Tag-arkiv: kvinder

24. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Befolkningen … stormede Bagerbutikkerne”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detach. m. Fcia.

1. Paalidelig Forbindelse over Grænsen.

a. For knap en Maaend siden afgik fra Flensborg en Troppetransport paa ca 2500 Mand. Paa Banegaarden var der fuldt af Koner og Børn, og da disse blev jagede bort, blev Soldatern rasende og demonstre[re]de, bl.a. ved at kaste Geværerne fra sig. Der blev saa rekvireret en Afd. af 86´ Rgt., der drev Soldaterne ud i Vognene. Da Toget satte i Bevægelse blev alle Vinduer brudt.

b. Ved Afrejse af en Troppetransport fra Byen Slesvig paa 1500-2000 Md skete samtidig lignende Spetakler.

c. I Flensborg ligger endnu mange Tropper, Hjemmelsmanden mener c 4000 Md, iberegnet de 17 aarige og lieg indkaldte ubrugbare.

d. Ved Mørvig er opstillet en traadløs Telegrafstation samt en Vandflyverskole med 32 Maskiner (6/11 styrtede 2 Maskiner ned paa Harrislev Mark, hvorved dræbtes 3 Off. og 1 menig).

e. For 3-6 Uger siden standsede i Flensborg Uddelingen af det sædvanlige halve Pund Gryn pr. Hoved om Ugen. Befolkningen krævede forgæves mere Brød og stormede Bagerbutikkerne 30-40 Kvinder blev fængslede og idømte 3-4 Ugers Fængsel. Faa Dage efter begyndte Optøjerne paany. En Afd. af 86´Rgt. samt Brandvæsenet blev da beordret ud.

Rationerne er pr. civil ugentlig 7 Pund, ½ Pund Gryn, 40 gr Smør, 1700 gr. Brød, 80 gr. Sukker, 380 gr. Kød, Mælk kun til Børn fra 1-6 Aar.
Priserne var følgende
Skinke 16-18 Mk pr Pund
Smør 12-14 – – –
Sæbe 3-4 – – –
Æg 0,50-0,60 – – –

Fra anden paalidelig Kilde:
Fra Toftlund afgik d. 14-15 ds. et Komp. Straffefanger til Nordfrankrig. Endnu findes i Byen 3 Komp. Straffefanger; desuden er en Landstormbatl. Indkvarteret i Omegnen.

3.
a. Ved en Mængde Overgangssteder ved Grænsen er Opgravningerne kastede til; Bommene staar derimod endnu.

b. Det forlyde med stor Sikkerhed og er i dag bekræftet fra ny Kilde, at 24´Batl. (den vestligste) i næste Uge skal afgaa mod S. (sikkert til Bevogtning af Jernbanen ved Rødekro), og at den skal erstattes med en anden B.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

6. november 1917 – Flensborg Avis: Værnepligtsunddragelse og tønderske gadedrenge

Den 6. november bragte Flensborg Avis blandt andet andet følgende meddelelser fra provinsen:

Landsretten i Flensborg,
med Landsretsdirektør, Gehejme-Justitsraad Baur som Formand og Assessor Gripp som
offentlig Anklager, forhandlede i Dag blandt andet følgende Sager: For Unddragelse af Værnepligten forhandledes der i de anklagedes Fraværelse mod følgende 23 Personer:

Arbejder Vilhelm Stamer af Hellevad. Arbejder Johannes Warnholdt
af Bjerndrup. Landmand Jeppe Petersen Jepsen af Hovslund, Tjenestekarl Johan Lukmann af Løjtkirkeby, Sømand Jens Nielsen af Bodum, Landmand Niels Madsen Haugaard af Nørre Hostrup, Tjenestekarl Mads Nielsen Midtgaard af Øster Løgum, Chauffør Marco Duus af Barsmark, Tjenestekarl Jens Boysen af Nordborg, Forvalter Asmus Rikkelsen af Ragebøl, Højskoleelev Peter Lauritzen Enemark af Skovgaard, Murer Johan H. Metz og Tjenestekarl Vilhelm Andresen af Aabenraa. Tjenestekarl Edvard Hansen Terp af Mjøls, Chr. Andersen af Aabenraa, Arbejder Jes Hansen Esbensen af Abkær, Jens Villads Andresen af Aabenraa. Landmand Jens Chr. Andresen af Klovtoft, Tjenestekarl Marius Callesen af Horsbyg, Landmand Chr. Marius Hansen af Kragelund Tjenestekarl Hans Peter Meng af Hovslund og Tjenestekarl Hans Petersen af Hjolderup.

Af disse antages de fleste at være gaaede over den danske Grænse. Sagen mod Petersen af Hovslund og I. V. Andresen af Aabenraa udsattes til senere Forhandling. Stamer, Warnholdt, Midtgaard, Enemark, Vilhelm Andresen, Andresen af Klovtoft, Callesen, Hansen og Petersen af Hjolderup idømtes hver et Aars Fængsel. De øvrige, som allerede er udvandrede for Krigens Begyndelse, fik hver en Pengebøde paa 160 Mark.

Ulovlig Grænseoverskridelse
førte Drejersvend Karl Theodor Adolphsen og Fru Anna Iversen, begge fra Haderslev, Paa Anklagebænken. Den 21. henholdsvis den
28. Avgust i Aar gik de to ad ulovlige Veje over den danske Grænse for at hente Levnedsmidler. De blev imidlertid anholdte i Danmark og maatte, efter at de havde siddet i Arrest i nogle Dage,  betale Penvbøder paa 30 og 40 Kroner. Ved Bisidderretten i Haderslev blev de i sin Tid dømte, Adolphsen til 5, Fru Iversen til 20 Mark, men Dommen blev indanket af Amtsadvokaten, da Straffen syntes for lav. I Dag lød Dommen for hver af de anklagede Paa 30 Mark i Bøde.

Forbudt Handel med Levnedsmidler. For at have handlet med Krydderier (Peber, Piment osv.) blev Købmand Jörgen Johannes Hansen fra Aabenraa i sin Tid frikendt af Landsretten, da Retten antog, at Manden havde handlet et i en undskyldelig Fejltagelse. Den anklagede udtalte, at han efter de indhent.de Oplysninger ikke kunde antage, at de paagældende Varer hørte til Levnedsmidler. Denne Dom havde Landsretten imidlertid vist tilbage til Landsretten til ny Forhandling. I Dag lod kommen paa en Pengebøde paa 30 Mark, da retten var af den Mening, at Hansen ikke havde gjort sig den nødvendige Umage for at faa tilstrækkelig Oplysning.

Edsvorneretten i Flensborg.
Aarets sidste Edsvorneretsamling begynder Mandag den 12. November, Formiddag Klokken 11. Den første Sag forhandles mod den 27-aarige Krigerkone Christine Sierck, født Hansen, fra „Kropperlattenausbau” for Barnemord og utilladelig Omgang med Krigsfanger. Tirsdag den 13de forhandles mod en hel Del Kvinder for Mytteri i Flensborg  Landsretsfængsel, og den tredje Dag, Onsdag den 14de, forhandledes mod nogle Jernbanefunktionærer for Forbrydelse og Forseelse i Embedet.

Gadedrengene i Tønder
gør sig i disse Tider skyldige i Udskejelser, som i Lørdags har faaet særlig alvorlige Følger. Det er navnlig Gadedrengene i Nystaden, som er uvorne. Man brænder Knallerter af og kaster Sten efter Køretøjerne, som passerer Strucks Allé. I Lørdags løb som Følge af Tøjlesløsheder Fru Petersens Hest fra Stokkebro løbsk, saa hun først fik Hold paa den ved Møgeltønder. Kort efter kom et Par Smaapiger ridende, Døtre af H. Michelsen og L. Filskov i Møgeltønder. Drengene skræmmede Hesten, saa den løb løbsk og Pigerne faldt af. Den ene, Filskovs Datter, en 12 Aars Pige, fik et Hul i Hovedet og Næsebenet knust mens den anden slap godt fra det. Den tilskadekomne blev baaren ind i et Hus og forbunden af Lægen. Hesten fandtes senere ved Gallehus. Lad os haabe, at Politiet i Tønder sørger for at sætte en Stopper for den Slags almenfarlige
Drengestreger.

Dyrtidstillæg
er nu indførte i saa godt som alle Stillinger og Erhverv, og det kan
ogsaa sandt at sige gøres behov, skrives der fra Sundved: Præster, Lærere, Postbude og alle Embedsmænd sørger Staten for. For Arbejdsmanden er der derimod stundom ikke saa helt let at faa en tilsvarende Prisforhøjelse, da alle Byggearbejder og andre større Foretagender er standsede og Efterspørgslen efter Arbejde til Dels tilfredsstilles af de mange Krigsfanger paa Gaardene. Ligeledes er den Løn, som unge Tjenestepiger faar, 200—30C’ Mark og maaske betydelig derunder, kun lidet tilstrækkelig til at dække de ublu Priser paa Skotøj og Klæder. Er Hjemmet et fattigt Husmandshjem, er her ingen Støtte at faa. I velhavende Gaardmænd, tænk paa dem, som gaar en tung  Vinter i Møde under trange Kaar!

17. august 1917. Hos belgiske civile: “Tyskerne har jo baade Gud og Mennesker imod sig”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved Ypres fik han i august en tjans som kusk.

I Ostende boede Civilbefolkningen endnu. En Mængde Militærvogne blev læsset og losset; det havde jeg ikke med at gøre, men til Gengæld skulde jeg finde et Kvarter baade for mig selv og Hestene, og det var lettere sagt end gjort.

Jeg kørte Gade op og Gade ned, men kunde intet Kvarter finde.

Omsider kom jeg helt ud til Kysten, hvor der laa en lang Række Badehoteller, af hvilke et Par var ramt enten af Granater eller Flyverbomber. De var en hel Del ramponeret og alle forladte.

Jeg søgte ind i et af disse og fandt en pæn Stue, hvor der var baade Vinduer og Døre. Jeg fik Hestene trukket ind i Stuen. Der var ikke andet Bohave derinde end to Spejle, som naaede fra Loft til Gulv, saa Bæsterne kunde ogsaa faa deres Forfængelighed tilfredsstillet!

Jeg søgte rundt i Hotellet og fandt et stort Zinkbadekar, det var jo en dejlig Krybbe, bare jeg havde noget at fylde i den. Jeg maatte derfor ud at søge efter Vand, men Vand er en sjælden Artikel i Nordfrankrig og Belgien, for der er kun én eller to Brønde i hver By samt murede Beholdere, Cisterner, ved eller under Husene, hvor  Regnvandet kan opsamles; men denne Vandbeholder kunde jeg ikke finde i Hotellet.

Jeg søgte saa ud af det ene Hus og ind i det andet, kom omsider over Gaden, gik ned i en Kælderlejlighed og bankede pænt paa Døren, men der lød intet „Kom ind”.

Jeg lukkede Døren op, traadte indenfor og opdagede ved den modsatte Side af dette lille Værelse en ung Frue og en lille Pige paa ca. 10 Aar.

Jeg kunde nok se, at jeg var ikke velkommen; men alt mens jeg spurgte efter Vand, løb mit Blik rundt i Stuen og standsede tilsidst ved et Krusifiks ovre paa den modsatte Væg; maaske jeg saa lidt længe paa det, Fruen fattede i hvert Fald Mod og gik hen imod mig, og idet hun pegede paa Krusifikset, sagde hun: „Tror De paa ham?”

Jeg svarede: „Ja, Frue, men tror De paa ham?”

Hun svarede Ja, og noget, der lignede et lyst Smil, gled hen over hendes Ansigt.

Saa rakte vi hinanden Haanden, Isen var brudt, og vi talte frit om Gud og hans Rige, hans Naade og hans Hjælp, hans Mening med os, ogsaa under den frygtelige Krig; tilsidst sagde Fruen: „Her kan De faa Vand til Deres Heste, og De skal være velkommen  hernede i min Lejlighed, naar De har bragt Hestene Vand; og saa skal De vide, at De er den første prøjsiske Soldat, som er blevet budt velkommen her i min lille Lejlighed.”

Jeg var naturligvis hjertensglad, skyndte mig op paa Hotellet med Vand til Hestene og gik atter tilbage til den lille Kælderlejlighed.

Da jeg kom tilbage, var den unge Frues Svigerfader kommet, en gammel, svær Herre, en Rigmand inde fra Byen.

Han sad bred og magelig i en Lænestol midt paa Gulvet.

Da jeg kom ind, begyndte Fruen og jeg straks at tale om aandelige Spørgsmaal, mens den gamle sad uroligt i Stolen og gav nogle uartikulerede Lyde fra sig for at give sit Mishag til Kende. Jeg henvendte mig til ham og gjorde, som jeg saa tit gjorde baade før og siden: jeg trykkede paa den sønderjydske Knap og fortalte ham, at jeg var en dansk Mand fra Nordslesvig, der kun gik tvungent med i Krigen, at det var gaaet os i 1864, som det nu var gaaet Belgien i 1914, og at det var min Overbevisning, at Tyskerne nok skulde tabe i Krigen.

Den gamle saå op paa mig og spurgte: „Tror De virkelig det?” hvortil jeg svarede: „Ja, Tyskerne har jo baade Gud og Mennesker imod sig,” og mindede ham om, at han skulde bare prøve at se paa Historien, saa kunde han se, hvordan det var gaaet Folkeslag før; naar et Folk er kommet saa højt op i Gudløshed og Hovmod, saa kommer Gud og siger, at han lader sig ikke spotte.

Der var særlig to Ting, jeg pegede paa; det ene var Indfaldet i Belgien, hvor de sagde, at de kun agtede Traktater for Papirlapper, og det andet var, at de skiltede med en Kejserbibel, som i mine Øjne ligefrem var gudsbespottelig.

Det første syntes han godt om, det andet tror jeg ikke vejede noget for ham; men han sprang op og rakte mig sin Haand og sagde til sin Svigerdatter: „Den Mand kan du godt have i Kvarter her,” hvortil hun svarede, at det vilde hun med Glæde.

Jeg indvendte, at hvor gerne jeg end vilde, saa skulde jeg jo sove paa Hotellet hos Hestene; men den gamle sagde: „Lad du de Krikker staa selv, og kom her ned, vi skal nok skaffe dig et godt Leje.”

Jeg var heller ikke vanskelig at overtale, og efter at jeg, paany havde været oppe hos Hestene, givet dem Vand og en Haandfuld Havre, søgte jeg paany ned i Kælderlejligheden, hvor den gamle og hans Svigerdatter havde redt et Leje til mig ude i Forstuen under Trappen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

9. august 1917 – Ribe Stiftstidende: ingen jammerbreve fra tyske kvinder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tyske kvinders breve til soldaterne

Generalkommandoen har udsendt følgende: Tyske kvinder! For nogen tid siden har franskmændene i et flyveblad samlet breve fra Tyskland og nedkastet dette i vores skyttegrave ved hjælp af flyvere. Det var jammerbreve fra tyske kvinder fra hjemmet, fyldte med for største delen overdrevne klager over levnedsmiddelknapheden derhjemme. Disse for en tysk kvinde uværdige breve er af franskmændene fratagne fangne eller faldne soldater og derefter benyttede til at bevise over for de franske soldater og den franske befolkning, at det hos os i Tyskland var ved at gaa til ende, for den maade at standse den blandt franskmændene i betænkelig grad tiltagende krigstræthed og genoplive de franske troppers mod. Disse for tyske kvinders uværdige breve er desuden benyttede til gennem det nævnte flyveblad at lamme vore kæmpende troppers kampglæde og til at svække deres stærke og virkeglade sejrsvilje. Tyske kvinder! Glem, naar I skriver breve til vore tapre krigere, de bekymringer, som maaske trykker jer; betænk, at vi, som er blevne hjemme, til trods for alle indskrænkninger næppe har lært krigens virkelige byrde at kende. Tænk paa, naar I skriver breve, at vore forkæmpere med deres legemer dækker over vor hjemstavn for vore morderske fjender, at de maa bære langt større savn end vi til trods derfor holder ud under den mest trofaste pligtopfyldelse. Tyske kvinder! Naar I med saadanne tanker skriver eders breve, vil ingen iblandt jer vove ogsaa at klage og jamre over det daglige livs smaa sorger, ingen af jer vil gøre vore tapre krigeres lod endnu tungere ved forsagthed og mangel paa offervillighed. Tyske kvinder! Derfor øv selvtugt i eders breve! Saa vil I ikke give vore fjender lejlighed til ved hjælp af eders breve at hæve deres egne troppers og folks mod og svække vore forkæmperes tapre sejrsvilje.

Civile klæder til de hjemvendte soldater

Rigsbeklædningsstedet i Berlin har, som vi erfarer, anbefalet kommunalforbundenes indsamlingssteder for gamle klæder at holde en trediedel tilbage af de indsamlede gamle mandsklæder (frakker, jakker, veste, benklæder, vinteroverfrakker, slag) til anvendelse for de soldater og underofficerer, som sendes hjem fra krigen og ikke har nogen civil klædning.

7. august 1917 – Flensborg Avis: Tyske kvinder! Øv selvtugt i brevene.

Den 7. august bragte Flensborg Avis følgende opråb til de tyske  kvinder.

Øv Selvtugt i Brevene.

Fra Altona har Bladet modtaget følgende:

Tyske Kvinder! For nogen Tid siden har Franskmændene i et Flyveblad samlet „Breve fra Tyskland” og nedkastet dette i vore Skyttegrave ved Hjælp af Flyvere. Det var Jammerbreve fra tyske Kvinder fra Hjemmet, fyldte med for største Delen overdrevne Klager over Levnedsmiddelknapheden derhjemme. Disse for en tysk Kvinde uværdige Breve er af Franskmændene fratagne fangne eller faldne Soldater og derefter benyttede til at bevise over for de franske Soldater og den franske Befolkning, at det hos os i Tyskland var ved at „gaa til Ende”, for paa den Maade at standse den blandt Franskmændene i betænkelig Grad tiltagende Krigstræthed og genoplive de franske Troppers Mod.

Disse for tyske Kvinder uværdige Breve er desuden benyttede til gennem det nævnte Flyveblad at lamme vore kæmpende Troppers Kampglæde og til at svække deres stærke og virkeglade Sejrsvilje.

Tyske Kvinder! Glem, naar I skriver Breve til vore tapre Krigere, de Bekymringer, som maaske trykker jer; betænk, at vi, som er blevne hjemme, til Trods for alle Indskrænkninger næppe har lært Krigens virkelige Byrder at kende. Tænk Paa, naar I skriver Breve, at vore Forkæmpere med deres Legemer dækker vor Hjemstavn for vore morderske Fjender, at de maa bære langt storre Savn end vi og til Trods derfor holder ud under den mest trofaste Pligtopfyldelse.

Tyske Kvinder! Naar I med saadanne Tanker skriver eders Breve, vil ingen iblandt jer vove ogsaa at klage og jamre over det daglige Livs smaa Sorger, ingen af jer vil gøre vore tapre Krigeres Lod endnu tungere ved Forsagthed og Mangel paa Offervillighed. Tyske Kvinder! Derfor øv Selvtugt i eders Breve! Saa vil I ikke give vore Fjender Lejlighed til ved Hjælp af eders Breve at hæve deres egne Troppers og Folks Mod og svække vore Forkæmperes tapre Sejrsvilje.

6. august 1917. Artillerist Frederik Tychsen på vej til fronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var, efter et længere lazaretophold, i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten. Han havde tilhørt Reserve-Fußartillerie-Regiment 20, men blev ved sin tilbagekomst tildelt Bataljon 407.

Når man har været en gang ved fronten, været såret og gennemgået alle de lidelser, der følger med, og kommet tilbage, så holder man ikke af at komme til fronten igen. Dertil kom, at jeg havde kun dårlige minder og uhyggelige forestillinger om livet ved Vestfronten.

Medens den tid ved Verdun står for mig som en kæde af lidelser og angst, så må jeg indrømme, at i de 13-14 måneder, jeg herefter tilbragte ved fronten, oplevede jeg mange, mange bitre dage, ja til tider onde dage, men der var lyspunkter iblandt. Der var dage, hvor det var helt morsomt, jeg oplevede uhyre meget, og heldigvis er man mest tilbøjelig til at tænke tilbage på de lyse dage med morsomme og interessante oplevelser.

Krigen gik i langdrag, og man kunne overhovedet ikke skimte en udvej til, at massemyrderiet skulle få en ende. Amerika var gået ind i krigen som Tysklands modstandere, men foreløbig betød det ikke så meget. Virkningen kom først senere.

Nu er det ikke meningen, at jeg vil omtale de politiske begivenheder, dem kan man læse i krigsbøgeme, men mine egne oplevelser.

Medens man i garnisonen havde et regelmæssigt levnet med den sædvanlige nattero, undtagen når man var på vagt, så var der ved fronten ingen forskel på arbejdet, enten det var nat eller dag, søndag eller søgnedag. Man hvilede og sov, når der var tid og lejlighed, fik maden, når den kunne skaffes, spiste, når der kom noget, men det meste tid var man sulten.

Den 28. juli 1917 forlod jeg altså Wahn, vi var kun en ganske lille transport – 12 mand – og vi havde en Gefreiter som transportfører. Vi skulle først til et lille Ersatz depot, der lå i nærheden af Maubeuge og hed ‘Terriere la Grande”, en lille landsby omtrent som Agerskov.

Jeg kendte ingen af de andre, der var med i samme transport, men der var en, man måtte lægge mærke til, han hed Fritz Klohs, han var rhinlænder og havde ret godt med penge. Han sad på beværtningen “Zum Bienenhaus” hele tiden og bad mig om at sige besked, når vi skulle til banegården.

Ved middagstid fik vi besked om at vi skulle gøre os færdig. Jeg hentede Fritz Klohs, og han var temmelig fuld. Han sang, mens jeg fik tomisteren spændt fast på ham, og så gik vi til banegården.

Vi kørte først til Køln, og her havde vi et ophold på flere timer. Klohs benyttede tiden til at drikke i, og vi andre stavrede omkring på den mægtige banegård. Hele 4. klasses ventesal samt en stor kælder var reserveret for militærets menige og underofficerer. Her lå soldaterne på bænke og gulvet i hundredvis og sov og ventede på togene.

For 50 Pfennig kunne man købe en skål suppe, dvs. når man rejste på orlov eller hørte til en transport. Suppen var god, og man kunne godt blive mæt af en sådan portion.

Ved aftenstid steg vi ind i toget, der gik over Dirren, Aachen, Herbestal til Liittig (Liége). Vi kom ind i vogne, der medførte civil befolkning.

Fritz Klohs kom straks i gang med nogle unge piger, der skulle til Aachen. Han havde en flaske vin i hver lomme. Dem drak de af, Fritz kyssede pigerne osv.

Toget holdt 5 minutter i Duren. Jeg mindes de mange smukke tegltage og den smukke domkirke, der ragede op over det hele. Her lå Johannes’ Ersatzbataljon 258.

Transport igennem og ophold i Belgien Da vi kom til Aachen, var der mørkt, men hen på natten nåede vi Herbesthal, grænsebyen mellem Tyskland og Belgien. Alt og alle blev underkastet et streng revision, så fik vi kaffe ved “Røde Kors”.

Det var damer, der uddelte den. De bad os om at synge en sang for dem, og vi stemte så alle mand i med: “Argonnerwald in stiller Nacht’’.

Ved 9 tiden om formiddagen var vi i Lüttig. Vi gik ind på banegården og ventede til kl. 6.43 om eftermiddagen. I denne tid sov vi nogle timer, gik lidt rundt i byen i nærheden af banegården.

Klöhs fandt straks et horehus i en smal sidegade, han fortalte om sin smudsige håndtering, da han kom tilbage.

Prostituerede kvinder på vestfronten

Kl. 6.43 rejste vi videre og var i Namur ca. kl. 10. Toget gik ikke længere. Vi gik banegården hen til den belgiske Ulankaseme og blev der om natten.

Dagen efter gik toget videre her­på eftermiddagen og kl. 8 om aftenen var i Maubeuge.

Vi gik så gennem porten og gitterværket i jordvolden og et par km uden for byen lå Ferriere la Grande. Her kom vi til en Ersatz Abteilung, dvs. en afdeling, der var oprettet til at sende udfyldningsmandskab til det svære artilleri. Adressen var Fuhs Art. Ersatz Abteilung II. II Batterie. Deutsche Feldpost 44.

Opholdet i Ferriere la Grande varede ikke ret længe, 10 dage i alt.

Vi lavede ikke meget i disse 11 dage. Vi havde nogen eksercits om formiddagen med nogle gamle 9 cm kanoner. Vi havde en del instruktion om brug af gasmasker af forskellig art, og ved et af Maubeuges forter, ‘Terriere la petite’. havde vi karabinerskydning med gasmaske.

Vi var indkvarteret i en skole. Der var franske lærere og lærerinder, der underviste børnene i et par af klasserne, medens vi lå i de øvrige klasser.

En aften, den 7. august var jeg med på en hestetransport. Vi fik hver 2 heste. Vi skulle hen til er hestedepot med dem. Det lå i nærheden af den belgiske grænse. Det hed Udasolve. Vi kom gennem en by der hed Colleret.

Vi red til at begynde med, men det varede ikke længe, før vi blev ømme af at sidde på de nøgne hesterygge, så vi stod af og trak dem.

Det var en transport, der varede 6-7 timer De kørte os tilbage på en vogn, og vi var i Ferriere la Grande om morgenen. Vi fik så lov at sove til middag.

Søndagen den 5. august gik jeg ind i Maubeuge. Jeg travede hele dagen rundt i byen for at få den rigtig at se. Den havde mest snævre gader.

Jeg købte lidt brød og en ost i en butik, og om aftenen gik jeg i biograf i Ferriere la Grande. En sådan forestilling kostede 10 Pfennig. De fremviste en film fre havet, der viste, hvorledes de tyske ubåde skød handelsskibe i sænk. Endvidere blev der spillet er cowboyfilm med Henny Porten i hovedrollen.

Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien.

3. august 1917. Regiment 84 til Flandern: “Det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt”

C. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Mens vort regiment i de varme sommermåneder 1917 lå i skyttegraven i Champagne voran St. Marie-à-Py, gentog sig næsten daglig i de sidste uger af juli meldingen fra den øverste hærledelse: “Over vore stillinger i Flandern ligger der heftig trommeild.”

Da nu det i nogen tid verserende rygte om snarlig afløsning blev til virkelighed, sagde vor flerårige erfaring, efter hvilken vi altid var dér, hvor det fik hedest til, at det nu nok skulle gå til Flandern; vort håb om igen engang at komme til Rusland, som vi havde næret siden vor offensiv i sommeren 1915, blev ikke opfyldt.

Efter nogle dages hvil i egnen omkring Charleville, stod II bataljon den 2. august om aftenen rejseklar på godsbanegårdens rampe i nævnte by. Over Hirson, Avesnes, Mons, som vi den 23. august 1914 havde hjulpet med til at erobre, gik det ind i Flandern. “Iseghem” – sådan står der skrevet med store bogstaver på den banegård, foran hvilken vi sent om eftermiddagen den næste dag gør holdt.

Vi stiger ud og strækker de stive lemmer. Efter et længere hvil bliver der trådt an.

Gennem den mørke nat marcherer vi ad en fortræffelig vej til Abeele; her bliver drejet af til venstre; II bataljon kommer i kvarter i Ouckene, I og III bataljon i Rumbeke. –

Velgørende, næsten hjerteligt er civilbefolkningens modtagelse; vi bliver optaget som var vi landsmænd; dertil kommer, at man forstår hinanden godt; det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt. –

Vi kan ikke forbavses nok over landets  frugtbarhed; ikke en plet er udyrket. Befolkningen er uhyre flittig, nøjsom og solid. Alle forbavses over husmødrenes renlighed; forstue og køkken, der har flisegulv, bliver vasket og skrubbet to gange dagligt – det var næsten for meget for os!

Af Regiment 84’s historie

16. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om sennepsgas, den uindskrænkede ubådskrig – og dens manglende succes. Det handler også om kvinder i den britiske hær – og i den britiske industriproduktion. Det sidste tyske luftangreb på England i dagslys endte med mange nedskudte fly. Vi skal også høre om britiske angrebsplaner i Mellemøsten og Belgien, der bl.a. omfatter en landgang på den belgiske kyst. Og på østfronten rykker russerne fremad!

16. juli 1917. Romance, rivaler – og mere hvidløg i Rumænien

Carl Werner-Jacobsen var med den tyske hær i Rumænien

(… fortsat)

Da vi havde slaaet vore Telte op og der derefter ikke var meget at gøre i den første Tid, stiftede vi snart Bekendtskab med Landsbyens Befolkning, saa baade mine Kammerater og jeg fandt os Venner.

Min specielle Ven, eller snarere „Veninde”, hed „Lilika”. Ak, jeg maatte dog dele hendes Kærlighed med en slem Rival, nemlig min nærmeste Overordnede, „Militærlægen”.

Det blev ham, der stolt om Aftenen promenerede med hende, medens jeg i Skjul maatte liste ind ad Huset, naar min Rival var gaaet. Men, saa fik jeg lidt ekstra Mad hos hende, og Mad kunde hun lave — alt godt med Hvidløg.

Lilika var ikke mer end tyve Aar, det havde hun vist mig med Fingertegn, men det kan godt være, hun havde glemt en Haandfuld. Hun gik altid i Nationaldragt, der lod min romantiske Sjæl koge over. Men, der var dog et „men”, som jeg først maatte overvinde, og det var, at Lilika gnaskede Hvidløg hele Dagen.

Det blev dog min Rival, der bekostede Tandpasta og Mundvand, han kunde heller ikke vænne sig til den skønne Lilika, uden først at modificere Hvidløgsduften. Men hun var lærenem, og snart blev jeg modtaget med aaben Mund, der viste hendes smukke Tænder, og det betød: „Du kan roligt kysse mig, Løgduften er fjernet!”

Idyllen blev dog en Dag ødelagt gennem en lille Ubetænksomhed. Vi havde alle faaet udleveret nyt Sommertøj — altsaa Uniformer, og vor øverste Stabslæge havde anmeldt sit Besøg til den paafølgende Dag, hvor vi alle skulde stille til en lille Parade i de nye Uniformer. Vi fik nu travlt med at faa Klunset i Orden. Det var særligt galt med Benklæderne, der var slemt krøllede. Mine Kammerater havde dog faaet fat i et Trækulsstrygejern og sad alle i Teltene og ventede paa deres Tur til at presse Uniformen.

Jeg tog det med Ro, thi jeg havde aftalt med Lilika, at komme over til hende om Aftenen, og saa vilde hun selv presse mit Tøj.

Og hun klarede det mens jeg sad inde i Stuen og spiste nogle dejlige Vandmeloner.

Den næste Morgen tog jeg stolt det nypressede Tøj paa, men, o Skræk, hvad havde hun dog lavet med Benklæderne. Jeg blev hurtig til Grin af mine Kammerater, thi Lilika havde lige saa nydeligt presset Benklæderne langs Sømmene — i Bredden.

Nu var der ingen Tid til at faa dem presset om, og saaledes maatte jeg stille mig til Paraden.

Men det blev dog først rigtig til Latter, efter at vor „Feldwebel” havde kommanderet os til at staa Ret, og vor høje Stabslæge sammen med vor egen Militærlæge skred vore Rækker af.

Jeg selv kunde ikke holde Masken, thi min kære Rival og Chef spadserede selv rundt i et Par nydeligt pressede Benklæder, der var pressede paa samme Maade sommine – langs Sømmene i Bredden!

Jeg fik et underligt spørgende Blik af ham, da han passerede mig sammen med Stabslægen, og Stabslægen saa paa mine brede Benklæder og mønstrede saa smilende Militærlægens. Værst var dog mine Kammeraters ondskabsfulde Bemærkninger efter Paraden.

Men Idyllen blev ødelagt, Rivalen krævede Eneretten paa Lilika, og at hun foretrak selve Militærlægen, dertil var intet at sige.

Men saa kom Epidemien, Tyfus hærgede hele Egnen, og hver Dag gravede vi Massegrave for Befolkningen og vore egne Kammerater. Jeg saa de første Begravelser i Landsbyen, der foregik efter alle Ceremonier. Med Kla­gekvinder og Popen i Spidsen bar de den aabne Kiste til Graven.

Men Tallet steg uhyggeligt for hver Dag, og Smittefaren var for stor, saa Ceremonierne maatte falde bort, og tavse begravede vi hver Morgen Nattens triste Høst. Landsbyen blev spærret, og Lilika sendt bort med de end­nu raske Beboere, og jeg saa hende aldrig mere! „ Du maa spise Hvidløg — og du bliver aldrig syg!” – Dette havde Lilika ofte sagt til mig, og nu fulgte jeg hen­des Raad. Jeg gnavede Hvidløg Dagen lang, til mine Slimhinder smertede.

En venlig Befolkning blev dog mit Hovedindtryk af Rumænerne. Godt med Kosmetik i de store Byer, og godt med Skidt paa Landet.

Da Efteraaret atter bragte en Tyfusepidemi over Landet, undgik jeg, til Trods for Lilikas gode Raad med Hvidløg, heller ikke min Skæbne. Jeg maatte ligge med Næsen i Vejret, til Vinteren kom, og det blev en tynd og afmagret Sanitetssoldat, der atter vendte hjem over de høje Karpater.

DSK-årbøger, 1942

13. juli – Ellen Jensen: “Kvindfolkene stormede Butikkerne”

Ellen Jensen stammede fra Fyn, og var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Det meste af verdenskrigen opholdt hun og deres to børn sig i Flensborg, mens han var soldat i Frankrig .

Flensborg den 13.7.1917.

Min egen Ven!
Kun en lille Hilsen! Jeg er træt efter min store Vask! Men jeg har ogsaa været en Knap! Vasket en stor Vask, og faaet den tørret. Været til Frk. Hollensen med Pus, hun fik Bindet af [hendes arm havde været brækket/red.] og nu skal jeg massere hende, det gaar godt.

Saa har vi set Optøjer i Byen, der har været stor Halløj i Dag. Kvindfolkene stormede Butikkerne, og tog Brødet. Soldaterne var traadt til med Bøssen o.s.v. Pus var meget optaget af dette, der var sort i Byen, navnlig oppe ved Rerup, man kunde knap komme igennem Mylderet. Elektricitetsværket strikede, saa alle Sporvogne holdt, paa Værftet var der vist ogsaa noget Kluderi. Der er alligevel Temperament i Kvindfolk.

Fra Kjems har jeg medtaget en lille Pakke sendt fra Flandern, fortæl ham hvor du er, saa kan i da besøge hinanden – og snakke om mig. Han er storartet til at sørge for os. Christiansen kommer maaske hjem samtidig med dig, hans Mor er meget syg, saa de vil se at faa ham hjem.

– Frk Grau var i stort Vigeur i Dag, det var dog endelig noget for hende. Grau laver vist en hel Roman der ud af. Det maa for Resten være dejligt, for hvad de ikke oplever i Virkeligheden, det oplever de da i Fantasien.

Nu skal jeg ned og tage min sidste Vask ud, saa faar du Kys og Hilsner! Din egen Pige

Sender ogsaa Plastrene i en Konvolut.

(P284, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

22. juni 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… at tyske Kvinder nu søges engagerede til Hæren”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

En Overløber beretter:
– at der den 16-17´ ds. er ankommet en Mængde Pionértropper til Haderslev for at arbejde paa Forstærkning af Skyttegravene,
– at der tillige i de sidste Dage er sendt en hel Del Kanonammunition til Haderslev, hvor Magasinerne efterhaanden er helt fyldte, og
– at der i den senere Tid er kommet Rytteri til Haderslev, hvor Hestene formentlig skal lejes ud til Høstarbejde;

En tysk Forretningsmand skal f.T. være beskæftiget med at overtale de tyske Overløbere i Grænseegnen til at vende tilbage til Tyskland; samme Mand har udtalt, at han senere vilde berejse hele Danmark i samme Ærinde.

Det paastaas, at tyske Kvinder nu søges engagerede til Hæren til særligt Arbejde ved Fronterne.

I Skodborg Kommune er der udskrevet 150 Stk. Kvæg til Udlevering 1/7 d.k.[?]

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

8. maj 1917 – Flensborg Avis: Kvindelige udskejelser i Sønderborg

Uddrag af Flensborg Avis´s meddelelser fra provinsen.

En Udskejelse
øvedes i Fredags Eftermiddags af nogle Koner i Sønderborg. De mødte ifølge ”Sonderburger Zeitung” paa Sønderborg Brødfabrik og krævede der Brød uden Mærker, hvorved de truede med, at hvis det ikke blev givet dem godvilligt, skulde de nok sørge for, at de fik det. Den tilstedeværende Kusk B. gav dem nogle Brød, og som Følge deraf kom der i Løbet af Eftermiddagen gentagne Gange Kvinder, som ligeledes forlangte Brød uden Mærker. De afvistes.

De Koner, der har deltaget deri, har aabenbart ikke været sig Rækkevidden af deres Handlemaade bevidst, skriver nævnte Blad. De har ikke tænkt paa, at det at trænge ind i Brødfabrikken og true med Voldshandlinger, ifald deres Krav ikke opfyldtes, efter de bestaaende Love kan føre haarde Straffe med sig. De har ved deres Trusler forledt Brødfabrikken Funktionærer til lovstridige Handlinger, hvad der ligeledes trues med Straf. Men mod saadanne Overfald maa de næringsdrivende værnes ved Lov. Der er derfor blevet sørget for, at sligt ikke kan gentage sig. Hvis Konerne virkelig allerede havde opbrugt deres Brødkort, som endnu gjaldt for en Uge, og de ikke havde andre Levnedsmidler til Raadighed, saa burde de ikke have henvendt sig til Brødfabrikken, men til Byens Brødkort-Kontor i Posthuset med Bøn om at faa Tilskudsbrød. Det vilde have været den rigtige Vej.

Indskrænkningen af Brødrationen føles vist overalt tungt. Men der bør huskes paa, at Folk intet Sted i det tyske Rige faar mere Brød end i Sønderborg. Forholdene tvinger os til at indrette os med det, vi har; ogsaa den enkelte maa i denne Tid eje den gode Vilje til at holde Hus med Brødet, ja til at omgaas det sparsommeligt. For at lette det har Rigs-Ernæringskontoret forøget Kødrationen og ved Tilskud gjort det muligt for den mindrebemidlede Befolkning at købe det. Efter hvad der meddeles os, vil der endvidere i de nærmeste Dage blive udgivet Gemyse-Konserver. Desuden har Landraad Schønberg vedvarende været ivrig bestæbt paa at fremskynde de større Kartoffel-Leveringer, som endnu ikke er komne. De almindelige Trafikvanskeligheder, hvorunder – hvad enhver, der staar i Erhvervslivet, veed – den afsides liggende Sønderborg Kreds særlig har maattet lide, er Hovedaarsagerne til denne Forsinkelse. Der er imidlertid Haab om, at ogsaa Kartoflerne vil ankomme i den nærmeste Tid. Dermed vilde Hovedvanskelighederne være overvundne.

Men fremfor alt bør enhver sige sig selv, at der ved Udskejelser som i Gaar ikke hidskaffes en enkelt Smule Brød, at det tværtimod fører bitre Følger med sig for de delagtige.

Funden Gris.
Politiforvaltningen i Aabenraa bekendtgør, at der er blevet anmeldt en Gris som Hittegods, og anmoder Ejeren om at melde sig inden 8 Dage fra den 8. Maj af, da der i modsat Fald vil blive Dispositioner med hensyn til Grisen.

Uheldig Sejllads. (Dv.)
I Søndags Eftermiddag kæntrede en Mand med sin Baad paa Haderslev Dam i Nærheden af Johannesdal. Manden var dog i Stand til at holde sig fast ved den væltede Baad og raabe om Hjælp. Hans Raab hørtes af nogle Drenge ved Badebroen. De fik hidkaldt Hjælp, og den uheldige Mand slap med en vaad Trøje som en alvorlig Advarsel om at være mere forsigtig næste Gang.

Opdagede Skjulested.
Landraaden i Haderslev bekendtgør i Kredsbladet følgende:
Landmand Sch. I Sp. have skjult 287 Pund Rug i en Tønde pa Høloftet og hemmeligholdt den ved Korneftersynet.
Landmand H. i St. havde skjult 217 Pund Mel over Bageovnen og hemmeligholdt det ved Korneftersynet.
I begge Tilfælde er Varerne blevne konfiskerede uden Godtgørelse, og der er blevet anlagt Sag imod vedkommende.

3. maj 1917 – Flensborg Avis: “… strafbart, at Børn driver omkring”

Uddrag af Flensborg Avis´s meddelelser fra provinsen.

Kvindelig Arbejdskraft til Landet.
Paa Landet er der stor Mangel paa Arbejdskraft. Der kan ikke skaffes Krigsfanger mere og kan ikke regnes med omfattende Orlovsbevillinger. Det maa derfor hilses med særlig Glæde, hedder det i en Meddelelse til Bladet, at der er skabt en omfattende Organisation for at faa Kvinder, som stammer fra Landet, og som er kendt med Arbejdet der til at vende tilbage dertil. Der har allerede meldt sig mange Kvinder. Landmændene bør henvende sig til Kommuneforstanderne og i rette Tid meddele deres Behov, hvis der skal tages Hensyn dertil.

Kødkortene.
De nye Huslister til de næste Tilskuds-Kødkort bæres rundt i disse Dage. Ved de første Lister er det hyppig sket, at Husholdninger har krævet og faaet Kødkort til Fortrinspriser, skønt de efter de udstedte Bestemmelser ikke var berettigede dertil. Der gøres opmærksom paa Magistratens Bekendtgørelse i Dag.

 En Paamindelse.
„Sonderburger Zeitung” i Sønderborg er bleven anmodet om paa ny at henvise til den stedfortrædende Generalkommandos Forbud, hvorefter det er strafbart, at Børn driver omkring paa Gaderne efter Klokken 8 om Aftenen og at unge Mennesker ryger.

Kanintyveri. (Hmb.)
Hos Skomagermester Karl Kjer Nygade 50 i Aabenraa er der i Gaar Nat blevet stjaalet en stor sort Kanin. Ved Ellevetiden om Aftenen var den endnu paa sin Plads. En Kanin med 3 Unger i en Kasse ved Siden af var bleven forsmaaet af Tyven. Den har vist næppe syntes Tyven fed nok til at slagtes.

Mejeriet i Løjt har fra Tirsdag den 1. Maj af igen optaget Driften hver Dag.

Telefonspærringen inden for Haderslev Kreds kan, efter hvad der skrives i ”Schleswigsche Grenzpost”, nu som før ikke ophæves i Almindelighed. Men Krigsøkønomistedet har af den stedfortrædende Generalkommando i Altona faaet Tilsikring om, at der over for enkelte begrundede Andragender om Frigivelse af bestemte Telefontilslutninger i Betragtning af den store Betydning, som Landbruget har i denne Tid, vil blive udvist den største Imødekommen. For de paagældende Kredse bekendtgøres dette ad denne Vej, skriver Bladet, idet det overlades vedkommendes forgodtbefindende at indsende Andragender om Frigivelse af Telefontilslutninger til Krigsøkonomistedet i Haderslev

Sorrig og Glæde. (Dv.)
Landstormsmand Harald Fogt fra Tiset, som har faaet otte Ugers Orlov for at faa sin Foraarssæd lagt, modtoges ved sin Hjemkomst med den sørgelige Efterretning, at hans ældste Barn, en fire Aars Dreng, var bleven syg og under Sygdommen ramt af et Slagtilfælde og død. Han laa Lig, da Faderen kom hjem.

Ny Gennemgangspost.
I „Haderslev Kredsblad” for 26. April 1917 bekendtgøres af Landstorms-Inspektion I i Flensborg, at indtil videre er ogsaa Grænseovergangsstedet Farris (Jels Sogn) tilladt som Gennemgangspost. Gennemgangsbeviser for denne Gennemgangspost udstedes af Grænseovergangskommandoeni Farris paa Grundlag af de af Landraaden i Haderslev udstedte Passer med Viseringsanmærkning. Grænsekommandoen bestemmer de Tog, som maa benyttes paa Gennemgangsbeviser.

21. april 1917. Rørende gensyn: Konen genkender sin mand i en kolonne krigsfanger

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat.

Da Paaskeoffensiven mellem Reims og Laon begyndte i 1917, blev vi flyttet til Byen Toilecourt ved Reims. Vort Kvarter var meget udsat for Bombardement og vi flyttede derfor hen i en Tekstilfabrik. Her var nu anbragt 4.000 Mand. Maskineriet i Fabrikken var blevet ødelagt, men man havde sendt det til Tyskland til Omsmeltning.

Vort Arbejde bestod i at lave Artilleristillinger i fuldt Dagslys, for her var Fronten langt borte. Der faldt dog enkelte store Granater i Omegnen, men ellers var her roligt og fredeligt, den roligste Plet, jeg indtil nu havde haft.

En Aften, da vi opholdt os ude paa Gaden og saa paa Trafikken til og fra Fronten, kom der nogle franske Krigsfanger forbi. De var under stærkt Bevogtning, vel en 20 Mand.

Kvinderne i Byen stod ogsaa og saa paa Trafikken. Fangerne kom paa deres March forbi ét af Husene, hvor Konen stod i Døren. Lige paa en Gang fløj Konen ud paa Vej en og slog Armene om en Soldat. Det var hendes Mand.

Der blev stor Opstandelse i Rækkerne. Vagtsoldaterne skældte ud og truede, men det hjalp ikke Spor. Manden og Konen stod tæt omslynget og kyssede hinanden.

Saa tilkaldte man en Officer. Han gav dem Lov til at tale sammen en halv Time, men under Overværelse af en Tolk.

Dette Møde gjorde et dybt Indtryk paa os, og der randt en Taare ned ad Kinderne paa alle, der overværede det.

– Ja, saadan er Krigen!

Den halve Time var forbi. Manden drog i Fangenskab. Hun havde dog Vished for, at han levede …

DSK-årbøger 1964

25. marts 1917. Storsmugleren “Tante Frederik”

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 3/3 17, fortsat

Ved slutningen af sidste uge så det ud til, at der ville indtræde en standsning i færdslen over grænsen. Der var sket en del anmeldelser derovre om trafikken til Danmark. – En tysker (Jørs?) fra Birkelev, der ofte kom til Ribe og blandt andet drev en del smugleri, var en dag blevet anholdt i Ribe, frataget det indkøbte smuglergods og idømt, siger man, en bøde på 25 kr. Da han derefter tomhændet gik tilbage over grænsen, kom han ifølge med et par andre smuglere, som havde velfyldte rygsække med sig. Af misundelse fortæller man derovre fra, meldte han sine to ledsagere.

En skolelærer fra Roager havde meldt en grænsesoldat, fordi denne havde ladet folk passere over, deriblandt skolelæreren selv. Soldaten fik 3 ugers fængselsstraf, men manden fra Birkelev og skolelæreren blev ikke straffet, fordi de, som det blev udtalt af præsten (Fischer Benzon) derovre, havde været i Danmark af ”politiske hensyn”.

Vedkommende soldat var meget forbitret over den straf, der overgik ham, og udtalte til værten i sit kvarter, at alle djævle var nu også løse i Tyskland for tiden, hvortil værten, en god dansk mand, bemærkede, at det havde de været længe.

En kone, der blev anholdt af en modvillig grænsesoldat, da hun ville gå over til Danmark, anførte til sit forsvar, at flere andre navngivne kvinder havde været herovre.

Der blev så rodet op i sagerne og gjort indberetning, hvad der medførte skærpede instrukser til grænsevagten om, at der slet ingen passage måtte finde sted over grænsen. Der gik så et par dage, da det var meget vanskeligt at kommer herover.

Den før omtalte husholdersker, der den 16/2 var gået herover med et par småpiger, for at de kunne få talt med deres far, der er deserteret herover, var nær ikke kommet tilbage igen med børnene. Hun gik fra den ene post til den anden og blev et stykke vej fulgt af en soldat på den anden side, indtil hun langt om længe ved midnatstid traf en medgørlig vagt, der lod hende gå over; men hun lovede for, at hun ikke skulle herover igen uden at have aftalt tid og sted med en vagt. – Børnene var naturligvis blevet instruerede om, at de ikke måtte fortælle nogen, at de havde været i Danmark at besøge deres far, og da den 6-årige pige en dag blev spurgt om hvorledes hendes far havde det, svarede hun, at han havde det godt, for han var derovre, hvor de spiste hvedekage.

Lørdagen den 24/2, kort efter at de skærpede instrukser var udstedt, kom en kone fra Spandet til grænsen ved Hømlund og bad en vagthavende grænsesoldat om at få lov til at gå over til Danmark. Han turde imidlertid ikke lade hende passere, men tog hende med hen til vagthuset, hvor feltwebelløjtnanten fra Spandet netop på den tid opholdt sig. Løjtnanten gav hende da lov til at gå over, når hun ville være tilbage igen om to timer. Den menige soldat fortalte naturligvis dette til sine kammerater, og så gik det lettere igen med færdslen til Danmark.

Samme aften gik en ældre mand fra Gabøl en ung utjenstdygtig karl fra [her mangler der tilsyneladende en fortsættelse at teksten]

Fra grænsen syd og øst for Ribe, 25/3 17, fortsat

En professionel smugler har man også i denne grænseegn; det er en ældre ungkarl, der har bopæl forskellige steder på den anden side grænsen, et ejendommeligt individ der går under navnet ”Tante Frederik”. Noget indskrænket er han, men til at smugle, har han gode gaver.

Før krigen smuglede han varer ind i Tyskland fra Danmark, tændstikker og andre småting, som han kunne bære over.

Det tyske toldvæsen var ofte efter ham, men han kom næsten altid alligevel godt fra smugleriet. Nu under krigen er han i travl virksomhed med at smugle varer ud fra Danmark til Tyskland. Han er godt kendt; han går i pjaltede klæder, om sommeren i bare fødder, om vinteren med træsko på duknakket og i en slæbende gangart.

Når han toner frem ved et hegn eller på en afsides vej, omtrent som man tænker sig Jerusalems skomager færdes, hedder det gerne: ”nå, nu er Tante Frederik herovre igen!” Børnene især finder, at han er en interessant fremtoning, og de løber ofte efter ham for at få ham til at se på nærmere hold.

Tidligere købte han sit smuglergods i grænseegnens brugsforeninger, men nu, da dette ikke kan lade sig gøre mere, går han til Ribe. Han bærer varerne i en stor rygsæk og har foran på sig en del pakker, der kan veje op mod denne.

Når han kommer i nærheden af grænsen skjuler han varerne, som oftest i en lille fyrreplantage eller på en lynghede ikke langt fra grænsen. Derefter går han ud til en eller anden af grænseboerne med hilsen eller bud derovre fra, og han får sig da en hjertestyrkning i form af mad og drikke.

På denne del af turen har han ikke noget imod at møde en af de danske grænsegendarmer; han er jo da uantastelig, og han vil godt, at de skal se ham færdes tomhændet derovre. Siden, når tiden er belejligt, bærer han smuglergodset over grænsen i mindre partier. – De danske grænsegendarmer har ofte været på vagt ved veje eller krat efter ham, men de kan ikke fange ham; han skifter stadig rute og forstår altid at krydse uden om dem.

Forrige søndag blev han dog pågrebet af den tyske grænsevagt. Han havde da taget sig for ved aftentid at føre et par børn over grænsen, syd for Høm, for at de kunne besøge deres bedsteforældre, som bor på denne side af grænsen.

Børnene blev ført til Roager, hvor de måtte blive natten over, men de blev næste dag ført til deres hjem i Fjersted af selve grænseløjtnanten fra Roager. Frederik måtte derimod under politiledsagelse en tur til Flensborg, hvortil han ankom anden dags morgen; men allerede samme dags aften var han fri og marcherede straks nord på, gik i sine fladbundede træsko fra Flensborg til Over Jerstal og tog derfra med lillebanetoget hjem til Fjersted. –

 Den 25/3

I går gik det omsider Frederik galt herovre. Han havde været i Ribe og gjort indkøb, men da han på vejen til grænsen var kommet omtrent en halv mil sydøst for Ribe, blev han indhentet af en cyklende statspolitibetjent fra Ribe og anholdt. Han søgte at sno sig fra betjenten ved at foregive, at han tjente på en gård i Høm, havde været i Ribe at gøre indkøb, da han skulle ud til sikringsstyrken osv. Hans udflugter hjalp ham imidlertid ikke. Varerne – han havde for 23 kr. – blev konfiskerede, og 10 kr., han havde hos sig i penge, måtte han betale i bøde. Det eneste, betjenten lod ham beholde, var et indrammet billede han havde fået i Ribe samme aften, kom han til Høm. Han var noget slukøret, da han fortalte om sit uheld i et hus, hvor han gik ind, og han var meget utilfreds med, at han denne gang måtte gå tomhændet tilbage over grænsen.

Redaktør Willemoës’ notesbøger

6. marts 1917 – Thomas Thomsen: “Panja Weiber”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i begyndelsen af 1917 befandt sig i Galizien.

6/3 1917
Liebe Mutter!
Besten Dank für denn Briefe und dein Parket mit Fleisch das ich Gestern erhalten habe. Ich verstehe nicht das da nicht mehr Pakete ankommen[.] Das ist das erste jetzt in über 8 Tagen.

Hier siehst du ein Bild von Panja Weiber.

Tre "Panja Weiber", dvs. bondekoner, formodentlig fra Galizien, hvor Thomas Thomsen befandt sig, da han i begyndelsen af marts sendte billedet til sin mor (Kåre Pedersens Samling)
Tre “Panja Weiber”, dvs. bondekoner, formodentlig fra Galizien, hvor Thomas Thomsen befandt sig, da han i begyndelsen af marts sendte billedet til sin mor (Kåre Pedersens Samling)

Du kannst ein Urlaubsgesuch einreichen für mich jetzt wegen Arbeitsurlaub[.] Jetzt sind schon verschiedene gefahren wieder[.] Am besten du schickt es direckt an die Kompagni. Es konnte ja sein das ich Glück hatte[.] Mach es so bald wie möglich ehe die Urlaub wieder gesperrt wird.

Viele herzlichen Grüße sendet dein Sohn Thomas Thomsen.

(Kåre Pedersens Samling)

5. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: en trist orlov

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ikke opvarmede jernbanetog

Efter hvad der meddeles skal opvarmningen af jernbanetogene, der i fjerntrafikken allerede er meget begrænset, nu helt ophøre af mangel paa opvarmningsslanger, til hvis fremstilling, der skal bruges gummi.

Mangel paa gas

er der nu ogsaa i Tønder. Dér vil gasværket fra 1. marts ikke levere gas fra 1 til 6 om eftermiddagen.

En trist orlov

Murer Berliner fra Slotsgade i Aabenraa kom for nogle dage siden hjem fra fronten for at besøge sin hustru, der laa syg. Nu er hustruen i søndags afgaaet ved døden, og om nogle faa dage skal manden ifølge Flensborg Avis atter af sted til fronten, efterladende 6 moderløse børn i hjemmet. 

Faldne

Enke Berteline Schmidt i Høgsbro ved Hvidding har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, Søren Knudsen Schmidt, er død i et feltlazaret, 23 aar gl.

 

2. december 1916 – Lorens Jepsen: “… det stolte Regiment ”Bremen” “

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Monchy Lørdag XII.16.

Min kære Anne!
Takker Dig hermed for et Kortbrev fra d. 28. Du klager, at Du faar saa sjælden Post. Saa maa jeg jo se, om jeg kan overkomme at faa noget mere skrevet. Faar du imidlertid 2 til 3 Breve ad Gangen, saa er det jo selvfølgelig ikke min Skyld, men maa ligge hos Posten. I Gaar Aftes var vi forude at skanse og naar vi gør sadanne Ture saa har vi kun meget lidt Tid til egen Raadighed og er ogsaa trætte, naar man naar tilbage[.] Derfor maa Du undskylde naar jeg ikke skriver paa saadanne Dage.

Udsnit af Flensborg Avis 27. november 1916 med omtale af kamppatrulje "Hansa" udført af blandt andet Infanterie-Regiment "Bremen" Nr. 75 25.-26. november 1916
Udsnit af Flensborg Avis 27. november 1916 med omtale af kamppatrulje “Hansa” udført af blandt andet Infanterie-Regiment “Bremen” Nr. 75 25.-26. november 1916

Du har læst, at Regimentet ”Bremen” har haft Patrouilleforetagender. Ja, det stolte Regiment ”Bremen” er helt rigtigt mit Regt. No 75, ca. hundrede Mand frivillige var fra vort Rgt en lille Smut over i den engelske Grav, snappede 25 Fanger og var saa rask tilbage igjen. Paa Grund af, at Overfaldet foretoges uformodet og hurtig kom det ikke til nogen Fægtning og vi tabte kun en Mand, som var uheldig at hage med en Haandgranat i Pigtraaden, som derved kom til at eksplodere og dræbte ham selv. Vi havde en Vogn staaende rede for at transportere mulige fangne Officerer. Dem fik vi dog ingen af. Jeg laa jo den Gang i Staffete mellem første og anden Stiling og havde selvfølgelig ikke andet med Patrouillegangen at gøre, end at det kunde bringe nogle flere Meldinger. Men da en Tidlang slet ingen Meldinger kom, saa har jeg lagt mig hen at sove og har ikke mærket det mindste til det Hele. Det hele har ikke mindste Betydning, det skulde da i det Højeste være i Oplysningsøjemed.

Kort over operation "Hansa" gennemført 25. - 26. november 1916 (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934, s. 234)
Kort over operation “Hansa” gennemført 25. – 26. november 1916 (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934, s. 234)

Det var jo et sørgeligt Tilfælde med Lassen Rerup.

Pastor Tonnesens Skrifter, som Du har tænkt at bestille, er ikke noget Blad, men nogle Skrifter som Du kun faar tilsendt en Gang. At dømme efter Manden tænker jeg, at Skrifterne vil være rigtig gode. Er Sigmund Olsen endnu hjemme? Der er vel ellers saa omtrent gjort ren Kant, jeg forstaar ikke hvorfra Soldaterne skal tages til næste Aar, men maaske Kvinderne saa kommer for Tur.

Hjertlig til Dig og Børnene
Din egen Lorens

18. november 1916. Hånlige blikke fra pigerne i Flensborg: Iført gamle uniformer.

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I 1916 blev han indkaldt til Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.

Ved krigens udbrud i august 1914 var jeg elev i anden præparandklasse på Haderslev Statsseminarium. Jeg var ene søn blandt fem søskende, og mine forældre glædede sig over, at jeg endnu kun var 16 år, så for mit vedkommende behøvede de ikke at ængstes. Det var også slemt nok, at mine to svogre, der begge havde tjent aktiv, skulle stille i de første dage efter »Mobilmachung«.

Hele første seminarieklasse, som var afgangsklassen, samt de yngre lærere meldte sig frivilligt, nogle vel af pligtfølelse, de fleste måske på grund af patriotisme eller eventyrlyst – mens de uvillige var nødt til at gå »frivilligt« -; dog for os drenge var der foreløbig ingen problemer.

Men som tiden gik, blev der efterhånden brug for de yngre årgange, og den 18. november 1916 blev det også min tur til at stille på Junker Hulvej-kasernen i Flensborg, hvor vi seminarister fra Haderslev blev tildelt 2. kompagni, Regiment 86 med hjemsted på vestkasernen, men da der ikke var plads til alle de indkaldte på selve kasernen, blev en del af os nye rekrutter indkvarteret privat, og på den måde gik det til, at jeg sammen med to kammerater fik kvarter i Norder Graben nr. 24.

Det var vel nok en tjans, skulle man synes, for de små rekrutter at kunne slippe for »Stubendienst«, »Putzstunde« og andre ubehageligheder, og vi havde det også dejligt og fredsommeligt i vor fritid.

Men »ein Aber war auch dabei«: Vi kunne dårligt lade os se, hverken på gaden eller andetsteds, på grund af den forfærdelige mundering, vi var blevet udstyret med. Vi havde fået de gamle blå uniformer med de blanke knapper udleveret, og de var så forvaskede, lasede og lappede, dertil alt for store til de fleste af os, så vi blev til grin, hvor vi viste os på gaden eller restaurationer.

Det var dengang noget så forfærdeligt for vi unge poder sådan at vække opsigt og blive mødt med hånlige blikke – især fra de unge piger – som man gerne ville gøre indtryk på.

Det var heller ikke behageligt, når vi på orlov blev hånet af slægtninge og venner for det underlige »antræk«, og man betegnede os »som Tysklands sidste håb – som dem, der skulle frelse kejser Wilhelm fra nederlag«. Dog gjorde dette sidste intet større indtryk på os, da vi var klar over, at det ikke var os, men tyskerne, man ville håne.

DSK-årbøger 1971

6. november 1916 – Ribe Stiftstidende: der skal tales tysk i telefonen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Der skal tales tysk i telefonen

Dannevirke har modtaget efterretning om, at den private telefonsamtale ogsaa inden for Haderslev bys omraade kun maa ske paa tysk.

 

Mangelen paa belysningsmidler

Som følge af mangel paa de mest brugelige belysningsmidler er man i vide kredse gaaet over til at anvende karbid, hvilket ogsaa ved rigtig behandling giver gode resultater. Det vil ifølge Dannevirke derfor være rigtigt at gøre opmærksom paa den fare, som kan opstaa ved skødesløs omgang med karbid, især da der i den senere tid er sket adskillige ulykkestilfælde. Fremfor alt bør karbid beskyttes for enhver som helst væde og fugtighed, det skal gemmes i lufttætte beholdere, endvidere bør undgaas enhver berøring med lys, brændende cigarer eller lignende.

 

Kvinder

er nu ogsaa i Tønder sysselsatte i jernbanens tjeneste. Paa vestbanegaardens godsekspedition søges ifølge Tondernsche Zeitung nogle stærke kvinder til at læsse gods. 

 

Faldne

Hans P. Grau i Nørballe ved Felsted er falden i Frankrig, 26 aar gl. Han efterlader hustru.

Christian Jepsen fra Gaansager ved Vodder er falden den 20. september; han efterlader sig hustru og flere smaa børn.

Marinesoldat Niels P. Andsager fra Sønder Vilstrup er falden ved et stormangreb den 1. oktober, 21 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Christian Thomsen fra Mintebjerg paa Als er falden og at Oskar Jensen er død paa et lazaret.

 

Saarede

I tabslisten opføres Johannes Juhl fra Sønder Vilstrup og Jacob Hansen fra Kastrup ved Gram som haardt saarede.

13. september 1916. Tønderpiger, mørkets gerninger, tagrørsmel og danskerprygl

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Brevene skal være aabne

Generalkommandoen har udsendt ordre om, at alle breve i distriktet nord for linien Sønderborg-Tinglev-Tønder for fremtiden skal indleveres aabne. Endvidere vil den private telefonforbindelse i almindelighed blive standset.

Mel af tagrør

Under betegnelsen tagrørsme (Schilfrohrmehl) vil tyske landbrugeres indkøbsforening henholdsvis Fodercentralen i Kiel bringe et for alle slags husdyr saasom svin, hornkvæg, heste, faar, meget passende fodermiddel til fordeling. Det tagrørsmel, som skal fordeles, udvindes af tagrør; som skal høstes i saa vidt mulig grøn tilstand, men senest før de begynder at blomstre. De bjerges lige som godt tørt hø, og de skal beskyttes mod regn, til de er bleven malede. Foderet er rent og ufordærvet af holdbar beskaffenhed. De paa beskreven maade høstede og opbevarede tagrør tørres paa kunstig maade, skæres i hakkelse og forvandles derefter til fodring i passende melform ved fin maling. Melet af tagrør skal fodres op som saadant i let fugtet tilstand eller bedre i en blanding med muligt skarpt smaaskaaren roefrugt eller med skørt, klid, maltspirer osv. Til heste anbefales særlig en blanding med havre og halmhakkelse, herved skal melet af tagrør ligeledes fugtes lidt.

Arresterede unge piger

Nogle unge piger i Tønder, som i anlæggene ved byen blev trufne efter mørkets frembrud, spadserende med mænd, blev søndag aften arresterede som mistænkte for at drive omkring og derved at have overtraadt generalkommandoens forbud. De unge piger førtes til politiarresten, hvor de maatte tilbringe natten, og mandag morgen blev de ført i Politiretten og noterede.

Prygl for sin mund og bagefter arresteret

En vel fortjent straf fik en dansker – skrives fra Ejdersted til Kieler Zeitung – fordi han paa den mest hadefulde maade havde udtalt sig om Tyskland, og han sagde rent ud, at han kun blev her paa grund af den smukke krigsfortjeneste. Efter at han havde faaet en tilbørlig dragt prygl af befolkningen, blev han arresteret.

Faldne

Købmand Jens Karberg i Sønderborg er falden 28. august, 26 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Jens Jensen fra Sottrupskov og Richard Klimm fra Notmarkskov er faldne.

Købmand Th. Clausen, yngste søn af pastor C. i Hagenbjerg, er den 4. september død paa et feltlazaret i Rusland, 24 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Jens Jørgensen fra Sønderborg [amt] er død.

Saarede

Fisker Claus Thomsen i Sønderborg har modtaget meddelelse om, at sønnen, Sophus Thomsen, er paa feltlazaret i Aachen.

Peter Klausen, søn af landmand P.  K. paa Lundsmarksgaard er bleven saaret ved Verdun.

Gaardejer Th. Jessen fra Vejbøl ved Hoptrup er saaret.

I tabslisten meddeles, at Karl Autzen fra Aabenraa, Martin Clausen fra Mejlby Mark  og Christian Andersen fra Bovrup er haardt saarede.

Bogtrykker Johannes Bramsen fra Aabenraa ligger paa grund af en ørebetændelse paa et lazaret i Frankrig.

Savnede

Enkefru Aabling paa Aablings hotel i Skærbæk, har faaet meddelelse om, at hendes søn Otto, der har været med i Rusland, er savnet.

8. august 1916. Vin, kvinder og øretæver

Niels H. Lustrup, Spandet, gjorde krigstjeneste i Regiment 361, 10. kompagni.

Efter en hård omgang nede ved Somme er resterne af vort regiment blevet trukket tilbage bag fronten, for at sårene kan blive lægt og hullerne udfyldte med nyt tilgået opfyldningsmandskab.

Vi ligger, som det hedder, for tiden i arméreserve og prøver på at glemme de hårde og ret krævende dage forude.

I to dage har vi nu opholdt os i denne lille belgiske by. Vi har gode dage, får rigeligt at spise og har ingen tjeneste. Vejret er efter årstiden fint. Jeg og et par kammerater har derfor besluttet os til en tur rundt i byen. Noget spændende kan vi vel i grunden ikke vente. Hvad skulle det vel være – ?

Men vi går altså en tur i byen, ser på husene, som mestendels er rekvireret og taget i brug som massekvarter for trætte tyske frontsoldater, der er kommet hertil for at hvile ud.

Nå, bare frontsoldater er det nu ikke, der ligger her. Vi har set folk fra landstormens rækker samt folk fra et eller andet arbejdskommando drive om her. Disse sidste vil vel være bedst kendt under benævnelsen »Schipp-Schipp-soldater«. Det var arbejdstjenestens våbenløse folk.

Vi er nået ned til en af byens mindre gader og standser op uden for et lille værtshus, en »Estaminet«, som det kaldes på fransk, Der lyder ingen larm derindefra, Man må formode, at her er der endeligt et sted, hvor der hersker ro og fred, Vi åbner nysgerrigt døren og træder indenfor, Ikke en sjæl at se – og dog – lidt efter dukker en midaldrende kvinde op fra et værelse i baggrunden.

– Oh-la-la! – Hun hilser smilende på os. Vi må have set ret tilforladelige ud, for efter en kort præsentation beder hun os med en lille håndbevægelse følge med ind i hendes bagved liggende private stue, – for, siger hun, her ude i skænkestuen passerer der jo så mange mennesker forbi ude på gaden, og, I forstår, sladderen går jo!

– Jo, da, vi har forstået hende, eller vi lader da, som vi gør det! Så sidder vi da straks efter inde i hendes fine stue. – Her er der lunt og hyggeligt.

Damen lader til at have sans for fine møbler. Der er billeder på væggen, nips og blomster; og, som i alle belgiske hjem, et husalter, og under en glasklokke henne i det ene hjørne en Jomfru Marie-skikkelse med Jesusbarnet.

Værtinden! Ja, jeg skal love for, hun kan snakke! Hun har snart fået os anbragt omkring bordet, til dels på ret par magelige stole eller for mit vedkommende i sofa en bag bordet.

Vi bestiller en flaske vin … – Et øjeblik, mine unge herrer! svarer hun og fjerner sig. – Lidt efter kommer hun atter tilbage med den ønskede vin. – Ih, glassene! Et øjeblik! Og som hun sådan går fra og til, lader hun hele tiden munden løbe.

Vinen perler i glassene og forsvinder i vore tørre halse. – Ha! – Mutter – den er go’! Vi må nok hellere få en mere med det samme, siger min kammerat, Frantz Hänelt fra Westfalen, til vor gode, ja, ret så rare værtinde. Hun er ikke sen om at komme ud efter det ønskede. Vi har jo i dag penge på Lommen, og – mon hun ikke har en lille anelse om det, og at disse hersens penge nok »trykker os« …! – Nå, lige meget! – Vi får have endnu en flaske, kommer det fra Friedrich Mackel

Hm! Ja, vi er lige ved at være i vinkel nu! Jo om ikke det tegner godt her … Damen forstår at spørge … Hun skulle da vel aldrig være, ja, være spion – hemmelig spion. Man kan jo aldrig vide.

Vi er kåde, ja, lystige. Vinen har begyndt at virke, føler jeg … 

Pludselig er vort lille selskab blevet forøget med et par nydelige, unge piger. – Hvor kom de fra? – Ja, spørg mig ikke – men de var der, et par unge piger på omkring de tyve. – Ja, sagde vor værtinde stolt, det er mine to pigebørn; hende der, det er Namie, og gav-strikken her hedder Maria.

Pigebørnene her var nok ikke »fødte i går«, for de var ikke spor knibske. –

Ja, sagde moderen, det er slet ikke så let for sådan en gammel kone som mig at holde styr på sådan et par tossede pigebørn.

Vi drak vin, egentlig mere, end vi havde godt af, men hvad, vi var jo i godt selskab, og her var der jo glæde og gemytlighed, så hvorfor skulle vi ikke også tage det med! Tiden gik i idel lystighed og glæde.

Jeg følte, at jeg havde nydt mere, end godt er, og at det var på tide at holde op. – En flaske vin til, lallede en af kammeraterne. Han var allerede på vej ned under bordet …

I det øjeblik sprang døren op, og ind stormede en flok råbende og støjende soldater. Under vilde skrig for de løs på os. Vi anede ikke, hvad der gav anledning til al den ballade midt i al lystigheden. Muligvis har vi været lidt for meget interesseret i pigebørnene.

Nu skulle vi altså have klø, og vi fik virkelig en læsterlig omgang tærsk, for ingen af os var i stand til at yde nogen rigtig modstand.

Disse arbejdskulier, eller hvad de var, slæbte os til sidst ud på gaden, hvor de lod os ligge, indtil en landstormspatrulje dukkede op og fik os transporteret hen på vagten.

Her fik vi lov til at tilbringe natten i arresten. Den følgende morgen havde vi alle tømmermænd, men det var nu langtfra det værste. Vi var alle til grin i de følgende dage, og så måtte vi endda lide den tort, at feldwebelen hånede os og skældte os ud for svin og meget mere ..

DSK-årbøger 1963

31. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: danske tjenestefolk i Nordslesvig

Myndighederne og tjenestefolkene

Som følge af den høje løn, der varierer fra 40 kr. til 75 kr. om maaneden alt efter vedkommendes kvalifikationer, har en del danske tjenestefolk, navnlig karle, i det forløbne aar taget tjeneste i Nordslesvig og har derved ydet en betydelig støtte ved driften af landejendomme, hvor det ellers kniber med at faa denne besørget.

Imidlertid er der et forhold, der truer med at berøve den nordslesvigske befolkning denne gode hjælp, og det er myndighedernes færd over for de danske tjenestefolk, idet man nægter dem tilladelse til under deres ophold i Nordslesvig at tage paa besøg hos deres slægtninge i Danmark. De kan godt nok faa pas til at komme til Danmark, men det betydes dem saa samtidig, at de ikke ville kunne faa tilladelse til at vende tilbage til deres plads igen….

Hjempermitteret

Landmand Scheel i Stenderup ved Toftlund, der for kort tid siden mistede sin hustru efter det tiende barn, er nu bleven fri for militærtjeneste og kommen hjem til sin store børneflok.

En ny session

Generalkommandoen har efter forlydende anordnet en ny session for alle de ikke-uddannede værnepligtige, der endnu ikke er bleven indkaldte, men ved sidste mønstring er bleven betegnede med bogstaverne “gv” og “av” og som er født 1876 og senere, desuden for dem, der for tiden ikke er duelige til garnisons og arbejdstjeneste. Der meddeles ikke, naar den session skal finde sted.

Faldne

Værkmester Richard Hansen,  broder til maskinbygger H. i Egernsund ved Graasten, er falden.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at August Dethleffsen fra Neder Aastrup og Hans Jensen fra Bolderslev er falden.

Meddelelsen om at en søn af landmand Clausen ved Sønderskoven ved Aabenraa er falden, er ikke rigtig; han er udenfor livsfare.

Maler Jakob Lorenzen, søn af bagermester Lorenzen i Genner ved Aabenraa, er død paa et lazaret i Berlin.

Gaardejer Hans Bladt og hustru i Felsted sogn har modtaget efterretning om, at deres eneste søn, Nis, er falden den 8. juli, 27 aar gl.

Gaardejer Jørgen Mortensen fra Arnitlund i Bedsted sogn ved Flensborg er falden den 18. juli, 37 aar gl. Han efterlader sig hustru og en søn tilligemed sine gamle forældre.

Tidligere degn og lærer Sørensen i Øsby, nu i Haderslev, har mistet sin næstældste søn, Marius, der er falden den 14. juli, 31 aar gl.

Købmand Rolf Ulrik Andreas Bentzen i Haderslev er falden den 20.juli, næppe 25 aar gl.

Smedemester Hans Schmidt og hustru i Hyrup ved Toftlund har modtaget budskab om, at deres søn Peter er falden ved Somme.

Peter Boysen fra Laasled ved Gram er ved Somme falden den 22. juli, Han efterlader enke og et lille barn.

Saarede

Hans Bruhn, søn af slagtermester Bruhn i Bolderslev, er bleven haardt saaret ved Vestfronten.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Niels Christensen fra Gestrup og Karl Adamsen fra Gabøl er haardt saarede.

Endvidere meddeles, at Martin Jørgensen fra Hvinderup [?] er bleven saaret den 19. september 1914.

Landmand Iver Christensen i Barlund ved Rødekro er bleven haardt saaret paa Vestfronten.

Murermester Mathias Hansen fra Over Jerstal er ved Vestfronten bleven haardt saaret.

Bagermester Hans Sørensen i Haderslev er bleven haardt saaret og ført til et reservelazaret i Tyskland.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Nikolaj Nielsen 1. fra Ringsbjerg i Aabenraa amt er haardt saaret

Savnede

 og Niels Fogd fra Sønderborg er savnet.

 

30. juli 1916. Feltpræsten advarer om at de værste kampe er med at modstå de franske kvinder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 30. juli 1916

Det er søndag henimod aften og jeg synes, jeg vil skrive så ofte jeg har lejlighed dertil. Byen, hvori vi ligger i kvarter, hedder Le Nou- vion. Den er omtrent på størrelse som Haderslev, og når du så tænker husene i Nørregade fra kasernen og op til Frue Kirke afbrændt, så har du en lille forestilling om, hvordan det ser ud her.

Det er sørgeligt at gå igennem gaden, overalt ruiner, og der er også ruiner i adskillige andre gader, men det er kun enkelte huse. Det stakkels folk, som har lidt så meget. Mange er måske dræbt under kampen, eller i det mindste er de da jaget fra hus og hjem. Når man ser sådant, og det er vel kun småting ved siden af al den anden elendighed, så skulle man synes, at det kunne være nok, og at Vorherre måtte sætte en stopper for alt det skrækkelige, som krigen fører med. Men som du skrev fornylig: Vorherres tanker er ikke vore tanker. Vi skal blot bede til ham, og så vil han også nok hjælpe, når hans tid kommer.

Vi var til feltgudstjeneste i formiddag ude på en græsmark, men det fik jeg ikke meget ud af. Det kan du nok forstå, min kære Inger. Præsten udtalte tilsidst, at kompagniet havde udstået store kampe, men alligevel mente han, at de værste kampe kom vi måske til at bestå her i den tid, da vi var i ro. Han mente med hensyn til de franske kvinder. Nå, hvis det var det værste, så skal jeg nok komme uskadt hjem…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

24. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: måske er alt håb ikke ude…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tøjet kunne ikke sendes, da englænderne beholdt valpladsen

I den sidste tabsliste, som vi bragte forleden, var anført, at gaardejer Jesper Skovs søn, Bille Skov, fra Raadager Mark [Roager Mark] i nærheden af grænsen, var falden i kampene ved Somme. Den første meddelelse fra fronten til forældrene gik ogsaa ud paa, at han var falden, men senere meddeltes, at man ikke kunde sende hans tøj, da englænderne efter slaget beholdt valpladsen. Efter dette syntes alt haab om, at han maaske er i live og i engelsk fangenskab ikke helt udelukket. Fejltagelser af den art har før fundet sted.

Udvisning

Jernstøberiejer Peter Gade i Sønderborg er bleven udvist af det prøjsiske statsomraade.

Tyfus – kun en krigsfange tilbage

Gaardejer Bertram Poulsen i Øster Løgum, hans hustru, deres søn, og deres tjenestepige er for tiden syge af tyfus. De er ifølge Hejmdal alle fire bleven indlagte paa kredssygehuset i Aabenraa. Hjemme paa gaarden er kun en russisk krigsfange bleven tilbage.

Krigens haardhed

Handelsmand Nis Jensen i Neder Jerstal, der har været indkaldt siden krigens begyndelse og næsten hele tiden har ligget ved Vestfronten, kom hjem paa orlov for 10 dage siden. Faa dage efter hans hjemkomst blev hans hustru ifølge Hejmdal syg af en ondartet mavesygdom, som i løbet af et par dag lagde hende i graven. Manden skal om et par dage forlade sine 5 smaa børn for at vende tilbage til hæren.

Faldne

Landstormsmand Peter Thomsen af Ellund er falden, 41 aar gl. Han efterlader hustru og 4 børn.

Hjulmand og sparekassebestyrer Johan Rølck er falden ved Somme. Han er den 14., som er falden fra Kliplev kommune.

Efter 22 maaneders forløb har fru Marie Albrechtsen i Borup nu faaet vished for, at hendes mand Klaus Albrechtsen er død i fangenskab den 26. september 1914, 30 aar gl. Han efterlader hustru og 2 smaa drenge.

Mathias Hansen af Sønder Hostrup er falden ved Verdun den 11. juli, 37 aar gl. Han efterlader en sørgende moder.

Anton Holt [?] fra Bredebro er den 11. juli falden paa Østfronten, 38 aar gl.

Anton Hansen fra Vinum er falden.

Malermester Bernhard Kier fra Haderslev er falden den 16. juli og bogholder Niels Winge, søn af fisker Mathias Winge i Haderslev er falden den 13. juli.

Thomas Hansen fra Broager er falden; han blev 24 aar gl.

Den 4. juli faldt paa Vestfronten Hans J. Damm fra Bovrup i en alder af 34 aar.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Peter Lund 4. fra Skudstrup, Andreas J. Hansen fra Arnitlund og Jakob Hansen fra Fjelby i Sønderborg amt er faldne.

Landstormsmand Math. Bruun fra Jaruplund døde den 15. juli af haard sygdom paa et feltlazaret, 38 aar gl. Han efterlader hustru og 2 børn.

 Saarede

Maler Marius Bahrt er ved Verdun bleven haardt saaret og ligger paa lazaret i Küstrin. 5 sønner af Bahrt deltager i denne tid i kampene paa de forskellige krigsskuepladser.

Malermester Jes Petersen fra Hokkerup er blevet saaret i slaget ved Somme.

3 mænd fra Bjolderup sogn H. Clausen, Bolderslev, Paulsen fra Smedager og Rettig fra Bolderslev er bleven saarede den 12. juli ved Somme.

Malersvend Lorenzen, som før krigen arbejdede hos maler Tønder i Aabenraa, er bleven haardt saaret ved Luck.

Arbejdsmand Jens Laumand fra Øsby er bleven haardt saaret.

Savnede

Gaardejer P. S. Rosenberg fra Nørre Bollum savnes.