Tag-arkiv: nordslesvigere

16. november 1917. Mikael Steffensen: “Hvad der er en Del af ens Væsen kan man dø for”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig ved Flandern på Vestfronten.

Flandern, den 16. november 1917.

Kære N………. !


Saa har jeg saa meget at sige dig Tak for, N., og saa mange Tanker, du, men min Tid er saa knap. For Øjeblikket sidder jeg paa et Lofte i Halluin-Menin, vest for Courtrai (Kortrik), vi skulde ‘have et Par Dages Ro, men nu har de smidt os ud igen, og først for et Par Timer siden kom vi tilbage, men endnu ligger vi i højeste Allarmberedskab. Tilgiv da, om Brevet i Retning af Form og Skønskrift bliver »maadeligt« jeg kan ikke, som jeg helst vilde.

Jeg var saa glad for den Dag i Cambrai, selv om det var saa kort, og for Dagen i Buissy. Saa fik jeg da at føle, at vi endnu har Mænd, som kan betrygge vor Fremtid, at der endnu er virkelig unge Nordslesvigere, som tør vedkende sig deres Gud og deres Fædreland.

Det er vist at dømme haardt, men jeg regner dem for simple Folk, som svigter disse to Ting. Saa vidt jeg har erfaret, er disse to Ting -— selvfølgelig mest Vorherre — de to Poler, hvorom vort Liv drejer sig, og som giver vort Liv Indhold.

Tit har jeg tænkt i denne Tid: Kunde jeg blot have kæmpet og lidt dette forfærdelige for en Sag og et Land, som jeg elsker. Hvad der er en Del af ens Væsen kan man dø for . . .

Tak, N., for den Bog, du sendte mig, jeg vil se at faa den læst en af de første Dage, for at du saa kan faa den tilbage. Med forud vil jeg ikke tage den, dertil er den for god. Den første Fortælling har jeg læst, og den var god, dyb og af virkelig Værdi. Saa snart jeg faar en god Bog, faar du den tilsendt, vi vil hjælpe hinanden over denne Tid., N., og i Livet senere hen, ikke sandt? Hvis vi hjælper ‘hinanden frem mod høje Maal, saa vil Gud ogsaa velsigne vort Venskab, ja hele vort Liv.

Den 20. Oktober blev vi sat ind, og vi har været 10 Dage i Stilling siden da. Resten af Tiden har vi været i Halluin, men ogsaa i Beredskab, alarmeret hele Dagen, men ikke sat ind i Storm endnu.

I Dag har Englænderne trommet voldsomt, og der kastes Bomber og skydes her ind i Byen. Uhyggeligt er her, men forude er det værre. I mørke Nætter vil mange sætte Livet til i det bundløse Morads, og mangen Saaret vil lide en haard og fortvivlet Skæbne.

Bitterhed har fyldt mit Sind — der var knap Plads for Tak til ham, som jeg dog skylder Tak for saa uendelig meget godt. Vi er smaa, vi Mennesker, meget smaa, og i denne Tid især har jeg været en af de mindste: Svag og utaknemmelig, ængstelig og utro mod Gud.

Hvor fandt jeg Hvile i at læse i din Bog, de gode Tanker, dem faar man aldrig for mange af.
Jeg sad forhen og læste et Digt af Josias Bille, skrevet nu under Krigen. Tonen er ganske vidunderlig og gribende, men den kan jeg jo ikke skrive, jeg kender den næppe selv. Men Ordene faar du nu:

Ring, Klokke, lydt over Land og By,
meld om en blaaraende Himmel bag Sky,
ring for de Sjæle, som stønner i Strid,
Klokke, ring Fred i vor fejderde Tid.

Dybt skal du ringe i Sjælene ind,
nævne det bløde, vi bær i vort Sind,
kalde paa alt, som kan stemme til Fred,
vende vort Sind til Fordragelighed.

Kald alle Minder om Kærlighed frem,
kald paa de Længsler, vi bær til vort Hjem,
mind om den Hustru, som græder i Bøn,
mind om den Moder, som elsker sin Søn.

Ring, Klokke, ring over Hærenes Tal,
ring gennem Hjertets forhærdede Skal,
fri vore Sind for dens tærende Splid,
Klokke, ring Fred i vor fejdende Tid.

Du skulde høre N. N. synge den, selv har jeg ikke hørt ‘ham synge den, men andre, gribende Sange, og det var Andagt, det var noget, der greb det dybeste i mig, og fik Strenge til at dirre, som aldrig kom i Svingning ellers.

Ja, min Tid ebber ud, skønt jeg gerne vilde fortsætte, maa jeg dog slutte.

Guds Fred, N., over alle dine Veje, og vær kærlig hilset.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

11. juli 1917 – Mathias Damm: Tilbage til fronten

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Onsdag Aften.
Kære Moder og Sødskende!
Jeg vil nu begynde at Brev til eder og fortælle lidt om Reisen. Jeg kom straks i OJ sammen med et par der skulde med samme Tog som jeg og der kom saa et par mere til underveis. Vi kom til H Kl 9½ og 12½ kom “Rübe” Toget. Det lignede ogsaa et rigtig Roetog, thi det var lutter Godsvogne. Vi blev saa pakket ind i den, 40 i hver, og var saa paa Flyvende til Kønigsberg.

Det kunde nok passere at man kom til at sætte sig i et andet Hjørne af Vognen, end Meningen var. Ellers gik det helt gemytlig. Jeg var sammen med nogle Nordslesviger i det ene Hjørne. Deriblandt L. Lassen, C. Glochaus Mand. Han er ved Reg 410. Der er mange Nordslesvigere. De andre, fra Reisen til Hamborg, havde jeg tabt af Syne i Mørket der om Aftenen.

Mandag Aften begyndte der en at spille paa Mundharmonika i den anden Ende af Vognen, og mærkelig nok blev jeg med et lysvaagen, jeg var ellers ved at sove, thi det var saadanne Stykker som Jens Veimand, Skamlingsbanken og Jeg er en simpel Bondemand, det viste sig at være en af de første Reisekammerater fra O. J.

I Kønigsberg blev vi sorteret, alt efter Kulør og Bestemmelsessted. Saa var de fleste Nordslesviger borte. Jeg fandt en i min Vogn. Til al Lykke var jeg nu kommen hen efter Forenden, der var det knap saa slemt med at flyve rundt. Saa gik alt godt til vi kom her til i Eftm. Og glad var jeg forresten, at jeg nu var færdig med det Kvarter dennegang. Nu havde jeg jo ogsaa ligget paa Banen i over tre Døgn uafbrudt.

Nu bliver jeg her til i morgen og saa gaar det med lille Perle et Stykke og saa til Fods for Resten. Jeg har jo Tid nok, og det gjorde slet ikke noget om der var Fred naar jeg kom dertil. Jeg skal nu have skreven til J. Glochau, jeg fik jo hans adresse. Han er ogsaa her i denne Egn ved Armeringen, men længere til venstre. Han skal jo nok blive glad, naar han hører fra mig.

Nu ved jeg ikke mere dennegang, det regner og har gjort siden vi drog fra Meklenborg. Haaber saa i have faaet en Slat deraf ogsaa.

Nu mange Hilsner til eder alle fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

26. maj 1915 – “der tales ligesaa meget dansk som tysk”

Peter Jepsen skriver hjem fra Dixmude i Belgien

“Rille v. Dixmude 26/5 15

Mine Kære!
Det er saa længe siden vi har udvekslet nogle Tanker, at jeg nu, da jeg lige er ved at skrive, ogsaa vil sende Eder et par Linier.

Jeg kom jo halvsyg afsted fra Sønderborg igen, var dog saa heldig at komme til mit gamle Kompagni igen, som har en forholdsvis rolig Stilling ½ Mil syd for Dixmude. Strabadser har vi ingen af, Kosten er god og tilstrækkelig, saa vi i Grunden har det helt godt. Opholdet i den friske Luft har gjort mig godt, saa jeg er nogenlunde rask igen.

Mellem os og Fjenden (2 km) er der et Engstrøg, som delvis staar under Vand, saa vi altsaa næsten kun er udsat for Artillerieild. Vi holder os dog godt skjult, saa det er ikke saa slemt hermed. Faren vænner man sig til. Man maa jo finde sig i det uundgaaelige. Halvdelen af Kamerater er fra Nordslesvig, saa der tales ligesaa meget dansk som tysk. Det er straks hjemligt, og saa faar jeg daglig Brev fra min Anna og skriver dagligt igen. En lille Beretning faar jeg dagligt om den Lille, hjemmefra skrive de ogsaa flittigt, saa jeg staar i stadig Forbindelse med dem hjemme.

For at glemme det Skrækkelige rundt omkring én, læser jeg meget, baade Romaner og andet, f. Eks. f. T. Musikhistorie. Saa kan jeg jo glemme alt andet.

Man maa jo her være fattet paa alting, ogsaa paa det værste. Men Haabet slipper man jo da ikke, at man maa se sine Kære igen i bedre Tider. Med dette Ønske hilser jeg Eder særligt ogsaa Tante, hjerteligst.

Eders Peter,

I bedes ogsaa hilse Hansens, og Linde i Branderup”

(Feltpostbrev i Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)