Tag-arkiv: luftkrig

17. marts 1917 – H.P. Hanssen: “Stemningen er trods Tabene god”

H.P. Hanssen var en af de danske sønderjyders ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 17. Marts 1917.

Under et Ophold hjemme i Nordslesvig i Anledning af P. Skaus Jordefærd har jeg haft Lejlighed til at drøfte Stillingen indgaaende med en Del af vore Tillidsmænd. Stemningen er trods Tabene god. Man ser Fremtiden tillidsfuldt i Møde.

En enkelt for Forholdene ret karakteristisk Episode skal jeg notere: I Jernbanen fra Vojens til Haderslev traf jeg Klokken godt 9 Aften sammen med et Par Hestehandlere. Den ene fortalte, at han endnu samme Aften skulde til Bryllup hos en Købmand i Haderslev. Da jeg udtalte min Forundring over, at Bryllupet blev holdt saa sent, fortalte han: „Brudgommen har flere Gange søgt om Tilladelse til at rejse til Danmark for at gifte sig. Ansøgningen er hver Gang bleven afslaaet. Hans Kæreste har ligeledes faaet Afslag paa flere Ansøgninger om at rejse til Haderslev for at holde Bryllup. Nu har han brugt Hjemmeraad. Forleden gik han „over Stien”, lod sig vie i Danmark, og i Aften har han smuglet sin Kone ind. Nu er hun tysk Statsborger og kan ikke udvises, og Brylluppet skal i Nat fejres med et lille Knald.” — Jeg fik i det hele det Indtryk, at „Stien” til Kongeriget nu bliver flittigt brugt.

Censuren har strøget store Afsnit af en Nekrolog, som jeg har skrevet om min afdøde Ven P. Skau og ligeledes det væsentligste af en Artikel om hans Jordefærd. Finansudvalget fortsatte i Dag sine Forhandlinger.

Krigsministeren gav en Oversigt over den militære Situation. Omvæltningerne i Rusland, udtalte han, vil lette Stillingen paa Østfronten. I Rumænien vil man næppe naa ud over Serethlinjen. Tilbagetoget i Vesten har længe været forberedt. Det strækker sig over en Bredde af indtil en Dagsmarch. Foran de nye Linjer er alt ødelagt. Tilbagetoget var nødvendigt, fordi de gamle Linjer var sønderskudte og ødelagte. Hindenburg-Programmets Udførelse er bleven forhalet af den strenge Vinter. Derfor er det af Betydning at vinde Tid. Hvis Fjenden nu vil angribe, er han velkommen. Der er truffet Forberedelse til at modtage ham. Et Angreb i Elsass-Lothringen er ikke udelukket. Mesopotamien er en underordnet Krigsskueplads. Afgørelsen vil falde i Evropa og ved Undervandskrigen. Bagdads Fald er værst for Tyrkiet. Der maa regnes med, at Palæstina ogsaa kan gaa tabt. — Ministeren var træt og nervøs. Han bestræbte sig for at sige saa lidt som muligt og undveg alle Spørgsmaal.

Fra alle Sider krævede man, at Militærmyndighederne nu omsider skulde opgive Hemmelighedskræmmeriet med Hensyn til Eksplosioner og Flyverangreb i Indlandet […]

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 281-2)

9. marts 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… Passagen fra Slesvig over Grænsen”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1 Gennem H.
Der bygges en Flyvehal i Mørvig ved Flensborg. Det hedder sig, at engelske Flyvere skal have været i Tønder, og at det er Meningen at flytte denne Hal, der skønnes meget udsat, til Flensborg.

2 Angaaende Passagen fra Slesvig over Grænsen har Landstormkommandoen befalet følgende: ”Det tillades indtil videre at passere Postkæden ved Frørup, Jels-Trolkjær, Skodborg, Foldingbro, Baugaard, Kamptrup, Gjelsbro og Spandet, men kun for den umiddelbart ved Grænsen boende Befolkning, naar det gælder Ejendommens Drift til eget Brug.
For at passere de nævnte Steder bæres skriftlig Tilladelse fra Bataillonskommandøren, forsynet med Billede af Ihændehaveren. De ovennævnte Overgangssteder kan ikke passeres fra kl. 10 Aften til 6 Morgen, undtagen naar Bataillonskommandøren giver Tilladelse i meget paatrængende Tilfælde.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

6. marts 1917. Døde mennesker har jeg set nok af. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 6. marts 1917

Min kære, kære Inger!  … Nu er vor ro nok snart forbi for denne gang, for i morgen skal vi flytte igen, og så nærmer vi os så småt fronten. Men det var noget, vi kunne vente. Jeg ved ikke rigtig, hvor vi kommer hen, men jeg har hørt, at det skulle være lidt til højre for det sted, hvor vi var sidst. Du synes, at jeg skal søge om at få orlov til Flensborg.

Ja, det kan godt være, at det var rigtig nok, men nu vil jeg hellere vente lidt for at se, hvad det bliver til med ansøgningen, og jeg må jo også først have degn Paulsens adr., inden jeg kan spørge om at få orlov dertil. Du vil nok huske at sende den. Nu får jeg alligevel ikke orlov så længe vi er i stilling…

Hvor var det da godt, at Fedder endnu slap for at blive indkaldt. Ja, de andre stakler, for dem har det ikke været rart. Det er værst for de gamle M. Knudsen og degn Klausen. Er Hans Bang også blevet indkaldt, jeg troede da, at han var helt fri. Det ser ud, som om de ikke vil indkalde landmændene nu til såtiden, og det var da også forkert at tage de få, som endnu er hjemme…

Sidste søndag blev en engelsk flyver skudt ned, lige her i vor nærhed. Han sprang ud af maskinen højt oppe i luften og var selvfølgelig død, inden han nåede jorden. Der var mange, som var henne og se derpå, men jeg blev hjemme. Døde mennesker har jeg set nok af. De engelske flyvere er meget dristige. De kommer ofte hertil, så langt bag fronten, men de vil jo se, hvad der her foregår. Her er en hel mængde russiske fanger, som også arbejder på den nye stilling. Det er nok derfor, vi ingen kan få hjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

9. februar 1917 – Nyeste Efterretninger: “… mistet 34 Flyvertøjer.”

Gennem hele krigen udgav de krigsførende landes hærledelser dagsberetninger om krigens forløb.  Flensborg Avis bragte gennem hele krigen dem alle samme, den tyske såvel som de  udenlandske og fjendtlige. Nedenfor dagens tyske dagsberetning.

Dagens Beretning – Det store Hovedkvarter, Fredag.

Den vestlige Krigsskueplads.
I Ypern og Wytscheate-Buen samt fra Ancre indtil Somme herskede livlig Artillerivirksomhed.

Om Formiddagen angreb Englænderne ved Serre; de blev afviste.
Paa Nordbredden af Ancre paabegyndtes efter korte Afbrydelser nye Angreb; ved Baillescourt mistede vi noget Terræn.

Nord for St. Pierre Vaast-Skoven mistedes ved et ellers strandet Fremstød et smalt Indbrudsted; der er sat en Stopper for.

Mellem Maas og Mosel stødte et Kompagni efter virksom Ildforberedelse frem til ind i den tredje franske Linje og bragte 26 Fanger tilbage ved ringe egne Tab.

Den østlige Krigsskueplads.
Fra Dyna til Donau ingen større Kamphandlinger.

Den makedoniske Front.
Intet nyt.


Flyverne opfyldte i Januar trods streng Kulde deres vigtige Iagttager-, Opklarings- og andre Opgaver.

Vi har i den forløbne Maaned mistet 34 Flyvetøjer.
Englænder, Franskmændene og Russerne har ved Luftkamp og ved Nedskydning fra Jorden mistet 55 Flyvetøjer, deraf 29 synligt styrtede ned hinsides Linjen, 26 er i vores Besiddelse.
Desuden blev 3 fjendtlige Lænkeballoner bragt til at styrte ned. Vi har ingen Ballon mistet.

Første Generalkvartermester Ludendorff.

 

4. februar 1917. Claus Eskildsen: “Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Vi forlader hurtigt Dødens By for at være hjemme, inden de engelske Flyvere løfter sig paa deres Vinger. De benytter deres Overlegenhed til at skyde paa Soldater i Skyttegravene og enkelte Mennesker paa Vejene. Englænderne behersker Luften. I Snesevis sejler engelske Flyvere gennem Lufthavet og fordriver de faa Tyskere, som vover sig op.

Næsten hver Dag er vi Vidner til Luftkampe, der dog som oftest ender uafgjort. Ogsaa i Luften gaar de fleste Kugler forbi. Men Flyverne har ogsaa Bomber med, det faar vi at føle herovre. Flere Gange ryster Jorden, og Vinduerne klirrer, naar Flyverbomber er suset ned i vor lille Landsby.

Vi havde ingen »Heltekælder« og var derfor ikke beskyttede mod Bomberne. Alligevel følte vi ikke Angst for Flyverne; den største Plads er altid udenom. Det er kun bagude i Etappen, hvor man ikke kender andre Farer, at man frygter Flyverne. Arbejdet er det bedste Lægemiddel mod Frygten, og vi havde meget at bestille.

Min Forgænger paa Stedet, den bajerske Regimentsskriver, var en fornem Herre. Han havde 6 Skrivere paa Kontoret og boede selv i et lille Hus i Nærheden, hvor han tilbragte Natten i Ro, medens Personalet passede Forretningen. Det kendte vi ikke, og jeg opslog straks mit Leje i Kontoret.

Naar vi mange Gange havde arbejdet til ud over Midnat, maatte jeg endnu i Nattens Løb indtil otte Gange op af »Sengen« for at telefonere. Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os.

Premierløjtnant Ebeling forflyttedes den 4. Februar til Generalkommando 65 — »Generalkommando Nordslesvig«! Navnet lød meget ildevarslende for os Sønderjyder, der saa Skyerne trække sammen over Hjemstavnen i disse Dage efter Proklameringen af den uindskrænkede Ubaadskrig, da Tyskerne belavede sig paa alt heroppe. 

Bekymringen for Hjemstavnen og Danmark øgede Afskedssmerten. Den var ellers gensidig og stor nok. Premierløjtnanten græd den hele Dag. Mig tog han Afsked med under fire Øjne og sagde aabent og ærligt, at mit gode og trofaste Arbejde var regnet ham til Fortjeneste, saa jeg havde min store Andel i hans Forfremmelse.

Vi gav kun nødig Afkald paa ham ved Staben. Han var en frisk, glad, ærlig Officer, maaske lidt ligegyldig og let, men godmodig og jævn. Hans Efterfølger, Løjtnant v. Oven, var i mange Punkter hans Modsætning, veg, lunefuld, forkælet, og ikke udrustet med Ebelings klare Blik og hurtige Opfattelsesevne.

Ebeling var Officer, hans Hovedinteresse var Jagt og Dyr. v. Oven var Æstetiker, han læste Romaner og interesserede sig mest for Kunst og Litteratur. Han kunde jage en stakkels Cyklist 15 Kilometer frem og tilbage gennem Regn og Slud og Granater for at hente en Rulle Klosetpapir, og da en Telefonist en Morgen vækkede ham lidt for ublidt, sendte han straks Manden ud i Skyttegraven, hvor han kort efter blev haardt saaret.

Jeg personlig har imidlertid aldrig kunnet klage over denne unge Løjtnant. Han havde Respekt for mit skaldede Hoved og behandlede mig meget godt. Vi to kom snart til at føre Regimentets Tøjler, thi Oberstløjtnanten stak af paa Orlov, saa snart denne blev givet fri.

Den gamle Major Huck, den mest umulige Officer under Solen, »førte« Regimentet i Oberstløjtnantens Fraværelse. Han virkede altid paa mig, som om han var sprunget levende ud af en af Friherre v. Schlichts Militærhumoresker. Han begreb intet og fik intet at vide. Løjtnanten klarede det hele, og jeg maatte nu ogsaa hjælpe ved de taktiske Ting, som man hidtil havde holdt mig udenfor. Det var sikkert en daarlig Ledelse, og vi savnede tit Oberstløjtnantens klare Hjerne, — for nu blev Regimentet indviklet i alvorligere Kampe.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

13. november 1916. Englænderne nærmer sig Kungulio

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

En skønne Dag kom Stache ganske uventet paa Besøg. Han fortalte, at Kampene næsten var hørt op paa Fronterne, og at der kun blev kæmpet mellem svage AfdelingerØstpaa. Størstedelen af Tropperne var trukket tilbage Syd for Rufiji, men han vidste, at der vilde blive sat betydelig Kraft ind paa at forsvare Rufijilinien, for at Forplejningsvæsenet kunde drage fuld Nytte af Møllerne, den var anbragt i Plantagebygningerne ved Logeloge.

Stache mente ikke, at det vilde vare længe, før vi hørte fra Englænderne, og han fik paa overraskende Maade Ret. Den samme Dag saa jeg de første engelske Flyvere over Lejren ved Kungulio og hørte de velkendte Brag af de engelske Flyvebomber, der eksploderede mellem Træerne.

De var aabenbart kastet efter vort Ammunitionslager og var særdeles godt rettet. De eksploderede tæt ved Siden af Patrondyngerne og sendte vældige Springvand af blød Skovjord højt op over Trækronerne.

Som sædvanlig gjorde de ingen Fortræd paa os levende Væsener, og Stache og jeg, som pligtskyldigst skød efter dem, havde det  sædvanlige Resultat af vor Skydning mod Flyvemaskiner.

Jeg vilde have bandet paa, at jeg satte den ene Kugle efter den anden i de forbistrede Maskiner, men de blev lige roligt og uanfægtede hængende i Luften, til de havde faaet udlosset alle deres Bomber mod vort Urskovsdepot.

Allerede denne Dag begyndte vi at tømme Depotet.

Stache havde en Del Bærere med sig, og første Afdeling af dem blev sendt til Plantagen Logeloge, der laa et Stykke længere ud mod Kysten ved Rufijifloden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

31. oktober 1916. Fra billedarkivet: Tysk fly over Vestfronten

Første Verdenskrig var den første krig, hvor fly blev brugt i større omfang.

Flyvemaskiner var lige taget militært i brug ved krigens start, primært til rekognoscering. Men snart førte erfaringerne til udvikling af specialiserede jagere og flere-motores bombere.

Flyet her kan være en AEG C.II, der blev taget i brug i 1915.

07006f00279_tysk_fly_mindre
Tysk fly over Vestfronten (Museum Sønderjylland)

Læs mere om fly på vores leksikonsider

29. september 1916. H.C. Brodersen til Somme-fronten

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Manancourt, den 29. September 1916.

Sommeslaget har raset i lang Tid, og der er medgaaet mange Divisioner. Den 26. ankom vi med Toget til Peronne og har  marcheret hertil, hvor vi er havnet i Sommeslagets Forterræn.

Allerede her har vi faaet en Forsmag paa, hvad der venter os, naar vi kommer i Stilling. Fjenden har sat alt ind paa at bryde igennem, og fra Fronten kan vi høre en ustandselig Rullen fra hans Artilleri. Mange Iagttagelsesballoner ses hængende i Luften forude, baade egne, men dog mest Fjendens, der har Ord for at bruge „deres Øjne” godt.

Her bag Manancourt ligger alle vore Reserver, Depoter, Lagerplads og Artilleristillinger, og det er dem, Fjendens Opmærksomhed særlig gælder. I Luften hamrer Motorer fra Flyvemaskiner med Hundreder af Hestekræfter. I hele Eskadrer flyver de og foretager Manøvrer og Vendinger, som vi Infanterister ikke har Forstand paa. Undertiden ser vi et Par eller flere suse i Dybet, som om de styrter ned, men det er kun Blændværk, og et Par Minutter efter ser vi, at de er indviklet i Kamp. Den ene søger nu at naa ovenover den anden, og stadig  skruer de sig højere op, vel af den Grund, at den, der er ovenover, har de største Chancer.

Af og til styrter der en ned med Flammerne efter sig. Kampen er  afsluttet, men hvem der er blevet Sejrherre, kan vi ikke afgøre. l Spændingen er altid uhyre, men uhyggeligt og grufuldt er det at se, naar der ud fra Flammerne vælter sig forskellige Dele i Rækkefølge, Motoren, Flyveren og derefter de andre Dele, efterhaanden som de nu er lette eller opbrændte til.

v. Richthofen er her ogsaa, og der siges, at han, der benytter en rød „Fokker”maskine, hver Morgen henter et Par fjendtlige Flyvere ned, forinden han spiser sin Morgenmad.

Vi er alle klar over, at Sommeslaget føres med største Voldsomhed og under hensynsløs Anvendelse af Materiale af enhver Art,  indbefattet de Divisioner, af hvilke der kun vender et meget betænkeligt Minimum tilbage.

I Eftermiddag skal vi i Stilling. Der er lige blevet udtaget 20 Mand, der skal have til Opgave at bringe Levnedsmidler frem, naar først Kompagniet er naaet i Stilling. Det har voldt megen Vanskelighed at faa udtaget disse 20 Mand, thi alle mente, at det var en Trygpost og meldte sig, da der blev spurgt om Frivillige.

Først da de blev kaldt frem, der var over 45 Aar, var gift og havde 5 Børn og derover, svandt Rækken ind, og glade over Bestillingen traadte de af, der blev tilovers.

Vi er forbavset over at skulle gaa i Stilling ved højlys Dag, og vi Underofficerer har henledt  Kompagniføreren paa Forholdet med de mange Iagttagelsesballoner forude. „Es ist befohlen,” svarede han, og derved er der saa intet at ændre, men det er med store Betænkeligheder, at vi gør os færdige til Afmarch.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

1. september 1916. Russiske fly samarbejder med artilleriet

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten. I 1916 var han på orlov i foråret og igen i august, da hans kone døde. I september gik turen tilbage til øst fronten.

Da jeg kom tilbage fra min Orlov, laa vi i en Skov, kaldet „Westfalen Lager”. Her skulde jeg sammen med nogle Kammerater transportere nogle Brædder over en aaben Plads i Skoven.

Russerne kunde ikke se os; men vi havde ikke regnet med en russisk Flyvemaskine, der netop var oppe for at rekognoscere.

Det russiske Artilleri traadte i Virksomhed og beskød os. Vi spredte os hurtigt.

Da Skydningen aftog, raabte Henrik Lund fra Hjordkær — han var ogsaa med — Om jeg endnu var i Live. Det var jeg jo altsaa, men vi samlede vore Brædder sammen og forsvandt skyndsomt.

DSK-årbøger 1952

29. august 1916. Af Willemoës’ notesbøger

Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.

H.P. Hanssen mener, at man absolut skal holde på, at naturalisation i hvert enkelt tilfælde gøres afhængig af et andragende. Og i Danmark bør man overfor andragender sige, at man vil behandle dem med velvilje. Og da spørgsmålet først kan nå at blive afgjort hen i februar måned, vil andrageren formentlig ikke blive indkaldt før den tid. Og så kan meget jo være forandret.

Varer fra de amerikanske hjælpedepoter i Belgien til tyske soldater

Fra den belgiske front kom for 10-12 dage siden Hans og Peter Alexandersen af Sottrup hjem på orlov med tornystre og brødposer fulde af kaffe, ris, te og andre levnedsmidler, som de har fået udleveret fra et amerikansk depot. De forklarer, at når soldaterne er afløst i skyttegravene, tager de ind til depotet og henter rigelige forsyninger, som de så fører med sig, når de går tilbage til skyttegravene. Varerne stammer fra de depoter, som amerikanerne har anbragt i Belgien til lindring af nøden blandt den fattigste befolkning! De to ovennævnte er gode sønderjyder, og den ene af dem har skrevet en række af de smukkeste feltbreve til ”Hejmdal”.

Store tab for Sommefronten

På Sommefronten har 9. Armékorps reserve holdt i 14 dage, medens 4. Armékorps kun kunne være der i 4 dage, og tabene har ved en enkelt bataljon (regiment?) været så store, at den mistede ikke mindre end 2500 mand.

Engelsk-franske flyvere på Sommefronten

Der er forholdsvis få tyske flyvere – i al fald i sammenligning med franskmændenes. Det tyske mandskab i skyttegravene ligger nu mere spredt, og det er til dels modløs, fordi det tyske artilleri ikke svarer tilstrækkeligt på fjendens ild. Forholdet kan omtrent betegnes således at hvor tyskerne skyder 15 skud, kommer der 100 fra fjenden. Årsagen hertil er de fjendtlige flyveres fortrinlige spejdervirksomhed . De er både mange og dristige og flyver langt indover de linjer og så snart de har opdaget en kanonstilling signalerer de til det engelsk-franske artilleri, som i løbet af ganske kort tid enten ødelægger de tyske kanoner eller tvinger tyskerne til at trække dem tilbage.

Og så har fjendens flyvere – englænderne – fundet på at beskyde skyttegravene. En sådan pansret kampflyver er endog gået ned til en højde af ca. 90 m og har med sit maskingevær beskudt skyttegravene på langs; andre flyvere har ligeledes på samme måde men med bomber og naturligvis fra et højere niveau. Imidlertid springer gennemsnitlig regelmæssigt ikke hver 3. bombe, men bliver liggen[de], hvorefter tyskerne senere graver den ud og udtager sprængstoffet, som de har hårdt brug for.

En flyvemaskine af en særlig konstruktion

Der faldt, som bekendt en tysk flyvemaskine ned i Østersøen den [tomt felt]og forlis senere til Bornholm, efter at besætningen var reddet. Det er en maskine af en konstruktion, af hvilken tyskerne har ventet sig meget. Officeren og hans ledsager er nu stillet for en krigsret og menes at ville få en hård straf (Meddelt af en elektriker (sønderjyde), der arbejdede på den pågældende flyvemaskinefabrik. Hvor er maskinen henne? Er den udleveret?

338

Stvb

Det hedder, at to transporter finner på henholdsvis 200 og 400, af den såkaldte bedre klasse (bourgeoisiet) er ført til østfronten for at kæmpe mod russerne. De får en bedre behandling end de øvrige soldater.

-I fjor sendtes en 600 svenske officerer til lejren i Leckstedt for at uddannes i brugen af tysk artilleri. Man har intet hørt til dem siden!

– På Sild er besætningen forøget fra 6000 til 10.000 mand, og det menes, at artilleriet er betydeligt forstærket.

Rømø har også fået større besætning.

-Garnisonsbyerne i Slesvig og Holsten er tømte for felttjenstduelige soldater.

Rekrutdepotet i Lybæk er foreløbigt ophævet.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

25. august 1916 – Ribe Stiftstidende: Ventes der flyverangreb over Sønderborg?

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ventes der flyverangreb over Sønderborg?

Dybbølposten meddeler: Ved forestaaende flyverangreb vil der i Sønderborg blive give advarselssignal med brandsirenen, nemlig et langt og to korte stød, gentagne gange. Naar faren er forbi, vil der blive givet beroligelsessignal, et kort og et langt, et kort og et langt, ligeledes gentagne gange. Ved advarselssignaler maa befolkningen i ro forlade gader og pladser og gaa ind i de nærmeste huse. Køretøjer maa køre videre i roligt tempo. Man bør ikke opholde sig inde i husene i nærheden af vinduer eller døre. Ellers er det sikrest i Parterre. Fremfor alt bør man bevare roen.

Faldne

Landpostbud August Frellesen fra Broager den 13. august falden i Rusland, 39 aar gl. Han efterlader hustru og en søn paa 10 aar.

Heinrich Petersen og hustru i Sønderborg har faaet meddelelse om, at deres søn Broder Hansen er død i søslaget ved Skagerak, 22 aar gl.

Mekaniker Christian H. Jensen fra Erlev ved Haderslev er den 6. august falden paa valpladsen, 22 aar gl.

Thomas Ravn og hustru i Stevelt ved Øsby har modtaget budskab om, at deres søn Siegfred er falden den 11. august, 21 aar gl.

Wilhelm Budde og hustru i Bæk ved Nustrup har modtaget meddelelse om, at deres søn Frederik er falden den 8. august, 28 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Simon Skøtt fra Sønder Aalling er falden og Niels Winge fra Haderslev er død af sine saar.

Anne M. Fogt, født Duus, paa Frederikshof paa Als har uventet modtaget budskab om, at hendes mand, Christian Fogt, er falden den 12. juli, 36 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Andreas Krogh fra Lysabild er falden, at Karl Adamsen fra Gabøl er død af sine saar og at Jørgen(ikke Peter)Lorenzen fra Aabenraa er saaret.

Saarede

Landmand P. Lorenzen fra Avnbøl Mark i Sundeved er bleven saaret.

Andr. Kristensen fra Lundsgaard i Sundeved og landmand Christensen fra Lundsgaards Mark er saarede.

I tabslisten meddeles, at Jens Jensen fra Lintrup er haardt saaret.

Gaardejer J. Fromm fra Grarupgaard er indlagt paa et krigslazaret som følge af en gasforgiftning af en granat.

Enkefru Kolmos i Nordborg har faaet meddelelse om, at hendes ældste søn Jens har faaet den ene fod amputeret.

I fangenskab

Fra Niels Hansen Fogd  fra Avnbøl i Sundeved er der kommen brev om, at han er i russisk fangenskab og har det godt. 

Savnede

Hans Schmidt i Over Aastrup har faaet sin søns pakker og breve tilbage med paategnelsen savnet.

I tabslisten meddeles, at Lorens Lassen fra Skovbøl, Maks Heinsen fra Rejsby og Peter Petersen fra Bodsbøl-Ballum er savnede.

20. august 1916. Østafrika: Engelske fly bomber igen

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. Han fik til opgave at føre tilsyn med evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter.

Den næste Dag, præcis paa samme Tid, kom Englænderne igen, og denne Gang løb Bærerne, længe før de var kommet ind over Hovedet paa os.

Vi andre kom hurtigt saa langt væk fra Magasinerne, som vi kunde naa, og vi fik alle fat i vore Rifler og begyndte at skyde paa Flyverne.

Det hjalp ingenting. Jeg har aldrig set Virkning af Geværild paa Flyvemaskiner, skønt jeg ofte har været med til at skyde paa dem.

Sandsynligvis ramte en Del af vore Projektiler, men blot ikke paa  Steder, hvor de kunde gøre Skade.

Englænderne kastede deres Bomber som Dagen i Forvejen, men maaske paa Grund af Geværilden holdt de sig saa højt oppe, at deres Træfning ikke blev god.

Da de atter var ude af Sigte, kunde vi tage nogle gabende Sprængkratere i Øjesyn og forbinde nogle lettere saarede Bærere.

Og den tredie Dag gentog dette nedslaaende Skuespil sig, men nu gik Wisner, som var gammel Artillerist, over til Handling.

Vi lod Bærerne slæbe en gammel Feltkanon, Model 73, ned til Jernbanestationen, hvor den blev anbragt paa en Drejeskive med Mundingen pegende skraat opad i den Retning, hvorfra Flyverne plejede at komme. Kanonen blev ladt med en Kardus gammelt Krudt, en gammel Granat, og en Tændsnor blev sat i.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

30. juli 1916. Kresten Andresen: “Jeg tror, at offensiven snart vil være forbi her”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Søndag den 30. juli 1916

Kære forældre!
Ja, søndagsvejr er det, men stemningen er ikke rigtig derefter. Jeg har nemlig hele natten igennem slæbt seltersvand ud i skyttegraven, og alt imens gjorde englænderne et angreb derude; men det førte ikke til videre.

Jeg tror, at offensiven snart vil være forbi her. Tyskerne har kørt for meget svært artilleri op, at det kan være muligt for englænderne at komme videre frem. Ellers giver det indtryk af, at englændernes artilleri er tyskernes meget overlegent.

Men navnlig er flyverne overlegne; de lammer hele trafikken bag ved fronten. De kommer ned over skyttegravene i en højde af tit ikke mere end halvtreds meter; leder artilleriilden derhen, hvor de opdager noget, og angriber ofte selv med maskingeværer tropperne i skyttegraven. De får ikke et skud, for så snart der skydes, ved de besked om, hvor det batteri står, og så vil det også snart blive hjemsøgt af de svære 18 cm skibskanoner.

Soldaterne er rasende på vore flyvere, der så godt som aldrig viser sig. Men hen imod aften kommer der gerne en flåde forsigtig frem og iagttager i respektfuld afstand. Men ofte stikker fem flyvemaskiner af, når der så nærmer sig en englænder. – I dag er jeg ved byen Pys, en fem-seks km bag fronten. Her skydes der ikke.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

26. juni 1916. Kresten Andresen: Flyver-esset Immelmann skudt ned

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Mandag den 26. juni 1916

Kære forældre!
Mange tak for pakken med skinke, som jeg fik i går. I går gik jeg en tur sammen med Iskov. Vi blev da vidne til et meget ejendommeligt syn.

Pludselig var luften fuld af engelske flyvere. De fløj omkring med en forfærdelig fart, vendte kort og smidigt i forskellige retninger, forsvandt i skyer og dukkede frem igen. De smed brandbomber ned. Det prægtigste fyrværkeri. Først så man en lille rund røgsky højt oppe i luften; den sprang med et lyn i mange runde røgskyer ud til alle sider, og hver af dem sprang så dybere ned i stumper og stykker, så det regnede ild og stjerner ned på jorden. Vi blev snart klare over, at angrebet gjaldt linjen af de tyske lænkeballoner, som også hurtigt så deres snit til at blive firede ned.

Det var et ejendommeligt fyrværkeri, som regnede det med ild og svovl fra himlen – og det over et meget langt stykke front. 

Forleden blev den berømte tyske flyver Immelmann skudt ned her. Jeg lå og sov i dækningen, men de, der var ovenfor, så det. Der er næsten flyverkampe hver eneste dag her. Englænderne er meget dristige og vover sig langt ind. Det ser ud, som når to haner ryger løs på hinanden, og så knatrer maskingeværerne.

Hvordan går det med høhøst-orloven?

Eder hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

 

11. maj 1916. Nyt fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Luftskibet ”L7”

der blev skudt ned i Vesterhavet af englænderne den 4. maj, hørte hjemme i Tønder.

Påklædningskort. – Højestemål for dameklæder.

I de sidste dage har der ifølge ”Berliner Tageblatt” i Düsseldorf fundet forhandlinger sted mellem ledelsen af rigsbeklædningsstedet og repræsentanter for tekstilindustrien vedrørende den mindre bemidlede befolknings forsyning med tøj i fremtiden. Herved meddeles der, at der med det første skal indføres beklædningskort, hvorefter de mindre bemidlede kan få de nødvendige klæder.

Under et modemøde i handelskammeret i Berlin for nylig nedsattes et udvalg af sagkyndige, som skulle fastsætte højestemål for dame-konfektionsartikler. Det har nu ifølge ”Der Konfektionär” vedtaget, at der i det højeste må bruges. Til paletot’er 3 ¾ meter (af 130 cm bredt tøj), til kostumer 4 ¾ meter, til nederdele 4 meter, til støvkåber 4½ meter. Ved størrelser over 46 skal det være tilladt at bruge mere. ”Berliner Tagesblatt” håber, at disse højestemål endnu underkastes en revision, da de næppe turde medføre nogen besparelse.

Kvindelige banevogtere og konduktører.

I en anordning fra jernbaneminister v. Breitenbach anbefales med henblik på manglen af mandlige kræfter at ansætte dertil skikkede kvinder som banevogtere og sporskiftere, hvor det drejer sig om strækninger med jævne forhold, så driftssikkerheden ikke berøres heraf. Endvidere anbefales det at ansætte kvinder til konduktørtjeneste i persontog på kortere ture. Kvinderne skal under tjenesten være iført en dertil passende klædedragt.

En fangelejr nedbrændt.

Den til henved 70 fanger beregnede fangelejr ved Ensted med beboelsesbygning og køkken nedbrændte i lørdags eftermiddags fuldstændig. For tiden var der henved 20 fanger i lejren; de havde næppe forladt denne for at begive sig til arbejdet, da pludselig flammerne sås slå ud af taget. Det lykkedes husværten, kommissionær Holdt, ved vagtmandskabets og fangernes hjælp at bjerge en stor del af køkkenredskaberne, medens inventaret i vagtstuen og fangerummet blev et rov for luerne. Hvorledes ilden er opstået, er ikke opklaret.

For udbredelse af falske rygter

blev aftægtsmand Peter Chr. Bossen af Store Emmerske den 21. december i fjor ved landsretten i Flensborg dømt en måneds fængsel. Han havde sagt, at kronprinsen var blevet skudt af sine egne folk. Bossen nedlagde revision, der imidlertid ifølge ”Flensborg Avis” i mandags af rigsretten i Leipzig blev afvist som ubegrundet.

Tvangssalg.

Gæstgiver Hans Thaysens kro i Felsted blev i går solgt ved tvangsauktion i Åbenrå. Højstbydende blev Thaysens svoger, rentier Alexander Simonsen i Felsted, med 16.000 mark. Afgørelsen om tilslaget vil følge senere.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Enkefru Maren Madsen i Skast har gennem Røde Kors fået efterretning om, at hendes søn Martin er død af plettyfus i russisk fangenskab den 13. maj 1915. En måned før han døde, mistede moderen en anden søn i Frankrig.

I den 525. tabsliste meddeles, at Karl Callsen af Jaruplund Mark er faldet.

Den 73. marinetabsliste melder, at Christian Thomsen af Flensborg, Martin Fransen af Emmerlev og Wilhelm Davidsen af Trappen er i krigsfangenskab i England.

I den 10. liste over savnede meddeles, at Henry Voss 2. af Åbenrå er faldet.

Ifølge tabslisten er Jørgen Andersen 2. af Østerby (Sønderborg) hårdt såret.

Landstormsmand Jep Knudsen af Bedsted er død på et feltlazaret, 28 år gammel; han efterlader hustru og barn.

Hans Petersen af Brøndlund er hårdt såret.

Marine-tabslisten melder, at Anton Grau af Styding er savnet, efter al sandsynlighed død.

4. maj 1915 – Zeppelin L7´s undergang

Luftskibet L7, der var hjemmehørende på Luftskibsbasen i Tønder,  var efter det mislykkede britiske angreb på basen tidligere på dagen blev sendt ud på rekognoscering efter de skibe, hvor den angribende flyver var startet fra.  Flensborg Avis meddelte den 8. maj følgende om luftskibets skæbne:

Marineberetning.
[…] Luftskibet „L. 7″ er ikke vendt tilbage fra en Opklaringstur. Efter en officiel Bekendtgørelse fra det engelske Admiralitet er det den 4. Maj blevet tilintetgjort paa Vesterhavet af engelske Søstridskræfter.
Chefen for Marinens Admiralstab.

Luftskibet „L. 7’s” Undergang.
Om ødelæggelsen af et Luftskib paa Vesterhavet bringer „Wolffs Bureau” følgende Meddelelser:

Det engelske Admiralitet melder: Et Zeppelin-Luftskib er i Nærheden af Slesvigs Kyst blevet ødelagt af en af vore lette Krydsereskadrer. Endvidere meddeler Admiralitetet Fredag: De Skibe, der i Gaar tilintetgjorde et Zeppelin-Luftskib, er de smaa Krydsere „Galathea” og „Phaeton”.  Zeppelinen var aabenbart paa en Rekognosceringstur, da den blev ødelagt af de to Fartøjers Kanonild.

Fra Malmø meldes Lørdag:
Da Stokholmdamperen „Svea”, Kaptajn Eklund, der i Dag indkom til Malmo, Torsdag Formiddag befandt sig henved 17 Minutter vestsydvest for Horns Rev ved Jylland, iagttoges fra Skibet et Zeppelin-Luftskib, der stod vestpaa. Efter et Par Timers Forløb saas nogle Torpedojagere, som satte Kursen efter Zeppelinen. Denne vendte og gik tilbage, men indhentedes af Jagerne, der beskød den, hvorpaa Jagerne fjernede sig. En halv Time senere gik Zeppelinen skraat nedad mod Vandfladen. „Svea” styrede nu nærmere for at bringe Hjælp, men da Jagerne ogsaa styrede hen mod Zeppelinen, fandt Kaptajn Eklund det heldigst at sejle bort igen. Torpedojagerne forlod igen Zeppelinen, der nu laa paa Vandet i brændende Tilstand, og kort efter sank den. „Svea” styrede atter ned mod den, men kunde ikke opdage Spor af Luftskibet.

En hollandsk Fiskedamper, der er ankommen til Ymuiden, meddeler, at den har været Vidne til en Kamp mellem et Zeppelin Luftskib og en Eskadre paa 21 Krigsskibe 5 Mil vest for Horns Rev. Luftskibet angreb Eskadren, som straks spredtes. To Skibe blev i Nærheden.  Luftskibet afgav to Skud fra Agterenden, tilsyneladende uden Resultat, hvorpaa et af Krigsskibene skød tre Gange paa det. Luftskibet trak sig tilbage og gik højere, tilsyneladende ikke ramt. Men 10 Minutter efter at det havde passeret Fiskedamperen, skete en vældig Eksplosion, og Luftskibet faldt ned paa Havet. Fiskedamperen vilde ile til Hjælp, men forhindredes deri ‘ ved, at Luftskibet kom ind imellem den engelske Flotille, der imens var vendt tilbage.

 

4. maj 1915 – Tønder Luftskibsbase angrebet

I et forsøg på at lokke den tyske Hochseeflotte ud af havnen og i armene på den overlegne britiske Grand Fleet planlagde den britiske admiralitet et angreb på Luftskibsbasen ved Tønder.

Ud for Sylt satte de to britiske hangarskibe Vindex og Engadine derfor den 4. maj 11 vandflyvere i vandet med ordre om at bombe luftskibshallerne ved Tønder. Kun tre kom dog i luften og af dem nåede kun én Tønder, hvor den ramte ingenting med sin bombelast.

Den tyske Hockseeflotte bed ikke på maddingen, men blev i havn. I stedet for sendte Tønder basen luftskibet L7 ud for at finde de skibe, der stod bag angrebet.

3. maj 1915 – Zeppelin L20´s havari

Natten mellem 2. og 3. maj angreb tyske luftskibe Storbritannien. Blandt luftskibene var  L20, som var stationeret på Luftskibsbasen i Tønder. Det tyske  Wolffs Telegrambureau meddelte følgende:

En Marineluftskibs-Eskadre har Natten mellem 2. og 3. Maj angrebet den mellemste og nordligste Del af den engelske Østkyst og derved rigeligt og med synligt godt Resultat kastet Bomber paa Fabrikker, Højovne og Jernbaneanlæg ved Middlesborough og Stockton. Industrianlæg ved Sunderland, den befæstede Plads Hartlepool, Kystbatterier syd for Tayfloden samt engelske Krigsskibe ved Indløbet til Firth of Forth.

Alle Luftskibe er trods heftig Beskydning vendt tilbage til deres Hjemstedshavn med Undtagelse af “L. 20”, der som Følge af stærk Søndenvind drev mod Nord, kom i Havsnød og gik tabt ved Stavanger. Hele Besætningen er reddet. (Flensborg Avis 4. maj 1916)

Det strandede luftskib L20 ved den norske kyst nær Stavanger den 3. maj 1916. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Det strandede luftskib L20 i Hafrsfjord den 3. maj 1916. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)

Lloyds i London melder ifølge „Wolffs Bureau” fra Stavanger: Luftskibet „L. 20″ er fuldstændig  ødelagt. Efter norske Blade bringer „Telegraphen-Union” en Skildring af Undergangen, som skete Onsdag Morgen: Efter at Luftskibet „L. 20″ en Tid havde drevet om i forskellige Retninger, begyndte det at dale og gik saa lavt, at dets forreste Del stak ned i Gansfjorden. Efter kort Tids Forløb gik det Nord om Sandnes, og alle troede, at Luftskibets sidste Time var kommet. Fra Land kunde man tydeligt se, at 5—6 Mand sprang over Bord, og man roede ud med Baade for at bringe dem Hjælp. Senere meddeltes det, at Luftskibets Chef og en Matros var svømmede i Land til en Gaard paa den østlige Side af Gansfjord, hvor de var komne under Lægebehandling. Matrosen var øjensynlig meget medtagen. Luftskibet lettede sig paa ny, men var aabenbart uden Styr og drev med Vinden vestpaa. En Tid stod det næsten stille, og man forsøgte efter alt at dømme at lande endnu en Gang. Imidlertid drev Luftskibet ind over en Fjeldtop, og Agterskibet knækkede lige foran den bageste Gondol og faldt til Jorden. Da Luftskibet drev ind paa Fjeldet, saa man, at nogle Mand af Besætningen sprang eller blev slyngede ud af Gondolen, og det var klart, at Skibet ikke stod til at redde. Det steg lidt og drev mod Vest, men Skibet brækkede midt over og sank hurtig ned paa Hafrsfjord. En af de Torpedobaade, som havde fulgt efter langs Kysten, kom straks til og reddede de tre Mand, som endnu opholdt sig i Gondolen. En fjerde Mand var kort i Forvejen sprungen ud; han blev reddet i meget medtagen Tilstand og indlagt paa Sygehuset. De tre andre, en Dæksofficer og to Underofficerer, er blevne ført til Mlde. Man veed, hvor de øvrige af Besætningen er, og der er udsendt Militær for at finde dem og føre dem til Maide. Luftskibet, der er fuldstændig havareret, er drevet i Land paa den vestlige Side af Hafrsfjord lige ved Udløbet til Havet. (Flensborg Avis 5. maj 1916)

Det strandede luftskib L20 ved den norske kyst nær Stavanger den 3. maj 1916. Personen i jakken med pelskrave til højre i billedet er formodentlig L20´s kaptajn, Stabbert. Omkring ham norske officerer og soldater. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Det strandede luftskib L20 i Hafrsfjord 3. maj 1916. Personen i frakken med pelskrave til højre i billedet er formodentlig L20´s kaptajn, Stabbert. Omkring ham norske officerer og soldater. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)

Fra London meddeles ifølge „Wolffs Bureau” officielt:’
Fem eller seks Luftskibe, muligvis flere, foretog Natten til Onsdag et Togt mod Steder, der er saa fjerntliggende som Rattray Head i Skotland og Nordostkysten af Norfolk, men der blev kun gjort to Forsøg paa at trænge ind i Indlandet. Der blev kastet 100 Bomber paa langt fra hverandre liggende Steder. De fleste faldt paa ubebygget Terræn eller i Havet. Kun et enkelt Sted krævede de alvorlige Ofre og voldte alvorlig Skade. Her blev 6 Mænd og 3 Kvinder dræbte og 19 Mænd og 8 Kvinder saarede samt 18 Huse beskadigede. Andensteds blev kun 2 Personer let saarede. Kun to Gange kom Luftskibene inden for Luftforsvarsflytsets Rækkevidde og trak sig da straks tilbage. Senere Meldinger viser, at 2 Mænd og 1 Kvinde er blevne saarede i Deal, medens 2 Huse er alvorligt beskadigede og Ruderne knuste i 20 Huse.  (Flensborg Avis 5. maj 1916)

Ifølge senere britiske oplysninger kastede de tyske luftskibe i alt 129 bomber, hvorved 9 blev dræbt og 30 såret. (Joseph Morris: The German Air Raids on Great Britain 1914-1918, London 1925)

Det strandede luftskib L20 ved den norske kyst nær Stavanger den 3. maj 1916. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Det strandede luftskib L20 i Hafrsfjord den 3. maj 1916. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)

„L. 20″ sprængt. Stavanger, Fredag.
Regimentskommandant Oberst Johansen lod i Gaar Eftermiddags Klokken 3 en Afdeling Soldater skyde paa Luftskibet „L. 20″, saa det eksploderede. Det havde nemlig  begyndt at gøre heftige Bevægelser som Følge af den stærke Vind og kunde, da det endnu var stærkt fyldt med Gas, let have revet sig løs og voldt Skade. Luftskibets Eksplosion var meget stærk og hørtes i stor Afstand. Et Par Baadeskure i Nærheden kom i Brand og i Husene sprængtes Vinduesruder. (Flensborg Avis 5. maj 1916)

 

26. marts 1916. Luftangreb på Zeppelinbasen i Tønder! Søtræfning i Nordsøen!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Løbeseddel til ”Ribe Stifts-Tidende”

Søndag eftermiddag den 26. marts 1916.

Træfningen i Nordsøen i går.

2 tyske armerede trawlere skudt i brand.

Kamp mellem engelske og tyske torpedojagere?

Fransk-engelske flyverangreb i Tønderegnen.

Om den træfning, der i går, lørdag, har fundet sted i Nordsøen mellem engelske og tyske skibe, foreligger der endnu søndag eftermiddag ikke yderligere efterretninger end dem, der er kommet ind med Esbjergkutterne ”Alliance”, Skipper [mangler!] og ”Cimbria”, skipper Christensen-Vestbæk. Disse oplysninger går ud på følgende:

I fredags fik en del Esbjergkuttere, der lå ude sydsydvest for Grådyb, af et par tyske damptrawlere, der i lang tid har fungeret som en slags inspektionsskibe for tyskerne, ordre til at søge længere ind eller længere nordpå. Det gjorde de fleste af kutterne også, men ”Cimbria” gik senere ud til sin tidligere plads igen, hvor der er god fangst.

Lørdag kom de to tyske trawlere ”Braunschweig” og ”Otto Rudolph” igen, da der pludselig dukkede en del engelske torpedobåde og jagere op og forfulgte de to trawlere. Omtrent ud for ”Røde Kliff”, 10-12 kvartmil sydvest for Grådyb, skød jagerne de to trawlere i brand´, og det menes, at i hvert fald den ene sank.

Den jævnlige kanonade en del af dagen menes at hidhøre fra, at en engelsk eskadre har gjort jagt på 4 tyske torpedojagere, som i fredags gik på rekognoscering nordpå og som de engelske skibe har søgt at isolere.

Om resultatet heraf foreligger imidlertid endnu intet. Fiskerne mener imidlertid at have observeret en stærk eksplosion på en af de engelske torpedojagere, men hvorfra den stammer eller om jageren gik til bunds kunne intet bestemt siges.

Antallet på skibe, der er observeret i Nordsøen natten mellem fredag og selve lørdagen, opgives meget forskelligt, enkelte vil endog have set indtil 40 krigsskibe.

På Fanø hørtes fjern skydning endnu i aftes ved 7-tiden.

I går morges ved 6-tiden observeredes en zeppeliner og 2 flyvere for nordgående.

Fransk-engelsk flyverangreb mod luftskibshallen ved Tønder.

Rejsende, der i går kom sydfra, meddeler, at 2 franske og 1 engelsk flyver lørdag morgen observeredes kommende fra havet med retning mod Tønder, i hvis nærhed der som bekendt ligger en luftskibshal, men at de forinden mødtes af tyske kampflyvere. Under en påfølgende luftkamp skal en fransk flyver være skudt med ved Højer og en anden ved Dedsbøl (et par mil syd for Tønder).

Det berettes, at ligeledes en tysk flyvemaskine er blevet skudt ned, idet en sådan i går formiddags førtes ind til Tønder pr. bil.

I egnen er i går af en flyver tabt 3 bomber, hvoraf en ødelagde en lade i Randerup (pr. Ballum).

De fransk-engelske flyvere menes at være gået op fra engelske krigsskibe i Nordsøen i går morges.

 

 

26. oktober 1915 – J.N. Jensen: En luftkamp.

Den 10. november bragte Flensborg Avis et feltbrev fra en af deres indkaldte journalister. Han havde den 26. oktober oplevet en luftkamp mellem en britisk og franskmaskine syd for Arras.

En Flyverkamp.
Frankrig, i Oktober. Der er stadig intet at bestille for Flyverne, hed det engang imellem, og det var ikke saa mærkeligt, at de blev savnede, for de hører med til Hverdagsbilledet. Sagen var den, at det Dag efter Dag stadig var Taage, tyk Taage, saa man kunde fristes til at prøve paa, om den lod sig skære i Terninger. Flyverne kunde rolig tage sig et Hvil, for dem var der intet at udrette.

Taagen laa stadig over Landet; men ved Middagstid brød Solen igennem en Stund. Et stærkt Vindpust skar Revner i den; man mærkede, der vilde indtræde en Forandring. Vindpustene øgedes, det blev haard Blæst fra Nord, den kom med Kulde, skarp og bidende.Franskmanden sagde: Dette her kommer fra Tyskland og Rusland, og det var vel rimeligt.

Løvet paa Træerne havde bevaret sig helt vel, det var grønt, kun her og der isprængt med gullige Blade; men Kulden, der nu kom, sved paa det. Det blev til Regn og Rusk, et rigtigt Efteraarsvejr. Vejene sejlede, og Blæsten rystede Laderne; men det varede bare een Nat. Næste Morgen var det høj Luft, klar blaa Himmel, men stadig strid, kold Blæst.

Midt paa Formiddagen hed det: Ja, nu er Flyverne der igen! De Folk hviler da ikke længere end højst nødvendigt; at de nu tør gaa saa højt til Vejrs med den Vind!

Det var en fransk Dobbeltdækker, der var gaaet op. Nu var der gaaet Dage, hvor man intet Spejdertogt havde kunnet foretage. Tiden maatte udnyttes, og de to Mænd styrede roligt deres Vej gennem Luften. Sikkert brugte de Øjnene godt, det var jo derfor, de var oppe. Men om de netop blev va´r, at en tysk „Due”, flink og væver, skød til Vejrs, med een Officer, der ligesom de kun havde ærgret sig i Dage over den evige tykke Luft, er ikke oplyst.

Duen steg højt op; den var kun at skimte som en liden Prik. Maskinen arbejdede godt; snart var Duen i stor Højde lige over Dobbeltdækkeren. I et Nu lod den sig dumpe ned i Højde med de franske Flyvere, og et Sekund senere forkyndte Maskingeværernes hurtige Tatatata, at Kampen mellem Flyverne var i Gang.

Tysk Fokker Eindecker angriber britisk flyvemaskine. Udsnit af postkor (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Tysk Fokker Eindecker angriber britisk flyvemaskine. Udsnit af postkort (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

I lange Kurver kredser man om hinanden. Trods Vejr og Vind manøvrerer man godt; man stiger og daler og kredser paa ny, alt imens man lader Maskingeværerne arbejde, Kuglerne sprøjtes ud i Massevis i faa Sekunder. Et Øjeblik ser det ud, som de kan tørne sammen, men i næste Øjeblik er de igen hinanden paa Afstand. Enhver søger at finde Modstanderens ømmeste Punkt. Det er øjensynligt, at den lette Due klarer sig bedst i denne Bind; den vender sig rappere, hvor den store Maskine maa have baade mere Plads og mere Tid.

De kæmpende er imens stadig komne Jorden nærmere, Lyden bliver saa tydelig, at manges Øjne rettes imod de kæmpende; de følges med spændt Opmærksomhed.

Mens Sekunderne gaar, spørges der: Hvem bliver Sejrherre? eller gaar det bare som saa ofte, at de skyder paa hinanden for saa at fjerne sig, uden at noget virkeligt Resultat opnaas? Men paa een Gang hedder det: Franskmanden gaar ned! Paa en aaben Mark under gode Forhold foretog Dobbeltdækkeren en rask og glat Landing.

Duen var Jorden nær, men gav sig Tid og svævede stadig i ikke ret stor Afstand af den landede tæt hen over Jorden. Den vilde vel sikre sig. Landingen var maaske kun et Kneb, en fin Manøvre. Man vilde maaske bare gør sig rede til en kort Kamp paa fast Grund og saa ilsomt tage bort; Landingen havde maaske slet ikke været nødvendig.

— Vejen fri! lød Raabet. Gendarmeriet kom sprængende frem for om muligt at optage en Forfølgelse, og for at kunne yde hurtig Hjælp om fornødent. Fra alle Kanter kom der nu Folk til; nogle var til Hest, andre til Fods, andre igen fusede frem i Avtomobil. De to Flyvere, der var landede, havde intet Valg; de maatte overgive sig. Duen landede, og dens Fører — der nu havde hentet det Flyvetøj ned — tog sit Bytte i Eje.

Det viste sig, at det var to Englændere, der var gaaede op i en smuk og kraftig Dobbeltdækker. Den ene stod usaaret, den anden var bleven ramt af flere Kugler. Men alt imens Maskinen slog sine Kurver i Luften, forbandt han sig selv. Det var ikke hans Saar, der havde faaet dem til at lande, men saa blev Benzinbeholderen skudt itu, og da havde de kun Valget mellem at lande hurtigt eller ogsaa at falde ned.

En Læge var til Stede; den saarede kunde straks faa en ny og bedre Forbinding. Det viste sig, at den ene Arm havde flere Saar, og Tommelfingeren var slemt medtaget. Da der ingen Udsigter var til, at den stod til at redde, skar den saarede selv, mens Armen blev forbunden, med et rask Snit Fingeren af oven over det første Led; saa kunde Stumpen blive forbunden med det samme.

Paa fransk Side blev det ikke længe nogen Hemmelighed, hvad der var blevet af de to. Thi inden en tililende Motorvogn kunde bringe de to Fanger bort, kredsede en anden fransk Flyver over Pladsen. Sejrherren saa noget bedrøvet paa sin Maskine,der nemlig heller ikke vilde lystre længere, mens han sagde: Ja, havde du bare været i Orden, saa vilde jeg med det samme have prøvet et Forsøg paa ogsaa at hente Spejderen ned deroppe.

Det er ikke smaa Krav, der stilles til en Flyver; den Bestilling kræver sin Mand. Her maa Mænd til med Mod i Bryst, med klart Hoved og kolde, stærke Nerver. Er dette nødvendigt i al Almindelighed, saa paakræves det tifold under en Kamp, hvor den mindste Blottelse kan betyde Fald fra en svimlende Højde. Derfor ser alle med Beundring paa de Mænd, der stolt gaar deres Vej i de høje Regioner til Trods for springende Granater til alle Sider. Hvor farligt det kan være med Flyverne over sig, har Krigen belært de fleste om, og dog vil kun den, der er aandeligt underernæret, bruge Skældsord om Fjenden, der er paa Flyvertogt, thi ingen kan nægte Manden, der saa dristigt selv vover Liv og Lemmer, sin Agtelse og Beundring.

J. N. Jensen

20. september 1915. Ved luftskibsbasen: Soldaten hang i en line 50 meter under skibet 100 meter over jorden!

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Luftschiff Trupp 3. Den 9. august kom han til Warszawa for at bygge en luftskibshal. Den 20. september 1915 stod hallen færdig. Den var 145 meter lang, 52 meter bred og 45 meter høj.

En luftskipper fortæller

(… fortsat fra 9. august 1915)

Da vi var færdige, blev de to andre Luftschiff Truppe sendt til Temesvar [Timisoara, Rumænien, RR] i Bulgarien for at bygge en Hal Mage til. Vi derimod skulde blive i Warszawa til Betjening af L-Z 12, der ankom nøjagtig 6 Ugers Dagen efter vor Ankomst.

Vi fik nu en relativt god Tid. Den blev bedre, efterhånden som Hallen blev helt færdig. For mit Vedkommende varede den et helt År, indtil jeg kom tilbage til Stamafdelingen i Mannheim. Jeg lærte Polens skønne Hovedstad at kende ud og ind og lærte at tale lidt Polsk, og det havde jeg af og til nogen Glæde af.

Fra denne Tid kan jeg huske et Par Episoder, som jeg her vil berette.

Ved Byggepladsen stod der Dobbelt-Vagt. En Nat, da Sauerberg fra Hamborg gik rundt med skarpladt Gevær, så han pludselig noget dukke op i Mørket og Tågen.

„Halt! Wer da?“ råbte han de lovbefalede tre Gange. Men dette „noget” rørte sig ikke af Pletten. „Jeg skyder!” brølede han — og Bang! så skød han. Men dette „noget” var der stadig.

Så kom den anden Vagt hæsblasende til, og ved forsigtig Undersøgelse viste det sig, at han havde skudt på en Skruestik, der stod lidt for sig selv på Marken.

Sauerberg måtte tit høre for dette.

Engang stod vi opmarcheret i Landingsformation for at modtage L-Z 12, der havde været på Bombetogt ind over Rusland.

Man stiller op som et V med Spidsen af V’et vendt mod Vindretningen. Luftskibet styrer så lige ned i denne Kile mod Vinden, og når det er ca. 50 m over Jorden, lader det fra Forstavnen et Tov falde. Nu maser alle fra Landingsholdet hen mod dette Reb for at få fat i det og ved forenede Kræfter og Tyngde at hale Skibet ned på Jorden.

Men denne Dag var der lidt med Kastevinde, og da den første Soldat var nået hen og havde fået rigtig godt Tag i Rebet, blev Skibet kastet til Vejrs igen. Inden Soldaten fik set sig om og givet Slip, var han hevet med i Vejret og hang nu der, ca. 50 m under Skibet og omkring ved 100 m over Jorden. Det så farligt ud.

Hvad vilde der ske? Han blev observeret fra Skibet, og Skibet vendte så, sejlede en ny Halvkreds og lavede et nyt Landingsforsøg. Denne Gang lykkedes det. Soldaten var ung, han havde gode Armkræfter, holdt ud under den ufrivillige Luftsejlads på ca. 10 Minutter og landede omtrent samtidig med Skibet. Der var ofte Kammerater fra de andre Våbenarter, der hånede os og kaldte os Strippenzieher (Tovtrækkere), men her kunde de da se, at vi også somme Tider kunde komme i Luften.

Når L-Z 12 lå i Hallen, stod der altid to af os på Vagt ved Skibet. Ude omkring på Eksercerpladsen lå et Landstormskompagni, som holdt Vagt i 200 m Afstand fra Hallen med 12 Mand på Vagt. Vi gik derfor i dejlig Fred og Ro inde i Hallen, for når der kom Officerer på Inspektion, så kunde vi straks høre dem skråle op derude med deres „Holdt! Hvem der?”, og jeg har fået mangen en dejlig Søvn i den kolde polske Vinter 1915-16 under noget Ballonstof.

Hver Time skulde vi kontrollere Skibets .Vægt, og det var egentlig en underlig Ting at se det mægtige Skib, der var over 120 m langt, hvile kun på de to Gondoler på to almindelige Træbukke. Det måtte ikke ligge tungere på Bukkene, end at en Luftskipper på hver sin Side af Bukken ved et Håndtag, der var anbragt på Gondolen, kunde løfte det mægtige Skib i Vejret. Hvis dette ikke kunde lade sig gore, d. v. s. når det havde tabt Gas og dermed Opdrift, skulde så mange Sandsække hægtes af, at det lod sig løfte.

Om Sommeren, når det om Morgenen kunde blive varmt, kunde det omvendte ske.

Vi gravede en stor, underjordisk Kælder i Nærheden til Luftskibets Bomber. Det var store, runde Kugler, fra 40 til 60 cm i Diameter, udvendig beklædt med en Slags Tjære eller Asfalt. Når vi fik en Ladning af disse, var der altid et Om-Kap Trilleri med disse Tingester, og de bragede tit sammen; men de var vist relativt ufarlige, så længe Tændsatsen ikke var sat i. Skibet kunde, så vidt jeg husker, have en 22 Stk. af disse Tingester med.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1948

9. august 1915. A.P. Andersen skal bygge en luftskibshangar i Warszawa

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Luftschiff Trupp 3 i Frankfurt.

En Luftskipper fortæller

Den 5. August 1915 faldt Warszawa i Tyskernes Hænder.

Jeg lå dengang ved Luftschiff Trupp 3 i Frankfurt a. M, og Dagen efter fik vi Marchordre. Vi vidste ikke, hvor vi skulde hen, men efter tre Dages Forløb rykkede vi ind i Polens Hovedstad.

Det var ellers en dejlig Tur til at begynde med. Toget, vi rejste med, kørte igennem Thüringen og Sachsen, langs med Saaleflodens skønne Strande og forbi mange smukke Byer, Bjerge og Dale, bl. a. så vi Wartburg knejse højt oppe.

I Schlesien og Posen blev Landskabet mere fladt og trist, og ved Grænsestationen Kalisch, hvor vi gjorde Holdt, fik vi hver udleveret 30 skarpe Skud. Vi blev helt kry, for – tænkte vi – nu måtte da disse Pokkers Underofficerer og Feldwebeler anslå en anden Tone! Nu, da vi havde de skarpe Skud, turde de nok ikke sådan tyrannisere os, og hvis de gjorde det, så kunde de vente sig noget.

Men ak, de forandrede ikke Tonen, og vi var slet ikke så modige, som vi troede. Vi led oven i Købet den Tort, at man en Uge senere tog de skarpe Skud fra os, og kun de, der stod på Vagt, fik udleveret 5 Skud.

I Warszawa rykkede vi ind i det store, russiske Kasernekompleks i Bydelen Mokotow. Vi bivuakerede ude på Kasernepladsen en Uges Tid, medens vi med stor Grundighed blev sat til at rense ud og rydde op i de mange Kaserner. De havde været brugt det sidste halve Års Tid som Tyfus-Lazaret af Russerne, og det blev senere fortalt, at mellem 20 og 30.000 Russere var døde her og var blevet begravet på en nærliggende Kirkegård.

Alle Lokaler, Sengesteder og Tapper blev grundigt desinficerede, inden vi rykkede ind i en af Kasernerne. Et Par Dage efter ankom en Luftschiff Trupp fra Berlin og en fra Schneidemühl, og vi var nu 600 Mand samlede.

Så viste det sig, hvad vi var samlede for. Vi skulde sammen med en Montor- og Ingeniørstab fra Elsass-Lothringen bygge en transportabel Luftskibshal midt på den vældig store Eksercerplads. Vi gik i Gang med at grave Huller til Hallens Fundamenter, anlagde et Jernbanespor til Godsbanegården, og lidt efter strømmede Jernbjælker og Vinkeljern ind, alt lavet til Rette på Fabrikker og lige til at samle på Stedet med Skruer og Lasker og rejse efterhånden.

På 6 Uger byggede vi – ca. 630 Mand – en Hal, der var 145 m lang, 52 m bred og 45 m høj. Men det var også et Slid og Slæb fra om Morgenen Kl. 4 til 8-9 om Aftenen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1948

Luftskibshal bygges DSK1948

25. april 1915 – Nyt luftskib til Tønder

Zeppelin-luftskibet L7 i Tønder. Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum.
Zeppelin-luftskibet L7 i Tønder. Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum.

Luftskibet L7 ankommer til Tønder basen. Luftskibet er produceret af Zeppelin og fløj sin første tur 23. november 1914. Det blev først stationeret i Leipzig, men kom efter et par måneder til Nordholz. Da det kom til Tønder fik det plads i luftskibshallen “Joachim”. L7 har en længde på 158 m og en gasvolumen på 22.470 kubikmeter. Gassen opbevares i 18 gasceller, fastgjort til det lærredsdækkede aluminiumsskellet.

Læs mere om luftskibet på Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum her