Tag-arkiv: Observationsballoner

18. april 1917. Ballontjeneste, bayrere og en skål for genforeningen

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

Den 1. Marts 1917 flyttede vor Ballonzug 33 fra Ardennerné til Champagnen, hvor vi ved Bazancourt sur Suippe blev indsat som Forstærkning af en bayersk Ballonafdeling, der bestod af 3 Balloner. Man ventede her en fransk Offensiv, og Tyskerne trak alle mulige Forstærkninger til for at holde Fronten.

Den 16. April 1917 begyndte Offensiven. Det var den saakaldte „Nivelles Offensiv”. Nivelle var blevet fransk øverstkommanderende, og han skulde genoprette Offensivaanden i den franske Hær, fordi han ved Verdun, særlig ved Fort Douaumont, havde vist sig i Besiddelse af saadanne Egenskaber. General Joffre blev afskediget. Fremstødet blev dog ikke det, Franskmændene havde tænkt sig, vistnok tværtimod.

Vi blev indkvarteret i en stor Barak uden for Landsbyen i en lille Skov, hvor vi boede ca. tre Maaneder og igen blev godt lusede. (…).

Da vi havde været et Par Dage ved Bayrerne, kom der Meddelelse om, at en tegnekyndig skulde melde sig til Staben. Vi var to Arkitekter, Wiese fra Kiel og jeg, og da han var den ældste, blev vi enige om, at han skulde melde sig, og han blev antaget. Et Par Dage senere skulde de have en til, og saa meldte jeg mig og blev sendt til Staben i Warmeriville sur Suippe som Tegner.

Det var meget interessant at komme hen til disse „Seppler“. Først kunde de jo slet ikke lide os Sauprøjsere, og de gjorde os Livet surt paa mange Maader. Wiese holdt det kun ud nogle ganske faa Dage, saa gled han igen. Men jeg fik dem fortalt, at jeg slet ikke var „Saupreusse“, men „Muss-Preusse“, og det gav straks en helt anden Stemning.

Der var bl. a. en Kunstmaler, Hermann Sattier fra München, som vistnok var en anerkendt Kunstner, og som saadan meget frimodig i sine Udtalelser. Da vi den 18. April 1917 om Aftenen efter endt Dagværk sad paa vor Stue og drak en „Schoppen” Øl, fortalte jeg dem om den 18. April, hvor „die Saupreussen” med Overmagt havde kæmpet ved Dybbøl, og hvorledes det var vort Haab at komme bort fra Preussen og tilbage til Danmark igen.

Det foranledigede Sattier til at udbringe en Skaal for Slesvigs Genforening med Danmark, og den blev bekræftet med tre dundrende Hurraer, og Øllet blev drukket ud. Se, saadan noget er vistnok ikke sket mange Gange dengang, og jeg tænker tit paa de brave Bayrere, der var saa frisindede — og ikke at glemme: Prøjserhadere.

Der kom ofte Øl fra Hjemlandet til Bayrerne, men Ve de stakkels Prøjsere, der mente, at der ogsaa var Udskænkning af Øl til dem i Kantinen. Der vankede Hug og braadne Pander, hvis de ikke øjeblikkelig efter en ikke alt for sart Opfordring forsvandt.

Vi bearbejdede i Staben de modtagne Luftfotografier, som Flyverne havde taget over de franske Stillinger. Alle Batteristillinger m. m. blev straks indtegnede paa vore Kort og udsendt til de fire Balloner.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

28. februar 1917. Lynnedslag i observationsballonen

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der i begyndelsen af 1917 lå ved Veaux le Mouzon i Ardennerne

Den 28. Februar 1917 skulde Skydeskolens Afslutningsparade holdes for den tyske Kronprins. Dagen begyndte med Rusk og Regn og Blæst, der op ad Dagen voksede til Storm. Da vi om Morgenen trak vor Ballon frem for at fylde den med Gas, skete allerede det første Uheld, idet der ved Gaspaafyldningen opstod Gnidning i Gummislangen, der fremkaldte en Stikflamme, som meget hurtigt brændte frem imod Ballonen.

Men en af vore Gefreitere var hurtig i Vendingen. Han kommanderede Stop for Paafyldning, trak sin Sabel og skar Slangen over et Stykke fra Flammen og kommanderede Ballon fremad March — March. Vi fik saa fyldt Ballonen med større Forsigtighed, og lidt efter satte vi os i March mod Øvelsespladsen med Ballonen hængende en 50 m over Spilvognen. Ballonen svajede frem og tilbage i den stærke Blæst, og ingen havde Lyst til at gaa til Vejrs.

Skydeskolens Kanoner drønede hele Tiden, og ved 2- Tiden maa der være kommet Ordre til, at vi skulde observere, for nu blev Ballonen firet ned. Oberløjtnant Pfaffendorf og en ung Officersaspirant, en Søn af Rektoren ved Gymnasiet i Barmen, besteg Gondolen, og lidt efter gik Ballonen 300 m op. Spilvognen holdt paa en Eng, der var meget opblødt af den stadige Regn; derfor havde Hjulene Larvefødder paa. Vognen var spændt for med 6 Spand Heste. Den lille Trækvogn med Telefonspillet, fra hvilken Telefonkablet gik til Vejrs til Ballonen, havde placeret sig i Udkanten af et lille Krat, hvor det 3-4 Mand stærke Betjeningsmandskab sad under Tæpper og Regnfrakker, ca. 50 m fra den store Spilvogn.

Vi andre gik paa den vaade Eng og drev omkring og skuttede os i Regnen og Stormen med sjaskvaade Fødder. Pludselig lyder et voldsomt Skrald. Hestene stejler og springer rundt, Mændene nærmest Spilvognen danser Can-Can, Telefontruppen ryger ud af Krattet, som om nogen havde taget dem i Nakken. Saa lyder Raabet: Ballon brennt! Et Lynnedslag har tændt Ballonen i Brand, er derefter ad Staalwiren og Spilvognen gaaet ned i den vaade Jord og har derved givet de omkringstaaende og Hestene et elektrisk Stød. Paa samme Maade er det gaaet Telefontruppen.

Da jeg aldrig har været ude for en saadan Situation og endnu er lidt bedøvet, ser jeg mig omkring for at se, hvorledes de nærmeststaaende reagerer. Vor lille, skævbenede Sanitetsunderofficer fra Gelsenkirchen skotter op mod den brændende Ballon — og saa stikker han af, alt hvad Remmer og Tøj kan holde. Og det gør vi andre altsaa ogsaa, for i første Øjeblik tænker man paa en mægtig Eksplosion i Ballonen, som kan ramme os alle, — og derfor af Sted — af Sted!

Men mange Meter har jeg nu ikke løbet, før jeg kommer i Tanker om, at det nok er noget Vrøvl, jeg tænker. En Ballon kan ikke saadan eksplodere; den kan kun brænde; der skal først dannes Knaldgas, det vil sige: Gassen skal blandes med en bestemt Del almindelig Luft, inden saadant kan ske. Jeg standser og ser Ballonen falde jævnt langsomt nedad med Ildflammer rundt omkring. De sidste 50 m er Opdriften næsten gaaet af den, og nu falder den hurtigere og hurtigere. Jeg stikker i Løb for at være paa Pletten, naar Gondolen falder ned for om muligt at kunne hjælpe, og er Nummer to paa Pletten, da Nedfaldet sker.

Sammen med en Gefreiter, der kom først, trækker vi Gondolen saa langt som muligt bort fra den nedfaldende Ballon, og nu gælder det om i største Hast at faa de to Observatører ud af Gondolen. Det lykkedes nemt med Pfaffendorf, der ligger øverst; derimod ligger Aspiranten livløs paa Bunden. Men ogsaa ham faar vi ud, inden Varmen bliver for uudholdelig og Faren for Knaldgas overhængende. Der er imidlertid ogsaa kommet flere til, som kan hjælpe.

Pfaffendorf fortalte bagefter, at da Lynnedslaget kom, var Aspiranten blevet helt ude af sig selv og havde forviklet Linierne til deres Faldskærme, saa de ikke kunde bruges. Saa havde han kastet sig ned paa Bunden af Gondolen og ved Nedfaldet faaet det voldsomme Slag. Pfaffendorf havde derimod klamret sig til Gondolens Bæreliner og derved i nogen Grad afbødet Slaget. Han havde brækket Kravebenet, det ene Ben og Fodrodsbenet.

Da de fleste vilde hjælpe Oberleutnanten med Forbinding m. m., tog jeg mig af Aspiranten, der laa som livløs. Jeg kom i Hu, hvad jeg havde lært i Egernførde paa teknisk Skoles Samariterkursus og var bl. a. med til at give ham kunstigt Aandedræt. Han døde dog mellem Hænderne paa os. Jeg glemmer aldrig det forpinte Blik, Pfaffendorf sendte mig, da Løjtnant Bliersbach forsøgte at trække de pæne, gule Støvler af hans Ben for ikke at ødelægge dem. Det var, ligesom han vilde sige: „Ja, nu godter du dig! Nu er det min Tur!“ Naa — den ene Støvle maatte alligevel skæres op.

Pfaffendorf blev lagt paa Baare og blev kørt til Toget, og jeg har aldrig set ham siden. Aspirantens Lig kom i et Teltlærred og blev baaret til Vaux og senere sendt til Barmen, og saaledes fik Forældrene deres 18-aarige Krigsfrivillige tilbage.

DSK-årbøger 1949

11. juli 1916. Somme – et deprimerende syn

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Trods beskydning og tab havde kompagnierne med ufejlbarlig pligtfølelse indtaget deres stillinger. Afløsningen var tilendebragt den 11. juli lige efter midnat.

Regimentet holdt den forreste linje besat med to bataljoner. Den højre, III bataljon, lå med tre kompagnier, 9., 10. og 11., i en flad halvkreds om Belloy. To kompagnier, 12. og 13., var bataljonsreserve i gamle artilleridækningsrum og i hulvejen østlig og nordøstlig for Berny. Til venstre lå I bataljon med 1. og 3. kompagni i forreste linje, 2. og 4. tæt nord og øst for Berny, som bataljonsreserve. II bataljon lå med to kompagnier, 5. og 8., som regimentsreserve i slugten øst og sydøst for Berny, 6. og 7. som divisionsreserve ved slotsmuren til Miséry og ved banedæmningen, der førte til Peronne.

I fortsættelse til højre var 17. division med infanteriregiment 90, til venstre ved Estrées infanteriregiment 85 indsat.

Den gryende dag gav lejlighed til at danne sig et billede af den nye stilling. Næsten jævnt terræn, stærkt beskudt og raseret jordoverflade, bag ved skyttegraven et par pjaltede æbletræer. 500 meter bag ved, nogle steder løbende parallelt med graven, Romervejen, kranset af de sædvanlige franske popler, fra hvilke de gennemskudte grene hang visne nedad. Foran regimentet lå Belloy, der først for få dage siden var trukket ind i kampzonen. Nu savede allerede de første tagspær sig gennem luften. Umiddelbart omkring Belloy lå den franske skyttegrav.

Straks på den første dag gjorde fjendens overvældende materielle overlegenhed sig deprimerende mærkbar. Observationsballoner steg op tæt ved og strakte deres lange halse, som om de ville se helt ned i bunden af de tyske grave, og det kunne de næsten. Den første dag blev der fra stillingen talt 12, i klart vejr var der 23!

Det var klart, at ingen ordonnans kunne springe over det åbne terræn uden at blive set. På vor side var der i dagevis slet ingen ballon at se. Kun sjældent steg én op langt bagude og lige over horizonten. Højere turde han ikke stige, for så ville han med sikkerhed blive skudt ned af et af de fjendtlige fly.

De fjendtlige fly! Det var ikke mindre deprimerende. I eskadriller kredsede de uophørligt over vor stilling og langt bagud. Hver kanon, hver ammunitionsstabel observerede de, hvert fodspor, hver gruppe, der dukkede sig ved en skrænt eller i en hulvej, fandt de frem til og ledte så deres artilleri derhen. Dristigt dykkede de uden at skulle frygte, at et tysk fly ville kaste sig over dem. Deres overmagt var alt for overvældende.

Allerede den første dag kunne 86´erne iagttage, hvordan en dødsforagtende tysk flyver over Berny blev tvunget nedad af overmagten og bragt til styrt. 6:1, sådan var den fjendtlige overmagt i luften. Det var deprimerende for infanteriet.

En anden omstændighed virkede ligefrem nedslående. Regimentet, der fra Champagne var vant til at forsvare sig dybt echelonneret bagud, forefandt her kun en eneste skyttegrav. Her var hele den forreste linje klemt sammen, her kunne de let rammes af koncentreret ild. Lige som i begyndelsen ved Moulin! Ingen forbindelsesvej førte bagud. En delvis sammenskudt løbegrav på yderste venstre fløj, den ”brune” eller ”chokoladegraven” også kaldet, blev også benyttet af regiment 85 og kom for III bataljon og for den højre del af I bataljon praktisk taget ikke i betragtning.

Telefonforbindelse var med dén artillerivirksomhed udelukket.

Således var om dagen, der varede fra kl. 4 om morgenen til kl. 10 om aftenen, ingen forplejning, ingen transport af sårede, ingen meldings- eller befalingsformidling mulig. Om i nødstilfælde et fjendtligt angreb ville blive registreret bagude, om en ordonnans ville nå sit mål over åbent terræn, om den røde lyskugle kunne trænge igennem støv og røg, var mere end tvivlsomt. Det var bedre, at man på forhånd slet ikke ville forlade sig på det, men derimod frygtløs se kendsgerningerne i øjnene: I står ganske alene! Hjælp jer selv!

Så snart det var erkendt af füsiliererne, så forvandledes den begyndende nedtrykthed sig til den faste beslutning ikke at prisgive så meget som en fodsbredde jord uden kamp. Meget snart skulle det forsæt blive sat på prøve.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen