Tag-arkiv: krigsret

1. september 1918. Nis Ley for krigsretten for lydighedsnægtelse?

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten. Han nægtede at efterkomme en ung løjtnants ordre til angreb, men blev under de efterfølgende kampe fanget af amerikanerne. Han stak dog af og vendte tilbage til de tyske linjer, men hos et andet regiment. Hvad nu?

Jeg fik lidt søvn, og da det var blevet lyst, opfordrede løjtnanten [ikke den i manchetten omtalte unge løjtnant, RR] mig til at vise vej hen til det sted, hvor mit kompagni var blevet overrumplet – der måtte vel endnu ligge døde kammerater, og det kunne tages som bevis på, at jeg talte sandt.

Da jeg var fuldstændig blottet for udrustning, fik jeg tjenerens gevær og et par patroner, og vi traskede af sted. Alt var nu roligt; og da vi nærmede os stedet, mente jeg, at vi nu hellere måtte gå i vejgrøften, men løjtnanten standsede da op og sagde: »Godt, vi vender om nu«, så endelig troede han mig da, og jeg gik med ham tilbage, og så foreslog han mig at blive ved hans deling. Jeg svarede ham, at jeg altid havde lært, at uanset, på hvilken måde vi var kommet bort fra vor afdeling, så var det altid om at finde tilbage, og jeg ønskede mig tilbage til mit kompagni, jeg var overbevist om at kunne finde skrivestuen, hvis de da ikke var flyttet bort fra egnen, og så fik jeg lov til at gå.

Jeg fandt godt nok skrivestuen, gik ind til feltvebelen og meldte: »Von der Gefangenschaft zurück«. Han blev både glad og forbavset, og næppe havde jeg begyndt at fortælle om mine oplevelser, før han bød mig sidde ned. Jeg tøvede lidt overfor det uventede tilbud, men han mente det alvorligt, og jeg skulle tage plads lige overfor ham, og så fortalte jeg ham alle mine oplevelser fra først til sidst.

Han var synlig rørt over, hvad jeg berettede ham, og en medvirkende årsag har det nok været, at der kun var 7-8 mand tilbage af hele hans kompagni.

Men så kom det frem, som jeg var mest spændt på, hvordan jeg dog kunne gøre mig skyldig i denne lydighedsnægtelse overfor løjtnanten. Sagen var indberettet, og han var ked af det, ville gøre, hvad der stod i hans magt, men megen tiltro havde han ikke i så henseende til sine evner.

Jeg svarede ham, at jeg ikke havde kunnet udføre den givne ordre, der var så oprørende og havde betydet den visse død både for mig og for mange af mine kammerater.

Sagen måtte nu gå sin gang, og jeg var villig til at tage straffen for min handling. Han bad mig til slut gennemsøge en bunke breve, der var parate til afgang; der kunne jeg selv finde brevet, som skulle afsendes til min mor, om, at jeg var savnet og muligvis i fangenskab. Jeg fandt det og rev det i stykker, hvad jeg har fortrudt senere, for så kunne jeg da have lagt det til mine opbevarede breve.

I de følgende uger var jeg såmænd spændt, hvad der ville komme ud af løjtnantsaffæren, og et stykke tid troede jeg, at den ville blive dysset ned, men en skønne dag kom der besked om at møde på bataljonskontoret, hvor majoren selv og tillige nogle herrer var til stede. Jeg blev så forhørt og gav en korrekt fremstilling af hele sagen, som den havde udviklet sig.

Til sidst spurgte man mig, om jeg kunne bevise, hvad jeg havde fortalt, og jeg kunne henvise til skytte August Erbe, der på nærmeste hold havde fulgt det hele, og som nu var vendt tilbage til kompagniet igen.

Han blev også afhørt dagen efter, og jeg havde meddelt ham, at jeg havde sagt hele sandheden, og hvis han også gjorde det, så ville der ikke fremkomme nogle afvigelser fra min forklaring, og åbenbart har han også gjort det. – Jeg har i hvert fald intet hørt til det hele siden, ja, heller ingen bemærkninger fået i mit militærpas.

Vi fik ny reserve igen og heldigvis også vor gamle kompagnifører tilbage. Da han hilste på mig, beklagede han, at han ikke kunne få mig som ordonnans igen, da jeg jo imens var blevet underofficer og skulle forblive ved min gruppe.

Affæren med løjtnanten har han ikke nævnt med en stavelse – denne var nu blevet delingsfører for tredje deling, mens jeg tilhørte første deling, og selvom han ikke så på mig med de blideste øjne, så har han dog ikke generet mig i de sidste uger, vi var sammen i kompagniet.

DSK-årbøger 1971

18. maj 1918. Løjtnanten kan “rende mig noget så grusomt!”

Senest ændret den 17. september 2021 20:24

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. I foråret 1918 fik kompagniet en ny løjtnant, som ingen brød sig om.

Det varede ikke så forfærdelig længe, før den gode løjtnant atter var fremme i rampelyset. Årsagen var følgende: En dag, vi var på march, kom vi igennem en by, der for størstedelen var rømmet af befolkningen. Kun enkelte gamle folk sad endnu tilbage i kældrene og ville ikke forlade deres hjem. Byen var dagen før blevet erobret af tyskerne, og indbyggerne var forsvundet sammen med de franske tropper. Jeg vi l tro, at byen har haft en 4-5.000 indbyggere.

Da vi var nået gennem byen, blev der gjort holdt og slået lejr. Der var et andet regiment foran os, nemlig det, der havde erobret byen. Vi var, som det så kønt hed, »in allerhöchster Alarmbereitschaft« (i allerhøjeste alarmberedskab), og det blev os strengt forbudt at gå tilbage til byen.

Jeg blev imidlertid sendt derind af Feldweblen for at få fat i noget sukker. Det lykkedes ret hurtigt, fordi jeg dumpede ind i en stor lagerbygning, hvor der var sukker i massevis. Jeg gik tilbage for at få fat på et køretøj til at hente sukkeret med. Da jeg nåede kompagniet, var der stor opstandelse. Løjtnanten ville tale med »Unteroffizier vom Dienst« – det var den underofficer, der havde særlige funktioner, når vi var på march eller havde slået lejr. Det var hver dag en ny mand, der havde jobbet. Denne dag var det én, der hed Neurath, og han var ingen steder at finde. Jeg havde en anelse om, at han var gået ind i byen, for han led altid af en ulidelig tørst, og byens kældre var fulde af vin, det havde jeg konstateret under min søgen efter sukker. For øvrigt var min ven Richard også borte, og da han var lige så tørstig som Neurath, var jeg ikke i tvivl om, hvor de to var gået hen.

Jeg ville skynde mig tilbage til byen for at finde dem, men i det samme kom Neurath. Han fik at vide, at han øjeblikkelig skulle melde sig hos løjtnanten, hvortil han svarede: »Der kann mir den Puckel runter rutschen« (Han kan rende mig noget så grusomt), men han gik dog derhen. Jeg fulgte med, da jeg jo skulle tale med Feldweblen angående sukkeret.

Løjtnanten var rasende og foreholdt Neurath, at han trods det udstedte forbud var gået tilbage til byen. Dette benægtede Neurath og hævdede, at han blot var trådt af på naturens vegne. Dette beroligede ingenlunde løjtnanten; han fortsatte sin tordentale og arbejdede sig efterhånden op i et raseri, så han næppe selv vidste, hvad han sagde.

Neurath stod ganske roligt uden at fortrække en mine, ind til løjtnanten pegede på båndet til hans jernkors og skreg ham ind i ansigtet: »Und das da haben Sie überhaupt nicht verdient« (Og det dér har De slet ikke fortjent).

Så var det sket med Neuraths ro. Han sprang ind på løjtnanten, greb ham om halsen, og hvis ikke Feldweblen var ilet løjtnanten til hjælp, tror jeg, at han havde gjort ham »kold«. Neurath blev selvfølgelig straks sat under arrest og ført bort. Sagen kom for krigsretten, og den endte med, at han blev forflyttet til et andet regiment.

Grunden til, at Neurath undgik straf, var denne: Hvis underofficeren skulle straffes, så måtte man også straffe løjtnanten, fordi han ikke var berettiget til at omtale Neuraths jernkors, som han havde gjort. Jernkorset var jo blevet overrakt Neurath i »Hans Majestæt den tyske kejsers navn«. I krigsretten fastslog man, at Neuraths overfald på løjtnanten skyldtes berettiget harme, fordi løjtnantens optræden både var et angreb på hans ære og en kritik af kejserens dispositioner. Neuraths forsvarer sluttede sin tale med følgende salut: »Hvis underofficeren skal straffes for sit angreb på løjtnanten, bør man også straffe løjtnanten for majestætsfornærmelse.«

Sagen sluttede altså med Neuraths forflyttelse til et andet regiment, men vi havde en anelse om, at »der Graf« [Oberstleutnant von Kielmannsegg, RR] havde haft en finger med i spillet. Under sagens behandling havde han formentlig afgivet en udtalelse om de to mænd, og den var sikkert ikke til fordel for løjtnanten.

Men hvordan gik det Richard. Han var – jeg havde nær sagt selvfølgelig – også gået tilbage til byen. Jeg skriver udtrykkelig »også«, for der var ingen tvivl om, at Neurath havde været der. Det blev blot ikke bevist.

Da jeg sammen med en kusk kørte ind til byen for at hente sukkeret, så vi, at der var opløb i gaden. En ti til tolv soldater havde omringet en mand, der sad oven på en lille vintønde, som var læsset på en trillebør. Manden var Richard.

Det viste sig senere, at han i en kælder først havde tyllet så megen vin i sig, som han kunne overkomme. Derpå havde han fundet den lille vintønde, og som den gode kammerat, han var, ville han tage den med, så også andre kunne få deres tørst slukket. Under transporten stødte han på nogle folk fra en anden bataljon. De ville tage tønden fra ham, men for at forhindre dette, satte han sig oven på den. – Fuld var han som en pave.

Inden vi nåede helt derhen, kom tre officerer ridende. De havde den bekendte brede, røde stribe på benklæderne, der viste, at de var fra generalstaben.

De folk, der havde standset Richard, forsvandt i god tid ind mellem husene, men Richard sad stadig på sin tønde, da officererne nåede hen til ham.

Det endte med, at Richard blev indberettet og degraderet til menig.

Han var nærmest ligeglad; men det var jeg ikke. Jeg talte med Hannoveraneren, og fik Richard tildelt som »Richtschütze« (1. skytte) ved mit gevær, og så var jeg glad.

Mandskabet var efterhånden blevet dårligere og dårligere, skyde ordentligt var der næsten ingen, der kunne mere. Nu havde jeg en mand, der var O. K . og var nu fri for altid selv at ligge bag geværet, når der skulle skydes.

En ting mere: han var verdens bedste kammerat. For resten blev Richard ret hurtigt udnævnt til Gefreiter, og før jeg forlod kompagniet den 10. oktober 1918, var han atter underofficer. Den slags ting ordnede Hannoveraneren og »der Graf« i en håndevending. De kendte deres folk.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

10. april 1918. Selvskade: To hug med øksen – og så var tommelfingeren væk!

Senest ændret den 4. december 2020 9:13

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  er  kommet  til  et  Eksercitskompagni.  Det  bestaar  af gammelt  Mandskab,  der  flere  Gange  har  været  ved  Fronten, og  som  nu  skal  strække  Benene  lidt  og  forøvrigt  skal  strammes  lidt  op.  Det  er  de  ikke  særlig  villige  til at  være  med til.

De  har  alle  faaet  nok  af  Krigen,  og  længes  ligesom  enhver anden  kun  efter  at  komme  hjem  til  Familien.  Det  er  derfor med  største  Uvillie  de  hver  Morgen  møder  til Tjenesten  og er  af  den  Grund  ikke  altid  lige  behagelige  at  have  med  at gøre. 

Forleden  Morgen  gik  det  da  ogsaa  galt  i  min  Deling. Een  Mand  irriterede  mig  saa  voldsomt  med  sin Ugidelighed, at  jeg  maatte  give  ham  en  Irettesættelse.  Den  Slags  har  han vel  tidligere  faaet  mange  af,  men  nu  gik  det  galt. 

Han  for ind  paa  mig  med  løftet  Gevær.  Jeg  naaede  dog  at  springe  til Side,  og  Geværet  suste  i  Gulvet med  det  Resultat,  at  Kolben skiltes  fra  Løbet.  Det  havde  vi  nu  nok  faaet  „ordnet”,  men Feldveblen,  der  ikke  kunde  forstaa,  hvor  jeg  blev  af  med  mit Korporalskab,  kom  i  det  samme  opad  Trapperne. 

Han  havde  set  det  hele,  og  nu  gik  der  Rapport  i  Sagen.  Det  endte med,  at  vi  alle  —  hele  Korporalskabet  —  maatte  møde  i Krigsretten. 

Det  resulterede  i, at  Manden  fik  8  Dages  streng Arrest,  at  afsone  efter  Krigen.  —  Ved  samme  Møde  i  denne frygtede  Ret  havde  vi  Lejlighed  til  at  overvære  en  anden Sag,  i  hvilken  der  var  lagt  godt  i .

Det  drejede  sig  om  Faneflugt,  Fejghed  over  for  Fjenden  og  for „Selbstverstümlung”. Statsadvokaten  begærede  Manden  idømt  3  Aars  Fæstningsarrest,  men  nu  tog  Forsvareren  Ordet.

Det  var  en  gammel hvidhaaret  Herre,  der  i  Modsætning  til  de  3  Dommere  var Civil.  „Det  var  ene  og  alene  Længslen  efter  de  Kære  i  Hjemmet,  der  har  overvældet  min  Klient  til  at  berøve  sig  selv Tommelfingeren,”  begyndte  han.

„Mine  Herrer,  høje  Ret,” fortsatte  han  og  spurgte:  „er  der  nogen  iblandt  Dem,  der  er saa  haardhjertet  ikke  at  kunne  føle  det?  I  to  Aar har  Manden ikke  været  paa  Orlov  og  kun  fordi  han  er  Elsas’er,  og  dog har  han  Hustru  og  Børn  ligesom  tusinde  andre,  og  som  han har  længtes  efter. 

Hvad  angaar  Fejgheden,  mine  Herrer,” fortsatte  han,  „da  vil  jeg  gerne  have  Lov  til  at  bevise  det modsatte.  Forestil Dem, mine  Herrer,”  begyndte  han,  „at  De lægger  Deres  Tommelfinger paa  et  ujævnt  og  knudret  Brædt! De  tager  en  Økse,  Magen  til den  Soldaten  har,  ikke  en  sleben og  skarp,  nej,  men  en,  der  er  sløv  og  fuld  af  Skaar;  De  slaar til!

Fingeren  bliver  siddende  ved  det  første  Hug !  De  tager ikke  Haanden  til Dem, —  hvadbehager,  mine  Herrer?  Derpaa langer  De  ud  til  et  kraftigere  og  nyt  Hug ,  der  saa  skiller Fingren  fra  Haanden!  Hr.  Statsadvokat,  mine  Herrer,  høje Ret,  det  er  forklaret  af  Manden,  at  han  har  maattet  slaa  til to  Gange  for  at  opnaa  sin  Hensigt!

Jeg  spørger:  Er  det  Fejghed?  Nej,  og  atter  Nej.  Jeg  mener  derimod,  at  Manden  maa være  i  Besiddelse  af  overordentlig  Mod  og  Karakterstyrke!

Og  med  Hensyn  til Faneflugten,  da  har  han  kun  ved  at  skille sig  af  med  Fingeren  haft  til  Hensigt  at  komme  paa  Lazaret, og  dermed,  om  muligt,  hjem  til  sin  Familie.

Jeg  overlader hermed  trøstig  min  Klient  til  Bedømmelse  af  den  høje  Ret, og  mener,  at  nogle  faa  Dages  Fængsel  er  fuldtud  tilstrækkelig!”  —  Dommen  lød  paa  14  Dages  mørk  Arrest.

 

12. juli 1917 – L.P. Christensen: “… afsiges arrestdekret”

Senest ændret den 15. juli 2017 11:51

L.P. Christensen var journalist ved Flensborg Avis, og gjorde tjeneste som landstormssoldat ved et fangekompagni i Frankrig. I slutningen af juni havde hans overordnede feldwebelleutnant K. og en gefreiter F. fra kompagniet været underkastet forhør i forbindelse med drabet på en russisk krigsfange, men også andre forhold (se tidligere indlæg her). Læs videre 12. juli 1917 – L.P. Christensen: “… afsiges arrestdekret”