Tag-arkiv: Miner

Krigens forløb, Sønderjyder

6. november 1917. “Ja, Peter Hansen havde faaet en Kugle.”

Skriv en kommentar

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Efter slaget ved Mahiva får Nis Kock dårlige nyheder om en anden sønderjyde

En Dag i Begyndelsen af November holdt vi vort Indtog i den katolske Missionsstation Ndanda, der ligger paa Grænsen mellem Lavlandet, som vi stadig havde vandret i siden Livale, og Bjergene ud mod Kysten.

Vi slog Lejr et Stykke fra den stenbyggede Station for de katolske Missionærer, der virkede paa disse Egne, og Stache fik her en Ordre fra en Løber. „Flere Miner!“ skrev Generalen, der aabenbart stadig var i det Humør, og jeg lod mine Folk stille Drejebænken op.

Kort efter kom Ramasan løbende og raabte allerede paa lang Afstand: — Bwana Hansen har faaet en Kugle. Jeg bad ham vise mig Vej, og vi løb hurtigt hen imod en stor Græshytte, som Ramasan pegede paa. 

Ja, Peter Hansen havde faaet en Kugle. Han sad paa sit Græsleje med Blod omkring Munden og graableg i Ansigtet. Kuglen havde ramt ham fra Siden, var gaaet gennem Skulderen og tværs igennem Kroppen paa ham. Det var ved Mahiva, det var sket.

Han forklarede mig langsomt og stødvist og med stort Besvær. — To Mand bar mig fra Mahiva hertil. De var fire Dage om det, men jeg er ikke den eneste. Der ligger fuldt af saarede her omkring, baade Tyskere og Englændere.

Jeg tog Afsked med Peter Hansen for ikke at trætte ham yderligere og gik derfra i tunge Tanker. Hvis han kom over dette, saa var det mere end et Mirakel.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

28. juli 1917. Nis Kock ankommer til Ruponda.

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter en mindre safari fra den lille flække Nangano ankom Nis og Stache til Ruponda. Nis led stadig meget af sin kroniske malaria, men han og Stache fremstillede stadig miner.

Paa Vejene i Nærheden af Ruponda mødte vi flere mindre tyske Afdelinger, og i selve Byen laa der nu og da Tropper, men sjælden ret længe ad Gangen.

Det var som Livale og Nangano et Sted, hvor Tropperne trak igennem. Nogen By var der heller ikke Tale om — blot nogle ganske faa Negerhytter og et Par Magasiner.

Af Tropperne, som nu og da kom til Stedet, fik vi at vide — at de ingenting vidste. Der var ingen af de hvide Officerer, der med Bestemthed kunde sige, hvor Generalen havde Kvartér, og der var ingen, der var klar over de engelske Troppers Stilling.

Man frygtede for, at Vest- og Nordgruppen, som Tyskerne endnu var delt i, skulde blive afskaaret fra hinanden netop ved et engelsk Fremstød mod Ruponda, men ikke desto mindre var Byen og Magasinerne som oftest uden nævneværdig militær Beskyttelse.

Stache og jeg passede vort Arbejde. Vi lavede Miner af alt for Haanden værende Materiale. De blev sendt med smaa Safarier mod Øst, og de sorte Bærere fandt altid Vej til de Troppeafdelinger, der skulde have Minerne.

I øvrigt halvsultede vi, og jeg blev sløjere og sløjere af Malaria, fordi jeg ikke kunde faa tilstrækkeligt Kinin.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

9. juni 1917. Østafrika: “Feberen rasede gennem Blodet med en Styrke som aldrig før.”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter at have kommet sig oven på sin ulykke med en mine, var Nis begyndt at arbejde igen, men de måtte rykke fra deres plads i Livale til en mindre landsby sydøst for byen: Nangano. Her begyndte Malariaen desværre at sætte sine kløer i ham endnu en gang.

Her byggede vi ikke Hytter. Den Tid var forbi, da man kunde indrette sig saa varigt i Østafrika.

Fjenden var tæt inde paa Livet af os, og vi kunde blive tvunget til at bryde op, hvornaar det skulde være.

Vi fabrikerede Miner af min nye Konstruktion, som vi sendte med Safarier til Hovedkvarteret.

Vi var der i fem Uger, men i de sidste kunde jeg ikke deltage i Arbejdet. Det var ikke paa Grund af mine Saar, der i Øjeblikket ikke gav andre Efterveer end, at mit Syn var noget svækket. Det var Malariaen, der kom igen — frygteligere end nogen Sinde.

Pulsen piskede af Sted, saa de enkelte Slag ikke kunde tælles, og Feberen rasede gennem Blodet med en Styrke som aldrig før.

Kinin havde jeg kun meget lidt af og maatte spare endnu mere paa det end før, og Følgen blev, at Sygdommen varede længere og var mere haardnakket end nogen Sinde tidligere.

I de Dage kastede de engelske Flyvere ofte Bomber ned i vor Lejr. Jeg laa paa mit Leje og hørte Bomberne eksplodere omkring Lejren, Bærernes Raaben og Skrigen og de korte, skarpe Knald af Staches Riffel, naar han skød efter Flyverne.

Jeg havde jo været med til det engang, vidste jeg, og jeg kunde ogsaa nok have Lyst til at være med endnu en Gang. Men jeg var berøvet al Villie, og jeg oplevede kun som gennem en Taage, hvad der skete omkring os.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

7. juni 1917. Nis Kock forlader Livale: “Fælden var ved at klappe sammen om de tyske Tropper”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Han arbejdede med at fremstille miner og dreje granater. Under dette arbejde sprængte der en mine i hans hytte, og han havde været ude af stand til at arbejde i en længere periode. Efter han kom på benene igen, havde arbejdet skredet frem som normalt.

Min Helbredelse skred hurtigt frem — hurtigt i Forhold til de Saar, jeg havde faaet, men det varede dog 8 Uger, inden jeg kunde fortsætte mit Arbejde.

Til sidst opgav Lægen at finde flere Sprængstykker i mig, og hans Æske var da ogsaa paa det nærmeste fyldt. De store Bind blev ogsaa taget af mig, navnlig fordi jeg ikke i disse knappe Tider kunde ligge med en saadan Overdaadighed af Gazebind om mig. I Stedet for blev der lagt smaa Stykker Gaze paa mine aabne Saar, og omkring dem blev der surret Baand og Strimler af Bast, som man nu anvendte til Forbinding.

Da jeg var kommet op, tegnede og konstruerede jeg en Mine, som jeg havde ligget og spekuleret paa under min Afmagtsperiode. Den blev sendt til Hovedkvarteret, og der kom meget hurtigt Meddelelse tilbage om, at mit Forslag var det bedste, der hidtil var indkommet, og at Miner skulde konstrueres saadan for Fremtiden. De Miner, jeg havde opfundet, frembød ingen Fare for Manden, der lagde dem ned, men kun for ham, der traadte paa dem.

Kun ganske kort Tid fik jeg dog Lejlighed til at virke i Livale. Fælden var ved at klappe sammen om de tyske Tropper. Fra Syd og Vest og til sidst ogsaa fra Nord trængte Englændere, Indere, Sydafrikanere og sorte Askaritropper frem i hurtige Marcher.

Der laa endnu Dele af den tyske Vesthær Vest for Livale, men den vilde sandsynligvis trække sig tilbage Nord for Stationen. Hovedhæren laa i Øjeblikket ved Lindi ude ved Kysten og i Bjergene, paa Muera-Plateauet længere inde i Landet.

Livale svævede faktisk i Luften, da Stache efter Ordre fra Hovedkvarteret lod Lejren bryde op for efter to Dages Safari at naa frem til Nangano — et Navn, men ikke ret meget af en Landsby sydøst for Livale.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

16. marts 1917. I Østafrika “men jeg maatte gøre min Pligt”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Under hans arbejde med at fremstille miner, gik det galt og en af dem eksploderede i hans hytte. De følgende mange uger brugte han på at komme til hægterne igen.

I de kommende Uger blev jeg baaret ud af Hytten hveranden Dag, og Bindene blev taget af mig, medens Lægen med sin Pincet rodede efter flere Jernstumper i mine Saar.

Der var ikke megen Forskel paa Fremgangsmaaden fra den første Tortur, men han havde dog nu luret mig af, saa han vidste, hvor min Grænse laa, og han holdt altid op, lige før jeg var ved at glide væk af Smerter.

Han havde nu pillet saa mange Stumper ud, at der var gaaet Sport i ham. Han samlede dem i en Æske og viste mig stolt alle Nyerhvervelserne — smaa og store, takkede, undertiden sylespidse Jernstumper, der satte sig imod at blive halet ud med alle deres Takker og Flige.

Jeg tænkte tit efter en saadan Omgang paa, at de samme Lidelser havde jeg maaske beredt andre ved mine Granater og Miner
— men det var jo Krigen, Krigen — jeg havde ikke bedt om Krigen.

Jeg havde ønsket den saa langt bort, som noget Menneske kunde ønske den, men jeg maatte gøre min Pligt efter mine Evner, som de andre gjorde deres.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

11. marts 1917. I Østafrika: “jeg maatte bide Tænderne sammen for ikke at skrige i vilden Sky.”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg, deltog i forsvaret af Tysk Østafrika. Under hans arbejde med at fremstille miner, eksploderede der en ved siden af ham. Han var stærkt medtaget, men hans hjælper Ramasan gjorde hvad han kunne for at passe på ham.

Jeg fik Tiden forkyndt af Ramasan, der ikke veg fra mit Leje.

Han sov tæt op ad det om Natten, og jeg kunde høre hans dybe rolige Aandedrag, naar jeg langsomt og under store Smerter vendte mig en Smule paa mit Leje, men saa snart jeg raabte eller blot talte, vaagnede han op og spurgte hviskende, bøjet over mig:

— Lider du meget, Bwana — hvad skal jeg gøre for dig?

Ingen Sygeplejerske kunde vaage over en Patient, pleje og passe ham med større Omhu, end Ramasan lagde for Dagen i denne Tid.

Engang imellem hørte jeg ogsaa den lille Alis Stemme, men forstod paa det hele, at han hurtigt blev gennet ud af den omsorgsfulde Ramasan.

— Jeg tror, jeg bliver blind, Ramasan.
— Nej, du bliver ikke blind, Bwana, du vil snart blive rask — det siger Bwana Stache og Lægen.

Han trøstede mig saa godt han kunde, men det var mig umuligt at faa den Frygt ud af mit Sind.

Det var næsten bedst, naar Smerterne vældede ind over mig som en rød Flod. Saa kom Lægen med Morfinsprøjten, og Smerterne maatte vige, alle Tanker og al Frygt maatte vige.

Den fjerde Dag blev jeg baaret ud i Sollyset — jeg kunde mærke Varmen — og Lægen begyndte at tage de mange Meter Bandage af mig.

Først blev Hovedet gjort fri, og Lægen spurgte igen, om jeg kunde se.

Jeg aabnede med stort Besvær Øjnene, der var tilklistrede af Blod og Materie — og jeg kunde se. Med det venstre Øje kunde jeg lige skimte Stache, der stod tæt ved Baaren, men med det højre kunde jeg kun se utydelige Omrids af mine Omgivelser.

Det var altsaa værst medtaget — men jeg kunde se med dem begge to.

Jeg blev fyldt af en saa jublende Glæde og Taknemmelighed over, at jeg kunde se, at jeg til at begynde med ikke mærkede, at Lægen var ved at fjerne Bindene fra mit Bryst og mine Arme.

Efterhaanden blev jeg dog opmærksom paa det, nemlig da han naaede til den indvendige Belægning.

Da fulgte store Dele af den forbrændte Hud med, og jeg maatte bide Tænderne sammen for ikke at skrige i vilden Sky.

Sveden drev ned over mit Ansigt, og jeg rystede over hele Kroppen af Smerter. Saadan maatte det være at blive levende flaaet.

Lægen begyndte nu at rode i Saarene med en Pincet og fiskede forskellige Jernstykker ud og viste mig dem — af lutter professionel Interesse naturligvis.

Men jeg var utaknemlig nok til at lukke Øjnene og glide væk i en Bevidstløshed, der indtil videre forskaanede mig for Smerte. Da jeg kom til mig selv, laa jeg igen i Hytten med Ramasan ved min Seng, men nu var hans Stemme glad og fortrøstningsfuld.

— Du kan se, Bwana, du bliver ikke blind.

Ogsaa den lille Ali fik Lov til at komme ind til mig, og jeg kunde se ham. Stache kom ogsaa paa Besøg og snakkede om Dagens Besværligheder.

Jeg maatte se at blive rask lidt hurtigt, sagde han paa sin barske Maade, der skjulte megen Hjertelighed, for han kunde ikke undvære mig.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

7. marts 1917. “Hele min saarede Overkrop brændte, som om jeg laa i flammende Ild.”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Mens han befandt sig i byen Livale arbejdede han med at dreje granater og fremstille miner. Under dette arbejde gik det galt og en mine eksploderede i hytten.

Da jeg kom til mig selv, laa jeg paa en Baare udenfor en Græshytte, og en Læge, som opholdt sig i Livale, stod bøjet over mig.

Hele mit Ansigt og mit Bryst klæbede af Blod, og jeg havde kun i et Glimt, da jeg kom til Bevidsthed, kunnet se, hvad der skete omkring mig.

Saa blev alt mørkt igen.

— Kan De se? spurgte Lægen, men jeg bevægede blot Hovedet svagt som Svar.

Det var mig umuligt at aabne Øjnene.

— Du bliver blind — du bliver blind!

den Tanke arbejdede uafbrudt i min Hjerne. Alle Smerter var glemt for den frygtelige Rædsel for at blive blind.

Saa begyndte de at skære Tøjet af mig og vaske mine Saar.

Derefter blev jeg surret ind i Forbindinger — hele Hovedet med Undtagelse af en Smule Plads ved Munden, Armene og Brystet.

Jeg blev surret sammen som en Mumie, løftet op og baaret ind i noget køligt — den Hytte, jeg før havde skimtet.

Ud paa Natten vendte Bevidstheden klart tilbage, og jeg kunde i Tankerne gennemleve, hvad der var sket.

Det var mig umuligt at finde en Forklaring paa Aarsagen til Eksplosionen. Jeg havde lagt Tændladningen fra mig, da Eksplosionen skete — det var jeg ganske sikker paa, men der var vel ikke noget at sige til det.

Naar man til daglig omgaas Sprængstoffer, maa man løbe en vis Risiko.

Og nu fik jeg ogsaa andet at tænke paa. Med Bevidstheden vendte Smerterne tilbage, eller rettere meldte sig for første Gang.

Aldrig havde jeg troet, at et Menneske kunde komme til at lide saa meget. Hele min saarede Overkrop brændte, som om jeg laa i flammende Ild.

Jeg aabnede Munden og raabte stønnende, og ud fra Mørket svarede Ramasans bedrøvede Stemme og Lægens Stemme.

Saa blev en Naal stukket ind imellem Bandagerne, og et Øjeblik efter blev Smerterne svagere. Nogle Timer efter var Helvedet over mig igen, og Lægen maatte atter tilkaldes.

Saadan gik der fire Dage.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

6. marts 1917. Østafrika: “Der lød et klingende, syngende Brag”

1 kommentar

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Mens han befandt sig i byen Livale, i den sydlige del, arbejdede han med at dreje granater og fremstille miner.

Mit Arbejde i Livale ledte til at begynde med ogsaa Tanken hen paa den almindelige Udgang.

Jeg hjalp Vaabenmestrene med at ødelægge tyske Geværer. Der var kommet en Mængde af dem til Livale, og en god Del af dem var de samme, som vi i sin Tid havde sejlet til Østafrika.

Nu var der ikke mere Ammunition til dem. De sidste Beholdninger var gemt til Maskingeværerne, og Geværerne skulde gøres ubrugelige, før de blev efterladt til Fjenden.

Det var et ejendommeligt og ikke opmuntrende Arbejde. Jeg har aldrig brudt mig om at ødelægge. Kolben blev slaaet over paa en Sten, og derefter blev Løbet stukket ind imellem et Par Træstammer og bøjet, saa det var ubrugeligt.

Det eneste, der kunde anvendes af Geværerne, var Laasen, som skulde anvendes til Tændmekanisme til Miner.

Da jeg var færdig med dette Arbejde, skulde der atter drejes Granater, og derefter skulde der laves Miner. Sta­che mindede mig om, at vi stadigvæk ikke havde opfundet den Mine, som Generalen ønskede, og jeg spekulerede ogsaa meget over den, men min stadige Sygdom og Træther virkede ikke inspirerende paa min Opfindsomhed.

Vi lavede derfor indtil videre Minerne paa samme Maade som hidtil. Efter dem tog jeg fat paa et helt nyt Arbejde.

Med Bærerkolonner fra den sydlige Del af Landet var der kommet en Mængde portugisiske Granater til Livale. Tyskerne havde ogsaa erobret nogle portugisiske Kanoner, men kunde ikke anvende Granaterne, da Portugiserne enten ikke havde faaet Tid til at sætte Tændrør i dem eller ogsaa havde faaet Tid til at pille dem ud.

Nok er det — det var Granater uden Tændrør, man havde erobret, og nu skulde jeg gøre dem brugbare.

Stache og jeg blev enige om, at det kunde lade sig gøre at sætte Tændrør fra de tyske 10,5 cm Granater til Kønigsberg-Kanonerne i de portugisiske Granater. Vi havde en Mængde af de svære tyske Granater liggende i Depotet i Livale og havde ingen Brug for dem udover til at lave Miner af.

Der eksisterede, fortalte Stache mig, nu ikke en eneste Kønigsberg-Kanon i den tyske Hær i Østafrika.

Alle 10 store Kanoner og de mindre 8,8 cm Kanoner og Maskinskytset var ødelagt, sprængt, erobret af Englænderne, sænket i Floderne eller væltet ned i Afgrunde.

Hele den tyske Hærs Artilleri bestod i Øjeblikket af et Par portugisiske Kanoner af meget let Kaliber. Vi kunde derfor med rolig Samvittighed pille Tændrørene ud af de store 10,5 cm Granater og sætte dem i de erobrede portugisiske Granater efter at have lavet lidt om paa dem.

Det var, medens jeg stod med dette Arbejde, at det skete, som baade Stache og jeg længe havde forudset:

— Det gaar galt engang!

Der lød et klingende, syngende Brag, der fyldte hele Hytten, hvor jeg arbejdede, og jeg mærkede noget slaa imod mit Ansigt, mit Bryst og mine Hænder.

— Færdig! tænkte jeg i den Brøkdel af et Sekund, der var forundt mig til at tænke i, og saa styrtede jeg baglæns om paa Gulvet.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Ikke kategoriseret

12. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “et 15 m langt Panser-Auto”

2 kommentarer

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d. 12 Oktober 1916
Saa sidder jeg da atter her ude under Jorden. Stillingen her er omtrent som i Champagne, dog vel næppe saa rolig, thi Engelskmanden skyder stadig med Miner. Naar man sidder nede i sin Hule, saa er Faren ikke saa stor, men værre er det selvfølgelig naar man skal staa paa Post ude i Graven. Dog, en god Ting er der ved disse Miner, man kan nemlig høre, naar de kommer, og ved Nattetide enddog som oftest se dem, og saa gælder det om at forsvinde i en Fart i det nærmeste Hul. Det gælder derfor om at være vaagen. Det kompagnie, som vi afløste havde ligget her i tolv Dage og slet ingen Tab haft. Stillingen her er gammel og derfor ogsaa godt udbygget. Der er en svær Mængde Traadforhindringer baade foran vore og de engelske Grave. Ved Nattetid bestryger Maskingeværerne ofte terrænet, da der frygtes for fjendtlige Patroljer.

"Erobret engelsk tank" (Museum Sønderjylland - ISL)
“Erobret engelsk tank” (Museum Sønderjylland – ISL)

Kanontordenen fra Somme lyder op til os. Der raser Kampen nok stadig videre[.] Engelskmanden har der i den sidste Tid brugt et nyt Kampmiddel et 15 m langt Panser-Auto. Paa dets Staalplader glider vore Geværkugler virkningsløst af. Det er besat med enten 6 Maskingeværer eller ogsaa 4 Maskingeværer og 2 smaa Kanoner. Denne Kolos kører paa en god Vej 6-7 km i Timen, paa løs eller opblødt Jord derimod kun omtrent 1½ km. Men Pigtraadforhindringer og to m. brede Grave kører den glat over væk. Ja, Menneskene udspekulerer meget nu om Stunder, men det er sørgeligt, at det er saa meget af det onde.

Tilloy-Blangy_IR75

Du nævner, at Du vil flytte i næste Uge. Er Vasili færdig ude i Engen og ligeledes med at køre Træ, thi naar Du først bor i Medelby, kan Du vel ikke beholde ham længere. Omme bag Gaarden laa to lange Gran, naar de ikke er solgt, kan du jo tage dem til Brændsel, ligeledes de Pæle som staar omkring Høhæsset[.] Over Porten i Høladen ligger en Del Brædder, over Fodergangen ved Kvierne ligger nogle Granbrædder og oppe i det ene Tag ved Loen ligger en Del Gulvbrædder som tilhører Dig. I Tørreladen ligger der ogsaa en Del Træ, i Hjørnet havde jeg opstablet lange Stykker: se kun at få alt med. Der skrives om at købe en Ko, hvorledes er Stalden, bliver der ikke for koldt til Vinter, thi naar Koen skal fryse, saa vil den kun give lidt Mælk.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)