Tag-arkiv: nærkamp

12. februar 1917. Engelsk patrulje på raid i 86’ernes skyttegrav!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage i nye stillinger.

Fjenden fortsatte med sine delangreb for at gøre fronten mør. Næsten hver nat blev der angrebet ved en ny division.

Om natten fra den 11. til den 12. februar blev regimentet ramt. Hele dagen slog der svære granater ned på regimentets højre fløj og på den venstre fløj af infanteriregiment 32 ved siden af. Med flyverobservation.

Hen mod kl. 9 om aftenen begyndte et kraftigt ildoverfald, svære shrapnels, så styrtede mørke skikkelser over klippelandskabet og trængte overraskende ind i den slørede post fra 8. kompagni.

Men her er man vågen. Den røde lyskugle udløser vor spærreild, den ligger godt.

Så går kompagniføreren løjtnant Reich straks til modangreb. Han befrier sine vagtposter og tager en premierløjtnant og 32 mand til fange, to Lewis-geværer tager han også som bytte. Fra 8. kompagni faldt løjtnant Bönning og én mand, 21 var sårede.

Den fjendtlige artilleriild øgedes endnu engang denne nat, men fjenden vovede ikke en gentagelse af angrebet.

Den 12. februar melder regimentet, at officerer og mandskab er udmattet til det yderste. Heller ikke reservebataljonerne har fundet hvile.

Som følge af angreb på nabodivisionerne hørte alarmeringer til dagens orden eller rettere til nattens orden. Men stærkest havde den tolv timer lange dagsvagttjeneste tæret på kræfterne.

I de første ti dage af februar var der alene kommet 204 ny sygdomstilfælde til. Antallet af syge var kommet op på 716.

Der kunne slet ikke mere være tale om nogen nævneværdig kampkraft. Endelig kom den forløsende ordre, at divisionen fra 14. februar skulle afløses af 9. reservedivision.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

7. november 1916. “Blodet strømmede ud, saa at alt mit Tøj var gennemblødt …” Rumænerne angriber! K. Tastesen såret af bajonetstik!

Füsilier K. Tastesen kom i oktober 1916 til Rumænien på Balkanfronten.

Den 6. fik vi at vide, at vi skulde storme Dagen efter. Vi havde faaet nogle ganske smaa Heste og Æsler til at bære Ammunition og Fødemidler op. Vi havde ikke andet Artilleri end nogle ganske smaa Kanoner, som kunde skilles ad og bæres op.

Den 7. om Morgenen var der en meget stærk Taage, det passede os meget godt, da vi skulde ned ad Skrænten. Da vi var kommen ned, blev vi liggende der, da vi ikke skulde storme før Kl. 10.

Da vi havde ligget der et Kvarters Tid, saa jeg nogle Skikkelser forude. Det var endnu saa taaget, at vi kun kunde se faa Meter fra os. Jeg spurgte min Kammerat, om han kunde se, hvem det var. Han mente, det var Tyskere, men jeg vidste, vi var de forreste, saa dem kunde det ikke være.

I det samme fik vi Vished, idet Rumænerne med et Hurra stormede frem imod os. Tre Mand for hen imod vor Gruppe, men de fire af vore Folk var nye, som aldrig havde været paa med Bajonetten før. De blev saa forskrækkede, at de løb tilbage. Jeg blev siddende paa Knæ og skød den ene af Rumænerne ned. Med det samme var den anden inde paa Livet af mig. Jeg fik mig ikke rigtig rejst, før jeg mærkede et Stik i Brystet, og i det samme susede en Bøssekolbe og ramte Rumæneren i Hovedet.

Det sortnede for mine Øjne, og jeg kunde ikke holde mig oprejst. Jeg fik mig dog arbejdet en halv Snes Meter tilbage, hvor der var en lille Lavning. Jeg tog min Forbindspakke frem og holdt den paa Saaret. Det varede dog ikke længe, før jeg var saa udmattet, at jeg ikke kunde holde den længere, og Blodet strømmede ud, saa at alt mit Tøj var gennemblødt.

Tyskerne stormede forbi mig, og længere borte var der et Spektakel af Haandgranater og Geværskud, blandet med Hurraraab fra dem, der gik frem, og Skrig fra de Saarede. Jeg var mest bange for, at Tyskerne skulde blive slaaet, saa vidste jeg, at jeg kom i Fangenskab eller maaske blev dræbt, men hvad saa, saa var det hele da overstaaet.

Kampen trak sig imidlertid længere og længere bort, og nu kom Sygebærerne og forbandt os. Et lille Stykke borte laa en Feltwebel og havde begge Ben afskudt. Han raabte, men Sygebærerne kom først til mig, og jeg blev ogsaa forbunden først. Da han var ved at forbinde mig, saa jeg en Rumæner ligge lidt derfra og famle ved Bøssen, som han havde rettet mod os. Jeg gjorde Sygeplejeren opmærksom paa det, og han sprang til og tog Geværet fra ham.

Tyskerne havde taget nogle Fanger. De blev nu sat til at bære de Saarede ned ad Bjerget. Bjerget, hvorpaa jeg blev saaret, hed Blæsabjerget — Kl. 10 kom to rumænske Fanger sammen med to af vore egne Soldater og bar mig til en Forbindingsplads længere tilbage paa Bjerget. Der fik jeg to Indsprøjtninger for at stille Smerterne. Saa blev jeg bundet fast til Baaren, og Nedstigningen begyndte. Det varede godt fire Timer, og jeg led frygtelige Smerter. Saa kom vi til Ambulancen, som kørte mig til et Lazaret i Petrosini. Der blev jeg lagt ind i en Hal, som var omtrent fuld af Saarede i Forvejen, saa det vilde vare længe, før jeg kom for Tur.

Endelig, jeg antager henved Kl. 12, kom jeg paa Operationsbordet. Der var tre Læger i Kitler, der en Gang havde været hvide, men nu var de fuldstændig overløbne med Blod, og ligeledes svømmede Gulvet med Blod, saa det lignede mere et Slagtehus end et Sted, hvor Mennesker skulde behandles.

Da jeg havde faaet Forbindingen af og var bleven undersøgt, hørte jeg Lægerne sige, at jeg havde haft Held med mig, at jeg netop var ramt der, da Saaret var 6 à 7 cm dybt. Saa blev jeg bedøvet og ved ikke mere, før jeg laa paa en Stue. Min blodige Skjorte beholdt jeg paa, da de ingen anden havde til mig, og desuden var jeg saa fuld af Utøj, at det næsten pinte mig mere end Saaret.

Vi laa 17 Mand paa en Stue, alle haardt Saarede. Vi blev tilset af Lægerne hver Dag, men ellers blev der ikke gjort noget særligt ved mig. Der laa jeg saa i 14 Dage, inden jeg kunde blive flyttet til et Lazaret i Tyskland.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

25. september 1916. Den franske fange er død: “Et unødvendigt offer for krigens grusomhed.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

(… fortsat)

Overfaldet på den franske forpost lykkedes – men franskmændene er alarmeret. Hvordan skal H.C. Brodersen og hans kammerater komme tilbage til egne linjer igen?

Nu kunde vi høre, at det blev levende i Skyttegraven bag ved os og sluttede deraf, at det var den bortløbne Franskmand, der havde hentet Forstærkning.

Skorstensfejeren og Sepl fik fat i Kraven paa Sepls haardtsaarede Modstander og slæbte ham op af Hullet, medens jeg med Revolveren og et Par Haandgranater dækkede Tilbagetoget. Da de andre var naaet noget ud til Siden, søgte jeg bagefter, og i et Mosehul afventede vi, hvorledes Situationen videre vilde udvikle sig.

Fra Hullet, som vi lige havde forladt, kunde vi høre Banden og Raaben, der beviste, at det atter var fyldt med Franskmænd. Vor Fange aandede svagt, og vi maatte fuldstændig slæbe ham efter os, da vi noget efter saa smaat søgte at naa tilbage til vore egne Skyttegrave. Det var vanskeligt nok, thi vore egne Kammerater har vel troet sig angrebet af Fjenden og skød som vilde.

Haandgranaterne røg ud over Skyttegravskanten og eksploderede i ubehagelig Nærhed. Der var ikke andet for end at raabe til dem om ikke at skyde, og først efter at de havde faaet Feltraabet, kunde vi slippe ind.

Det viste sig, at vi var kommet saa langt ud af Retningen, at vi laa overfor 2. Kompagni, der ikke vidste, at der var nogen ude ved den Tid. Klokken var allerede henad Morgenstunden, da vi endelig naaede hen til Kompagniføreren med vor Fange.

Vi var næsten mere døde end levende, men Kompagniføreren havde  en Flaske Cognac i Nærheden, og han vilde hellere ofre den og have os velbeholdne tilbage, end at indsende vore Navne til Listen over de faldne, hvilket han saa smaat havde forberedt sig paa.

Vi fik nu Tid til at se paa vor Fange, og han var ikke mange sure Sild værd. Frygtelig var han tilredt af Sepls Kniv, og han blødte af mange Saar, og fra et dybt Hul ved Halsen strømmede ved hvert Pulsslag  det varme, dampende Blod ud. En Cognac blev hældt i Munden paa ham. Han aabnede Øjnene og saa sig forvildet omkring. Et Par store Taarer banede sig Vej ned ad Kinderne og forsvandt i Fuldskægget.

Af nogle Optegnelser i hans Dagbog fremgik det, at han havde været med i Krigen fra Begyndelsen. Et Fotografi viste, at han var Tjenestemand, at han var gift og havde et Barn. Det var en Pige i 12 Aars Alderen, som paa Fotografiet stod lænet op til ham, der sad ved et Bord.

Kompagniføreren anbragte Fotografiet imellem hans foldede Hænder. Kort efter hørte vi en sagte Jamren, der endte i et dybt Suk. Vor Fange var død og havde i sine sidste Minutter trykket Billedet til sine Læber.

carte-postale17_fransk_soldat_cropped

For ham var Krigen forbi, men han syntes at være blevet et unødvendigt Offer for dens Grusomhed.

Vi har lige været hos Kompagniføreren, der paany har lovet „at tænke paa os ved næste Lejlighed”. Han mente det vel godt nok, men baade Skorstensfejeren og jeg har lovet os selv, at intet Avancement oftere skal friste os til at deltage i en lignende Ekspedition. Den  syntes os hensigtsløs og uden Led i Afgørelsen om Krigens endelige Udfald.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

25. september 1916. Natligt overfald på fransk forpost: “Vi var snart indviklet i den mest forbitrede nævekamp …”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

(… fortsat fra kl. 18:00)

Under en patrulje i ingenmandsland blev Brodersen og hans kammerater pludselig anråbt på fransk.

Vailly den 25. September 1916.

Vi trykkede os saa langt ned i Moder Jords Skød, som det blot var muligt, og med Munden tæt til hinandens Ører aftalte vi, hvad vi videre skulde gøre. Et Par Skud peb hen over Hovederne paa os, og der blev derfor ikke lang Tid til at betænke os i.

Det havde været Meningen at overrumple dem, men Franskmændenes Opmærksomhed var nu vakt, og Sagen stillede sig derfor nu vanskeligere. Dog, vi havde Ordre til, enten død eller levende, at bringe een Mand, og vi maatte derfor gøre et Forsøg.

 Vi kravlede nu hver til sin Side, og det var en Aftale, at Skorstensfejeren og Sepl skulde sørge for et Offer, medens jeg skulde holde Ryggen fri.

Med et Spring var vi nede i Hullet hos de forbavsede Franskmænd, men hvem der blev mest forbavset, fik vi ikke Tid til at konstatere, thi i Graven var der nemlig 4 Mand i Stedet for 2, som vi havde regnet med.

I samme Øjeblik var vi indviklet i et vildt Haandgemæng. Høje Raab og Brøl som fra vilde Dyr kløvede Luften, og de frygteligste Eder og Forbandelser paa begge Sprog brød Nattens Stilhed. Een af Franskmændene løb straks tilbage, og vi var nu 3 imod 3 og var snart indviklet i den mest forbitrede Nævekamp.

Franskmændene var værst stillet, thi de havde kun de lange Geværer at værge sig med, medens vi brugte Haandgranaterne som Slagvaaben. Jeg laa snart paa Bunden af den snævre Plads og med en stor Franskmand over mig. Med sit Sidegevær gennempryglede han min Krop, medens jeg kun havde Tanker for at værge saa godt for mig, som jeg kunde.

Mørket hindrede os i at iagttage Enkelthederne, men jeg opfattede dog, at min Modstander flere Gange satte Bajonetten imod mit Bryst, men paa Grund af de andres Tumlen rundt om i Hullet, er han vel blevet hindret i at støde til. Det lykkedes mig nu at faa frigjort min Revolver, og medens han i sin halvt liggende Stilling stod bøjet over mig, pressede jeg denne imod hans Bryst og trykkede til.

Han faldt ned over mig, men i min fortvivlede Angst for Ekspeditionens Udfald, lykkedes det mig i en Haandevending at gøre mig fri og sprang op af Hullet. Imedens de andre kæmpede som vilde Dyr, havde jeg et Øjeblik Tid til at trække Vejret.

Sepl havde faaet fat i sin Kniv, og det var et frygteligt Vaaben i hans Haand. Han brugte den paa en saa frygtelig Maade, at hans Modstander blødte af mange Stiksaar, og med sin Staalhjelm søgte det arme Menneske at afværge det afgørende Stik. Skorstensfejeren kæmpede en fortvivlet Kamp med sin Mand, der var stor og stærk. Franskmanden havde nu med et Kvælertag faaet fat om Halsen paa ham, og de faldt nu om og tumlede rundt nede i Hullet. Jeg kunde nu ikke høre noget Livstegn fra Skorstensfejeren, og med et Spring sad jeg paa Ryggen af hans Modstander. Et Revolverskud imellem hans Skuldre gjorde Ende paa Kampen.

Imedens kæmpede Sepl som en aldeles rasende mod sin Mand, og de lignede mere vilde Dyr end Mennesker. De faldt og rullede rundt om hinanden, sprang op og ind paa hinanden igen. Franskmandens Tøj var flænget over det hele, men Sepl havde endnu ikke faaet Lejlighed til at bibringe ham det afgørende Stød. Imidlertid var Skorstensfejeren atter kommet noget til Hægterne, og i sin liggende Stilling lykkedes det ham at slaa Armene omkring Franskmandens Ben.

Han faldt, og Sepl var straks over ham og rendte i sin Afsindighed sin Kniv i Brystet paa ham.

Det var forbi, men Faren var endnu langtfra overstaaet, thi fra alle Sider blev der nu afskudt Lysraketter, der oplyste Terrænet som i klareste Dagslys. Det var det værste, der kunde ske for os, thi kun i Skjul af Mørket havde vi Haab om at slippe tilbage.

Fra alle Sider lød Maskingeværernes kendte Tikken, og Kuglerne fløjtede hen over Hovederne paa os.

(… fortsættes kl. 21:00)

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

20. juli 1916. Blodig dag ved Somme: “Bjerge af lig spærrer vejen for angriberne”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Kl. 8 om formiddagen steg blåkapperne ud af deres skyttegrave.

Foran den højre bataljon bliver de under svære tab afvist af 2. kompagni. Ved 4. kompagni lykkes det dem, begunstiget af røg og tåge, at trænge ind i et 100 meter langt skyttegravsstykke, som var ryddet af miner og artilleri. Men 4. kompagni samler sig hurtigt til et modstød. En uforfærdet gruppe ført af de to tapre sergenter Rave og Clausen går fra skyttegraven i kødet på den indtrængende fjende med håndgranater. De får støtte på den anden side af indbrudsstedet af 90’erne.

Maleri_skyttegrav_nærkamp
Stormangreb! Maleri på Sønderborg Slot

Fra skulderværn til skulderværn bliver fjenden jaget. Frygteligt raserer de tyske håndgranater blandt modstanderne, der bliver skubbet stadig tættere sammen. Angriberne må forlade graven, fordi bjerge af lig spærrer vejen for dem. Da rækker de sammenpressede fjender, ca. 50 mand, hænderne i vejet. De bliver uden eskorte sendt bagud. Desværre måtte de to befalingsmænd bøde for deres uforfærdethed med livet.

Trods dette gode resultat var 4. kompagnis situation meget risikabel på grund af deres store tab. Da fik 9. kompagni kl. 10 om morgenen ordre til at sværme ind til støtte for 4. kompagni. Frejdigt førte løjtnant Iversen kompagniet gennem spærreilden. Uden nævneværdige tab nåede kompagniet hen over åbent terræn den forreste skyttegrav, glad og lettet hilst velkommen af resterne af 4. kompagni. Her vovede franskmanden intet angreb mere den dag.

Vestfront Skyttegrav med franske lig
Dræbte soldater i en skyttegrav

Alvorligere var situationen ved den venstre bataljon. Her var det lykkedes fjenden efter heftig artilleriforberedelse overraskende at trænge ind i vor skyttegrav og tage en del af besætningen til fange. Fra 8. kompagni savnedes 3 officerer og 96 mand, fra 5. kompagni 2 officerer og 37 mand.

Fjenden var så trængt videre frem hen over Romervejen og havde besat en del af grav nr. to med stærkere styrker. Da trækker ritmester Henneberg, føreren af II bataljon, 6. og 7. kompagni frem til nord for Berny, og ligeledes 11. kompagni, som regimentet har stillet ham til rådighed. Kl. 11,30 er opstillingen klar. Premierløjtnant Kalepky giver tegn til modangreb. I tynde skyttelinier går kompagnierne frem.

Fjenden yder trods sin overlegenhed ikke megen modstand, trækker sig tilbage bag Romervejen og forsvarer sig med to maskingeværer.

IMG_2011_11_29_5840_fransk_maskingevær_cropped
Fransk maskingeværstilling

Disse bringer en tid de 3 kompagniers forehavende til stilstand. Så bliver maskingeværerne bragt til tavshed af en tung felthaubitser. Kompagnierne går kl. 2,30 om eftermiddagen videre frem og kaster fjenden tilbage i sin gamle stilling. Kun et stykke på 60 meters længde forbliver i hans hånd til højre og til venstre for den ”brune grav”.

Den ”brune grav” er en gammel tysk reservestilling og strækker sig hen mod fjenden. Således er denne i stand til gennem skyttegraven at trække forstærkning til. Disse trænger de af tab svækkede kompagnier tilbage igen og udvider indbrudsstedet til ca. 250 meter.

Så bliver 1. kompagni som regimentsreserve trukket frem. Dem var det den dag allerede lykkedes at nedskyde en engelsk flyver.

antiluftskyts_fly_mindre
Tysk antiluftskyts
Påskrift, bagside: "Von Oberltn. v. Richtofen heruntergeschossenes engl. Kampflugzeug (am 14/4. 17 in Gegend Douai)
Nedskudt engelsk fly

Oversergent Früdden tog de to besætningsmedlemmer til fange under stærk fjendtlig ild. Om natten ruller kompagniet ved et dristigt gennemført håndgranatangreb det omstridte stykke grav op. Kl. 4 om morgenen var hele stillingen igen på vore hænder.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

12. februar 1916. Angreb: “En forbitret nærkamp begyndte …”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Paa Slaget 6 lød det sidste Skud fra Artilleriet. Delingsførernes Fløjte skingrede, og afsted udover Brystværnet gik det i Galop.

Mange blev allerede hængende i vores egen Pigtraadsforhegning, thi Franskmanden var nemlig forberedt paa, hvad der var i Gære. En morderisk Granatild søgte at spærre os Vejen, og krydsende fra alle Sider peb Maskingeværernes Kugler os om Ørerne. Artilleriet til begge Sider arbejdede som irriterede, bjæffende Terrierhunde, og der var en Helvedeslarm.

Dog snart naaede vi foran Fjendens Pigtraad og indenfor det Omraade, hvor Franskmanden ikke uden Fare for at beskyde sine egne Tropper, kunde gøre os nogen Skade. Af det dertil inddelte Mandskab blev der ustandselig kastet Haandgranater ned i Skyttegraven for at aflede Opmærksombeden fra dem, der med de medbragte Sakse ivrigt klippede i Fjendens Pigtraad. Da der endelig var skaffet Adgang, sprang vi alle ned i Graven.

En forbitret Nærkamp begyndte. Haandgranater eksploderede rundt omkring. Dødsskrig fyldte Luften. Dolkene blev taget i Brug. Blodet løb os ned ad Fingrene. Stønnen og Jamren lød fra alle Sider. Geværkolberne suste igennem Luften og krævede ved hvert Slag sin Mand. Mand imod Mand kæmpedes der. Det var en Samling  altforglemmende Mennesker, der hensat i dyrisk Raahed ikke alene kæmpede for deres eget Liv , men for at tage saa mange af de andres som muligt.

Da de sidste Haandgranater var kastet og den sidste Patron i Revolveren var afskudt, søgte vi endnu med den bloddryppende Bajonet eller med den blodige Kniv i Haanden ned i Understandene for om muligt dér at antræffe et Offer, der kunde tænkes at have skjult sig.

Endelig blev det roligt omkring os, og ogsaa Granaterne gik højere paa deres Bane og søgte længere tilbage at spærre for eventuel Forstærkning.

Skyttegraven frembrød et grufuldt og forfærdende Syn. Ven og  Fjende laa imellem hinanden, døde eller saarede, der ventede paa at blive hjulpet. Frygtelige Skrig og Raab om Hjælp lød til alle Sider, og fra de døende hørtes svag Klynken. Geværer, Haandgranater, Tornystre og anden Udrustning flød til alle Sider og laa spredt over det hele.

Dog, vi kunde ikke give os Tid til lange Betragtninger. Stillingen skulde omarbejdes til Forsvar fra den modsatte Side. Spader og Hakker kom i Brug, og døde — Ven eller Fjende, ligemeget — blev lagt ovenpaa hinanden for at afgive Dækning.

De medbragte „spanske Ryttere” blev slæbt fremefter for at afspærre Løbegravene over imod Franskmanden. Maskingeværerne skulde bringes i Stilling for at være klar til Brug, naar Fjenden satte ind til Modangreb. Imedens sænkede Mørket sig over hele  Elendigheden, og mange saarede Kammerater kunde nu bringes tilbage.

Vi Underofficerer søgte det spredte Mandskab sammen, men der var tyndet slemt ud iblandt dem.

Bag ved et Skulderværn fandt jeg et Par af mine Folk, der kom slæbende paa en dødlignende Skikkelse. Det var Max. „Han er død som en Sild,” erklærede Skorstensfejeren, „vi fandt ham liggende med en Franskmand over sig, og vi syntes, det var Synd at lade ham ligge, han var en god Kammerat.”

De lagde ham ned, og fra hans Læber lød der et dybt Suk.

„Minsandten, om han ikke lever,” sagde Skorstensfejeren, „han skal have en ordentlig Slurk.” Skorstensfejeren løsnede Feltflasken fra Bæltet, satte den for Munden paa Max og hældte hele Indholdet i Halsen paa ham.

Det syntes at hjælpe, i hvert Fald kastede han op, men det var ogsaa en ordentlig Dosis, der blev hældt i ham. Da der noget efter kom Sanitetssoldater tilstede, blev han taget med tilbage og kom under kyndig Behandling. Der blev gjort et stort Bytte af fyldte Feltflasker, og da de alle indeholdt Vin, var de kærkomne.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

24. august 1914. Slaget ved Mons. “Med min bajonet mellem ribbenene sank han sammen med en stønnende lyd.”

H.C. Brodersen gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Ved Mons kom regimenter i kamp med englændere.

Vi stormede den engelske Skyttegrav, hvor „Tommy” mødte os med opplantet Bajonet. Jeg saa mig pludselig staa ene overfor 2 store, stærke Englændere, der saa ud til at ville sælge deres Liv saa dyrt som muligt.

Det lykkedes mig efter et Par kraftige Udfald at slaa Geværet ud af Haanden paa den ene, der satte afsted tilbage. Vi var nu 2, og efter et Par Minutters Forløb, arbejdede Lungerne paa os, som var det et Par Blæsebælge. Sveden drev ned over Ansigtet og sved i Øjnene. Bevidstheden om, at den, der gav op, var dødsens, gav os uanede Kræfter.

Det blev en frygtelig, forbitret Kamp for det sølle Liv. Han fik Held til at stikke mig i Laaret, og jeg kunde mærke det varme, klæbrige Blod løbe ned af Benet. Kort efter fik han en Flænge over venstre Haand, saa Blodet drev nedover Fingrene og videre langs ad Geværet, men endda var vi lige vidt.

Det er umuligt at beskrive, hvordan jeg var til Mode, men jeg husker, at jeg i pludselig Angst for at skulde dø geraadede i et frygteligt Raseri. Jeg tænkte: „Nu, eller aldrig,” og samlede mine sidste Kræfter til et afgørende Stød. Uden, som reglementeret, at slippe Geværet med venstre Haand, gjorde jeg et Udfald. Han parerede prompte og kraftigt, men blottede derved sin venstre Side.

Det var det, jeg havde ventet. Med sammenbidte Tænder og under Opbydelse af mine sidste Kræfter lagde jeg ud til det sidste afgørende Stød og — ramte. Med min Bajonet imellem sine Ribben sank han sammen med en stønnende Lyd. Mere saa jeg ikke, thi ogsaa jeg faldt sammen som en vaad Klud. Det var forbi.

Da jeg kort efter atter kom til Bevidsthed, rullede jeg mig ned i Skyttegraven, hvor jeg fik set til mine Saar. De blødte stærkt, og jeg var just ifærd med at anlægge en Forbinding, da et Par Officerer kom forbi. De troede, at jeg „trykkede” mig, og i kraftige Vendinger anmodede de mig om snarest at indfinde mig ved mit Kompagni.

Ved Siden af mig laa en Englænder med afskudte Ben. Han var mere død end levende, og ved Tegn bad han mig om at skyde ham en Kugle for Panden. Han vilde hellere dø end leve Resten af sit Liv som Krøbling. Til den anden Side laa en død Englænder udstrakt paa Ryggen med en Harmonika imellem sine udstrakte Arme og slappe Hænder. Den Granat, der havde afbrudt hans Spil, havde ogsaa afrevet hans Livstraad. Overalt lød der Klageraab og Raab paa Saniteter.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)