Tag-arkiv: Lev-og-lad-leve

19. oktober 1917. Claus Eskildsen i Vauquois: “Det er en ejendommelig Krig, der føres her”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Inde i bjerget Vauquois sprænges der med dynamit, og det forgår i overensstemmelse med franskmændene.

Det er en ejendommelig Krig, der føres her. Hen over Bjergkammen har man sprængt to Skyttegrave i Klippen, men de optages kun af et Par enlige Poster, som her oppe fra kigger ned til Franskmændenes, 50 Meter længere nede.

Resten af Regimentet ligger inde i Bjerget. Hele Kampen foregaar ved gensidige Sprængninger.

Under vore Nisseboliger arbejder Pionererne Dag og Nat, driver Gangene frem, lader dem med Dynamit og sprænger dem derefter, saa hele Vauquois ryster.

Det lyder meget uhyggeligt, men er slet ikke saa farligt. Vore Forgængere har under Tavsheds Segl givet os Recepten den Dag, vi kom her.

Der hersker en stille Overenskomst mellem Franskmænd og Tyskere, at der kun maa sprænges hver anden eller tredje Dag og altid kun om ved Klokken 6 Morgen.

Saa trækkes alt levende ud af Farezonen, og naar Sprængningen er overstaaet, sendes der en stor Melding om en vellykket egen eller en mislykket fjendtlig Sprængning op til de overordnede Stabe!

Vi holdt nøje Aftalen og gav den videre til vore Efterfølgere. Men Eksemplet fra Underverdenen smitter i Lysets Rige. Deroppe bytter tyske og franske Poster Aviser og Rygevarer.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 191-192

20. december 1916. “Noget mere trøstesløst havde füsilierne endnu ikke set …”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.

Noget mere trøstesløst havde füsilierne endnu ikke set.

Vidt og bredt ikke et halmstrå, ikke et træ, ikke en stilk, en ørken af gråbrunt ler bredte sig for deres øjne. Stillingen fortjente ikke navn af stilling. Den bestod på visse strækninger blot af en række kratere, som var forbundet af en ca. trekvart meter dyb rende. Den var fyldt med mudder i knæhøjde.

Størstedelen var ikke mere genkendelig som en stilling. Posterne stod i nødtørftigt rensede granatkratere. Pigtrådsspærringen bestod af 1-2 rækker hurtigt opsat hegn. Da den mange steder var skudt sammen, var den så godt som ikke-eksisterende. 

Nogle dækningsrum, gamle artilleridækningsrum, var der ganske vist. Men de var utætte og mudret til. Folk kunne kun hvile siddende.

Ganske særligt deprimerende var manglen på belysning. I dagevis sad füsiliererne i mørke. Først regimentets indtrængende anmodninger bragte afhjælpning af disse mangler.

Stillingen lå i en ret vinkel rundt om Grandcourt og var derfor truet fra tre sider. I tilfælde af et dobbeltsidet angreb kunne den smalle tilbagetogsvej langs Ancre let holdes under ild og afskære besætningen af Grandcourtspærringen, sådan hed den forreste stilling, tilbagetoget. Løbegrave førte ikke bagud, derfor den mærkværdige indretning kaldet ”sanitetspause”.

Den varede fra 8 til 10 om formiddagen og var vist opstået ved en stiltiende overenskomst. Så tav artilleriet på begge sider, og de sårede kunne uden at blive beskudt blive bragt bagud over åbent terræn ledsaget af et Røde Kors flag.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

6. februar 1916. Kresten Andresen: Udsigt til orlov

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Hornaing den 6. februar 1916

Kære forældre!

Blot et par ord i en forfærdelig fart, da jeg ikke har ret megen tid; jeg farer som et lyn hid og did og alle vegne. Her passerer jo ikke så meget mellem år og dag. Jeg vil sende en del gamle billeder, som jeg har liggende, hjem.

I må ikke tage jer det så nær, at jeg ikke får skrevet så tit som ellers, der er ikke så meget at skrive om. I morgen får jeg orlov til Douai. Jeg vil besøge dr. Thomsen dér; det kan jo være en hel adspredelse i det evindelige det samme, og han ved forhåbent lig også en hel del nyt at fortælle.

Det er rart, at han ikke mere er i fronten. Han blev jo såret nede ved Vimy og La Folie; det er vist tredje gang, at han er blevet såret. Og nu er han bleven anstillet ved et lazaret i Douai. Douai er jo også en stor by, som nok er værd at se, og det er altid godt at komme lidt omkring, når man har lejlighed til det.

Her er det fineste forårsvejr – jeg tror snart, at jeg kan sende jer martsvioler hernede fra. De gamle jomfruer er fremdeles uhyre venlige mod mig. Det er det bedste kvarter, jeg endnu har haft her i Frankrig, og bedre får jeg det heller ikke. 

Der bliver snakket en hel del om, at vi alle sammen skal væk herfra, men der går jo så mange løse rygter af enhver art. Nå, jeg havde ikke noget imod, at korpset kom hen til et mere roligt hjørne, men det kan jo være, at dette hjørne med tiden også bliver roligt.

For øvrigt er det ikke så slemt at være i skyttegraven dér end længere tilbage, da franskmændene og tyskerne overalt hurtigt bliver enige om at lade hinanden i ro.

Jeres hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

1. februar 1916. På vagt på Østfronten

Niels E. Outzen, Hølleskov, gjorde i februar 1916 krigstjeneste på Østfronten i Jäger-Regiment Nr. 19.

Det var paa Østfronten i 1916, omkring 1. Februar. 19. Jæger-Regiment laa i Stilling i Nærheden af Byen Baranowice i Rokitno Sumpene.

At sige, at vi havde det godt her, vilde være at lyve. Kulde og Pløre døjede vi med, og ogsaa Lus og andet Skab sloges vi med, snart mere end med Fjenden, for Russerne holdt sig godt paa Afstand fra os. Vi saa dem nærmest kun om Natten, naar de kom snigende hen mod vor Stilling, og vi maatte jage dem bort med nogle Skud.

En sen Aften stod jeg paa Post i Skyttegraven. Det var en kedelig Bestilling saadan at staa og glo ud i Ingenmandsland. Bitterlig koldt var det ogsaa. — Man undrer sig sikkert ikke over, at jeg mest vendte Næsen den anden Vej. Der stod jeg da og bakkede paa min Pibe og lyttede til, hvad der foregik nede i Bunden af Graven. Kammeraterne dernede i Dækningen lo og trumfede i Bordet.

Da skete det. En Haand lagde sig tungt paa min Skulder. „Naa, min Ven, her staar du jo godt,“ sagde Kaptajnen, ham var det nemlig. Han var kommet listende, uden at jeg havde bemærket det. — Jeg tror næsten, jeg glemte at svare. — Kaptajnen lod heller ikke til at skænke det en Tanke; han var mere interesseret i, hvad der foregik
ovre hos Fjenden. Man kunde nemlig med det blotte Øje tydeligt se de russiske Soldater boltre sig i Sneen.

„Hør, Jæger, skulde De ikke sende dem en Hilsen,” mente Kaptajnen.

„En Hilsen, det vilde da være at bortødsle Patronerne, for der er sikkert en 400—500 m derover,” sagde jeg. „Ha, ha!” lo Kaptajnen, „du er en Filur,“ og saa gik han igen sin Vej.

DSK-årbøger, 1955.