Tag-arkiv: krigstræthed

18. januar 1918. Bergholt “en ordentlig tur gennem chokoladen …”

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun, men i efteråret blev regimentet forflyttet til Elsass (Alsace) og endnu senere helt ned til den schweiziske grænse.

Da vi havde hvilet ud et stykke tid og havde fået hullerne i kompagniet udfyldt, kom vi ud til fronten igen næsten helt nede ved grænsen til Schweiz. I klart vejr kunne vi se sneen på alperne.

Her var alt roligt, og vi havde en dejlig tid. Jeg tror ikke, at vi i månederne til efter nytår 1918 havde en eneste falden, kun et par sårede.

Et stykke ind i januar måned gik det løs med eksercits efter en større målestok. I den følgende tid blev vi ordentlig trukket gennem “chokoladen”, så vi var klar over, at der sikkert var noget, der hed forårsoffensiv, og deri tog vi desværre ikke fejl.

En dag, da vi drøftede den kommende tid, var Richard der selvfølgelig med sin kommentar: “I kan nok forstå gutter, at uden os kan de ikke vinde krigen. Vi skal da trænes op til at løbe. Om det så bliver frem eller tilbage, skal tiden vise. – Aber mir können sie alle von hinten!« (Men de kan rende mig bagi). –

Troen på sejren var for længst vigende.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

13. december 1917 – Ernst Christiansen: “Her forbandede Underofficerer og menige Krigen”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 13. December 1917.
Det var nyt for mig at høre Berlinerne tale i Orlovstoget. I de Kompagnier, jeg har været i, var der nok Utilfredshed; men man vogtede paa sine Ord. Her forbandede Underofficerer og menige Krigen og ønskede Slut paa den, selv om Tyskland gik Pokker i Vold.
— Er der ved Vestfronten mange, der tænker saadan?
— I vor Division hver eneste een.

En i Soldat, der har rejst med hele Vejen, fortæl­ler Historier. Hans Afdeling fik forleden Udfyld­ning, delvis udskrevne fra Lazaretterne. En af disse sprang paa en polsk Station ud af Toget, snubbede en stor Gris og styrtede ind i Kupeen med den. De overdøvede Grisens Dødsskrig ved at brøle »O, Deutschland, hoch in Ehren«. Grisen blev parteret, og ved Ankomsten til Juratishki fik man travlt med at brase.

En anden Sidemand fortæller gravalvorlig, at hans Svoger har haft det »Schwein« (Svineheld) at drive 1000 Faar bort fra Rumænien. Han solgte seks til Bulgarerne for egen Regning og sendte Pen­gene hjem.
— Og tænk saa! fortsætter Manden forarget, som Pointen i Historien, — saa puttede det Asen af en Bank, som vekslede den fremmede Mønt, en hel Masse af de surt erhvervede Penge i sin egen Lomme for noget, de kaldte Valutaen!

Klemt inde med Kappen paa, stegende Varme, tæt Cigarrøg. Benene sover, ikke faaet mig rigtig va­sket i flere Dage. Nogle Kanoner undervejs paa Jern­banevogne, et langt, øjensynlig meget brugt Lazaret­tog, det er det hele, jeg i øvrigt mærker til Krig. Mørkekørslen i Forbindelse med Bevidstheden om Flyverfaren var noget nyt. Men naar man har rejst i flere Døgn, er man nærmest ligeglad.

Efter Natten i Ventesalen i Courtrai gik jeg ud paa Perronen. Man kan se, at det er rigtigt med Flyverfaren. Næsten alle Ruder i den store Perron­hal er knuste og afløste af Brædder. Histhenne endnu et stort Hul fra den sidste Bombe. Men Hundreder og Tusinder af Soldater, orlovsrejsende osv. trænges paa Perronerne.

Glædelige og sørgelige Overraskelser i Barakken. Da jeg kommer ind, staar nogle Soldater med blot­tet Overkrop og ser deres Skjorte efter. Utøjsplagen er langt værre her end i Rusland. Næsten umuligt at slippe, siger mine gamle Kendinge. I hvert Fald maa en lille halv Time hver Dag bruges til Eftersyn.

Kosten er langt rigeligere og bedre her end mod Øst. Ingen behøver at sulte. Vi bygger Dækninger, Reservestillinger osv. og ligger i en Del af en stor tom Barakby, hvortil der ventes belgiske Civilarbejdere. I Depoterne, til Ek­sempel Elsenbeeke her i Nærheden, er der ophobet uhyre Forraad af alle Slags, og desuden staar mange Jernbanevogne fulde af Feltbaneskinner, Pigtraad, Træuld osv. Hver Morgen samles Tusinder af Sol­dater og Fanger ved et saadant Oplagssted, og det er tit komisk at se, at man somme Tider tilsyne­ladende har vanskeligt ved at hitte paa noget Ar­bejde til dem alle, hvad der igen bevirker, at ingen tager sin Opgave alvorlig.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 153-5)

24. december 1916. Jul i forreste mudderhul ved Somme

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(fortsat …)

Tilsølede fra Top til Taa, med en tyk brun Lerskorpe, fuldstændigt udasede, gennemsvedte og gennemvaade, dumper vi ned i vor Stilling. Her er vi altsaa den yderste Forpost. Ja, i Grunden er det slet ingen Stilling, kun en Række dybe Granathuller, som i allerbedste Tilfælde er gjort endnu dybere ved Hjælp af 3-4 Trærammer.

En Gruppe paa otte Mand i hvert Hul. Ingen Tag over Hovedet, ingen Ovn, knapt nok en Siddeplads, som er nogenlunde tør. Ovenfra løber Vandet ned til os, saa en Mand maa øse uafbrudt Dag og Nat.

Her skal vi tilbringe de næste ti Dage, altsaa baade Jul og Nytaar. Fjenden ligger ca. 300 m borte bag det øde Ingenmandsland, og ved vor mindste synlige Bevægelse pisker Maskingeværilden straks over til os. Større Kamphandlinger ventes forøvrigt ikke i dette vanskelige Terræn midt om Vinteren, nærmest kun Skinangreb og Artilleridueller under Masseanvendelse af Ammunition.

Forplejning kan kun tilføres hver tredie eller fjerde Dag, og kun det allernødvendigste af Tørkost og Drikkevand. Hovedmaaltidet er den saakaldte „Jern-Ration“. Vort gennemblødte Tøj maa tørres paa Kroppen.

 Straks den første Formiddag faar vort Frontafsnit en rigelig Overhaling af Fjendens Skyts, og en stor 21 cm. Granat slaar ned foran vort Hul og borer sig ind under Afstivningen. Vi venter at ryge i Luften allesammen, — men nej, den lægger sig til Ro uden at eksplodere. Afstivningen er knækket, og Jord styrter ned omkring os, men vi har ingen Skade taget. Heldigvis er der mange Blindgængere i dette opblødte Terræn, alligevel er det en ejendommelig Fornemmelse at sidde oven paa saadan en Fyr.

Juleaften lader Fjenden os i Ro. Der høres næppe et eneste Geværskud paa hele Afsnittet. Alligevel er Freden sikkert endnu langt borte. Skiftevis staar Kammeraterne paa Vagt og spejder ud i Ingenmandsland. Vi andre sidder i vort vaade Hul og ryster af Kulde og Feber.

Der er saavist ingen Julestemning hos os, dertil er vore Forhold og Omgivelser alt for trøstesløse. Den, der endnu er saa lykkelig at eje en Smule Tørsprit, varmer sit sidste Bæger Kaffe-Erstatning eller gør sig til gode med den allersidste Cigaret, som er opsparet til denne Aften.

Breve og Pakker samt Forplejningen naar ikke frem til os, for Tilførselsmulighederne er saa fortvivlede. Vi trykker os ind mod den vaade Lervæg, indhyllet i Kappe og Tæppe, og kritiserer vor Tilværelse. Vi er udmarvede og krigstrætte og mangler alt.

Vi tænker tilbage paa vor første Jul herude i 1914. Den fejrede vi i Ro langt bag Fronten i en stor Lade med rigtigt Juletræ og med Overflod af gode Levnedsmidler; vi sang de gamle, kære Julesange, og en stor Del af den franske Civilbefolkning fra Byen beundrede vort Juletræ og modtog Gaver af vore rigelige Portioner, nu har vi selv intet.

Vore Tanker gaar mod Hjemmet i det fjerne Nord, hvor længe skal vi endnu friste denne elendige Tilværelse? Krigen hører sikkert ikke op, førend der ikke mere findes Menneskemateriale.

Hvor mange Kammerater er allerede gaaet bort, og – hvornaar bliver det min Tur? I Slutningen af vor Periode slaar Vejret om til Frost, og det bliver bidende koldt; men vi er dog fri for at øse Vand.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1951

1. november 1916 – Lorens Jepsen: “… et rent Forbryder Liv”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d. 1.11.1916

Min kære Anne
Hermed hjertelig Tak for Post som jeg i sidste Tid har modtaget daglig. Naar Du ikke har faaet Avisen til Medelby behøver Du vist blot at melde det til Postvæsenet, saa maa den Sag dog være i Orden. Min Avis har jeg betalt, saa det behøver Du ikke at bryde Dig om[.] Du har haft en mindre glædelig Fødselsdag, men godt at Du er fri, det er alt for meget værd i denne Tid og det kan selvfølgelig ogsaa kun glæde mig. Jeg vil haabe, at Du snart bliver rask igjen.

Du skriver, at Hans og Marie har besøgt Dig. Det havde glædet mig, hvis Hans var kommen hjem den Gang jeg var havde Orlov, da jeg gerne havde talt med ham. Gud ved, hvornaar vi atter træffer hverandre, thi der er jo ingen Udsigter til Fred og hvem ved om vi begge kommer godt derfra. Men vi maa jo haabe det bedste og se at finde sig i Trælleriet, skønt det undertiden falder en svært nok. Her er Stillingen stadig rolig. Ved Somme tordner det stadig. Ved Verdun gaar det nok ogsaa skridt, mildest talt. Saaledes snegler Krigen sig langsomt videre, mens Ulykke, Sorg og Elendighed breder sig mere og mere. Og hvad vil det blive for Forhold efter Krigen, baade i den ene og den anden Henseende vil det efter Krigen blive skrækkeligt for mangen en. Naa, man skal jo ikke male Fanden paa Væggen.

Ti meter under Jorden bor jeg denne Gang, i et Hul saa stort, at vi ligger her med 30 Mand og der er Plads til flere endnu. Kakkelovne har vi og elektrisk Lys, og fuldt op af Lus, Rotter og Mus.
Lusene er jo nyttige Husdyr, da de tager os det usunde Blod. Men Mus og Rotter er nogle Slubberter, da de stjæler os den Smule Brød, som vi selv har saa haardt behov og saa skammer de sig ikke ved at trampe os i Ansigtet med deres kolde, klamme Fø[d]der naar vi sover og de skriger og laver larmende Slagsmaal saa vi ofte ikke kan falde i Ro for dem. Det skal være Soldaterliv, nej, det er et Røverliv, et rent Forbryderliv, og under Trællekaar, som vi maa føre.

De hjerteligste Hilsner
Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

22. oktober 1916. “Pludselig er helvede løs!” Med materiel til forreste linje ved Somme

Matthias Møller, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69.

Vi lå i ro i Moyencourt. Vi havde været indsat i første linje i Sommeegnen over for Chaulnes, oktober 1916. Sommeslaget var ebbet ud. Her havde der ikke været angreb.

Man var dog ikke sikker på, at ikke franskmanden og englænderen igen ville begynde med masseangreb. Artilleriilden var ofte endnu temmelig stærk.

Vi glædede os til nogle dage i ro. Men det med roen blev nu noget problematisk. Det begyndte straks med appel efter appel. Våben og munderingen skulle igen bringes i tip-top stand. Også eksercits, for disciplinen skulle jo vedligeholdes. Forholdet mellem menige og foresatte blev i stillingen mere kammeratligt. Det kunne ikke undgås. Det skulle der nu igen bødes på.

Dengang syntes vi, at det var meningsløst. Men nu på afstand af forholdene kan man godt se, at det kunne have en vis berettigelse. Kadaverdisciplinen kunne godt få betydning i situationer af særlig art.

Allerede den tredje dag fik vi besked om, at vi om natten skulle bringe materiel frem til den første linje, og vi bandede godt. Kan de nu ikke engang lade os være i ro her! Det er en skandale! Men hvad var der at gøre. Ordre var ordre – lige meget hvor den kom fra.

Om eftermiddagen, eller rettere sagt, i skumringen rullede lastvognene frem, vi kravlede op i dem, og så kørte vi. Vi rullede igennem mørkelagte landsbyer. Husene så skumle ud. I fantasien forestillede man sig, at spioner med vagtsomme øjne fulgte alt, hvad der foregik på vejen.

Efter en halv times kørsel nåede vi materialedepotet, som lå i en skov. Det var indhegnet af 2 meter højt jerntrådsnetværk og blev bevogtet af vagtposter.

Portene gik op, og vi kom ind på oplagspladsen. Nogle af os fik anvist træplanker til understandsrammer, andre pigtrådsruller, og den afdeling, jeg hørte til, miner.

De var anbragt i vidjekurve, og med en træ stang gennem kurven kunne de bæres af to mand med minen dinglende mellem sig. Det var nogle tunge krabater.

Vi fik anbragt »varerne« på bilerne og os selv ovenpå, og så gik det mod fronten.

Imens var det blevet nat. Granaterne faldt spredt. Ovre til højre i skovbrynet var en ammunitionsstabel skudt i brand. Med eksplosioner og ildtunger, der for i vejret, sendte eksplosionerne brag efter brag ud i luften.

Vejene var meget medtagne af eksploderede granater. Man måtte holde sig godt fast for ikke at blive slynget af, når vognen i fuld fart røg ned og op af hullerne.

Endnu gik snakken. Vi svovlede godt over »dem«, der var skyld i et eller andet, som ikke passede en, et ofte anbragt islæt i samtalen mand og mand imellem. »De« var altid et vagt begreb. Det kunne være kompagniet, bataljonen, regimentet, divisionen – men for det meste vel nok dem, som var skyld i krigen. Og det er rent menneskeligt set noget fornuftigt i, at de, som bestemmer over krig, også skulle være med – i første linje altså. Men det vil selvfølgelig aldrig ske.

Vi var nu nået ind i et dødmandsland. – Alt øde, alle træer flået og splintret, husruiner og murbrokker, al jord vendt af utallige granater, som var eksploderet her – et rent månelandskab.

Bag ved nogle husruiner standser vognene. Så hurtigt, som det er muligt, får vi vore »varer« ned fra bilerne. Og så går det i iltempo til næste løbegrav, hvor vi forsvinder mand efter mand. En kammerat fra stillingen er mødt op for at føre os til bestemmelsesstedet. –

Så går det fremad i hurtigt tempo. Lasten er tung, og minen svinger faretruende mellem kammeraten og mig. Gravene er meget ujævne, med mange huller, for det meste fyldt med en tyktflydende masse af ler og vand. Så går det fra mand til mand »pas på hul«. Ofte sker der standsninger. Så går meddelelsen fremefter fra mand til mand: »Forbindelsen afbrudt«, indtil der igen kommer et »videre fremad«.

»Pas på«, kommer det fra manden foran mig. Jeg sætter støvlen i siden af graven, men vægten af minen på skulderen er for stor, og støvlen glider og glider i det smørede ler, længere og længere ned.

Da den endelig når fast bund, er den flydende masse ved at løbe ned i støvlen. Jeg forsøger at trække støvlen op, men den følger ikke med, kun benet, men støvlen bliver stående. Vi må lægge lasten, og med begge hænder lykkes det omsider at vrikke støvlen fri.

Granaterne eksploderer til alle sider, men vi er jo mange undervejs, og det ene sted kan jo være lige så sikkert – eller usikkert – som det andet. Et sted har her været en by. Graven førte lige gennem husenes fundamenter. Nogle steder spænder rester af husmure over graven, og man kan godt få en uhyggesfornemmelse ved tanken om, at større husmure kunne brase sammen. –

Omsider nåede vi ud i skyttegravene. Her var der med større eller mindre mellemrum understande, og der stod vagtposter. Deres kammerater sov.

Vi misundte dem, for vi begyndte at blive godt trætte og udmattede.

Så nåede vi den første linje. Her skød de med mellemrum lysraketter op, og de oplyste landskabet, når skærmene langsomt dalede ned mod jorden.

Pludselig er helvede løs. Maskingeværer bjæffer. Lysraketter stiger op, så langt man kan se. Og så følger røde, gule, grønne lyskugler, så langt man kan se. Signalet til artilleriet: Spærreild – ilden længere frem – ilden længere tilbage. –

Landskabet ligger badet i lys fra lysraketterne. Og så hamrer granaterne ned i landskabet. Begge siders artilleri i fuld aktivitet.

Krigsmaskinen raser. Jordfontænerne skyder op på begge sider af graven. For dette i virkelighed pragtfulde fyrværkeri har vi slet ingen sans, og vi bander godt. Skal vi nu virkelig blandes ind i noget, som vi ikke har det mindste med at gøre. Vi har ikke engang våben at forsvare os med. Det er vel nok toppunktet af uretfærdighed. Vi er dog i hvilestilling og ro.

Hvor længe, bombardementet varede, kan jeg dog ikke mere huske, men vi slipper for at få en fuldtræffer i graven. Bare videre. – Hvad der var skyld i den pludselige igangsættelse af krigsmaskineriet, ved jeg ikke. Jeg tror ikke, at der var angreb. Hvis, blev det i hvert fald slået ned i opløbet. Jeg ved heller ikke, på hvilken side af fronterne det begyndte. Men mere sandsynligt var det, at en eller anden nervøs vagtpost havde set skygger eller måske en patrulje i ingenmandsland.

Efter nogen tids forløb stilnede ilden af til almindelig forstyrrelses- og spærreild. Vi havde ikke haft noget tab, men omsider nåede vi bestemmelsesstedet. Udmattet fik vi afleveret vore ting.

Vi var godt trætte efter ca. to timers march gennem løbegraven og skyttegraven med den tunge byrde på skulderen. Men nu havde vi ikke noget at bære på, og så gik det tilbage og ud af den forbandede stilling. Det lettede noget på humøret og gav os ligesom lidt kræfter tilbage.

Efter et kort hvil gik det videre. Vi gik og gik i endeløse grave. Vi var i første linje, i anden linje, løbegrave, anden linje, første linje – og sådan fortsatte det i timevis. Vi var så trætte, at vi næsten ikke kunne sætte den ene fod foran den anden. Det føltes, som havde man dykkerstøvler med blylodder på. –

Snakken var længst forstummet. Hver havde nok med sig selv at gøre for ikke at give op. Men hjernen arbejder, og tankerne maler. Det er ligesom, at episoder fra hele ens liv dukker op i erindringen.

Jeg oplever ligesom påny den dag, hvor vi for et par uger siden rykkede ind i en stilling som denne her. Det var her på egnen. Men om det var længere til højre eller mere til venstre, ved jeg ikke. – Vi havde marcheret hele eftermiddagen med fuld oppakning. Med fulde patrontasker og med ekstra patrongjord om halsen, gevær og hele ens »Habengut« i tornysteret var det langt over 100 pund.

Da det blev mørkt, nåede vi skyttegravssystemet. Vi var pjaskvåde af sved. Den løb os ned ad ryggen. Og så gik vi i timevis gennem grave. Jeg følte, at mine kræfter var ved at slippe op. Fødderne fulde af store vabler. Hvert skridt en helvedespine. Fald dog ned og bliv liggende! Og hvad så? Du er ene og forladt. Hvordan skal du nogen sinde finde tilbage?

Man sætter benet frem for ikke at tabe forbindelsen. Nej, gør slut! Det hele er dog så håbløst. Jeg tager geværet ned fra skulderen og afsikrer det. Bare nu trykke af, og du går ind til det bare intet. Sikken lise det må være. – Ja, men kan du det? Har dine forældre bragt dig så vidt, bare for at du skal tage en så letkøbt beslutning? Altid et pro og et contra. – Måske er vi der om et øjeblik.

Vi har allerede længe spurgt, om vi ikke snart er på bestemmelsesstedet. Jo, lige et øjeblik. Altid det samme. Skyttegrav, brystværn, skyttegrav, brystværn – lige om hjørnet må det være. Det kan dog ikke blive ved. Det må dog virkelig få en ende.

Og som alting fik også det en ende. Men spørg mig bare ikke, hvordan. Jeg var nærmest bevidstløs af overanstrengelse. Klokken var langt over midnat. –

Skal dette mareridt nu igen gentage sig? Vi synes efterhånden, at vi passerer steder, hvor vi allerede har været. På vore forespørgsler, hvor langt der er endnu, får vi først intetsigende svar, så henholdende, men efterhånden blev vi sikker på, at vi passerede steder, som vi havde set flere gange. Og til sidst må føreren indrømme, at han er løbet vild. –

I timevis farer vi allerede rundt i en labyrint af skytte- og løbegrave. Vi er så trætte, at vi næsten ikke kan holde os oprejst mere. Men tankerne maler. Jeg ser os i tankerne igen opstillet til mandskabsappel i Monchy Lagage. hvor bataljonen samledes sidste måned efter indsatsen i Sommeslaget. Tabene skulle slås fast.

Navneopråb! Navn – her, navn – her, navn – faldet, navn – såret, navn – bort-kommet, navn – skæbne ubekendt, navn – faldet. Og sådan fortsætter det hele rækken igennem. Sårede og savnede måtte man for den overvejende del anse for omkommet. Muligheden for sårede at nå tilbage var små. Det ene af bataljonens kompagnier samledes med 30 mand. Det var resten af over 200 – kun efter bare 5 dages indsats.

Hvor var det deprimerende. – Hvor var det hele meningsløst. Strabadser, strabadser, strabadser og slutresultatet – udslettelse. Hvad skal det hele til? Hvad er livets mening?

Imens trasker man videre – slæbende på benene, slingrende og støttende sig til løbe- eller skyttegravsvæggen. Endeløse grave – kilometer efter kilometer. Vi ved overhovedet ikke mere, hvor vi er. Vi kan lige så godt være 5, 10 eller 20 km fra vort bestemmelsessted, hvor bilerne venter.

Vi er fuldstændig udkørt. Skal vi virkelig ikke komme ud af den forbandede stilling, før dagen bryder frem? Det begynder allerede at lysne i øst. Der er en skråning i løbegraven. Vi kravler op for at se, om vi skulle kunne se noget. Vi stirrer. 50 meter fra os ved en husruin holder vore lastvogne. Vi vil ikke tro vore øjne. Det må være et fata morgana. Eller har en højere magt haft medlidenhed med os? Det er et under.

Mere sandsynligt var det naturligvis, at føreren i labyrinten af skytte- og løbegrave om-sider et eller andet sted, hvor gravene krydsede hinanden, havde fået fat i den rigtige fortsættelse, som førte ind på den rette vej.

Men otte timer havde vi trasket gennem løbe- og skyttegrave. Vi var næsten bevidstløse af overanstrengelse og træthed. Kun med besvær kom vi op i vognene. Og så gik det tilbage – lige tids nok til, at fjendtlige observationsposter i skumringen ikke kunne få øje på vognene.

Ankommet i kvarteret sank vi sammen som en stak ingenting. Vi havde kun et eneste ønske – aldrig at skulle åbne øjnene igen. –

Dette ønske blev ikke opfyldt. Hvor er det godt, at mennesker ikke kan se ind i fremtiden. Havde man dengang vidst, at krigen og dermed strabadserne ville fortsætte endnu i over to år, havde man sikkert givet blankt op. Men vi mennesker lever i håbet. Går det dårligt, håber vi på bedre tider. Går det godt, håber vi på, at det skal blive endnu bedre.

Og sådan løber tiden – dage, uger, måneder og år. Man kunne somme tider være tilbøjelige til at spørge, om det gode, glædelige og lykkelige i livet nu også kan opveje det slid, de skuffelser, sorger og bekymringer, som livet bringer med sig. Lykkelig den, som uden omsvøb og med fuld overbevisning kan svare bekræftende. Menneskers dygtighed og snilde har i mange år skabt og givet os mange goder. Men mere fuldkommen er verden ikke blevet.

DSK-årbøger 1972

2. september 1916. Desertøren Lagoni fortæller om krigstræthed på Østfronten

Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.

Jakob Lagoni fra Døstrup, født 30. okt. 1886, gik over grænsen om morgenen den 30. aug. ved Høm.

Han indkaldtes 4. aug. 1914 som uddannet reservist til Flensborg, hvorfra det den 8. august gik til Belgien, hvor han i de første dage blev syg af tarmkartharr og kom på lazaret i Düsseldorff i 3 måneder, for så at komme tilbage til Flensborg, hvor han var til 1. april 1915.

Så kom han efter 14 dages ophold til Rusland over Bialta, lå i 3 mdr. nær Stoviski i skyttegrav og deltog derefter i fremmarschen mod Novograd (forstad til Lourza), Lourza – Tykozin – Bialystok – Grodno (om hvilken der kæmpedes i 4 dage 31. aug.-3.sept.) – Lida og Vischneff, , hvor de sidste kampe fandt sted den 26. sept..

Efter 10-12 hvil i reserve gik op i Kurland, hvor de kom til egnen ved Milaui 22. decbr., for senere at komme op til Tuchom ved Riga, hvor de lå i skyttegrav til 11. juni 1916 (1. ?dag), da de kom til Düna, hvor de lå til 5. juli; for derefter at gå til Razanozische, hvor russerne forsøgte at bryde igennem i store masser. De brød her på med tropper i 9-10 rækker og led uhyre tab.

Den 28. juli kom Lagonis afdeling til Volhynien og lå der ca. 30 km nord for Kevel indtil han fik orlov den 14. august.

Forplejningen var i begyndelsen god, men idet sidste års tid blev den bestandig sløjere. I den sidste tid havde de måttet spise deres brød tørt, da der kun sjældent vankede smør eller marmelade. De fik dog som regel kaffe morgen og aften. Middagsmaden var den sædvanlige grynsuppe med glimt af kødstumper, ærte- eller bønnesuppe.

I de næste måneder var soldaterne meget udmattede af marcher og var til tider ved at falde ganske sammen, og for en stor del også fordi der var for lidt næring i deres mad.

Både soldater og en mængde officerer var lede og kede af krigen, og de ønskede, at den blot var forbi; ganske ligegyldigt hvem der vandt. Der var absolut heller ingen begejstring for Hindenburg, om hvem soldaterne sagde, at han hellere måtte se at gøre ende på krigen. Der var tilsyneladende folk nok. Der faldt mange officerer i Rusland, og der var kompagnier, der måtte have ny fører hvert øjeblik.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

7. august 1914. Kresten Andresen: “I dag er det så netop to år siden, at jeg kom i trøjen”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Mandag den 7. august 1916

Kære forældre!
I dag er det så netop to år siden, at jeg kom i trøjen. Hvor er det dog en sørgelig dag at mindes. Man kan tit blive så tungsindig ved at støde på den slags mindedage. Men ellers har jeg i de to år holdt humøret temmelig godt oppe. Men i den sidste tid har det undertiden knebet lidt.

Der bliver her forlangt for meget af mennesker. Jeg rykkede i stilling den 23. juni og har til dags dato været uden afløsning, d.v.s. et tidsrum af over fyrretyve dage. I den tid har jeg ikke fået mig vasket en halv snes gange. De sidste fjorten dage har været særlig hårde, da vi i den tid har måttet kampere under åben himmel. En nat under åben himmel vil sige en søvnløs nat; da ligger man og tænker på, hvordan man har haft det, og hvordan man kunde have det, når der ikke var krig. Hvor kom mer man dog til at sætte pris på et hjem her, hvor man flakker om som en fredløs mand.

Jeg har gravet mig et hul ind i en lervæg, sådan at jeg lige kan ligge der med benene udenfor, som sådan en røver. Og her får jeg post. Et brev fra den 3. aug. fra jer og et fra Misse og en Hejmdal. Det virker oplivende at føle, at man i dette røverliv dog har forbindelse med mennesker.

For øvrigt tror jeg, at vi med det første bliver helt afløst. Foreløbig kan I være fuldstændig rolige. Det er en ren lykke, at vi har haft det dejligste sommervejr i al den tid.

Men nu er himlen grå, og det vilde ikke være rart, om vi nu fik regn, for så vil det blive et frygteligt pløre at vælte sig i. 

Har I hørt noget fra Jørgen Brag? Misse skriver, at Christian endnu er i behold i garnisonen. Sikken en lykke for ham. Jeg ved ikke mere at skrive om.

Til slut mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

16. juli 1916. Kresten Andresen: “…Vor dækning er fuld af rotter”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 16. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. Nu er jeg snart færdig med min 21 dages skyttegravstilværelse og kommer så tilbage en uge i ro. Jeg glæder mig meget dertil, for her gror man jo næsten til mos i enhver henseende.

Vaskning er en absolut luksus her. Jeg har ikke fået mig vasket de sidste otte dage, så det svier ordentlig i øjnene nu. Men det er så meget mere ækelt, som vor dækning er fuld af rotter. De laver et vældigt påstyr under og over én, når man sover; det er store sorte tingester med lang manke. Man er undertiden i tvivl med sig selv, om det er rotter eller ildere. Men hvad det end er, så laver de et vældigt svineri.

IMG_2011_11_30_6416 Rotter_cropped

Utøj er der også så fuldt af, så det vrimler. I kan tro, det er ingen hyggelig tilværelse, og 21 dage er jo sådan en halv evighed, inden de får ende. Jeg vil håbe, at I får ret med, at det snart har ende. Men når man sådan daglig går og ser, hvor store kræfter der er i bevægelse, og hvor indgående det hele er organiseret, og hvor dan stillingen er udbygget, så forstår man slet ikke, at det nogensinde kan høre op. Så går man til sidst og bilder sig ind, at det er livet og samfundet, der har antaget andre former, end vi før var vant til. Men lad os ikke håbe det.

Hvor vidt er I nu med arbejde? Høslætten er vel færdig nu, og rughøsten, for så vidt I har nogen, kan vel snart begynde? Jeg tror ikke, der er nogen udsigter til, at jeg kan komme hjem og hjælpe jer. Jeg tror ikke, der kan undværes ret mange folk på fronterne for øjeblikket. Men jo hårdere pine, des snarere ende. Nu næste gang skal jeg gøre mig umage og skrive jer et længere brev.

Med mange hilsner til Johanne og Bodil

Eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

8. juli 1916. Kresten Andresen: Kummerlige soveforhold i dækningsrummet

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 8. juli 1916

Kære forældre!
Tak for brevet af den 3. Nu har I igen været urolige, til trods for mine bestemte formaninger. Der kan jo så let komme uregelmæssigheder med posten, navnlig i denne tid. Nu skal I heller ikke tro, at fordi der står i beretningen, at der har været angreb ved Angres, at det så straks er ved vort regiment, for det er jo et langt frontafsnit, som englænderne betegner med dette navn. Der har da heller ikke været noget af den slags hos os.

I fortæller om et søslag den 10. juni og fred den 17. august, den parole går også overalt hernede; men derfor kan man dog tvivle om, den virkelig har noget på sig. Nu varer det vel heller ikke mange uger, inden rugen kommer i skokke, og da skal der jo også ske noget. Men skidt med det hele. Nu vil jeg give jer en lille situationsplan.

Først vil jeg forudskikke den bemærkning, at maven er tilfreds nu, siden den har fået temmelig med luft, takket være en dåse hensyltede frugter, som jeg fik i kantinen. Som følge deraf har også hovedpinen lettet sig, og det dårlige humør. 

Nu må I tænke jer, at jeg ligger i en dækning seks meter under jordens overflade. Det er en dybde, som ikke før har været anset for heldig for menneskelig tilværelse. Den er bygget af tykke minererammer. En lang trappe fører ned, og for enden af den en tværgang – 1,80 m høj og 1,40 m bred. Langs siden af denne tværgang er smalle sengesteder, smalle i ordets egentlige forstand, da man knap nok kan få plads, når man ligger på ryggen.

Oven over mig ligger Iskov fra Rødding højskolegård. Han har en farligere stilling end mig, da han er mere udsat for at falde ud af sengen. Nu må I ikke tro, at vi ligger på en fjeder madras eller på en blød underdyne. Jeg har en smule træuld, og det løber altid sammen i knuder, som trykker én gul og blå; snart sover der en arm og snart et ben, og sådan bliver den kære søvn ofte forstyrret. I bunden af mit sengested har jeg to brædder, som løber på langs. Og nu vilde jeg endda ikke sige noget, når der ikke behøvedes mere end de to brædder, men for at spare på materialet har man netop mellem de to brædder ladt en åbning af håndsbredde, så I kan nok gøre jer en forestilling om, hvordan lejet er.

Jeg forstår ikke, at der efter to års krig ikke kan gøres så meget hensyn til de kæmpende tropper, at der kan skaffes dem noget at ligge på, men det er der rimeligvis ingen penge til. Her kan jo mangen én i tidens løb ligefrem ligge sig halvt ihjel.

Med mange hilsner eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

29. april 1916. Kresten Andresen: “Intet oplever man, som virkelig er opløftende…”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Den 29. april 1916

Kære forældre!
Mange tak for smørret, det faldt rigtignok på et tørt sted. Vil I ikke med regelmæssige mellemrum sende mig noget kunsthonning, som jeg kan smøre på brødet, for her er ikke spor at købe mere, og tørt krigsbrød smager ikke ret meget af lagkage. Det bliver jo vist for varmt at sende smør nu, og vel også for vanskeligt for jer at få.

Her er der overordentlig varmt, men dejligt grønt over det hele. Landskabet har fået et helt andet præg i vårdragten; man glemmer helt, at man er i et kulminedistrikt. Jeg forsøger at udnytte min fritid med at lære fransk; men desværre er fritiden noget knap tilmålt, og har man en smule, så er der en sjov og en larm, så det ikke er til at tænke på at holde tankerne samlede.

Det er meget kedeligt, da tiden drages hen i unyttig ørkesløshed og jeg kommer helt bort fra det hele. Men hvad der er langt værre, jeg går hen og taber hukommelsen; jeg kan ikke huske det fjerneste mere; det blegner alt væk for mig uden sammenhæng; således når jeg vil opfriske noget historie eller litteraturhistorie eller hvad som helst, så kan jeg ikke huske det fjerneste.

Jeg kan læse en bog, og to timer efter er jeg ikke i stand til at huske det allervæsentligste af den. Jeg forstår ikke, hvad det kan ligge i; men hele livet her har en forfladigende indflydelse, som er noget farlig; man tvinges til dag ud og dag ind at høre på den samme remse, for eksercits er hver dag som den anden; ingen har man, som man kan tale rigtig ud med; intet oplever man, som virkelig er opløftende; men slider dagen og døgnet hen i en virkelig døs.

Jeg er virkelig bleven betænkelig for, at jeg kunde få et knæk i den retning, som vilde være meget vanskeligt at overvinde igen. Jeg trænger sådan til beskæftigelse, men ved ikke, hvad det skulde være. I kunde i øvrigt sende mig „Børnenes Matematik”, og den tynde grønne logaritmetabel; begge må stå på min reol.

Med mange hilsner jer hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

23. april 1916. Kresten Andresen: Forbud mod at skrive hjem på dansk

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Påskedag 1916

Kære forældre!
Jeg må ikke skrive dansk mere hjem, men i betragtning af, at I ikke kan tysk, gør jeg det alligevel.

Det har regnet ustandseligt i går og i nat, og det er temmelig klamt og koldt, så man har absolut ingen festfornemmelser. Nu har jeg holdt min anden jul og anden påske i felten; det er just ikke opbyggeligt at se tilbage på.

Til dagligdags går den ene dag som den anden, og man tænker ikke så meget; men kommer der sådan en festdag, så drager tanken uvilkårligt tilbage, og så bliver man så underlig tung over den kendsgerning, at krigen har varet så længe og endnu absolut ikke er til ende. Jeg tror også, at de næste måneder vil bringe store omvæltninger med sig, og måske vil de endogså bringe den afgørelse, der er en betingelse for freden.

Nu rejser Johanne snart hjemmefra, og Jens flytter også. Jeg er glad for, at han har opgivet Als, for han hører hjemme på Sundeved.

Far har været med til M. Andresens begravelse i Åbenrå; jeg tror også, at sprogforeningen med ham har udspillet sin rolle. Forhåbentlig får vi efter krigen sådanne forhold, at den over flødiggøres. Det er ikke let at forestille sig, hvordan det bliver efter krigen. 

Nå, jeg må slutte, for jeg må ikke fortælle det mindste her nede fra mere.

Hilsen til jer alle fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

16. april 1916. Kresten Andresen: “Mange må sidde og spise tørt brød”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Den 16. april 1916

Kære Johanne!
Mange tak for dit brev af den 11., og tak for pakken med smør, som jeg fik i går. Jeg længes efter at høre fra mor, nu hun er kommen tilbage fra rejsen.

Her er det dejligste vejr, men kanonerne tordner stærkt i dag; måske kan man bedre høre det, da luften er så klar. Inden påske går der en transport afsted til fronten, men jeg skal ikke med. Jeg vokser mig såmænd helt fast her. Nu går vi ind i påskeugen. Sidste påske var jeg med i Cuy. Vi havde det alligevel tit rigtig hyggeligt efter forholdene dernede. Heroppe er alt mere uhyggeligt, men det ligger vel for en del i selve landskabet. Midt i afvigte uge havde vi et par noget kolde dage, så jeg har ligefrem fået frost i begge hænder deraf.

Det bliver jo længere jo mere knap med fedteisen; mange må sidde og spise tørt brød. Og så synger de: Marmelade, Marmelade – ist das schönste Fett im deutschen Staate… darum schwärmen fur Marmelade sehr … das liebe, liebe Militär.

I dag er det søndag, og da skal jeg som sædvanlig et smut op på slottet og træffe landsmænd. Jeg tror, der kan være op imod hundrede her for tiden, mest fra Haderslev amt. Sidste søndag fik vi os, en flok, fotograferet deroppe i parken. Ellers oplever man just ikke meget her; det er ikke som at være ved en mobil troppedel, dér er der altid mere afveksling; men tiden går dog rask, og det må siges at være en hovedsag. 

Nå, efter rigskanslerens sidste tale er der ikke ret store ud sigter til fred; den er meget lidt imødekommende, stort og bredt skal det være.

Jeg har lige fået brev fra en god bekendt, som er på Askov i vinter. Man får ligefrem længsel efter lidt af den luft ved en sådan lejlighed. Og når man tænker på dem derovre, så føler man sig så indestængt.

Nu vil vi se, hvad våren vil bringe. Forhåbentlig bringer den omvæltninger, så det er muligt at tænke på fred; men der vil, inden den nås, flyde nye blodstrømme. 

Nu skal jeg til doktoren med mine hænder.

Mange hilsner fra din hengivne bror Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

23. marts 1916. Kresten Andresen: “… det kniber en del at holde modet oppe”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Montigny den 23. marts 1916

Kære forældre!
Mange tak for brevet af 14. Jeg har ventet længe på det. Det har været lidt hårdt at komme i gang igen, hvad I jo nok vil kunne forstå.

Jeg blev straks meget dårlig, måtte melde mig syg og kom på sygestuen. Derfra er jeg nu kommen ud i dag, og jeg har da nu heller ingen feber mere; men jeg er led og ked af det hele, og det kniber en del at holde modet oppe.

Jeg har lige fået kort fra Jørgen Brag; han er endnu ved Namur. Sidste år ved denne tid gik vi og Peter Jensen vore ture sammen nede i Cuy; og vi troede, at krigen var forbi, når kirsebærtræerne blomstrede. Nu blomstrer de snart for anden gang; i hvert fald blomstrer der allerede æble- og abrikostræer her, så det kan vel ikke vare så længe, inden kirsebærtræerne også kommer.

Jeg kan ikke tro på nogen fred i nær fremtid, og ved nær fremtid forstår jeg tiden indtil høst.

Billederne fra Nørremølle har jeg ikke fået endnu, men jeg venter dem stærkt. Det er et godt minde at have midt under krigen. Nå, når vor familie må komme så skønsomt igennem resten af krigen som hidindtil, så kan vi prise os lykkelige; enden må jo komme, og så længe den har varet, varer krigen ikke mere.

Man kan blive så tung ved at tænke sig ind i alt dette håbløse og meningsløse. Hvad der blot skabes for en moral ved sådan to år at føre krig; men mange er vist slet ikke kede af den, hverken herude eller navnlig hjemme. Sørgelige tider. 

Her er fuldstændig roligt udenfor for tiden. Jeg ved knap af at have hørt et eneste kanonskud i den uge, hvor jeg nu har været her igen. Alle kræfter samler sig nede om Verdun. Her fortælles der atter om et falden fort; men der går så mange løse rygter.

Hvordan står det med Rumænien? Jeg synes, alt er så roligt for tiden, men det er vel stilheden før stormen. Nu mange hilsner til jer alle.

Eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

20. marts 1916. Kresten Andresen: Med ambivalente følelser retur til krigen

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Den 20. marts 1916

Kære forældre!
Nu har jeg været en uge her, og jeg forstår slet ikke, som den tid er bleven mig lang. Jeg er slet ikke rigtig kommen til mig selv igen oven på en mængde gode oplevelser. Jeg er så glad over at have været hjemme; men på den anden side synes nu alt hernede at falde mig dobbelt svært.

Jeg er også straks bleven syg igen: en meget slem halsbetændelse med feber. Jeg er da også derfor kommet på sygestuen, og her er der da udsigter til, at man kan komme sig igen.

Her er der det dejligste forårsvejr, og man forstår slet ikke, at der endnu kan være vinter hjemme. Så snart jeg var kommet over Rhinen, meldte våren sig. Det var helt mærkeligt; luften var ligefrem diset af bare varme, og jeg sad og svedte i toget. Hvor er Belgien dog et dejligt land. Først kører man gennem en bjergegn. Her jager et rigt afvekslende landskab forbi én; snart stejle stenklipper med grønne sætermarker; snart dybe kløfter, så en smilende dal med en lille købstad i bunden, så gennem en mørk tunnel, over en rivende bæk. Til sidst bliver landskabet mere jævnt bølgende; i store kraftige drag tegner det sig for én.

Nå, jeg fortæller jer vel, hvad jeg så tit har fortalt jer. Jeg venter stærkt brev fra jer, jeg har nu slet ingen post fået, siden jeg er kommet herop igen, men jeg har heller ikke skrevet, for jeg har ikke kunnet få mig til at sætte pen til papiret; men nu kommer jeg vel til at holde sengen et par dage, og så kommer lysten til at skrive ganske af sig selv. 

Jeg ligger her på stue sammen med en hamborgsk storkøbmand. Han har før krigen indført silke, te og porcelæn fra Kina og Japan. Han har selv rejst meget omkring i verden. Han er meget indtaget i København og danskerne; han har under krigen været der mange gange og haft en hel del samtaler med Scavenius. Det må være mærkeligt for sådan én nu pludselig at skulle spille soldat. Han siger, at alt tyder på, at der er fred om et par måneder; den må komme, siger han.

Jeg er meget spændt på at høre nyt fra Rigsdagen. Der må jo snart komme noget. Ellers er der vel ikke sket noget af betydning.

Mange hilsner til alle fra jeres hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

20. februar 1916. Henrik Petersens lykkedag

Henrik Petersen, Korntved, lå i vinteren 1916 i skyttegravene i Champagne.

En Dag, jeg aldrig glemmer, var … den 20. Februar 1916. Vi laa i forreste Skyttegrav i Champagnen, havde faaet Ordre til i Løbet af Dagen at gøre os kampklare for om Natten at foretage et overraskende Angreb paa de franske Stillinger, da en Ordonnans fra Stabskvarteret ved Mørkets Frembrud raabte ned til mig i Jordhulen: »Henrik, gør dig straks klar, du er afkommanderet til Etapen!«

Det kan nok være, jeg fik travlt. I første Øjeblik var jeg næsten lamslaaet, Hjertet steg op i Halsen paa mig, jeg kunne ikke sige et eneste Ord.

Mine Kammerater i Hullet raabte i Munden paa hinanden: »Til Lykke med den fine Tjans!« og de rakte mig deres Hænder. Bevægelsen overvældede mig, og Taarerne fik frit Løb (Glædens og Sorgens Taarer). Glædens, fordi jeg nu kunde forlade Skyttegraven, og Sorgens, fordi Kammeraterne stadig maatte lide herude, og fordi jeg ikke havde Magt til at afblæse hele Krigen, saa alle kunne rejse hjem.

Efter at have faaet nærmere Besked angaaende den pludselige Ordre pakkede jeg hurtigt mit Tornyster. — Jeg var klar over, at der ikke var noget at vente efter, tværtimod tilskyndede de mig alle med at komme bort fra denne Heksekedel jo før jo bedre.

Afskeden var tung, særlig med min trofaste Ven og Landsmand Peter Nissen fra Bylderup, med hvem jeg havde delt godt og ondt (mest det sidste) fra Krigens Begyndelse. Altid havde vi gaaet ved  hinandens Side paa de lange Marchture gennem Belgien og Nordfrankrig, altid havde vi ligget sammen om Natten, enten paa aaben Mark, i en Stald eller Lade, i Skyttegrav eller Jordhule, i Kampens og Trommeildens Helvede, altid uadskillelige. Skulle han nu blive i den Elendighed, og jeg være frelst? Den Tanke var næsten uudholdelig.

Hvordan kunde det gaa til, at jeg skulde have saa stor en Lykke. Alle saadanne Tanker kredsede i mit Sind, medens jeg samlede mine Ejendele sammen, med undtagelse af Levnedsmidlerne. Dem lod jeg  blive i Skyttegraven. Jeg havde endda lige faaet flere Pakker og Breve hjemmefra. Den 20. Februar tillige var min gamle Moders Fødselsdag.

Da jeg med fuld Oppakning meldte mig hos Kompagnichefen, Overløjtnant Kalepki, for at tage Afsked, ønskede ogsaa han mig Lykke paa Rejsen. Kalepki var den tredie Chef, vi havde i 7. Kompagni siden Krigens Begyndelse. Den første, Hauptmann Pecker, var taget til Fange i saaret Tilstand, den anden, Overløjtnant Reimers, var faldet.

I første Omgang havde jeg af Ordonnansen faaet Ordre til samme Aften at melde mig hos Stabsfeldwebel Alte, som havde opslaaet sit Kvarter sammen med Bagagen og Feltkøkkenet i en Skovbarak ti Kilometer bag ved Fronten.

Nu var jeg klar over, at en Vandring om Natten paa denne Strækning ikke var uden Fare. Forbindelsesgravene og Vejene fra Fronten var paa denne Tid, paa Grund af den livlige Trafik med Mad, Ammunition og anden Udrustning til Tropperne i forreste Linie altid under stærk Artilleriild; derfor gjaldt det om at være forsigtig nu i det afgørende Øjeblik.

Lyskuglerne og Lysglimtene fra de skydende Kanoner oplyste næsten uafbrudt Himlen. For at undgaa Gevær og Maskingeværilden maatte jeg holde mig til Forbindelsesgraven. Denne var stærkt trafikeret af Soldater, som skulde hente Mad.

Det gik til at begynde med kun langsomt fremad, sprang en Granat i Nærheden, smed alle sig ned i Gravens Bund. Lidt længere tilbage havde jeg ikke Tid til at gaa langsomt, men sprang op af Graven og løb, indtil den næste Granat eksploderede. — Saa igen ned paa Maven, og saa fremdeles fremad, indtil jeg lykkelig landede ved Bestemmelsesstedet.

Feldwebel Alte tog venligt imod mig med Ordene: »De har haft Held, Henrik«. Hele Divisionen havde faaet Ordre til at afgive een Mand til at beklæde Stillingen som Leder af Landbruget i en By 25 Kilometer bag ved Fronten, og denne Lykkens Pamfilius var jeg. Nu skulde jeg overnatte hos Bageren og den næste Morgen gaa tilbage til Byen Pauvres og melde mig der hos Bykommandanten.

Der faldt en Sten fra mit Hjerte; at tænke sig det at være fri for det elendige Liv ved Fronten og i Skyttegraven, og i Stedet for beskæftige sig med Landbrug. Ja, det forekom mig næsten at være mere Lykke, end jeg havde fortjent. Tankerne gik tilbage til alle  derude, som stadig maatte lide.

Saadan gik denne Dag, som jeg stadig siden — og saa længe jeg lever — vil mindes med Tak til Gud i Himlen.

DSK-årbøger, 1958

14. februar 1916. Feltlazarettet: “… umenneskelig rædsel og uhygge.”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Et øredøvende Brag, en Flyvetur, der ikke endte i Glideflugt, er alt, hvad jeg husker, indtil jeg om Morgenen fandt mig selv i en stor Jordhule, der var fyldt med saarede og døende Kammerater.

Jeg forsøgte at staa, men kunde ikke. Jeg befølte mine Lemmer, jo, de var der alle, men en Hovedpine havde jeg, som om mit Hoved skulde sprænges. Mine Hænder, der i Forvejen var overtrukket med et Lerlag, var blodige, og Fingrene klæbede sammen i denne afskyelige Masse.

Da jeg havde iagttaget mine Omgivelser noget nærmere, ønskede jeg, at jeg kunde sove fra det hele. Frygteligt og aldeles ubeskriveligt  saa det ud.

Haardtsaarede og lemlæstede Krøblinge laa imellem og oven paa hinanden. Hulen var mere end overfyldt, og der var kun Plads til nogen, efterhaanden som Ligene af andre var bragt ud.

Fortvivlede Skrig og Raaben om Hjælp lød til alle Sider. Letsaarede stod i et andet Hjørne og røg deres Cigaretter, øjensynlig ligeglade med Omgivelserne og glade for selv at være sluppet ud af det hele.

I  et andet Hjørne havde Lægerne indrettet et Operationsbord, hvor Arme og Ben blev bortamputerede og smidt hen i et Hjørne. Nye Forbindinger blev lagt paa, og saa blev der gjort Plads til den næste.

 Mange laa hengivet i Bøn til Joseph, Jesus og Maria, men hvad enten Folk bandede eller bad, Elendigheden var lige stor, og Opholdet lige frygtelig for dem alle.

Ved Midnatstid kom der Ordre til, at de, der kunde gaa, skulde begive sig afsted til Sechult, hvorfra der gik en Feltbane.

Haardtsaarede, dem uden Arme eller Ben, dem med bortskudte Kæber eller med Lunge- eller Underlivssaar blev under frygtelige Skrig baaret til Sanitetsvognene, der skulde køre foran. Udenfor Hulen laa en lang Række af døde Kammerater, og der kom stadig flere til.

Det var et sørgeligt og tankevækkende Tog af lemlæstede og for Resten af deres Livstid til Krøblinge dømte Mennesker, der nu satte  sig i Bevægelse.

Bort gik det fra al den umenneskelige Rædsel og Uhygge, og først henad Morgenstunden var vi naaet udenfor Granaternes Rækkevidde.

Som en fjern Torden naaede Granaternes ustandselige Rullen over til os, og Lysraketternes Stigen og Falden kunde herfra endnu ses mod den fjerne Horisont og tilkendegav Stedet, hvor  Menneskene endnu sloges og myrdede hinanden i djævelsk  Afsindighed.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. februar 1916. Brev fra fangenskab: “Sløvhed og interesseløshed …”

En anonym sønderjyde skriver hjem fra krigsfangenskabet

Brev fra Fangenskab.

A., 6. Februar 1916.

Kære Forældre.

Jeg har faaet det Indtryk af forskellige Breve, at I hjemme tænker, naar vi nu engang vender tilbage, vil det være Mennesker helt forskellige fra dem, der droge bort. Mere alvorlige, fyldte af det store, enhver har medoplevet. Set Krigens Brutalitet paa nært Hold. Staaet Øje til Øje med Døden. Levet i en Tid, saa eventyrlig, som aldrig før. En Tid, hvor Millionhære kæmper imod Millionhære. Kampen ført saaledes, at selv den dristigste Fantasi før Krigen maa blegne overfor Virkeligheden. En Kamp, som har en Udstrækning, saa to Tredjedele af Jordens Befolkning bor i krigsførende Lande.

Jeg kan godt forstaa, om det i Forening med egne Erfaringer gør, at I kommer til at tænke, det maa præge dem, gøre at de kommer tilbage anderledes, end de droge ud. Men det stemmer ikke, — ikke endnu da, om det senere — ? — fraregnet en større Tolerance overfor andres Meninger og Opfattelse i Spørgsmaal vedrørende Kristendommen, tror jeg nok, at de fleste er som før Krigen. I hvert Fald da dem, som jeg har levet sammen med i Fangenskabet.

Og er det nu ogsaa saa mærkeligt, om det er saaledes?

De fleste af os har kun deltaget i Krigen i forholdsvis kort Tid. I de Øjeblikke, da det store oplevedes, det at staa Ansigt til Ansigt med Krigen, Døden, da var Sindet tillige Modtager af mange andre Indtryk, brogede, mangeartede. Bevidstheden optog i kort Nu en „ stor Mængde Begivenheder, men intet fik rigtig Tid til at prente sig fast, førend det var trængt i Baggrun­den af det næste.

Kun et Helhedsbillede blev, uden nogen egentlig Hovedbegivenhed, hvorom det hele kan samles. Et Billede, hvori det Moment, da man ventede Døden, kun kan blive og kun blev — i Reglen da — en Del af det hele. Kommer saa dertil en stærk fysisk Udmattelse og det saa sløvende virkende „sig vænnen til Faren“, da kan det i Grunden ikke undre, at man kun er saa lidt mærket af det oplevede. Og hvad Bevidstheden om at leve i en vældig verdenshistorisk Tid angaar, da trænges den i Baggrunden af samme Aarsag og ved den Afsky, man føler for det, der har foraarsaget den, Krigen.

Ja, men selve Kampens Timer da, kunde I maaske spørge, virker de da ikke saa mægtigt, at Virkningen bliver?

Jeg tror det ikke. Det er ikke da, de vægtige Tanker tænkes, dem man husker, naar alt andet er glemt. I de Timer tænkes der nærmest slet ikke, de gaar, uden at man ved hvor kort eller hvor længe, de har varet. Saaledes gik det mig, og jeg ved, at det er gaaet flere paa samme Maade.

Derimod i de Øjeblikke, der gaar forud, da man venter, mens alt endnu er roligt, kun Omgivelserne er svangre med Anelser om det, der vil komme, da arbejder Tankerne. —

Dog Fangenskabet vil lidt efter lidt mærkes paa de fleste. Om det vil virke ud over selve den Tid, ja —?

Men Sløvheden og Interesseløsheden breder sig og truer med at kvæle Lysten til alt alvorligt Selvarbejde. Vi lever mere og mere i Nuet, i Latter over Ting, ingen ellers vilde ofre et Smil. — Dette her er maaske en Skuffelse, men desværre, det er Virkeligheden.

Med mine kærligste Hilsener, kære Forældre.

Jer Søn.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

5. februar 1916 – Peter Østergård: “Krigstrætheden breder sig”

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86.

Douai d. 5. Febr. 1916.

Idag har jeg været hos tandlægen og fået mine tænder, så nu er jeg færdig til fronten. Dog venter jeg et par dage, inden jeg rejser, ifald der skulde være noget at ændre. Mit kompagni ligger for tiden bag ved Lens og må derfor ud for at skanse hver nat. Det er der jo ikke meget ved, men når det ikke kan være anderledes, finder man sig i det.

Der går rygter om, at vi atter skal flyttes, men om det passer, er jo noget andet. Der er tale om at komme til Flandern. — Værre end hvor vi er, bliver det jo næppe; for selv om her er nogenlunde ro i øjeblikket, så kan det brænde løs når som helst. Idag er det 7 uger, siden jeg kom her til Douai, og den gang havde jeg ikke ventet at blive her så længe. Godt at jeg meldte mig med tænderne. De har holdt mig her i 3 uger, og et par dage varer det jo endnu.

Ja, så har vi været i krig i halvandet år, og dr. Thomsen mente forleden, at det kunde gerne vare halvandet år til. Det tror jeg nu ikke. Det er landet ikke i stand til. Krigstrætheden breder sig forfærdelig, eller skal man bruge et andet ord: begejstringen er borte, og overalt hører man kun tale om, at krigen skal holde op. „Sortseernes” tal øges daglig — bliver det ved en tid endnu, kan vi godt pakke sammen, siger de — Krybben tømmes.

Forleden talte jeg med en, der havde været på orlov i Berlin. Det var ikke lyse ting, han kunde fortælle om. Alt måtte de have på kort: brød, mælk, smør, kød, kartofler o. s. v„ og så måtte de endda være glade, hvis de blot kunde få noget. Flæsk kostede 3,50 Mark og var ikke til at få. — Her spares der nu også meget på brødet. Vi får kun ¾ pund, hvad jo kun er lidt, da der ikke fås andre ting.

Befolkningen her får heller ikke meget brød, men det er næsten rørende at se på, hvordan de kan undvære alt, når der kommer franske soldater til byen som fanger. Jeg har et par gange været med til at hente en transport. Skønt vi jo har ordre til, at de ikke må komme i berøring med befolkningen, er det ikke til at undgå. De sværmer om dem i hundreder og kaster brød, penge, cigaretter, chokolade, ja alt, hvad de har, til dem. Ivrigt spejdes der efter et kendt ansigt, men som regel finder de intet, men alligevel stråler ansigtet, og man ler og snakker. Det er jo deres egne, selv om de nu er fanger. De har kæmpet tappert, og ingen af dem tvivler om, at tiden en gang kommer, da de kan slutte fred som sejrherrer. Det er med underlige følelser, vi går ved siden af dem. Det, der piner mest, er vel nok det, at vi bærer denne uniform, der gør alle til fjender.

— De sidste par aftener har jeg været sammen med en efterskolekammerat, Søren Finnemann fra Hundebøl. Det er godt at få lejlighed til at tale rigtig ud om alt. I kan ikke forestille jer den oplivelse det er at kunne tale, når man har været tvungen til at tie i lang tid, og det er absolut nødvendigt for ikke at gå helt i hundene.

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 114-15)

8. december 1914. “Jeg stod i afmægtig harme over den skændsel, der her blev øvet.”

Brev fra Kresten Andresen, Ullerup, Reserve-Infanteriregiment 86.

Dives, d. 8-12-14

Kære forældre!

Nu er jeg trukket et par km tilbage for at hvile et par dage. Vort kompagni blev indkvarteret i kirken. Jeg stod i afmægtig harme over den skændsel, der her blev øvet. På kirkegården ligger gravene i et lerælte. Men værre ser det ud i kirken. En satte sig straks hen og spillede gadeviser på orglet. På præstestolen sad et par og spiste fedtebrød. Alteret er lavet om til et spisekammer. En stillede sig overmodig hen og ringede med messeklokken. Gulvet fuldt af halm, vindueskarme og vægge fulde af våben.

Dette har været et Guds hus, og er nu en røverkule. Men det nytter så lidt at ærgre sig; alt sådant fører krigen med sig.

Jeg blev straks stillet vagtpost ved slottet. Der bor brigadegeneralen, regimentskommandanten og regimentsfanen, men jeg var jo mand for at bevogte dem alle tre. Her af denne by er alle indbyggerne flygtede bort, i hvert fald har jeg endnu ingen set.

I dag er det fjorten dage, siden jeg rejste fra Lyksborg. Jeg synes, det er en hel evighed siden. Det må jo komme af, at de mange ny indtryk, man her daglig modtager. Og dog har jeg ikke oplevet noget i sammenligning med andre.

Der tales her meget om et generalangreb over hele fronten, jeg ved ikke, om det har noget på sig. Hvis det skulde komme, er vi heldig stillede, da vi ligger så fremskudt. Sker derimod angrebet fra fransk side, så må vi jo få det at føle.

Jeg kan ikke tænke mig, at der kom ret mange over til vore forskansninger. Imellem skyttegraven er der fuldstændig fladt terræn med højst et sammenregnet kornneg hist og her til dækning. Og der er jo stærke pigtrådsforhugninger på begge sider. Vor skyttegrav går ud og ind i en bugtende linje. Franskmændene er mere kunstig anlagt; de ligger bagved hinanden, næsten terrasseformigt

Bag ved sig har de skyttegrav ved skyttegrav, for et muligt tilbagetog, og disse reservegrave graver beboerne for dem. De er så godt skjulte, at jeg de første par dage slet ikke kunde få øje på dem, indtil jeg opdagede dem meget nærmere, end jeg havde troet.

I søndags var der en fransk flyver over os. Vi kunde iagttage, hvorledes shrapnellerne sprang omkring ham; men han fløj så støt, som ragede de slet ikke ham, helt ind over landet og vendte nogen tid efter uskadt tilbage, forfulgt af vore kardæsker.

I må skrive til mig, om hvordan alt står til. J. Brag, P. Jensen og jeg sidder tit og drøfter; men de er jo så frugtesløst.

I kan tænke jer, at i dag har vi stået og lavet geværgreb, akkurat som i Flensborg, jeg havde ikke drømt om, at det skulde forfølge os herned; her, troede jeg, så man lidt mere enkelt og stort på det hele. Vi har en ny løjtnant som eneste officer ved hele kompagniet, og han tænker sig jo vist sit derved.

Gid der snart var fred, og hver kunde rende hjem til sit, og frem for alt være frie mænd i nord. Jeg har aldrig passet ind i en spændetrøje, og jeg vil aldrig i mine dage finde mig tilrette der.

En kærlig hilsen til jer alle fra

jeres søn Kresten

Claus Bundgård Christensen: “Krestens breve og dagbøger.” (2012)

7. december 1914. Hans Petersen undgår at blive korporal

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen i Füsilierregiment 86. I december 1914 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent

Vi gik og havde det meget godt og følte os efter Omstændighederne hjemme her. Gaarden laa ogsaa smukt mellem en stor Frugthave og en Køkkenhave. Ude ved Dammen bagved stod der høje Popler med vældige Kroner, utallige Vintergrøntranker bugnede op ad de mægtige Stammer. Rundt omkring laa frugtbare Marker. Et Par grønne Enge havde endnu ikke mistet deres Friskhed.

Omtrent 50 Meter foran Skyttegraven var der anbragt Pigtraadsforhindringer. Lidt længere fremme strakte der sig en Højderyg fra Nord til Syd. Paa denne havde der ligget 7 Hjem, dels Huse, dels Bøndergaarde; de var nu nedskudt og totalt jævnet med Jorden. Naar man i de stille, stjerneklare Nætter stod paa Vagt i Graven og stirrede ud over disse Ruindynger, søgte Tankerne altid mod Hjemmet; hvor godt, at ikke Krigen rasede derhjemme.

Man hørte ogsaa de klare Toner fra Kirkeuret ovre hos Fjenden. De lød saa fredeligt og saa rene, saa man tænkte uvilkaarligt paa Freden. — Ja, bare der snart maatte blive Fred!

Man fik ikke Lov at dvæle længe ved denne Tanke, i det samme fløj en Ugle forbi og udstødte sit lange og klagende Skrig, et Par Skud knaldede derovrefra, og et Par Kugler suste hvislende forbi. I Sandhed! Endnu var der Krig! Vi stod hver Morgen og Aften i Skumringen, rede til at tage imod Fjenden.

I Vinkælderen paa en af de nedskudte Gaarde havde vi vor Feltvagt. Skønt vi ikke var langt fra Fjenden, var vi dog ved godt Mod. Ewald Schwiede fra Flensborg spillede paa Mundharpe, og Friseren Paul Johansen sang de smukke frisiske Sange.

Jeg havde mærket længe, at jeg blev foretrukket for mine Kammerater, og jeg anede, at det, jeg ikke gerne vilde, var ved at blive forberedt, hvilket ogsaa fremgik af Feldwebel Jensens fortrolige Henvendelse til mig:

– »Hør, Petersen, De har nu været Underkorporal siden 1910, ikke sandt?«
– »Jo, Hr. Feldwebel.
– »Og De har den Gang og nu i Krigen opført Dem godt, derfor har vi nu besluttet, at De skal være Korporal til Jul.«

– »Jeg — jeg — nej, det kan jeg ikke, jeg kan ikke føre mine Kammerater frem i denne Krig, og desuden vil jeg hellere komme tilbage til mit kære Nordslesvig som Musketer end falde i denne Krig som Kaptajn.«

Jensen blev meget vred: »Nu ved jeg, hvad De er. De er jo af den rette Sort,« snerrede han med bidende Ironi, »og det skal jeg huske Dem.« Saa vendte han omkring og gik.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

4. december 1914. “Tre hundrede meter foran os ligger franskmændene, og kuglerne fløjter ustandseligt om os.”

Brev fra Kresten Andresen til sine forældre

Lassigny, 4-12-14

Kære forældre!

Nu har jeg ligget et døgn i skyttegraven; tre hundrede meter foran os ligger franskmændene, og kuglerne fløjter ustandseligt om os. Jeg kom hertil i går morges tidligt, inden det endnu var lyst. Det havde regnet, og der var et lerælte, som trodser enhver beskrivelse. Hver mand fik sit skydehul; bajonetten opplantet, sådan stod vi den først time.

I kan tro, jeg dukkede hovedet for hvert fløjt, der gik lige hen over, men værre ting stod for. Da det blev lyst, blev der kun stillet enkelte poster, resten skulde rense op i al det pløre. Da lød der med ét et huj og et skarpt knald over os; det var den første shrapnel; og den var tiltænkt os.

I de følgende timer blev der musik. Jeg var netop kommanderet hen med en trillebør til den nærmeste ruin for at hente sten til at lægge i bunden af graven; da kom der et forfærdeligt knald og et tryk; jeg vendte mig om og så en snes meter fra mig en sort kvalm af jord og sten sprøjte til vejrs. Feltwebelen stod og råbte, at vi skulde tilbage i dækning. Vi krøb ind i vore jordhuler. Det var også på høje tid. Granaterne sprang rundt om vor stilling. Men ingen blev såret. Ved middagstid tav de, og jeg åndede lettere. Men kort efter begyndte vort artilleri at give svar på tiltale, og det æggede franskmændene til at give os en omgang til.

Som jeg skriver dette, begynder bombardementet igen, og denne gang med en voldsomhed, som vist ikke i lange tider. Vi kom meget hurtigt i dækning, hvor da i det mindste shrapnellerne ikke kan gøre os noget.

Det var ikke morsomt; jeg lå på maven med ansigtet boret ned mellem to tornystre og lyttede efter, hvor de slog ned. Tit rystede vor hele hule ved lufttrykket. Vi hørte det jamre udenfor. To mand kom løbende og bad om husly; de turde ikke være længere, en granat have nær revet hele taget af.

Vi fik en lige ind i dæmningen; men det var en blindgænger. Da bombardementet havde varet i tre timer, hørte det endelig op – å, hvor det gav en lettelse; vi listede ud, for at se, om verden vel stod endnu. Der var kun en eneste såret af en granatsplint; han hed Petersen og var fra Nordslesvig.

Nu har de begyndt igen; men foreløbig gælder det byen bagved os. Den dejlige by er næsten helt skudt ned. Kirken ligger i ruiner, og de fleste folk er flygtet.

I må tro, vi længes alle sammen efter fred, og nu er det snart jul. Men glad er jeg, at jeg kom herned og ikke blev oppe ved Yserkanalen, for da er her vist et himmerige mod det helvede.

Vil I ikke sende mig en lille pakke med smør? Det er vist for sent at sende julepakker; men så kan jeg da altid få den til nytår. Jørgen Brag var lige henne at besøge mig efter uvejret; jeg skal hilse fra ham.

En kærlig hilsen til jer alle

fra jeres Kresten

Claus  Bundgård Christensen: “Krestens breve og dagbøger.” (2012)

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

30. oktober 1914. “Professorer, Doktorer og Kontorfolk tog underligt fat paa Spaden og fik Vabler”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 30. Oktober 1914.

De sidste 8 Dage havde jeg gjort Tjeneste som Underofficer. Derved fik jeg det betydeligt bedre. Jeg skulde kun patrouillere 2 Timer i Skyttegraven om Natten; de andre derimod skulde baade arbejde paa at forbedre Stillingen og staa Vagt.

Det var slet ikke saa let for de frivillige at staa og grave 4 Timer hver Nat, især for dem, som var Professorer, Doktorer og Kontorfolk. De tog underligt fat paa Spaden og fik Vabler i Hænderne og Smerter i Ryggen og svedte værre end jeg paa en varm Høstdag.

Professor i Filosofi, Dr. Hayer, havde opdaget, at han kunde meget lettere holde Foredrag end grave med en Spade. Han stod der paa Kanten af Skyttegraven med begge Hænder i Siden, mens han vuggede sin korpulente Krop fra det ene Ben over paa det andet, og talte med udsøgte, vittige Vendinger. Han vuggede længere og længere ud paa Kanten, og man forudsaa allerede, hvordan det vilde ende. Nogle kunde slet ikke tilbageholde deres Latter; men Doktoren troede, det var hans Vittigheder, der gjorde et saadant Indtryk paa dem. Pludselig styrtede han, ledsaget af en bragende Lattersalve, paa Ryggen ned i Skyttegraven.

“Halløj, Hr. Doktor!” raabte en Stemme; “den Gang dumpede De i hvert Fald.”
“Aa,” sagde Filosoffen, idet han gned sig paa sin Bag; “det var blot en lidt ublid Nedstigning.”

Jeg var hver Dag med henne i Slotsparken for at øve de frivillige i Eksercits og Sigteøvelser. Om Natten, naar “Frands” ikke kunde se Røgen, kogte jeg Æblegrød. Jo mere jeg spiste deraf, desto hurtigere kom min Mave i Orden.

En Eftermiddag, mens jeg stod i Skyttegraven og tænkte paa dem derhjemme, blev jeg opdaget af “Frands”, som i det Øjeblik tænkte paa noget ganske andet; thi med et suste en velrettet Kugle hvinende forbi mit Ansigt og ind i den opkastede Jord bagved mig. Jeg trak hurtigt Næsen til mig, ifald der skulde komme flere.

Saa laante jeg en Kikkert af Underofficer Jensen for om muligt at opdage “Frands”. Men Ludwig Wunsch, som netop stod Vagt i Graven, opdagede ham først, nemlig at han sad som Udkigspost i et Æbletræ. Ludvig lagde roligt Bøssen til Kinden, sigtede lidt, trykkede af, og Fyren faldt. Men det var en dobbelt Udkigspost; thi lige efter, at den ene var trillet ned gennem Træets Grene, skød den anden efter Ludwig og ramte ham gennem den venstre Øreflip. Mens Ludwig gik ind og fik sig forbundet, kravlede “Frands” ned og løb sin Vej.

Der gik nu Rygter om, at vi skulde forandre Stilling igen. Det var jeg ked af. Her havde vi det saa roligt og rart.

Blot vi nu ikke kom til Argonnerskovene eller til Yserfloden, hvor det jo gik meget haardt til. Det var kedeligt at skulle derop og maaske faa en Kugle nu paa det sidste.

Vi troede jo alle, at Krigen snart var forbi. Vi havde sejret paa alle Fronter, og jeg syntes, det var umenneskeligt at ligge i Krig, naar Juleklokkerne ringede, og Juleevangeliet om Fred paa Jorden forkyndtes. Det var sikkert rigtigt, som Officererne sagde, at “Frands” var saa mør som Hakkebøf og snart maatte holde op. De havde jo hverken Fødemidler eller Ammunition mere.

Voelkerkrieg 1026

 

 

25. oktober 1914. Jeppe Østergaard: “Russerne er os talmæssigt knugende overlegne.”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

25.10-1914.

Det er nu tredje gang, jeg tager fat på dette brev. Vi befinder os nu en 40 km sydvest for Skiernewice og går næppe videre tilbage. Herfra vil der snart spørges nyt.

Alt indrettes på et virksomt forsvar, da russerne talmæssigt er os knugende overlegne. Skønt det er søndag, har kanonerne alt begyndt deres frygtelige virksomhed. I det hele taget har søndag hidtil aldrig bragt os noget godt eller en smule hvile. Netop søndagen nærer vi en grundet mistillid til.

En lille undtagelse dannede for os den 18. ds. Mens af regimentet to bataljoner lå i skyttegrave, lå 1. bataljon bagved i reserve og til dækning af det svære saksiske artilleri. Der lå vi hele eftermiddagen i det dejligste oktobervejr, mens artilleriet fyrede, og russerne svarede i salvevis, men alle kugler eksploderede på 100 meters afstand.

Margrethe sendte mig Peters adresse og skrev, at han var afrejst til Frankrig. I brevet af 14. skriver I, at han sammen med Michael Steffensen har logi hos en dansktalende familie i Slesvig. Foreløbig er han altså ikke med. Flere gange har jeg skrevet til ham, men da hans adresse veksler så ofte, har han næppe fået noget deraf.

Tysklands sager står nok ikke nær så glimrende, som de i sin tid tegnede. Her har vi dog ikke trukket os tilbage som en slået hær, men kun af taktiske grunde. Russerne havde, sagde man, 15 armékorps samlet i Warschau, og skulde vi med 5 armékorps have løbet stormløb mod en 1. klasses fæstning, var vi forblødte.

Rigtignok må vi ikke glemme, at de beretninger, vi får i hænde, er ensidige, og at vor snævre horisont ikke giver rum til et samlet overblik. Jeg tvivler derfor ikke om, at mænd som oberst L. med indsigt i mangfoldige forhold nærmere rammer sømmet på hovedet end jeg.

Her, hvor jeg skriver, er halvmørke, så læsningen vil måske volde vanskeligheder. Stykkevis som det er skrevet, bør det måske også læses for at skåne øjnene for overarbejde. Men så snart tiden tillader mig det, skal I få et bedre skrevet og lettere læseligt brev.

I bedes hilse P. Skau, Windfeldts, Ankersens, Dagmar, Anna og andre, som sender mig en venlig tanke. Hans J. Andresen talte jeg med i går. Han var i bedste velgående. Det samme er tilfældet med mig. Nå, hvem der får sådanne pakker, som I sender mig, må vel kunne døje noget. Dog een eneste tanke, som ofte kommer frem i ord, behersker alle: fred! fred! Hvornår har dette her en ende?

Men kærlige hilsner og tanker besjælet af et gensynshåb sender jer

Eders Jeppe.

Warszawa oktober-november-1914