Tag-arkiv: latrin

20. oktober 1917. “En engelsk granat af svært kaliber slog ned i latrinen …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

I nærheden af vor stilling havde der været en mægtig latrine, denne var blevet benyttet da fronten lå nærmere Ypern, af de i ro liggende soldater.

Indholdet var dækket til med jord, men så slog der pludselig en engelsk granat af svært kaliber ned i latrinen, og hele herligheden blev slynget rundt og tilsmurte og overstænkede hele stillingen. Det kan nok være, at der blev stank. Det var lige meget, hvor man gik og hvad man tog fat på – der var latrin allevegne.

Der var uhyre mange rotter i denne stilling. De løb i rækker rundt omkring i stillingen og når vi var henne at skyde, åd de vort brød.

Det varede et stykke tid før Gefreiter Popp opdagede, hvem der tog
hans brød. Han mærkede, at hans brød forsvandt gang på gang, og han mistænkte alle os andre.

Han satte sig på lur en hel nat, men rotterne kom ret tidlig på aftenen, han opdagede dem, men han kunne ikke fange dem. Han sad så resten af natten med sabelen i hånden og ventede på dem, han ramte også et par stykker, men det forslog kun så lidt.

Når vi havde tid, skød vi dem med karabineren. I ledige timer stod vi tit og skød til måls efter håndgranater, når vi ramte disse,  eksploderede disse med et tydeligt brag, det var dog kun i de forholdsvis stille vintermåneder.

Vejen eller gangen fra og til stillingen ved Vest Rosebecke var meget vanskelig. Der lå som regel spærreild over artilleristillingeme, vi måtte næsten altid løbe det sidste stykke vej. Jordsmonnet var pløjet op af granater, og når vi befandt os i spærreilden, sprang vi fra det ene granathul til det andet.

Det var fed lerbund, og når det havde regnet, var det hele opblødt, og man sank langt ned i leret. Det kunne hænde, at man ikke kunne komme op ved egen hjælp, men kammeraterne måtte trække en op; så blev støvlerne som regel siddende. Det var ikke sjældent, at man så nogle i strømpesokkerne eller bare ben; så viklede de en tom sandpose om benet eller om begge ben, og så fortsatte de på denne måde.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

25. august 1916. Latrinen beskudt! Med livet i hænderne og bukserne om hælene!

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Skyttegravene på østfronten var i reglen udbygget meget »komfortabelt«. Det gjaldt selvfølgelig kun de steder, hvor fronten lå fast i måneder.

Til komforten hørte givetvis også en latrin. Det hørte til sanitetssoldaternes opgaver at bygge disse. Latrinerne lå altid en 20-30 meter bag skyttegravslinien og var forbundet med denne ved en smal siksak-grøft.

Selve latrinen var et hul , ca. to gange to meter udgravet i samme dybde som skyttegraven.

Den ene halvdel af hullet var så yderligere gravet 1½-2 meter dybere. E n stang t i l at sidde på manglede heller ikke, så man kunne sidde nogenlunde behageligt og forrette sin nødtørft og samtidig fundere over livets besværligheder.

En dag, jeg havde opsøgt dette sted og sad og gjorde mig det behageligt, syntes jeg at høre det frygtede »Bum«, som hidrørte fra affyringen af en mine.

I samme nu kastede jeg et blik over venstre skulder i den retning, lyden kom fra, og fik, så utroligt det end lyder, omgående øje på minen. Den havde nået sit højdepunkt, hvor den vendte i luften – for øvrigt det eneste punkt på dens bane, hvor man havde chancen for at se den. –

Nu var minen for nedadgående med retning mod det sted, hvor jeg befandt mig. Hurtigere end det kan siges, sprang jeg – med bukserne om hælene – ud i den smalle tilførselsgrav.

Af lufttrykket blev jeg slynget flere meter hen og halvt tildækket af jord. Delvis bedøvet blev jeg liggende et øjeblik, fik så jorden skrabet væk og konstaterede, at jeg var uskadt.

Da jeg havde fået jorden rystet ud af bukserne og anbragt dem på rette plads, kravlede jeg tilbage til latrinen for at se, hvad der var  sket.

Den var der simpelt hen ikke mere. Minen var landet midt i herligheden …

Det var ikke 95 % held, men 100! Havde jeg ikke omgående fået øje på minen – den eneste gang, jeg har set en mine vende i luften – og kunnet taksere dens retning og reagere i samme nu – ja, så havde krigen været forbi for mit vedkommende.

Mon jeg ikke sendte en stille tak til skæbnens herre? Jeg tror det!

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)