Tag-arkiv: Malaria

18. november 1917. “Generalen, raabte en Stemme paa gebrokkent Engelsk, Generalen — han er marcheret ad Helvede til.” Nis Kock tages til fange i Østafrika.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Det sidste forsvar ved Nambindinga begyndte så småt at trække sig ud for at følge general Lettow-Vorbeck mod (hvad der i dag er) Mozambique. Efterfølgende kom englænderne så småt ind i lejren.

Ude omkring Lejren lød Maskingeværsalverne, men der blev længere og længere imellem dem, og op mod Højen kom nu gaaende nogle sidste Askariafdelinger, der havde hindret Englænderne i at trænge frem, saa længe det var lyst.

De kom gaaende langsomt og tungt og forsvandt imellem Træerne igen. Men nu kom, som vokset op af Jorden, andre Afdelinger dragende ud af Tusmørket.

De gik lige forbi det Sted, hvor jeg laa. Jeg rejste mig op paa Albuen og saa paa dem med vidt opspilede, febersyge Øjne. Hurtigt og næ­sten lydløst sluttede Afdeling sig til Afdeling og voksede ud af Mørket, blev tydelige et Øjeblik i Skæret af de mange Baal og forsvandt igen i Mørket. Det var den tyske Østafrika-Hær, der marcherede mod den portugisiske Grænseflod Rovumi.

Baalene skinnede paa eventyrlige Skikkelser, hvide og sorte imellem hinanden, med Geværerne over Nakken med Kolben bagud. Der var barfodede Skikkelser og Folk med nøgen Overkrop og Patronbælterne som Bandoler over Brystet, der var Folk med skæve Tropehjelme, gamle Filthatte, Uniformskasketter eller bare Hoveder.

Alle Slags Laser dukkede op belyst af Baalene og forsvandt igen ud i Mørket. Forbimarchen blev ved. Baalenes Ild gav Glimt i de blanke Riffelløb og i Stellene til Maskingeværerne, der blev baaret som Tomandsbyrde.

Afdeling efter Afdeling sluttede sig til. Nogle af dem var kun ganske smaa, men der var mange af dem — det maatte være Resterne af de forskellige Kompagnier.

Hvor mange var der? Jeg kunde ikke faa Tal paa dem, men over et Par Tusinde var der ikke. Og her i Østafrika var der rejst en Hær paa tre Tusind hvide og 11,000 Askarier.

Afrika havde næsten slidt denne Styrke op — de lasede Mænd, der drog forbi, var de sidste, der var tilbage. Efter Askariernes Skyggehær fulgte en uendelig Strøm af Bærere, og efter dem igen en lang, lang Række Kvinder og Børn, der klamrede sig til Hærens Bagtrop.

Det blev mørkere og mørkere, og jeg saa mindre og mindre af, hvad der skete omkring mig. Feberen steg, og jeg havde næsten intet Kinin. Jeg lagde mig ned i mine Tæpper, men endnu længe efter kunde jeg høre Lyden af de Hundreder af Fødder, der vandrede ud af Nambindinga paa Vej til Rovumi.

De andre drog videre, og jeg blev tilbage. Jeg kunde ikke sove. Over hele den store Lejr, hvis Udstrækning jeg ikke kendte, havde sænket sig Stilhed. Baalene begyndte at brænde ud, men omkring dem laa Hundreder af Mennesker og ventede paa Morgenen.

Tidligt den næste Morgen smeldede Maskingeværerne mod Lejren fra Englændernes Stillinger, men ikke et Skud svarede fra den døde Lejr. Kort Tid efter saa jeg de første engelske Soldater forsigtigt dukke op i Lejrens Udkanter, og et Øjeblik efter vrimlede det af dem. Det var Negersoldater fra Kaplandet i flunkende nye Uniformer med opkrammede Boerhatte.

Solen blinkede i Hundreder af Geværer, da de løb gennem Lejren raabende og skrigende. De standsede ikke ved de syge, men ledte efter levende og kæmpende Tropper.

En Officer fulgt af en halv Snes Mand var ved at falde over Vaabenmesteren. Han svingede en Revolver i Haanden og var kobberrød i Ansigtet af Ophidselse, mens han raabte den ene Gang efter den anden:

— Generalen, hvor er Generalen?

Der var ingen, der svarede ham, men han blev ved at gentage sit Spørgsmaal. Saa rejste en af de syge Hovedet og begyndte at le.

Flere stemte i med. — Generalen, raabte en Stemme paa gebrokkent Engelsk, Generalen — han er marcheret ad Helvede til.

Det var den 18. Oktober 1917 [Der skulle stå november her red.], at den store Overgivelse ved Nambindinga fandt Sted. Ude omkring i den store Lejr laa mange Sønderjyder fra „Kronborg“, men vi saå først hinanden flere Dage senere paa Vej til Lindi.

[Der var over 300 hvide soldater og op mod 700 askarier (sorte soldater) tilbage i Nambindinga da den blev taget. De fleste blev sendt i fangelejrer i Egypten. Heriblandt Nis Kock.]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. november 1917. “Den store Safaris Rytme, som jeg endnu havde i Blodet, var kun Fortid”. Den store overgivelse i Østafrika

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Med nyheden om at Nis skulle blive i Nambindinga, var det tid til at tage afsked med hans folk. Nis Kocks store safari var ved at drage mod enden.

[Note fra redaktøren: Denne dag har rigtig meget indhold for Nis Kock, så indslaget vil blive delt op i flere segmenter i løbet af dagen. Følg med endelig med på siden løbende!]

Jeg gik hen til Vaabenmestrene og fortalte dem, at jeg skulde blive tilbage. Det skulde den ene af dem ogsaa. Saa gik jeg tilbage til min Lejrplads og hentede mit Gevær og mine Patroner og min Pistol, som jeg afleverede til Vaabenmestrene, og derefter sagde jeg Farvel til mine Bærere, Mand for Mand.

Det var det værste af det altsammen. De stod dér saa ubevægelige og ulykkelige, og jeg havde intet at sige dem andet end at ønske dem god Rejse og takke dem for den Tid, vi havde været sammen.

Tung i Sindet og tung om Fødderne vendte jeg mig fra dem og gik hen til det Sted, hvor Ramasan havde redt mit Leje.

Nu var det uigenkaldeligt forbi. Den store Safaris Rytme, som jeg endnu havde i Blodet, var kun Fortid, og Fremtiden kunde jeg ikke danne mig nogen Mening om.

Jeg var ikke mere, og mine Fodtrin skulde ikke længere blandes med de Hundreder Fødders Trav gennem Urskove og Græssletter, over Bjerge og udtørrede Flodlejer. Jeg var afvæbnet og sat udenfor, og i samme Nu forstod jeg, at det, som jeg havde oplevet, var noget stort og eventyrligt — et Stykke Verdenshistorie, som nu var afsluttet for mit Vedkommende.

Jeg var et Stykke Vraggods fra det store Forlis og talte ikke med mere. Ramasan tog imod mig, og jeg fortalte ham, at det, som vi havde talt om for nogle Dage siden, var gaaet i Opfyldelse.

Nu var Krigen endt for os. — Nu kommer du hjem igen til Daressalam, og det gør du ogsaa, Ali.

— Amri ya Mungu — det er Guds Villie, svarede Ramasan paa begges Vegne. Ingen af dem saa videre begejstrede ud, men maaske skjulte de deres Følelser. Jeg lagde mig paa mit Leje og svøbte mig ind i Tæpperne. Feberen var igen begyndt at gøre sig gældende.

Den kom altid, naar man var længst nede i Humør. Ramasan og Ali syslede med Maden, og jeg spiste lidt. Saa satte de sig i Græsset et Stykke fra mig og talte sammen. Og medens vi laa dér og ventede paa, at Natten skulde komme, kom der andre og slog sig ned ved Siden af os, Hvide og Sorte imellem hinanden.

Ikke langt fra mig laa en af Vaabenmestrene stærkt angrebet af Malaria, og et Stykke til den anden Side, tæt ved Ramasan og Ali, havde Ambulancesoldater lagt en saaret Officer, som jeg genkendte som Kaptajn Liebermann, der havde ført de Afdelinger, som havde forsvaret Ndanda. Han var haardt saaret og laa og stønnede paa sit Leje. 

Imellem Træerne og Buskene tændtes Baal ved Baal — ikke høje frejdige Soldaterbaal, men smaa bitte Lysprikker i Mørket, og om de fleste af dem laa Folk, som skulde blive tilbage.

Ramasan fortalte mig, at Hundreder af Sorte og Hvide skulde efterlades i Lejren, og at sorte Soldater havde knust deres Geværer og brændt dem paa et stort Baal, for at de ikke skulde falde i Englændernes Hænder.

Han havde forsøgt at komme hele Lejren igennem, men var ikke naaet saa langt. De saarede og syge og en Del Fanger, som var taget ved Mahiva, laa spredt over et stort Terræn, og der kom stadig saarede fra de Kampe, som hele Dagen havde raset omkring Lejren.

Jeg forstod, at dette var en Overgivelse i den store Stil, og at General Lettow-Vorbeck havde noget ganske særligt i Sinde, siden han sorterede saa mange af sine Soldater fra, og snart løb det ogsaa Lejren rundt fra Sygeseng til Sygeseng, at Generalen var vendt tilbage efter et Opklaringsridt, hvor han havde fundet en Vej ud mellem de engelske Tropper.

Den gik stik mod Syd, og det var Meningen, at de Afdelinger, der var dannet af det sidste kampkraftige Mandskab, skulde gaa over Grænsen til portugisisk Østafrika og fortsætte Krigen dér.  Kunde der ikke længere kæmpes i Østafrika, saa skulde der kæmpes andre Steder, hvor der var Plads til det.

Jeg fyldtes af en gysende Beundring for denne stædige og utrættelige Mand, paa hvis Ordre jeg havde vandret det halve Østafrika igennem og udholdt Sygdom og Sult, og som nu, da alle Sunde var lukket, alligevel havde fundet en ny Udvej.

[FORTSÆTTES…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. november 1917. ” Der er ikke anden Udvej end at efterlade alle dem, der behøver Kinin” – Nis Kock får ordre om at blive tilbage.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Mens den tyske hær var i Nambindinga blev de så småt omringet af de engelske styrker. Det var planen at hæren skulle bryde fri, men det betød også at de syge måtte blive tilbage. Heriblandt de malariaplagede.

[Note fra redaktøren: Denne dag har rigtig meget indhold for Nis Kock, så indslaget vil blive delt op i flere segmenter i løbet af dagen. Følg med endelig med på siden løbende!]

Jeg talte med et Par hvide Soldater, deriblandt med de to Vaabenmestre, som jeg havde arbejdet under i Livale og kendte godt. Jeg spurgte dem, om vi var fuldstændig omringet, og det mente de nok, men den ene af dem var sikker paa, at Generalen nok skulde finde en Aabning at smutte ud igennem.

Den anden mente ingenting. Han laa indsvøbt i sine Tæpper stærkt angrebet af Malaria. Ud paa Eftermiddagen begyndte der at gaa Rygter om, at Gennembrudet skulde finde Sted om Natten. Ramasan kom hen imod mig og fortalte, at der havde været en Ordonnans med Meddelelse om, at alle hvide Mænd skulde undersøges af Lægerne.

Jeg gik hen til en Græshytte, udenfor hvilken der stod en Del hvide Mænd, som jeg ikke kendte. En Læge undersøgte dem hurtigt og var færdig, inden jeg kom derhen, og Mændene begav sig bort i en anden Retning, saa jeg ikke fik talt med dem. Læ­gen sagde ogsaa nok. Han undersøgte mig et Øjeblik og spurgte saa:

— Malaria?

— Javel!

— Kan De klare Dem uden Kinin et længere Stykke Tid?

— Det har jeg ikke prøvet det sidste Aar, men jeg har haft for lidt.

— Saa maa De blive tilbage her.

Blive tilbage — saa bliver jeg jo fanget. Lægen trak paa Skuldrene:

— Der er ikke anden Udvej end at efterlade alle dem, der behøver Kinin, og som er saa medtaget af Sygdommen som De. Vi kan ikke føre syge Mennesker med os. Jeg kan trøste Dem med, at vi maa efterlade Folk, der ikke er tilnærmelsesvis saa medtaget som De.

Tankerne svirrede rundt i Hovedet paa mig, da jeg gik tilbage til mine Bærere. Lægen havde talt saa roligt og sindsligevægtigt til mig, som om det var en selvfølgelig Sag, at jeg skulde blive tilbage her i Nambindinga og lade mig tage til Fange.

For mig var det en Verdensbegivenhed, og et svagt Haab blussede op i mig om at gense mine Kære derhjemme. Men det var stadig lige ufatteligt, at jeg ikke var med mere.

Jeg var udenfor det hele. Naar de andre drog videre, skulde jeg ikke følge med. Vi skulde aldrig mere gaa sammen paa de lange Safarier, og jeg skulde ikke mere høre Bærernes enstonige Sang, som forstummede, naar Solen stod højest, men levede om Morgenen og i Aftentimerne, naar vi nærmede os Lejrpladsen.

Jeg blev et Bytte for de mest modstridende Følelser, og dertil kom, at et nyt Malariaanfald var paa Vej og bredte Haabløshed over mit Sind. Hvad kunde det nytte altsammen?

Hvordan kom jeg hjem? Som en syg og nedbrudt Mand. Afrika havde taget det bedste af min Kraft, og nu da jeg var udslidt og næsten havde forsonet mig med min Skæbne, skulde jeg lade mig fange, mens de andre drog videre.

Men Tanken om Hjemmet blussede op igen, og træt af at kæmpe med mine forvirrede Tanker naaede jeg hen til et lille Træskur, hvor vi om Formiddagen havde anbragt vor Ammunition.

Her stod de to Vaabenmestre, som jeg kendte saa godt, og her stod mine Bærere, som havde været sammen med mig i over halvandet Aar.

Det gav et Stik i mit Hjerte, da jeg saa deres trofaste og gode Ansigter, som jeg havde haft for Øje Dag efter Dag paa de lange Rejser, og som havde kendt Stache. Det var som at sige Farvel til ham engang til.

[FORTSÆTTES…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. november 1917. Den tyske hær samles i Østafrika. “Den kæmpemæssige Klapjagt var ved at være til Ende.”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Midt i november samledes den tyske hær i Nambindinga. Nis Kock opsøgte her general Lettow-Vorbeck.

Nambindinga var blot et Navn. Der laa ingen By paa det Sted, men maaske havde der engang ligget en. I disse midterste Dage af November 1917 var det imidlertid det Navn, der oftest blev nævnt blandt Resterne af de tyske Tropper i Østafrika.

Da vi naaede dertil, fik jeg kun lidet at se af Stedet, men alligevel er Nambindinga en Milepæl i den østafrikanske Krigs Historie. Hæren trak sammen mod Nambindinga.

Alle Afdelinger, jeg mødte, var paa Vej dertil. Nogle marcherede som i Fredstid maalbevidst frem gennem det bjergfulde og uvejsomme Land, medens andre knap slap saa let af Sted. Langs de Veje, hvor jeg med min Safari førte den Ammunition, som jeg havde arvet efter Stache, til Samlingsstedet, blev der kæmpet.

Maskingeværerne knitrede, og Geværerne hakkede uregelmæssigt ind imellem. For hver to Kompagnier, der kunde marchere farefrit til Nambindinga, var der ét, der maatte holde Englænderne tilbage.

Fra Morgen til Aften hørte vi Skydningen omkring os, og da vi holdt vort Indtog i Lejren ved Nambindinga den 16. November kort før Mørkets Frembrud, smældede Maskingeværsalverne rundt i Skovene og fortsatte længe efter, at det var blevet mørkt.

Jeg lod mine Folk lægge sig og gik ind i den store Lejr, der var spredt over et meget udstrakt og temmelig bevokset, højtliggende Terræn, for at melde mig til General Lettow-Vorbeck.

Han var imidlertid ikke til Stede i Lejren, og jeg meldte mig saa i Stedet for til hans Adjudant, der gav mig Ordre til at overtage Staches Arbejde og Plads Det fyldte mig med Stolthed, at jeg var blevet betroet det store og vanskelige Arbejde, men ogsaa med Ængstelse for ikke at kunne gøre det godt nok.

De sidste Par Dage havde været temmelig nedslaaende for mig. Malariaen var vendt tilbage, om ikke med uformindsket Styrke, saa dog paa en saa ubehagelig Maade, at jeg var ved at segne af Træthed. Jeg vidste, at der maatte være en Del Kammerater i Lejren og vilde komme flere endnu, efterhaanden som Afdelingerne trak sig sammen her, og jeg vilde ogsaa gerne have hilst paa dem og talt med dem, men jeg havde ikke Energi til at opsøge dem og til at tale med nogen.

Jeg rullede mig ind i mine Tæpper og faldt snart i en tryg Søvn af Træthed. Den gik dog hurtigt over til den typiske hvileløse Febersøvn, og om Morgenen den næste Dag var jeg alt andet end kampdygtig. Hele den tyske Styrke samledes i Nambindinga.

Ind i Lejren kom dragende Bærerkolonner, Askarikompagnier, Safarier af Kvinder og Børn, der fulgte med Soldaterne og Bærerne. Ude omkring Lejren hørtes en vedvarende Maskingeværild, der syntes at komme fra alle Sider, og nogle af de Tropper, der kom ind i Lejren, saa ud til lige at have været i Kamp. De var trætte og udasede, og mange af dem bar friske Forbindinger.

For første Gang i denne Krigs Historie var de tyske Afdelinger trængt sammen paa en saa snæver Plads, at de, der havde begyndt Kampene ved belgisk Kongo, og de, der havde kæmpet paa Grænsen til Kenya, kunde høre hinandens Geværer knalde.

Den kæmpemæssige Klapjagt var ved at være til Ende. Der kunde kun være et Gennembrudsforsøg eller en almindelig Overgivelse tilbage.

De sorte Soldater, som rykkede ind i Lejren, tog sig fantastiske ud i Solens Lys. Nogle var i engelske Uniformer, andre var klædt i Resterne af tyske, og atter andre havde begge Nationers Uniformsdele hængt paa Kroppen. 

De fleste havde noget paa Hovedet, men mange af dem gik barhovedet, og de andres Hovedbeklædninger var saa forskellige, at det grænsede til det helt utrolige. At der fandtes saa mange Slags Hovedbeklædninger i Verden, var ikke til at forstaa.

[Note fra redaktøren: Denne dag har rigtig meget indhold for Nis Kock, så indslaget vil blive delt op i flere segmenter i løbet af dagen. Følg med endelig med på siden løbende!] [FORTSÆTTES…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

15. november 1917. Nis Kock mindes faldne venner. “Et Nik og en skødesløs Hilsen var den Afsked, vi fik taget.”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Efter tabet af Ndanda og hans overordende Stache, fortsatte Kock safarien sydpå.

Under vore Marcher mod Syd var vi ellers kommet ind i et Landskab af sjælden Skønhed og af megen Ejendommelighed. Det var et Bjerglandskab med en langt bedre Luft end Lavlandet, og den livede mig meget op, men ikke nok til, at jeg kunde glemme Malariaen.

Vi gik op ad Bjerge, der ligesom var forsynet med Trappetrin lavet af Naturen selv, og fra den ganske flade Top, hvor vi slog Lejr, havde vi en pragtfuld Udsigt over det skønneste Skovlandskab.

Rundt omkring bredte sig herlige Skove og smukt og ejendommeligt formede Bjergtoppe, men mærkeligt nok var Beboerne i dette smukke Landskab noget af det grimmeste, man kunde se for sine Øjne.

Det var dog ikke Naturens Værk.

Wamakondestammerne, som bor her, er verdensberømte for den Maade, hvorpaa de vansirer deres Kvinder. Deres Læber bliver, fra de er ganske smaa, udspilet med Træringe, der stadig gøres større og større, med det Resultat, at de voksne Kvinder ligefrem har Næb som Ænder.

Ramasan fortalte mig, at de gjorde dette for at hindre Bortførelser, og jeg maatte indrømme, at det var ganske snildt udtænkt, selv om det medførte, at de lykkelige Ejermænd skulde gaa rundt og se paa de rædselsfulde Andenæb.

Af alle hidtil udpønskede Midler til at forhindre Bortførelser er dette sikkert det mest effektive. 

Vi slog Lejr, og jeg satte mig ned paa en Sten og saå ud over det smukke Landskab.

Efter Maaneders Vandring i Elefantgræs og sur, sumpet Jungle var dette Syn en Hvile for Øjne og Nerver. Ramasan havde tændt et Baal mellem tre Stene, som han havde gjort det paa Hundreder af Lejrpladser, og Bærernes Baal blussede ogsaa lystigt nede bag nogle store Sten, hvor de havde slaaet sig ned.

Jeg sad og tænkte paa min gamle Ven Peter Hansen — om Englænderne nu gad ofre saa megen Lægekunst paa ham, at han kunde blive rask, og paa Stache.

Jeg savnede ham. Vi havde siddet sammen ved saa mange Lejrbaal, at jeg ikke kunde tænke mig, at han ikke var et eller andet Sted i Lejren. Selvfølgelig maatte han dukke op og begynde:

— Naa, Kock — saa slap vi da levende over denne Dag.

Men Stache kom ikke — han kom aldrig. Da Bærerne drog ud fra Ndanda skrukkende sig for Geværkuglerne, der fløj over Hovedet paa dem, saå jeg ham for sidste Gang.

Et Nik og en skødesløs Hilsen var den Afsked, vi fik taget.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

10. november 1917. Kampe i Østafrika: “Jeg satte Ild til Tændsnoren og løb i rasende Fart”

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Som Englænderne rykkede nærmere skulle ammunitions depotet også skaffes af vejen, men Nis Kock måtte skynde sig inden de tyske tropper rykkede for langt tilbage.

Fra et højt Stade kunde jeg se den tyske Front i hele dens Udstrækning. Afstanden til de nærmeste var vel omkring 300 Meter, og hvis de sprang tilbage endnu engang, vilde de være indenfor Farezonen, naar Sprængningen skete.

Og det kunde ikke vare længe, før de maatte tage dette Spring, da Englænderne ustandseligt søgte at omgaa deres Flanker, hvad de havde let ved paa Grund af deres store Antal.

Jeg blev liggende nogen Tid endnu og saa paa Kampen. Meget var der ikke at se af Englænderne udover smaa Grupper, der paa én Gang dukkede op, løb frem og kastede sig ned igen.

Saa steg Geværilden i Styrke paa tysk Side, og ofte naaede ikke alle Gruppens Medlemmer frem.

Det var, saa vidt jeg kunde skønne, en ualmindelig haardnakket Fægtning mellem to Parter, der havde haft hinanden i Kikkerten i snart et Døgn, og for mig var der nu ikke noget Valg. Enkelte tyske Grupper begyndte at gaa tilbage.

Jeg satte Ild til Tændsnoren og løb i rasende Fart hen til den Dækning, jeg havde udsøgt mig — en stor Termittue. I samme Øjeblik, som jeg kastede mig ned bag den, rystede Jorden af en mægtig Eksplosion, og Sprængstykker snurrede om Ørene paa mig.

Hele Flodlejet fyldtes med en tæt Røg, der bed i Øjnene, og rundt omkring mig plaskede Sten og Jord, Patronhylstre, Bræddestumper og meget andet, som Eksplosionen havde flaaet i Stykker og sendt til Vejrs.

Et mægtigt Springvand af Jord og Ild havde rejst sig i den udtørrede Flodseng og faldt nu til Lave igen. Da Braget og dets Eftervirkninger var døet bort, var der én Ting, der straks forekom mig mærkelig, men først efter et Par Sekunders Forløb forstod jeg, hvad det var.

Skydningen var holdt op paa begge Sider. Lige foran mig laa mindst 1500 Mand og spekulerede paa: — Hvad i Alverden var nu det?

Jeg rejste mig og gik gennem den røgfyldte Kløft op paa den sydlige Skraaning og begyndte min ensomme Vandring mod Syd. Bagved mig vaagnede Geværilden atter op, og pibende vildfarne Kugler fulgte mig et langt Stykke paa Vej.

Ramasan og Ali var ude af sig selv af Befrielse og Glæde, da de saå mig komme helskindet tilbage.

Det vældige Brag, som Eksplosionen havde givet, kunde høres i Miles Omkreds, og ingen af de to var rigtig kommet over den Forskrækkelse, de fik, da jeg blev slaaet ud af Eksplosionen i Livale.

Nu var de straalende glade, og Ramasan havde Mad parat til mig. Da jeg havde spist, vandrede jeg videre, og efter et Par Dagsmarcher kom vi til den Lejrplads, hvor mine Bærere havde slaaet sig ned for at vente paa mig.

Nu var Friheden forbi. Jeg havde ikke længere Stache til at træffe Dispositionerne, men maatte handle paa egen Haand.

Det var jeg ikke bange for, og havde aldrig været det, men Malariaen var kommet tilbage, og den gjorde mig træt og nedtrykt.

Jeg saå Farer og Besværligheder, hvor der ingen var, og min Opgave, som jeg under normale Forhold vilde have glædet mig over, forekom mig besværlig og vanskelig.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

10. november 1917. “Jeg kunde endnu høre hans rolige, venlige og dybe Stemme”. Nis Kock sørger i Østafrika.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Efter englændernes angreb på Ndanda, var Stache enten faldet eller tilfangetaget. Kocks malaria begyndte også at vise sit grusomme ansigt endnu en gang. Men der var stadig det store ammunitions depot der skulle gøres noget ved.

Den anstrengende Dag havde været for meget for mine Nerver, der i Forvejen var haardt medtaget af Malariaen.

Ogsaa den havde ladet høre fra sig i de sidste Dage med smaa Anfald. Den stærke Indsprøjtning var aabenbart ved at have udspillet sin Rolle, og jeg kunde igen mærke den uhyggelige Træthed, som jeg havde været forskaanet for en kort Tid.

De stærkt forcerede Marcher om Eftermiddagen havde næsten slaaet mig ud, og dertil kom, at jeg ikke kunde faa Dagens to Begivenheder ud af mine Tanker:

Peter Hansen paa sit Græsleje, graa i Ansigtet og med Blod om Munden, og Stache, der pludselig var forsvundet ud af min Tilværelse — død eller fanget.

Han var nok ikke fanget. Jeg kunde ikke tro paa det. Stache havde langt snarere forsvaret sin Ammunition til det sidste og var faldet imellem Patronkasserne, som han havde ført til Ndanda gennem alle Østafrikas Jungler og Sumpe.

Jeg kunde endnu høre hans rolige, venlige og dybe Stemme og se hans skarpskaarne, solbrændte Ansigt for mig. Han havde været min Overordnede, men havde aldrig i den Tid, jeg havde kendt ham, ladet mig føle det.

Jeg kunde slet ikke forestille mig, hvordan Livet videre skulde forme sig for mig, naar Stache ikke var mere. 

Ud paa Morgenstunden faldt jeg endelig i Søvn, men fo’r et Øjeblik efter — troede jeg da — op ved den voldsomme Skydning, som aabnedes, saa snart det var blevet lyst.

Hele Koncerten fra Aftenen i Forvejen genoptoges, men blot laa Skyttelinierne endnu nærmere ved mit Flodleje end Aftenen i Forvejen.

Tyskerne havde trukket sig lidt tilbage i Nattens Løb, og Englænderne var fulgt efter. I Løbet af ganske kort Tid kom Begivenhederne saa tæt ind paa Livet af mig, at jeg ikke behøvede at høre mig til dem.

Den tyske Skyttekæde trak sig hurtigt tilbage lige mod Flodlejet. Jeg kunde se, hvorledes Askarierne rejste sig op, løb lidt tilbage og kastede sig ned igen, og Kuglerne hvinede over Flodlejet, saa det ikke var raadeligt at vise sig i oprejst Stilling. 

Jeg lod Ramasan og Ali og mine tre Bærere begive sig paa Vej mod Syd med Ordre til at vente paa mig et Par Kilometer fra Flodlejet, og da de var kommet vel af Sted, traf jeg mine sidste Forberedelser til Sprængningen.

[Fortsættes…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

10. oktober 1917. “Jeg havde kronisk Malaria, og jeg kunde ikke faa Kinin”. Nis Kock i Østafrika

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Kinin-rationerne var begyndt at blive sparsomme, og det gik stærkt ud over Nis og hans nu efterhånden kroniske malaria.

Min Kinin var omtrent sluppet op, og intetsteds var der mere at faa. Beholdningerne var kun ganske smaa, og Rationeringen blev skrappere for hver Dag, der gik. Medens man før kunde faa 28 Gram, naar man havde Malaria, var Rationen nu kun 7 Gram, og Resultatet blev, at denne modbydelige Sygdom blev siddende i mig og forfulgte mig, hvorhen jeg end bevægede mig.

Arbejdet maatte dog ikke hvile. Vi modtog jævnlig Ordre fra Hovedkvarteret om at holde os i Nærheden af denne eller hin lille Landsby eller sende Miner forskellige Steder hen, men vi skiftede saa ofte Opholdssted, at baade Navne og Begivenheder fra denne Periode er gaaet tabt for mig.

Ofte bevægede vi os ad Veje, hvor vi Uger tilbage havde gaaet, men oftest maatte vi selv bane os Vej ind igennem Skove, hvor Hvide aldrig havde sat deres Fod.

I Gaasegang vandrede vi sløvt af Sted fra Morgen til Aften gennem mandshøjt Græs eller stikkende Krat eller frodig Jungle. Kun sjældent hørte vi nyt, og mine Indtryk fra den Tid er præget af den rene Haabløshed.

Jeg havde kronisk Malaria, og jeg kunde ikke faa Kinin — jeg var dømt til at dø i Løbet af kort Tid.

Med et forstærket Malariaanfald rasende gennem mine Aarer mødte jeg en Dag en Læge, der var paa Vej til en af Fronterne med en Safari af indfødte Ambulancesoldater.

— Hen til ham, sagde Stache, maaske har han noget Kinin. Jeg dinglede hen til Lægen, som ikke saa videre opmuntret ud ved at møde en Malariapatient. Det var sikkert heller ikke noget uvant Syn for ham, men han gjorde dog sin Pligt og undersøgte mig grundigt.

Diagnosen var ikke lystelig, skønt jeg flere Gange havde stillet den selv og den saaledes ikke kom som nogen Overraskelse.

— De er vel klar over Deres Stilling — De har kronisk Malaria? — Ja, det har jeg længe været klar over, men jeg mangler Kinin. Lægen saå lidt paa mig: — Det er et Vidunder, at De kan holde Dem paa Benene, og i den Anledning vil jeg give Dem noget af det kosteligste, jeg har paa mig i Øjeblikket.

Jeg har noget flydende Kinin. Det vil sikkert have en god Virkning paa Dem, indtil De kan faa anden Hjælp. Han gav mig en stor Indsprøjtning i Armen, og jeg takkede ham varmt for hans Hjælp. Saa gik jeg tilbage til vor Lejr og lagde mig paa et Græsleje, som Ramasan havde bygget til mig.

Dér laa jeg og lod Injektionen virke og kunde formeligt mærke, hvorledes Kininen kæmpede med Sygdommen i mig. Jeg faldt i Søvn og vaagnede forfrisket op den næste Morgen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

10. august 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan. Her tilbragte han det meste af 1917 ved fronten i Makedonien nær Gevgeli.

At vi var langt mod Syd, kunde ses paa den Mængde Skildpadder, der løb rundt. Ligeledes var der Masser af Slanger, der kunde blive indtil en Meter lange. De var dog ikke giftige, men ubehageligt var det dog, naar de kravlede ind til os ad Vinduet, der var i Højde med Jordoverfladen. Et ejendommeligt Syn var det at se de Tusinder af Ildfluer, der fløj omkring i de lune Sommeraftener. Med smaa Mellemrum tændte og slukkede de „Lygten”.

I August blev mange af os syge af Malaria. Den har faaet mange Soldater til at bukke under. Malaria trobica var værst. Malaria tertiana, som jeg fik, var ikke saa slem. Midlet imod den var fire Kininpiller daglig. Natten før jeg blev kørt til et Feltlazaret, drak jeg en hel Spandfuld Te. Det lyder utroligt, men det var Feberen, der voldte den umaadelige Tørst.

Senere kom jeg til et Krigslazaret i Yskyb. Her laa der ved Siden af mig een, der havde været Fyrbøder paa et Tog, der kort forinden var blevet overfaldet af serbiske Friskarer ved Leskovach. Forinden havde de skaaret Halsen over paa Brovagten, der vistnok var faldet i Søvn i Skilderhuset. Hensigten var saa, at Broen, der laa tæt ved Byen, skulde sprænges i Luften, naar Toget kom. Heldigvis naaede det over, lige før det skete. Han viste mig et Fotografi af Lokomotivet. Det bar Mærker af utallige Geværkugler. Et andet viste seks serbiske Mænd og Kvinder, der var blevet hængt efter den Affære.

Lazarettet her i Yskyb var en vældig stor treetages Bygning, der saa ud til engang at have været brugt til Kornmagasin eller lignende. Her laa vistnok et Par Hundrede Patienter, for det meste angrebet af Malaria.

Dødsfald mærkede vi ikke meget til. Det var det modsatte af, hvad der var Tilfældet i Feltlazarettet, hvor jeg først var. Maaske kom det af, at der her i Yskyb var Sygeplejersker. Det har sikkert gjort noget til at holde Livsmodet oppe hos de syge.

Dette være sagt, uden at jeg dermed vil forklejne vore brave Sanitetssoldater, men en mandlig Sygepasser kan ikke staa Maal med en ung, smuk og livlig Sygeplejerske.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

28. juli 1917. Nis Kock ankommer til Ruponda.

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter en mindre safari fra den lille flække Nangano ankom Nis og Stache til Ruponda. Nis led stadig meget af sin kroniske malaria, men han og Stache fremstillede stadig miner.

Paa Vejene i Nærheden af Ruponda mødte vi flere mindre tyske Afdelinger, og i selve Byen laa der nu og da Tropper, men sjælden ret længe ad Gangen.

Det var som Livale og Nangano et Sted, hvor Tropperne trak igennem. Nogen By var der heller ikke Tale om — blot nogle ganske faa Negerhytter og et Par Magasiner.

Af Tropperne, som nu og da kom til Stedet, fik vi at vide — at de ingenting vidste. Der var ingen af de hvide Officerer, der med Bestemthed kunde sige, hvor Generalen havde Kvartér, og der var ingen, der var klar over de engelske Troppers Stilling.

Man frygtede for, at Vest- og Nordgruppen, som Tyskerne endnu var delt i, skulde blive afskaaret fra hinanden netop ved et engelsk Fremstød mod Ruponda, men ikke desto mindre var Byen og Magasinerne som oftest uden nævneværdig militær Beskyttelse.

Stache og jeg passede vort Arbejde. Vi lavede Miner af alt for Haanden værende Materiale. De blev sendt med smaa Safarier mod Øst, og de sorte Bærere fandt altid Vej til de Troppeafdelinger, der skulde have Minerne.

I øvrigt halvsultede vi, og jeg blev sløjere og sløjere af Malaria, fordi jeg ikke kunde faa tilstrækkeligt Kinin.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

14. juli 1917. Nis Kock i Østafrika: “hvis jeg ikke kom under Behandling, var jeg sikker paa Døden.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter fem ugers tid i den lille landsby Nangano, var det tid til at drage videre. Englænderne bombede løs fra flyvemaskiner, mens Nis og hans overordnede Stache forgæves forsøgte at skyde dem ned med deres rifler.

Først efter lang Tids Sygeleje stod jeg op, og saa snart jeg var kommet paa Benene, brød vi op fra Nangano.

Den sidste Dag blev de engelske Flyvere hængende over Hovedet paa os og bombarderede os ubarmhjertigt baade med Sprængbomber og Brandbomber. Baade Stache og jeg skød paa dem, men som sædvanlig uden Resultat, skønt jeg var overbevist om, at mange af mine Skud traf, hvor de skulde.

Flere af Bærerne blev saaret af Bomberne, men de kunde dog følge med Safarien, da vi brød op og drog videre mod Sydøst.

Vort Maal var Navnet Ruponda — thi en ny Landsby ventede vi ikke at finde paa det Sted, men derimod skulde der findes betydelige Magasiner i Nærheden.

Stache sagde, at dér var der Sandsynlighed for, at vort flyvende Urskovsværksted kunde arbejde i Fred og Ro nogen Tid, da Ruponda sikkert vilde blive forsvaret haardnakket — ligesom Kisakki i sin Tid.

Jeg glædede mig meget til at komme et Sted hen, hvor der var en Læge, for jeg var nu blevet klar over, at jeg havde kronisk Malaria, og hvis jeg ikke kom under Behandling, var jeg sikker paa Døden.

Denne Safari til Ruponda var en af de besværligste for mig at følge med i. Jeg var saa medtaget af Sygdom, at jeg ikke husker en eneste Enkelthed fra den.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

3. juli 1917. K. Tastesen i Mellemøsten: Malaria!

K. Tastesen  var i foråret 1917 i Mellemøsten, men kom i juli 1917 retur tul Balkan.

Nu meldte sig en Sygdom, som kaldtes Malaria, mellem Soldaterne, hvoraf der døde mange. Sygdommen opstod vistnok paa Grund af Varmen og Tørheden.

Da det blev for alvorligt, skulde vi tilbage til Makedonien, hvortil vi ankom den 3. Juli og var der i tre Dage. Derfra kørte vi saa igennem Sofia til Semendria og var der den 14. Juli. Semendria er en gammel Fæstning, hvor der er meget smukt, saa der kunde vi sagtens faa Tiden til at gaa saa længe, vi skulde være der.

Tre Dage efter kom vi i Toget i Semendria. Saa kørte de to à tre Vogne ud paa FIaader, som var lavet til det samme, og bugserede saaledes Toget over Donau, som løber langs med Byen.

Derfra kørte vi saa videre og naaede Bukarest den 21. Juli. Der laa 59. Infanteriregiment, som vi blev overflyttet til og fordelt mellem, da det i Forvejen havde mistet meget af sit Mandskab.

I Bukarest blev vi liggende i fem Uger, saa vi fik rigtig Lejlighed til at se Byen igennem. Den var meget smuk, og vi befandt os udmærket der. I Bukarest fik jeg ved en Parade tildelt Jernkorset, som de mente, jeg havde gjort mig fortjent til under Kampene i Rusland.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

9. juni 1917. Østafrika: “Feberen rasede gennem Blodet med en Styrke som aldrig før.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter at have kommet sig oven på sin ulykke med en mine, var Nis begyndt at arbejde igen, men de måtte rykke fra deres plads i Livale til en mindre landsby sydøst for byen: Nangano. Her begyndte Malariaen desværre at sætte sine kløer i ham endnu en gang.

Her byggede vi ikke Hytter. Den Tid var forbi, da man kunde indrette sig saa varigt i Østafrika.

Fjenden var tæt inde paa Livet af os, og vi kunde blive tvunget til at bryde op, hvornaar det skulde være.

Vi fabrikerede Miner af min nye Konstruktion, som vi sendte med Safarier til Hovedkvarteret.

Vi var der i fem Uger, men i de sidste kunde jeg ikke deltage i Arbejdet. Det var ikke paa Grund af mine Saar, der i Øjeblikket ikke gav andre Efterveer end, at mit Syn var noget svækket. Det var Malariaen, der kom igen — frygteligere end nogen Sinde.

Pulsen piskede af Sted, saa de enkelte Slag ikke kunde tælles, og Feberen rasede gennem Blodet med en Styrke som aldrig før.

Kinin havde jeg kun meget lidt af og maatte spare endnu mere paa det end før, og Følgen blev, at Sygdommen varede længere og var mere haardnakket end nogen Sinde tidligere.

I de Dage kastede de engelske Flyvere ofte Bomber ned i vor Lejr. Jeg laa paa mit Leje og hørte Bomberne eksplodere omkring Lejren, Bærernes Raaben og Skrigen og de korte, skarpe Knald af Staches Riffel, naar han skød efter Flyverne.

Jeg havde jo været med til det engang, vidste jeg, og jeg kunde ogsaa nok have Lyst til at være med endnu en Gang. Men jeg var berøvet al Villie, og jeg oplevede kun som gennem en Taage, hvad der skete omkring os.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

3. maj 1917 – Milert Schulz: “Es wird jetzt hier Kollosal warm”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts 1917 blev kompagniskriver.

Im Felde, den 21.4.17

Meine lieben Eltern u. Geschw.! Gotte Friede zum Gruss. Zuerst danke ich Euch für erhaltenes Paket mit Fusslappen und Semmel. Habe die Semmel gleich zu Kaffe aufgegessen. Dieselben waren schon etwas muggelich. Schad aber nichts. Ebenfalls habe ich ein Paket erhalten mit Schmalz und Gebäck.

d. 3.5.17.
Also den angefangenen Brief werde ich jetzt vollenden. Ich habe ja wehrend der Zeit noch verschiedene andre Pakete dankend erhalten[,] aber was alles drin gewesen ist[,]
weis ich nicht mehr. Eins war ein Stückschen geräucherten Schinken, und “Boller”[,] leider sind dieselben schon muggelich eher die hier ankommen. In eins war Pladekage.

Denn habe ich vorgestern deinen lieben Brief vom 15/4 dankend erhalten liebe Mutter. Mir geht es ja noch immer recht gut hier und bin Gott sei dank gesund und munter und hoffe auch dasgleichen von Euch allen.

Es wird jetzt hier Kollosal warm. Es ist kaum, zum Aushalten. So fern man ein paar Schritte geht fängt man gleich an zu schwitzen. Und die Hitze kann ich nicht gut vertragen. Ich habe es eben so wie du liebe Mutter[,] wenn du im Hochsommer an der Küche stehst dann[,] fängst du auch gleich an zu schwizen. Jetzt steht die Sonne fast direct über uns. Also könnt Ihr Euch die Hitze vorstellen. Aber lass erst Juni Juli werden. Wen wir bloss nicht Malaria bekommen dann geht es ja noch.

Hier an der Front ist es sonst ziemlich ruhig. Aber in Frankreich geht es jetzt ein bischen doll her. Hatte vor kurzem auch einen Brief von Hans Asmussen. Unser Regiment ist jetzt in Ruhe. Nur müssen die jeden Tag ezerzieren. Ich brauche ja nicht zu machen, weil ich Schreiber bin.

Sende Euch heute wieder ein kleines Andenken nach Hause. Könnt Ihr mich finden? Das Bild ist nicht so gut gelungen aber erkennen kann man es doch. Da sind wir grade auf dem Marsch gewesen. Alle die Andern sind meistens Fahrer. (Kutscher). Da haben wir grade 6 Stunden Rast gemacht[,]  da wir Abends um 7 Uhr weiter marschieren sollten und sind wir denn die ganze Nacht im Regen bis morgens um 4 Uhr marschiert. Es war nämlich sehr gefährlich da zu fahren[,] weil der Franzmann dort mit der Artellerie hinschiessen konnte[,] wo der Weg führte.

Zum Schluss seid Ihr denn recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

Ist mein Paketchen angekommen?

(Brev i privateje)

4. marts 1917. “Det svandt ind i “Kronborg” s Mandskab”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af Tysk Østafrika. I byen Livale blev han informeret om at en del af hans kammerater fra “Kronborg” var faldet og en anden sønderjyde fra skibet “Marie” der ligeledes var død.

Af en Officer fra et af disse Kompagnier fik jeg at vide, at den lille Svensker Karl Sørensen var faldet.

Han var, sagde Officeren, en ualmindelig modig og dygtig Soldat, som vilde være avanceret, hvis han havde faaet Lov til at leve. Men hans Mod havde til sidst udartet til den rene Dumdristighed.

Overalt hvor der søgtes en Mand til en farlig Patrouille, meldte Karl Sørensen sig, og under Kampene var han altid at finde paa de farligste Steder. I Begyndelsen af Aaret havde han ført en lille Afdeling Askarier frem mod Belgierne, og da Folkene trykkede sig, havde han som sædvanlig udsat sig for den fjendtlige Ild for at give dem et godt Eksempel.

Her døde saa Karl Sørensen ramt af flere dræbende Skud. Jeg genkaldte mig Billedet af den unge, raske Fyr, som han stod ved Siden af mig paa „Kronborg“s Dæk en af de første Dage i Wilhelmshafen, tindrende af Fornøjelse over at have overlistet sin Moster og straalende af Lykke over endelig at være kommet ud paa et Eventyr.

Men han døde jo smukt — ja — blev ikke henvist til langsomt at undergraves af Malaria.

Han døde ligesom Svenskernes store Konge:
Han kunde ikke vige,
blot falde kunde han.

Oppe fra Rufijifloden kom Meddelelse om Christian Hansens Død. Det var ham, der blev baaret forbi min Lejr i Kungulio, stærkt lidende af Malaria. Han var Kullemper, paa Peter Hansens og min Vagt, og var en af de første, der blev angrebet af Malariaen, da vi arbejdede i Mansabugten. Sygdommen havde forfulgt ham siden og havde nu taget hans Liv.

Peter Christensen fra Kajnæs var ogsaa død. Han var faldet under et Forsøg paa at sprænge sin Haubitz i Luften. Han havde, sagde den Mand, der fortalte mig det, faaet den smukkeste Anerkendelse i en Udtalelse af Lettow-Vorbeck. Ja, ja, men hvad hjalp dog det mod al den Sorg, som denne Krig bredte om sig i de nordslesvigske Hjem.

Peter Albrechtsen fra Sønderborg var død. Han var faldet i en Patrouillefægtning ved Rufiji. Det var ham, der blev slynget over Bord af en Styrtsø under Stormen ved den norske Kyst. Dengang var han blevet reddet paa en næsten mirakuløs Maade — men det var altsaa for at dø i Afrika.

Kokkens Medhjælper, Tyksen fra Flensborg, var ogsaa død — bidt af en Slange. Hans Død erfarede jeg fra flere Sider. Den havde vakt stor Opmærksomhed, fordi der mærkeligt nok kun var ganske faa, om i det hele taget andre end Tyksen, der var kommet af Dage ved Slangebid.

Det svandt ind i „Kronborg“ s Mandskab, og de, der var tilbage, havde det næppe stort bedre end jeg.

Malariaen hærgede overalt i Vest som i Øst og i Nord, og baade Hvide og Sorte var konstant underernærede.

Uden at vide noget om Stillingen paa Fronterne kunde man se, hvad dette maatte føre til — enten til, at Hæren smuldrede helt sammen af Sygdom og Tab, eller ogsaa til en Kapitulation.

Alle Hvide, der kom gennem Livale, talte om det samme:
— Hvor længe kan dette vare
— har vi ikke snart lidt nok for Østafrika.

Men de gjorde dog alle deres Pligt i Farens Stund alligevel, og ingen formaaede blot i Tankerne at svigte den stærke Villie, der holdt det hele sammen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

3. marts 1917. I Østafrika: “De saa frygtelige ud, de Kompagnier”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. I byen Livale hvor han opholdt sig en stund, marcherede der mange tropper igennem, og de var ilde tilredt. Derudover havde han svært ved at slå malariaen helt ud af kroppen.

Værst var Manglen paa Kinin. Det fandtes endnu baade i Form af de almindelige Kininpiller og i Form af Kininbark-Udkog, den saakaldte Lettowsnaps, men i alt for smaa Mængder.

Følgen deraf blev, at jeg ikke kunde faa Malariaen ud af Kroppen. Den blev ved at sidde der og gjorde sig gældende gennem en stigende Træthed, Irritation og Feberanfald hver 14. Dag.

Jeg delte mine Kininpiller i indtil 10 Dele for konstant at holde Feberen Stangen, men den Ration, vi fik udleveret, forslog ikke til en fuldstændig Helbredelse.

Derfor gik jeg en god Del af den Maaned, jeg tilbragte i Livale, rundt i en Taage af Feber og Træthed og Uoplagthed og havde en stigende Fornemmelse af, at dette kun kunde ende paa én Maade, nemlig med en Begravelse i Afrikas Jord.

Dér laa allerede mange af mine Kammerater. Jeg erfarede deres Skæbne ad mærkelige Omveje og altid Maaneder efter, at det var sket. Livale var et Gennemmarchsted for Tropperne, der kom fra Vest, hvor de havde kæmpet mod Belgierne.

De saa frygtelige ud, de Kompagnier, der med Mellemrum slog Lejr i Livale eller marcherede igennem.

Det uhyre lange Tilbagetog havde næsten slidt dem op, og Uniformerne hang i Laser paa Kroppen af dem. Undertiden havde Askarierne opgivet ethvert Forsøg paa at holde Uniformen paa Kroppen og optraadte kun med Resterne af de korte Bukser og i øvrigt med nøgen Overkrop med Maskingeværbaand over Kryds paa Brystet eller med erobrede engelske eller belgiske Patronbandolerer.

Det var ikke altid, de havde Støvler paa Fødderne, og naar de havde det, var det som Regel engelske eller belgiske Støvler, som de havde trukket af de døde paa Valpladserne.

Alle disse Folk stod under General Wahle, hvis Styrke ellers havde faaet en særlig god Udrustning, men det var ikke til at tage fejl af, at Lettow-Vorbeck havde et bedre Tag paa at holde sine Folk i Tøjet.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

9. februar 1917. I Østafrika: “For hans Drengesind var det en eneste stor og spændende Oplevelse”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i østafrika. Tidligt i 1917 bevægede han sig stille og roligt sydpå mod Livale, men han var stadig plaget af malaria.

Helt havde jeg ikke faaet Feberen ud af Blodet og kunde heller ikke gøre mig Haab om at faa det med den Smule Kinin, jeg havde til min Raadighed, og min gamle Form fandt jeg aldrig igen.

Paa den første Del af Marchen maatte jeg støtte mig til en Stok, og naar vi kom til Vandløb eller Regnsøer, Korongos, som de hedder paa Kisuaheli-Sproget, maatte jeg lade mig bære over af en stor og stærk Neger.

Denne Transport var ikke lige blid, da Bunden i disse Korongos ofte var fyldt med Elefantspor, hvor Bæreren stadig var ved at snuble. Jeg bad ham være forsigtig, da jeg nødig vilde en Tur i Vandet i den Tilstand, jeg befandt mig i, og han svarede regelmæssigt:

— Ja, Bwana, jeg skal nok passe paa, men hvis jeg falder, saa er det paa Guds Befaling — Amri ya Mungu — det er Guds Villie.

Bagefter mig svømmede den lille Ali som en Fisk. Han var vist den, der klarede sig bedst paa hele denne Safari. For hans Drengesind var det en eneste stor og spændende Oplevelse altsammen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

7. februar 1917. “Naar jeg ikke havde noget at spise, saa har du altid sørget for mig”

Nis Kock fra Sønderborg blev ramt af malaria i Østafrika, under en march sydpå. Efter at havde brugt nogle dage på at komme til hægterne, begyndte sulten atter at sætte ind. Hans hjælper Ramasan kom ham til undsætning her.

Den tredie Dag begyndte Kininen at gøre sin Virkning, og jeg følte mig bedre.

Ramasan havde lavet mig et nyt Leje, som jeg flyttede hen paa ved at kravle hen ad Jorden, men forst den fjerde Dag begyndte jeg at fole Savnet af Mad.

Den Dag kom Ramasan til mig med en stor Portion Hønsekødsuppe og en Tallerken med duftende Hønsekød.

Her var ikke Høns i Miles Omkreds, saa vidt jeg vidste, undtagen — en frygtelig Anelse greb mig — undtagen netop Ramasans egen dyrebare Høne, som han havde værnet saa trofast om i over to Maaneder.

— Ramasan, sagde jeg og rejste mig op paa Albuen og saa alvorligt paa Manden, hvor har du faaet den Hønefra — det er vel ikke din egen?

— Jo, Bwana — det er min egen Høne.

— Det kan jeg ikke tage imod, Ramasan

— jeg kan ikke spise din Høne, mens du selv sidder og spiser Majsgrød.

Ramasan svarede mig bestemt og roligt i Afrikas smukke, højtidelige Sprog:

— Naar jeg ikke havde noget at spise, saa har du altid sørget for mig, og dit Salt har du delt med mig.

Men nu, da du er syg og vi intet Kød har, som kan give dig Kræfter, saa skal du have min Høne, Bwana.

Derpaa satte Ramasan Maden ned ved Siden af mit Leje og gik sin Vej.

Jeg tror endnu ganske sikkert paa, at det var Ramasan, som reddede mig ved denne Lejlighed.

Et Par Dage efter kunde jeg staa og gaa, og vor Safari satte sig igen i Bevægelse.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

5. februar 1917. Østafrika: “Mad kunde jeg ikke spise — jeg væmmedes blot ved Synet”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af kolonien Tysk-Østafrika. Under en march sydpå, for at undvige britiske og belgiske angreb blev han ramt af malaria – for anden gang. Han blev derfor efterladt for at komme til hægterne på egen hånd.

Ramasan havde lavet mig et nyt Leje, men tørt Græs var ikke til at opdrive.

Derfor havde han bredt et Stykke Sejldug ud over Græsset, og over Moskitonettet, som nu var temmelig formaalsløst, da Moskitoerne havde gjort det værste, de kunde gøre ved mig, havde han spændt et andet Stykke Sejldug.

Et Stykke fra mit Leje slog mine 25 Bærere Lejr med betydelig større Glæde end jeg.

De havde gaaet langt og var temmelig afkræftede paa Grund af den slette Ernæring.

Jeg laa og hørte Regnen tromme mod det udspændte Lærred.

Feberen vandrede hurtigt op mod de 40 Grader,og Hjertet piskede Blodet saa hurtigt gennem Aarerne, at Pulsslagene næsten ikke var til at tælle. Saa længe Staches rædselsfulde Kininafkog endnu virkede, holdt jeg mig fra mine egne Piller, men op paa Dagen delte jeg en af dem i smaa bitte Stykker og spiste dem med en Times Mellemrum.

Ind imellem havde jeg halve eller hele Bevidstløshedsperioder, efter hvad Ramasan senere fortalte mig, og jeg talte meget i Vildelse.

Saadan gik en Dag og en Nat, og en ny Dag brød frem med plaskende Regn og en Luft saa tung, at jeg næppe kunde trække Vejret.

Jeg begyndte atter at dele mit sparsomme Kininforraad for stadigvæk at have lidt at sætte op mod Feberen, men det forslog saa lidt.

Badet i Sved, snart frysende lige ind til Knoglerne, snart gennemhedet af Febervarme laa jeg og kæmpede mod Sygdommen.

Jorden var opblødt af Regnen, og Græsset under mig blev gennemsivet af Vand.

Det var, som hele min Verden forgik i Mudder og silende Regn og Feber.

Mad kunde jeg ikke spise — jeg væmmedes blot ved Synet — og endnu en Dag og Nat gik.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

3. februar 1917. ”Det var Malariaen, som havde holdt sit Indtog igen.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i tyske forsvar af Østafrika. I starten af 1917 var han på en march sydpå. Undervejs blev han ramt af malaria, endnu en gang og han blev nødt til at blive tilbage, for at komme til hægterne igen.

Efter en Uges March under disse Forhold begyndte det at knibe for mig med at følge med.

Jeg følte mig træt fra Morgen til Aften, mine Lemmer smertede, og jeg vidste, hvad det betød — det var Malariaen, som havde holdt sit Indtog igen.

Til sidst kunde jeg ikke mere. Jeg kunde næppe se ud af Øjnene og vaklede af Sted som en drukken Mand ved Siden af Stache, der gjorde alt for at hjælpe mig, men savnede det, som jeg trængte mest af alt til — Kinin.

Ogsaa dér var der skaaret ned paa Rationerne — omtrent samtidig med, at vi alle var drevet sammen i Koloniens værste Feberegn.

Der var ikke noget at sige til det — det var den bitre Nød, der havde fremtvunget denne Rationering.

Der vokser Træer med Kininindhold i Østafrika, men det vigtige Stof blev ikke fremstillet dér, men i Tyskland.

Vi maatte saaledes leve paa det Forraad af Kinin, der fandtes i Landet før Krigen, og paa den Smule, vi kunde tage fra Englænderne ved Overrumplinger af deres Lejre.

Jeg havde kun 6-7 Gram Kinin til at modstaa dette meget kraftige Angreb med, medens man under normale Forhold kan bruge indtil ét Gram om Dagen i en Maanedstid for at faa Feberen helt ud af Kroppen, og til sidst maatte Stache en Morgen forbyde mig at staa op, hvad jeg i øvrigt heller ikke var i Stand til.

— De maa blive liggende her, til De er kommet nogenlunde til Hægterne igen, sagde han, men jeg maa videre med Ammunitionen.

De venter mig i Livale, saa hurtigt jeg overhovedet kan komme frem.

Til Afsked gav han mig en Snaps af en lille Flaske, som han havde med. Det smagte aldeles forfærdeligt, og jeg fik en Hjertebanken saa frygtelig, at jeg endnu ikke havde prøvet noget tilsvarende.

— Det er Afkog af Kinabark, oplyste Stache. Det smager forfærdeligt, men det plejer at hjælpe.
— Du gode Gud, hviskede jeg, det er næsten værre end Malariaen.
— De kalder det for Lettowsnaps, forklarede Stache, og kort efter rejste han sig og tog Afsked.

Hans Bærere var gaaet i Forvejen for lang Tid siden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

28. December 1916. Fra Aleppo til Konstantinopel med syge

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner.

Jeg havde nu været et par dage i Aleppo, der er jo ikke meget at faa at se i saadan en by, der er kun nøgne mure, og husene med deres flade tage og gaderne er kun den bare jord. Murene er blegede af solen, og de smider solstraalerne tilbage saa man er nødt til at gaa med solbriller. 

Der er flere der skal tilbage til Konstantinopel, vi hygger os nu i en pakvogn, der kan vi hav vore sager samlede, og vi er jo fri for at være sammen med tyrkerne i personvognene.

Vi skal nu gennem Amanusbjerget. Tunellen paa 5 km.s længde er nu færdigbygget, saa fuldbanen kan køre igennem. Sidst vi var her var hullet ikke større end at kipvognstogene kunne køre igennem. Vi kommer nu ud paa den slette som løber mellem Amanusbjerget og Taurusbjerget, i syd kan vi skimte Middelhavet. 

Det er sørgeligt naar man ser saa god en jord ligge hen til ingen verdens nytte, kun tilgroet med ukrudt. Der kunne blive de skønneste palmelunde med dadler: figner, appelsiner og alle de sydfrugter vi kunne ønske os. Vandet løber en næsten til tænderne naar man tænker derpaa, idet mindste i de tider hvor vi herhjemme ikke har set noget deraf i flere aar. 

Vi passerer engang i mellem nogle smaa byer. Appelsinhøsten er lige afsluttet, appelsinerne kan man se i store hobe paa marken, og der er mange sorter at vælge mellem. Vi nøjes ikke med at købe et par, vi køber hele kasser fulde ad gangen.

Nu er vi kommet til byen Kylek-Bogas, som ligger ved foden af Taurus-bjerget, den ligger lige nord for Tarsus, herfra skal vi med lastbiler over Taurus-bjerget til byen Borzanti, og saa med fuldbanen ind igennem Anatolien til Haidar-Parcha som ligger ved Bosporus og derfra blev vi sejlet over til byen Konstantinopel. 

Der kom jeg igen paa lazarettet, og var der til d. 28. dec. 1916. Her var et temmelig stort lazaret bleven oprettet, med flere læger og professorer. De studerede i tropiske sygdomme, der var mange patienter med mange slags sygdomme, saasom kolera, tyfus, plettyfus, malariafeber, sandfluefeber, rur, armøbenrur, men det mærkeligste er at alle febersygdomme smitter ikke direkte, de bliver overført af et dyr. 

Malaria bliver overført af en moskitomyg. Sandfluefeber af en sandflue, plettyfus af en lus. En som laa her ved siden af mig fik plettyfus. Den morgen blev der stor opstandelse paa stuen, alle læger stormede til og professoren forklarede dem sygdommen i første stadium. Jeg laa lige ved siden af og kunne høre alt. Jeg tror ikke sygdommen er saa let at konstatere. Den begyndte med en skrækkelig hovedpine og høj feber, op til 42 gr. og saa viser der sig en lille bitte prik paa det næst nederste ribben paa venstre side, men det er en skrækkelig sygdom, de syge kan ligge i flere dage uden bevisthed. 

Den syge blev straks flyttet over i epidemibarakken, jeg tror nok der laa fire stykker derovre med samme sygdom. Jeg fejrede nu julen 1916 her paa lazarettet, vi fik en dejlig aftensmad med steg, og hver mand fik en julegave. Den 28. dec. blev jeg udskreven og kom saa til genezungsafdelingen. 

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

17. september 1916. Østafrika: Ankomst til Kungulio

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Dagen efter — det var ud paa Aftenen — kom vi til Kungulio og slog Lejr paa Rufijiflodens nordlige Bred.

Den næste Dag gik vi over den lange Træbro, der var bygget over Floden, og som er kendt af alle, der gjorde Krigen i den sydlige Del af Østafrika med. Herfra udgik det meste af Trafiken fra Nord til Syd og fra Syd til Nord. Der fandtes ganske vist ikke saa faa Vadesteder i Floden, som ogsaa blev flittigt benyttet, men Kungulio med sin Bro var et trafikalt Knudepunkt, og dens Navn var kendt af alle.

Hvad der egentlig gav Stedet Navn, var ikke let at opdage. Der laa ganske vist et Stykke fra Broen nogle faa Negerhytter, men allerhøjest en halv Snes Stykker, og om en By kunde der ikke være Tale. Maaske havde der engang ligget en større By. Nu var Kungulio kun Navnet paa Broen og Egnen deromkring.

Vi slog Lejr et Stykke fra Broen og anbragte Ammunitionen godt gemt i den tætte Urskov. Her ved den temmelig brede Flod, Østafrikas største Vandløb, var Krattet blevet til Skov, der strakte sig som et ubrudt Bælte paa begge Sider og løb sammen med andre store Skove Syd for Rufiji.

Det var altsaa Rufiji, tænkte jeg, da jeg første Gang saa  dens Vand blinke mellem Træerne. Hidtil havde det kun været et Navn for mig, men nu saa jeg den foran mig. Et Stykke ud mod Havet laa den tyske Flaades Repræsentant i disse Farvande, Krydseren „Königsberg“ , brændt og sprængt, med Dækket overgroet af Slyngplanter og Siderne tilklistret af Flodens slimede Vækster.

SMS Königsberg_mindre

Ramasan havde lavet mig et godt Leje af tørt Græs med mine Tæpper ovenpaa. En Pæl blev slaaet ned i hver af „Sengen“ s Hjørner, og her blev Moskitonettet udspændt, for vi var nu kommet til de Egne, hvor Malariaen hærgede, og jeg syntes, at jeg allerede havde  faaet noget af den i Kroppen.

Da jeg havde anvist Bærerne, hvor de skulde anbringe Ammunitionen, og havde set, at de stablede den ordentligt sammen, og havde været en Tur nede ved Floden, var det langt over Middag, og da jeg ikke havde andet for, saa kastede jeg mig ned paa mit Leje og sov et Øjeblik efter.

De lange Marcher, der jo egentlig var gjort uden en eneste ordentlig Hviledag, siden jeg forlod Morogoro, havde aflejret saa megen Træthed i Kroppen paa mig, at jeg kunde sove med et Øjebliks Varsel.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

12. september 1916. Sønderjysk møde i Kissaki, Østafrika

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepot i Morogoro. I begyndelsen af september ankom han til Kissaki.

[Nis Kocks personlige tjener] Ramasan havde med sikker Sporsans fundet Magasinerne og havde provianteret rigeligt. Da jeg kom hen til vor Lejr, havde han allerede arrangeret et herligt Aftensmaaltid rigeligt med Ris, og ogsaa noget Kød havde han faaet fat paa.

Samtidig kunde han fortælle mig, at Peter Hansen opholdt sig i Lejren — eller rettere i Urskoven udenfor Byen — og at han vidste, hvor han befandt sig.

Jeg spiste hurtigt færdig og bad Ramasan følge mig til Peter Hansens Lejr, og efter en kort Spadseretur gennem Skov og Krat naaede vi frem til en Lejr i Skoven, hvor vi hurtigt fandt Peter Hansen siddende ved et Baal. Han var noget langskægget og ikke saa lidt hulkindet, men ellers rask og frisk og stadig den gode gamle Kammerat.

Han blev overstrømmende glad ved at se mig og bød mig straks en Plads paa en tom Petroleumsdunk. Et Par Cigaretter blev fundet frem, og Snakken tog sin Begyndelse, medens Stjernerne tændtes over vore Hoveder og Baal paa Baal sprang frem imellem Træer og Buske.

Omkring dem færdedes, sad eller laa de forskellige Skygger — hvide Soldater med Tropehjelme, letkendelige selv paa Afstand, Askarier, Bærere, Kvinder og Børn. Det var  et helt Krigerfolk paa March som paa Folkevandringens Tid — eller var det snarere Trediveaarskrigens Landsknægthære med deres Tros, det bragte frem i Erindringen.

Peter Hansen fortalte, at Størstedelen af Hæren laa her i en Bue omkring Kisakki, men en Del Kompagnier havde dog Stilling langt Østpaa. Det var dem, der var gaaet Øst om Ulugurubjergene. Der havde staaet svære Kampe baade her og dér, og Peter gav mig nu en malende Beskrivelse af sine Oplevelser fra Kondoa-Irangi og hertil.

Hans Arbejde havde jo ført ham saa nær ind paa Livet af Kampene som nogen, da han ofte maatte færdes mellem Linierne for at faa de saarede ind. Det var begyndt at knibe med Forbindsstofferne, fortalte han, og han imødesaa med Gru den Dag, da man ikke længere havde tilstrækkeligt til at forbinde de saarede med.

Han fortalte om de dygtige og opofrende Lægers Arbejde og Kamp mod Sygdomme og frygtelige Kvæstelser. Meget ofte maatte de af deres sparsomme Forraad ogsaa forbinde engelske saarede, og det gjorde de pligtskyldigst, men stadigvæk med den uhyggelige Bevidsthed, at engang kunde de være saa udgaaet for Forbindsstoffer og Lægemidler, at de ikke kunde hjælpe deres egne.

Man var nu kommet dertil, at man kogte Gazebindene, der havde været anvendt én Gang, for at kunne bruge dem igen, og nogle af Lægerne var kommet ind paa at anvende en bestemt Slags Bark til Forbindingerne.

Peter Hansen gav iøvrigt Boerne den Ros, at de sloges modigt og behandlede deres Modstandere ordentligt, men ikke desto mindre havde Kampene ved Kondoa-Irangi været frygtelige. Der var blevet anvendt Artilleri i udstrakt Grad paa begge Sider. Tyskerne havde brugt „Königsberg“ Kanoner og Englænderne svært Artilleri, som  var slæbt frem. Generalen selv var blevet lettere saaret af en engelsk Granat, uden at det dog havde svækket hans Arbejdskraft det ringeste.

— Jeg har set ham, sagde jeg, han saa knap saadan ud, som jeg havde forestillet mig ham efter alt det, jeg har faaet fortalt.
— Du kan ellers være overbevist om, at der ikke er sagt noget overdrevent om ham, svarede Peter Hansen. Han kan simpelthen ikke overdrives — han er noget helt for sig. Jeg har set ham paa nær Hold Masser af Gange — han er et mærkeligt Menneske.
— Under en Fægtning, fortalte Peter Hansen videre, havde vore Folk forsøgt et Angreb paa en fjendtlig Stilling oppe ved Kondoa-Irangi. Angrebet var slaaet tilbage, og der laa en hel Del saarede paa en Skraaning. Jeg kravlede ud til dem og forbandt dem, og efterhaanden fik vi dem ogsaa slæbt ind til Forbindspladsen, skønt der blev skudt en Del paa os.

Efterhaanden som vi kom bærende med dem, blev Stabslægen mere og mere gal i Hovedet, fordi Forbindingerne jo var lagt lidt hastigt og maaske ikke lige efter Reglementet. Medens han stod og skældte mig ud over det, kom Generalen til og hørte lidt paa det i Tavshed, men jeg kunde godt se, at han havde Lyst til at sige et eller andet. Endelig drejede han Hovedet og saa Stabslægen lige ind i Ansigtet og sagde paa sin sædvanlige knappe og spydige Maade: — Jamen, Hr. Stabslæge — hvorfor gjorde De det dog ikke selv?

— Jeg blev indstillet til Jernkorset af første Klasse, føjede Peter Hansen halvflov til.

Jeg gratulerede ham. Det var en meget stor Udmærkelse for en menig Mand og i øvrigt ogsaa for en Underofficer.

Peter Hansen slog det hen, men jeg kunde se paa ham, at han alligevel glædede sig over Æren.

Vi talte længe videre og talte begge Dansk. Efter i lang Tid at være henvist til at tale Tysk eller Kisuaheli var det herligt at komme til at tale det Sprog, der nu engang laa mig lettest paa Tungen.

Vi talte om Udsigterne for at komme hjem, men dem vurderede ingen af os særlig højt. Det saa ud til, at Krigen skulde fortsættes til den bitre Ende, og saa holdt den vel ikke op, før de blev færdige hjemme i Europa, eller før Lettow-Vorbecks Hær var smeltet ind til ingenting.
— Naar vi nu maa opgive Kisakki, sagde Peter Hansen, saa er den nærmeste Stilling, vi kan indtage, Rufijifloden. Dér tænker jeg ikke, Boerne kan følge efter os — dels fordi deres Heste ikke kan færdes dernede, og dels fordi de ikke selv kan taale Klimaet. Der er meget usundt, og hvide Mennesker faar uvægerlig Malaria.

— Jamen, hvad saa med os andre? spurgte jeg.
— Jeg tror ikke, der bliver spurgt om vor Mening, svarede Peter Hansen. Jeg har hørt lange Diskussioner om det Emne, men de er allesammen endt med, at vi bliver tvunget til at affinde os med Malariaen, som vi kan — for ned paa den anden Side af Rufijifloden skal vi. Boerne derimod er ikke tvunget dertil og vil sikkert hellere lade sig sende hjem end udsætte sig for Malaria — og saa maa de vel trække sorte Tropper hertil igen for at føre Krigen videre. — Det trækker altsammen Tiden ud, og det er det, Generalen vil opnaa.

Vi talte om Kammeraterne fra „Kronborg“ . Peter Hansen vidste bedre Besked om dem end jeg. Han nævnede mig et Par Navne, som ikke var mere. Kort efter tog jeg Afsked og ønskede ham god Rejse.

Jeg kaldte paa Ramasan, og han fulgte mig tilbage til vor Lejr, hvor Baalene var ved at brænde ned, og hvor Bærerne sov fast efter den lange Safari gennem Ulugurubjergene.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

12. maj 1916. ”… saa maa vi omlades paa feltbanen før turen gaar over ”Amanus-bjerget.”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han deltog i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. marts blev sendt til Mellemøsten.

Den 29. april gaar turen videre, fuldbanen gaar kun 2. km. saa maa vi omlades paa feltbanen før turen gaar over “Amanus-bjerget”. Vi er 6 mand som skal ledsage toget, det øvrige mandskab skal til fods over bjerget. Der er tre tog lige efter hinanden, vi kører nu i zik-zak opad bjerget, først til den ene side, saa blir der skiftet spor, saa tilbage paa et andet spor, og saadan bliver de ved indtil vi naar bjergets top og nede i dalen kan vi skimte stationen, men det ser ogsaa kunstigt ud naar man ser det ene tog efter det andet kravle opad bjergsiderne. 

Nu skal vi gennem en tunnel paa 4,9 km. Den er lige færdig bygget saadan at kipvognstogene kan køre igennem. Vi har tre timers ophold i midten. Først da vi kommer ind i tunellen er der skrækkeligt koldt, der bliver luften saa klam og trykkende, og der er en larm fra presluftborene, og desuden helt mørkt. I det fjerne ser vi arbejderne med deres lygter i haanden i travlt arbejde.

Det er tyske ingeniører der leder arbejdet, de sagde at de aldrig nogen sinde havde arbejdet i saa haard en stenmasse som her, de brugte ikke nogen afstivning. 

Vi skulle vente til de havde kipvognerne fyldt, vi befandt os nu 800 m. under jorden, men omsider kørte vi videre, men vi var kun lige kommet 1 km. bort før de sprængte igen, det var som hele bjerget skulle falde sammen om os, kl. 6. aften kom vi ud paa den anden side af tunellen. Men vi fryser og vi er helt skidt tilpas af den luft inde i tunellen.

Vi har endnu et par timers kørsel inden vi naar fuldbanesporet. Lokomotiverne spyr gnister de fyrer nemlig med træ. Gnisterne staar ud af skorstenene som et rigtigt fyrværkeri og breder sig i en stor omkreds, saa der gaar imellem ild i vore sager og vort tøj. 

Naar toget holder for at faa vand pas lokomotiverne skal vi skynde os at overhælde præsenningerne med vand, og vores teltbane skal vi ogsaa have dyppet i vandet, for det skal vi sidde med over hovedet under kørslen, for der flyver gnister saa store som fingerender og de tænder med det samme.

Ulykker sker der ogsaa her, for et par dage siden løb en kipvogn løbsk nedad skraaningen og enden blev at den løb af sporet og manden blev slynget 20 m. bort, et par dage efter var han død. Et lokomotiv var ogsaa løbet af skinnerne og styrtet ned i en afgrund, dets to ledsager var død paa stedet. 

I “Kotbatsche” gør vi holdt, herfra gaar fuldbanen videre. Idag har vi den 1. maj. Vi har bygget vor teltlejr højt oppe paa bjergerne, saa det var et besværligt arbejde at bringe sagerne derop.

Vi skal nemlig være lidt forsigtig, for her er sump og det er her muskittomyggerne holder til, og det er dem der medbringer malariasygdommen, den er stærkt udbredt i denne egn. Vi sover under moskittonettet hver nat. Vi tager ogsaa Chinin to tabletter to gange om ugen, det er noget modbydeligt skidt, man har en led smag i munden hele dagen, men det er jo bedre at forebygge end at helbrede. 

Om dagen strejfer vi rundt i bjergerne og i en bæk som løber forbi lejren tager vi os et forfriskende bad hver dag. Den 11. gaar turen videre, vest for Aleppo deler banen sig, den ene gaar over Aleppo og mod syd ned gennem Palastina, vi bøjer af mod nordøst. 

Den 12. Maj kører vi over floden “Eufrat”.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)