Tag-arkiv: landsmænd

24. maj 1917. Mikael Steffensen fortvivlet over soldaterkammerater

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig. Herfra fortæller Mikael om sin fortvivlelse over sine soldaterkammeraters manglende indsigt i forbindelse med krigen.

Lecluse, den 24. maj 1917.

Ofte har jeg ærgret mig over den Mangel paa Indsigt og Forstaaelse af hele Forholdet, som mine ellers saa brave Kammerater udviser. Saaledes spurgte jeg en Kammerat, som er ved Res. Regt. 31, hvor de laa i Beredskab, men ‘han vidste det ikke, vidste heller ikke, hvad Byen hed, som deres Stilling gik igennem, men der var en Kirke og en Kridthule. I hver eneste fransk By er der en Kirke og en Kridthule.

I lykkelig Uvidenhed gaar de frem og aner ikke, ’hvad der egentlig gaar for sig. At vort Afsnit, ved Englændernes Fremtrængen paa begge Sider af os, til venstre for Bullecourt og til højre ved Arras —Cambrai-Vejen danner et fremspringende Punkt, anser de ikke som farligt, til Trods for, at 272 Aars Erfaring burde fortælle dem om det. Artilleristillinger, farlige Skæringspunkter, Dalsænkninger og Hegn, som altid er udsat for Bombardement, løber de ind i med samme Koldblodighed, som jeg og mange andre gaar de mindre udsatte Veje. Ting, som foruroliger mig i højeste Grad, fordi det er Tegn, som næsten aldrig skuffer, f. Eks. Flyvernes energiske Opklaringsforsøg, det engelske Artilleris Ild paa Kolonneveje, Uro i de engelske Linjer, vore egne Forstærkninger bag Fronten, alt det gaar uden om deres Betragtning og Iagttagelse, og det er saa selvfølgelige Ting, som enhver burde vide.

Og dog, de skaanes for megen Smerte, de kan tro paa, at det gaar til Skansearbejde, naar det fortælles dem; med Spaden paa Nakken og rigelig Munition »for en Sikkerheds Skyld« spadserer de lige ind i Kampen uden ringeste Anelse om, hvad der egentlig gaar for sig. »Hvor skal vi hen?« lyder Spørgsmaalene fra Rækkerne, naar vi bringer Meldinger til Kompagniføreren, og hvad skal man svare? Er det Ret af mig, at jeg forlanger af mine Landsmænd, at de dog i det mindste skal se klarere end »Flokken«? Jeg tror, at mange kan tage deres Forholdsregler, naar de saa sig lidt mere om. Befaling er Befaling, ja, men Udførelsen kan ske paa forskellig Maade.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

 

 

17. maj 1917. Sønderjysk ved Verdun: To landsmænd i én maskingeværrede ved Höhe 304

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun og indsat først fem dage på Toter Mann, derefter på Höhe 304, hvor bataljonen lå fem-seks dage.

Under skyttegravskrigen på vestfronten skete det vist meget sjældent, at et helt regiment blev sat ind i første linie på én gang. De tre bataljoner lå »stablet« bag hinanden. En bataljon lå helt fremme i første linie, en anden lå i såkaldt beredskab og en tredie i reserve.

Da de fem dage [ved Toter Mann] var gået, blev vi flyttet over på højde 304. Efter fem eller seks dages ophold der, blev de sørgelige rester af vor bataljon trukket tilbage igen. Intet kompagni havde da mere end 30 mand tilbage ud af 250. Dette må være nok til at give et indtryk af, hvordan »klimaet« var på dette frontafsnit. Luften var, billedlig talt, alt for »jernholdig«.

Hvordan det gik regimentets to andre bataljoner, kan jeg ikke huske, men det er sikkert ikke gået dem meget bedre.

Disse fem skæbnesvangre dage tilbragte jeg i en MG-rede, der gik under navnet »Entenschnabel«.

Det var et lille højdedrag ca. 500 meter bag første linie. Herfra  kunne man beskyde en mellemliggende dal, hvor en løbegrav førte op til højde 304.

Om dagen var trafik gennem løbegraven så godt som udelukket, da den som følge af grundvandet ikke var særlig dyb. Et par hundrede meter af den ydede næsten ingen beskyttelse, og fjenden kunne fra lænkeballonerne ret sikkert iagttage, hvad der færdedes på denne strækning.

C a . 200 meter bag »Entenschnabel« var der også en dal, og der lå bataljonsstaben. Hver dag sendte det fjendtlige artilleri med korte mellemrum en hilsen til staben, hvorimod vor lille »rede« ikke blev
generet.

Den fjerde dag først på eftermiddagen »sad« jeg på vagt klods op ad løbegraven. Jeg skriver udtrykkeligt »sad«, fordi vi var klar over, at det gjaldt om ikke at gøre sig bemærket på nogen som helst måde.

Pludselig blev jeg opmærksom på, at der kom en mand pustende og stønnende op gennem løbegraven. Franskmændene havde  bemærket ham, for de sendte salver ned i dalen.

Jeg var spændt på, om han klarede frisag; det gjorde han dog. Da han nåede op til mig, hvor der var temmelig god dækning, og hvor  fjenden ikke kunne se ham mere, smed han sig ned ved siden af mig mere død end levende.

Jeg konstaterede straks, at han ikke var fra mit regiment, og at han nok var en halv snes år ældre end jeg, altså først i trediverne.

Da han var kommet nogenlunde t i l hægterne, betydede jeg ham, at han havde været svineheldig, men bebrejdede ham samtidig, at han ved fuldt dagslys var gået gennem løbegraven. “Du er vel ikke
“lebensmüde” (livstræt), eller er du måske ordonnans?”

Han benægtede begge dele, men meddelte, at han var syg og på vej til læge. Han tilføjede, at der for resten heller ikke var helt ufarligt ude i første linie. Manden så virkelig syg ud.

Det var nu ikke så meget hans udseende, der tiltrak sig min opmærksomhed, men mere hans dialekt.

Han forklarede, at han var fra regiment 155, hvor næsten alle var østtyskere, og at han var syg i maven.

Jo mere han talte, desto mere sikker blev jeg på, at vi var landsmænd.

Jeg afbrød hans talestrøm og sagde til ham på dansk: “Tror du ikke, vi hellere skulle tale dansk? Det kan vi vist bedst begge to.”

Jeg har næsten aldrig set en mand blive så forbavset og glad. Han
faldt mig bogstavelig talt om halsen og råbte: “Er du virkelig dansk?”

Vi fik os en hyggelig passiar om hjemstavnen og om chancerne for at slippe ud af det helvede, som vi var havnet i. Han skulle imidlertid  videre, og vi tog afsked med hinanden med ønsket om alt godt for den kommende tid.

Jeg har glemt hans navn, og jeg har glemt navnet på den by, han var fra; men jeg kan se manden for mig endnu. Han var ikke ret stor,  mager og nærmest gusten i ansigtet. Uniformen var efter turen gennem løbegraven tilsølet fra øverst til nederst. Han var kort sagt et ynkeligt syn og for at bruge et tysk udtryk – “abgekämpft”.

Dog havde modersmålets toner for en kort stund kvikket ham op, så han nærmest blev veltalende.

Da han var gået, sad jeg og funderede over mangt og meget.

Hjemstavnen og de kære derhjemme var i tankerne rykket mig nær.

Jeg kom i tanker om Grundtvigs vers:

Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.

Jeg havde fået et stærkt bevis på, at det stadig var gyldigt. – Men jeg skal love for, at jeg blev vækket af min »dvale«.

Der lød et brag, da en granat af svær kaliber slog ned ca. 50 meter bag mig.

Jeg tænkte ved mig selv, at fjenden for en gangs skyld havde skudt for kort, og at granaten sikkert havde været tiltænkt staben i den næste dal. Men jeg blev hurtig klar over, at jeg var forkert på den, for den næste granat, der fulgte umiddelbart efter, »sad« nemlig 50 meter foran mig.

Det var ikke til at tage fejl af, at det var vor lille rede, det gjaldt.

I et nu var jeg henne hos kammeraterne og fik dem alarmeret. Det var ikke et øjeblik for tidligt, for det tredie skud ramte akkurat dér, hvor jeg havde ligget.

En situation som denne var forudset, og vejen for et tilbagetog var for længst bestemt. Vi mavede os ud t i l højre og overlod vor rede til sin skæbne. Den blev i løbet af den næste time kulegravet i ordets egentlige forstand.

Da vi ved mørkets frembrud vendte tilbage, var det hele som et månelandskab, krater ved krater. Vort MG , som vi havde ladet
i stikken, havde mærkværdigvis ikke taget skade.

Det havde undgået en fuldtræffer, men var så godt som begravet i jord. – Der blev spekuleret en del over, hvordan fjenden havde opdaget reden, for man mente, at vi ikke havde givet os nogen  blottelse.

Kun jeg var klar over, hvordan det hele  sandsynligvis var foregået.

Da fjenden havde “forfulgt” min landsmand gennem dalen, var han forsvundet ud af syne på det sted, hvor jeg lå. Man har så taget stedet i nærmere øjesyn og fundet ud af, at det egnede sig glimrende til en MG-rede og var et nærmere eftersyn værd.

Jeg beholdt min formodning for mig selv, men min landsmands hasarderede færd gennem løbegraven ved højlys dag var nær blevet skæbnesvanger for os.

Det var mit første bekendtskab med en MG-rede, men langtfra det sidste.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

1. februar 1917. 10 Petersen’er ved samme kompagni.

Hans Struck, Mølmark, gjorde krigstjeneste ved 7. kompagni af
regiment 85, som i sommeren 1916 lå i nærheden af Soissons. Der var ved 7. kompagni dengang ni, der hed Petersen, foruden feldwebelen, som var den 10. Petersen. Sent på året meldte han sig frivilligt til at blive uddannet til maskingevær.

Efter uddannelsen kom jeg tilbage til stillingen ved Vaux. Englænderne stormede den 31. januar [1917], men blev slået tilbage.

Næste nat kom de igen. De kastede håndgranater ned i en understand, hvorved Karl Juhl fra Hønsnap og tre andre kammerater faldt. Halvtreds mand af os kom i fangenskab.

Tyskerne råbte og skød efter os, men vi kom hurtigt ned i en engelsk skyttegrav.

Englænderne gik frem, og en vagtmand førte os tilbage. Ved 6-tiden nåede vi en lejr og fandt her hele resten af vor bataljon, bl. a. feldwebel Langbehn. Han havde aldrig været særlig afholdt, og Meyer III gik derfor hen og stak ham en lussing.

Halvtreds kavalerister førte os længere tilbage. Den franske civilbefolkning var meget forbitret og kastede sten efter os. I tre dage fik vi ingen mad, så vi var meget sultne og trætte.

DSK-årbøger 1961

25. januar 1917. Møde i Rusland: “… æ do fra Nørborre!?”

En anonym sønderjyde fortæller om et møde med en landsmand

I januar 1917 kom jeg med en transport til Rusland. Vi blev udladet på stationen Jelovka, hvorfra vi næste dag fortsatte med »feltbane« til Neudorf, hvorfra vi marcherede til Steinensee.

Her blev vi, til mørket faldt på, og fortsatte så til fronten. Jeg blev sammen med Walter Koch fra Blans tildelt 3. kompagni, Res. Ers. Rgt. 3.

Den første nat blev vort kompagni i reserve i en skovlejr umiddelbart bag fronten. Jeg kom straks på lejrvagt, og som naturligt var, mødtes vagterne ved kompagniskellene.

Der fulgte da et spørgsmål fra vagten fra 1. kompagni: – Wo bist du her, Kammerad?

– Aus Norburg auf Alsen.

Hvortil der blev svaret: – Hva’ seje do, æ do fra Nørborre? Æ æ Viggo Jørgensen fra Synneborre!

Ved samme bataljon var også Hans Christensen fra Egen og slagter Frandsen fra Sønderborg.

DSK-årbøger 1963.

12. januar 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Herfra gik Rejsen videre, tilbage over Passet og til Miletkovo, men denne Gang kørte vi i Lastbil. Her blev min gode Ven Laust Dollerup og jeg tildelt 7. Batteris Ammunitionskolonne, der hørte til 9. Fodartilleri Regiment.

Nu fik vi Forklaring paa, hvorfor vi i ca. to Maaneder ikke havde faaet vore Postsager. Her laa nemlig Breve og Pakker til os i Massevis, de sidste i mere eller mindre god Forfatning.

Da vi ankom til Kolonnen, kom jeg til at bo sammen med tre ældre Soldater i en Hytte. Den første Aften, inden jeg helt var faldet i Søvn, hørte jeg en af dem sige til sig selv, idet han vistnok saa paa mig: „Armes Deutschland, ist es nun so weit, dass man uns Kinder rausschicken muss“. Med vore 18-19 Aar var vi jo heller ikke andet end store Drenge.

Vort Arbejde bestod i at passe Heste og køre med som Bremser, naar vi om Natten kørte ud til Batteristillingerne med Ammunitionen. Det var ikke altid lige hyggeligt at køre rundt paa de smalle Bjergveje og ikke kunne se en Haand for sig. Hvis hele Køretøjet skulde rasle i Dybet, kunde man næppe naa at bringe sig selv i Sikkerhed forinden.

Engang, da vi havde en Natøvelse, kørte vi rundt i otte Timer med en læsset Ammunitionsvogn. Ved en Forglemmelse var Granaterne ikke blevet fjernet. Der blev en værre Ballade, da det blev opdaget, men hvem havde Skylden? Der blev foretaget Forhør og Undersøgelse, men Sagen blev saa skrinlagt.

Mandskabet bestod mest af Rhinlændere, og vi kom meget godt ud af det med hinanden. Engang havde jeg dog lavet noget, som ikke passede en af dem, og det lød helt sjovt, da han med sin læspende Stemme raabte til mig: „Du Klotzkopf, du dummer Däne, ich hau dich mit dem Spaten in die Fresse“. Han gjorde dog ikke Alvor af sin Trusel. De „gamle“ vilde jo gerne herse lidt med os Rekrutter.

Baade i Garnisonen og i Felten talte vi Nordslesvigere altid Dansk, naar vi var sammen, og der er aldrig lagt os Hindringer i Vejen.

Selv om vi her var inden for de langtrækkende Kanoners Skudvidde, mærkede vi ikke ret meget til dem. Vi laa ogsaa godt skjult i det lave Krat, kaldet „Maki“, der overalt dækkede Bjergene.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

 

24. december 1916. Sønderjysk jul i understanden (dækningsrummet)

Frederik Hansen, Kegnæs, deltog i krigen i Regiment ??

Jul ved Fronten
Efter at have deltaget i de haarde Kampe ved Sommefloden i Efteraaret 1916, fik vort Kompagni endelig en haardt tiltrængt Hvilepause. Vi kom til den lille By Lavannes paa Reimsfronten. Her var forholdsvis roligt, og vi skulde nærmest gøre Arbejdstjeneste, grave Affaldsgruber, gøre Vejarbejde, lave „Unterstande” og lignende.

Da Civilbefolkningen forlængst havde rømmet Byen, kom vi til at bo i rigtige Menneskeboliger, og vi haabede at kunne holde Jul i Lavannes. Vort Haab gik i Opfyldelse, idet vi fik Lov at fejre Juleaften i Byen. Om Eftermiddagen blev vi kommanderet i Kirke. Der var en gammel ærværdig Kirke i Byen, og Feltpræsten gjorde sig de hæderligste Anstrengelser for at skaffe lidt Julestemning frem.

Saa var vi fri Resten af Dagen, men skulde holde os parat, da vi kunde faa Marchordre naarsomhelst. I mit Kvarter var vi 4 tyske og 2 danske Kammerater.

Da vore tyske Kammerater skulde feste i deres „Soldaterhjem”, hvor der serveredes Øl, kunde vi raade over hele Stuen, som dog ikke var ret stor, og vi inviterede vore to andre Landsmænd, der var ved Kompagniet til at være med. I flere Dage havde vi gjort Forberedelser til Festen. Kartofler hentede vi i en stor Kartoffelkule uden for Byen. Der gik stadig Vagt ved Kulen, men naar Vagtmanden fik et Par Cigaretter, saa han intet.

Det gjaldt nu bare om at faa noget at stege Kartoflerne i, men til alt Held blev Kammerat Peter udtaget til at staa Vagt ved Levnedsmiddeldepotet den sidste Nat, og da han næste Morgen kom tilbage, afleverede han et passende Stykke Faaretælle, som paa en eller anden Maade havde fundet Vej ned i hans dybe Frakkelomme.

Salt og Marmelade havde vi i Spisekammeret, og det blev et Festmaaltid, som vi nød med velsignet Appetit. Opvasken gik vi let hen over, og saa blev Juletræet  tændt. Det var ingen Gran, men dog et Naaletræ. Det havde tre Lys og et lille Dannebrogsflag i Toppen. I en Ruindynge havde jeg fundet et Stykke rødt Silkebetræk paa Resterne af en Stol, og heraf blev Flaget klippet ud. Det hvide Kors blev malet med Kridt, hvoraf der jo var Overflod, idet de fleste Huse var bygget af Kridt og hele Undergrunden bestod af Kridt. Vi levede bogstaveligt talt paa Kridt.

Saa fik vi den blaa Sangbog frem, og saa sad vi fire gode Kammerater og sang de kære gamle Julesalmer, afvekslende med nationale Sange, og hyggede os i den lune Stue. Tankerne gik til vore kære derhjemme og ofte duggedes Øjnene, men vi fik dog en Juleaften ud af det, som vi vil mindes saalænge vi lever.

DSK-årbøger, 1943

10. november 1916. “Tosse! Idiotiske melsæk! Simulant! Hykler!” På session i Flensborg

Sønderjyden PJP var uddannet murer. Pga. lungevaghed blev han i første omgang kasseret. Men det blev ikke ved med at gå.

Omsider kom den Tid, da Tyskerne begyndte at interessere sig for min ringe Person. Paa Grund af en Lungesvaghed holdt jeg den gaaende indtil November 1916, men saa blev jeg taget som g. v. [“Garnisonsverwendungsfähig” – dvs egnet til garnisonstjenste, RR] paa Prøve.

Jeg mødte i Flensborg og traf her sammen med Martin Hansen fra Daler (nu Østerbymark). Vi blev enige om at undersøge, om vi ikke kunde finde et godt Logi for den sidste Nat, vi var civile. Det lykkedes os, og den næste Morgen gik Rejsen sydpaa, ud i det uvisse.

Vi kom efter en flere Dages Rejse til Gnesen, en By i Posen. Her blev vi jaget ind i en Stue, hvis Gulv var belagt med Straasække, og saa kunde vi sove der den Nat.

Den næste Morgen blev vi vækket ved, at en eller anden pludselig skraalede: “Aufstehen!”

– Vi blev jo næsten forskrækkede, og da jeg talte med en af mine nye Kammerater om det, var der en i den modsatte Ende af Stuen, der raabte: “Høje do derøver, ka’ do snak Dansk, vinner do søve, saa ka’ do velesse nok gøe det, vinne do æ vachen!”

– Det kom da frem, at jeg havde talt i Søvne; men hvad jeg havde afsløret for dem, kunde jeg desværre ikke faa at vide.

Vi blev saa indklædt og tildelt de forskellige Korporalskaber. Jeg kom sammen med Andreas Knudsen fra Farris, det var ham, der havde raabt til mig, endvidere med Andreas Petersen fra Drengsted og Johannes Petersen fra Korntved. Vi lagde Beslag paa den ene Ende af Bordet og følte os helt igennem som en lille Familie, der delte ligeligt med hinanden, hvad vi havde.

Der var nu en større Lægeundersøgelse. Man lyttede længe til mine Lunger, og ved Undersøgelsen afslørede de samtidig, at jeg stammede, og det særligt, naar nogen saa mig lige ind i øjnene. De opfordrede mig da til at fremsige et Digt; men da jeg ikke stammede, naar jeg skulde fremsige noget eller læse op, sagde jeg, at jeg intet Digt kendte.

– “Saa sig engang “Heil dir im Siegerkranz”, var der en, der sagde. Jeg rystede paa Hovedet.

– “Saa fremsig første Vers af “Deutschland über alles” eller ,,O, Deutschland hoch in Ehren”, men jeg rystede hver Gang paa Hovedet.

De spekulerede over mit  tilfælde, men saa var der en, der sagde: “Saa fremsig engang “Fadervor!” men det kunde jeg ikke paa Tysk; det var undskyldeligt, for jeg havde kun haft Religion paa Dansk i Skolen, og her talte jeg den rene Sandhed. Nu havde de faaet nok af mig, og derfor raabte de i Kommandotone: “Se til, at De kommer ud! – Fyren er jo tosset!”

Jeg var ikke sen til at komme ud; men medens jeg stod og kom i Tøjet, stod jeg og rugede over Ordet “tosset”. Lægerne havde jo givet mig dette Prædikat, og jeg sagde til mig selv: “Hvad om du nu spillede tosset? Saa maa de jo sende dig hjem igen”. Man kunde jo prøve det.

Vi kom kort efter til at eksercere, og naar Underofficeren saa kommanderede “Højre – om”! gjorde jeg venstre om, og kommanderes der venstre om, gjorde jeg højre om, og raabte de “Omkring!” gjorde jeg det naturligvis den gale Vej. – Jeg blev  omgaaende “opdaget”.

Nu gav de mig en Sten i den venstre Haand, for at jeg kunde huske, hvad der var hvad; men det hjalp slet ikke den mindste Smule. Saa halede de mig frem for Fronten. Der skulde jeg staa og dreje rundt, medens de kommanderede i langsommere Tempo og drejede og drejede mig rundt.

Jordbunden paa Kasernepladsen var temmelig blød, og jo mere jeg drejede rundt, des dybere kom Hælen ned i det løse Grus. Det endte med, at jeg ikke kunde staa “Ret!” med det Ben, jeg ikke drejede paa.

Vicefeldwebelen sagde derfor ogsaa, og med Rette: “Se engang,
Fyren der drejer rundt som en idiotisk Melsæk!”

Resultatet blev, at de jagede mig op paa Depotkammeret, hvor jeg skulde rydde op. Det kunde jo ikke gaa an, at der blandt de stolte, tyske Soldater fandtes een, der ikke var helt ved Snøvsen.

Her gik jeg nu og drev Tiden bort, men samtidig benyttede jeg Lejligheden til at besørge bedre Tøj til mine Kammerater.

Men ak! Hvor længe var Adam i Paradiset? Jeg fik i hvert Fald ikke Lov til at være ret længe paa Depotet. Maaske skyldtes det en af de daarlige Kammerater paa Stuen, men muligvis var jeg ogsaa selv Skyld i det.

Se, en Aften slog jeg i Kaadhed en Kolbøtte paa Gulvet og svang mig nok saa nydeligt op i min Seng, og – Dagen derpaa blev jeg kaldt op til min Underofficer. Det kan nok være, jeg fik en vældig Overhaling.

Han kaldte mig en Simulant og fortsatte: “Saadan en Hykler! Han vil “trykke” sig, og saa er De oven i Købet Gymnast; men nu skal De tage Dem i Agt, ellers kan De tro, jeg skal “slibe” Dem. I Morgen stiller De til Tjenesten, forstaaet!”

Saa fik de endelig med megen Møje og stort Besvær lært mig det, der skulde læres, men det var en streng Tid.

– Vor Underofficer kom til Fronten, og vi fik en ny. Han kom ind paa Stuen til os, medens vi stod og pudsede vore Sager. Vi stod alle ret ved vore Skabe. Han kiggede paa os og spurgte saa: “Hvem af jer vil være min “Pudser?”

– Da ingen svarede, henvendte han sig til mig, som stod nærmest ved Døren, og spurgte: “Hvad er De i Civil?”

Jeg svarede “Murer!” – “Ah”, sagde han saa, “saa kan De jo pudse!”

– “Ja”, svarede jeg, “i Kalk!” “Naa”, sagde han “De er nu min Pudser, forstaaet!”

– Der var ikke noget at gøre, men jeg kom ikke til at blive ked af det, for fra den Dag af havde jeg det ganske fortrinligt, og desuden havde jeg nu af Lægen faaet Betegnelsen k. v. [“Kriegsverwendungsfähig” – dvs egnet til krigstjeneste, RR]

DSK-årbøger 1948

2. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Faa Dage efter min Tilbagekomst skulde der afgaa en Transport til Fronten. Der blev raabt en Del Navne op, mine danske Kammerater, men det gav ikke nok, og der blev da spurgt, hvem der vilde melde sig frivilligt. Da jeg ikke vilde skilles fra mine Landsmænd, meldte jeg mig. Før eller senere vilde jeg jo dog blive sendt af Sted.

Mads Dahl fra Sillerup var blevet overflyttet til Hestfolket som „Fahrer” og var før os rejst til Frankrig. Her mistede han det ene Ben; han lever dog endnu i bedste Velgaaende. Humøret har han i hvert Fald ikke mistet.

Efter at have faaet nye, feltgraa Uniformer og alt til Faget henhørende blev vi ført til Breslau, hvor vi sammen med Rekrutter fra andre Garnisoner blev omdannet til et Rekrut-Depot, som kort Tid efter dampede af Sted vestpaa.

Vi var meget spændt paa, om vi skulde til Frankrig eller sydpaa til Balkan. Det blev det sidste, og efter at vi i Dresden havde faaet Følgeskab af en Bataillon saksiske Jægere, kørte vi videre.

Langsomt satte det lange Troppetransporttog sig i Bevægelse, og da vi forlod Banegaarden, tonede det ud fra alle Vogne, der var stuvende fulde af Soldater: „Muss i denn, muss i denn zum Städtele hinaus!“

Naar der blev sunget, enten paa March eller under Transport, var det altid de vemodige Hjemlandssange, der maatte holde for, som „In die Heimat kehr ich wieder“ og „In der Heimat, da gibts ein Wiedersehn”. Krigsbegejstringens Tid var forbi.

Det blev en lang og – naar undtages den dystre Baggrund – en meget interessant Tur. Rejsen gennem Alperne var enestaaende. Kun afbrudt af korte Ophold for at faa Forplejning gik det ned gennem Østrig til Budapest og gennem Ungarn til Belgrad.

Vejret var fint, og vi nød Udsigten ud over de uendelige Majsmarker, der nu var ved at modnes.

Vi sad oppe paa Taget, selv om det var farligt paa Grund af Viadukter og Telefontraade, eller ogsaa sad vi paa Trinbrættet.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

26. september 1916. Jeg går det i møde tryg og uden gru

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby er netop blevet overført fra et rekrutdepot til Regiment 84, som er rykket ind i stillingen omkring Fort Douaumont ved Verdun.

Skrevet 26-9-1916

Kære alle sammen

Da jeg lige har en time til overs i aften, skal I have en lille hilsen igen. Jeg har det godt.

Forrige nat var vi på vej ud i stillingen, men kom kun halvejs, så måtte vi vende om igen. I morgen aften går det løs igen. Hvor længe vi bliver derude ved jeg ikke., men jeg tænker en halv snes dage. Jeg ligger i Fleury. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det staves. Adolf og Johannes har jeg talt med. Adolf er hjemme på orlov nu. Stillingen her er den samme som den var til at begynde med på 304. Nogen skyttegrav er der ikke endnu. Der er kun granathuller at opholde sig i, men der arbejdes jo naturligvis hver nat. De ligger kun 20-40 meter fra hinanden. Det er just ikke den bedste stilling, jeg har truffet, men jeg synes, at jeg går til det hele så tryg og uden gru. Jeg ved ikke, hvor den tryghed stammer fra, men gudskelov at jeg har den.

Ja. Lad ham råde for min skæbne, så går det nok, som det er bedst.

Vi har her tre danske løjtnanter ved kompagniet. En der hedder Christensen fra Uge, som fører kompagniet, så er der Vestergaard fra Emmersbøl og Jørgensen fra Abild. Ved 6. kompagni er løjtnant Christensen fra Egebæk og en mere dernede fra.

Ja. I kære derhjemme. Nu håber jeg I har det godt og lad os håbe på et snarligt og glædeligt gensyn.

Med hjertelig hilsen eders Johannes

Jeg kan ikke se mere, så I må undskylde skriften. Jeg ville være meget glad om I ville bestille avisen et par måneder. I kan jo sende adressen til dem. Ellers har man jo slet ingen anelse om, hvordan det står til i verden.  Ja. Så godt nat og hils og alle derhjemme.

Eders Johannes

Forhåbentligt er Thorvald hjemme endnu. Jeg håber I har modtaget mit kort med adressen på.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. september 1916. “Søren Hansen, I presume?” Sønderjysk kaffepunch ved Rufijifloden

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Da jeg vaagnede, kom Ramasan, der havde indrettet en lille Lejr til mine tre Bærere, sig selv og Ali et Stykke fra mit Leje, hen til mig og fortalte, at der var gaaet en hvid Mand over Broen og havde slaaet Lejr nede ned Floden.

Jeg kunde se hans Lejrbaal og besluttede at hilse paa ham. Det kunde muligvis være en, jeg kendte, men selv om dette ikke var Tilfældet, saa var det Skik her i Landet, at hvide Mænd hilste paa hinanden, naar de mødtes paa Safari.

For ikke at dumpe lige ned i Hovedet paa en Officer, der maaske ikke i Øjeblikket ønskede mit Selskab, nærmede jeg mig langsomt Baalet og saå mig godt for, indtil jeg blev klar over, at her var enhver Forsigtighed overflødig. Manden, der sad ved Baalet, kendte jeg godt, endda før han kom til Østafrika. Det var en Sønderjyde,
Søren Hansen fra Haderslevegnen.

Han havde en Tid været Lokomotivfører paa Amtsbanerne, men havde fundet Forholdene for smaa og var rejst til Sydvestafrika, hvor han havde faaet en treaarig Kontrakt som Lokomotivfører. Da de tre Aar var udløbet, var han kommet en Tur hjem, men Eventyret sad ham i Blodet, og han lod sig ansætte paa en ny Kolonikontrakt — denne Gang i Østafrika. Da jeg boede i Daressalam, havde jeg hørt, at han var ansat paa Centralbanen, men han kom ikke til Byen, da han arbejdede mellem Morogoro og Tanganyika Søen. Nu sad han altsaa her ved Rufijifloden ved et muntert blussende Lejrbaal og lignede sig selv.

Jeg gik hen til Baalet og hilste: — God Dag, Søren! og for en Gangs Skyld havde jeg den Triumf at se den rolige og uforstyrrelige Søren Hansen blive virkelig forbavset: — Men hvor i den vide Verden kommer du dog fra, Nis? fik han dog efterhaanden fremstammet.

Jeg fortalte ham, at jeg kom fra Kisakki og sagde et Par Ord om, at nu var det nok forbi med at køre i Lokomotiv. Søren Hansen grinede: — Ja, det er en ny Maade at være Lokomotivfører paa, men sæt dig nu ned og faa en Bid Brød med.

Jeg tog mod Indbydelsen, og Søren anviste mig høfligt Plads paa en Feltstol, hvilket var et Særsyn paa disse Breddegrader. Jeg havde set en enkelt Officer sidde paa disse Stole, men de fleste af de andre, der kun havde tre Bærere, havde maattet give Afkald paa denne Luksus.

Søren Hansen satte sig ned paa den Kasse, der indeholdt hans Tøj, og saa gik Snakken. Midt under den kom hans Boy med den herligste Aftensmad, hvoraf jeg kunde se, at Søren hernede i Afrika var en betydelig og formaaende Mand, for ved Siden af dette blegnede alle Ramasans Arrangementer.

Medens vi spiste, fortalte Søren videre om sine Oplevelser paa sin lune og stilfærdige Maade. Han var jo blevet ved at køre frem og tilbage med Toget, saa længe der var nogenlunde Plads til at køre paa. De havde kørt Tropper mod Øst og flyttet andre mod Vest, og Søren havde aldrig bestilt saa meget i hele sit Liv.

Til sidst var der jo kun nogle faa Alen Skinne i tysk Besiddelse, sagde Søren, og Mandskabet paa Lokomotivet puttede saa et Par Dynamitpatroner ind i Maskinen og gik videre.

Nu var han Lokomotivfører til Fods paa Jagt efter en ny Jernbanelinie.

Han talte om Sønderjyder, som han havde mødt ved Jernbanen, og han kendte flere af dem fra Blokadebryderen. Deres videre Skæbne kendte han derimod ikke meget til. Kun havde han fæstnet sig ved Navnet Chr. Hansen, vor første Maskinmester. Han havde vist sig som en overordentlig dygtig og modig Soldat og vilde sandsynligvis avancere til Officer.

Jeg tænkte paa Chr. Hansen, som jeg kendte ham fra Blokadebryderen, en kammeratlig og djærv Mand, der aldrig kommanderede, men hellere tog et Tag med selv, naar det kneb, og jeg kunde ikke rigtig tænke mig ham som militær Vovehals. Men saadan var det nu. Søren Hansen nikkede energisk. Maskinmesteren
er en Mand, som de snakker om ude ved Fronten.

Vi talte om løst og fast, medens vi spiste den gode Mad, og til sidst kom vi da ogsaa til at tale om dem der hjemme.

Det var det Emne, vi altid sluttede med, naar vi var sammen med Landsmænd. Naar vi hørte det gamle Sprog igen, saa kom Tankerne om Hjemmet af sig selv, og vi kunde sidde i Timevis og drøfte, hvorledes de kunde have det derhjemme — uden at have et eneste Holdepunkt i Virkeligheden. Ikke en eneste af dem, jeg talte med, havde faaet en Linie hjemmefra, skønt der sikkert var skrevet Hundreder af Breve via de neutrale Lande til dem.

Og som sædvanlig, naar vi talte om Hjemmet og dem derhjemme, forsvandt al Stemning, og det endte med, at vi begge sad og kiggede ind i Baalet uden at sige noget. Vi kunde have det saa godt vi vilde hernede, have rigelig med Proviant, være raske og godt udhvilede —
Talen om Hjemmet og Længslen efter det gjorde os saa ynkelig fattige, og vi følte, at alt det, vi færdedes imellem, kun betød saa lidt i Sammenligning med det, vi havde lagt bag os.

Med ét hævede Søren Hansen Hovedet: — Op med Humøret, Nis, nu skal vi have Kaffe! og virkelig — jeg kunde spore en stærk Kaffeduft lige i Nærheden, og et Øjeblik efter stod to duftende Krus Kaffe paa den Kasse, der tjente os til Bord. Jeg havde ikke smagt det i lange Tider, og — saa underligt er Mennesket ogsaa indrettet — jeg glemte et Øjeblik mine Sorger ved Synet og Smagen af den brune Drik.

Herregud, det gjorde jo ogsaa kun ondt værre at gaa og ødelægge sig selv med Længsel og Sorg.

— Og her skal du se, fortsatte Søren Hansen, her er noget, som du heller ikke har set for nylig. Det var en Flaske Snaps — en Helflaske!

Jeg havde ikke set noget lignende, siden jeg rejste hjemmefra. Denne Søren Hansen var ikke alene en velhavende Mand, han var noget af et Mirakel. Hvordan i Alverden kunde han fremtrylle en Flaske Snaps midt i det gloende Afrika?

. . . og nu skal vi have os en god gammeldags sønderjysk Kaffepunch af den Slags, som vi lavede i Sandby Kro, hvor jeg er fra, fortsatte Søren Hansen og lod Handling følge paa Ordene.

Solen var forlængst gaaet til Hvile bag Træerne, og Natten havde sænket sig over Skovene og Floden. Langt borte hørte vi Hyænehyl og mange andre Lyde, som jeg endnu ikke kendte, men som jeg snart skulde stifte Bekendtskab med, og her midt i Junglen sad vi to Sønderjyder og drak Kaffepunch. Intet Under, at vi følte Trang til at synge, navnlig da vi havde faaet den anden og tredie Knægt.

Med Søren Hansens Bærere og Flodens Krokodiller som tavse, men sikkert interesserede Tilhører, afsang vi: „Der er et yndigt Land“ , og saa snart de sidste Toner var døet bort mellem Træerne og vi havde faaet endnu en Kaffeknægt, tog vi fat paa den næste danske Sang.

Det blev en uforglemmelig Nat. Siden jeg kom i Land fra Blokadebryderen, havde jeg ikke haft Lejlighed til at synge danske Sange sammen med Landsmænd, og Søren Hansen havde naturligvis heller ingen Lejlighed haft. Derfor skulde der synges meget. Sønderjyder elsker at synge, og vi var ingen Undtagelse fra Reglen. Alle danske Sange, som vi kunde huske, og det var egentlig ikke saa faa, blev afsunget den Nat ved Rufijifloden.

Det var en Oplevelse af den Slags, som man altid vil huske. Lad være, at vor Begejstring havde nogen Forbindelse med de mange Kaffepunche, lad være, at vi ikke sang saa rent, som vi maaske burde — tilbage blev alligevel Erindringen om et Møde med en Mand, der var baade Kammerat og Landsmand, og som ofrede den værdifuldeste Del af sit jordiske Gods, sin Brændevinsflaske, for at
mørke og triste Stemninger ikke skulde forbitre vort Sind.

Da Solen stod op, var Flasken tom. Søren Hansen tog Afsked med mig med mange gode Ønsker, og jeg gik tilbage til det gode Leje, som Ramasan havde redt mig. Da jeg vaagnede, var Søren Hansen draget videre mod Syd.

Den næste Gang, jeg saa ham, var Genforeningsdagen paa Dybbøl.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

12. september 1916. Sønderjysk møde i Kissaki, Østafrika

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepot i Morogoro. I begyndelsen af september ankom han til Kissaki.

[Nis Kocks personlige tjener] Ramasan havde med sikker Sporsans fundet Magasinerne og havde provianteret rigeligt. Da jeg kom hen til vor Lejr, havde han allerede arrangeret et herligt Aftensmaaltid rigeligt med Ris, og ogsaa noget Kød havde han faaet fat paa.

Samtidig kunde han fortælle mig, at Peter Hansen opholdt sig i Lejren — eller rettere i Urskoven udenfor Byen — og at han vidste, hvor han befandt sig.

Jeg spiste hurtigt færdig og bad Ramasan følge mig til Peter Hansens Lejr, og efter en kort Spadseretur gennem Skov og Krat naaede vi frem til en Lejr i Skoven, hvor vi hurtigt fandt Peter Hansen siddende ved et Baal. Han var noget langskægget og ikke saa lidt hulkindet, men ellers rask og frisk og stadig den gode gamle Kammerat.

Han blev overstrømmende glad ved at se mig og bød mig straks en Plads paa en tom Petroleumsdunk. Et Par Cigaretter blev fundet frem, og Snakken tog sin Begyndelse, medens Stjernerne tændtes over vore Hoveder og Baal paa Baal sprang frem imellem Træer og Buske.

Omkring dem færdedes, sad eller laa de forskellige Skygger — hvide Soldater med Tropehjelme, letkendelige selv paa Afstand, Askarier, Bærere, Kvinder og Børn. Det var  et helt Krigerfolk paa March som paa Folkevandringens Tid — eller var det snarere Trediveaarskrigens Landsknægthære med deres Tros, det bragte frem i Erindringen.

Peter Hansen fortalte, at Størstedelen af Hæren laa her i en Bue omkring Kisakki, men en Del Kompagnier havde dog Stilling langt Østpaa. Det var dem, der var gaaet Øst om Ulugurubjergene. Der havde staaet svære Kampe baade her og dér, og Peter gav mig nu en malende Beskrivelse af sine Oplevelser fra Kondoa-Irangi og hertil.

Hans Arbejde havde jo ført ham saa nær ind paa Livet af Kampene som nogen, da han ofte maatte færdes mellem Linierne for at faa de saarede ind. Det var begyndt at knibe med Forbindsstofferne, fortalte han, og han imødesaa med Gru den Dag, da man ikke længere havde tilstrækkeligt til at forbinde de saarede med.

Han fortalte om de dygtige og opofrende Lægers Arbejde og Kamp mod Sygdomme og frygtelige Kvæstelser. Meget ofte maatte de af deres sparsomme Forraad ogsaa forbinde engelske saarede, og det gjorde de pligtskyldigst, men stadigvæk med den uhyggelige Bevidsthed, at engang kunde de være saa udgaaet for Forbindsstoffer og Lægemidler, at de ikke kunde hjælpe deres egne.

Man var nu kommet dertil, at man kogte Gazebindene, der havde været anvendt én Gang, for at kunne bruge dem igen, og nogle af Lægerne var kommet ind paa at anvende en bestemt Slags Bark til Forbindingerne.

Peter Hansen gav iøvrigt Boerne den Ros, at de sloges modigt og behandlede deres Modstandere ordentligt, men ikke desto mindre havde Kampene ved Kondoa-Irangi været frygtelige. Der var blevet anvendt Artilleri i udstrakt Grad paa begge Sider. Tyskerne havde brugt „Königsberg“ Kanoner og Englænderne svært Artilleri, som  var slæbt frem. Generalen selv var blevet lettere saaret af en engelsk Granat, uden at det dog havde svækket hans Arbejdskraft det ringeste.

— Jeg har set ham, sagde jeg, han saa knap saadan ud, som jeg havde forestillet mig ham efter alt det, jeg har faaet fortalt.
— Du kan ellers være overbevist om, at der ikke er sagt noget overdrevent om ham, svarede Peter Hansen. Han kan simpelthen ikke overdrives — han er noget helt for sig. Jeg har set ham paa nær Hold Masser af Gange — han er et mærkeligt Menneske.
— Under en Fægtning, fortalte Peter Hansen videre, havde vore Folk forsøgt et Angreb paa en fjendtlig Stilling oppe ved Kondoa-Irangi. Angrebet var slaaet tilbage, og der laa en hel Del saarede paa en Skraaning. Jeg kravlede ud til dem og forbandt dem, og efterhaanden fik vi dem ogsaa slæbt ind til Forbindspladsen, skønt der blev skudt en Del paa os.

Efterhaanden som vi kom bærende med dem, blev Stabslægen mere og mere gal i Hovedet, fordi Forbindingerne jo var lagt lidt hastigt og maaske ikke lige efter Reglementet. Medens han stod og skældte mig ud over det, kom Generalen til og hørte lidt paa det i Tavshed, men jeg kunde godt se, at han havde Lyst til at sige et eller andet. Endelig drejede han Hovedet og saa Stabslægen lige ind i Ansigtet og sagde paa sin sædvanlige knappe og spydige Maade: — Jamen, Hr. Stabslæge — hvorfor gjorde De det dog ikke selv?

— Jeg blev indstillet til Jernkorset af første Klasse, føjede Peter Hansen halvflov til.

Jeg gratulerede ham. Det var en meget stor Udmærkelse for en menig Mand og i øvrigt ogsaa for en Underofficer.

Peter Hansen slog det hen, men jeg kunde se paa ham, at han alligevel glædede sig over Æren.

Vi talte længe videre og talte begge Dansk. Efter i lang Tid at være henvist til at tale Tysk eller Kisuaheli var det herligt at komme til at tale det Sprog, der nu engang laa mig lettest paa Tungen.

Vi talte om Udsigterne for at komme hjem, men dem vurderede ingen af os særlig højt. Det saa ud til, at Krigen skulde fortsættes til den bitre Ende, og saa holdt den vel ikke op, før de blev færdige hjemme i Europa, eller før Lettow-Vorbecks Hær var smeltet ind til ingenting.
— Naar vi nu maa opgive Kisakki, sagde Peter Hansen, saa er den nærmeste Stilling, vi kan indtage, Rufijifloden. Dér tænker jeg ikke, Boerne kan følge efter os — dels fordi deres Heste ikke kan færdes dernede, og dels fordi de ikke selv kan taale Klimaet. Der er meget usundt, og hvide Mennesker faar uvægerlig Malaria.

— Jamen, hvad saa med os andre? spurgte jeg.
— Jeg tror ikke, der bliver spurgt om vor Mening, svarede Peter Hansen. Jeg har hørt lange Diskussioner om det Emne, men de er allesammen endt med, at vi bliver tvunget til at affinde os med Malariaen, som vi kan — for ned paa den anden Side af Rufijifloden skal vi. Boerne derimod er ikke tvunget dertil og vil sikkert hellere lade sig sende hjem end udsætte sig for Malaria — og saa maa de vel trække sorte Tropper hertil igen for at føre Krigen videre. — Det trækker altsammen Tiden ud, og det er det, Generalen vil opnaa.

Vi talte om Kammeraterne fra „Kronborg“ . Peter Hansen vidste bedre Besked om dem end jeg. Han nævnede mig et Par Navne, som ikke var mere. Kort efter tog jeg Afsked og ønskede ham god Rejse.

Jeg kaldte paa Ramasan, og han fulgte mig tilbage til vor Lejr, hvor Baalene var ved at brænde ned, og hvor Bærerne sov fast efter den lange Safari gennem Ulugurubjergene.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

31. august 1916. Såret til ukendelighed: “Det æ da vel Peter?”

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret under vejs til fronten af skud og håndgranater fra en tysk forpost. Han kom atter bag fronten for at blive forbundet.

Næste morgen mødte jeg foran barakken en nabo hjemmefra, og det var Andreas Lorensen fra Avnbøløsten.

Jeg hilste på ham, men han kunne først ikke kende mig. Lidt efter lidt gik det op for ham, hvem han havde foran sig, og så udbrød han: »Det æ vel da Peter? – men hvo hæ di da flejn dæ av!«

Jeg skulle villigt indrømme, at det ikke var et indbydende syn at se på mig. Tilsmurt med ler og blod, tøjet i laser og begge arme i bind, der var gennemvædet af blod, frakkeærmerne forrevne og benklæderne iturevne af kravleturen igennem skoven.

Men det hele var heldigvis ikke så slemt, som det så ud til: Kun overfladiske kødsår.

I Longuyon, hvorfra toget med de letsårede skulle starte, mente lægen ikke, at jeg kunne tåle turen, og han ville indlægge mig på et krigslazaret, men jeg bad så mindeligt om at komme med og mente, at jeg nok skulle klare rejsen, så det endte med, at jeg fik lov.

Nu bagefter skal jeg villigt indrømme, at det ikke var så helt behagelig en rejse at sidde i en 3. klasses kupe på de hårde bænke 24 timer i træk, og dog var det ubehaget værd. Ved middagstid den  2. september havnede vi på »Hotel Zum grünen Krug« i Wiesbaden.

DSK-årbøger 1970

6. august 1916. Verdun: Jørgen Jakobsen og Peter Jensen såres

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Da den division, der skulle afløse os, blev borte, måtte vi efter at have fået nyt mandskab ud igen, men denne gang var der forholdsvis roligt, og der var ingen franske angreb.

Vi havde dog alligevel tab af døde og sårede at notere, hvilket dog for det meste skyldtes nervøsitet på begge sider. Ingen vidste rigtig, hvor frontlinjen gik. Når man så om natten måske havde mistanke om, at der foregik noget usædvanligt forude, så sendtes der lys raketter til vejrs som signal til artilleriet om at lægge spærreild på de forreste stillinger, og så begyndte altså kanonerne at snakke med.

Nogle granater gik somme tider for kort, og så blev der sendt raketter op igen, nogle gule, nogle røde, for at forlange ilden lagt frem. Når det nu gik franskmanden på samme måde, så var det det rene fyrværkeri iblandet glimtene og bragene fra eksploderende granater – næsten som vi kender det fra Tivoli.

Hele postyret varede som oftest kun en fem til ti minutters tid. 

En nat var Jørgen Jakobsen, Asserballe, med på en patruljegang, da det gik løs, Da de derfor søgte tilbage, kastede tyskerne håndgranater, idet de troede, at det var franskmændene, hvorved Jørgen blev såret i begge hænder. Næste dag gik det ud over Peter Jensen fra Løjt, der blev ramt i overarmen af en geværkugle – det var et glat kødsår, jeg forbandt ham og fik ham sendt godt tilbage, men nu var vi kun fire danskere i stillingen, Da vi imidlertid skulle afløses, måtte jeg blive en dag længere forude.

DSK-årbøger 1970

5. august 1916. Kresten Andresen: “Vær bare rolige og tro, at alt bliver ledet til det bedste”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 5. august 1916

Kære forældre!
Det var en sørgelighed at komme hen til andet kompagni i går aftes. Jeg kunde slet ingen af de gamle venner finde; omsider fandt jeg en Schultz nede fra Haderslev amt. Peter Østergård fra Stursbøl er falden, hvor er det dog sørgeligt. Jeg syntes, jeg kunne tænke mig andre falde; men Peter Østergård, denne gode, rare ven, at han skulde falde, kan jeg ikke begribe. Hvad der dog kræves af ofre. Rasmus Nissen er hårdt såret i begge ben. Hans Skau har fået begge lår brækket og brystet kvæstet. Jens Christensen fra Lundsgårdsmark såret. Johs. Hansen, Linstrup hårdt såret, Jørgen Lenger fra Smedeby såret, Asmus Jessen fra Årup såret. 

Der var ingen tilbage mere, og Iskov, Laursen, Nørregård, Karl Hansen – alle er væk, så nu er jeg næsten alene her. Hvor længe skal dog dette blive ved?

Her har vi det nu roligt, og jeg tvivler om, at vi foreløbig kommer ud igen. Løjtnanten vil have Iskov og Laursen for en krigsret, da han hævder, at de har fjernet sig fra fronten uden grund og sneget sig med til Tyskland.

Jeg har det for tiden godt. Tak for dåsen med stegefedt, som jeg har fået i dag. Den har kun været fem dage undervejs, så postvæsenet funktionerer jo godt. I går fik jeg en pakke med kiks og honningkager, men dem har jeg vel skrevet om i går, ellers skal I have tak for dem.

Jeg er fremdeles ved godt mod og tror fuldt og fast, at jeg snart er helt borte fra denne egn. Men ingen ved jo, hvad der forestår, og det er også godt. Vær bare rolige og tro, at alt bliver ledet til det bedste.

Og så vil jeg slutte med mange kærlige hilsner til eder alle

eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

5. august 1916. Afløsning ved Verdun – og stort smørrebrødsbord!

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Da kompagniet den 5. august skulle afløses, og vi samledes i skoven bag Højde 310, hvor »bagagen« med køkkenet stod, lød derindefra et brag, og sprængstykkerne »dryssede« gennem træernes kroner.

Det viste sig senere, at det var den tyske 42 centimeters mørser, der havde haft en »Rohrkrepierer«, men vi slap for at blive ramt af de nedfaldende »smådele«.

Ankommet til køkkenet mødte der os et syn, som jeg kun har oplevet denne ene gang. Der stod et langt bord dækket med almindeligt kommis brød og også hvidt brød, store klumper smør, pølse og ost, sukker og marmelade, og så hed det: Vær så god og spis! Vi kunne få te og kaffe, rigtig bønnekaffe, alt efter smag og behag – og så meget, vi ville. –

Da vi kom tilbage til vore kvarterer i Loisson, var vi svundet betydeligt ind, og der var nu god plads, thi 140 mand havde vi mistet, deriblandt Hans Bøjskov og Andreas Christensen, Lundsgård, som var havnet på et lazaret i Tyskland og hårdt såret. Straks ved angrebets begyndelse var han blevet ramt af en fransk maskingeværkugle, en såkaldt »opspringer«, der ramte ham i den ene side, brækkede to ribben og sad fast i et ribben i den anden side. Han kom senere i fransk fangenskab og havnede i Aurillac-lejren, hvor han ramtes af den spanske syge og – desværre – aldrig vendte hjem til Sønderjylland.

Vi andre seks havde ikke fået en skramme.

DSK-årbøger 1970

4. august 1916. Peter Rossen hjem på orlov

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juli 1916 lå han mellem Laon og Reims. Sidst i juli fandt han en revolver skjult i nogle æblekasser hos nogle franske civile. Det bragte han i fedtefadet, men han slap for videre påtale. Den 4. august skulle han hjem på orlov.

Endelig oprandt den 4. August . . .
Jeg var bange for, at der ikke blev Orlov denne Gang.

Vi var to, der skulde af Sted. Vi maatte selv hente vore Rejsepapirer i Everguicourt ved vor Bataillon. Da vi kom ind paa Skrivestuen og meldte os, sagde Løjtnanten til sin Skriver: »Løb hen paa  Banegaarden og sig, at de skal vente paa to Mand, for Toget gaar om to Minutter; de har en lang Rejse og skal med!«

— Saa udfyldte han vore Papirer og rakte os dem med de Ord: »Lykkelig Rejse og god Orlov!« —

Da vi kom hen paa Banegaarden og steg ind i Toget, viste det sig, at  det var en Kammerat fra Haderslev, som kørte Toget. —- »Naa, det er saadanne Herrer, jeg maa vente paa«, sagde han. Han hed Wilhelm Rickens.

Nu kørte vi mod Rethel og naaede hjem Dagen derpaa.

Jeg fik Rugen høstet, mens jeg var hjemme. — En Dag vilde vi besøge min Kones Mor i Tiset. Hun havde Fødselsdag. Da vi naaede Højrup, kom Gendarmen ind og reviderede. — »Den er gal«, sagde han,  »Deres Orlov gælder kun til Rurup«.

— »Ja, men vi vil besøge min Svigermor«. — »Ja, saa maa De anmelde i Rødding, at De er paa Besøg i Tiset«. — »Saa kan vi lige saa godt rejse tilbage med det samme«, sagde jeg. Jeg fik saa Lov til at melde mig i Arnum, baade nu og naar vi rejste hjem, og der passerede ikke noget. — »Det er for Deres egen Skyld«, sagde Gendarmen.

Omsider kom Afskedens Dag. Min Orlov var forbi, og jeg drog atter ud til Fronten.

DSK-årbøger 1960

3. august 1916. “Uha! Jeg er såret! Sanitetssoldat ved Somme

Christian Nørgaard, Hammelev, gjorde krigstjeneste som sanitetssoldat.

Vi blev udladet i Velu og marcherede over Møvres til Bapaume, hvor der blev anvist os kvarter i Tillys-Ligny; byen er bekendt fra et slag mellem Napoleon den Første og englænderne såvel som prøjserne.

– Da byen lå under artilleriild, rejste vi forbindsstationen på en »Ferme« uden for Bapaume.

De første par dage havde vi to sårede i vort korporalskab, nemlig Christensen fra Quorp og Byhr fra Bovrup.

Christensen fik en kugle gennem benet, men opdagede det ikke, inden han fik støvlen trukket af, for da fandt han en blodig strømpe og udbrød impulsivt: » Uha, jeg er såret!«

Lægen ville give ham et 14-dages lazaretophold, men han foretrak at blive ved kompagniet. – Byhr var meget heldig, da et hovedstykke fra en shrapnel lige strejfede hans hals, det kunne let have lavet større ravage, ja, kostet ham livet. –

Et par dage senere blev vi flyttet til Bapaume-Vest, som netop i de dage var blevet rømmet for civile, mens der i den østlige del af byen endnu boede civilister.

Vor front strakte sig fra Ovillers over Nord Tipval og sukkerfabrikken syd for Le Sars med forbindsplads i slottet Courcelette.

En aften, mens vi gik til Tipval, fik vi pludselig shrapnel-ild. Jeg løb hen til en bunkers, som jeg havde set om dagen. »Bums«, lød det, da jeg rendte hovedet mod en metalplade i indgangen. »Hov, hvad er der løs«, blev der svaret på sønderjysk, hvortil mit svar kom prompte: »Her skydes der nok efter folk«. – Det var reservister fra regiment 84 og 86, som lå her.

En dag var hele kompagniet med alle 48 bårer undervejs – det var en storkamp dag. Hele kolonnen med et en meter stort Genferflag foran, men vi sparedes ikke for at skulle igennem spærreilden, og frem måtte vi, om også maskingeværkuglerne piskede omkring benene på os. –

Jeg sprang ned i et granathul, hvor der i forvejen sad fire mand. Jeg sagde til dem: »Hæ I æ kort mæ te en skat?« – men lige i det samme fik vi shrapneller oven i hovedet. –

Vi måtte ud igen, for vi vidste, at der ville komme granater bagefter. – Altså ud igen, trods maskingeværkuglerne. –

Jeg løb over til næste løbegrav, der var fuldt besat med infanterister. Under løbet blev min fod hængende i en telefontråd, og jeg gik på hovedet ned i alle stålhjelmene. Vi kom dog uden større tab op til Tipval, hvor vi fik vore sårede tildelt, og vore læger foreslog os at gå samlede gennem spærreilden, hvad vi så gjorde og kom godt igennem.

Vi bragte nu de sårede til slottet Courcelette, hvor vore vogne kunne afhente dem.

Under hvil sad vi i kælderen. Der var kun en læge, en ældre mand, som vi kaldte »Slagteren«. Han sad i skjorteærmer og med stort forklæde. Uden videre hjælp tog han selv de sårede i armene og lagde dem på bænken, hvorefter han behandlede dem.

Da der blev skudt med svære kalibre, blev der stor uro. – »Bare rolig«, sagde han, »de skyder ikke efter os«, Slottet var måske anmeldt som lazaret. En af de sidste dage skulle vi hente tre sårede fra sukkerfabrikken syd for Le Sars, og en kusk skulle køre os derud.

Men da vi kom til Le Sars, lå alle poplerne tværs over vejen. De var fældet af svære granater. Nu ville kusken imidlertid ikke med længere, og vi måtte marchere videre til fods. Da blev der råbt fra en artilleristilling: »Ned i grøften og enkeltmandsgang«. –

Vi kom også over og så englænderne i kikkerten. Uha, uha, der var ikke langt derover. Vi fik nu de sårede hentet og gik til Courcelette med dem,  overvåget af engelske flyvere. Siden blev Le Sars, der lå to kilometer syd for Bapaume, erobret af englænderne.

Den dag måtte vi rømme Bapaume, for vi fik svære kalibre, 28,5 og 30,5. Det var, som om det var anmeldt i forvejen, at der kun lå et sanitets-kompagni der. – Men den 18. august samme år blev vi imidlertid indladet i Bleranecurt til en otte dages rejse til Rumænien.

DSK-årbøger 1972

29. juli 1916. Hele Sønderjylland efterhånden flyttet til Østafrika!

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Den næste Morgen stillede han til sædvanlig Tid, medførende sin Protegé, den nye Boy. Han var unægtelig ikke andet end en Dreng. Han saa ud til at være allerhøjest 10 Aar gammel og tilmed temmelig mager og forsømt. Af Hudfarve var han meget lysere end Ramasan, og han havde smukke og regelmæssige Træk. Desuden saa han meget kvik og opvakt ud.

Alligevel kunde jeg ikke skjule min Forbavselse, da Ramasan præsenterede ham:
— Dette er din nye Boy, Bwana, og hans Navn er Ali!
Dermed var der efter Ramasans Mening ikke mere at sige om den Ting, men jeg kunde dog ikke lade være med at spørge Barnet:

— Jamen, kan du være Boy for mig — du er jo kun en Dreng — hvad vil dog dine Forældre sige?

Drengen saa paa mig med et Par smukke og udtryksfulde Øjne, der sagde saa meget som, at den Sag var forlængst afgjort mellem ham og Ramasan, og at mit Samtykke var ganske overflødigt. For en Forms Skyld sagde han dog langsomt og alvorligt, med en lille, spinkel Drengestemme:
— Jeg har ingen Forældre, og jeg vil gerne følge med dig, Bwana. Du skal nok blive tilfreds med mit Arbejde.

Ja, saa var Sagen jo afgjort. Jeg maatte overgive mig paa Naade og Unaade til Ramsans og Alis samlede Tillid til min Fornuft og Dømmekraft. Jeg nikkede til den lille Dreng og bad Ramasan finde noget Tøj til ham og gik saa til mit Arbejde.

Da jeg et Øjeblik vendte mig om, saå jeg dem begge to staa i Døren, en lille og en stor, en lys og en mørk Skikkelse ved Siden af hinanden, og saadan kom jeg til at huske dem. Skønt vi senere oplevede Dage, der var baade farlige og anstrengende, saa erindrer jeg dem klarest og tydeligst fra den Dag, da Ali kom til os, og de to stod i Døren og saa efter mig. Øjne, der følger os med Tillid og Omsorg, kan vi ikke glemme.

Den samme Dag om Aftenen sad jeg som sædvanlig paa Hotellet og spiste sammen med en ung Plantageassistent, som jeg havde kendt længe. Et Stykke fra os sad der en ung Mand, som jeg ikke tidligere havde set i Daressalam, men som alligevel forekom mig bekendt paa en ejendommelig hjemlig Maade.

Med ét slog det ned i mig: — Jamen, Manden er jo fra Kajnæs!

Det maatte simpelthen være saadan, selv om jeg ikke« havde faaet Vished. Men hvordan i Alverden var han dog kommet her? Han var ikke med „Kronborg“ , det vidste jeg da, og jeg vidste bestemt, at jeg aldrig havde hørt om, at han var rejst til Østafrika før Krigen  derhjemme.

Hvordan det nu var eller ikke var, saa maatte jeg have fat paa Manden. Maaske vidste han noget om dem derhjemme — maaske havde han en frisk Hilsen med hjemmefra.

Al Længsel efter Hjemmet, som jeg ellers maatte holde nede, vældede nu op i mig, og jeg var spændt og urolig, da jeg rejste mig og gik hen til Manden.

— Er du ikke fra Kajnæs?
— Jo, det er jeg, svarede Manden og saa smilende paa mig.
— Saa er du altsaa Peter Christensen
— Ja, det er jeg, og du er Nis Kock.
— Jamen, hvordan i Alverden er du dog kommet herover — du var jo ikke med os, og du var da ikke herovre før Krigen.
— Nej, jeg kom saamænd sejlende for et Par Maaneder siden — akkurat paa samme Maade som I …
— Ogsaa under dansk Flag?
— Ja, lige præcis paa samme Maade, under dansk Flag og med dansktalende Besætning — paa Damperen „Marie“ af København.

Vi saa paa hinanden og kunde ikke lade være med at le.

Paafundet var jo ypperligt, men kunde Østafrika ikke undsættes paa anden Maade, vilde hele Sønderjylland jo efterhaanden blive flyttet herned.

Jo — Damperen „Marie“ af København var da kommet godt gennem Blokaden baade derhjemme og ved Kysterne. Den havde ikke behøvet at tage Hensyn til nogen blokeret Krydser, men var ganske stille løbet ind i Sudibugten i den sydlige Del af Kolonien og havde losset sin Ladning i god Behold.

Den medførte blandt andet et Batteri paa fire Haubitzere med en Mand til Betjening af hver, og Peter Christensen var den ene af dem. Han og de tre andre var blevet tilbage i Østafrika, medens „Marie“
havde lettet og var sejlet igen — hvorhen vidste han ikke.

Jeg maatte nu spørge efter Nyheder fra Hjemmet, men dem fik jeg ikke mange af. Selv om Peter Christensen anstrengte sin Hukommelse nok saa meget, var det ham ikke muligt at finde noget, der kunde interessere mig.

Han kendte kun lidt til mig og næsten intet til min Familie, og han havde kun én Gang været hjemme paa Orlov senere end jeg. Han vidste dog intet opsigtvækkende nyt fra Kajnæs, og det var jo ogsaa en Slags Trøst — ingen Nyheder er gode Nyheder.

Den unge Plantageassistent, som jeg havde holdt med Selskab, kom nu hen til vort Bord, og som det gerne gaar ved den Slags Lejligheder — en Del Drikkevarer fandt ogsaa Vej derhen.

Til sidst, da det var allermorsomst,lukkede Hotellet, men der var andre Beværtninger, som holdt længere aabent, og de blev nu hjemsøgt. Gensynet med en Mand fra min egen Halvø skulde fejres, og de sidste Dages Uro og pinlige Uvished druknes

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

19. juli 1916. “Så ka do wel snak dansk?” Sønderjysk møde på slagmarken ved Somme

Jørgen Hansen fra Aabenraa deltog i slaget ved Somme. Her mødte han kort Peter Rossen fra Hostrupskov.

To Landsmænd mødes
Det var den 19. Julil 1916, at vi rykkede i en Stilling ved Somme. Straks fra Morgenstunden af aabnede Franskmændene en heftig Artilleriild mod os, og hen paa Formiddagen blev vor Stilling stormet af de Sorte. Vi blev beordret frem til Modangreb, men den ene efter den anden faldt tilbage i Graven, ramt af en Kugle, thi Franskmændene havde ogsaa faaet Maskingeværer frem.

Selv blev jeg saaret, men dog ikke værre, end at jeg kunde blive ved Kompagniet. Kampen vedblev hele Formiddagen, og da den omsider stilnede af og Franskmændene trak sig tilbage, laa der Dynger af Lig foran vore Skyttegrave. Jeg blev af Delingsføreren beordret hen til Lægen for at blive forbunden, thi Blodet vedblev at løbe fra et Saar i Hovedet.

For at naa hen til Lægen maatte jeg løbe ca. 200 Meter over aaben Mark, thi der var ingen Løbegrav her.

Efter at være bleven forbunden, maatte jeg løbe samme Vej tilbage. Da jeg var kommen midtvejs, begyndte Franskmændene pludselig at skyde med Shrapnels. Jeg søgte efter Dækning og saa, at der et lille Stykke ud til Siden laa en Mand med et Maskingevær. Ved Siden af ham laa der endnu et Maskingevær og 3 Mand, ramt af en Fuldtræffer.

Jeg spurgte den fremmede Kammerat, om jeg maatte ligge lidt i Dækning hos ham. Ja, svarede han uden at se paa mig, han holdt Blikket stadig rettet paa et bestemt Sted forude. Jeg kunde paa hans Sprog høre, at han maatte være heroppe fra det nordlige og spurgte derfor, hvor han var fra. „Da oben vom Norden”, svarede han, stadig uden at vende Blikket mod mig. „Saa ka do well snak Dansk?” spurgte jeg.

– „Ja! Ka do aa?“ svarede han, og nu saa han pludselig paa mig.

– „Hvor æ do fra?“

-„Fra Affenraa”, sagde jeg, „jeg har Arbejde paa „Hejmdal”

-„Hvad siger du. Jeg hedder Peter Rossen, og er fra Hostrupskov. O, hvor er jeg glad, at jeg igen kan tale Dansk med en derhjemme fra.“ „Du kan tro“, svarede jeg, „at jeg ogsaa er glad for, at vi mødtes. Vi var 7 Kammerater derhjemme fra, men de fem er falden, saa nu er vi kun to tilbage. Men vi maa mødes igen. Men nu maa jeg tilbage til mit Kompagni, for der er falden mange, og Franskmændene bliver ved med at skyde.

Farvel og kom rask og sund hjem igen, naar Krigen er forbi. Vi vil haabe, at det snart maa ske.“ „Tak, ligesaa”, svarede Peter Rossen kort.

Jeg løb hurtigt tilbage til mit Kompagni, men det var et sørgeligt Syn, der mødte mig. I Skyttegraven fandt jeg kun faldne Kammerater. Livet var længst udslukt. Stive og kolde laa de der, de Saarede var blevet bragt bagud i Sikkerhed. Jeg var den eneste, der var tilbage i Skyttegraven. Men jeg søgte ogsaa tilbage og fik her at vide, at Resterne af Kompagniet om Aftenen skulde blive afløst og sendes tilbage i „Rostilling”.

Dette skete om Aftenen Kl. 11, 23 Timer efter at vi var rykket ud. 23 frygtelige Timer. Det viste sig, at vi kun var 75 Mand tilbage i Kompagniet, og af disse faldt endda et Par Stykker, inden vi kom i Sikkerhed.

Inden vi marcherede tilbage, benyttede jeg den korte Tid, det vilde vare, inden vi kom afsted, til at se efter P. Rossen. Men han var der ikke mere, han var ogsaa bleven afløst.

Efter Krigen spurgte jeg efter ham, men fandt ham ikke. Nogle Aar senere saa jeg hans Navn i Mindeparken i Aarhus. Han var kommen godt ud af Helvedet ved Somme, men var Aaret efter falden paa Slagmarken i Galicien.

DSK-årbøger, 1942

18. juli 1916. Hvide bønner giver “gasangreb” ved Verdun

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Efter at vi ca. 40 unge fra Ldw. 85 var havnet ved vort nye regiment, Res. Inf. Regt. nr. 88, i skovlageret nord for Monchetin, blev vi foreløbig tildelt 2. bataljon som en slags 5. kompagni. Det var på flere måder en større forandring for os, thi Ldw. 85 havde sit hjemsted i Sønderborg, mens 88 hørte til 18. armekorps og havde garnison i Hanau i Hessen, der lå 700 kilometer borte fra Sønderborg.

Tillige var vi tidligere kun godt 100 mand i kompagniet, mens vi her tilnærmelsesvis kom op på fuld krigsstyrke, altså 250 mand. Så I kan nok forstå, at der blev pladsmangel, da vi kom til at bo i nogle lave barakker og sov i tre-etagers senge, hvor jeg blev anbragt på øverste etage og lige under taget. Luften var ikke god her, ja, særdeles forpestet, fordi der dag efter dag serveredes store, hvide bønner, der altid gav visse » bivirkninger«. Og jeg i øverste etage så min fordel i at flytte ud i det fri og kampere under træerne, hvor der var godt med frisk luft og høj himmel.

Men snart fik vi marchordre, og hele bataljonen med musikken i spidsen gled ned mod en jernbanestation ca. 20 kilometer borte, og vi, der dannede et ekstra 5. kompagni, trampede som et »vedhæng« bagest.

Ankommet til banegården blev vi indladet i kreaturvogne med påskriften: 48 mand eller 6 heste, men jeg er overbevist om, at der var bedre plads til 6 heste end til de 48 mand, der oven i købet skulle have fuld oppakning med.

Efter en nats kørsel nåede vi næste morgen en station mellem Metz og Verdun, men altså på den franske side af grænsen, hvor vi blev indkvarterede i en lille landsby, hvis beboere endnu drev deres ejendomme selv, men deres landbrug og levevis syntes efter vore begreber at være ret gammeldags. Hvad der ikke virkede tiltalende på mig var eksempelvis, at alle steder lå møddingen foran vinduerne og ud til vejen – et til visse uskønt syn.

Det var også en trist tilværelse, disse mennesker fristede; det forekom mig, at de over for militæret åbenbart var fuldkommen retsløse: Et sted anvendte artilleristerne deres stue som stald for deres heste, og da der var knebent med plads, havde de slået en skillevæg ned, og indgangsdøren var revet bort. så åbningen kunne agere »stalddør«.

Men vi flyttede, da der ikke var plads til os, hen til en lille by, der var vokset op om en fabrik, og vi fik logi i gymnastiksalen.

Der sporedes også en forskel på anden vis mellem de to troppedele, bl.a. i hygiejnen. Ved 85. havde vi så omtrentlig fået bugt med de »små grå«, men her ved 88. trivedes de ypperligt – og da vi dagen efter havde appel med spisegrejer og tæerne, da var der også en betydelig forskel at spore, hvad både lægen og feltvebelen konstaterede, idet de fremhævede os som et eksempel til efterfølgelse.

Spændende var det, da vi skulle fordeles på de forskellige kompagnier, idet vi otte nordslesvigere gerne ville blive i nærheden af hinanden, og det var så heldigt, at 5. kompagni netop behøvede ti mand, så vi otte gled med der. Selvfølgelig kunne vi jo ikke komme i samme korporalskab, men vi var da sammen alligevel.

Da hele regimentet nu var samlet, flyttede vi lidt nærmere Verdun og kom så til at bo i Betainvillers, en landsby, som var forladt af indbyggerne, men ellers ikke meget ødelagt.

DSK-årbøger 1970

11. juni 1916. Krigfange i Rusland: Fra Vladivostok til Dnjepropetrovsk.

Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter ophold i Smolensk, Moskva, Bereosowka og Vladivostok var han i foråret 1916 blevet sendt til Ukraine for at arbejde.

(… fortsat fra 1. december 1915)

Omsider fik Vinteren dog Ende, og vi blev udtaget til en Transport, som skulde paa Arbejde. Det var Landmænd og Folk, der var vant til svært Arbejde. Den 19. April steg vi i Toget og kørte saa i 30 Dage, indtil vi naaede Rutschukowo i Ukraine i Guvernementet Eksterinoslov, som nu kaldes Dnjepropetrovsk.

Denne Rejse var meget interessant. Allerede inden vi forlod Sibirien, havde vi mærket Foraarets Komme, og i Rusland var det allerede varmt. Vi kom til Egne, hvor der var mange Kulminer og Fabriker.

Jeg kom til at arbejde ved Jernbanen. Ukraine er et frugtbart Land, og vi levede her under gode Forhold.

Vi tjente lidt Penge og kunde købe de nødvendige Levnedsmidler. Klæder var dyre, og der var stor Knaphed.

Kort efter vor Ankomst hertil blev Hans Fogh fra Bæk syg. Han fik Udslet ved Munden, men regnede det ikke for noget. Han maatte dog paa Sygehuset, og her døde han.

Hans Kammerater bar ham fra Sygehuset til den russiske Kirkegaard. Det var Pinsedag 1916, han blev begravet.

Pinsedag faldt i 1916 den 11. juni /RR

DSK-årbøger, 1944.

 

6. juni 1916. Ak ja, frænde er frænde værst.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“Frænde er frænde værst”

Den 48. reservedivision var hjemmehørende i Hessen, og man skulle tro, at de fleste af mandskabet var fra denne landsdel. Det var dog langtfra tilfældet, mindst halvdelen var fra andre provinser. Denne sammenblanding fandtes for øvrigt inden for alle regimenter. En undtagelse dannede dog de bayriske tropper. Det var forholdsvis få bayrere, man traf uden for de bayriske regimenter. Det skyldtes måske, at Bayern var et kongerige, eller fordi bayrerne og prøjserne forholdt sig til hinanden som ild til vand. 

Bayrernes benævnelse for prøjserne var »Sau-preussen« (Svineprøjsere). Prøjserne sagde så til gengæld om bayrerne: »De har en stor kæft, men ingen tænder i munden.« Ak ja, frænde er frænde værst – . 

Denne karakteristik af bayrerne passede særdeles godt på ham, som Thomas og jeg havde stiftet bekendtskab med. Det var imidlertid, som om det lille opgør, vi havde haft med ham, havde »tappet gassen« af ham, så han blev til at være i stue sammen med. 

I øvrigt havde jeg endnu et lille og sidste opgør med fyren. Det gik således til: En nat var vi på forpost sammen. Uheldet ville , at han fik en kugle gennem det ene skinneben. Man kunne just ikke sige, at han tog det som et mandfolk, han skreg nærmest som en stukket gris.

Jeg fik ham forbundet og læsset på skulderen for at bære ham tilbage, men han kunne stadig ikke beherske sig og blev ved med at klage og skrige, så russerne efterhånden koncentrerede deres skydning mod det område, hvor vi opholdt os.

Jeg lod manden glide ned på jorden igen og gjorde ham meget eftertrykkeligt opmærksom på, at hvis han ikke holdt op med sit skrigeri, kunne han blive liggende her og rådne op. Det var vel ikke min mening, men jeg var nødt til at få kæften stoppet på ham, og det hjalp; under resten af transporten var han stille som en mus. 

Det var mit første – og det blev også mit sidste møde med bayrisk mentalitet. 

Om Hindenburg, den tyske hærfører og senere præsident, fortælles der, at han engang skal have sagt, at han skulle have de bayriske regimenter til at storme en stilling, og de slesvig-holstenske til at holde den. De sidstnævnte var nemlig for dovne til at løbe væk. Mon det ikke var den jyske stædighed, han forvekslede med dovenskab? 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

2. juni 1916. Rejsen var endt, den alvorlige del begyndte.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Bergholt bliver sendt til Østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

»Regiment 222«

Sønderjyderne havde aftalt at holde sammen, så godt det kunne lade sig gøre; men skæbnen ville, at kun ca. 30 mand af sønderjyderne blev tildelt regiment 222 – deriblandt var jeg. Resten kom til de andre regimenter i divisionen. 

Frontafsnittet i Østgalicien var hovedsagelig besat med østrigske regimenter. De få tyske divisioner, der fandtes her, blev næsten udelukkende benyttet til at opfange de russiske gennembrudsforsøg, der fandt sted snart her, snart der. 

En følge heraf var, at de tyske tropper førte en omflakkende tilværelse. Dagsmarcher på 60-70 km – og mere – var ret almindelige. Da det var meget varmt om sommeren og til gengæld særdeles koldt om vinteren,  -30 grader var ikke usædvanligt, stillede disse marchture store krav til mandskabet. 

Bortset fra ganske enkelte militærveje, fandtes der ingen færdselsårer, som vi kender det her hjemme. Vejene fra by til by bestod kun af hjulspor uden belægning af nogen art. Støvplagen om sommeren var derfor ubeskrivelig, og om efteråret, inden frosten satte ind , var det hele et morads. 

På det frontafsnit, hvor transporten blev udlæsset, havde russerne kort tid forinden forsøgt et gennembrud, som i første omgang var lykkedes. De var gået en halv snes kilometer frem, men var så blevet stoppet af den tyske division og trængt tilbage til deres udgangsstillinger og endda længere endnu. Dette havde kostet divisionen en hel del tab, som transporten nu skulle udfylde. 

Regiment 222 fik tildelt et par hundrede mand. Ved fordelingen til bataljonerne var de 30 sønderjyder, der atter holdt sammen, mere heldige. De kom alle til 3. bataljon. Sammen med ni andre kom jeg til 10. kompagni. En haderslevdreng og jeg blev tildelt samme korporalskab. – Rejsen var endt. Den alvorlige del begyndte.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

2. juni 1916. Indespærret i bugen på den sunkne SMS Seydlitz

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. Han blev i efteråret 1914 erklæret ”helt uduelig” [ganz untauglich] til krigstjeneste pga. et dårligt ben, men efter fornyet session i oktober 1915 blev han alligevel erklæret krigsduelig. I begyndelsen af maj 1916 blev han overført til mineafdelingen i Cuxhafen som matros og senere overflyttet til Wilhelmshafen.

Efter en tre Ugers Tid øverførtes jeg med en Kommando på 300 Mand til Cuxhaven. Vi var blevet overført til Mineafdelingen der og var blevet Minematroser, — „Himmelfartskommando”, trøstede Kammeraterne os med.

Vor Transportfører var en „Obermaschinistenmaat”. Han havde et flot, lyst og kraftigt Fuldskæg. En rigtig nordisk Type. Da jeg om Aftenen, efter at vi var blevet indkvarteret i Kasernen, var på Vej fra Kantinen, råbte han til mig, hvor mange Klokken var, og da han havde hørt mit Mål, udbrød han på Dansk: „Hvor er du fra?”

— „Fra Aabenraaegnen”, svarede jeg. — Ja, det var han også, og det viste sig,, at vi endda flygtigt havde kendt hinanden som unge derhjemme. Han havde i et Par År været Fyrbøder på Amtsbanen mellem Aabenraa og Graasten og var gået ud af Militærtjenesten som Reserve-Maskinistmat. Under Krigen var han blevet forfremmet.

Vi blev nu meget gode Kammerater og var altid sammen uden for Tjenesten. Vi kom sammen i en Kommando til Mineuddannelse og blev sammen beordret om Bord på Minestrygeren M. 31.

Den 31. Maj 1916 afrejste vi fra Cuxhaven til Wilhelmshaven, hvor Skibet skulde gå i Tjeneste. Min Kammerat skulde være 2. Maskinist, og jeg Dæksmatros. Besætningen talte 48 Mand, og Skibets Kommandant var en Overløjtnant.

Vor Omflytning skete netop samme Dag, som Skagerrak-Slaget fandt Sted, og da vi Dagen efter vor Ankomst sjokkede rundt i Krigshavnen i Wilhelmshaven, på Vej til Værftet, havde vi god Lejlighed til at tage de fra Slaget hjemvendte Krigsskibe i Øjesyn.

Der var ikke særlig mange, men de var alle gennemhullede. Hullerne var dækket med Sejldug. „Een sådan Sejr til, og vi har ingen Flåde mere”, sådan var Omtalen af Sejren inden for Marinekredse.

I Slusen ved Indsejlingen til Havnen havde „Seydlitz” taget Bunden og sad fast, kun Kommandotårnet og Masterne stod over Vandet. Dagen derpå blev man opmærksom på en vedvarende Banken fra Skibets Indre, og gennem et Talerør fra Kommandobroen kom man i Forbindelse med nogle Folk, som af Vandet var indespærret i Ammunitionsrummet nede i Bunden af Skibet.

Dernede havde de siddet siden Slaget tog sin Begyndelse Fredag Morgen. Først om Torsdagen i den påfølgende Uge blev de befriede, da Skibet blev hævet. Der var 17 Mand og 1 Løjtnant i Rummet. Fra om Tirsdagen havde man hældt flydende Mad ned til dem igennem Talerøret, men de var dog meget forkomne, en af dem var endda blevet vanvittig. De vidste nemlig ikke, om de lå på Havets Bund eller andetsteds. Skibet var blevet ramt af en Torpedo, og de indstyrtende Vandmasser havde spærret dem inde.

DSK-årbøger 1945

3. maj 1916. Sønderjyde som landsmand blandt polakker på Polens frihedsdag

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Luftschiff Trupp 3 i Warszawa. Den 3. maj 1916 oplevede han fejringen af Polens frihedsdag.

 En Luftskipper fortæller

(… fortsat fra 20. september 1915)

Vi, der altså på en Måde var fast garnisoneret i Warszawa, fik sammen med de andre Tropper Befaling til at tage alt muligt Hensyn til Polakkerne. Når vi gik på Fortovet, sås det endda helst, at vi trådte til Side for Befolkningen, og det kunde vi jo til at begynde med ikke forstå.

Men Sagen var den, at Tyskerne vilde forsøge at vinde Polakkerne for sig og få dem til at blive glade for

deres humane, og, ak, noget så høflige Beskyttelse. Men i det lange Løb lykkedes det jo ikke, og man kan godt sige — uden at sige for meget —, at sådan noget ligger nu engang ikke rigtig for Tyskerne. Denne usædvanlige Høflighed skulde rigtig manifesteres på Polens National- og Frihedsdag, den 3. Maj. For første Gang siden Polens mislykkede Rejsning på denne Dag mod de russiske Undertrykkere i 1860’erne skulde Hovedstaden have Lov til at fejre denne Rejsning i fuld Frihed, og alle tyske Soldater fik Udgangsforbud til Kl. 4 om Eftermiddagen.

Polakkerne skulde føle sig helt alene og befriede, og Befolkningen rustede sig til en mægtig Frihedstilkendegivelse. Dage i Forvejen blev Huse og Gader smykkede med Grønt og det smukke rød-hvide polske Flag. Over Altan- og Balkonrækværker blev der hængt smukke Tæpper, og den store Dag oprandt med Folkeoptog, Gudstjenester, Fest på Universitetet og Polyteknisk Læreanstalt og Festligheder mange andre Steder. Ingen tysk Soldat var der i Vrimlen før efter Kl, 4.

Dog rundt omkring i de forskellige Kaserner lå Mandskabet i højeste Alarmberedskab, klar til Udrykning, hvis Polakkerne ikke forstod at feste således, som „ Beskytterne “ havde tænkt sig det.

Ved 2-3-Tiden gik L-Z 12 til Vejrs for at foretage et Par Rundsejlinger over Byen. Måske har Polakkerne opfattet det som en ekstra Hyldest, men det var det nu ikke. L-Z’s Bug var fuldt lastet til Bristepunktet med Bomber — og ve de formastelige, hvis alt ikke gik efter Programmet.

Alligevel kunde jeg godt forstå, at Befolkningen gav sig hen til Fest og Glade, for det var jo dog første Gang, de efter godt halvtreds Års Forløb fik Lov til at fejre denne deres stolte Rejsningsdag udendørs.

Om Aftenen var der stor Gallaforestilling i Warszawas store, prægtige Opera. Jeg havde været der adskillige Gange tidligere, og jeg husker, at jeg med særlig Glæde har hørt „Aida“ et Par Gange. Denne Aften skulde opføres „Halka” af Moniuszko, et nationalt Syngestykke med mange polske Sange, noget i Lighed med vort „Elverhøj” eller „Der var engang” .

Det var igen ved forskellige Paroler henstillet til os Soldater at undlade at gå i Teatret den Aften, dels for at Polakkerne kunde føle sig alene, dels fordi det ikke var noget for os. Et direkte Forbud var dog ikke givet. Altså, tænkte jeg, det er netop noget for dig, og jeg købte mig et Par Dage i Forvejen en Billet til 1. Etages Pladsloge, 2. Række.

Dagen før skrubbede og vaskede jeg min efterhånden meget slidte og medtagne feltgrå Uniform, og så mødte jeg op i Operaen om Aftenen.

Vi var måske en 5-6 tyske Soldater, der havde dristet sig til at trodse Henstillingen, og jeg tror nok, at de øvrige af os var Polakker fra Posen eller fra Vestprøjsen. Nå, jeg vandrede ind på Rækken, satte mig på min Plads og var snart omgivet af elegant påklædte Kvinder med pragtfulde Smykker og af kjoleklædte Herrer. De kiggede noget misfornøjet og desorienteret på mig lille, feltgrå Mus, og mine Naboer rykkede endda lidt fra mig, for man kunde jo aldrig vide, om der ikke var noget levende på mig. Det var der ikke dengang endnu.

Så begyndte Spillet, og jeg tør nok sige, aldrig har jeg været med til noget lignende. Husk på, at nu kunde Polakkerne for første Gang i mange, mange År i tilsyneladende fuld Frihed fuldstændig hengive sig til deres nationale Epos og uden Frygt vise deres Begejstring for de kendte Toner og Sange. Nok havde de under Russerne fået Lov til at opføre „Halka“, men det var jo under et vist Tryk, de havde hørt den.

Efter hver af de kendte Sange var der en Begejstring uden Lige. Folk klappede og råbte Huj, Huj, Huj, trampede i Gulvet, forlangte da capo, græd og omfavnede hinanden og var helt ellevilde. Den ene mægtige Buket rød-hvide Blomster efter den anden blev kastet op på Scenen.

Hvor kunde jeg andet end blive smittet af denne Rus. Jeg tænkte, noget lignende vilde jo ske, hvis f. Eks. Det kgl. Teater fik Lov til at opføre et dansk Stykke i Haderslev, og vi vilde få Lov til at te os, som vi vilde. Og da alt her foregik i de rød-hvide Farvers Tegn, var det jo let at blive i Illusionen og overføre hele Feststemningen til Sønderjylland.

Altså, jeg klappede, trampede og råbte Huj ligesom de andre.

Da første Akt var forbi, og Folk begyndte at få lidt Ro på sig igen, kom de i Tanker om, at jeg jo næsten havde opført mig ligesom de selv. De snakkede lidt sammen, og så dristede min Nabo sig til at sige til mig: „Rozumi Pan po polsku?“ (Forstår De Polsk, min Herre?). De gik ud fra, at jeg måtte være Landsmand til dem fra Prøjsen.

Jeg måtte bedrøve dem med at sige: „Nie, nie rozumie po polsku!” Han hviskede lidt sammen med sin Nabo, og så forsøgte han igen, denne Gang på Fransk: „Parlez vous francais, monsieur?” Jeg måtte igen svare: „Non, je ne parle pas francais,monsieur!“

Så hviskede han lidt med sin Nabo igen, og de blev enige om, at dette Tilfælde måtte opklares. Så begyndte han for tredie Gang, og denne Gang på meget gebrokkent Tysk; han vilde gerne have at vide, om jeg var polsk Landsmand til dem, men fra det tyske Rige.

Det måtte jeg desværre bedrøve ham med, at jeg ikke var, men at jeg var dansksindet Slesviger.

I et Nu vidste hele Logen det, og med det samme kunde jeg forstå, at de alligevel anså mig for en Slags Landsmand, for en, der havde fælles Skæbne med dem. Jo, Polakker, Elsas-Lothringer og Slesvigere kendte hinanden dengang og tog Del i hinandens politiske Ve og Vel.

Jeg blev trykket i Hånden, ja, en omfavnede mig og trykkede mig i min slidte Uniform ind til sig, ladende hånt om mulig Risiko med Hensyn til levende Væsener; smukke, sorte Kvindeøjne smilte og lynede mod mig; jeg fik Chokolade og Bolsjer og Cigaretter og var med det samme optaget i Logens Fællesskab den Aften.

Og de andre Akter blev sunget og spillet, og Begejstringen steg til Grader, som vi kolde Nordboer har svært ved at svinge os op til, men jeg gjorde mit bedste af et ærligt og henrevet Sind.

Den Aften vil jeg aldrig glemme; den hører med til mit Livs store Minder.

DSK-årbøger 1948