Tag-arkiv: østfronten

15. marts 1917 – Jens Iversen: “… Regentskabet var overdraget til Tsarens Broder”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Tirsdag, den 15. Marts 1917
I Morges var vi alle paa Kontoret stærkt optaget af Forlydende om, at de kejserlige Ministre i Petersborg var fængslet, at Tsaren havde abiceret til Fordel for den syge, umyndige Tronfølger, for hvem Regentskabet var overdraget til Tsarens Broder Mikael Aleksandrovitj. Vil der nu snart komme Fred, spørger vi os. Russerne er som Lamslaaet. En mærkelig Ro ligger over Byen. Da jeg som sædvanlig ved Middagstide var paa Vej til Dom Smirnov, saa jeg Folk købe de stedelige Aviser. De saa pa de store Forsideoverskrifter og gik videre. Aleksej Lavrentjevitj var kun ganske kort paa Kontoret. Ved Middagsbordet sagde han til mig, at nu kom jeg vist snart hjem.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

6. marts 1917 – Thomas Thomsen: “Panja Weiber”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i begyndelsen af 1917 befandt sig i Galizien.

6/3 1917
Liebe Mutter!
Besten Dank für denn Briefe und dein Parket mit Fleisch das ich Gestern erhalten habe. Ich verstehe nicht das da nicht mehr Pakete ankommen[.] Das ist das erste jetzt in über 8 Tagen.

Hier siehst du ein Bild von Panja Weiber.

Tre "Panja Weiber", dvs. bondekoner, formodentlig fra Galizien, hvor Thomas Thomsen befandt sig, da han i begyndelsen af marts sendte billedet til sin mor (Kåre Pedersens Samling)
Tre “Panja Weiber”, dvs. bondekoner, formodentlig fra Galizien, hvor Thomas Thomsen befandt sig, da han i begyndelsen af marts sendte billedet til sin mor (Kåre Pedersens Samling)

Du kannst ein Urlaubsgesuch einreichen für mich jetzt wegen Arbeitsurlaub[.] Jetzt sind schon verschiedene gefahren wieder[.] Am besten du schickt es direckt an die Kompagni. Es konnte ja sein das ich Glück hatte[.] Mach es so bald wie möglich ehe die Urlaub wieder gesperrt wird.

Viele herzlichen Grüße sendet dein Sohn Thomas Thomsen.

(Kåre Pedersens Samling)

27. januar 1917 – Ankersen: “en virkelig fornøjelig fest”

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i januar befandt sig på østfronten.

Til en begyndelse måtte vi træne igen. Ved den kulde var det ikke altid lige fornøjeligt at rode rundt i sneen, men sørgede man for hele tiden at være i bevægelse, så gik det ret godt.

Officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63´s anden bataljon fejrer kejserens fødselsdag, Rusland 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63´s anden bataljon fejrer kejserens fødselsdag, Rusland 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ved siden af sørgede vi så for, at kammeratskabet og selskabeligheden ikke gik tabt og fejrede mange muntre aftner. Særlig den 27. januar, kejserens fødselsdag, blev en stor fest. Vi havdet bestilt vin og likør fra Tyskland, men det ville ikke ankomme. Så fejrede vi i stedet den 27. grundigt med øl og snaps fra kantinen. Mit kvarter blev udvalgt som festsal, da det var det største. Værelset blev dekoreret smuk med grønt gran og alle officerer fra 2. bataljon forsamledes her til en virkelig fornøjelig fest.

Officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63´s anden bataljon fejrer kejserens fødselsdag for anden gang, Rusland 30. januar 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63´s anden bataljon fejrer kejserens fødselsdag for anden gang, Rusland 30. januar 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Nogle dage senere ankom forsendelsen fra Tyskland, og da vi befandt os så vel sammen, afholdt vi den 30. en ekstrafest, der blev endnu mere livlig end den første.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

21. januar 1917 – Ankersen: “et eventyrland”

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i januar befandt sig på østfronten.

Rusland tiltalte mig lige fra starten, fred og stilhed overalt, et eventyrland for nerver og lunger.

Barakkerne vi boede i, var bygget af militæret, ret bekvemme og frem for alt herligt varme. Det sørgede en stor muret ovn for, i hvilken der til stadig knitrede en lys lue. Træ var der jo nok af, og det kostede oven i købet intet. Kort og godt, jeg havde forestillet mig det ugæstfri Rusland helt anderledes, men man må dog ikke glemme, at vi lå i faste, udbyggede stillinger, på fremmarchen gik det vel anderledes til.

Vores forplejning var god, men alligevel ikke så god som på vestfronten. Rusland blev betragtet som en etape. Kamp var der stort set intet af, derfor blev rationerne sat ned. Da sulten ved kraftig kulde er mere mærkbar, var det et misforhold, som vi ved given lejlighed søgte at afhjælpe. Hos de russiske bønder og jøder kunne man købe alt muligt, smør, kød, æg og vel også kartofler. De priser de krævede, var ikke ligefrem lave, men alligevel vel købte vi en hel del. Desværre rakte mandskabets lønninger ikke langt, og jeg er bange for, at de brave overschlesier, der generelt er gode spiserer, en gang i mellem ikke blev helt mætte. I forhold til hvad man fik i hjemstavnen, var det, vi fik, dog storartet, og jeg har ofte benyttet lejligheden til at sende lidt kød eller smør hjem, på trods af risikoen for at pakkerne skulle blive stjålet.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

20. januar 1917. Maskingeværernes kølevand frøs til is – vinter i Galicien

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Galicien har jo fastlandsklima, så kulden, der ofte var mere end -30 grader, mærkedes ikke så slemt, som man skulle tro, da der næsten altid var stille vejr.

Men kulden var snigende, og man skulle passe på, at den ikke narrede én.

En dag gik v i to mand for at hente mad ved feltkøkkenet. Min makker var udrustet med en temmelig stor næse i et markeret ansigt. Da jeg kom til at kaste et blik på dette monumentale fremspring, opdagede jeg, at det var helt hvidt, et sikkert tegn på, at næsen var ved at forfryse.

Manden havde ikke selv mærket, at der var noget galt; men da han rørte ved næsen, var den fuldstændig følelsesløs. Vi fik travlt med at gnide den med sne, og det lykkedes ret hurtigt at få blodomløbet i gang igen, så Weil – sådan hed manden – kunne redde sin ansigtspryd.

Som sagt var der næsten altid stille vejr, men det kunne hænde, at det blev snestorm, og så var det mere end uhyggeligt. Lå man ude i skyttegraven, kunne det endda gå an. Vi havde næsten altid gode og varme tilholdsrum, men jeg har to gange været på march i et sådant vejr, og det glemmer jeg aldrig.

Man fik et lille begreb om, hvad udtrykket »sibirisk vinter« vil sige, og hvad Napoleons soldater må have døjet i Rusland under  tilbagetoget i 1812.

Et held var det, at de store kuldegrader udelukkede større krigshandlinger. Det hele indskrænkede sig til lidt  patruljevirksomhed.

Til trods for at vagternes længde var nedsat til én time, og at vagtposterne var iført fåreskindspelse og filtstøvler, frøs man med anstand. Ikke et minut kunne man stå roligt. Man måtte hele tiden være i bevægelse. Dertil kom, at MG-erne, der var vandkølede, næsten ikke var til at holde optøede til trods for, at kølevæsken om vinteren bestod af ½ vand og ½ glycerin.

Når kulden var rigtig slem, måtte man i løbet af en time flere gange ind i opholdsrummet med geværet for at holde det over ovnen et par minutter. Man løb en vis risiko hermed, for helt sikker på russerne kunne man aldrig være; men et frossent gevær var jo ubrugeligt, og forpostkæden var dog også forude. –

Vinteren var som sagt slem, men om efteråret havde det regnet noget så frygteligt, og jeg ved næsten ikke, hvad der var mest ubehageligt, kulden eller regnen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

5. januar 1917. 40 graders frost på Østfronten

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten. I 1916 var han på orlov i foråret og igen i august. I september gik turen tilbage til øst fronten.

I Vinteren 1916-1917 laa vi i selve Baranovitzi, indkvarterede i russiske Kaserner. Vi havde Vagt og forskellig anden Tjeneste; men det var en haard Vinter, indtil 40 Gr. C. under Nulpunktet.

En Del af os laa en Tid ude i „Nordskoven”, hvorfra vi i en sen Aftentime tog ud i forreste Frontlinie for at transportere Ammunition. For mig var det et interessant Syn at se Minerne fare gennem Luften, efterladende en Ildstribe. I en stor Bue for de ud i Rummet, hvorefter de med et Brag havnede i Modpartens Stilling. Det var unægtelig dødbringende for dem, der opholdt sig i Nærheden.

Vi samledes igen i Baranovitzi, men de yngre Kammerater var blevet udsorterede og sendt til Vestfronten, og vi ældre blev tildelt Landst. Batl. Neus 8—22 (Köln).

DSK-årbøger 1952

31. december 1916. Claus Eskildsen: Store kontraster mellem Øst– og Vestfronten

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Det kan nok være, at vi russiske Barbarer spiler Øjnene op, da det bliver lyst! Vi ligger i et smukt Slot med marmortavlede Sale, udsøgt smagfuldt og pragtfuldt udstyret, med baade elektrisk Lys og Centralvarme, midt i en vidunderlig Park med Broer, Fontæner og Pavilloner. 

Nytaarsaften faar vi som Festmaaltid igen den uundgaaelige, skidne, graa Byggrynssuppe. Saa tager vi os en Udflugt ind til Somain, en lille By med en halv Snes Tusinde Indbyggere. Vi finder her det typiske Etappeliv, som vi hidtil kun kender af Omtale. Her er Knejpe ved Knejpe, og overalt opvarter vævre, sorthaarede Damer i fikse Kjoler.

Drikken er overalt den samme, Cognac, stærkt fortyndet med Vand. Kl. 9 er der Fyraften i alle Lokaler. Vi finder paa Hjemvejen tæt ved Slottet en lille, rolig Estaminet (Værtshus), hvor en pæn Kone serverer os Kaal, medens hendes stille, unge Datter Claire giver os Undervisning i de vigtigste franske Gloser. 

Vi har i de følgende Dage rig Lejlighed til at drage Sammenligninger mellem Øst og Vestfront. Hvor er Forskellen stor!

I Rusland havde vi kun mødt Sand, Sump, Fyrreskove, tyndt befolkede Egne med usigelig fattige og snavsede Blokhytter. Her gemmer den lerede Jord rige Skatte af Kul, og Hus ligger ved Hus, By ved By.

I Rusland levede Soldaten godt, og Befolkningen sultede. Her i Frankrig faar vi daarlig og fordærvet Mad, mens Befolkningen har rigeligt med Madvarer, som den amerikanske Hjælpekomité leverer. I Rusland kunde selv den værste Ødeland ikke slippe af med Penge. Her i Frankrig kan man købe alt, rigtignok i dyre Domme, og det er altid, som om Portemonnæen er et eneste stort Hul.

Over Østfronten laa der en skær og skarp Luft. Her i Vest er alt sunket ned i Krigens fordærvede Pest og Synd. Her viser Krigen sit sande, urene, grimme, væmmelige Aasyn.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

29. december 1916. Claus Eskildsen: “Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget: Alles aussteigen!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Toget snegler af Sted. Den halve Tid holder vi for at lade de ordinære Tog passere forbi. Men vi holder kun ved Stationerne, naar vi skal have Forplejning, ellers altid ude paa Strækningen, saa man undgaar med pinlig Nøjagtighed al Berøring med Publikum.

Anden Juledags Morgen er vi kun naaet til Konitz i Vestpreussen, Morgenen efter vaagner vi og opdager, at vi ikke er kommet videre end til Güstrow i Meklenborg.

Vi passerer Lübeck. Det er en forrykt Vej! — Vi skal da vel ikke føre Krig mod Danmark? Macedonien kan der ikke mere være Tale om.

Saa forandres Retningen. I en Bue kører vi uden om Hamborg. Det var drøjt for vore mange ”Hummel-Hummel”, de lystige Hamborgere.

Da vi den 28. Kl. 7 Morgen purres ud til Forplejning — man serverer for syvende Gang de græsselige, graa Gryn — opdager vi, at vi allerede har naaet Crefeld og altsaa om Natten har Passeret Rhinen.

Nu går det hurtigt. Vi hilser i Forbikørslen paa Aachens stejle Bjergkegle og smukke Taarne og kører fra Liege til Namur i den vidunderlige Meuse-Dal, hvor By ved By slutter Kæde, saa man ikke kan sige, hvor den ene hører op og den anden begynder; mørke Tunneller veksler med pragtfuld Udsigt til stejle Kalkklipper og grønne Marker.

I Rusland laa alt under det hvide Snetæppe, her i Belgien er Markerne grønne, og vi ser Kreaturer gaa paa Græs!

I Liege faar vi Forplejning, rent Vand kogt med rene Kaalroer, ikke saa ilde en Afveksling. Kl. 11 Aften faar vi i Mons den sidste Forplejning, for ottende Gang Byggrynssuppen.

Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget, da det den 29. Kl. 3 om Morgenen hedder: ”Alles aussteigen!”

Vi er i Somain, to Stationer foran den lille By Douai, som ligger fire Mil Syd for Lille. I Mørke og i strømmende Regn famler vi os frem til vort første Kvarter paa fransk Jord, Slottet Villers-Campeau.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

24. december 1916. Claus Eskildsen: ” Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 20. December forlader vi Narocz-Søen. Det er russisk Vinter, Snefog, bidende Kulde. Vi har en March paa 25 Kilometer. For første Gang siden Masurslaget faar jeg Hul paa Fødderne, inden vi naar Maalet, Godset Komorrovsczisna.

Skrivere, Oppassere, Telefonister faar her anvist to tomme Stuer. Saa kan vi heller ikke arbejde. Vi spiller ”Mauschel” og ”Gottes Segen bei Cohn” i to Dage.

Juleaftensdag Kl. 1 ½ om Morgenen staar vi ude i Sneen. Vi marcherer til Konstantinov, hvor vi faar Plads i en kold Kreaturvogn. En Flaske Brændevin gaar rundt, en Mundharmonika spiller op, to Mand danser i Vognen for at holde Varmen.

I Lyntupy staar vi fire Timer ude i Sneen og fylder saa det Transporttog, som skal være vort Hjem denne Jul. Nogle Grangrene og et lille Grantræ tager vi med ind i Vognen. De skal fremtrylle en fattig Julestemning.

Det er allerede mørkt, da vi kører gennem Vilna. Vi prøver lidt forsagte paa at synge Julesalmer. Kl. 6 holder vi i Landvarovo.

– ”Alle Mand ud til Forplejning!”

– Nu skal vi have vor Juleaftensnadver!

Den blev en af vort Livs bitreste Skuffelser. Vi træder ind i en Bølgebliksbarak og faar her tynd Vandsuppe med nogle Byggryn, og ser vi nøje til, opdager vi enkelte udkogte Kødtrævler. Det er alt!

Henne i et Hjørne staar der et lille forpjusket Juletræ med et — eet — Lys. Hvorfor kan man ikke denne ene Gang om Aaret give et gennemrejsende Frontregiment ordentlig Mad, en Cigar, et Glas varm Punch?

Officererne kommer ud af Barakken ved Siden af, med Cigarer i Munden. *Udmærket Mad!” siger de og stryger sig over Maven. Stemningen er bitter.

Kl. 7½ lægger vi os til at sove i vor Jernbanevogn.

Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden. Vi har naaet Grænsestationen Eydtkuhnen og skal nu gennemgaa den store Lyskningsproces [aflysning, red.] , der tager Resten af Natten!

Vi afleverer vort Tøj, kommer splitternøgne ind i Styrtebadet, faar ved Siden af udleveret ny Vask og skubbes saa i den bare Skjorte ind i en Spisesal, hvor vi Kl. 5½ om Morgenen faar vort næste Julemaaltid.

Det er igen tynd Vandsuppe med nogle Byggryn og enkelte udkogte Kødtrævler. Men lidt forandring er der dog: den er endnu mere sveden end Forgangeren i Landvarovo.

Vort Tøj kommer varmt ud af Ovnen, og vi kastes ud i kulden, hvor vi fryser nogle timer. Kl. 12 middag damper Toget videre.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

20. december 1916 – Thomas Thomsen: “auf dänisch geschrieben”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i slutningen af 1916 befandt sig i Galizien.

20/12 1916

Liebe Mutter!
Besten Dank für deine Paketen den ich in der letzten Zeit erhalten habe. Gestern habe ich alle meine Weihnachtkarten und Briefe zurück gekriegt weil die auf dänisch geschrieben waren, infolge dessen hast du wohl nicht in længeren Zeit von mir gehört. Wir liegen immer noch in Ruh und bleiben wahrscheinlich auch hi[e]r Weihnachten über. Hoffentlich kriegen wir dann Friede bis Neujahr.

Das deutsch schreiben geht nicht so gut wie das andre. Wenn du nicht lesen kannst, mußt du nach Arrild gehen nach Pastor Wind er wird dirs schon vorlesen. Zum Schluß ein frohliches Weihnachten, das ist ja ein bischen spät aber das macht nichts.

Viele herzliche Grüßen sendet euch alle dein Sohn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens Samling)

18. december 1916 – Philip Møller: “… fjollede Pigebörn”

Brev  fra Philip Møller, Hammelev, til hans broder boghandler Hans Chr. Møller, Haderslev, der gjorde tjeneste på østfronten.

Hammeleff den 18 Des.

Kjære Broder!
Naa, Du maatte saa alligevel vandre ud til Ruslands öde Sletter og friste lidt af Krigens Rædsler og Ödelæggeser. Der hvor Du nu er har der jo staaet mangen en haard Dÿst i den Tid, jeg var i Rusland, jeg var jo langt længere mod nord. Naar Du nu blot kan holde Dig der bag Fronten til Freden kommer, saa var det jo godt og for Dig lidt interessant, at sætte Dig lidt ind i den Befolknings Sæd og Skik, endskjöndt som Soldat, har man dog ingen Interesse for noget andet end Pligten der stadig kalder og minder én. Ja, jeg kan jo desværre ogsaa regne med og komme i den feltgraa Frakke igjen. Jeg har dog Udsættelse til först i Februar Maaned! Jeg blev jo dog overskreven til kjörende Tropper, det er bedre som Infanterist. Blot ikke dertil.

Ja, for et Aar siden, var jeg jo i Altona ved den her Tid og skrælle Kartofler og Du var i Civil og havde Juletravl. [H]vor Tiderne skifter for os. I[]aar kan jeg dog fejre Julen hjemme, hvad jeg forresten har gjort hvert Aar, Krigen har varet. Jeg er jo Gud ske Lov sluppen godt endnu. Der har jo i de sidste otte Dage, været stærk Tale om Fred, men om den kommer, hved man jo ikke? O, hvor var det önskeligt om det Massemÿrderi kunde ophöre og enhver af de Overlevende kunde komme hjem til Sine igjen. Det er en tung Tid, ogsaa for enhver herhjemme.

Der findes ingen lÿse Öjeblikke, i hvert fald ikke for mig, Tanken om, atter at komme med knuger een stadig, og lader een aldrig komme til Ro.

Det Menneske jeg finder mest lÿkkelig og veltilfreds det er Frederik. I hvor haardt han er bleven ramt, saa föler han sig dog befriet for Krigens videre Rædsler og Elendighed. han sidder jo nu helt hÿggelig og rolig der hjemme paa Kontoret og arbejder i sine Korrespondancer[,] kjöber lidt Halm og Hö og lidt Hestehaar, og faar sin gode Mad og udforstÿrrede Ro, det passer han saa udmærket alt sammen. Ja, hvor er det godt for ham, eftersom han blev ramt af Skjæbnen!

Naa, Du kom saa til Kontorarbejde, bare Du nu kunde blive der, saa gaar det jo nok. Föden i faar, er vel nogenlunde, efter Soldatermaner at være, jeg kjender jo nok Suppen fra Gullaschkanonen.

Er der nu mange Jöder i Biala, dem er det jo overfyldt af i Polen. De har jo saadanne Smaabutikker, hvor der kun kan være en 2-3 Personer, alt saa tilsmurt og beskidt. De er vel ogsaa i deres lange Frakker. Ja sikken en Forretningsverden i et ukultiveret Land, som Russisk Polen. Nej, saa staar vi dog paa et höjere Kulturtin en disse[.] Men hvad er det man gjör ved dette höje Kulturtrin vi staar paa, det bliver nu traadt under Födder og Naturfolkene kan nikke paa Hovedet af det højt oplÿste Europa. Ja, hvor skrækkelig, naar man betænker det!

Herhjemme gaar alt ved det gamle. Vi var igaar Söndag kjörende i Haderslev med Börnene og see paa Juleudstillingerne. Der var en Mængde Folk ud. Jeg var ogsaa hos Karl Nielsen, Butikken stuvende fuld af Mennesker, men ingen Betjening. Han var der selv sammen med sin Kone og hel ny, ung Lærling[.] Ja det er jo overalt smaat med Betjeningsfolk, man seer overalt en mængde fjollede Pigebörn i Butikkerne, som hverken hveed ud eller ind og fræk oven i Kjöbet. I sidste Uge, blev gamle Nis Lund Hammelev jordet, ham kjender Du jo vist nok. Vi sendte Dig for nogle Dage siden en lille Julepakke, haaber at Du maa modtage den og nÿde den med god Appetit! Du maa jo nu finde Dig i Skjæbnen og fejre Jul langt borte fra Hjemmet, men det er der jo Millioner der maa.

Nu önsker vi Dig, at det maa gaa dig godt, og at vi snart maa sees igjen her i vort kjære Hjemland. Freden er forhaabentlig ikke fjerne.

Lev nu vel og hold stadig Modet oppe. Endnu en glædelig Jul og et godt og velsignet Nytaar! Din kjære Broder Philip

Mange Hilsner fra Thora [og] Börnene.

(Brev i Hans Chr. Møllers Arkiv, LAA)

15. december 1916. Claus Eskildsen: Udsigt til fred? Nej, udsigt til Vestfronten!

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 12. December kommer jeg tilbage til Pronki efter min tredje Orlov. Premierløjtnanten byder mig velkommen med Jubelraabet: ”Der kommer Fredsenglen!” Kejseren har lige ladet meddele sine Soldater, at han har udsendt sit Fredstilbud til Fjenderne.

Hele Fronten er ved at revne af Spænding og Glæde. Løjtnant v. Oven indgaar Væddemaal paa, at vi allerede i Morgen har Vaabenstilstand. Major Huck, det gamle Fæ, er ved at pakke sin Kuffert, og da han naturligvis ikke har Plads til sine Ting, forærer den gamle Fedtebasse alt det overflødige bort. Skidt med det, nu kommer Freden!

Oberstløjtnanten er allerede rejst hjem paa sin fjerde Orlov. Det er Juleorlov, og den er paa hele fire Uger!

Den lykkelige Kobarg har altid samme Orlov som sin Herre. 12 Officerer og mange Mænd er glade rejst hjem til deres kære. Aldrig har Regimentet haft saa mange paa Orlov som op til denne Jul.

Vi andre skal nu til at holde Jul derude. Der er købt rigeligt ind, og fra Bremen kommer der en hel Jernbanevogn, fyldt med ”Kærlighedsgaver” til Regimentet.

To Dage varede den stakkede Glæde! Den 15. meddeles der om Formiddagen, at Frankrig og England har afvist Kejserens Fredstilbud, — ingen Fred!

Om Eftermiddagen kommer Befalingen, at Regimentet skal gøre sig rede til at blive transporteret bort — ingen Jul!

Der følger nogle travle Dage. Alt Materiel bringes i Orden, alle de Stakler, der glade rejste paa Juleorlov, telegraferes tilbage.

Vi ventede at se Oberstløjtnanten i vildt Raseri; men det gik helt godt. Han havde lige faaet et smukt Ridderkors med Sværd og haaber nu, at vi skal til Macedonien, hvor der vanker baade bulgarske Kors og tyrkiske Halvmaaner. Der var ellers nappe en fri Plads mere paa hans Bryst.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

16. november 1916 – Thomas Thomsen: “Mælk i Stædet”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1916 befandt sig i Galizien.

Wikskova den 16/11 1916
Kære lille Moder!
Mange Tak for dine Pakker og Breve som jeg har modtaget. Du skrev at du havde sendt 6 afsted dem har jeg kun faaet 5 af. I Gaard Aften fik jeg en med Knepkager. Du kan tro de var velkomne. Det er sløjt med Kosten[.] Nu vil jeg være glad hvis du vil sende mig en Pakke med Brød en Gang imellem[,] 2 Pakke i hver Uge, mer skal du ikke sende. Vi er nok indkvarteret paa en Bondegaard. Men Folkene har heller ikke selv noget at spise. De lever kun af Kartofler lidt Brød og Mælk. Forfærdelig fattig har de det. Gaar endnu i bar Ben baade gamle og unge, Mænd og Kvinder. Og sikke Tøj de har, det skrækkeligt. Men de er ved godt Humør og synes at befinde sig vel, med alle deres Lus og Skidt.

Hvorledes har du det ellers lille Mor. Jeg ved nok det er strenkt [sic!] for dig med Hans. Jeg vilde saa gerne gøre noget for at glæde dig. Men jeg kan jo ikke andet end at skrive til dig og sende dig en lille Blomst engang imellem. Jeg sendte en lille Buket den anden Dag, men det var saa mørkt at jeg ikke kunde se at skrive saa sendte jeg den saadan afsted. Jeg ved ikke, lille Mor, men jeg synes det staar for mig, som om du ikke har det godt. Du har vist ogsaa for meget at bestille med indkvartering, hvor mange Mand har i egentlig? Har i Roerne hjemme og har i begyndt at tærske, eller vil i ikke tærske endnu. Jeg ved snart ikke mere at skrive om nu.

Hvorledes gaar det Kristian, har han ikke faaet Orlov endnu. Jeg havde Brev fra ham igaar.

Nu har jeg lige haft en lille afbrydelse i min Skrivning. Hvor Madmoder kom nemlig med en Skaal Kartofler til os, saa var jeg nødt til at holde på med Skrivningen for ellers spiser de nok dem alle. I Forgaards fik vi en ny Regimentskommandør[.] I den Anledning faar vi i Aften hver en liter Øl. Jeg har nu købt mig en liter Mælk i Stædet for det holder jeg mer af.

Ja nu vil jeg slutte med mine kærligste Hilsner til Eder alle din Søn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens Samling)

Foredrag 9. november: “Sanitetssoldat på Østfronten 1915”

Slægtshistorisk Forening Sønderjylland inviterer onsdag den 9. november 2016 til et spændende foredrag ved dr.phil. Lars N. Henningsen, Aabenraa, kaldet ”Sanitetssoldat på Østfronten 1915”.

Henningsen-forsideForedraget handler om vognmaler Iver Henningsen fra Haderslev som tysk soldat i 1915. Han oplevede østfronten i grænseområdet mellem Litauen, Polen og Rusland.

I hundredvis af breve og tegninger til familien skildrede han slagmarkernes gru, brutale fangenedskydninger og lazaretternes elendighed. Han så ødelagt herlighed på storgodser, i kirker og klostre og oplevede bøndernes liv i de jævne bondestuer.
Foredraget vil fremdrage en ualmindelig krigshistorie, om virkeligheden på lazaretterne og soldatens møde med lokalbefolkningen i øst, ledsaget af nogle af hans fine tegninger.

Iver Henningsens breve og tegninger er udgivet i bogen “Sanitetssoldat på Østfronten” – læs en omtale af bogen.

Praktiske oplysninger:
Tid: Kl. 19.00.
Sted: Sønderborg Bibliotek, Salen, Kongevej 19-27, 6400 Sønderborg.
Indgang og P-plads via Ahlmannsvej.
Entré: 30 kr. for gæster. Gratis adgang for medlemmer.
Arrangørens website: www.shfs.dk

21. september 1916: Brusilov-offensiven er forbi

Den 4. juni indledte den russiske hær en offensiv på den sydlige halvdel af Østfronten. General Aleksej Brusilov var manden bag en række velforberedte angreb rettet mod den østrig-ungarske hær, som trods veludbyggede forsvarslinjer blev løbet fuldstændig over ende nær byen Lutsk (i det nuværende Ukraine).  Her slog russiske tropper et kilometerdybt hul i østrig-ungarernes linjer, og generalstabschef Conrad von Hötzendorff var nødt til at bede den tyske hærledelse i Berlin om assistance. Den fik han, men prisen var den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Fremadrettet blev det tyskerne, der havde overkommandoen over hele Østfronten.

Selvmorderiske angreb

Kampene fortsatte med korte ophold sommeren igennem over en godt 300 km lang front. I slutningen af juli satte Brusilov endnu et kraftigt angreb ind mod den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’. Over sommeren blev Centralmagterne presset tilbage over det meste af det brede frontafsnit, og flere steder var der opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer, men russerne pådrog sig også meget store tab.

De fornyede russiske angreb kom godt fra start, og igen måtte tyske og østrig-ungarske styrker vige tilbage for enorme russiske infanteriangreb. Opmuntret af vellykkede angreb den 28. juli lagde russerne alle kræfter i et angreb mod byen Kovel (i det nuværende Ukraine). Samtlige tre russiske armeer på denne del af frontafsnittet blev beordret i retning af byen, og med kontinuerlige fremstød blev de to tilstedeværende østrig-ungarske korps nødsaget til at trække sig tilbage. Men trods massive angreb, som den tyske general Erich Ludendorff senere karakteriserede som ”selvmorderiske”, lykkedes det ikke for russerne at bryde igennem. De tyske og østrig-ungarske hærfører satte alle deres reserver ind, bl.a. tre nyankomne tyske landeværnsregimenter, og det lykkedes for centralmagterne at holde linjen ved Kovel.

IMG_2014_05_06_058_døde_russere_pigtråd
Døde russiske soldater ved en pigtrådsspærring. Russerne udførte kæmpemæssige infanteriangreb under Brusilov-offensiven i 1916. Angrebene skabte fremgang, men kostede dyrt i form af døde og sårede.
Offensiven går i stå

Russerne fortsatte imidlertid ufortrødent deres offensiv, men fremgangen var nu kun begrænset, og deres tab blev ved med stige. Med ankomsten af stadig flere tyske reserver til den sydlige halvdel af Østfronten var centralmagterne i stand til at inddæmme og tilbagevise de russiske angreb, og den 3. august gik de tilmed til modangreb på den allersydligst del af fronten. Angriberne havde dog både terrænet og vejret imod sig og manglede desuden tilstrækkeligt mandskab.

De russiske operationer forsatte langs fronten i løbet af august og september, men uden at kunne bryde igennem centralmagternes linjer. Adskillige forsøg på at bemægtige sig Kovel slog gang på gang fejl, ligesom fremstød mod Karpaterne mod syd allerede i midten af august var gået i stå. I dag, den 21. september, bad den russiske tsar, Nikolaj II, den russiske generalstabschef, Mikhail Alekseev, om at stoppe de “håbløse angreb” på Kovel.

Brusilov-offensiven varede frem til oktober 1916, men reelt var den allerede i midten af august gået i stå pga. de store russiske tab og mangel på forsyninger.

Den sydlige del af Østfronten: Brusilov-offensiven; til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916.
Den sydlige del af Østfronten – kort over Brusilov-offensiven: Til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916. Fra Wikimedia Commons.
Konsekvenserne

Målt på erobret land var Brusilov-offensiven krigens hidtil mest virkningsfulde operation. Rusland havde erobret eller generobret ca. 25.000 km2 land, taget over 400.000 krigsfanger og bemægtiget sig store mængder materiel. I et mere overordnet perspektiv var det nok så vigtigt for de allierede, at den russiske offensiv havde tvunget centralmagterne til at overflytte tropper fra den italienske front og Vestfronten, hvilket bl.a. lettede presset på de hårdtprøvede franske styrker ved Verdun.

Militært set bragte den russiske offensiv Østrig-Ungarn i knæ. Det habsburgske kejserrige havde tidligere vaklet under krigen, men den østrig-ungarske hærs sammenhængskraft var nu definitivt afhængig af støtte fra tyske tropper. Sommerens kampe havde kostet østrig-ungarerne et katastrofalt tab på ca. 750.000 mand, hvoraf ca. halvdelen var taget til fange.

Brusilov-offensivens indledende succes var desuden også medvirkende til, at Rumænien valgte at træde ind i krigen på allieret side. Målet var at erobre de østrig-ungarske områder Bukovina og Transsylvanien, hvorved regeringen i Bukarest kunne realisere ambitionen om at samle hele den rumænske nation i et Storrumænien.

Dermed kom Brusilov-offensiven også indirekte til at koste Erich von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Hans politiske fjender udnyttede de manglende resultater ved Verdun og den rumænske krigserklæring til at få ham afsat og erstattet med Østfrontens øverstbefalende: Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff.

For Rusland var offensivens store territoriale gevinster imidlertid kun en hul succes. Man havde kun generobret dele af det de store landområder, der gik tabt ved nederlagene og tilbagetogene i 1915, og over for tyske tropper på frontens nordlige del havde den russiske indsats været halvhjertet og resultatløst. Hertil kom de frygtelige tabstal. Kampene havde i sommerens løb kostet den russiske hær hele 1,2 mio. døde og sårede, mens over 200.000 var blevet taget til fange. Kritiske ryster i Rusland fremlagde således offensiven som forfejlede eller kaldte den slet og ret for et nederlag. Troen på den militære og politiske ledelse i Rusland var begyndt at smuldre.

10. september 1916. Farlig og besværlig vandhentning i Karpaterne

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Skovkarpaterne.

Noget af det værste ved at være i skyttegraven, var, at vi havde meget lidt vand, så vi blev aldrig vasket, og vores kogegrejer blev næsten altid kun tørret af med græs eller blade.

Vi kunne dog bag ved skyttegraven ad en temmelig stejl bjergside komme til en lille kilde, hvor der dog ikke var ret meget vand, men det, der var der, var dejligt drikkevand.

Kilden lå temmelig langt væk fra skyttegraven, og skulle så én hente vand, måtte han altid tage så mange af vores kogegrejer med som muligt, hvilket var ca. 6 stykker.

Det værste var, at russerne må have kendt kildens beliggenhed godt, da de sikkert også har benyttet den.

Når vi så havde været heldige at få vores grejer fyldt op med vand, og skulle op ad den stejle skrænt, mistede vi ofte fodfæstet og tabte vandet, så måtte vi gøre det om igen.

Værre var det, når russerne ofte og uregelmæssigt sendte en salve af granater ned over skråningen.

Nå, men vi brugte så lidt vand som muligt, og det endte da også med, at mange af os fik bylder. Jeg fik dem både i nakken og under armene. Arrene har jeg endnu den dag i dag.

Hvor vi lå, ved jeg ikke. I mit militærpas står der “Septemberslaget i Karpaterne”. Vi havde det dog forholdsvist roligt nu, og skyttegraven var temmelig godt udbygget.

Så en dag fik vi besked om, at vi skulle et andet sted hen, og vi blev igen afløst af østrigerne. Hvor vi så kom hen, ved jeg ikke.. Der står i militærpasset “Stillingskrig i Skovkarpaterne og ved Tatarenpas”.

Stedet, hvor vi gik i stilling, lå i hvert fald højere oppe i bjergene. Vi skulle marchere temmelig langt, og min gamle sygdom kom igen. Jeg kunne ikke holde til strabadserne op og ned i bjergene, og blev så syg i nogle dage. Jeg husker idag ikke mere, hvor jeg blev indlagt, men det var kun en lille forplejningsstation.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

9. september 1916. Ulve? På forpost med en piberygende holstener

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Skovkarpaterne.

Senere kom vi til et frontafsnit. Jeg ved ikke, hvor det var, men også her var der tæt skov, og foran og bag os var der en stejl  bjergskråning tæt bevokset med grantræer.

Her var på et tidspunkt ret roligt.

På grund af den tætte skov måtte vi også her sætte forposter ud. Man sagde, at der var ulve, men jeg så nu ingen.

Derimod var det uhyggeligt at sidde ca. 50 meter fra vores skyttegrave. Vi var gerne 2 mand sammen, og jeg husker, at jeg altid eller ofte var sammen med en kammerat, der var fra Holsten.

Han var en del ældre end jeg. En mere rolig og ligeglad mand, har jeg aldrig kendt. Han ville altid gerne have mig med, og jeg ville også gerne med ham på forpost.

Han var en lidenskabelig piberyger, og når vi sad på forpost, skulle han altid ryge. Særlig galt og farligt var det øjeblik, hvor han tændte piben. Hvis der var fjendtlige patruljer ude, kunne de jo se os. Jeg skulle nok sørge for at sidde så langt væk fra ham som muligt.

Jeg havde selv prøvet at tænde piben i den forrige skyttegrav, og der faldt skud fra den anden side med det samme.

Det var ikke rart at sidde på forpost i sådan en tæt skov. Når vi sad stille, hørte vi næsten altid raslen i buskene. Jeg tror, der var meget vildt der.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

5. september 1916. Faret vild om natten bag fjendens linjer

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Karpaterne.

Om aftenen den 4. september kom han i hård og blodig nærkamp med russiske tropper. Men russerne var i overtal.

Nu var det på høje tid at komme afsted. jeg kunne i mørkningen ikke se mine kammerater. Jeg løb så alt, hvad jeg kunne, men uheldigvis løb jeg på en stor væltet træstamme og blev hængende fast i en gren. Geværet fløj fra mig og satte sig med bajonetten fast i jorden.

Det varede dog ikke længe, inden jeg fik mig gjort fri og fik geværet taget op. Nu kunne jeg ikke mere høre,  i hvilken retning de andre var løbet.

Forsigtigt løb jeg afsted  der, hvor jeg antog, de andre var løbet, men så blev jeg beskudt.

Jeg er dog næsten sikker på, at det har været vores egne, der skød. De har sikkert troet, at det var russerne, de hørte. Jeg blev så stående et lille øjeblik, gik så langsomt frem, men mere til højre.

Pludselig hørte jeg stemmer, og nu var der ikke andet at gøre end at risikere alt. Jeg lagde mig på knæ og råbte: “Hvem der”.

Heldigvis var det to eller tre af vores egne soldater. De var også kommet bagefter og var helt forvildede.

Ingen af os var klare over, hvilken vej vi skulle løbe.

Jeg sagde så, at jeg mente, vi skulle mere til venstre, men at jeg var blevet beskudt derfra. Det viste sig dog senere, at min antagelse om, at beskydningen kom fra vore egne, var rigtig. Vi blev så enige om at gå forsigtigt og langsomt frem. Vi var heller ikke kommet ret langt, før vi hørte stemmer. Vi lyttede og opdagede så, at det var vore egne.

Såvidt jeg husker, var der tre mand, så nu var vi en seks-syv stykker.

Det var næsten alle lidt ældre kammerater, der ikke havde kunnet følge med de andre og var blevet bagefter og til sidst ikke havde vidst, hvor de var. Nå, det var nu heller ikke så underligt, da der hverken var vej eller sti i den mørke skov.

Da de andre var endnu mere rådløse og forvirrede end jeg, måtte jeg overtage kommandoen, skønt jeg var den yngste.

Da det allerede var sent på natten, koldt og mørkt, blev vi enige om
at vente på, at det skulle blive lyst igen. Der var en lille hulning, hvor vi kunne gemme os lidt. For at holde varmen trykkede vi os godt sammen ryg mod ryg. Det var vel nok en uhyggelig nat, da vi ikke vidste, om vi var bag den russiske front eller ej.

Som jeg har bemærket før, var de andre allesammen ældre kammerater. Da vi var blevet sendt til Østfronten, var der en del af ældre årgange, der kom med os. De har vel været en 40-43 år, men for mig, var de jo gamle.

Det havde vist været meningen, af de skulle indsættes til hjælp bag fronten. Da vi imidlertid straks efter ankomsten i Karpaterne fik ordre til at gå til fronten, måtte de alle med, og der havde ikke
været tid til at ordne andet.

Desværre gik det hårdt ud over de ældre. Jeg glemmer aldrig, hvor de var ulykkelige, i hvert fald nogle af dem. De bad til gud, at han skulle hjælpe dem. De havde kone og børn derhjemme.

Selvfølgelig var jeg ligeså bange som dem, men jeg holdt det dog mere for mig selv. Jeg var ligesom en fader for dem alle, trods aldersforskellen. Alt, hvad jeg foreslog, var de indforstået med.

Da det var ved at blive lyst om morgenen, stod vi op og diskuterede, i hvilken retning, vi skulle forsøge at gå. Pludselig hørte vi fløjten og tale. Vi kunne så mellem træerne ca. 50 meter fra os se en hel kolonne russiske soldater komme i gåsegang – med geværet over skulderen.

Så vi var stadig i tvivl om, vi var foran eller bag den russiske front. Disse russiske soldater så ikke ud til at være forberedt på modstand. Jeg sagde så til de andre: “Vi flygter i modsat retning af, hvor  russerne kommer fra, men pas på ikke at træde på grene og lav så lidt støj som muligt”.

Da vi var nået et stykke vej, traf vi på nogle døde soldater. Vi var kommet til det sted, hvor vi dagen før havde begyndt angrebet. Jeg kunne genkende den ene af de døde, en maskingeværsløjtnant, som var faldet om lige ved siden af mig, da vi gik frem.

Han lå endnu sådan, som han var faldet om. Jeg huskede godt, at han var faldet, men havde ikke været klar over, om han var såret eller blot var snublet. Han må have fået et skud i hjertet, så han har været død med det samme.

Nu vidste vi i hvert fald, hvor vi var. Vi fortsatte så, og pludselig blev der skudt på os, men ingen blev ramt. Da jeg var temmelig sikker på, at det var vore egne, råbte jeg “Hold op, vi er tyskere”. De forstod os med det samme, og vi gik hen til dem.

Her så ikke godt ud, der var kun få soldater og eet maskingevær. Alle var så nervøse, at de skød, så snart de hørte noget i buskadset.

Vi fordelte os så blandt dem, der var her, for at danne en skyttelinie. Der var ingen officerer eller underofficerer, så enhver var anvist til sig selv.

Vi gravede nogle huller til beskyttelse, og vi fortalte om den russiske kolonne, der var på vej. Nu blev nervøsiteten endnu større.

Desværre lå der bag os en tysk officer, som var blevet vanvittig. Han lå i et hul, de havde gravet til beskyttelse for ham, og han lå og fantaserede og skreg. Det var ikke godt, for han forrådte jo vores stilling. Hele denne nervøse tilstand endte da også med, at der blev dræbt nogle af vore egne med maskingeværet.

De var på en forpost, og da russerne havde skudt på os, havde man skudt med maskingeværet og derved truffet vore egne.

Der, hvor vi havde sat os fast, var der tæt underskov, og det havde været nødvendigt at placere forposter. Det var også meget farligt.

Jeg har selv prøvet at ligge imellem russernes og tyskernes ildlinier, men slap dog godt fra det.

Senere på dagen fik vi dog forstærkning, og stillingen blev udbygget, så det gav lidt mere ro i lejren. Det var også på høje tid, for de fleste af os var ved at være færdige af udmattelse. Vi blev nu afløst at østrigsk militær.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

1. september 1916. Russiske fly samarbejder med artilleriet

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten. I 1916 var han på orlov i foråret og igen i august, da hans kone døde. I september gik turen tilbage til øst fronten.

Da jeg kom tilbage fra min Orlov, laa vi i en Skov, kaldet „Westfalen Lager”. Her skulde jeg sammen med nogle Kammerater transportere nogle Brædder over en aaben Plads i Skoven.

Russerne kunde ikke se os; men vi havde ikke regnet med en russisk Flyvemaskine, der netop var oppe for at rekognoscere.

Det russiske Artilleri traadte i Virksomhed og beskød os. Vi spredte os hurtigt.

Da Skydningen aftog, raabte Henrik Lund fra Hjordkær — han var ogsaa med — Om jeg endnu var i Live. Det var jeg jo altsaa, men vi samlede vore Brædder sammen og forsvandt skyndsomt.

DSK-årbøger 1952

26. august 1916. Russerne havde fået næsen brændt eftertrykkeligt.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Det ventede angreb fra russerne udeblev ikke.

For en gangs skyld indledte de med den største kanonade, jeg har oplevet på østfronten. De skød vore pigtrådsspærringer i smadder, og vi var klare over, at hvis v i ikke var endda meget rappe på tæerne, ville de rende os over ende.

De var kun ca. 100 meter fra os. Det lykkedes imidlertid ikke for dem, kun ganske enkelte kom ind i vor skyttegrav og blev omgående afvæbnet.

MG-afdelingen beviste endnu engang sin kunnen. Det »Huræ«, som russerne råbte, da de stormede frem, blev for mange, alt for mange det sidste ord i denne verden.

Jeg skal ikke komme nærmere i n d på denne affære. Den var frygtelig. Vore tab var også store, men ikke en brøkdel af russernes.

Angrebet blev ikke fornyet, det havde vi ellers ventet. Russerne må tilsyneladende have fået næsen brændt så eftertrykkeligt, at de havde tabt lysten.

Kort tid efter blev v i afløst af østrigerne og trukket tilbage til andre opgaver.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

25. august 1916. Latrinen beskudt! Med livet i hænderne og bukserne om hælene!

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Skyttegravene på østfronten var i reglen udbygget meget »komfortabelt«. Det gjaldt selvfølgelig kun de steder, hvor fronten lå fast i måneder.

Til komforten hørte givetvis også en latrin. Det hørte til sanitetssoldaternes opgaver at bygge disse. Latrinerne lå altid en 20-30 meter bag skyttegravslinien og var forbundet med denne ved en smal siksak-grøft.

Selve latrinen var et hul , ca. to gange to meter udgravet i samme dybde som skyttegraven.

Den ene halvdel af hullet var så yderligere gravet 1½-2 meter dybere. E n stang t i l at sidde på manglede heller ikke, så man kunne sidde nogenlunde behageligt og forrette sin nødtørft og samtidig fundere over livets besværligheder.

En dag, jeg havde opsøgt dette sted og sad og gjorde mig det behageligt, syntes jeg at høre det frygtede »Bum«, som hidrørte fra affyringen af en mine.

I samme nu kastede jeg et blik over venstre skulder i den retning, lyden kom fra, og fik, så utroligt det end lyder, omgående øje på minen. Den havde nået sit højdepunkt, hvor den vendte i luften – for øvrigt det eneste punkt på dens bane, hvor man havde chancen for at se den. –

Nu var minen for nedadgående med retning mod det sted, hvor jeg befandt mig. Hurtigere end det kan siges, sprang jeg – med bukserne om hælene – ud i den smalle tilførselsgrav.

Af lufttrykket blev jeg slynget flere meter hen og halvt tildækket af jord. Delvis bedøvet blev jeg liggende et øjeblik, fik så jorden skrabet væk og konstaterede, at jeg var uskadt.

Da jeg havde fået jorden rystet ud af bukserne og anbragt dem på rette plads, kravlede jeg tilbage til latrinen for at se, hvad der var  sket.

Den var der simpelt hen ikke mere. Minen var landet midt i herligheden …

Det var ikke 95 % held, men 100! Havde jeg ikke omgående fået øje på minen – den eneste gang, jeg har set en mine vende i luften – og kunnet taksere dens retning og reagere i samme nu – ja, så havde krigen været forbi for mit vedkommende.

Mon jeg ikke sendte en stille tak til skæbnens herre? Jeg tror det!

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

18. august 1916. De unge dør først … Livet er fuldt af hvis’er …

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Sidst på sommeren afløste vi et østrigsk regiment på et frontafsnit, hvor russerne syntes at have ondt i sinde. Vi kendte rummelen. Når det begyndte at brænde på et sted, var det ofte de tyske regimenter, der måtte tage affære og således også her.

I ly af en  jernbanedæmning havde russerne arbejdet sig ind på vor skyttegrav, så de kun var 100-150 meter fra os. Det var noget ganske uhørt på østfronten, hvor afstandene mellem linierne normalt var fra 600-900 meter, alt efter terrænforholdene.

Dertil kom, at de her benyttede sig af et våben, vi heller ikke havde været udsat for før, nemlig minekastere af en meget svær kaliber, antagelig 18 cm. Disse miner havde en frygtelig sprængvirkning, og de påførte os ret store tab.

Det gode ved disse miner – hvis man ellers k a n tale om et gode i den forbindelse – var, at hvis man hørte afskuddet, og det kunne man, hvis man var heldig, så havde man nogle få sekunder til at bringe sig i sikkerhed eller i hvert tilfælde t i l at kaste sig på maven i skyttegraven.

Blot man ikke var så uheldig, at bæstet kreperede i ens umiddelbare nærhed, havde man en chance for at overleve. Ak ja, livet er fuldt af hvis’er …

Som jeg før har fortalt, gik det værst ud over de »nye« på grund af deres manglende fronterfaring. En dag skulle vi have 20 nye rekrutter. De blev hentet bagude af to mand. Da de gennem løbegraven var nået ud t i l skyttegraven, og halvdelen af dem var kommet ind i denne, brølede en vagtpost: »Giv agt, mine!«

De to  ledsagere kastede sig omgående ned, men af de nye var der kun et par stykker, der sansede at gøre det samme. Resultatet var ni sårede og blandt dem to hårdt sårede.

Det var ikke et isoleret tilfælde, tvært imod. Jeg gætter på, at 90% af tabene ved de forskellige aktioner ramte de »nye«.

Jeg glemmer aldrig, at den ene af de hårdt sårede, en dreng på min egen alder, altså ikke tyve år, døde med sin hånd i min og troede, at  jeg var hans mor.

Det er den slags oplevelser, der får én til at forbande krigen, og som gør øjenkrogene fugtige 50 år efter.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

13. august 1916. Pikstern: russiske overløbere og en spist skinke

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland

Den 13. August skulde vi afløse et Regiment ved Pikstern. Der kom vi til at ligge lidt til venstre for, hvor vi selv havde gravet Skyttegrave.

Vi kom dertil om Morgenen, og Kl. halvsyv begyndte Russerne at bombardere. Kl. 9 fik jeg og en Kammerat samt en Underofficer Ordre til at gøre en Patrouilletur. Det var inde i Skoven, saa vi kunde ikke se 3 Meter fra os, og af og til slog en Granat ned og splintrede Træstammer saa fint som Pindebrænde. Underofficeren gik foran.

Pludselig gav han Tegn til at standse, og vi fik Øje paa en russisk Patrouille, ogsaa paa tre Mand. De stod og var parat til at skyde, men Underofficeren tiltalte dem paa russisk, og de kom hen til os. Han talte noget med dem, og Enden blev, at de satte Bajonetten i Jorden og gik med os tilbage.

Nu tænkte vi nok, Russerne vilde angribe, og vi fik Artilleriet underrettet. Dette satte en Spærreild ca. 100 Meter foran vor Skyttegrav.

Der kom heller ingen Russere igennem, og længere hen paa Dagen gjorde vi et Modangreb og kastede Russerne ud af deres Stillinger og tilbage i en Sump. Der skulde vi saa lave Skyttegrave, men det var ganske umuligt. Saa fældede vi Træstammer i Stedet for og stablede dem op og dækkede dem til med Græstørv.

Om Aftenen blev vi afløst og marscherede tilbage til Krautsche. Under Stormen havde jeg faaet fat i en dejlig stor Skinke, som Russerne var løben fra. Da vi skulde tilbage, bandt jeg den oven paa Tornystret, og jeg tænkte, jeg skulde rigtig have Steg, naar vi holdt Hvil. Da vi kom til Krautsche, skulde jeg til at se efter min Skinke, men der var desværre kun Ben tilbage. Resten havde mine Kammerater gaaet bag ved og skaaret af.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

28. juli 1916: Overblik over kampene på Østfronten i juni og juli – Brusilov-offensiven fortsætter

Den 4. juni 1916 indledte fire russiske arméer under general Brusilovs kommando en offensiv på Østfrontens sydlige del. Veludførte russiske angreb ved byen Lutsk og i området mellem byerne Tarnopol og Czernowitz (Ternopil og Tjernivitsi i det nuværende Ukraine) overløb hurtigt de østrig-ungarske stillinger. I de følgende otte dage fortsatte de russiske styrker fremmarchen, og langs en 80 km lang frontlinje skubbede russerne østrig-ungarerne ca. 45 km tilbage. I midten af juni havde den russiske offensiv fremgang langs hele den sydlige del af Østfronten, og byerne Lemberg (Lviv) og Kovel var truet.

Østrig-ungarerne led store tab: Fra den 4. til den 12. juni tog russerne knap 3.000 østrig-ungarske officerer og 190.000 menige soldater til fange samt erobrede ca. 500 kanoner og 645 maskingeværer. Kampene kostede også mange russiske tab, men værre var det imidlertid, at Brusilovs offensiv ikke modtog den støtte, den havde brug for på Østfrontens nordlige del. Her undlod de russiske generaler Evert og Kuropatkin at udføre helhjertede angreb på de tyske stillinger, hvilket ellers skulle have forhindret tyskerne i at komme østrig-ungarerne til undsætning og samtidigt gjort det muligt for Brusilov at omgruppere sine styrker efter de indledende angreb. Efter ca. to uger mistede Brusilovs angreb således momentum, men det offensive initiativ var endnu ikke tabt for russerne.

Østrig-Ungarn må bede om tysk hjælp

I midten af juni 1916 så det ud til, at den russiske offensiv muligvis ville føre til et afgørende gennembrud på Østfronten. Den østrigske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, som ikke havde formået at indse styrken af det russiske angreb på Brusilov-offensivens første dag, havde dog allerede den 8. juni måtte henvende sig til den tyske generalstab i Berlin og bede om hjælp. Hvis ikke den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, sendte tyske troppe, som kunne stabilisere den østrig-ungarske del af Østfronten, så risikerede man ifølge Conrad ”afgørelsen på Verdenskrigen”. Modvilligt sendte Falkenhayn fire tyske divisioner fra Vestfronten og yderligere fem divisioner fra den tyske østfrontskommandos reserver. Selv sendte Conrad fire østrig-ungarske divisioner fra den italienske front.

Til sammen skulle de tysk-østrigske forstærkninger forhindre russerne i sammenstyrte den østrig-ungarske frontlinje og erobre bjergkæden Karpaterne. Prisen for den tyske støtte blev til gengæld den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Allerede fra den 12. juni var den østrig-ungarske hær i praksis under tysk overkommando, og der blev fra slutningen af juli indledt forhandlinger om en formel overdragelse af kommandoen for hele Østfronten til den tyske general Hindenburg.

Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn.
Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf (t.v.), og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn (t.h.). Efter endnu en østrig-ungarsk krise på Østfronten, hvor Conrad måtte bede om hjælp i Berlin, blev Østrig-Ungarn presset til at overlade den militære ledelse på fronten til tyskerne. Fotos fra Wikimedia Commons.
Fornyede kampe

Den 2. juli genoptog russerne offensiven. Denne gang blev angrebet indledt mod tyske stillinger på Østfrontens nordlige del. Den russiske 10. armé blev af general Evert beordret til at angribe på et frontafsnit nær byen Baranovichi (i det nuværende Hviderusland) med støtte fra over 1.000 russiske kanoner. Efter en uges kampe måtte Evert dog erkende, at angrebet havde slået fejl. Russerne havde mistet ca. 80.000 mand og tilsvarende kun formået at påføre tyskerne et tab på ca. 16.000. Angrebet formåede ikke at tiltrække tyske styrker fra den sydlige del af Østfronten og forhindrede heller ikke tyskerne i at sende yderligere reserver til støtte for østrig-ungarerne. Endnu et russisk angreb på tyskerne i området nær Riga slog også fejl den 5. juni. Angrebet, beordret af general Kuropatkin, var kun kortvarigt og blevet slået tilbage allerede samme dag.

Ingenmandsland på østfronten
Fotografi af ingenmandsland et ukendt sted på Østfronten. Selv stærke østrig-ungarske stillinger måtte give efter under Brusilov-offensiven.

Det var således igen uden støtte mod nord, at Brusilov genoptog den russiske offensiv i starten af juli. Alligevel havde det fornyede angreb fremgang, og i den første uge tog Brusilovs styrker yderligere 40.000 krigsfanger. De russiske tab var dog ligeledes betydelige – næsten en halv million mand, heraf 60.000 døde, 370.000 sårede og 60.000 savnede. Derfor syntes den russiske offensiv fra centralmagternes perspektiv også at have mistet momentum igen allerede den 9. juli: Den nordlige del af fronten anså tyskerne ikke længere for truet, og selvom centralmagterne var blevet skubbet tilbage den på sydlige del af fronten og mistet positioner langs Styr-floden, så var der allerede anlagt nye defensive stillinger, som man fra tysk og østrig-ungarske side følte sig i stand til at holde. Både russerne og centralmagterne omgrupperede derfor nu deres tropper og gjorde klar til nye kampe.

Nye russiske angreb på Østfrontens sydlige del

Den 20. juli tog russerne initiativet på ny, denne gang på den centrale del af frontafsnittet, med angreb retning af byen Kovel og ved Styr-floden. Netop som disse kampe så ud til at klinge af, har Brusilov i dag, den 28. juli, endnu en gang fornyet den russiske offensiv. Kl. 04 åbnede det russiske artilleri ild langs hele den sydlige del af fronten, og i flere sektorer benyttede man sig også af gasgranater. De efterfølgende angreb har presset den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’ tilbage, og flere steder har der været opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer. Eksempelvis har 4. armé i dag mistet ca. 60 % af sin styrke, svarende til 15.000 mand – heraf 10.000 tilfangetaget.

Det samlede udfald af Brusilov-offensiven er stadig usikkert. Indtil nu har de mange russiske angreb siden juni medført en gradvis vestlig forskydning af Østfrontens sydlige del, stadig med størst fremgang ved Lutsk og allersydligst i retning mod Karpaterne. Tabene har for både russerne og østrig-ungarerne været store, og spørgsmålet er, i hvor lang tid de stridende parter på dette frontafsnit kan bevare deres sammenhængskraft?