Tag-arkiv: luftkrig

17. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Nedstyrtning

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

Donnerstag 17.1.18

8h) Barom 759,2. +3C. W. 2-3 doms ½ bedeckt, gew. Sicht.

Flugdienst. F.T. Flug mit D.F.W. 2041. Absturz dieser Maschine, Totalbruch. Führer tot, Beobachter schwer verletzt.

2h) Barom. 760,5. -0,4C. 3/4 bedeckt, etw. diesig.

7h) Barom. 761,2. -3,5 C. Stille. 1/4 bedeckt, etw. diesig.

(Bundesarchiv RM112/223)

14. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Ødelagt propel

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

Montag 14.I.1918

8h) Barom. 755, 2-2, 5C[,] N.W. 1,5 doms Schnee

Schiessflüge von zwei K.E. [Kampfeinsitzer] (D.III)
Übungsflug der D.F.W. C.V.2041

2) Barom. 758, 8-6 C.

Infolge zu hohen Schnees rollte die C.V. 2041 beim Landen in eine Vertiefung u. zerschlägt den Propeller.

7h) Barom. 761, 7-8C. Stille, wolkenlos, etwas diesig

(Bundesarchiv RM112/223)

13. januar 1918. Dræbt, da blindgænger detonerede

Jens Rudebeck fra Ravsted gjorde krigstjeneste ved Garde Fussartilleri Ers. Batl. 60,3. Batr. Ammunitionskolonne, som Fahnenschmied.

Der blev flyttet meget rundt med os, og nu lå jeg på en gård i Flandern i nærheden af en større  by,  som  jeg  dog  ikke  husker  navnet  på.  Vort  første  tab  var  en  af  mine  smede,  en dygtig og  flink fyr. Der var en flyveplads i nærheden, og den var  udsat  for talrige  angreb.

En  søndag  middag og  det  var  et  meget  fint  vejr skulle  en  kammerat  af  mig  ind  i  byen efter post. I god tid opdagede han, at der var et flyverangreb på trapperne, hvorfor han kastede sin cykel fra sig og søgte dækning i grøften. En løjtnant og en vagtmester kom ridende,  men  var  ikke  så  forsigtige.  De  ramtes  af  bomberne  og  dræbtes  begge  to  tillige  med deres heste.
 
Min unge  mand blev en bombe-blindgænger var, hvilket han meldte til offceren for sprængkommandoet, men fik kun det ud af det, at vi måtte stille vagt ved den.
 
Og den  næste  søndag,  da  han  atter  skulle  hente  post,  lå  den  uafmonteret  endnu,  men  sprængningsmandskabet  kom dog og var snart i  gang  med det  farlige  arbejde.
Nysgerrig  var  min mand, og han ville  nu  vente  og se  sagen an, afspærret  var der ikke. Bomben eksploderede  for  tidligt,  han  fik  et  sprængstykke  i  brystet  og  var  død  på  stedet.  En  løjtnant  fik  en  arm  revet af, og nogle  af de andre blev såret tillige med en ung pige, der fik klæderne revet  af kroppen.
 
Vores saniteter, der havde sit tilhold ved min vogn, og så jeg stod og betragtede flyverangrebet og oplevede, at en bombe  gik ned i haven lige  udenfor vor gård, og et sprængstykke skar et stykke ud af hans drejlsjakke, men uden at gøre større skade.

8. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Lavthængende skyer

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

Dienstag 8.I.18.

8h) Barom. 741, 5-1 C. N.W. 2,5 doms[,] doms 3/4 bedeckt, sichtig.

D.F.W. C.II No. 9091/16 wird eingeflogen.

2h) Barom. 743,5, 5-2 C.[,] N.W. 2 doms 3/4 bedeckt, sichtig.

Wegen tiefhängender Wolken findet kein weiterer Flugdienst statt.

7h) Barom. 745,5 5-3C.[,] N.W.2 doms wolkenlos [resten ulæseligt]

(Bundesarchiv RM112/223)

3. januar 1918 – Chresten Lysbeck: “… et uhyggeligt Besøg”

Landmand Chresten Lysbeck blev indkaldt ved krigsudbruddet og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitäts-Kompagni Nr. 13, der i januar 1918 befandt sig i Flandern.

Kort efter Nytaar havde vi en Nat et uhyggeligt Besøg. Det kunde til Tider Hænde, at Vandet pressede paa Nyrerne, og saa maate man jo ud selv om det var Nattetide. Kosten var nemlig temmelig vandet og næsten uden Indhold af Næring og Søvnen som Følge deraf lidt urolig.

Saadan gik det mig en Nat jeg var uden for, og da jeg lyttede, kunde jeg høre Flyverne. Paa lyden kunde man ganske tydeligt høre, det var en engelsk Flyver. Lidt efter gik jeg ind igen, lagde mig i “Sengen” og trak Dækket over Hovedet. Hele Kompagniet havde Opholdsrum i Kælderen. Kort efter lød et Brag uden for vort Kældervindue og Vinduesskærmen kom ind i Kælderen til os. Min gode Ven, W. Jensen, laa ved Siden af mig og jeg tiltalte ham med; Sover du, Willi! Træk tæppet over Ørerne, der er Flyvere uden for.

Flyene smed 9 Bomber rundt omkring Hospitalet. Da Uvejret var drevet over, gik vi ud for at se paa Skaden. Værst var det gaaet ud over en af Træbarakkerne, hvor 10 Heste laa saarede og døde. Hele Barakken var saa gennemhullet som et Si. P. Grevsens Apotekervogn var heller ikke bleven skaanet, og om den kunde transporteres videre var et Spørgsmaal.

Da det blev Dag, blev alle ti Heste flaaede og parterede; det gav nu rigeligt med Hestebøf og transporteret tilbage til Føde og for Krigsfangerne, som mange Steder var beskæftiget ved et eller andet Arbejde.

(fra: Chresten Lysbeck: Under Genferkorset, mine Oplevelser mellem Slagene, Haderslev 1933, s. 128-30)

31. december 1917 – Tønder Luftskibsbase: To Albatros D.III ankommer

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

[Mo]ntag
[31].12.17

8h) Barom. 772.5. -2C. O. 2 doms. bedeckt, etw. diesig.
Kein Flugwetter

[tidsangivelse ulæselig] D.III.3151 startet in Nordholz, Land in Tondern 12.40

[tidsangivelse ulæselig] startet D.III.3149 in Nordholz, landet nach einer Zwischenlandung in Husum, um 1.40 n. in Tondern.

2h) Barom. 771,5. -1,2C.  O. 2 doms Bedeckung 4, gew. Sicht.

[tidsangivelse ulæselig] startet D.III.3164 in Nordholz und landet bei Witzmort, da Kolben gefr[oren?] sen. Maschine verladen.

7h) Barom. 771, 1[.] -1,5C. O. 2 doms bedeckt, gew. Sicht.

(Bundesarchiv RM112/223)

 

24. december 1917 – Feltbrev til Flensborg Avis: Ved Juletid 1917

Feltbrev til „Flensborg Avis”

Det ligger i Luften Dage, ja Uger forud, at Julen stunder til. Selv om man blev ældre Aar for Aar, saa holdt sig denne Længsel efter Julen. Det barnlige Sind trængte frem og krævede sin Ret. Herude i Felten er Længslen dobbelt. Det er, som om man for hver Dag kommer Hjemmet nærmere.
De sidste Dage for Jul har det været bidende koldt og. taaget. Alt har været klædt i Rimfrost, og særlig Skovene har frembudt et herligt Skue. Alt bar værret forholdsvis fredeligt, og Flyverne har fuldstændig maattet standse deres Virksomhed paa Grund af Taagen. Juleaftensdag oprinder med det klareste Vejr. Den opgående Sol sender fra første Færd af sine klare Straaler mod de isblomstrede Ruder, og alt hvad der er klædt i Rimfrostens herlige Dragt, faar et mere festligt Præg.

Ved Middagstid sluttes Arbejdet og i et hurtigere end ellers kendt Tempo gaar det hjemad. Vi har Julen fat. Over Middag hentes Granen. Mens Solen skinner saa venligt og Kulde alligevel bider lidt i Næsetippen og øreflipperne, vandrer vi hen over den stivnede Pløjejord til den nærliggsnde Skov. Alle mulige Træer findes her, bare ikke Juletræer. Komme hjem igen uden Gran vilde være flovt, saa vi opgiver ikke Ævred, men søger trøstig videre.

Mens vi staver rundt forgæves søgende, rinder der mig en tilsvarende Julehistorie af Selma Lagelöf i Hu. Min Ledsager bliver helt utaalmodig. Pludselig staar vi i en Mængde Jordbærplanter. „Ja.” siger han, „nu har vi naturligvis Jordbærene, men ingen Gran, og til Sommer finder vi Granen, men ingen Jordbær.”

Endelig efter et Par Timers Søgen staar os Lykken bi. Med 3 smaa Juletræer gaar det atter hjemad. Et beholder vi selv, for de andre to skal der ikke gøres megen Reklame for at blive dem kvit. En Snedker laver Foden, alt imens vi andre pynter efter bedste Evne, og et Øjeblik efter staar Granen paa vort Bord, mens den spreder sin hyggelige Duft i vor lille Stue. Henimod Aften bliver Himlen atter skyet, og blaa, saa det næsten tegner til Sne. Flyverne og klart Vejr, de hører sammen. Fra den tidlige Morgenstund af har de da heller ikke ligget paa den lade Side. Vejrliget tvinger dem nu atter til at gaa ned.

En fredfyldt, næsten højtidelig Stilhed sænker sig i Aftenskumringen ned over Landet. Alt aander Fred. Ingen Flyvemaskiner, ingen skraldende Last-Avtomobiler, ingen Luksus-Avtomobilers T[or?]den; ingen Bagagevognes Raslen, hist og her en Soldat, der gaar over Gaden, maaske for at hente Vand til sine Heste, eller hvad han nu har. Ellers alt stille. Stille, som det maa have været hin første Julenat paa Bethlehems Marker. Og mens man „langmodig igennem Taarer ser”, da mindes man alle herlige — for herlige bet var de — Julehøjtider, man oplevede derhjemme. Nu duges Bordet. Nu bænkes de. Nu synges de kendte Salmer, og nu tændes Granen. Man tænker, føler og lever med i det samme. Det er „Jul som saa mange Gange tilforn og dog Jul paa ganske anden Maade”, hvor men føler, at Julen

” – gror ej op som Gran i Skoven,
daler stille ned fra oven.”

Juledags Morgen gaar det atter paa Arbejde. Hellig og Sogn har Krigen ondt ved at kende Forskel paa. Den dybblaa Himmel fra i Aftes har i Nattens Løb bragt Sne, og endnu sner det stærkt. Efterhaanden stilner det dog lidt af og hører til sidst helt op. Vor Vej fører os forbi faldnes Grav. Ensomt, men alligevel kønt ligger de der ved Alfarvej, dækkede af den fine Sne i den frembrydende Dag. Og jeg tænker Paa det Aar, der nu er paa Hæld, og det, der kommer. Paa alle de gode Venner, der i det svundne Aar fik redt deres sidste Leje paa samme Maade, og —.

Vi gaar det nye Aar i Møde, uvidende om, hvad det vil bringe, men overladende i vor Frelsers Haand; ham, der fødtes Julenat.

A-d.

(Bragt i Flensborg Avis 3. januar 1918)

24. december 1917 – Ernst Christiansen: Mine belgiere 3

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. Herfra skrev han i julen et feltpostbrev til Flensborg Avis, men censuren forbød at trykke det.

(læs anden del)

Rangeringen om Morgenen i Mørke er det værste. Men naar først de lange mørke Slanger sætter sig i Bevægelse, naar de fladbundede Træsko klaprer om­kring en, mens Flokken summer en Melodi, kan der komme en faderlig, veltilfreds Fornemmelse op i den kappeklædte Soldat, der gaar midt i Flokken med Hænderne i Lommen og den lille Pibe i Mund­vigen.

Nye Pligter kommer dog til. Ens egne Folk kla­rer man sig med; værre er det med fremmede. Aarvaagenheden maa skærpes. En Ladeport klaprer undervejs. En Soldat lukker den op, og jeg gaar med ind. En Snes mørke Skikkelser purres ud af Krogene. I en lille Skov ved Vejen vil andre forsvinde. Omsider gryr Dagen, der melder sig grumme sent paa den flandriske Slette, og Arbejdet bliver lettere.

Løsnet er, at disse Folk kun kan styres med den største Skraphed. Helt uden gaar det vel heller ikke. Men bedst gaar det dog, naar Folkene tillige mærker, at man helst vil komme ud af det med dem med det gode. Mine egne skraaler venligt God Morgen til deres Korporal, om end de lige efter med den største Vrangvilje lystrer Ordren til at forlade Ba­rakken. Efterhaanden opløser Massen sig i Ansigter, man kender igen. — Der er den lille Dreng med det morsomme Ansigt, der er den ældre, skæggede Fyr, der ham med Henrik Ibsen-Ansigtet, der den fine Mand, den eneste med Overfrakke osv.

Alle gaar i Træsko, med snævre Bukser, delvis snørede sammen forneden med en Strimmel Tøj. De fleste i aaben Trøje uden Kappe, den flade Hue paa Hovedet og et uldent Sjal om Halsen og Baghovedet. Hænderne i Lommen, Cigaretten tændt. I Rusland gaar Folk helst i Pels paa deres Gaardsplads til hen paa Sommeren. Her rykker de ud paa Arbejde i Vintervejr, som om de vilde skraa over Gaden til Genboen.

Ude kan man have Held med sig. Naar ens Hold bliver delt i Smaaflokke med hver sin Arbejds­leder, er man selv overflødig. Der er Tid til at varme sig lidt i en Beværtning med en Skaal Kaffe. Inde i Lichtervelde mente en lille buttet flandrisk Skænke-jomfru med Opstoppernæse sig forpligtet til at holde os med Snak Juleaftensdag. Hun talte om Krigen og om Flyverne. I de maanelyse Nætter sad Be­boerne oppe til Klokken 2—3 hver Nat. Saa længe brummede der idelig en fjendtlig Flyver over Byen.

— Musikhandlerens Hus derhenne er et af de sidste, der er lagt i Grus. En Kone blev med. sin Seng slynget gennem Gulvet ned i Etagen neden­under og slap godt fra det. Engang da nogen Muni­tion blev antændt, sad vi længe i dødelig Angst. For hver Granat, der sprang, troede vi, at det var en ny Flyverbombe.

Et Flyverbesøg her paa Egnen ænses ellers knap af andre end dem, der staar ved Ballonskytset. I det højeste kaldes man ud for at se paa noget sær­ligt seværdigt. En straalende Solskinsdag med rim-dækket Jord. Paa den blanke Himmel en mærkelig Tegning af Prikker. Først lidt efter lidt løser man Gaaden. Der staar en Lænkeballon, over den fjendt­lige Flyvere, omkring disse Shrapnelskyer, mellem Ballonen og Jorden noget hvidt, der langsomt daler: Iagttageren fra Ballonen, der gaar ned med Fald­skærm. Vi stirrer paa dette Billede. Pludselig en Hvinen og Susen i Luften — vi dukker os uvilkaarligt — et Dump. Hvad var det? Vist en Blindgænger fra Ballonskytset.

Nu er Julen gaaet, Juleaftensdag og anden Jule­dag Arbejdsdag. Juleaften kun en halv Time til at ligge i Ro paa sit Leje og tænke paa dem der­hjemme. Breve er heldigvis naaede frem, Pakkepost ikke; men et Stykke ristet Brød med lidt Smør og Marmelade er heller ingen daarlig Juleaftensnadver. Sent er alle Dagens Pligter fyldestgjorte. Et Par Julesange synges i Barakken, mens et lille 10 Centi­meter højt Juletræ stilles paa Bordet med smaa Kærter. Senere nyder de fleste vaade Varer, og først hen paa Natten bliver der noget mere Ro, saa Øjnene kan falde i. Det er stegende herinde. Tan­kerne gør endnu et Slag hjemover til den festlige Stue med Julegrønt og den hvide Dug og de smaa Ansigter og et Par graa Øjne, saa svinder alt i Taage. Juleaften er forbi.

Juledag møder med Sne- og Haglbyger, Tøvejr og slemt Føre. Hen paa Aftenen henter jeg mine Belgiere til Lønningsappel. Foruden Kosten faar de 3—4 Mark om Dagen. Nogle ligger indsvøbte i deres Tæpper, tit to og to for bedre at holde Varmen. I den ene Barakke er de muntre og sidder i Kreds og leger Flyvere, der skydes ned, og andre mærke­lige Ting, ved Hjælp af Lommetørklæder, som kastes gennem Luften, Kviste, der fejer hen ad Gulvet, Stokke, hvormed Maskingeværilden efterlignes, osv. Sent kommer vi til Ro. Maanen har jaget Skyerne paa Flugt. Det er mild Frost. Et Lag Sne dækker Landskabet. I Nat synes Flyverne at ville lade os i Fred. — Gu’n Nacht, Jungs! — Gu’n Nacht, Korporaal!

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 160-4)

13. december 1917 – Ernst Christiansen: “Her forbandede Underofficerer og menige Krigen”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 13. December 1917.
Det var nyt for mig at høre Berlinerne tale i Orlovstoget. I de Kompagnier, jeg har været i, var der nok Utilfredshed; men man vogtede paa sine Ord. Her forbandede Underofficerer og menige Krigen og ønskede Slut paa den, selv om Tyskland gik Pokker i Vold.
— Er der ved Vestfronten mange, der tænker saadan?
— I vor Division hver eneste een.

En i Soldat, der har rejst med hele Vejen, fortæl­ler Historier. Hans Afdeling fik forleden Udfyld­ning, delvis udskrevne fra Lazaretterne. En af disse sprang paa en polsk Station ud af Toget, snubbede en stor Gris og styrtede ind i Kupeen med den. De overdøvede Grisens Dødsskrig ved at brøle »O, Deutschland, hoch in Ehren«. Grisen blev parteret, og ved Ankomsten til Juratishki fik man travlt med at brase.

En anden Sidemand fortæller gravalvorlig, at hans Svoger har haft det »Schwein« (Svineheld) at drive 1000 Faar bort fra Rumænien. Han solgte seks til Bulgarerne for egen Regning og sendte Pen­gene hjem.
— Og tænk saa! fortsætter Manden forarget, som Pointen i Historien, — saa puttede det Asen af en Bank, som vekslede den fremmede Mønt, en hel Masse af de surt erhvervede Penge i sin egen Lomme for noget, de kaldte Valutaen!

Klemt inde med Kappen paa, stegende Varme, tæt Cigarrøg. Benene sover, ikke faaet mig rigtig va­sket i flere Dage. Nogle Kanoner undervejs paa Jern­banevogne, et langt, øjensynlig meget brugt Lazaret­tog, det er det hele, jeg i øvrigt mærker til Krig. Mørkekørslen i Forbindelse med Bevidstheden om Flyverfaren var noget nyt. Men naar man har rejst i flere Døgn, er man nærmest ligeglad.

Efter Natten i Ventesalen i Courtrai gik jeg ud paa Perronen. Man kan se, at det er rigtigt med Flyverfaren. Næsten alle Ruder i den store Perron­hal er knuste og afløste af Brædder. Histhenne endnu et stort Hul fra den sidste Bombe. Men Hundreder og Tusinder af Soldater, orlovsrejsende osv. trænges paa Perronerne.

Glædelige og sørgelige Overraskelser i Barakken. Da jeg kommer ind, staar nogle Soldater med blot­tet Overkrop og ser deres Skjorte efter. Utøjsplagen er langt værre her end i Rusland. Næsten umuligt at slippe, siger mine gamle Kendinge. I hvert Fald maa en lille halv Time hver Dag bruges til Eftersyn.

Kosten er langt rigeligere og bedre her end mod Øst. Ingen behøver at sulte. Vi bygger Dækninger, Reservestillinger osv. og ligger i en Del af en stor tom Barakby, hvortil der ventes belgiske Civilarbejdere. I Depoterne, til Ek­sempel Elsenbeeke her i Nærheden, er der ophobet uhyre Forraad af alle Slags, og desuden staar mange Jernbanevogne fulde af Feltbaneskinner, Pigtraad, Træuld osv. Hver Morgen samles Tusinder af Sol­dater og Fanger ved et saadant Oplagssted, og det er tit komisk at se, at man somme Tider tilsyne­ladende har vanskeligt ved at hitte paa noget Ar­bejde til dem alle, hvad der igen bevirker, at ingen tager sin Opgave alvorlig.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 153-5)

11. december 1917 – H.P. Hanssen: “et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8.  december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.

Dagen efter blev jeg kaldt til Divisionslægen, som udtalte sig meget anerkendende om min Søn, der som Bataillons-Forplejningsofficer bl. a. ogsaa havde sørget for, at Divisionens Lazaretter altid var velforsynede med alle Fornødenheder. Han trøstede os med, at Faren nu var overstaaet, om 4 Maaneder vilde han forhaabentlig atter kunne sidde i Sadelen!

Da jeg kom tilbage til Hotellet, kom Regimentsadjudanten og overbragte mig en Indbydelse fra Bataillonschefen, Grev Blücher, til Middag hos Staben. Jeg vilde blive afhentet Kl. 12. Da vi kørte opad Dalen, var Vejen dækket med Kulisser, ved begge Sider af Vejen var Markerne fulde af Granathuller. Officeren, som ledsagede mig, sagde: „Naar Franskmændene skaaner Mühlhausen, er det sikkert kun, fordi de regner bestemt med at faa den ved Fredsslutningen.”

Ved Bordet spurgte Officererne mig meget ivrigt, hvorfor der ikke blev bygget Tanks, og jeg mærkede hurtigt, at de nærede en meget stærk Frygt for dette nye engelske Angrebsvaaben. Jeg svarede: „Alt hvad Tyskerne kan skrabe sammen af Arbejdskraft og Materiale anvendes til Bygning af Undervandsbaade. Det betragter Hærledelsen som vigtigere.”

En enkelt Ytring af Bataillonskommandøren, Grev Blücher, kastede et skarpt Strejflys over mange Officerers Tænkemaade. Greven udtalte sin stærke Misbilligelse af en ny Regimentsbefaling, hvorefter det var bleven Officererne forbudt at medtage „Souvenirs” og mere brugelige Ting fra de besatte Landsdele. „Vi laa,” sagde han, „forleden indkvarterede paa et smukt monteret fransk Slot. Jeg fandt der det dejligste Sévres Porcelæn og Krystal. Men maatte nu lade det staa. I Grunden er det jo ganske meningsløst, nu bliver det dog slaaet i Stykker, og hvor megen Glæde kunde jeg ikke have haft af det hjemme i Tyskland.” — Kommentarer er overflødige.

Staben laa en Mils Vej fra Mühlhausen og en tre Fjerdingvej fra den yderste Frontlinje. Bataillonskommandøren spurgte mig, om jeg havde Lyst og Mod til at tage en Tur med ham ud til den. Jeg svarede ja. Vi fik et lille Ponykøretøj og kørte af Sted. Først ud ad den samme, med malede Kulisser og Straaforhæng overdækkede Vej, som skjulte al Passage for Franskmændene. Et Stykke ude maatte vi stige ud og gaa videre til Fods. Markerne var nu helt øde, oprevne af Granater og overgroede med Ukrudt fra forrige Sommer.

Vi kom ind i den forreste Artilleristilling, hvor den kommanderende Officer, en Kaptajn, med Stolthed viste os, at hans Dækning Dagen før havde modstaaet en svær Fuldtræffer. I Luften over os svirrede fire franske Flyvere, paa hvem de tyske Batterier vedligeholdt en livlig Kanonade. Smaa hvide Shrapnellskyer omgav dem paa alle Sider, men det generede øjensynligt ikke Flyverne. Det store Rum var udenom.

Jeg blev præsenteret som tysk Rigsdagsmand og Artilleriofficerens første Spørgsmaal til mig var atter: „Hvorfor bygger vi dog ikke flere Tanks? Ser De Marken derovre,” fortsatte han, „ad den vil der en Dag bryde Tanks frem. Vi kan sende dem et Par Salver, paa det indøver jeg mit Mandskab, men naar de er affyrede, er vi i Virkeligheden værgeløse. Det er absolut nødvendigt, at Hæren faar Tanks.” Under mine følgende Samtaler med Officerer gentog det samme sig Gang efter Gang. „Tanks! Tanks! Tanks!” lød det fra alle Sider. Det var tydeligt nok, at Englændernes sidste Angrebsvaaben er meget frygtet.

Efter endnu at have aflagt et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger, kørte et Par Officerer mig tilbage til Mühlhausen. Paa Gaden stødte jeg uventet sammen med Byens Repræsentant i Rigsdagen, Emmel, som saa meget mørkt paa Situationen. Dagen efter rejste jeg hjem.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 179-81)

26. november 1917 – Hejmdal: Fra Felten

Fra Felten.

Bag Fronten d. 12. Oktober 1917

Kære Kammerater!
Det vil sikkert glæde Eder, som før har været Medlem af vor Bataillon, at modtage et Livstegn fra gamle Bekendte. Den oprindelige Stamme er reduceret, saa denne Hilsen gælder mangen en god Ven. Jeg vil ikke skildre den svundne Tid af tre lange Aar, som vi jo i længere eller kortere Tid har oplevet sammen, det vilde være et flere Dages Arbejde, jeg vil blot forsøge at bygge Bro mellem det Spand af Tid, som ligger mellem Fortid og Fremtid (vi ha[a]ber jo at mødes igen).

I Dag er det den 12. Oktober, saa var det jo den 11. i Gaar, og paa denne Dag har vi nu paa fjerde Aar været samlet i en sluttet Kreds af nordslesvigske Mænd fra alle Egne for at hilse paa vor fælles gode Ven og Kammerat Gaardejer Hans Joh. Hansen fra Harreby, der tjener som Underofficer i et Landbrugskompagni. Vi har hvert Aar ment, at det skulde være sidste Gang, vi fejrede Fødselsdag i den feltgraa Uniform, men det er hidtil ikke gaaet efter vor Mening.

Aftenen tilbragte vi gemytligt, som kun en Krigs-Specialist kan skildre den. Fødselsdagsbarnet, som i Gaar fyldte sit 40. Aar, beværtede os med alle gode Sager, som Madkassen fra sidste Orlov indeholdt, og som Rosinen i Pølseenden med en Flaske Vin, som vi drak af primitive Glas. Som de foregaaende Aar blev vi til Slut indbudt til næste Aar at møde i hans Hjem i Harreby.

Da jeg intet Nattetegn havde, maatte jeg bryde tidligt op fra Selskabet og overlade og overlade Eders gamle Bekendte, Simonsen fra Fæsted, Nissen fra Fol, Knudsen fra Vonsbæk og Ole Riis fra Skrydstrup at fejre videre.

Jeg gik saa ene op over Bjergene, indtil jeg naaede mit Kvarter, et Stenbrud højt, højt oppe. Stjernerne tindrede saa klare, dog laa der i Syd og Sydvest, ind over Skoven, noget mørkt i Horisonten. Lyskugler og Kanonglimt lyste af og til op og de kendte Egne i Dalen saas tydeligt og laa som i magisk Belysning. Byerne kender I jo saa godt, de smukke landsbyer laa som mørke Pletter, da hvert Lys er blændet, fordi Flyverne hjemsøger Egnen med deres Bomber.

Just som jeg naaede Lejren, begyndte Lyskasterne at afsøge den begrænsede Plads i Himmelrummet, som de kan naa med deres Lys, for at faa Flyveren blændet, saa han taber Kursen og Fladbatterierne kan begynde deres Virksomhed. Vagtmandens monotone Skridt høres, han, han puster op i Luften og udbryder: ”verflucht nochmal”, og fortsætte sin ensformige Runde. Jeg gaar ind i min Hytte, Staldvagten sidder og spiller Kort, jeg byder dem God Nat og gaar i Køjen.

Du tog dog Fejl i Aftes, gamle Ven, Du fortrød, at Du havde faaet Rugen, da det sikkert vil give bedre Vejr i Dag, men i Dag er Vejret graat og Stormen hyler. De gulnede Balde falder, det begynder at dryppe, og nu strømmer Regnen ned. Da rinder mig i Hu det gode gamle Ordsprog: Den Gerning, du kan udføre i Dag, opsæt ej til i Morgen. Og jeg tror sikkert, at Hans Hansen ogsaa i Dag glæder sig over, at fik Rugen lagt i Gaar.

Nu kære Venner, aller Jer, som har været sammen med os, gælder denne Hilsen. Lad ogsaa engang ved Lejlighed hører fra Eder. Og saa paa Gensyn hjemme ved den gamle Strand.

Eders J.H.

*

den 19. November 1917
Kære ”Hejmdal!”
Undertegnede Nordslesviger beder dig om at sende Venner og Bekendte derhjemme og ude ved Fronterne de venligste Hilsener.
Carl Schink fra Hjortspring.

I Haab om et godt og lykkeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig sendes hermed en venlig Hilsen til Slægt og Venner.
Jens Christensen fra Melsmark

d. 15.11.17.
Kære ”Hejmdal”!
Tak for Bladets Tilsendelse. De hjerteligste hilsener til Slægt og Venner, ude og hjemme i vort kære Nordslesvig, sender
Christian Schmidt fra Korsbjerg ved Toftlund

En Hilsen til Venner og Bekendte baade hjemme og ude med Ønsket om et lykkeligt Gensyn.
Jakob Jakobsen fra Felsted.

Sender ad denne Vej venlige Hilsener hjem og ud til Fronterne.
Peter Poulsen fra Toftlund.

Paa et godt og glædeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig.
Christian Duus fra Vojens

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte derhjemme i det kære Nordslesvig og herude i Felten.
Jes Petersen fra Rejsby.

Faldne.
Arbejdsmand Christian Schürmann fra Broager er ifølge ”Fl.Av.” falden den 9. November. Schürmann, der var bleven gift under krigen, efterlader sig foruden Hustruen et Barn paa 2 Aar. Han var Indehaver af Jernkorset.

Enkefru Bondesen i Toftlund har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Søn Jep er falden. En anden af hendes Sønner er faldet i 1915, og en tredje Søn er saaret.

I Fangeskab.
Carl Marect fra Egeskov ved Skodsbøl, der i sin Tid var med ved Østfronten og har været savnet siden Maj 1915, har nu kunnet meddele sin Hustru, at han er i russisk Fangenskab og befinder sig i Sibirien.

Udvekslet.
Murer Marius Hinke fra Broager, der før sin Indkaldelse i mange Aar var ansat i Horns Bygningsforretning der i Byen, og som under Krigen var falden i russisk Krigsfangenskab, er bleven udvekslet og sendt hjem.

Dekoreret.
Skytte Karl Nissen, Søn af Arbejdsmand Sønnik Nissen i Damgade Nr. 2 i Haderslev, har faaet tildelt Jernkorset. Han ligger for Tiden saaret paa et Krigslasaret, men vil ifølge ”Dv.” snart blive udskrevet.

Vagtmand hjemme.
Malermester Nissen fra Toftlund er nu bleven Vagtmand i Allerup. Han fyldte en Maaneds Tid efter Krigens Udbrud sit 45 Aar.

Hjemme paa Orlov.
Gaardejer Johannes Good fra Stevring samt Barber H. Svane og Købmand M. Martensen fra Nordborg er for Tiden hjemme paa Orlov.

28. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Besøg i Brügge

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Fra Brüssel rejste vi den 28/10 om Aftenen til Brügge, hvor vi ankom næste Formiddag. Brügge og Zeebrügge, sidstnævnte beliggende ved Nordsøkysten og forsynet med meget store Havneanlæg, og begge indbyrdes forbundne ved en dobbelt Kanal, er som bekendt Nerven i og Basis for den tyske Undervandbaadskrig, for Flyvertjenesten langs Kysten og for Forsvaret af hele det nordlige Afsnit af Fronten. Disse Steder er derfor udsatte for fjendtlige Flyverangreb.

I Brügge besøgte vi nogle Luftmaalsbatterier og Marinekorpsets kartografiske Afdeling. I Batterierne fik vi en fuldstændig Redegørelse for Ordningen af Byens Luftforsvar, og i den kartografiske Afdeling blev den daglige Fremstilling af Troppekort pa Basis af Flyverfotografier gennemgaaet: begge Dele skal senere blive omtalt. Tillige besøgte vi en stor og vel organiseret Pionerpark i Jahbeke. […]

L. Brügges Luftforsvar

a. Ordningen.
Ved Ordningen af Brügges Luftforsvar er der en Ejendommelighed, at det tyske Marinekorps, da engelske Flyvere i det Hele taget nødig kaster Bomber ned i de større belgiske Byer, har kunnet stille Beskyttelsen af selve Byen noget i Baggrunden for særligt at værne de tre militær Objekter, der er Maal for Angrebene, nemlig Værftet (Undervandsbaadsstationen) Nord for Bygen, Arsenalet Sydvest for Byen og – dog i det mindst Grad – Jernbanestationen i Byens Sydkant.

Dette giver sig dog mindre Udslag i Opstillingen af Skyts og Projektører, der alle er spredt ret ligeligt rundt om Byen, end i Maaden Luftmaalskanonerne1) bruges paa, idet al Skydning især om Natten først og fremmest baseres paa bestemte Spærreskydninger om de 3 Angrebsobjekter.

For fjendtlige Flyveres Vedkommende har dette særlige Forhold Betydning med Hensyn til Valg af Vejrforhold og Flyvehøjde. I klart Vejr kommer de meget sjældent om Dagen, da de, for at være nogenlunde sikre mod Luftmaalskyset, maa gaa op i ca. 6000 á 7000 [m] højde, og i denne Højde meget vanskeligt kan ramme de 3, forholdvis smaa Maalomraader: bedre er det i klart Vejr om Natten, thi da kan de nøjes med 2-3000 m2) Flyvehøjde, hvilket giver rimelig Træfsikkerhed for Flyverbomberne. I Taage om Dagen eller diset eller stærkt skyet Vejr om Natten vilde Bekastning af Værft m.m. blive et Foretagende på Lykke og Fromme, der let kunde gaa ud over Byen, og Flyverangreb er følgelig udelukkede.

Allerbedst er klar Nattehimmel med Fuldmaane, thi da kan Lyskasterstraalen ikke trænge igennem; saadant ”Flugwetter”3) var der om Natten 29-30/10 1917, da der under vort Ophold paa Banegaarden blev kastet Bomber paa det 1000-1500 m derfra liggende Arsenal, i øvrigt uden at dette blev ramt (efter hvad der blev paastaaet).

Luftforsvaret i Belgien raader over sit eget Telefonnet, der strækker sig helt ned mod Fronten og samles i Grupper om de Steder, hvor der er etableret særligt Luftforsvar. I hver enkelt Gruppe, f. Eks. Byen Brügge, forbindes en Hovedstation med Luftmaalsbatterier og Lyskastere og disse indbyrdes.

Naar fjendtlige Flyvere, der om Natten skelnes fra egne paa Motorens Lyd, gaar ind over Fronten, indmeldes de efterhaanden som de passerer eller nærmer sig Stationer eller Grupper, saa at man stadig kan følge deres Vej, og naar de nærmer sig en Gruppe med Luftmaalsskyts, alarmeres denne, naar de er 7-8 km borte.

Ved Brügge er der af Luftmaalskyts i alt opstillet 10 Batterier paa 3 á 4 Kanoner med følgende Skytstyper: Moderne 8,8 cm L/45 Luftmaalskanon, 7,7 cm Feltkanon, Feltkanon af særlig Type og 37 mm Kanon. Batterierne ligger gennemgaaende 1,5-3 km uden om Byen.

Projektørerne, der 150 eller 200 cm2, og som under normale Forhold kan lyse 7-8 km, under særlige gunstige Forhold indtil 18 km i Luften, er opstillede i 2 Kredse udenom Byen og fuldstændig uafhængigt af Batterierne. Den indre Kreds, so omfatter 26 Lyskastere, ligger 1-3 km fra Byens Omkreds, den ydre Kreds, der ahr 30-40 Lyskastere, ligger længere borte.

Erfaringen har vist, at Lyskastermandskabet meget hurtigt efter Lydens Retning (og uden særlige Høreapparater) kan faa rettet Lysstraalerne paa Flyverne – og har en Lyskaster først fanget dem eller en af dem, bliver alle Lyskastere øjeblikkelig rettet paa dem, saa at man faar Flyverne i et Skæringspunkt eller maaske rettere snævert Skæringsomraade af mange Lysstraaler. Men sker dette, blændes Flyverne i en saadan Grad, at de, ligesom naar de kommer i en tæt Sky, fuldstændig mister Orienteringsevnen endog for, hvad der er op eller ned, og de kaster da hurtigst muligt alle de Bomber, de har hos sig, for ved hastig Stigning at unddrage sig Livsfaren.

De tyske Marinemyndigheder i Brügge tillagde derfor Lyskasterne større Betydning end Luftmaalsskytset om Natten. […]


1) Forkortet: ”Flak” = Flugabwehrkanone.

2) Tidligere 1000-1600 m: det er de velanlagte Spærreskydninger, der tvunget dem i Vejret.

3) I Modsætning til ”Fliegerwetter”, hvor Taage, Dis[,] Storm o.l. gør det muligt for Flyverne at blive hjemme.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

1. oktober 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “I Flyvehallene er der 3 Zepp.”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Esbjerg.
Afskrift af en fra K.O. I Ribe modtager Meddelelse.
I Tønder ligger c 600 Marine og 1 Landstormbataillon; I Flyvehallene er der 3 Zepp., hvoraf den ene har N. 54, og 8 Flyvemaskiner (meddelt af en tysk Infanterist, der er gaaet over Græsen ved falskt Pas). En anden Meddeler fortæller, at der er 4 Zepp og c 20 Flyvemaskiner (Afskrift af Bilaget i E-Arkivet)

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

30. september 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den britiske “bite and hold”-taktik, der tilsyneladende har knækket koden til at føre krig mod det fleksible tyske forsvar i Hindenburglinjen. I denne uge angreb de ved Polygon-skoven i retning mod Zonnebeke. Det var også i denne uge, at det tyske flyver-es Verner Voss blev skudt ned. Det handler også om det store forsøg på forræderi ved den italiensk-østrig/ungarske front ved Sugana-dalen i Trentino – en gylden chance for gennembrud, som italienerne ikke greb. Der er også britisk fremgang i Mesopotamien ved Eufrat-fronten

26. august 1917. Claus Eskildsen: “Den Søndag i Réveille glemmer vi aldrig.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Sidst i august bliver byen hvor Eskildsen og hans regiment arbejder bombarderet af en fransk flyvemaskine.

Den 25. August trækkes Regimentet sammen i Byen Réville, og Staben flytter derhen. Til Skrivestuen har man gjort Kvarter i en Hønsesti; men vi erobrer et lille Rum med et Vindue ud til Gaden.

Den følgende Dag er en Søndag, en straalende Solskinsdag. Oberstløjtnanten er vendt tilbage, hilst med oprigtig Glæde af hele Regimentet. Soldaterne har bygget sig Telte ude paa Bjergskraaningen, Livslysten er vaagnet, efter at de er sluppet ud af de mørke Gaskløfter. En fransk Flyver kredser over Byen, ingen lader sig forstyrre af det. Det var dumt!

Han har iagttaget Menneskemyldret i Réveille, og nu faar vi Kanel, saa det forslaar noget. Franskmanden strør hele Byen over med Granater; Folkene flygter fra Teltene op i Ly under Bjerget. De har det for en enkelt Gangs Skyld bedre end Trainmandskab og Skrivere, der ikke saadan kan løbe fra det hele.

Vi bliver siddende og arbejder — indtil Franskmanden sætter et kraftigt Punktum.

Paa een Gang faar vi Vindue, Glas, Jord, Støv, Kalk, Røg, Os, Damp lige ind i Ansigtet. Bordet med Papirer og Blæk er dækket til, min ene Hjælpeskriver klasker bagover med samt sin Bænk, vi styrter ud af Stuen, blødende alle sammen. Men vi er alligevel ogsaa denne Gang sluppet med Skrækken.

Granaten gik ned lige foran vort Vindue, men vore Saar stammer alle sammen fra Glassplinterne. Til Gengæld er der mange, vi piller i Hundredevis af Glasstumper ud af Huden paa hverandre. Den ene efterlod paa min Finger et Ar, der ses endnu. Selv en Skriver kommer arret hjem fra Krigen.

Oberstløjtnanten sender oppe fra Bakken et Par Mand ned for at hjælpe os. De har deroppe fra set det hele og tror, at vi er døde eller Saarede alle til Hobe.

Han befaler, at vi med det samme skal flytte tilbage til Brandeville. Vi pakker og forlader Byen. Den ser uhyggelig ud. Paa den ene Side af Gaden svømmer to Heste i deres Blod, paa den anden Side ligger der en blodig Masse, som ved nærmere Eftersyn viser sig at Være en Menneskekrop, uden Arme, uden Ben, uden Hovede. Over 100 døde og Saarede samler man sammen i Byen.

Den Søndag i Réveille glemmer vi aldrig.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 181-183

21. august 1917 – Tønder Luftskibsbase: L23´s undergang

Klokken ti minutter i fem om morgenen den 21. august 1917 forlod L23 under kommando af Oberleutnant zur See Dinter luftskibsbasen ved Tønder. Opgaven var som så mange gange tidligere at rekognoscere over Nordsøen. 45 km ud for Bovbjerg fik L23 øje på en flåde af britiske krigsskibe bestående af  fire krydsere og 15 destroyere.

Ombord på krydseren HMS Yarmouth befandt sig en flyvemaskine af typen Sopwith Pup. Flight Sub-Lieutenant B.A. Smart beretter:

Jeg modtog ordre til at angribe Zeppelineren. Jeg tog straks afsted i Sopwith Pup N.6430. Zeppelinerens position var 15-20 km syd-syd-vest. For først at blive opdaget, når jeg var helt henne ved Zepp´en, havde jeg kort tid forinden ladet fremtrædende mærker overmale delvist med grå maling.

Jeg steg jævnt med en hastighed på 100 km/t indtil 9.000 fods højde, med zeppelineren i syne hele tiden, bortset fra når den lejlighedsvis blev skjult af skyer. Fortsatte så i svagt nedadgående kurs, da zeppelineren nu var langt under mig, farten var da 150 km/t.

Da zeppelineren endelig var inden for skudvidde, lå den 1.500 fod under mig, min egen højde var 7.000 fod. Jeg placerede mig så direkte bag den, sådan at gondolernes maskingevær ikke kunne beskyde mig, og dykkede så omtrent i vinkel på 45 grader og nåede 165 km/t. Observerede en mand med maskingevær på toppen af skroget, men jeg zigzagede let, indtil jeg var helt tæt på, og så vidt jeg ved, blev ingen dele af flyet ramt.

På 150-200 m´s afstand affyrede jeg en salve på 10 til 15 skud, men de gik ret højt, så jeg dykkede, fladede ud og skød uafbrudt indtil jeg var 20 m fra agterstavnen, da flammer brød frem og jeg foretog et skarpt dyk og drej for at undgå at torpedere zeppelineren. Efter at have rettet op, kikkede jeg tilbage for at fastslå resultatet.

Agterstavnen var opslugt af flammer og den faldt øjeblikkeligt. Ved forenden hang noget, som jeg senere fandt ud af var en mand på vej ned i faldskærm. Skelettet foldede sig sammen og flammerne spredte sig hurtigt fremefter, og da zeppelineren tilsidst ramte havet, var kun en meget lille del intakt. Den fortsatte med at udsende en høj søjle af tyk sort røg indtil der kun var nogle få pletter tilbage. Min højde var da 3.000 fod.
(D.H. Robinson: The Zeppelin in Combat, 1994, s. 262-3)

Smart landede derefter på vandet foran en destroyer, som samlede ham op, og også reddede flyets maskingevær og motor. Alle ombordværende på L23 mistede livet. I løbet af aftenen lokaliserede en tyske flyvemaskine en olie- og brændstofplet på havet, og bjærgede en af L23´s propeller.

13. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det igen navnlig om Det tredje slag om Ypres (Passchendaele), som tyskerne kalder Flandernschlacht, hvor mudderet vanskeliggør kamphandlingerne. Men også på Østfronten er der bevægelse: von Mackensens tyske armé rykker frem i Rumænien og krydser Suritsa-floden. På samme front rykker centralmagterne frem ved Oituz. Længe nordpå på Østfronten går russerne derimod til angreb, men bliver stoppet med store tab. På den russiske hjemmefront vejrer bolsjevikkerne morgenluft. Og så handler det om de britiske eksperimenter med hangarskibet HMS Furious – (der i 1918 skulle spille en afgørende rolle i angrebet på Zeppelinbasen i Tønder).

13. august 1917. A.P. Andersen bygger ballonhal i Frankrig

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33

I Sommeren 1917 flyttede vi en Del rundt i Champagnen med vor „Ballonzug 33“. Et af de Steder, hvor vi var længst, var i en Ballonstilling i Nærheden af Landsbyen Bétheniville sur Suippe.

For at beskytte Ballonen mod Sol og Regn og maaske lige saa meget for at give os noget at bestille paa Regnvejrs- og Taagedage, naar Ballonen ikke kunde gaa op, fik vi Ordre til at bygge en Hal, — i Dag vil man vel nok sige: en Hangar. Da jeg var „Bautechniker” i Civil, blev jeg sat til at forestaa denne Opgave.

Inde i Bétheniville fandt vi en Fabriksbygning, der var brændt; men Tagkonstruktionen, der bestod af Polygonbindere af Vinkeljern, kunde bruges til vort Formaal. Vi rettede den ene Side af Tagbinderen ud, saa de to lange Sider blev parallelle, og fik saaledes en fin Stræbesøjle, og ovenpaa to af disse satte vi saa en almindelig Polygonbinder. Søjlerne blev spigret fast til nedgravede Jernbanesveller. Over Binderne lagde vi Lægter, Brædder og Pap. Paa medfølgende Billede kan man se, hvor elegant en Konstruktion det blev.

Hjemmefra fik jeg sendt Regnestok og statistiske Tabeller, og aldrig i mit Liv har jeg haft det saa nemt med de overordnede og tilsynsførende Myndigheder og Byggeautoriteter, for naar mine Beregninger var udført paa et Stykke Kladdepapir, var Tilladelsen i Orden, og Byggeriet kunde begynde.

DSK-årbøger 1951

5. august 1917 – Johannes Ankersen: “… midt i det store Flandernslag”

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern, den 2. august gik Ankersen og hans mænd i stilling.

Nu var vi altså midt i det store Flandernslag. Hyggeligt var det ikke, det kan man vel sige, men efter min mening var det ikke så forfærdeligt som Sommeslaget. Også her holdt englænderne deres sanitetspause, det vil sige at de to timer overhovedet ikke skød. Desuden have vi også på tysk side en mængde artilleri, der ikke var fjendens så underlegent og som også skød fligtigt. Forplejning kom frem hver nat. Vores divisionschef, general Lequis, sørgede særligt for det. Også ham selv så vi ofte i forreste linje. Angst kendte han ikke, og sådan vandt den tidligere så hadede snart alles hjerter.

Tabene de første dage var ikke så store, på trods af at englænderne gjorde flere angreb. Ubehageligt var det med regnen, og de engelske flyveres frækhed, af hvis vovemod og koldblodighed vores kunne have taget ved lære af, men ikke gjorde. Hele dagen lang kunne vi på grund af den fjendtlige ild ikke rigtig bevæge os, kun i kamppauserne åndede alle for et øjeblik ud og fik nyt livsmod.

Fire dage varede min første tur fremme, så blev jeg afløst. Den officer, der bragte det nye mandskab frem, og som skulle afløse mig, havde ikke samme held som mig. Afdelingen blev ramt i Hølunden og næsten halvdelen af underofficererne og mandskabet blev såret eller faldt. Jeg selv kom efter afløsningen godt tilbage.

Vi glædede os over hvilekvarteret, der gav os mulighed for at spise varm mad, at blive vasket og sove uden forstyrrelser. Syv dage havde jeg ro, først da skulle jeg igen være syv dage fremme. Da vejret i mellemtiden igen var blevet varmt og tørt, havde vi det dejligt i hvilekvarteret. Stemningen var i det store hele ikke dårlig på trods af kampdagene gav rigligt med arbejde, fare, ubehageligheder, snavs og strabadser. Det viste sig, at tiden i Rusland havde været godt for vores nerver, vi følte os nu også i stand til at udholde noget. Et faktum er det, at vi i den tid hvor vores division var indsat, på trods af mange angreb ikke mistede en meter land.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

23. juni 1917 – Peter Geil: “… mange Døde der og en hæsslig Lugt fyldte Luften”

Pastor Nicolai C.  Nielsen brevvekslede under krigen med mange nordslesvigske soldater, en af dem var Peter Geil.

Skreven d. 23.6. 1917

Kære Herr Pastor.
Det sidste Brev jeg fik fra Dem med 2 M var i ”Waziens.” Siger dem mange tak derfor. Pengene kunde jeg storartet bruge. Min Pengepung var snart tom; men det ere jo ingen Skam for en Soldat. Vi skulde lige en Badetour til Douai.

Vi rykkede saa nærmere til Fronten og d. 27. Mai kom de første af vore M.G. Kompagnier i Graven. Vi bragte baade Gewehrene og Patronkastene frem. Hver Mand havde 3 eller 4 Kastener med 250 Patroner i hver. Det var ikke en ledt Byrde. Vi gik i 2 Timer fra Vejen hvor vi blev kørt hen over fri Mark til Stillingerne. Der befandt sig kun Granathuller, som vore Tropper laa i. Helt vorne var der en Grav. Det lignede dog i hværtfald en. Her og der var den skudt sammen. Den var kort forinden stormet af vore Tropper og bleven omarbejdet i en tysk Grav. Kl. henimod 6 vare vi hjemme igen.

Vi vare saamange tilbage, saa vi kunde løse dem af der laa forne efter 3 Dage. De næste Aftener bragte vi dem spidse ud. Jeg skulde med en til, hen til Gewehr 1. Det laa helt forne i Graven. Vi viste ingen rigtig Besked og kom for langt fremad og til vendstre.

Lige med et bekom vi et Fyroverfald, det er karakteristisk for den lumske Engländer. Han skød strægvis og Salve paa Salve af Granater og Schappnells 15-20 Skud af Gangen. Der var Granathul ved Granathul. Et dækkede halv det andet. Saaddan var Jorden oppløjet. Men saa hurtig det gik løb vi. Af og til fald man med Spidsen. Saa godt det gik passede man paa, at man intet tabte. Schrapnellkuglerne og Granatstykkerne fløj til højre og vendstre for os. Jeg undrer mig endnu i dag , at vi kom udskadt derfra, da og Salverne kom længere frem. Herren havde bevaret os vidunderlig.

Tilbage ventede vi i et Granathul til Overfaldet var til Ende. Saa gik det frem igen og tilsidst fandt vi dem, der laa mange Døde der og en hæsslig Lugt fyldte Luften og Graven især om Natten. Efter 3 Dage løste vi saa af og kom til Gewehr een, da vi vidste, vor det laa. Englænderne laa 150 km fra os, og om Natten laa han i en fremskudt Sappe, hvorfra han skød sine Lyskugler over i vor Grav. Det fjendtlige Artillerie skød altid for vidt, omendskøndt stundom lige ved Gravkanten, saa Jordklumper fløj i Graven.

Det medste maatte vi passe paa for vor egen Artillerie. Det skød ofre for kort og den første aften vi vare der, slog en Fuldtræffer i Graven. En var død. En anden blev begge Been revet af, han døde ogsaa kort efter og to vare haardt og ledt saaret. Det var skrekkeligt. Vi skød ofte Lyskugler (røde) af, at vor Artilleri skulde lægge Ilden videre frem, men de næste Dage havde vi det[]samme igen. 2 Blindgængere slog i vor Dækning. En Lykke var det at de ikke exploderede. Man mærker Herrens bevarende Haand.

Næste Nat blev der begravet, 6 Englændere var det vel, som laa med Hovedet lige for Graven og altid var der jo en Horchposten ude fra os. Maskingewehrbetjeningen har det bedre, da de om Natten ikke behøver at arbejde; men een staar stadig Vagt. Den sidste Nat havde vi ”erhöhte Gefechtsberitschaft”. Man troede at Egnlænderen vilde gribe an. En Patroullie var ude fra os og skulde se at tage nogle til Fange i Sappen. Men de kunde ikke komme derhen, da de to Maskingewehre stod i den. Saa bleve vi alle afløst; en Time forinden blev en jødisk Leutnant saaret i Haanden, da han, gik oppe paa Dækningen og vilde søge alt muligt sammen.

Natten efter vi var bleven afløst og vare komne i Ro bleve Kompagnierne alarmeret. Jeg havde lige med mange flere fulgt en interessant Luftkamp, som endte med Englænderen styrtede ned. Fartøjet gik i veldig Fahrt kre[d]sende nedad og endnu 100 m over Jorden søgte Føreren at give Apperatet en Glideflug over Jorden men saa styrtede det ned. Mange løb derhen og jeg kunde ikke holde mig, endskønt det var langt borte, helt henne ved Douai. En mængde Mænnekser var stilmet sammen. Mig interesserede det blot om Englænderen ikke skulde være sluppet derfra med Livet.

Apperatet saa jeg, og Bagdelen var oversprøjtet af Blod, og det varede ikke længe inden man bar ham, der var kun en i Flugapperatet, bort. Det var nu ikke et smuk Syn og gjorde en stærk Indtryk paa mig. Det var en ung Englænderhauptmann, kraftig med sort lokket Negerhaar, klædt hel i Leder. Han havde i Luftkampen faaet et Skud i Hovedet og havde saa tabt Bevidstheden og var død, da han kom ned. Da jeg kom hjem blev det raabt Alarm og i nogle faa Minutter stod Kompagniet alt opladt paa Vognene. Englænderne havde grebet an, og to til 3 Nætter gik Kampen.

Mange Kammerater faldt eller blev saaret mit Kompagnie blev skaandt, det laa i Bereitschaft i Bahndammen Douai-Arras og et par Dage senere blev jeg afkommanderet til Telegraphvæsenet, snart imod min Vilie. Naar jeg kunde holde de[t] ud og kunde forrette det, skulde jeg, sagde Feldweblen. Jeg tog det saa, som en Gave fra Herren, og det er jo en beroligelse for mine Forældre. Jeg har Gærningen endnu.

Siger Dem mange tak fordi De har husket mig i Deres Bønner Herrens Bevarelse har været stor, især i de hæftige Fyroverfald som vi opleve 3 Gange. Mange Hilsener sender Dem Deres Peter Geil.
Undskyld at Brevet blev saa lang!

(Nic. C. Nielsen, P116-15, Arkviet ved Dansk Centralbibliotek)

18. juni 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de amerikanske forberedelser til krigsindsatsen og om kampene ved Messines højdedraget. Det handler også om det hidtil største tyske bombeangreb med fly over London. Der er alvorlige uroligheder og mytterier i såvel den russiske som den franske hær. Der er også nyt fra krigshandlingerne i Mellemøsten, hvor der kæmpes i Gaza og hvor briterne udskifter ledelsen af de militære operationer. Endelig handler det om den katastrofale italienske offensiv ved Trentino – og om et tronskifte i Grækenland.

28. maj 1917 – J.N. Jensen: Det hagler med jern fra granater og shrapneller

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

(læs første del)

Det er Pinse. Den ene Dag er alt gaaet, men en er jo dog tilbage. Her spørges kun lidet om Fest; den ene Dag gaar som den anden. Og dog kan man ikke andet end glæde sig. Minderne kaster Glans fra Fortiden ind over Nutiden og styrker Sindet, giver Haab og Tro ny Næring. Tankerne søger end mere hjem til alle kærre, man lever svundne Tider om igen og dvæler i Tanken ved dem, der var — men er ikke mere.

Det er tidligt paa Dagen, egentlig skulde man hvile endnu en Stund, men der er Larm og Uro, man vaagner og er hurtig klar over, at en betydelig Flyverkamp lige i Nærheden er i fuld Gang. Rask paa Benene. I flotte Baner kredses der Højt oppe i Luften. Maskingeværerne knatrer, det gælder Liv og Død. Hist daler alt en, mon den er ramt? Nej, den blev kun trykket ned, men hæver sig igen. Men der er en, den er vingeskudt, den arbejder forgæves for at holde Balancen. Nu daler den, et Par Kulbøtter, og saa i lynende Fart et Par Kilometer gennem Luften ned mod Jorden, hvor alt knuses og splintres. En anden følger snart efter og saa en tredje, og nu arbejder Afværgekanonerne med Voldsomhed igen. De fleste Kugler gaar forbi, men een rammer, det blev en Heltræffer, en Lysstraale skærer gennem Luften, og et Øjeblik efter staar en stærk mørk Røgsky op fra Jorden, saa er alt forbi. Flyverne deler sig, Kampen er endt. Før vi har drukket Morgenkaffen, ligger fire unge dristige Mennesker som Lig.
Saaledes den ene Dag, den anden Dag lidt anderledes, men Livets Forkrænkelighed mindes man dagligt om; man bliver fortrolig med Døden.

Hestene forfrisker sig i det grønne, og selv nyder man da godt af Solen, og man glæder sig for hver Dag, man fik Lov at nyde dens livøgende Virkning. Men hvad kommer der? Aa, det er nok bare en Lænkeballon fra den anden Side, der har revet sig løs og nu drives for Vinden[.] Flyverne har set den, det var noget for dem; nu er de rundt om den, og at jage paa den kan man vel kalde Sport. Snart er den skudt i Brand. Luer staar ud, et Øjeblik senere er den fortæret. Ja, men Folkene? Aa, hvad Folkene, de blev nok Hinsides Linjen: saa dumme er de vel ikke, de har jo da deres Faldskærm, og den overgiver de sig naturligvis til i godt Haab — og i Regelen med godt Resultat.

Dagen er til Ende. Pinsen er forbi. Tyve Aar tilbage i Tiden var man paa Hjemtur fra Høruphav, hvor man alsisk Overlevering tro havde fejret anden Pinsedag i herligt Pinsevejr mellem festklædt glad og lykkelig Ungdom. Dette Minde dukker frem, mens man sent paa Aftenen svinger sig i Sadlen og ikke uden Ængstelse ser fremad. Man har lært at tyde Tegnene, og man veed paa Forhaand. det bliver en haard Nat — maaske den sidste.

Langt tilbage staar alle Veje under Ild. Forude brænder det. Snart erfarer man, at man er naaet inden for det Omraade, der bestryges. Den første Granat høres fløjtende gennem Luften, før den med Brag borer sig ned i Jorden bare faa Meter til højre. Var det bare Sten og Jord, der slog mod Staalhjælmen, eller var der Jern derimellem? Man veed det ikke og tænker knap derpaa, bare videre. Den næste er en Shrapnel, der fra Luften spreder sine Blykugler om sig. Der ligger en knust Vogn, Heste og Mandskab ses ikke. For ikke at gøre Skaden værre end nødvendigt, marcheres der nu med større Afstande, en Tid senere er alt revet fra hinanden og nu er der intet frem eller tilbage mere muligt. Foran og bagude hagler det med Jern fra Granater og Shrapneller. Et Par Gange naar en ubehagelig Duft en. Man griber Gasmasken, klar over, at der er blevet afskudt Gasbomber. Dog Vinden er frisk heldigvis, den spreder hurtig Gassen, saa den fortyndes, og Faren mindstes. Der gøres Holdt, og man tager den Dækning, en højere Vold til højre Side yder, og i øvrigt afventer man taalmodigt Begivenhedernes Gang.

Der spares ikke paa Ammunitionen, og Maalet kendes forbavsende godt. Man kan ikke andet end beundre det, kun føles det noget ubehageligt selv at være Maal. Den første Time er omme, og den følges af en anden, og endnu opgives Ævred ikke: dog det maa vel faa Ende, og det er snart paa Tide, vi har lang Vej frem.

Endelig sagtnes Ilden. Men hvad nu, kan man vove sig frem? Er det maaske bare en List. Er det kun for at faa mere Fart i Tropperne, for saa at sætte ind paa ny? Saadan eller saadan, lige meget, nu taales ingen Forsinkelse mere, hvis det ikke skal blive langt op ad Dagen, før Turen er endt, altsaa paa den igen

Vognene samles nu. I Hast frem. Førerne venter. Det dages alt, men eet Gode har det, man kører sikrere og raskere. Ind imellem Granathuller gaar det. Disse øges her og der ved nye Kugler, der slaar ned, men nu kommer de bare spredt, man ænser dem ikke, man hører dem knap for Batteriernes Larm. Skønt disse har arbejdet flittigt i Nattens Løb. lader det ikke til, de vil sove Morgenstunden bort.

Paa Hjemvejen følger man Sporene fra Nattens Færd. og man gør sine Beregninger. Hvis man havde holdt her eller netop var standset der? Og saa er man da glad og taknemmelig for, at man netop fandt den bedste plads, mens det var værst: lidt Stank blev alt: i øvrigt alle Mand vel tilbage.

Den nye Dag er oprunden. Pinse er omme. Men det er, ligesom der er Pinsefryd i Fuglenes Røst: de synger jublende højlydt deres Morgensang, og alt i Naturen aander en venligt og mildt i Møde. Man finder Hvile og Fryd deri. Og mens man følger den stigende Sol, spørger det inde i en, hvornaar skal den atter lyse over en Menneskehed, der lever i Fred og under Fredens Kaar.  

J.N. Jensen.

27. maj 1917 – J.N. Jensen: “Hvor Granaterne roder”

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

Dagen hælder. Solens sidste Straaler forgylder Himlen, efter en solfyldt Eftermiddag en sidste venlig Hilsen.

Flyverne kredser i Luften. De gaar deres sikre Færd tilsyneladende uberørte af Granatregnen, hvormed man prøver at hindre dem. Fra Frontbatterierne lyder Drønene, snart fra mange Munde paa een Gang, snart mere enkeltvis. Tæt mod hinanden staar de derude, og sultne, ligefrem forslugne er de alle; de kræver dagligt et rigeligt Foder. Og i Nat er der din Tur at bringe Foder derud, men endnu er det for tidligt, altsaa til Køjs og rask til at sove. Et Par Timers Hvil før den lange trættende Tur er ikke til at kimse af.

Da Posten vækker, er det mørk Nat. Nu er Tiden inde. Altsaa rask i Tøjet. Forbindspakkerne er paa Plads og lette at faa [fat i], der maa regnes med alt: Gasmasken er alt efterset og i Orden, den slænges over Skuldren, mens den elektriske Lampe fæstnes paa Brystet. Man er rede. Et „Paa godt Gensyn” følger fra en Kammerat, der endnu er vaagen eller er kaldt tilbage fra Drømmenes Verden, og saa af Sted.

Vejene er endnu opblødte efter den foregaaende Nats og Formiddagens Regn. Det er en følelig Forskel, om Jorden er tør eller vaad. Er den tør, kommer man igennem hvor som helst. Klumper Jorden sig fast om Hjulene, eller synker man i, kan det give kedelige Standsninger. Naa, Overvejelser frugter kun lidt, og foreløbig holder man sig til Vejen, en fin Chausse med den herligste Allé af Pyramidepopler. I Parentes bemærket, et Træ, vi burde give mere Raaderum hjemme, himmelstræbende og smukt som det er, pryder det i Landskabet.

Det lange Vogntog rasler hen over Stenene. Det gælder om at holde Føling indbyrdes, og dog maa der være nogen Afstand, at en lille Standsning ikke straks volder Ubehageligheder eller Uheld. Man ønsker sig Katteøjne.
Nærmere Fronten gøres der Holdt, og Inddeling foretages. Med Vejvisere foran opløses Toget snart i mindre Delinger, der lidt efter lidt mister Føling med hinanden og forsvinder fra Hovedvejen ud til Siderne.

Vejen bliver nu daarligere, Larmen voldsommere, men Mørket mindre generende. Lyskuglerne, der som fra et vældigt Fyrværkeri sendes til Vejrs til alle Sider, kaster stærkere eller svagere Lys, alt efter Afstanden, langt ud over Landskabet. Hestene veed ogsaa, hvor de er; det er ikke nødvendigt at drive dem, de har forlængst faaet nogen Uro i Blodet og begynder alt at dampe, og dog er der flere Kilometer igen. Gaar alt vel kan vejen dog snart tilbagelægges.

Den Vej, vi kom i Forgaars, er den nærmeste og var den bedste, men den er ikke mere til at passere, forsikrer Føreren. Den har været under Ild, saa den ikke er til at kende, vi faar prøve ad en Omvej, om vi kan komme frem. Altsaa ind til højre. Det er Pløjemark det første Stykke; den tunge Vogn synker i, og de fire Heste skummer, men der hjælper ingen Kære Mor, frem maa vi. Noget senere er vi havnet paa en Eng, og her smyger vi os frem langs med et Hegn, hvor gamle stuntede Piletræer rager op.
Saa, nu drejer vi straks af til venstre ind over en anden Eng op til Skoven, den finder vi nok igennem, saa op over Banen og dernæst lige frem til Højen, der er Maalet, saadan mente Vejviseren.

At forregne sig er menneskeligt, og derfor hænder det da ogsaa nu og da, saadan ogsaa her. En Dobbeltpost standser Vognene for at meddele, al Vejen frem er spærret, da Broen, der var Forudsætningen, kun lige er paabegyndt. Den Meddelelse var slem at faa. Og da Vejviseren er ukendt med dette Terræn, begynder det hele at blive noget pinligt. Hvad nu? Drøn følger Drøn. Batterier er der nok af, de rager bare ikke os i Øjeblikket, men generer kun med deres Helvedeslarm. Dog det faar være. Værre er det med de syngende „Fugle”, der kommer fra hinsides Skoven og pluter sig ned, hvor de lyster. Et knust Køretøj med døde Heste foran hist henne vidner om, at de ikke spørger om Forlov.

Ja, havde man nu bare en Telefon, saa var man maaske endda hjulpen. Men søg nu en saadan paa en aaben opreven Mark et Steds under Jorden. Dog der er intet andet at gøre end at prøve. Altsaa Mandskabet ud i de forskellige Retninger paa Lykke og Fromme. Den enkelte fa[a]r handle, som han kan bedst, man faar stole Paa sig selv. Huler, hvor Menneskebørnene bor og bygger, finder man endda, og Lykken er med, her har vi den ønskede Genstand. Men ak, Betjeningen meddeler, at Traadene er skudt sønder og sammen, kun een lystrer: men heldigvis er det nok, Batteriet faar Meddelelse og giver nu ønskede Oplysninger, samt sender Mandstab til at lede videre frem. Vi mødes ved Banen, er det sidste Ord.

Der var ikke saa langt til Banen, men Vejen frem bliver spærret af et Par Køretøjer. Nu sidder vi godt i det. Vognen synker stadig dybere i. Men Klokken bliver snart mange, om lidt vil det begynde at dages, og inden er det bedst at komme bort. Kræfterne lægges i baade fra Dyrs og Menneskers Side. Sveden staar i klare Draaber paa Panden, men gode Raad synes dyre. Dog Vanskeligheder er til for at overvindes. Een Vogn kommer i Bevægelse efter mange Anstrengelser. Det giver Mod paa ny, og lidt efter lidt klares Skæret; man er igen paa Vandring.

Det lange vaade Græs snor sig om Hjulfælgene, hvortil Jorden klumper sig, Hestene stønner og puster, men fremad gaar det. Dog her gælder det at være vaagen med alle Sanser; Granathul ved Granathul saa store, at de kan tage mod baade Vogn og Heste, det er knap til at komme forbi. De første klarer sig, snart er de ved Maalet. Den sidste kommer for tæt til Randen af et mægtigt Hul, Vognen glider, Kuske og Heste gør deres bedste, og man tror, alt gaar vel? men nu er der kommet Uro ind i det, Vognen slingrer, og vel gaar man fri for det ene Hul, man havner et Øjeblik senere i det næste et Par Skridt længere frem til modsat Side. Et Brag, der dog knap høres eller anses, og Vognen staar fast med Vognstangen lige mod Himlen. En Hest, der tumlede, er straks paa Benene. Det gik godt, hverken Folk eller Dyr led noget. Altsaa Hestene bort, her er dog intet at gøre før næste Nat; saa kan man jo prøve med Spader og Hejseapparater. Foreløbig lader vi den nok staa, som Bonden sagde om Rundetaarn.

De andre Vogne er tømte og læssede igen med tomt Gods. Og nu bort. Flyverne gør sig alt bemærkede, lænkeballonen vil ikke  lade vente længe paa sig, og hvad det betyder, veed man. „Giv dem nu Tømmen, de pumrede Øg, lad dem Galop over Toftene tage”, men man smiler ved det, naar man ser, hvor lidet pumrede Hestene er efter Nattens Anstrengelser.

(fortsættes)

26. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det 10. slag om Isonzo og afslutningen af Nivelle-offensiven ved Aisne. Frankrig har nu mistet mere end 1.000.000 mænd ud af en samlet mandlig befolkning på ca. 20.000.000 og mytterierne bobler under overfladen.

Det handler også om det arabiske oprør og Lawrence of Arabia – og om  tyske Gotha-bombeflys angreb mod mål i England – det var første gang i verdenshistorien. Og så lykkes det endelig briterne at knække ubådstruslen med indførelsen af konvojsystemet.