Tag-arkiv: Lazaret

15. marts 1917. Felthospitalet evakueres

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. Han befandt sig i Fressies ved Somme, da der kom ordre om tilbagetog.

Tilbagetoget foregik vistnok i natten fra den 16. til den 17. marts 1917. Da vi aldrig modtog befalinger, måtte vi selv holde os underrettet om, hvad der skulle foregå.

Dagen og aftenen før tilbagetoget skilte kamptropperne sig af med alle dem, de ikke kunne have med. Da tropperne så i løbet af natten passerede byen, afleverede de yderligere en del sårede, som de havde taget med. Vi søgte at evakuere til Cambray, hvad vi kunne, men henimod morgenstunden havde vi dog vistnok ca. 40 sårede og syge tilbage, hvoraf den største del måtte transporteres liggende.

Jeg aftalte med Cambray, at der ved daggry skulle komme et sygetog til stationen, da sporene dertil endnu var i orden. Vi iværksatte straks flytningen til jernbanestationen, og da toget kom til den aftalte tid, forlod vi samlingsstedet. Mens vi var beskæftiget med indladningen, energisk understøttet af togpersonalet, faldt de første granater i nærheden som tegn på, at vi måtte skynde os.

Det var lyst, da toget kørte. Da vi forlod byen, eksploderede kort efter hinanden nogle granater på begge sider ikke langt fra toget. Vi kom nu til Cambray. Så vidt jeg kunne se, blev vi rangeret ind i et større sygetog med læger og sygeplejersker; toget skulle køre via Valenciennes og formentlig til Tyskland.

Da jeg havde hørt, at vor division skulle samles ved Valenciennes, besluttede vi at fortsætte med sygetoget, hvad vi også fik lov til som gæster, selv om sygeplejerskerne skævede noget til os. Det var i øvrigt første og sidste gang, jeg fik lejlighed til at iagttage virksomheden i et sådant tog.

I Valenciennes stod vi af og blev af myndighederne anbragt i en kaserne. Jeg nåede den dag endnu at se på malerisamlingen i museet og at gøre nogle indkøb af kniplinger.

Næste morgen blev vi pr. jernbane sendt til lazarettet, der lå i en stationsby i nærheden.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

10. marts 1917. Feltlazaret på tilbagetog

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret.

I januar 1917 måtte vi i landsbyen Fressies indrette et divisions-infirmeri, da der blandt kamptropperne var mange forkølelsessygdomme, og divisionen nødig ville miste alle disse mennesker ved at sende dem til lazaretterne.

Infirmeriet blev anbragt i en række større rum i en tom fabriksbygning, som stod i forbindelse med en vinterhave, der ligesom rummene var forsynet med centralvarme. Inventaret bestod af hjemmelavede borde og bænke samt sække med halm i soverummene. Det blev overdraget mig at lede virksomheden ved hjælp af nogle sygepassere. En af lazarettets reservelæger gik stuegang om morgenen, men i øvrigt måtte jeg sørge for resten og bestemme, hvad der skulle ske. Infirmeriet bestod ca. en måned.

I løbet af de sidste vintermåneder blev der i Somme-afsnittet truffet forberedelser til et såkaldt strategisk tilbagetog til den nye betonerede og åbenbart ret stærke ”Sigfred”-stilling. Hele området, der skulle rømmes, blev ved systematiske ødelæggelser gjort til en ørken. I de første martsuger blev de forskellige institutioner flyttet fra det pågældende område.

Det sanitære transportvæsen i disse egne var underlagt ”Krankentransportabteilung Cambray”, som bl.a. havde indrettet et samlingssted for syge og sårede i Quéant, en landsby, som lå lige i den nye stilling. Sammen med andre institutioner blev også dette samlingssted nedlagt og transportafdelingens personale trukket tilbage.

Imidlertid var det vel frontdivisionernes mening at holde samlingsstedet i gang indtil og under tilbagetoget; i hvert fald blev vores lazaret, som stadig uden at være etableret, lå i en landsby i nærheden, beordret til at afgive det fornødne mandskab, og jeg blev derefter med en lille flok sygepassere sendt til Quéant.

Transportafdelingens folk var lige ved at forsvinde, da vi kom. Vi fik overleveret nogle bygninger, der var ryddet for alt. Kun halm og en del sække var tilbage.

I begyndelsen gik alting ret glat. Forplejning og alt, hvad vi behøvede, blev sendt fra lazarettet, ligesom også en af lægerne en gang imellem dukkede op. Hver morgen kom et sygetog fra Cambray til Quéant jernbanestation, der lå i vores nærhed, og hentede, hvad der var af syge og letsårede. Tilfælde, der skønnedes at trænge til hurtig hjælp, blev sendt til Cambray i de 2 sanitetsmotorvogne, transportafdelingen havde stillet til vor disposition.

De sidste dage før tilbagetoget blev stillingen imidlertid ret ubehagelig for os, idet vort lazaret sammen med divisionskommandoen forlod egnen, mens kamptropperne endnu forblev i stillingen. Vi var således afskåret fra vores naturlige basis, og bestemte direktiver havde man ikke kunnet give mig udover, at jeg efter samlingsstedets ophævelse skulle søge tilbage til lazarettet.

Jeg henvendte mig til transportafdelingen i Cambray, som vi jo arbejdede sammen med og for, og anmodede om at blive forsynet med proviant og hjælpemidler. Afdelingen erklærede imidlertid, at samlingsstedet i Quéant ikke mere eksisterede, og at den ikke havde noget at gøre med os. Derefter blev der ringet til Proviantadministrationen i Cambray, som svarede, at der ikke kunne udleveres noget til os, da vi ikke mere var en selvstændig afdeling og vort lazaret ikke mere hørte til afsnittet. En henvendelse til generalkommandolægens kontor slog også fejl.

Det gik således efterhånden tydeligt op for os, at vi svævede i luften og selv måtte sørge for os. Da vi imidlertid havde tilgang, og fronttropperne tilsyneladende stadig regnede med os, kunne jeg ikke få mig til at gennemføre den tanke, jeg efter de forskellige afslag havde fået, nemlig allerede nu uden videre at lukke samlingsstedet og vende tilbage til lazarettet. Da situationen i løbet af dagen blev kritisk, og vi hverken havde forsyninger til de syge og sårede eller til os selv, sendte jeg et par kvikke sygepassere på en af motorvognene til Cambray og lod dem aflevere en melding til generalkommandolægen personlig, idet de samtidig skulle give en fremstilling af forholdene.

Denne gang havde vi heldet med os, idet ekspeditionen i løbet af nogle timer vendte tilbage med rigelige forsyninger, der var blevet udleveret efter generalkommandolægens henstilling, men under forbehold af senere refusion fra lazarettets side.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

4. januar 1917 – Ribe Stiftstidende: dræbt paa lazaret

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Dræbt i lazarethaven

Den unge gaardbestyrer Nis Poulsen fra Høkelbjerg blev ifølge privatmeddelelse fra Kolding Avis dræbt 2. juledag.

Han var indlagt paa et lazaret i Tyskland – hvor hemmeligholdes – og var kommen sig saa vidt, at han kunde være oppe nogle timer om dagen. 2. juledag spadserede han i militærhospitalets grønnegaard, da en fjendtlig flyver svævede ind over den tyske by.

En af hans bomber eksploderede tæt ved Nis Poulsen og afrev begge hans ben. 3 timer senere udaandede han.

Nis Poulsen bestyrede før krigen sin moders gaard. Han var en trofast, brav og dygtig, ægte dansk mand – og hans død er et nyt smerteligt tab til de tusinde andre, uoprettelige, vor nations værdifuldeste del lider i denne krig. 

28. December 1916. Fra Aleppo til Konstantinopel med syge

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner.

Jeg havde nu været et par dage i Aleppo, der er jo ikke meget at faa at se i saadan en by, der er kun nøgne mure, og husene med deres flade tage og gaderne er kun den bare jord. Murene er blegede af solen, og de smider solstraalerne tilbage saa man er nødt til at gaa med solbriller. 

Der er flere der skal tilbage til Konstantinopel, vi hygger os nu i en pakvogn, der kan vi hav vore sager samlede, og vi er jo fri for at være sammen med tyrkerne i personvognene.

Vi skal nu gennem Amanusbjerget. Tunellen paa 5 km.s længde er nu færdigbygget, saa fuldbanen kan køre igennem. Sidst vi var her var hullet ikke større end at kipvognstogene kunne køre igennem. Vi kommer nu ud paa den slette som løber mellem Amanusbjerget og Taurusbjerget, i syd kan vi skimte Middelhavet. 

Det er sørgeligt naar man ser saa god en jord ligge hen til ingen verdens nytte, kun tilgroet med ukrudt. Der kunne blive de skønneste palmelunde med dadler: figner, appelsiner og alle de sydfrugter vi kunne ønske os. Vandet løber en næsten til tænderne naar man tænker derpaa, idet mindste i de tider hvor vi herhjemme ikke har set noget deraf i flere aar. 

Vi passerer engang i mellem nogle smaa byer. Appelsinhøsten er lige afsluttet, appelsinerne kan man se i store hobe paa marken, og der er mange sorter at vælge mellem. Vi nøjes ikke med at købe et par, vi køber hele kasser fulde ad gangen.

Nu er vi kommet til byen Kylek-Bogas, som ligger ved foden af Taurus-bjerget, den ligger lige nord for Tarsus, herfra skal vi med lastbiler over Taurus-bjerget til byen Borzanti, og saa med fuldbanen ind igennem Anatolien til Haidar-Parcha som ligger ved Bosporus og derfra blev vi sejlet over til byen Konstantinopel. 

Der kom jeg igen paa lazarettet, og var der til d. 28. dec. 1916. Her var et temmelig stort lazaret bleven oprettet, med flere læger og professorer. De studerede i tropiske sygdomme, der var mange patienter med mange slags sygdomme, saasom kolera, tyfus, plettyfus, malariafeber, sandfluefeber, rur, armøbenrur, men det mærkeligste er at alle febersygdomme smitter ikke direkte, de bliver overført af et dyr. 

Malaria bliver overført af en moskitomyg. Sandfluefeber af en sandflue, plettyfus af en lus. En som laa her ved siden af mig fik plettyfus. Den morgen blev der stor opstandelse paa stuen, alle læger stormede til og professoren forklarede dem sygdommen i første stadium. Jeg laa lige ved siden af og kunne høre alt. Jeg tror ikke sygdommen er saa let at konstatere. Den begyndte med en skrækkelig hovedpine og høj feber, op til 42 gr. og saa viser der sig en lille bitte prik paa det næst nederste ribben paa venstre side, men det er en skrækkelig sygdom, de syge kan ligge i flere dage uden bevisthed. 

Den syge blev straks flyttet over i epidemibarakken, jeg tror nok der laa fire stykker derovre med samme sygdom. Jeg fejrede nu julen 1916 her paa lazarettet, vi fik en dejlig aftensmad med steg, og hver mand fik en julegave. Den 28. dec. blev jeg udskreven og kom saa til genezungsafdelingen. 

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

23. november 1916. En farlig overlæge og en falsk granatsplint

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret.

I begyndelsen af september forlod divisionen Somme-området og kom til Arras. Vores lazaret overtog det tilsyneladende temmelig nye og ganske moderne sygehus i Vitry en Artois, en mindre by mellem Douai og fronten.

Lokaliteterne kunne her ikke være bedre og at bestille var der kun lidt, men forplejningen var sløj. Jeg kan huske, at jeg havde fundet en have med grønne tomater, som jeg i ugevis spiste som en meget stor delikatesse, ligesom jeg opdagede, at kogte roer i grunden var en herreret.

Arbejdet var, som anført, minimalt; kun når der ved fronten skete patrouilleforetagender, kunne vi en kortere tid få travlt. Ved en sådan lejlighed kom der en mand spadserende, der havde en granatlæsion i præcordiet [hjerteregionen]. Han befandt sig dog meget vel, og man regnede til at begynde med ikke sagen for noget særligt.

Den følgende dag blev han pludselig dårlig og kom nu straks på operationsbordet. Det viste sig, at der i myokardiet [hjertemusklen] sad en granatstump så stor som yderleddet af en lille finger. Operationen blev gennemført, og manden døde næste dag.

Nogle dage senere forlangte overlægen, der ville demonstrere tilfældet på et møde, pludselig stumpen, som vi havde kastet bort for længe siden.

Situationen var farlig.

Overlægen, en fast militærlæge i stabsofficersrang, allerede i fredstid ret frygtet, forstod ikke spøg. Vi fandt dog straks på en udvej, styrtede afsted og skaffede os i løbet af et øjeblik hos de indlagte soldater, der jo plejede at gå med granatstumper og andre sjældenheder i lommerne, en passende kollektion, hvoraf vi udvalgte et særlig smukt exemplar, som vor strenge chef fik lov til at vise frem på lægemødet.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

Granatsplint_Johann_Christian_Kaas
Denne granatsplint er opereret ud af Johann Christian Kaas

22. november 1916. Overlægens magt over liv og død

Greger Jensen Bleeg fra Emmerlev blev såret på Østfronten. Han lå længe på lazaret

I årbogen 1962 har jeg fortalt om, at jeg blev hårdt såret i Rusland. Da jeg blev bragt tilbage, sagde lægen, at man lige så godt med det samme kunne lægge mig over i den lange række døde soldater, for jeg havde alligevel ikke langt igen, Nå, jeg klarede den jo.

Men i november 1916 altså blev jeg sammen med fire andre fremstillet for overlægen. Han gjorde nu ikke meget ud af det, men dikterede til sanitetsunderofficeren uden overhovedet at se på mig: »Skriv k.v.!« [“k.v.” = “Kriegsverwendungsfähig”, dvs “krigsduelig”, RR]

»Nu er det nok på tide, at du siger noget«, sagde jeg ved mig selv. Jeg spurgte overlægen, om han troede, at jeg kunne gøre felttjeneste i Frankrig, jeg, der havde opholdt mig tretten måneder i Lazarettet, og hvis sår endnu ikke var lægt!

Lægen blev fuldstændig rasende. »Det er for mig noget ganske nyt, at nogen finder på at modsige mig!« råbte han og fortsatte i samme tone.

Jeg lod ham rase ud og stod imens og spekulerede på, hvad jeg ville sige, når han var færdig. Omsider havde han raset ud, hvorefter jeg sagde til ham i hans åbne ansigt: »Hr. overstabslæge, jeg kræver, at man giver mig mit helbred tilbage, og kan De det, da går jeg til fronten, men heller ikke før!«

Lægen blev fuldstændig tavs; men så vendte han sig om mod skriveren og sagde: »Skriv fem måneder tjeneste som rekonvalescent!«

Mine fire kammerater havde jo været vidne til episoden, så lægen var nødsaget til også at diktere det samme for deres vedkommende, og glade var de naturligvis.

For resten havde jeg, mens overlægen rasede, i mine tanker arbejdet videre med min sag, for det kunne jo tænkes, alt han ville besvære sig over mig, og at jeg var blevet stillet for en krigsret. I så fald ville jeg have fremført, om det i den tyske hær var lovligt, at en læge kunne sende en så hårdt såret mand til fronten uden alt foretage den mindste undersøgelse«.

Og det var jo det, der for mit vedkommende var ved at ske. Det havde jeg jo vidner på, og forøvrigt – jeg havde jo alt at vinde og intet at tabe …

DSK-årbøger 1963

21. november 1916. K. Tastesen med lazarettog til Tyskland

Füsilier K. Tastesens enhed blev i oktober 1916 overført til Rumænien på Balkanfronten. Her blev han såret – igen.

Den 21. November kom jeg med Lazarettog gennem Arad, Budapest, Wien og helt gennem Tyskland til Stettin. Der skulde vi have været paa Lazaret, men da der ingen Plads var til os, laa vi i Toget i tre Dage. Saa blev vi kørt sydpaa igen, til Ludwigsburg i Würtemberg.

Da havde vi været i Toget i 14 Dage. I Ludwigsburg blev vi baaret ud og i Bil kørt til et Lazaret, hvor vi kom i Bad og fik rent Tøj paa. I Mangel af noget andet havde jeg faaet Dame-Undertøj paa, Uldtrøje og Chemise. Nu kom jeg i Bad og fik en ren Skjorte paa. Det var meget velgørende at blive fri for Utøjet, og jeg følte mig meget bedre tilpas. Der laa jeg saa mellem 3 og 4 Uger i Sengen og fik Forbindingen skiftet en Gang daglig.

Saa begyndte jeg at komme op, og senere maatte jeg gaa ud i Byen. Der var nok at se efter. Gamle Slotte og lignende. Desuden var Byen omgivet af Vinbjerge, som vi kunde spadsere ud i. Vi, der var saaret, fik ogsaa en nogenlunde god Kost.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

7. november 1916. “Blodet strømmede ud, saa at alt mit Tøj var gennemblødt …” Rumænerne angriber! K. Tastesen såret af bajonetstik!

Füsilier K. Tastesen kom i oktober 1916 til Rumænien på Balkanfronten.

Den 6. fik vi at vide, at vi skulde storme Dagen efter. Vi havde faaet nogle ganske smaa Heste og Æsler til at bære Ammunition og Fødemidler op. Vi havde ikke andet Artilleri end nogle ganske smaa Kanoner, som kunde skilles ad og bæres op.

Den 7. om Morgenen var der en meget stærk Taage, det passede os meget godt, da vi skulde ned ad Skrænten. Da vi var kommen ned, blev vi liggende der, da vi ikke skulde storme før Kl. 10.

Da vi havde ligget der et Kvarters Tid, saa jeg nogle Skikkelser forude. Det var endnu saa taaget, at vi kun kunde se faa Meter fra os. Jeg spurgte min Kammerat, om han kunde se, hvem det var. Han mente, det var Tyskere, men jeg vidste, vi var de forreste, saa dem kunde det ikke være.

I det samme fik vi Vished, idet Rumænerne med et Hurra stormede frem imod os. Tre Mand for hen imod vor Gruppe, men de fire af vore Folk var nye, som aldrig havde været paa med Bajonetten før. De blev saa forskrækkede, at de løb tilbage. Jeg blev siddende paa Knæ og skød den ene af Rumænerne ned. Med det samme var den anden inde paa Livet af mig. Jeg fik mig ikke rigtig rejst, før jeg mærkede et Stik i Brystet, og i det samme susede en Bøssekolbe og ramte Rumæneren i Hovedet.

Det sortnede for mine Øjne, og jeg kunde ikke holde mig oprejst. Jeg fik mig dog arbejdet en halv Snes Meter tilbage, hvor der var en lille Lavning. Jeg tog min Forbindspakke frem og holdt den paa Saaret. Det varede dog ikke længe, før jeg var saa udmattet, at jeg ikke kunde holde den længere, og Blodet strømmede ud, saa at alt mit Tøj var gennemblødt.

Tyskerne stormede forbi mig, og længere borte var der et Spektakel af Haandgranater og Geværskud, blandet med Hurraraab fra dem, der gik frem, og Skrig fra de Saarede. Jeg var mest bange for, at Tyskerne skulde blive slaaet, saa vidste jeg, at jeg kom i Fangenskab eller maaske blev dræbt, men hvad saa, saa var det hele da overstaaet.

Kampen trak sig imidlertid længere og længere bort, og nu kom Sygebærerne og forbandt os. Et lille Stykke borte laa en Feltwebel og havde begge Ben afskudt. Han raabte, men Sygebærerne kom først til mig, og jeg blev ogsaa forbunden først. Da han var ved at forbinde mig, saa jeg en Rumæner ligge lidt derfra og famle ved Bøssen, som han havde rettet mod os. Jeg gjorde Sygeplejeren opmærksom paa det, og han sprang til og tog Geværet fra ham.

Tyskerne havde taget nogle Fanger. De blev nu sat til at bære de Saarede ned ad Bjerget. Bjerget, hvorpaa jeg blev saaret, hed Blæsabjerget — Kl. 10 kom to rumænske Fanger sammen med to af vore egne Soldater og bar mig til en Forbindingsplads længere tilbage paa Bjerget. Der fik jeg to Indsprøjtninger for at stille Smerterne. Saa blev jeg bundet fast til Baaren, og Nedstigningen begyndte. Det varede godt fire Timer, og jeg led frygtelige Smerter. Saa kom vi til Ambulancen, som kørte mig til et Lazaret i Petrosini. Der blev jeg lagt ind i en Hal, som var omtrent fuld af Saarede i Forvejen, saa det vilde vare længe, før jeg kom for Tur.

Endelig, jeg antager henved Kl. 12, kom jeg paa Operationsbordet. Der var tre Læger i Kitler, der en Gang havde været hvide, men nu var de fuldstændig overløbne med Blod, og ligeledes svømmede Gulvet med Blod, saa det lignede mere et Slagtehus end et Sted, hvor Mennesker skulde behandles.

Da jeg havde faaet Forbindingen af og var bleven undersøgt, hørte jeg Lægerne sige, at jeg havde haft Held med mig, at jeg netop var ramt der, da Saaret var 6 à 7 cm dybt. Saa blev jeg bedøvet og ved ikke mere, før jeg laa paa en Stue. Min blodige Skjorte beholdt jeg paa, da de ingen anden havde til mig, og desuden var jeg saa fuld af Utøj, at det næsten pinte mig mere end Saaret.

Vi laa 17 Mand paa en Stue, alle haardt Saarede. Vi blev tilset af Lægerne hver Dag, men ellers blev der ikke gjort noget særligt ved mig. Der laa jeg saa i 14 Dage, inden jeg kunde blive flyttet til et Lazaret i Tyskland.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

4. november 1916. På kur i Wiesbaden – og en død bror

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret og sendt til et lazaret i Wiesbaden.

Efter fire ugers forløb fik vi lov til at gå ud om eftermiddagen fra klokken to til seks, hvad jeg benyttede mig flittigt af. Ja, sikken forandring fra skyttegravene ved Verdun og så til den flotte by her, hvor de fineste folk fra Tyskland færdedes. –

Kommet fra granathuller til gode hotelsenge, kommet fra et rent mandfolkesamfund som vort til en by med civilister, mens vi knap havde set et pigebarn i 11 måneder. Her promenerede de flotteste damer med deres kavalerer; de var på kur og i bad. –

Men det var imidlertid blevet oktober, og kursæsonen nærmede sig sin afslutning, så der blev fri adgang til næsten alt. Midt i byen lå »Kochbrunnen«, der var bygget over en varm kilde, hvor vandet vældede frem, 90 grader varmt, dag og nat. Unge piger falbød varen for 25 penning pr. bæger til kurgæsterne, som sad rundt i hulen og drak det lægende vand til helse for deres syge nerver og maver og øvrige skavanker.

Vi drak vandet gratis, men vi fik jo også kun 33 penning om dagen, i øvrigt forekom det os, at det smagte som vandet i Alssund.

Af alle de mange parker og anlæg her i Wiesbaden syntes jeg bedst om Kurparken, der efter sigende skulle dække et areal på 10 hektar. Her var store græsplæner med smukke blomsterbede og rabatter med prydbuske, og så var der kunstige søer og damme, hvor det vrimlede med guldfisk og andre sjældne arter, der her i vandet glimtede i alle regnbuens farver. Jo, her var smukt. –

En anden park var Neroparken, der nærmest var en art botanisk have, interessant og så så velplejet. –

Formedelst en tandhjulsbane og 15 penning kunne vi entre det stejle og hosliggende Nerobjerg, hvorfra der var en storslået udsigt over byen og omegnen. I en kikkert anbragt på et stativ øjnede vi Rhinløbet i nærheden af Mainz, men det kostede også 10 penning, og når vi så atter måtte ofre 10 penning for at glide ned ad bjerget, så var den dagsløn væk, ja, mere endda. –

Der fandtes da også anlæg af mere folkeligt tilsnit, hvor man gratis kunne fornøje sig med at spadsere omkring, og hvor byens borgere en søndag eftermiddag tog hen med familie og nød deres kaffe eller en flaske rhinskvin.

Af bygningsværker var jeg mest imponeret over den russiske kirke med sine fem kupler, der var beklædt med rent guld, mens det indvendige strålede i marmor og også var rigt udsmykket med guld.

Kirken skulle have kostet fem millioner mark at bygge, og overvældende stor var den ikke.

Så var det efterår, for resten en ret alvorlig tid for dem derhjemme; men måske vidste de det ikke. Det forlød nemlig, at Danmark agtedes besat, da man frygtede en engelsk landgang i Esbjerg. En begyndelse var gjort med at samle tropperne i Holsten – det erfarede jeg gennem sygeplejerskerne, der jo havde deres viden fra højere steder. Man mente, der kunne blive en stilling som tolk for mig, en post, som jeg absolut ville undslå mig fra. – Heldigvis blev det hele ikke til noget.

Det var et par gode måneder, jeg tilbragte i Wiesbaden, men desværre formede afskedsdagene sig ikke så gode for mig. Jeg skulle udskrives den 4. november, men om formiddagen dagen før fik jeg telegram hjemme fra, at min broder, Jørgen, lå såret og meget syg i Speyer på lazarettet, og mine forældre bad mig om at besøge ham, hvad jeg omgående fik lov til.

Jeg rejste så derned, men nåede desværre ikke at træffe ham i levende live, idet han var død om formiddagen, da jeg kom.

Han var blevet såret i baghovedet den 23. oktober, ligeledes ved Verdun. Det var nu ikke såret, der forvoldte hans død, da det var ret ubetydeligt, men der var stødt en lungebetændelse til, og den stod han ikke igennem.

Hans båre førtes hjem, og han ligger i familiegravstedet på Ullerup kirkegård. Formiddagen derefter var der stort opbrud i Wiesbaden, da vi var mange, som skulle rejse. Også den ene af sygeplejerskerne var i færd med at pakke; søstrene havde ligesom jeg fået besked om, at en bror lå meget hårdt såret på et lazaret bag ved Somme-fronten, og hun havde da fået lov til at rejse derhen for at pleje ham. – Ja, sådan blev den afslutning: Min bror ved Verdun og deres bror ved Somme, to frontafsnit, der kostede hundredtusinder af unge mennesker livet i året 1916.

DSK-årbøger 1970

18. oktober. Thygesens mor. “Vi var så angst for dig, Herren ske lov og pris!”

Thyge Thygesens mor skriver til sin søn, som hun troede død ved Somme. Hun har lige erfaret, at han ligger såret på lazaret i Tyskland – men i live!

Min egen elskede Thyge!         

Gud ske Lov, at vi nu lige fik dit Brev. Nu vi har ikke vidst, at du var der, for der har stået på Brevene og Pakkerne, Lazareth unbekannt. De er kommen tilbage.

Herren være evig Pris og Tak lille kære Thyge. Tror du vi må komme og besøge dig, når du bliver lidt bedre. Åh, min Dreng! Jeg kan ikke skrive mere nu lige. Hjertet er for fuldt. Tror du, at du kan tåle at skrive lidt hver Dag?

O, Gud ske Tak og Pris. Skal vi sende dig Pakker?

Tusinde Kærlige Hilsner fra os alle, din egen Mor.

Hvis du ikke kan tåle det, må du jo ikke skrive hver Dag. Lille Thyge, vi ved jo nu Gud ske Lov hvor du er og vi er opfyldte af Tak og Lov. Jeg skriver i Morgen igen. Gud ske Tak, min lille søde Thyge, at vi har hørt nu fra dig, vi var så angst for dig. Herren ske Lov og Pris, din egen Far. Meddel os når vi må besøge dig

Hvorfor har du ikke skrevet fra lazarettet ,hvor du er? Åh, min Dreng, min elskede Søn.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009.

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

12. oktober 1916 – Johan Wrang: “det evindelige hilseri”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 12/10.1916

Kære Doschi!
Jeg takker dig hjerteligt for dit kære brev. Mit sår er endnu ikke lægt og efter lægens mening vil der endnu væske noget ud, dvs. knoglesplinter. I alle tilfælde glæder jeg mig over, at man ikke vil til at snitte og operere igen. Smerte og dunken har jeg haft mere af i de sidste dage, men det hænger måske sammen med vejret.

Jeg har ladet mit civiltøj sende herned, så jeg slipper for det evindelige hilseri. Desuden må jeg egentlig kun gå ud fem timer om dagen, så må man jo hjælpe sig som man bedst kan.

Jeg takker dig mange gange for indbydelsen til ”Kredsen”, men kan desværre ikke komme; i stedet indbyder jeg dig lørdag til sammen med mig at se operaen Mignon, jeg håber, at det passer dig. – Ærgerligt at jeg hele tiden er nødt til at udskyde min orlov, synes du ikke?
Nu til sidst vær hjertelig hilset af din gamle ven

Hanni

Skrev snart igen

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

30. september 1916 – Johan Wrang: “endnu en splint”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 30/9.1916

Kære Doschi
Hjertelig tak for dit brevkort. –
Det går mig godt, kun vil såret ikke rigtigt vokse sammen, da der stadig er materie i det. For nyligt måtte de endda delvist åbne det igen, så at det bedre kunne væske. I går fortalte en læge mig så, at han mente, at der ville væske endnu en splint ud. Gud ske takke lov har jeg som sædvanligt ikke mange smerter, kun ved behandling og forbinding gør det lidt ondt. At grine går stadig ikke godt med, derfor må du ikke skrive nogen vitser i dine breve.

Jeg ved ikke, om jeg allerede har meddelt dig, at jeg bliver her, til såret er lægt, da en ansøgning om forflyttelse tager for lang tid. Det er rigtigt rart her på hospitalet, jeg har allerede fået mange venner her. Vejret har i den sidste tid været så smukt og i dag regner det igen.

Hjertelige hilsner fra din gamle ven Hanni Wrang

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

26. september 1916 – Johan Wrang: “mange sveskekager”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 26/9.1916

Kære Doschi!
Hjertelig tak for den dejlige kageforsendelse og dine kære ord. Kagen vil jeg lade mig smage i eftermiddag sammen med min stuekammerat, der har forbrændt en fod og lider under frygtelige smerter. Jeg tror næppe, at der i Mainz findes så dejlig en kage. Her spiser man mange sveskekager, der også er ret gode, vi får dem også her på lazarettet.

Som jeg allerede har skrevet, så heler mine sår godt, kun indskudsstedet, der væsker materie, vil ikke rigtigt. Men snittet fra operationen, der ellers gik helt ind til knoglen, er fuldkomment helet. Jeg har nu opgivet en overførelse til Flensborg. Jeg talte med overlægen her og han sagde mig, at når min ansøgning er bevilliget, så var jeg så vidt, at jeg allerede var i Flensborg.

Jeg har allerede været flere gange i teater, men det er ikke noget særligt. Hvordan er teateret i Fl? – Jeg håber dog, at jeg i begyndelsen af oktober kommer på 8 dages orlov til Flensborg. Humøret er nøjagtigt lige så godt som før.

Nu til slut en rigtig hjertelig hilsen og et glædeligt gensyn
Hanni

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

22. september – Johan Wrang: Smertefuld latter

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 22/9.16

Kære Doschi!
Jeg modtog i går dit brevkort, der først havde været ved fronten. Jeg siger dig mange tak for det og for det fine billede af “Kredsen”. Med mig går det stadig fremad, dog tager det længere tid for såret at hele end jeg forventede, da såret væsker materie; men det er ikke farligt. Er det ikke morsomt, det gør mest ondt i såret, når jeg griner, da musklerne i panden endnu ikke helet og derfor smerter. Byen Mainz og omegn er ganske pæn. I går var jeg for første gang i teater, men ikke noget særligt. Hvornår jeg kommer til Flensborg, ved jeg ikke, det tager lang tid med ansøgningen. Hjertelige hilsner
Hanni

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

21. september 1916. Kejserinden på besøg på lazarettet

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i RIR84. Han blev såret i juni 1916 og mistede sine øjne. Efter ophold på et blindelazaret i Halle an der Saale kom han i efteråret 1916 på marinelazarettet i Kiel.

Der var stor opstandelse, da det blev meddelt, at den tyske kejserinde, Augusta Viktoria, ville besøge lazarettet, og der blev pudset og skuret og gjort rent.

»Hvad vil De nu sige til kejserinden, når hun tiltaler Dem«, sagde stabslægen til mig, »vil De sige »fru« kejserinde?« »Jeg vil sige ‘Eure Majestät’«, svarede jeg.

Alle hårdtsårede måtte ned på den nederste korridor. Vi, som var nogenlunde til bens, blev her stillet op i en række, mens andre lå i deres senge, men alle, der ikke var blevet værdige til at være med til paraden, fik ordre til at blive i deres stuer og ikke vise sig ved vinduerne. Mange af dem tog det som en alvorlig tilsidesættelse af deres ret til at se deres kejserinde.

Kejserinden og et par damer og vore øverste læger gik nu langs med rækken, og kejserinden gav en og anden hånden og henvendte et par ord til andre.

Hun var gået forbi mig, da vor stabslæge sagde: »Den mand her har mistet synet, Deres majestæt!« Hun kom tilbage og gav mig hånden, spurgte om mit navn, mit regiment, og hvor jeg var blevet såret. »Lorette«, sagde hun, »ja, det var jo nogle af de hårdeste kampe!« –

Da hun så hørte, at jeg var fra Nordslesvig, spurgte hun om min familie. Hun var jo selv knyttet til Slesvig med stærke familiehånd.

Derpå forærede hun mig et billede af hendes gemal, kejser Wilhelm, til hest. Billedet var i postkortformat og i papramme. Endvidere gav hun mig en lille buket laurbærblade fæstnet i en sløjfe af sort, hvidt og rødt bånd.

I disse få øjeblikke så jeg hende som ganske almindelig kvinde og mor, som kendte krigens kår så godt som nogen, og som selv havde en række sønner med der, hvor menneskeskæbner afgøres, men som nu, tvunget af hendes høje stillings krav, måtte være vidne til denne menneskelige elendighed.

DSK-årbøger 1964

20. september 1916. På blindelazaret i Kiel

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i RIR84. Han blev såret i juni 1916 og mistede sine øjne. Han kom på et blindelazaret i Halle an der Saale, men bad efter nogle måneder om at komme tættere på sin hjemstavn.

Det var med en vis vemod, jeg tog afsked med mine venner i Halle a/S, hvor jeg havde ligget på lazarettet i frimurerlogen »Zu den drei Degen« i mere end to måneder. Efter ansøgning om at blive flyttet noget nærmere hjem, blev jeg indlagt på marinelazarettet i Kiel.

Forholdene var her i mange henseender betydeligt bedre end i Halle. Forplejningen var god. Vi var kun otte mand på hver stue, og der var ro både dag og nat, noget, det tit skortede på i logen, hvor vi lå 150 mand i en sal. Men jeg savnede alligevel det civile islæt. Jeg savnede damerne, som kom og læste for os og underholdt os på forskellig måde. Folk, der kom og gik, og som vi kunne samtale med.

De fleste patienter her var fra flåden, udmærkede og hjælpsomme kammerater. Sømænd, som havde sejlet på de syv have, som kunne fortælle og spinde en ende. Der lå en i sengen ved siden af mig et stykke tid. Han havde under et ophold i Kina fået dysenteri, og det var gået ham på nerverne. Han ville helst snakke døgnet rundt, og om natten gav han ingen fred, før han fik vækket et par mand, der skulle høre på ham. Da han var uhelbredelig, blev han hjemsendt.

Min sidemand var ellers Bernhardt Mess, en stout bondeknøs fra det østlige Holsten og et sjældent nobelt menneske. Han havde tjent ved garden i Berlin, da krigen brød ud, og havde været med på næsten alle Europas slagmarker, lige til han i Frankrig fik en kugle gennem hovedet. Den var gået fra siden hen under begge øjne, og den tog synet.

Her på lazarettet traf jeg efterhånden mange af mine gamle kammerater fra 2. kompagni, Res. Infanteri Regiment 84. Kort efter at jeg var blevet såret den 6. juni 1916, var regimentet sat ind i de store slag ved Somme og var næsten blevet helt oprevet. Jeg traf også her min gode ven, løjtnant Brun, en skolelærer fra Kiel, med hvem jeg havde været »dus«. Han sørgede for, at der somme tider kom noget lækkert op til os to blinde fra officerskøkkenet. En dag fik vi således hver en stegt vildand med tilbehør.

Underofficer Koch traf jeg også. Det var ham, jeg før har fortalt om fra Gisseler-højen. Vi stod og talte sammen i skyttegraven, da et sprængstykke slog gennem hans ene håndled. »Jeg skal nok sørge for, at det sår ikke heles, så længe krigen varer«, betroede han mig.

Bernhardt Mess og jeg gik hver dag tur på korridoren, men den var også henved 100 meter lang, så vi kunne nok få benene rørt.

På øjenafdelingen, hvor vi hørte til, kom der til en hel del rekrutter til undersøgelse, rørt af en underofficer eller en sergent, som i regelen hersede med de unge drenge og skældte ud. En dag kom en med en afdeling og stillede dem op på korridoren. Han var nu særlig grovmundet og gik frem og tilbage, mens han skældte ud.

Bernhardt og jeg gik som sædvanlig arm i arm med vor stok i hånden. »Pas på«, sagde jeg til Bernhardt, »den skryder skal jeg nok ordne!« –

Og idet han for forbi os, stak jeg ligesom tilfældigt stokken ud, og minsandten, om han ikke fik den mellem benene og faldt, så lang han var. Han for op og skældte voldsomt ud, men vi kiggede bare uforstående på ham, måske med et lille smil.

Det hændte, at der kom kunstnere på lazarettet, som sang eller opførte små morsomme stykker. En aften fortalte en ældre, ikke så lidt hysterisk dame os om hendes hjemrejse fra Amerika under krigen. Hun havde, efter eget udsagn, omtrent været midtpunktet for alle medrejsendes chikane, hån og mistanke, og på vejen gennem Danmark var hun blevet fulgt af skumle og fjendske blikke. Jo, hun havde rigtignok været martyr for fædrelandets retfærdige sag.

Ikke mindre højttravende var et dilettantstykke, som nogle ungdommelige kræfter havde indbudt os til at overvære. Stykket hed »Pioner Klinke«, og det fortalte om en tapper prøjsisk soldat, som sprængte palisaderne ved Dybbøl i luften og selv røg med ved samme lejlighed.

Det hændte også, at vi blev budt på mere lødig underholdning. Således overværede jeg en aften opførelsen af »Tannhäuser«, og en anden gang en smuk sangkoncert.

Et par gange har jeg også været indbudt i private kredse. En overgang var der en del russiske krigsfanger på lazarettet. En af dem havde en balalajka. Den manglede bare de fleste strenge. Vi splejsede sammen på vor stue og købte nye strenge, og til gengæld fik vi så russisk balalajkamusik.

DSK-årbøger 1964

3. september 1916. Peter Clausen på lazaret i Wiesbaden

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret og sendt til et lazaret i Wiesbaden.

Ved middagstid den  2. september havnede vi på »Hotel Zum grünen Krug« i Wiesbaden.

Vi syntes her i Wiesbaden, at vi var kommet i himmerige, så gode var forholdene. Vi kunne glæde os over en god behandling og forplejning. Det var et godt borgerligt hotel, hvor militæret havde lagt beslag på den midterste etage med plads til 25-30 patienter.

Vi lå i hotellets senge og fik forplejning fra hotellets køkken, hvor fruen var køkkenchef. Vor læge var byens civil-læge, der passede vores og et lignende lazaret i nærheden og så sin praksis. To sygeplejersker, begge døtre af en generaloberst, der havde hele sanitetsvæsenet i 18. armekorps under sig, udgjorde sygepasser-personalet. Det var et par venlige og gode kvinder i 40-års alderen, af hvilke den ene var ugift og uddannet sygeplejerske, mens den anden var gift med en major, der lå ved fronten i Karpaterne.

Navnlig den sidste, den gifte, var en både livlig og rar søster, som vi satte stor pris på. Nå, ja, så var der desuden to mandlige sygepassere, men de var typiske eksempler på et par »Drückebergere«, så de talte ikke med i vort omdømme; der var kun lidt at bestille for dem, og skulle de endelig hjælpe os med et eller andet, så skete det med sure miner.

Men vi ankom altså den middag til »hotellet«, netop som de var færdig med maden, og dog blev der serveret for os med det samme, endskønt vi så farlig ud. Medtagne var vi også, og det må have været synligt, thi generalobersten, altså pigernes far, der netop var på besøg hos sine døtre, bevilligede os et mægtigt glas vin til at styrke os på og kvikke os op med, og vinen var fortræffelig. Vi spiste, og så kom vi i bad, hvorefter vi blev tilset af lægen, og for mit vedkommende blev det en længere omgang med de mange rifter, som jeg havde fået, ja, han måtte i alt anbringe 13 klemmer. –

Både lægen og majorinden mente, at jeg måtte da være kvalificeret til Jernkorset, sådan som jeg var blevet tilredt.

Nu blev jeg så puttet i seng i et par dage, da man fandt ud af, at jeg havde et par streger feber, men kommet oven senge skulle jeg dog holde mig indendørs foreløbig.

Efter et par dages forløb fik jeg et par fingre fri for bind og kunne da selv skrive hjem og fortælle, at hånden var i behold; hidtil havde Lorens besørget det skriftlige for mig.

DSK-årbøger 1970

24. august 1916. Læge på feltlazarettet ved Somme

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. I juli-august 1916 holdt det til i en kirke i landsbyen Quivières.

Den eneste lokalitet, der efter forholdene overhovedet kunne komme i betragtning, var kirken. Hele personalet begyndte straks at fjerne alt løst inventar hvad der tildels var forbundet med større besvær, og at rense bygningen.

I hovedrummet blev der derefter anbragt sække med halm, der imidlertid nogle dage senere blev erstattet med rigtige senge. I det ene sideskib blev der bagved nogle ophængte tæpper indrettet operationsstue, mens sakristiet ved siden af blev sterilisationsrum samt opholdsrum for operationsstuens faste folk.

Lazarettets øvrige institutioner (kontor, apotek, køkken, officersmesse, vognpark, kvarter for trainmandskab og heste) blev anbragt rundt omkring i byen på dertil mere eller mindre egnede steder. Vistnok allerede den første aften kom nogle transporter med sårede fra kamplinjen, der var ca. 10 km borte. Ambulancen (sanitetskompagniet) lå i en naboby noget nærmere ved fronten.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915

Forholdene var i de første dage i høj grad improviserede, men efterhånden kom vi i orden. Ved siden af kirken blev der rejst et telt, og lige overfor dette en operationsbarak. I begyndelsen blev der udelukkende opereret i kirken, senere kun i barakken, hvor der arbejdedes i to afdelinger og jævnlig døgnet rundt.

Feltlazarettet disponerede over to fuldtuddannede kirurger, der tog sig af laparotomier (åben operation, der udføres gennem åbning af bugvæggen) og lignende mere komplicerede ting og som regel måtte overlade det andet til reservelæger og underlæger (der var ældre medicinstuderende); disse sidste udførte f.eks. ikke sjældent ganske selvstændig trepanationer (åbning af kraniet ved udboring af et eller flere huller), hvad der i den sædvanlige rutinemæssige udførelse (og når operatørens hæmmende forestillinger i krigens løb var gået af ham) ikke frembød nogen større vanskelighed. Nyankomne sårede blev anbragt i teltet, der i forbindelse med pladsen udenfor, hvor der stod en del af kirkens bænke, blev brugt som modtage- og sorteringsafdeling.

ADCB_B117_såret_sanitet_lazaret
Transport af såret (øvelse)

Marchdygtige sårede blev efterset og i kolonner sendt videre, siddende og transportable liggende blev evakueret med sanitetsmotorvogne, vistnok til St. Quentin. De opererede og dårlige kom i kirken, hvor de lå, til de enten døde eller kunne transporteres, hvad der på grund af pladsmangel som regel allerede skete efter få dages forløb, selv om nogle undertiden også lå der i flere uger.

Vi to medicinere fik i denne periode lov til at gøre os gældende. Vi blev anvendt til journalskrivning (sådanne måtte føres selv i de travleste tider og fulgte så altid med patienten til de faste lazaretter), narkotiserede, assisterede, instrumenterede, ledede i perioder modtageafdelingen, fungerede som sektionskarle og deltog, når vi kunne undværes, i nattevagten i kirken.

Mortaliteten (dødeligheden) var stor. I kirken døde undertiden ca. 10 i løbet af en nat. En stor rolle spillede her gasphlegmonerne [koldbrand], hvis lumske og uhyggelige forløb ikke kunne undgå at gøre et dybt indtryk. De sårede havde undertiden ligget nogen tid på slagmarken og kom allerede ind med fulminante phlegmoner [koldbrand], andre viste først symptomer efter indlæggelsen til trods for, at der ved sårrevisionen altid blev taget særlig hensyn til muligheden eller sandsynligheden for anaerob [iltfri] infektion.

Operation læge Hans Lorenzen, Bov 91-215
Fra læge Hans Lorenzens fotoalbum

Arbejdet var overordentlig anstrengende, i hvert fald til tider og navnlig de første uger; vi måtte altid være tilstede, havde intet kvarter, men sov, når vi fik lidt tid, i en stald bagved kirken, ude i det frie eller på gulvet i barakkens forrum. Selv om landsbyen ikke lå så langt fra fronten, blev vi dog kun ganske få gange generet af artilleriild eller flyverbomber, derimod gik det en del ud over nabobyen, hvor ambulancen lå.

I en mere rolig periode fik lazarettet forsøgsvis tildelt to Rødekors-sygeplejersker. Disse svarede dog slet ikke til forventningerne, bestilte intet på afdelingerne, men holdt som regel til i officersmessen, hvor de virkede som gedder i karpedammen.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

6. august 1916. Jakob Moos på lazarettet

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 blev indsat ved Somme. Efter flere dage i forreste linje meldte han sig syg og kom med et lazarettog til Tyskland.

Også i toget fik vi en vældig god og rigelig forplejning. På tredie dagen passerede vi Leipzig, og stadig gik det østpå. Ud på  eftermiddagen standsede vi ved en station i en stor troppelejr. Her  fandtes en mængde barakker, der var omdannet til lazaret.

Troppelejren var en øvelsesplads,  Zeithain, i Sachsen. Lazarettet  kunne rumme seks tusinde patienter.

Vi blev nu fordelt på barakkerne, fjorten mand på hver stue. Det var helt løjerligt at få støvlerne og klæderne af og komme i en ren seng. Det havde vi rent ud sagt ikke været i årevis. Den sidste tids og de  sidste dages begivenheder bevirkede dog, at vi ikke kunne falde i søvn. Vi lå og drøftede alle de voldsomme oplevelser, vi havde haft.

Først hen på morgenstunden fik søvnen tag i os, og vi sov nogle få timer.

Og så begyndte lazaretlivet. Vi troede, at det ville blive behageligt, men tak skæbne! Det blev så ubehageligt, som noget kunne være. Man kørte os i meget stramme tøjler, på ægte prøjsisk manér.  Forplejningen var under al kritik. Vi gennemgik ligefrem en sultekur. Om morgenen et lille stykke brød, til middag to kartofler, en saltet  sild eller en bid kød på størrelse med en valnød, til aften en suppe så tynd, at vi i reglen drak den af spiseskålen.

Jeg har aldrig været så sulten, som på lazarettet i Zeithain. Vi tænkte kun på mad, mad og atter mad. Nøden tvang os til at købe mad på egen hånd, og den var dyr. Alt dette gjorde man på beregning. Man ville gøre os kede af opholdet. Det gjaldt om at få os ud til fronten igen så hurtigt som muligt. Efter fire ugers forløb havde vi fået nok af Zeithain, og vi bad lægen om at udskrive os. Det var der ikke noget i vejen for, og glade var vi den morgen, da vi vendte Zeithain ryggen og steg ind i toget.

Vi blev allesammen sendt til vor forstærkningsbataillon, for mit vedkommende til Heide i Holsten. Da jeg ankom hertil, opsøgte jeg allerførst køkkenet for at få noget at spise. Jeg havde en glubende appetit. Da den værste sult var stillet, meldte jeg mig på bataillonens skrivestue og blev tildelt et kompagni for rekonvalescenter.

Nu skulle der også være udsigt til at komme hjem på orlov, og da det var midt i høsttiden, indså stabslægen, som var en fornuftig mand, at det ville være gavnligt for mig at komme hjem og hjælpe til, og jeg fik orlov i hele seks uger. Det siger sig selv, at jeg var ellevild af glæde, da jeg satte mig i toget og kørte nordpå.

DSK-årbøger, 1957.

3. august 1916. “Uha! Jeg er såret! Sanitetssoldat ved Somme

Christian Nørgaard, Hammelev, gjorde krigstjeneste som sanitetssoldat.

Vi blev udladet i Velu og marcherede over Møvres til Bapaume, hvor der blev anvist os kvarter i Tillys-Ligny; byen er bekendt fra et slag mellem Napoleon den Første og englænderne såvel som prøjserne.

– Da byen lå under artilleriild, rejste vi forbindsstationen på en »Ferme« uden for Bapaume.

De første par dage havde vi to sårede i vort korporalskab, nemlig Christensen fra Quorp og Byhr fra Bovrup.

Christensen fik en kugle gennem benet, men opdagede det ikke, inden han fik støvlen trukket af, for da fandt han en blodig strømpe og udbrød impulsivt: » Uha, jeg er såret!«

Lægen ville give ham et 14-dages lazaretophold, men han foretrak at blive ved kompagniet. – Byhr var meget heldig, da et hovedstykke fra en shrapnel lige strejfede hans hals, det kunne let have lavet større ravage, ja, kostet ham livet. –

Et par dage senere blev vi flyttet til Bapaume-Vest, som netop i de dage var blevet rømmet for civile, mens der i den østlige del af byen endnu boede civilister.

Vor front strakte sig fra Ovillers over Nord Tipval og sukkerfabrikken syd for Le Sars med forbindsplads i slottet Courcelette.

En aften, mens vi gik til Tipval, fik vi pludselig shrapnel-ild. Jeg løb hen til en bunkers, som jeg havde set om dagen. »Bums«, lød det, da jeg rendte hovedet mod en metalplade i indgangen. »Hov, hvad er der løs«, blev der svaret på sønderjysk, hvortil mit svar kom prompte: »Her skydes der nok efter folk«. – Det var reservister fra regiment 84 og 86, som lå her.

En dag var hele kompagniet med alle 48 bårer undervejs – det var en storkamp dag. Hele kolonnen med et en meter stort Genferflag foran, men vi sparedes ikke for at skulle igennem spærreilden, og frem måtte vi, om også maskingeværkuglerne piskede omkring benene på os. –

Jeg sprang ned i et granathul, hvor der i forvejen sad fire mand. Jeg sagde til dem: »Hæ I æ kort mæ te en skat?« – men lige i det samme fik vi shrapneller oven i hovedet. –

Vi måtte ud igen, for vi vidste, at der ville komme granater bagefter. – Altså ud igen, trods maskingeværkuglerne. –

Jeg løb over til næste løbegrav, der var fuldt besat med infanterister. Under løbet blev min fod hængende i en telefontråd, og jeg gik på hovedet ned i alle stålhjelmene. Vi kom dog uden større tab op til Tipval, hvor vi fik vore sårede tildelt, og vore læger foreslog os at gå samlede gennem spærreilden, hvad vi så gjorde og kom godt igennem.

Vi bragte nu de sårede til slottet Courcelette, hvor vore vogne kunne afhente dem.

Under hvil sad vi i kælderen. Der var kun en læge, en ældre mand, som vi kaldte »Slagteren«. Han sad i skjorteærmer og med stort forklæde. Uden videre hjælp tog han selv de sårede i armene og lagde dem på bænken, hvorefter han behandlede dem.

Da der blev skudt med svære kalibre, blev der stor uro. – »Bare rolig«, sagde han, »de skyder ikke efter os«, Slottet var måske anmeldt som lazaret. En af de sidste dage skulle vi hente tre sårede fra sukkerfabrikken syd for Le Sars, og en kusk skulle køre os derud.

Men da vi kom til Le Sars, lå alle poplerne tværs over vejen. De var fældet af svære granater. Nu ville kusken imidlertid ikke med længere, og vi måtte marchere videre til fods. Da blev der råbt fra en artilleristilling: »Ned i grøften og enkeltmandsgang«. –

Vi kom også over og så englænderne i kikkerten. Uha, uha, der var ikke langt derover. Vi fik nu de sårede hentet og gik til Courcelette med dem,  overvåget af engelske flyvere. Siden blev Le Sars, der lå to kilometer syd for Bapaume, erobret af englænderne.

Den dag måtte vi rømme Bapaume, for vi fik svære kalibre, 28,5 og 30,5. Det var, som om det var anmeldt i forvejen, at der kun lå et sanitets-kompagni der. – Men den 18. august samme år blev vi imidlertid indladet i Bleranecurt til en otte dages rejse til Rumænien.

DSK-årbøger 1972

30. juli 1916. Nikolaj Kræmer: “Et samlet tab på 15.000 mand om dagen ved Somme”

Nikolaj Kræmer fra Øster Lindet blev indsat ved Somme i juli 1916

(… fortsat)

Frontafsnittet ved Somme var et sandt Helvede. Nogen indgaaende Beskrivelse her af vil jeg undlade; men enhver, der har været med ved Fronten, kan tænke sig, hvordan det var. Kun vil jeg oplyse, at da vi fire Dage senere sam­ledes bagude, var vort Kompagni det talrigste med 21 Mand. 2. Kompagni var det svageste med 7 Mand, et forfærdende Resultat i godt fire Døgn. [Kompagnierne var før indsatsen blevet bragt op på en styrke på 285 mand hver, RR]

Paa den fjerde Dag blev jeg saaret i Haanden af vort eget Artilleri, som med sine 15 cm Granater ustandselig skød for kort. Vore Signaliseringsmidler var opbrugte, og Patrouiller kunde ikke naa tilbage gennem Spærre­ilden.

Med stærkt blødende Haand begav jeg mig om Eftermiddagen tilbage. Jeg maatte da gennem Dalsænknin­gen, hvor Spærreilden laa. Det var saa rædselsfuld en Tur, at det ikke lader sig beskrive.

Blandt de Dynger af døde, som laa her, saa jeg en Løjtnant fra vort Kompagni og to Sygebærere, en for hver Ende af Sygebaaren. Næppe hav­de jeg passeret dem, før en Granat fra en af de store Skibskanoner, 38 cm, slog ned i den bløde Eng lige ved Siden af, mig. Den gik, inden den eksploderede, saa dybt ned i den bløde Bund, at jeg med Nød og næppe undgik at blive ramt; men Lufttrykket var saa overvældende, at jeg blev slynget langt bort og næsten var bedøvet.

Nu kunde jeg slet ikke forestille mig, i hvad Retning jeg skulde løbe, men fik saa igen Øje paa de tre døde ved Baaren. Saa blev jeg klar over, at jeg skulde den modsatte Vej.

Jeg løb, saa godt jeg kunde, og kom ogsaa helskindet over til en Forbindingsplads i en Sandstenshule; men jeg var saa forpustet, at jeg ikke kunde tale; dette var da heller ikke nødvendigt, for ved Indgangen stod en blodig Læge, som modtog mig med Ordene: „Sørg for at komme videre; naar vi skal tage os af en saaret Haand, hvad skulde vi saa gøre med saadanne” hvorefter han slog ud med Haanden mod en Flok saarede, som laa langs med Sidevæggen med frygteligt læderede Maver. Jeg lod Blikket glide rundt i Hulen.

Hvor var det forfærdeligt.

Gennem en Hulvej travede jeg videre. Her laa en Dynge af tildels forbundne og ikke forbundne døde. Sygebærerne ilede frem og tilbage til Sanitetsvognene.

Da jeg var kommet tilstrækkeligt langt tilbage, saa jeg var uden for direkte Fare, satte jeg mig bag et Dige for at hvile lidt. I det samme kom Vilhelm, min nære Kammerat, som ogsaa var saaret. Vi sad ved Diget og betragtede bl. a. Ammunitionsvognene, som læssede Granater af paa en Mark.

Der kom en engelsk Flyvemaskine. Den kredsede over Vognene. Maskinen lod nu en tynd Røgstraale gaa ud til Siden. Nu fik Ammunitionskuskene travlt, de væltede Kurvene af Vognene og kørte bort i Galop. Næppe var de borte, før en Granat slog ned ca. 100 m bag Ammunitionsstablen.

Nyt Signal fra Flyveren ! Den næste gik ned ca. 50 m foran. Igen et Signal, og den tredie Granat sad lige i Stablen. Hvor det bra­gede! Vi lo og gik.

Da vi kom til Samlingspladsen, som laa længere tilbage, mødte vi en Sanitetsofficer, som viste os til Rette. En højere Officer spurgte Sanitetsofficeren, hvordan det gik. „Jo,” svarede denne, „i Dag gaar det „flot” vi har i Dag kun modtaget 2000 letsaarede.”

Men det var kun paa denne Samleplads og kun de letsaarede. For at give et Helhedsindtryk kan jeg nævne, at Tyskerne regnede med et samlet Tab paa 15.000 Mand om Dagen i Somme-slaget, og dette varede elleve Uger. [Tab=faldne, sårede, savnede og tilfangetagne /RR]

Lazarettoget kom hen paa Natten. Jeg naaede at komme med. Vi kørte østpaa. I Kassel blev Toget delt i to Dele. Jeg kom med den Afdeling, der kørte til Lauterberg i Harzen. Jeg skulde aldrig mere se Fronten.

DSK-årbøger 1952

29. juli 1916. Jakob Moos undslipper fronten

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 blev indsat ved Somme-fronten. Efter indsats i forreste linje, var hans kompagni blevet trukket ud.

(… fortsat)

Af mine kammerater fik jeg at vide, at vi skulle blive liggende ved klosteret et døgn, hvorefter vi atter skulle sendes frem. Jeg spekulerede en del over denne meddelelse og var klar over, at jeg indtil nu havde været mere end heldig. Jeg var sluppet godt fra det  hele, men — ville det gå lige så godt næste gang?

Jeg havde på fornemmelsen, at udsigterne var meget små. Denne forudanelse fik mig til at gå til vor kaptajn. Jeg meldte mig syg. Kompagniføreren sendte mig til lægen. Denne opholdt sig i  klosterets kælder, hvor der var forbindingsplads. Da jeg kom derned, var han fuldt optaget af de overordentlig mange sårede, som ventede på at blive forbundet. Han havde ikke tid til at se på mig. Det var vel min lykke, for jeg fejlede sandt al sige intet. Jeg var kun  dødtræt og udaset efter de sidste dages store anstrengelser.

Lægen gav en sanitetsoldat ordre til at anbringe en  indlæggelsesattest på mit bryst. Jeg skulle på lazaret. Jeg var henrykt og skyndte mig til kaptajnen for at meddele ham resultatet, og så tog jeg til hovedforbindingspladsen i Ligny. Mit gevær og mine patrontasker smed jeg bort. Hvorfor skulle jeg slæbe på disse ting? Jeg var ikke mere i første kompagni i regiment 31 og var overbevist om, at jeg aldrig nogen sinde kom tilbage tjl det.

En time senere var jeg i Ligny og meldte mig på forbindingspladsen.  Der herskede en uhyre travlhed. Ambulancerne bragte uafladelig sårede tilbage. Mange af de hårdtsårede var afgået ved døden under transporten. De blev lagt hen i et hjørne af gårdspladsen.

Ved middagstid kørte en stor rutebil frem. Den kunne tage omkring ved halvtreds mennesker. Jeg var så heldig at komme med den. Ved siden af mig sad et par sårede englændere, som var taget til fange. Den ene var såret i armen, den anden i benet. De var vældig forbitrede på os og viste os al den foragt, de kunne få skrabet sammen. Når vi talte til dem, vendte de hovedet til en anden side.

07006F00136_engelske_krigsfanger_Bapaume
Engelske krigsfanger

Vi kørte vel to timer og kom så til en samleplads. Her var der sårede i tusindvis. Dagen var meget varm. Vi lagde os ned i skyggen af nogle høje træer. Man serverede kaffe i mængder og lige så meget brød med marmelade, som vi ville have. Da ingen af os havde spist nævneværdigt i de sidste to til tre dage, var det utrolige mængder, vi satte til livs. I det fjerne hørtes utydeligt kanontorden, og det var en behagelig fornemmelse at være uden for skudvidde. Nu talte vi  indgående om, hvor vi mon ville komme hen. Nogle mente, at vi ville komme til Belgien.

Ved fem-tiden om eftermiddagen gik alle, der kunne gå selv, op på stationen. Vi tog plads i et lazarettog, der vel talte omkring ved halvtreds vogne. På stationen var der lige ankommet et tog med  forstærkningsmandskab. Det var mest helt unge mennesker, der ikke tidligere havde været ved fronten. Synet af alle de mange sårede undlod ikke at gøre et dybt indtryk på dem.

Henimod aften kørte toget. Sygepasserne fortalte, at man medførte proviant til tre dage. Der forestod derfor en lang rejse.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

13. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: Hvordan krigen mishandler mennesker

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Cykleringene beslaglægges

I gaar er der udgaaet bekendtgørelse om beslaglæggelse og optælling af alt, hvad der hedder cykleringe baade dæk og slanger. De skal afleveres til dertil indrettede kommunale indsamlingssteder, hvor der vil blive betalt en nærmere af myndighederne fastsat pris for dem. Saafremt de beslaglagte cykleringe ikke er afleverede til indsamlingsstederne senest den 15. september d. A. vil de blive eksproprierede.

Hvordan krigen mishandler mennesker

Jørgen Petersen fra Avnbøl Vestermark i Sundeved, der i sin tid blev haardt saaret ved Østfronten og kom i russisk fangenskab, er for nogen tid siden som krigsubrugbar blevet udvekslet og kommen tilbage til Tyskland, hvor han nu befinder sig i et lazaret i Hamborg.

Jørgen Petersen har ifølge Hejmdal lidt forfærdeligt, han blev saaret af en granatsplint i underlivet; derved blev blæren revet helt itu og bækkenbenet blev stærkt beskadiget ligesom vistnok ogsaa rygraden blev læderet. De russiske læger gjorde forsøg paa at lede vandet den rigtige vej, men dette er hidtil ikke lykkedes. Den unge Petersen underkastes endnu stadig operationer og lægen har udtalt til hans familie, at de i de første 2-3 aar ikke maa vente at faa et menneske af ham igen.

Faldne

Blikkenslagermester Gimm fra Bolderslev er falden paa den vestlige krigsskueplads. Den faldne efterlader sig enke og 3 smaa børn.

Gaardmand Jakob Lassen og hustru i Tumbøl ved Felsted modtog i fredags meddelelse om, at deres næstældste søn Bendiks er falden paa Vestfronten, 22 aar gl.

Landmand Peter Duus fra Kegnæs er falden paa Vestfronten. Han efterlader enke og 6 børn.

F. Peters og hustru i Christiansfeld har faaet meddelelse om, at deres eneste søn, Konrad, er falden.

Theodor Jensen fra Kastrup ved Gram er falden ved Østfronten. Jensen efterlader sig hustru og flere børn.

Alfred Petersen, en søn af gaardejer P. Petersen fra Kærbølling ved Rejsby, er falden ved Vestfronten.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jens Lorentzen fra Skodsbøl er død paa et feltlazaret.

Saarede

Christian Møller, en søn af banevogter Møller i Alslev ved Hjordkær, er ved Verdun bleven saaret og ligger nu paa lazaret i Heidelberg.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Frederik Møller 3. fra Brundlund i Haderslev Amt er haardt saaret.

8. juli 1916. De blinde lærer at klare sig

Søren P. Petersen, Rødding, mistede synet, da han blev såret den 6. juni 1916. Han kom i juli 1916 på blindelazaret i Halle an der Saale.

(… fortsat)

Der kom damer fra byen for at underholde os. De læste for os og gik ture med os. De tændte vore cigarer og kunne stoppe en pibe. De  lærte os blindeskrift og forskellige håndarbejder, som knytte- og kurvearbejde.

Den slags ting havde nu ikke min interesse. Så snart jeg var kommet oven senge og kunne tage fat, lærte jeg at skrive og læse  blindeskrift, men øvede mig også i almindelig håndskrift ved hjælp af en dertil konstrueret ramme. Først og fremmest gav jeg dog mig i lag  med maskinskrivning. Min stilling var jo klar, og nu gjaldt det om at dygtiggøre sig til de muligheder, der måtte komme til at foreligge.

Det varede da heller ikke længe, før jeg kunne skrive mine egne breve. En dag fik alle vi blinde foræret hver et lommeur. Gaven var stiftet af en sangforening i byen ved navn »Sang und Klang«. Det var et såkaldt blindeur, og man kunne aflæse tiden med fingrene. Jeg blev meget glad for det ur. Det var, som om jeg med det fik noget af det tabte tilbage. Det var nu ikke mere dag og nat på samme måde. Tiden havde nu igen fået inddeling, uafhængig af lys og mørke.

Tit må jeg med taknemmelighed tænke tilbage på de kvinder og mænd, som her på lazarettet i Halle med så stor forståelse forsøgte at lempe os ind i vore nye kår.

Forplejningen ved fronten havde til tider været meget sløj, men her var den om muligt endnu sløjere — en gang imellem af en sammensætning, der var fremmed for en sønderjysk gane. — Således fik vi en middag serveret noget, der vist skulle være syrnet mælk, og  da de så spurgte, om jeg ville have kogte kartofler i, protesterede jeg for en gangs skyld. Det mindede mig for meget om det, de gav grisene derhjemme. De var dog sikkert lovlig undskyldt, for allerede den gang sultede det tyske folk.

Heldigvis kunne jeg nu få pakker med madvarer hjemmefra, og det trængte jeg også til. Da jeg i 1914 blev indkaldt, vejede jeg 172 pund; nu var jeg helt nede på 135 pund, og kræfterne var meget små.

Netop omkring den tid indførte tyskerne den uindskrænkede u-bådsblokade, og aviserne bragte hver dag sensationelle  beretninger om det store antal sænkede skibe. Meningen om  værdien af denne blokade blev stærkt diskuteret. Jeg protesterede altid mod denne form for krigsførelse og mod de usædvanlig store tal, der berettedes om. Jeg havde mine tvivl om rigtigheden af de angivne tal. Jeg vidste jo, at der var mange danske skibe iblandt.

(… fortsættes)

NB: Henvisningen til den uindskrænkede u-bådskrig placerer erindringen til tiden omkring 1. februar 1917. Af hensyn til læseligheden har vi dog forkortet Søren Petersens sygdomsforløb og lazaretophold, så det er klemt sammen over kortere tid, end det egentlige forløb.

Den samlede beretning kan læses i vores digitale versioner af DSK’s årbøger.

DSK-årbøger 1961

7. juli 1916. På blindelazaret i Halle an der Saale

Søren P. Petersen, Rødding, mistede synet, da han blev såret den 6. juni 1916.

»Zu den drei Degen« var navnet på frimurerlogen i Halle an der Saale. Selve navnet bragte tankerne hen på fortællinger om det muntre studenterliv, overmodig ungdom, forældede æresbegreber og dueller. — »Oh, alte Burschenherrlichkeit!« Halle var jo den gamle, smukke studenterby.

Det ret imponerende bygningskompleks lå i en lille park med udsigt over floden og til ruinen af den middelalderlige Moritzburg, som lå på en lille ø i Saalefloden. Bygningens stilfulde indre fortalte om et intellektuelt aristokrati. De hvide buster, som fra deres konsoler i salene havde set ned på mange kendte mænd og skønne kvinder, var jo selv repræsentanter for kultur og kunst, for intelligens og traditionel patriotisme. Nu så de ligesom med tomme blikke hen over ofrene på fejlslagne forhåbninger og fejlagtige vurderinger, thi nu var her indrettet lazaret.

I to store sale lå vel ialt henved 300 mand, og i nogle mindre rum var der plads til de hårdest medtagne.

På dette lazaret blev jeg indlagt den 7. juli 1916, sammen med min lidelsesfælle, Friedrich Schmidt fra Hamborg. Dermed var vi her 14 blinde. Der var Otto Rosstäuscher fra Altenfeldt i Thuringen. Han var glaspuster af profession. Ved bordet ville han gerne fortælle om, at glaspusterne og glasarbejderne spiste hundekød og også hundefedt for at modvirke lungetuberkulose. Fra anden side har jeg fået oplyst, at det faktisk bruges; men det var nu mest for at drille hans landsmand, Robert Laube fra Frauenwald, som altid nedlagde  voldsom protest.

Der var stationsforstanderens søn fra Celle i Hannover. Han målte sine 194 cm. Han var stadig overbevist om, at han nok skulle få synet igen. Ingen havde kunnet nænne at sige ham den brutale  kendsgerning, at han havde mistet begge øjne, men en dag måtte lægerne alligevel til det, fordi han skulle have proteser. Han havde  også mistet den ene hånd.

Så var der den unge skorstensfejer, som til tider havde det mest sprudlende humør, men til andre tider var dybt fortvivlet. Mertenis var 40 år og havde været stenhugger. Han ville ingenting tage sig  for. Hans far og bedstefar havde også været stenhuggere og var døde i 40 års alderen, og det ville han også nok gøre. Det hørte til faget.

Det var en mærkelig følelse igen at være i et civilt samfund, hvor ganske almindelige mennesker kom og gik, snakkede med os, gav os cigarer og blomster og andre ting.

De fleste sygeplejersker var »Røde Kors«-søstre, damer fra byen,  som her tog deres tørn, og de vidste ikke alt det gode, de ville gøre for os.

Det lå i sagens natur, at de fik vor fulde fortrolighed. De læste vor post og skrev vore breve. De fleste af mine breve var jo skrevet på dansk, og de måtte sommetider læse dem to eller tre gange, inden jeg fik helt fat på indholdet, men også det tog de med godt humør. Disse kvinder, der passede og plejede os 14 blinde, har sikkert i  deres gerning haft mange kostelige oplevelser, når disse ganske unge soldater betroede dem deres hjerteanliggender.

Søster Marie Stein fortalte mig somme tider sådanne små træk. — En ung mand havde fået en ny kæreste, og nu skulle hun skrive et afskedsbrev til den første og en glødende varm bekendelse til den nye. Han vævede i det med at diktere, og til sidst sagde han: »Å, søster, De forstår sådan noget bedre end jeg, skriv bare så godt De kan!«

Det gjorde søster, men var så uheldig at få brevene forbyttede. »Det kan nok hænde, at det gav ballade«, lo hun. Jeg stod forresten i  mange år i skriftlig forbindelse med søster Marie, og hun skænkede os et stueur til vort bryllup.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961