Tag-arkiv: luftkrig

28. maj 1917 – J.N. Jensen: Det hagler med jern fra granater og shrapneller

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

(læs første del)

Det er Pinse. Den ene Dag er alt gaaet, men en er jo dog tilbage. Her spørges kun lidet om Fest; den ene Dag gaar som den anden. Og dog kan man ikke andet end glæde sig. Minderne kaster Glans fra Fortiden ind over Nutiden og styrker Sindet, giver Haab og Tro ny Næring. Tankerne søger end mere hjem til alle kærre, man lever svundne Tider om igen og dvæler i Tanken ved dem, der var — men er ikke mere.

Det er tidligt paa Dagen, egentlig skulde man hvile endnu en Stund, men der er Larm og Uro, man vaagner og er hurtig klar over, at en betydelig Flyverkamp lige i Nærheden er i fuld Gang. Rask paa Benene. I flotte Baner kredses der Højt oppe i Luften. Maskingeværerne knatrer, det gælder Liv og Død. Hist daler alt en, mon den er ramt? Nej, den blev kun trykket ned, men hæver sig igen. Men der er en, den er vingeskudt, den arbejder forgæves for at holde Balancen. Nu daler den, et Par Kulbøtter, og saa i lynende Fart et Par Kilometer gennem Luften ned mod Jorden, hvor alt knuses og splintres. En anden følger snart efter og saa en tredje, og nu arbejder Afværgekanonerne med Voldsomhed igen. De fleste Kugler gaar forbi, men een rammer, det blev en Heltræffer, en Lysstraale skærer gennem Luften, og et Øjeblik efter staar en stærk mørk Røgsky op fra Jorden, saa er alt forbi. Flyverne deler sig, Kampen er endt. Før vi har drukket Morgenkaffen, ligger fire unge dristige Mennesker som Lig.
Saaledes den ene Dag, den anden Dag lidt anderledes, men Livets Forkrænkelighed mindes man dagligt om; man bliver fortrolig med Døden.

Hestene forfrisker sig i det grønne, og selv nyder man da godt af Solen, og man glæder sig for hver Dag, man fik Lov at nyde dens livøgende Virkning. Men hvad kommer der? Aa, det er nok bare en Lænkeballon fra den anden Side, der har revet sig løs og nu drives for Vinden[.] Flyverne har set den, det var noget for dem; nu er de rundt om den, og at jage paa den kan man vel kalde Sport. Snart er den skudt i Brand. Luer staar ud, et Øjeblik senere er den fortæret. Ja, men Folkene? Aa, hvad Folkene, de blev nok Hinsides Linjen: saa dumme er de vel ikke, de har jo da deres Faldskærm, og den overgiver de sig naturligvis til i godt Haab — og i Regelen med godt Resultat.

Dagen er til Ende. Pinsen er forbi. Tyve Aar tilbage i Tiden var man paa Hjemtur fra Høruphav, hvor man alsisk Overlevering tro havde fejret anden Pinsedag i herligt Pinsevejr mellem festklædt glad og lykkelig Ungdom. Dette Minde dukker frem, mens man sent paa Aftenen svinger sig i Sadlen og ikke uden Ængstelse ser fremad. Man har lært at tyde Tegnene, og man veed paa Forhaand. det bliver en haard Nat — maaske den sidste.

Langt tilbage staar alle Veje under Ild. Forude brænder det. Snart erfarer man, at man er naaet inden for det Omraade, der bestryges. Den første Granat høres fløjtende gennem Luften, før den med Brag borer sig ned i Jorden bare faa Meter til højre. Var det bare Sten og Jord, der slog mod Staalhjælmen, eller var der Jern derimellem? Man veed det ikke og tænker knap derpaa, bare videre. Den næste er en Shrapnel, der fra Luften spreder sine Blykugler om sig. Der ligger en knust Vogn, Heste og Mandskab ses ikke. For ikke at gøre Skaden værre end nødvendigt, marcheres der nu med større Afstande, en Tid senere er alt revet fra hinanden og nu er der intet frem eller tilbage mere muligt. Foran og bagude hagler det med Jern fra Granater og Shrapneller. Et Par Gange naar en ubehagelig Duft en. Man griber Gasmasken, klar over, at der er blevet afskudt Gasbomber. Dog Vinden er frisk heldigvis, den spreder hurtig Gassen, saa den fortyndes, og Faren mindstes. Der gøres Holdt, og man tager den Dækning, en højere Vold til højre Side yder, og i øvrigt afventer man taalmodigt Begivenhedernes Gang.

Der spares ikke paa Ammunitionen, og Maalet kendes forbavsende godt. Man kan ikke andet end beundre det, kun føles det noget ubehageligt selv at være Maal. Den første Time er omme, og den følges af en anden, og endnu opgives Ævred ikke: dog det maa vel faa Ende, og det er snart paa Tide, vi har lang Vej frem.

Endelig sagtnes Ilden. Men hvad nu, kan man vove sig frem? Er det maaske bare en List. Er det kun for at faa mere Fart i Tropperne, for saa at sætte ind paa ny? Saadan eller saadan, lige meget, nu taales ingen Forsinkelse mere, hvis det ikke skal blive langt op ad Dagen, før Turen er endt, altsaa paa den igen

Vognene samles nu. I Hast frem. Førerne venter. Det dages alt, men eet Gode har det, man kører sikrere og raskere. Ind imellem Granathuller gaar det. Disse øges her og der ved nye Kugler, der slaar ned, men nu kommer de bare spredt, man ænser dem ikke, man hører dem knap for Batteriernes Larm. Skønt disse har arbejdet flittigt i Nattens Løb. lader det ikke til, de vil sove Morgenstunden bort.

Paa Hjemvejen følger man Sporene fra Nattens Færd. og man gør sine Beregninger. Hvis man havde holdt her eller netop var standset der? Og saa er man da glad og taknemmelig for, at man netop fandt den bedste plads, mens det var værst: lidt Stank blev alt: i øvrigt alle Mand vel tilbage.

Den nye Dag er oprunden. Pinse er omme. Men det er, ligesom der er Pinsefryd i Fuglenes Røst: de synger jublende højlydt deres Morgensang, og alt i Naturen aander en venligt og mildt i Møde. Man finder Hvile og Fryd deri. Og mens man følger den stigende Sol, spørger det inde i en, hvornaar skal den atter lyse over en Menneskehed, der lever i Fred og under Fredens Kaar.  

J.N. Jensen.

27. maj 1917 – J.N. Jensen: “Hvor Granaterne roder”

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

Dagen hælder. Solens sidste Straaler forgylder Himlen, efter en solfyldt Eftermiddag en sidste venlig Hilsen.

Flyverne kredser i Luften. De gaar deres sikre Færd tilsyneladende uberørte af Granatregnen, hvormed man prøver at hindre dem. Fra Frontbatterierne lyder Drønene, snart fra mange Munde paa een Gang, snart mere enkeltvis. Tæt mod hinanden staar de derude, og sultne, ligefrem forslugne er de alle; de kræver dagligt et rigeligt Foder. Og i Nat er der din Tur at bringe Foder derud, men endnu er det for tidligt, altsaa til Køjs og rask til at sove. Et Par Timers Hvil før den lange trættende Tur er ikke til at kimse af.

Da Posten vækker, er det mørk Nat. Nu er Tiden inde. Altsaa rask i Tøjet. Forbindspakkerne er paa Plads og lette at faa [fat i], der maa regnes med alt: Gasmasken er alt efterset og i Orden, den slænges over Skuldren, mens den elektriske Lampe fæstnes paa Brystet. Man er rede. Et „Paa godt Gensyn” følger fra en Kammerat, der endnu er vaagen eller er kaldt tilbage fra Drømmenes Verden, og saa af Sted.

Vejene er endnu opblødte efter den foregaaende Nats og Formiddagens Regn. Det er en følelig Forskel, om Jorden er tør eller vaad. Er den tør, kommer man igennem hvor som helst. Klumper Jorden sig fast om Hjulene, eller synker man i, kan det give kedelige Standsninger. Naa, Overvejelser frugter kun lidt, og foreløbig holder man sig til Vejen, en fin Chausse med den herligste Allé af Pyramidepopler. I Parentes bemærket, et Træ, vi burde give mere Raaderum hjemme, himmelstræbende og smukt som det er, pryder det i Landskabet.

Det lange Vogntog rasler hen over Stenene. Det gælder om at holde Føling indbyrdes, og dog maa der være nogen Afstand, at en lille Standsning ikke straks volder Ubehageligheder eller Uheld. Man ønsker sig Katteøjne.
Nærmere Fronten gøres der Holdt, og Inddeling foretages. Med Vejvisere foran opløses Toget snart i mindre Delinger, der lidt efter lidt mister Føling med hinanden og forsvinder fra Hovedvejen ud til Siderne.

Vejen bliver nu daarligere, Larmen voldsommere, men Mørket mindre generende. Lyskuglerne, der som fra et vældigt Fyrværkeri sendes til Vejrs til alle Sider, kaster stærkere eller svagere Lys, alt efter Afstanden, langt ud over Landskabet. Hestene veed ogsaa, hvor de er; det er ikke nødvendigt at drive dem, de har forlængst faaet nogen Uro i Blodet og begynder alt at dampe, og dog er der flere Kilometer igen. Gaar alt vel kan vejen dog snart tilbagelægges.

Den Vej, vi kom i Forgaars, er den nærmeste og var den bedste, men den er ikke mere til at passere, forsikrer Føreren. Den har været under Ild, saa den ikke er til at kende, vi faar prøve ad en Omvej, om vi kan komme frem. Altsaa ind til højre. Det er Pløjemark det første Stykke; den tunge Vogn synker i, og de fire Heste skummer, men der hjælper ingen Kære Mor, frem maa vi. Noget senere er vi havnet paa en Eng, og her smyger vi os frem langs med et Hegn, hvor gamle stuntede Piletræer rager op.
Saa, nu drejer vi straks af til venstre ind over en anden Eng op til Skoven, den finder vi nok igennem, saa op over Banen og dernæst lige frem til Højen, der er Maalet, saadan mente Vejviseren.

At forregne sig er menneskeligt, og derfor hænder det da ogsaa nu og da, saadan ogsaa her. En Dobbeltpost standser Vognene for at meddele, al Vejen frem er spærret, da Broen, der var Forudsætningen, kun lige er paabegyndt. Den Meddelelse var slem at faa. Og da Vejviseren er ukendt med dette Terræn, begynder det hele at blive noget pinligt. Hvad nu? Drøn følger Drøn. Batterier er der nok af, de rager bare ikke os i Øjeblikket, men generer kun med deres Helvedeslarm. Dog det faar være. Værre er det med de syngende „Fugle”, der kommer fra hinsides Skoven og pluter sig ned, hvor de lyster. Et knust Køretøj med døde Heste foran hist henne vidner om, at de ikke spørger om Forlov.

Ja, havde man nu bare en Telefon, saa var man maaske endda hjulpen. Men søg nu en saadan paa en aaben opreven Mark et Steds under Jorden. Dog der er intet andet at gøre end at prøve. Altsaa Mandskabet ud i de forskellige Retninger paa Lykke og Fromme. Den enkelte fa[a]r handle, som han kan bedst, man faar stole Paa sig selv. Huler, hvor Menneskebørnene bor og bygger, finder man endda, og Lykken er med, her har vi den ønskede Genstand. Men ak, Betjeningen meddeler, at Traadene er skudt sønder og sammen, kun een lystrer: men heldigvis er det nok, Batteriet faar Meddelelse og giver nu ønskede Oplysninger, samt sender Mandstab til at lede videre frem. Vi mødes ved Banen, er det sidste Ord.

Der var ikke saa langt til Banen, men Vejen frem bliver spærret af et Par Køretøjer. Nu sidder vi godt i det. Vognen synker stadig dybere i. Men Klokken bliver snart mange, om lidt vil det begynde at dages, og inden er det bedst at komme bort. Kræfterne lægges i baade fra Dyrs og Menneskers Side. Sveden staar i klare Draaber paa Panden, men gode Raad synes dyre. Dog Vanskeligheder er til for at overvindes. Een Vogn kommer i Bevægelse efter mange Anstrengelser. Det giver Mod paa ny, og lidt efter lidt klares Skæret; man er igen paa Vandring.

Det lange vaade Græs snor sig om Hjulfælgene, hvortil Jorden klumper sig, Hestene stønner og puster, men fremad gaar det. Dog her gælder det at være vaagen med alle Sanser; Granathul ved Granathul saa store, at de kan tage mod baade Vogn og Heste, det er knap til at komme forbi. De første klarer sig, snart er de ved Maalet. Den sidste kommer for tæt til Randen af et mægtigt Hul, Vognen glider, Kuske og Heste gør deres bedste, og man tror, alt gaar vel? men nu er der kommet Uro ind i det, Vognen slingrer, og vel gaar man fri for det ene Hul, man havner et Øjeblik senere i det næste et Par Skridt længere frem til modsat Side. Et Brag, der dog knap høres eller anses, og Vognen staar fast med Vognstangen lige mod Himlen. En Hest, der tumlede, er straks paa Benene. Det gik godt, hverken Folk eller Dyr led noget. Altsaa Hestene bort, her er dog intet at gøre før næste Nat; saa kan man jo prøve med Spader og Hejseapparater. Foreløbig lader vi den nok staa, som Bonden sagde om Rundetaarn.

De andre Vogne er tømte og læssede igen med tomt Gods. Og nu bort. Flyverne gør sig alt bemærkede, lænkeballonen vil ikke  lade vente længe paa sig, og hvad det betyder, veed man. „Giv dem nu Tømmen, de pumrede Øg, lad dem Galop over Toftene tage”, men man smiler ved det, naar man ser, hvor lidet pumrede Hestene er efter Nattens Anstrengelser.

(fortsættes)

26. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det 10. slag om Isonzo og afslutningen af Nivelle-offensiven ved Aisne. Frankrig har nu mistet mere end 1.000.000 mænd ud af en samlet mandlig befolkning på ca. 20.000.000 og mytterierne bobler under overfladen.

Det handler også om det arabiske oprør og Lawrence of Arabia – og om  tyske Gotha-bombeflys angreb mod mål i England – det var første gang i verdenshistorien. Og så lykkes det endelig briterne at knække ubådstruslen med indførelsen af konvojsystemet.

Flyveralbum fra Als – er der nogen, der kan hjælpe?

Flyveralbum fra Første Verdenskrig

Albummet er fundet i boet efter en gammel dame, der under Første Verdenskrig var en ung pige bosiddende på Als. Ingen i familien eller i hendes opgangskreds har nogen sinde hørt om at ”oldemor” skulle have kendt en pilot. De kender deres ”oldefar” og det er ikke ham, der pryder albummets første side. Så hvem kan det være? En fjern fætter, en beundrer eller gammel kæreste? Er der nogen, der kan hjælpe med at identificere nogle af billederne? Hent hele albummet her.

Alle oplysninger der kan kaste mere lys over albummet modtages med kyshånd,  kontakt venligst:

Frank Løndal Frandsen
Alssundvej 20
DK6400 Sønderborg
tlf. 0045 40 68 63 83
e-mail frankfrandsen@hotmail.com

Følgende oplysninger er foreløbig draget frem:

  1. Kun et foto har dato 14/9.152
  2. Kun 3 flyregistreringer er læsbare: B 1544.15 – B 719.15 – B 135.13.
    ”B” indikerer ubevæbnet 2 sædet dobbeltdækker. Kilde ”Die entwicklung der Flugzeuge 1914-18” Som det tydeligt fremgår af billederne, mest af de havarerede fly, er det jo nok en flyveskole, al begyndelse er svær!
  3. Domkirken er identificeret, den ligger i Gniesno, ca. 220 km vest for Warszawa og ca. 50 km øst for Poznan.
  4. Det 2 motorede fly er en GOTHA G1, kun bygget i 18 eksemplarer. Dette skulle være prototypen og genkendt pga af det sammenslyngede U&F på næsen af flyet. Flyet skal efter sigende have været stationeret ved Feldfliegerabteilung 28 på østfronten i 1915. Flyets registrering skal iflg. tykke bøger være B 1092/14.
  5. Kassernebygningerne er måske fra flyveskolen i Bialystok, ca. 140 km nordøst for Warszawa. Efter sigende en tysk flyveskole. Andre mener ikke, der har været en flyveskole der.
  6. Gruppebilledet er identificeret af Peter M. Grosz fra Princeton NJ i USA – det var en hjælp fra stor afstand. I bogen ”Aviation Awards” af Neal O’connor fra 1998 findes et foto taget i samme lokale hvoraf 2 af personerne, er de samme. Den ene er identificeret som Hptm. Alfred Hildebrand.

6. maj 1917 – Claus Eskildsen: “Faldskærmen brænder, han selv brænder.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Et Par Dage senere rettes der et Generalangreb mod hele Ballonrækken. En Mand kommer styrtende ind paa Skrivestuen og fortæller hæsblæsende, at Ballonen Nord for os brænder. Lidt efter hører vi en heftig Luftkamp lige ved. Et Par Flyvere har angrebet »vore« Balloner. Snart brænder den ene. Observatøren springer ud med sin Faldskærm, Men nu bliver vi Vidne til noget af det frygteligste, jeg har set under hele Krigen. Manden er sprunget for sent ud. Den brændende Ballon daler ned og lægger sig over ham. Faldskærmen brænder, han selv brænder. — Gysende ser vi paa, hvorledes Faldskærmens Skelet med det forkullede Lig dinglende under sig synker til Jorden.

Tysk observationsballon (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

I den anden Ballon var der to Mand. De sprang begge ud og havde mere Held. Vinden drev dem lidt til Side, og deres Ballon, der ogsaa falder brændende til Jorden, rammer dem ikke. Men nu gør den ene Flyver en Kurve og gaar løs paa dem med sit Maskingevær, medens de hænger i Luften under Faldskærmen. Heldet forlod dem dog ikke, de naaede begge helskindet ned.

Denne Formiddag kostede Tyskerne her ved Montigny-en-Gohelle tre Balloner, 60,000 Mark.

De tyske Flyvere har helt tabt Modet, men »Flak« Folkene sparer ikke paa Krudtet og oversaar Himlen med deres Skyer. En enkelt Gang lykkes det dem at ramme en af de store Fugle. Vi ser en engelsk Flyver styrte ned. Hans ene Vinge, der er skudt af, kommer dansende gennem Luften langt bagefter.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 164-5)

2. maj 1917 – Claus Eskildsen: “Disse Englændere er nogle kække Karle!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Richthofen er paa Orlov, og de engelske Flyvere faar igen Overtaget i Luften. De har faaet en ny Model, en lille, hurtig Maskine med tre Bæreflader.

Den 2. Maj hører vi en Flyver brumme lige hen over Husene. Ringen under Vingerne viser, at det er en Englænder. Han gaar lige løs paa Observationsballonen, den store, gule Pølse, der hænger i Luften tæt ved Montigny-en-Gohelle. Men Manden i Ballonen har et Maskingevær og værger for Liv og Ballon. Englænderen gør omkring. Men paa Tilbagevejen holder han sig stadigt saa lavt nede, at han med sit Maskingevær skyder langs ad Billy-Montignys Gader. — Disse Englændere er nogle kække Karle!

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 164)

Luftkrigen: “Bloody April” – april 1917

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell. Kanalen bringer også talrige specialudsendelser om forskellige sider af krigen.

I anledning af “fortidsmindedagen” på Zeppelinbasen i Tønder i går, hvor vi begyndte dagen ved den endnu eksisterende tyske flyhangar, bringer vi udsendelsen om “bloody april” 1917 – om luftkrig og luftkrigstaktik.

3. april 1917 – Claus Eskildsen: “selve Friherre v. Richthofen!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Denne Gang ved vi, hvad der venter os her, vi ved alle, at Krigens hidtil største Slag om faa Dage vil bryde løs. Vi er sendt herud til Forstærkning af den forreste Linie, og bag Fronten trækker man hver Dag nye Tropper og Batterier sammen.

Det store Slags Stormfugle fylder Luften i tætte Skarer. Naar den lunefulde April bringer »Flyvervejr«, minder de om Myggesværme, saa tæt synes de at staa mod den blaa Himmel. Vi tæller 50, vi tæller 60, vi tæller en Dag 77 paa een Gang. Der gaar ikke en Dag, uden at flere af dem maa gøre det susende Fald ned i Døden, thi hver Dag udkæmpes der større og mindre Flyverslag der oppe i Luften.

Luftfoto med nedskudt engelsk flyvermaskine i nederste højre hjørne (Claus Eskildsens Vestfront-album, Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Englænderne er overlegne i Tal; men de har ikke mere den absolute Overlegenhed som for nogle Uger siden. Tyskerne har faaet nye Maskiner, lettere, bevægeligere end Englændernes. De kan dreje hurtigere, de lader sig falde, slaar Kolbøtter, drejer sig i Faldet om deres Længdeakse og snor sig ud af en uheldig Kamp for at dukke op paa et for Modstanderen uventet Sted.

Detalje af luftfoto med nedskudt engelsk flyvermaskine (Claus Eskildsens Vestfront-album, Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Den 3. April følger vi en større Flyverkamp. De to store Eskadrer sejler frem mod hinanden. Det lykkes Tyskerne at faa en Englænder skilt fra sin Flok. En lille Tysker styrter sig over ham og bearbejder ham ovenfra, fra Siden, nedefra, idet han efter hurtige Kurver altid paany gaar løs paa ham. Englænderen trykkes ned; men den hurtige Tysker slipper ikke sit Bytte, før han har sendt det ned i Døden. Saa vender han sig mod en anden og sender ham samme Vej. Idet den lille Tysker er lige over vore Hoveder, falder Solen paa hans Maskine, og vi ser, at Skroget er malet knaldrødt. Det var altsaa »den røde Ørn fra Lens«, selve Friherre v. Richthofen!

Siden den Dag saa vi ham hver Dag skyde sine 2 og 3 engelske Flyvere ned. Den 13. skød han en engelsk Flyvemaskine i Brand. Observatøren fløj ud af den brændende .Maskine, Flyveren susede i Flammerne til Jorden. Begges forkullede Lig fandtes tæt ved Byen.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 159-160)

17. marts 1917 – H.P. Hanssen: “Stemningen er trods Tabene god”

H.P. Hanssen var en af de danske sønderjyders ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 17. Marts 1917.

Under et Ophold hjemme i Nordslesvig i Anledning af P. Skaus Jordefærd har jeg haft Lejlighed til at drøfte Stillingen indgaaende med en Del af vore Tillidsmænd. Stemningen er trods Tabene god. Man ser Fremtiden tillidsfuldt i Møde.

En enkelt for Forholdene ret karakteristisk Episode skal jeg notere: I Jernbanen fra Vojens til Haderslev traf jeg Klokken godt 9 Aften sammen med et Par Hestehandlere. Den ene fortalte, at han endnu samme Aften skulde til Bryllup hos en Købmand i Haderslev. Da jeg udtalte min Forundring over, at Bryllupet blev holdt saa sent, fortalte han: „Brudgommen har flere Gange søgt om Tilladelse til at rejse til Danmark for at gifte sig. Ansøgningen er hver Gang bleven afslaaet. Hans Kæreste har ligeledes faaet Afslag paa flere Ansøgninger om at rejse til Haderslev for at holde Bryllup. Nu har han brugt Hjemmeraad. Forleden gik han „over Stien”, lod sig vie i Danmark, og i Aften har han smuglet sin Kone ind. Nu er hun tysk Statsborger og kan ikke udvises, og Brylluppet skal i Nat fejres med et lille Knald.” — Jeg fik i det hele det Indtryk, at „Stien” til Kongeriget nu bliver flittigt brugt.

Censuren har strøget store Afsnit af en Nekrolog, som jeg har skrevet om min afdøde Ven P. Skau og ligeledes det væsentligste af en Artikel om hans Jordefærd. Finansudvalget fortsatte i Dag sine Forhandlinger.

Krigsministeren gav en Oversigt over den militære Situation. Omvæltningerne i Rusland, udtalte han, vil lette Stillingen paa Østfronten. I Rumænien vil man næppe naa ud over Serethlinjen. Tilbagetoget i Vesten har længe været forberedt. Det strækker sig over en Bredde af indtil en Dagsmarch. Foran de nye Linjer er alt ødelagt. Tilbagetoget var nødvendigt, fordi de gamle Linjer var sønderskudte og ødelagte. Hindenburg-Programmets Udførelse er bleven forhalet af den strenge Vinter. Derfor er det af Betydning at vinde Tid. Hvis Fjenden nu vil angribe, er han velkommen. Der er truffet Forberedelse til at modtage ham. Et Angreb i Elsass-Lothringen er ikke udelukket. Mesopotamien er en underordnet Krigsskueplads. Afgørelsen vil falde i Evropa og ved Undervandskrigen. Bagdads Fald er værst for Tyrkiet. Der maa regnes med, at Palæstina ogsaa kan gaa tabt. — Ministeren var træt og nervøs. Han bestræbte sig for at sige saa lidt som muligt og undveg alle Spørgsmaal.

Fra alle Sider krævede man, at Militærmyndighederne nu omsider skulde opgive Hemmelighedskræmmeriet med Hensyn til Eksplosioner og Flyverangreb i Indlandet […]

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 281-2)

9. marts 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… Passagen fra Slesvig over Grænsen”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1 Gennem H.
Der bygges en Flyvehal i Mørvig ved Flensborg. Det hedder sig, at engelske Flyvere skal have været i Tønder, og at det er Meningen at flytte denne Hal, der skønnes meget udsat, til Flensborg.

2 Angaaende Passagen fra Slesvig over Grænsen har Landstormkommandoen befalet følgende: ”Det tillades indtil videre at passere Postkæden ved Frørup, Jels-Trolkjær, Skodborg, Foldingbro, Baugaard, Kamptrup, Gjelsbro og Spandet, men kun for den umiddelbart ved Grænsen boende Befolkning, naar det gælder Ejendommens Drift til eget Brug.
For at passere de nævnte Steder bæres skriftlig Tilladelse fra Bataillonskommandøren, forsynet med Billede af Ihændehaveren. De ovennævnte Overgangssteder kan ikke passeres fra kl. 10 Aften til 6 Morgen, undtagen naar Bataillonskommandøren giver Tilladelse i meget paatrængende Tilfælde.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

6. marts 1917. Døde mennesker har jeg set nok af. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 6. marts 1917

Min kære, kære Inger!  … Nu er vor ro nok snart forbi for denne gang, for i morgen skal vi flytte igen, og så nærmer vi os så småt fronten. Men det var noget, vi kunne vente. Jeg ved ikke rigtig, hvor vi kommer hen, men jeg har hørt, at det skulle være lidt til højre for det sted, hvor vi var sidst. Du synes, at jeg skal søge om at få orlov til Flensborg.

Ja, det kan godt være, at det var rigtig nok, men nu vil jeg hellere vente lidt for at se, hvad det bliver til med ansøgningen, og jeg må jo også først have degn Paulsens adr., inden jeg kan spørge om at få orlov dertil. Du vil nok huske at sende den. Nu får jeg alligevel ikke orlov så længe vi er i stilling…

Hvor var det da godt, at Fedder endnu slap for at blive indkaldt. Ja, de andre stakler, for dem har det ikke været rart. Det er værst for de gamle M. Knudsen og degn Klausen. Er Hans Bang også blevet indkaldt, jeg troede da, at han var helt fri. Det ser ud, som om de ikke vil indkalde landmændene nu til såtiden, og det var da også forkert at tage de få, som endnu er hjemme…

Sidste søndag blev en engelsk flyver skudt ned, lige her i vor nærhed. Han sprang ud af maskinen højt oppe i luften og var selvfølgelig død, inden han nåede jorden. Der var mange, som var henne og se derpå, men jeg blev hjemme. Døde mennesker har jeg set nok af. De engelske flyvere er meget dristige. De kommer ofte hertil, så langt bag fronten, men de vil jo se, hvad der her foregår. Her er en hel mængde russiske fanger, som også arbejder på den nye stilling. Det er nok derfor, vi ingen kan få hjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

9. februar 1917 – Nyeste Efterretninger: “… mistet 34 Flyvertøjer.”

Gennem hele krigen udgav de krigsførende landes hærledelser dagsberetninger om krigens forløb.  Flensborg Avis bragte gennem hele krigen dem alle samme, den tyske såvel som de  udenlandske og fjendtlige. Nedenfor dagens tyske dagsberetning.

Dagens Beretning – Det store Hovedkvarter, Fredag.

Den vestlige Krigsskueplads.
I Ypern og Wytscheate-Buen samt fra Ancre indtil Somme herskede livlig Artillerivirksomhed.

Om Formiddagen angreb Englænderne ved Serre; de blev afviste.
Paa Nordbredden af Ancre paabegyndtes efter korte Afbrydelser nye Angreb; ved Baillescourt mistede vi noget Terræn.

Nord for St. Pierre Vaast-Skoven mistedes ved et ellers strandet Fremstød et smalt Indbrudsted; der er sat en Stopper for.

Mellem Maas og Mosel stødte et Kompagni efter virksom Ildforberedelse frem til ind i den tredje franske Linje og bragte 26 Fanger tilbage ved ringe egne Tab.

Den østlige Krigsskueplads.
Fra Dyna til Donau ingen større Kamphandlinger.

Den makedoniske Front.
Intet nyt.


Flyverne opfyldte i Januar trods streng Kulde deres vigtige Iagttager-, Opklarings- og andre Opgaver.

Vi har i den forløbne Maaned mistet 34 Flyvetøjer.
Englænder, Franskmændene og Russerne har ved Luftkamp og ved Nedskydning fra Jorden mistet 55 Flyvetøjer, deraf 29 synligt styrtede ned hinsides Linjen, 26 er i vores Besiddelse.
Desuden blev 3 fjendtlige Lænkeballoner bragt til at styrte ned. Vi har ingen Ballon mistet.

Første Generalkvartermester Ludendorff.

 

4. februar 1917. Claus Eskildsen: “Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Vi forlader hurtigt Dødens By for at være hjemme, inden de engelske Flyvere løfter sig paa deres Vinger. De benytter deres Overlegenhed til at skyde paa Soldater i Skyttegravene og enkelte Mennesker paa Vejene. Englænderne behersker Luften. I Snesevis sejler engelske Flyvere gennem Lufthavet og fordriver de faa Tyskere, som vover sig op.

Næsten hver Dag er vi Vidner til Luftkampe, der dog som oftest ender uafgjort. Ogsaa i Luften gaar de fleste Kugler forbi. Men Flyverne har ogsaa Bomber med, det faar vi at føle herovre. Flere Gange ryster Jorden, og Vinduerne klirrer, naar Flyverbomber er suset ned i vor lille Landsby.

Vi havde ingen »Heltekælder« og var derfor ikke beskyttede mod Bomberne. Alligevel følte vi ikke Angst for Flyverne; den største Plads er altid udenom. Det er kun bagude i Etappen, hvor man ikke kender andre Farer, at man frygter Flyverne. Arbejdet er det bedste Lægemiddel mod Frygten, og vi havde meget at bestille.

Min Forgænger paa Stedet, den bajerske Regimentsskriver, var en fornem Herre. Han havde 6 Skrivere paa Kontoret og boede selv i et lille Hus i Nærheden, hvor han tilbragte Natten i Ro, medens Personalet passede Forretningen. Det kendte vi ikke, og jeg opslog straks mit Leje i Kontoret.

Naar vi mange Gange havde arbejdet til ud over Midnat, maatte jeg endnu i Nattens Løb indtil otte Gange op af »Sengen« for at telefonere. Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os.

Premierløjtnant Ebeling forflyttedes den 4. Februar til Generalkommando 65 — »Generalkommando Nordslesvig«! Navnet lød meget ildevarslende for os Sønderjyder, der saa Skyerne trække sammen over Hjemstavnen i disse Dage efter Proklameringen af den uindskrænkede Ubaadskrig, da Tyskerne belavede sig paa alt heroppe. 

Bekymringen for Hjemstavnen og Danmark øgede Afskedssmerten. Den var ellers gensidig og stor nok. Premierløjtnanten græd den hele Dag. Mig tog han Afsked med under fire Øjne og sagde aabent og ærligt, at mit gode og trofaste Arbejde var regnet ham til Fortjeneste, saa jeg havde min store Andel i hans Forfremmelse.

Vi gav kun nødig Afkald paa ham ved Staben. Han var en frisk, glad, ærlig Officer, maaske lidt ligegyldig og let, men godmodig og jævn. Hans Efterfølger, Løjtnant v. Oven, var i mange Punkter hans Modsætning, veg, lunefuld, forkælet, og ikke udrustet med Ebelings klare Blik og hurtige Opfattelsesevne.

Ebeling var Officer, hans Hovedinteresse var Jagt og Dyr. v. Oven var Æstetiker, han læste Romaner og interesserede sig mest for Kunst og Litteratur. Han kunde jage en stakkels Cyklist 15 Kilometer frem og tilbage gennem Regn og Slud og Granater for at hente en Rulle Klosetpapir, og da en Telefonist en Morgen vækkede ham lidt for ublidt, sendte han straks Manden ud i Skyttegraven, hvor han kort efter blev haardt saaret.

Jeg personlig har imidlertid aldrig kunnet klage over denne unge Løjtnant. Han havde Respekt for mit skaldede Hoved og behandlede mig meget godt. Vi to kom snart til at føre Regimentets Tøjler, thi Oberstløjtnanten stak af paa Orlov, saa snart denne blev givet fri.

Den gamle Major Huck, den mest umulige Officer under Solen, »førte« Regimentet i Oberstløjtnantens Fraværelse. Han virkede altid paa mig, som om han var sprunget levende ud af en af Friherre v. Schlichts Militærhumoresker. Han begreb intet og fik intet at vide. Løjtnanten klarede det hele, og jeg maatte nu ogsaa hjælpe ved de taktiske Ting, som man hidtil havde holdt mig udenfor. Det var sikkert en daarlig Ledelse, og vi savnede tit Oberstløjtnantens klare Hjerne, — for nu blev Regimentet indviklet i alvorligere Kampe.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

13. november 1916. Englænderne nærmer sig Kungulio

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

En skønne Dag kom Stache ganske uventet paa Besøg. Han fortalte, at Kampene næsten var hørt op paa Fronterne, og at der kun blev kæmpet mellem svage AfdelingerØstpaa. Størstedelen af Tropperne var trukket tilbage Syd for Rufiji, men han vidste, at der vilde blive sat betydelig Kraft ind paa at forsvare Rufijilinien, for at Forplejningsvæsenet kunde drage fuld Nytte af Møllerne, den var anbragt i Plantagebygningerne ved Logeloge.

Stache mente ikke, at det vilde vare længe, før vi hørte fra Englænderne, og han fik paa overraskende Maade Ret. Den samme Dag saa jeg de første engelske Flyvere over Lejren ved Kungulio og hørte de velkendte Brag af de engelske Flyvebomber, der eksploderede mellem Træerne.

De var aabenbart kastet efter vort Ammunitionslager og var særdeles godt rettet. De eksploderede tæt ved Siden af Patrondyngerne og sendte vældige Springvand af blød Skovjord højt op over Trækronerne.

Som sædvanlig gjorde de ingen Fortræd paa os levende Væsener, og Stache og jeg, som pligtskyldigst skød efter dem, havde det  sædvanlige Resultat af vor Skydning mod Flyvemaskiner.

Jeg vilde have bandet paa, at jeg satte den ene Kugle efter den anden i de forbistrede Maskiner, men de blev lige roligt og uanfægtede hængende i Luften, til de havde faaet udlosset alle deres Bomber mod vort Urskovsdepot.

Allerede denne Dag begyndte vi at tømme Depotet.

Stache havde en Del Bærere med sig, og første Afdeling af dem blev sendt til Plantagen Logeloge, der laa et Stykke længere ud mod Kysten ved Rufijifloden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

31. oktober 1916. Fra billedarkivet: Tysk fly over Vestfronten

Første Verdenskrig var den første krig, hvor fly blev brugt i større omfang.

Flyvemaskiner var lige taget militært i brug ved krigens start, primært til rekognoscering. Men snart førte erfaringerne til udvikling af specialiserede jagere og flere-motores bombere.

Flyet her kan være en AEG C.II, der blev taget i brug i 1915.

07006f00279_tysk_fly_mindre
Tysk fly over Vestfronten (Museum Sønderjylland)

Læs mere om fly på vores leksikonsider

29. september 1916. H.C. Brodersen til Somme-fronten

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Manancourt, den 29. September 1916.

Sommeslaget har raset i lang Tid, og der er medgaaet mange Divisioner. Den 26. ankom vi med Toget til Peronne og har  marcheret hertil, hvor vi er havnet i Sommeslagets Forterræn.

Allerede her har vi faaet en Forsmag paa, hvad der venter os, naar vi kommer i Stilling. Fjenden har sat alt ind paa at bryde igennem, og fra Fronten kan vi høre en ustandselig Rullen fra hans Artilleri. Mange Iagttagelsesballoner ses hængende i Luften forude, baade egne, men dog mest Fjendens, der har Ord for at bruge „deres Øjne” godt.

Her bag Manancourt ligger alle vore Reserver, Depoter, Lagerplads og Artilleristillinger, og det er dem, Fjendens Opmærksomhed særlig gælder. I Luften hamrer Motorer fra Flyvemaskiner med Hundreder af Hestekræfter. I hele Eskadrer flyver de og foretager Manøvrer og Vendinger, som vi Infanterister ikke har Forstand paa. Undertiden ser vi et Par eller flere suse i Dybet, som om de styrter ned, men det er kun Blændværk, og et Par Minutter efter ser vi, at de er indviklet i Kamp. Den ene søger nu at naa ovenover den anden, og stadig  skruer de sig højere op, vel af den Grund, at den, der er ovenover, har de største Chancer.

Af og til styrter der en ned med Flammerne efter sig. Kampen er  afsluttet, men hvem der er blevet Sejrherre, kan vi ikke afgøre. l Spændingen er altid uhyre, men uhyggeligt og grufuldt er det at se, naar der ud fra Flammerne vælter sig forskellige Dele i Rækkefølge, Motoren, Flyveren og derefter de andre Dele, efterhaanden som de nu er lette eller opbrændte til.

v. Richthofen er her ogsaa, og der siges, at han, der benytter en rød „Fokker”maskine, hver Morgen henter et Par fjendtlige Flyvere ned, forinden han spiser sin Morgenmad.

Vi er alle klar over, at Sommeslaget føres med største Voldsomhed og under hensynsløs Anvendelse af Materiale af enhver Art,  indbefattet de Divisioner, af hvilke der kun vender et meget betænkeligt Minimum tilbage.

I Eftermiddag skal vi i Stilling. Der er lige blevet udtaget 20 Mand, der skal have til Opgave at bringe Levnedsmidler frem, naar først Kompagniet er naaet i Stilling. Det har voldt megen Vanskelighed at faa udtaget disse 20 Mand, thi alle mente, at det var en Trygpost og meldte sig, da der blev spurgt om Frivillige.

Først da de blev kaldt frem, der var over 45 Aar, var gift og havde 5 Børn og derover, svandt Rækken ind, og glade over Bestillingen traadte de af, der blev tilovers.

Vi er forbavset over at skulle gaa i Stilling ved højlys Dag, og vi Underofficerer har henledt  Kompagniføreren paa Forholdet med de mange Iagttagelsesballoner forude. „Es ist befohlen,” svarede han, og derved er der saa intet at ændre, men det er med store Betænkeligheder, at vi gør os færdige til Afmarch.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

1. september 1916. Russiske fly samarbejder med artilleriet

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten. I 1916 var han på orlov i foråret og igen i august, da hans kone døde. I september gik turen tilbage til øst fronten.

Da jeg kom tilbage fra min Orlov, laa vi i en Skov, kaldet „Westfalen Lager”. Her skulde jeg sammen med nogle Kammerater transportere nogle Brædder over en aaben Plads i Skoven.

Russerne kunde ikke se os; men vi havde ikke regnet med en russisk Flyvemaskine, der netop var oppe for at rekognoscere.

Det russiske Artilleri traadte i Virksomhed og beskød os. Vi spredte os hurtigt.

Da Skydningen aftog, raabte Henrik Lund fra Hjordkær — han var ogsaa med — Om jeg endnu var i Live. Det var jeg jo altsaa, men vi samlede vore Brædder sammen og forsvandt skyndsomt.

DSK-årbøger 1952

29. august 1916. Af Willemoës’ notesbøger

Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.

H.P. Hanssen mener, at man absolut skal holde på, at naturalisation i hvert enkelt tilfælde gøres afhængig af et andragende. Og i Danmark bør man overfor andragender sige, at man vil behandle dem med velvilje. Og da spørgsmålet først kan nå at blive afgjort hen i februar måned, vil andrageren formentlig ikke blive indkaldt før den tid. Og så kan meget jo være forandret.

Varer fra de amerikanske hjælpedepoter i Belgien til tyske soldater

Fra den belgiske front kom for 10-12 dage siden Hans og Peter Alexandersen af Sottrup hjem på orlov med tornystre og brødposer fulde af kaffe, ris, te og andre levnedsmidler, som de har fået udleveret fra et amerikansk depot. De forklarer, at når soldaterne er afløst i skyttegravene, tager de ind til depotet og henter rigelige forsyninger, som de så fører med sig, når de går tilbage til skyttegravene. Varerne stammer fra de depoter, som amerikanerne har anbragt i Belgien til lindring af nøden blandt den fattigste befolkning! De to ovennævnte er gode sønderjyder, og den ene af dem har skrevet en række af de smukkeste feltbreve til ”Hejmdal”.

Store tab for Sommefronten

På Sommefronten har 9. Armékorps reserve holdt i 14 dage, medens 4. Armékorps kun kunne være der i 4 dage, og tabene har ved en enkelt bataljon (regiment?) været så store, at den mistede ikke mindre end 2500 mand.

Engelsk-franske flyvere på Sommefronten

Der er forholdsvis få tyske flyvere – i al fald i sammenligning med franskmændenes. Det tyske mandskab i skyttegravene ligger nu mere spredt, og det er til dels modløs, fordi det tyske artilleri ikke svarer tilstrækkeligt på fjendens ild. Forholdet kan omtrent betegnes således at hvor tyskerne skyder 15 skud, kommer der 100 fra fjenden. Årsagen hertil er de fjendtlige flyveres fortrinlige spejdervirksomhed . De er både mange og dristige og flyver langt indover de linjer og så snart de har opdaget en kanonstilling signalerer de til det engelsk-franske artilleri, som i løbet af ganske kort tid enten ødelægger de tyske kanoner eller tvinger tyskerne til at trække dem tilbage.

Og så har fjendens flyvere – englænderne – fundet på at beskyde skyttegravene. En sådan pansret kampflyver er endog gået ned til en højde af ca. 90 m og har med sit maskingevær beskudt skyttegravene på langs; andre flyvere har ligeledes på samme måde men med bomber og naturligvis fra et højere niveau. Imidlertid springer gennemsnitlig regelmæssigt ikke hver 3. bombe, men bliver liggen[de], hvorefter tyskerne senere graver den ud og udtager sprængstoffet, som de har hårdt brug for.

En flyvemaskine af en særlig konstruktion

Der faldt, som bekendt en tysk flyvemaskine ned i Østersøen den [tomt felt]og forlis senere til Bornholm, efter at besætningen var reddet. Det er en maskine af en konstruktion, af hvilken tyskerne har ventet sig meget. Officeren og hans ledsager er nu stillet for en krigsret og menes at ville få en hård straf (Meddelt af en elektriker (sønderjyde), der arbejdede på den pågældende flyvemaskinefabrik. Hvor er maskinen henne? Er den udleveret?

338

Stvb

Det hedder, at to transporter finner på henholdsvis 200 og 400, af den såkaldte bedre klasse (bourgeoisiet) er ført til østfronten for at kæmpe mod russerne. De får en bedre behandling end de øvrige soldater.

-I fjor sendtes en 600 svenske officerer til lejren i Leckstedt for at uddannes i brugen af tysk artilleri. Man har intet hørt til dem siden!

– På Sild er besætningen forøget fra 6000 til 10.000 mand, og det menes, at artilleriet er betydeligt forstærket.

Rømø har også fået større besætning.

-Garnisonsbyerne i Slesvig og Holsten er tømte for felttjenstduelige soldater.

Rekrutdepotet i Lybæk er foreløbigt ophævet.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

25. august 1916 – Ribe Stiftstidende: Ventes der flyverangreb over Sønderborg?

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ventes der flyverangreb over Sønderborg?

Dybbølposten meddeler: Ved forestaaende flyverangreb vil der i Sønderborg blive give advarselssignal med brandsirenen, nemlig et langt og to korte stød, gentagne gange. Naar faren er forbi, vil der blive givet beroligelsessignal, et kort og et langt, et kort og et langt, ligeledes gentagne gange. Ved advarselssignaler maa befolkningen i ro forlade gader og pladser og gaa ind i de nærmeste huse. Køretøjer maa køre videre i roligt tempo. Man bør ikke opholde sig inde i husene i nærheden af vinduer eller døre. Ellers er det sikrest i Parterre. Fremfor alt bør man bevare roen.

Faldne

Landpostbud August Frellesen fra Broager den 13. august falden i Rusland, 39 aar gl. Han efterlader hustru og en søn paa 10 aar.

Heinrich Petersen og hustru i Sønderborg har faaet meddelelse om, at deres søn Broder Hansen er død i søslaget ved Skagerak, 22 aar gl.

Mekaniker Christian H. Jensen fra Erlev ved Haderslev er den 6. august falden paa valpladsen, 22 aar gl.

Thomas Ravn og hustru i Stevelt ved Øsby har modtaget budskab om, at deres søn Siegfred er falden den 11. august, 21 aar gl.

Wilhelm Budde og hustru i Bæk ved Nustrup har modtaget meddelelse om, at deres søn Frederik er falden den 8. august, 28 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Simon Skøtt fra Sønder Aalling er falden og Niels Winge fra Haderslev er død af sine saar.

Anne M. Fogt, født Duus, paa Frederikshof paa Als har uventet modtaget budskab om, at hendes mand, Christian Fogt, er falden den 12. juli, 36 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Andreas Krogh fra Lysabild er falden, at Karl Adamsen fra Gabøl er død af sine saar og at Jørgen(ikke Peter)Lorenzen fra Aabenraa er saaret.

Saarede

Landmand P. Lorenzen fra Avnbøl Mark i Sundeved er bleven saaret.

Andr. Kristensen fra Lundsgaard i Sundeved og landmand Christensen fra Lundsgaards Mark er saarede.

I tabslisten meddeles, at Jens Jensen fra Lintrup er haardt saaret.

Gaardejer J. Fromm fra Grarupgaard er indlagt paa et krigslazaret som følge af en gasforgiftning af en granat.

Enkefru Kolmos i Nordborg har faaet meddelelse om, at hendes ældste søn Jens har faaet den ene fod amputeret.

I fangenskab

Fra Niels Hansen Fogd  fra Avnbøl i Sundeved er der kommen brev om, at han er i russisk fangenskab og har det godt. 

Savnede

Hans Schmidt i Over Aastrup har faaet sin søns pakker og breve tilbage med paategnelsen savnet.

I tabslisten meddeles, at Lorens Lassen fra Skovbøl, Maks Heinsen fra Rejsby og Peter Petersen fra Bodsbøl-Ballum er savnede.

20. august 1916. Østafrika: Engelske fly bomber igen

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. Han fik til opgave at føre tilsyn med evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter.

Den næste Dag, præcis paa samme Tid, kom Englænderne igen, og denne Gang løb Bærerne, længe før de var kommet ind over Hovedet paa os.

Vi andre kom hurtigt saa langt væk fra Magasinerne, som vi kunde naa, og vi fik alle fat i vore Rifler og begyndte at skyde paa Flyverne.

Det hjalp ingenting. Jeg har aldrig set Virkning af Geværild paa Flyvemaskiner, skønt jeg ofte har været med til at skyde paa dem.

Sandsynligvis ramte en Del af vore Projektiler, men blot ikke paa  Steder, hvor de kunde gøre Skade.

Englænderne kastede deres Bomber som Dagen i Forvejen, men maaske paa Grund af Geværilden holdt de sig saa højt oppe, at deres Træfning ikke blev god.

Da de atter var ude af Sigte, kunde vi tage nogle gabende Sprængkratere i Øjesyn og forbinde nogle lettere saarede Bærere.

Og den tredie Dag gentog dette nedslaaende Skuespil sig, men nu gik Wisner, som var gammel Artillerist, over til Handling.

Vi lod Bærerne slæbe en gammel Feltkanon, Model 73, ned til Jernbanestationen, hvor den blev anbragt paa en Drejeskive med Mundingen pegende skraat opad i den Retning, hvorfra Flyverne plejede at komme. Kanonen blev ladt med en Kardus gammelt Krudt, en gammel Granat, og en Tændsnor blev sat i.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

30. juli 1916. Kresten Andresen: “Jeg tror, at offensiven snart vil være forbi her”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Søndag den 30. juli 1916

Kære forældre!
Ja, søndagsvejr er det, men stemningen er ikke rigtig derefter. Jeg har nemlig hele natten igennem slæbt seltersvand ud i skyttegraven, og alt imens gjorde englænderne et angreb derude; men det førte ikke til videre.

Jeg tror, at offensiven snart vil være forbi her. Tyskerne har kørt for meget svært artilleri op, at det kan være muligt for englænderne at komme videre frem. Ellers giver det indtryk af, at englændernes artilleri er tyskernes meget overlegent.

Men navnlig er flyverne overlegne; de lammer hele trafikken bag ved fronten. De kommer ned over skyttegravene i en højde af tit ikke mere end halvtreds meter; leder artilleriilden derhen, hvor de opdager noget, og angriber ofte selv med maskingeværer tropperne i skyttegraven. De får ikke et skud, for så snart der skydes, ved de besked om, hvor det batteri står, og så vil det også snart blive hjemsøgt af de svære 18 cm skibskanoner.

Soldaterne er rasende på vore flyvere, der så godt som aldrig viser sig. Men hen imod aften kommer der gerne en flåde forsigtig frem og iagttager i respektfuld afstand. Men ofte stikker fem flyvemaskiner af, når der så nærmer sig en englænder. – I dag er jeg ved byen Pys, en fem-seks km bag fronten. Her skydes der ikke.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

26. juni 1916. Kresten Andresen: Flyver-esset Immelmann skudt ned

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Mandag den 26. juni 1916

Kære forældre!
Mange tak for pakken med skinke, som jeg fik i går. I går gik jeg en tur sammen med Iskov. Vi blev da vidne til et meget ejendommeligt syn.

Pludselig var luften fuld af engelske flyvere. De fløj omkring med en forfærdelig fart, vendte kort og smidigt i forskellige retninger, forsvandt i skyer og dukkede frem igen. De smed brandbomber ned. Det prægtigste fyrværkeri. Først så man en lille rund røgsky højt oppe i luften; den sprang med et lyn i mange runde røgskyer ud til alle sider, og hver af dem sprang så dybere ned i stumper og stykker, så det regnede ild og stjerner ned på jorden. Vi blev snart klare over, at angrebet gjaldt linjen af de tyske lænkeballoner, som også hurtigt så deres snit til at blive firede ned.

Det var et ejendommeligt fyrværkeri, som regnede det med ild og svovl fra himlen – og det over et meget langt stykke front. 

Forleden blev den berømte tyske flyver Immelmann skudt ned her. Jeg lå og sov i dækningen, men de, der var ovenfor, så det. Der er næsten flyverkampe hver eneste dag her. Englænderne er meget dristige og vover sig langt ind. Det ser ud, som når to haner ryger løs på hinanden, og så knatrer maskingeværerne.

Hvordan går det med høhøst-orloven?

Eder hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

 

11. maj 1916. Nyt fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Luftskibet ”L7”

der blev skudt ned i Vesterhavet af englænderne den 4. maj, hørte hjemme i Tønder.

Påklædningskort. – Højestemål for dameklæder.

I de sidste dage har der ifølge ”Berliner Tageblatt” i Düsseldorf fundet forhandlinger sted mellem ledelsen af rigsbeklædningsstedet og repræsentanter for tekstilindustrien vedrørende den mindre bemidlede befolknings forsyning med tøj i fremtiden. Herved meddeles der, at der med det første skal indføres beklædningskort, hvorefter de mindre bemidlede kan få de nødvendige klæder.

Under et modemøde i handelskammeret i Berlin for nylig nedsattes et udvalg af sagkyndige, som skulle fastsætte højestemål for dame-konfektionsartikler. Det har nu ifølge ”Der Konfektionär” vedtaget, at der i det højeste må bruges. Til paletot’er 3 ¾ meter (af 130 cm bredt tøj), til kostumer 4 ¾ meter, til nederdele 4 meter, til støvkåber 4½ meter. Ved størrelser over 46 skal det være tilladt at bruge mere. ”Berliner Tagesblatt” håber, at disse højestemål endnu underkastes en revision, da de næppe turde medføre nogen besparelse.

Kvindelige banevogtere og konduktører.

I en anordning fra jernbaneminister v. Breitenbach anbefales med henblik på manglen af mandlige kræfter at ansætte dertil skikkede kvinder som banevogtere og sporskiftere, hvor det drejer sig om strækninger med jævne forhold, så driftssikkerheden ikke berøres heraf. Endvidere anbefales det at ansætte kvinder til konduktørtjeneste i persontog på kortere ture. Kvinderne skal under tjenesten være iført en dertil passende klædedragt.

En fangelejr nedbrændt.

Den til henved 70 fanger beregnede fangelejr ved Ensted med beboelsesbygning og køkken nedbrændte i lørdags eftermiddags fuldstændig. For tiden var der henved 20 fanger i lejren; de havde næppe forladt denne for at begive sig til arbejdet, da pludselig flammerne sås slå ud af taget. Det lykkedes husværten, kommissionær Holdt, ved vagtmandskabets og fangernes hjælp at bjerge en stor del af køkkenredskaberne, medens inventaret i vagtstuen og fangerummet blev et rov for luerne. Hvorledes ilden er opstået, er ikke opklaret.

For udbredelse af falske rygter

blev aftægtsmand Peter Chr. Bossen af Store Emmerske den 21. december i fjor ved landsretten i Flensborg dømt en måneds fængsel. Han havde sagt, at kronprinsen var blevet skudt af sine egne folk. Bossen nedlagde revision, der imidlertid ifølge ”Flensborg Avis” i mandags af rigsretten i Leipzig blev afvist som ubegrundet.

Tvangssalg.

Gæstgiver Hans Thaysens kro i Felsted blev i går solgt ved tvangsauktion i Åbenrå. Højstbydende blev Thaysens svoger, rentier Alexander Simonsen i Felsted, med 16.000 mark. Afgørelsen om tilslaget vil følge senere.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Enkefru Maren Madsen i Skast har gennem Røde Kors fået efterretning om, at hendes søn Martin er død af plettyfus i russisk fangenskab den 13. maj 1915. En måned før han døde, mistede moderen en anden søn i Frankrig.

I den 525. tabsliste meddeles, at Karl Callsen af Jaruplund Mark er faldet.

Den 73. marinetabsliste melder, at Christian Thomsen af Flensborg, Martin Fransen af Emmerlev og Wilhelm Davidsen af Trappen er i krigsfangenskab i England.

I den 10. liste over savnede meddeles, at Henry Voss 2. af Åbenrå er faldet.

Ifølge tabslisten er Jørgen Andersen 2. af Østerby (Sønderborg) hårdt såret.

Landstormsmand Jep Knudsen af Bedsted er død på et feltlazaret, 28 år gammel; han efterlader hustru og barn.

Hans Petersen af Brøndlund er hårdt såret.

Marine-tabslisten melder, at Anton Grau af Styding er savnet, efter al sandsynlighed død.