Tag-arkiv: Lüttich

19. februar 1918: Frederik Tychsen – På besøg i bordelkvarteret “Dardanellerne”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Om aftenen samledes vi henne i Estaminettet hos Barbaras onkel, og der syntes at være almindelig gensynsglæde. Barbara var der også, der var kommet flere og flere unge piger, og efterhånden havde de fleste fået sig hver en veninde. Der blev danset en lille smule til grammofonmusikken eller harmonikaspilleren spillede, der blev snakket. Værten var flink, han solgte også lidt øl og snaps, der var varme og lys (vi havde ingen varme på slottet og med lyset var det så som så).

Vi skulle være i kvarteret til kl. 10; de unge piger gik med os på vej, ja, fulgte os hen til slottet, så gik de syngende tilbage, og det var virkelig en fornøjelig tid, den bedste tid jeg havde haft i Frankrig og Belgien. Det at komme sammen med den civile befolkning oplivede på en ejendommelig måde; og jeg elskede Barbara af hele mit hjerte, jeg syntes, hun var så smuk og så god, og vort forhold var sømmeligt og rent, og hun var jo pur ung og havde aldrig haft nogen ven før. Hun talte tit om at tage med hjem til Nordschlesvig, eller jeg skulle blive i Belgien, men det lå i det uvisse; nu måtte krigen først få en ende, og der var ikke gode udsigter.

 Medens vi nød livet på en sømmelig måde i den lille beværtning om aftenen, gik de allerfleste ned til Lüttich i “Dardanellerne” om aftenen, og der var livet frygtelig svinsk. Jeg gik sammen med Rudolf igennem dette kvarter en søndag eftermiddag. Det var mest små beværtninger med en danseplads i den ene ende og en lille tribune, hvor der sad en eller flere spillemænd.

Om dagen lå de stille hen, men om aftenen begyndte livet at pulsere og det vedblev efter hvad de fortalte, til morgenstunden med stadig tiltagende vildskab dyriskhed. Samme eftermiddag gik vi hen i en variete. Her fik vi en kop kaffe og sad og så på forestillingen, der var biograf, akrobatforestilling m.m. Hen imod aften tog vi med sporvognen hjem.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

7. februar 1918: ”Der var horkvinder …” – Frederik Tychsen hjælper en ven med dårlig samvittighed.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr.  407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Alle de andre tog ned til Lüttich. Her var der skøger og horehuse i massevis. Der lå et helt kvarter langs med Masfloden (Meuse), det var ganske frygtelig (Hele dette kvarter blev i soldatersproget kaldt for “Dardanellerne”). Det ene horehus lå ved siden af det andet, og her søgte de fleste hen, her levedes et frygteligt liv, det vidnede alle de historier og fortællinger om, som de tog med hjem derfra.

Jeg gik en tur rundt i den skønne egn næsten hver aften sammen med Gefreiter Rudolf Winkler, en skolelærer fra Braunschweig. Han var en rolig mand, og han var forlovet med en slagterdatter fra sin hjemegn, og hende elskede han over alt, og han talte næsten ikke om andet. Han forklarede, at når man havde en kæreste, som man holdt af, det kunne hjælpe en over mangen en fristelse.

Så en søndag fik de andre kammerater ham med ned til byen; Winkler havde godt med penge, og derfor kunne han også købe noget og betale. De fik ham med ind på en beværtning, han fik noget at drikke – fik mere og mere, alkoholen svækker viljen – der var horkvinder, og det endte med, at han syndede imod det sjette bud, som han så nødig ville.

Jeg mærkede godt, at der var noget i vejen med Rudolf; han undgik mig ved enhver lejlighed, og jeg gik min tur alene i en uge. Søndagen efter kom han hen til mig og spurgte, om vi skulle gå tur sammen. De allerfleste af vort batteri gik ned i byen, da det var knap med penge, tog de fleste I/2 eller et helt brød med som betalingsmiddel, da den civile befolkning i høj grad trængte til levnedsmidler af alle slags, og mangen en af soldaterne ville nok sulte for at få noget brød til overs.

Winkler og jeg gik vor søndagstur ud i den skønne egn, vi gik gennem flere landsbyer. Vi kom til et sted, hvor der var en prægtig udsigt ned over byen (Lüttich); der stod en bænk mellem to træer, og vi satte os på den. Da vi nu sad der, åbnede han sit hjerte for mig, og fortalte mig, hvorledes det hele var gået til – og så græd han.

Han havde hele tiden sat sig for, at han ville leve et ordentlig liv og komme hjem som et pænt menneske, og nu var det gået ham sådan imod hans vilje. ”Ja” sagde han, “Man siger nok, at een gang er ingen gang, men een gang er akkurat en gang for meget. – Hvad skal jeg nu gøre?” spurgte han. ”Skal jeg skrive det hele hjem, som det er gået til og bede om hendes tilgivelse?”.

Jeg sagde: ”Gå bort og synd ikke mere. Hold dig i skindet, undgå dårlige kammerater, og når krigen er til ende, og du kommer hjem, og du føler trang til at få din samvittighed lettet, så kan du ved en passende lejlighed fortælle hende det, men vent indtil da, men bliv frem for alt dit forsæt tro og hold dig borte fra dårlige mennesker, for dem er der nok af alle vegne”. Det var mine ord til Rudolf, og for eftertiden holdt vi sammen som brødre.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

26. januar 1918: Frederik Tychsen nyder roen i smukke omgivelser, ved midlertidlig indkvartering på et slot i Lüttich.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Med fuld musik rullede vi ind på banegården i Lüttich. Det var hen på formiddagen. Solen skinnede ganske dejligt. Vi blev kørt ud på en godsbanegård, og her blev vi læsset af. Vi fik lov til at gå vor vej, efter at vi havde fået oplyst, at vort batteri lå i Beyne Hensay 6 -7 km uden for Lüttich – østpå.

Vi tog med en sporvogn et stykke af vejen. De sidste 2 km. måtte vi gå. Vi kom til byen lige før middag, og der var tilsyneladende ingen, der havde savnet os.

Batteriet var blevet indkvarteret i et gammelt slot, der lå i en stor park. Slottet hed “Neufcour”. Det kunne rumme hele batteriet. Hestene var opstaldet i staldene. Officererne lå indkvarteret i byen. Der var avlsbygninger med kreatur-, heste og svinestalde. Her var en godsforvalter, der ordnede det hele. I selve slottet var der en portner, der havde opsyn med bygningerne. Vort korporalstab fik et værelse anvist højt oppe i gavlen. Her var træbrixe, og her lå vi med en 12 – 14 mand.

Det var velgørende at komme ind i et liv med regelmæssig nattero, med bestemte spisetider og med vished om, at her falder ingen granater eller bomber. Vi rettede os ind på den bedste måde. Der var ingen kakkelovne, men vinteren var mild, og vi var jo ikke vant til megen varme. Blev det for koldt, kravlede vi op på brixen, dækkede os til med et par tæpper og overfrakken, eller hvad vi nu havde, og så lå vi og holdt snak, røg tobak eller læste osv. indtil vi sov ind.

Omgivelserne var meget smukke. Der var klipper og høje bjerge, skov og plantager, og landsbyerne lå tæt sammen. Beyne Hensay var en bjergværksby, her var mange kulminer, og mange steder kunne man se skakttårnet rage langt op i vejret. Dampmaskinen trak den ene kurv (dvs. en portion med tre tipvogne med kul, den ene oven på den anden) efter den anden.

I min fritid gik jeg som regel hen og så på, hvorledes dette minearbejde foregik. De tilbød mig også at komme med ned i en mine, men da jeg var soldat i tysk uniform, turde jeg ikke. Der var et mægtigt had imod tyskerne – af gode grunde – og de kunne ikke se på mig, at jeg var dansk, og jeg tænkte, at det er vistnok mere sikkert ikke at gå med ned i afgrunden.

Hele befolkningen arbejdede i minerne eller på fabrikken. Landsbyen havde en kirke, der var flere gader med butikker, og hist og her en beværtning. De første dage gik med at gøre kanonerne og materiellet i stand. Kanonerne blev renset, og alle metalgenstande blev pudset og smurt, karabineren fik også en ordentlig omgang, tøjet blev vasket og gjort i stand osv. Om eftermiddagen havde vi let tjeneste. Det var mest stående øvelser, vi havde i parken foran slottet.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

25. januar 1918: “Den ene flaske kom frem …” – Frederik Tychsen i godt humør på march mod Lüttich.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Vi kom til kvarteret i Goed; det var imidlertid blevet mørkt, men vi fik straks noget at spise, og så gik vi til ro. Dagen efter – den 25. januar fik vi travlt straks fra morgenstunden af. Det meste af snavset blev kradset af kanoneme, remmene blev surret forsvarligt fast, alle ting blev set efter, og der blev spist tidlig til middag denne dag.

Kl. 3 trådte vi an, der blev meldt færdig, kommandoen: “Batterie March” lød og batteriet satte sig i bevægelse. Vi skulle forlades i Lichtervelde, og der var en march på en times tid. Før afmarchen havde hver kanonbetjening fået udleveret en 3 – 4 portioner snaps, som vi havde til gode, vi fik endvidere vin. Jeg foreslog at gemme vinen og snapsen til om natten i toget, for der var temmelig koldt, og så kunne vi bedre sove, når vi havde lidt at varme os på.

Til at begynde med var hele betjeningen indforstået, men det varede ikke ret længe, før de ville smage snapsen. Den ene flaske kom frem af Protzen, gik fra mand til mand, og da det var god cognac, blev den tømt. Det kan nok være, at der kom gang i sangen.

Det varede ikke længe, inden de ville smage vinen, der blev en flaske taget frem og tømt. Snapsen gjorde sin virkning, vi sang af hjertens lyst og livsens kræfter: ”In der Heimat, in der Heimat, da gibs ein Wiedersehn” osv. Ved ca. 4-tiden ankom vi til Lichtervelde.

Vi gik med sang gennem gaderne og kom om til banegården; vi kørte op på den lange militærrampe, og lidt efter blev vognstammen kørt frem og forladningen begyndte. Den ene kanon blev kørt ud på fladvognene efter den anden, og når kanonerne var læsset på, gik betjeningen hen til ammunitionsvognene og bagagevognene og hjalp til med at få dem læsset på. Det hele tog en time, så var batteriet læsset på.

Medens den øvrige betjening var behjælpelig med at læsse bagagevognene på, surrede jeg kanonen fast med ståltråd fra kanonen ned til jernbanevognen en 7 – 8 steder, der blev slået kiler ind under kanonhjulene, for at de kunne stå godt fast på jernbanevognene. Da jeg så bukkede mig ned ved et hjørne, blev hovedet for tungt, jeg fik overbalance og gik på hovedet ned i gruset på jernbanelegemet. Snapsen var vel en del af årsagen til dette lille uheld, men jeg tog ingen skade.

Det var imidlertid blevet ganske mørkt, men toget kørte ikke, da vi var færdig. Vi fik besked på, at der ville gå en lille time, inden toget ville køre. For at forkorte ventetiden gik Obergefreiter Müller og jeg samt en tredje mand om i byen, vi fandt ind i et ret stort marketenderi, og her købte vi hver en portion kartoffelsalat med bajriske pølser. Her var varmt og lunt og stuvende fuldt af militær.

De fleste sad med et glas øl foran sig; henne ved klaveret sad en soldat og spillede på det, og de sang med alle sammen af fuld hals. Midt under det hele kom der fjendtlige flyvere og kastede bomber ned i nærheden af byen. Dette forstyrrede ikke synderligt – sangen fortsatte, der blev serveret kartoffelsalat og pølser, og de tømte glas blev fyldte igen. Vi sad og nød varmen og sangen og maden i en god halv time.

Vi gik så tilbage til banegården for at tage med toget. Men da vi kom hen på stationen, var toget kørt. Ak og ve! Vi tænkte først, at det måske var kørt ind på et sidespor, men det var det ikke. Vi gik til banegården og spurgte stationsforstanderen, hvordan vi nu bedst kunne komme bagefter.

Han begyndte med at skænde ud, alt det han kunne; men da en stationsforstander ikke var aktiv officer, men kun embedsmand, der hørte til jernbaneforvaltningen og stod under militæretaten, lod vi os ikke ret meget sige, og vi fik alle tre munden i gang og lod ham forstå, at hans bestilling var kun at give besked på, hvorledes vi bedst kunne få batteriet nået og komme hen til det på en eller anden måde.

Han blev flink lige på en gang, og fortalte os, at batteriet var kørt til Liége (Lüttich) og skulle til en forstad ved Lüttich, der hed Beyne Hensay, (det vidste vi ikke, før han sagde det) og vi kunne komme med II. batteri, der var ved at blive forladet i dette øjeblik. Vi gik så hen til den lange militærrampe og bad batteriføreren om at få lov til at køre med. Han skældte os først ud, for Bammelahter og for et ligegyldigt folkefærd, og så gav han os befaling til at hjælpe til med at læsse bagagevogne.

Det kan nok være, at han fornærmede os i allerhøjeste grad. De havde lige begyndt med at læsse, og vi måtte så hjælpe til; men vi forsvandt dog ret hurtigt, og gik hen i vognene med vor tornyster, karabiner osv.

Vi opdagede, at der i hver vogn var et Hindenburglys. Dem samlede vi sammen fra alle vogne og gik om i byen og solgte dem til marketenderiet. Det blev betalt med 1 Mark pr. styk. De indbragte en 10 – 12 Mark, og så købte vi honningkager for pengene. Vi gik hurtigt tilbage og satte os til inde i bænkevognen. Lidt efter blev de færdige med at indlade materiel og heste.

Ved 9 tiden satte toget sig i bevægelse, der var ingen, der savnede lysene, der var heller ingen, der talte om noget. Toget holdt et stykke tid i Bryssel, men der var ingen, der steg ud af toget – de fleste sov. Hen på morgenstunden kom der liv i soldaterne.

De havde bragt en spilledåse med, og den gik hele tiden, soldaterne af II. batteri sang med af fuld hals, en slog på en tom spand, og andre spillede på disse skyttegravsinstrumenter, bestående af tynde ståltråde spændt over en tom konservesdåse, der var anbragt på en gren, og på strengene blev der raspet med et stykke træ, der var savtakket i den ene kant. På denne måde kunne der laves en frygtelig ståhej.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.