Tag-arkiv: kvinder

25. marts 1917. Storsmugleren “Tante Frederik”

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 3/3 17, fortsat

Ved slutningen af sidste uge så det ud til, at der ville indtræde en standsning i færdslen over grænsen. Der var sket en del anmeldelser derovre om trafikken til Danmark. – En tysker (Jørs?) fra Birkelev, der ofte kom til Ribe og blandt andet drev en del smugleri, var en dag blevet anholdt i Ribe, frataget det indkøbte smuglergods og idømt, siger man, en bøde på 25 kr. Da han derefter tomhændet gik tilbage over grænsen, kom han ifølge med et par andre smuglere, som havde velfyldte rygsække med sig. Af misundelse fortæller man derovre fra, meldte han sine to ledsagere.

En skolelærer fra Roager havde meldt en grænsesoldat, fordi denne havde ladet folk passere over, deriblandt skolelæreren selv. Soldaten fik 3 ugers fængselsstraf, men manden fra Birkelev og skolelæreren blev ikke straffet, fordi de, som det blev udtalt af præsten (Fischer Benzon) derovre, havde været i Danmark af ”politiske hensyn”.

Vedkommende soldat var meget forbitret over den straf, der overgik ham, og udtalte til værten i sit kvarter, at alle djævle var nu også løse i Tyskland for tiden, hvortil værten, en god dansk mand, bemærkede, at det havde de været længe.

En kone, der blev anholdt af en modvillig grænsesoldat, da hun ville gå over til Danmark, anførte til sit forsvar, at flere andre navngivne kvinder havde været herovre.

Der blev så rodet op i sagerne og gjort indberetning, hvad der medførte skærpede instrukser til grænsevagten om, at der slet ingen passage måtte finde sted over grænsen. Der gik så et par dage, da det var meget vanskeligt at kommer herover.

Den før omtalte husholdersker, der den 16/2 var gået herover med et par småpiger, for at de kunne få talt med deres far, der er deserteret herover, var nær ikke kommet tilbage igen med børnene. Hun gik fra den ene post til den anden og blev et stykke vej fulgt af en soldat på den anden side, indtil hun langt om længe ved midnatstid traf en medgørlig vagt, der lod hende gå over; men hun lovede for, at hun ikke skulle herover igen uden at have aftalt tid og sted med en vagt. – Børnene var naturligvis blevet instruerede om, at de ikke måtte fortælle nogen, at de havde været i Danmark at besøge deres far, og da den 6-årige pige en dag blev spurgt om hvorledes hendes far havde det, svarede hun, at han havde det godt, for han var derovre, hvor de spiste hvedekage.

Lørdagen den 24/2, kort efter at de skærpede instrukser var udstedt, kom en kone fra Spandet til grænsen ved Hømlund og bad en vagthavende grænsesoldat om at få lov til at gå over til Danmark. Han turde imidlertid ikke lade hende passere, men tog hende med hen til vagthuset, hvor feltwebelløjtnanten fra Spandet netop på den tid opholdt sig. Løjtnanten gav hende da lov til at gå over, når hun ville være tilbage igen om to timer. Den menige soldat fortalte naturligvis dette til sine kammerater, og så gik det lettere igen med færdslen til Danmark.

Samme aften gik en ældre mand fra Gabøl en ung utjenstdygtig karl fra [her mangler der tilsyneladende en fortsættelse at teksten]

Fra grænsen syd og øst for Ribe, 25/3 17, fortsat

En professionel smugler har man også i denne grænseegn; det er en ældre ungkarl, der har bopæl forskellige steder på den anden side grænsen, et ejendommeligt individ der går under navnet ”Tante Frederik”. Noget indskrænket er han, men til at smugle, har han gode gaver.

Før krigen smuglede han varer ind i Tyskland fra Danmark, tændstikker og andre småting, som han kunne bære over.

Det tyske toldvæsen var ofte efter ham, men han kom næsten altid alligevel godt fra smugleriet. Nu under krigen er han i travl virksomhed med at smugle varer ud fra Danmark til Tyskland. Han er godt kendt; han går i pjaltede klæder, om sommeren i bare fødder, om vinteren med træsko på duknakket og i en slæbende gangart.

Når han toner frem ved et hegn eller på en afsides vej, omtrent som man tænker sig Jerusalems skomager færdes, hedder det gerne: ”nå, nu er Tante Frederik herovre igen!” Børnene især finder, at han er en interessant fremtoning, og de løber ofte efter ham for at få ham til at se på nærmere hold.

Tidligere købte han sit smuglergods i grænseegnens brugsforeninger, men nu, da dette ikke kan lade sig gøre mere, går han til Ribe. Han bærer varerne i en stor rygsæk og har foran på sig en del pakker, der kan veje op mod denne.

Når han kommer i nærheden af grænsen skjuler han varerne, som oftest i en lille fyrreplantage eller på en lynghede ikke langt fra grænsen. Derefter går han ud til en eller anden af grænseboerne med hilsen eller bud derovre fra, og han får sig da en hjertestyrkning i form af mad og drikke.

På denne del af turen har han ikke noget imod at møde en af de danske grænsegendarmer; han er jo da uantastelig, og han vil godt, at de skal se ham færdes tomhændet derovre. Siden, når tiden er belejligt, bærer han smuglergodset over grænsen i mindre partier. – De danske grænsegendarmer har ofte været på vagt ved veje eller krat efter ham, men de kan ikke fange ham; han skifter stadig rute og forstår altid at krydse uden om dem.

Forrige søndag blev han dog pågrebet af den tyske grænsevagt. Han havde da taget sig for ved aftentid at føre et par børn over grænsen, syd for Høm, for at de kunne besøge deres bedsteforældre, som bor på denne side af grænsen.

Børnene blev ført til Roager, hvor de måtte blive natten over, men de blev næste dag ført til deres hjem i Fjersted af selve grænseløjtnanten fra Roager. Frederik måtte derimod under politiledsagelse en tur til Flensborg, hvortil han ankom anden dags morgen; men allerede samme dags aften var han fri og marcherede straks nord på, gik i sine fladbundede træsko fra Flensborg til Over Jerstal og tog derfra med lillebanetoget hjem til Fjersted. –

 Den 25/3

I går gik det omsider Frederik galt herovre. Han havde været i Ribe og gjort indkøb, men da han på vejen til grænsen var kommet omtrent en halv mil sydøst for Ribe, blev han indhentet af en cyklende statspolitibetjent fra Ribe og anholdt. Han søgte at sno sig fra betjenten ved at foregive, at han tjente på en gård i Høm, havde været i Ribe at gøre indkøb, da han skulle ud til sikringsstyrken osv. Hans udflugter hjalp ham imidlertid ikke. Varerne – han havde for 23 kr. – blev konfiskerede, og 10 kr., han havde hos sig i penge, måtte han betale i bøde. Det eneste, betjenten lod ham beholde, var et indrammet billede han havde fået i Ribe samme aften, kom han til Høm. Han var noget slukøret, da han fortalte om sit uheld i et hus, hvor han gik ind, og han var meget utilfreds med, at han denne gang måtte gå tomhændet tilbage over grænsen.

Redaktør Willemoës’ notesbøger

6. marts 1917 – Thomas Thomsen: “Panja Weiber”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i begyndelsen af 1917 befandt sig i Galizien.

6/3 1917
Liebe Mutter!
Besten Dank für denn Briefe und dein Parket mit Fleisch das ich Gestern erhalten habe. Ich verstehe nicht das da nicht mehr Pakete ankommen[.] Das ist das erste jetzt in über 8 Tagen.

Hier siehst du ein Bild von Panja Weiber.

Tre "Panja Weiber", dvs. bondekoner, formodentlig fra Galizien, hvor Thomas Thomsen befandt sig, da han i begyndelsen af marts sendte billedet til sin mor (Kåre Pedersens Samling)
Tre “Panja Weiber”, dvs. bondekoner, formodentlig fra Galizien, hvor Thomas Thomsen befandt sig, da han i begyndelsen af marts sendte billedet til sin mor (Kåre Pedersens Samling)

Du kannst ein Urlaubsgesuch einreichen für mich jetzt wegen Arbeitsurlaub[.] Jetzt sind schon verschiedene gefahren wieder[.] Am besten du schickt es direckt an die Kompagni. Es konnte ja sein das ich Glück hatte[.] Mach es so bald wie möglich ehe die Urlaub wieder gesperrt wird.

Viele herzlichen Grüße sendet dein Sohn Thomas Thomsen.

(Kåre Pedersens Samling)

5. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: en trist orlov

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ikke opvarmede jernbanetog

Efter hvad der meddeles skal opvarmningen af jernbanetogene, der i fjerntrafikken allerede er meget begrænset, nu helt ophøre af mangel paa opvarmningsslanger, til hvis fremstilling, der skal bruges gummi.

Mangel paa gas

er der nu ogsaa i Tønder. Dér vil gasværket fra 1. marts ikke levere gas fra 1 til 6 om eftermiddagen.

En trist orlov

Murer Berliner fra Slotsgade i Aabenraa kom for nogle dage siden hjem fra fronten for at besøge sin hustru, der laa syg. Nu er hustruen i søndags afgaaet ved døden, og om nogle faa dage skal manden ifølge Flensborg Avis atter af sted til fronten, efterladende 6 moderløse børn i hjemmet. 

Faldne

Enke Berteline Schmidt i Høgsbro ved Hvidding har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, Søren Knudsen Schmidt, er død i et feltlazaret, 23 aar gl.

 

2. december 1916 – Lorens Jepsen: “… det stolte Regiment ”Bremen” “

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Monchy Lørdag XII.16.

Min kære Anne!
Takker Dig hermed for et Kortbrev fra d. 28. Du klager, at Du faar saa sjælden Post. Saa maa jeg jo se, om jeg kan overkomme at faa noget mere skrevet. Faar du imidlertid 2 til 3 Breve ad Gangen, saa er det jo selvfølgelig ikke min Skyld, men maa ligge hos Posten. I Gaar Aftes var vi forude at skanse og naar vi gør sadanne Ture saa har vi kun meget lidt Tid til egen Raadighed og er ogsaa trætte, naar man naar tilbage[.] Derfor maa Du undskylde naar jeg ikke skriver paa saadanne Dage.

Udsnit af Flensborg Avis 27. november 1916 med omtale af kamppatrulje "Hansa" udført af blandt andet Infanterie-Regiment "Bremen" Nr. 75 25.-26. november 1916
Udsnit af Flensborg Avis 27. november 1916 med omtale af kamppatrulje “Hansa” udført af blandt andet Infanterie-Regiment “Bremen” Nr. 75 25.-26. november 1916

Du har læst, at Regimentet ”Bremen” har haft Patrouilleforetagender. Ja, det stolte Regiment ”Bremen” er helt rigtigt mit Regt. No 75, ca. hundrede Mand frivillige var fra vort Rgt en lille Smut over i den engelske Grav, snappede 25 Fanger og var saa rask tilbage igjen. Paa Grund af, at Overfaldet foretoges uformodet og hurtig kom det ikke til nogen Fægtning og vi tabte kun en Mand, som var uheldig at hage med en Haandgranat i Pigtraaden, som derved kom til at eksplodere og dræbte ham selv. Vi havde en Vogn staaende rede for at transportere mulige fangne Officerer. Dem fik vi dog ingen af. Jeg laa jo den Gang i Staffete mellem første og anden Stiling og havde selvfølgelig ikke andet med Patrouillegangen at gøre, end at det kunde bringe nogle flere Meldinger. Men da en Tidlang slet ingen Meldinger kom, saa har jeg lagt mig hen at sove og har ikke mærket det mindste til det Hele. Det hele har ikke mindste Betydning, det skulde da i det Højeste være i Oplysningsøjemed.

Kort over operation "Hansa" gennemført 25. - 26. november 1916 (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934, s. 234)
Kort over operation “Hansa” gennemført 25. – 26. november 1916 (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934, s. 234)

Det var jo et sørgeligt Tilfælde med Lassen Rerup.

Pastor Tonnesens Skrifter, som Du har tænkt at bestille, er ikke noget Blad, men nogle Skrifter som Du kun faar tilsendt en Gang. At dømme efter Manden tænker jeg, at Skrifterne vil være rigtig gode. Er Sigmund Olsen endnu hjemme? Der er vel ellers saa omtrent gjort ren Kant, jeg forstaar ikke hvorfra Soldaterne skal tages til næste Aar, men maaske Kvinderne saa kommer for Tur.

Hjertlig til Dig og Børnene
Din egen Lorens

18. november 1916. Hånlige blikke fra pigerne i Flensborg: Iført gamle uniformer.

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I 1916 blev han indkaldt til Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.

Ved krigens udbrud i august 1914 var jeg elev i anden præparandklasse på Haderslev Statsseminarium. Jeg var ene søn blandt fem søskende, og mine forældre glædede sig over, at jeg endnu kun var 16 år, så for mit vedkommende behøvede de ikke at ængstes. Det var også slemt nok, at mine to svogre, der begge havde tjent aktiv, skulle stille i de første dage efter »Mobilmachung«.

Hele første seminarieklasse, som var afgangsklassen, samt de yngre lærere meldte sig frivilligt, nogle vel af pligtfølelse, de fleste måske på grund af patriotisme eller eventyrlyst – mens de uvillige var nødt til at gå »frivilligt« -; dog for os drenge var der foreløbig ingen problemer.

Men som tiden gik, blev der efterhånden brug for de yngre årgange, og den 18. november 1916 blev det også min tur til at stille på Junker Hulvej-kasernen i Flensborg, hvor vi seminarister fra Haderslev blev tildelt 2. kompagni, Regiment 86 med hjemsted på vestkasernen, men da der ikke var plads til alle de indkaldte på selve kasernen, blev en del af os nye rekrutter indkvarteret privat, og på den måde gik det til, at jeg sammen med to kammerater fik kvarter i Norder Graben nr. 24.

Det var vel nok en tjans, skulle man synes, for de små rekrutter at kunne slippe for »Stubendienst«, »Putzstunde« og andre ubehageligheder, og vi havde det også dejligt og fredsommeligt i vor fritid.

Men »ein Aber war auch dabei«: Vi kunne dårligt lade os se, hverken på gaden eller andetsteds, på grund af den forfærdelige mundering, vi var blevet udstyret med. Vi havde fået de gamle blå uniformer med de blanke knapper udleveret, og de var så forvaskede, lasede og lappede, dertil alt for store til de fleste af os, så vi blev til grin, hvor vi viste os på gaden eller restaurationer.

Det var dengang noget så forfærdeligt for vi unge poder sådan at vække opsigt og blive mødt med hånlige blikke – især fra de unge piger – som man gerne ville gøre indtryk på.

Det var heller ikke behageligt, når vi på orlov blev hånet af slægtninge og venner for det underlige »antræk«, og man betegnede os »som Tysklands sidste håb – som dem, der skulle frelse kejser Wilhelm fra nederlag«. Dog gjorde dette sidste intet større indtryk på os, da vi var klar over, at det ikke var os, men tyskerne, man ville håne.

DSK-årbøger 1971

6. november 1916 – Ribe Stiftstidende: der skal tales tysk i telefonen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Der skal tales tysk i telefonen

Dannevirke har modtaget efterretning om, at den private telefonsamtale ogsaa inden for Haderslev bys omraade kun maa ske paa tysk.

 

Mangelen paa belysningsmidler

Som følge af mangel paa de mest brugelige belysningsmidler er man i vide kredse gaaet over til at anvende karbid, hvilket ogsaa ved rigtig behandling giver gode resultater. Det vil ifølge Dannevirke derfor være rigtigt at gøre opmærksom paa den fare, som kan opstaa ved skødesløs omgang med karbid, især da der i den senere tid er sket adskillige ulykkestilfælde. Fremfor alt bør karbid beskyttes for enhver som helst væde og fugtighed, det skal gemmes i lufttætte beholdere, endvidere bør undgaas enhver berøring med lys, brændende cigarer eller lignende.

 

Kvinder

er nu ogsaa i Tønder sysselsatte i jernbanens tjeneste. Paa vestbanegaardens godsekspedition søges ifølge Tondernsche Zeitung nogle stærke kvinder til at læsse gods. 

 

Faldne

Hans P. Grau i Nørballe ved Felsted er falden i Frankrig, 26 aar gl. Han efterlader hustru.

Christian Jepsen fra Gaansager ved Vodder er falden den 20. september; han efterlader sig hustru og flere smaa børn.

Marinesoldat Niels P. Andsager fra Sønder Vilstrup er falden ved et stormangreb den 1. oktober, 21 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Christian Thomsen fra Mintebjerg paa Als er falden og at Oskar Jensen er død paa et lazaret.

 

Saarede

I tabslisten opføres Johannes Juhl fra Sønder Vilstrup og Jacob Hansen fra Kastrup ved Gram som haardt saarede.

13. september 1916. Tønderpiger, mørkets gerninger, tagrørsmel og danskerprygl

Senest ændret den 3. september 2017 16:21

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Brevene skal være aabne

Generalkommandoen har udsendt ordre om, at alle breve i distriktet nord for linien Sønderborg-Tinglev-Tønder for fremtiden skal indleveres aabne. Endvidere vil den private telefonforbindelse i almindelighed blive standset.

Mel af tagrør

Under betegnelsen tagrørsme (Schilfrohrmehl) vil tyske landbrugeres indkøbsforening henholdsvis Fodercentralen i Kiel bringe et for alle slags husdyr saasom svin, hornkvæg, heste, faar, meget passende fodermiddel til fordeling. Det tagrørsmel, som skal fordeles, udvindes af tagrør; som skal høstes i saa vidt mulig grøn tilstand, men senest før de begynder at blomstre. De bjerges lige som godt tørt hø, og de skal beskyttes mod regn, til de er bleven malede. Foderet er rent og ufordærvet af holdbar beskaffenhed. De paa beskreven maade høstede og opbevarede tagrør tørres paa kunstig maade, skæres i hakkelse og forvandles derefter til fodring i passende melform ved fin maling. Melet af tagrør skal fodres op som saadant i let fugtet tilstand eller bedre i en blanding med muligt skarpt smaaskaaren roefrugt eller med skørt, klid, maltspirer osv. Til heste anbefales særlig en blanding med havre og halmhakkelse, herved skal melet af tagrør ligeledes fugtes lidt.

Arresterede unge piger

Nogle unge piger i Tønder, som i anlæggene ved byen blev trufne efter mørkets frembrud, spadserende med mænd, blev søndag aften arresterede som mistænkte for at drive omkring og derved at have overtraadt generalkommandoens forbud. De unge piger førtes til politiarresten, hvor de maatte tilbringe natten, og mandag morgen blev de ført i Politiretten og noterede.

Prygl for sin mund og bagefter arresteret

En vel fortjent straf fik en dansker – skrives fra Ejdersted til Kieler Zeitung – fordi han paa den mest hadefulde maade havde udtalt sig om Tyskland, og han sagde rent ud, at han kun blev her paa grund af den smukke krigsfortjeneste. Efter at han havde faaet en tilbørlig dragt prygl af befolkningen, blev han arresteret.

Faldne

Købmand Jens Karberg i Sønderborg er falden 28. august, 26 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Jens Jensen fra Sottrupskov og Richard Klimm fra Notmarkskov er faldne.

Købmand Th. Clausen, yngste søn af pastor C. i Hagenbjerg, er den 4. september død paa et feltlazaret i Rusland, 24 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Jens Jørgensen fra Sønderborg [amt] er død.

Saarede

Fisker Claus Thomsen i Sønderborg har modtaget meddelelse om, at sønnen, Sophus Thomsen, er paa feltlazaret i Aachen.

Peter Klausen, søn af landmand P.  K. paa Lundsmarksgaard er bleven saaret ved Verdun.

Gaardejer Th. Jessen fra Vejbøl ved Hoptrup er saaret.

I tabslisten meddeles, at Karl Autzen fra Aabenraa, Martin Clausen fra Mejlby Mark  og Christian Andersen fra Bovrup er haardt saarede.

Bogtrykker Johannes Bramsen fra Aabenraa ligger paa grund af en ørebetændelse paa et lazaret i Frankrig.

Savnede

Enkefru Aabling paa Aablings hotel i Skærbæk, har faaet meddelelse om, at hendes søn Otto, der har været med i Rusland, er savnet.

8. august 1916. Vin, kvinder og øretæver

Niels H. Lustrup, Spandet, gjorde krigstjeneste i Regiment 361, 10. kompagni.

Efter en hård omgang nede ved Somme er resterne af vort regiment blevet trukket tilbage bag fronten, for at sårene kan blive lægt og hullerne udfyldte med nyt tilgået opfyldningsmandskab.

Vi ligger, som det hedder, for tiden i arméreserve og prøver på at glemme de hårde og ret krævende dage forude.

I to dage har vi nu opholdt os i denne lille belgiske by. Vi har gode dage, får rigeligt at spise og har ingen tjeneste. Vejret er efter årstiden fint. Jeg og et par kammerater har derfor besluttet os til en tur rundt i byen. Noget spændende kan vi vel i grunden ikke vente. Hvad skulle det vel være – ?

Men vi går altså en tur i byen, ser på husene, som mestendels er rekvireret og taget i brug som massekvarter for trætte tyske frontsoldater, der er kommet hertil for at hvile ud.

Nå, bare frontsoldater er det nu ikke, der ligger her. Vi har set folk fra landstormens rækker samt folk fra et eller andet arbejdskommando drive om her. Disse sidste vil vel være bedst kendt under benævnelsen »Schipp-Schipp-soldater«. Det var arbejdstjenestens våbenløse folk.

Vi er nået ned til en af byens mindre gader og standser op uden for et lille værtshus, en »Estaminet«, som det kaldes på fransk, Der lyder ingen larm derindefra, Man må formode, at her er der endeligt et sted, hvor der hersker ro og fred, Vi åbner nysgerrigt døren og træder indenfor, Ikke en sjæl at se – og dog – lidt efter dukker en midaldrende kvinde op fra et værelse i baggrunden.

– Oh-la-la! – Hun hilser smilende på os. Vi må have set ret tilforladelige ud, for efter en kort præsentation beder hun os med en lille håndbevægelse følge med ind i hendes bagved liggende private stue, – for, siger hun, her ude i skænkestuen passerer der jo så mange mennesker forbi ude på gaden, og, I forstår, sladderen går jo!

– Jo, da, vi har forstået hende, eller vi lader da, som vi gør det! Så sidder vi da straks efter inde i hendes fine stue. – Her er der lunt og hyggeligt.

Damen lader til at have sans for fine møbler. Der er billeder på væggen, nips og blomster; og, som i alle belgiske hjem, et husalter, og under en glasklokke henne i det ene hjørne en Jomfru Marie-skikkelse med Jesusbarnet.

Værtinden! Ja, jeg skal love for, hun kan snakke! Hun har snart fået os anbragt omkring bordet, til dels på ret par magelige stole eller for mit vedkommende i sofa en bag bordet.

Vi bestiller en flaske vin … – Et øjeblik, mine unge herrer! svarer hun og fjerner sig. – Lidt efter kommer hun atter tilbage med den ønskede vin. – Ih, glassene! Et øjeblik! Og som hun sådan går fra og til, lader hun hele tiden munden løbe.

Vinen perler i glassene og forsvinder i vore tørre halse. – Ha! – Mutter – den er go’! Vi må nok hellere få en mere med det samme, siger min kammerat, Frantz Hänelt fra Westfalen, til vor gode, ja, ret så rare værtinde. Hun er ikke sen om at komme ud efter det ønskede. Vi har jo i dag penge på Lommen, og – mon hun ikke har en lille anelse om det, og at disse hersens penge nok »trykker os« …! – Nå, lige meget! – Vi får have endnu en flaske, kommer det fra Friedrich Mackel

Hm! Ja, vi er lige ved at være i vinkel nu! Jo om ikke det tegner godt her … Damen forstår at spørge … Hun skulle da vel aldrig være, ja, være spion – hemmelig spion. Man kan jo aldrig vide.

Vi er kåde, ja, lystige. Vinen har begyndt at virke, føler jeg … 

Pludselig er vort lille selskab blevet forøget med et par nydelige, unge piger. – Hvor kom de fra? – Ja, spørg mig ikke – men de var der, et par unge piger på omkring de tyve. – Ja, sagde vor værtinde stolt, det er mine to pigebørn; hende der, det er Namie, og gav-strikken her hedder Maria.

Pigebørnene her var nok ikke »fødte i går«, for de var ikke spor knibske. –

Ja, sagde moderen, det er slet ikke så let for sådan en gammel kone som mig at holde styr på sådan et par tossede pigebørn.

Vi drak vin, egentlig mere, end vi havde godt af, men hvad, vi var jo i godt selskab, og her var der jo glæde og gemytlighed, så hvorfor skulle vi ikke også tage det med! Tiden gik i idel lystighed og glæde.

Jeg følte, at jeg havde nydt mere, end godt er, og at det var på tide at holde op. – En flaske vin til, lallede en af kammeraterne. Han var allerede på vej ned under bordet …

I det øjeblik sprang døren op, og ind stormede en flok råbende og støjende soldater. Under vilde skrig for de løs på os. Vi anede ikke, hvad der gav anledning til al den ballade midt i al lystigheden. Muligvis har vi været lidt for meget interesseret i pigebørnene.

Nu skulle vi altså have klø, og vi fik virkelig en læsterlig omgang tærsk, for ingen af os var i stand til at yde nogen rigtig modstand.

Disse arbejdskulier, eller hvad de var, slæbte os til sidst ud på gaden, hvor de lod os ligge, indtil en landstormspatrulje dukkede op og fik os transporteret hen på vagten.

Her fik vi lov til at tilbringe natten i arresten. Den følgende morgen havde vi alle tømmermænd, men det var nu langtfra det værste. Vi var alle til grin i de følgende dage, og så måtte vi endda lide den tort, at feldwebelen hånede os og skældte os ud for svin og meget mere ..

DSK-årbøger 1963

31. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: danske tjenestefolk i Nordslesvig

Senest ændret den 8. oktober 2023 9:58

Myndighederne og tjenestefolkene

Som følge af den høje løn, der varierer fra 40 kr. til 75 kr. om maaneden alt efter vedkommendes kvalifikationer, har en del danske tjenestefolk, navnlig karle, i det forløbne aar taget tjeneste i Nordslesvig og har derved ydet en betydelig støtte ved driften af landejendomme, hvor det ellers kniber med at faa denne besørget.

Imidlertid er der et forhold, der truer med at berøve den nordslesvigske befolkning denne gode hjælp, og det er myndighedernes færd over for de danske tjenestefolk, idet man nægter dem tilladelse til under deres ophold i Nordslesvig at tage paa besøg hos deres slægtninge i Danmark. De kan godt nok faa pas til at komme til Danmark, men det betydes dem saa samtidig, at de ikke ville kunne faa tilladelse til at vende tilbage til deres plads igen….

Hjempermitteret

Landmand Scheel i Stenderup ved Toftlund, der for kort tid siden mistede sin hustru efter det tiende barn, er nu bleven fri for militærtjeneste og kommen hjem til sin store børneflok.

En ny session

Generalkommandoen har efter forlydende anordnet en ny session for alle de ikke-uddannede værnepligtige, der endnu ikke er bleven indkaldte, men ved sidste mønstring er bleven betegnede med bogstaverne “gv” og “av” og som er født 1876 og senere, desuden for dem, der for tiden ikke er duelige til garnisons og arbejdstjeneste. Der meddeles ikke, naar den session skal finde sted.

Faldne

Værkmester Richard Hansen,  broder til maskinbygger H. i Egernsund ved Graasten, er falden.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at August Dethleffsen fra Neder Aastrup og Hans Jensen fra Bolderslev er falden.

Meddelelsen om at en søn af landmand Clausen ved Sønderskoven ved Aabenraa er falden, er ikke rigtig; han er udenfor livsfare.

Maler Jakob Lorenzen, søn af bagermester Lorenzen i Genner ved Aabenraa, er død paa et lazaret i Berlin.

Gaardejer Hans Bladt og hustru i Felsted sogn har modtaget efterretning om, at deres eneste søn, Nis, er falden den 8. juli, 27 aar gl.

Gaardejer Jørgen Mortensen fra Arnitlund i Bedsted sogn ved Flensborg er falden den 18. juli, 37 aar gl. Han efterlader sig hustru og en søn tilligemed sine gamle forældre.

Tidligere degn og lærer Sørensen i Øsby, nu i Haderslev, har mistet sin næstældste søn, Marius, der er falden den 14. juli, 31 aar gl.

Købmand Rolf Ulrik Andreas Bentzen i Haderslev er falden den 20.juli, næppe 25 aar gl.

Smedemester Hans Schmidt og hustru i Hyrup ved Toftlund har modtaget budskab om, at deres søn Peter er falden ved Somme.

Peter Boysen fra Laasled ved Gram er ved Somme falden den 22. juli, Han efterlader enke og et lille barn.

Saarede

Hans Bruhn, søn af slagtermester Bruhn i Bolderslev, er bleven haardt saaret ved Vestfronten.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Niels Christensen fra Gestrup og Karl Adamsen fra Gabøl er haardt saarede.

Endvidere meddeles, at Martin Jørgensen fra Hvinderup er bleven saaret den 19. september 1914.

Landmand Iver Christensen i Barlund ved Rødekro er bleven haardt saaret paa Vestfronten.

Murermester Mathias Hansen fra Over Jerstal er ved Vestfronten bleven haardt saaret.

Bagermester Hans Sørensen i Haderslev er bleven haardt saaret og ført til et reservelazaret i Tyskland.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Nikolaj Nielsen 1. fra Ringsbjerg i Aabenraa amt er haardt saaret

Savnede

 og Niels Fogd fra Sønderborg er savnet.

 

30. juli 1916. Feltpræsten advarer om at de værste kampe er med at modstå de franske kvinder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 30. juli 1916

Det er søndag henimod aften og jeg synes, jeg vil skrive så ofte jeg har lejlighed dertil. Byen, hvori vi ligger i kvarter, hedder Le Nou- vion. Den er omtrent på størrelse som Haderslev, og når du så tænker husene i Nørregade fra kasernen og op til Frue Kirke afbrændt, så har du en lille forestilling om, hvordan det ser ud her.

Det er sørgeligt at gå igennem gaden, overalt ruiner, og der er også ruiner i adskillige andre gader, men det er kun enkelte huse. Det stakkels folk, som har lidt så meget. Mange er måske dræbt under kampen, eller i det mindste er de da jaget fra hus og hjem. Når man ser sådant, og det er vel kun småting ved siden af al den anden elendighed, så skulle man synes, at det kunne være nok, og at Vorherre måtte sætte en stopper for alt det skrækkelige, som krigen fører med. Men som du skrev fornylig: Vorherres tanker er ikke vore tanker. Vi skal blot bede til ham, og så vil han også nok hjælpe, når hans tid kommer.

Vi var til feltgudstjeneste i formiddag ude på en græsmark, men det fik jeg ikke meget ud af. Det kan du nok forstå, min kære Inger. Præsten udtalte tilsidst, at kompagniet havde udstået store kampe, men alligevel mente han, at de værste kampe kom vi måske til at bestå her i den tid, da vi var i ro. Han mente med hensyn til de franske kvinder. Nå, hvis det var det værste, så skal jeg nok komme uskadt hjem…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

24. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: måske er alt håb ikke ude…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tøjet kunne ikke sendes, da englænderne beholdt valpladsen

I den sidste tabsliste, som vi bragte forleden, var anført, at gaardejer Jesper Skovs søn, Bille Skov, fra Raadager Mark [Roager Mark] i nærheden af grænsen, var falden i kampene ved Somme. Den første meddelelse fra fronten til forældrene gik ogsaa ud paa, at han var falden, men senere meddeltes, at man ikke kunde sende hans tøj, da englænderne efter slaget beholdt valpladsen. Efter dette syntes alt haab om, at han maaske er i live og i engelsk fangenskab ikke helt udelukket. Fejltagelser af den art har før fundet sted.

Udvisning

Jernstøberiejer Peter Gade i Sønderborg er bleven udvist af det prøjsiske statsomraade.

Tyfus – kun en krigsfange tilbage

Gaardejer Bertram Poulsen i Øster Løgum, hans hustru, deres søn, og deres tjenestepige er for tiden syge af tyfus. De er ifølge Hejmdal alle fire bleven indlagte paa kredssygehuset i Aabenraa. Hjemme paa gaarden er kun en russisk krigsfange bleven tilbage.

Krigens haardhed

Handelsmand Nis Jensen i Neder Jerstal, der har været indkaldt siden krigens begyndelse og næsten hele tiden har ligget ved Vestfronten, kom hjem paa orlov for 10 dage siden. Faa dage efter hans hjemkomst blev hans hustru ifølge Hejmdal syg af en ondartet mavesygdom, som i løbet af et par dag lagde hende i graven. Manden skal om et par dage forlade sine 5 smaa børn for at vende tilbage til hæren.

Faldne

Landstormsmand Peter Thomsen af Ellund er falden, 41 aar gl. Han efterlader hustru og 4 børn.

Hjulmand og sparekassebestyrer Johan Rølck er falden ved Somme. Han er den 14., som er falden fra Kliplev kommune.

Efter 22 maaneders forløb har fru Marie Albrechtsen i Borup nu faaet vished for, at hendes mand Klaus Albrechtsen er død i fangenskab den 26. september 1914, 30 aar gl. Han efterlader hustru og 2 smaa drenge.

Mathias Hansen af Sønder Hostrup er falden ved Verdun den 11. juli, 37 aar gl. Han efterlader en sørgende moder.

Anton Holt [?] fra Bredebro er den 11. juli falden paa Østfronten, 38 aar gl.

Anton Hansen fra Vinum er falden.

Malermester Bernhard Kier fra Haderslev er falden den 16. juli og bogholder Niels Winge, søn af fisker Mathias Winge i Haderslev er falden den 13. juli.

Thomas Hansen fra Broager er falden; han blev 24 aar gl.

Den 4. juli faldt paa Vestfronten Hans J. Damm fra Bovrup i en alder af 34 aar.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Peter Lund 4. fra Skudstrup, Andreas J. Hansen fra Arnitlund og Jakob Hansen fra Fjelby i Sønderborg amt er faldne.

Landstormsmand Math. Bruun fra Jaruplund døde den 15. juli af haard sygdom paa et feltlazaret, 38 aar gl. Han efterlader hustru og 2 børn.

 Saarede

Maler Marius Bahrt er ved Verdun bleven haardt saaret og ligger paa lazaret i Küstrin. 5 sønner af Bahrt deltager i denne tid i kampene paa de forskellige krigsskuepladser.

Malermester Jes Petersen fra Hokkerup er blevet saaret i slaget ved Somme.

3 mænd fra Bjolderup sogn H. Clausen, Bolderslev, Paulsen fra Smedager og Rettig fra Bolderslev er bleven saarede den 12. juli ved Somme.

Malersvend Lorenzen, som før krigen arbejdede hos maler Tønder i Aabenraa, er bleven haardt saaret ved Luck.

Arbejdsmand Jens Laumand fra Øsby er bleven haardt saaret.

Savnede

Gaardejer P. S. Rosenberg fra Nørre Bollum savnes.

 

12. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: omgang med krigsfanger

Senest ændret den 1. maj 2017 8:28

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Straf for venlighed mod en russisk fange

For nævningeretten i Læk stod i følge Hejmdal to unge piger fra B., anklagede for usædelig omgang med en russisk krigsfange. Begge nægtede imidlertid at have haft en saadan omgang med russeren; derimod indrømmede de at have vist ham andre tegn paa imødekommenhed. De idømtes hver en uges fængsel.

En mærkelig masse som sukker

Der hersker blandt husmødrene i Haderslev almindelig skuffelse for ikke at benytte et endnu skarpere udtryk over det raa-sukker som de har faaet til 22 pfennig pundet til syltetiden, skriver Dannevirke. Aabner man posen for sukkeret, ser man en masse, der ligner malet halm eller Avner eller hvad det nu er, og hvori man kan skimte nogle smaa sukkerkrystaller, og massen lugter som gammel halm. Det ligner mere dyrefoder end menneskeføde. Man kan ikke forstaa, at Rigssukkerstedet – eller hvad det nu er for et sted – vil sende saadan noget ud til befolkningen. Og skal man rense det, saaledes som opskriften lyder paa sukkerkortets bagside,  vil der vist nok kun blive lidt sukker tilbage. Prisen, man betaler herfor – 22 pfennig – , bliver altsaa dyr nok. 

Faldne

Gaardejer Peter Hansen Petersen og hustru i Torp ved Aabenraa har modtaget efterretning om, at deres søn Rasmus er falden i Frankrig den 1. juli, 30 aar gl.

Martin Jørgen Jensen fra Toft ved Graasten er falden den 24. juni, 27 aar gl. Han efterlader sig hustru og barn.

Laurits R. Bertelsen fra Arnitlund ved Over Jerstal er den 1. juli falden i sit 32.  aar.  Han efterlader sig enke og en gammel moder.

Degn Palmus og hustru i Tandslet paa Als har modtaget efterretning om, at deres eneste, stud. theol. Heinrich Palmus er falden den 1. juli under et engelsk stormløb.

Rentier Chr. Schrøder i Nørre Vilstrup har faaet meddelelse om, at hans søn er falden den 23. juni.

Landboelsmand Jakob Hansen fra Arnitlund ved Over Jerstal er falden ved vestfronten; han efterlader enke og to smaa børn.

Snedkermester Andreas Hansen fra Over Jerstal er ligeledes falden ved Vestfronten. Han efterlader sig enke og tre smaa børn.

Viktor Gundesen, søn af lærer Gundesen fra Styding ved Hammelev, er den 30. juni falden paa slagmarken, 24 aar gl.

Landmand Bernhard Clausen fra Kastrup i Gram sogn er falden ved Verdun den 28. juni. En af den faldnes kammerater har sendt Clausens hustru meddelelse – I alt er der faldet omkring en  halv snes mænd fra Kastrup.

Gaardejer Jørgen Jørgensen i Knorborg ved Hygum, der som landstormmand deltog i krigen i Frankrig, er falden ved Verdun.

Saarede

I den prøjsiske tabsliste meddeles, at Jes Speggers fra Elstrup er haardt saaret.

Bager Christian Roth i Aabenraa har meddelt sin unge hustru, at han den 4. juli er blevet saaret under et stormløb i Frankrig.

Andreas Ravn fra Løjt Kirkeby, som for omtrent et aars tid siden blev indkaldt som ikke uddannet landstormsmand, er bleven saaret i Rusland.

Peter Jepsen, søn af lærer Jepsen i Over Jerstal, er under kampene ved Vestfronten bleven haardt saaret.

Paul Hansen fra Grønnebæk ved Jels er bleven saaret. Der menes dog, at han er uden for fare.

I den sidste tabsliste meddeles, at Hans Dahl fra Haderslev er haardt saaret.

Christen Karstensen fra Kær ved Sønderborg er bleven saaret den 25. september 1914.

7. juli 1916. På blindelazaret i Halle an der Saale

Senest ændret den 22. juli 2016 8:53

Søren P. Petersen, Rødding, mistede synet, da han blev såret den 6. juni 1916.

»Zu den drei Degen« var navnet på frimurerlogen i Halle an der Saale. Selve navnet bragte tankerne hen på fortællinger om det muntre studenterliv, overmodig ungdom, forældede æresbegreber og dueller. — »Oh, alte Burschenherrlichkeit!« Halle var jo den gamle, smukke studenterby.

Det ret imponerende bygningskompleks lå i en lille park med udsigt over floden og til ruinen af den middelalderlige Moritzburg, som lå på en lille ø i Saalefloden. Bygningens stilfulde indre fortalte om et intellektuelt aristokrati. De hvide buster, som fra deres konsoler i salene havde set ned på mange kendte mænd og skønne kvinder, var jo selv repræsentanter for kultur og kunst, for intelligens og traditionel patriotisme. Nu så de ligesom med tomme blikke hen over ofrene på fejlslagne forhåbninger og fejlagtige vurderinger, thi nu var her indrettet lazaret.

I to store sale lå vel ialt henved 300 mand, og i nogle mindre rum var der plads til de hårdest medtagne.

På dette lazaret blev jeg indlagt den 7. juli 1916, sammen med min lidelsesfælle, Friedrich Schmidt fra Hamborg. Dermed var vi her 14 blinde. Der var Otto Rosstäuscher fra Altenfeldt i Thuringen. Han var glaspuster af profession. Ved bordet ville han gerne fortælle om, at glaspusterne og glasarbejderne spiste hundekød og også hundefedt for at modvirke lungetuberkulose. Fra anden side har jeg fået oplyst, at det faktisk bruges; men det var nu mest for at drille hans landsmand, Robert Laube fra Frauenwald, som altid nedlagde  voldsom protest.

Der var stationsforstanderens søn fra Celle i Hannover. Han målte sine 194 cm. Han var stadig overbevist om, at han nok skulle få synet igen. Ingen havde kunnet nænne at sige ham den brutale  kendsgerning, at han havde mistet begge øjne, men en dag måtte lægerne alligevel til det, fordi han skulle have proteser. Han havde  også mistet den ene hånd.

Så var der den unge skorstensfejer, som til tider havde det mest sprudlende humør, men til andre tider var dybt fortvivlet. Mertenis var 40 år og havde været stenhugger. Han ville ingenting tage sig  for. Hans far og bedstefar havde også været stenhuggere og var døde i 40 års alderen, og det ville han også nok gøre. Det hørte til faget.

Det var en mærkelig følelse igen at være i et civilt samfund, hvor ganske almindelige mennesker kom og gik, snakkede med os, gav os cigarer og blomster og andre ting.

De fleste sygeplejersker var »Røde Kors«-søstre, damer fra byen,  som her tog deres tørn, og de vidste ikke alt det gode, de ville gøre for os.

Det lå i sagens natur, at de fik vor fulde fortrolighed. De læste vor post og skrev vore breve. De fleste af mine breve var jo skrevet på dansk, og de måtte sommetider læse dem to eller tre gange, inden jeg fik helt fat på indholdet, men også det tog de med godt humør. Disse kvinder, der passede og plejede os 14 blinde, har sikkert i  deres gerning haft mange kostelige oplevelser, når disse ganske unge soldater betroede dem deres hjerteanliggender.

Søster Marie Stein fortalte mig somme tider sådanne små træk. — En ung mand havde fået en ny kæreste, og nu skulle hun skrive et afskedsbrev til den første og en glødende varm bekendelse til den nye. Han vævede i det med at diktere, og til sidst sagde han: »Å, søster, De forstår sådan noget bedre end jeg, skriv bare så godt De kan!«

Det gjorde søster, men var så uheldig at få brevene forbyttede. »Det kan nok hænde, at det gav ballade«, lo hun. Jeg stod forresten i  mange år i skriftlig forbindelse med søster Marie, og hun skænkede os et stueur til vort bryllup.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

11. maj 1916. Nyt fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Luftskibet ”L7”

der blev skudt ned i Vesterhavet af englænderne den 4. maj, hørte hjemme i Tønder.

Påklædningskort. – Højestemål for dameklæder.

I de sidste dage har der ifølge ”Berliner Tageblatt” i Düsseldorf fundet forhandlinger sted mellem ledelsen af rigsbeklædningsstedet og repræsentanter for tekstilindustrien vedrørende den mindre bemidlede befolknings forsyning med tøj i fremtiden. Herved meddeles der, at der med det første skal indføres beklædningskort, hvorefter de mindre bemidlede kan få de nødvendige klæder.

Under et modemøde i handelskammeret i Berlin for nylig nedsattes et udvalg af sagkyndige, som skulle fastsætte højestemål for dame-konfektionsartikler. Det har nu ifølge ”Der Konfektionär” vedtaget, at der i det højeste må bruges. Til paletot’er 3 ¾ meter (af 130 cm bredt tøj), til kostumer 4 ¾ meter, til nederdele 4 meter, til støvkåber 4½ meter. Ved størrelser over 46 skal det være tilladt at bruge mere. ”Berliner Tagesblatt” håber, at disse højestemål endnu underkastes en revision, da de næppe turde medføre nogen besparelse.

Kvindelige banevogtere og konduktører.

I en anordning fra jernbaneminister v. Breitenbach anbefales med henblik på manglen af mandlige kræfter at ansætte dertil skikkede kvinder som banevogtere og sporskiftere, hvor det drejer sig om strækninger med jævne forhold, så driftssikkerheden ikke berøres heraf. Endvidere anbefales det at ansætte kvinder til konduktørtjeneste i persontog på kortere ture. Kvinderne skal under tjenesten være iført en dertil passende klædedragt.

En fangelejr nedbrændt.

Den til henved 70 fanger beregnede fangelejr ved Ensted med beboelsesbygning og køkken nedbrændte i lørdags eftermiddags fuldstændig. For tiden var der henved 20 fanger i lejren; de havde næppe forladt denne for at begive sig til arbejdet, da pludselig flammerne sås slå ud af taget. Det lykkedes husværten, kommissionær Holdt, ved vagtmandskabets og fangernes hjælp at bjerge en stor del af køkkenredskaberne, medens inventaret i vagtstuen og fangerummet blev et rov for luerne. Hvorledes ilden er opstået, er ikke opklaret.

For udbredelse af falske rygter

blev aftægtsmand Peter Chr. Bossen af Store Emmerske den 21. december i fjor ved landsretten i Flensborg dømt en måneds fængsel. Han havde sagt, at kronprinsen var blevet skudt af sine egne folk. Bossen nedlagde revision, der imidlertid ifølge ”Flensborg Avis” i mandags af rigsretten i Leipzig blev afvist som ubegrundet.

Tvangssalg.

Gæstgiver Hans Thaysens kro i Felsted blev i går solgt ved tvangsauktion i Åbenrå. Højstbydende blev Thaysens svoger, rentier Alexander Simonsen i Felsted, med 16.000 mark. Afgørelsen om tilslaget vil følge senere.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Enkefru Maren Madsen i Skast har gennem Røde Kors fået efterretning om, at hendes søn Martin er død af plettyfus i russisk fangenskab den 13. maj 1915. En måned før han døde, mistede moderen en anden søn i Frankrig.

I den 525. tabsliste meddeles, at Karl Callsen af Jaruplund Mark er faldet.

Den 73. marinetabsliste melder, at Christian Thomsen af Flensborg, Martin Fransen af Emmerlev og Wilhelm Davidsen af Trappen er i krigsfangenskab i England.

I den 10. liste over savnede meddeles, at Henry Voss 2. af Åbenrå er faldet.

Ifølge tabslisten er Jørgen Andersen 2. af Østerby (Sønderborg) hårdt såret.

Landstormsmand Jep Knudsen af Bedsted er død på et feltlazaret, 28 år gammel; han efterlader hustru og barn.

Hans Petersen af Brøndlund er hårdt såret.

Marine-tabslisten melder, at Anton Grau af Styding er savnet, efter al sandsynlighed død.

16. marts 1916. Kvinde får bøde for at ligge med en krigsfange – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kirken og krigen.

Konsistoriet i Kiel har til sogneforbund, menigheder og andre kirkelige korporationer samt de under kirkeligt tilsyn stående stiftelser, anstalter og foreninger sendt opfordring om at tage del i tegningen af det fjerde krigslån. Det bemærkes, oplyser ”Hejmdal”, at der ingen betænkeligheder foreligger mod at bebyrde kirkelige ejendomme i den hensigt for de rejste lån at tegne krigslån.

Desuden anmodes præsterne om at virke hen overalt, hvor der ikke kan tegnes større lån, at søge tilvejebragt mindre bidrag.

Afgift ved opkøb af kvæg.

Formanden for bestyrelsen af den slesvig-holstenske kvæghandelsforening, landråd Dr. Scheiff, bekendtgør, at foreningen af medlemmerne for ethvert efter vedtægternes bestemmelser underkastes opkøb af kvæg i provinsen Slesvig-Holsten vil opkræve en afgift på 1/10 % af regningsbeløbet.

Mangel på smede.

Krigen har medført en betydelig mangel på håndværkere på landet, da de fleste yngre mænd er indkaldte til hæren. Navnlig savnes ifølge ”Hejmdal” smede og hjulmagere, der vel nok er dem, landbruget mindst kan undvære, navnlig nu i forårs- og sommertiden.

Ingen kaffeselskaber mere!

Fra officiel side opfordres til i krigstiden at standse alt gæsteri, især også kvindernes kaffe- og teselskaber.

Kvæget.

”Flensborg Avis ” meddeler:

”Store kvægtransporter er siden den 23. februar igen blevet befordrede fra statsbanegården ud til søkarantænen ved Flensborg, som på grund af forholdene i lang tid har måttet ligge stille. Kvæget, der kommer hertil nordfra, sendes efter noget ophold videre til fronten; hvert tog ledsages af en underofficer og 20 mand. Alene i sidste uge er der kommet henved 3000 stykker kvæg gennem Flensborg. Blandt de fordele, byen har af disse kvægtransporter, er den, at der daglig bliver henved 1000 liter mælk i byen”.

En bøde.

”Flensborg Avis” meddeler fra landsretten i Flensborg:

For overtrædelse af belejringsloven var konen Magdalene Gregersen, født Nissen, af Høgelfeldt ved Brecklum anklaget. Hendes mand var faldet i april 1915. Hun havde slet ingen hjælp på gården, der ligger ensomt, og fik så en belgisk krigsfange til hjælp.

Med ham havde hun levet sammen. Hun hævdede, at han havde lovet at gifte sig med hende. Konen er 29, fangen 23 år.

Statsadvokaten androg på 3 måneders fængsel. Retten tilkendte den anklagede formildende omstændigheder og idømte hende en pengebøde på 100 mark.

For hjælp til faneflugt.

Ved landsretten i Flensborg forhandledes i tirsdags en sag mod tjenestekarl Karl Nicolajsen af Rådager. Den anklagede er født den 20. januar 1898. Den 20. januar i år havde han efter aftale hjulpet to værnepligtige med at flygte, nemlig en hjemløs Jensen, som havde været soldat, men var sendt hjem igen, og en Christensen. Flugten udførtes på den måde, at man kørte over grænsen med en vogn, som om man ville hente roer. Under halmen i bunden af vognen lå Jensen skjult, mens Christensen var kusk. Den anklagede kørte så alene tilbage. Han tilstod grædende alt, og undskyldte sig med, at en af de flygtede havde sagt, at der ingen straf var for en sådan handling. Den anklagedes far, som var til stede, oplyste, at anklagede i begyndelsen af krigen havde villet melde sig frivilligt.

Statsadvokaten androg på 8 mdrs. Fængsel.

Retten idømte den anklagede 4 mdrs. Fængsel, idet den ifølge ”Flensborg Avis” tog hensyn til, at han var mindreårig, da han udførte handlingen, og at det var sandt, at han havde villet melde sig frivilligt, da krigen begyndte, så han ikke havde handlet af tyskfjendtlig sindelag.

Læderpriserne.

I går, den 15. marts, trådte en ny bekendtgørelse vedrørende højestepriser og beslaglæggelse af læder i kraft i stedet for den hidtilværende bekendtgørelse om højestepriser for læder af 1. december 1915; derved nedsættes de hidtil gældende grundpriser betydeligt for et helt antal sorters vedkommende.

 Kamp om smørret.

Smørret er der stort begær efter i Haderslev. Foran det udsalgssted, som Mastrup mejeri har åbnet hver mandag og torsdag eftermiddag på Jomfrustien, samledes ifølge ”Dannevirke” forleden eftermiddag ved tretiden så mange købelystne, at gaden udenfor var propfuld, og man måtte låse døren for at få ro til at betjene dem, der var sluppet ind. Men når døren så igen blev åbnet, opstod der en kamp mellem dem. Der skulle ud, og dem, der ville se at slippe først ind.

Da trængslen blev ligefrem livsfarlig for dem, som havde færrest kræfter, blev der sendt bud til politikontoret, og to betjente kom for at ordne adgangen til at få den begærede vare.

Hvem der var med i trængslen bringer hårrejsende beskrivelser af de scener, der forefaldt. Kvinder hvinede, og småbørn, som mødre havde med, skreg.

Der fortælles også pudsige scener fra al bedrøveligheden. Blandt dem, der stod udenfor og søgte at komme ind, var der også en temmelig svær dame. Da en militærklædt mand kom ud med to pund, begyndte man at gøre ophævelser herover, og den svære dame var nok en af dem, der var mest højrøstet. Soldaten gav imidlertid svar på tiltale og sagde til den svære dame: ”De skulle overhovedet slet ikke have noget, De kunne gå hjem og tære af Deres eget fedt”.

For fremtiden vil enhver kunde kun få ét pund smør, som i forvejen er afvejet; det nytter ikke at sige, at man skal have med til naboer.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Chr. Frisk og hustru i Branderup modtog i lørdags efterretning om, at deres søn er faldet ved Verdun. De har allerede mistet en søn i krigen og har endnu en søn mere ved hæren.

Chr. M. Frandsen og hustru i Friskmark ved Gram har modtaget efterretning om, at deres søn Boy er faldet den 24. februar, 24 år gammel.

Snedker Jens Wismar fra Klostret i Haderslev er den 28. februar blevet såret.

Den eneste søn af gårdejer Lausen i Ringtved, der har været savnet siden de første kampe i Belgien og Nordfrankrig, befinder sig i fransk fangenskab, sandsynligvis i kolonierne.

14. marts 1916. Harejagt på Vestfronten

Nikolaj Kramer gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

Vi laa i Stilling paa Vimy-højene, Nord for Mont de Loretto, og havde, naar vi var afløst, vort Kvarter i Avion.

Det var i Marts Maaned, og der laa en Smule Sne over Markerne.

Paa Vejen tilbage fra Skyttegraven havde vi set et Par Harer og besluttede derfor at foranstalte en Harejagt. Jeg var under denne usædvanlig heldig og skød fire Harer.

Der var i Grunden slet ikke noget Hekseri ved det, for naar vi dreven Hare op, løb den et Stykke, satte sig paa Bagbenene og saa sig om. En nogenlunde god Skytte kunde da med Lethed nedlægge den.

Vi ankom til Kvarteret med seks Harer. Tre af dem blev flaaet og gjort i Stand, kom i Gryden og blev kogt. Noget at stege dem i kunde vi jo ikke fremskaffe. Suppen blev altfor stærk, og da vi ingen  Kartofler havde, maatte vi spise det kogte Harekød med tørt Brød til, og dertil drak vi saa den grimt smagende Suppe.

De tre allerede tillavede Harer slog til i det Par Dage, vi var i Kvarteret. De andre tre blev hængt ned i Kælderen, og Madame og hendes Datter fik Besked om, at Harerne skulde blive der, til vi kom tilbage igen.

Da vi næste Gang kom fra Skyttegrav en, var der kun to Harer.

Kvinderne gik og luskede omkring og saa efter mig. Jeg anede, at der var noget galt. Jeg gik derfor bag om Huset og ind i det lille Rum, som var reserveret til de to Damer. Madame kom straks hen til mig: “Oh, la la, monsieur danois, den er jo gruelig gal, nogen har taget den ene Hare.”

Jeg var med det samme klar over Situationen og sagde, at det nok var dem, der havde spist den, men, tilføjede jeg: “I kunde godt have spist to, det havde ikke gjort noget.”

Baade madame og Datteren blev saa lykkelige, at de begge to græd. Staklerne havde ikke smagt Kød i lange Tider.

Jeg forklarede mine Kammerater Sagen, og de morede sig
derover. Vi gjorde vore to Harer i Stand og gav Kvinderne Forhalvdelen af den ene.

De to Kvinder havde fra den Dag megen Tillid til mig.

DSK-årbøger 1953

13. marts 1916. Faldne, savnede og en æreløs kvinde

Senest ændret den 15. juli 2016 10:08

Dagen nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Faldne.
Aftægtsmand Niels Bladt og Hustru i Asserballeskov har i de sidste Dage modtager det tunge Budskab, at deres Søn, Landsbrugskandidat Niels Bladt, er falden den 27. Februar under et Stormangreb ved Verdun. Meddelelsen er kommen gennem Kompagni-Feldweblen. Den unge Niels Bladt var en meget begavet und Mand, tog for nogle Aar siden Landsbrugseksamen ved Landbohøjskolen i København og har senere været Assistent hos Konsulent Hansen i Graasten. Niels Bladt blev 24 Aar gammel og efterlader Hustru og et lille Barn, som han paa Grund af de skærpede Bestemmelser med Hensyn til Orlov inden for de nordlige Kredse aldrig har set. Det tinge Budskab rammer den unge Hustru haardt, og ikke mindst han gamle Forældre, der sikkert til ham havde knyttet lyse Fremtidsforhaabninger.
Niels Bladt og Hustru har desforuden endnu 2 Sønner og en Svigersøn ved Fronten.
Enke Marie Godt, født Lauritzen, i Dyndved paa Als, har modtaget den sørgelige Efterretning fra Regimentet “Königin” [FR86], at hendes eneste Søn Jørgen er falden den 27. Februar under et Stormangreb. Han blev kun 22 Aar gammel.

Død paa Lasaret.
Johannes Kock, Søn af tidligere Kancelliforstander J. Kock i Haderslev er den 4. Marts afgaaet ved Døden paa et Feltlasaret som Følge af Lungebetændelse. Den Afdøde, der har været med i mange haarde Kampe, blev kun 20 Aar gammel.

Saarede.
Anton Brodersen, Søn af Arbejdsmand Brodersen paa Erlev Vej i Haderslev er i de sidste Kampe bleven saaret af et Skud i Hovedet. Han har ifølge “S.G.” dog selv kunnet skrive hjem.

Gaardejer Peter Enemark fra Stenderup ved Rødding, der i Fjord indkaldtes som ikke uddannet Landstormsmand, er for nylig bleven let saaret af en Granatstump i Ryggen efter kun i 2 Dage at have opholdt sig i Skyttegravene. Han ligger paa et Lasaret i Seban.

En Søn af Gaardejer A. Tejlmann i Hjortvad ved Lintrup, der har deltaget i Kampene mod Vest, er bleven saaret i den ene Skulder af en Geværkugle. En nordslesvigsk kammerat, som ligeledes blev saaret, har meddelt det til hans Hjem.

Savnede.
Peder Christensen, næstældste Søn af Gaardejer Anders Christensen i Vilsbæk, tidligere i Dynt ved Broager, der stod ved 31. regiment 10. Kompagni, er ifølge Meddelelse fra hans Feldwebel-Løjtnant savnet siden den 25. Februar. I Meddelelsen staar der, at alt tyder hen til, at han er falden i fransk Fangenskab.

Anders Christensens ældste Søn, Kristian, der stod ved 61. Regiments 10. Kompagni, har været savnet siden August 1914. Hans sidste Brev var skrevet den 17. August, og deri hed det bl.a.: “Nu gaar vi gennem Allenstein og saa over den russiske Grænse. Forhaabentlig ses vi snart igen” Alle Efterforskninger efter ham har været forgæves; men derfor er jo ikke ethvert Haab om, at han kan være falden i russisk Fangenskab, helt udelukket.

Fra Provinsen.

Kæreste med en russisk Fange. Tjenestepige Johanne Tychsen i Bredevad i Bylderup Sogn er bleven arresteret for at have spillet Kæreste med en Russer. “Tondernsche Zeitung” kalder hende et æreløst Kvindfolk, som fortjener at stilles i Gabestokken.

Tyveri af Levnedsmidler. Hos en Kone i St. Hansgade i Flensborg er der ved Indbrud i Kælderen blevet stjaalet 2 Pund Mejerismør og en  stor Medisterpølse. Sagen er meldt til Politiet, og dette har allerede et temmelig sikkert Spor af Tyveknægten.

9. Marts 1916: “Da bliver Kvindfolk til Hyæner!”

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Faldne.
Efter halvandet Aars smertelig Uvished har Enke Anna Bertelsen i Bolderslev ifølge “Fl.Av.” modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes ældste Søn Jes er falden den 23. August 1914 ved Mons i Frankrig; han blev kun 23 Aar gammel. Sørgegudstjenesten afholdes Søndag Formiddag den 19. Marts i Bjolderup Kirke, hvor Pastor Hoeck tager.

I disse Dage er der igen kommet et Dødsbudsskab fra Felten til Dybbøl, idet der er indløbet Meddelelse om, at Snedkermester Chr. Hansen dersteds er falden i Kampene ved Verdun. Der er ifølge “Fl.Av.” nu den 16. Faldne der fra Sognet, foruden 4 andre, der har været savnede siden September 1914, og hvis Tilbagevendes der nu kun er meget ringe Sandsynlighed for.

Peter Jakobsen fra Ulkebøl har den 29. Februar fundet Døden paa Slagmarken, ramt af et Skud i Hovedet. Han blev 24 Aar gammel. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Søndag den 19. Marts om Eftermiddagen Kl. 3 i Ulkebøl Kirke.

Peder Christian Rasmussen fra Haderslev, der var indkaldt som Forstærkningsreservist, er falden den 29. Februar, paa den tredje Dag efter at han var indtraadt i sit Kompagni. Der vil blive holdt en Mindegudstjeneste for ham Onsdag den 15. Marts om Aftenen Kl. 8 i Gammel Haderslev Kirke.

Politibetjent Møller og hustru i Toftlund modtog i Gaar den sørgelige Efterretning, at deres eneste Søn er falden ved Verdun.
Ligeledes modtog Thomas Schøtt og Hustru i Toftlund det Sorgens Budskab, at deres Søn, der tjente som Feldwebel-Løjtnant, er falden ved Verdun.

Døde paa Lasaret.
Oskar Weimann, Søn af Kødsynsmand Oskar Weismann i Aabenraa, der i Fjor under Strabadserne i Felten paadrog sig en Lungeturberkulose, er i Forgaars Formiddags efter lang Tids Sygdom afgaaet ved Døden paa Kredssygehuset i Aabenraa i en Alder af 34 Aar.
Gustav Adolf Madsen, Søn af Enke Christine Madsen i Hvinderup ved Kristiansfelt, er fjernt fra sit Hjem afgaaet ved Døden som Følge af en haard Sygdom, næppe 25 Aar gammel. Der vil blive holdt Mindegudstjeneste for ham Onsdag den 15. Marts om Aftenen Kl. 7 i Tyrstrup Kirke.

Fra Provinsen.

Kommunalt Kartoffelsalg. I Morgen Fredag, fra om Formiddagen Klokken 9 af lader Aabenraa By sælge en Del Kartofler. Foreløbig kan der dog kun sælges Portioner paa 10 Pund for 50 Penning til de Borgere, hvis Forraad er sluppet helt op. Hvem der har Kartofler i sin Besiddelse eller til sin Raadighed og alligevel køber eller søger at købe af Byens Forraad, gør sig strafskyldig. Imidlertid er der gjort Anstalter til at forskaffe større Mængder Kartofter.

Smør, Margarine og Flæsk. “Dybbøl-Posten” skriver:
I Sønderborg er der altid Trængsel i Smørbutikkerne.  I en Butik, hvor der hvor Onsdag er et begrænset Kvantum Margarine at faa, er Gaden til disse Tider sort af mennesker, og en Politibetjent maa holde Orden.
En Slagter i Byen havde i Gaar slagtet to Svin. Men Klokken 9 i Gaar Morges var alt udsolgt.

Det er hverken Savn eller Nød, men Folks egen Gridskhed, der volder saadanne Tilstande. Enhver vil være først ved Truget og render under Stormløbet skaanselløst sin svagere Næste over Ende. Vi maa sande Schillers Ord: “Da bliver Kvindfolk til Hyæner!”

Tag det bare med til mere Ro, der falder nok endnu en Bid af til hver; endnu hersker der jo hverken Nød eller Sult, men kun et unødvendigt kapløb om at komme først til truget for at faa den bedste Stump.

24. februar 1916. Tyveri, fotografi og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Mens mændene er i krig. – anklagede krigskoner.

Ved landsretten i Flensborg stod i tirsdags to unge krigskoner fra Haderslev anklagede for groft tyveri. De to anklagede, hvis mænd er i felten, har henholdsvis 1 og 2 børn. De fører fælles husholdning, mens de har hver sin lejlighed.

Deres samlede månedlige krigsunderstøttelse beløb sig i oktober i fjor til 68 mark hver 4 uger. Deraf måtte de betale 21 mark i husleje.

En dag, da disse to koner stod og savnede penge, åbnede de efter aftale en gasautomat. Foreløbig tog de af denne kun 20 pfg, som de skulle bruge til mælk. Senere åbnede de igen automaten og tog lidt efter lidt – eftersom de var i forlegenhed for penge – i alt 37 mark.

De anklagede, som aldrig havde været straffede før, hævdede, at nøden havde drevet dem til at handle således.

Statsadvokaten mente ikke, at her forelå nogen nødstilstand i lovens betydning, og androg på 5 måneders fængsel for hver af de anklagede. Retten kunne ikke træffe nogen afgørelse, før der var indhentet nærmere oplysninger om de anklagedes forhold. Sagen blev derefter udsat.

Militæruniform og fotografering

Den stedfortrædende generalkommando i Altona har bedt ”Dannevirke” meddele, at det i medfør af en forordning fra de stedfortrædende generaler er forbudt uberettiget at gå i militær uniform, hvilket efter loven om belejringstilstanden er strafbart.

Ligeledes er det strafbart uberettiget at lade sig fotografere i militær uniform, og den fotograf, som foretager en sådan uberettiget fotografering, gør sig strafbar som medskyldig.

Det tilrådes endvidere de fotografer, som har uniformer til rådighed for deres kunder, ikke at anvende disse i deres forretning, så længe krigen varer, da de kan udsætte sig for, at de kan blive beslaglagte.

Aktieselskabet ”Modersmålet”

vil som følge af dyrtiden på papir, farve og lignende heller ikke give noget udbytte til aktionærerne for året 1915. Regnskabet for 1915 balancerer i aktiver og passiver med 161.887 mark 12. pfg., indtægt og udgift med 81.348 mark 42 pfg.

Af sætter-og trykkerpersonalet er hidtil 12 blevet indkaldte, deraf er, som meddelt, en faldet og en såret. I understøttelse til disses hustruer er hidtil af aktieselskabet udgivet til dato 2.365 mark.

Pågrebet flygtning

En russisk krigsfange, der var flygtet fra sit arbejdssted i Agerskov, blev i går formiddags fanget af gårdejer August Petersen i Gammeleng ved Rødding, som afleverede flygtningen til militærvagten.

Faldne, sårede og fangne

Efter nordslesvigske blade

I tabslisten meddeles, at løjtnant i reserven Feliks Bruhn af Skovbølgård er savnet,

Hans Markus fra Bovrup, hidtil i fangenskab, er død (udlands efterretning);

Hans Lund af Øster Løgum, hidtil savnet, er såret.

Nis Petersen af Kværs, hidtil savnet, er død i fangenskab (udlands efterretning).

Den sidste marine- tabsliste nævner, at fyrbøder Iver Hansen af Kværs er død, hidtil var han meldt savnet.

31. januar 1916. Makedonien: Dovne mænd og undertrykte kvinder

Sønderjyden “H” blev forbløffet og vred over sæd og skik, da han mødte serbere og muslimer i Makedonien.

Fra Makedonien.

Den 31. Januar 1916.

Kære Mor, Søster og Helga!

Ja, det er jo et stort Ark, jeg nu begynder paa, det er ikke fordi jeg netop har saa meget at skrive om — den ene Dag gaar jo næsten som den anden. Og dog er der mere Afveksling i Vinter.

Sidste Vinter var vi længere paa Stedet og var ogsaa mere direkte inde under Krigstummelen; men havde dog ellers en rigtig god Tid. Vi havde elektrisk Lys, gode Stalde, varme og lyse Opholdsrum, og Befolkningen lignede jo da dem, vi før var vante til at omgaas. Naturen og Klimaet var ogsaa mere hjemligt der end hernede.

Her fører vi mere et omvandrende Rejseliv, er ude paa en lang Rejse, faar meget at se; det er ikke saa meget, i hvert Tilfælde direkte Krig, vi mærker, ja heller ikke dens Følger. Den lange Tur her ind gennem Passet mellem Leskovac og Kumanovc var en meget interessant Tur, og den var heller ikke saa vanskelig, da vi havde nogenlunde godt Vejr.

Men I kan tro, det var en Snævring, og mange Steder var Vejen bundløs. Jeg skriver Vejen, for der er kun denne Vej langs med Moravaens Bred ud og ind mellem Bjergene eller Bjergkæderne. Jævnsides med Vejen gaar Jernbanen, men hvor Floden slaar en stor Bugt, der gaar Jernvejen lige gennem Bjerget gennem lange Tunneller. Vi derimod sneglede videre om ad med Floden.

Vældig var Naturen mange Steder, særlig hvor Snævringen var saa smal, at Klipper til en Højde af 1500-2000 Meter ragede lige op og ned og Klippeblokke højt oppe hang ud over Vejen, og Floden dybt nede brusede og skummede. Saa kunde der, naar vi kom om et Klippehjørne, komme en lille fri Plads, hvor Bjergene gav mere Plads til de Vejfarende; de skarpe Kanter og de stejle Spidser tog af, Bjergene blev rundkuplede — opad deres Sider stod Bøgetræer med gult Løv og op rundt om de smaa graa Huse.

Alle Vegne, nede og oppe, kunde vi høre baade Barnegraad og Latter. Cigaretrygende Mænd, dovne og dasende, stod der overalt og saa paa os. Gamle og unge Kvinder var altid i Gang, tit bærende tunge Byrder og ved strengt Arbejde. Højt oppe paa Bankens Top mange Steder en Kirke, ikke særlig køn, og Kirkegaarden uden om. Kirkegaarden var tydeligt at se; der stod de mange hvide Sten, høje og lave, men de hælder baade frem og tilbage — der er slet ingen Orden — der kan være noget saa trist over en serbisk Kirkegaard.

I det hele taget, hvor har jeg dog set mange triste Kirkegaarde rundt om, hvor vi har været.

Efter at vi var komne ned til Flodbredden igen og Vejen atter begyndte at stige, ja, saa kunde det komme saadan, at den gik lige op over et Bjerg. Saa gjordes der Holdt — der toges Afstand — Hestene kradsede saa smaat af op ad den stejle Vej, og Kusken, ja, vi alle, haabede jo, naar vi kom derop, saa kom Udsigten, saa fik vi mere Luft. Men nej, der bag ved var der endnu højere Bjerge; saa ned igen, ned til Flodbredden, og saadan Gentagelse efter Gentagelse. Dog altid andre Former, men bestandig under denne indespærrede Fornemmelse.

Først efter fire Dages Kørsel slap vi ud, jeg havde nær sagt, saa vi Land foran os, men dog længst ude omgivet af høje Bjerge — at det var Bjerge kunde man se, for de stod som en hvid takket Mur rundt om Landet foran os.

Nu er vi saa inde i Makedonien. Der er mere fladt her, det vil sige, der er Bjerge nok, men de trækker sig da mere beskedent tilbage her. Den By, vi nu har boet i i 6 Dage, men som vi forlader i Morgen, er beboet af Tyrkere — derfor mohamedansk i Sæd og Skik.

Vi kunde slet ikke forstaa, hvad der var i Vejen, da Byen var kvindetom; vi saa slet ingen. For det er jo nu da saadan alligevel hernede ogsaa, at der mangler noget, naar man ikke ser dem.

Lille Børn, naar man nu tænker, at de f. Eks. i Danmark har Valgret, er ligestillede med Mændene, hvilken skrigende Modsætning hernede. Ja, hvor er de dog langt tilbage.

Man maa undre sig over, at det er muligt, det som jeg saa i Formiddags, da jeg gik forbi et Hus, hvor en Kvinde ikke kunde komme hurtigt nok ind, som det sig hør og bør, at Manden da slog hende, fordi hun havde ladet sig se. Men hun tog roligt imod den knaldende Lussing, som hendes egen Mand gav hende, og for­ svandt ind ad Døren. De maa kun lade deres Ansigt se af deres egen Mand.

Hvor kan man blive ilter og rigtig gal i Hovedet ved at gaa og se paa disse dovne Mandfolk hernede, altid rygende paa en selvlavet Cigaret; de bestiller ingenting, alt ligger øde og forsømt, hulter til bulter, skident og usselt er alt.

Rundt om de forskellige Hjem er der Raalerstensmure eller Kampestensmure. Hist og her er der faldet et Stykke af disse ned, men nej, den Skade bødes der ikke paa, saa løber de hen over Brokkerne. Der kan de springe rundt fra Sten til Sten, saa slipper de paa det Sted at gaa i Dynd til Knoklerne i denne Tid. Naar først Sommeren kommer, kan det blive tørt nok.

Det skal være meget varmt hernede. Forresten er Tyrken rigtig flink imod os. Han klapper os paa Skuldrene — det gjorde vor her, og sagde saadan noget som, at Germanerne og Mohamedanerne — Tyrkerne — saa slog han ud med Armene — „Vi er jo fælles om den store Sag“.

I Morgen begynder vi saa paa en tre Dages March, og standser vel saa nedad ved Veles et Sted. Her er Omgivelserne saa mærkeligt ørkenagtige. Træer er der næsten ingen af. Dovne Mænd, Drengebørn, Æsler og en Masse Hunde, det er det meste Levende, vi ser. Ja Faar. Men det allerkønneste er nu Bjerggeden — den er dejlig — den har en Rejsning som en Hest og er kobberrød, et nydeligt Dyr.

Her ser man ofte det Billede, at der kommer en cigaretrygende Tyrk slentrende, drivende foran sig 2—3—4—5 langørede luntende Æsler med fuld Oppakning af alt muligt, havde jeg nær sagt: Skind, Huder, Klude, Ben og Mastetræer. Naa, det sidste kan de jo selvfølgelig ikke have mange paa Lager af. Men hvad de har paa Lager, det er Tobaksblade. Der avles en Masse Tobak, hvilket ogsaa er tilfældet her i Byen.

Fra Donau og hernedad bager de alle deres Brød paa følgende Maade: Ildstedet er altid midt paa Gulvet. Majsen — det er altid Majsbrød — er finmalet. Vand hentes i en Krukke, aldrig i en Spand. Bagetruget er et udhulet Stykke Træstamme.

Et bestemt Maal Mel og dito Vand æltes sammen. De kender ikke meget til det, der hjemme staar i Eders Kogebøger: „man tager“; der er nemlig ikke mange Slags at tage af her. Inden Dejgen røres sammen, lægges der dygtigt med Ved paa Ilden, det kender de rigtigt, det lægges løst og let paa Ilden, men saaledes, at Bagestenen kan bæres oppe, saa Veddet kan forbrænde.

Alt som det brænder, synker den cirkelrunde flade Sten længere og længere ned i Ilden, Flammerne slaar helt rundt op om den. Stenen er, som nævnt, flad med en 3—4 Centimeter høj Kant, saa der bliver en rund Flade, Fordybning, indtil 20—25 Centimeter i Flademaal. Majsmelet og Vand røres sammen, mange kommer lidt Surdejg i.

Stenen er varm, den væltes ud af Ilden, den støves lidt af med en skidden Klud — ikke altid —, der prøves med Majsmel, om den er for varm. Er den passende, det kender de selvfølgelig nøje, ja, saa hældes den flydende Dejg ned i Stenens Udhuling. Tit bruger de saa en flad Sten til at lægge over, men mange bruger en klokkeformet Jernplade.

Oven paa denne og rundt om lægger de saa den gloende Aske i en 1-2 Centimeters Bredde. Der staar saa Ovnen. Efter to Timers Forløb er Majsbrødet færdigt. Det spises helst varmt. Ikke sjældent har jeg set, at de lægger Asken direkte ned paa Dejgen, men forinden vender de Pandekagen. Denne Bagning gaar for det meste for sig to Gange om Dagen.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

11. januar 1916. Stort ammunitionsdepot sprunget i luften

Sønderjyden Th. K. gjorde krigstjeneste på Vestfronten

En ublid Opvaagnen.

Frankrig, den 11. Januar 1916.

Kære Venner!

I Aften er det et dejligt Vejr, mildt og stille.

Kanonerne tier for en stakket Stund. Nytaarsnyets smalle Segl lyser mat i Vest, og Stjernerne tindrer fra den mørke Nathimmel. Den vestlige Horisont oplyses snart hist, snart her af Raketter og Lyskugler; det er ude ved Fronten, at vore Folk og Englænderne sender disse op fra Skyttegravene for at sikre sig mod Overrumplinger.

Læs videre 11. januar 1916. Stort ammunitionsdepot sprunget i luften

14. oktober 1915. Faldne, Saarede – og kvindelige Postbude i Frifelt!

Senest ændret den 15. oktober 2015 20:03

Dagens nyt fra Hjemdal.
(I denne udgave af avisen, der findes på Aabenraa Bibliotek, er blækket flere steder udtværet, hvilket gør den svær at læse. Vi beklager eventuelle fejl.)

Fra Felten.

Faldne.
L. Thomsen og Hustru i Felsted har modtaget det Sorgens Budskab, at deres Søn Christian er falden i Rusland den 28. September. Den Faldne, der kun havde været ved (ulæseligt, sværten i avisen er udtværet, red. ) 8 Uger, blev ikke mere en godt 20 Aar gammel.

Hjuler Mathias Burhøj fra Tandsryd paa Als er den 17. September falden i Rusland i sit 26. Leveaar. En Sørgegudstjeneste vil blive afholdt paa Søndag Formiddag Kl. 9½ i Tandslet Kirke.

Cecilie Andersen fra Asserballe Station paa Als har i disse Dage fra en Feldwebel faaet meddelelse om, at hendes mand Peter Andersen den 13. September er falden i Rusland, ramt af en Kugle i Hovedet. En Sørgegudstjeneste for ham er bekendt til Søndag den 24. Oktober i Asserballe Kirke.

Enke Anne Katrine Hansen i Himmark paa Als har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Søn, Hans Hulvei Petersen, den 17. September er falden i Slaget ved Grodno. Han blev 27 Aar gammel. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Søndag den 17. Oktober om Eftermiddagen Kl. 3 i Svenstrup Kirke.

Typograf Karl Griesbacher, der indtil kort før krigens Udbrud var beskæftiget i Haderslev, er falden den 24. September, 20 Aar gammel.

Enke Sophie Refshauge i Sillerup ved Fjelstrup meddeler, at hendes Søn Christian er falden i Rusland den 2. August.

Arbejdsmand Carsten Petersen fra Holt ved Medelby er ifølge “Fl.N.” falden paa Slagmarken.

Heinrich Burmeister, en Søn af Snedker Otto Burmeister i Nørre Haksted, er falden paa den østlige Krigsskueplads. En Broder til ham har allerede for nogen Tid siden lidt samme Skæbne.

Lorens Friis og Hustru, født Hansen, i Flensborg, Terrassegade 9, har modtaget Meddelelse om, at deres Søn Hans den 5. Oktober er falden paa den vestlige Krigsskueplads, ramt af et Artilleri-Projektil. Den Faldne blev kun 30 Aar gammel.

Slagter Herman Chr. Wilhelmsen fra Flensborg, Sandberg 21, er den 16. September falden paa den østlige Krigsskueplads, 39 Aar gammel. Han efterlader sig Enke og en Datter.

Døde paa Lasaret.
Peter Roth, Søn af Rentier Joh. Roth i Felsted, der for nogen Tid siden blev haardt saaret i Galicien, er nu, efter hvad der meddeles til hans Paarørende, Bukket under for siden Saar. Roth var ifølge “A.T.” gift.
I de sidste Tabslister meddeles, at Helmuth Løhøffel v. Løwensprung fra Flensborg og Christian Sørensen fra Lundsgaards Mark i Sundeved er død paa lasaret som Følge af deres Saar.

Død i Fangenskab.
Ifølge den sidste Tabsliste er Hans Knude fra Strandelhjørn ved Bevtoft død i Fangenskab.

Paa Lasaret.
Fru Renkwitz i Haderslev har fra et Lasaret ved Østfronten faaet Meddelelse om, at hendes Mand, der for nogen Tid siden blev haardt saaret, er saa lidende, at hun maatte rejse afsted derhen straks, hvis hun vilde se ham endnu engang. Renkwitz har ifølge “S.Gr.” været saaret én Gang før.

Peter Schmidt, yngste Søn af Enke Magdalene Schmidt i Tiset ved Gram, der har været med ved fronten helt fra Krigens Begyndelse af, og som for nogen Tid siden blev saaret i Frankrig af et Skud i den ene Arm, ligger for Tiden paa Lasaret i Slesvig, men er nu saa vidt helbredet, at han formenes snart at skulle til Fronten igen. Han har flere Gange søgt om Hjemlov, men denne er hidtil bleven ham nægtet. Imidlertid antages det, at den nu vil blive bevilget, da hans Moder for Øjeblikket ligger meget syg.

Savnede.
“S.Ztg.” meddeler, at købmand Paul Schults Paarørende i Sønderborg endnu ikke har hørt fra ham. Det formodes, at han er falden i russisk Fangenskab sammen med Købmand V. Birkedal og Gaardejer Hans Hansen i Oksbøl.
Breve til Gaardejer Chr. Duus paa Lysholm paa Als, der har været med siden krigens Begyndelse, er iflg. “Dbp.” siden i Mandags komne tilbage med Paaskrift “savnet”. For nogen Tid siden var Duus hjemme paa Orlov, da hans Hustru var død, medens han var ved fronten.

Om Vognmand C. Christiansen fra Nørre-Haksted, der i længere Tid har været savnet, har man endnu stadig slet ingen Efterretning faaet.

I Fangenskab.
Kontormedhjælper Rasmussen fra Søndergade i Haderslev, der i nogen Tid har været savnet, her nu skrevet hjem, at han befinder sig i russisk Fangenskab.

I Gaar modtog Bygmester Høghs Hustru i Toftlund Meddelelse fra sin Mand om, at han siden 30. August i Aar befinder sig i russisk Fangenskab og har det godt. Høgh beder i Brevet at meddele Slagter Schwartz i Toftlund, at deres Søn ligeledes er i russisk Fangenskab. Begge to har været opførte i tabslisterne som savnede.

Et glædeligt Budskab har ifølge flensborgske Blade opvarter Walter Lahns Hustru i Flensborg modtaget. For nogle Ugers siden meddeltes det hende, at hendes Mand var falden paa den østlige Krigsskueplads; nu har hun imidlertid faaet et Kort fra sin Mand, der befinder sig i russisk Fangenskab og for Tiden ligger paa et Lasaret i Moskva.

Fire Brødre.
I Reservelasaret 6 i Altona-Bahrenfeld afgik fornylig Marius Ravn fra Haderslev ved Døden som Følge af en Lungelidelse. Han var den 17. Oktober i Fjor falden i fransk Fangenskab, men kom ved den første Udveksling af krigsfanger tilbage. Han var ifølge “S.Gr.” den yngste af 4 Brødre i Felten. Af de 3 andre har reservist Jokum Ravn været saaret 2 Gange i Frankrig og er atter nu i Felten. Landstormmand Mads Ravn blev i Marts Maaned indkaldt som Rekrut, rykkede de 1. Juni i Felten, blev i begyndelse af August saaret i Rusland og er for Tiden hjemme paa Orlov. Den fjerde og ældste Broder, Niels Ravn er paa Vejen til Østfronten.

Hjemme paa Orlov.
Jørgen Johansen fra Tumbøl i Felsted Sogn, der bliver uddannet som Landstormand, er ifølge “A.T.” for Tiden hjemme paa Orlov.
Sadelmager Godske Hansen fra Toftlund er 14 Dage hjemme paa Orlov; han er Landstormmand og bliver uddannet i Slesvig.
Gartner Hansen fra Gram, der deltager i Krigen i Rusland, er kommen hjem paa Orlov til 1. November.
Ligeledes er Henrik Lindahl fra Gram kommen hjem paa Orlov i 8 Dage.
En Søn af Enke Magdalene Schmidt i Tiset, der er indkaldt som Landeværnsmand og ligger i Flensborg, er for Tiden hjemme paa en 14 Dages Orlov.
Lærer. M. Petersen fra Tønder, der ligger ved Garde-Kyrasserne i Berlin, er ifølge “V.T.” i disse Dage hjemme paa Orlov.

Fra Provinsen.

Kvindelige Postbude. I denne Tid, da der kniber med at faa Mænd til at besørge Postgangen, har Kvinderne flere Steder faaet Lov til at besørge den. Fra Frifelt Postagentur udbærer to Kvinder nu Postsagerne hver Dag i det omkringliggende Distrikt. Da Vejene over heden er ret lange, er det et besværligt Arbejde, de har paataget sig.

Forhøjede Mælkepriser. (Dv.) Mejeriet i Rødding har forhøjet Prisen paa Sødmælk med 5 Penning pr. Liter, saa Mælken nu koster 20 Penning pr. Liter. Skummet Mælk og Kærnemælk, som før kostede 5 Penning pr. Liter, koster nu 6 Penning pr. Liter.

3. september 1915. K. Tastesen på Østfronten: “Kl. 10 fik vi ordre til at storme …”

Senest ændret den 7. september 2015 20:07

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Først havde vi faaet at vide, at vi Dagen efter, den 3. September, skulde storme Friedrichstadt, som ligger ved Dyna Floden lige foran os. Vi havde ingen rigtige Stillinger, da hele den tyske Hær under General Hindenburg var under Fremmarsch, og nu skulde Friedrichstadt tages, for at Tyskerne kunde beherske Dyna Floden, ad hvilken Russerne fik deres Krigsmateriel og Fødevarer transporteret.

Kl. 7 om Morgenen begyndte Russerne at bombardere os. Der faldt mange, da vi næsten ingen Dækning havde. Granaterne sprang rundt om os, baade i Skoven, som vi var kommen ud af, og foran os, saa vi kunde ingen Steder komme. Granatstumper, Jord og Træstumper og undertiden ogsaa Dele af Mennesker røg omkring os.

En Granatstump rev mit Tornyster i Stykker, saa alt mit Tøj faldt ud. Saa tog jeg Tornystret fra en af mine døde Kammerater for at faa Patroner og mit Tøj med mig.

Kl. 10 fik vi Ordre til at storme. Freidrichstadt laa ca. 2 Kilometer foran os. Da vi var kommen et Par Hundrede Meter frem, kastede vi os ned, hvor der var en Smule Dækning, saa kravlede vi et Stykke. Vor Kaptajn var stadig i Spidsen. Vi kom hen under en lille Bakke, hvor vi laa stille lidt.

Der blev spurgt, om tre Mand vilde melde sig frivillig til en Patrouille, som skulde gaa forud. Jeg kom til at sige, at jeg ikke skulde have meldt noget frivilligt i det Helvede. Det hørte en Løjtnant, som laa ved Siden af og som jeg ikke havde set. Han trak mig hen til sig og sagde, at naar jeg ikke vilde frivillig, kommanderede han mig til det.

Saa maatte jeg af Sted sammen med to, der havde meldt sig. Da vi kom op paa Bakken, laa der en russisk Patrouille paa den anden Side. Den gav straks Ild og Saarede den ene af mine Kammerater i Haanden. Vi løb tilbage og meldte det. Saa stormede vi alle længere frem og naaede Toppen af Bakken, hvor vi lagde os igen, men vi var allerede saa højt oppe, at vi ikke var under Dækning.

Saa var det først, det gik frem mod Russernes Pigtraadsspærring, Fra Bakken kunde vi se Tusinder af Tyskere storme frem. Der var sort af Mennesker, og det varede ikke længe, før Jorden var rød af Blod.

Vi stormede frem, Kuglerne peb, saa jeg forstaar ikke, at jeg ikke blev ramt. Endelig naaede vi Pigtraaden. Artilleriet havde ganske vist skudt det bort nogle Steder, men vi maatte jo ikke samles, saa vi kunde komme derigennem allesammen. Saa maatte vi oven over. Jeg sprang op og løb oven paa Pæle og Traaden og kom ogsaa godt over, men her stod Russerne saa tæt som Fluer med opplantet Bajonet og tog imod os.

Jeg stod pludselig overfor tre Russere og havde mest Lyst til at lade mig tage til Fange, dog det kunde jeg heller ikke, da de andre kom bagefter. Jeg gik imod den ene, og nu kom der flere af mine Kammerater til. Jeg maatte springe et Par Gange tilbage for ikke at blive ramt af hans Bajonet; men saa fik jeg Lejlighed til at stikke min Bajonet ind i Siden paa ham, saa han faldt med et Vræl.

I det samme kom der en til, og jeg fik lige Tid at faa min Bajonet ud og slaa ham i Hovedet, saa han faldt. Ved Siden af mig havde en af mine Kammerater faaet et Bajonetstik i Hoften, og Russeren stod og kunde ikke faa sin Bajonet ud igen. Jeg stødte ham da min Bajonet igennem det ene Ben, saa han nøjedes med at blive saaret.

Imens var nogle af mine Kammerater allerede kommen over Skyttegraven og videre frem mod den næste. Men nu masede Fjenden paa og drev os tilbage til den første Skyttegrav igen under stadig Kamp med Bajonetter og Haandgranater. Luften var fuld af Jord, Sten, Træstumper og Støv, saa vi ingen Ting kunde se, og Larmen fra Kanoner og Gevær, blandet med de Saaredes Skrig, gjorde Stedet til et rent Helvede, som ingen, der ikke har set det i Virkeligheden, i sin vildeste Fantasi kan gøre sig nogen Forestilling om.

Kampen gik nu frem og tilbage vel en halv Times Tid. Saa maatte vi enten frem eller tilbage, ellers var vi vist bleven skudt allesammen, for nu havde Russerne først rigtig faaet Artilleriet indskudt efter Graven, hvor vi laa. Flyverne var jo stadig i Luften og gav Underretning om, hvor de ramte. Vor Ammunition var ved at slippe op, og der blev sendt Folk tilbage efter mere.

Nu fik vi Forstærkninger, og Russerne maatte vige, ligesom Artilleriet sagtnede Ilden. Vi stormede frem over Døde og Saarede, Venner og Fjender, og nu flygtede Russerne ned mod Byen.

Da vi naaede en Bakkekam, hvorfra vi kunde se ned over Byen, mødtes vi af en Spærreild af Granater og Maskingeværer, som det var umuligt at komme igennem. Jeg kom hen bag en Halmstak, som dog kunde tage af for Geværkuglerne. En anden Halmstak brændte ved Siden af, saa det kneb med at være der for Varmen, men saa rullede jeg mig ind i Halmen. I det samme hørte jeg et Skrig fra min Kammerat. Jeg sprang ud og saa, at han laa paa Jorden ved Siden af. Jeg vilde løfte ham op, men saa da, at han var saaret af en Schrapnelkugle i Siden. Da han kom op, kunde han godt gaa, og jeg sagde til ham, at han skulde gaa tilbage til Skyttegravene igen.

Nu kunde vi fra Bakken se, at Russerne, baade Civile og Soldater, trak sig tilbage fra Byen over en Bro. Tyskerne nærmede sig nu Byen, og vi kunde se Folk løbe og hælde Petroleum og Benzin ud paa Broen, og da de fleste var kommen over, stak de Ild paa Broen.

Nu naaede jeg ned i nogle Haver foran Byen. Der slog en Granat fra et Krigsskib, som laa paa Dyna, ned i Haven ca. 30—40 Meter borte. Jeg stod lige ved et Granathul, som jeg faldt ned i og tog ellers ingen Skade, kun blev jeg omtrent begravet i Jord. Da jeg kom op, saa jeg det største Granathul, jeg endnu har set.

Vi løb nu gennem Haverne og kom ind i en lille Villa; men da vi traadte ind, mødte os et frygteligt Syn: Paa en Divan og paa Gulvet laa to Kvinder og var frygtelig mishandlet. Den ene havde begge Bryster skaaret af og den anden kun det ene, men saa havde hun oven i Købet et Knivstik. Huset blev hurtigt undersøgt, og nede i Kælderen fandt vi 4 Kosakker. Kvinderne var endnu saa meget ved Bevidsthed, at de kunde fortælle at det var Kosakkerne, der var Gerningsmændene. De blev bundne og ført tilbage, og Kvinderne kom hurtigst muligt under Læ­gebehandling. Om de senere døde, ved jeg ikke.

Vi kom saa ind i Byen. Straks jeg kom ind i den første Gade, saa jeg et Køretøj ligge væltet paa Gaden; Hesten og Kusken var dræbt. Længere nede var Gaden fyldt af Soldater, Civile, Kvinder og Børn, dræbte eller Saarede af Granater eller nedstyrtede Mursten. Telefontraade, Tagsten, Bjælker, Møbler og alt muligt laa strøet over det hele. Dørene, hvor der var saadanne tilbage, til Butikker og Forretninger, stod aabne, som Folk lige var styrtet ud af dem. Der var rigeligt med Fødevarer, men der var ingen Tid til at spise, skønt vi ikke havde smagt Mad siden Dagen i Forvejen.

Jeg kom ind i en Skotøjsforretning, hvor der var Lejlighed bagved; der stod en Kande med Mælk, og jeg tog et godt Drag af den. I det samme fik jeg en ung Pige at se, som stod i Stuen. Jeg kunde ikke tale russisk, men spurgte hende saa godt jeg kunde, om de ingen Kælder havde. Det havde de ikke; derimod pegede hun over mod en stor Bygning, og vi løb ud paa Gaden. Herude blev hun ramt af en Kugle i det ene Ben. Jeg slæbte hende med, da Tagsten og Tømmer af og til raslede ned over Gaden. Vi naaede endelig Bygningen, hvor jeg bar hende ned i Kælderen og forbandt hende med min Forbindingspakke.

Saa endelig skulde jeg til at se, hvad Klokken var, den var bleven halvfem. Jeg opholdt mig her en Times Tid, saa holdt de noget op med Skydningen, saa jeg kunde komme ud. Først havde jeg lovet Pigen at sørge for, at hun kom paa Hospitalet.

Jeg kom ind i et Hus, hvor der laa tre Kvinder og en Mand og var dræbte af Taget, der var styrtet ned. Saa kom jeg ind i en Forretning, hvor jeg fandt noget Flæsk og andre Levnedsmidler. Jeg spiste det jeg kunde og tog noget med mig samt forsynede mig godt med Cigaretter.

Imidlertid skulde jeg se at finde mit Kompagni, vi blev jo blandet sammen under Stormen, saa ingen vidste, hvor de havde hjemme. Det var ikke nemt, men endelig fandt jeg nogle af mit Kompagni, tilsidst fandt vi 30 Mand nede i en lang Kælder i en Gade, der gik langs med Dyna.

Jeg gik med det samme ud af Kælderen for at finde noget mere spiseligt. Da jeg kom ud paa Gaden, traf jeg en Landsmand fra mit Kompagni, hvis Navn er Fridrich Kanna fra Badum, og som jeg ikke havde set noget til under Stormen. Han fortalte mig, at han havde faaet en Finger afskudt, før vi naaede Byen, og vilde nu ind og have den forbunden i en Villa, hvor der allerede var Læger i Gang med at forbinde de Saarede. Vi aftalte saa at jeg skulde vente, saa vilde vi følges ad i Byen for om muligt at finde noget at stille vor Hunger med.

Da jeg havde ventet der i Nærheden ca. 10 Minutter, saa jeg Fridrich Kanna komme ud af Døren og ned ad Trappen nok saa fornøjet. Lige i det samme suste der en Granat af svær Kaliber ned foran ham og skar ham i flere Stykker og væltede den halve Mur oven paa ham, saa han var fuldstændig begravet. Jeg forsvandt hurtigt om et Hjørne, da Murbrokker og Stumper fløj rundt til alle Sider.

Russerne blev nu stadig ved at bombardere, men jeg kom dog uskadt ned i Kælderen igen. Jeg fortalte saa min Underofficer, Clausen fra Als, at Fridrich Kanna fra Badum var bleven dræbt af en Fuldtræffer.

Da det blev Aften og nogenlunde roligt, forsøgte Clausen og jeg at faa Kanna udgravet, hvilket ogsaa lykkedes for os. Da han var en af vore bedste Kammerater, syntes vi, han skulde have en nogenlunde ordentlig Grav, og derfor udsøgte vi en Grav mellem to Træer i en stor Have ved Dyna, hvor han kunde hvile i Fred. Vi pyntede Graven saa pænt som muligt med Blomster samt lavede et Trækors af Birk med hans fulde Navn: Fridrich Kanna, 11. Komp , I. R. 148.

Da vi var færdige, gik vi tilbage til Kælderen igen, hvor de nu havde stillet to Maskingeværer op i Vinduet og beskød Russerne, der laa i Skoven paa den modsatte Side af Floden. Ved 9-Tiden blev der roligt, og jeg sørgede for at faa den unge Pige i Kælderen bragt paa et Lazaret, der var bleven lavet i en Skole, som endnu var saa nogenlunde uskadt; mange blev først funden Dagen efter og bragt under Behandling.

K. Tastesen: En sønderjysk soldats oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

18. juli 1915. Et lyst syn på tilværelsen: “Hvad nytter det at græde?”

Frankrig, den 18. Juli 1915.

Kære „Hejmdal“! Forleden læste jeg i dine Spalter en Meddelelse om, at jeg var falden i fransk Fangenskab. Dette maa dog bero paa en Fejltagelse, thi hverken er jeg ble­ven fangen af de franske Soldater, og ej heller har jeg indtil nu ladet mig fange i nogen Snare af de franske Skønheder her.

Jeg nyder endnu min Frihed temmelig ubeskaaren.

Rigtignok maa man som Soldat føje sig i enkelte Smaating. Man har jo i Geleddet at holde Trit, Kæft og Retning, og naar der bliver kommanderet: „Se til højre I“ saa har man ikke at kigge til venstre.

Se, det var nu det.

Men ellers lever man i mange Henseender friere end almindelige „civiliserede“ Mennesker. Først og fremmest er man aldeles uafhængig af den Tyran, som hedder „Moden“. Noget Klædeskab behøver man ikke, thi enten man stiller til Arbejde i Skyttegraven, eller man mø­der op til Vagtparaden, saa møder man i sin luvslidte graa Habit, der er medtaget af Tidens Tand, men el­lers klæder en storartet.

Selv naar jeg gaar hen i Osteriet „Det hellige Hjer­te“ for at gøre mine Indkøb af Smør og Ost, saa mø­der jeg op i min „Feltgraa“, skønt Mademoiselle Jeanne ikke er mig helt ligegyldig. Jeg tror alligevel, at jeg tager mig godt ud i denne Habit, thi den smuk­ke Jeanne smiler altid huldsaligt til mig og kalder mig for Korporal, hvilket smigrer min Forfængelighed.

Hjemme i mit Kvarter har vi det ogsaa meget rart og frit. Enhver kan spytte paa Gulvet, hvor han vil, og Cigaraske, Pibeudkrasning og Kaffegrums strør vi ogsaa ugenert rundt samme Sted, uden at nogen mukker.

Vi lægger os mageligt paa Sengen med Støvlerne paa, hvilket ogsaa er meget rart. (Min Seng bestaar, i Parentes bemærket, af en Sæk med Spaaner og et Uldtæppe).

Selvfølgelig vasker vi heller ikke vore Kaffekop­per, det er jo aldeles overflødigt. Jeg ejer saadan en dejlig Kaffeskaal, som jeg en Gang i Januar Maaned reddede ud af en Bondegaard, der var stærkt med­taget af Granater. Det er sandt at sige den bedste Kaffeskaal, jeg har ejet, og jeg vil nødig skille mig fra den. Den har rigtignok to Revner, den ene gaar paa langs og den anden paa tværs, men begge disse Rev­ner gør kun, at jeg hænger des mere ved den.

En Gang for nogen Tid siden havde min Kamme­rat Kristian degraderet den til Sæbekumme, mens han barberede sig. Den Gang blev jeg yderst opbragt paa Kaffekedlens Vegne, og jeg foreholdt ham det ufor­skammede i dette. Men Kristian tørrede ganske sin­digt Sæbeskummet af Skaalen med Fingrene, og sva­rede grinende, at Skaalen havde ikke været saa ren i mange Tider, som den nu var bleven.

Jeg maatte jo bøje mig for Kendsgerningen, men alligevel var det nu ikke pænt gjort af Kristian.

Ja, det kan jo ikke nægtes, at vi skændes en Gang imellem her i Stuen, men det hører jo netop med til Friheden, at enhver skal have Lov til at sige sin Me­ning. En Ting er vi dog stedse enige om, at saadant noget, som at vaske op, rede Seng, skruppe Gulv, pudse Vinduer og alle slige Narrestreger er aldeles overflødige.

Mine Kammerater siger da ogsaa, at naar de kom­mer hjem, vil de indføre den samme Frihed hjemme, som de her er vante til at nyde; men jeg tror allige­vel, at de saa vil rage uklar med Kvindfolkene, thi de har nu deres egne Anskuelser.

Men hvorom alt er, for Tiden lever jeg altsaa me­get frit og føler mig aldeles ikke som Fange. Og hvis jeg en Gang med det første skulde faa en lille Orlov bevilget, saa vil jeg se indenfor hos Dig, at Du kan overbevise Dig om, at jeg er hel og sund og ikke har taget Skade paa det sunde Humør i disse bedrøvelige Tider.

Hvad kan det nytte at græde? Man bedrøver jo derved kun sig selv og andre.

Din hengivne Th. K.

"Babier im Schützengraben"  fra Hemmsen album.
Barbering ved Füsilier-Regiment 86 (Fra Valentin Hemmsens album. I privateje. Efter: “Füsilierregiment 86 i Verdenskrigen” (2014)

 

29. juni 1915 – Hejmdal: Bekymringer for kvægavlen samt første kvindelige postbud

Senest ændret den 28. september 2017 10:53

Dagens nyt fra Hjemdal.

Fra Felten.

Faldne.

Kommis Sofus Petersen, en Søn af Hans Petersen senior og Hustru i Lysabild, er ifølge Meddelelse falden den 16. Juni paa den vestlige Krigsskueplads.

Den 15. Juni har Henrik Hansen Broager, fundet Døden paa Slagmarken i Frankrig, næppe 25 Aar gammel. Der holdes en Sørgegudstjeneste for ham Søndag den 4. Juli i Broager Kirke.

Arbejdsmand Alfred Pfeiser fra Kær er falden paa den vestlige Front. Han var kun 25 Aar gammel og efterlader ifølge “Dbp.” Enke og et næppe aargammelt Barn.

Karl Weise, Tønder, er ifølge “V.T.” falden den 8. December i Tysk-Sydvestafrika. Den Faldne, der ramtes af et Skud i Underlivet paa en Patrouillegang, blev 26 Aar gammel.

Karsten Kissov, Halk, har i Fredags faaet Meddelelse fra det Kompagni, som hans Søn, Peter, stod ved under Krigen i Frankrig, at Sønnen var falden i et Slag den 16. Juni. Peter Kissov blev ifølge “Fl.Av.” 21 Aar gammel. Foruden sin Søn har Karsten Kissov 2 Svigersønner med i Krigen.

Landmand Jørgen Hansen, Mommark, har faaet Meddelelse om, at Sønnen Christian er falden i Frankrig, ramt af en Granat. Der vil ifølge “Dbp.” blive afholdt en Sørgegudstjeneste for den Faldne Fredag den 2, Juli om Eftermiddagen Klokken 3 i Lysabild Kirke.

Postbud Greve, Graasten, har modtages Breve tilbage fra den ældste Søn, som var paa den sydøstlige krigsskueplads, med Paategningen “Falden”.
Vognmand Petersen, Nykirke, er falden; fra samme Egn har Kampen ved Moulin krævet 2 andre Ofre, A.P. Thomsen, Nyhus, M.B. Jansen, Bundisgaard.

Fhv. Færgeforpagter Petersen, Egernsund, har modtaget Meddelelse om, at hans Søn er falden.

Saarede.

Gaardejer Mathias Bram fra Grarup, som fra Krigens Begyndelse har været indkaldt og deltaget i Felttoget først i Frankrig, hvor han blev saaret af en Granatsplint den 2. September, har nu i den sidste Tid været paa Østfronten. Her er han nu ifølge “Fl.Av.” for anden Gang bleven saaret, denne Gang let i højre Overarm. Han ligger paa et Lasaret i Schlesien.

Graver Christen Jessen, Lysabild, har sendt Meddelelse hjem om, at han er bleven haard saaret i det ene Ben.

Savnede.

Blandt de Savnedes nævnes Maler Ingversen, Graasten.

Økonom Lemke paa Fattighuset i Broager har faaet Meddelelse om, at hans Søn har været savnet siden 6. Juni.

Paa Orlov.

Tidligere Gaardejer i Vimstrup, Jørgen Andersen, der har været med i Krigen vestpaa siden dens Begyndelse, er for Tiden hjemme paa Orlov og opholder sig hos sine Svigerforældre fhv. Farver Hansen i Jels, hvor hans Hustru og Barn nu bor under Krigen.

Gaardejer Peter Nissen fra Hagenbjerg og Postbud Frederiksen fra Nordborg, der begge har været indkaldt siden Krigens Begyndelse, er hjemme paa Orlov fra den vestlige Front.

Rentier Hans Nissen i Fol, tidligere Forpagter af “Hornsgaard”, har i den senere Tid været hjemme paa en 14 Dages Orlov.

Vor Kvægavl.
(“Norsl. Landbr.- og Mejeri-Tidende”.)

Vi er nu i den sædvanlige Dyrskuetid, men i Aar byder Forholdene, at disse falder bort sammen med saa meget andet.
Naa – mange Opdrættere er maaske ogsaa bedst tilpas ved ikke at skulle tage Beslutning om “Betimeligheden  af at udstille Dyr i “Krigsfoderstand”, – og med den Bagtanke kunde det maaske være vanskeligt at faa en Dyrskuefremstilling, der svarede til almindelig Forventning og en ønskelig Fremgang fra de senere Aars Dyrskuer.

Bedømmelsen af vor Kvægavls Fremskridt er jo desværre endnu alt for afhængig af Skønnet, særlig inden for Korthornsavl har gjort gode Fremskridt og betalt godt for de Ofre, der er bragt ved at indkøbe gode Avlssdyr fra de Egne, hvor Avlen anses for at staa ret højt.
Indførelse og Brug af Fuldblod eller godt Halvblod træffer ikke saa faa Modstandere blandt Opdrætterne. Man henviser der som Regel til Erfaringer angaanede daarlig Afkom efter en Fuldblodstyr.

Fuldblodstyrenes daarlige Ry i visse Kredse med Hensyn til Afkommet skyldes ofte daarlig Komateriale; men maaske oftes skyldes de uheldige Fremtoninger blandt Afkommet dog mere én for racen uheldig Pleje og Opdrætning.
Et gammelt Ord siger; Adel forpligter! Sætter man sig altsaa den Opgave, at man vil have noget mere maa man ikke tro, at det er nok, naar man ofrer en større eller mindre Pengesum for ar faa en nogenlunde raceren Tyr; men man maa gøre sig klar, at jo mere man nærmer sig Racerenhed, dels større Fordringer stilles til en god Opdrætning, da Korthornsracen kun ved Hjælp af de allerbedste Opdrætningsforhold – Ernæring og Pleje – er naaet til den Høde, paa hvilken vi nu kan finde i den i de allerbedste Avlsdistrikter. Forklarligt bliver det derfor, naar man somme Tider træffer det bedste Afkom efter en “hjemmelavet” Tyr, thi tager man det bedste af den stedlige Kreaturbestand, avler man jo paa de Individer, der bedst kan klare sig under Stedets maaske uheldige Opdrætsforhold, men nogen væsentlig Fremgang maa man ikke vente sig med Hensyn til en stærkere Udnyttelse af sit Kvæghold.

Med den vanskelige Adgang til Fodermidler kunde den nuværende Tilstand maaske opfordre til at holde sig til de mere nøjsomme Individer, men Forholdene skulle jo gerne forbedres om ikke saa ret længe, saa at vi kun maa betragte Tilstanden som kritisk Overgangstid, som man maa se at klare, indtil vi igen har god Brug for en omsætningsdygtig og fordringsfuld Besætning. Kommer man noget omkring, ser man ikke saa faa Kalve i Aar, der kan faa én til at gyse, naar man tænker paa, at de skal være produktet af en fleraarig Korthornsavl og desuden være Grundlaget for Fremtidens Avl. Saadan en “Krigsaarskalv” bestaar jo næsten ikke af andet end en uformelig stor Mave og en kraftig Haarbeklædning. Ser en Kalv først saadan ud, er en hvilken som helts Fodring som Regel gjort urentabel. Større Kalve og Ungkvæg kan komme over en knap Fodring og forvinde den nogenlunde, men Smaakalve forvinder aldrig en Underernæringsperiode. Kalve skal fodre godt, selv om man maa antage, at den øjeblikkelige Fodring giver Underskud, – i Længden giver det dog det bedste Resultat.

Prisen paa kødrigt Kvæg er jo stor, og de daarlige Fodringsudsigter opfordrer maaske mange til at indskrænke Besætningen; men har er en stor Fare for, at man her slipper de Individer, der maaske var de bedste Bærere for Fremtidens Avl, da de oftes er lettes sælgelige. Der er flere Eksempler paa, at gode Kvier, der er med Kalv til Efteraar, sælges til Slagtning. Det er Prisen, der lokker. Men mon Afsætningen foregaar fra den rigtige Ende? Mon der ikke somme Steder slipper nogle ud, som man vil savne, naar det igen kniber med at faa Besætningen stor nok – og god nok?
En Kvie eller Ko, som man kan have gode Forhaabninger til som Avlsdyr, maa ikke sælges ved første Indskydelse eller for et stort Bud, uden at man har Udsigt til en bedre Erstatning. Regner man med at købe godt Kælvekvæg igen og derved tjene Penge, kan man let narre sig selv.
En indskrænkning af Besætningen kan jo blive en øjeblikkelig Nødvendighed, men i Betragtning af, at Kvægbrugets Rentabilitet snart kan blive god igen, maa vi – næsten for enhver Pris – holde de gode Avlsdyr tilbage.
J.k.

Fra Provinsen.

Badestederne. Den stedfortrædende Generalkommando henviser til, at det for Badegæsterne ved de meklenborgske og østholstenske saavel som Fastlandsbadestederne paa Vestkysten og for den senere frigivne Ø Før, er tilstrækkeligt at være i Besiddelse af et Politibevis for Rigstilhørsforholdet, derfra er dog undtagen Warnemünde, hvor der i Lighed med et pas kræves et Bevis med vedføjet Fotografi og stempel af Politimyndighederne i Warnemünde.

For de Guvernementet Kiel tilhørende Badesteder maa Tilladelsen indhentes hos Militærpolitimesteren i Kiel. For Eckernførde, Flensborg og Als maa Tilladelsen indhentes fra de kompetente Garnisonskommandoer i nævnte Byer. I øvrigt gælder her de samme Forskrifter som for de andre Byer.

Spærret er Øerne: Pelvorm, Nordstrand, Amrom, Sild, Rømø og Femarn.

Der maa i Almindelighed gives Rejsende det Raad, i alle Tilfælde før rejsen at søge Oplysning hod Badeforvaltningen eller de stedlige Myndigheder angaaende de herhørende bestemmelser, da der ogsaa maa regnes med bestemmelser, der indtræder som Følge af særlige stedlige Forhold.

Send ikke Jordbær til Fronten!
Flere Blade advarer mod at sende friske Jordbær til Fronten i Feltpostpakker. det tager altid flere Dage, før Pakkerne kommer Modtagerne i Hænde, og ved Ankomsten er de friske Jordbær fordærvede og ikke ril at spise.

Breve til krigsfanger i Rusland besørges hurtigere, naar de er skrevne paa Russisk. Paa Krigskrivestuen i Waisenhofftr. 2-4 i Kiel oversættes Tirsdag, Torsdag og Lørdag Formiddag Kl. 10-112 Breve og Postkort til tyske Krigsfanger i Rusland paa Russisk. Den tyske Tekst skrives paa venstre Side med latinske Bogstaver, medes højre Side lades fri til Russisk. Indholdet maa være kort og indskrænke sig til Familiemeddelelser. Bureauet oversætter ogsaa Skrivelser, der sendes dertil, til Russisk, hvis det kun drejer sig om korte Familiemeddelelser.

Forfremmelse. Underofficer Niels Pors fra Aabenraa er bleven forfremmet til Vicefeldwebel. Han har tidligere faaet tildelt Jernkorset.

Soldatergaver.
Vi anmodes om at optage følgende:”Vaterländischer Frauenverein” i Kliolev foranstaltede fornylig en Indsamling af Æg og Saft til de Saarede. Den gav et smukt resultat, idet der kunde afsendes godt 800 Æg og ca. 100 Flasker Saft til samlestedet i Altona. Ligeledes sendte Foreningen 1 Pund Smør og en Pakke Cigarer til hver Mand her fra Sognet, der staar ved fronten. Vi haaber med venlig Givers Hjælp at kunne gentage dette nogle Gange i Løbet af de nærmeste Maaneder. Paa Grund af Varmen er det Vedtaget foreløbig at holde op med at sende Smør.
Med hjertelig Tak til alle Givere.
Samlestedet.
D. Lorenzen

Med Soldatergaver til Fronten. Teglværksdirektør Christiansen, Rendbjerg, er ifølge “Fl.Av.” vendt tilbage fra en Tur til Vestfronten med Soldatergaver.

Forfremmet. Lærer Lorenzen fra Helved er ifølge “Dbp.” bleven forfremmet til reserveløjtnant i et bajersk Infanteriregiment.

En Kvinde som Postbud. Det første Kvindelige Postbud i Nordborg er paa Grund af den almindelige Indkaldelse af Postfunktionærerne bleven antaget i disse Dage. (Dbp.)

Skolen i Dover i Lintrup Sogn er paa Grund af Lærer Philipsens Indkaldelse bleven lukket.

I Fangenskab. Købmand Jensen i Toftlund modtog i Gaar en Brevkort fra sin Søn, at han var i fransk Fangenskab og havde det godt. I forrige Uge kom han Breve tilbage med Paategningen “Savnet”. Efterretningen har vakt Glæde hod Forældrene, da det er deres eneste Søn.
Ligeledes er det kommet Efterretning fra Lærer Poulsen i Allerup, at han er i fransk Fangenskab og har det godt.
Kødsynsmand Poulsens Søn er saaret ved Fronten i Rusland og ligger paa et Lasaret i Berlin.

Jernkorset er bla. tildelt: Løjtnant Kardel, Tønder, købmand P.A. Feddersen, Vejstrup, Hans Mathiesen, Traasbøl, reserveløjtnant Tychsen, Søn af Købmand P.A. Tychsen, Flensborg.

22. Juni 1915: Eftermæle for cand.theol. Hans Chr. Lindholt, faldet 28 år gammel

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Faldne.

Daniel Erichsen fra Gaansager er falden den 5. Juni paa Vestfronten, næppe 22. Aar gammel. Han var Familiens Forsørger.

Mathias Hansen, Søn af Peter Chr. Hansen, Søvang, er falden ved et Stormangreb i Frankrig. Han var 23 Aar gammel.

Kommis Max Petersen, Søn af Rektor H. Petersen i Løgumkloster, er falden den 13. Juni, 21 Aar gammel. Han var med som Frivillig og stod paa Vestfronten.

Pakhusarbejder H. Witt, der var ansat hos Firmaet Erichsen & Petersen i Sønderborg, er falden den 6. Juni paa den vestlige Krigsskueplads.

Peter Christiansen, Søn af Snedker Christiansen i Tinmun paa Sild, der lige var vendt tilbage til Vestfronten fra en 14 Dagens Orlov hjem, er falden.

I sidste Tabsliste meddeles, at Jørgen Hansen, Kærgaard, der hidtil har staaet opført som saaret, er død paa Lasarettet. Marius Kaufmann, Sønderborg, er død ved et Ulykkestilfælde.

Saarede.

Underofficer Jens Degn, Løjtkirkeby, som har været hjemme paa Orlov, blev et par Dage efter at han igen var vendt tilbage til Fronten, saaret ved Moulin. Han blev ramt af en Granatstump i det ene Ben og ligger nu paa et Lasaret i Frankrig.

Postsager, afsendte til Landeværnsmand A. Stojer fra Kastrup ved Gramby er ifølge “Dv.” i disse Dage komne tilbage med den Bemærkning, at han er saaret.

Gaardejer Jakob Bjorholm fra Rangstrup ved Agerskov er under Kampe paa Vestfronten bleven saaret i venstre Haand. Han ligger paa et Lasaret bag Fronten.

Kornhandler Vestergaard, Tønder, ligger ifølge “Vst.Tid.” paa et Lasaret ved Vestfronten, let saaret i benet af en Granat splint.

I sidste tabsliste staar følgende opførte som let saarede:
Hermann Petersen, Graasten; Hans Skovrup, Højrup; Hans petersen, Hjerndrup; Lauritz Mertensen, Ladegaard; Andreas Christiansen, Solderup; Johannes Krüger, Sønderborg; Andreas Nissen, Arnum; Ernst Thomsen, Adsbøl; Herm. Eberling; Enge; Peter Frederiksen, Sølsted; Math. Jessen, Rens; Jeppe Sørensen, Aarø; Hilman Thomsen, Aabenraa; Rolf Bentsen, Haderslev; Christian Thomsen, Nørre Vilstrup.

Følgende staar opførte som haardt saarede:
Hans Hansen, Ottersbøl; Jacob Bendixen, Kajnæs; Jens Holdt, Raved; Andreas Hansen, Rørkær; Georg Ravn, Hejsager.

Savnede.

Chr. Thaysen fra Barsmark, som i Begyndelsen af indeværende Maaned var med i de haarde Kampe ved Moulin, har siden den Tid været savnet.

Jes Lind fra Agerskov savnes ifølge indtruffet Telegram til hans Paarørende. Han deltog ifølge “Dv.” i Krigen paa den vestlige Krigsskueplads.

I Fangenskab.

I sidste Tabsliste meddeles, at Jens Jørgensen, Bøgeskov, der hidtil har staaet som savnet, befinder sig i Fangenskab.

Eftermæle.

Fra Styding skrives til “Dannevirke”:
Den 7. Juni faldt paa den vestlige Valplads cand.theol. Hans Chr. Lindholt fra Store Nustrup, 28 Aar gammel. Den unge Mand blev indkaldt ved Krigens Begyndelse som Underofficer i Reserven og var med i en Del Slag og Fægtninger i Belgien, bl.a. ved Løwen, indtil han blev saaret af et Strejfskud i Hovedet den 16. September.
Efter at være helbredet kom han til sin Garnison i Neumünster, hvor han hele Vinteren igennem har uddannet rekrutter. For henved 2 Maaneder siden kom han sammen med alle Officeraspiranter til Fronten, hvor han for nylig blev forfremmet til Vicefeldwebel og var igen foreslaaet til Forfremmelse.
Den 7. Juni om Morgenen blev han ramt af et Projektil af det fjendtlige Artilleri som hurtig gjorde en  Ende paa hans unge Liv.
Den unge Lindholt vilde til Foraaret 1916 have fuldendt sine Studier og saa have overtaget en Præstegerning her i Nordslesvig. Han var en af de faa, som havde mange Venner og ingen Fjender. Med ham er atter en af vore bedste unge Mænd gaaet bort.

Hjemme paa Orlov.

Underofficer Hermann Knudsen fra Gildegade i Aabenraa er hjemme paa Orlov fra Nordfrankrig. Han har faaet Jernkorset.

Underofficer Sodemann fra Kolstrup ved Aabenraa, der staar ved Regimentsmusikken, er hjemme paa Orlov.

Fra Provinsen.

Jernkorset. Følgende har faaet Jernkorset:
Sygehuslæge Dr. Hansen fra Kredssygehuset i Aabenraa. Han er med paa Østfronten.
Asmus Bahrt fra Søst, der er med paa den vestlige Krigsskueplads.

Kvinder paa Jernbanearbejde. (Dv.) I Fredags har der paa Banestrækningen fra Jels efter Skodborg til arbejdet en Del Kvinder, et Bevis for, at det maa skorte paa mandlig Arbejdskraft i denne Tid.

Faldne Lærere. Ifølge “Amtl. Schulblatt” er følgende Lærere faldne:
Johannes Mohr, Lærer i Egebæk-Kravlund ( den 1. April); Karl Redleffen, Lærer i Okholm, (den 5. Februar); Gustav Dietrich Lüders, Lærer paa Garstedt Mark, (den 30. April); Hans Bernhard Maasz, Lærer i Neustadt i Holsten, (den 7. Marts 1915).

Faneflugt. For Faneflugt efterlyses Adolf Arthur Twarz, der stod ved 1. Forstærkningsbataillon af 85. Infanteriregiment og sidst var bosat i Rendsborg.

 

5. Juni 1915 – Ellen Jensen: Den nye danske grundlov

Ellen Jensen kommer i junimåned i sine breve til sin mand ved fronten flere gange ind på den nye danske grundlov og dens betydning for de danske kvinder.

Brev, Flensborg 5. juni 1915
”Min egen Kæreste! I Dag er det Grundlovsdag hjemme, en stor Dag i Aar. Far og Mor er til Fest i Ryslinge i den Anledning.”

Brev, Flensborg 7. juni 1915
“- Sikken en Fest der har været i Danmark med Grundlovsdagen. Jeg vilde give meget til at have været med blandt Kvindetoget. Det er en stor Dag for danske Kvinder. Danmark er nok det Land i Verden, der er højest i Kultur, fordi den trænger igennem i alle Klasser. Det maa have været dejligt at være Konge. Ja, der siges jo ofte, at mens Kongerne raser i Europa, laver Danmark en ny Grundlov. Det siges med Haan. Alligevel synes jeg, at det er urigtigt at tage det paa den Maade. Der skal jo dog laves noget, der er jo ingen Grund til at ligge paa den lade Side, mens der er Krig andre Steder. Det er med det, ligesom med Hjemmene, med alle Virksomheder, der maa jo dog arbejdes. Saa en værdigere Lov, mens det øvrige Europa, kæmper for Friheden, kan Danmark ikke præstere. Jeg synes, at det er smukt. Du skriver i dit Brev i Dag, min søde Ven, at det er kedeligt at vi alligevel ikke fik Bryllup den 5. Juni, Dagen for Kvindens Frigørelse. Ja, saamænd, men Mandfolketyranniet gik jeg dog ind til, saa det var vist ironisk ment, ikke?. […]

Tak for dit 5. Juni Brev. Ja det er jo en stor Dag, men et stort Arbejde vil der følge efter. Der maa atter organiseres, for at kvinderne kan faa Opfattelse af, hvad der egentlig er sket. For den store Flertal er vist nærmest revnende ligeglade. Man kan jo se med Kommunalvalgene. Hvor mange benytter sig af deres Stemmeret. Nej, det er noget der skal oparbejdes.”

Flensborg 10. juni 1915
“Gamle Højberg var frisk og glad, han er en morsom barnlig Sjæl. Men Aristokrat. – Jeg spurgte ham, hvad han mente om de danske Kvinders Valgret. Den var han ikke med paa. Han holdt for meget af Kvinderne til at han holdt af at se dem staa og kævles med Mændene og blive ligesaa tarvelige som disse. Kvindernes Plads er i Hjemmene – som vor Konge sagde. Han sang Kvinden en Lovsang, den gamle Mand, han lider meget under, at hans Kone er død – han har lige som ingen blivende Sted mere.”

26. maj 1915 – Ellen Jensen: “Jo, Verden er raa”

Ellen Jensen skriver om krigens gang til sin mand, journalist ved Flensborg Avis J.N. Jensen, og de hjemlige reaktioner på Østrig-Ungarns svar på den italienske krigserklæring.

“I Dag flager man, Venedig brænder – siges der. Jeg synes nærmest, at man kunde græde der over, det er meget trist. Den gamle fine By, med de mange Kunstskatte fra gamle Dage, at den skal ødelægges. Jo, Verden er raa. Nu gaar den nok ellers kraftig løs ved Arras. ”Vi” har nok lidt Nederlag der! Maaske er du ved at trække dig længere tilbage ved samme Lejlighed. Jeg har intet Brev haft fra dig siden Pinsedag, det var skreven om Torsdagen, altsaa otte Dage i Morgen. Men som du siger, det er jo rimeligt, hvis der nu bliver Afbrydelser i vor Forbindelse. Det var jo, havde jeg nær sagt, snart at ønske. Gid det dog kunde blive forbi til Efteraaret, jeg synes, at det var frygteligt med en Vinter til.”

13. maj 1915 – Ellen Jensen: “Krigsbrød”

Ellen Jensen var gift med journalist J.N. Jensen, der arbejdede for Flensborg Avis. Han var blevet indkaldt i august 1914, og som så mange ægtepar adskilt af krigen førte de en omfattende brevveksling. Brevene opbevares i dag i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek i Flensborg, og giver både et indblik i soldaterlivet og i livet på Hjemmefronten i Flensborg, hvor Ellen boede med deres to små piger, kaldet Pus og Søs.

Tyske rationeringsmærker til 50 gr. brød eller Mel (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Tyske rationeringsmærker til 50 gr. brød eller Mel (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Fra brev Flensborg 13. maj 1915

”Søs ligger saa lang hun er paa Gulvet, hun er træt, det kniber med at faa et Stykke Rugbrød spist, det skal hun nemlig før hun faar ”Krigsbrød” d.v.s. Sigtebrød. Nu har jeg ikke mere Mel, og Brødkortet er saaledes at vi skal spare umaadeligt, men engang imellem ”holer” jeg mig et ekstra Brødkort omkring, hos dem, der ikke bruger deres helt. Det hedder sig nu, at vi baade skal have Riskort og Kartoffelkort, det er jo mest san[d]synligt. Det skal jo nok herefter blive knapt alt sammen. Sukker kan vi snart heller ikke faa mere, det er beslaglagt til Fodring. Jeg køber nu en Del, som jeg vil have til Syltning, man ved aldrig, hvorledes Vinteren skal blive, selv om der bliver Fred, kan man ikke regne med gode Tider, – vel, det kommer saa an paa, hvorledes Freden bliver. Skal disse Tider blive ved, er det bedre man har noget i Forvaring. Maaske vil Mælken da blive Knap, i Vinter har jeg knapt kunde faa det jeg skulde bruge, nu bliver det bedre, nu da Køerne er komme paa Græs.”