banen i over tre Døgn uafbrudt.

Nu bliver jeg her til i morgen og saa gaar det med lille Perle et Stykke og saa til Fods for Resten. Jeg har jo Tid nok, og det gjorde slet ikke noget om der var Fred naar jeg kom dertil. Jeg skal nu have skreven til J. Glochau, jeg fik jo hans adresse. Han er ogsaa her i denne Egn ved Armeringen, men længere til venstre. Han skal jo nok blive glad, naar han hører fra mig.

Nu ved jeg ikke mere dennegang, det regner og har gjort siden vi drog fra Meklenborg. Haaber saa i have faaet en Slat deraf ogsaa.

Nu mange Hilsner til eder alle fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

8. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den russiske Kerensky-offensiv på østfronten, der i løbet af de første dage gennembryder østrigernes linjer flere steder og tager tusindvis af krigsfanger. På hjemmefronten i Tyskland er der i rigsdagen stigende mistro til den militære ledelses forsikringer om, at den uindskrænkede ubådskrig ville tvinge Storbritannien ud af krigen – intet tydede på, at det var sandt. Men Tyskland er på dette tidspunkt af krigen i praksis et militærdiktatur med Erich Ludendorph i spidsen.

Vatikanet forsøger at mægle mellem stormagterne – men forgæves., Og i Mellemøsten rykker de arabiske oprørere fremad ved Det røde Hav.

2. juli 1917. Frelst af en højere magt – eller tilfældet?

Anders Hansen, Gammelby pr. Visby, fortæller om en episode på Østfronten

En højere Magt frelste mit Liv

Vi havde ligget en kort Tid i Rostilling i Brygge og Omegn; men i Maj 1917 kom vor Division til Østfronten. Her afløste vi en tyrkisk Division i Omegnen af Brzezany (Galizien).

En tidlig Morgen i Begyndelsen af Juli aabnede Russerne et mægtigt Bombardement paa vor Stilling. Det var med Skyts af svært Kaliber. Bombardementet var næsten mere voldsomt, end vi havde oplevet det paa Vestfronten.

Vi havde dog en godt udbygget Stilling med gode Skulderværn og anbragte os med fire Mand imellem hvert.

Artilleriilden satte ind ved den Tid, da der skulde hentes Kaffe og Brød ved Feltkøkkenet. Dette befandt sig en ti Minutters Gang længere tilbage i Skoven. Vi skiftedes til at gaa to Mand af hver Gruppe.

Det var ikke min Tur den Morgen; men den Kammerat, der skulde med, vilde hellere blive i Skyttegraven. Jeg gik derfor med i hans Sted.

Det blev ingen Spadseretur som paa en god Chaussé, for vi maatte løbe fra det ene Granathul til det andet, og rundt omkring os eksploderede Granaterne. Da vi endelig naaede op i Skoven, var Køkkenpersonalet deserteret og havde efterladt Gullaschkanonen til sin egen Skæbne.

Vi fik i en Fart Kogekarrene fyldt, snappede et Par Brød, og saa gik det frem igen; men — da var Skyttegraven blevet forvandlet til store Granathuller.

Vi løb hen i en Understand, som endnu var i Behold, og som var forsynet med to Nedgange. Mens vi opholdt os dernede, fortalte en Kammerat, der havde staaet paa den anden Side af det Skulderværn, hvor jeg havde staaet, at det var i allersidste Øjeblik, jeg var kommet derfra. Nogle faa Sekunder efter at jeg var gaaet bort, slog en Granat ned umiddelbart foran Skyttegraven og væltede Jorden over paa de fire Mand, som havde deres Plads der. Hvis jeg var blevet der, vilde min Livsbane altsaa være endt der.

Det varede ikke længe, før det ogsaa begyndte at blive kritisk nede i Understanden. En Granat slog ned ved Siden af den ene Nedgang og lukkede den. Nu var det nok paa Tide at komme derfra. Det var imidlertid ikke helt fornøjeligt at sidde uvirksom i saadan en Jordhule og i Blinde vente paa, at ens Lod bliver udtrukket i det store Lotteri.

Efter et Par Timers Trommeild gik Russerne i Kompagnikolonner frem mod vor Stilling. Det tyske Artilleri tav, men der var et Maskingevær i vort Kompagniafsnit, som ryddede svært op i Russernes Rækker. Moskoviterne kom alligevel ind i vor Stilling, og vi maatte trække os tilbage til en længere bagud liggende Stilling.

Da vi nu i samme Øjeblik fik Forstærkning af Stødtropper, blev Russerne efter en kort, men haard Kamp kastet tilbage til deres Udgangsstillinger.

Derefter faldt der mere Ro over Fronten. Denne lyse Sommerdag blev for vort 150 Mand stærke Kompagni en sort Dag. Det blev næsten halveret. Selv i Sommeslagets Inferno, hvor Bataillonen var indsat en fjorten Dages Tid i Juli 1916, havde vort Kompagni kun et Tab af nogle faa Mand.

DSK-årbøger 1951

30. juni 1917. Galizien: Russerne indleder bombardementet.

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien. Russerne var i fuld gang med at forberede Kerenskij-offensiven, der skulle begynde 1. juli.

Det rygtedes snart, at Russerne tilsyneladende havde noget for i disse Egne. Derfor var vi vel også nok kommen derned. Vi fik Påbud om fra vor Skyttegrav at påbegynde Arbejdet med at grave nedgangsskakten til en Bunker.

Da det jo sikkert ikke var uden Grund, fik vi travlt. Og det lykkedes os også at få et Stykke på en 5-6 m Dybde færdig, inden det brød løs.

En Nat i Slutningen af Juni — jeg husker ikke Datoen [må være natten før 1. juli 1917, Kerenskij-offensiven, RR] — et Kvarter over 12, brød Orkanen løs. En mægtig Artilleriild forberedte Angrebet; vi fandt senere Sprængstykker, som man knap nok kunde bære, og som viste, at der var benyttet indtil 38 cm Kalibre. Vi var glade for det Hul, vi havde gravet og som hurtigt blev fuldt af Dækningssøgende.

Til al Held varede den morderiske Ild kun til Klokken 1. Så holdt den op ligeså pludseligt, som den var begyndt.

Angrebet begyndte. Afværgeforanstaltningerne trådte omgående i Kraft. Geværerne i første Linie smældede,

Maskingeværerne rasede. Lyskugler steg til Vejrs. Hvide for at oplyse Landskabet, røde fordrede Artilleriild.

Kanonerne spyede Granater ud over Terrænet foran første Linje. Jord- og Ildfontæner stod til Vejrs. Forskellige Slags og forskelligt farvede Lyskugler gav Tegn bagud til Artilleriet om Ildens Beliggenhed. Foran os, mellem 2. og 3. Linje, var en Skyttegrav med Minekastere.

Vi kunde se de tunge Miner flyve mod deres Mål, let glødende i en høj, stejl Bue. Det var i det hele taget et Syn så enestående, som jeg aldrig før eller senere har oplevet det. Det kunde måle sig med det skønneste Fyrværkeri, man kan tænke sig.

Vi havde hele Panoramaet foran os, uden selv at lide nogen Overlast. Men for dem, det gik ud over, var det blodig Alvor. Alt fungerede, som om det havde været gennemprøvet mange Gange. Resultatet var også, at Angrebet fuldstændigt brød sammen, og en halv Time senere var der en Ro over Fronten, som om der intet var sket. Der skete heller ikke mere den Nat.

DSK-årbøger 1944

 

20. juni 1917. Ved fronten i Galizien: “Ligstanken var i første linje næsten ikke til at holde ud.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien.

Det var Midsommer, og Ligstanken var i første Linje næsten ikke til at holde ud. Der lå en sødlig Stank over det hele, og Vinden førte Lugten med længere tilbage.

Mon vi Krigsdeltagere ikke allesammen har det sådan, at der er visse Småting, Oplevelser eller Syn, som i sig selv er så betydningsløse, men som vi dog aldrig kan glemme, som ofte pludselig dukker op i vore Tanker og står så klare og tydelige for os, som om det var i Går, vi oplevede eller så det?

Sådan har jeg det også med en lille Oplevelse fra denne Stilling. I Løbegraven mellem 2. og 3. Linie ragede en Arm; og en Hånd frem af Jorden. Den havde en ren uhyggelig, ja nærmest hypnotisk Tiltrækningskraft på mine Øjne og Tanker.

Tankerne måtte altid på ny beskæftige sig med det ubekendte Menneske, som der lå bagved i Jorden og hvis Livsbane der havde fået sit Endeligt. Det var mig umuligt at tvinge Øjnene og Tankerne i en anden Retning, når jeg skulde den Vej. Ofte må jeg endnu tænke tilbage på dette.

Vi havde med 2 store Maskingeværer fået anvist Stillingen i 3. Linie. Her fandtes ingen Bunker. Sovepladser havde vi i Jordhytter overdækket med tynde Træstammer og Jord lige bag ved Skyttegraven i Skovkanten.

En Nat fik vore Kammerater fra det andet Gevær en Fuldtræffer midt ned gennem Taget. De var alle dræbt på Stedet. Jeg så næste Dag ind gennem Indgangsåbningen. De var alle gennemboret af splintrede Træstaver fra Taget og Sovekøjerne. Jeg kunde ikke være med til at grave dem frem. De fik deres sidste Hvilested lige bag ved Linien.

DSK-årbøger 1944

5. juni 1917 – Mathias Damm: “… om Natten 4 Timer Vagt”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 5 Juni 17.

Kære Moder og Sødskende!
Jeg vil nu skrive eder et par Ord. Postsager har jeg ikke faaet siden Lørdag. Haaber at faa i Aften. Jeg er jo i samme Stilling nu, hvor jeg var i Vinter. Vi vare 9 Mand fra 3 Comp og valgte 5 af II Battallion af den Grund, at det ligger her. Jeg har om Natten 4 Timer Vagt og om Dagen 2 Timer Arbeide og 4 Timer anden Tjeneste, enten Dit eller Dat. Det er ikke saa meget som ved 3. endda det er i Reserve. Og mig kan det være ligemeget, hvilket Comp jeg er ved. Her lærer man ogsaa snart Kameraterne at kjende. Og de Foresatte kunne altid være ligesaa gode som der. Jeg har idag Tjeneste om Efterm. Første No. (af Vagten) arbeider om Form, 2 No. om Efter, hveranden Dag har man første. Jeg sov idag til Kl 11. Kunne i tillade eder det?

Søndag Aften havde vi mægtig Torden og en Skylleregn, saa Vandet strømmede gennem Graven og skyllede store Huller og Render og altsammen landede det her i Lavningen. Vi maatte til at lave Dæmning foran Døren, thi det kom ind af Døren, ligesaa ved de andre Understande. Igaar havde vi saa Beskæftigelse med at skovle Sandet ud af alle Gravene, thi de vare sommesteder halv fyldte, og oppe paa Bjærget var det omvendt. Igaar regnede det ogsaa, dog mere fornuftig. Nu vil jeg skrive mere i Aften, naar Posten er fordelt.

Fra eder fik jeg saa intet, men forhaabentlig desto mere imorgen. Det er fint Veir idag. Jeg skal nu paa Post. Jeg fik Kort fra Onkel Nis. Han havde været paa Orlov. Og var nu kommen hen hvor der var tyndere Luft. Nu vil jeg slutte med mange

Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

 

Efterlysning af erindringer, breve mv. fra sønderjyske krigsfanger i Rusland

    Sønderjyske krigsfanger i Rusland. Skovlejren i Sarapol. Fra venstre Hans From og Karl Dicksen, begge fra Haderslev, Jørgen Lausen fra Aabenraa og Marius Riis fra Haderslev.

 

 

 

Vi (Bernadette Preben-Hansen og Arne May) har lavet en liste med 470 navne på personer med relation til sønderjyske krigsfanger i Rusland under Verdenskrigen. Navnene er hentet fra medlemslister, Røde Kors lister, navne i erindringsbøger af hjemvendte krigsfanger, indlæg i Ribe Stifstidende og Hejmdal mv. Målet er at beskrive de sønderjyske krigsfangers skæbne i Rusland, så godt som det kan lade sig gøre, og derfor efterlyser vi erindringer, breve, postkort, fotos og andet, som familierne måtte ligge inde med. Link til Liste.

Har I materiale liggende, modtager vi med glæde kopier og scanninger. Har I ikke mulighed for at scanne eller kopier materialet, så lad os i det mindste vide at materialet eksisterer, så kan vi måske hjælpe. I kan maile direkte til Arne May her, eller skrive en kommentar forneden. I skal ikke skrive jeres mailadresse i kommentarfeltet, da vi som editor har adgang til mailadressen. Vi hører også gerne, hvis I kender nogen der mangler på listen.

Efter krigen stiftedes i 1919 ”Foreningen af forhenværende krigsfanger i Rusland”, med Fritz Clausen som formand og Anton Nygaard som næstformand, men da Frits Clausen begyndte på sin politiske karriere i 30’erne, forsømte han foreningen og det værste var, at alle protokoller og medlemslister forsvandt. Det eneste der overlevede var listen i H.C. Clausens bog om Kejserinde Dagmar, uddrag her.

Da Frits Clausen begyndte sin politiske virksomhed, besluttede næstformanden og nogle af hans gamle kammerater fra Rusland, at finde ud af hvad den gode Frits nu havde gang i. De troppede op til et af hans politiske møder og satte sig bagerst i salen. Da de have hørt nok, rejste de sig alle op og en af dem sagde højt på russisk: ”Du er sku’ ikke rigtig klog”, for derefter at forlade salen samlet. Dermed sluttede den første forening sit virke.

I slutningen af 30’erne gjorde Theodor Voss, Peter Jensen og Henrik Rasmussen et stort stykke arbejde med at genskabe foreningen, skrive ud til de gamle kammerater og genskabe medlemslisterne. Da foreningen blev nedlagt i 1968, blev alt materialet afleveret til Landarkivet i Aabenraa. Dette materiale var vort udgangspunkt.

Under verdenskrigen var forholdene for krigsfangerne i Rusland ret kaotiske, dels på grund af landets størrelse, dels havde russerne ikke styr på hvem der var hvor – rent administrativt magtede de ikke opgaven, dels var viljen til samarbejde med beskyttelsesmagterne nogen steder ret begrænset. De var mere interesseret i at bruge fangerne som slavearbejdere i de sibiriske og ukrainske miner. Nogle af disse mine-lejre var rene dødslejre. Svenskeren Elsa Bränström har skrevet en bog, der beskriver disse forhold nærmere. Link til bogen på tysk, men den findes også på svensk.

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 blev det endnu værre. Efter Brest-Litowsk freden i 1918 interesserede Sovjetterne sig ikke længere for krigsfangerne og lod den gå for lud og koldt vand. De der ønsker at læse mere om denne tid kan læse Bernadette Preben-Hansens artikel “Da danskerne rejste fra borgerkrigen”.

6. maj 1917. Bergholt: Forskellen på østfronten og vestfronten

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. I maj 1917 kom han til Vestfronten. I sine erindringer funderer han over forskellen på Østfront og Vestfront.

Østfront og vestfront, hvori lå forskellen? På østfronten var russernes indsats af menneskemasser en helt afgørende faktor. Der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et kanonskud, til gengæld var riffelskydningen – særlig efter mørkets frembrud – overvældende og gav mange tab.

Det eneste effektive våben t i l at standse disse menneskemængder var maskingeværerne. Når blot de var intakte, var resultatet på forhånd givet.

På vestfronten var det omvendt, der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et riffelskud. Til gengæld var artilleriilden så enorm, at den, der ikke har været på vestfronten, næppe kan forestille sig det.

MG-ernes anvendelse blev her en helt anden af flere grunde. For det første var afstanden mellem skyttegravene de fleste steder meget kort, 50 meter var ikke ualmindeligt. MG08, der var den officielle betegnelse for det tyske vandkølede maskingevær – krævede en vis udbygning af standpladsen for at kunne virke effektivt. Den korte afstand til fjendens skyttegrav gjorde denne udbygning umulig; den ville straks være blevet observeret og omgående tilintetgjort af artilleriet.

For det andet var det såkaldte lette MG blevet indført i infanteriet – en forløber for maskinpistolen. Da det var luftkølet og kun vejede en brøkdel sammenlignet med det vandkølede MG08, var det meget mere håndterligt, og en udbygning af standpladsen var ikke nødvendig. MG08 blev derfor »forvist« til reservestillingen, eller til maskingeværreder på strategiske punkter i terrænet, for dér at
kunne opfange fjenden.

Det er indlysende, at disse reder havde fjendens bevågenhed i en helt uhyggelig grad. Han skyede intet middel for at tilintetgøre dem, velvidende, at var der et eneste intakt MG08 på et bataljonsafsnit, var fremtrængen på dette sted meget problematisk, for ikke at sige umulig. Mange, mange MG-folk har måttet lade livet i en sådan rede.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

8. april 1917 – Johannes Ankersen: “… vejret var slået om, det ville være forår”

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden årsskiftet 1916-17 havde været indsat på østfronten. I februar og marts havde Ankersen været på minekasterkursus.

Jeg kom efter min tilbagekomst som minekasterofficer til anden bataljons stab, hvilket jeg var glad for, da jeg altid gerne befandt mig ved II/63. I den første tid var der temmelig meget arbejde i at indarbejde det nye våben i bataljonens struktur. Vi modtog 4 minekastere og fra kompagnierne de uddannede underofficerer og menige. Da anden bataljon på det tidspunkt lå i hvile, kunne jeg selv øve med minekasterne og eksercerer mandskabet. Det var ikke nogen udelt fornøjelse, for vejret var slået om, det ville være forår.

Det begyndte på en gang. Solen fik dag for dag mere magt og sneen blev stadig blødere og vådere. Så dannede der sig små vandløb, kanaler og søer indtil alt var i opløsning. Da løb små fløder henover de tidligere veje, vand overalt, rislende, brusende vand, det var farligt at følge ukendte veje, da man ikke vidste, hvor de førte hen.

I den våde sne sank man nu i til knæet. Der var alt for meget, det kunne ikke forsvinde fra den ene dage til den næste, selvom solen gjorde sit bedste for at få det væk, og selvom om tusinde kanaler, bække og småstrømme førte vandet bort. I det fri blev det stadig varmere, solen skinnede dag for dag varmere.

Så kom den tid, hvor sneen var forsvundet og i dens sted den brune jord kom til syne. Nu blev det helt galt med snavset. Det var svært at beslutte om man skulle køre med slæde eller vogn. Til sidst sejrede solen også her, jorden blev fast og tør. Samtidig begyndte også planterne at røre på sig. Næsten over nat skød tusinde små grønne spidser op af jorden, insekter og biller begyndte at sværme, foråret var kommet.

Besynderligt var det dog, at træerne endnu ikke bar løv, men rødderne stak så dybt, at varmen endnu ikke var trængt ned til dem og også kunne vække dem af vintersøvnen. Meget senere gjorde det et besynderligt indtryk at se hvordan, når en skyttegrav skulle grave, folkene i skjorteærmer med sveden løbende ned af deres ansigter med deres spidshakker stod i frosen jord til livet. Men herligt er det, det russiske forår, livsvækkerens, solens, pludselige, enorme sejr over vinteren.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

15. marts 1917 – Jens Iversen: “… Regentskabet var overdraget til Tsarens Broder”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Tirsdag, den 15. Marts 1917
I Morges var vi alle paa Kontoret stærkt optaget af Forlydende om, at de kejserlige Ministre i Petersborg var fængslet, at Tsaren havde abiceret til Fordel for den syge, umyndige Tronfølger, for hvem Regentskabet var overdraget til Tsarens Broder Mikael Aleksandrovitj. Vil der nu snart komme Fred, spørger vi os. Russerne er som Lamslaaet. En mærkelig Ro ligger over Byen. Da jeg som sædvanlig ved Middagstide var paa Vej til Dom Smirnov, saa jeg Folk købe de stedelige Aviser. De saa pa de store Forsideoverskrifter og gik videre. Aleksej Lavrentjevitj var kun ganske kort paa Kontoret. Ved Middagsbordet sagde han til mig, at nu kom jeg vist snart hjem.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

6. marts 1917 – Thomas Thomsen: “Panja Weiber”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i begyndelsen af 1917 befandt sig i Galizien.

6/3 1917
Liebe Mutter!
Besten Dank für denn Briefe und dein Parket mit Fleisch das ich Gestern erhalten habe. Ich verstehe nicht das da nicht mehr Pakete ankommen[.] Das ist das erste jetzt in über 8 Tagen.

Hier siehst du ein Bild von Panja Weiber.

Tre "Panja Weiber", dvs. bondekoner, formodentlig fra Galizien, hvor Thomas Thomsen befandt sig, da han i begyndelsen af marts sendte billedet til sin mor (Kåre Pedersens Samling)
Tre “Panja Weiber”, dvs. bondekoner, formodentlig fra Galizien, hvor Thomas Thomsen befandt sig, da han i begyndelsen af marts sendte billedet til sin mor (Kåre Pedersens Samling)

Du kannst ein Urlaubsgesuch einreichen für mich jetzt wegen Arbeitsurlaub[.] Jetzt sind schon verschiedene gefahren wieder[.] Am besten du schickt es direckt an die Kompagni. Es konnte ja sein das ich Glück hatte[.] Mach es so bald wie möglich ehe die Urlaub wieder gesperrt wird.

Viele herzlichen Grüße sendet dein Sohn Thomas Thomsen.

(Kåre Pedersens Samling)