Tag-arkiv: østfronten

Anmeldelse: Omfattende og vigtigt værk om “den glemte front” i Første Verdenskrig

Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørregård og Niels Bo Poulsen: Fra Verdenskrig til Borgerkrig – Østfronten 1914-1924 set med danske øjne. Gyldendal. 352 s., 299,- kr (vejl.)

Bogen ”Fra Verdenskrig til Borgerkrig” er et omfattende og vigtigt værk i den efterhånden voksende litteratur omhandlende 1. verdenskrig, og især litteratur af den art som tager dets udgangspunkt i sønderjyske oplevelser. Den giver et blik på den mindre kendte og til tider ”glemte” front i første verdenskrig.

Bogen behandler primært 1. verdenskrig på østfronten, altså fronten mellem det Tyske Rige, Østrig-Ungarn og det Russiske Imperium, og hvordan denne front blev oplevet og betragtet med danske øjne. De første par kapitler beskriver i grundtræk krigens begyndelse, årsager bag krigsudbruddet, samt den militære og politiske situation for de tre førnævnte stormagter. Efterfølgende bliver krigen beskrevet mere kronologisk, år for år, med de vigtigste slag og lignende beskrevet i imponerende detaljer, og akkompagneret af kort der kan give alle og enhver lys i øjnene og lidt sved på panden.

Fortællingen glider mere over i situationen i Rusland, efterhånden som revolutionerne begyndte at tage fat i starten af 1917 og hvordan det udviklede sig efter bolsjevikkernes magtovertagelse efter oktoberrevolutionen. På trods af at krigen sluttede i 1918, så fortsatte den på langt mindre skala i form af regionale konflikter og borgerkrig, disse begivenheder i Rusland er også beskrevet med afsæt i de danskere der var til stede.

Selve bogens tidsafgrænsning fra 1914-1924 giver god mening når bogens afsæt er, at det er østfronten set med danske øjne. Ud over de dansksindede sønderjyder der måtte gøre tjeneste under Kejser Vilhelm, så var der også gesandter og andre personer fra Kongeriget der befandt sig i Rusland, både før, under og efter våbenstilstanden. Årstallet 1924 er skelsættende for Danmark og Sovjetunionens, da det er året hvor de to lande opretter diplomatiske forbindelser.

Bogen er skrevet af historikerne Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørregård og Niels Bo Poulsen. Alle tre har skrevet om enten første og anden verdenskrig på den ene eller anden måde før, og det skinner også igennem at det er erfarne og dygtige forfattere der står bag.

På trods af at der til tider er brug for lidt baggrundsviden, så er det en bog der sagtens kan læses af de fleste, og bogen kan varmt anbefales til alle og enhver, der interesserer sig for første verdenskrig og gerne vil have et nyt perspektiv på det, men også for dem der synes krigshistorie generelt er spændende.

Lucas Enghoff Olsen

Gyldendals pressemeddelelse

Ny bog om Østfronten: Fra Verdenskrig til Borgerkrig

Tre af landets absolut førende historikere inden for krigshistorie og navnlig de to Verdenskriges historie, er udkommet med en ny bog om Østfronten: “Fra Verdenskrig til Borgerkrig. Østfronten 1914-1924 set med danske øjne.”

Det er de tre historikere Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørregård og Niels Bo Poulsen, der vil være kendt for flere anmelderroste bøger om både 1. og 2. verdenskrig.

Forlaget skriver:

“Mens Første Verdenskrigs vestfront for mange er blevet lig med billedet af Første Verdenskrig, er krigens østfront gledet ud den fælles erindring. Fra verdenskrig til borgerkrig er den første bog på dansk om dette vigtige kapitel og indeholder den store fortælling om krigen på Østfronten – en fortælling, hvor også danske stemmer kommer til orde. For Danmark havde store økonomiske og politiske interesser i Rusland, og en stor gruppe af sønderjyder deltog i krigen på tysk side.

Med til fortællingen hører også krigens eftertid: Krigens udfald fik enorm betydning for, hvordan Europas historie udviklede sig efter 1918.”

Bogen er på 352 sider og koster 300,- kr.

Læs mere på Gyldendals hjemmeside

Foredrag i Aabenraa 7 marts: “Sanitetssoldat på Østfronten 1915”

Rigsarkivet Aabenraa inviterer onsdag den 7. marts 2018 til et spændende foredrag ved dr.phil. Lars N. Henningsen, Aabenraa, kaldet ”Sanitetssoldat på Østfronten 1915”.

Henningsen-forsideForedraget handler om vognmaler Iver Henningsen fra Haderslev som tysk soldat i 1915. Han oplevede østfronten i grænseområdet mellem Litauen, Polen og Rusland.

I hundredvis af breve og tegninger til familien skildrede han slagmarkernes gru, brutale fangenedskydninger og lazaretternes elendighed. Han så ødelagt herlighed på storgodser, i kirker og klostre og oplevede bøndernes liv i de jævne bondestuer.
Foredraget vil fremdrage en ualmindelig krigshistorie, om virkeligheden på lazaretterne og soldatens møde med lokalbefolkningen i øst, ledsaget af nogle af hans fine tegninger.

Iver Henningsens breve og tegninger er udgivet i bogen “Sanitetssoldat på Østfronten” – læs en omtale af bogen.

Praktiske oplysninger:

  • Sted: Rigsarkivet, Aabenraa, Foredragssalen, Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa.
  • Tidspunkt: kl. 15.00-16.00.
  • Pris: Gratis.
  • Tilmelding er ikke nødvendig.

26. december 1917 -Jørgen Boysen: “Juleaften paa Østfronten”

Juleaften paa Østfronten.
(”Feltbrev til „Flensborg Avis”)

Rusland, den 26. December 1917.
Det kan somme Tider være helt romantisk, et saadant Eneboerliv, hvor man kun hører Vinden suse i Trætoppene: men især paa Juleaften trænger man til at være sammen med Mennesker. Saa tager jeg mig en Spaseretur til Kompagniet, som ligger en Times Vej herfra, for at se, om Julemanden har været der.

Der blæser en kold Vind, og det fyger, saa der ligger store Snedriver tværs over Vejen. Det tager næsten dobbelt saa lang Tid at naa derhen som ellers. Vejen gaar ved Siden af Floden helt til mit Bestemmelsessted, som bærer Navnet efter Floden, og som nu til Dels bestaar af Ruiner. Omgiven af de smukke hvide Vinterlandskab ser Floden ud som Blæk med smaa hvide Øer og drivende Jsstykker. Den er ikke dyb og buldrer over større og mindre Sten i mange Bugtninger i rivende Fart. Hist og her ved Vejen ser man en Grav med en eller flere faldne tyske eller russiske Soldater. Hvorhen man ser, er der Skove, mest Fyrretræer med nogle Graner og Birke.

Kompagniet ligger i et Kvarter, som engang har været en smuk Villa, bygget af Træ som saa godt som alle Huse. Vi forsamles alle paa en større Sal, hvor et stort pyntet Juletræ straaler i Lysenes Skær. Kompagniføreren holder en Tale, og vi synger nogle Julesalmer-, derpaa gaar enhver til sit og til det, Julemanden har foræret os: en Del Smaating fra Kompagniet, en lille Pakke fra Røde Kors; men det kæreste er Kagerne fra Hjemmet.

En rigtig Julestemning vil ikke komme. Tankerne gaar hjem til det kære, fjerne Nordslesvig, hvor vore kære ogsaa sidder og tanker paa os. Og i Tankerne glider den ene Jul efter den anden forbi. Nogle Kammerater sidder fornøjeligt og spiller Kort. En, som slet ikke kan finde sig deri, sidder i en mørk Krog, og hans Tanker er nok heller ikke de lyseste. I et andet Værelse synges der Julesalmer. Og udenfor fyger det, saa Sneen farer op ad Trappen. Det var Juleaften 1917. Vi vil haabe og ønske, at det maa være den sidste i Krigen.

Nu sender jeg Slægt og Venner hjemme og derude en hjertelig Hilsen med Ønsket om et velsignet Nyaar.

Jørgen Boysen, Bækken.

(Fra Flensborg Avis 9. januar 1918)

9. december 1917 – Chr. Jensen Christensen: Forbrødring

Christian Jensen Christensen gjorde tjeneste ved Landwehr-Infanterie-Regiment Nr. 31, der længe havde ligget på østfronten ved Stochod. Våbenhvilen mellem Rusland og Centralmagterne den 6. december ændrede hurtigt forholdet mellem de russiske og tyske soldater, der nu mødtes ude i ingenmandsland og lod sig Læs videre 9. december 1917 – Chr. Jensen Christensen: Forbrødring

9. december 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om østrigernes offensiv i Italien, om de vestallieredes konference i Versailles, hvor det besluttes ikke at indlede flere offensiver foreløbig, og om forholdene på hjemmefronten i Tyskland og Østrig, hvis kræfter også er udtømte, selvom våbnene nu tier på Østfronten. Den tyske modoffensiv ved Cambrai gør gode fremskridt og tilbageerobrer det meste af det, briterne havde vundet tidligere. Og tyskerne går i gang med at flyttet 500.000 mand fra Østfronten til Vestfronten. På Østfronten må tjekkiske frivillige i den russiske hær sætte kursen østover mod Vladivostok! Den 5. december indgår Rusland og Tyskland en foreløbig våbenhvile i Brest-Litovsk. Ruslands frafald får også konsekvenser for Rumænien, der tvinges til fredsslutning. Finland erklærer sin selvstændighed. I Halifax i Nova Scotia (Canada) eksploderer er fransk fragtskib, lastet med sprængstoffer. Ødelæggelserne er enorme og henved 25.000 mennesker bliver enten dræbt eller såret ved eksplosionen, der var den kraftigste menneskeskabte eksplosion, indtil udviklingen af A-våben. Ugen ender med briternes erobring af Hebron og USA’s krigserklæring til Østrig-Ungarn.

Hans Wolfs bog om Sønderjyder på Østfronten anmeldt på historie-online

Historie-sitet historie-online.dk har anmeldt Hans Wolfs bog om Sønderjyder på Østfronten 1914-1918.

“Uanset om man vil beskæftige sig med Sønderjyllands historie i første del af 1900-tallet eller om man vil beskæftige sig med danske nordslesvigeres krigsdeltagelse på Østfronten under 1. Verdenskrig, må man nødvendigvis læse Hans Wolfs grundige værk” skriver anmelderen Henrik Gjøde Nielsen bl.a.

Anmeldelsen kan læses i sin helhed her

22. november 1917 – Uventet bytte og en hilsen fra Rusland

Den 22. november bragte avisen Hejmdal blandt andre følgende notitser:

Fra Felten
Sarapol i Aug 1917.
Undertegnede Nordslesvigere, som her er tilsammen, agter ad denne Vej at sende en kærlig Hilsen til vore kære Venner og Bekendte derhjemme og i Felten. Vi har nu været i russisk Fangenskab i et Aar og er sunde og raske. Vi haaber at I alle har det godt. Paa snarligt Gensyn tegner:
Marius Riis fra Haderslev, Thomas Thomsen fra Tandslet, Jørgen Lausen fra Aabenraa, Hans From fra Haderslev, Jens Henriksen fra Stenderup, Jes Ravn fra Østelindet, Karl Diksen fra Haderslev, Niels Good fra Klingsbjerg paa Als og Peter Post fra Spandet.

Paa Jagt efter en Krigsfange. Skudt et Raadyr.
Forleden Dag var en Officer med en Del Soldater fra Garnisonen i Rødding paa Jagt i Rødding Skove efter en fra Østerlindet bortrømmet russisk Krigsfange. Under Jagten hørte Officeren noget rasle inde i nogle tætte Buske. I den Tro, at det maatte være den undvegne Fange raabte han to Gange ”Holdt”! Men da ingen svarede og den raslende Lyd vedblev at fjerne sig, skød han i den Retning, hvorfra Lyden kom. Men hvor forundret blev han ikke da han kom nærmere og i Stedet for Fangen fandt et – Raadyr.

Raadyret afleverede han pligtskyldigst med Forklaring til Kommunens Jagtforpagter, der saaledes paa en nem og uventet Maade fik et ekstra Stykke værdifuldt Vildt.

Den flygtede Fange fandt man ikke i Skoven, men derimod paa en Gaard lige ved Skovkanten, hvor han i al Ro og Mag sad og spiste sig en Mellemmad.

 

18. november 1917 – Jens Iversen: Anholdt for spionage

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Søndag, den 18. November 1917
Med Friheden er det som med Sundheden, den værdsattes først, naar man har mistet den. Jeg kan imidlertid takke Chlebnikoff for, at dette Excercitium i et russisk Fangehul blev saa kortvarigt, som det blev. Det begyndte Tirsdag den 6. November, altsaa et Par Dage før den nye Revolution i St. Petersborg. Som sædvanlig var jeg ved Middags tid undervejs til Chlebnikoffs , da jeg paa Satonbroen blev anholdt af det hemmelige Politi og uden nogen som helst Forklaring indleveret paa Politistationen i Tatarkvarteret, hvor jeg efter en grundig, naturligvis resultatløs Kropsvisitation og uden Forhør blev overladt til mig selv i et uhyggeligt Arrestlokale, der gennem et Hul i Døren bevogtedes af en bevæbnet Soldat. Al min Protesteren forblev forgæves. Jeg fik ikke engang Svar.

Nætterne var det frygteligste i dette ubeskriveligt smudsige Hul. To nøgne Træbrikse til at sidde eller sove paa, den ene over den anden, og en Klosetspand i et Hjørne var hele Inventaret. I Løbet af den første Nat overfyldtes Rummet med alle mulige Individer, der blev indbragt fra Gaden og straks rekvirerede Plads paa Briksene, hvor de lagde sig hen Side om Side som Sild i en Tønde. Der havde aabenbart været Razzia. Blandt de paagrebne var to Kvinder, men ingen Krigsfanger. Tilsidst lagde jeg mig hen paa Stengulvet, men jeg kunde ikke faa Fred for Tægerne. Med dem blev jeg i midlertid fra næste Formiddag alene tilbage. De under En end ikke en Antydning af Søvn om Natten. De kommer frem fra Sprækkerne i Briksene eller dumper sig ned fra Loftet paa den varme Krop. Lus er rene Smaating mod disse store, væmmelige ildelugtende Blodsugere.

Forplejningen bestod i klæbrigt, uappetitligt Rugbrød, Vand og en tynd, ubestemmelig Suppe. Her sad jeg saa mutters[]ene den ene Dag efter den anden, hvorfor vidste jeg ikke, forhørt blev jeg ikke, ingen vidste, hvor jeg var, jeg var helt afskaaret fra Omverdenen. Saadan gik fem, seks uendelig lange Dage og Nætter. Saa fik jeg uventet Kontakt med Vogteren. Af lutter Modløshed og Kedsommelighed havde jeg skitseret ham med nogle Streger paa Kalkvæggen, hvad han opdagede gennem Kighullet, og saa kunde han dog trods Forbudet ikke dy sig længere. Vi kom i Snak, og Enden blev, at han lovede at give Chlebnikoff Besked. Denne kom næste Formiddag, ledsaget af en Kommissar.

Jeg var blevet beskyldt for at være Spion. Denne latterlige Sigtelse kunde jeg med god Samvittighed betegne som grebet ud af Luften. Jeg har aldrig end ikke tænkt paa noget i den Retning, det har jeg hverken Forudsætninger for eller Muligheder til, og Aleksej Lavrentjevitj sagde ogsaa straks god for mig. Isen var nu brudt. Ogsaa med Vagten kom jeg til udmærket Forstaaelse. Han gav mig Lov til at vaske mig i Gaarden, og jeg delte den rigelige gode Mad med ham, som Jelisaveta Aleksejevna fra nu af sendte mig, indtil Aleksej Lavrentjevitj i Forgaars ved Ni-Tiden om Formiddagen i Nærværelse af en Kommissar personlig afhentede mig i sin Vogn.

Frisk barberet efter et haardt tiltrængt velgørende Bad og en grundig Rensning af Tøjet maatte jeg ved Middagsbordet gøre Rede for hele Balladen, som ingen tog saa højtidelig som jeg selv, men nærmest fra den humoristiske Side. Hændelser af den Slags skal man i Rusland øjensynligt ikke tage saa alvorlig. Man var derimod stærkt optaget af den store Omvæltning i Petersborg, som jeg jo var helt uvidende om, da det altsammen var foregaaet, mens jeg sad bag Laas og Slaa.

Efter svære Gadekampe har Arbejder- og Soldaterraadet styrtet Regeringen, Kerenski er flygtet, Kommunisterne, dvs. Bolshevikkerne med Lenin og Trotzki i Spidsen har med Vold tilegnet sig Magten og slaaet de regeringstro Troppers Modstand blodig ned, altsaa Borgerkrig og en ny Revolution i Rusland i Løbet af godt et halvt Aar.

Straks da min Anholdelse var rygtedes tor en Uges Tid siden, havde Fiedler af Forsigtighedshensyn i Tilfælde af en mulig Husundersøgelse brændt det meste af mine Optegnelser- Det er kedeligt, de kun de næppe have været kompromitterende, men i Rusland kan man jo aldrig vide.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

10. november 1917 – Jens: “… de Hundetampe”

Brev fra ukendt soldat, som i hvert fald siden 1916 havde befundet sig i Galizien, blandt andet i Brzezany, hvor en del sønderjyder gjorde tjeneste ved III. Landsturm-Bataillon Flensburg.

Stanislau den 10 Nov. 1917.

Kære Broder! Tak for Stemplerne, som jeg har modtaget, jeg haaber ikke at jeg skal bruge mere i denne Krig, skønt eftersom Italiæneren nu faar ”paa Snuden” kan det vel have lange udsigter med Fred. – Jeg har sendt Dig tre Pakker med Ribben, som Du forhaabentlig har modtaget. Men den store Kiste jeg sendte Dig den 26. Septbr. er vel ikke naaet Dig? Den er sikkert gaaet i Østrigernes Hals, tillige med mange af samme Slags. Omkring ved første Oktober har de Hundetampe beslaglagt 6 Vognladninger af den Slags og konfiskeret det hele. En Kiste som jeg sendte nogle Dage senere til Marie, kunde jeg heldigvis hente igen paa Banegaarden, den var endnu ikke kommen paa Gled. Nu kan vi kun sende 1 pund Pakker, som gaar med Feltposten, der har de ikke noget at rage efter, de Bæster.

Stanislau, i dag Iwano-Frankiwsk i Ukraine (Museum Sønderjylland – ISL)

Hans Petersen er jo nu kommen igen efter sin 5 Ugers Orlov, han er jo ogsaa her i Stanislau. I Gaar har jeg sendt en Orlovsansøgning hjem til Kommuneforstanderen, jeg haaber at det vil lykkes, at komme hjem til Julen. Volle Aastrup have jeg Brev fra i dag, han har det vel godt i et Munitionsdepot paa Vestfronten.

Stanislau, i dag Iwano-Frankiwsk i Ukraine (Museum Sønderjylland – ISL)

Christian er igen hjemme paa Orlov, skrev Inga i dag og Cecilie har været nede og tale med ”Grææven” da han var her! – Har I noget rigtig og lave Motorer af endnu? Jeg synes det maa da ogsaa slippe op engang, men det er maaske ogsaa ”Ersatz”. Kristian Jensen og jeg har i dag købt os en Kalvestag på 6 pund, som vi skal have ”tilgjor” i Morgen paa Mortensdag. Skal hilse fra Kristian!

Kærlig Hilsen fra Din heng. Broder Jens

(Museum Sønderjylland – ISL)

4. november 1917 – Mathias Damm: “… det sidste i faar her fra denne Unterstand”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

4 Nov. 17.

Kære Moder og Sødskende!
Jeg vil skrive eder et par Ord, skønt jeg ikke ved hvordan jeg faar det afsendt. Ialfald faar i ogsaa dette, er jeg langt borte. Det er saa det sidste i faar her fra denne Unterstand. Men sørg kun ikke for mig, det er tidlig nok, naar jeg virkelig kommer i tyk Luft. Her har jeg jo havt det godt. Og naar jeg engang kommer hjem, vil jeg dog mindes Kurland, hvor man har døiet Ondt og godt, Frost og Kulde og ikke mindst den 21.9. Da 129erne hentede deres gamle Ry og jeg Jærnkorset. Kanske man faar mere af den Slags Dage, men Hovedsagen, at man kommer derfra med hele Lemmer og sund og rask. Og det er altid saadan bedre end i Galizien, da det gik tilbage.

Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg blev fornærmet. Jeg vilde blot fortælle Dig lidt, saa Du bedre kan forstaa det hele, og om jeg ogsaa fortæller Dig nok saa meget, har Du kun liden Anelse om det hele og saa kan man heller ikke tage Dig nogle Formaninger ilde op, om de ogsaa ikke hører rigtig hjemme der.

Det er ikke saa let for Klipperts nu, skønt han ikke kunde hjælpe dem, for hans Skyld og deres forresten ogsaa er det jo bedre saadan, da han dog ikke kunde komme sig. Men det er ikke let for Kvindfolkene nu alene, med de mange fremmede Soldater i Huset, saa de ikke selv er Herre engang i deres eget Hus. Maatte det dog snart give Fred, saa vare alle hjulpen. Saa gik alting nok et ½ Aar, til Folkene kunde begynde at komme hjem, og saa kunde alting snart blive godt.

Jeg har faaet Pakken med Jærnkorset tilbage igjen, da der ingen indskrevne Pakker gaar foreløbig. Dog har jeg sendt nogle Kasser, deriblandt (N.22) saa kanske i faar dem førend Brevet og Kortet. Saa ved i da at jeg har faaet den. Jeg kan blot ikke forstaa at Rasmus ikke gaar til Feldweblen og besværer sig, naar han slet ingen Postsager faar, thi det har han da ikke behov at tage stiltiende imod, nu da de ligger rolig i et fjærding Aar. Han er da ellers aldrig været falden ned fra Maanen og tabt Mælet. Jeg skulde nok sætte lidt Fart i Gemytterne, enten jeg faldt i Unaade eller ei, gik jeg til Comp. Føreren naar det andet intet nyttede. Nu nok derom, jeg vil nu se om jeg en af Dagene kan faa det afsted.

Mange Hilsner til eder alle og lev vel eders Søn og Broder
Mathias.

Jeg har jo ogsaa faaet 23 med Smør og □ Kager. Jeg skrev et Kort. Skriv til Fader og R naar i faar dette.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

26. oktober 1917 – Mathias Damm: “blot Gryden paa Hovedet …”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Fredag den 26 Okt. 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Kort fra d 19 og Pakken med Saksen, som jeg har modtaget. Den er netop som jeg ønskede den. Ser af Kortet, at i har faaet Kasserne med Sæben, naar jeg den Dag havde været saa klog, som nu, havde jeg slæbt mere med. Jeg havde en Kiste med ca 100 Pund i, men tog kun et Stykke, som jeg lige kunde stoppe i den ene Trøilomme, og deraf har i faaet den største Part. Jeg havde jo ingen Tornyster eller lige, hvor jeg kunde stoppe det i, En Lomme var jeg nødt til at bruge til Patroner, da vi gik i Kamp ligesaa let udrustet som til Dans, blot Gryden paa Hovedet, Remmen med Dolk og Sidegevær om Livet og Karabiner. Men hvad, Hovedsagen er at jeg er rask og om i ogsaa nok havde kunnet bruge det. I har jo klaret jer saa længe og maa ogsaa herefter skønt jeg troer nok, det er rigtig god Sæbe. Det er i alfald ikke Cement.

Ser ogsaa af Kortet, at Roerne ere nogenlunde. Det er da glædeligt, saa har i da noget godt at fodre med. Vi har ogsaa Roer her. I sidste Uge fik vi tre Dage som Drøelse i Maden. Det smagte godt og Maden var desto tykkere. Nu i Efteraaret, saalænge de ere friske ere de slet ikke at foragte. Mangen en var glad, naar de blot havde nogle, og de ere jo gode nok.

Jeg har i den sidste Tid havt nok at bestille med til alle og enhver at besvare det Spørgsmaal, om jeg vilde gøre ligesom Hr. N. Høeg, og tage mig en tysk Pige med hjem, eller en polsk, eller slet ingen. De alt for nysgerrige har faaet den Besked, at jeg vilde tage mig en af dem, der averterede om en Mand i Berliner Tageblatt, thi den Maade, at blive Gift paa er moderne, og saa kunde Nis prøve om han kan stikke dem. Jeg fik Brev fra Rasmus forleden, han mente at for os passede en Pige bedst som kan lappe Bukser og stoppe Strømper og koge Grød, Kaal og Ærter paa Flæsk. Jeg troer ogsaa nok han har ret.

Det er idag lidt Svineri og regner imellem Vi har gjort vort Arbeide i Formiddag og kan saa lægge os paa den lade side. De andre snorker. Natten er jo ogsaa meget kort, fra 4 Eftm – 6 Morgen er der ingen Mennesker der faar fornuftig udsovet, bedre naar man har fra 12 Middag til næste Morgen 6, med en halv Times afbrydelse til at spise i. I skulle nu ikke sørge for mig af den Grund, jeg holder det nok ud, Briksen er blot lidt haard, men det gaar nok. Mange Hilsner til eder alle fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

22. oktober 1917 – Mathias Damm: Far har været soldat længe nok som 47-årig.

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22 Okt. 17.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 20 og et Kort fra den 16. Jeg har idag Stuetjeneste og god Tid til at skrive. Det er lidt koldt idag, men det er ogsaa snart November og det er jo ved den Tid det bliver koldt. Vi have nu faaet et Dækken mere og Trøier faar vi nok ogsaa snart. Det er jo ærgeligt at Rasmus ikke faar sine Pakker, mine kommer nu temmelig godt igjen, og det er glædelig. Der er intet der kan ærgre mig mere, end naar de ikke kommer.

I har vel faaet mit Kort fra igaar. Jeg fik jo Jærnkorset igaar Middags. Det var jo en Maaned siden Angrebet og det er jo ogsaa netop 8 Aar siden Søster Anne blev begravet. Hvor dog Tiden gaar rask. For to Aar siden kom jeg fra Augustow til Suwalki og for et Aar siden kom vi fra Ykskyll herop. Gid jeg nu til næste Aar maa være hjemme, men Udsigterne ere foreløbig ikke gode.

Dog en Gang maa det dog komme, da Fredens Klokker ringe og vi kunne sætte Bøssen væk og gaa hjem. Hvor vil der blive glæde den Dag. Dog saa mangen en vil ikke vende tilbage mere, han har forlængst Ro i fremmed Jord. Han behøver ikke at gaa og ængste sig eller slide og slæbe mere. Hans Vagt er forbi. Og desværre alt for mange unge Mænd er bleven derude, de vil savnes over alt.

Naar blot Fader blev hjempermitteret engang i Vinter. Saa han kunde hjælpe til Foraaret. Han har været Soldat længe nok. 2 Aar maa være nok for en 47-aarig Familiefader. Jeg skal nu efter Middag. Derfor mange Hilsner fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

18. oktober 1917 – Mathias Damm: “Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg skal gøre nogen Fortræd uden at det er nødvendig.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 18. Oktober 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Brevet fra d 12 og Søsters Kort fra den 11. Jeg har det stadig godt, blot Tandpine som sædvanlig. Jeg gad nok vide hvorfor jeg den 4 har skreven i stor Hast, kanske har vi lige skullet afsted efter Middag, eller jeg har- havt Tandpine og skidt Humør. Thi de to Ting følges gjæme ad.

Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg skal gøre nogen Fortræd uden at det er nødvendig. Dertil er jeg da for længe Soldat, at jeg af Overmod for at vise mig skal skyde en ned, som jeg saa en gøre. Det Bæst havde nær gjort mig ulykkelig med. Jeg kunde blot smøre Haser om Hjørnet, saalænge Haandgranaten var kreperet. Du kan slet ikke sætte Dig ind i saadanne Forhold, om jeg ogsaa vilde forklare Dig det. For det først skal man tænke paa sig selv og for det andet paa Kameraterne. Det nytter kun lidt at jeg bjærger mig og de faar “Dunst”.

Naar vi med de par Mand Stosstrup (500) skal jage 30-35.000 Mand i Flugt og bringe dem i Forvirring, kan det ikke gaa skaansomt til og jo mere de taber Besindelsen, desto lettere har de andre at tage dem til Fange og følge med. Og at det gik godt ses deraf at vi paa den lille Plet tog over 4000 Fanger, mens de ved Riga kun tog 5500. Vi hentede dem alle ud af deres Unterstande og at det ikke altid kan klares med Ord, er en Selvfølge. Dog har, jeg saavidt muligt blot skræmmet dem.

Enhver Befaling maa man ogsaa udføre. Naar de løber bort, maa man ogsaa skyde. Ellers kommer de atter i Tanker om at værge sig, og hvordan gjorde de i Galizien? Og paa Teufelsberg ligesaa, blot de saa en Hjelm gik det løs, og vi lod dem løbe blot de ikke kom os for nær. Jeg gad nok vide hvordan Du mener det med den ekstra Dag til at slaas? Det gaar over min Forstand.

Jeg har vel atter skreven Din adresse paa et Kort til Anna B. Det maa vel komme af at det er til Gøtterup begge. Jeg har idag atter været henne at felde Træer og da jeg har Dagværket gjort, har jeg fri i Eftermiddag. Her lever man forresten ikke daarlig, naar man blot havde havt den gode Forpleining fra forrige Maaned. Vi faar jo nu kun 600 Gr. Brød igjen imod i 750 i Sept og 500 i Sommer.

Jeg takker ogsaa mange Gang for Pakke 19, det havde jeg nær glemt. Den var god og velbeholden. Hvad var der i 14. Da Du havde ekstra Brugsanvisning ilagt? Du kan hilse Cathrine at det skidt Billede var ikke værd at takke saa mange Gange for. Men naar jeg engang faar nogle bedre faar hun et andet, og de andre to Hr. Forvalteren og Røgteren ogsaa. Jeg har ogsaa sendt Ret af de første (af de andre ogsaa) han mente det var en fra 1870 eller fra sidste Krigslaan (Blecht uns siegen), der formanede til Fred. Jeg vil nu have skreven til Anna, jeg skal saa passe paa ikke at forveksle adresserne. Saa driller hun mig endnu mere. Godt at jeg ikke er i Nærheden. Mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

16. oktober 1917 – Mathias Damm: “Da fik Panja alle de Klø”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 16. Okt. 1917.

Kære Fader!
Mange Tak for Dit Kort, Jeg har det stadig godt. At Du troer, det er slemt her, kan jeg nok forstaa. Det var kun en Dag (d 21). Da fik Panje [russerne, red.] alle de Klø der var ham tiltænkt. Han er nu paa den anden Side Floden og har i de sidste Dage atter faaet et par Sping-bum Kanoner. Vi tog jo 70 fra ham, den Dag. Stosstrup har jo ogsaa faaet en Del Jæmkors derfor, men jeg maa jo ikke have et fortjent. Kanske man skal blive 4 Ugers Rekrut en Gang til, inden man faar det. Naa, Hovedsagen at jeg er rask.
Mange Hilsner Din Søn.

den 16. Okt. 17.
Kære Moder!
Mange Tak for et Kort fra den 9. Jeg har det stadig godt, og er sund og rask. Jeg har blot et tyk Øie, af at jeg slog mig selv i Hovedet med en Gren, da jeg fældede Træer idag. Men det gaar nok over, jeg kan blot ikke se, da det er det høire og med det venstre har jeg aldrig kunnet se rigtig. Jeg havde ogsaa Kort fra Fader forleden. Han skrev det var koldt paa Vagt. Hvad jeg gærne vil tro. Nu mange Hilsner til eder alle og Naboer og Bekjendte fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

14. oktober 1917 – Mathias Damm: ” Forleden søgte de Folk til Tyrkiet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 14. Oktober 17.

Kære Søster!
Mange Tak for Dit Kort. Jeg modtog igaar. Jeg har det stadig, men en saadan deilig Søndag morgen længes jeg dog efter Hjemmet. Gid det maatte faa en Ende med dette Myrderi inden Foraar. Jeg er led paa det hele, og især her ved dette Regiment. Forleden søgte de Folk til Tyrkiet. Jeg havde den største Lyst til at melde mig, men saa var Moder vist bleven ulykkelig, skønt man kan ligesaa godt blive truffen her som der, og her har jeg længst havt Næsen fuld, skønt det ikke er ringere end ved 3 Komp. Til Stosstrup er man god, men bagefter vide de ikke, om man overhovedet eksisterer.

Nu faar vi atter, som jeg nok kunde tænke mig, mindre Brød. Nu har de jo ogsaa faaet, hvad de vilde og saa lønner det sig ikke at fede os. Jeg har i de sidste 14 Dage havt godt med en lille Pose Mel (2/4 Pund) som jeg fik at købe ved Komp. Jeg har bagt Pandekager og rørt noget i Maden, naar den var for tynd og kogt det op, saa det sommetider kunde gøres nødig at have en Spedspade til at skære af med, men det staar da i alfald i Maven. Nu er det ogsaa snart opbrugt.

Der er idag Gudstjeneste. Jeg har snart Angst at gaa hen, thi jeg har Gigt i Hovedet og Tænderne, og naar man kommer derhen og staa i Blæsten, bliver det vist helt forrykt. Det gaar vist saadan, at man bliver tandløs som en Oldemoder fra 1870 inden man engang kommer hjem. Jeg har nu faaet tre ud det sidste Aar. Og der gaar vist en mere i Vinter. Den begynder at gaa itu.

Solen skinner ellers saa deilig idag, men her er det en snart ligegyldig, blot det er godt Veir naar man arbeider. Man ved snart ikke, hvad man skal drive den lange Søndag hen med. Maatte dette elendige Myrderi dog snart faa en Ende. Saa vidste man da, hvad man skulde fordrive en Søndag med. Jeg kan ikke forstaa at nogle kunne være saa dumme at blive ved Militæret. Jeg kunde gøre Luftsving til Maanen, den Dag jeg kan hugge af. Jeg ynker heller ingen, som er falden 14. Heller ikke C.S. Han har da Ro. Hvad har jeg ud af de 2lA Aars Slæb og Fam. Dengang havde jeg ordentlige Klæder, nu har jeg Pjalter og Panjestøvler. Det er det hele. Dengang var man heller ikke saa led paa det hele, thi jeg skulde jo dog spille Soldat. Nu gaar man her og slider i 2 1/4  Aar og Sundheden og de bedste Ungdomsaar er borte og man har intet havt deraf. Man har blot set en Hob af Elendighed og Uretfærdighed, Og saa skal man endnu have Lyst til at slaas. Nu har jeg vrøvlet nok dennegang.

Mange Hilsner sendes eder alle derhjemme af Din Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

11. oktober 1917 – Mathias Damm: “Det om Understøttelserne er vel mere sandsynlig”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 11 Okt 17.

Kære Moder!
Mange Tak for et Brev fra d 4 og Pakke 17 som jeg har modtaget. Jeg har været ved Tandlægen og faaet en Tand udtrukket. Derfor har jeg ikke faaet skreven i et par Dage. Den havde kvælet mig i 14 Dage nu. Saa jeg havde rigtig Nenne til den. Det er ellers en lang Vei nu, slank væk 6 Timer, og det er vist sjælden nogen gaar saa rask som jeg. Jeg har jo nu ogsaa faaet de gamle Stillinger at se ved samme Ledighed, hvad jeg ønskede mig. Men hvordan det ser ud, vil jeg ikke skildre jer.

Jeg fandt ogsaa en Kamerats (fra 3 Comp) Grav, han var indtil Dato “vermisst”. Og saa er hans Grav endda ved Siden af Veien. Hvem der har begravet ham er jo ikke godt at vide, men nogle Fæhoveder maa det da være. Det kunde aldrig falde mig ind at begrave en, uden at gøre Melding derom.

Jeg har læst det om Aargangen 69-70. Det maa komme alle tilgode, naar det bliver gjennemført. Af de to Aargange er der ingen mere i Fronten. Men det er jo endnu et Spørgsmaal, om det bliver til noget. Det om Understøttelserne er vel mere sandsynlig, og kommer naturligvis for alle. Det er jo ogsaa i Gange at vi skulle faa mere Lønning. Saa faar jeg jo 40 Prosent = 2,12 M. mere. Fader og R foreløbig 20 Prosent eller 1,06 M mere. Det er ogsaa fornuftig nok. Hvorfor skal de 14 Dages Rekrutter have ligesaa meget som dem der er tre Aar i Krigen. Og naar det saadan bliver inddelt, har Krigsgefreiteren og Krigsunderoffisererne ikke saa megen Fordel frem for os. Det har ogsaa ærgret saa mange gammel Kriger, naar de 4 Ugers Soldater er bleven befordret og faar mere Lønning. Thi det er blot Lønningen, der trækker.

Det er nu snart Kaffetid. Jeg vil derfor slutte med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

7. oktober 1917 – Mathias Damm: “Forleden gav det Jærnkors”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 7. Oktober 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Kort fra den 29 og Brev fra den 1. som jeg har modtaget i de sidste Dage. Jeg har nok ikke faaet skreven, men det er ikke alt Dovenskab. Man skal helst sidde ude dertil og det har været Regn og Rusk, og det er jo godt til at lave Tandpine værre. Jeg har meldt mig syg dermed for over otte Dage siden og venter den Dag idag paa Besked om at komme til Tandlæge. Naar jeg havde an god Knibetang, rev jeg den selv ud af lutter Raseri sommetider. Naa, haaber at jeg snart kan faa Bæstet ud.

Idag har vi fri for Arbeidet. Det lader til at blive flint Veir, saa for den Ting kunde man godt gøre en lille Udflugt hjem til Nordslesvig. Panje er jo skikkelig, for den Ting gik det nok. Sine Baade har vi skudt itu og dermed paa det høfligste antydet ham, at vi ikke bryder os om hans Besøg. Vi har det ellers rolig og godt her. Vi kunne arbeide paa Stillingen om Dagen og sove om Natten, paa Feltvagt har vi ikke været endnu, kanske det kommer snart. Jeg fælder Træer til Unterstande om Dage. Forresten et redelig Arbeide, det er blot lidt vaadt, hvor vi fælder, men mine Panjestøvler ere vandtætte. Hvad for mig er meget værd.

I Pakken jeg sendte forleden er der et par Stykker Sæbe, som jeg har erobret. I kunne saa vaske russisk. Naar jeg havde den gode Hr. her som har regnet ud, at i har saa meget Havre, vilde jeg i Lære hos ham, kanske han saa kunde lære mig at regne ud at jeg var Millionær og ikke behøvede at spille Soldat længere. Det kunde være rart nok. Hr. N. Høeg har endnu slet intet ladet høre fra sig og for min Skyld gjærne, men han maa da ikke tro, at jeg saa skulde finde paa at gratulere.

Forleden gav det Jærnkors for Rummelen sidst. Stosstrup (18 Mand) fik 4. Den ene, som fik det er saaret og i Lasareth. W. Engelage, som skrev til mig, da jeg var paa Orlov fik det ogsaa, han er ogsaa Soldat i over 4 Aar og saaret ligesaa tidt. Saa det var ikke for tidlig. Der skal nok komme flere, for mig gærne. Om de ogsaa faar allesammen, naar jeg blot kommer sund og rask derfra er jeg tilfreds. Jeg er for længe Soldat til, at ville være noget ved Prøisserne. Den Ærgærrighed er fløiten. Naar jeg først er sund og rask i Civiltrøien igjen, kan det nok være omtrent ens om jeg har været Musketier eller Gefreiter eller havt Jærnkors. Nu vil jeg slutte for idag, med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

18. september 1917 – Jens: “alting at købe her i Galizien”

Brev fra ukendt soldat, som i hvert fald siden 1916 havde befundet sig i Galizien, blandt andet i Brzezany, hvor en del sønderjyder gjorde tjeneste ved III. Landsturm-Bataillon Flensburg.

Stanislau [i dag Iwano-Frankiwsk] den 18. Septb. 1917.

Kære Broder!
Tak for de sendte 175 M., som jeg nu har modtaget. Nu vilde jeg være Dig meget taknemmelig, hvis Du kan faa Tid at købe mig et Sæt Staalstempler, Tal og store Bogstaver 2 m/m. Der kan vistnok faaes saa smaa ellers maa jeg havde 2½ m/m. Du bedes sende dem saa snart som muligt.

(Museum Sønderjylland – ISL)

Dette Billede har jeg taget af Jernbanebroen et Par Dage efter at vi kom her; Du kan nok se at den er ordentlig mast ned. Kedde Jensen har i Dag bagt os et Par velskabte Hvedebrød, det er til en Forandring af det evige Komisbrød. Det er dejligt at man kan faa alting at købe her i Galizien om det ogsaa sommetider er lidt peberet. K. Jensen rejser paa Orlov i næste Uge, skal hilse fra ham!

Kærlig Hilsen fra Din hengivne Broder Jens.

(Museum Sønderjylland – ISL)

26. august 1917 – Mathias Damm: ” … saa kunde 10 Heste ikke bevæge mig til at blive Soldat”

Senest ændret den 6. oktober 2017 13:59

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

v. Markensen Leiren Søndag den 26.8.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kortet fra d 24, som jeg fik idag. Jeg er endnu her. Imorges kom der anden Besked. Sandsynligvis gaar det for sig imorgen. I Aftes havde vi atter Torden og Regn, dog ikke saa slem, at jeg maatte til at bygge Telt igjen. Idag er det lidt kølig, rigtig godt Veir, at flytte, blot det nu ikke bliver for hedt i Morgen.

Haaber ogsaa imorgen at faa No. 6. Du skal saamænd ikke sørge, fordi det blev en Dags Tid længere end sædvanlig inden Du sendte igjen. Nu gaar det nogenlunde. Vi har de sidste Par Gange faaet Fedt. Det rækker videre end Pølsekonserver. Det skal man ogsaa helst spise straks. Vi faar altid for 3 Dage af Gangen, en Dag faar vi altid Marmelade, det er friske Varer, hvad vi nu faar og lidt stærk.

Ellers maa Du nu ikke tro, at det halve Brød volder mig Bryderi. Især naar vi har Spasereture. Mine Fødder har i den sidste Tid ikke været saa slemme, da det ikke har været saa varmt. Igaar var de lidt laadne som en Pillekartoffel, men idag er det atter godt om det saa er Melet der har hjulpen, ved jeg ikke.

Jeg fik igaar Kort fra Toftlund. Det er jo slemt nok at Hans har havt det Uheld og saa nu lige i Høsten. Det kan jo blive langvarig, blot det ikke sætter Ondt og bliver Blodforgiftning. Og det værste er jo vist for ham, at holde sig rolig, som det er nødvendig. At faa Hans hjem paa Orlov, vil jo vist næppe lykkes. Ellers kunde det jo nok gøres Behov. Det har nok givet Svind i Annes Havre, naar der har været saa mange Rovfugle deri.

Nis kan alligevel være glad, at han er hjemme, om Foden og er stiv. Det gør ikke saa meget for ham, der behøves ingen Væddeløber til at Arbeide paa Lygtepold. Det er jo ingen Dagsreise til Marks der. Og saa har han i Grunden kun set lidt af Krigens Rædsel og Gru. Og det er heller ikke værd, at længes efter. Nu kunne de jo ogsaa bedre hjælpe Anne. Kan Nis ikke, saa kan Onkel og Nis hjemme. Han har da heller ikke behov at gaa og tænke paa nu, hvor de vel trækker hen med ham imorgen, og det er godt, for den, der er fri.

At Fader ikke fik Orlov, som lovet, anede jeg nok. Det skulde jo ogsaa været første Gang, at en af os havde faaet Orlov, uden at blive holdt for Nar først, og det var jo galt nok at komme af Vanen. At andre har lettere ved at faa Orlov, rager jo ikke os. Blot det hele havde en Ende, saa man raadede selv, saa kunde 10 Heste ikke bevæge mig til at blive Soldat.

Nu mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

22. august 1917 – Mathias Damm: “… og Artelleri bumser, saa der er Musik nok.”

Senest ændret den 16. september 2017 21:53

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22.8.17.
Kære Moder!
Mange Tak for Dit Kort, frad 17. som jeg modtog idag. Havde ogsaa haabet at faa Pakken fra d 14, men der var ikke en eneste til hele Compagniet. Vi har idag ekserseret lidt, men ikke saa slemt. Nu regner og tordner det for Øieblikket. Vi har ellers Støvleappel om lidt. Vi faar nu mere Brød, saa Humøret er godt blandt de graa. I Forgaars fik vi 600 gr (mod 500), og samme Aften kom der Bud om at hente mere. Vi skulde have 750 gr, Vi Brød, som vi fik sidste Vinter. Nu behøver Du ikke at sende mig Brød, kære Moder. I hvertfald ikke før til Vinters. Skulde jeg virkelig faa mere Hunger end Brød, er jeg ikke bange for at skrive det. – Men de ved vist ogsaa nok, hvorfor de giver os mere, med slappe Karle lader der sig intet udrette. En Hest bliver ogsaa godt fodret om Vinteren, for at den kan arbeide til Foraar.

Orlov er spærret nu, saa jeg kan kun være glad, at jeg har faaet min og til en saa passende Tid. Jeg vil gæme tro, at F. kan høste rigtig kønt, han er jo baade stor og stærk, men drille lidt er tilladt. Tyskerne driller ogsaa Englænderne. I har vel meget travlt i disse Dage. Haaber vor kære Fader nu er hjemme og kan hjælpe eder med at faa Komet ind. Maatte dog den Dag snart komme, at han kan blive hjemme og saa kunne vi ogsaa haabe at komme hjem engang, naar der først er Fred. Men der er jo lange Udsigter. Dog vi kunne kun haabe det bedste.

Vi har nu Appellen overstaaet og ikke et Minut for tidlig, thi det begyndte netop at skylle paa Kraft igjen. Naa, for mig gjæme, jeg har Tid til det bliver Tørveir. Om lidt lægger jeg mig i Loppekassen og lytter efter, om Græsset groer. Det er helt mørkt, skønt Kl er 7. Det lyner og tordner og Artelleri bumser, saa der er Musik nok.
Nu mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

d 23. Form.
Men ak og Ve, det gik mig ikke bedre, end de smaa Børn. De kunne heller ikke ligge tør i Sengen. Jeg maatte have Telt spændt over Leiet, for ikke at seile til Sovsted, Fjederholm kan man ikke kalde det. Vi har nu havt Marsch med gefægt ved og er nu kommen hjem med revne Pjalter og godt beskidt og vaad om Benene.
Nu blot de bedste Hilsner til eder alle eders

Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

31. juli 1917. Held i uheld – og stegte æbler på træerne.

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Imens kom også de sidste fremstormende Styrker i Dækning. Vor Kompagnifører, som sammen med Ordonnansen var gået frem i Grøften ved Landevejen, havde fået et Skud gennem Halspulsåren og var død.

Kommandoen blev overtaget af den næste Officer, en yngre Løjtnant.

Han havde imidlertid også fået Besked på, at der Klokken 8 skulde angribes og fik derfor samlet Kompagniets Mandskab. Derefter begav vi os på Vandring i Retning mod Floden, det eneste Overgangssted. Der skulde være et stort Træ, som var faldet således, at Toppen nåede den anden Flodbred. At nogen skulde kunne nå over, var meget usandsynligt, når man tager i Betragtning, at Russerne lå 70 m ovenover på Højene. Efter hvad man havde fortalt os, var det hidtil heller ikke lykkedes. Enhver, der havde vist sig på Stammen, var blevet ramt, faldet ned i Floden og druknet. Vi var naturligvis ikke glade for Situationen.

Undervejs traf vi vor M. G. O., Overløjtnanten, som havde Kommando over Regimentets tre Maskingeværkompagnier.

„Hvor skal De hen?“, spurgte han Løjtnanten.

Løjtnanten gav Melding. „Er De blevet tosset, Mand”, skreg Overløjtnanten. „De søger med det samme Stilling til Deres Geværer i Hus eller Have og holder Fjendens Skyttegrav under Ild, sålænge Aktionen varer.”

Hvor blev vi lettet! Vi takkede Forsynet, der lod Overløjtnanten krydse vor Vej. Vi var ikke lange om at forsvinde. Hvert Gevær blev anbragt i en gunstig Stilling. Vi søgte ind i et Hus, fra hvis ene Vindue vi havde den bedste Udsigt og frit Skudfelt mod Fjendens Stilling. Vi fik slæbt Borde hen til Vinduet og fik Maskingeværet stillet op med Mundingen ud i det fri.

Klokken 8 blev der Uro, og Skyderiet begyndte. Maskingeværerne rasede, og langs med Kanten af den russiske Stilling sprøjtede Sand og Jord fra de utallige Projektiler, som slog ned der. Hvad der foregik nede ved Floden, kunde vi ikke se, men i vor Synskreds kom ingen Tropper frem.

Pludselig begyndte det russiske Artilleri at beskyde Byen med Sprang- og Brandgranater. De havde opdaget Maskingeværrederne.

Flere Ejendomme, almindelige stråtækte Huse, gik op i Luer. Også vi måtte retirere ud i en Majsmark. Vor Geværfører var forsvundet. Efter en Times Tid flovede Ilden af til spredt Geværild. Angrebet var ikke kommet i Gang. Der var sikkert ikke kommet nogen over Floden, hvad vi heller ikke havde ventet.

Vi søgte nu efter vor Geværfører og fandt ham i en Kælder i en af Naboejendommene. Han var en stor kraftig Fyr, Slagter fra Køln, og sikkert ingen Kujon i almindelig Forstand. Han havde varet med fra Begyndelsen i Sept. 1914, og Nerverne var ikke mere helt, som de skulde vare. De var i Årenes Løb blevet tyndslidte.

Jeg tror, at mange har gjort den Erfaring, at Års Frontindsats tog på Nerverne, og at Nerverne til Slut ikke mere var de samme som i Begyndelsen. Jeg ved i hvert Fald af Erfaring, at man kunde tage Begivenhederne med Ro, – men efterhånden, som Årene gik, kostede det Anstrengelse at bevare Roen.

Vi undersøgte nu Ejendommen og Kælderen. Der fandtes Sække fulde af det fineste Mel, der var Svin i Stalden og Høns i Hønsegården. Befolkningen var borte. Køer og Heste løb rundt på Marken og i Haven. Vi fik fat i en Gris på en ca. 60-70 Pund, og Slagteren måtte i Funktion.

Vagtposterne måtte om Natten også passe Køkkenet. Der blev bagt Pandekager, stegt Flæskesteg og kogt Kartofler.

Og Desserten hang på Træer. Ja — du ler. Men ikke desto mindre er det sandt. Naboejendommen var brændt ned, efter at den var skudt i Brand af Russerne. Få Meter fra Huset stod et stort Træ, fyldt med de dejligste Æbler. Den stærke Varme fra Branden havde gennemstegt Æblerne så fuldkommen og så fint, som ingen Ovn kunde have gjort det. De var fine, runde, skare og velsmagende, og vi behøvede bare, at plukke dem. Den Tid har altid stået for mig, som om vi havde været i Slaraffenland.

Men desværre udeblev Følgerne jo ikke. Vi var jo ikke vant til så fed, rigelig og god Kost, for vi tog godt for os af Retterne. Vi fik allesammen Dysenteri.

Den næste Dag skulde vi have haft Hønsesuppe. Vi havde jo lukket for Hønsegården. Men — uha —, da vi kom, havde der varet ubudne Gaster. Vi fandt kun Hønsehoveder, men det tog vi ikke så tragisk. Der var jo nok andet.

Men hvor lange var Adam i Paradiset? Det gode varer aldrig ret lange ad Gangen. Vi fik snart en ny Stilling.

DSK-årbøger, 1945

31. juli 1917. Mathias Møller: “… det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Den 29. Juli nåede vi Wasylkowice, en lille Landsby ikke langt fra den gamle Grænse mellem Galizien og russisk Ukraine. Grænsen dannedes her af Floden Sbrucz, en Biflod til Dnjestr. På den russiske Side af Floden havde Russerne besat forberedte Stillinger, og det lykkedes ikke Stødtropperne at forcere Floden.

I Wasylkowice kom vi i Kvarter, men allerede Natten fra den 30. til 31. blev vi alarmeret og marcherede videre.

Vi skulde afløse Stødtropperne. I Morgenskumringen nåede vi en lille By ca. 2 km fra Fronten. Da vi gjorde Holdt, opdagede vi et stærkt ramponeret Olieraffinaderi. Vi kunde ikke modstå Fristelsen at forsyne os med Olie, som Kælderen var fyldt med. Olien kunde jo bruges til at stege Kartofler i. Fedtstoffer var jo en meget efterspurgt Vare i 1917.

Inden Kompagniet var samlet og kunde fortsætte Marchen, var det blevet lyst, men Tåge lå endnu over Markerne. Da vi var kommet ud af Byen og ud i frit Terræn, begyndte de første Solstråler at titte frem over Højene foran os. Det varede ikke længe, for Tågen forsvandt.

Vi kunde nu overse Terrænet, der foran os var fuldstændigt fladt, med modne Rug- og Hvedemarker. I en Afstand af ca. 1500-2000 m lå en mindre Landsby med spredt Bebyggelse mellem Træer, Buske, Haver og Majsarealer. Det var det nærmeste Sted, hvor man kunde finde et Skjul.

På den anden Side af Byen, bag Floden Sbrucz, steg Terrænet ca. 70 m stejlt op. På den øverste Kant af Højene lå de russiske Stillinger. Russerne havde altså højt oppefra fri Udsigt over hele Terrænet.

Så snart Solstrålerne havde fået Tågen til at lette, begyndte Geværprojektiler at pibe i Luften og klaske ned omkring os. Vi søgte ind i Kornmarkerne og gik spredte frem. Det vil sige, vi gik ikke, vi løb, vi løb for Livet — selvfølgelig fremad —. Målet skulde jo nås.

Kun den, som har prøvet at løbe med det tunge Maskingeværmateriel, ved, hvad det koster af Anstrengelser. Ret længe kan man ikke løbe ad Gangen i dukket Stilling med Maskingevær og Ammunitionskasser.

Det varede ikke længe, for de første sårede begyndte at kravle og slæbe sig tilbage. Man misundte dem, som havde fået et ”bedre” Kødsår. Men vi måtte jo videre.

Vi styrtede korte Strækninger frem ad Gangen. Lungerne arbejdede vildt, Benene var som jordbundne, så tunge. Jo længere vi kom frem, jo flere Projektiler sang der i Luften.

Enkelte Maskingeværer bjæffede, men til alt Held havde Russerne tilsyneladende ikke ret mange af dem, for ellers vilde sikkert ingen af os være kommet levende fra det. Artilleriild mødte vi ikke.

Kræfterne svandt mere og mere, men det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg, og man skal fremad. Distancen mellem os og det reddende Skjul bag Træer, Buske og Huse blev mindre og mindre. Med en sidste, næsten håbløs Anstrengelse nåede vi Bestemmelsesstedet.

Fuldstændig udmattet kastede vi os ned blandt Kammeraterne ved Byens Udkant. Det var Tropper af Støddivisionen, vi skulde afløse.

Det varede en Tid, for vi i det hele taget kunde sanse noget, for Lungerne, Hjertet og Nerverne faldt nogenlunde til Ro.

Det første vi hørte, da vi kunde tale med Tropperne, som lå der, var, at Klokken 8 skulde de russiske Stillinger angribes. Det gjorde aldeles ikke vort Almenbefindende bedre. Vi var nærmest deprimerede.

DSK-årbøger, 1945

29. juli 1917 – Mathias Damm: “… jeg hører til Stosstrup”

Senest ændret den 16. september 2017 21:53

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 29 Juli 17

Min kære Fader!

Du skal have mange Tak for dit Kort, som jeg har modtaget. Jeg har længe ventet at høre fra dig. R. har jeg intet hørt fra endnu og de hjemme heller ikke siden Dagen før jeg reiste. Han er kanske bleven flyttet og Postsageme blive holdt tilbage. Thi i det sidste han skrev skrev han om at han slog Græs.

De sidste Par Dage har her atter været rolig, men en Formaning i Form af et par Timers Mine Koncert faar vi af og til. Dog naar vi blot kunde blive her en Tur, andetsteds er det nok ubehageligt i denne Tid.

Det var da glædeligt om du kunde komme hjem og høste Sommerkornet, Rugen faar de jo nok. Ja, her gaar man og driver rundt og gør ingen Ting. Jeg har idag 4 Timer Vagt og saa fri. Ellers har jeg for det meste 6. Arbeide har jeg intet med at gøre. Og Nattevagt heller ikke, jeg hører til Stosstrup. Men derfor ser vi dog ikke mere Krigerisk ud, end andre og er altid Reserve ved Compagniet. Hvordan har du det, har du stadig Vagt?

Gruppebillede af håndgranatbevæbnede stormtropper, østfronten 1917. Stående yderst til højre ses formodentlig Mathias Damm, Gøttrup (Museum Sønderjyllland – Museet på Sønderborg Slot)

Hvad mener du, kære Fader, giver det snart Fred. Her har forskellige sat store Forhaabninger til den nye Rigskansler, men han er akkurat af samme Snit, som v B.H. og jeg læste igaar, at Englænderne mente han var værre istedetfor bedre, thi han var akkurat ligesaa egensindig og vanskelig, at forhandle med, som Bismark i sin Tid var. Og de vilde ikke slutte Fred, før den tyske Soldat havde indset, at han kæmpede for sin egen Undertrykkelse, eller det prøissiske Aristokrati var styrtet. Det er haarde Ord og efter det giver det foreløbig ingen Fred.

Har du læst, at en norsk Dame mente at det gav Fred til 16. Sept. Det kunde være helt rart. Hvor vilde der blive Glæde Verden over naar den Dag virkelig kommer, og man kan sige, nu er Myrderiet til Ende. Saa vilde jeg gærne øve Parademarsch og præsenter Greb et Aar, om det skulde være. Saa kunde man da virkelig haabe at komme helskindet hjem. Her er man aldrig sikker. Dog er det gaaet godt hidindtil og med Guds Hjælp gaar det ogsaa herefter.

Det faldt mig ikke nær saa svært at drage hjemmefra i Aar, mærkelig nok. Det kom mig blot for som jeg skulde en lille Reise. Maatte det dog blive Alvor snart, saa i gamle Karle kunde komme hjem i Vinter.

Du skriver om Pengene. Jeg har jo skrevet en Gang herom. Haaber du har faaet det. Jeg fik 1050 M ved Moder og de 10 og 110 lagde jeg selv til, saa nu er der 1205 M paa Bogen. Det er ærgeligt nok med Onkels ubudne Gjæster. Da har han været i Fart. Kære Fader.

Sender dig de hjerteligste Lykønskninger til din Fødselsdag, det havde jeg nær glemt. Nu blot mange Hilsner fra din Søn
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

24. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Kerenskij-offensiven, der mister momentum – og så går tyskerne til modangreb. Det handler også om alvorlige uroligheder på hjemmefronten i Petrograd, hvor bolsjevikkerne gør sig bemærket. I den tyske rigsdag plæderes der for en fred uden anneksioner – men det afviser den nye rigskansler Michaelis. Det handler også om de fortsatte britiske forberedelser til offensiven ved Ypres. Og på Korfu lægges der planer om at grundlægge et helt nyt land på Balkan, når krigen er forbi: Jugoslavien!

23. juli 1917. Mathias Møller i hælene på russerne: “Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Hver Dag, når vi marcherede over Nattens Frontlinie, mødte vi det samme Syn. Rundt omkring i Landskabet døde, sårede og afkræftede, som ikke kunde følge med mere. Spredt på Markerne stod rejste russiske Geværer med Bajonetten stukket ned i Jorden, et Tegn fra passerede Stødtropper om, at der lå et Lig eller en såret. Værst var det ved Vejene. Der lå de fleste. Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.

Det hele mindede mig om Slagmarker, som jeg havde forestillet mig dem, når jeg som Dreng læste Beretninger fra tidligere Krige.

Den første Dag passerede vi de tidligere østrigske og russiske Skyttegrave. De var alle meget velholdte, et Tegn på, at det havde været en rolig Stilling, men Tid til at se nærmere på Stillingen fik vi ikke. Det hed bare: videre.

Med Forplejningen gik det ikke helt, som det skulde. Det var jo ikke så let at få Forsyningerne med. Sommetider gav det noget, men til Tider måtte man selv sørge for noget spiseligt, hvis man ikke vilde sulte. Det var ikke så underligt, at vi ikke var helt velsete, hvor vi kom frem Det gik jo en Del ud over Kartofler, Æg og Høns. Noget blev købt, men en Del blev ”besørget”.

Tre Gange krydsede vi større Vandløb — Zlota Lipa ved Brzezany, senere Strypa og Sereth, alle tre Bifloder til Dnjestr. Overgangen var jo noget, der tog Tid ved Benyttelsen af provisoriske Broer og gammeldags Færger, for alt skulde jo med – Vogne, Heste, Biler, Skyts etc.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1945

22. juli 1917 – Mathias Damm: “Det er temmelig haard Flæsk …”

Senest ændret den 16. september 2017 21:54

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22 Juli 17.

Kære Moder og Sødskende!
Da det er Søndag, vil jeg skrive eder et par Ord. Jeg fik intet fra eder idag. Dog I har vel travlt med et eller andet. Det mærkeligste er dog at hverken R eller Fader skriver. Man kanske R er undskyldt, men Fader har jeg ikke havt en Stavelse fra siden jeg var hjemme. Godt, at han ikke er i Fronten mere, thi det lader til at blive allehaande Bedrift, naar vore nu ogsaa gør Offensiv.

Her lader det ogsaa snart, som der er Krig. Blot sørgeligt, for dem, der maa bløde derfor. Det er temmelig haard Flæsk som det giver af de russiske sorte Søer. Dog haaber jeg, det snart maa blive roligere igjen. Det er jo snart som i Vinter, da han havde Nykker.

Mine Sulevarer skal nok slaa til 14 Dage endnu. De sidste Æg har jeg spist i Aften. Nu har jeg jo ogsaa havt Æg i fjorten Dage, hvis de havde været kogte alle kunde de nok ikke have holdt ud saa længe. Brødet har jeg ogsaa skaaret Hul paa. Det er godt sur og frisk endnu. Det synes vist blot sur, fordi man er vant til dette Kleseri her. Til 15 August skal vi jo have mere Brød og i vel ogsaa. Skade kan det ikke. Jeg vil nu skrive til R og Fader, saa kommer der vel ogsaa Svar.

Nu mange Hilsner til eder alle eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

21. juli 1917. Mathias Møller: “De russiske Tropper var i en dårlig Forfatning og meget demoraliseret.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917.

Den 21. passerede vi Byen. Divisionen, som havde gennembrudt Fronten, forblev i Hælene på Russerne som Stødtropper. Vor Division, som nu blev trukket sammen bag Indbrudsstedet, skulde indsættes som Reservedivision.

Det var første Gang, jeg var med i en Fremmarch. Det var uhyre interessant. Tropperne marcherede, som man havde lært det i Teori og øvet det på Troppeøvelsespladsen i større Formationer. Først Patrouiller, så Spidsen, en mindre Styrke, Forbindelsespatrouiller og så efterhånden Hovedstyrkerne, sikret til begge Sider af Sidepatrouiller. Vi tilbagelagde daglig ca. 15-20 km.

Det kunde synes ikke at være ret meget. Men det var dog ret anstrengende. Vi marcherede med fuld Oppakning. Hestene havde nok at trække og var slemt medtaget, Havrerationerne var ikke store, så de var ret afkræftet. Vognene måtte ikke yderligere belæsses med Bagage. Hvert Øjeblik stoppede Kolonnerne op, og man ventede så på, at det skulde gå videre.

Vejene var heller ikke gode, Terrænet bakket. Om Aftenen skulde man finde Kvarter.

Om Dagen så man ikke ret meget til Kamphandlingerne. I det fjerne hørte man spredt Geværild. Om Aftenen gravede Russerne og vore Stødtropper sig ned i små Jordhuler og holdt om Natten hinanden i Skak ved Geværild. Lyskugler blev ustandselig afskudt for at oplyse Terrænet.

I de tidlige Morgentimer gik Stødtropperne så på ny frem til Angreb og kastede Russerne ud af Natstillingerne.

De russiske Tropper var i en dårlig Forfatning og meget demoraliseret. Deres Fodtøj var opslidt, og mange havde bundet Klude om Fødderne. En Del løb barfodet.

DSK-årbøger, 1945

20. juli 1917. Mathias Møller i beredskabsstilling på Østfronten

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917.

Efter Storkampdagen skete der ikke mere hos os. Russerne faldt til Ro, og den 3. Juli blev vi trukket tilbage i Beredskabsstilling.

Der lå vi en kort Tid og havde det hyggeligt. Vi havde en Bunkers inde i Skoven, som kun bestod af en Nedgangsskakt, som forneden var fyldt med Vand. Vi sov på smalle Brædder, som var lagt fra Afstivningsrammernes Trappestykke over til Hovedstykket på en lavere liggende Afstivningsramme. Lå man ikke stille om Natten, væltede man uvægerligt ned og landede i Vandet; men om Dagen i Solen havde vi det dejligt.

Det hændte, at der faldt Granater i Skoven. Skæbnen vilde det, at min bedste Ven faldt på dette rolige Sted. Et Sprængstykke af en af de få Granater, der faldt her, slog hele Hjerneskallen bort på ham. Han var dræbt på Stedet.

Til højre for os var Stillingen besat af Tyrker. Der havde Russerne heller ikke opnået noget under Offensiven.

Men længere til venstre i Egnen ved Brzezany var Russerne brudt igennem østrigske Formationer. Tyske Tropper måtte til Hjælp. Disse gik til Modangreb og kastede Russerne tilbage, og så effektivt, at de ikke fik Tid til at sætte sig fast i deres gamle Stillinger. Fronten var brudt, og Russerne faldt i Uorden tilbage. Den 20. Juli blev vi alarmeret, og med fuld Oppakning marcherede vi i Retning af Brzezany.

DSK-årbøger, 1945

17. juli 1917 – Mathias Damm: “… en hel anden baade djævelsk og grusom Konzert”

Senest ændret den 16. september 2017 21:54

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 17 Juli 17

Min kære Søster!
Min hjerteligste Tak for dit Kort fra d 12. som jeg modtog idag. Jeg vil nu skrive dig et par Ord. En kamerad spiller Harmonika, (Kvetschkomode) og der er en hel Forsamling ude paa vor Veranda. Hvor mærkelig, 10 Skridt fra Skyttegraven og 100 m fra Naboerne. Og iaftes en hel anden baade djævelsk og grusom Konzert, men det bryder man sig intet om, dog hørte jeg idag, at det alligevel har havt alvorlige Følger for et par Kamerater. Engelage som sendte mig Kortet da jeg var hjemme, reiser imorgen paa Orlov, 27 Dage ligesom jeg. Han er kommen til Reg. sammen med mig.

Kære Søster, ser at du har været i Roerne, men jeg gad nok vide, hvad da “synder” Roerne [er] for en Slags, kanske en Slags Krigsvare til at lave Dorrgemuse og Marmelade af. Jeg har ransaget min Hjærnekasten men kan ikke huske at have hørt det Udtryk for Roer, og tysk er det heller ikke, synes jeg, ellers havde jeg troet at det var noget du havde lært paa Efterskole. – Saa, nu skal du ikke se for tvær ud.

Kortet, jeg sendte fra Hamborg, synes jo at være falden i din Smag. Jeg vilde have sendt eder mere paa Reisen, men vort Tog holdt altid et Sted, hvor Ærligheden for længst har hørt op at eksistere. Dem jeg fik i Hamborg skrev jeg alle og hele Molevitten kom straks i Postkassen.

Jeg har min Tjeneste gjort for idag, alt er rolig. Jeg skal nu have Nadver. Madkassen er jo god. Dog vilde jeg hellere hjem og hjælpe dig i de “synder” Roer, kanske jeg saa lærer dem at kende. Og saa kunde vi da faa en rigtig Holdsnak igjen. Men, kære Søster, vi kunne kun sørge for at holde Modet oppe, i Haab om at der snart maa oprinde bedre Tider for gamle Slesvig og os alle og jeg saa atter kan komme hjem.

Nu mange Hilsner til Moder og eder alle din Broder
M.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)