Tag-arkiv: krigsfanger

14. august 1917 – N.A. Jensen: “Danskerne har de lovet mig at give pardon”

Den danske præst N.A. Jensen virkede under verdenskrigen som præst for de sønderjyske krigsfanger, fra 1915 i fangelejren ved Aurillac i Frankrig og så fra foråret 1917 ved Jurjef Polski i Rusland. I bogen “Ventetider” beskrev han sin gerning og livet i Frankrig og Rusland.

I sommerens løb voksede Russer-stemningen stærkt blandt disse [de tjekkiske krigsfanger, red.], og de ansøgte om at komme enten til den russiske eller franske front. Midt i august rejste virkelig også en hel lille skare, og den fulgtes til banegården af byens begejstrede mængde. Det gjorde’ stærkt indtryk på Sønderjyderne. En af dem gav mig i brev (jeg var i Petrograd i de dage) følgende skildring:

„Jeg fulgte dem til banegården. Det gik med sang. I kamp! I kamp! lød det begejstret fra deres læber. Jeg tænkte på, om man kunde gå i kampen for friheden med sådanne kammerater. Da kunde man frejdigt gå kuglerne i møde og falde med den danske menigmands ord på læberne: O Herre Gud, så skulde jeg endda i dette liv den glæde ha’. For efter min mening er det den dejligste død, for fædreland og frihed. Men den glæde får vi nok ikke. Den tid, da man tænkte på landets nød og smærte før på sig selv — i Danmark — det var i ott’ og fyrre. Det er beklageligt, at vi Danske skal søge det store i fortiden. Danmark vil helst købe sejre uden blod og sværd, men derved vil idealerne gå tabt, og vi vil ende som en gullaschnation, vi, den stolte vikingeslægt ….

Men tilbage til Tjekkerne. Den halve by fulgte dem. Unge piger bragte de frivillige blomster; selv havde de allerede smykket sig før. Så sang de marseillaisen og den bøhmiske hymne: Hvor er mit hjem? En af dem holdt en tale, jeg kyssede vore 5 venner fra huset (han havde boet i hus med disse) og gav dem alle et fast håndtryk med inderlige ønsker om sejr og hæder og en lykkelig hjemkomst til et lykkeligt og frit fædreland. — Stemningen hos de frivillige var glad, begejstret og alvorlig. Når man blot har været 3 dage ved fronten, ved man, hvad det vil sige at gå frivilligt ud til det igen, og nu er det værre end før. Men de holder nok ud.

Det vil ikke være rart for de Tyskere, der falder i deres hænder, men Danskerne har de lovet mig at give pardon. Tænk, om ens forbøn kunde redde en landsmand! Ja, så er der endnu et udmærket træk. Af de menige måtte skrædderne og en snedker ikke komme med. Men de havde dog fået tilladelse til at gå med på stationen. Man anede, at de vilde smutte med og passede derfor godt på dem, men alligevel smuttede en af dem med. Er det ikke storartet! Russerne løber bort fra fronten, men disse løber bort for at komme tilbage til den.”

Ja, således skriver en Sønderjyde; han tager jo tonen stærkere, end vi kan det hjemme; men husk: den, der lever under fremmedåg, får just derved denne tone drevet i vejret.

(N.A. Jensen: Ventetider, 1926, s. 168-169)

19. juli 1917 – Ribe Stiftstidende: krigsfange paa flugt og nye bestemmelser for duge, servietter og haandklæder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ingen duge eller servietter

I alle gæstgiverier og almennyttige offentlige lokaler, hvori levneds- og nydelsesmidler af en eller anden art afhændes til fortæring paa stedet, er udgivelsen af servietter af vævede virkede eller strikkede varer forbudt. I saadanne forretninger maa endvidere efter 1. oktober 1917 vævede, virkede eller strikkede varer, som kan vaskes eller afvaskes (bordduge) til dækning af bordet, paa hvilket maden eller drikkevarerne serveres, ikke mere overlades gæsterne til benyttelse af gæstgiverne. I gæstgiverier, hvori fremmede optages i herberg maa hver af de i disse gæstgiverier optagede gæster ikke faa mere end ét rent haandklæde om dagen til benyttelse. Til benyttelse af badet i saadanne gæstgiverier maa hver gæst i dagens løb  endvidere faa 2 haandklæder eller i stedet for det andet haandklæde et badehaandklæde eller frotterhaandklæde. Sengevasken til de gæster, der optages i gæstgiverier, maa først skiftes, naar opholdet er afsluttet eller ved et ophold, der varer længere end syv dage. Bliver enkelte dele af sengevasken ubrugelige af særlige grunde, især som følge af en gæsts sygdom, maa disse enkelte stykker skiftes. Bestemmelsen om haand- og badeklæder saa vel som sengevask finder ikke anvendelse paa offentlige eller private sygehuse.

Tilsøs paa vognfjæle og en balje!

For nogen tid siden forsøgte nogle krigsfanger fra Elsmark paa Als at flygte. Men da de kom ned til Lillebælt, blev de sete af vagtposten og vendte derfor om. Som straf blev de idømte arrest hver  søndag. Den sidste arrestdag gennembrød de muren nedenunder vinduet og flygtede. De havde ifølge Sonderburger Zeitung forinden i al stilhed tømret en flaade af nogle vognfjæle og sat en balje ovenpaa. Desuden havde de lavet sig aarer og skjult disse ting nede ved bæltet. Mandag morgen var de borte. Der blev søgt efter dem, men forgæves. Da flaaden er drevet i land, mener man, at fangerne er druknede, mens andre tror, at de endnu holder sig skjult paa øen.

 

6. juli 1917 – N.A. Jensen: Årsdagen for Jan Hus død

Den danske præst N.A. Jensen virkede under verdenskrigen som præst for de sønderjyske krigsfanger, fra 1915 i fangelejren ved Aurillac i Frankrig og så fra foråret 1917 ved Jurjef Polski i Rusland. I bogen “Ventetider” beskrev han sin gerning og livet i Frankrig og Rusland.

Som før nævnt er lejren her egentlig slavisk; her ligger et halvt hundrede bøhmiske og sydslaviske reserveofficerer foruden en hel del menige. Den 6. juli 17, 502-årsdagen for Jan Hus’ død, holdt de bøhmiske officerer en meget smuk mindefest for ham. En havde modelleret hans buste, to holdt begejstrede taler for ham som Bøhmens nationalhelt. At de var katoliker og han reformator, skilte ikke; det nationale overskyggede det religiøse. Tjekkiske og russiske sange blev sungne, og begejstrede leveråb lød for et sejrende Rusland og et frit Bøhmen. Officererne havde vist min ringhed den ufortjente ære at bede mig med til festen, foruden at vor kommandant, en russisk general, var æresgæst. I sommerens løb voksede Russer-stemningen stærkt blandt disse, og de ansøgte om at komme enten til den russiske eller franske front.

(N.A. Jensen: Ventetider, 1926, s. 168)

29. juni 1917. Unge kvinder på jagt efter sønderjyder i Rusland

Den danske statsborger, Ebba Trampe Westergaard, forsøgte under krigen i Rusland at finde dansksindede sønderjyder.

Hvert Menneske har sin “Hobby”. Det vil sige noget, han eller hun samler paa. Og i Aarene 1914-18 samlede jeg paa Sønderjyder.

I Aaret 1915 gik det mig som en af mine Fætre. Han samlede paa smaa, blegrøde Elefanter. Naar han havde een til foruden den, han tænkte paa, saa havde han to. Min Tanke var denne: der er danske Sønderjyder med i Krigen. Nogle af dem vil blive fanget af Russerne. De maa og skal hjælpes.

Der havde i 1915 været et stort Slag uden for Riga. En Ven havde af de russiske Soldater købt nogle Hjælme og Bælter, som de havde fundet paa Slagmarken. Af denne Ven fik jeg en Hjælm. Der stod et Navn paa den, som fik mig til at ryste af Graad. Der stod Christian Dahl!

Jeg anede ikke, hvem Christian Dahl var, men jeg var sikker paa, at han var Dansker – sønderjydsk Krigsdeltager. Og tænk, om det var lykkedes mig at hjælpe ham, før en russisk Kugle endte hans Liv.

I 1917 var jeg paa Besøg i det indre Rusland. Midt ude i et Landskab, der bestod af Sumpe og Enge, løb Moskvafloden. Den har høje, hvide Klitter paa begge Sider, og højt oppe i en saadan Klit laa en lille By, der hed Kunzewo. I en Bjælkehytte boede en dansk Familie, og naar Familien om Dagen var borte, havde en dejlig, stor, tyk, lettisk Pige, Anna, og jeg Huset for os selv. Man kunde se milevidt omkring. Og ude i det fjerne, – to danske Mil ude i Horizonten stak tre traadløse Telegrafmaster op. Anna forklarede mig, at derovre var der en Krigsfangelejr for Fanger af ikke-tysk Oprindelse.

Jeg blev fuldkommen vild. Kunde det tænkes, at der var Sønderjyder?

Det anede Anna intet om. Lejren var omgivet af Pigtraad og Palisader. Der var den strengeste Straf for at forsøge at trænge derind. Man maatte ikke engang tænke derpaa.

Men Tanker er toldfri, og Dagen derpaa – en hed, lummer Midsommerdag 1917 – havde jeg overtalt Anna til at gaa med til en af mit Livs mange og utalte Dumheder. Vi vilde forsøge at naa Lejren, hvortil der hverken førte Vej eller Sti, forsøge at komme derind ved Bestikkelser og saa finde ud af, om der var Sønderjyder og saa hjælpe dem til Flugt.

Ung, dum og naiv var man jo, og at Vorherre vilde være med os i saadan et glimrende udtænkt Foretagende, det var jo klart – – som Blæk. Saa stak vi af. Vi gik langs Floden, der i Zigzag snoede sig gennem Tundraen. Vi havde kun en løs Kjole paa, der kunde gaa for Badedragt paa samme Tid, en lille vandtæt Taske, Lærredssko og ellers intet.

Jævnligt maatte vi svømme over Floden. Den var lav, saa det var ingen Sportspræstation. Jeg havde Tasken i Munden og Skoene bundet paa Ryggen, naar det stod paa. Kjolen var skiftevis af og paa. Den tørrede jo let i den bagende Sol.

Anna var en “Knag”. Jeg havde i tre Dage sat hende ind i den sønderjydske Sag. Hun var Fyr og Flamme og svømmede bedre end nogen Klipfisk i dens Ungdom.

Denne endeløse Mose, hvor vi ofte maatte springe fra Tue til Tue og ofte sank i dybt Mudder, var jo ingen Forlystelsesanstalt. De eneste levende Væsener, vi mødte, var Faarehyrder, som vogtede deres Faareflokke. De saa forbavset paa os to Kvinder, der efterhaanden saa ud, som Agnete fremstilles, efter at hun har været i Havmandens Bo: med vaadt Haar, bare Ben, Tøjet laset og Sved og Vand drivende over Hals og Arme.

En gammel Hyrde, som havde set os komme op af Floden efter en Svømmetur, saa med Bekymring, at nu gik vi lige ud i Floden igen.

“Astaroschna, Barinja, astaroschna,” raabte han advarende. (“Vær forsigtig, Frue, det er farligt.”) Der er stærk Strøm, tilføjede han. Men intet kan holde to raske, danske Piger tilbage. Og er det een dansk og een lettisk, saa er det aabenbart en hel Gruppe, der ikke er bange for noget. Saa vi plumpede gladeligt ud i Floden igen med Skoene i Munden.

Snørebaand smager ikke godt. Det kan jeg bevidne, og Anna med. Men “Nitschewo” (ligemeget)! Vi gik paa med krum Hals.

Nu nærmede vi os Maalet. Der foran os laa Fangelejren. To lange Barakker og en Del Tilbygninger, Plæner foran. To Hold Barrikader med Skildvagter, og Plæner mellem Barrikaderne. Det saa ikke netop haabefuldt ud. Der stod vi, vaade, fæle at skue, lasede og Haaret i Tjavser, og jeg, der skulde føre an, havde et russisk Ordforraad, der ligesom var gledet ud i Floden ved Svømmeturene.

Jeg foldede Hænderne, saa op mod den dejlige, blaa Himmel. Saa gik vi lige hen til to Skildvagter, der vogtede den yderste Indgang. Jeg lod tre Rubler glide ned i Hænderne paa hver af dem. Saa sagde jeg bønligt: “Moschna!” (Maa jeg?) Rublerne gled i Lommerne, og de to Soldater saa den anden Vej. Vi gled ind. Ved næste Palisaderække gik det lige saadan.

Seks Rubler skiftede Ejer, og et bønligt “Moschna” lod de Herrer Vogtere se den anden Vej. Nu stod vi paa en stor Plæne, og der laa de to Barakker. Vi løb som for Livet op til de Huse, hvor der var tyske Krigsfanger, Tyskere fra fremmede Nationer, Tyskere, som ikke vilde være Tyskere!

Men hvem var de? Det var spændende.

Vi kunde blive paagrebne hvert Minut, derfor var hvert Minut saa kostbart. Vi løb ind i Barakken. I en stor Sal sad 4-500 Mand ved et langt Bord og spillede Terninger eller Kort eller lavede lidt Husflid. Alle var sorthaarede og med mørk Hud.

Jeg raabte af mine Lungers fulde Kraft: “Er her danske Slesvigere?” De stirrede paa os i den dybeste Forbavselse. Siden 1914 havde de ikke set en Kvinde. Ingen forstod mig. “Ist hier jemand aus Schleswiz-Holstein.” raabte Jeg.

Komplet Tavshed.

“Jest Iji wi Ujemzi illi nylt?” Er I Tyskere eller ej, raabte jeg paa Russisk.

Endelig fik een Soldat Talens Brug og svarede: “Ujet, mui Maguiari! (Nej, vi er Magiarer!)

Jeg kunde være sunket om i Fortvivlelse. Men jeg følte, at jeg havde en Opgave, trods alt.

Nu strømmede Spørgsmaalene fra dem alle. De stormede formelig ned mod os. Hvem er I? Hvad vil I? Hvordan gaar Krigen? Vi blev fangne allerede 1914 Vi har i tre Aar ikke set eller hørt nyt. Heller ingen Kvinder.

Er det sandt, at Verden er ved at blive anarkistisk? Hvad ved De om Ungarn? Om Østrig?

Aa, fortæl! Hvem sejrer!

Saa sprang jeg op og raabte: Alle taber, fordi alle slaas, hader og forfølger. Enhver, der tror paa Kristus vil altid sejre! Tror og elsker!!

Et kort, fattigt, elendigt Vidnesbyrd paa daarligt Russisk, men jeg vidste, at de første Ord fra den første Kvinde efter tre Aars Forløb vilde gøre et dybt Indtryk paa disse Mænd.

“Kto tam jest?”

Hvem er der, tordnede en Mandsstemme!

To russiske Officerer sprang formelig ind i Salen og gik lige løs paa os.

Hvordan kom I ind, bestak I Vagterne”, skreg de.

VI forsikrede, at vi da sandelig ikke havde Penge af Betydning. Vi havde klatret over Palisaderne.

Vore iturevne Klæder kunde ogsaa godt se ud til at have taget nogle alvorlige Klatreture.

“Er I Tyskere”, skreg Officererne.

“Tyskere!” Jeg lavede en fornærmet Trutmund. Næ, maatte vi nu bare være her. Nej, vi var Danskere.

“Ja, I maa ud”, raabte Officererne. I det Minut, der var (98) gaaet mellem mit Vidnesbyrd og Officerernes Ankomst, var det lykkedes mig at faa fat i mine Penge og uddele alt, hvad jeg havde, til Fangerne, der var dybt taknemmelige og grebne.

Saa blev vi jaget ud af Lejren, og Turen gik igen over Tuer og Mudderhuller, gennem Floden og langs dens Bred. Tavse, dødtrætte og skuffede, udmattede til det yderste, naaede vi Klithuset i Kunzewo.

DSK-årbøger 1947

19. juni 1917. Taget til fange af dansktalende englænder

Hans Peter Schmidt fra Aabenraa blev taget til fange

Hvordan jeg blev taget til Fange? Jo, ser du, det skete en smuk Juni-Aften i 1917.

Vor hele Stilling var nogle usle Huller i Jorden med to og tre Mand i hver og med en Dør eller et Stykke Bliktag som Dækning. Og vor eneste Spærring forude var en  enkelt Pigtraad. Meget smaat og meget simpelt det hele.

Flyvere var hele Dagen gaaet lavt hen over os, og da Trommeilden om Aftenen hørte op, vidste vi, hvad der forestod. Jeg gjorde Underofficerstjeneste og gik, da Ilden hørte op, rundt til alle Kammerater for at se, hvorledes det stod til og for at forberede dem paa, hvad der var i Vente.

Paa venstre Fløj af mit Afsnit havde jeg to ganske unge Soldater staaende, og den ene af dem kommer løbende over til mig og fortæller, at den anden er stukket af bag ud, og at han ikke vil blive alene tilbage. Naa, han kommer saa med ned i mit Hul, og vi er nu tre Mand, som anstrengt staar og stirre r over imod Fjenden. Alt synes at være stille.

Pludselig lægger sig en Haand paa min Skulder, og da jeg vender sig om, staar der seks Englændere og griner ad os.

„Kom an, Fritz”, siger de, og vi følger med over til deres Grav. Naar undtages, at de tager vore personlige Ejendele som Souvenirs, er det gemytlige Svende, rigtig rare og flinke Folk.

Men lige saa let det var at komme bort fra vor Stilling, lige saa vanskeligt var det at forcere deres Stilling. Jeg skal love for, at der var af spærret, og det varede noget, inden vi kom igennem al den Pigtraad, de havde spændt ud. Det var Skotter,, der tog imod os, og der udspandt sig nu følgende Samtale mellem deres Oberst og mig:

„Hvor mange Maskingeværer har I i dette Afsnit, og hvor er de placeret?”

„Det ved jeg ikke”.

Han lo lidt smørret og viste mig en Kortskitse, hvor vore Maskingeværreder nok saa tydeligt og nøjagtigt var indtegnede.

„I skulde afløses i Nat Kl. 12. Kan du sige mig af hvem”?

„Jeg ved nok, at vi skulde afløses, men ikke af hvem”.

Igen lo han helt gemytligt og fortalte mig saa, hvilket Regiment der skulde afløse os, og hvad Regimentskommandøren hed.

Han kommer saa helt hen til mig, sér mig stift i Øjnene og siger: „Det er pænt af dig, at du ikke vil forraade dine Kammerater, og vi véd det jo ogsaa selv altsammen.”

Han ser igen stærkt paa mig og siger saa efter at have betænkt sig lidt: „Vi to maa nok hellere tale dansk sammen, det kan vi begge meget bedre end tysk”.

Han var Svensker og en gemytlig Svend.

DSK-årbøger, 1943.

7. juni 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… russiske Fanger og Slesvigere over Grænsen”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Der er gaaet mange baade russiske Fanger og Slesvigere over Grænsen i de sidste Dage. Detachmentet har talt med 4 Russere og 6 Slesvigere. Egentlige Nyheder bringer ingen af dem; alle angiver Stemningen som meget trykket i Tyskland; man mener ikke, at Landet kan holde til Høsten.

To af Russerne fortæller, at der i en Bue N. om Haderslev er gravet Skyttegrave, paa enkelte Steder i 2 Linier; aller Gravene har Pigtraadsbælte foran.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Hvem er disse 5 alsinger?

5 fra Als og en russer.

Fra min morfars samling af billeder fra sin tid som krigsfange i Rusland er dette billede af 5 fra Als og en russer. Er der nogen der kan hjælpe med at identificere disse alsinger?

Jeg ved desværre ingenting om billedet. Hvornår og hvor det er taget.

Vi er stadig på jagt efter billeder og breve mv. fra sønderjyder i russisk krigsfangenskab – Link til efterlysning.

Iøvrigt også efter billeder, breve og beretninger for alle sønderjyder der var med i verdenskrigen.

25. maj 1917 – Flensborg Avis: Krigsfanger, gasmangel, tyveri og faneflugt

Under rubrikken ”Dagsnyt” brage Flensborg Avis den 25. maj 1917 blandt andet følgende meddelser

Vedrørende Forsendelse
af Værdibreve til Fanger i Rusland meddeler den tyske Hjælpe
forening i Stokholm følgende:

Korte Meddelelser (kun paa ufrankerede Postkort eller et Kort i Postkortformat) eller Dokumenter, der er sælig vigtige, og hvor der hvor det særlig kommer an paa, at de ogsaa virkelig naar Modtageren, anbefales det, ifølge vore Erfaringer, at sende gennem os som Værdibreve. Da Posten imidlertid kun behandler Breve som Værdibreve, naar de indeholder et Pengebeløb, maa der føjes nogle Rubler til, som naturligvis udleveres til Modtageren. Beløbene skal helst vare mindst fem Rubler (= 6 Kroner 50 Øre i svenske Penge), og vi beder om Tilsendelse af saadanne Penge ved Postanvisning, der er portofri, naar den bærer Bemærkningen „Kriegsgefangenensendung – taxfrei”.

For at undgaa Fejltagelser bør der tydeligt peges hen paa, at Pengene skal sendes sammen med en skriftlig Meddelelse. Endvidere maa der i den Skrivelse, som vi paa denne Maade skal befordre videre med Pengene, paa ingen Maade nævnes noget om, at Pengene kun tilføjes, for at Efterretningen sikker naar til Modtageren. Nærmere Oplysninger og Prospekter saas paa Oplysningskontoret paa Raadhuset i Flensborg.

Haderslev Gasværk o. 1900 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Gasmangel og Driftsforstyrrelse.
„Modersmaalet” i Haderslev udgik paa Grund af Gasmangelen der i Byen i Onsdags kun med et halvt Nummer. Bladet skriver i den Anledning:

„Siden Februar Maaned har vi Haderslev kun haft Gastilførsel nogle faa Timer om Dagen. I de sidste Dage er Forbruget yderligere blevet stærkt begrænset. Som Følge deraf kan vore Sættemaskiner, som vi er særlig henviste til over for de vanskelige Forhold, Dagbladene arbejder under, saa godt som ikke benyttes. Ved de faa Haandsættere vi endnu raader over, er det imidlertid umuligt at faa Avisen sat.”

Nu giver det igen lidt mere Gas i Haderslev, skriver „Dannevirke” i Gaar, nemlig lig om Morgenen fra 5 til 7½, om Middagen fra 10½ til 1½ og om Aftenen fra 6 til 7½.

Frækt Tyveri. (Dv.)
Gaardejer Konrad Ravn i Løndt (Starup Sogn) har sine Kreaturer gaaende løs i denne Tid paa en afsides Mark. Køerne gaa med Grimerne paa. Tirsdag Eftermiddag, da en Dreng og en Tjenestepige kom ud for at hente Køerne manglede Grimerne paa 5 Køer, og paa 1 Ko var Grimen løsnet, men ikke tagen med; en gammel Grime havde man kastet hen ved et Led og derefter byttet en gammel med en ny Grime. I alt savnes 8 nye Grimer, og en Ko havde de jaget ud af Kobbelen. Reb og Jern er en dyr Vare i denne Tid.

Tyveri. (S.G.)
Hos Over-Postkonduktør Bartholomæus i Slagtergade Haderslev blev der i Søndags Aftes øvet et frækt Tyveri. Tyven sneg sig, inden Gadedøren blev lukket, op paa Loftet og stjal omtrent 40 Pund Flæsk. Da Husbeboerne kort efter Klokken 10 kom hjem, fandt de begge Dørene til Gaden aabne.

Efterlyst.
I Regeringens „Amtsblatt”, for 19. Maj 1917 efterlyses Landeværnsmand Johannes Emanuel von Würtzen af Haderslev for at have fjernet sig fra sin Afdeling uden Tilladelse. Desuden efterlyses 5 Personer sydfra, der beskyldes for at være deserterede, den ene tillige for Tyveri.

Efterlysning af erindringer, breve mv. fra sønderjyske krigsfanger i Rusland

    Sønderjyske krigsfanger i Rusland. Skovlejren i Sarapol. Fra venstre Hans From og Karl Dicksen, begge fra Haderslev, Jørgen Lausen fra Aabenraa og Marius Riis fra Haderslev.

 

 

 

Vi (Bernadette Preben-Hansen og Arne May) har lavet en liste med 470 navne på personer med relation til sønderjyske krigsfanger i Rusland under Verdenskrigen. Navnene er hentet fra medlemslister, Røde Kors lister, navne i erindringsbøger af hjemvendte krigsfanger, indlæg i Ribe Stifstidende og Hejmdal mv. Målet er at beskrive de sønderjyske krigsfangers skæbne i Rusland, så godt som det kan lade sig gøre, og derfor efterlyser vi erindringer, breve, postkort, fotos og andet, som familierne måtte ligge inde med. Link til Liste.

Har I materiale liggende, modtager vi med glæde kopier og scanninger. Har I ikke mulighed for at scanne eller kopier materialet, så lad os i det mindste vide at materialet eksisterer, så kan vi måske hjælpe. I kan maile direkte til Arne May her, eller skrive en kommentar forneden. I skal ikke skrive jeres mailadresse i kommentarfeltet, da vi som editor har adgang til mailadressen. Vi hører også gerne, hvis I kender nogen der mangler på listen.

Efter krigen stiftedes i 1919 ”Foreningen af forhenværende krigsfanger i Rusland”, med Fritz Clausen som formand og Anton Nygaard som næstformand, men da Frits Clausen begyndte på sin politiske karriere i 30’erne, forsømte han foreningen og det værste var, at alle protokoller og medlemslister forsvandt. Det eneste der overlevede var listen i H.C. Clausens bog om Kejserinde Dagmar, uddrag her.

Da Frits Clausen begyndte sin politiske virksomhed, besluttede næstformanden og nogle af hans gamle kammerater fra Rusland, at finde ud af hvad den gode Frits nu havde gang i. De troppede op til et af hans politiske møder og satte sig bagerst i salen. Da de have hørt nok, rejste de sig alle op og en af dem sagde højt på russisk: ”Du er sku’ ikke rigtig klog”, for derefter at forlade salen samlet. Dermed sluttede den første forening sit virke.

I slutningen af 30’erne gjorde Theodor Voss, Peter Jensen og Henrik Rasmussen et stort stykke arbejde med at genskabe foreningen, skrive ud til de gamle kammerater og genskabe medlemslisterne. Da foreningen blev nedlagt i 1968, blev alt materialet afleveret til Landarkivet i Aabenraa. Dette materiale var vort udgangspunkt.

Under verdenskrigen var forholdene for krigsfangerne i Rusland ret kaotiske, dels på grund af landets størrelse, dels havde russerne ikke styr på hvem der var hvor – rent administrativt magtede de ikke opgaven, dels var viljen til samarbejde med beskyttelsesmagterne nogen steder ret begrænset. De var mere interesseret i at bruge fangerne som slavearbejdere i de sibiriske og ukrainske miner. Nogle af disse mine-lejre var rene dødslejre. Svenskeren Elsa Bränström har skrevet en bog, der beskriver disse forhold nærmere. Link til bogen på tysk, men den findes også på svensk.

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 blev det endnu værre. Efter Brest-Litowsk freden i 1918 interesserede Sovjetterne sig ikke længere for krigsfangerne og lod den gå for lud og koldt vand. De der ønsker at læse mere om denne tid kan læse Bernadette Preben-Hansens artikel “Da danskerne rejste fra borgerkrigen”.

10. maj 1917. Frits Clausen: Uundgåelige sammenstød mellem danske og tyske nordslesvigere i fangelejren

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger. I 1917 var der tale om, at pastor N.J. Jensen skulle komme til Rusland til krigsfangerne.

Jyrjev Polski 10.V.1917

Kære Herr Pastor Jensen!

Med stor Glæde modtog jeg forleden Deres Kort og med en endnu
større Deres Brev lige nu. Vi glæder os alle uhyre til Deres komme og venter Dem med stor Længsel. At De ikke kommer som politisk Agitator er vi enige med Dem i. Heldigvis er Sindelaget ogsaa et saadant hos alle, at vi ingen slig Paavirkning behøver. Derimod længes vi efter den aandelige Næring, De vil give os.

Man lever ikke 3 Aar under slige Forhold uden at tage Skade.

Om alt her i Lejren vil jeg siden skrive nærmere, hvis Deres komme
skulde udsættes længe endnu. Vi ved hvordan det gaar her! –

Hvad angaar Forslaget om at Danskerne kunde komme paa Arbejde, har jeg drøftet det med Kammeraterne, men Spørgsmaalet er ikke saa ganske let afgjort. For det første handler det om at de  Forrettigheder vi nu har, ikke bortfalder, altsaa den danske Lejr, saa det maaske kunde blive vore andre Landsmænd umuliggjort at komme ud af de tyske Lejre.

Saa er det, at det skulde gælde for Slesviger uden Hensyn til Sindelaget. Erfaringen har vist, at selv her i Fangenskab ikke kan leve sammen med vore Fjender uden Sammenstød, dette gælder ganske særlig for Hjemmetyskerne. 31 Sønderjyder kan ikke være sammen uden at tale om vort Folks eneste Haab, særlig i Tider som nu, hvor Nationalfølelsen maa komme op i enhver. Det er vort daglige Samtaleemne og det har holdt sig lige frisk i al den Tid vi har været sammen og alle andre Emner ere udtømte.

Forhaabentlig vil De, kære Herr Pastor Jensen, ogsaa kunne bringe vore Tanker paa andre Veje. Jeg vil dog betone, at Danskerne gerne vil arbejde og overalt har faaet et godt Skudsmaal for Flid og Udholdenhed, men der er mange Ting man ved et saadant Tilbud maa tage i Betragtning. Det vil De dog allerbedst kunne dømme om, naar De kommer hertil og selv ser Forholdene. Forhaabentlig vil dette ske snart; nu, De er saa tæt ved, er Forventningen stor.

Vi havde jo allerede ganske opgivet Haabet og er lige nær ved at blive utaalmodige endskønt man skulde tro, vi havde lært Taalmodighenden at kende.

Til Slut beder jeg Dem om at takke alle dem som nu tænker paa os paa det hjerteligste fra os og sender saa Dem de hjerteligste Hilsener fra os alle 32.

Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

9. maj 1917 – Enkefru Røgind: “… en Søn har jeg ved Fronten”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Maj.
Hørte i Dag om Falle Jørgensen i Fredsted. at da. de kom ind til ham for at opfordre til at tegne sig for Krigslaan, sagde han Nej, det vilde han ikke, og da de saa sagde, at det skulde han dog betænke, han havde jo Russere, og noget maatte man jo ofre, svarede han: »Synes I ikke, at jeg har ofret nok, en Søn har jeg ved Fronten, og en Søn har jeg bragt paa Kirkegaarden, og hvad de Russere angaar, vil jeg dog spørge Landraaden, om det er med hans Vilje og Vidende, at de saadan truer Folk til at tegne.« Saa blev de bange og sagde, det maatte han endelig ikke, men sine Russere beholdt han.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 136)

8. maj 1917 – Thyge Thygesen: “Mig er de temmelig underdanige”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 8. 5. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Har nu lige fået ”Onnen.” Vi har fået Nudler i Går og jeg har nu kogt nogle i Dag. Det går udmærket med Kogningen, det er jo slet ikke så slemt. Det eneste er, der går altid en hel Del af Fritiden dermed, men så har jeg jo til gengæld også altid hvad jeg lige har Appetit på. – Ansøgningen må I altså foreløbig ikke sende ind, den gamle er jo da så ikke helt ude af Verden, hvad det nu bliver til, skal Tiden nu vise.

– Sæbe har jeg foreløbig også nok af. Fangerne får lidt sendt hjemme fra og nogle af dem betænker jeg somme Tider med lidt Mad eller Brød og de har så givet mig lidt Sæbe. Mig er de temmelig underdanige, de kalder mig endogså ”Herr Posten.”

Vi har det dejligste Forår her, nu begynder alt at blive grønt. Men den dejlige Bøgeskov mangler her. Her i dette Ufrugtbare Land gror der kun Fyr og Birk.

Nu de kærligste Hilsener fra Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

6. maj 1916 – Thyge Thygesen: “…med blødende Hjerte”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 6. 5. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Frisk op min Sjæl, forsag dog ej! – Nu bliver Du Degn i Jenses Stej, det sidste passer vel nu ikke, men ellers er der da nu et lille Lyspunkt i dette Tusmørke.

Altså: I går kom der fra Wittenberg en Skrivelse til mig hvorpå jeg skal besvare en hel Mængde Spørgsmål, det kan jo kun være angående Reklamationen. Det skal så sendes til Wittenbg. Der vil naturligvis så hengå nogen Tid, måske ca. 1 Måned, før jeg atter hører noget.

Så er min Tid som ”a.v.” [arbeitsverwendbar] jo desværre omme, (d. 15. 6.) men glad er jeg nu dog, da Rekl. altså dog ikke er helt ude af Verden. Hvad det nu bliver til vil meget afhænge af en ny Undersøgelse, som jo desværre nok skal blive foretaget og denne Gang har jeg jo, som allerede før meddelt, ikke stort Håb. Nu vil vi jo håbe det Bedste!

Underoffz. skulde være kommen Fredag Aften, men er endnu ikke her. Det er uforskammet af ham. Jeg har havt et farligt Bryderi i Morges. Alle Fangerne skal arbejde i Dag. Også dem som har arbejdet i Nat og som skal ud næste Nat. Da jeg ringede dem ud i Morges kom de ikke. Da jeg omsider fik dem udenfor, stillede Hælften sig til de Syge og meldte sig syg. Så har jeg smidt hele Selskabet ud, både syge og sårede, alt uden Undtagelse. Der måtte naturligvis gås håndgribelig til værks, mange måtte jeg have i Nakken og så hjælpe dem, ikke helt lempelig, udenfor. Sådan noget gør jeg med blødende Hjerte, for for min Skyld kunde de jo sågodt blive inde – men det var jo en Befaling og så må jeg jo også lystre.

Det regner i Dag, nu kommer de hjem, måske først Kl. 1, gennemvåde og Kl. 6 skal de atter ud, hele Natten. Det er også uforskammet at forlange sådan noget og så ved den Kost som de får! Jeg undrer mig blot at de ikke gjorde Gewalt, så kunde jeg jo slet intet have gjort mod så mange. Skyde dem ned, kan jeg jo da ikke godt. Nå, nu de Kærligste Hilsener fra Eders Thyge. Altså foreløbig ingen ny Reklamation!!!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

3. maj 1917 – Ribe Stiftstidende: kornoptælling og krigsfanger

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Hvor mange kom der?

Denne første sending krigsinvalider var paa i alt ca. 130 mand, deraf en halv snes officerer. I løbet af ca. 14 dage ventes næste transport af russiske krigsfanger fra Tyskland. Det hold, der nu er kommen, kom fra en krigsfangelejr ved Stralsund.

Kornoptællingen sønden grænsen

Fra Landraadskontoret i Haderslev har Dannevirke modtaget følgende: I Haderslev Kommune blev der i 3 gaarde ved den nævnte kornundersøgelse hemmeligholdt 150 pd. hvede, 98 pd. mel og 322 pd.havre samt 150 pd. havre, der bagefter fandtes af Undersøgelseskommissionen. Følgen var, at de hemmeligholdte mængder blev konfiskerede, og at der vil blive indledet straffesag.

2. maj 1917 – Thyge Thygesen: “… død en Russer for os”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 2. 5. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Har næsten ingen Tid til at skrive i, men Tiden til et Brev tager jeg mig nu. Jeg er jo kommandofører i denne Uge og nu skal da også alt muligt indtræffe lige udregnet, da Underoffz. fejler. For det første er der død en Russer for os. På Torsdag kom han i Sygehuset, på Lørdag døde han, Mandag Aften fik jeg det først at vide. I Går har jeg så havt et Løberi som er til at blive tosset over. Jeg skal melde det an alle mulige og umulige Steder, sørge for Kiste, Grav, Begravelse, katolsk Præst o.s.v. o.s.v. I Aften Kl. 7 finder Begravelsen så Sted. Nå, Hovedsagen er, at de får ham i Jorden, enten det så er på den foreskrevne Måde eller ej!

Takker mange Gange for Pakken med Flæsket og Ærterne, har i Dag kogt Ærter som efter min Mening og også efter en Russers Udsagn, som jeg gav en Tallerkenfuld, smagde helt udmærkede. Vi har i Dag fået 1 pund Sukker. Nå, I er nu af med lille Vipsen , at I vil komme til at savne hende, kan jeg så godt forstå. Gid hun nu må få det godt. Hun skrev i det sidste Brev, at hun troede helt bestemt jeg fik fri – ja, gid hun havde Ret, jeg tror det næppe. Til nu er jeg jo da her, men nu skal vi jo see hvad de næste Dage vil bringe!

Det er en slem Malheur for Peters, at de nu også har mistet en Hest, så høj som Værdien er nu, er den naturligvis ikke forsikret for!! Blot det nu må gå godt med Lisbeth når hun skal fole!

2 Russere har jeg sendt til Lazarettet i Wittenberg i Dag og så klager de enda alle: ”kaput, kaput,” Men jeg kan jo ikke, som jeg helst vilde, sende hele Flokken derhen.

Nu de kærligste Hilsener, Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

22. april 1917 – Thyge Thygesen: “Skal Lisbeth snart fole?”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 22. 4. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Er nu atter Kommandant på ”Djævleøen,” da Underoffz. atter er udrejst. Har nu fået Fangerne sendt på Arbejde og vil så straks begynde på et Brev til Eder. I Går Aftes modtog jeg Pakken med Kartofler og siger Eder mange Tak derfor. Har det jo ellers udmærket og håber det samme om Eder alle.

– Jeg talte i Går Aftes med Kameraterne og Underoffz. om Reklamationen. De mente ikke det kunde gøre noget om der blev sendt en ny ind. Jeg ved nu ikke om det ikke er klogere at vente til efter Maj, da jeg jo sandsynligvis da atter må forandre Opholdssted. Ellers skal den jo rettes til:

9. Landst. Ers. Batl. 4/27
2. Kompagnie
Klein Wittenberg (and.
Elbe.)
Abkommandiert zum Arbeitskommando 57a
Lauchhammer.

Det kan I nu gøre som I vil, men jeg tror nu det er sikrere at vente til nogle Dage hen i Maj. Det er naturligvis skammelig for hver Dag der går, men på den anden Side var det jo også ærgerlig hvis den ikke skulde nå mig på Grund af, at jeg flytter. Efter Maj er Chancerne naturligvis ikke så gode, da I jo da får en Karl. Jeg vil nu overlade det helt til Eder – men jeg tror nu alligevel det er bedre I venter. – Det er nu ikke for det, der er enkelte Rekl. som er gåede et helt ¼ Aar, men da denne her var til Forårsarbejdet skulde man jo synes den måtte gå hurtigere, så jeg er alligevel bange for den er afslået. Prøv at tale med P. Petersen hvad han mener.

Er alt ellers vel om Bord derhjemme? Skal Lisbeth snart fole? Nu må I da have en Masse Mælk da alle Køerne har kælvede? I Aar kommer de nok ikke ud til Maj!!? Et Får og eet Lam!! Ja, alt er knap!!!

Nu de kærligste Hilsener til Eder alle, Eders Thyge.

Hilsen til Naboer og Bekendte!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

21. april 1917. Rørende gensyn: Konen genkender sin mand i en kolonne krigsfanger

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat.

Da Paaskeoffensiven mellem Reims og Laon begyndte i 1917, blev vi flyttet til Byen Toilecourt ved Reims. Vort Kvarter var meget udsat for Bombardement og vi flyttede derfor hen i en Tekstilfabrik. Her var nu anbragt 4.000 Mand. Maskineriet i Fabrikken var blevet ødelagt, men man havde sendt det til Tyskland til Omsmeltning.

Vort Arbejde bestod i at lave Artilleristillinger i fuldt Dagslys, for her var Fronten langt borte. Der faldt dog enkelte store Granater i Omegnen, men ellers var her roligt og fredeligt, den roligste Plet, jeg indtil nu havde haft.

En Aften, da vi opholdt os ude paa Gaden og saa paa Trafikken til og fra Fronten, kom der nogle franske Krigsfanger forbi. De var under stærkt Bevogtning, vel en 20 Mand.

Kvinderne i Byen stod ogsaa og saa paa Trafikken. Fangerne kom paa deres March forbi ét af Husene, hvor Konen stod i Døren. Lige paa en Gang fløj Konen ud paa Vej en og slog Armene om en Soldat. Det var hendes Mand.

Der blev stor Opstandelse i Rækkerne. Vagtsoldaterne skældte ud og truede, men det hjalp ikke Spor. Manden og Konen stod tæt omslynget og kyssede hinanden.

Saa tilkaldte man en Officer. Han gav dem Lov til at tale sammen en halv Time, men under Overværelse af en Tolk.

Dette Møde gjorde et dybt Indtryk paa os, og der randt en Taare ned ad Kinderne paa alle, der overværede det.

– Ja, saadan er Krigen!

Den halve Time var forbi. Manden drog i Fangenskab. Hun havde dog Vished for, at han levede …

DSK-årbøger 1964

19. april 1917 – Ribe Stiftstidende: krigsfangerne i nord

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen. I Danmark blev der i 1917-1918 indrettet krigsfangelejre i Horserød på Sjælland og Hald i Jylland.

Sanitetstjenesten ved krigsfangelejrene

En række fortsatte undersøgelser af krigsfangerne. Efter hvad vi fra velunderrettet kilde erfarer, vil der blive truffen alle tænkelige sanitære sikkerhedsforanstaltninger overfor krigsfangerne, der ventes hertil. De bliver undersøgte indgaaende før deres afrejse fra krigsfangelejrene i udlandet, og under rejsen hertil foretages flere undersøgelser efter hinanden. Ligeledes vil de blive undersøgte straks efter deres ankomst her til landet. Ved hver af de to krigsfangelejre indrettes 3 lægelige servicer, hver med en overlæge og en reservelæge, der begge skal være danske, i spidsen og desuden et betydeligt antal læger, hvoraf en del bliver danske, en anden del hørende til fangernes egen nationalitet.

 

19. april 1917. Franske fanger synger “Marseillaisen”.

Hans Andersen Kongsbjerg gjorde krigstjeneste på Vestfronten. Ved påsketid 1917 blev han sat til at bevogte en arbejdskommando af franske civilfanger

Afkommanderet

Ved Paasketid 1917 havde mit Regiment store Tab under Forsvaret af Vimyhøjderne, og vi skulde derfor sammenarbejdes med de nye Reserver i en roligere Stilling ved Fromelles paa Lilleegnen.

Som en af de gamle i Tjenesten ved Kompagniet blev jeg af en velmenende Feldwebel tildelt et Kommando, der skulde bevogte Civilfanger i en Lejr i Nærheden af Houburdin.

Vi var 15-16 Mand under en bajersk Feldwebel og Underofficers Ledelse, og der blev af Feldgendarmer transporteret ca. 300 Franskmænd ud til os den første Dag.

Det var store, flotte Fængselsbetjente fra Lille, Haandværkere, Forretningsfolk og en Del unge Grubearbejdere. Vi sporede ingen større Paaskønnelse fra dette Selskabs Side for Indkvarteringen hos os, men denne forløb dog i første Omgang nogenlunde i Orden og Ro.

Næste Dags Morgen skulde der rykkes ud til Arbejde, og Halvdelen af Vagtmandskabet fik tildelt et Par Hundrede af Civilfangerne, som vi skulde stille med i en By nogle Kilometer fra Lejren.

Under Marchen mærkede jeg nok, at der blev meddelt Paroler fra Geled til Geled, og da vi passerede en større Landsby, hvor Beboerne stod spændte i Døre og Vinduer, stemte hele Kolonnen pludseligt i med Marseillaisen.

Kvinderne, der stod ved Husene, græd, og det saa ud til, at de temperamentfulde Franskmænd var ret opildnede af de patriotiske Ord og Toner.

Den bajerske Underofficer, der førte os, saa temmelig betuttet ud, og jeg var belavet paa hvadsomhelst.

Imidlertid fik Sangen Ende og Landsbyen med, og den støvede Landevej og Sommervarmen dyssede igen Gemytterne i Ro.

Ude paa Arbejdspladsen, hvor Flokken blev inddelt i Hold, fik jeg tildelt en Snes Mand, der skulde lave Skyttegrave. Da de saa, hvad de skulde udføre, nægtede de pure, og saa stod jeg der i en ny truende Situation.

Feldwebelen, der havde Opsyn, kom til, og han kunde saa mange franske Brokker, at han kunde tale Dunder til strejkende Franzoser, men lige meget hjalp det. Han forsøgte saa med Trusler, lod mig plante Bajonetten paa, men heller ikke dette virkede paa de opsætsige.

Enden blev, at han maatte lade dem strejke, men valgte saa selv Stedet dertil. Det blev en Plads, hvor jeg som Vagtmand kunde staa i Læ for et begyndende Tordenvejr, mens Franskmændene “strejkede” uden for i den skyllende Regn.

Det var kun med Nød og næppe, at jeg hindrede Flokkens Opløsning, da Livejret brød løs, men det gik. Senere opdagede jeg en Belgier i Flokken, der kunde Tysk, og kom lidt paa Talefod med dem, saa de forstod, at jeg ikke vilde gøre dem mere Fortræd, end jeg havde Ordre til.

Det lykkedes dog ikke hverken med det onde eller gode at faa denne Flok til at arbejde den Dag.

Næste Dag tilbød de at arbejde mod, at der blev afgivet skriftlig Erklæring om, at det var tvungent. Flokken søgte ved Tegn og Blink at faa mig med som Vagtmand, saa der var ikke dødeligt Had fra foregaaende Dag.

Ved lidt Taktik ved Opstillingen fik jeg dog tildelt et lille Hold af unge Knægte, og vi kom til at have et fornøjeligt og godt Samarbejde.

Efterhaanden blev Forholdet mellem Fangerne og Vagtmandskabet ret venskabeligt, og vi havde alle efter Omstændighederne gode Dage.

Desværre varede det ikke længe, før jeg igen maatte med Kompagniet hen, hvor der var dicke Luft.

H. Andersen, Kongsbjerg.

DSK-Årbøger, 1941

18. april 1917 – Ribe Stiftstidende: nord for grænsen…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Livet ved den franske front

Der var i aftes mødt saa mange mennesker, som klubbens store sal kunde rumme, for at høre Hr. Fjerdingstads foredrag om livet ved den franske front. Taleren indledede med den beskedne bemærkning, at han ikke var foredragsholder af fag, men vilde tale ud af selvoplevelse som jævn og simpel soldat; men i grunden behøvedes der ingen undskyldning; for fremstillingen var – ogsaa fra et formelt synspunkt – ulastelige virkede helt igennem yderst tiltalende, fri som den var baade for pral og hadefuldhed mod fjenderne. Gennem en broget række af alvorlige og morsomme oplevelser malede han et meget levende billede af soldaterlivet i Frankrig baade i kvarteret, i løbegraven og midt i kugleregnen, og man fik et stærkt indtryk af den tillidens, frivillighedens og kammeratskabets aand, der raader i den franske armé mellem befalingsmænd og menige. Efter foredraget viste taleren en række gode lysbilleder fra skyttegravene og krigsomraadet; det var kun i sin gode orden, at tilhørerne lønnede foredragsholderen gennem en kraftig klapsalve.

De syge krigsfanger

Sidst i maaneden kommer de første krigsfanger. Efter hvad vi erfarer ved henvendelse til den danske Komité for Anbringelsen af syge Krigsfanger, vil de to fangelejre, ved Horserød og ved Hald, først staa parate til at modtage krigsfangerne lige ved udgangen af denne maaned. De første hold krigsfanger fra Rusland og fra Tyskland vil derefter kunne ventes i dagene omkring 1. maj.

15. april 1917 – Thyge Thygesen: “Øverstkommanderende her på ”Djævleøen””

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 15. 4. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Venter nu at høre lidt fra Eder i Dag da jeg ikke har hørt i nogle Dage. De to små Pakker har jeg jo, som allerede meddelt modtaget.

Jeg er Øverstkommanderende her på ”Djævleøen” i disse Dage. Underofz. som ellers fører Kommandoet, er nemlig afkommanderet og skal med og revidere hos Bønderne. Han har været borte siden Torsdag og kommer sandsynligvis først på Tirsdag. – Han kom dog i Går Aften og har været her i Nat og det er jeg meget glad for. Russerne vilde næmlig ikke arbejde i Dag, da de efter deres Tidsregning har Påskedag i Dag. Nu da han selv har været her er jeg da fri for Ansvaret.

Modtog nu lige Brev fra Eder, hav mange Tak derfor. Seer deraf at Asmus Nissen er på Orlov, er det atter fra Fronten? Hvor er han og Hans ellers egentlig? Er Klaus hjemme endnu? Det var da godt at han alligevel kom med hjem, Asmus mener jeg, ellers var det da en kedelig Orlov! Ja, er det ikke grusom med sådan et Tyranneri? Men efter de sidste Frontberetninger fra Vestfronten, lader det jo til at der nu bliver gjort en Ende derpå. Os kan det jo snart være det samme hvorledes det går, blot Danmark må blive udenfor.

– Skal Brevene afleveres åbne til mig? Så skal I jo nu da betænke hvad I skriver!!! – Håber I har modtaget Pakken fra mig. Sender også een af Dagene Penge, jeg tænker 30 Mk. Men jeg må vel hellere vente til Underofz. kommer, jeg må næmlig ikke gerne forlade Lageret før. Var nu alligevel i Teater Fredag Aften. Der blev spillet en Oparette ”Das Försterchristel” det var for resten helt godt. Det var i Neuendorf Kredsstaden her er Liebenwerda. Vi er her tæt ved Grænsen til Kongeriget Sachsen og også til Schlesien, jeg ved ikke om I har fundet det på Kortet.

Har i begyndt med Forårsarbejdet? Sædekorn må I vel da beholde nok af, kære Far? Hvad Bygget, fik Du Lov at beholde det? Reklamationen kommer I nok til at slå af Hovedet. Nej, kære Mor, forespørge til Eisl. må jeg nok ikke. Og kommer den dertil, kommer den også nok her, men jeg er bange for at den ikke er kommen så langt. – Men længe går de jo – og til mig vil det jo vare endnu længere.

Kærligste Hilsener fra Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

12. april 1917. Th. Lorenzen ved Arras: De første engelske fanger

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

(… fortsat)

Omkring ved Totiden om Natten var vi naaet frem til den Afdeling, vi skulde afløse. Vi skulde afløse et Kompagni af 31. Inf. Regiment.

Løbegrave ud til Stillingen fandtes ikke, hist og her laa en død Kammerat, som en Kugle havde overrasket. En Stilling eller en Skyttegrav fandtes heller ikke. Vi laa i nogle Huller, som gav lidt Dækning for det værste.

Marken var tildækket med Sne, Hullerne i Jorden et Ælte af Smuds. Den Skyttegrav, som skulde graves, var markeret ved, at man havde gravet Grønsværen bort. Det første Arbejde var nu at faa Hullerne forbundet indbyrdes, saa man i Dækning kunde bevæge sig til Siderne. Vi laa og frøs, saa Tænderne klaprede i Munden.

Hvor Fjenden laa, og hvor stærk han var, vidste ingen. Nogle Lysraketter, som han sendte i Vejret, lod os formode Afstanden, men antagelig laa han i samme fortvivlede Forhold som vi. For at faa Varme i Kroppen tog vi ivrigt fat paa Skansningen.

Et Par saarede Englændere laa helt forkomne i nogle Huller. De havde Skudsaar i Benene og kunde ikke gaa. Det var første Gang, jeg i Krigen kom i personlig Berøring med Englændere. Jeg tiltalte dem først paa Fransk i den Tro, at det var Franskmænd. Nu har mit franske Sprog maaske været daarligt at forstaa, selv for en Franskmand, i hvert Fald forstod de mig ikke, og jeg ikke dem.

En Kammerat, en teologisk Student, kunde tale Engelsk. Han spurgte dem ud, og de forklarede, at de hørte til en Patrulje, som var blevet saaret og taget til Fange.

Ved Siden af min „Lejlighed” laa to andre af deres Kammerater, som havde lidt en mere haard Skæbne. De var blevet skudt ved et Forsøg paa at finde de tyske Stillinger. Vor Saniteter begravede dem Dagen efter i et Granathul. Deres Papirer og andre Ejendele tog man fra dem, og gennem Røde Kors blev de sendt til deres Familie.

Vor Stilling laa i Udkanten af en lille By, Rouex, som blev meget omtalt i Generalstabsberetningerne i den Tid. Kampen om denne By var langvarig og endte med, at Tyskerne holdt den ene Bydel besat, Fjenden den anden. Vor Indsats var Begyndelsen til en lang Række Kampe, som var meget omtalt i Dagbladene dengang.

Den tredie Nat efter vi var kommet i Stilling, havde vi Graven og Dækningen nogenlunde i Stand; men den Strækning, som vort Kompagni skulde besætte, var meget lang, og derfor meget tyndt besat.

Kompagniets Kampstyrke skulde være 250 Mand, men vi var kun 130. Brystværnet i en Skyttegrav skulde almindelig besættes med 8 Skytter. Vi havde kun Raad til at sætte to Mand ved hvert Brystværn, men til Understøttelse for disse stod der ved hvert tredie Brystværn et stort Maskingevær, som gav os en betydelig Styrke i Tilfælde af, at Fjenden skulde finde paa en Overrumpling.

En Kilometer bag os stod et Batteri af 10 cm Haubitser. De første to Dage havde vi nogenlunde Fred og Ro, kun lidt Skærmydsel mellem Artilleriet, og efter at vi nu var indlevet i Forholdene, følte vi os ret godt tilfredse. Bataillonsstaben laa 4-500 Meter tilbage ved Indgangen til Byen i en Bunker, en Hule, som var afstøttet med Træstammer. Forplejningen kom ud til os om Aftenen, ogsaa varm Kaffe med Whisky. Det var en god Hjertestyrkning i den slemme Kulde.

Om Dagen var det meget ubehageligt. Vi kunde ikke arbejde i Graven, for Fjenden kunde iagttage, hvad der foregik, og vi fik straks en Hilsen sendt fra Artilleriet. Vi laa derfor om Dagen i Bunden af Graven, tildækket med Kappe og Telt, i en halv Døs og led meget under den strenge Kulde. Paa denne Maade gik den ene Dag efter den anden.

Saa kom den 12. April, som jeg husker saa nøjagtigt, idet det var min afdøde Faders Fødselsdag.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

11. april 1917 – Ribe Stiftstidende: hvor mange klæder maa man have?

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ulovlig omgang med krigsfanger

Landsretten i Flensborg forhandlede i følge Flensborg Avis den 30. marts blandt andet følgende sager: For ulovlig omgang med krigsfanger blev en soldaterkone Dora Limbrecht, født Møller, i Slesvig idømt 4 maaneders fængsel. Retten fremhævede, at det drejede sig om en gift kone, hvis mand kun havde ligget 2 maaneder i felten, og som var moder til 5 børn. En tjenestepige Emma Petersen fra Siidensee idømtes for samme overtrædelse 2 maaneders fængsel.

Hvor mange klæder maa man have?

Der er traadt nye bestemmelser i kraft angaaende tøjforbruget, idet Rigsbeklædningsstedet har opstillet nye rettesnore for udstedelsen af tøjkort og kort til fodtøj. Rigsbeklædningsstedet har ifølge Hejmdal udsendt en fortegnelse over de beklædningsstykker, som er nødvendig for hver enkelt person. En herre har nok i en daglig og en søndagsklædning, en overfrakke, to arbejdskitler, to veste, to par arbejdsbukser, to skødskind, et par vinterhandsker og seks lommetørklæder, tre over- og tre underskjorter og to natskjorter, tre par underbukser og fire par strømper. For damer er det nok at have to daglige klædninger og en søndagsklædning, en nederdel, to bluser eller jaketter, en kaabe, et sjal, en morgenkjole, tre forklæder, et par vinterhandsker, seks lommetørklæder, fire chemiser, tre natkjoler eller nattrøjer, fire par benklæder eller kombinations, tre underskørter, fire par strømper. Desuden maa kvinder og mænd have hver tre par sko eller støvler, et par hjemmesko eller tøfler, tre pudevaar, to lagener, to dynebetræk, et uldent tæppe eller vateret tæppe, tre haandklæder, to køkkenhaandklæder, tre stykker til at støve af med eller skure med. I regelen skal personer, som er i besiddelse af det ovennævnte forraad, ikke have tøjkort til anskaffelsen af mere. Inden der udstedes tøjkort, skal enhver opgive hvor meget han er i besiddelse af, og der kan forelægges vedkommende et spørgeskema, som han skal udfylde. Falske angivelser straffes haardt.