Tag-arkiv: krigsforbrydelser

13. juni 1917. Mathias Møller i Galizien: På patrulje mellem 2.000 opløste lig

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Her lå han i en rolig stilling ved Pripetsumpene, indtil det atter var tid til opbrud.

Om Dagen var det altid roligt, men om Natten var der lidt Geværild. Et Kanonskud var en Sjældenhed. Det måtte være en dejlig Stilling.

Ja, alt for god til os. Allerede den 10. Juni var der påny Opbrud. Vi blev igen indladet, og Rejsen gik mod Vest til Brest-Litovsk og så mod Syd. Landskaberne i Mellemrusland er i det store og hele ikke ret afvekslende, for det meste flade og store Strækninger, triste og store Arealer uden Bebyggelse.

På den tredie Dag nåede vi Galizien. Landet blev afvekslende og ret frugtbart, og til sidst mere og mere bakket. Det var Forterrænet til Karpaterne. Et Sted i Omegnen af Stanislau blev vi udladet, og så gik det mod Fronten. I en Reservestilling ca. 500 meter fra tredie Linje afløste vi Tyrkerne.

Modtagelsen var hjertelig. Der blev byttet Rygevarer. De var opmærksomme og imødekommende i enhver Henseende. Men Samtalerne kunde jo kun foregå ved Tegn og ved mere eller mindre heldige Fagter.

De opførte til Ære for os nationale Danse. Det foregik i en Rundkreds, ledsagedes af Sang og lignede meget Kosakkernes Danse, som man har set på Film og Varietescener.

Derefter marcherede de bort for at overtage et andet Afsnit.

Reservestillingen lå i en gammel, smuk Bøgeskov og bestod af en Række Jordhuler, der var gravet ind i en Skrænt og overdækket med Træstammer og Jord. Her tilbragte vi nogle Dage ad Gangen, afvekslende med nogle Dage i Stillingen.

Stillingen begyndte ved Skovkanten med tredie Skyttegrav, og anden og første Linje lå i en Afstand på ca. 200 og 400 meter derfra. Første Linje løb i vort Afsnit på Overkanten af en Skrænt, hvilket bevirkede, at Bunkerne der ikke havde særlig mere Dækning forneden end foroven.

Men den største Kalamitet ved Stillingen var, at der i Dalen foran første Linje lå en Mængde ubegravede Lig. Man nævnte Tal på 2000 dræbte Russere. Der blev fortalt, at det var Russere, som havde, villet overgive sig, og som Tyrkerne havde mejet ned med Maskingeværild.

Tyrkerne tog sjældent Fanger. Der fortaltes også Historier om Overløbere, som de skar Ørene eller Næsen af og så sendte retur. Hvor vidt alt dette passer, ved jeg ikke.

Men det fortaltes som Fakta.

En Nat kom en af vore Patrouiller ind i Ligmarken og trådte i opløste Lig. De kom blege og chokerede tilbage.

Der var ingen, som vilde ud i det Område igen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1944

21. april 1917 – H.P. Hanssen: “at støde ham ned med Bajonetten”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 21. April 1917
Min Paaskeferie har jeg be nyttet til at afholde Møder med Tillidsmænd i private Hjem paa de forskellige Egne. Jeg har holdt Foredrag om Stillingen bag lukkede Døre. Stemningen har i det hele været god. Befolkningen ranker sig. Modet vokser. Og Lunet lader sig ikke længere undertrykke af Trængslerne.

I Nørborg talte jeg bl. a. med Dyrlæge Dau i Hagenbjerg, der lige havde haft Brev fra sin Søn Thorvald, en udmærket ung Mand, som Krigen allerede har ført det halve Evropa rundt. I Fjor kæmpede han i Italien i østerrigsk Uniform, da Tyskland endnu ikke havde erklæret Italien Krig. For Tiden ligger han i Bjærgene mellem Ungarn og Rumænien. Han er her afkommanderet til en Trup, som skal transportere Kvæg fra Ungarn over Bjærgene til Rumænien til den tyske Hær, som kæmper nede paa Sletterne. En Tidlang gik det godt med Transporterne. Men saa forbød Ungarn Udførslen af Kvæg. Overkommandoen svarede med at befale, at Kvæget skulde smugles over Grænsen. Driften skulde føres op imod Grænsen ad Biveje og derefter passere Passet ved Nattetide. Tab vilde være uundgaaelige, men de maatte ikke opholde Transporten. Nær Grænsen blev de imidlertid overfaldne af en ungarnsk Husarpatrouille, som efter kort Kamp fratog dem Kvæget!

Paa et af mine Møder meddelte man mig, at en tysk Straffefange, der tilhørte en Kolonne, som arbejder paa Befæstningsanlægene ved Hoptrup, havde vægret sig ved at arbejde. Han blev da først bundet til et Træ i flere Timer. Derpaa adspurgt, om han nu vilde arbejde, svarede han atter nej. En Løjtnant befalede da en Underofficer at støde ham ned med Bajonetten. Underofficeren erklærede, at det kunde han ikke. Saa befalede han en anden Underofficer at gøre det, og han gennemborede ham derefter med Bajonetten, saa han sank sammen med et Skrig og kort efter døde! — Jeg optog straks Sagen til Undersøgelse og har nu fra absolut paalidelig Side faaet den stadfæstet i alle Enkeltheder. Materialet vil jeg fremlægge i Finansudvalget.

Paa et andet Møde meddelte man mig, at 20 belgiske Civilister, som er ankomne til Grusgraven i Uge, Onsdag før Skærtorsdag vægrede sig ved at arbejde videre. I bidende Kulde og stærkt Snefog blev de da stillede op med Ansigtet imod en Mur og skulde staa stille der, indtil de erklærede sig villige til at optage Arbejdet. Saaledes stod de i 4—5 Timer. Saa kunde de ikke holde det ud længere. Paa fire nær optog de „frivillig” Arbejdet!

Mit Møde i Aabenraa i mit eget Hjem i Dag var besøgt af 19 Tillidsmænd fra Aabenraa Amt. Vi drøftede Forholdene i Amtet indgaaende, og jeg fik udmærkede Informationer. 

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 292-3)

12. april 1917. Fra Willemoës’ notesbøger: A.S.’ beretning fra Vestfronten

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. Nedenstående beretning blev kun delvist bragt i Ribe Stiftstidende den 11. april 1917.

(delvis optaget i Ribe Stifts Tidende for 11. april 1917)

A.S. blev taget til soldat den 15. marts 1916 i Flensborg, sendtes straks til Rostock, fik der 6-7 ugers uddannelse og sendtes derfra til Beverloo ved den belgisk hollandske grænse, hvor han var i 4½ uge for derfra at blive dirigeret til Sommefronten ved Sailly-Sailliset i slutningen af maj 1916. Da var alt roligt på det sted. Var der i 14 dage.

I Rostock var forplejningen god nok: daglig kogte og blandede retter f.eks. ærtesuppe med kød i, bønnesuppe med kød eller sødsuppe med spegesild i! Om aftenen gaves foruden brødet hver anden dag et stykke pølse eller ost, om søndagen sødsuppe uden spegesild, steg med asparges og kartofler.

I Beverloo, hvor lønningen var 10 mark 30 pfg. hver 10. dag, levede soldaterne særlig godt, og soldaterne kunne dér få næsten alt, hvad de ønskede. Lønningerne var så høj – den er ellers 5 mark 30 pfg. Hver 5. dag – fordi der ingen pølse eller aftenportioner blev udbetalt. I de sidste uger i Beverloo blev der udleveret pølse og ost, røget sild eller lign. om aftenen, og lønningerne blev så sat til 8 mark 21 pfg.

Fra Sailly-Sailliset kom afdelingen til le Prêtre skoven ved Rambecourt n.ø. for Jaulny og var der til begyndelsen af september 1916. Her var der jævnt roligt. Skuddene, der kom fra det franske artilleri blev talt, og franskmændene fik det samme antal skud tilbage fra os den næste dag. – Forplejningen var god om end ikke så god som tidligere. Om aftenen fik vi 3-4 skefulde marmelade.

Skyttegravene var her næsten alle udmurede med cement i bunden og udrustningerne (til værn mod granaterne). Væggene var stivet af med fletværk, understand – opholdsrummene var udmærkede, næsten som stuer og lå 15-20 meter under jorden. Sengen bestod af brædder, over hvilken der var spændt hønsetråd (trådfletning), og enkelte steder var der endog elektrisk lys.

På enkelte steder lå de franske og tyske skyttegrave kun ca. 30 meter fra hinanden, og det hændte sædvanlig hver morgen, at de tyske og franske soldater så op over skyttegravene i brysthøjde og hilste godmorgen ganske venskabeligt. Der blev ikke skudt af infanteriet dér, medens vi var der.

Den 2. september kom jeg sammen med en underofficer og en mand til Metz og derfra til Goudech [?] for at søge kvarter til kompagniet (2. kompagni og 363. reg.) I Goudech lå vi i 8 dage, derefter førtes vi fra bane i løbet af 5 dage til den østrigske grænse, da der imidlertid om natten kom ordre om at vende tilbage til Sommefronten.

Så kørte vi i en uges tid tilbage og kom til Fressin, hvor vi var i 4 dage for derefter at blive dirigeret til Sailly-Salliset, hvor vi var til slutningen af september. Her gik det meget hårdt til. Der blev stormet hver dag omtrent 5-6 gange fra tysk side, og englænderne brasede på endnu oftere. Det gik uafbrudt frem og tilbage. Den første dag, da tyskerne stormede, mistede 2. kompagni ved det første angreb 145 mand faldne, sårede og fangne af 235 mand.

Side 521
Kompagniføreren blev fuldstændigt gennemskudt af maskingeværer. Den dag gik tyskerne omtrent 150 meter frem. De nåede ikke frem til de engelske linjer, men lå i åbne granathuller. Skydningen var frygtelig, og det engelske artilleri bragte hurtig det tyske til tavshed. – om natten kl. 12 sprængte engelske granater det tyske ammunitionsdepot t luften 7-8 km fra Sailly med et vældigt brag. Et pragtfuldt men frygteligt syn.

Natten mellem den 23. og 24. september skød kun artilleriet, med den 24. om morgenen tog infanteriet fat igen, og man havde intet øjeblik ro for de engelske flyvere, der sværmede om i stort antal. – Jeg kunne se ca. 60 fra det sted, hvor jeg lå – og undertiden gik de ned til en højde af 30 meter og skød med maskingeværer og kastede håndgranater, hvor de så nogen røre sig i de åbne granathuller. Vi lå derfor ganske stille, som om vi var faldet. Atter stormedes der fra begge sider uden noget resultat. Sådan gik også den 25. og 26. sept.
Om natten mellem den 26. og 27. sept. Gravede vi os fra granathullerne ud til siderne for at lave lidt løbegrave – vi måtte ikke gå tilbage, og den 28. om morgenen kl. 67 stormedes igen; men der faldt da så mange af regimentet, at dette måtte afløses og trak sig tilbage til Sailly – Sailliset, medens et livjægerregiment nr. 12 rykkede ud i stedet for.

Side 522 – 526
Da vor regiment gik tilbage, så vi levnedsmidlerne ligge i dynger på åben mark, således som de var læsset af vognene, men man lod det ligge. Soldaterne havde overhovedet ingen videre appetit i de dage, de lå ude i den forreste linje og nøjedes med deres brød. Derimod lod soldaterne meget af tørst, og havde kun haft at drikke det snavsede vand, der stod i granathullerne. Da de på tilbagevejen opdagede, at bl.a. var henslængt en mængde flasker vin, tømte de disse og var næsten alle berusede, en del endog fuldstændig døddrukne, da de nåede tilbage til Sailly-Sailliset. Da kompagniet næste dag, den 29. sept. Blev talt op, var der mødt i alt 50 mand.
Dagen derpå, den 30 sept., blev hvert kompagni forstærket med 80 mand, og den 1. oktober gik det atter frem. 3-4 km fra frontlinjen stak soldaterne imidlertid af i små hold på 5-6 mand, og da kompagniet nåede ud i nærheden af linjen, var der kun 60 mand tilbage. Da kompagnichefen intet kunne udrette med en sådan klat folk, beordrede han tilbage.

Sådan gik det også den næste dag; kompagniet ville ikke gå frem.

Den 3. oktober kommanderedes så hele regimentet frem på én gang og nåede helt ud til linjen. Kl. 10 om formiddagen begyndte englænderne at skyde med gas i en halv times tid, men de blev slået tilbage. Om eftermiddagen kl. 2 fornyede englænderne deres gasangreb, først artilleriet med gasgranater og derefter blæste infanteriet sine gasbølger ud, og bag disse gasbølger trængte englænderne frem. Gassen bevirkede en stærk kløe bag de tyske soldaters gasmasker, så at de måtte rive sig, og derved trængte gassen ind i maskerne og fremkaldte stærk hoste og rindende øjne, så at de pågældende intet kunne se. Da vi mærkede det, lod vi være med at klø os. –

På nogle steder kom også franske flammesprøjter, og for disse ildstråler trak tyskerne sig tilbage på de pågældende steder. Ved dette angreb måtte tyskerne gå 500-600 meter tilbage.

Den 5. oktober blev regimentet afløst og gik tilbage. På vejen gennem en landsby bag Sailly-Sailliset gik nogle af soldaterne ind i husene for at få noget at spise, men traf beboerne liggende døde i sengene, kvalte af gas; de var opsvulmede i ansigtet, der havde antaget forskellige farver.

På et gods – guvermenentsfarmen – var jeg nede i en stor kælder, der af tyskerne var indrettet som lazaret. Her lå der en mængde hårdt sårede f.eks. folk, der havde fået armene skudt af. Når en granat slog ned på gårdspladsen – der blev af englænderne her skudt væsentligst med 38 cmt. kanoner – så fór de sårede op og ville bort, og det så frygteligt ud.

I nærheden af godset sås hovedløse kroppe hænge i træerne – formentlig ligene af tyske observationsfortr.
4 kammerater drev omkring i 3 dage uden at bryde sig om noget som helst – helt tummelumske af alle begivenhederne og erfarede da, at regimentet var kommanderet tilbage til Præsteskoven. De kørte så tilbage til Metz, blev der i 2 dage, og meldte sig derefter til regimentet.

Nu lå vi i Præsteskoven til 8. nov., da det gik tilbage til Somme, denne gang til Haglincourt øst for Bapaume. Her lå vi i ro i 8 dage og gik så i stilling lige overfor Gucudecourt, hvor vi lå forholdsvis roligt indtil midt i januar 1917. Under opholdet her var skyttegravene gode, så længe frosten holdt, men da tøvejret indtraf og englænderne fyrede med granater, blev de til et fuldstændigt morads og styrtede sammen. Alt arbejde på at istandsætte dem viste sig forgæves. Et par soldater kvaltes i mudderet.

Mellem de engelske og tyske linjer lå mængder af lig, som det var umuligt at begrave. – De fleste, der faldt i denne tid, var ordonanser, der skulle over fri mark og blev skudt ned af engelske skarpskytter, som skyder forbløffende roligt og sikkert, ofte med snadden i munden.

Omkring midten af januar 1917 kom vi tilbage til Hermies mellem Bapaume og Cambrai; var der i 6 dage for så at afgå til Betheniville i Champagne. Her meldte jeg mig syg og kom på lazaret i Rethst i 14 dage, men da jeg egentlig ikke fejlede noget, sendtes jeg tilbage til kompagniet den 16. februar. Dagen efter gik vi i stilling ved Reine øst for Reims. Samme dag, den 17/2 blev der spurgt, hvem der ville melde sig frivillig til udforskning af den fjendtlige linje lige overfor. Der blev lovet orlov straks til dem, som kom tilbage med oplysninger. Der meldte sig en 60 mand af hele bataljonen. De gik så frem om aftenen kl. 8, medens artilleriet søgte at vildlede fjenden. Ca. 30 mand nåede ned i den forreste franske skyttegrav, udforskede den og nåede tilbage, men dog med mange af dem sårede. En kammerat og jeg bar således 15 sårede tilbage. Jeg fik min orlov den 19. februar og rejste hjem til Gram, hvortil jeg nåede den 23/2. 17 og den 27. marts gik jeg over grænsen ved Aarupgaard.

Forplejningen ved fronten ved Somme er upåklagelig ude i forreste linje, hvor der således gives hver mand 250 gr. rugbrød, dertil varm mad om middagen f.eks. ærter med kød, nudler, bønner, ris eller lignende. Til brødet lidt smør, pølse eller ost. På stormdagene leveres tillige 1 liter øl og ½ liter snaps – ikke nogen egentlig stærk spiritus – samt daglige 2 cigarer og cigaretter.
Bag fronten var forplejningen derimod meget dårlig og utilstrækkelig.

Den 24. april 1916 havde bayerne ved Somme taget et par engelske flammekastere til fange, som de i raseri slog dræbte med spaderne. Englænderne. Der formentlig har hørt dette og havde taget 14-15 mand til fange, stillede disse op på linje og skød dem ned på stedet.
Mellem Hermiers og Chambrai er der bygget meget stærke skyttegravssystemer – udført af russiske fanger – med pigtrådes forhindringer af et par kilometer i dybden. Disse [???] er så stærke, at de vil blive yderst vanskeligt at tage.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

15. November 1916. I Mosul: “Kun ørkenstormen kan forvandle jord og himmel til et kogende helvede”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner.

Idag har vi den 28. sept. 1916 og den første regn i lange tider, henimod aften drager der et tordenvejr hen over byen. Luften bliver dog lidt friskere, men det er kun til den næste dag, saa er der ikke mere at af regnen. For os var det næsten et under at se en Sky paa himlen, vi troede næsten ikke det var muligt at der kunne danne sig skyer, for i den tid vi har været her har vi ikke set andet end en blaa sitrende himmel, ikke saa meget som en lille bitte sky, hvor solen kunne forsvinde, og give os en afveksling i denne brændende solhede. 

Kun samumen (ørkenstormen) kan forvandle jord og himmel til et kogende helvede, den værste snestorm er for intet at regne mod samumen. Jeg har kun oplevet en sandstorm da jeg har været hernede, men ve’ den karavane der bliver overrasket af sandstormen. Først høres en dump rullen, og det bliver kulsort i horisonten, støvet hvirvles op i flere hundrede meters højde og man kan se det i mange km. afstand. Trods det at det nærmer sig med rasende hast, er det som om der gaar en evighed af tid inden det kommer over os. 

Men det er spændingen og uvisheden for hvad der kan ske. En hvislen, et hyl og i et nu er det over os, og alt løst bliver fejet tilside. Hvis man ikke har nogen dækning er det bedst at smide sig fladt ned paa jorden, holde munden lukket og øjnene ogsaa, hvis man ikke har tætsluttende briller. Støvet hvirvles rundt saa man næsten ikke kan se en haand for sig, og det er som det kom ud af en glødende ovn, det brænder og stikker som af tusinde naale.

Det kan vare i timevis, det kan vare i dage, men da er de ikke meget vær som ikke har kunnet finde sig et skjul. Huden revner, læberne og tungen svulmer op og bliver tørre, et menneske kan hverken faa mad eller drikke ned. 

Kamelerne lægger sig fladt ned med hals og hoved strakt henad jorden, og der blir de liggende og de ogsaa bliver tildækket af sanddriverne. Det eneste samumen gavner er at udrydde græshopperne, de bliver hvirvlet med og gaar til grunde. 

Jeg havde nu staaet en lang sygdom igennem, den 8. nov. var jeg saa rask at jer kunne komme ud af lazarettet. Der var oprettet en automobilforbindelse mellem Mosul og Aleppo, de kørte gerne en tur hver 14 dag og rejsen varede i 4 dage, med kamelkaravanen brugte vi omtrent 25 dage til samme tur. Den 15. nov, skulle jeg afsted, jeg skulle tilbage til Konstantinopel for at faa klimaforandring saa at jeg kunne blive rigtig rask igen. 

Skønt jeg var glad for at komme ud af denne ørkenens grav, (Mosul kalder de nemlig for ørkenens grav) var det dog med vemod at jeg tog afsked med sygeplejerskerne og kammeraterne. Men afsted skulle jeg. Da jeg sagde farvel var der en jeg ikke kunne finde, det var søster Marie, hun var komtesse og det var hende der havde passet mig i min 3½ maaned lange sygdom her paa lazarettet, og hvad hun har gjort for mig skal jeg være hende evig taknemlig for. 

Ligeledes søster Christine, det var hende der stod for køkkenet, og det var utroligt sikke lækre ting hun kunne lave til mig, hun kom flere gange om dagen og spurgte mig hvad jeg kunne have, men appetitten var ikke saa stor, saa jeg mange gange maatte sige nej tak, jeg kunne ikke have noget. Men omsider kom søster Marie, hun græd de bitreste taarer og kunne næsten ikke sige farvel, hun var jo gaaet i kloster, hvorfor ved jeg ikke, maaske havde hun fortrudt det. 

Det var to lastbiler som gjorde turen tilbage til Aleppo. Varmen var temmelig aftaget og det begyndte at blive køligere om natten, men vi kunne nok fryse lidt om vi ogsaa havde 35 gr. varme om natten, det er jo den store forandring fra den brændende solhede om dagen der gør det. 

Ved jernbanebygningen ude i ørkenen var der flere hundrede mand i arbejde, og de var naaet flere km. frem siden vi sidst var der. Inden vi naaede Aleppo saa vi store Armenier lejrer ude i ørkenen, det var alle de mennesker som tyrkerne havde hentet oppe i bjergerne. Mænderne skulle arbejde ved banebygningen, og de unge piger solgte de for 3 – 4 pund, guld efter skønhed og kvalitet.

15. November på vej til Aleppo.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

15. september 1916 – Christian Campradt: “det er ikke krig, det er massemord”

Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der midt i september blev indsat ved Verdun.

Fredag d. 15. sept. 16.

Kære Forældre og brødre!
Endelig kan jeg give et livstegn fra mig. Vi var ved Verdun. Vores Stilling var i Souville-Slugten. Det var seks forfærdelige Dage. Levede kun af kiks og vores “Jernportion”. Levnedsmidler kunne ikke bringes gennem den forfærdelige spærreild. Man krøb fra granathul til granathul til man nåede fjenden. I dagens løb kunne man overhovedet ikke røre på sig. Fra højderne kan franskmændene næsten se ned i hvert eneste hul.

Døde ligger der mange af og bliver ikke begravet, i mange huller to-tre døde i skrækkelige stillinger. Mellem dem søger man dækning og venter på hvad der sker. Granater hyler og slå ned tæt ved. Kun ved et vidunder slipper nogen uskadt derfra, deriblandt også mig. Også vi har lidt store tab. Mange kammerat og venner har vi måtte efterlade, mange er sårede, hårdt og let, manger er forsvundet, død eller i fangenskab. Men franskmændene har også enorme tab.

Et smukt billede havde vi om morgenen den 10. d.m. Af et granathul steg franske sanitetssoldater, foran sig bar de genferflaget og samlede de sårede. I en halv time skød vi ikke. Men vores bårebærer vovede sig ikke frem. De blev beskudt. Foran os lå rigsfranske, det 220. regiment. Men til højre for os var der sorte. De har alle mulige mordinstrumenter og hos dem er man fortabt. Men vi viser heller ingen nåede overfor dem.

Den første aften gik vores frem til storm. Men på grund af forfærdelig maskingevær- og geværild blev vi holdt nede. Havde mange tab. Men sådan går det også franskmændene. Han gjorde flere gange forsøg på angreb, men blev altid holdt nede og med store tab.

Kære forældre, jeg havde de værste forestillinger om Verdun, men ikke så skrækkelig. Natten mellem d. 12. og 13. blev vi afløst. Det gik tilbage gennem den voldsomme spærreild i rasende løb. – 4 Kilometer. Og mange som allerede glædede sig over at være kommet ud, måtte tro om. Kære forældre! tag det ikke så tungt.

Om vi skal tilbage igen, ved jeg ikke. Vi ligger nu 25 km bag fronten. Det bliver snart meget koldt. Sidste nat kunne jeg ikke skrive det hele, det var mig imod at tænke på det, for det er ikke krig, det er massemord.

(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

4. september 1915. Straffen for kvindemishandling: Døden!

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Dagen efter skulde vi gaa Patrouille langs med Floden, og saa var der 11 —12,000 Fanger, der skulde transporteres bort.

De fire Kosakker, der havde mishandlet Kvinderne, skulde ogsaa have deres Straf. Det skulde foregaa udenfor Byen.

De var ikke bleven dømt, men maatte lide Straf efter Officerernes Forgodtbefindende. Da de blev ført derud, flygtede den ene; han blev forfulgt, men om han blev skudt, ved jeg ikke.

Den første blev stillet op, og otte Mand skød ham hver en Kugle gennem Livet. Den anden skulde hænges, men vi havde intet Reb. Saa tog vi Remmene af vore Geværer, bandt dem sammen og klyngede ham op i et Træ. Han sparkede voldsomt, og hvert Øjeblik var der nogen, der løftede ham, saa han kunde trække Vejret, saa det varede længe, før han var død.

Den tredie fik Armene bunden paa Ryggen, en Snor omkring Livet og bunden til en Hest. En Ulan red Hesten, og nu gik det over Mark og Veje i strakt Galop. Da han kom tilbage, var der næsten kun blodige Trevler tilbage af Kosakken. De blev derpaa kastet ned i et Hul alle tre, og noget Jord blev dækket over dem.

Om Aftenen den 4. September afmarscherede vi fra Friedrichstadt og kom gennem en stor Skov til en lille By, som hedder Buschof, hvortil vi ankom om Morgenen Kl. 4. Der slog vi Lejr i Udkanten af Skoven. Russerne laa bag ved Byen, der kun laa 1 km bag ved Skoven, og desuden gik Fronten rundt, saa at vi var omtrent omringet.

K. Tastesen: En sønderjysk soldats oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

3. september 1915. K. Tastesen på Østfronten: “Kl. 10 fik vi ordre til at storme …”

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Først havde vi faaet at vide, at vi Dagen efter, den 3. September, skulde storme Friedrichstadt, som ligger ved Dyna Floden lige foran os. Vi havde ingen rigtige Stillinger, da hele den tyske Hær under General Hindenburg var under Fremmarsch, og nu skulde Friedrichstadt tages, for at Tyskerne kunde beherske Dyna Floden, ad hvilken Russerne fik deres Krigsmateriel og Fødevarer transporteret.

Kl. 7 om Morgenen begyndte Russerne at bombardere os. Der faldt mange, da vi næsten ingen Dækning havde. Granaterne sprang rundt om os, baade i Skoven, som vi var kommen ud af, og foran os, saa vi kunde ingen Steder komme. Granatstumper, Jord og Træstumper og undertiden ogsaa Dele af Mennesker røg omkring os.

En Granatstump rev mit Tornyster i Stykker, saa alt mit Tøj faldt ud. Saa tog jeg Tornystret fra en af mine døde Kammerater for at faa Patroner og mit Tøj med mig.

Kl. 10 fik vi Ordre til at storme. Freidrichstadt laa ca. 2 Kilometer foran os. Da vi var kommen et Par Hundrede Meter frem, kastede vi os ned, hvor der var en Smule Dækning, saa kravlede vi et Stykke. Vor Kaptajn var stadig i Spidsen. Vi kom hen under en lille Bakke, hvor vi laa stille lidt.

Der blev spurgt, om tre Mand vilde melde sig frivillig til en Patrouille, som skulde gaa forud. Jeg kom til at sige, at jeg ikke skulde have meldt noget frivilligt i det Helvede. Det hørte en Løjtnant, som laa ved Siden af og som jeg ikke havde set. Han trak mig hen til sig og sagde, at naar jeg ikke vilde frivillig, kommanderede han mig til det.

Saa maatte jeg af Sted sammen med to, der havde meldt sig. Da vi kom op paa Bakken, laa der en russisk Patrouille paa den anden Side. Den gav straks Ild og Saarede den ene af mine Kammerater i Haanden. Vi løb tilbage og meldte det. Saa stormede vi alle længere frem og naaede Toppen af Bakken, hvor vi lagde os igen, men vi var allerede saa højt oppe, at vi ikke var under Dækning.

Saa var det først, det gik frem mod Russernes Pigtraadsspærring, Fra Bakken kunde vi se Tusinder af Tyskere storme frem. Der var sort af Mennesker, og det varede ikke længe, før Jorden var rød af Blod.

Vi stormede frem, Kuglerne peb, saa jeg forstaar ikke, at jeg ikke blev ramt. Endelig naaede vi Pigtraaden. Artilleriet havde ganske vist skudt det bort nogle Steder, men vi maatte jo ikke samles, saa vi kunde komme derigennem allesammen. Saa maatte vi oven over. Jeg sprang op og løb oven paa Pæle og Traaden og kom ogsaa godt over, men her stod Russerne saa tæt som Fluer med opplantet Bajonet og tog imod os.

Jeg stod pludselig overfor tre Russere og havde mest Lyst til at lade mig tage til Fange, dog det kunde jeg heller ikke, da de andre kom bagefter. Jeg gik imod den ene, og nu kom der flere af mine Kammerater til. Jeg maatte springe et Par Gange tilbage for ikke at blive ramt af hans Bajonet; men saa fik jeg Lejlighed til at stikke min Bajonet ind i Siden paa ham, saa han faldt med et Vræl.

I det samme kom der en til, og jeg fik lige Tid at faa min Bajonet ud og slaa ham i Hovedet, saa han faldt. Ved Siden af mig havde en af mine Kammerater faaet et Bajonetstik i Hoften, og Russeren stod og kunde ikke faa sin Bajonet ud igen. Jeg stødte ham da min Bajonet igennem det ene Ben, saa han nøjedes med at blive saaret.

Imens var nogle af mine Kammerater allerede kommen over Skyttegraven og videre frem mod den næste. Men nu masede Fjenden paa og drev os tilbage til den første Skyttegrav igen under stadig Kamp med Bajonetter og Haandgranater. Luften var fuld af Jord, Sten, Træstumper og Støv, saa vi ingen Ting kunde se, og Larmen fra Kanoner og Gevær, blandet med de Saaredes Skrig, gjorde Stedet til et rent Helvede, som ingen, der ikke har set det i Virkeligheden, i sin vildeste Fantasi kan gøre sig nogen Forestilling om.

Kampen gik nu frem og tilbage vel en halv Times Tid. Saa maatte vi enten frem eller tilbage, ellers var vi vist bleven skudt allesammen, for nu havde Russerne først rigtig faaet Artilleriet indskudt efter Graven, hvor vi laa. Flyverne var jo stadig i Luften og gav Underretning om, hvor de ramte. Vor Ammunition var ved at slippe op, og der blev sendt Folk tilbage efter mere.

Nu fik vi Forstærkninger, og Russerne maatte vige, ligesom Artilleriet sagtnede Ilden. Vi stormede frem over Døde og Saarede, Venner og Fjender, og nu flygtede Russerne ned mod Byen.

Da vi naaede en Bakkekam, hvorfra vi kunde se ned over Byen, mødtes vi af en Spærreild af Granater og Maskingeværer, som det var umuligt at komme igennem. Jeg kom hen bag en Halmstak, som dog kunde tage af for Geværkuglerne. En anden Halmstak brændte ved Siden af, saa det kneb med at være der for Varmen, men saa rullede jeg mig ind i Halmen. I det samme hørte jeg et Skrig fra min Kammerat. Jeg sprang ud og saa, at han laa paa Jorden ved Siden af. Jeg vilde løfte ham op, men saa da, at han var saaret af en Schrapnelkugle i Siden. Da han kom op, kunde han godt gaa, og jeg sagde til ham, at han skulde gaa tilbage til Skyttegravene igen.

Nu kunde vi fra Bakken se, at Russerne, baade Civile og Soldater, trak sig tilbage fra Byen over en Bro. Tyskerne nærmede sig nu Byen, og vi kunde se Folk løbe og hælde Petroleum og Benzin ud paa Broen, og da de fleste var kommen over, stak de Ild paa Broen.

Nu naaede jeg ned i nogle Haver foran Byen. Der slog en Granat fra et Krigsskib, som laa paa Dyna, ned i Haven ca. 30—40 Meter borte. Jeg stod lige ved et Granathul, som jeg faldt ned i og tog ellers ingen Skade, kun blev jeg omtrent begravet i Jord. Da jeg kom op, saa jeg det største Granathul, jeg endnu har set.

Vi løb nu gennem Haverne og kom ind i en lille Villa; men da vi traadte ind, mødte os et frygteligt Syn: Paa en Divan og paa Gulvet laa to Kvinder og var frygtelig mishandlet. Den ene havde begge Bryster skaaret af og den anden kun det ene, men saa havde hun oven i Købet et Knivstik. Huset blev hurtigt undersøgt, og nede i Kælderen fandt vi 4 Kosakker. Kvinderne var endnu saa meget ved Bevidsthed, at de kunde fortælle at det var Kosakkerne, der var Gerningsmændene. De blev bundne og ført tilbage, og Kvinderne kom hurtigst muligt under Læ­gebehandling. Om de senere døde, ved jeg ikke.

Vi kom saa ind i Byen. Straks jeg kom ind i den første Gade, saa jeg et Køretøj ligge væltet paa Gaden; Hesten og Kusken var dræbt. Længere nede var Gaden fyldt af Soldater, Civile, Kvinder og Børn, dræbte eller Saarede af Granater eller nedstyrtede Mursten. Telefontraade, Tagsten, Bjælker, Møbler og alt muligt laa strøet over det hele. Dørene, hvor der var saadanne tilbage, til Butikker og Forretninger, stod aabne, som Folk lige var styrtet ud af dem. Der var rigeligt med Fødevarer, men der var ingen Tid til at spise, skønt vi ikke havde smagt Mad siden Dagen i Forvejen.

Jeg kom ind i en Skotøjsforretning, hvor der var Lejlighed bagved; der stod en Kande med Mælk, og jeg tog et godt Drag af den. I det samme fik jeg en ung Pige at se, som stod i Stuen. Jeg kunde ikke tale russisk, men spurgte hende saa godt jeg kunde, om de ingen Kælder havde. Det havde de ikke; derimod pegede hun over mod en stor Bygning, og vi løb ud paa Gaden. Herude blev hun ramt af en Kugle i det ene Ben. Jeg slæbte hende med, da Tagsten og Tømmer af og til raslede ned over Gaden. Vi naaede endelig Bygningen, hvor jeg bar hende ned i Kælderen og forbandt hende med min Forbindingspakke.

Saa endelig skulde jeg til at se, hvad Klokken var, den var bleven halvfem. Jeg opholdt mig her en Times Tid, saa holdt de noget op med Skydningen, saa jeg kunde komme ud. Først havde jeg lovet Pigen at sørge for, at hun kom paa Hospitalet.

Jeg kom ind i et Hus, hvor der laa tre Kvinder og en Mand og var dræbte af Taget, der var styrtet ned. Saa kom jeg ind i en Forretning, hvor jeg fandt noget Flæsk og andre Levnedsmidler. Jeg spiste det jeg kunde og tog noget med mig samt forsynede mig godt med Cigaretter.

Imidlertid skulde jeg se at finde mit Kompagni, vi blev jo blandet sammen under Stormen, saa ingen vidste, hvor de havde hjemme. Det var ikke nemt, men endelig fandt jeg nogle af mit Kompagni, tilsidst fandt vi 30 Mand nede i en lang Kælder i en Gade, der gik langs med Dyna.

Jeg gik med det samme ud af Kælderen for at finde noget mere spiseligt. Da jeg kom ud paa Gaden, traf jeg en Landsmand fra mit Kompagni, hvis Navn er Fridrich Kanna fra Badum, og som jeg ikke havde set noget til under Stormen. Han fortalte mig, at han havde faaet en Finger afskudt, før vi naaede Byen, og vilde nu ind og have den forbunden i en Villa, hvor der allerede var Læger i Gang med at forbinde de Saarede. Vi aftalte saa at jeg skulde vente, saa vilde vi følges ad i Byen for om muligt at finde noget at stille vor Hunger med.

Da jeg havde ventet der i Nærheden ca. 10 Minutter, saa jeg Fridrich Kanna komme ud af Døren og ned ad Trappen nok saa fornøjet. Lige i det samme suste der en Granat af svær Kaliber ned foran ham og skar ham i flere Stykker og væltede den halve Mur oven paa ham, saa han var fuldstændig begravet. Jeg forsvandt hurtigt om et Hjørne, da Murbrokker og Stumper fløj rundt til alle Sider.

Russerne blev nu stadig ved at bombardere, men jeg kom dog uskadt ned i Kælderen igen. Jeg fortalte saa min Underofficer, Clausen fra Als, at Fridrich Kanna fra Badum var bleven dræbt af en Fuldtræffer.

Da det blev Aften og nogenlunde roligt, forsøgte Clausen og jeg at faa Kanna udgravet, hvilket ogsaa lykkedes for os. Da han var en af vore bedste Kammerater, syntes vi, han skulde have en nogenlunde ordentlig Grav, og derfor udsøgte vi en Grav mellem to Træer i en stor Have ved Dyna, hvor han kunde hvile i Fred. Vi pyntede Graven saa pænt som muligt med Blomster samt lavede et Trækors af Birk med hans fulde Navn: Fridrich Kanna, 11. Komp , I. R. 148.

Da vi var færdige, gik vi tilbage til Kælderen igen, hvor de nu havde stillet to Maskingeværer op i Vinduet og beskød Russerne, der laa i Skoven paa den modsatte Side af Floden. Ved 9-Tiden blev der roligt, og jeg sørgede for at faa den unge Pige i Kælderen bragt paa et Lazaret, der var bleven lavet i en Skole, som endnu var saa nogenlunde uskadt; mange blev først funden Dagen efter og bragt under Behandling.

K. Tastesen: En sønderjysk soldats oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

16. juni 1915. “Halvt vanvittig og som et jaget dyr.” Hans Petersen taget til fange af franskmændene

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Pludselig kom et Par Franskmænd og stødte til os med Bajonetten og gjorde os forstaaeligt, at vi skulde følge dem over i deres Skyttegrav. Lige foran os slog vore Granater ned, og Krudtrøgen steg til Vejrs som en høj, uigennemtrængelig Mur, og dér skulde vi igennem. Det har været en af mine uhyggeligste Fornemmelser saadan at løbe hjælpeløs i vor egen Artilleriild. Halvt vanvittig og som et jaget Dyr styrtede jeg fra det ene Granathul til det andet.

Lige som vi skulde til at springe ned i den fjendtlige Skyttegrav, aabnede de franske Senegalnegre en morderisk Geværild mod os. En vild Panik opstod, og vi flygtede alle til højre, forfulgt af en vanvittig Kugleregn. Her faldt Thomas Petersen og Nis Abrahamsen.

Lidt længere fremme sprang vi ned i Graven. Jeg var en af de sidste, og det blev mig befalet at tage en af de saarede Negre paa Ryggen og bære ham hen, hvor han kunde blive forbundet. Han var haardt saaret i Hovedet. Blodet løb ham ud af Næse og Mund og ned ad min Ryg.

Saa kom vi hen, hvor Graven var fuld af disse Sydens vilde Sønner, mest Negre og Turkos. De var rasende paa os og udlod deres Vrede paa alle mulige Maader. De skar Tænder og spyttede os lige i Ansigtet, slog os med knyttede Næver og Geværkolber, saa der var flere, som maatte lade sig forbinde. De tog vort Hovedtøj og skar os alle Knapper og Skulderklapper af Trøjen.

De fratog mig ogsaa mit Ur, Pengepung og andre Ting. Jeg rakte Haanden frem og bad, om jeg ikke maatte beholde Uret. Men den sorte Æsel greb Bajonetten med et uhyggeligt Grin om de røde, svulne Læber, der aabnede sig, saa de hvide sammenpressede Tænder kom til Syne, mens han tilkastede mig et Blik, hvori der laa dødeligt Had. Han var ikke til at misforstaa. Som bidt af et giftigt Kryb sprang jeg til Side og løb.

Vi blev ført gennem lange Skyttegrave, stadig forfulgte af de sortes vilde Plagerier. Nede bag en lille Skov blev vi fotograferet, mens et Par af vore Shrapneller eksploderede lige over os. I en Stenhule fik vi lidt Vand at drikke, og saa gik det videre.

I den første By, vi kom igennem, var de franske Beboere meget nærgaaende; de skændte, truede og spyttede efter os. Alle Vegne, hvor vi kom igennem, kom Folk løbende til for at se os, saa jeg tror nok, at Fanger paa denne Egn har været noget nyt. Vi var ialt henved 200 Mand og 2 Officerer. I en Skov, hvor vi gjorde Holdt, blev nogle af de forskellige Troppedele udspurgt af de franske Officerer. Saa kom vi til et Slot, hvor vi blev lukket ind i en Slags Kælder eller Kølerum. End ikke her var vi sikre for vore egne Granater. Der kom et Par Salver af de svære Projektiler og slog ned i en uhyggelig Nærhed, saa Jorden rystede. De var vistnok rettet efter det franske Artilleri, som stod lige ved Siden af Slottet.

Efter at vi var bleven grundigt undersøgt, og alle Papirer og Lommebøger var taget fra os, blev vi stillet op i Kolonne, de saarede bagerst, og saa gik det fremad igen. Vi havde en Del arabisk Rytteri med som Bevogtning. Det kunde ogsaa nok gøres Behov; thi ellers havde den rasende franske Befolkning sikkert gjort os Fortræd. Vi gjorde Parademarch, idet vi gik forbi en højtstaaende Officer. Det maa utvivlsomt have været et morsomt Syn for Befolkningen,  især Synet af os, som var saarede. En af os gik med begge Støvler i Haanden, en anden
haltede paa det ene Ben, og jeg haltede paa dem begge. Vi var ogsaa Genstand for den største Opmærksomhed, som udløste sig i en skadefro Latter fra Tilskuerne.

Da vi kom til Forbindingspladsen, blev vi taget under Lægebehandling. Først nu randt det mig i Hu, at jeg havde faaet et Bajonetstik i venstre Side, da jeg laa i Granathullet foran vor Skyttegrav. Jeg havde ogsaa flere Gange haft en Følelse af noget halvstift, halvklæbrigt ned ad venstre Side, men under min Aandsfraværelse ikke agtet derpaa. Saaret var lige over det nederste Ribben, heldigvis dog ikke dybt. Men Benene smertede og var meget ophovnede af den tunge, brækkede Bjælke i den sammenstyrtede Jordhule.

Efter endt Forbinding blev vi glad overrasket ved hver at faa et Stykke Smørrebrød, som var det eneste, vi havde faaet at spise den Dag. Saa blev vi laast inde i en gammel Lade og fik noget Straa og et Dækken at ligge i . Det gjorde usigelig godt at lægge den mishandlede Krop ned i lidt Halm. De for mange Aar siden hvidkalkede Vægge saa saa venlige ud —og der var ingen Kanontorden. Det var, ligesom jeg gik ind til et nyt Liv.

Med hvilken Tilfredshed og Glæde jeg her lagde mig til at sove, kan jeg ikke skildre. Imod Skyttegraven var her et Paradis.

Kort over skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent 6.-16. juni 1915. De tyske skyttegrave er markeret med blåt, de franske med rødt (Les armées françaises dans la Grande guerre, Tome III, Carte10)
Kort over skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent 6.-16. juni 1915. De tyske skyttegrave er markeret med blåt, de franske med rødt (Les armées françaises dans la Grande guerre, Tome III, Carte10)

7. juni 1915. Hans Petersen: “Mine nerver var nu ved at blive alvorligt syge.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Mine Nerver var nu ved at blive alvorligt syge. Jeg var træt i alle Lemmer og kunde ikke spise noget, hvorfor jeg ogsaa var bleven meget mager. Jeg havde indgivet en Ansøgning om at komme hjem paa Orlov, og Kompagniføreren lovede, at jeg maatte rejse den 19., altsaa om 12 Dage.

Om Middagen talte jeg med Andreas Jessen fra Smølmark. Han var kommen fra Orlov Dagen før og overbragte mig en Mængde Hilsener fra Familie og Venner derhjemme. Ja, det maatte dog være vidunderligt at komme hjem paa Orlov og komme sammen med kærlige Mennesker igen. Jeg savnede ofte en kærlig Haand, et kærligt Ord, et kærligt Blik. Her var alt saa koldt og stygt.

Den Dag kom vore Reserver, som skulde kaste Fjenden ud af vor Stilling. Men det var ingen let Sag at tilbageerobre den tabte Stilling, og der maatte stormes flere Gange. Nede ved Kløften var der henved 100 af de farvede Kolonial tropper; men der blev ingen af dem taget til Fange, da de havde dræbt vore Artillerister. Nu led de samme Skæbne.

Ved Artilleristillingen, hvor jeg sad og skrev den stille, straalende Pinsemorgen, saa det nu forfærdeligt ud. Der laa saarede og døde Kammerater i Snesevis, som havde farvet de hvide Tusindfryd med deres Blod.

Franske kolonialtropper ("Zuaver")
Franske kolonialtropper (“Zuaver”)

6. juni 1915. Hans Petersen: “Der lå 700 lig foran skyttegraven”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Den 6. om Formiddagen Kl . 11 blev der løbet Storm mod os af nogle udsøgte, stærke Stormkolonner, lutter Turkos og Zuaver. Angrebet blev udført med vældig Kraft og Viljestyrke. Det var uhyggelige Følelser, vi stod med, da de myldrede frem af deres Skyttegrave.

Der var ikke lang Tid til at tage Sigte; vi kastede kun Bøssen til Skulderen og trykkede af. Jeg rystede over hele Kroppen, saa jeg havde svært ved lade Geværet. Foroverbøjede med lange Bajonetter paa Geværet kom de gulbrune Skikkelser styrtende over imod os. I Hundredevis blev de mejet ned af vore Granater, som hyllede dem ind i en Sky af Krudtrøg og Svovldamp. Jeg vil vist aldrig glemme det Syn. Vore Artillerister fyrede saa voldsomt, som de aldrig havde gjort før. Ved et Batteri havde Betjeningsmandskabet endog kastet baade Trøje og Vest i Kampens Hede.

Zuaverne brød først igennem ved Løbegraven, ved hvis Ende vi havde tre Kanoner staaende; de tog Kanonerne i Besiddelse og dræbte hele Mandskabet. Angrebets Grænse var lige til venstre for vor Deling, hvorfor vi udmærket kunde flankere Angriberne. Men det vidste Fjenden meget godt og overøste os derfor med en sand Regn af Shrapneller, saa det var os umuligt at blive ved med Flankeringen. To Mand til højre og en ved min venstre Side segnede ned fra deres Pladser og var haardt saaret; som ved et Under slap jeg godt derfra. I Sektionen til venstre for mig faldt to Mand. Friseren Peter Thomsen blev ramt af en Shrapnel, saa Hovedet skiltes fuldstændig fra Kroppen. En anden Shrapnel slog ned i Niels Hansens Sektion, dræbte ham selv og saarede syv Mand; kun en af Sektionen blev uskadt. Blandt de haardtsaarede var ogsaa Korporalens Broder.

Vi havde 18 døde og saarede i vor Deling. Vor Løjtnant var ogsaa falden, det har han vel anet; thi Dagen før solgte han alle sine Ejendele, til hvem der havde Lyst til dem. Da der nu ikke kom flere Angribere, gik jeg ind i Jordhulen. Her laa Friseren Thiesen paa Maven i heftige Feberfantasier. Han var min venstre Sidekammerat, men segnede, ramt i Ryggen af en Shrapnel. I Tankerne saa han hele Tiden Zuaverne komme stormende, og med den ene Arm fægtede han omkring som for at værge for sig, mens han raabte: »Der er de! Der kommer de! Fyr! Fyr!«

Da jeg forsøgte at berolige ham, rejste han sig op paa Knæene og greb mig i Struben med et kraftigt Tag. Ved en smidig Bevægelse snoede jeg mig fra ham, og i samme Øjeblik vendte hans Bevidsthed tilbage. Hans Øjne saa spørgende omkring, idet han mumlede: »Hvad er der sket? Hvor er jeg?« »Du er vist bleven saaret,« sagde jeg, »kom, saa skal jeg forbinde dig.« Saa trak jeg lidt forsigtigt Trøjen og Skjorten af ham. Det viste sig, at han havde faaet et dybt Saar i Ryggen og et i Skulderen. Jeg forbandt ham, saa godt jeg formaaede, og fulgte ham lidt paa Vej til Stenbruddet, for at han kunde komme under Lægebehandling.

Om Aftenen, da vi skulde hente Mad og var kommen en Snes Skridt hen i Løbegraven, blev vi pludselig overfaldet af svære Miner. Vi for alle 8 Mand ind i en Jordhule; dog, i Gangen laa to faldne Kammerater, dem maatte vi over. Jeg fik en uhyggelig, kold Fornemmelse ned ad Ryggen, da Liget bevægede sig under min Vægt.

Da jeg var kommen tilbage med Maden, traf jeg Thomas Petersen og Nis Abrahamsen. De var begge helt nedbøjede over, at Niels Hansen var falden; han havde jo været deres allerbedste Ven, lige siden Krigen begyndte.

Jeg var nødt til at staa Vagt den Nat, da vi havde haft saa haarde Tab. Hele Natten vedligeholdt vort Artilleri sin Ild. Det var et mærkeligt Skue at se de mange Hundrede og atter Hundrede Shrapneller sprænges i Luften og paa Jorden, og hvis det ikke havde været saa alvorligt, kunde det sammenlignes med et uhyre stort Fyrværkeri. — Bedst som jeg stod i mine Betragtninger, sprængtes en fransk Granat lige foran mig, saa jeg af Lufttrykket blev slynget over mod Bagmuren i Skyttegraven. Jeg samlede mig lidt fortumlet op og gik atter op paa min Plads.

Fem Minutter senere kom der en til og slog ned paa samme Sted. Denne tvang mig i Knæ. Først da befalede Korporalen mig at gaa hen til et andet Udkigshul. Først henad Morgenstunden sagtnedes Ilden, og da Dagen gryede, blev det ganske stille.

En tæt Taage laa udbredt over Jorden; den benyttede de nysgerrige til at spadsere rundt iblandt de døde, som laa foran vor Skyttegrav. Man saa, at hver enkelt Mand havde været godt udrustet baade med Levnedsmidler, Skansetøj og Haandgranater samt Briller og Masker for giftige Gasarter. Man takserede, at der laa 700 Lig foran Skyttegraven, og der blev sagt, at Fjenden havde tabt henved 20,000 Mand den Dag. Vor 17. Division havde nemlig skudt sine Reserver ned fra Flanken.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

 

27. maj 1915. Brutal mishandling i fangelejren i Døstrup. Hurtige forfremmelser til nordslesvigere

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under krigen:

Mishandling af krigsfanger. Fra fangelejren ved Døstrup

Vi har tidligere bragt nogle oplysninger om uheldige forhold ved enkelte af fangelejrene i Nordslesvig. De bidrog efter sikkert forlydende til, at de prøjsiske myndigheder blev opmærksom derpå og foranledigede forholdene ændrede til det bedre.

Der har i 2-3 uger blandt befolkningen, og ikke mindst i den tysksindede del, været talt meget om en grim tildragelse, der efter samstemmende udtalelser fra forskellige sider skildres således:

Blandt fangerne i lejren på Vinum Mark ved Døstrup var også en russer, som havde været syg i nogen tid, men alligevel sammen med medfanger deltog i opdyrkningsarbejde ved Tevring for en tysker. Når arbejdet var sluttet om eftermiddagen, fik fangerne tilbage til lejren. På hjemvejen hertil blev den omtalte russiske fange en dag så syg, at han ikke længere kunne slæbe sig frem, da man nåede vejen i Vinum i nærheden af kroen. De soldater, der havde opsyn med fangerne, troede imidlertid, at russeren simulerede og skubbede og sparkede ham til forargelse for dem, der så transporten. En kone, der havde ondt af den syge fange, bad om ikke hun måtte give ham et glas vin for at søge at få ham til kræfter igen, men denne naturlige menneskelige medfølelse blev brutalt afvist med et udbrud, som gik ud på, at han snarere skulle have gift end vin!

Imidlertid kunne fangen ikke slæbe sig frem længere trods sparken og skubben, og han måtte så blæres resten af vejen. Ved ankomsten til lejren var han død eller få minutter efter.

Nogle dage senere blev han begravet og fik en efter forholdene smuk jordefærd, hvor det ikke manglede på medfølelse fra befolkningens side. Kisten blev båret fra sprøjtehuset til kirkegården, medens medfangerne hele vejen sang deres ejendommelige russiske salmer. På kirkegården talte pastor Jørgensen af Døstrup smukt og gribende over den døde og kom i sin tale også ind på at formane opsynet til at behandle fangerne godt, de det jo dog ikke var deres skyld, at krigen rasede.

Det er muligt, at sagen er draget frem af befolkningen dernede, vi ved det ikke. Men det er også muligt, at der dækkes over den, når den ikke kommer offentlig frem. Vi har imidlertid gode mænds ord for, at det er myndighedernes vilje, at fangerne skal behandles så godt som de økonomiske forhold tillader det og at der fra opsynets side ikke må ske mishandling.

Når tildragelsen nu er draget frem, nærer vi ikke tvivl om, at man fra de pågældende myndigheders side vil træffe de fornødne forholdsregler mod, at så brutal mishandling af krigsfanger finder sted i fremtiden.

Hurtige forfremmelser

Redaktør Kr. Thomsen ved ’Hejmdal’, der indkaldtes i midten af marts uden nogensinde tidligere at have fået militær uddannelse, og bankassistent Calløe i Rødding, som heller ikke tidligere har modtaget militær uddannelse, er begge udnævnt til løjtnanter.

9. april 1915. “Den russiske Officershustru i Uniform”

Anonym sønderjyde skriver fra Østfronten

V …………… den 9. April 1915.
Kære Forældre!

Den Fangst, som vor Division gjorde, og som jeg i mit forrige Brev fortalte om, kunde ogsaa let være mislykket; det var vor Lykke, at Russerne intet Artilleri havde. Af vort Regiment skulde kun to Eskadroner deltage: anden og fjerde. De var punkt­lige paa Stedet, hvor de skulde staa . . . Dragoner kom forsent. Og dertil kom, at det aktive Jægerkom­pagni, som skulde indtræffe, var gaaet fejl Vej. Saa var der kun de to Eskadroner fra vort Regiment og de øvrige Jægere; ialt omtrent to Hundrede Mand, endvidere to Kanoner og et Maskingevær. Det rus­siske Infanteri var Tusinde Mand stærkt og dertil kom 100 Kosakker. Men alligevel blev der angrebet til fastsat Tid — Klokken 6 om Morgenen.

Da Russerne mærkede, at de blev angrebne, gik de tilbage, men her mødte de Jægerne. Saa omkring igen og frem. Her mødte de vore Dragoner. Saa gjorde de Højre om, men her mødte de igen Jægere. Saa gik de over en Isflade, og derved klumpede de sig noget sammen. Det var det Øjeblik, da Artilleriet og Maskingeværet satte ind. Og de mejede skrække­ligt ned. Masser af Døde laa der omkring paa Isen.

Den unge, smukke Kvinde — som ingen genken­der som Kvinde, da hun bærer russisk Officersuni­form — kæmper tappert ved sin Mands, Oberstløjt­nantens Side. Hun ænser ikke Kuglerne, hun ænser ikke de Saar, hun faar; kun fremad, stadig kæm­pende. — Indtil hun synker bevidstløs sammen, — tre Kugler, alle i venstre Arm. Men hendes Mand stormer videre fremad, indtil ogsaa han rammes og synker død om.

Da Russerne tages til Fange, bliver de Saarede lagt paa Vogne; Oberstløjtnantens Hustru ogsaa. Hun vaagner af Bevidstløsheden, da hun atter forbindes ved Kirken her i Byen. — Hun spørger efter sin Mand. Hun maa ikke faa at vide, at han er falden. Han er blandt Fangerne, svares der. Senere føres Fangerne forbi Vognene med de Saarede. Hun vil se Fangerne, naar de føres forbi; hun har tvivlet om Sandheden af, hvad der fortaltes. Vor Regimentslæge lader et Par Mand støtte hende, og nu sidder hun og ser paa Fangerne, som gaar forbi — indtil den sidste er forbi. Saa falder Øjenlaagene i, og Taarerne strøm­mer ud af Øjnene. — Nu ved hun, at hendes Mand blev derude . . .

Dagen før Kampen toges en Junker af vort Regi­ment til Fange af Kosakkerne. Han var en Svoger til Løjtnant H. — ligeledes af vort Regiment. Dagen efter fandt man hans Lig. Kosakkerne havde skudt ham, efter først at have taget ham usaaret til Fange. Han havde faaet en Kugle gennem Hovedet og en gennem Hjertet.

Nu da de fangne Infanterister førtes her igennem, røbede en af de russiske Soldater, at det var den høje, slanke Kosakløjtnant, som havde skudt Junke­ren. Løjtnant H. blev straks underrettet herom, og Kosakløjtnanten vil naturligvis blive stillet for en Krigsret. Man behøver ikke at være bange for at falde i Hænderne paa russiske Infanterister, men Kosak­kerne er et Røverfolk. — Nu er her ingen Kosakker i hele Egnen, kun russiske Dragoner.

Vi har endnu en Fjende at kæmpe med overalt her i Rusland, saa snart vi er over Grænsen — og det er Utøjet. Russerne kender det ikke anderledes; de me­ner, at naar man ikke har Utøj, saa er man ikke sund og rask. I Hovedhaaret faar vi ikke „Indkvar­tering“, naar man hver Dag vasker sig, kan man let holde sig fri. De første Par Dage, efter at man har skiftet Linned og renset sig, gaar det, men snart kni­ber det med at falde i Søvn om Aftenen.

I saadan en russisk By er der i de fleste Tilfælde ingen, der kan læse eller skrive — ingen besøger Skolerne, Vejene er jo ufremkommelige. Det samme er Tilfældet med Tyskerne her. Her i Huset er for Eksempel to Kvinder paa 20 og 24 Aar. Den ældste er gift og har to Børn. Hendes Mand er i Amerika. De kan hverken læse eller skrive, hverken Tysk, Russisk eller Littauisk. De kan ikke skrive til deres Paarørende i Tyskland, og hun kan ikke skrive til sin Mand i Amerika, ligesaa lidt som han kan skrive til hende. Han har dog sendt hende en Billet til Over­farten, som hun dog ikke kan benytte nu for Øjeblik­ket.

Jeg skrev i Gaar et Brev for hende, til hendes Svigerinde, som bor paa den tyske Side af Grænsen. Broderen er preussisk Undersaat og sandsynligvis med i Krigen, hvad hun gerne vilde vide.

Aa, hvor her nu er snavset! — Her staar i hvert Hus en hel Del Træsko, ganske nye og helt af Træ, som de gammeldags hjemme. Her i Byen gaar nu alle i Træsko, lige fra Ritmesteren og ned til den yngste Rekrut. Men man maa gaa helt ovre paa Si­den af Gaden; midt paa Gaden er der flydende Mo­rads til Knæerne omtrent: Det er frygteligt.

Nu har vi i næsten fem Maaneder levet i dette fryg­telige Land og vi er lede og kede af det for længe, længe siden . . . Man kan have hvad Sympatier man vil, man kan ønske dette eller hint, men den russiske „Kultur“ maa ikke sejre og brede sig. Det kan den naturligvis heller ikke. I Rusland trænges der til at blive vendt op og ned paa mangt og meget; ja paa alting. Den der ikke ved det af Erfaring, han kan umuligt gøre sig noget Begreb om, hvad Rusland er for et ravgalt Land.

Til Slut mange kærlige Hilsener fra Eders Niels.

Fra Harald Nielsen: Sønderjyske soldaterbreve (1916)

1915-02-14 LIR84_Wagner_russiske krigsfanger

31. marts 1915. Regiment 84 i Somme-Py: Byen er fuldstændig ødelagt.

Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne.

Den følgende dag, den 31. marts, har vejret klaret op. Kompagniførerne er redet i forvejen for at orientere sig om den nye stilling. Om aftenen rykker vi så ud i stiling.

Vi går gennem landsbyen Somme-Py, som gør et gyseligt indtryk; den er fuldstændig ødelagt; ikke et hus er uskadt mere. Det hedder sig, at landsbyens beboere, da vi var under fremmarch, har mishandlet tyske sårede og hemmeligt dræbt dem; som straf er landsbyen jævnet med jorden.

Ikke en civilist er at se; forvildede katte og hunde strejfer omkring; Ukrudt vokser hen over de forfaldne mure. Af kirken rager kun ydermurene spøgelsesagtigt i vejret.

 Ad opkørte veje marcherer vi nu mod fronten. De opstigende lysraketter hilser os allerede og lader os erkende gravenes forløb på begge sider; i horisonten lyner kanonerne og slynger deres jernhagl på skyttegrave og opmarchveje. – Efter ca. to timer når vi den 1. linje. Den strækker sig gennem  en lav skovbevoksning. Gravene er forholdsvis tørre; der er kalk- og kridtjordbund. Den fjendtlige linje strækker sigomtrent parallelt langs med vejen Souain-Perthes.

C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.

Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)

 

Somme-Py B 5536

16. oktober 1914. Feltpost med forhindringer – og nyt om faldne og sårede.

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Vestfronten.

Af en Læser har vi modtaget følgende Brev fra en Haandværksmester i Haderslev Vesteramt til Offentliggørelse:

……….. d. 28. Septbr. 1914.

– – – Her er næsten ikke Skrivemateriale at faa. Vi fik i Morges 2 Kort udleveret til 12 Mand. Jeg har det ellers godt. Vi har nu ligget i en Stilling her ved ….. det er en lille Landsby, i næsten fjorten Dage. Det ser ellers ikke godt ud her i Frankrig. Byerne er næsten fuldstændig udplyndrede og forladt af Civilbefolkningen.

Det er dog ikke os der plyndrer. Det har Franskmændene besørget, før vi kommer. Men I kan jo nok tænke Jer, at naar vi ligger her paa et Sted med over Hundrede store Heste i fjorten Dage, saa tager det slemt paa Bondens Hø og Korn, for det bliver blot hentet i Laderne og paa Marken.

Vi traf forleden tre franske Familier, som logerede i en Lade. De var flygtet fra Ardennerne af Skræk for os. Franskmændene havde fortalt dem, at vi slog Kvinder og Børn ihjel, hvor vi kom frem. Vi kom ved Aftenstid til Byen og gik lige hen i Laden for at hente Halm. De alle meget forskrækkede, da de saa os.

Den ene Kone havde to smaa, kun otte Dage gamle Tvillinger med. Ardennerne er en Bjergegn. De havde ikke det mindste at spise og ingen Mælk til Børnene. Vi gik saa hen og malkede nogle Køer og gav dem Mælken, og saa samlede vi Penge sammen til dem. De fik 5-6 Mark. Og det blev dem saa fortalt, at de godt kunde rejse hjem. De tyske Soldater skulde ikke gøre dem noget. Kvinderne græd af Glæde.

Men der er flere Byer, hvor Civilbefolkningen skyder paa os ud af Vinduerne. I ….., hvor de endog havde Maskingeværer, ødelagde de flere Kompagnier af …. Res. regiment. Som Følge deraf blev de heller ikke skaanet. Vi skød først Byen fuldstændig ned. Derefter fik Infanteriet Lov til at rekvirere. Det saa farligt ud.

Hvad Krigen ellers angaaar, er vi slet ikke klogere end I derhjemme. Den første Tid  gik det rask fremad. Men nu staar Franskmændene i en fast Stilling her i en stor Skov. De viger kun Skridt for Skridt, men tilbage gaar de. De er ikke saa lette at nappes med, men vi er dog visse paa, at vi vil sejre.

Det franske Feltartilleri skyder fortræffeligt. Det skyder en enkelt Mand ned paa 4000 Meters Afstand. Men de er meget bange for det tyske Fodartilleri. Sidste Torsdag laa vi kun 450 Meter fra det franske Infanteri. Vi har endnu kun haft faa tab. Men Faren er hver Dag overhængende. det er, som om vi bliver beskyttede af en højere Magt. Jeg kan nu ikke fortælle mere denne Gang. Hilsen …..

Faldne og Saarede.

Postbud Wilhelm Hansen fra Vester Sottrup er falden den 3. Oktober paa den vestlige krigsskueplads.

Skomagermester Bohe i Nordborg har ifølge “Fl.Av.” faaet Meddelelse om, at hans Søn, der er med i Krigen i Frankrig, er blevet saaret og ligger paa et Lasaret i Koblenz. Han har faaet et Skud i Underlivet og to i Armen.

Enke Lunds Søn fra Skodborg er blevet saaret i Frankrig. Han ligger paa et Lasaret i Berlin. Den Saarede har samtidig faaet Lungebetændelse. En Broder i Sønderborg er rejst til Berlin for at besøge ham.

Kammerater har skrevet til Møller Hansens Hustru i Københoved, at Hansen er bleven saaret. Endvidere er Smedemester Erik Dall fra Søbækled bleven saaret i Frankrig.

Landmændene H. Rasmussen, Jørgen Andersen fra Vodder er blevne saarede.

Martin Feddersen, en Plejesøn af afdøde Iver Rosenlund fra Gramby, er dem 3. Oktober i Frankrig bleven saaret i Knæet. Feddersen er bleven ført til et Lasaret i Hagen i Vestfalen, hvorfra han har skrevet hjem.

Gaardejer Hs. Paulsen fra Hovslund, der var med paa den vestlige Krigsskueplads er bleven saaret af et Skud i den ene Hæl og ligger for Tiden paa Lasaret i Berlin.

For Tiden er der 3 fra Skærbæk Sogn, som er bleven saarede og har været paa Lasarettet, men som nu er i Bedring og kommer hjem paa ??? Tid, nemlig Enke Storms Søn fra Gassehede, Anders Schmidts og Arbejdsmand Peter Petersen Sønner fra Skærbæk.

Overlærer Vilh. Mietz, der havde virket ved Realskoen i Tønder siden 1908, er falden under kampene omkring Verdun. Han blev kun 28 Aar gammel.

I Fangenskab.

Landmand Math. Klemmesen fra Vidder er bleven saaret og befinder sig i fransk Fangenskab. han har ifølge “S.Gr.” skrevet hjem, at han har det godt.

Seglmager Nielsen i Flensborg modtog for nogle dage sinde  Meddelelse om, at han Søn enten  var falden eller haardt saaret. Nu meddeler Sønnen, at han befinder sig i fransk fangenskab.

Efter Nibøl indløbne Meldinger er Dr. Michelsen fra Nibøl falden i fransk fangenskab. Det samme skal være Tilfældet med Lærerne Timon fra Kleinsee-Koog og Ingwersen fra Flensborg (Søn af M.P. Ingwersen i Dedsbøl).

Gode Efterretninger.

Hans Lassen fra Sønder Hostrup, en Søn af Gdr. Jakob Lassen, der ligger ved 9. Art. Regmt., har ifølge et Brev til bekendte den 7. Oktober truffet Mads Jepsen fra Stubbæk, August Lund fra Røllum, (eller Torp), Frederik Boysen, Søn af Lærer Boysen i Sdr. Hostrup, og Lorens Jørgensen. De havde det alle godt.

Smedemester Lorens Thomsens Hustru i Hundslev, hvis mand kæmper ved Aisne, har modtaget et Glædesbudskab. For nogen Tid siden modtog hun en Pengesending, der vakte Foruroligelse, fordi Adressen var skrevet med en fremmed Haand, og hendes Uro øgedes yderligere, da hun nogle Dage senere sik et Brev tilbage med Bemærkningen “savnet”. Men Lørdag Aften modtog Fru Thomsen ifølge “S.Z.” et brev fra sin Mand, hvori han meddeler, at han har det godt.

Postsager til en Søn Graver Bek i Aller kom forleden tilbage med den Besked at Bek var saaret. Det var dog en Fejltagelse, thi Bek har det ifølge “S.Gr.” skrevet hjem, at han har det godt.

18. September 1914. Nyt fra Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Russiske Grusomheder. Berlin, Fredag.

“Berliner Tageblatt”s Krigskorrespondent Lindenberg skriver fra den østlige Krigsskueplads:

“Jeg kommer lige fra en fælles Drøftelse med Generalstabschefen. Han stadfæstede Grusomheder, som spotter enhver Civilisation.

Fuld af Beundring fortalte han om vore Troppers Heltegerninger, om deres Marchydelser, og deres Villighed til at bære alle Savn. Hver Aften havde de i de sidste Dage maattet tilkæmpe sig deres Kvarterer med Bajonetten.

En tilfangetagen baltisk Officer udtalte, efter at han havde set Russernes meningsløse Ødelæggelser: “Jeg er forbavset over Tyskernes Humanitet!”

Ved Angerburg anholdt en Underofficer med 24 Mand et Ammunitionsjernbanetog, som vilde forlade Darkehnen. Underofficeren opfordrede den russiske Togfører til at køre tilbage. “Min Maskine er i Stykker” svarede  denne. “Godt, saa skal Du ogsaa straks være i Stykker.” Underofficeren satte ham Geværet for Brystet. Saa satte Toget sig pludselig i Bevægelse tilbage! De med Ammunition fyldte Vogne var forsynet med Røde Kors’ beskyttende Tegn!

En anden Generalstabsofficer fortalte, at en af hans Kammerater af Generalstaben havde fundet en russisk Officer med en blodig Kvindefinger.

Fra samme Kilde meddeles officielt: Ved Soldau har man fundet elleve Kvinder med afskaarne Bryster og opsprættede Underliv.

Til Trøst Følgende Efterretning: Østpreussen er renset for sluttede russiske Troppeafdelinger!

Røsterne om Freden. Berlin, 17. September.

Det socialdemokratiske “Vorwärts” skriver i Anledning af “Nordd. Allg. Zeit.”s Udtalelser om Fredsslutningen: Ogsaa vi ønsker, at kun en Fred der indeholder Garantien for sin Varighed, vil krone disse svære Kampe, og vi haaber, at Vaabnenes Held og den politiske Ledelses kloge Maadehold vil muliggøre en saadan Fred inden altfor længe.

Uldent Undertøj og Strømper til Soldaterne. Berlin, Torsdag. (W.B.)

“Berliner Zeitung am Mittag” offentliggør følgende Telegram:

Beder om Samling af snarlig Tilsendelse af stor Mængder uldent Undertøj og Strømper til mine Soldater. Hilsen! Wilhelm, Kronprins.

Tyskerne behandler deres Fanger godt. Berlin, Torsdag. (W.B.)

i “Times” skriver en engelsk Officer, som i fjorten Dage var i tyske Fangenskab og flygtede ved Cambrai, at Fangerne forplejes godt af Tyskerne og de Saarede behandledes med Dygtighed.

Høstberetninger. Skærbækegnen. Søndernæs, den 10 September.

Ogsaa for Skærbækegens Vedkommende er Høsten til Dels indbjerget. En enkelt Efternøler hist og her har dog endnu lidt Havre staaende.

Frygten for, hvordan man skulde faa indhøstet, har ogsaa ger vist sig at være ubegrundet. Det gode og stadige Vejr har hjulpet over Folkemanglen.

Vi fik en lille, men velbjerget Høavl.

Markengene kræver rigelig Regn paa Forsommeren for ar gie et tilfredsstillende Udbytte. I Aar var det for tørt, og Avlen blev derefter.

Af Kornafgrøderne er Rugen og Havren lykkedes bedst, og vi kan notere en god Middelhøst. Bygget gav næppe saa godt.

Nu kan Kornet sølges til store Priser, men det nytter os ikke stort, naar vi samntidig maa købe Kraftfoder til urimelige Priser. Hvordan man paa den bedste og mest økonomiske Maade kan fodre sin Besætning i den kommende Vinter, det er et af de Spørgsmaal, som kræver den grundigste Overvejelse.

Elsers Boesen

Als Nørreherred. Oksbøl, den 16. September.

Høstudbyttet kan vel nok, hvad Fylde angaar, kaldes Middel, men Foldudbyttet er ikke saa lidt lavere for næsten alle Kornsorters Vedkommende. Kløverhøsten var ogsaa under Middel. Enghø avles her næsten ikke. Roerne er meget forskelige; som Følge af den lange Tørke giver de vel næppe Middel. Kartofterne giver mange Knolde, men der er ikke saa faa syge.

Kornpriserne er meget forskellige som Følge af de forskellige Salgsbetingelser.

E. Eriksen

Krigsfangernes Skæbne. Der er truffet Aftale om Udveksling af Krigsfangernes Navne. Berlin, 17. Setembr. (officielt W.B.)

Med den britiske, franske og russiske Regering er der truffet Aftale om Udveksling af Lister over Krigsfangerne. Listerne over de tyske Krigsfanger vil blive sendt til “Zentral-Nachweis-Bureau des Königlich Preuszischen Krigsministeriums Berlin N.W. Dorotheenstrasze 48,” for saa vidt det drejer sig om Medlemmer af Felthæren, til “Zentral-Nachweis-Bureau  de Marineamtes in Berlin W., Matthäikirchstrasze 9,” for saa vidt det drejer sig om medlemmer af Marinen.

Disse to Kontorer vil om nogen Tid, dog ikke før 1. Oktober i Aar, være i Stand til at give Oplysninger om de tyske Krigsfangers Skæbne.

Udpluk af Feltbreve fra Nordslesvigere. Gdr. Søren Andresen fra Østerterp, som forleden faldt i Frankrig, stod ved Garden. Om hans sidste Timer, skriver hans Sidekammerat, en anden nordslesvigsk Gaardejer, i et Brev til sit Hjem:

Vi var paa Marchen i Frankrig. Fjenden var meldt forude, men Fægtningen var endnu ikke begyndt. Da slog en fransk Granat pludselig ned i vort Kompagni. Virkningen var frygtelig. Søren Andresen blev dræbt ved min Side. Otte andre af mine Kammerater blev haardt saarede. Blandt dem var Gaardejer Branderup, Lunderup Mark ved Rødekro, som blev ramt i Hovedet af en Granatstump.

Min Kaptajn gav mig Tilladelse til at bære min Ven Søren Andresen ind i en nærliggende Kirke og der blev draget Omsorg for, at han blev jordet der. Med Branderup talte jeg, efter at han var forbundet. Han var ved fuld Bevidsthed og kunde veksle nogle Ord med mig. Aftenen før denne sørgelige Tildragelse havde vi alle tre siddet sammen og talt om Hjemmet.

– Søren Andresen var en af vore flinkeste og mest lovende unge Mænd. Fred være med hans Minde!

Sønderborg, Fredag.

Sønderborgere i Felten. En Sønderborger, der opholder sig ved Hæren, har fra Belgien og Frankrig hjemsendt nogle Breve, skrevet sidst i August, af hvilke vi efter “Sond. Zeitung” gengiver:

“Nu maa jeg endnu fortælle, hvor mange Bekendte man træffer her fjernt fra Alsund. I Forgaards  traf jeg Sofus Helm, Referendaren fra Nordborg. Vi faldt næsten hinanden om halsen af Glæde og havde dog indtil da kun flygtigt kendt hinanden. Saa læste jeg paa en Vogn “Kantine III 86″ og saa der ganske rigtigt Jens Beuckels fornøjede Ansigt. Magrere er han ikke bleven. Marketenderlivet synes at bekomme ham rigtig vel. Kort efter talte jeg med Raadmand Steins Søn, der er Feltwebelløjtnant, og til sidst Sanitetssoldaten Fotograf Boysen fra Brogade. Alle var fornøjede og vel tilmode. Efter Slaget ved Tirlemont fandt jeg paa en Nødforbindingsplads Jørgensen, Skrædderen fra Ulkebøl. Jeg kunde kende ham fra Vognen og havde lige Tid til at sige Goddag til ham. Hans Saar er kun let (et Skud i Foden). Vor Major, der blev haardt saaret ved T., er i Forgaards død på Etappelazarettet.”

Udvisninger. “Sonderburger Zeitung” meddeler, at tre danske Undersaatter – Drogist Schiøtt-Madsen, sidst i Sønderborg, Landarbejder Martin Henriksen, sidst i Aabenraa, og Tjenestekarl Peter Karl Clausen, sidst i Stenderup (Haderslev Kreds)  – er bleven udviste fra det preussiske Statsområde med 24 Timers Frist.

Sønder Brarup, Fredag.

Fire Sønner dræbte eller i Fare. Lærer Arps og Familie i Egenæs er bleven meget haardt ramt af Krigen. Den ene Søn savnes siden den lille Krydser “Cöln”s Undergang ved Helgoland. En anden Søn er omkommen ved en Eksplosion om Bord paa et Skib, og to Sønner staar ifølge “Landpost” under Fanerne i Tjingtau, som trues af Japanerne.

Nordslesvig, Fredag.

Besøg hos Saarede. I den nærmeste Fremtid vil der af Trafikministeren blive udstedt en Anordning, hvorefter Billetprisen for 2., 3. og 4. Kl. nedsættes til det halve for de Personer, sin vil besøge saarede og syge Slægtninge, som ligger paa Lazaretter i Tyskland. Dog gælder Lempelsen i Billetprisen kun for Stationer, der ligger over 50 Kilometer vorte. Som “Slægtninge” regnes Forældre, Børn, Søskende, Hustru og Forlovede. Der kræves en Attest fra Lokalmyndighederne som forelægges, naar Billetten købes.

Hejmdal

12. september 1914. “En kammerat begyndte at skyde løs på en flok fangne russere.”

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller om slaget ved de Masuriske søer:

Russerne flygtede i vild panik, og dag og nat fulgte vi efter. Den 12. september var forfølgelsen så desperat, så vi fik ild fra vort eget artilleri; vi trak os skyndsomst tilbage, tog den grå hætte af hjelmene og spredte os.

Samme dags eftermiddag, mens vi i al tryghed marcherede på en landevej, blev vi pludselig beskudt af russisk artilleri. Granater eksploderede rundt om os, og der blev selvfølgelig stor forvirring, og mange blev såret, deriblandt vor Batl.-adjudant, løjtnant Erdmann, som allerede var kommet igen efter at have været let såret ved Gumbinnen. Patronvognen fra 2. kompagni, der kørte foran mig, fik et hjul skudt i stykker, og kusken slyngedes af vognen uden dog at blive såret.

En kammerat blev så desperat, at han i forvirringen begyndte at skyde løs på en flok fangne russere, som førtes bagefter bataljonen.

Der blev nu sendt en kavaleripatrulje frem, og snart gik det løs igen.

DSK Årbøgerne, 1945.

1914-09-09 Masuriske søer

 

6. september 1914. Mørket sænker sig. De sårede er prisgivet fjendernes nåde.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:

K l . ca. 21, og da Mørket var ved at sænke sig over Slagmarken, laa de sørgelige Rester af Divisionen samlet langs ad Diget paa Vejen ventende paa, at Fjenden skulde sætte ind med et Modangreb.

Uhyggelig og forfærdende var Kammeraternes Beretning om Turkussernes og Zuavernes barbariske Kampmaade. Med Kniven imellem Tænderne havde de afventet Stormangrebet og havde saa smidt Geværet for med Kniven i Hænderne at gaa over til det afskyeligste Myrderi af dem, der ikke kunde løbe hurtig nok tilbage. Hvad enten det var endnu kæmpende eller af Saar ukampdygtige Kammerater, lige meget, skaanselsløst var de blevet slagtet af disse halvvilde Kabyler.

Samtalen paa Diget drejede sig ikke om andet, og vi lovede dem en varm Modtagelse, om de havde i Sinde at komme. Tænderne var sammenbidt i afmægtigt Raseri; vi kunde høre de saarede Kammeraters indtrængende og fortvivlede Raab om Saniteter og Hjælp, men vi var ude af Stand til at hjælpe dem.

6a44-106
Tilfangetagne franske kolonitropper. Disse “Zuaver” fra fransk vestafrika var meget frygtede af de tyske soldater.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

23. august 1914. Mons: “Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker”

Peter Aarup, Hammelev, gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” nr. 84, 5. kompagni. Regimentet led svære tab i slaget ved Mons

Den vilde Jagt gennem Belgien standsede den 22. August. Vi laa i Bivuak i en lille Landsby foran Mons. De engelske Tropper havde besat Byen, og de engelske Flyvere var i Luften for at kontrollere vore Bevægelser.

Om Morgenen, Søndag den 23. August, mærkede vi nok, at der var Optræk til et eller andet. Vi marcherede hen over en stor, grøn Græsmark over imod en Skov paa den anden Side af Marken. Der laa der en Gaard eller noget lignende, og der var Masser af Høns og Ænder, som vi havde Appetit paa; men vi fik andet at tænke paa.

Kuglerne peb allerede i Trætoppene, og jo længere vi kom frem, des værre blev det. Vi kom forbi et Teglværk; foran dette laa der en Række Arbejderhuse, og i Kældrene sad Beboerne gemte …

Byen Mons ligger lavt, og en Kanal løber foran Byen. Bagved denne er der en Gade med Huse. Oppe i disse havde Englænderne lavet Skydeskaar. Der var ingen Mennesker at se, men da vi gik frem over den aabne Mark, blev vi modtaget af et kraftigt Skyderi.

Vi skulde forstærke den Skyttelinie, der var sendt foran os, men det viste sig, at de alle var saarede eller faldne. Vi erfarede senere, at Englænderne alle var gamle Kolonitropper, nogle med ti Aars Tjenestetid bag sig.

Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker. Vi var syv Sønderjyder i min Gruppe. Vor Gruppefører var Lærer Petersen fra Jegerup, alle var vi unge Reservister. som var blevet indkaldt den 4. August.

Den første, der blev saaret i vor Gruppe, var Jørgen Mikkelsen fra Hammelev. Han fik et Skud i Skulderen. Saa kom Turen til Lærer Petersen. Han blev ramt af to Skud i Armen. Derefter kom Turen til Hans Toft fra Jernvedlund; han blev ramt i Lungen. Den næste var min Sidemand, Mads Jessen fra Hoptrup. Han fik et Skud i Benet. Vi raabte: »Mads, bliv liggende!« Men han ville i Dækning ved et Hus foran os. Da han vil de rejse sig op, blev han desværre ramt i Hovedet. Han faldt.

Vi var efterhaanden kun fire tilbage. Det lykkedes os at komme frem til nogle Jernbane-sveller ved Banen, som gik ind til Mons. Vi fire, som slap fra det denne Gang, var Johannes Andersen fra Styding, Peter S. Paulsen fra Skovby, Peter Petersen fra Rejsby, og jeg. – Johannes Andersen og Peter Petersen kom senere under Marneslaget i engelsk Fangenskab.

Da vort Artilleri omsider kørte op, standsede den engelske Modstand. Vi gik igen frem. Foran os førte en Drejebro over Kanalen. Broen var aabnet, men en lille Tysker sprang i Kanalen, svømmede over den og fik Broen lukket.

Saa kom der Gang i Foretagendet. Vi var de første, der kom over.

Paa Bropillerne havde de Maskingeværer staaet, som havde taget saa voldsomt imod os. Nu laa baade Mænd og Materiel spredt til alle Sider. Det var første Gang, jeg havde været med til at møde saa kraftig Modstand.

Det var hen paa Eftermiddagen, og der var 30 Graders Varme. I de engelske Stillinger stod endnu den varme Middagsmad: men der var ingen af os, der havde Tid eller Lyst til at spise den … Nogle af Englænderne var hoppet i Kanalen, da det tyske Artilleri begyndte at skyde. Nogle havde kun Hovedet over Vandet; men nu blev de hjulpet op og gik i Fangenskab. Den vilde Jagt gik videre …

Jeg blev Vidne til noget, jeg aldrig glemmer. Byen var skudt i Brand. Af og til maatte vi passere Gaderne i Løb. En lille Hund kom ud fra et Hus. En Soldat ramte den med Geværkolben, saa den hylede. Da kom en ung Kvinde ud af Døren. Hun vilde vel frelse Hunden, men hun havde en Kniv i Haanden, kanske havde hun været ved at skrælle Kartofler, Da en Sygebærer saa Kniven, fik han saadan et Chok, at han i sin Forfjamskelse trak sin Revolver frem og skød Kvinden. Det viste sig, at hun var højgravid. Det var Krigen i al dens Gru …

En tysk Kaptajn sad lænet op ad en Mur med Hovedet indbundet. Her laa en død og der en saaret spredt ud over Slagmarken. Trods det blev der raabt »Singen!« Jeg troede, at man da var blevet fuldstændig tosset. Der var dog ingen, der adlød.

Vi kom ud af Byen, men næppe var Officererne kommet til Hest, før vi blev mægtigt beskudt ovre fra en Fabriksbygning. Vi kom ned i en Fart, men enkelte blev ramt i Benene, fordi de løftede dem for højt i Vejret, da de smed sig ned. Jeg blev nysgerrig og løftede Hovedet lidt for at se, hvor Officererne til Hest var blevet af. Jeg saa ogsaa et Glimt af dem ca. 7-800 Meter borte. De forsvandt bag en Husrække.

Vi blev liggende et Stykke Tid og marcherede saa videre i den Retning, hvor Rytterne var forsvundne. Det varede heller ikke længe, inden de paa ny havde indtaget deres Pladser foran Kompagniet. Vi kom ad en anden Vej ud af Byen.

Vi studsede, da vi saa en Samling Mennesker, civilister, flere Hundrede, drevet sammen paa en Mark. Vor Major raabte og skreg som en vild. »Hvad skal man lave med saadan en Bande! Skyde dem alle til Hobe!« raabte han.

Han kom dog paa bedre Tanker … Under Marneslaget vilde han ogsaa storme det hele, men da tog Franskmændene ham ved Vingebenet. Han kom nemlig i Fangenskab og kunde herefter ingen Ulykker lave …

Henad Aften kom vi saa i Bivuak syd for Mons, Vi kravlede ind i nogle Rugskokke. Min Sidekammerat, P. Paulsen. var i al den Hurlumhej kommet bort fra os. Vi fandt ham dog, men hans Tornyster, Overfrakke og Dækken var og blev borte. Hans Svoger, Johs. Andersen, og jeg puttede ham ned imellem os, saa han kunde holde Varmen.

DSK-årbøger, 1963

20. august 1914. Jeppe Østergaard i slaget ved Gumbinnen

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste i 5. grenadérregiment på østfronten.

Dagbogen 20—8—1914.

Marcherede østpå den 19. til kl. 12 nat. Så får hver ½ liter bouillonsuppe, og det kunde gøres behov, thi den 18. fik hver kun 2/3 kg brød, og først den 21. aften blev der atter uddelt. Efter næppe 2 timers hvil i vejgrøften går det med tornistren på ryggen videre frem.

Snart høres kanontorden i nordøstlig retning, dog vi kommer omtrent helt på højre fløj. Kl. 5 piber kuglerne, og nu følger en kamp så fortvivlet, så fuld af smertelige og skrækkelige scener, som jeg aldrig havde troet.

Forvovent går vi frem som sidst. Vi må naturligvis angribe russernes stærkt befæstede stillinger. I stormløb tages den foran liggende by. Så kommer en slugt, hvor et åløb kringlede sig igennem. I vandet og på skrænterne gøres holdt, thi 100 m foran os, men 20 m højt går en chausse, fra hvis vejgrøft man fyrer på os. De må først bringes til tavshed af artilleriet.

Atter frem. Skjult bag træer og buske står en flok russere. Alle våben er kastet bort, man holder hænderne i vejret. Mange er dyriske og rasende nok til endnu at fyre mod den værgeløse flok. I største ophidselse skreg jeg: „Ikke skyde“. Andre stemte i med, og man tog dem til fange. I grøften lå endnu andre, tilsammen ca. 100.

Videre frem over åben mark faldt mange i en heftig geværild. En grøft nås, hvor vi hviler et øjeblik, mens kuglerne piber og shrapnellerne dundrer. Af en ret stor flok er nu kun 8 tilbage, og de første 50 m løb falder jeg og en enårig,*) han et strejfskud ved hovedet, jeg let såret i låret. På alle fire tilbage til grøften, såret foreløbigt forbunden og et øjeblik ro.

Lidt senere kommer løjtnant Leopold tilbage uskadt. Han havde tilsidst kun haft een mand, var så kommen mellem egen og fjendtlig maskingeværild, og det blev for varmt.

Vor fremgang var bragt til standsning, heftig var geværilden, maskingeværerne knatrede, men det russiske artilleri, som stod i yderst stærkt befæstede stillinger og i antal var vort langt overlegen, skød det sønder og sammen. Alt var nøjagtig beregnet forud, og så snart et skyts vilde køre i stilling, blev det modtaget med kanonsalver, og næsten hvert skud ramte. Det hed sig senere, at franske officerer havde ført kommandoen.

En tidlang var der vild ophidselse. Artilleriet beskød hinanden gensidigt, artilleriet skød på os, vore rækker kom indenfor de egne maskingeværers virkningsfelt. Ved 3 tiden forstummede vort artilleri.

Mod fjendtlig forskanset artilleri er infanteri magtesløst, og det kom til en vild flugt. Mange smed tornistren, ingen hørte på kommandoord. Enhver hastede tilbage. Mange hårdtsårede blev liggende, thi sygebærerne kunde langtfra overkomme alt. Der bød sig skrækkelige scener, som jeg vil lade ligge. Hjalp de sårede en del og gik tilbage midt i shrapnel- og granatregn med en „sognefogeds stok“ i den ene hånd og geværet i den anden.

Man prøver på at opholde de enkelte og samle resterne. På et højdedrag gøres holdt. Front mod fjenden. Primitive skyttegrave udhæves, men mod var der ikke mere. Alt var kastet hulter til bulter, over halvdelen faldne og sårede, deriblandt vor major.

Da artilleriet forfølger os, og dets varer slår ned i rækkerne, går det atter tilbage. For anden gang prøver man at samle tropperne. Første armékorps angriber nu fjenden i flanken, og han bliver ude af stand til at fortsætte forfølgelsen. Senere gik vi endnu længere tilbage. Fra om aftenen kl. 6 med to timers hvil i grøften havde vi gjort stærkt anstrengende march og været i forfærdeligt ophidsende kampe. Alle var dødtrætte og sultne. Ingen mad fik vi og i to dage intet brød.

Divisionen samles omsider på et højdedrag. Der graves skyttegrave, og i disse tilbringes natten. Hele himlen mod øst er luerød af mange hundrede brande. Men over os står stjernehimlen rolig og klar. Her alt omskifteligt, over os det faste, evige.

*) Akademikere, lærere og andre med eksamen fra højere Skoler kunde slippe med 1 års militærtjeneste.

Kosakker
Kosakker beskydes af tysk artilleri

18. august 1914. “Pludselig rev han geværet til kinden og skød den ulykkelige en kugle gennem hovedet.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager gjorde krigstjeneste i regiment 86. Her fortæller han, hvordan han oplevede slaget ved Tirlemont.

I Dag gaar det løs, sagde nogle af mine Kammerater. Ved et lille Slot gjorde vi Holdt. Vor Kaptajn holdt en Tale, hvori han sagde: I Dag, den 18. August, bliver det maaske en varm Dag for os. Det var jo den 18. August, vore Forfædre slog de store Slag ved Vionville og Gravelotte; maaske skal vi ogsaa slaa os saadan igennem i Dag.

— Mon vi rigtig skulde i Slag med Fjenden? Der var endnu ingen Ting, som tydede derpaa. Kompagniet blev delt i tre Delinger, og med en lille Afstand mellem hver Deling bøjede vi af fra Vejen og tværs ind over Markerne. Vi gik lige saa jævnt og frit fremad, som om vi foretog en Øvelse.

— Otte Hundrede Meter foran os ligger Fjenden, blev der sagt. Dæk! lyder pludselig Kommandoen. Modstanderne maa have set os; thi de aabnede en jævn Geværild. Vi kom til en Aa paa 10 Meters Bredde. Her saa jeg tydelige Blodspor. Jeg blev lidt uhyggeligt til Mode og tænkte: Mon det Blod er af et Menneske? Kuglerne peb og hvislede i de høje Popler, som stod ved Aakanten. Over Aaen var der ingen Broer. Majoren brølede: »Over med jer!«

Man saa fra den ene til den anden, og saa sprang de første i Vandet, som næsten var en Meter dybt. Med Geværet og Patronerne løftet i Vejret vadede man over. Majoren red over paa Skuldrene af Bataillonsadjudanten. Videre gik det. Kuglerne peb os om Ørerne. — Det er mærkeligt at se, hvorledes man føler Trang til at holde sammen i Farens Stund. Tre til fire Mand af den Sektion, jeg førte, raabte til mig: »Du, Petersen, hvorledes det end gaar i Dag, saa holder vi sammen, ikke sandt?«

— Saa kom vi gennem en Frugthave, hvor vi fyldte Lommerne med dejlige Augustæbler. Nogle gav sig endda til at spise deraf med største Sindsro. En Hest ravede omkring herinde. Den havde faaet flere Skud, hvorved den havde mistet det ene Øje.

Fremad igen over Jernbanedæmningen, som Belgierne havde taget udmærket Sigte paa. Det var et varmt Sted; men det gik alligevel. I Hurtigløb, afbrudt af smaa Pusterum, naaede vi til en næsten udtørret Muddergrav. Der var vi sikre for et Øjeblik.

Vort Artilleri beskød nu heftigt Modstandernes Stillinger. Efter et Par Minutters Forløb stormede vi ud af Graven og fremad. Saa kastede vi os ned paa Jorden og overdængede Modstanderne med Geværild. Der kom Befaling: Sæt Bajonetten paa! Fremad til Storm!

Voelkerkrieg 1017 Belgisk batteri beskydes
Belgisk artilleri under beskydning (fra: Geschichte des Völkerkrieges).

— Da vi kom op til Modstandernes Stilling paa Højen, var de alle forsvundne. Vi undersøgte deres efterladte Tornystre, og jeg var saa heldig at finde en hel Pose Biskuit og en Daase Marmelade, som jeg delte med mine Kammerater. Lidt forbi Skyttegraven laa den første døde Belgier. Han havde faaet den ene Kind afrevet af en Granatstump. Jeg stod lidt og faldt i Tanker. Hvad har den stakkels Mand dog gjort, at han skal lide en saa voldsom, unaturlig Død? Mon han er gift og har Børn derhjemme?

— Lidt længere henne laa en saaret Belgier. En Rekrut fra anden Deling, en Vestpreusser, løb hen og holdt ham tænderskærende den knyttede Næve for Hovedet. Pludselig rev han endogsaa Geværet til Kinden og skød den ulykkelige en Kugle gennem Hovedet.

Efter en halv Times Hvil stormede vi igen.; Modstanderne skød meget for højt, og snart overgav de sig. Byerne rundt omkring blev stukket i Brand. Et Par af de ivrigste unge brovtede med, at nu havde de tændt saa og saa mange Huse i Brand.

Da vi om Aftenen kom paa Bivuakpladsen, fik vi lidt tynd Suppe af Feltkøkkenet, ingen Brød. Saa kom vi til en By paa Forpost. Her gik  Køerne rundt paa Markerne og brølte; de trængte til at blive malkede. Vi jagede dem hen foran det Hus, vi havde taget i Besiddelse, og malkede dem i vore Kogekar. Hurra! Sødmælk! det var noget ganske nyt.

— Af Feldwebelløjtnant Johannsen fik vi Lov] til at gaa rundt og rekvirere. I en forladt Gaard var vi meget heldige. I Kælderen fandt vi Smør, i Køkkenet Brød, Marmelade og Rosiner og oppe paa Loftet et Par røgede Skinker. Det blev alt sammen fordelt imellem os. Da jeg nu frøs efter det kolde Bad i Aaen, søgte jeg efter lidt tørt Tøj, hvad der imidlertid kun var meget lidt af. Jeg fandt dog en Skjorte, rigtignok en, som tilhørte det svagere Køn, og trak den paa. Af Strømper var der ingen at finde. Men saa svøbte jeg en Hoveddug omkring den ene Fod og en Serviet om den anden. Siddende paa en Bænk ved Køkkenbordet med Hovedet hvilende paa Armene faldt jeg snart i Søvn.

Hans Petersen: “Et Aar i Krig” (1920)

15. august 1914. Voldsomme kampe ved Dinant

Af Erik Ingemann Sørensen

Det voldsomme bombardement af forterne ved Liège fortsætter. Til gengæld rykker franskmændene yderligere frem i Vogeserne.

Ved daggry indleder tyske tropper et bombardement af byen Dinant i Belgien, der ligger 25 km. SSØ for Namur. Målet er primært byens fæstningsanlæg. Selv om modstanden er indædt, kommer fortet på tyske hænder omkring middagstid.

1914-08-15 Dinant

De gensidige bombardementer fortsætter imidlertid – senere kæmpes der fra hus til hus. De tyske tropper trænges under disse tilbage igen. Da de franske tropper rykker ind i byen, hylder indbyggerne dem ved at afsynge ”Marsellaisen”.

1914-08-15 Dinant b

De tyske tabstal er på 3.000 dræbte. Da tyskerne generobrer byen få dage senere, udsættes borgerne for frygtelige repressalier. 674 civile dræbes og store dele af byen brændes ned.

Læs mere om massakren i Dinant her (eksternt link – tysk Wikipedia)

13. august 1914. “Det belgiske Folk fik først af alle at føle, hvad Krig er.”

Sønderjyden “Chr.”, infanterist ved Regiment 84 “von Mannstein”, fortæller om indmarchen i Belgien:

1914-08-13 Herbesthal Belgien 6a49-272
Herbesthal – grænseovergang mod Belgien

Ved Herbestal passerede vort Regiment den belgiske Grænse, og ved Herbe havde vi den første Bivuak i Fjendens Land.

Kornet stod paa Markerne, da vi marcherede frem, somme Steder i Stakke, andre Steder paa Roden. Midt i Høsttravlheden blev det belgiske Folk overrasket af Krigen. Nu var Høstarbejderne borte. Alt stod, som de havde forladt det, halvfærdigt.

Vi mødte ingen Modstand under de første Dages March gennem Belgien. Vi marcherede ad Vejene eller tværs ind over Markerne, alt efter som det traf sig; trampede ned for Fode, hvad der stillede sig i Vejen.

Krigen er grusom, og Krigen er hensynsløs. Den suspenderer almindelige menneskelige Love, kender intet til Følelse og Humanitet. Den gaar sine egne kolde, haarde Veje, der kun kender ét Hensyn, det, som fremmer og styrker de egne strategiske Interesser.

For disse maa alt andet vige. For disse maa alt andet, om det kræves, knuses og ofres.

Det belgiske Folk fik først af alle at føle, hvad Krig er. Med de tyske Hæres Indmarch begyndte dette Folks lange og bitre Lidelsesvej.

Voelkerkrieg 1013
Repressalier mod civile i Charleroi. Efter “Geschichte des Völkerkrieges”.

Var det selv Skyld deri? Jeg véd det ikke! Hvad vidste den enkelte Soldat overhovedet. Jeg véd blot, at vi alle, efterhaanden som vi kom frem i Belgien, blev grebet af en mærkelig Nervøsitet, en ejendommelig Utryghedsfølelse, der var stærkest, naar vi opholdt os i Byerne, og naar vi lagde os til Ro for Natten ude paa de frie Marker. Det var ikke morsomt at være paa Post i de mørke Nætter i det ukendte Belgien. Vi havde en Følelse, som om en ukendt, skjult Fare lurede ude omkring og alle Vegne. Skud lød, skønt vi endnu ikke havde været i Berøring med Fjenden. Hvem skød? Det skete, at Nervøsiteten tog Magten, og det hændte i denne Periode, at vi blev beskudt af vore egne Tropper. Den belgiske Befolkning saa vi i Almindelighed meget lidt til. De fleste flygtede i deres Angst. Stakkels Mennesker laa skjult i Dagevis i elendige Kælderhuller og underjordiske Gange af Skræk for Tyskerne. Men der var Byer, hvor der kunde konstateres Skydeskaar i Hustage og Vinduer. Vi følte os aldrig sikre, og slog vi Kvarter i Byerne, gik vi aldrig alene.

Almanak for Nordslesvig, 1935

13. august 1914. 84’erne og 86’erne ved Fort Fléron i Belgien

Sønderjyden “Chr.” fortæller:

Vi marcherede i Retning af Liége, og det var Meningen, vi skulde have deltaget i Stormen paa Forterne. Men de 42 cm Kanoner gjorde det af med dem, og vi slap. Vi var tæt inde paa dem og blev her Vidne til Krigens første Artilleribombardement.

Almanak for Nordslesvig, 1935

1914-08-06 Tykke Bertha karikatur
Tysk karikatur: De store 42 cm’s kanoner jager franske Marianne og engelske John Bull på flugt.

Af 86’ernes officielle regimentshistorie:

Den næste dag [13. august] fik regimentet til opgave at gå frem mod Fort Fléron, der hævede sig sydøst for Evegnée, og overtage sikringen af de opmarcherede 21 cm mørsere.

I og II bataljon deployerede sig 1.000-1.800 m borte fra fortet. III bataljon skulle med to kompagnier skubbe sig ind mellem Fléron og Lüttich for at afskære besætningen fra et tilbagetog og for at give dækning til de minekastere, der skubbede sig helt tæt til fortet.

Bataljonen måtte også i dag i landsbyen Fléron, lige som dagen i forvejen i Mélen, føre en modbydelig krig mod civilbefolkningen, der var blevet bevæbnet, opfanatiseret og organiseret af regeringen.

Foran Fléron betragtede 86erne virkningen af 21 cm mortererne, der uophørligt hylede hen over deres hoveder. Derovre steg der så en vulkan af jord, sten og bjælker op. Også virkningen af minekasterne kunne tydeligt iagttages.

Imidlertid overgav fortet sig ikke på den dag. Det var endnu om natten i stand til at sende nogle shrapnell-hilsener over 86’ernes bivuakpladser. Ganske vist uden at gøre nogen skade.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen

12. august 1914. Regiment 86 i Belgien. Civilister undgælder for skyderier.

Af Regiment 86’s officielle historie:

Voelkerkrieg 1005a
Repressalier i belgisk landsby (fra “Geschichte des Völkerkrieges)

Den 12. august kl. 5.30 om formiddagen marcherede I og II bataljon i retning af Fort Evegnée. III bataljon blev i Mélen til rådighed for brigaden. Fortet var, som nævnt, faldet dagen i forvejen, men fra landsbyen skød civilister uophørligt på I bataljon.

Vore egne soldaters liv var for kostbare til, at man kunne undlade hårde forholdsegler. En del af landsbyen blev sat i brand. 7 civilister blev overgivet til krigsretten.

Nu afleverede stedets præst våben og ammunition. 2. kompagni besatte fortet og fandt der et værre roderi, men også et godt bytte, der kom hele bataljonen til gode.

Iøvrigt bivuakerede begge bataljoner ved Evegnée. I bataljon oplevede derved de første shrapnell-granater[1]. En mand blev let såret, ellers gik alt godt. Et øjebliks forbløffelse og lamslåethed, så bliver den fornøjelige bivuakstemning hurtigt genetableret ved et par kraftige vittigheder.

Kilde: Füsilier-Regiment “Königin” nr. 86 i Verdenskrigen

[1] Shrapnell er en granat fyldt med blykugler, der spredes ved eksplosionen, ofte tidsindstillet til detonation før nedslaget med større virkning til følge.

11. august 1914. Regiment 86 marcherer ind i Belgien

Füsilier-Regiment 86 med hjemsted i Sønderborg og Flensborg var ankommet til samlingsstedet i Aachen den 9. august 1914 efter at være afgået med tog fra Sønderborg og Flensborg dagen før. Den 10. august holdt regimentets tre bataljoner øvelsesmarch i Aachens omegn, for at forberede de lange marchture, når regimentet den følgende dag skulle indsættes i Belgien. I den gloende varme augustsol blev mange af de uøvede reservister dårlige – og solen krævede regimentets første dødsoffer: Overlæge Dr. Oluf Madssen Riis fra I bataljon fik et hedeslag og døde dagen efter. Han var født i Pamhule ved Hoptrup i 1878 og boede Tinglev.

Om indmarchen i Belgien hedder det ifølge regiment 86’s officielle historie:

“Tirsdag den 11. august om morgenen kl. 5 trådte regimentet an til fremmarch. Mod sydvest i retning af Lüttich (Liége).

Belgien havde ikke kunnet beslutte sig til at opfylde Tysklands krav om fri gennemmarch. Tyskland måtte altså hjælpe sig, som det bedst kunne. I nødværge måtte Tyskland derfor gennemtvinge en march gennem Belgien til Frankrig.

Den 7. august var byen og fæstningen allerede faldet. Men den befæstede zone om byen var endnu ikke helt tvunget til overgivelse. Det var et spørgsmål, om regimentet ville kunne komme uhindret gennem Lüttich.

Rækkefølgen i marchkolonnen var I, II, III bataljon. Soldaterne fik det indtryk, at de kun var et ganske lille led i den uhyre hærslange, der bevægede sig vestpå.

Regimentet marcherede bag ved det tunge artilleri. Snart blev grænsen overskredet under hurra-råb.

En ny mærkværdig følelse af at trænge ind i fjendeland. Indtrykkene af krig lod heller ikke vente længe på sig. Udbrændte, ja endnu rygende huse, ødelagte vinduer og døre, udsmidte møbler og husgeråd vidnede om mindre træfninger med civilbefolkningen og de nødvendige modforholdsregler. Befolkningen var overalt flygtet. I staldene og på markerne brølede herreløst kvæg.

Ved vejen den første, endnu friske soldatergrav. Billederne af ødelæggelse blev ved med at komme. Selvom 86’erne senere ofte kom til at opleve meget større gru, så gjorde synet dog aldrig så dybt et indtryk som nu, da regimentet lige kom fra et land i fred og ro.

Dette syn stod i sørgelig modsætning til det herlige landskab, som regimentet marcherede igennem. Marchvejen løb langs en højderyg, hvor frugtbare dale bredte sig til begge sider. Smukt og dejligt som en have er dette land. Gennemskåret af levende hegn, helt som i Slesvig-Holsten. Landsbyerne, rødstensbygninger med sorte tegl, gør indtryk af velstand. Langs vejen og foran husene findes der krucifikser.

Marchen gik over Henri Chapelle og Battice. I sidstnævnte lille by, som på nær nogle få huse var totalt udbrændt, forekom ødelæggelserne særligt skrækkelige. I landsbyen Bolland, 6 km fra Lüttichs fæstningsbælte, blev der om eftermiddagen kl. 5 gjort holdt og bivuakeret.

I meget stærk varme var der tilbagelagt 35 km. Igen havde det resulteret i et betragteligt antal marchsyge. Regimentet skulle sikre i retning mod Fort Evegnée, som imidlertid faldt samme eftermiddag.  Om natten blev trosset beskudt fra mørket, og ved II bataljon var der lidt forpostskyderi med civilister, ved hvilket en ordonnansrytter blev dræbt.”

(Regiment 86 i Verdenskrigen, 1925, dansk udgave 2014)

143186-0_Rippet_PDF Tommy_-01