Tag-arkiv: Observationsballoner

28. maj 1917 – J.N. Jensen: Det hagler med jern fra granater og shrapneller

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

(læs første del)

Det er Pinse. Den ene Dag er alt gaaet, men en er jo dog tilbage. Her spørges kun lidet om Fest; den ene Dag gaar som den anden. Og dog kan man ikke andet end glæde sig. Minderne kaster Glans fra Fortiden ind over Nutiden og styrker Sindet, giver Haab og Tro ny Næring. Tankerne søger end mere hjem til alle kærre, man lever svundne Tider om igen og dvæler i Tanken ved dem, der var — men er ikke mere.

Det er tidligt paa Dagen, egentlig skulde man hvile endnu en Stund, men der er Larm og Uro, man vaagner og er hurtig klar over, at en betydelig Flyverkamp lige i Nærheden er i fuld Gang. Rask paa Benene. I flotte Baner kredses der Højt oppe i Luften. Maskingeværerne knatrer, det gælder Liv og Død. Hist daler alt en, mon den er ramt? Nej, den blev kun trykket ned, men hæver sig igen. Men der er en, den er vingeskudt, den arbejder forgæves for at holde Balancen. Nu daler den, et Par Kulbøtter, og saa i lynende Fart et Par Kilometer gennem Luften ned mod Jorden, hvor alt knuses og splintres. En anden følger snart efter og saa en tredje, og nu arbejder Afværgekanonerne med Voldsomhed igen. De fleste Kugler gaar forbi, men een rammer, det blev en Heltræffer, en Lysstraale skærer gennem Luften, og et Øjeblik efter staar en stærk mørk Røgsky op fra Jorden, saa er alt forbi. Flyverne deler sig, Kampen er endt. Før vi har drukket Morgenkaffen, ligger fire unge dristige Mennesker som Lig.
Saaledes den ene Dag, den anden Dag lidt anderledes, men Livets Forkrænkelighed mindes man dagligt om; man bliver fortrolig med Døden.

Hestene forfrisker sig i det grønne, og selv nyder man da godt af Solen, og man glæder sig for hver Dag, man fik Lov at nyde dens livøgende Virkning. Men hvad kommer der? Aa, det er nok bare en Lænkeballon fra den anden Side, der har revet sig løs og nu drives for Vinden[.] Flyverne har set den, det var noget for dem; nu er de rundt om den, og at jage paa den kan man vel kalde Sport. Snart er den skudt i Brand. Luer staar ud, et Øjeblik senere er den fortæret. Ja, men Folkene? Aa, hvad Folkene, de blev nok Hinsides Linjen: saa dumme er de vel ikke, de har jo da deres Faldskærm, og den overgiver de sig naturligvis til i godt Haab — og i Regelen med godt Resultat.

Dagen er til Ende. Pinsen er forbi. Tyve Aar tilbage i Tiden var man paa Hjemtur fra Høruphav, hvor man alsisk Overlevering tro havde fejret anden Pinsedag i herligt Pinsevejr mellem festklædt glad og lykkelig Ungdom. Dette Minde dukker frem, mens man sent paa Aftenen svinger sig i Sadlen og ikke uden Ængstelse ser fremad. Man har lært at tyde Tegnene, og man veed paa Forhaand. det bliver en haard Nat — maaske den sidste.

Langt tilbage staar alle Veje under Ild. Forude brænder det. Snart erfarer man, at man er naaet inden for det Omraade, der bestryges. Den første Granat høres fløjtende gennem Luften, før den med Brag borer sig ned i Jorden bare faa Meter til højre. Var det bare Sten og Jord, der slog mod Staalhjælmen, eller var der Jern derimellem? Man veed det ikke og tænker knap derpaa, bare videre. Den næste er en Shrapnel, der fra Luften spreder sine Blykugler om sig. Der ligger en knust Vogn, Heste og Mandskab ses ikke. For ikke at gøre Skaden værre end nødvendigt, marcheres der nu med større Afstande, en Tid senere er alt revet fra hinanden og nu er der intet frem eller tilbage mere muligt. Foran og bagude hagler det med Jern fra Granater og Shrapneller. Et Par Gange naar en ubehagelig Duft en. Man griber Gasmasken, klar over, at der er blevet afskudt Gasbomber. Dog Vinden er frisk heldigvis, den spreder hurtig Gassen, saa den fortyndes, og Faren mindstes. Der gøres Holdt, og man tager den Dækning, en højere Vold til højre Side yder, og i øvrigt afventer man taalmodigt Begivenhedernes Gang.

Der spares ikke paa Ammunitionen, og Maalet kendes forbavsende godt. Man kan ikke andet end beundre det, kun føles det noget ubehageligt selv at være Maal. Den første Time er omme, og den følges af en anden, og endnu opgives Ævred ikke: dog det maa vel faa Ende, og det er snart paa Tide, vi har lang Vej frem.

Endelig sagtnes Ilden. Men hvad nu, kan man vove sig frem? Er det maaske bare en List. Er det kun for at faa mere Fart i Tropperne, for saa at sætte ind paa ny? Saadan eller saadan, lige meget, nu taales ingen Forsinkelse mere, hvis det ikke skal blive langt op ad Dagen, før Turen er endt, altsaa paa den igen

Vognene samles nu. I Hast frem. Førerne venter. Det dages alt, men eet Gode har det, man kører sikrere og raskere. Ind imellem Granathuller gaar det. Disse øges her og der ved nye Kugler, der slaar ned, men nu kommer de bare spredt, man ænser dem ikke, man hører dem knap for Batteriernes Larm. Skønt disse har arbejdet flittigt i Nattens Løb. lader det ikke til, de vil sove Morgenstunden bort.

Paa Hjemvejen følger man Sporene fra Nattens Færd. og man gør sine Beregninger. Hvis man havde holdt her eller netop var standset der? Og saa er man da glad og taknemmelig for, at man netop fandt den bedste plads, mens det var værst: lidt Stank blev alt: i øvrigt alle Mand vel tilbage.

Den nye Dag er oprunden. Pinse er omme. Men det er, ligesom der er Pinsefryd i Fuglenes Røst: de synger jublende højlydt deres Morgensang, og alt i Naturen aander en venligt og mildt i Møde. Man finder Hvile og Fryd deri. Og mens man følger den stigende Sol, spørger det inde i en, hvornaar skal den atter lyse over en Menneskehed, der lever i Fred og under Fredens Kaar.  

J.N. Jensen.

6. maj 1917 – Claus Eskildsen: “Faldskærmen brænder, han selv brænder.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Et Par Dage senere rettes der et Generalangreb mod hele Ballonrækken. En Mand kommer styrtende ind paa Skrivestuen og fortæller hæsblæsende, at Ballonen Nord for os brænder. Lidt efter hører vi en heftig Luftkamp lige ved. Et Par Flyvere har angrebet »vore« Balloner. Snart brænder den ene. Observatøren springer ud med sin Faldskærm, Men nu bliver vi Vidne til noget af det frygteligste, jeg har set under hele Krigen. Manden er sprunget for sent ud. Den brændende Ballon daler ned og lægger sig over ham. Faldskærmen brænder, han selv brænder. — Gysende ser vi paa, hvorledes Faldskærmens Skelet med det forkullede Lig dinglende under sig synker til Jorden.

Tysk observationsballon (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

I den anden Ballon var der to Mand. De sprang begge ud og havde mere Held. Vinden drev dem lidt til Side, og deres Ballon, der ogsaa falder brændende til Jorden, rammer dem ikke. Men nu gør den ene Flyver en Kurve og gaar løs paa dem med sit Maskingevær, medens de hænger i Luften under Faldskærmen. Heldet forlod dem dog ikke, de naaede begge helskindet ned.

Denne Formiddag kostede Tyskerne her ved Montigny-en-Gohelle tre Balloner, 60,000 Mark.

De tyske Flyvere har helt tabt Modet, men »Flak« Folkene sparer ikke paa Krudtet og oversaar Himlen med deres Skyer. En enkelt Gang lykkes det dem at ramme en af de store Fugle. Vi ser en engelsk Flyver styrte ned. Hans ene Vinge, der er skudt af, kommer dansende gennem Luften langt bagefter.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 164-5)

2. maj 1917 – Claus Eskildsen: “Disse Englændere er nogle kække Karle!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Richthofen er paa Orlov, og de engelske Flyvere faar igen Overtaget i Luften. De har faaet en ny Model, en lille, hurtig Maskine med tre Bæreflader.

Den 2. Maj hører vi en Flyver brumme lige hen over Husene. Ringen under Vingerne viser, at det er en Englænder. Han gaar lige løs paa Observationsballonen, den store, gule Pølse, der hænger i Luften tæt ved Montigny-en-Gohelle. Men Manden i Ballonen har et Maskingevær og værger for Liv og Ballon. Englænderen gør omkring. Men paa Tilbagevejen holder han sig stadigt saa lavt nede, at han med sit Maskingevær skyder langs ad Billy-Montignys Gader. — Disse Englændere er nogle kække Karle!

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 164)

18. april 1917. Ballontjeneste, bayrere og en skål for genforeningen

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

Den 1. Marts 1917 flyttede vor Ballonzug 33 fra Ardennerné til Champagnen, hvor vi ved Bazancourt sur Suippe blev indsat som Forstærkning af en bayersk Ballonafdeling, der bestod af 3 Balloner. Man ventede her en fransk Offensiv, og Tyskerne trak alle mulige Forstærkninger til for at holde Fronten.

Den 16. April 1917 begyndte Offensiven. Det var den saakaldte „Nivelles Offensiv”. Nivelle var blevet fransk øverstkommanderende, og han skulde genoprette Offensivaanden i den franske Hær, fordi han ved Verdun, særlig ved Fort Douaumont, havde vist sig i Besiddelse af saadanne Egenskaber. General Joffre blev afskediget. Fremstødet blev dog ikke det, Franskmændene havde tænkt sig, vistnok tværtimod.

Vi blev indkvarteret i en stor Barak uden for Landsbyen i en lille Skov, hvor vi boede ca. tre Maaneder og igen blev godt lusede. (…).

Da vi havde været et Par Dage ved Bayrerne, kom der Meddelelse om, at en tegnekyndig skulde melde sig til Staben. Vi var to Arkitekter, Wiese fra Kiel og jeg, og da han var den ældste, blev vi enige om, at han skulde melde sig, og han blev antaget. Et Par Dage senere skulde de have en til, og saa meldte jeg mig og blev sendt til Staben i Warmeriville sur Suippe som Tegner.

Det var meget interessant at komme hen til disse „Seppler“. Først kunde de jo slet ikke lide os Sauprøjsere, og de gjorde os Livet surt paa mange Maader. Wiese holdt det kun ud nogle ganske faa Dage, saa gled han igen. Men jeg fik dem fortalt, at jeg slet ikke var „Saupreusse“, men „Muss-Preusse“, og det gav straks en helt anden Stemning.

Der var bl. a. en Kunstmaler, Hermann Sattier fra München, som vistnok var en anerkendt Kunstner, og som saadan meget frimodig i sine Udtalelser. Da vi den 18. April 1917 om Aftenen efter endt Dagværk sad paa vor Stue og drak en „Schoppen” Øl, fortalte jeg dem om den 18. April, hvor „die Saupreussen” med Overmagt havde kæmpet ved Dybbøl, og hvorledes det var vort Haab at komme bort fra Preussen og tilbage til Danmark igen.

Det foranledigede Sattier til at udbringe en Skaal for Slesvigs Genforening med Danmark, og den blev bekræftet med tre dundrende Hurraer, og Øllet blev drukket ud. Se, saadan noget er vistnok ikke sket mange Gange dengang, og jeg tænker tit paa de brave Bayrere, der var saa frisindede — og ikke at glemme: Prøjserhadere.

Der kom ofte Øl fra Hjemlandet til Bayrerne, men Ve de stakkels Prøjsere, der mente, at der ogsaa var Udskænkning af Øl til dem i Kantinen. Der vankede Hug og braadne Pander, hvis de ikke øjeblikkelig efter en ikke alt for sart Opfordring forsvandt.

Vi bearbejdede i Staben de modtagne Luftfotografier, som Flyverne havde taget over de franske Stillinger. Alle Batteristillinger m. m. blev straks indtegnede paa vore Kort og udsendt til de fire Balloner.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

28. februar 1917. Lynnedslag i observationsballonen

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der i begyndelsen af 1917 lå ved Veaux le Mouzon i Ardennerne

Den 28. Februar 1917 skulde Skydeskolens Afslutningsparade holdes for den tyske Kronprins. Dagen begyndte med Rusk og Regn og Blæst, der op ad Dagen voksede til Storm. Da vi om Morgenen trak vor Ballon frem for at fylde den med Gas, skete allerede det første Uheld, idet der ved Gaspaafyldningen opstod Gnidning i Gummislangen, der fremkaldte en Stikflamme, som meget hurtigt brændte frem imod Ballonen.

Men en af vore Gefreitere var hurtig i Vendingen. Han kommanderede Stop for Paafyldning, trak sin Sabel og skar Slangen over et Stykke fra Flammen og kommanderede Ballon fremad March — March. Vi fik saa fyldt Ballonen med større Forsigtighed, og lidt efter satte vi os i March mod Øvelsespladsen med Ballonen hængende en 50 m over Spilvognen. Ballonen svajede frem og tilbage i den stærke Blæst, og ingen havde Lyst til at gaa til Vejrs.

Skydeskolens Kanoner drønede hele Tiden, og ved 2- Tiden maa der være kommet Ordre til, at vi skulde observere, for nu blev Ballonen firet ned. Oberløjtnant Pfaffendorf og en ung Officersaspirant, en Søn af Rektoren ved Gymnasiet i Barmen, besteg Gondolen, og lidt efter gik Ballonen 300 m op. Spilvognen holdt paa en Eng, der var meget opblødt af den stadige Regn; derfor havde Hjulene Larvefødder paa. Vognen var spændt for med 6 Spand Heste. Den lille Trækvogn med Telefonspillet, fra hvilken Telefonkablet gik til Vejrs til Ballonen, havde placeret sig i Udkanten af et lille Krat, hvor det 3-4 Mand stærke Betjeningsmandskab sad under Tæpper og Regnfrakker, ca. 50 m fra den store Spilvogn.

Vi andre gik paa den vaade Eng og drev omkring og skuttede os i Regnen og Stormen med sjaskvaade Fødder. Pludselig lyder et voldsomt Skrald. Hestene stejler og springer rundt, Mændene nærmest Spilvognen danser Can-Can, Telefontruppen ryger ud af Krattet, som om nogen havde taget dem i Nakken. Saa lyder Raabet: Ballon brennt! Et Lynnedslag har tændt Ballonen i Brand, er derefter ad Staalwiren og Spilvognen gaaet ned i den vaade Jord og har derved givet de omkringstaaende og Hestene et elektrisk Stød. Paa samme Maade er det gaaet Telefontruppen.

Da jeg aldrig har været ude for en saadan Situation og endnu er lidt bedøvet, ser jeg mig omkring for at se, hvorledes de nærmeststaaende reagerer. Vor lille, skævbenede Sanitetsunderofficer fra Gelsenkirchen skotter op mod den brændende Ballon — og saa stikker han af, alt hvad Remmer og Tøj kan holde. Og det gør vi andre altsaa ogsaa, for i første Øjeblik tænker man paa en mægtig Eksplosion i Ballonen, som kan ramme os alle, — og derfor af Sted — af Sted!

Men mange Meter har jeg nu ikke løbet, før jeg kommer i Tanker om, at det nok er noget Vrøvl, jeg tænker. En Ballon kan ikke saadan eksplodere; den kan kun brænde; der skal først dannes Knaldgas, det vil sige: Gassen skal blandes med en bestemt Del almindelig Luft, inden saadant kan ske. Jeg standser og ser Ballonen falde jævnt langsomt nedad med Ildflammer rundt omkring. De sidste 50 m er Opdriften næsten gaaet af den, og nu falder den hurtigere og hurtigere. Jeg stikker i Løb for at være paa Pletten, naar Gondolen falder ned for om muligt at kunne hjælpe, og er Nummer to paa Pletten, da Nedfaldet sker.

Sammen med en Gefreiter, der kom først, trækker vi Gondolen saa langt som muligt bort fra den nedfaldende Ballon, og nu gælder det om i største Hast at faa de to Observatører ud af Gondolen. Det lykkedes nemt med Pfaffendorf, der ligger øverst; derimod ligger Aspiranten livløs paa Bunden. Men ogsaa ham faar vi ud, inden Varmen bliver for uudholdelig og Faren for Knaldgas overhængende. Der er imidlertid ogsaa kommet flere til, som kan hjælpe.

Pfaffendorf fortalte bagefter, at da Lynnedslaget kom, var Aspiranten blevet helt ude af sig selv og havde forviklet Linierne til deres Faldskærme, saa de ikke kunde bruges. Saa havde han kastet sig ned paa Bunden af Gondolen og ved Nedfaldet faaet det voldsomme Slag. Pfaffendorf havde derimod klamret sig til Gondolens Bæreliner og derved i nogen Grad afbødet Slaget. Han havde brækket Kravebenet, det ene Ben og Fodrodsbenet.

Da de fleste vilde hjælpe Oberleutnanten med Forbinding m. m., tog jeg mig af Aspiranten, der laa som livløs. Jeg kom i Hu, hvad jeg havde lært i Egernførde paa teknisk Skoles Samariterkursus og var bl. a. med til at give ham kunstigt Aandedræt. Han døde dog mellem Hænderne paa os. Jeg glemmer aldrig det forpinte Blik, Pfaffendorf sendte mig, da Løjtnant Bliersbach forsøgte at trække de pæne, gule Støvler af hans Ben for ikke at ødelægge dem. Det var, ligesom han vilde sige: „Ja, nu godter du dig! Nu er det min Tur!“ Naa — den ene Støvle maatte alligevel skæres op.

Pfaffendorf blev lagt paa Baare og blev kørt til Toget, og jeg har aldrig set ham siden. Aspirantens Lig kom i et Teltlærred og blev baaret til Vaux og senere sendt til Barmen, og saaledes fik Forældrene deres 18-aarige Krigsfrivillige tilbage.

DSK-årbøger 1949

11. juli 1916. Somme – et deprimerende syn

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Trods beskydning og tab havde kompagnierne med ufejlbarlig pligtfølelse indtaget deres stillinger. Afløsningen var tilendebragt den 11. juli lige efter midnat.

Regimentet holdt den forreste linje besat med to bataljoner. Den højre, III bataljon, lå med tre kompagnier, 9., 10. og 11., i en flad halvkreds om Belloy. To kompagnier, 12. og 13., var bataljonsreserve i gamle artilleridækningsrum og i hulvejen østlig og nordøstlig for Berny. Til venstre lå I bataljon med 1. og 3. kompagni i forreste linje, 2. og 4. tæt nord og øst for Berny, som bataljonsreserve. II bataljon lå med to kompagnier, 5. og 8., som regimentsreserve i slugten øst og sydøst for Berny, 6. og 7. som divisionsreserve ved slotsmuren til Miséry og ved banedæmningen, der førte til Peronne.

I fortsættelse til højre var 17. division med infanteriregiment 90, til venstre ved Estrées infanteriregiment 85 indsat.

Den gryende dag gav lejlighed til at danne sig et billede af den nye stilling. Næsten jævnt terræn, stærkt beskudt og raseret jordoverflade, bag ved skyttegraven et par pjaltede æbletræer. 500 meter bag ved, nogle steder løbende parallelt med graven, Romervejen, kranset af de sædvanlige franske popler, fra hvilke de gennemskudte grene hang visne nedad. Foran regimentet lå Belloy, der først for få dage siden var trukket ind i kampzonen. Nu savede allerede de første tagspær sig gennem luften. Umiddelbart omkring Belloy lå den franske skyttegrav.

Straks på den første dag gjorde fjendens overvældende materielle overlegenhed sig deprimerende mærkbar. Observationsballoner steg op tæt ved og strakte deres lange halse, som om de ville se helt ned i bunden af de tyske grave, og det kunne de næsten. Den første dag blev der fra stillingen talt 12, i klart vejr var der 23!

Det var klart, at ingen ordonnans kunne springe over det åbne terræn uden at blive set. På vor side var der i dagevis slet ingen ballon at se. Kun sjældent steg én op langt bagude og lige over horizonten. Højere turde han ikke stige, for så ville han med sikkerhed blive skudt ned af et af de fjendtlige fly.

De fjendtlige fly! Det var ikke mindre deprimerende. I eskadriller kredsede de uophørligt over vor stilling og langt bagud. Hver kanon, hver ammunitionsstabel observerede de, hvert fodspor, hver gruppe, der dukkede sig ved en skrænt eller i en hulvej, fandt de frem til og ledte så deres artilleri derhen. Dristigt dykkede de uden at skulle frygte, at et tysk fly ville kaste sig over dem. Deres overmagt var alt for overvældende.

Allerede den første dag kunne 86´erne iagttage, hvordan en dødsforagtende tysk flyver over Berny blev tvunget nedad af overmagten og bragt til styrt. 6:1, sådan var den fjendtlige overmagt i luften. Det var deprimerende for infanteriet.

En anden omstændighed virkede ligefrem nedslående. Regimentet, der fra Champagne var vant til at forsvare sig dybt echelonneret bagud, forefandt her kun en eneste skyttegrav. Her var hele den forreste linje klemt sammen, her kunne de let rammes af koncentreret ild. Lige som i begyndelsen ved Moulin! Ingen forbindelsesvej førte bagud. En delvis sammenskudt løbegrav på yderste venstre fløj, den ”brune” eller ”chokoladegraven” også kaldet, blev også benyttet af regiment 85 og kom for III bataljon og for den højre del af I bataljon praktisk taget ikke i betragtning.

Telefonforbindelse var med dén artillerivirksomhed udelukket.

Således var om dagen, der varede fra kl. 4 om morgenen til kl. 10 om aftenen, ingen forplejning, ingen transport af sårede, ingen meldings- eller befalingsformidling mulig. Om i nødstilfælde et fjendtligt angreb ville blive registreret bagude, om en ordonnans ville nå sit mål over åbent terræn, om den røde lyskugle kunne trænge igennem støv og røg, var mere end tvivlsomt. Det var bedre, at man på forhånd slet ikke ville forlade sig på det, men derimod frygtløs se kendsgerningerne i øjnene: I står ganske alene! Hjælp jer selv!

Så snart det var erkendt af füsiliererne, så forvandledes den begyndende nedtrykthed sig til den faste beslutning ikke at prisgive så meget som en fodsbredde jord uden kamp. Meget snart skulle det forsæt blive sat på prøve.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen