Tag-arkiv: musik

28. december 1917. Frederik Tychsen puster lus på intendanten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 27. december blev vi afløst. Imod reglen blev vi afløst om aftenen, for vi skulle tilbringe Nytårsaften og nytårsdagen i kvarteret. Det var en dejlig tur at gå tilbage denne aften mellem jul og nytår. Vi havde ikke haft nogen tab, og tanken om at tilbringe 5 dage i kvarteret satte humøret op, og vi sang næsten hele vejen tilbage. Det var klart frostvejr, og sangen rungede gennem gaderne i Hochlede, så folket kom ud for at se efter os. Det var mørkt, da vi kom til kvarteret, men barakkerne var varmet op, og vi lagde os straks til ro, efter at vi havde indtaget et måltid mad.

 Dagen efter gjorde vi tøjet i stand, ordnede karabineren og sablen osv., men der var julestemning i barakken. De, der havde fejret juleaften der, havde haft et lille juletræ, og det stod endnu pyntet og pæn, og der var ikke nogen tjeneste, så vi nød tilværelsen, dagene gik med spil, læsning og sang, og kanoner Steinmann var en dygtig mandolinspiller. Vi samledes jævnlig om ham, og så sang vi af hjertens lyst: Volkesange, fædrelandssange og så krigssangene, specielt dem, der var knyttet til kampene i Flandern, ”Die Deutschen haben Mut, die Deutschen schiessen gut, fur ein Komisbrot und frir einen Franc, schiessen sie Tage lang” osv. (Den har samme melodi, som den på samme tid her i landet meget sungne vise “Under den hvide bro”). Og s. sang vi også: „In Flandern sind viele Soldaten, in Flandern sind viele gefallen” osv. Denne sang var skrevet af kanoner Treptau, han var ved vort batteri; han blev såret og døde på lazarettet.Vi havde i det hele taget udmærkede dage mellem jul og nytår. Kosten var tilstrækkelig, og når soldaten blot fik nok at spise, steg humøret af sig selv.

En dag kom intendanten (han stod for forplejningsvæsenet i hele bataljonen) ind i barakken, det var en sjælden gæst i frontområdet. Han var en ualmindelig vigtig fyr, der altid sagde: ”3 skridt fra livet, for ellers besmitter I mig med lus, og disse tingester vil jeg ikke have”, og derfor havde vi morskab af at putte de største lus, vi kunne finde i halmstrå, og så puste dem hen på intendanten. Vi sad og ladede ”halmbøsseme” i smug, og så snart det heldige øjeblik var inde, blev der skudt. Intendantens tjener klagede altid over, at chefen var så befængt med lus, og han kunne slet ikke forstå, hvor han fik dem fra; det kunne vi derimod nok.

En af dagene gik Obergefreiter Maas, sergent Felix Plozaichik og jeg ned til Gitsberg for at se levende billeder. Her var en stor barak, der var indrettet til biograf, og den kunne vel rumme ca. 1000 mennesker. Det kostede 10 Pfennig at komme ind. Midt under forestillingen kom der fjendtlige fly og kastede bomber ned over byen. Der var dog ingen, der ramte biografen, hvilket ville have været uhyggeligt. Da forestillingen var til ende, gik vi tilbage til kvarteret i Goed.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. december 1917. Marseillaisen på violin for en kop kaffe

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste i Ballonzug 33. I julen 1917 fik ham mulighed for at besøge sin bror, overlærer Jens Andersen, Gråsten, der sammen med en andre nordslesvigere gjorde krigstjeneste i Maskingeværafdeling 69.

Vi havde oprettet en lille Sangforening paa ca. 40 Medlemmer, og vi øvede os paa alle mulige Sange i Anledning af Julen. Juleaften lagde vor Tropfører Beslag paa Kirken, og her blev holdt Julegudstjeneste. — En af vore nye Løjtnanter, Lt. Bäumer, var protestantisk Præst, og han holdt en lille Juleandagt. Der var stillet et Gave­bord op inde i Kirken, og vi fik hver en lille Gave. Bagefter sang Sangforeningen. Jeg synes nu ikke, at en af Sangene med Omkvædet: „Wirt, roll das Fass herein, heut wollen wir lustig sein, heut ist heut“ just passede til denne Lejlighed og i disse Omgivelser.

Vi havde ogsaa lavet et lille Schrammel-Orkester. Jeg spillede 2. Violin. Det var helt morsomt en Gang imellem at lave ordentlig Støj. —

Vore Værtsfolk fik tildelt Levnedsmidler fra den amerikanske Hjælpekomité, der fordelte Levnedsmidler. Jeg tror, det var over Holland, disse Levnedsmidler uddeltes til de franske og belgiske Familier, der var bosat i det af Tyskerne besatte Omraade. Ofte lugtede det noget saa dejligt af frisklavet, ægte Kaffe, og vi gik og snøftede Lugten i os.

En Søndag Eftermiddag, da det igen lugtede noget saa livsaligt af Kaffe, sagde jeg til et Par af mine Kammerater, der var hjemme den Eftermiddag: „Hør, nu skal jeg prøve paa at skaffe os alle en Kop god Kaffe, men I maa love mig at finde jer i, hvad jeg foretager mig, og I maa love mig at holde absolut tæt med det.“

Jo, der var jo ingen Ende paa, hvad de vilde love og finde sig i, hvis de kunde faa Kaffe. Saa hentede jeg min Violin ned i Stuen, hvor vi sad ved vor Telefoncentral. Værtsfolkene opholdt sig sammen med nogle Gæster i den anden Stue ved Siden af.

Og saa spillede jeg Marseillaisen med Fynd og Klem og al den Følelse, jeg kunde lægge i min Præstation. Da jeg havde spillet tre Vers, holdt jeg op. Nu skulde Virkningen vise sig. Jo — rigtigt, et Øjeblik efter gik Døren op, og vi blev inviteret paa dejlig Kaffe og Kager i lange Baner.

DSK-årbøger 1951

9. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

I Begyndelsen af November 1916 rejste vi sydpaa. L. Dollerup og M. Lund var med i Transporten; andre husker jeg ikke.

Rejsen gik først til Gradsko i Makedonien, ca. 70 km fra Prilep. Paa Vejen herned mødte vi et Lazarettog fyldt med haardtsaarede fra det saksiske Jægerregiment, maaske de samme, som sammen med os var rejst derned, og som fortsatte, da vi steg ud i Nish. De havde faaet en meget haard Medfart ved Monastir, hvor der rasede heftige Kampe paa den Tid.

Det gjorde et dybt Indtryk paa os, da vi saa de raske Jægere i den Forfatning. For Infanteriet var det særlig slemt i det klippefyldte Bjergland- Det var næsten umu­ligt at grave sig ned, og Sprængvirkningen fra Granaterne var dobbelt, da Stenene virkede som Splinter.

Fra Gradsko til Prilep var der ingen Jernbane. Det tog os to Dage at gaa de 70 km. Ikke nogen særlig stor Præstation, men i Betragtning af, at det hele Tiden gik opad, at det var Snevejr og glat Føre, var det drøjt nok alligevel med fuld Oppakning.

Vejen gik over Babuna-Passet, hvor den snor sig frem og tilbage utallige Gange, forbi dybe Slugter, hvor der en Gang imellem laa et knust Lastauto nede paa Bunden. Jeg gad vide, hvor mange Chauffører der har sat Livet til paa den Maade.

Trafikken paa denne Strækning blev nemlig besørget af Lastbiler og en Traadbane, der gik over Bjerge og dybe Afgrunde. Af og til saa vi en eller to Soldater sidde oven paa Høballer eller Ammunitionskasser, og de fik paa den Maade en eventyrlig Luftrejse. De sparede jo Benene, men jeg skulde nu ikke nyde noget, for sæt, at Staalviren sprang! Det kunde nemlig ske.

Her saa vi de første rumænske Krigsfanger. De var sat til at passe Stationerne.

Den første Nat sov vi i Telt og frøs med Anstand. Da vi nærmede os Prilep, blev Landet mere fladt. Lidt uden for Byen havde jeg en Oplevelse. Der sad en Tigger ved Vejen og spillede paa et Instrument, der lignede en Violin. Han spillede en Melodi, jeg kendte. (Tiggere var der mange af i Serbien, maaske Tito har faaet dem afskaffet). Det var Melodien til „Vældige Riger rives om Jorden”, som vi sang til Gymnastikken hjemme i Hviding Forsamlingshus. Det var mærkeligt at møde en kendt Melodi saa langt borte fra sin Hjemstavn. Senere opdagede jeg, at det er en bulgarsk Folkesang; saa var det jo ikke saa mærkeligt endda.

At der ingen Sundhedskommission fandtes i Landet, var nemt at se, for langs Vejen laa mange Skeletter, mest af Okser, der bruges som Trækdyr. Dør de undervejs, faar de Lov til at blive liggende som Føde for Gribbene, eller ogsaa, til de raadner op. I Vandløbene, hvor man hentede Drikkevand, laa der ogsaa døde Dyr.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

16. juni 1916. FR86 i hvilestilling: “Efter aflusning er soldaten et helt andet menneske!”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev midt i juni trukket ud af stillingerne i Champagne.

Bataljonerne marcherede fra Champagne nordpå, ved Attigny overskred de Aisne. Ca. 15 km nordligere gik de i kvarter. Det var trangt og dårligt.

Derfor og fordi regimentet skulle trækkes lidt nærmere jernbanen, blev det den 18. juni trukket længere vestpå. De nye hvilesteder blev nået ved fodmarch. De lå 15 til 20 km nord for Rethel. I bataljon fordelte sig på landsbyerne Grandchamp, Wagnon og Mesmont, II bataljon på Justine, Son, Herbigny og Hautville. III bataljon på Draize, La Romagne og Lalobbe.

Det var en sympatisk egn, store, venlige landsbyer med enkeltmandskvarterer, i hvilke 86´erne forberedte sig på deres værste tur. Den korte tid, der formodentlig var tilbage, blev flittigt udfyldt med eksercits og felttjeneste. De grundlæggende ting som disciplin, uniform, hilsepligt o.s.v. blev efter lang skyttegravstilværelse bragt i erindring igen.

Det vigtigste var øvelser i terrænet. Der blev igen øvet spredt formation, taget marchretning efter et bestemt punkt, en skyttegrav nået under artilleriild og omringet i spredt formation, foretaget frontændringer i antagelsen af, at den fjendtlige grav ikke var fuldt ud observeret, stormet en befæstet stilling i flere bølger. Officererne fik militærvidenskabelig undervisning og blev undervist i ridning.

Når det var fyraften, sad 86’erne fredeligt uden for deres kvarterer med deres ”pisanger”, bananlikør. Mund- og trækhamonikaer lød, og på nogle aftenen gav det også regimentsmusik. I almindelighed havde 86’erne i befolkningen ry af at være ”bon garςons”, gode drenge.

Ensformigheden blev brudt af den enkelte bataljons aflusningsudflugt til Rethel. Takket være det derværende ”lausoleums” storartede indretning kunne en hel bataljon, ca. 1000 mand, afluses og komme i bad inden for få timer.

Efter aflusning er soldaten et helt andet menneske, lige som omvendt luseplagen kan have betydelig indflydelse på stemningen og dermed kampkraften i en militærenhed.

Af regimentshistorien. Køb den her

5. maj 1916. Duel på trompeter ved Yserkanalen

N. L., Spandet, lå i maj 1916 ved Yser-kanalen

En fredelig Duel
Det var i Maj. I Krigsaaret 1916, jeg oplevede denne fredelige og ret enestaaende Duel, hvorom jeg her kort vil berette.

Stillingen, vi laa i, strakte sig ud fra Byen Dixmuidens søndrede Ruiner. Vore Skyttegrave var mange Steder yderst primitive, da disse strakte frem over de lave og fugtige Engarealer langs Yserkanalens Bred.

Det var en livsalig og forfriskende Morgen. Solen var lige staaet op, og den tætte Taage, der havde indhyllet os med sit Slør Natten over, maatte skyndsomst  fortrække.

Solens Straaler funklede og skinnede i det endnu dugvaade Græs og — nej, se dog bare — Engblommernelignede næsten Gulddukater . . . . Naturen var vidunderlig en saadan Morgen. Lærkerne svang sig syngende højt mod Sky, og fra de mange smaa Vandløb hørtes Frøernes frelige Krak — krak!

Ogsaa hos os i Gravens Dyb herskede der endnu en vis Ro. Et Par af Mændene stod i Adamskostume — Jagten efter de smaa graabenede Fyre var allerede i fuld  Gang.

Solen skinnede paa Mændenes nøgne Kroppe. Jagten foregik under munter Snakken, afbrudt af enkelte Latterudbrud. Et Par af Kammeraterne var beskæftiget med at gøre deres Vaaben i Stand. Og der, noget borte, stod en større Klynge og drøftede en Sag ret højlydt. Det drejede sig i Virkeligheden vist om — alt og ingenting.

Pludselig blev Stilheden afbrudt af et Horns skrattende Toner. Lyden naaede over til os fra den anden Skyttegrav. En Belgier, eller hvem det var, sad nu der og lod Tonerne rulle. Vi sad eller stod andægtige og lyttede til Musikkens Toner. Musikken standsede, men efter en kort Pavse fortsatte Manden derovre sin musiceren.

Han blæste nu en ogsaa hos os kendt Døgnmelodi — en „Schlager“, kalder Tyskerne det, og vi lyttede igen; nogle af os tillod os at nynne svagt med.

I min umiddelbare Nærhed stod ogsaa Fidde Jøhnk, Kompagniets Spasmager, og lyttede. Fidde var en saakaldt Altmuligmand. Han kunde synge og more andre med Vitser og den Slags’ Ting, og han kunde rigtig drille en ikke afholdt Kammerat eller Befalingsmand, naar det endelig kom an paa det. Foruden alle disse Færdigheder forstod Manden sig paa Musik — sa’ han da. En Gang har han fortalt mig lidt fra sit omtumlede Liv. Han havde bl. a. været med et omrejsende Cirkus, hvor han havde haft sin Plads i Orkestret.

Som en Mindelse fra denne Tid havde han endnu Trompeten i Behold, og ved enkelte Lejligheder lod han os nyde godt af sin Musik. — Om hans Kvalifikationer kunde der godt siges baade det ene og det andet. Men nu tilbage til Sagen.

Som vi stod der allerbedst og lyttede til Musikkens Toner, fo’r det pludseligt ud af Fiddes Mund: Hov — hov — du, den er gal. — Det skal være et „F“ .

Hva’ for noget, sa’ Fischer. — Du vil maaske lære ham derover, hvordan det skal være?

— Fischer var ogsaa en Slags Fagmand. Han var Hornblæser. — Fidde optog straks Handsken. — Ja, sa’ han, jeg skal lære ham, jeg skal give ham en Lektion, som han kan nemme, og derved trak Fidde sig ud af Klyngen og forsvandt ned i Dækningen.

Lidt efter stod han da der med det for ham saa dyrebare Eje i Haanden. Maaske var det blanke Instrument det eneste, Manden ejede.

Med en Mine som nogen romersk Sejrherre besteg den gode Fidde den ret interimistiske Tribune — der her bestod af Gravens Græsbænk. Snart rullede Tonerne ud over Graven og dens Omgivelser. De endnu sovende kom farende ud af deres Huler og saa sig forskrækkede omkring.

Men det var jo bare den tossede Fidde, der stod derhenne og spillede.

Selv vor gode Løjtnant Maas kom et Øjeblik til Syne. Skønt dette her var lidt udenfor Reglementet, lod han staa til. Allerede en Gang før havde han prøvet Kræfter med Spasmageren Fidde Johnk, men han maatte ærlig indrømme, at han der havde fundet sin Overmand. Den gode Løjtnant trak sig derfor ganske stille tilbage.  Han skulde ikke nyde noget.

Det kunde vel ikke helt nægtes, at den gode Fidde med en vis dilettantisk Færdighed behandlede sit Instrument. Kampen bølgede frem og tilbage. Snart blæste den ene og snart den anden af de to Kamphaner et Stykke.  Vi morede os kosteligt og opildnede den gode Fidde. — Ha, det kan du da gøre meget bedre, ikke Fidde? —  Hæng i — skaan ham bare ikke — og andre Udraab lød fra Kammeraternes Side.

Fidde blæste og blæste, saa Øjnene næsten var ved at trille ham ud af Hovedet. Endelig fandt Fidde, at nu kunde det være nok. Han blæste til Slut Strofer af en March og sluttede af med en lang og for os frydefuld Tirade. Lidt uforsigtigt stak han Hovedet op over Skyttegravens Rand og udslyngede med sin sidste Kraft følgende Hilsen: „Saa, nu har du vel faaet nok for denne Gang — Hva’ !“

Med en Mine, som om han havde vundet en stor Sejr, traadte den godt forpustede Fidde atter ned blandt os i Gravens Bund.

Den fredelige Duel havde fundet sin Afslutning.

DSK-årbøger 1947