Tag-arkiv: krigsfanger

9. oktober 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Felten … eneste Nordslesviger”

Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Fra Felten.

d. 24.9.1917
Undertegnede trofaste Nordslesviger sender hermed mange Hilsener til Slægt og Venner.
Landstormsmand Peder Hansen fra Varnæs.

De bedste Hilsner til alle Venner og Bekendte.
Landstormsmand Anker Schmidt fra Vojens.

Skyttegraven d. 30.9.17.
Efter at have været hjemme paa en 14 Dages Orlov og nu igen er kommen paa min gamle Plads, vil jeg sige Bladet min bedste Tak, fordi det i to Aar har fundet Vejen ned til mig, samt sende mange Hilsener til Venner og Bekendte baade i det kære Hjem og ude paa alle de forskellige Fronter. Jeg er eneste Nordslesviger ved mit Kompagni.
Paa et glædeligt Gensyn i det kære Hjemland!
Hans Andresen fra Tombøl.

Faldne.
Gaardejer Jesper Adsersen og hustru i Kastrup ved Gramby modtog forleden Dag det smertelig Budskab, at deres yngste Søn Hans, en Mand i 22 Aars Alderen, er falden. Deres ældste Søn Anders (de har kun to) er delvis bleven ødelagt i Krigen og blev i Fjor hjemsendt som udbrugelig.

Gaardejer Povl Mikkelsen og Hustru paa Rødding Østermark modtog forleden Dag det tunge Budskab, at deres anden Søn, Marius, en ung Mand paa henved 20 Aar, den 23. September er falden i Rusland paa Forpost, ramt af en Geværkugle. Deres ældste Søn faldt iflg. ”Fl.A.” i Fjor i Frankrig.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Peter Petersen fra Dybbøl og Heinrich Richelsen fra Holebøl [er] faldne.

Død paa Lasaret.
Maskinbygger J. Jakobsen og hustru, Gaaskærgade i Haderslev har haft den tunge Sorg at miste deres eneste Søn Peter, der er død i et Lasaret i Graudenz i en Alder af 23 Aar.
Han er bleven jordfæstet i Haderslev.

Saarede.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Jes Kragh fra Løjtkirkeby og Albert Reifz fra Ny Skovbøl Ny Skovbøl haardt saarede. Som let saarede meldes hans Laukamp fra Egernsund, Søren Møller fra Felsted, Marius Ravn fra Hovft og Christian Schmidt fra Dynt.
Jørgen Snitkjær fra Aarø er bleven let kvæstet.

Savnede.
Ifølge den sidste Tabsliste er August Eggert fra Aabenraa, Anton Holm fra Jernhyt og Thomas Thomsen fra Pøl savnede.

I Fangenskab.
Rebslager Guldbrandt, Storegade i Haderslev, har iflg. ”Dv.” i Fredags modtaget den glædelige Efterretning, at hans Søn Viggo er kommen i fransk Fangenskab. Kortet er dateret 20. September, Sønnen har været savnet siden den 18. September.

Ifølge den sidst preussiske Tabsliste er Peter Christensen fra Blans, Hans Jessen fra Elsmark, Theodor Juhl fra Grarup og Jørgen Nissen fra Himmark, der hidtil har været meldt savnede, kommen i Fangenskab.

12. september 1917. I engelsk krigsfangenskab

Hans Peter Schmidt fra Aabenraa blev taget til fange af englænderne i juni 1917. Han kom efter nogen tid til Feltham-lejren

I den første Tid af mit Fangenskab, inden jeg kom til Feltham-Lejren, var jeg sammen med de tyske Krigsfanger sat til at losse frosne Kreaturkroppe fra Damper i fransk Havn. Kosten var saamænd ret god, men dog lidt ensformig i Længden, og vi kunde ønske os lidt af alt det megen Kød, vi baksede rundt med. Men, selvfølgelig, det var forbudt at stjæle.

Vi gik med engelske Patronbælter om Livet, og godt, at det ikke var tyske, for de var jo meget smallere. For vi hittede nemlig paa at skære Kødstrimler ud af Dyrekroppene, som nøjagtigt dækkede sig med Bæltet, og lagde disse Strimler rundt om Kroppen ind under Bæltet.

Paa denne Maade kunde vi snyde ved Visitationen om Aftenen. Men rigtignok virkede det jo som en Isring omkring Livet, en Fornemmelse, som først fortog sig ved Brasningen om Aftenen inde i Barakken, naar de liflige Dufte fra det stegte Kød lod Munden løbe i Vand.

Men snart var Kødstrimlerne ikke nok for os, og vi fik Appetit paa de store Oksenyrer, der sad fast i Kroppene af de frosne Dyr. Men hvordan faa de store Klumper ind i Lejren?

En stor Hamborger fandt paa Raad. Det var Vinter, og der laa Sne paa Jorden. Vagtlokalet laa lige ved Lejren, men med en Vej imellem, og her mellem Vagtlokalet og Lejren fandt Visitationen  Sted. Eftersynet var ikke saa indgaaende og kunde heller ikke være det med den store Skare af Fanger, saa det var ikke saa svært uhindret at lade vore Oksenyrer dumpe ned paa Jorden udenfor Indhegningen, og naar vi saa gik ind i Lejren, fulgte Nyrerne nok saa nydeligt med, bundet fast som de var i et helt tyndt Stykke Sejlgarn.

Hvis ikke der havde ligget Sne som af de mange Fødder var godt tiltrampet og beskidt, vilde dette Trick aldrig være lykkedes.

Da Vagtmandskabet jo kunde lugte, at der blev braset en Del, gik de sommetider paa Opdagelse blandt os, men fandt aldrig noget, da vi under Briksen havde gravet Huller i Lergulvet, hvor vi opbevarede de huggede Kødvarer.

Fra denne Fangelejr har jeg en anden lille Oplevelse at fortælle. Da jeg havde været der omkring et halvt Aar eller saadan, gaar jeg en Aften igennem Barakken og ser  “Hejmdal” ligge paa et Bord. Jeg gloede først lidt paa en Fange, der stod ved Siden af og spørger saa, om han er dansk. Jo, det var han da, han var Johannes Holm fra Jels. Ja, og jeg er Hans Peter Schmidt fra Aabenraa.

Og der havde vi boet et halvt Aars Tid sammen uden at være stødt paa hinanden.

DSK-årbøger, 1943

11. september 1917. På “Druckposten” bag Vestfronten

Andreas Jensen, Frifelt. gjorde krigstjeneste på Østfronten, hvor han i 1915 blev såret. Efter endt ophold på lazarettet blev han erklæret “G.V.” – det vil sige anvendelig til garnisonstjeneste. Han blev vagtmand ved Krigs-Arb.-Batl. 82 i Prekullen i en stor Krigsfangelejr i Kurland. Ved juletid 1916 blev han overflyttet til en fangelejr ved Sedan på Vestfronten.

NB: Kan bringes hele sensommer og tidlig efterår

Det var i 1917. En Dag hen paa Sommeren fik jeg den Besked, at jeg den følgende Morgen skulde melde mig paa vort Kontor, for der at faa nærmere Besked.

Naa, tænkte jeg, hvad kan der nu være i Vejen. Jeg var mig ikke bevidst at have forset mig i nogen Retning. — Ganske vist — stjal vi! — Men hvem gjorde ikke det i disse Tider, hvor Forplejningen var knap og mindre god.

Det skete engang, at vi paa Banegaarden i Sedan opbrød to Jernbanevogne. Det viste sig, at Vognene var fyldte med de dejligste friskrøgede Skinker! Naa, vi gjorde kort Proces og kørte hele Indholdet hjem i vore Kvarterer, hvor vi længe levede højt paa dem. Jo, Skinkerne gik den Gang vistnok i de gale Maver. — Aa, ja-ja, det var den Gang.

Naa, den næste Dag stillede jeg altsaa omme paa Kontoret. Jeg meldte mig, og der var straks en Løjtnant, der tog imod mig. Han spurgte straks: Hør, Jensen, hvordan kommer De ud af det med Fangerne? — Kan Fangerne li’ Dem? Jeg svarede som sandt var: — Det tror jeg nok, Hr. Løjtnant, og Vrøvl har jeg endnu aldrig haft med at faa dem til at udføre det Arbejde, de er blevet sat til at udføre. Naa, ja, det er godt Jensen, men ser De, Sagen er den, sagde Løjtnanten, at vi skal have en Telefonledning lagt ud til Fronten langs den nybyggede Feltbane. Tror De, at De med det fornødne Mandskab fra Lejren kan paatage Dem at rejse de nødvendige Master?

Jo, Hr. Løjtnant, det tør jeg nok paatage mig, svarede jeg. Storartet — det er godt Jensen. Løjtnanten syntes at være svært fornøjet og fortsatte: Nu kan De — skal vi sige, faa syv Fanger og med dem udføre Arbejdet, men hvor mange Master mener De at kunne rejse om Dagen — Tyve? … Løjtnanten saa derved spørgende paa mig?

— Nej-nej; Hr. Løjtnant- — Hvor vil De hen? — „Ti da“, prøvede Løjtnanten. — Jeg rystede afværgende paa Hovedet.

Otte da. — Men jeg rystede kun igen.

Ja, saa ved jeg intet andet Raad, end at De selv bestemmer Antallet, sagde Løjtnanten opgivende.

Jeg kun vilde paatage mig at sætte tre Pæle om Dagen. — Tre! — Løjtnanten var næsten gaaet fra Snøvsen. Det var rigtignok ikke meget, men lad gaa. Saa siger vi det, Jensen. I Eftermiddag kan De udtage Folkene, og i Morgen er De klar til Arbejdet. — Farvel Jensen!

Jeg vidste nok, hvem jeg vilde have med til det fore- staaende Arbejde. Den næste Morgen stillede de saa alle, dem, jeg havde udvalgt, det var Nicolaj, Pjotr — eller Peter, Januschka, Wladimir, Vladislau og de andre, hvis Navne jeg nu ikke husker længere.

Før vi tog fat, forklarede jeg Fangerne, hvad der skulde laves. — Langsomt skulde det gaa, og dette sidste var de svært med paa. — „Immer, immer langsam voran“, var det ikke saadan, vi sang og raabte under Fremmarchen den Gang. Saa gik vi da der og drev Tiden hen, saa godt vi kunde.

To Gange om Dagen, Morgen og Aften, kom der et Tog forbi fra og til Fronten med Forstærkninger eller Tropper, der blev afløste, og ved Middagstid kom der et Materialtog, der gjorde Holdt og aflæssede Middagsmad til mig og mine Fanger. I den Tid, da Togene passerede, var alle Mand i fuldt Sving, den øvrige Tid tilbragte vi, som vi bedst kunde. Nogle tog sig en Lur, og ellers aflagde vi Besøg hos de flinke franske Bønder, der bød os Vin og andet godt.

Det skete ogsaa, at vi hjalp til med Høsten, eller hvad der nu kunde falde for. Dog havde jeg altid en af mine Fanger udstillet for at alarmere os, hvis dette skulde være nødvendigt. Men det skete dog aldrig, at vi blev overraskede. Russerne sagde, at — „Kammerat Panje ischt gut!“ og de viste mig det ret ofte. — Aldrig var der en, der fandt paa at stikke af, skønt her var Lejlighed nok til det. Da vi efterhaanden naaede ret langt ud, benyttede vi Toget til vor Hen- og Hjemfart.

Ja, saadan gik der to Maaneder i Herlighed og Glæde. Men en skønne Dag var vi naaet til Vejs Ende. Vi havde alle haft godt af det frie Liv. Mine kære Russere var næsten ukendelige fra før. De havde faaet Huld paa Kroppen og følte sig næsten helt frie. Jeg havde næsten helt ondt om dem, da jeg den sidste Dag tog Afsked med dem, og saa dem forsvinde ind i Lejrens myldrende, men just ikke hyggelige Liv. Jeg er tit og ofte senere kommet til at tænke paa disse saa rare og flinke Mennesker og hvordan deres Skæbne er blevet.

DSK-årbøger 1945.

28. august 1917. Vagtmanden skød ind i flokken af fanger

Hans Petersen fra Skodsbølmark blev taget til fange i juni 1915, da franskmændene angreb FR86’s stillinger ved Moulin-sous-Touvent. Lige siden da har han været i fangenskab. I sommeren 1917 var han indlagt på et hospital, da en frygteligt såret tysk fange blev bragt ind.

Næste Middag blev han lagt paa Operationsbordet, vasket, renset og fotograferet; og dette er det frygteligste Fotografi, jeg nogensinde har set af et levende Menneske.

Op ad Dagen fik vi Klarhed over Ulykken. Sammen med den saarede kom ogsaa én af hans Kammerater, en prøjsisk Husarsergent, der var blevet let saaret over det ene Øje, og han fortalte Sammenhængen.

De havde været et Hold Tyskere sammen paa Arbejde hos en Møller i en lille Landsby ved Navn Thierzac.

En Aften havde de budt deres Vagtmand med i Byen paa Sold, og de havde drukket tæt allesammen.

Paa Tilbagevejen om Natten havde den ene Fange bebrejdet Vagtmanden, at de nu skulde ned og sove i det aabne, kolde Træskur, og herover var Vagtmanden blevet fornærmet. Da de kom ind i deres Træskur, havde de ikke Lyst til at gaa til Ro i Halmen, men bad Vagtmanden om at hente dem endnu en Liter Vin.

Dette nægtede han, hvorved Forholdet tilspidsedes.

I deres løftede Stemning begyndte de at synge og lave Fest med hinanden. Vagtmanden var gaaet ud og havde laaset Døren; men han turde ikke gaa bort for at sove, førend der var Ro, hvorfor han gennem Vinduet raabte til dem, at de skulde ophøre med at lave Fest. Da det ikke hjalp, sagde han det endnu engang, at de skulde slukke Lyset og lægge sig til at sove.

Dertil bemærkede han ophidset, at nu vilde han sige det tredie og sidste Gang og derefter gøre Brug af sit Gevær.

De slukkede ogsaa straks Lyset, og et Par af dem havde lagt sig; men derfor forstummede Festen jo ikke øjeblikkelig.

Nu henholdt Vagtmanden sig til sine Instrukser, maaske den eneste Passus, han har kunnet huske af dem.

Han afgav sin Ordre for tredie Gang, lagde umiddelbart derefter Geværet til Kinden og skød — rasende og fuld, som han var — i Blinde ind gennem Vinduet og midt hen i Flokken.

Der lod et Rædselsskrig fra mange Struber — et Sekunds Ro — og derefter en Jamren, der kunde faa forhærdede Hjerter til at bløde.

Virkningen af den gammeldags Blykugle af stor Kaliber var frygtelig.
Den første, der blev ramt, sad midt foran Vinduet i Halmen og snørede sine Støvler op. Han blev ramt i Panden, saa Kuglen gik ud af Nakken, og hele Hovedets Indhold sprøjtedes omkring paa Loft og Vægge.

Han var død i samme Nu. I lige Linie med ham laa der en, som lige var ved at falde i Søvn; Kuglen ramte ham i Underkæben, saa hele Underansigtet blev revet af. Derefter strejfede Kuglen hen over det ene Øje paa Husarsergenten, der slet ikke stod i den Retning, Kuglen var affyret.

Det mest tragiske var, at den Mand, der var død, ikke havde taget Del i Festen, han havde ikke mindste Skyld i hele Ulykken.

Da ingen af Holdet havde Tændstikker, raabte de paa Vagtmanden for at faa Lys; men han var gaaet op i sin Stue for at sove. I Mørke maatte de føle sig frem. Den Mand, som var død, antog de for haardt saaret, da han ikke rørte sig; derfor bar de ham hen paa hans vante Plads og lagde Tæpperne omkring ham. Den haardt saarede jamrede sig ustandseligt, og ved fælles Hjælp fik de lagt et Haandklæde omkring hans Hovede.

I Uvished tilbragte de en frygtelig Nat i det lille, mørke Træskur.
Først næste Morgen, da Dagen gryede, kunde de danne sig en rigtig Mening om Ulykken, der var sket.

Da Vagtmanden kom for at laase op, blev han vel nok lidt forbavset over det, han havde afstedkommet; men det rørte ham ikke synderligt — han havde jo »gjort sin Pligt«. —

Der blev sendt Bud efter Lægen, som først kom om Middagen, lian knude intet udrette uden at beordre de saarede indlagt paa Hospitalet, hvor de først ankom et Døgn efter, at Ulykken var sket.

Lægen mente ikke, at Sergenten var blevet ramt at Kuglen, derimod hældte han til den Anskuelse, at det kunde være blevet foraarsaget af en af de omkringsvirrende Knoglesplinter eller en Tand fra den haardt saarede.

Sergenten var overbevist om, at Mølleren bar Hovedskylden for hele Ulykken og karakteriserede ham som en nederdrægtig Bjergtrold.

»Vorherre bevare mig,« tænkte jeg, »før at komme hen at arbejde paa den Plads.«

Men Skæbnen!

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab.

25. august 1917 – Ribe Stiftstidende: siden sidst i syd

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Adresser søges

I bladene opfordres paarørende af krigsfanger, som befinder sig i de russiske guvernementer Moskva, Vladimir, Rischni-Novgorod, Jaroslav, St. Petersborg, Iver, Tomsk og Akmolinsk om hurtigst muligt at aflevere deres adresser (det vil sige de paarørendes adresser) til afdelingen for krigsfangne tyskere i Kiel, Holstenstrasse 46 2den. Endvidere bedes folk om saa snart som muligt at indsende adresserne paa de i England værende civilfanger, der er reserve-officerer. Meddelelser – ogsaa mundlige – modtages ligeledes af Oplysningskontoret paa raadhuset i Flensborg.

Unddragelse af værnepligten

I regeringens Amtsblatt meddeles, at følgende mænd fra Haderslev kreds er blevne idømte hver 1 aars fængsel for at have unddraget sig værnepligten: landmand Jacob Hansen Friis fra Fjelstrup, landmand Niels Jepsen fra Brendstrup Mark, tjenestekarl Jørgen Jakobsen Juhl fra Hjerndrup, mejerist Jørgen Rosenberg fra Hygum, sidst bosat i Lintrup, arbejdsmand Asmus Petersen fra Oksenvad, sidst bosat i Skodborg, tjenestekarl Johannes Schmidt fra Lintrup, sidst bosat paa Mejlby Mark, og landmand Christian Peter Schultz fra Haderslev, sidst bosat i Hammelev.  

 

14. august 1917 – N.A. Jensen: “Danskerne har de lovet mig at give pardon”

Den danske præst N.A. Jensen virkede under verdenskrigen som præst for de sønderjyske krigsfanger, fra 1915 i fangelejren ved Aurillac i Frankrig og så fra foråret 1917 ved Jurjef Polski i Rusland. I bogen “Ventetider” beskrev han sin gerning og livet i Frankrig og Rusland.

I sommerens løb voksede Russer-stemningen stærkt blandt disse [de tjekkiske krigsfanger, red.], og de ansøgte om at komme enten til den russiske eller franske front. Midt i august rejste virkelig også en hel lille skare, og den fulgtes til banegården af byens begejstrede mængde. Det gjorde’ stærkt indtryk på Sønderjyderne. En af dem gav mig i brev (jeg var i Petrograd i de dage) følgende skildring:

„Jeg fulgte dem til banegården. Det gik med sang. I kamp! I kamp! lød det begejstret fra deres læber. Jeg tænkte på, om man kunde gå i kampen for friheden med sådanne kammerater. Da kunde man frejdigt gå kuglerne i møde og falde med den danske menigmands ord på læberne: O Herre Gud, så skulde jeg endda i dette liv den glæde ha’. For efter min mening er det den dejligste død, for fædreland og frihed. Men den glæde får vi nok ikke. Den tid, da man tænkte på landets nød og smærte før på sig selv — i Danmark — det var i ott’ og fyrre. Det er beklageligt, at vi Danske skal søge det store i fortiden. Danmark vil helst købe sejre uden blod og sværd, men derved vil idealerne gå tabt, og vi vil ende som en gullaschnation, vi, den stolte vikingeslægt ….

Men tilbage til Tjekkerne. Den halve by fulgte dem. Unge piger bragte de frivillige blomster; selv havde de allerede smykket sig før. Så sang de marseillaisen og den bøhmiske hymne: Hvor er mit hjem? En af dem holdt en tale, jeg kyssede vore 5 venner fra huset (han havde boet i hus med disse) og gav dem alle et fast håndtryk med inderlige ønsker om sejr og hæder og en lykkelig hjemkomst til et lykkeligt og frit fædreland. — Stemningen hos de frivillige var glad, begejstret og alvorlig. Når man blot har været 3 dage ved fronten, ved man, hvad det vil sige at gå frivilligt ud til det igen, og nu er det værre end før. Men de holder nok ud.

Det vil ikke være rart for de Tyskere, der falder i deres hænder, men Danskerne har de lovet mig at give pardon. Tænk, om ens forbøn kunde redde en landsmand! Ja, så er der endnu et udmærket træk. Af de menige måtte skrædderne og en snedker ikke komme med. Men de havde dog fået tilladelse til at gå med på stationen. Man anede, at de vilde smutte med og passede derfor godt på dem, men alligevel smuttede en af dem med. Er det ikke storartet! Russerne løber bort fra fronten, men disse løber bort for at komme tilbage til den.”

Ja, således skriver en Sønderjyde; han tager jo tonen stærkere, end vi kan det hjemme; men husk: den, der lever under fremmedåg, får just derved denne tone drevet i vejret.

(N.A. Jensen: Ventetider, 1926, s. 168-169)

19. juli 1917 – Ribe Stiftstidende: krigsfange paa flugt og nye bestemmelser for duge, servietter og haandklæder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ingen duge eller servietter

I alle gæstgiverier og almennyttige offentlige lokaler, hvori levneds- og nydelsesmidler af en eller anden art afhændes til fortæring paa stedet, er udgivelsen af servietter af vævede virkede eller strikkede varer forbudt. I saadanne forretninger maa endvidere efter 1. oktober 1917 vævede, virkede eller strikkede varer, som kan vaskes eller afvaskes (bordduge) til dækning af bordet, paa hvilket maden eller drikkevarerne serveres, ikke mere overlades gæsterne til benyttelse af gæstgiverne. I gæstgiverier, hvori fremmede optages i herberg maa hver af de i disse gæstgiverier optagede gæster ikke faa mere end ét rent haandklæde om dagen til benyttelse. Til benyttelse af badet i saadanne gæstgiverier maa hver gæst i dagens løb  endvidere faa 2 haandklæder eller i stedet for det andet haandklæde et badehaandklæde eller frotterhaandklæde. Sengevasken til de gæster, der optages i gæstgiverier, maa først skiftes, naar opholdet er afsluttet eller ved et ophold, der varer længere end syv dage. Bliver enkelte dele af sengevasken ubrugelige af særlige grunde, især som følge af en gæsts sygdom, maa disse enkelte stykker skiftes. Bestemmelsen om haand- og badeklæder saa vel som sengevask finder ikke anvendelse paa offentlige eller private sygehuse.

Tilsøs paa vognfjæle og en balje!

For nogen tid siden forsøgte nogle krigsfanger fra Elsmark paa Als at flygte. Men da de kom ned til Lillebælt, blev de sete af vagtposten og vendte derfor om. Som straf blev de idømte arrest hver  søndag. Den sidste arrestdag gennembrød de muren nedenunder vinduet og flygtede. De havde ifølge Sonderburger Zeitung forinden i al stilhed tømret en flaade af nogle vognfjæle og sat en balje ovenpaa. Desuden havde de lavet sig aarer og skjult disse ting nede ved bæltet. Mandag morgen var de borte. Der blev søgt efter dem, men forgæves. Da flaaden er drevet i land, mener man, at fangerne er druknede, mens andre tror, at de endnu holder sig skjult paa øen.

 

6. juli 1917 – N.A. Jensen: Årsdagen for Jan Hus død

Den danske præst N.A. Jensen virkede under verdenskrigen som præst for de sønderjyske krigsfanger, fra 1915 i fangelejren ved Aurillac i Frankrig og så fra foråret 1917 ved Jurjef Polski i Rusland. I bogen “Ventetider” beskrev han sin gerning og livet i Frankrig og Rusland.

Som før nævnt er lejren her egentlig slavisk; her ligger et halvt hundrede bøhmiske og sydslaviske reserveofficerer foruden en hel del menige. Den 6. juli 17, 502-årsdagen for Jan Hus’ død, holdt de bøhmiske officerer en meget smuk mindefest for ham. En havde modelleret hans buste, to holdt begejstrede taler for ham som Bøhmens nationalhelt. At de var katoliker og han reformator, skilte ikke; det nationale overskyggede det religiøse. Tjekkiske og russiske sange blev sungne, og begejstrede leveråb lød for et sejrende Rusland og et frit Bøhmen. Officererne havde vist min ringhed den ufortjente ære at bede mig med til festen, foruden at vor kommandant, en russisk general, var æresgæst. I sommerens løb voksede Russer-stemningen stærkt blandt disse, og de ansøgte om at komme enten til den russiske eller franske front.

(N.A. Jensen: Ventetider, 1926, s. 168)

29. juni 1917. Unge kvinder på jagt efter sønderjyder i Rusland

Den danske statsborger, Ebba Trampe Westergaard, forsøgte under krigen i Rusland at finde dansksindede sønderjyder.

Hvert Menneske har sin “Hobby”. Det vil sige noget, han eller hun samler paa. Og i Aarene 1914-18 samlede jeg paa Sønderjyder.

I Aaret 1915 gik det mig som en af mine Fætre. Han samlede paa smaa, blegrøde Elefanter. Naar han havde een til foruden den, han tænkte paa, saa havde han to. Min Tanke var denne: der er danske Sønderjyder med i Krigen. Nogle af dem vil blive fanget af Russerne. De maa og skal hjælpes.

Der havde i 1915 været et stort Slag uden for Riga. En Ven havde af de russiske Soldater købt nogle Hjælme og Bælter, som de havde fundet paa Slagmarken. Af denne Ven fik jeg en Hjælm. Der stod et Navn paa den, som fik mig til at ryste af Graad. Der stod Christian Dahl!

Jeg anede ikke, hvem Christian Dahl var, men jeg var sikker paa, at han var Dansker – sønderjydsk Krigsdeltager. Og tænk, om det var lykkedes mig at hjælpe ham, før en russisk Kugle endte hans Liv.

I 1917 var jeg paa Besøg i det indre Rusland. Midt ude i et Landskab, der bestod af Sumpe og Enge, løb Moskvafloden. Den har høje, hvide Klitter paa begge Sider, og højt oppe i en saadan Klit laa en lille By, der hed Kunzewo. I en Bjælkehytte boede en dansk Familie, og naar Familien om Dagen var borte, havde en dejlig, stor, tyk, lettisk Pige, Anna, og jeg Huset for os selv. Man kunde se milevidt omkring. Og ude i det fjerne, – to danske Mil ude i Horizonten stak tre traadløse Telegrafmaster op. Anna forklarede mig, at derovre var der en Krigsfangelejr for Fanger af ikke-tysk Oprindelse.

Jeg blev fuldkommen vild. Kunde det tænkes, at der var Sønderjyder?

Det anede Anna intet om. Lejren var omgivet af Pigtraad og Palisader. Der var den strengeste Straf for at forsøge at trænge derind. Man maatte ikke engang tænke derpaa.

Men Tanker er toldfri, og Dagen derpaa – en hed, lummer Midsommerdag 1917 – havde jeg overtalt Anna til at gaa med til en af mit Livs mange og utalte Dumheder. Vi vilde forsøge at naa Lejren, hvortil der hverken førte Vej eller Sti, forsøge at komme derind ved Bestikkelser og saa finde ud af, om der var Sønderjyder og saa hjælpe dem til Flugt.

Ung, dum og naiv var man jo, og at Vorherre vilde være med os i saadan et glimrende udtænkt Foretagende, det var jo klart – – som Blæk. Saa stak vi af. Vi gik langs Floden, der i Zigzag snoede sig gennem Tundraen. Vi havde kun en løs Kjole paa, der kunde gaa for Badedragt paa samme Tid, en lille vandtæt Taske, Lærredssko og ellers intet.

Jævnligt maatte vi svømme over Floden. Den var lav, saa det var ingen Sportspræstation. Jeg havde Tasken i Munden og Skoene bundet paa Ryggen, naar det stod paa. Kjolen var skiftevis af og paa. Den tørrede jo let i den bagende Sol.

Anna var en “Knag”. Jeg havde i tre Dage sat hende ind i den sønderjydske Sag. Hun var Fyr og Flamme og svømmede bedre end nogen Klipfisk i dens Ungdom.

Denne endeløse Mose, hvor vi ofte maatte springe fra Tue til Tue og ofte sank i dybt Mudder, var jo ingen Forlystelsesanstalt. De eneste levende Væsener, vi mødte, var Faarehyrder, som vogtede deres Faareflokke. De saa forbavset paa os to Kvinder, der efterhaanden saa ud, som Agnete fremstilles, efter at hun har været i Havmandens Bo: med vaadt Haar, bare Ben, Tøjet laset og Sved og Vand drivende over Hals og Arme.

En gammel Hyrde, som havde set os komme op af Floden efter en Svømmetur, saa med Bekymring, at nu gik vi lige ud i Floden igen.

“Astaroschna, Barinja, astaroschna,” raabte han advarende. (“Vær forsigtig, Frue, det er farligt.”) Der er stærk Strøm, tilføjede han. Men intet kan holde to raske, danske Piger tilbage. Og er det een dansk og een lettisk, saa er det aabenbart en hel Gruppe, der ikke er bange for noget. Saa vi plumpede gladeligt ud i Floden igen med Skoene i Munden.

Snørebaand smager ikke godt. Det kan jeg bevidne, og Anna med. Men “Nitschewo” (ligemeget)! Vi gik paa med krum Hals.

Nu nærmede vi os Maalet. Der foran os laa Fangelejren. To lange Barakker og en Del Tilbygninger, Plæner foran. To Hold Barrikader med Skildvagter, og Plæner mellem Barrikaderne. Det saa ikke netop haabefuldt ud. Der stod vi, vaade, fæle at skue, lasede og Haaret i Tjavser, og jeg, der skulde føre an, havde et russisk Ordforraad, der ligesom var gledet ud i Floden ved Svømmeturene.

Jeg foldede Hænderne, saa op mod den dejlige, blaa Himmel. Saa gik vi lige hen til to Skildvagter, der vogtede den yderste Indgang. Jeg lod tre Rubler glide ned i Hænderne paa hver af dem. Saa sagde jeg bønligt: “Moschna!” (Maa jeg?) Rublerne gled i Lommerne, og de to Soldater saa den anden Vej. Vi gled ind. Ved næste Palisaderække gik det lige saadan.

Seks Rubler skiftede Ejer, og et bønligt “Moschna” lod de Herrer Vogtere se den anden Vej. Nu stod vi paa en stor Plæne, og der laa de to Barakker. Vi løb som for Livet op til de Huse, hvor der var tyske Krigsfanger, Tyskere fra fremmede Nationer, Tyskere, som ikke vilde være Tyskere!

Men hvem var de? Det var spændende.

Vi kunde blive paagrebne hvert Minut, derfor var hvert Minut saa kostbart. Vi løb ind i Barakken. I en stor Sal sad 4-500 Mand ved et langt Bord og spillede Terninger eller Kort eller lavede lidt Husflid. Alle var sorthaarede og med mørk Hud.

Jeg raabte af mine Lungers fulde Kraft: “Er her danske Slesvigere?” De stirrede paa os i den dybeste Forbavselse. Siden 1914 havde de ikke set en Kvinde. Ingen forstod mig. “Ist hier jemand aus Schleswiz-Holstein.” raabte Jeg.

Komplet Tavshed.

“Jest Iji wi Ujemzi illi nylt?” Er I Tyskere eller ej, raabte jeg paa Russisk.

Endelig fik een Soldat Talens Brug og svarede: “Ujet, mui Maguiari! (Nej, vi er Magiarer!)

Jeg kunde være sunket om i Fortvivlelse. Men jeg følte, at jeg havde en Opgave, trods alt.

Nu strømmede Spørgsmaalene fra dem alle. De stormede formelig ned mod os. Hvem er I? Hvad vil I? Hvordan gaar Krigen? Vi blev fangne allerede 1914 Vi har i tre Aar ikke set eller hørt nyt. Heller ingen Kvinder.

Er det sandt, at Verden er ved at blive anarkistisk? Hvad ved De om Ungarn? Om Østrig?

Aa, fortæl! Hvem sejrer!

Saa sprang jeg op og raabte: Alle taber, fordi alle slaas, hader og forfølger. Enhver, der tror paa Kristus vil altid sejre! Tror og elsker!!

Et kort, fattigt, elendigt Vidnesbyrd paa daarligt Russisk, men jeg vidste, at de første Ord fra den første Kvinde efter tre Aars Forløb vilde gøre et dybt Indtryk paa disse Mænd.

“Kto tam jest?”

Hvem er der, tordnede en Mandsstemme!

To russiske Officerer sprang formelig ind i Salen og gik lige løs paa os.

Hvordan kom I ind, bestak I Vagterne”, skreg de.

VI forsikrede, at vi da sandelig ikke havde Penge af Betydning. Vi havde klatret over Palisaderne.

Vore iturevne Klæder kunde ogsaa godt se ud til at have taget nogle alvorlige Klatreture.

“Er I Tyskere”, skreg Officererne.

“Tyskere!” Jeg lavede en fornærmet Trutmund. Næ, maatte vi nu bare være her. Nej, vi var Danskere.

“Ja, I maa ud”, raabte Officererne. I det Minut, der var (98) gaaet mellem mit Vidnesbyrd og Officerernes Ankomst, var det lykkedes mig at faa fat i mine Penge og uddele alt, hvad jeg havde, til Fangerne, der var dybt taknemmelige og grebne.

Saa blev vi jaget ud af Lejren, og Turen gik igen over Tuer og Mudderhuller, gennem Floden og langs dens Bred. Tavse, dødtrætte og skuffede, udmattede til det yderste, naaede vi Klithuset i Kunzewo.

DSK-årbøger 1947

19. juni 1917. Taget til fange af dansktalende englænder

Hans Peter Schmidt fra Aabenraa blev taget til fange

Hvordan jeg blev taget til Fange? Jo, ser du, det skete en smuk Juni-Aften i 1917.

Vor hele Stilling var nogle usle Huller i Jorden med to og tre Mand i hver og med en Dør eller et Stykke Bliktag som Dækning. Og vor eneste Spærring forude var en  enkelt Pigtraad. Meget smaat og meget simpelt det hele.

Flyvere var hele Dagen gaaet lavt hen over os, og da Trommeilden om Aftenen hørte op, vidste vi, hvad der forestod. Jeg gjorde Underofficerstjeneste og gik, da Ilden hørte op, rundt til alle Kammerater for at se, hvorledes det stod til og for at forberede dem paa, hvad der var i Vente.

Paa venstre Fløj af mit Afsnit havde jeg to ganske unge Soldater staaende, og den ene af dem kommer løbende over til mig og fortæller, at den anden er stukket af bag ud, og at han ikke vil blive alene tilbage. Naa, han kommer saa med ned i mit Hul, og vi er nu tre Mand, som anstrengt staar og stirre r over imod Fjenden. Alt synes at være stille.

Pludselig lægger sig en Haand paa min Skulder, og da jeg vender sig om, staar der seks Englændere og griner ad os.

„Kom an, Fritz”, siger de, og vi følger med over til deres Grav. Naar undtages, at de tager vore personlige Ejendele som Souvenirs, er det gemytlige Svende, rigtig rare og flinke Folk.

Men lige saa let det var at komme bort fra vor Stilling, lige saa vanskeligt var det at forcere deres Stilling. Jeg skal love for, at der var af spærret, og det varede noget, inden vi kom igennem al den Pigtraad, de havde spændt ud. Det var Skotter,, der tog imod os, og der udspandt sig nu følgende Samtale mellem deres Oberst og mig:

„Hvor mange Maskingeværer har I i dette Afsnit, og hvor er de placeret?”

„Det ved jeg ikke”.

Han lo lidt smørret og viste mig en Kortskitse, hvor vore Maskingeværreder nok saa tydeligt og nøjagtigt var indtegnede.

„I skulde afløses i Nat Kl. 12. Kan du sige mig af hvem”?

„Jeg ved nok, at vi skulde afløses, men ikke af hvem”.

Igen lo han helt gemytligt og fortalte mig saa, hvilket Regiment der skulde afløse os, og hvad Regimentskommandøren hed.

Han kommer saa helt hen til mig, sér mig stift i Øjnene og siger: „Det er pænt af dig, at du ikke vil forraade dine Kammerater, og vi véd det jo ogsaa selv altsammen.”

Han ser igen stærkt paa mig og siger saa efter at have betænkt sig lidt: „Vi to maa nok hellere tale dansk sammen, det kan vi begge meget bedre end tysk”.

Han var Svensker og en gemytlig Svend.

DSK-årbøger, 1943.

7. juni 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… russiske Fanger og Slesvigere over Grænsen”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Der er gaaet mange baade russiske Fanger og Slesvigere over Grænsen i de sidste Dage. Detachmentet har talt med 4 Russere og 6 Slesvigere. Egentlige Nyheder bringer ingen af dem; alle angiver Stemningen som meget trykket i Tyskland; man mener ikke, at Landet kan holde til Høsten.

To af Russerne fortæller, at der i en Bue N. om Haderslev er gravet Skyttegrave, paa enkelte Steder i 2 Linier; aller Gravene har Pigtraadsbælte foran.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Hvem er disse 5 alsinger?

5 fra Als og en russer.

Fra min morfars samling af billeder fra sin tid som krigsfange i Rusland er dette billede af 5 fra Als og en russer. Er der nogen der kan hjælpe med at identificere disse alsinger?

Jeg ved desværre ingenting om billedet. Hvornår og hvor det er taget.

Vi er stadig på jagt efter billeder og breve mv. fra sønderjyder i russisk krigsfangenskab – Link til efterlysning.

Iøvrigt også efter billeder, breve og beretninger for alle sønderjyder der var med i verdenskrigen.

25. maj 1917 – Flensborg Avis: Krigsfanger, gasmangel, tyveri og faneflugt

Under rubrikken ”Dagsnyt” brage Flensborg Avis den 25. maj 1917 blandt andet følgende meddelser

Vedrørende Forsendelse
af Værdibreve til Fanger i Rusland meddeler den tyske Hjælpe
forening i Stokholm følgende:

Korte Meddelelser (kun paa ufrankerede Postkort eller et Kort i Postkortformat) eller Dokumenter, der er sælig vigtige, og hvor der hvor det særlig kommer an paa, at de ogsaa virkelig naar Modtageren, anbefales det, ifølge vore Erfaringer, at sende gennem os som Værdibreve. Da Posten imidlertid kun behandler Breve som Værdibreve, naar de indeholder et Pengebeløb, maa der føjes nogle Rubler til, som naturligvis udleveres til Modtageren. Beløbene skal helst vare mindst fem Rubler (= 6 Kroner 50 Øre i svenske Penge), og vi beder om Tilsendelse af saadanne Penge ved Postanvisning, der er portofri, naar den bærer Bemærkningen „Kriegsgefangenensendung – taxfrei”.

For at undgaa Fejltagelser bør der tydeligt peges hen paa, at Pengene skal sendes sammen med en skriftlig Meddelelse. Endvidere maa der i den Skrivelse, som vi paa denne Maade skal befordre videre med Pengene, paa ingen Maade nævnes noget om, at Pengene kun tilføjes, for at Efterretningen sikker naar til Modtageren. Nærmere Oplysninger og Prospekter saas paa Oplysningskontoret paa Raadhuset i Flensborg.

Haderslev Gasværk o. 1900 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Gasmangel og Driftsforstyrrelse.
„Modersmaalet” i Haderslev udgik paa Grund af Gasmangelen der i Byen i Onsdags kun med et halvt Nummer. Bladet skriver i den Anledning:

„Siden Februar Maaned har vi Haderslev kun haft Gastilførsel nogle faa Timer om Dagen. I de sidste Dage er Forbruget yderligere blevet stærkt begrænset. Som Følge deraf kan vore Sættemaskiner, som vi er særlig henviste til over for de vanskelige Forhold, Dagbladene arbejder under, saa godt som ikke benyttes. Ved de faa Haandsættere vi endnu raader over, er det imidlertid umuligt at faa Avisen sat.”

Nu giver det igen lidt mere Gas i Haderslev, skriver „Dannevirke” i Gaar, nemlig lig om Morgenen fra 5 til 7½, om Middagen fra 10½ til 1½ og om Aftenen fra 6 til 7½.

Frækt Tyveri. (Dv.)
Gaardejer Konrad Ravn i Løndt (Starup Sogn) har sine Kreaturer gaaende løs i denne Tid paa en afsides Mark. Køerne gaa med Grimerne paa. Tirsdag Eftermiddag, da en Dreng og en Tjenestepige kom ud for at hente Køerne manglede Grimerne paa 5 Køer, og paa 1 Ko var Grimen løsnet, men ikke tagen med; en gammel Grime havde man kastet hen ved et Led og derefter byttet en gammel med en ny Grime. I alt savnes 8 nye Grimer, og en Ko havde de jaget ud af Kobbelen. Reb og Jern er en dyr Vare i denne Tid.

Tyveri. (S.G.)
Hos Over-Postkonduktør Bartholomæus i Slagtergade Haderslev blev der i Søndags Aftes øvet et frækt Tyveri. Tyven sneg sig, inden Gadedøren blev lukket, op paa Loftet og stjal omtrent 40 Pund Flæsk. Da Husbeboerne kort efter Klokken 10 kom hjem, fandt de begge Dørene til Gaden aabne.

Efterlyst.
I Regeringens „Amtsblatt”, for 19. Maj 1917 efterlyses Landeværnsmand Johannes Emanuel von Würtzen af Haderslev for at have fjernet sig fra sin Afdeling uden Tilladelse. Desuden efterlyses 5 Personer sydfra, der beskyldes for at være deserterede, den ene tillige for Tyveri.

Efterlysning af erindringer, breve mv. fra sønderjyske krigsfanger i Rusland

    Sønderjyske krigsfanger i Rusland. Skovlejren i Sarapol. Fra venstre Hans From og Karl Dicksen, begge fra Haderslev, Jørgen Lausen fra Aabenraa og Marius Riis fra Haderslev.

 

 

 

Vi (Bernadette Preben-Hansen og Arne May) har lavet en liste med 470 navne på personer med relation til sønderjyske krigsfanger i Rusland under Verdenskrigen. Navnene er hentet fra medlemslister, Røde Kors lister, navne i erindringsbøger af hjemvendte krigsfanger, indlæg i Ribe Stifstidende og Hejmdal mv. Målet er at beskrive de sønderjyske krigsfangers skæbne i Rusland, så godt som det kan lade sig gøre, og derfor efterlyser vi erindringer, breve, postkort, fotos og andet, som familierne måtte ligge inde med. Link til Liste.

Har I materiale liggende, modtager vi med glæde kopier og scanninger. Har I ikke mulighed for at scanne eller kopier materialet, så lad os i det mindste vide at materialet eksisterer, så kan vi måske hjælpe. I kan maile direkte til Arne May her, eller skrive en kommentar forneden. I skal ikke skrive jeres mailadresse i kommentarfeltet, da vi som editor har adgang til mailadressen. Vi hører også gerne, hvis I kender nogen der mangler på listen.

Efter krigen stiftedes i 1919 ”Foreningen af forhenværende krigsfanger i Rusland”, med Frits Clausen som formand og Anton Nygaard som næstformand, men da Frits Clausen begyndte på sin politiske karriere i 30’erne, forsømte han foreningen og det værste var, at alle protokoller og medlemslister forsvandt. Det eneste der overlevede var listen i H.C. Clausens bog om Kejserinde Dagmar, uddrag her.

Da Frits Clausen begyndte sin politiske virksomhed, besluttede næstformanden og nogle af hans gamle kammerater fra Rusland, at finde ud af hvad den gode Frits nu havde gang i. De troppede op til et af hans politiske møder og satte sig bagerst i salen. Da de have hørt nok, rejste de sig alle op og en af dem sagde højt på russisk: ”Du er sku’ ikke rigtig klog”, for derefter at forlade salen samlet. Dermed sluttede den første forening sit virke.

I slutningen af 30’erne gjorde Theodor Voss, Peter Jensen og Henrik Rasmussen et stort stykke arbejde med at genskabe foreningen, skrive ud til de gamle kammerater og genskabe medlemslisterne. Da foreningen blev nedlagt i 1968, blev alt materialet afleveret til Landarkivet i Aabenraa. Dette materiale var vort udgangspunkt.

Under verdenskrigen var forholdene for krigsfangerne i Rusland ret kaotiske, dels på grund af landets størrelse, dels havde russerne ikke styr på hvem der var hvor – rent administrativt magtede de ikke opgaven, dels var viljen til samarbejde med beskyttelsesmagterne nogen steder ret begrænset. De var mere interesseret i at bruge fangerne som slavearbejdere i de sibiriske og ukrainske miner. Nogle af disse mine-lejre var rene dødslejre. Svenskeren Elsa Bränström har skrevet en bog, der beskriver disse forhold nærmere. Link til bogen på tysk, men den findes også på svensk.

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 blev det endnu værre. Efter Brest-Litowsk freden i 1918 interesserede Sovjetterne sig ikke længere for krigsfangerne og lod den gå for lud og koldt vand. De der ønsker at læse mere om denne tid kan læse Bernadette Preben-Hansens artikel “Da danskerne rejste fra borgerkrigen”.

10. maj 1917. Frits Clausen: Uundgåelige sammenstød mellem danske og tyske nordslesvigere i fangelejren

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger. I 1917 var der tale om, at pastor N.J. Jensen skulle komme til Rusland til krigsfangerne.

Jyrjev Polski 10.V.1917

Kære Herr Pastor Jensen!

Med stor Glæde modtog jeg forleden Deres Kort og med en endnu
større Deres Brev lige nu. Vi glæder os alle uhyre til Deres komme og venter Dem med stor Længsel. At De ikke kommer som politisk Agitator er vi enige med Dem i. Heldigvis er Sindelaget ogsaa et saadant hos alle, at vi ingen slig Paavirkning behøver. Derimod længes vi efter den aandelige Næring, De vil give os.

Man lever ikke 3 Aar under slige Forhold uden at tage Skade.

Om alt her i Lejren vil jeg siden skrive nærmere, hvis Deres komme
skulde udsættes længe endnu. Vi ved hvordan det gaar her! –

Hvad angaar Forslaget om at Danskerne kunde komme paa Arbejde, har jeg drøftet det med Kammeraterne, men Spørgsmaalet er ikke saa ganske let afgjort. For det første handler det om at de  Forrettigheder vi nu har, ikke bortfalder, altsaa den danske Lejr, saa det maaske kunde blive vore andre Landsmænd umuliggjort at komme ud af de tyske Lejre.

Saa er det, at det skulde gælde for Slesviger uden Hensyn til Sindelaget. Erfaringen har vist, at selv her i Fangenskab ikke kan leve sammen med vore Fjender uden Sammenstød, dette gælder ganske særlig for Hjemmetyskerne. 31 Sønderjyder kan ikke være sammen uden at tale om vort Folks eneste Haab, særlig i Tider som nu, hvor Nationalfølelsen maa komme op i enhver. Det er vort daglige Samtaleemne og det har holdt sig lige frisk i al den Tid vi har været sammen og alle andre Emner ere udtømte.

Forhaabentlig vil De, kære Herr Pastor Jensen, ogsaa kunne bringe vore Tanker paa andre Veje. Jeg vil dog betone, at Danskerne gerne vil arbejde og overalt har faaet et godt Skudsmaal for Flid og Udholdenhed, men der er mange Ting man ved et saadant Tilbud maa tage i Betragtning. Det vil De dog allerbedst kunne dømme om, naar De kommer hertil og selv ser Forholdene. Forhaabentlig vil dette ske snart; nu, De er saa tæt ved, er Forventningen stor.

Vi havde jo allerede ganske opgivet Haabet og er lige nær ved at blive utaalmodige endskønt man skulde tro, vi havde lært Taalmodighenden at kende.

Til Slut beder jeg Dem om at takke alle dem som nu tænker paa os paa det hjerteligste fra os og sender saa Dem de hjerteligste Hilsener fra os alle 32.

Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

9. maj 1917 – Enkefru Røgind: “… en Søn har jeg ved Fronten”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Maj.
Hørte i Dag om Falle Jørgensen i Fredsted. at da. de kom ind til ham for at opfordre til at tegne sig for Krigslaan, sagde han Nej, det vilde han ikke, og da de saa sagde, at det skulde han dog betænke, han havde jo Russere, og noget maatte man jo ofre, svarede han: »Synes I ikke, at jeg har ofret nok, en Søn har jeg ved Fronten, og en Søn har jeg bragt paa Kirkegaarden, og hvad de Russere angaar, vil jeg dog spørge Landraaden, om det er med hans Vilje og Vidende, at de saadan truer Folk til at tegne.« Saa blev de bange og sagde, det maatte han endelig ikke, men sine Russere beholdt han.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 136)

8. maj 1917 – Thyge Thygesen: “Mig er de temmelig underdanige”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 8. 5. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Har nu lige fået ”Onnen.” Vi har fået Nudler i Går og jeg har nu kogt nogle i Dag. Det går udmærket med Kogningen, det er jo slet ikke så slemt. Det eneste er, der går altid en hel Del af Fritiden dermed, men så har jeg jo til gengæld også altid hvad jeg lige har Appetit på. – Ansøgningen må I altså foreløbig ikke sende ind, den gamle er jo da så ikke helt ude af Verden, hvad det nu bliver til, skal Tiden nu vise.

– Sæbe har jeg foreløbig også nok af. Fangerne får lidt sendt hjemme fra og nogle af dem betænker jeg somme Tider med lidt Mad eller Brød og de har så givet mig lidt Sæbe. Mig er de temmelig underdanige, de kalder mig endogså ”Herr Posten.”

Vi har det dejligste Forår her, nu begynder alt at blive grønt. Men den dejlige Bøgeskov mangler her. Her i dette Ufrugtbare Land gror der kun Fyr og Birk.

Nu de kærligste Hilsener fra Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

6. maj 1916 – Thyge Thygesen: “…med blødende Hjerte”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 6. 5. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Frisk op min Sjæl, forsag dog ej! – Nu bliver Du Degn i Jenses Stej, det sidste passer vel nu ikke, men ellers er der da nu et lille Lyspunkt i dette Tusmørke.

Altså: I går kom der fra Wittenberg en Skrivelse til mig hvorpå jeg skal besvare en hel Mængde Spørgsmål, det kan jo kun være angående Reklamationen. Det skal så sendes til Wittenbg. Der vil naturligvis så hengå nogen Tid, måske ca. 1 Måned, før jeg atter hører noget.

Så er min Tid som ”a.v.” [arbeitsverwendbar] jo desværre omme, (d. 15. 6.) men glad er jeg nu dog, da Rekl. altså dog ikke er helt ude af Verden. Hvad det nu bliver til vil meget afhænge af en ny Undersøgelse, som jo desværre nok skal blive foretaget og denne Gang har jeg jo, som allerede før meddelt, ikke stort Håb. Nu vil vi jo håbe det Bedste!

Underoffz. skulde være kommen Fredag Aften, men er endnu ikke her. Det er uforskammet af ham. Jeg har havt et farligt Bryderi i Morges. Alle Fangerne skal arbejde i Dag. Også dem som har arbejdet i Nat og som skal ud næste Nat. Da jeg ringede dem ud i Morges kom de ikke. Da jeg omsider fik dem udenfor, stillede Hælften sig til de Syge og meldte sig syg. Så har jeg smidt hele Selskabet ud, både syge og sårede, alt uden Undtagelse. Der måtte naturligvis gås håndgribelig til værks, mange måtte jeg have i Nakken og så hjælpe dem, ikke helt lempelig, udenfor. Sådan noget gør jeg med blødende Hjerte, for for min Skyld kunde de jo sågodt blive inde – men det var jo en Befaling og så må jeg jo også lystre.

Det regner i Dag, nu kommer de hjem, måske først Kl. 1, gennemvåde og Kl. 6 skal de atter ud, hele Natten. Det er også uforskammet at forlange sådan noget og så ved den Kost som de får! Jeg undrer mig blot at de ikke gjorde Gewalt, så kunde jeg jo slet intet have gjort mod så mange. Skyde dem ned, kan jeg jo da ikke godt. Nå, nu de Kærligste Hilsener fra Eders Thyge. Altså foreløbig ingen ny Reklamation!!!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

3. maj 1917 – Ribe Stiftstidende: kornoptælling og krigsfanger

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Hvor mange kom der?

Denne første sending krigsinvalider var paa i alt ca. 130 mand, deraf en halv snes officerer. I løbet af ca. 14 dage ventes næste transport af russiske krigsfanger fra Tyskland. Det hold, der nu er kommen, kom fra en krigsfangelejr ved Stralsund.

Kornoptællingen sønden grænsen

Fra Landraadskontoret i Haderslev har Dannevirke modtaget følgende: I Haderslev Kommune blev der i 3 gaarde ved den nævnte kornundersøgelse hemmeligholdt 150 pd. hvede, 98 pd. mel og 322 pd.havre samt 150 pd. havre, der bagefter fandtes af Undersøgelseskommissionen. Følgen var, at de hemmeligholdte mængder blev konfiskerede, og at der vil blive indledet straffesag.

2. maj 1917 – Thyge Thygesen: “… død en Russer for os”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 2. 5. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Har næsten ingen Tid til at skrive i, men Tiden til et Brev tager jeg mig nu. Jeg er jo kommandofører i denne Uge og nu skal da også alt muligt indtræffe lige udregnet, da Underoffz. fejler. For det første er der død en Russer for os. På Torsdag kom han i Sygehuset, på Lørdag døde han, Mandag Aften fik jeg det først at vide. I Går har jeg så havt et Løberi som er til at blive tosset over. Jeg skal melde det an alle mulige og umulige Steder, sørge for Kiste, Grav, Begravelse, katolsk Præst o.s.v. o.s.v. I Aften Kl. 7 finder Begravelsen så Sted. Nå, Hovedsagen er, at de får ham i Jorden, enten det så er på den foreskrevne Måde eller ej!

Takker mange Gange for Pakken med Flæsket og Ærterne, har i Dag kogt Ærter som efter min Mening og også efter en Russers Udsagn, som jeg gav en Tallerkenfuld, smagde helt udmærkede. Vi har i Dag fået 1 pund Sukker. Nå, I er nu af med lille Vipsen , at I vil komme til at savne hende, kan jeg så godt forstå. Gid hun nu må få det godt. Hun skrev i det sidste Brev, at hun troede helt bestemt jeg fik fri – ja, gid hun havde Ret, jeg tror det næppe. Til nu er jeg jo da her, men nu skal vi jo see hvad de næste Dage vil bringe!

Det er en slem Malheur for Peters, at de nu også har mistet en Hest, så høj som Værdien er nu, er den naturligvis ikke forsikret for!! Blot det nu må gå godt med Lisbeth når hun skal fole!

2 Russere har jeg sendt til Lazarettet i Wittenberg i Dag og så klager de enda alle: ”kaput, kaput,” Men jeg kan jo ikke, som jeg helst vilde, sende hele Flokken derhen.

Nu de kærligste Hilsener, Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

22. april 1917 – Thyge Thygesen: “Skal Lisbeth snart fole?”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 22. 4. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Er nu atter Kommandant på ”Djævleøen,” da Underoffz. atter er udrejst. Har nu fået Fangerne sendt på Arbejde og vil så straks begynde på et Brev til Eder. I Går Aftes modtog jeg Pakken med Kartofler og siger Eder mange Tak derfor. Har det jo ellers udmærket og håber det samme om Eder alle.

– Jeg talte i Går Aftes med Kameraterne og Underoffz. om Reklamationen. De mente ikke det kunde gøre noget om der blev sendt en ny ind. Jeg ved nu ikke om det ikke er klogere at vente til efter Maj, da jeg jo sandsynligvis da atter må forandre Opholdssted. Ellers skal den jo rettes til:

9. Landst. Ers. Batl. 4/27
2. Kompagnie
Klein Wittenberg (and.
Elbe.)
Abkommandiert zum Arbeitskommando 57a
Lauchhammer.

Det kan I nu gøre som I vil, men jeg tror nu det er sikrere at vente til nogle Dage hen i Maj. Det er naturligvis skammelig for hver Dag der går, men på den anden Side var det jo også ærgerlig hvis den ikke skulde nå mig på Grund af, at jeg flytter. Efter Maj er Chancerne naturligvis ikke så gode, da I jo da får en Karl. Jeg vil nu overlade det helt til Eder – men jeg tror nu alligevel det er bedre I venter. – Det er nu ikke for det, der er enkelte Rekl. som er gåede et helt ¼ Aar, men da denne her var til Forårsarbejdet skulde man jo synes den måtte gå hurtigere, så jeg er alligevel bange for den er afslået. Prøv at tale med P. Petersen hvad han mener.

Er alt ellers vel om Bord derhjemme? Skal Lisbeth snart fole? Nu må I da have en Masse Mælk da alle Køerne har kælvede? I Aar kommer de nok ikke ud til Maj!!? Et Får og eet Lam!! Ja, alt er knap!!!

Nu de kærligste Hilsener til Eder alle, Eders Thyge.

Hilsen til Naboer og Bekendte!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

21. april 1917. Rørende gensyn: Konen genkender sin mand i en kolonne krigsfanger

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat.

Da Paaskeoffensiven mellem Reims og Laon begyndte i 1917, blev vi flyttet til Byen Toilecourt ved Reims. Vort Kvarter var meget udsat for Bombardement og vi flyttede derfor hen i en Tekstilfabrik. Her var nu anbragt 4.000 Mand. Maskineriet i Fabrikken var blevet ødelagt, men man havde sendt det til Tyskland til Omsmeltning.

Vort Arbejde bestod i at lave Artilleristillinger i fuldt Dagslys, for her var Fronten langt borte. Der faldt dog enkelte store Granater i Omegnen, men ellers var her roligt og fredeligt, den roligste Plet, jeg indtil nu havde haft.

En Aften, da vi opholdt os ude paa Gaden og saa paa Trafikken til og fra Fronten, kom der nogle franske Krigsfanger forbi. De var under stærkt Bevogtning, vel en 20 Mand.

Kvinderne i Byen stod ogsaa og saa paa Trafikken. Fangerne kom paa deres March forbi ét af Husene, hvor Konen stod i Døren. Lige paa en Gang fløj Konen ud paa Vej en og slog Armene om en Soldat. Det var hendes Mand.

Der blev stor Opstandelse i Rækkerne. Vagtsoldaterne skældte ud og truede, men det hjalp ikke Spor. Manden og Konen stod tæt omslynget og kyssede hinanden.

Saa tilkaldte man en Officer. Han gav dem Lov til at tale sammen en halv Time, men under Overværelse af en Tolk.

Dette Møde gjorde et dybt Indtryk paa os, og der randt en Taare ned ad Kinderne paa alle, der overværede det.

– Ja, saadan er Krigen!

Den halve Time var forbi. Manden drog i Fangenskab. Hun havde dog Vished for, at han levede …

DSK-årbøger 1964

19. april 1917 – Ribe Stiftstidende: krigsfangerne i nord

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen. I Danmark blev der i 1917-1918 indrettet krigsfangelejre i Horserød på Sjælland og Hald i Jylland.

Sanitetstjenesten ved krigsfangelejrene

En række fortsatte undersøgelser af krigsfangerne. Efter hvad vi fra velunderrettet kilde erfarer, vil der blive truffen alle tænkelige sanitære sikkerhedsforanstaltninger overfor krigsfangerne, der ventes hertil. De bliver undersøgte indgaaende før deres afrejse fra krigsfangelejrene i udlandet, og under rejsen hertil foretages flere undersøgelser efter hinanden. Ligeledes vil de blive undersøgte straks efter deres ankomst her til landet. Ved hver af de to krigsfangelejre indrettes 3 lægelige servicer, hver med en overlæge og en reservelæge, der begge skal være danske, i spidsen og desuden et betydeligt antal læger, hvoraf en del bliver danske, en anden del hørende til fangernes egen nationalitet.