Tag-arkiv: Observationsballoner

30. august 1917. Der skydes spurve (og franske lokummer) med skibskanoner

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33

I Slutningen af August 1917 blev vi flyttet ned foran Verdun, paa den østlige Side af Meuse. Vi blev anbragt en 5-6 km bag forreste Linie i nogle store Skove. Jeg synes aldrig i mit Liv, at jeg har været i mere intim Berøring og Kontakt med Naturen end i de ca. seks Uger, vi var der. De ikke saa tætbevoksede Steder af Skoven var fyldt med Hindbær- og Brombærkrat med Bær paa. Der var ogsaa Skovjordbær, tror jeg.

Solen skinnede hele Dagen, og der var varmt uden at være for varmt. Vi havde bygget os et stort Telt paa den bare Jord og faaet lagt vore Telefonforbindelser til Divisionen, Artillerikommandøren og de to nærmeste militære Centraler, og vi var saa heldige, at Ballonen med hele Mandskabet og Officerer et Par Dage efter flyttede et Par Kilometer længere bort til en bedre Opstigningsplads.

Men da vi nu engang havde vor Telefoncentral installeret, skulde vi ikke flyttes. Min Kammerat og jeg var altsaa helt uden for Syns- og Rækkevidde. Vi skulde kun passe Telefoncentralen, og vi gik halvnøgne omkring og gjorde, hvad vi selv vilde. Men hvor længe var Adam i Paradis?

En Dag, jeg gik paa Opdagelsesrejse, ser jeg et lille Kommando paa en halv Snes Artillerister, der er ved at sætte store Beggryder op med en 50 meters Afstand, ikke mere end en 100 meter fra vor luftige Bungalow.

„How, Kammerater,” siger jeg, „hvad laver I her?“ — Jo, de var ved at sætte disse Beggryder op i en stor Halvkreds, for inde i Halvkredsen var der paa et nyt anlagt Jernbanespor ankommet en paa Jernbanevogne monteret 21 cm Skibskanon. Den skulde til at beskyde Verdun, og naar den skød, skulde alle disse Beggryder tændes for at „forneble” Stillingen, saa Franskmændene ikke kunde observere, hvor den stod.

Hver Dag, naar den var færdig med at skyde, skulde den pr. Lokomotiv trækkes ud af Stillingen, for at Franskmændene ikke skulde ramme den ved Strø-Beskydning. „For,“ sagde han, „Franskmændene vil jo gøre alt, for ved Hjælp af Lydmaalere og meget andet at finde ud af, hvor den staar. Men det bliver svært, og det mest sandsynlige er, at de saa samler en Bunke Artilleri og beskyder det Omraade, som de formoder, Kanonen staar paa, i Haab om at ramme den.”

„Naa,“ sagde jeg, „det er jo kønne Udsigter! Jeg maa ned og se paa Kalorius.”

Ca. 500 meter fra Gryderingen fandt jeg Skibskanonen; gigantisk langt forekom Løbet mig. „Naa,“ spurgte jeg, „hvornaar er I klar til at skyde?” —- „I Morgen!” var Svaret. Man fortalte mig, at de i alt var lige ved 200 Mand for at betjene Kanonen. Om det nu var Løgn eller Latin, skal jeg lade være usagt.

Jeg skyndte mig hjem til vort fredelige Telt og fortalte min Kammerat, hvorledes Udsigterne var. Vi fik travlt med det samme med at grave os et Par Meter ned i Jorden for i hvert Tilfælde at være sikret mod Sprængstykker, naar Franskmændene begyndte at skyde.

Dagen derpaa — om Formiddagen, da jeg sad og passede Telefonen — meldte Skibskanonens Kommandant sig hos vor nye Ballonzugfører, Lt. Klister, og meddelte, at han af Artillerikommandøren havde faaet Ordre til at søge Kontakt med os, da vi skulde være Observationsballon for dem for de Maal, han havde faaet opgivet at skulle beskyde i Verdun.

Maal 1. 3 Skud mod en Badeanstalt og Bro ved Meuse inde i Verdun.

MaaL 2. 3 Skud paa en tidligere Skolebygning paa et nærmere betegnet Sted inde i Verdun, der nu var kendetegnet som Lazaret ved et stort rødt Genferkors paa Taget og med et do. i røde Mursten paa hvid Sandbund i Gaarden, og Maal 3. 3 Skud mod et Vejkryds lige udenfor Verdun.

Jeg spidsede Øren. Jeg kunde ikke lide Maal 2, og det kunde vor Lt. Klister heller ikke.

„Hør, Hr. Kammerat,” sagde han; „det kan da ikke passe med Maal 2! Mon der ikke foreligger en Fejltagelse her?”

„Nej,” sagde Kommandøren, „det gør der ikke, men det glæder mig, at De reagerer paa samme Maade som jeg. For da jeg fik Ordren, sagde jeg det samme som De, men saa oplyste Artillerikommandøren mig om, at de ogsaa der havde været forbavset, da de fik Ordren, og de havde ringet op til højeste Kommandosted, 5. Armé i Rethel, men dér faaet en over Næsen; de skulde bare udføre Ordrer og ikke spørge.

Men Artillerikommandøren havde bedt Kanonkommandøren, om han ikke ogsaa kunde gøre et Forsøg paa at faa denne famøse Ordre omstødt. Han havde saa ringet til sin højeste Instans, men der faaet Ordren bekræftet, dog med den Forklaring, at det skulde være en Slags Gengældelsesakt, fordi franske Flyvere for et Par Dage siden om Natten havde bombarderet et tysk Lazaret oppe i Nærheden af Sedan.

Kanonkommandøren vilde dog gerne røre mere op i den Sag, for den franske Bombning kunde jo være sket ved en Fejltagelse, og han vilde derfor bede vor Fører om at tale med sin højeste Instans, om denne Ordre ikke kunde omstødes.

Og saa begyndte vor Telefon at gløde. Jeg fik efter Ordre Forbindelse med „Koluft“ (Kommandør der Luftstreitkrafte) ved 5. Armé. Herfra forsøgte man ogsaa at indvirke paa højeste Sted, hvorfra Ordren var kommet, men ogsaa de fik en Næse og lod selvfølgelig Næsen gaa videre til Lt. Klister. Og saa var der ikke mere at gøre. Ordre var Ordre.

Nu forstod jeg ogsaa bedre det første Maal. For egentlig var det da det rene Galimatias at skyde med en saa stor og dyr Kanon paa en Badeanstalt og en Badebro. Det var som at skyde Spurve med Kanoner. Men det var naturligvis Meningen, at nu skulde Franskmændenes sanitære Indretninger ødelægges.

Kl. 1 3/4 om Eftermiddagen gik vor Ballon i Vejret for at være Observatør og Korrektør for Skibskanonens tre, mindre glorværdige Maal, og jeg maa sige, vore Officerer var ikke stolte over Opgaven. Kl. 2 begyndte Skydningen, og efter hvert Skud kom den lakoniske Meddelelse fra Observatøren: Schuss sitzt!

Det viser jo, hvilken fin Mekanisme en saadan Skibskanon er, og med hvilken Præcision den kan indstilles paa Landjorden.

Kl. ½ 2 havde man tændt alle disse Beggryder, og der var tyk Luft omkring os. Vi sad med daarlig Samvittighed i vort Hul og rystede for det, der kunde komme om et Par Dage.

Næste Formiddag ringede Kanonkommandøren igen og opgav tre nye Maal for Eftermiddagens Skydning, som igen skulde begynde Kl. 2. Denne Gang var det mere fornuftige Maal.

Kl. 2 sad jeg igen ved Telefonen og hørte igen Kommandoerne: Schuss kommt! — Schuss ab! Men det var det underligste Skud, jeg nogen Sinde har hørt. Det gav ikke saadant Rabalder, som Skuddene Dagen i Forvejen, men det lød saa underlig tomt, og i samme Øjeblik raslede nogle Sprængstykker igennem Luften. Et Øjeblik efter hørte jeg Aarsagen. Det var en saakaldt „Frühkrepierer”, der var eksploderet inde i selve Røret. Den havde foraarsaget en stor Bule i Løbet, og Projektilet var sprøjtet ud til alle Sider af Mundingen.

Dagen efter drog Skibskanonen med samt dens Betjening af Sted. Kanonen skulde til Krupp og Mandskabet sandsynligvis i en Forstærkningslejr. Og hvem der var glade? Det var vi! Nu kunde vi igen aande lettet op og nyde Naturen og Skønheden.

DSK-årbøger 1951

24. august 1917. “De engelske balloner var oppe om aftenen, de så med solen, og de tyske om morgenen.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Det var hen ad aften, da vi nåede til kvarteret i Beythem. Ovre mod vest stod de engelske luftballoner, vi kunne tælle op mod 50.

De engelske balloner var oppe om aftenen, de så med solen, og de tyske om morgenen.

I kvarteret fik vi noget at spise, gjorde os færdig til udrykning, og om natten tog vi ud i stillingen igen.

Det var den 23. august. Samme dag blev kanoner Skodsaid hårdt såret. Han blev bragt til feltlazarettet han døde to dage senere.

Den 25. august faldt kanoner Georg, han var fra Westpfalen. Han blev sendt tilbage med spisevognen og blev begravet. Der var daglig nogle, der blev såret, men jeg kendte dem ikke alle.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

13. august 1917. A.P. Andersen bygger ballonhal i Frankrig

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33

I Sommeren 1917 flyttede vi en Del rundt i Champagnen med vor „Ballonzug 33“. Et af de Steder, hvor vi var længst, var i en Ballonstilling i Nærheden af Landsbyen Bétheniville sur Suippe.

For at beskytte Ballonen mod Sol og Regn og maaske lige saa meget for at give os noget at bestille paa Regnvejrs- og Taagedage, naar Ballonen ikke kunde gaa op, fik vi Ordre til at bygge en Hal, — i Dag vil man vel nok sige: en Hangar. Da jeg var „Bautechniker” i Civil, blev jeg sat til at forestaa denne Opgave.

Inde i Bétheniville fandt vi en Fabriksbygning, der var brændt; men Tagkonstruktionen, der bestod af Polygonbindere af Vinkeljern, kunde bruges til vort Formaal. Vi rettede den ene Side af Tagbinderen ud, saa de to lange Sider blev parallelle, og fik saaledes en fin Stræbesøjle, og ovenpaa to af disse satte vi saa en almindelig Polygonbinder. Søjlerne blev spigret fast til nedgravede Jernbanesveller. Over Binderne lagde vi Lægter, Brædder og Pap. Paa medfølgende Billede kan man se, hvor elegant en Konstruktion det blev.

Hjemmefra fik jeg sendt Regnestok og statistiske Tabeller, og aldrig i mit Liv har jeg haft det saa nemt med de overordnede og tilsynsførende Myndigheder og Byggeautoriteter, for naar mine Beregninger var udført paa et Stykke Kladdepapir, var Tilladelsen i Orden, og Byggeriet kunde begynde.

DSK-årbøger 1951

5. juli 1917. Morse-øvelse i 600 meters højde.

A.P.  Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

(… fortsat)

Engang sagde Hancke til mig, om jeg ikke havde Lyst til at komme med til Vejrs og se, hvorledes mine Kort saa ud i Virkeligheden deroppefra. Stor Lyst har jeg nu aldrig haft til det, for jeg var bange for, at det skulde føre mere med sig; men en Dag fik vi Ordre fra Divisionen, at vi skulde stige op Kl. 14 og iagttage nogle Blinkforsøg i Morsealfabetet, der vilde blive gjort med Spejle og Lys fra første Skyttegravslinie. Man vilde forsøge, om man kunde etablere en Forbindelse bagud fra 1. Linie i Tilfælde af, at Telefonledninger og andre Meddelelsesmidler svigtede. Jeg gav Ordren videre til Løjtnanterne, og Hancke blev den, der skulde gaa op.

Jeg sagde da til ham, at jeg i dette Tilfælde godt kunde have Lyst til at gaa med op. Det fik jeg saa Lov til, og vi begav os ned paa Ballonpladsen, hvor vi besteg Gondolen, fik spændt Remme om Livet og Skuldrene og blev fastgjort til hver sin Fald­skærm, der hang paa en Stang, som ragede ud paa hver sin Side af den Ring, der samlede de Reb, Gondolen hang i. Saa blev der givet Ordre: „Ballon hoch,“ og langsomt gled vi 600 m lodret i Vejret.

Det er en underlig Følelse at staa i saadan en spinkel, kurveflettet Kasse, som kun er 0,90 x 0,90 x 1,00 m stor, og man synes, at man let kan træde igennem Bunden. Da vi var kommet op i den Højde, hvor der var det bedste Lys og de bedste Iagttagelsesmuligheder, begyndte vi at kigge efter det opgivne Sted, som laa en 5-6 km forude. Jeg havde den Tilfredsstillelse, at jeg kunde finde Stedet ligesaa hurtigt som Hancke, men jeg var ogsaa dengang saa vant til at se paa vore Stillingskort, at jeg næsten kunde dem udenad og sikkert kendte dem bedre end mangen Infanterist, der maatte døje surt derude.

Der var en pragtfuld Udsigt deroppefra, langt ind over de franske Linier. Straks i Forgrunden bag disse laa de to store Landsbyer Mourmelon le Petit og le Grand, og man saa ganske tydeligt de store Lejre og Pioner-Parker der. I det fjerne skimtedes Gharlons sur Marne. Jeg forstod, hvilket glimrende Observationssted saadan en Ballon er i godt Vejr, naar man kan faa Lov til at være der for fjendtlig Ild eller Flyvere.

Da Klokken nærmede sig to, rettede vi vore Kikkerter mod det opgivne Sted — og rigtig — præcis paa Slaget to begyndte det at blinke. Jeg blev saa optaget af det, at jeg straks raabte til Hancke, der stod lige foran mig — og som før nævnt var meget høj, hvorimod jeg kun maaler 1,69: „Der blinker de, der blinker de!“ — Og for bedre at kunne se over hans høje Ryg og det store Kort, der var spændt op paa et Brædt foran ham, tog jeg fat paa hver side af Gondolkanten og stæmmede mig i Vejret.

Observationsballonens besætning er klar til opstigning (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)

Det skulde jeg aldrig have gjort. Gondolen begyndte paa Grund af den voldsomme Bevægelse at gynge frem og tilbage. Alle de smækre Liner, der gik fra Gondol-Ringen og op omkring Ballonen, hvor de var fastgjort til et Netværk, begyndte med voldsomme Klask at smække mod den oppustede Ballonkrop. Hancke vendte sig ligbleg om og raabte det sædvanlige: „Mensch, sind Sie verrückt geworden!“

Naa, vi maatte staa musestille et Stykke Tid, indtil det hele var faldet til Ro igen, men jeg lærte, at man vistnok skal opføre sig meget varsomt i saadan en Tingest. Selvfølgelig var Hancke ogsaa blevet meget nervøs, da Ballonen jo for kort Tid siden var revnet i Luften med ham.

Naa, vi gjorde vore Iagttagelser og lod Morsesignalerne gennem vor Telefon gaa videre til Staben, og efter en halv Times Tid gled vi ned igen.

DSK-årbøger 1950

29. juni 1917. På observationspost i ballon i 600 meters højde – da ballonen revner!

A.P.  Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

Det var paa en Maade en drøj Tid i Champagnen i den varme Sommer 1917. Der var ikke saa megen Kamphandling, men Ballonen var næsten oppe hver eneste Dag, i lange Tider fra om Morgenen Kl. 5 til henved 9-10-Tiden om Aftenen, og hele Tiden gik det ustandseligt med Indskydninger af vort Artilleri efter opgivne Maal.

Efterhaanden vilde Officererne kun have mig til at sidde ved Telefonen fra Ballonen, og der sad jeg saa fra Morgen til Aften, Dag efter Dag, med Hovedtelefonen klappet ned over det ene Øre, og den var tung dengang. Det andet Øre var fri til de 3-4 Telefoner, over hvilke vi foretog vore Indskydninger og Meldinger. En Tragt hang nede paa Brystet af mig. I den talte jeg med Ballonen. Naar jeg et Øjeblik skulde afløses, maatte jeg løfte Hovedtelefonen Millimeter for Millimeter, indtil Øret ganske langsomt og pinefuldt rettede sig ud.

En Morgenstund var Lt. Hancke gaaet op med Ballonen ved 5-Tiden. Ballonen var blevet fyldt godt, for det havde været temmelig koldt om Natten. Det var en ualmindelig skøn Morgen i Slutningen af Juni, og det tegnede til at blive meget varmt. Ved Syv-Tiden hører vi pludselig oppe i Luften et Smeld som et Pistolskud, og da vi ser op til Ballonen, ser vi, at den er revnet midt over som en stor Blodpølse. Solen havde i den Grad varmet den fyldte Ballon, at Sikkerheds-Ventilen ikke kunde tage den udvidede og udstrømmende Gas, og Resultatet var blevet, at Ballonen revnede midt over.

Ballonen var ca. 600 m oppe i Luften. Vi tænkte jo allesammen med det samme paa Lt. Hancke’s Skæbne: Vil han kunne klare sig fri af den nu nedstyrtende Ballon og springe ud med Faldskærmen fra Gondolen?

De første 300 m ser det ikke ud til det, for da falder Ballonhylstret, som øjeblikkelig er blevet tømt for Gas, Hulter til Bulter ned sammen med Gondolen lige over denne. Men i 300 m Højde blæser en anden Vind, en Opstrømning, der gør, at Ballonhylstret strammes og gør sig fri for Gondolen. Dette Øjeblik benytter Hancke til Udspring.

Faldskærmen folder sig rigtigt ud efter 30-40 m Styrt. Nu hænger han der og svæver og er for nedadgaaende. Men et Øjeblik efter er Situationen faretruende igen, idet Gondol og Hylster paa Vejen nedad nu skal passere forbi den langsomt faldende Hancke. I ikke mere end ca. 5 m Afstand passerer Ballonen ham. Hvis Ballonhylstret var klasket ned over Faldskærmen, havde han været færdig.

Nu lander han lidt efter paa Grønsværet, og alle — med Undtagelse af os, der er bundet til Telefonen — er med det samme henne for at lykønske ham. Lidt efter kommer han gaaende forbi os med underlige, stive Skridt, støttet af sin Oppasser.

Jeg spurgte Oppasseren kort efter, om Hancke havde lidt Skade paa Benene ved Nedfaldet, som jo tit kan være haardt nok. „Ak nej,“ sagde han grinende, „men han havde sk… Bukserne fulde!”

DSK-årbøger 1950

25. juni 1917. Ballontjeneste og danskundervisning i Champagne

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

I Slutningen af April kom jeg tilbage til B. Z. 33 og maatte forrette Ballontjeneste igen, men en Uges Tid efter blev jeg Telefonist og Korttegner ved vor Ballon, da den nuværende Kammerat skulde paa Orlov. Denne Stilling beholdt jeg de sidste 1½ Aar af Krigen, og den var paa mange Maader meget bedre end den at være ved Ballonen. Som Telefonist fik man jo et helt andet Indblik i det, der skete hos os i Nabolaget, og man var helt anderledes á jour med Begivenhederne.

Blandt andet fik vi engang Meddelelse om, at vi skulde være Observatører for fem Skud fra en langtrækkende Kanon, der skulde beskyde det ene Taarn af Katedralen i Reims, hvor man formodede, at der var anbragt en fransk Observationspost. De ramte ikke; om det var med eller uden Vilje, skal jeg lade være usagt.

Senere paa Sommeren flyttede vi ca. 30 km længere østpaa til Bétheniville sur Suippe, men stadig i Champagnen. Vi maatte selv bygge Barakker i den nye Stilling, og da havde vi jo den Fordel, at vi ved vor lille Stab først fik bygget en Barak til Telefon og Kort. Dernæst fik Officererne deres Barak, og langt om længe kom Turen til den store Mandskabsbarak.

Folkene havde da i ca. seks Uger boet i nogle smaa Jordgrave, som de selv havde gravet i en lille Skov; men ved en Inspektion blev det opdaget, at Officererne havde ofret saa meget Arbejdskraft paa deres egen Beboelse, mens Folkene havde maattet ligge ubeskyttet i Regn og Kulde. Man maa have ment, at vore unge Løjtnanter var for egenraadige og egoistiske, for kort efter fik vi en Ritmester, von der Uhde, tilkommanderet for at sætte Skik paa Forholdene.

Han var af den gamle Skole og aktiv Officer, og jeg skal love for, at han kunde ordne Tingene. Ikke alene Officererne kostede han med, men ogsaa med os andre. Han talte hele Tiden om „der Geist Friedrichs des Grossen“, som han nok skulde indpode os allesammen. Vi paa Centralen maatte foregaa alle de andre med et godt Eksempel. Vi maatte allesammen sy vore Knapper om saaledes, at Kronen paa Knappen sad absolut lodret, og det drillede han os længe med. En skønne Dag var Mandskabsbarakken heldigvis færdig, og han forlod os til Glæde for saavel store som smaa.

Foruden vor Tropfører, Lt. Bliersbach, fik vi en 1. fast Observatør, Lt. Meyer fra Wurttemberg, og en 2. Observatør, Lt. Hancke, som blev tildelt os fra et Feltartilleriregiment, der laa lige foran os. Alle tre Løjtnanter boede og sov sammen med os tre fra Centralen, til deres egen fine Bungalow blev færdig. Man kan forstaa, at der efterhaanden blev et vist Frisprog mellem os, inden Uhde kom.

Jeg fik tilsendt „Modersmaalet“ hjemmefra een eller to Gange om Ugen, og min Mor havde altid skrevet en Del i den brede Margin, som „Modersmaalet“s Hovede dengang havde. Af den Grund havde man en lang Tid kaldt mig „der Däne“ eller bedre endnu „der Verräter”. Jeg var nemlig den eneste ved vor Trop, der fik „fremmede” Aviser tilsendt; men det var i al Godmodighed og havde ingen Brod.

Da Lt. Hancke havde været et Stykke Tid hos os og lært os at kende, sagde han en Dag: „Hør, Andersen! De bliver kaldt „der Verräter” og faar danske Aviser, hvorledes hænger det egentlig sammen?“

 Jo,“ sagde jeg — og saa maatte jeg jo til at forklare det hele som saa mangen Gang før.’

„Jamen,” sagde han. „Det er jo glimrende; nu skal De høre, saa maa De jo kunne lære mig at tale og skrive Dansk.”

„Ok, ja,” sagde jeg, „det kan jeg sagtens.” 

Jeg har vel været ca. 26 Aar dengang, og han var 21. Han var en høj, smuk Dreng, var fra Quedlinburg i Harzen og havde afbrudt sit medicinske Studium, da Krigen udbrød, og meldt sig som krigsfrivillig og var nu avanceret til Løjtnant. Han var betaget af det store Tysklands Vej til Ros og Magt, og naar Krigen var forbi, vilde han foruden at blive Læge ogsaa som Pangermanist gøre et Arbejde for at bringe de germanske Stater i Samarbejde med Tyskland. Han havde udset sig de nordiske Stater som Arbejdsmark, for vi var jo ogsaa Germaner, havde samme Kultur og samme protestantiske Religion.

Nu traf det sig jo saa glimrende, at jeg her paa Regnvejrs- og Taagedage kunde lære ham Dansk; saa blev Tiden ikke spildt. (…) Til Trods for, at jeg selv aldrig havde lært Dansk i Skolen, gik vi altsaa i Gang.

Han var en metodisk Elev og kunde selv stille Spørgsmaalene, naar det kneb for mig med Grammatikken og Nutid, Datid og Fremtid. Snart maatte vi have Bøger. Jeg skrev hjem og fik bl. a. sendt „En glad Gut“ af Bjørnson, og min Elev gjorde gode Fremskridt. Han lærte og læste ogsaa danske Sange, bl. a. „Altid frejdig, naar du gaar“ og „Langt højere Bjerge”.

Vi lærte hinanden rigtig godt at kende. En Dag sagde han: „Hør, Andersen! Jeg kan ikke forstaa, at De vil gaa her og være gemen Luftskipper. De maa kunne bringe det meget videre. Skal jeg ikke gøre noget for Dem, saa De kan blive Hjælpe-Observatør; saa bliver De Underofficer og maaske Feldwebel, ja, maaske kan De endda bringe det saa vidt som til Offizier-Stellvertreter.”

Han mente, at det nu skulde svimle for mig; men jeg sagde: „Kære Hancke, De maa da have forstaaet, at jeg kun er her for at gøre min Pligt, men heller ikke det allermindste mere, — og husk paa, hvad vi lige har lært at synge: „Vi er ikke skabte til Højhed og Blæst, ved Jorden at blive, det tjener os bedst.”

Saa forstod han, og han pressede mig aldrig senere.

DSK-årbøger 1950

28. maj 1917 – J.N. Jensen: Det hagler med jern fra granater og shrapneller

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

(læs første del)

Det er Pinse. Den ene Dag er alt gaaet, men en er jo dog tilbage. Her spørges kun lidet om Fest; den ene Dag gaar som den anden. Og dog kan man ikke andet end glæde sig. Minderne kaster Glans fra Fortiden ind over Nutiden og styrker Sindet, giver Haab og Tro ny Næring. Tankerne søger end mere hjem til alle kærre, man lever svundne Tider om igen og dvæler i Tanken ved dem, der var — men er ikke mere.

Det er tidligt paa Dagen, egentlig skulde man hvile endnu en Stund, men der er Larm og Uro, man vaagner og er hurtig klar over, at en betydelig Flyverkamp lige i Nærheden er i fuld Gang. Rask paa Benene. I flotte Baner kredses der Højt oppe i Luften. Maskingeværerne knatrer, det gælder Liv og Død. Hist daler alt en, mon den er ramt? Nej, den blev kun trykket ned, men hæver sig igen. Men der er en, den er vingeskudt, den arbejder forgæves for at holde Balancen. Nu daler den, et Par Kulbøtter, og saa i lynende Fart et Par Kilometer gennem Luften ned mod Jorden, hvor alt knuses og splintres. En anden følger snart efter og saa en tredje, og nu arbejder Afværgekanonerne med Voldsomhed igen. De fleste Kugler gaar forbi, men een rammer, det blev en Heltræffer, en Lysstraale skærer gennem Luften, og et Øjeblik efter staar en stærk mørk Røgsky op fra Jorden, saa er alt forbi. Flyverne deler sig, Kampen er endt. Før vi har drukket Morgenkaffen, ligger fire unge dristige Mennesker som Lig.
Saaledes den ene Dag, den anden Dag lidt anderledes, men Livets Forkrænkelighed mindes man dagligt om; man bliver fortrolig med Døden.

Hestene forfrisker sig i det grønne, og selv nyder man da godt af Solen, og man glæder sig for hver Dag, man fik Lov at nyde dens livøgende Virkning. Men hvad kommer der? Aa, det er nok bare en Lænkeballon fra den anden Side, der har revet sig løs og nu drives for Vinden[.] Flyverne har set den, det var noget for dem; nu er de rundt om den, og at jage paa den kan man vel kalde Sport. Snart er den skudt i Brand. Luer staar ud, et Øjeblik senere er den fortæret. Ja, men Folkene? Aa, hvad Folkene, de blev nok Hinsides Linjen: saa dumme er de vel ikke, de har jo da deres Faldskærm, og den overgiver de sig naturligvis til i godt Haab — og i Regelen med godt Resultat.

Dagen er til Ende. Pinsen er forbi. Tyve Aar tilbage i Tiden var man paa Hjemtur fra Høruphav, hvor man alsisk Overlevering tro havde fejret anden Pinsedag i herligt Pinsevejr mellem festklædt glad og lykkelig Ungdom. Dette Minde dukker frem, mens man sent paa Aftenen svinger sig i Sadlen og ikke uden Ængstelse ser fremad. Man har lært at tyde Tegnene, og man veed paa Forhaand. det bliver en haard Nat — maaske den sidste.

Langt tilbage staar alle Veje under Ild. Forude brænder det. Snart erfarer man, at man er naaet inden for det Omraade, der bestryges. Den første Granat høres fløjtende gennem Luften, før den med Brag borer sig ned i Jorden bare faa Meter til højre. Var det bare Sten og Jord, der slog mod Staalhjælmen, eller var der Jern derimellem? Man veed det ikke og tænker knap derpaa, bare videre. Den næste er en Shrapnel, der fra Luften spreder sine Blykugler om sig. Der ligger en knust Vogn, Heste og Mandskab ses ikke. For ikke at gøre Skaden værre end nødvendigt, marcheres der nu med større Afstande, en Tid senere er alt revet fra hinanden og nu er der intet frem eller tilbage mere muligt. Foran og bagude hagler det med Jern fra Granater og Shrapneller. Et Par Gange naar en ubehagelig Duft en. Man griber Gasmasken, klar over, at der er blevet afskudt Gasbomber. Dog Vinden er frisk heldigvis, den spreder hurtig Gassen, saa den fortyndes, og Faren mindstes. Der gøres Holdt, og man tager den Dækning, en højere Vold til højre Side yder, og i øvrigt afventer man taalmodigt Begivenhedernes Gang.

Der spares ikke paa Ammunitionen, og Maalet kendes forbavsende godt. Man kan ikke andet end beundre det, kun føles det noget ubehageligt selv at være Maal. Den første Time er omme, og den følges af en anden, og endnu opgives Ævred ikke: dog det maa vel faa Ende, og det er snart paa Tide, vi har lang Vej frem.

Endelig sagtnes Ilden. Men hvad nu, kan man vove sig frem? Er det maaske bare en List. Er det kun for at faa mere Fart i Tropperne, for saa at sætte ind paa ny? Saadan eller saadan, lige meget, nu taales ingen Forsinkelse mere, hvis det ikke skal blive langt op ad Dagen, før Turen er endt, altsaa paa den igen

Vognene samles nu. I Hast frem. Førerne venter. Det dages alt, men eet Gode har det, man kører sikrere og raskere. Ind imellem Granathuller gaar det. Disse øges her og der ved nye Kugler, der slaar ned, men nu kommer de bare spredt, man ænser dem ikke, man hører dem knap for Batteriernes Larm. Skønt disse har arbejdet flittigt i Nattens Løb. lader det ikke til, de vil sove Morgenstunden bort.

Paa Hjemvejen følger man Sporene fra Nattens Færd. og man gør sine Beregninger. Hvis man havde holdt her eller netop var standset der? Og saa er man da glad og taknemmelig for, at man netop fandt den bedste plads, mens det var værst: lidt Stank blev alt: i øvrigt alle Mand vel tilbage.

Den nye Dag er oprunden. Pinse er omme. Men det er, ligesom der er Pinsefryd i Fuglenes Røst: de synger jublende højlydt deres Morgensang, og alt i Naturen aander en venligt og mildt i Møde. Man finder Hvile og Fryd deri. Og mens man følger den stigende Sol, spørger det inde i en, hvornaar skal den atter lyse over en Menneskehed, der lever i Fred og under Fredens Kaar.  

J.N. Jensen.

6. maj 1917 – Claus Eskildsen: “Faldskærmen brænder, han selv brænder.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Et Par Dage senere rettes der et Generalangreb mod hele Ballonrækken. En Mand kommer styrtende ind paa Skrivestuen og fortæller hæsblæsende, at Ballonen Nord for os brænder. Lidt efter hører vi en heftig Luftkamp lige ved. Et Par Flyvere har angrebet »vore« Balloner. Snart brænder den ene. Observatøren springer ud med sin Faldskærm, Men nu bliver vi Vidne til noget af det frygteligste, jeg har set under hele Krigen. Manden er sprunget for sent ud. Den brændende Ballon daler ned og lægger sig over ham. Faldskærmen brænder, han selv brænder. — Gysende ser vi paa, hvorledes Faldskærmens Skelet med det forkullede Lig dinglende under sig synker til Jorden.

Tysk observationsballon (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

I den anden Ballon var der to Mand. De sprang begge ud og havde mere Held. Vinden drev dem lidt til Side, og deres Ballon, der ogsaa falder brændende til Jorden, rammer dem ikke. Men nu gør den ene Flyver en Kurve og gaar løs paa dem med sit Maskingevær, medens de hænger i Luften under Faldskærmen. Heldet forlod dem dog ikke, de naaede begge helskindet ned.

Denne Formiddag kostede Tyskerne her ved Montigny-en-Gohelle tre Balloner, 60,000 Mark.

De tyske Flyvere har helt tabt Modet, men »Flak« Folkene sparer ikke paa Krudtet og oversaar Himlen med deres Skyer. En enkelt Gang lykkes det dem at ramme en af de store Fugle. Vi ser en engelsk Flyver styrte ned. Hans ene Vinge, der er skudt af, kommer dansende gennem Luften langt bagefter.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 164-5)

2. maj 1917 – Claus Eskildsen: “Disse Englændere er nogle kække Karle!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Richthofen er paa Orlov, og de engelske Flyvere faar igen Overtaget i Luften. De har faaet en ny Model, en lille, hurtig Maskine med tre Bæreflader.

Den 2. Maj hører vi en Flyver brumme lige hen over Husene. Ringen under Vingerne viser, at det er en Englænder. Han gaar lige løs paa Observationsballonen, den store, gule Pølse, der hænger i Luften tæt ved Montigny-en-Gohelle. Men Manden i Ballonen har et Maskingevær og værger for Liv og Ballon. Englænderen gør omkring. Men paa Tilbagevejen holder han sig stadigt saa lavt nede, at han med sit Maskingevær skyder langs ad Billy-Montignys Gader. — Disse Englændere er nogle kække Karle!

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 164)

18. april 1917. Ballontjeneste, bayrere og en skål for genforeningen

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

Den 1. Marts 1917 flyttede vor Ballonzug 33 fra Ardennerné til Champagnen, hvor vi ved Bazancourt sur Suippe blev indsat som Forstærkning af en bayersk Ballonafdeling, der bestod af 3 Balloner. Man ventede her en fransk Offensiv, og Tyskerne trak alle mulige Forstærkninger til for at holde Fronten.

Den 16. April 1917 begyndte Offensiven. Det var den saakaldte „Nivelles Offensiv”. Nivelle var blevet fransk øverstkommanderende, og han skulde genoprette Offensivaanden i den franske Hær, fordi han ved Verdun, særlig ved Fort Douaumont, havde vist sig i Besiddelse af saadanne Egenskaber. General Joffre blev afskediget. Fremstødet blev dog ikke det, Franskmændene havde tænkt sig, vistnok tværtimod.

Vi blev indkvarteret i en stor Barak uden for Landsbyen i en lille Skov, hvor vi boede ca. tre Maaneder og igen blev godt lusede. (…).

Da vi havde været et Par Dage ved Bayrerne, kom der Meddelelse om, at en tegnekyndig skulde melde sig til Staben. Vi var to Arkitekter, Wiese fra Kiel og jeg, og da han var den ældste, blev vi enige om, at han skulde melde sig, og han blev antaget. Et Par Dage senere skulde de have en til, og saa meldte jeg mig og blev sendt til Staben i Warmeriville sur Suippe som Tegner.

Det var meget interessant at komme hen til disse „Seppler“. Først kunde de jo slet ikke lide os Sauprøjsere, og de gjorde os Livet surt paa mange Maader. Wiese holdt det kun ud nogle ganske faa Dage, saa gled han igen. Men jeg fik dem fortalt, at jeg slet ikke var „Saupreusse“, men „Muss-Preusse“, og det gav straks en helt anden Stemning.

Der var bl. a. en Kunstmaler, Hermann Sattier fra München, som vistnok var en anerkendt Kunstner, og som saadan meget frimodig i sine Udtalelser. Da vi den 18. April 1917 om Aftenen efter endt Dagværk sad paa vor Stue og drak en „Schoppen” Øl, fortalte jeg dem om den 18. April, hvor „die Saupreussen” med Overmagt havde kæmpet ved Dybbøl, og hvorledes det var vort Haab at komme bort fra Preussen og tilbage til Danmark igen.

Det foranledigede Sattier til at udbringe en Skaal for Slesvigs Genforening med Danmark, og den blev bekræftet med tre dundrende Hurraer, og Øllet blev drukket ud. Se, saadan noget er vistnok ikke sket mange Gange dengang, og jeg tænker tit paa de brave Bayrere, der var saa frisindede — og ikke at glemme: Prøjserhadere.

Der kom ofte Øl fra Hjemlandet til Bayrerne, men Ve de stakkels Prøjsere, der mente, at der ogsaa var Udskænkning af Øl til dem i Kantinen. Der vankede Hug og braadne Pander, hvis de ikke øjeblikkelig efter en ikke alt for sart Opfordring forsvandt.

Vi bearbejdede i Staben de modtagne Luftfotografier, som Flyverne havde taget over de franske Stillinger. Alle Batteristillinger m. m. blev straks indtegnede paa vore Kort og udsendt til de fire Balloner.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

28. februar 1917. Lynnedslag i observationsballonen

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der i begyndelsen af 1917 lå ved Veaux le Mouzon i Ardennerne

Den 28. Februar 1917 skulde Skydeskolens Afslutningsparade holdes for den tyske Kronprins. Dagen begyndte med Rusk og Regn og Blæst, der op ad Dagen voksede til Storm. Da vi om Morgenen trak vor Ballon frem for at fylde den med Gas, skete allerede det første Uheld, idet der ved Gaspaafyldningen opstod Gnidning i Gummislangen, der fremkaldte en Stikflamme, som meget hurtigt brændte frem imod Ballonen.

Men en af vore Gefreitere var hurtig i Vendingen. Han kommanderede Stop for Paafyldning, trak sin Sabel og skar Slangen over et Stykke fra Flammen og kommanderede Ballon fremad March — March. Vi fik saa fyldt Ballonen med større Forsigtighed, og lidt efter satte vi os i March mod Øvelsespladsen med Ballonen hængende en 50 m over Spilvognen. Ballonen svajede frem og tilbage i den stærke Blæst, og ingen havde Lyst til at gaa til Vejrs.

Skydeskolens Kanoner drønede hele Tiden, og ved 2- Tiden maa der være kommet Ordre til, at vi skulde observere, for nu blev Ballonen firet ned. Oberløjtnant Pfaffendorf og en ung Officersaspirant, en Søn af Rektoren ved Gymnasiet i Barmen, besteg Gondolen, og lidt efter gik Ballonen 300 m op. Spilvognen holdt paa en Eng, der var meget opblødt af den stadige Regn; derfor havde Hjulene Larvefødder paa. Vognen var spændt for med 6 Spand Heste. Den lille Trækvogn med Telefonspillet, fra hvilken Telefonkablet gik til Vejrs til Ballonen, havde placeret sig i Udkanten af et lille Krat, hvor det 3-4 Mand stærke Betjeningsmandskab sad under Tæpper og Regnfrakker, ca. 50 m fra den store Spilvogn.

Vi andre gik paa den vaade Eng og drev omkring og skuttede os i Regnen og Stormen med sjaskvaade Fødder. Pludselig lyder et voldsomt Skrald. Hestene stejler og springer rundt, Mændene nærmest Spilvognen danser Can-Can, Telefontruppen ryger ud af Krattet, som om nogen havde taget dem i Nakken. Saa lyder Raabet: Ballon brennt! Et Lynnedslag har tændt Ballonen i Brand, er derefter ad Staalwiren og Spilvognen gaaet ned i den vaade Jord og har derved givet de omkringstaaende og Hestene et elektrisk Stød. Paa samme Maade er det gaaet Telefontruppen.

Da jeg aldrig har været ude for en saadan Situation og endnu er lidt bedøvet, ser jeg mig omkring for at se, hvorledes de nærmeststaaende reagerer. Vor lille, skævbenede Sanitetsunderofficer fra Gelsenkirchen skotter op mod den brændende Ballon — og saa stikker han af, alt hvad Remmer og Tøj kan holde. Og det gør vi andre altsaa ogsaa, for i første Øjeblik tænker man paa en mægtig Eksplosion i Ballonen, som kan ramme os alle, — og derfor af Sted — af Sted!

Men mange Meter har jeg nu ikke løbet, før jeg kommer i Tanker om, at det nok er noget Vrøvl, jeg tænker. En Ballon kan ikke saadan eksplodere; den kan kun brænde; der skal først dannes Knaldgas, det vil sige: Gassen skal blandes med en bestemt Del almindelig Luft, inden saadant kan ske. Jeg standser og ser Ballonen falde jævnt langsomt nedad med Ildflammer rundt omkring. De sidste 50 m er Opdriften næsten gaaet af den, og nu falder den hurtigere og hurtigere. Jeg stikker i Løb for at være paa Pletten, naar Gondolen falder ned for om muligt at kunne hjælpe, og er Nummer to paa Pletten, da Nedfaldet sker.

Sammen med en Gefreiter, der kom først, trækker vi Gondolen saa langt som muligt bort fra den nedfaldende Ballon, og nu gælder det om i største Hast at faa de to Observatører ud af Gondolen. Det lykkedes nemt med Pfaffendorf, der ligger øverst; derimod ligger Aspiranten livløs paa Bunden. Men ogsaa ham faar vi ud, inden Varmen bliver for uudholdelig og Faren for Knaldgas overhængende. Der er imidlertid ogsaa kommet flere til, som kan hjælpe.

Pfaffendorf fortalte bagefter, at da Lynnedslaget kom, var Aspiranten blevet helt ude af sig selv og havde forviklet Linierne til deres Faldskærme, saa de ikke kunde bruges. Saa havde han kastet sig ned paa Bunden af Gondolen og ved Nedfaldet faaet det voldsomme Slag. Pfaffendorf havde derimod klamret sig til Gondolens Bæreliner og derved i nogen Grad afbødet Slaget. Han havde brækket Kravebenet, det ene Ben og Fodrodsbenet.

Da de fleste vilde hjælpe Oberleutnanten med Forbinding m. m., tog jeg mig af Aspiranten, der laa som livløs. Jeg kom i Hu, hvad jeg havde lært i Egernførde paa teknisk Skoles Samariterkursus og var bl. a. med til at give ham kunstigt Aandedræt. Han døde dog mellem Hænderne paa os. Jeg glemmer aldrig det forpinte Blik, Pfaffendorf sendte mig, da Løjtnant Bliersbach forsøgte at trække de pæne, gule Støvler af hans Ben for ikke at ødelægge dem. Det var, ligesom han vilde sige: „Ja, nu godter du dig! Nu er det min Tur!“ Naa — den ene Støvle maatte alligevel skæres op.

Pfaffendorf blev lagt paa Baare og blev kørt til Toget, og jeg har aldrig set ham siden. Aspirantens Lig kom i et Teltlærred og blev baaret til Vaux og senere sendt til Barmen, og saaledes fik Forældrene deres 18-aarige Krigsfrivillige tilbage.

DSK-årbøger 1949

11. juli 1916. Somme – et deprimerende syn

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Trods beskydning og tab havde kompagnierne med ufejlbarlig pligtfølelse indtaget deres stillinger. Afløsningen var tilendebragt den 11. juli lige efter midnat.

Regimentet holdt den forreste linje besat med to bataljoner. Den højre, III bataljon, lå med tre kompagnier, 9., 10. og 11., i en flad halvkreds om Belloy. To kompagnier, 12. og 13., var bataljonsreserve i gamle artilleridækningsrum og i hulvejen østlig og nordøstlig for Berny. Til venstre lå I bataljon med 1. og 3. kompagni i forreste linje, 2. og 4. tæt nord og øst for Berny, som bataljonsreserve. II bataljon lå med to kompagnier, 5. og 8., som regimentsreserve i slugten øst og sydøst for Berny, 6. og 7. som divisionsreserve ved slotsmuren til Miséry og ved banedæmningen, der førte til Peronne.

I fortsættelse til højre var 17. division med infanteriregiment 90, til venstre ved Estrées infanteriregiment 85 indsat.

Den gryende dag gav lejlighed til at danne sig et billede af den nye stilling. Næsten jævnt terræn, stærkt beskudt og raseret jordoverflade, bag ved skyttegraven et par pjaltede æbletræer. 500 meter bag ved, nogle steder løbende parallelt med graven, Romervejen, kranset af de sædvanlige franske popler, fra hvilke de gennemskudte grene hang visne nedad. Foran regimentet lå Belloy, der først for få dage siden var trukket ind i kampzonen. Nu savede allerede de første tagspær sig gennem luften. Umiddelbart omkring Belloy lå den franske skyttegrav.

Straks på den første dag gjorde fjendens overvældende materielle overlegenhed sig deprimerende mærkbar. Observationsballoner steg op tæt ved og strakte deres lange halse, som om de ville se helt ned i bunden af de tyske grave, og det kunne de næsten. Den første dag blev der fra stillingen talt 12, i klart vejr var der 23!

Det var klart, at ingen ordonnans kunne springe over det åbne terræn uden at blive set. På vor side var der i dagevis slet ingen ballon at se. Kun sjældent steg én op langt bagude og lige over horizonten. Højere turde han ikke stige, for så ville han med sikkerhed blive skudt ned af et af de fjendtlige fly.

De fjendtlige fly! Det var ikke mindre deprimerende. I eskadriller kredsede de uophørligt over vor stilling og langt bagud. Hver kanon, hver ammunitionsstabel observerede de, hvert fodspor, hver gruppe, der dukkede sig ved en skrænt eller i en hulvej, fandt de frem til og ledte så deres artilleri derhen. Dristigt dykkede de uden at skulle frygte, at et tysk fly ville kaste sig over dem. Deres overmagt var alt for overvældende.

Allerede den første dag kunne 86´erne iagttage, hvordan en dødsforagtende tysk flyver over Berny blev tvunget nedad af overmagten og bragt til styrt. 6:1, sådan var den fjendtlige overmagt i luften. Det var deprimerende for infanteriet.

En anden omstændighed virkede ligefrem nedslående. Regimentet, der fra Champagne var vant til at forsvare sig dybt echelonneret bagud, forefandt her kun en eneste skyttegrav. Her var hele den forreste linje klemt sammen, her kunne de let rammes af koncentreret ild. Lige som i begyndelsen ved Moulin! Ingen forbindelsesvej førte bagud. En delvis sammenskudt løbegrav på yderste venstre fløj, den ”brune” eller ”chokoladegraven” også kaldet, blev også benyttet af regiment 85 og kom for III bataljon og for den højre del af I bataljon praktisk taget ikke i betragtning.

Telefonforbindelse var med dén artillerivirksomhed udelukket.

Således var om dagen, der varede fra kl. 4 om morgenen til kl. 10 om aftenen, ingen forplejning, ingen transport af sårede, ingen meldings- eller befalingsformidling mulig. Om i nødstilfælde et fjendtligt angreb ville blive registreret bagude, om en ordonnans ville nå sit mål over åbent terræn, om den røde lyskugle kunne trænge igennem støv og røg, var mere end tvivlsomt. Det var bedre, at man på forhånd slet ikke ville forlade sig på det, men derimod frygtløs se kendsgerningerne i øjnene: I står ganske alene! Hjælp jer selv!

Så snart det var erkendt af füsiliererne, så forvandledes den begyndende nedtrykthed sig til den faste beslutning ikke at prisgive så meget som en fodsbredde jord uden kamp. Meget snart skulle det forsæt blive sat på prøve.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen