Tag-arkiv: krigsfangelejre

20. november 1917. I kamp med engelske tanks

Christian Hansen, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 90, der sammen med Infanterie-Regiment Nr. 84 tilhørte 54. Infanterie-Division og i november 1917 befandt sig ved Cambrai.

Jeg blev uddannet i Rendsborg ved 84’erne, men kom ude i Frankrig straks til Res. Reg. 90, 9. Komp. Den 18. November 1917 var vi lige kommet i Rostilling, og allerede den første Nat blev vi purret ud, igen „Alarm mit Sturmgepack”, det var galt fat derude, og Tommy var ved at bryde igennem.

Vi kom til at ligge i 3. Linje, og her saa jeg for første Gang Tankene sat ind imod os. De store Kolosser kom anstigende og kørte lige saa nydeligt langs med Skyttegraven og skød med Revolverkanoner ned i disse. Der var ikke meget at stille op for os, og vi flygtede med 7 Mand ned i en dyb „Unterstand”. Inden det kom saa vidt, vilde vor Kompagnifører opildne os til at angribe Tankene med Haandgranater, men en Hamborger raabte til ham, at saa skulde han selv gaa foran med et godt Eksempel.

Det gjorde han ogsaa, idet han sprang op af Graven og skød paa Tankene med sin Revolver — og faldt straks. Det hele var haabløst, og vi flygtede som sagt ned under Jorden.

Ovenpaa var der et forfærdeligt Spektakel, og Tommy raabte til os om at komme frem. Vi flygtede først længere ned, men da vi frygtede for at faa Haandgranater kastet ned til os, kom vi frem med Hænderne i Vejret og overgav os.

Det var Skotter med Skørter og bare Ben, som vi var faldet i Hænderne paa. De første fire Dage var ikke skønne, idet det regnede næsten uafbrudt og vor Fangelejr var den aabne Mark indhegnet af Pigtraad med nogle tørre Kiks og Vand til Føde. Men Livet var da frelst.

Men saa kom vi til en Lejr med Telte, og her fik vi ogsaa varm Mad, foruden at vi blev badet og vort Tøj renset for Lus. Alene den legemlige Rensning og Befrielsen for Lusene kvikkede svært op.

Her blev vi inddelt i Kompagnier og fik Nummer. Jeg tildeltes det 147. Arbejdskompagni og blev Fange Nr. 447. Der flyttedes nu en Del rundt med os, og snart  arbejdede vi paa en Flyveplads og snart paa en Cementstensfabrik. Sidstnævnte Sted brugtes dansk Cement fra Aalborg, der kom i Trætønder, og Træet af disse Tønder smuglede vi ud af Fabrikken og tog det med til Lejren for at bruge det til Brændsel i Kakkelovnen.

Her i denne Lejr forsvandt en lille Hamborger sporløst. Ved Hjælp af nogle Kammerater blev han smuglet ud siddende i en Skraldespand, og det lykkedes for ham at komme gennem de fjendtlige Linjer og over til de tyske Linjer igen. Et Brev i forblommet Sprog til en af de Kammerater, der havde hjulpet ham til Flugten, fortalte om hans Genvordigheder, inden han naaede de tyske Linjer.

Eftersøgningen efter ham blev drevet saa energisk, at endda Gulvet i den Barak, hvor han hørte til, blev brækket op.

DSK-årbøger, 1943

17. november 1917 – Victor Birkedal: “… Revolutionsheltene, der sjokkede forbi”

Købmand Victor Birkedal fra Sønderborg blev indkaldt kort efter årsskiftet 1914/15. Han blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 223, og blev samme sommer såret og taget til fange på østfronten. I efteråret 1917 befandt han sig i en krigsfangelejr ved Bachmut i den østlige del af det nuværende Ukraine.

Saa midt i November havde vi Begivenhederne lige inde paa Livet af os. Syd for Lejren — vi kunde se det, naar vi stod i den nordlige Ende af Lejren, fordi Terrænet udenfor hævede sig — vrimlede det en Dag med civile og Soldater, der var travlt beskæftiget med at grave Skyttegrave. En af vore Vagter, der var lidt mere meddelsom end Flertallet, sagde: — Kosakkerne kom­mer! Det gjorde de nu ikke, lige med det samme. De gode Mænd ude paa Markerne fik Tid til at gøre deres Skytte­grave færdige og til at drage forbi Lejren nogle Gange paa Vej til Byen, syngende revolutionære Sange. Her hørte jeg for første Gang „Internationale”.

Folkene selv kunde vi kun se ved at staa op paa hinandens Skuldre,og saa risikerede vi endda at faa en Kugle gennem Ho­vedet af Vagterne udenfor, da det var forbudt paa det strengeste at kigge over Plankeværket. Vi var imidlertid nogle Stykker, som gjorde det, og jeg saa en Flok delvis civilt klædte Folk med Rifler og Spader paa Nakken vandre syngende ind mod Byen. De var daarligt paaklædt, og deres Bevæbning var tilfældig. De bageste i Flokken trak nogle Maskingeværer efter sig i en Snor, ligesom Hunde. Det var den spirende Begyndelse til den røde Armé i Bachmut, en By, hvor man særdeles hurtigt havde fulgt Eksemplet fra Petrograd.

Det hele saa rø­rende dilettantisk ud, ikke mindst Maskingeværerne, der hoppede efter Kolonnen paa deres smaa Hjul. Jeg gen­kaldte i Erindringen de marcherende Kolonner af rus­siske Soldater, som jeg havde set kort efter mit Fangen­skab, disse uendelige Rækker af ens paaklædte, store Mænd, hvis Bajonetter paa lang Afstand lignede en Skov af Lanser. De var Tegnet paa et stort og mægtigt Rige, medens disse var Tegnet paa et Land i Opløsning og i Færd med at ødelægge det, som Krigen havde skaanet.

Da Sangen var forstummet, og de trippende Trin uden­for var døet bort, diskuterede vi med Iver, hvad der vilde ske, hvis Skyttegraven blev stormet, og Fjenden, hvem han nu var, trængte ind i Lejren. Nogle mente, at han vilde massakrere os allesammen, medens andre var af den Mening, at han vilde befri os. Enige var vi om, at vi hverken kunde gøre fra eller til, men kun vente og se, hvad Revolutionsheltene, der sjokkede forbi, og deres mulige Modstandere kunde stille op.

Den Aften blev der hvervet til den røde Hær i Fange­lejren. Folk med røde Bind om Armen vandrede Lejren rundt og tilbød paa gebrokkent Tysk Fangerne Friheden. mod at gaa i Skyttegravene. Ingen fulgte dem, eller i det mindste kun meget faa. De fleste rystede paa Hovedet:— -Nok Krig for mig — I maa klare jeres Sager selv.— Gud fri os for at hjælpe den Flok Knoldesparkere,der drog forbi her i Dag! tilføjede en og dækkede der­med en almindelig udbredt Mening.

(Fra: Chr. P. Christensen: 8 Mand savnet, Kbh. 1938, s.  205-7)

9. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr V – Fangernes Liv.

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fangernes Liv.

S. i Oktober 1917.
Fangerne er ikke blot berøvede deres Frihed, men jo endog den Mulighed, lejlighedsvis at komme hjem paa Orlov. Og hvad det vil sige, at undvære sine Kære, Hustru og Børn, Far og Mor, alle de kendte, kære Ansigter i Aarevis, det forestiller man sig vanskeligt ret, naar man ikke selv har prøvet det. Denne Længsel efter Hjemmet opfylder Tankerne Dagen igennem, og den sætter selvfølgelig sit Præg paa Fangen. Deraf kommer det sørgmodige Udtryk, som er karakteristisk for Fangen, dette fjerntskuende Blik, som lader ane Tanker, der er langt borte. Dog staar det medfødte Humør undertiden igennem, og især blandt de livlige Franskmænd har man iagttaget morsomme Scener, hvor en Spasmager kan rive alle sine Kammerater med i en hjertelig Latter. En saadan Kammerat er Guld værd!

Det er en typisk Forskel mellem russiske og franske Fanger. Russeren er rolig, tung i Vendingen, godmodig. Men særlig kløgtig er han gennemgaaende ikke. Man kan sætte Russeren til et eller andet Arbejde: han gør det villigt men – som Sven Dufva [karakter i den finske digter J.L. Runebergs digtcyklus Fänrik Ståls sägner/red.] gør han i Reglen alting forkert. En Russer kan med en Ihærdighed, der var en bedre Sag værdig, staa og pudse en Vinduesrude en hel Time igennem, og naar han er færdig, er Ruden omtrent ligesaa smudsig som da han begyndte. Franskmanden derimod gør sit Arbejde flinkt og hurtigt, forstaar, uden at kende Sproget, let de Anvisninger der gøres ved Tegn og Vink, og naar han ved, at han er færdig, holder han op, mens Russeren bliver ved at pusle omkring indtil man siger ham, at Arbejdet er ”kaput”, d.v.s. færdigt.

Man kan ypperlig studere et Menneskes Karakter og Temperament, naar han staar overfor Fotografens Kasse. Russeren staar lige ret op og ned, ser alvorligt ud og er tydeligvis greben af Øjeblikkets Alvor. Franskmanden er derimod fuldtud sig selv. Foran Barakken stilles en omvendt Bærebør frem; den skal forestille et Spillebord. Bordet dækkes med et Par tomme Flasker, en gammel Kasserolle, et Par tomme Konservesdaaser m.m., og omkring dem tager 3 Fanger Plads med Kasketten paa Snur og under livlige Fagter. De sidder alle paa Hug. Medens Fotografen indstiller Apparatet, lader de, som om de ret gør sig tilgode med det indbildte frugale Maaltid, og Vittigheder regner ned over Selskabet fra den omkringstaaende Grupper, der er lutter Liv og Bevægelse. Det bliver sikkert et ypperligt Billede, som vil vække mange Minder, naar det ad Aare tages frem der hjemme, naar Krigen er forbi og Freden atter har holdt sit Indtog, og der er groet Græs over en Del af Fangenskabets triste Minder.

Til den anden Side staar Stemningen hos Franskmændene let om i Modsætning. ”Den evige bundne Tilværelse”, sagde en fransk Fange engang til mig, ”er ikke til at holde ud. Den dræber alt Livsmod. Naar kommer dog den Tid, da man atter kan røre sig i Frihed! Da man ikke evig og altid skal lystre og ikke bestille andet end adlyde Befalinger. Hvis De skulde komme til Fronten, saa lad Dem ikke [tage] til Fange! Saa hellere falde! Thi med Døden er dog Lidelserne forbi. Men at gaa i Aarevis som Fange, denne evige Sindslidelse er ikke til at holde ud”. Et saadant Hjerteudbrud maa vel ikke tages bogstaveligt, men det er et Vidnesbyrd om, hvor nedtrykkende Fangelivet virker. Der er Fanger, som prøver paa at undvige, ikke fordi de har noget begrundet Haab om at komme godt fra det, men blot for at opleve noget. Den graa Ensformighed maa brydes.

Englændernes Karakter giver sig kende paa en anden Maade. De mangler Franskmændenes Bevægelighed, uden at de derfor gaar over til Russernes næsten passive Holdning. Selv i Fangenskabet søger Englænderne at bevare sit overlegne Udtryk. Uden at agte noget paa Omgivelsen gaar han rolig og uforstyrret af Omgivelserne sin Gang. Han ved, hvad der er er hans Ret, og han lader sig ikke bringe en Haarsbrede bort derfor; finder sig i en Skæbne, som han ikke har Magt til at ændre, men lader sig ikke let imponere, og fremfor alt søger han ikke et Sekund at give sin Værdighed Pris. De engelske Fanger er de vanskeligste at behandle. Fra ingen kommer saa mange Besværinger som fra dem, ofte over ret ubetydelige Smaating.

En egen Stilling indtager Jøderne, der er stærkt repræsenteret blandt de russiske Fanger. De fleste Jøder kan Tysk, og opnaar saaledes let en bedre Post, f.Eks. som Tolk. Indbyrdes er der stærk Sammenhold mellem Jøderne, maaske mere end mellem alle de andre Fanger af samme Folkslag, men at de saaledes er i Stand til at opnaa fortrukne Stillinger – hvad der jo er et Racetræk for dem – bidrager jo ikke til at øge den i Forvejen ringe Sympati, der næres over for Jøderne. Gensidigt er de meget villige til at hjælpe hinanden, men Hjælpsomheden overskrider sjældent Racegrænsen.

Samlivet mellem Fangerne af forskellige Nationer har vistnok overalt sine Vanskeligheder. Det er derfor at foretrække saa vidt muligt at holde hver Nation for sig. Og det vil alle Partier ogsaa befinde sig bedst ved. I det daglige Livs Ensformighed kan det jo være vanskeligt nok altid at bevare et forsonligt og imødekommende Sindelag overfor Nærmerestaaende. Fornylig blev her i Lejren Adskillelsen efter Nationer gennemført, og denne Forholdsregel blev modtaget med Tilfredshed af alle Fanger.

 – – –

Livet i Fangelejren er tung, streng Virkelighed. Derfor er det et i højeste Grad fortjenstfuldt Arbejde, der baade i de krigsførende Lande og i de neurale Stater gøres for at mildne Fangernes Kaar. Meget kan der ifølge Sagens Natur ikke gøres. Men hvad der f.Eks. af Komitéen i København gøres for at skaffe Læsning til Fangerne rundt omkring, bliver modtaget med Taknemlighed. Bogen bringer Tankerne bort fra de ofte traadte, haabløse Stier.

– Naar den Dag oprinder, da Vagtmandskabet for sidste Gang ledsager de uendelige Rækker af Fanger i alle Lande til Banegaarden, hvor Toget venter paa at føre dem hjemad, da vil Solen straale i fornyet Glans og en næsten ufattelig Glæde vil straale ud fra de mange Tusinders af Længsel forpinte Ansigter. Da vil de mange Drømme om Hjemmet blive til Virkelighed!

Denne Tanke er næsten ufattelig i Øjeblikket. Men Dagen kommer og med den et nyt Liv for Fangerne, og alle har os andre med!

N-n.

8. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr IV – Fangernes Post

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fangernes Post.

S. i Oktober 1917.
Kort Tid efter Transporten til Frankrig blev jeg afkommanderet til Postprøvestedet, og da det sikkert vil interessere dem af ”Hejmdal”s Læsere, som har Slægtninge og Venner i Fangenskab, at høre noget om, hvordan det uhyre Apparat, som hedder Fangeposten, fuktionerer, skal jeg fortælle lidt nærmere derom. Man kan jo gaa ud fra, at i de store og hele er Fangeposten omtrent den samme i Tyskland og i de andre Lande.

Naar man betænker, hvor mange Millioner Fanger, der under denne Krig sidder i Fangelejre, saa vil man kunne forstaa, at det Apparat, der skal formidle Forbindelsen mellem Fangerne og deres Hjem, maa være vældigt. Dette Apparat skal ikke blot som det civile Postvæsen besørge Pakker, Penge, Breve, men, hvad der forøger Arbejdet mangefold, det maa selvfølgelig tillige overvaage, at militære Interesser ikke krænkes, at Fangerne ikke faar eller sender Meddelelser, der staar i Modstrid med det Lands Interesser, hvor de er Fanger, at der ikke bliver drevet Spionage, at der ikke sendes utilladelige Ting til Fangerne. Selvfølgelig kan der ikke sendes Bomber og Granater, men det kunde jo tænkes, at der blev sendt Ting, hvormed Fangerne kunde øve Sabotage. Denne Mulighed har jo flere Gange været officielt drøftet. Kontrol er altsaa nødvendig, og denne Kontrol paahviler Postprøvestedet.

Ad 3 Veje sluttes Forbindelsen mellem Fangen og hans Hjem, nemlig ved Breve, Pakker og Pengesendinger, og Postprøvestedet er i Overensstemmelse hermed delt i 3 Hovedafdelinger.

Som tidligere nævnt, er de russiske Fanger forholdsvis daarligt stillede m.H.t. at faa Forbindelse med Hjemmet. Jeg har truffet Fanger, som har været i Fangskab i 3 Aar, og som næppe har modtaget et Livstegn fra Hjemmet. Dels har det sin Grund i, at en stor Del af de jævne russiske Befolkningslag ikke kan skrive, dels lader vel det russiske Postvæsen, som saa mange andre Forhold i Rusland, en Del tilbage at ønske med Hensyn til Præcision. Ej heller lettes Forbindelsen ved, at det russiske Sprog har andre Bogstaver. Derimod modtager franske og engelske Fanger meget regelmæssigt deres Post, naar først den rigtige Adresse er kommen Hjemmet i Hænde. Et vældigt Arbejde kræves imidlertid, før alting funktionerer rigtigt. Og det Arbejde gøres jo ikke blot i de krigsførende Lande, men ogsaa i de neutrale Stater, først og fremmest i Svejts, dernæst ogsaa i Danmark, Sverrig og Holland, af ”Røde-Kors”-Foreninger og andre frivillige Sammenslutninger.

I en saa stor Lejr som her gaar der daglig en vældig Mængde Breve ind. Hvert eneste Brev maa læses, og det er da Brevafdelingens Opgave. Alt efter Lejrens Størrelse sidder et større eller mindre Antal Tolke, delt efter de forskellige Sprog, og studerer Brevene igennem. I Længden bliver det et ensformigt Arbejde at læse de kortfattede, omtrent enslydende Meddelelser igennem flere hundrede Gange om Dagen. Disse Meddelelser, der, hvor korte de end er, for Fangen betyder saa meget, fordi de er Livstegn fra Hjemmet, har jo for Udenforstaaende slet ingen Interesse. Kun den, der med en Smule Næstekærlighed evner at sætte sig ind i Tankegangen, han vil kunne føle sig tilfreds ved et saadant næsten automatisk Arbejde.

Saa forsynes Brevet med Stemplet ”Prøvet”! Og gaar til Kartoteket, for at Fangens Adresse kan fastslaas. Thi de fleste Fanger er jo ikke i Lejren men paa Kommando, og i Løbet af et Par Uger efter Afsendelsen kan Brevet være den rigtige Adressat i Hænde. Fra Rusland maa man dog hellere regne med Maaneder end med Uger.

Hvem der har set en Fange efter lang Tids Forløb modtage et Brev fra Hjemmet, vil aldrig kunne glemme den Glæde, der straaler ud fra hans Ansigt, naar han rækker Haanden ud efter Brevet. Og hans Kammerater, der staar skuffede, fordi de intet fik, stimler sammen omkring ham, ligesom for ogsaa at faa et Pust fra Hjemlandets kendte, dyrebare Egne.

Pakkeafdelingen er ikke mindre interessant. Et Vognmandslæs af Pakker gaar dagligt ind. De russiske pakker er solide, i Reglen en fineret Trækasse og udenom Lærred med Adressen baade paa Russisk og Tysk. At de tyske Stednavne ofte er forvanskede, saa det er et helt Kunststykke at finde det rigtige Navn, letter jo ikke Arbejdet. Indholdet er tilsvarende solidt, mest Brød, tørt og haardt, for at det kan holde sig, Sukker, Tobak, Cigaretter og Cigaretpapir. Thi den russiske Fange er ikke veltilfreds, naar han ikke kan have sin Cigaret i Munden, selvom om den maa rulles i Avispapir. Og er der Smalhans med Tobak, gaar Cigaretten paa Omgang i Kredsen! Fangerne ventede, at det efter Revolutionen i Rusland skulde blive bedre med Forbindelsen, men nogen virkelig Forskel har der i denne Henseende ikke kunnet spores.

De franske og engelske Fangers Pakker er i Reglen i det Ydre ikke nær saa solide som de russiske, men hvad de savner i det Ydre, har de i det Indre. En fransk Fangepakke er delikat. Der findes alt, hvad Fangens Hjerte kan begærer, Konserves, kondenseret Mælk, Smør, Pølse, Chokolade, Kaffe, Te, Ris, Tobak, Cigaretter, Uldtøj, Læderveste, Sko osv. osv. Og de franske Fanger faar deres Pakker med megen Regelmæssighed og faa Dages Mellemrum. Men om en russisk Fange alligevel ikke er ligesaa glad for sin ret magre Pakke som Franskmanden for sine Delikatesser, er dog ikke tvivlsomt.

Foruden disse private Pakker uddeles til Fanger ”Kærlighedsgaver”, Brød, Kiks o.l., som dels kommer direkte fra Hjemlandet, dels fra neutrale Lande.

Vi kommer nu til Penge- eller Bankafdelingen, hvor jeg har været beskæftiget et Aarstid, og som forekommer mig, hvad selve Arbejdet angaar, at være den mest interessante. Vejene, ad hvilke Postsendingerne naar til Fangerne, maa jo naturligvis gaa over de neutrale Lande, medens Penge og Breve bliver direkte viderebefordrede. Er Fremgangsmaaden mere indviklet for Postanvisningernes Vedkommende, idet Beløbet af Hensyn til den Kurs, som afsender- og Modtagerlandets Penge i øjeblikket staar i, maa omregnes i det neutrale Land, og som Følge deraf maa der skrives nye Postanvisninger, medens de originale Postanvisninger bliver paa Mellemstationen. Og Kursen veksler overalt ret hyppig, som man under Krigen vil have kunnet iagttage, naar man i Avisen har fulgt Børsnoteringerne.

De Lande, som kommer i Betragtning som Gennemgangsled, er især Svejts og Sverrig. De russiske Postanvisninger gaar for Størstedelen over Basel, en stor Del dog ogsaa over Malmø, enkelte over København, de franske Postanvisninger gaar hovedsagelig over Bern.

Selvfølgelig er de russiske Fanger ogsaa med Hensyn til Pengesendinger fra Hjemmet Stedbørn i Forhold til deres franske og engelske Kammerater. De franske Fanger her i Lejren, hvis Pengesendinger jeg har at ordne i min Kasse, faar næsten for de 90 Procents Vedkommende regelmæssig deres Postanvisninger med 2-3-4 Ugers Mellemrum, og da det drejer sig om 3000 Fanger, hvoraf største Delen befinder sig inde i Landet paa Enkeltkommandoer, kræver alene Varetagelse af dette Anliggende et ret omfattende Apparat, det forudsætter stor Orden i Kartotek og Register, hvis alt skal funktionerer godt og hurtigt. Men Tyskland er jo ogsaa Ordenens Land ”par excellence!” Hver eneste Postanvisning, som ankommer indføres i Postanvisningsbogen og derfra i Kontobogen. Derpaa faar Fangen Meddelelsen om Beløbets Ankomst, og kan nu anmode om at faa det, eller en Del af det tilsendt. Saa maa der skrives et foreløbigt Bilag og en Kvittering, som Fangen maa underskrive, og Postanvisning og Kvittering bliver afsendt, og først naar Fangens Underskrift er til Stede i Bilagsmappen, er denne Postanvisning endelig ekspederet færdig. Desuden er der flere andre Lister og Bøger, som Beløbet maa indføres i. Regner man alle Bilag, Postanvisninger, Konvolutter, Lister osv. sammen, bliver hver eneste Postanvisning noteret ca. en Snes Gange. Men saa kan man ogsaa imødese alle mulige Reklamationer med Sindsro: Fangens Kvittering er til Stede. Thi det hænder jo, at en Postanvisning reklameres af Afsenderen gennem Overpostkontoret i Bern, – Grunden kan være, at Anvisningen har været for længe undervejs, er maaske gaaet fejl som Følge af en Unøjagtighed i Adressen, og vedkommende Fange skriver hjem, at han ikke har modtaget Beløbet, der jo imidlertid er undervejs. Jo færre Reklamationer, des større Ære for vedkommende Postprøvested. Og i denne Henseende fremhæver vi selvfølgelig vor Lejr som staaende i første Række – og ikke uden Grund.

Beløbene, som afsendes, er i Reglen smaa, mest 5 og 10 Frs. ad Gangen. Det er det mest praktiske, baade fordi Fangen i Reglen ikke kan finde Anvendelse for større Beløb paa engang, og dels fordi Risikoen spiller en mindre Rolle ved de smaa Beløb. Men mange Bække smaa gør en stor Aa, og mine 3000 Fanger modtager dog i Løbet af et Aar tilsammen den ret betydelige Sum af 150-175,000 Mark.

N-n.

7. november 1917 – Victor Birkedal: “De sagde, at der var stor Uro i Landet”

Købmand Victor Birkedal fra Sønderborg blev indkaldt kort efter årsskiftet 1914/15. Han blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 223, og blev samme sommer såret og taget til fange på østfronten. I efteråret 1917 befandt han sig i en krigsfangelejr ved Bachmut i den østlige del af det nuværende Ukraine..

Medens Lejren endnu blev betragtet som nogenlunde sund, blev den meget benyttet som Karavaneserail [karavaneherberg/red.] for de Transporter af Krigsfanger, der blev ført forbi. Un­dertiden kom Flokke paa en Snes Stykker og slog sig ned i Lejren. De laa i Midtergangene mellem Briksene og bandede og skældte over Rotterne. Næste Dag var de væk, saadan som vi skulde have været det, hvis det var gaaet rigtigt til, men for os syntes det stadig at have lange Udsigter.

Vi talte ofte om at flygte, men det blev ikke til noget. Vagterne var meget paapasselige, og ethvert Flugtforsøg straffedes haardt. De faa Tilfælde, der var i Lejren, blev altid efterfulgt af Ivans frygtelige Repressalier overfor de tilbageblevne.

De fremmede fortalte meget nyt om, hvad der skete i Rusland. Nogen sammenhængende Mening kunde vi ikke faa ud af det, da vi ikke havde store Forudsætninger. De Lejre, vi havde været i, havde været meget isolerede. Nu kom disse fremmede og fortalte os, at der vistnok var udbrudt en ny Revolution, og at Kerenski var styrtet. De sagde, at der var stor Uro i Landet, og at der blev kæmpet flere Steder mellem det gamle og det nye Regimentes Tilhængere, og endelig en Dag kom en lille Flok Fanger, der nærmest maa betegnes som Flygtninge. De kom fra en By ikke langt fra Bachmut, hvor der havde staaet Kampe mellem Kosakkerne, som holdt med den gamle Regering, ja, endog med Czaren, og de yder- liggaaende Revolutionære. Dér havde Kosakkerne vun­det, og Fangerne sagde: — De stormede den Fabrik, hvor vi arbejdede, og huggede Folk ned for Fode, hvor de mødte dem. Begge Dørene var besat, og vi maatte springe ud gennem Vinduet for at redde Livet.

Saa tilfældigt og spredt kom Beretningen om den russiske Oktoberrevolution til Bachmut. Vi havde kun den vageste Forestilling om, hvad der egentlig skete, og naar vi spurgte efter det, som interesserede os mest — Freden, saa rystede vore Gæster blot paa Hovedet og vidste lige saa lidt som vi. Det var da aabenbart, sagde de, at Krigen, blev ved paa Fronterne. Nogle af dem havde mødt /tyske Soldater, der var taget til Fange for kort Tid siden. De havde fortalt, at Tyskerne stod langt inde i Rusland og snart vilde vinde, men at der alligevel en del Modstand fra russisk Side.

(Fra: Chr. P. Christensen: 8 Mand savnet, Kbh. 1938, s.  204-5)

7. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr III – Paa Transport

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Paa Transport.

S. i Oktober 1917.
Tilværelsen som Vagtmand har ikke mange Tillokkelser. Fra i Dag til i Morgen paa Vagt: 2 Timers Vagttjeneste og 4 Timer fri Døgnet igennem, og Fritiden er bunden til Vagtstuen, hvor der ikke findes mange Bekvemmeligheder, men til Gengæld i Reglen en utrolig Mængde Lopper. (Lopper er afskyelige! De er ikke til at komme til Livs. For det første er de forberedende Øvelser til en Loppejagt ret omstændelige, og for det andet er de i Reglen forgæves.) Efter Vagtdøgnet følger et ”Fridøgn”, hvor ”Friheden” dog er ret begrænset af Eksercits, Instruktion, Istandsætning af Udrustningsgenstande osv. Næste Dag er der ”Opsynstjeneste”, dvs. Opsyn med de Fanger, som er beskæftigede med Arbejde i Lejren, og den Tjeneste er om muligt endnu kedeligere og langsommere end Vagttjenesten. Og er den Dag endelig til Ende, begyndes der forfra igen med Vagt, saa Afvekslingen i Programmet er meget indskrænket.

En ret interessant Afveksling kan Transporterne byde paa, især de længere. I en saa stor Lejr gaar der jo daglig en Mængde Fangetransporter ud og ind fra Arbejdskommandoer, men det hænder ogsaa, at Fangerne skal bringes langvejs hen eller hentes langvejs fra. Før jeg blev afkommanderet, var jeg saa heldig at faa flere længere Transporter, bl.a. en til Vestfalen og en til Nordfrankrig.

Før man begiver sig paa en saadan længere Transport, er der i denne Krigstid én Ting, der er ligesaa nødvendig som Billetten, og det er Provianten. Man gør bedst i at regne med, at man maa leve af, hvad man selv bringer med. Og i den Henseende er vi her i det ellers som fattigt udskregne Polen ret heldigt stillede, idet man kan – og især kunde – faa tilstrækkeligt af alt, naar blot man har de nødvendige ”Finanser”. Jeg forsynede mig da rigeligt, eller i hvert Fald tilstrækkeligt, og da jeg med min Fange, der skulde afleveres til en Grube i K., kom til Industriegnene i Vest og i Kupéen aabnede for Madkassen, hvor der baade forefandtes Brød, Smør, Æg, Pølse, Skinke og andre Herligheder, saa jeg ganske tydeligt at jeg vakte min Medrejsendes levende Misundelse. Men enhver er sig selv nærmest. Det Princip har Krigen yderligere knæsat. Og jeg spiste min Mad paa farisæisk Vis, dvs. glædede mig over, at jeg ikke var stillet som de andre Mennesker.

Naar man første Gang kommer til Industriegnene i Vesttyskland, imponeres man. Egnen er langt tættere befolket. Overalt Jernbaneskinner! Og Tog farer i alle Retninger. Det hele synes at være en eneste stor Bydel, især om Aftenen, naar Lysene i Tusindvis skinner ud i Mørket. Hvilke Kræfter, hvilke Værdier kan ikke her frembringes! Og nu under Krigen er alle disse Kræfter taget i Tilintetgørelsens Tjeneste! Underlig Tanke! – Men bedst er det at lade være at filosofere over Krigen. Dens mange ”hvorfor” løses dog ikke nu!

Min Fange skulde jeg som nævnt aflevere ved en Kulgrube, og ved denne Lejlighed fik jeg lidt af de ydre, for mig hidtil ukendte Forhold ved denne Industri at se. Interessantere havde en Tur i Dybet jo været, men derom kunde der jo desværre ikke være Tale. Selve Industri- og Kulbyerne, med Kulstøv overalt, paa Gaden, i Luften, har jo i sig selv intet særligt tiltrækkende for Udenforstaaende, men imponerende er Landskabet med de utallige, kæmpemæssige Skorstene og med de bjerghøje Dynger af Kulaffald ved hver Grube.

Endnu interessantere var dog Turen til Belgien og Nordfrankrig. Jeg skulde hente en Fange i C., en Polak, der havde faaet Lov til at vende Hjem til sin Hjemstavn, Warschau. Det var kort efter Proklamationen af det nye Kongerige Polen.

En Tur tværs igennem Tyskland fra Øst- til Vestgrænsen tager 24 Timer, men stor er Forandringen i Landskabet i Løbet af det Døgn, og større endnu, naar man kommer til Belgien lige fra Polens udstrakte, flade, ensformige Sletter. Et morsomt Træk er betegnende. Her er i Polen spænder man et Par smaa magre Krikker – eller maaske kun én endda – for en vældig Arbejdsvogn, hvis Dimensioner vi ikke tilnærmelsesvis kender hjemme hos os. Og Hestene faar lægge sig i Selen, thi Vognen læsses til Randen. I Belgien derimod ser man 2-3 store, stærke, fede belgiske Heste trække afsted med en lille tohjulet Vogn, noget større end en velvoksen Trillebør. Men det ligger jo i de ”lokale Forhold”. Her i Polen gaar det ”lige ud ad Landevejen”, i Belgien gaar det over Bjerge og Dale. Men alligevel er det bedre at være Hest i Belgien end i Polen!

Min Rejserute var gaaet over Berling-Køln-Aachen, og den nærmeste Vej var jo nu over Lüttich-Namur til C. Men da jeg nu endelig var kommen saa vidt, kunde jeg have ønsket at se Løwen og Bryssel. Til alt Held kom jeg i Lüttich ”af en Fejltagelse” ikke ind i Toget til Namur, og jeg var saa nødt til at fortsætte til Bryssel.

Om eftermiddagen naaede vi Løwen, og da der om Aftenen igen var Forbindelse med Bryssel, besluttede jeg at stige ud. Jeg syntes ogsaa, at jeg nu, efter at have kørt uafbrudt i 1½ Døgn, kunde trænge til en Smule Hvile. Og nogle overordentlige interessante Timer tilbragte jeg i den gamle belgiske Universitetsby. Den har faaet Krigen at føle. – Smukkest af alt var det prægtige Raadhus, der bortset fra en enkelt Granat i Kvisten er bleven helt skaanet.

Fra Løwen til Bryssel er der kun en god halv Times Kørsel, og i god Tid ankom vi til Residensbyen. Da jeg her fik mine Papirer undersøgt, maatte jeg jo besvare nærgaaende Spørgsmaal om, hvad jeg egentlig vilde i Bryssel. De Spørgsmaal blev klarede, og da jeg nu engang var ”kørt galt i Byen”, var der jo ikke mere ved den Sag at gøre.

Borset fra de mange Soldater fik man egentlig ikke noget stærkt Indtryk af Krigen i Bryssel. Livet forekom at være ret normalt. Sporvognene gik som sædvanligt, var overfyldte. De elegante Kaféer var stuvende fulde, saa man gennem Spejglasruden (thi som Landstormmand, med lange Støvler, Rygsæk og Gevær kan man selvfølgelig ikke vove sig ind slige Steder. Hvad vil en Spurv i Tranedans!) De nyeste Aviser, paa Fransk og paa Tysk, kunde købes paa Gaden, og Folk syntes at tale og le og more sig, som de altid havde gjort. Men et Træk forraadte Krigstilstanden: En vis Aldersklasse savnedes blandt de civile Mænd. De laa nu paa den anden Side Fronten. I det lille Stykke der er tilbage af Belgien. Men de unge Piger – i hvert Fald nogle af dem – havde allerede for længst fundet Erstatning – ”Ersatz” – i Soldaterne, der heller ikke syntes at være uvillige. ”Ein Tor ist immer willig, wenn eine Törin will”, siger Heine.

Efter en højst ubehagelig Nat i en belgisk kaserne gik Turen næste Morgen til C., hvor jeg skulde finde min Fange. Men hvor? Jeg løb fra Banegaardskommandanturen til Stadkommandanturen og tilbage igen, men igen vidste, hvor Stanislaus var at finde. Han var vist ved et eller andet Jernbanekommando. De telefonerede i Øst og Vest, men kunde ikke faa rigtig Besked. Dog var det sikkert, at han maatte være i Nordfrankrig. Men det var jo just ikke nogen tiltalende Opgave at gennemrode hele Nordfrankrig for at finde Fyren. Endelig blev det da med nogenlunde Sikkerhed konstateret, at han nok var ved en Station paa Strækningen mellem L. og A., vistnok i N. Og med den Besked begav jeg mig paa Vej.

Det blev en langsommelig Tur. Vi havde jo nu nærmet os Etappeomraadet, hvor Togforbindelsen selvfølgelig ikke kan være saa regelmæssig. Snart maatte vi vente paa Stationen, og snart midt paa Strækningen, og endelig Klokken 3 om Natten ankom jeg til mit Bestemmelsessted, hvor jeg antog, at Fangen var, – og han var der virkelig ogsaa. Her fandt jeg i Nattens Mulm og Mørke en mindre Arbejdslejr bygget, og ved Vagtens Hjælp fandt jeg en Seng, som var tom, og nu sov jeg de Retfærdiges velfortjente Søvn!

Næste Morgen fik jeg fat paa Fangen, og enhver vil kunne forstaa hans Glæde over at skulle sige Farvel til Frankrig og maaske komme hjem til sine egne. Det ar som en Forsmag paa Freden, der altid ligger og dæmrer forude i Maalet. Dengang var den jo langt borte. Men det vidste vi ikke. Nu er den rykket et Aar nærmere, men hvor nær, ved vi heller ikke nu, dens Omrids skimtes endnu kun lidet tydeligere.

Før vi begav os paa Hjemturen, foretog jeg en Spadseretur gennem Landsbyen N. Vi var endnu langt bag Fronten. Indtrykket af Landsbyen overraskede mig en Del. Jeg havde ventet at finde et ganske modsat Billede af en fattig polsk Landsby, som jeg daglig havde haft for Øje. Men i Virkeligheden gjorde den temmelig store Landsby et ikke meget bedre Indtryk. Alt saa om ikke ligefremt forfaldent, saa dog mindre vel vedligeholdt ud. Ogsaa her kunde jeg med Stolthed konstatere, at Nordslesvig kan maale sig med baade Øst og Vest.

Hen paa Eftermiddagen var vi rede til Opbrud, og den lange Hjemtur begyndte. Vi fik Selskab med en Postordonnans, der skulde til A. og hente Postsagerne, og som fortalte livligt om Livet og Forholdene der. Da vi kørte forbi L., fortalte han, at her var en fransk Spion bleven henrettet Aaret i Forvejen. Spionen, vistnok en Underofficer, var bleven sat af af en Flyvemaskine, der skulde have afhentet ham igen næste Nat. Men Skæbnen indhentede ham før. Han blev fanget, og han var selvfølgelig klar over, at det var halsløs Gerning, han havde øvet. Selv hans Modstandere ydede ham Beundring for hans Dristighed og Mod. Men Krigens Ret maatte gaa sin Gang, og han maatte dele alle uheldige Spioners Skæbne. Han afslog at lade sig et Tørklæde binde for Øjnene, og hans sidste Ord var: ”Vive la France!” ”Was hatte der Mann für Courage!” sagde Ordonnansen! Ja, saadan er Krigens Gang! Livet er Indsatsen, men kæmper man for, hvad man har kær, da er Livet jo ej saa Svært, Døden ikke heller!

For at faa saa meget som muligt ud af Turen, lagde vi Vejen hjem ad en anden Rute, over Metz, Frankfurt og Leipzig, men naar man har siddet 8 Døgn i Træk i Kupéen, saa kommer man dog tilsidst til at længes efter Vejende. Og det var med en vis Tilfredsstillelse, vi saa Baraklejren tone frem igen. Men alligevel var jeg godt tilfreds med Turen, mend det nye, Øjet havde mødt. Den graa og ensformige Soldatertid var et Minde rigere.

N-n.

2. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr II

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

I Fanglejren II.

S. i Oktober 1917.

Kommer man ved Aftenstid til Fangelejren, møder Øjet et ret imponerende Skue. Lys straaler ved Lys over et vældigt Areal. Det minder om, naar man i Toget nærmer sig en større By. Og i Virkeligheden er saadan en Fangelejr jo heller ikke saa lille en By. Her f. Eks. er der Plads til ca. 35,000 Mennsker. Betænker man, at det er Halvdelen af en By som Flensborgs Indbyggere, faar man et Begreb om, hvilket Myretueliv der maa udfolde sig paa den begrænsede Plads, naar Lejren er fuldt belagt.

Selve Lejrpladsen, hvor Fangebarakkerne ligger, anslaar jeg skønsvis til ca. 150 Tønder Land. Pladsen er delt i 4 ”Blokke”, hvor Barakkerne, nogle større, andre mindre, ligge Side om Side, i endeløse Rækker. Praktiske Hensyn har selvfølgelig været fremherskende fremfor arkitektoniske, saa ”noget for Øjet” er det ikke. Man fristes ikke til en Sammenligning med den berømte Stationsby paa Aarhusudstillingen i sin Tid – det skulde da være som Modsætning!

Mellem de forskellige Barakker ligger der større Pladser, som undertiden dyrkes, og ellers bruges af Fangerne til at røre sig paa i deres Fritid. Her ser man Fangerne gaa frem og tilbage, frem og tilbage, rastløse, uden Maal. Undertiden i Flok, men ofte ene. Ligesom Dyrene i deres snævre Bure i Zoologisk Have gaar deres Skridt til den anden. De flyvende Tanker maa give sig Udtryk i en legemlig Bevægelse. Og hvilke Tanker er ikke herfra fløjet de Hundrede af Mile hjem til de Kære, som sidder derhjemme og venter og venter! En Fanges Tilværelse er beklagelsesværdigt. Mennesket trives dog kun i Frihed, baade i bogstavelig og i aandelig Forstand. Kun et har Fangerne at glæde sig over: De har bjærget Livet og har Haabet om at vende tilbage til deres Egne.

Fangernes Liv indenfor Pigtraaden er trist og graat og tungt. Den ene Dag gaar som den anden. Ensformigheden irriterer tilsidst, saa Ven ”rejser sig” mod Ven! Bedst stillede er de, som kommer paa Arbejdskommando og finder et godt Sted at være. Men der findes jo mange, som ikke er vante til den Slags Arbejde, og heler ikke her kan finde sig tilfreds.

Omkring selve Lejrpladsen gaar en Vold, indenfor den en dyb Grav, hvorefter Pigtraadsspærringen følger. Paa Voldene har Vagtposterne deres Plads. Ad den slidte Sti heroppe gaar man frem og tilbage, frem og tilbage de to Timer, til Afløsningen kommer. Mærkværdigt nok gør mange den Erfaring, at Nattetimerne gaar hurtigst. Før man ved af det, er de 2 Timer forbi. Tankerne gaar nu uforstyrrede deres egne Veje. Øjet følger op mod Himlen, søger de kendte Stjernebilleder, og da helst dem, der ligger i den Retning, hvor Hjemmet findes. Stjernerne skinner ogsaa over de Kære derhjemme, og det er, som kom man dem i et saadant Øjeblik nærmere. Thi Hjemmet, det er dog det, som baade Fangernes og Vagtmandskabets Tanker kredser om som det faste Punkt i Tilværelsen. Frygtelig er deres Skæbne, som ved Krigen har mistet deres Hjem, og maaske end ikke ved, hvad der er bleven af deres Kære, af Far og Mor, Hustru og Børn. Og af den Slags Fanger findes der især blandt Russerne ikke ganske faa.

Udenfor selve Fangerlejren ligger Mandskabsbarakkerne, der selvfølgelig er noget bedre indrettede end Fangebarakkerne. Barakkerne her er god i Sammenligning f.Eks. med de mindre Arbejdslejre, jeg har boet i i Nordslesvig. Man kan ligefrem føle sig hjemlig til Mode i sin Stue, selv om man har et Par Snese Kammerater til Stuefæller. Man kommer til at holde af sit eget Hjørne, sin Seng, sin Bænk, sin Bordende. Det er éns eget! Og det kan være helt vemodigt, naar man skal flytte om og forlade sin gamle Barakke.

Foruden Mandskabsbarakkerne, der danner en lang Gade, og som kan give Plads til et Par Tusind Mennesker, er der jo Officersbarakker og større Økonomibarakker. I en af disse er der indrettet en stor Kirkesal med et romersk-katolsk og græsk-katolsk Alter. Endvidere findes badeanstalt, Bageri, Elektricitetsværk, Vandværk o.s.v

Udenfor Lejren ligger Fangekirkegaarden, hvor Kommandanturen har rejst et smukt Mindesmærke med Indskriften:

”Også de døde for deres Fædreland”, og med Aarstallet ”1914-191 ”. Hvad det sidste Tal bliver, ved vi ikke endnu. Hver Grav er smykket med et Kors, Russernes Grave med det skraa St. Georgskors, Muhamedanernes med Halvmaanen og Jødernes med Davidsstjernen. Ligeledes er Fangens Navn og Dødsdag brændt ind eller skaaret ud i Træet.

En Fangelejr er en stor Bedrift, og Orden hersker der indtil den mindste Smaating. Hvor stor en Sum, Anlægget af en saadan Lejr repæsenterer er vanskeligt at bedømme, men det maa regnes i Millioner, og naar man tænker paa, hvor mange Fanger, der skal sørges for alene i Tyskland, imponeres man at det Arbejde og den Kapital, som alene Fangespørgsmaalet repræsenterer under Verdenskrigen.

N-n.

1. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr I

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fra Felten. Livet i en Fangelejr I.

S. i Oktober 1917.
Krigen har nu raset saa længe, at man begynder at afmærke den ensformige, trist[e] Forløb med Milepæle i Form af Jubilæer[.] Og da jeg i disse Dage kan fejre 1 Aars Jubilæum for min Ankomst her til Fangelejren finder jeg Anledning til at fortælle ”Hejmdals”s Læsere lidt af, hvad der kan meddeles om Livet i en moderne Fangelejr. Og jeg antager , at det vil interessere alle, dels fordi Spørgsmaalet om Fangernes Liv og Leveforhold i sig selv er et ikke uinteressant Afsnit – om end trist og graat – af hele Verdenskrigen, og dels fordi saa mange af mine Landsmænd selv har deres Kære, Slægtninge og Venner, under lignende trange Kaar baade i Øst og Vest, og det daglige Livs Forhold i Fangelejrene i de forskellige Lande vil vel i det Store og Hele være omtrent det samme overalt.

Den Tid, jeg har været indkaldt, og det er nu over 2½ Aar, har jeg næsten udelukkende tilbragt i Fangelejre, saa jeg har lært Livet indenfor saa nogenlunde at kende, – lige fra Kontor- og Vagttjeneste til saa inferiøse Beskæftigelser som Kartoffelskrælning, baade med Kniv og Maskine. Først havde jeg det Held at komme til de mindre Fangelejre – Arbejdslejre – i Nordslesvig, og livet her gav Anledning til ret interessante Studier af Menneskekarakteren, baade hos Fangerne og hos Vagtmandskabet.

De første Indtryk, da man selv som ret ”civil” – for ikke at sige ”civiliseret” – og endnu ikke havde vænnet sig rigtig til Krigerlivet i alle dets Former, var just ikke opmuntrende. Livet indenfor Barakkernes uhøvlede Trævægge, sammen med Kammerater, hvoraf en Del ogsaa kunne være ret u(be)høvlede, kunde undertiden ture med at tage Modet fra en, saa længe an ikke havde vænnet sig dertil[.] Men Vanens magt er stor. Hvad har de, der har ligget i Skyttegravene, ikke kunnet vænne sig til Anstrengelser og Savn? I Sammenligning med dem maatte man jo prise sin Skæbne, at den ikke var bleven værre. Og at naa til denne Overbevisning er den vigtigste Kunst for en Deltager i Verdenskrigen. Og naar saa dertil kom mere eller mindre regelmæssige Orlovsture til Hjemmet, hvor man atter kunde føle sig som Menneske, – ja saa gik det endda!

Og Dag gik efter Dag, Uge efter Uge, Maaned efter Maaned efter Maaned, og inden man ret vidste af det, havde Jorden fuldendt sit andet Kredsløb omkring Solen under Krigens Tegn. Og bagved saa alle de triste Tanker, alle de skuffede Haab om snarlig Afslutning. Men Sindet klamrede sig til nye Haab, nye Muligheder!

Om et Haab eller to blev brudt
Blinker et nyt for dit Øje!

Og saa længe Haabet lever, er Livet under alle Forhold til at holde ud!
Saa kom der en Regnvejrsmorgen i Oktober 1916. Jeg havde Ordre til at møde med fuld Oppakning paa Kompagnikontoret i Flensborg. En Soldat har det som Sneglen: ”Omnia mea mecum porto!” Alt mit Habengut maa jeg selv slæbe af Sted paa Nakken! Og derfor burde en Soldat altid sørge for at have saa lidt som muligt af, hvad han kalder sit. Men i Tidens Løb faar man dog altid samlet en Del Ragelse sammen ud over den egentlige militære. Og den Morgenstund, da jeg i ravende Mørke og øsende Vande stolprede af Sted fra Jaruplund til Flensborg, fortrød jeg bitterligt, at jeg havde samlet saa meget til Huse.

Krigsfangelejren ved Jaruplund få kilometer syd for Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

En fuldpakket Tornister paa Nakken, Geværet hængt over Skulderen, en tung Koffert i Haanden, daarlig til Bens, daarligt Vejr, Uvisheden om, hvad den nærmeste Fremtid vilde bringe, – alt det frembragte en ganske forbistret Morgenstemning. Og dog havde jeg et ringe Haab, nemlig at Marchordren betød et Par Dages Orlov, som jeg kort i Forvejen havde søgt om. Men Skæbnen – eller hvem det nu var – havde villet det anderledes. Paa Kontoret modtog jeg den Besked: ”Forflyttet til S. i Rusland!”

Stemningen var omtrent som en Vogterdrengs, der tager Afsked med Hjemmet for at tiltræde sin første Plads. Borte var nu Udsigten til alt, hvad der hed Søndagsorlov, – og det var dog den, som hidtil havde lyst op i den graa Tilværelse, og den skulde maaske blive mere graa endnu. En Soldat ved altid, hvad han har, men han ved aldrig, hvad han faar!
Naa, her hjalp ingen kære Mor! Enhver Ordre er hellig, hedder det i det uskrevne Reglement. Det gælder om, at tage Tyren ved Hornene, og derfor søgte jeg det førte afgaaende Hamborgtog – og saa gik det mod Syd.

I Grunden har jeg ikke haft Anledning til at beklage mig. Vel er der mange, som har haft det bedre end jeg, men der er ogsaa mange, der har haft det værre. Og saa faar man give sig tilfreds. Nøjsomhed er en god Ting for en Soldat!

Efter et Døgns Jernbanekørsel nærmede Toget sig Tysklands Østgrænse. De polske Sletter bredte sig for Øjet, vældige Marker, hvor Efteraarets graa Ensformighed kun blev brudt af Kartoffelmilerne og saa Landevejsalléerne, som er karakteristiske for et polsk Landskab, og som i Grunden er det eneste oplivende Moment her. Hist og her en Landsby, men af et andet Udseende end hos os. Omkring den store Herregaard med de mange Udbygninger – alt synes at være Udbygninger – ligger Arbejderboligerne, smaa og uanselige, Lervægge og et Stykke forfaldent Havestakit – uden Have i Reglen. Befolkningen her har ikke Nordslesvigernes Sans for Hjemmets Hygge, hverken inden- eller udendørs. Men alligevel elsker og værner Polakkerne jo deres Hjem og Hjemstavn. Men nægtes kan det ikke, at Landskabsbilledet her virker nedslaaende paa Sindet hos en, der er vant til at se Fjord og Bælt, Bakker og Dale, Skove og frugtbare Haver og velholdte Huse.

N-n.

31. august 1917. Frits Clausen: “… det trækker jo ogsaa længe ud med denne Krig …”

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Jyrjev Polskij 31.VIII.1917

Kære Herr Rasmussen

Jeg havde en dejlig Oplevelse for nogen Tid siden.

Da fulgte jeg en Del af de tjekkiske Officerer, som jeg har levet sammen med, til Banen. De rejste ud til Kampen for Deres Lands og Folks Frihed og Selvstændighed og med et “Til kamp, til kamp” gik det til Banegaarden (U Boj, u Boj…. gammel kroatisk Kampsang fra Krigsperioden med Tyskerne).

Paa Banegaarden var den halve By til Stede, for at ønske dem “Lykke og Sejr”, unge Piger smykkede dem med røde og hvide Blomster (tjekkiske Farver) og saa sang de endnu “Marseillaisen” og den tjekkiske Hymne: “Hvor er mit Fædreland?”

Derefter blev der holdt et Par Taler og saa tog vi en hjertelig Afsked fra hinanden. Hvor glade og begejstrede De og vare, saa blev Afskeden dem dog tung. De vidste, hvad de gik ind til, og naar man betænker, at de staar ene her uden Slægt og Frænder, en lille Skare, som endog rnaa kæmpe imod Brødre i deres Fjenders Rækker, saa ser man først, hvor dyb og fast deres Fædrelandskærlighed er.

Jeg ved ikke, om I derhjemme sommetider hører noget om, hvad de faa, der allerede ere i Felten har udrettet. Naar man taler om at srnaa Nationer ingen Betydning har i en Krig, da de ikke kan udrette noget, skal man blot nævne Tjekkerne. Man kan meget, naar man vil. Og hvis Aanden fra 48 endnu var vaagen i vort danske Folk, saa skulde De blot se, hvad vor lille Skare kunde udrette.

Men “Skibet er strandet og der er for faa, der vil bjerge Viljen, der mægter Frihed at værge, Haabet, der kan svinge Flaget og Troen paa Fremtidens Dag.”

Hvis det virkelig er alle Danskes Ønske, at Slesvig skal bevares, saa maa de dog kunne indse, at man ikke kan holde det tilbage med Goulasch (især naar man giver Tyskerne den). Og kommer det ikke tilbage, saa er det tabt for Danmark, for vi kan vist ikke magte det efter Krigen, men vi kunde, og det vil enhver ærlig Søndeijyde, endnu til Slut sætte Livet ind for det Maal, vore Fædre og vi selv har kæmpet for ved Dag og Nat i Fredens Tid.

Peder Jensen og jeg har mange Planer færdige, hvordan det kunde gøres, men der er vel ingen, der spørger os. Vi synes, de er gode, og hvis Folk, som har Forstand derpaa, vilde give sig i Lag med at udkaste blot en eneste med det rigtige Maal for Øje, saa vilde den absolut blive udmærket, og hvis der saa endnu var et Folk, ja blot en lille Del deraf, som vilde sætte alt ind for denne Plan, saa vilde den ogsaa lykkes.

Naar Aanden er ægte, tager gamle Holger os i Favn og saa vil der ogsaa være Lykke med vort gamle Skjold. Men alt hvad man hører fra Norden gaar en anden Vej.

Det varer nok ikke længe, før Tyskerne vil forlange, at Nordmændene selv skal bore deres Skibe i Sænk, og der vil vist ikke være mange som forundrer sig, naar de gør det. Men det er et kedeligt Therna, jeg er inde paa. –  (…)

Saa er det Posten. De skriver, at De slet ikke hører fra os, ja os kan skrive det samme. I den hele Sommer har jeg ikke faaet et eneste Brev fra Danmark, undtagen dem, De har sendt mig fra Kæresten og nogle Kort fra Frøken Wolff. Men det trækker jo ogsaa længe ud med denne Krig, at vi godt kan forstaa, om man bliver ked af at skrive, tilmed, naar man saa sjældent faar Svar. –

Hvis dette Brev saa skulde naa Dem, vilde jeg gerne bede Dem, om at hilse min Onkel, Dyrlæge Jes Thaysen Petersen, Smørum Avre, Maaløv St. fra mig og bede ham om at sende mig lidt “Rygeligt”, hvis der da endnu er noget at faa i Danmark, for Tiderne bliver vel ogsaa daarligere derhjemme. Men saa kan I i hvert Fald ikke sælge Tyskerne saa meget, og det er jo et Spørgsmaal om et Folk vil have godt af, at gaa helt fri af en saadan Krig.

Til Slut sender jeg Dem saa de hjerteligste Hilsener fra os alle,
særlig dog hilses De af Deres
Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

29. juni 1917. Unge kvinder på jagt efter sønderjyder i Rusland

Den danske statsborger, Ebba Trampe Westergaard, forsøgte under krigen i Rusland at finde dansksindede sønderjyder.

Hvert Menneske har sin “Hobby”. Det vil sige noget, han eller hun samler paa. Og i Aarene 1914-18 samlede jeg paa Sønderjyder.

I Aaret 1915 gik det mig som en af mine Fætre. Han samlede paa smaa, blegrøde Elefanter. Naar han havde een til foruden den, han tænkte paa, saa havde han to. Min Tanke var denne: der er danske Sønderjyder med i Krigen. Nogle af dem vil blive fanget af Russerne. De maa og skal hjælpes.

Der havde i 1915 været et stort Slag uden for Riga. En Ven havde af de russiske Soldater købt nogle Hjælme og Bælter, som de havde fundet paa Slagmarken. Af denne Ven fik jeg en Hjælm. Der stod et Navn paa den, som fik mig til at ryste af Graad. Der stod Christian Dahl!

Jeg anede ikke, hvem Christian Dahl var, men jeg var sikker paa, at han var Dansker – sønderjydsk Krigsdeltager. Og tænk, om det var lykkedes mig at hjælpe ham, før en russisk Kugle endte hans Liv.

I 1917 var jeg paa Besøg i det indre Rusland. Midt ude i et Landskab, der bestod af Sumpe og Enge, løb Moskvafloden. Den har høje, hvide Klitter paa begge Sider, og højt oppe i en saadan Klit laa en lille By, der hed Kunzewo. I en Bjælkehytte boede en dansk Familie, og naar Familien om Dagen var borte, havde en dejlig, stor, tyk, lettisk Pige, Anna, og jeg Huset for os selv. Man kunde se milevidt omkring. Og ude i det fjerne, – to danske Mil ude i Horizonten stak tre traadløse Telegrafmaster op. Anna forklarede mig, at derovre var der en Krigsfangelejr for Fanger af ikke-tysk Oprindelse.

Jeg blev fuldkommen vild. Kunde det tænkes, at der var Sønderjyder?

Det anede Anna intet om. Lejren var omgivet af Pigtraad og Palisader. Der var den strengeste Straf for at forsøge at trænge derind. Man maatte ikke engang tænke derpaa.

Men Tanker er toldfri, og Dagen derpaa – en hed, lummer Midsommerdag 1917 – havde jeg overtalt Anna til at gaa med til en af mit Livs mange og utalte Dumheder. Vi vilde forsøge at naa Lejren, hvortil der hverken førte Vej eller Sti, forsøge at komme derind ved Bestikkelser og saa finde ud af, om der var Sønderjyder og saa hjælpe dem til Flugt.

Ung, dum og naiv var man jo, og at Vorherre vilde være med os i saadan et glimrende udtænkt Foretagende, det var jo klart – – som Blæk. Saa stak vi af. Vi gik langs Floden, der i Zigzag snoede sig gennem Tundraen. Vi havde kun en løs Kjole paa, der kunde gaa for Badedragt paa samme Tid, en lille vandtæt Taske, Lærredssko og ellers intet.

Jævnligt maatte vi svømme over Floden. Den var lav, saa det var ingen Sportspræstation. Jeg havde Tasken i Munden og Skoene bundet paa Ryggen, naar det stod paa. Kjolen var skiftevis af og paa. Den tørrede jo let i den bagende Sol.

Anna var en “Knag”. Jeg havde i tre Dage sat hende ind i den sønderjydske Sag. Hun var Fyr og Flamme og svømmede bedre end nogen Klipfisk i dens Ungdom.

Denne endeløse Mose, hvor vi ofte maatte springe fra Tue til Tue og ofte sank i dybt Mudder, var jo ingen Forlystelsesanstalt. De eneste levende Væsener, vi mødte, var Faarehyrder, som vogtede deres Faareflokke. De saa forbavset paa os to Kvinder, der efterhaanden saa ud, som Agnete fremstilles, efter at hun har været i Havmandens Bo: med vaadt Haar, bare Ben, Tøjet laset og Sved og Vand drivende over Hals og Arme.

En gammel Hyrde, som havde set os komme op af Floden efter en Svømmetur, saa med Bekymring, at nu gik vi lige ud i Floden igen.

“Astaroschna, Barinja, astaroschna,” raabte han advarende. (“Vær forsigtig, Frue, det er farligt.”) Der er stærk Strøm, tilføjede han. Men intet kan holde to raske, danske Piger tilbage. Og er det een dansk og een lettisk, saa er det aabenbart en hel Gruppe, der ikke er bange for noget. Saa vi plumpede gladeligt ud i Floden igen med Skoene i Munden.

Snørebaand smager ikke godt. Det kan jeg bevidne, og Anna med. Men “Nitschewo” (ligemeget)! Vi gik paa med krum Hals.

Nu nærmede vi os Maalet. Der foran os laa Fangelejren. To lange Barakker og en Del Tilbygninger, Plæner foran. To Hold Barrikader med Skildvagter, og Plæner mellem Barrikaderne. Det saa ikke netop haabefuldt ud. Der stod vi, vaade, fæle at skue, lasede og Haaret i Tjavser, og jeg, der skulde føre an, havde et russisk Ordforraad, der ligesom var gledet ud i Floden ved Svømmeturene.

Jeg foldede Hænderne, saa op mod den dejlige, blaa Himmel. Saa gik vi lige hen til to Skildvagter, der vogtede den yderste Indgang. Jeg lod tre Rubler glide ned i Hænderne paa hver af dem. Saa sagde jeg bønligt: “Moschna!” (Maa jeg?) Rublerne gled i Lommerne, og de to Soldater saa den anden Vej. Vi gled ind. Ved næste Palisaderække gik det lige saadan.

Seks Rubler skiftede Ejer, og et bønligt “Moschna” lod de Herrer Vogtere se den anden Vej. Nu stod vi paa en stor Plæne, og der laa de to Barakker. Vi løb som for Livet op til de Huse, hvor der var tyske Krigsfanger, Tyskere fra fremmede Nationer, Tyskere, som ikke vilde være Tyskere!

Men hvem var de? Det var spændende.

Vi kunde blive paagrebne hvert Minut, derfor var hvert Minut saa kostbart. Vi løb ind i Barakken. I en stor Sal sad 4-500 Mand ved et langt Bord og spillede Terninger eller Kort eller lavede lidt Husflid. Alle var sorthaarede og med mørk Hud.

Jeg raabte af mine Lungers fulde Kraft: “Er her danske Slesvigere?” De stirrede paa os i den dybeste Forbavselse. Siden 1914 havde de ikke set en Kvinde. Ingen forstod mig. “Ist hier jemand aus Schleswiz-Holstein.” raabte Jeg.

Komplet Tavshed.

“Jest Iji wi Ujemzi illi nylt?” Er I Tyskere eller ej, raabte jeg paa Russisk.

Endelig fik een Soldat Talens Brug og svarede: “Ujet, mui Maguiari! (Nej, vi er Magiarer!)

Jeg kunde være sunket om i Fortvivlelse. Men jeg følte, at jeg havde en Opgave, trods alt.

Nu strømmede Spørgsmaalene fra dem alle. De stormede formelig ned mod os. Hvem er I? Hvad vil I? Hvordan gaar Krigen? Vi blev fangne allerede 1914 Vi har i tre Aar ikke set eller hørt nyt. Heller ingen Kvinder.

Er det sandt, at Verden er ved at blive anarkistisk? Hvad ved De om Ungarn? Om Østrig?

Aa, fortæl! Hvem sejrer!

Saa sprang jeg op og raabte: Alle taber, fordi alle slaas, hader og forfølger. Enhver, der tror paa Kristus vil altid sejre! Tror og elsker!!

Et kort, fattigt, elendigt Vidnesbyrd paa daarligt Russisk, men jeg vidste, at de første Ord fra den første Kvinde efter tre Aars Forløb vilde gøre et dybt Indtryk paa disse Mænd.

“Kto tam jest?”

Hvem er der, tordnede en Mandsstemme!

To russiske Officerer sprang formelig ind i Salen og gik lige løs paa os.

Hvordan kom I ind, bestak I Vagterne”, skreg de.

VI forsikrede, at vi da sandelig ikke havde Penge af Betydning. Vi havde klatret over Palisaderne.

Vore iturevne Klæder kunde ogsaa godt se ud til at have taget nogle alvorlige Klatreture.

“Er I Tyskere”, skreg Officererne.

“Tyskere!” Jeg lavede en fornærmet Trutmund. Næ, maatte vi nu bare være her. Nej, vi var Danskere.

“Ja, I maa ud”, raabte Officererne. I det Minut, der var (98) gaaet mellem mit Vidnesbyrd og Officerernes Ankomst, var det lykkedes mig at faa fat i mine Penge og uddele alt, hvad jeg havde, til Fangerne, der var dybt taknemmelige og grebne.

Saa blev vi jaget ud af Lejren, og Turen gik igen over Tuer og Mudderhuller, gennem Floden og langs dens Bred. Tavse, dødtrætte og skuffede, udmattede til det yderste, naaede vi Klithuset i Kunzewo.

DSK-årbøger 1947

Tak til russiskkyndige og russiske læsere!

For et par dage siden lagde vi en tegning op af krigsfangelejren i Gabøl. Her sad mange krigsfanger, som tyskerne havde taget under Første Verdenskrig.

De fleste var russere – og mange af dem havde held med at flygte over grænsen til Danmark.

Her blev de ofte afhørt af danske efterretningsfolk.

Tegningen her befinder sig i redaktør N.C. Willemoës’ arkiv. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende og meget ofte flygtede fangers første stop efter at have krydset Kongeåen. Én af vore frivillige er i færd med at transkribere Willemoës’ lommebøger.

De er fyldt med beretninger om flygtede russiske krigsfanger og deserterede sønderjyder. Her er materiale til et meget spændende historiespeciale.

Én af de flygtede tegnede nedenstående kort – med russiske forklaringer på, hvad vi ser.

krigsfangelejr_ved_gaboel_bii_bilag

Men takket være hjælp fra russiskkyndige og russiske læsere af hjemmesiden er vi nu kommet et stort skridt videre i tydningen af kortet over krigsfangelejren, som vi ikke ved ret meget om.

plan_over_fangelejren_gaboel

Fangerne i lejren var navnlig beskæftiget med afvandingsarbejder. De kunne også fungere som arbejdskraft på gårdene.

Mange af dem flygtede – som de to nedenfor, Feodocie Krivopaloff og Nikolaj Samoioff.

ivan_fra_odessa-37_gaboel_russiske_krigsfanger
Foto fra bogen: “Ivan fra Odessa. Krigsfanger i Nordslesvig og Danmark 1914-1919” af Inge Adriansen.

Man kan læse mere om krigsfangerne i Inge Adriansens bog: Ivan fra Odessa. Krigsfanger i Nordslesvig og Danmark 1914-1919. Find den på vores litteraturside.

Hvis man har lyst at deltage i arbejdet, så kan man benytte sig af vores spliternye crowd sourcing-funktion. Her kan man sidde hjemme i stuen og hjælpe denstorekrig med at transkribere de mange sider – det vil være en meget stor hjælp!

/RR

 

Fem russeres eventyrlige flugt til Bornholm – Nyt på siden med redaktør Willemoës’ notesbøger

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende samlede i sine lommebøger stort og småt om begivenhederne ved grænsen til Sønderjylland.

Der er navnlig mange beretninger om sønderjyske desertører og flygtede krigsfanger.

Som regel har Willemoës selv interviewet sine kilder – men denne lange og spændende beretning har han på anden hånd.

Det er Grete  Bram Nissen, der transkriberer notesbøgerne.

5 russiske fanger til Bornholm

25. juni 1916

Nogle uger senere landede på Bornholm 5 andre russiske fanger nemlig 1) underfænrik Aljeksjei Fjederovitsch Chochtunoff, 15. tilliske grenader regiment, guv. Saratof; 2) Fjodor Andrjejevitsch Botschkin, 106. reg. 8 komp., guv. Novgorod, menig i 3) Sjemjen Sjemjenovitsch Starschinoff, 106. reg. 7. komp., guv. Novgorod, menig ; 4) Ignatu Jevgjenjevitsch Arsjentloff 106. reg. 8. komp. guv. Novgorod, menig; 5) Konstantin Trovotjevitsch Bjelkajoff, 301. reg. 11 komp. menig guv. Kasan.

Underfænrik Chochtunoff har skrevet følgende spændende og livlige beretning om hans og kammeraternes oplevelser.

Jeg er underfænrik (Feldwebel) i det 15’de tilliske grenader regiment og hører hjemme i landsbyen Gronkoff, kreds lapuchofski i Kamschinske amt i guv. Saraloff. Jeg var ved landvæsenet, indtil jeg skulle i tjenesten i byen Kronstadt, og jeg kender Petrograd godt. Jeg var 3 måneder ved fronten og deltog i heftige kampe, hvor jeg hentede mig to Georgskors, det første fordi jeg opdagede et fjendtligt batteri; det andet fordi jeg – da kompagnichefen var – med [] kompagni tilbagetog 3 fjendtlige angreb. Den 29.nov. 1914 blev jeg taget til fange på Warschaufronten ved landsbyen Skovrod; vi var i alt en 8.000 mand, der blev taget til fange, fordi ordren om at gå tilbage kom for sent og efter at vor front var brudt.

Hvis jeg nu skrev detaljeret om alt, hvad vi har måttet døje i Tyskland, ville ingen menneskelig skabning tro det; men jeg skal fatte mig i korthed.

Jeg har været i tre tyske lejre: Hammerstein, Butovje og Danzig. I Hammerstein har jeg været to gange. På min ryg bærer jeg mærker af de tyske grusomheder, stokke og piske faldt på den. Jeg har forsøgt at flygte 3 gange, hver gang fra Danzig. De to første gange førtes jeg til Hammerstein, den første gang var jeg der i 2 uger, den næste gang i 8 dage. Hver dag blev jeg bundet til pælen – straffepælen i 2 timer.

I slutningen af marts og begyndelsen af april 1915 var vi i alt 12.000 fanger i Danzig-lejren (Tralirski), og en ca. 2000 døde efterhånden af sult og sygdom. Det var rædselsfulde forhold og de lader sig overhovedet ikke beskrive. Vi fik hver dag ½ pund brød af et træagtigt mel, om morgenen te, om middagen vand (suppe?) og om aftenen te. Hver dag døde 20-30 soldater af sult og sygdom. Snart kom de bærende med en , snart med en anden, som bad: Giv os et stykke brød. Men ingen havde noget tilbage. Fangerne rodede jordsmonnet op i hele lejren og spiste de rødder, de på denne måde kunne få fat i ligesom de spiste alt affaldet fra køkkenet. Og tyske soldater slog os som ingen Ersofeder slår sine dyr. På russisk har vi noget, der kaldes en Mjeschatka, en stor slev, hvormed man rører rundt i gryden. Sådanne havde man også her; de var tykkere end en hånd. Når en fange havde gravet rødder op eller taget affald fra køkkenets affaldsbunker, blev han grebet, ført hen til pladsen ved køkkenet, lagt med ansigtet mod jorden og tildelt 13 slag med [dette] apparat. Endnu før fangen kan støtte på benene efter denne barbariske behandling, blev han rejst op og lagt hen på en pram for så måske at dø 2-3 dage efter. (Fangerne eller en del af dem er åbenbart anbragt i Pramme. Mod landsiden er lejren omgivet af pigtråd).

Der udbrød kolera, og i nogen tid døde der en 100 mand daglig; vi blev ængstelige og alle var vi forberedte på at dø. Tyskerne opdagede nu, at det var galt fat og at der måtte gives noget. Der blev bl.a. straks givet ordre til at forhøje madrationerne. Det var 4. eller 5. påskedag 1915. Jeg førte naturligvis dagbog og noterede hver dag begivenhederne, hvem der prygledes og hvem der pryglede fangerne. I 8 måneder skrev jeg i denne bog.

Som ovenfor omtalt flygtede jeg 3 gange fra Danzig.

Her har der tilsyneladende siddet et foto i notesbogen, hvorfor nedenstående muligvis kan være tekst til billedet

F   I Danziglejren befinder der sig ca. 12.000 fanger, dels indkvarterede på 3 store engelske dampere, spm lå i Tyskland ved krigens begyndelse, dels i en del flodpramme med hvilke tyskerne i fredstid sejler korn og træ fra Rusland. Disse dampere og pramme ligger i en kanal.

369

Første gang kom jeg kun lige ud af lejren. Vor lejr i Danzig – Trovlasko – lå mellem vandfyldte kanaler, og på den ene side var der spærret med 2 høje pigtrådshegn, mellem hvilke afstanden var ca. 7 meter.

Der stod 3 poster på vagt. Vi valgte at flygte gennem vandet. Jeg indlod mig på dette vovestykke, fordi jeg mente, at jeg nok kunne svømme 5-6 km., men jeg tog aldeles ikke i betragtning, at vi var så kraftesløse, som det skulle vise sig. I den pram, hvor vi var indkvarteret, var der på masten anbragt et redningsbælte. I det anbragte vi et trækors og anbragte så tøj og 10 rationer brød, som vi sparede op i løbet af et par måneder. Alt var rede til flugt, men tyskerne patruljerede også i kanalerne i både med skildvagter. Vi valgte den tid, da der var afløsning. Vi tog vort linned af og lagde det i redningsbæltet/bøjen, svømmede ud gennem to kanaler med bøjen, gik så i land og tog tøj på. Men allerede da vi havde tilbagelagt 3 km, blev vi grebne af svimmelhed og følte os overordentlig matte. Vi gik hen i en lille skov og tilbragte dagen i den. Det var den 15. april 1915. Næste dag måtte både min kammerat og jeg erkender, at vi havde overvurderet vore kræfter – vi var for svage til at gennemføre vor flugt. Vi gik så ud af skoven og blev grebet og under bevogtning ført til lejrkommandanten, en fin og elskværdig herre, der spurgte os ud om, hvorledes vi var flygtet. Han lod os der var officersaspiranter så gå på æresord, og dermed var vor første flugt endt.

Den 16. maj fik jeg fra mine forældre en pakke og 15 rubler, og tanken om flugt opstod på ny. En flugt syntes lettere nu, da der var mulighed for at komme med ud på arbejde. Der gik nogen tid; jeg fik flere penge og endnu en pakke, og jeg mente, at jeg nu havde kræfter dertil. Min kammerat, der var flygtet sammen med mig første gang, var allerede forsvundet. For 2 mrk 50 købte jeg et kompas og for 3 mark et kort, og vi var klar til flugt. Jeg fandt en kammerat, korporal Gjeorgii Tavnijoff, der var villig til at gå med. Det var ret vanskeligt at komme ud på arbejde, thi der var mange der meldte sig til; men jeg gav en jøde 5 mark for,. At han skulle vælge os til arbejde, og det kom vi også omsider. Det var den 16. juli 1915. Vi skulle arbejde et sted ca. 10 km syd for Danzig og kom dertil i alt 10 mand. Når vi kom op om morgenen fik vi en kop kogte, skrællede kartofler – det var kun lidt for os. Så slog vi rug indtil frokosttid, da man bragte os et gals kaffe og en tynd skive rugbrød. Så på arbejde igen indtil middag, da man gav os en stor kop kartofler; men brød [fik] vi ikke. Kammeraterne var alle klar over, at det kunne de ikke holde ud længe og talte om at flygte alle sammen. Jeg udtalte mig ikke, thi jeg vidste, at det var sikrest at flygte 2 ad gangen eller alene.

Det rum, vi opholdt os i, var en svinesti; vagtposten sov i beboelseshuset. Efter at have arbejdet i 4 dage, besluttede jeg at flygte; Tausujeff havde opgivet det. Jeg fik fat i en økse, og da svinestien, hvor vi var anbragt, lå langt fra gårdens beboelseshus, slog jeg om natten jernstængerne i stykker med øksen og slap bort. Jeg var klar over, at det var meget vanskeligt at flygte gennem Tyskland og navnlig gennem egnen ved Danzig, der er flad som en slette og gennemskåret af en mængde vandingskanaler og mindre vandløb. Natten var meget kort og lys, og næsten hele tiden færdedes folk på landevejen, dels til fods, dels i vogn. Første nat gik jeg lige frem, men måtte 6 gange klæde mig af og bære mit tøj gennem vandingskanaler. En gang måtte jeg svømme over, og mistede da både kniv, tændstikker og det sidste sæt linned; på et hængende hår havde jeg også tabt kompasset, men nu bandt jeg det om halsen. Jeg flygtede i retning af Mlawa. Det gik godt i 8 dage under adskillige spændende små oplevelser. Den 9. dag blev jeg opdaget af 3 børn og en kvinde, som øjeblikkelig gjorde anskrig, og en vagtpost og 3 polakker satte efter mig. Der var ingen skov eller noget andet i nærheden, hvor jeg kunne skjule mig, og de fik så fat i mig og fik mig til en jernbanestation, hvor der holdt et passager(person)tog.

I dette tog var der bagest tilkoblet 4 jernbanevogne med russiske sårede soldater, som havde ligget der 4-5-6 dage. Man førte mig hen til en af vognene, åbnede den, og gav mig et stød i ryggen med en geværkolbe, så jeg styrtede ind lige over de sårede soldater.

372

Det var så skrækkeligt at se disse lemlæstede soldater, hvoraf en del havde stærke kvæstelser i hovedet, at jeg ikke kan beskrive det. I halvandet døgn lå disse sårede soldater indespærrede i vognen og for tilstængede vinduer. Der fandtes på vejen ikke en eneste medlidende sjæl, som ville give disse hårdtsårede en drik vand. Da der en gang blev gjort holdt ved en station, og nogle af dem grædende råbte på vand, medens en anden råbte: ”Jeg dør!” blev døren pludselig revet op og en soldat slog efter os med bajonetten, medens børn kastede sten efter os.  Jeg var kastet ind i toget om middagen kl. 12. Halvandet døgn efter, kl. 1 om natten, kom vi til Hammerstein, og vi blev ført ud og gennem en skov. Jeg blev bragt til vagtlokalet og underkastet en grunddig undersøgelse. De fandt min dagbog hos mig. En løjtnant slog mig, og derefter blev jeg ført lige i arrest, sparket derind, hvorefter døren sloges i efter mig. Jeg opdagede næste dag, at der var 6 celler og at der var 48, der sad i arrest, alle flygtninge, der var grebet på de forskellige steder.

Jeg fik intet brød i to døgn, men hver dag blev jeg surret fast til straffepælen i 2 timer. Jeg havde 5 mark hos mig og havde gerne givet dem for blot et halvt pund brød, men forgæves. Den tredje dag fik jeg for 2½ mark af en soldat, der havde udstået sin straf, den portion, han skulle have. Varm mad fik jeg hver 5’te dag; det var en skål kartoffelsuppe.

373

Jeg blev forhørt om grunden til min flugt, og jeg svarede, at det var fordi kosten var så slet. Det var nok, så blev jeg ikke forhørt oftere. Den 9. dag om morgenen gav vagten mig ordre til at samle mine sager sammen og følge med. Det gik til jernbane stationen, og om aftenen kl. 10 kom jeg tilbage til Danzig-lejren, og til det samme fartøj, hvor jeg tidligere havde været. Da mine kammerater så mig igen, gav de mig russiske tvebakker og te.

Næste morgen blev jeg kaldt op til kommandanten, der spurgte mig, om jeg ikke havde givet mit æresord på, at jeg ikke ville flygte. Jeg svarede ham, at min russiske ed tillader ikke at give noget æresord til fjenden og at han ikke havde ret til at tage et sådant af mig (?). Han kaldte mig så ”Schwein”, og så gik jeg. Han gav imidlertid ordre til at lænke mig, og en lænke blev anbragt om min venstre fod og venstre håndled. Den gik jeg så med i 29 dage og fik arrest i 14 døgn.

I efteråret blev til vor lejr sendt en russisk læge ved navn Romanjeff, der talte udmærket tysk. Han stiftede bekendtskab med kommandanten og fik udvirket, at ikke jøder (polakker?) men russiske underfændrikker og oversergenter fik befalingen over de russiske fanger, fordi tyske soldater og jøder slog fangerne for de mindste ting, hvilket virkede meget uheldigt på dem. Kommandanten gik ind på Dr. Romanjeffs forslag, men vi tog kun nødig kommandoen. Imidlertid vi overtog den. Tyskerne tildelte os nu forsyninger til lejren, men uden spor af [?] eller opgivelse af vagt. Men vi fik åbenbart ikke det, der var tiltænkt os. Med egne øjne har jeg set, hvorledes tyske soldater, der skulle føre tilsyn i lejren, stjal af kødet. Og jøderne, der er bekendt for deres tyvagtighed, stjal også. Jeg undersøgte forholdene nøjere og gav dr. Romanjeff underretning. Ved lejlighed meddelte 4 fanger, der var udtaget til at gå til byen efter halm [?], at de  var blevet tvunget til fra samme skur [?] at medføre 4 sække kød, der samme dag blev kogt i køkkenet. Jeg meddelte dr. Romanjeff dette. Og det viste sig da, at en tysk løjtnant Wolff havde ladet dette kød (4 pud a 16 kg.) bringe bort, og at en russisk gendarm, som hele tiden havde gjort tjeneste ved den tyske grænse og talte godt tysk, hjalp ham dermed. Jeg konstaterer hermed, ast tyskerne fratog de russiske fanger af de knapt tilmålte rationer, som deres regering havde tildelt den daglige ernæring. Til gengæld angav løjtnant Wolff og den russiske gendarm – den spion – mig til kommandanten, idet de oplyste, at jeg havde gjort to flugtforsøg og ville forsøge at flygte igen, og jeg blev atter sat under et strengt opsyn. Vorherre havde imidlertid medlidenhed med mig. Kort efter påske i år 1916 sendtes løjtnant Wolff til fronten. Den russiske gendarm bad en jøde skaffe sig noget tysk brændevin. Jeg købte gennem jøden 2 flasker og drak den sammen med gendarmen. Og nu kunne jeg komme på arbejde.

375 – 378

Alt, hvad jeg her har fortalt, kan bevidnes af 15 fanger fra Danzig-lejren.

Så oprandt den 1. juni 1916. Vagten kom og krævede en arbejder til. Jeg tilbød at gå med. Mine kammerater undrede sig over, at jeg ville på arbejde, da jeg nu havde det forholdsvis godt, da jeg i den sidste tid jævnlig havde modtaget pakker og penge hjemmefra. I løbet af 10 minutter fik jeg samlet mine sager sammen. I depotværkstedet fik jeg 5 par støvler og nogle reneskjorter med til mine kammerater, og så gik det ud af lejren. På vejen mødte jeg den russiske gendarm og tænkte ved mig selv: Mon han melder mig til kommandanten. Heldigvis skete det ikke.

I nærheden af lejren er der et lille landingssted, hvorfra en lille dampbåd skulle bringe os til den modsatte side af kanalen. En tysk gefreiter (underkorporal) kom pludselig løbende fra lejren, satte sig ved siden af os og spurgte, hvor vi skulle hen – han kunne lidt russisk. Jeg svarede: ”Til arbejde”. Han svarede, at det var ikke heldigt og forklarede vagten, at jeg var løjtnant. Feldwebel og var flygtet tidligere. Jeg blev ængstelig for, at jeg skulle blive sendt tilbage til lejren; men der var intet at gøre. På stationen erfarede jeg, at vi skulle til Pommern. Vi kørte i 5 timer – måske 25 km i timen. Kl. 10 om aftenen kom vi til bestemmelsesstedet – havde fornemmelsen af, at det ikke var så overdrevent langt fra Danzig – og efter at have tilbagelagt ca. 8 km. Ankom vi til det gods, hvor vi skulle arbejde. Vagten førte mig til en bygning og lukkede mig ind. Der stod nogle kammerater i lasede og snavsede skjorter. Sovestederne var nøgne brikse. ”Nå, kammerater, hvordan har I det?” spurgte jeg. ”det får du nok at vide, når du i morgen spænder hestene for og skal stå i vand og grave grøfter!”

Der var i alt 25, og 5 kom fra et andet sted. Klokken 5 næste morgen purredes vi ud til arbejde. Vi kom ud og blev fordelt til arbejdet; nogle skulle grave grøfter, andre derimod arbejde på gården. Jeg var blandt de sidste. En kvinde, der arbejdede hos forvalteren, kom hen til mig; hun var ganske tandløs. ”Spænd for denne vogn”, sagde hun; det faldt mig vanskeligt at spænde hestene for de tyske vognstænger, men det lykkedes.

Så arbejdede jeg dér i 19 (?) dage. Hver dag fik vi ½ pund majsbrød og 1½ pund til dels rådne kartofler.

Da jeg arbejdede alene, måtte jeg efterhånden forhøre mig om, hvor jeg var og hvem der ville flygte med mig. Alt, hvad der behøvedes til flugt, havde jeg med mig, både tvebakker og kort [?]. Det viste sig, at 8 ville flygte, og de foreslog, at flugten gik over havet. Ingen af dem kendte imidlertid til at manøvrere med sejl, og jeg har nok været meget i båd (formentlig robåd) men har ikke kundskab til at sejle med sejl. Det tegnede ikke godt, men alligevel – jeg blev ved beslutningen om at flygte. På mit spørgsmål oplyste kammeraterne, at der var både ved kysten, men de vidste ikke, hvor stærke de var. Men så kom en af de soldater, der arbejdede hos mølleren i Pageb, Ignatii Arsentjeff. Han mente, at han nok kunne håndtere sejl, omend kun dårligt. ”Hvor har du lært det?” spurgte jeg. ”Men husbond har en sejlbåd, og i den sejler vi, når vi er ude at slå siv”. ”Hvor langt har du sejlet?” vel en 5-6 kilometer. Det var glædeligt, at der dog var én mellem, der havde kendskab til sejl.

Jeg tænkte nøjere over en flugt over havet og målte på kortet, hvor langt der var til Sverige, der var en 200 kilometer, og jeg regnede ud, at flugten ved en jævn vind kunne gøres på ca. 40 timer, i værste tilfælde dog næppe mere end 3 døgn. Jeg sov ikke om natten, for at tænke på flugten. Havet kan slå store dampere itu, men folkene kan dog redde sig fra planker. Jeg besluttede mig til at vove livet. Så snart vi var færdige med arbejdet, samlede s vi om forberedelserne. Ved havet havde nogle af kammeraterne set mange både, uden at de dog vidste, om de egnede sig til langfart. [?]fra andre grunde, der kom til os om søndagen, hørte vi, at der var en hos en fisker ude ved stranden. Jeg sendte så Arsjentjeff af sted for at undersøge, hvorvidt der sejlede tyske dampere eller fiskerbåde langs kysten, om de gik langt ud for at fiske, om bådene ude ved stranden, var store nok til at flygte i, om der var mulighed for at få fat i en, og at der i [?] tilfælde måtte være både sejl og årer. Fangen hos fiskeren oplyste at båden som der var tale om, ikke egnede sig for sejlads på havet og at der i løbet af kort tid var grebet 14 mand, som havde prøvet på at sejle. Arsentjeff undersøgte så grundigt møllerens båd og kom til det resultat, at den nok kunne bruges, kun måtte der laves årer til den. Vi besluttede os så at flygte i den.

To dage efter var alle rede. Vi havde endog skaffet os en lille elektrisk lommelygte til at belyse kompasset ved nattetid. Arsentjeff skaffede årer; han fandt 5 pæle og på enderne af dem huggede han et bræt fast – det var årerne. Sejlene lå længere borte, men dem kunne vi nok få fat i, erklærede Arsentjeff. Alt var således i orden. Stedet hvor vi befandt os, lå mellem byerne Rûgenwalde og Köslin i Pommern, 7 kilometer fra Rügenwalde. Der er der en bugt, der hedder See Burof (Sec Buckower); i denne bugt falder en å, hvis navn jeg ikke kender. Før åens udløb ligger ved bugten Pageb mølle, og båden dér brugte vi.

Dagen den 10 (?) juni oprandt. Vi sov om natten ved siden af køkkenet, og vi blev lukket forsvarligt inde hver aften.. For vinduerne var der anbragt stænger. Der var kun en væg mellem vagternes lokale og vort rum, og 3 gange hver nat gik vagten rundt om bygningen og gennem gården, hvor der tillige var en stor lænkehund, der blev sluppet løs hver aften.

379 – 388

Når vi andre gik på arbejde, blev én tilbage på gården for at hjælpe med ved kogningen af vor mad; ham gav jeg ordre til at løsne stængerne for vinduerne således, at de let kunne tages ned om natten. Vi skulle helst have medvind dvs. sydøst vind, når vi flygtede. Da klokken var 11 om natten, sagde jeg til kammeraterne: ”Drenge, lad os bede til Gud hvor den, der ikke frygter døden og som har bestemt at følge mig. Stå op og komme herhen, og jeg vil forklare jer, hvordan vi skal flygte. Kun fire rejste sig, de øvrige undslog sig af forskellige grunde. For at hæve modet hos dem, sagde jeg, at jeg ikke ville betænke mig på at sejle i hvilken som helst båd.

Vi begyndte at gå ud, skønt ilden endnu brændte og vagterne endnu passiarede; men jeg gik ud fra, at blev det først helt stille, ville det være vanskeligt at komme afsted uden at vagten hørte det. Jeg fik de kammerater, der blev tilbage til at tale højt og le, mens jeg løsnede stængerne for vinduerne og kom ud og fik alle sager rakt udenfor. Mine fire følgesvende kom også ud. Lænkehunden var ikke hjemme i øjeblikket. Afsted gik det, alt hvad vi kunne. Da vi kom til en å, tog vi vor linned af og gik ud. Pludselig kom hunden løbende efter os og gøede stærkt. Vi stod ude i åen og trak næsten ikke vejret; nogle minutter forløb i lydløs stilhed og vi hørte hunden fare hjem mod gården i fuld firspring. Vi gik op på den anden side og ind i en rugmark, og kort efter hørte vi igen hunden halse endnu heftigere ad os, men nu kunne den ikke få fat i os. Vi klædte os på. Vi skulle ikke gå ret langt – 2-3 kilometer, men vi må gå i en bue langs bredden af Bukowerbugten og gennem høje siv, hvorved vi undertiden sank i til knæene. Efter en halv times forløb kom vi til båden. En fange hos mølleren, Michail Kiriloff, hjalp med at bære sejl og årer ud. Vi kom hurtigt ud på bugten, fik sejlene hesjt og roede med 4 årer. Imidlertid vidste ingen af os, om vi fra denne bugt kunne komme ud i havet. Efter at have sejlet i en times tid kom vi ud i en kanal, ca. 30 m bred. Sejlene blev taget ned, og vi roede. Pludselig gik båden på grund. Jeg blev ængstelig. ”Hurtigt af tøjet, drenge!” råbte jeg, og i en fart fik vi os klædt af og bar båden gennem denne lille grundede kanal. Det var et slidsomt arbejde, for kanalen var lang. Og så lå der ikke ret langt fra den en landsby. Endelig nåede vi ud af kanalen til et sted, hvor havets vand mødtes med bugten. Her var der sand. Bølgeslaget slog båden snart til den ene side snart til den anden side, og vi tumlede med. Hurtig fik vi den ud på dybere vand. Nu var vi på havet.

Klokken var halv et. Sejlene hejstes, og vinden var sydøstlig, men ikke videre stærk, men vi brugte også årerne. Jeg regnede med at nå over til Sverige. I begyndelsen styrede jeg efter kompasset. Da vi uden uheld havde sejlet i et par timer, opdagede vi i retning af Rügenwalde en plet, der hurtigt nærmede sig. Vi fik hurtigt sejlene ned og farten sagtnede meget. Pletten viste sig kort efter at være en tysk torpedobåd, som passerede os i kun 4-5 km’s afstand. Hvorfor den ikke tog os, kan jeg ikke forstå endnu den dag i dag med mindre den ikke har opdaget os eller den har troet, at vi var tyske fiskere – hvad der unægtelig også var vor hensigt med at tage sejlene ned. Kort efter så vi torpedobåden vende og sejle mod kysten mod vest. En halv times tid efter opdagede vi en tysk damper sejlende mod vest. Vi fortsatte vor fart alene med årerne.- Da vi opdagede torpedobåden, var vi i grunden på det rene med, at vor flugt var sluttet, og vi kastede allerede en del af vore sager i vandet. Nå, vi fortsatte med at ro til kl. 1 om middagen, da vi hejsede sejlene igen. Ved 2 tiden så vi – det var måske kun et luftsyn – høje skrænter, skov, skibe og landsbyer. Vi havde kun et dårligt kort uden synderlige detaljer. ”Det er den tyske kyst, drenge, styr bort fra den!” råbte jeg; det gjorde vi, og kysten forsvandt. Efterhånden gik vinden om i nordøst og havet kom i så stærkt oprør, at det ikke længere var muligt for os at gå for sejl; men vi roede så godt, vi kunne, skønt vi var klar over, at denne vind ville drive os tilbage til den tyske kyst; der var intet at gøre – det var så Guds vilje. Vinden blæste nu temmelig stærkt og havet begyndte at brøle, og bølgerne blev højere og højere. Vort ror var ikke stærkt; og vi fik så stivet det af med to planker eller brædder og fik tillige anbragt en åre i det. Mine kammerater kunne ikke styre roret i denne stærke søgang. Jeg styrede så – i begyndelsen alene. Imidlertid slog søen ind over båden, og to mand øste ustandselig med en spand, som vi havde taget med. Det så kritisk ud for os, og vi tog alle afsked med livet. Vi løste et tov op, hver mand slog det en gang om livet og enderne bandt vi til båden. Vi ventede det frygtelige øjeblik, da døden skulle gribe os. Alle var vi svimmel, hostede og kastede op. Vi havde intet spist for ikke at komme til at kaste op.

Efter at have styret i et par timer i det hårde vejr kunne jeg ikke mere; mine hænder var blodige. Så afløste Fjodor Botschkin mig, og vi skiftedes dertil. Ved 12-tiden anden nat stilnede vinden af og blev igen sydøstlig, og kl. halvfire hejsede vi sejlene og sejlede således til i nok en 5-6 om aftenen for jævn god vind og med god fart uden at bruge årerne. Hen under aftenen blev det storm igen – vinden var nu østlig – og vi tog sejlene ind. Vi troede nu, at vinden ville føre os – ikke til Sverige – men til Danmark. På det tidspunkt skimtede vi igen kyster nord for os – jeg troede, at det var et luftsyn igen, men det var det ikke, hvilken kyst det var, kunne jeg dog ikke regne ud. Vi drev imidlertid bort fra denne kyst, hvad vi var meget nedslået over, men der var intet at stille op. Vinden og søen var stærkere end os, bølgerne til tider skrækkelige, men vinden syntest mildere. Vi var nu tre der styrede. Således sejlede vi til kl. 2 om natten, da blæsten flovede [?] af medens søgangen syntes lige stærk. Vi tog senere sejlene ned og brugte årerne samtidig med at vi nu satte kursen mod nord. Pludselig opdagede vi en prik, der kunne ligne kuplen på en høj kirke. Vi blev glade. Vi havde endnu ikke mødt en eneste fugl ud over måger, nu måtte der dog altså være en kyst i nærheden. Vi kunne ikke forstå, hvad det var for noget og sejlede derfor tæt forbi tingesten, der viste sig at være et sømærke lavet som en rubin af blik, forsynet med 3 bogstaver, som jeg ikke kunne tyde – det kunne jo tænkes at det viste grænsen mellem det tyske og det svenske havområde. Vi tænkte et øjeblik på at lægge os her, men det var for [?], fordi sømærket uafladeligt dukkede langt ned og derefter skød op over vandet. Vi fortsatte imidlertid sejladsen til kl 2 om eftermiddagen (den     dag), da vi i det fjerne opdagede kyster mod nord og  fugle begyndte at vise sig. Det var med ubeskrivelig glæde, at vi konstaterede, at vi gjorde denne opdagelse og vi trak endnu stærkere på årerne, men der næredes dog tvivl om, hvorvidt det var Tysklands kyster eller andre og selv var jeg heller ikke klar over det, men jeg forsikrede dem dog, at det måtte være danske eller svenske øer. Vi nærmede os nu mere og mere kysten uvis om, hvorvidt vi på ny skulle i fangelejr eller arrest, i forhør eller sendes tilbage til Tyskland eller måske skulle nyde friheden og vende tilbage til Rusland. Vi skrev nu den 25. juni, og klokken halv seks om eftermiddagen sejlede vi ind i selve havnen; vi fik at vide, at vi nu var kommet til Rønne på øen Bornholm.

Og hvor blev vi ikke forundrede over det danske publikums elskværdige forhold overfor os russere. Jeg troede, at det lille kongerige lå så langt borte fra os, at det intet kendte til vort land. Men tværtimod viste det modsatte sig. Alle løb ned til stranden, hvor vi landede, og alle viftede med lommetørklæder og råbte ”Leve russerne!”, og selv små børn, der knap kunne gå, sagde ”Kaput Deutsch”. Jeg blev forbavset over danskernes udprægede sympati for russerne, skønt vi bor så langt fra Danmark. Under hele mit ophold har jeg ikke truffet ét menneske, voksne som børn, som ikke tog hatten af, når han gik forbi os eller viftede med lommetørklæderne og her er ikke gået en dag, uden at vi modtog gaver i form af cigaretter, cigarer, pølser, kager og chokolade – vi blev i det hele modtaget her, som man i Rusland modtager sin slægt ved store højtideligheder, men begejstring og glæde.

Vi er nu i karantæne som det hedder på russisk, en foranstaltning, som findes i ethvert civiliseret land og har været her i 10 dage. Vor læge er en god mand, han sørger godt og omhyggeligt for vor pleje ligesom sygeplejersken.

385

Hele vort liv vil vi mindes dette ophold og altid være dem taknemmelig. Og så takker vi vor Gud, at han formede det således for os og gav os en tolk som kan russisk – det eneste menneske her, som kan tale vort sprog. Han hedder Alfred Krestjanovitsch (Købmand Alfred Bidstrup, Rønne). Jeg har ikke udtryk til at betegne, hvor hjertensgod og rar, han er. Hver dag kommer han til os, oversætter for os, fortæller os alt muligt og forærer os alt, hvad vi har brug for.

Fra mit ophold i den tyske fangelejr ved Danzig kunne jeg fortælle mangt og meget, men det kan have min interesse at oplyse, hvorledes tyskerne narrer de delegerede, der af de neutrale udsendes for at besigtige fangelejrene. – Deres opfattelse – de er og bliver barbarer – er den, at Gud er i himlen og tyskerne på jorden, hvor alle andre skabninger er til for dem. Jeg har for kort tid siden i en avis læst, at tyskerne begyndte at anerkende Haagerkonventionens fordringer overfor savnede soldater i fangelejrene, idet der siges at være udstedt mod – som hidtil at frygte fangerne, som man har behandlet værre end tyskerne behandler deres hunde.

Lige indtil marts måned gik de russiske krigsfanger med dårligt fodtøj og dårlige klæder, og om sulten har jeg tidligere meddelt. Når de delegerede fra et neutralt land ventes – de første kom hertil i slutningen af 1915 – har tyskerne i depotet anbragt et par hundrede støvler, kapper og uniformer, og alle fangerne drives hen til en barak, den der ligger mest til en side. Hos os var der jo ikke barakker, men dampere; vi blev dirigeret hen i den fjernestliggende, indtil de delegeredes besøg er forbi; medens de fanger, som de delegerede kan antages at komme til at se, forsynes med støvlerne, uniformerne og kapperne på depotet; men kun nogle er forsynet med linned. I den sidste tid fik vi en del sendt fra Rusland. På alle de steder, hvor der kan ventes eftersyn, anbringes der senge eller madrasser, men i de andre fartøjer er nattelejet værre end tilsvin og ligeså lidt senge som madrasser. For øvrigt var der meget fugtigt om bord i fartøjerne og ganske særlig om vinteren og i regnvejr. I marketenderiet solgtes der alt muligt i den tid de delegerede var her, både tvebakker, kager og sild; men så snart de delegerede rejste, blev der kun solgt limonade og tobak. Kommandanten anstrengte sig endog at få stillet et bageri på benene for at de delegerede skulle se, hvor godt der blev sørget for fangerne, og der blev anbragt 12 sække, helt fyldte. Men det, der var i dem, var cement, og sækkene blev godt bestrøet med mel, så at ingen kunne falde på, at det skulle være andet. De glemte ikke at henlede opmærksomheden for denne forsyning med mel og førte på den måde de delegerede bag lyste.

Der var også en dansk delegeret med – jeg tror, jeg så ham.

Når de delegerede kommer til en lejr, gælder det om at føre dem til steder, der er arrangerede med besøget for øje, og at undgå de øvrige steder. Til den ende går der 5-6 officerer foran og lige så mange bagefter den eller de delegerede og spærrer – tilsyneladende umærkeligt for den fremmede – vejen for den dør, hvor besøget ikke ønskes. Jeg fik dog til en russisk udsending bemærket i nærheden af bageriet:” Det er ikke mel, men cement”.

Et sted, der altid undersøges, er køkkenet med forplejningen. Kommandanten havde ordre til at holde 1014 (?140) svin, og når de delegerede kom, fik de at se hvorledes slagtningen begyndte. Og ligeledes hver gang de delegerede kommer, lægges de tyske soldaters kødrationer på bordene og bliver liggende dér, som om det var fangernes mad.

Det var ellers fangerne strengt forbudt at tale med den delegerede, Gud nåde os, om tyskeren hørte, at vi henvendte os til dem – det var det samme som prygl og desuden 14 dages arrest.

En behandling som denne er vist mod masser af russere, og de vil mindes det, så længe det russiske rige består. Jeg har skrevet dette, fordi jeg gerne vil have, at det gennem det danske folk, skal kundgøres, hvorledes de tyske barbarer bærer sig ad.

Undskyld, at jeg ikke har skrevet bedre, men indtil mit 22. år kunne jeg hverken læse eller skrive og jeg har ikke en gang gået i nogen skole, men har ved eget arbejde måttet lære mig det, da jeg aftjente min værnepligt – den russiske militærskole giver ikke undervisning i læsning og skrivning men giver den specielle militære uddannelse.

russiske_krigsfanger_bornholm_s388

Herefter er der en tekst, som ikke er skrevet af Willemoës, idet der er tale om en helt anden håndskrift og siderne er ikke nummererede. Det er tilsyneladende en beretning afgivet til en kvinde, idet denne tituleres ”frøken”:

Om de førnævnte 3 russeres rejse fra Bornholm til København i slutningen af juli 1916 berettes følgende i et brev, dateret Rønne den 3. august 1916:

Afrejsen herfra med de 7 russere var ret eventyrlig. Vi har her på Bornholm en del tyske spioner, vel også andre, men dog især tyske bl.a. er her en tysk reserveofficer, der har et hotel på nordlandet. Officielt rejser hotelejeren Reolf Müller mellem Bornholm, Sverige og København som turistfører, men der er absolut ingen tvivl om, at han er spion. Tyskerne giver nemlig ikke en mand i 30 års alderen tilladelse til at forlade Tyskland, når han er så rask som R.M.

Den dag der var fastsat til afrejsen fra Nexø, hvor russerne sidst opholdt sig var mandag aften kl. 12; de gik uden for byen, hvor konsulens vogn holdt og ventede på dem, og kørte så de 4 mil hertil. Jeg var fra kl. 3 morgen uden for Rønne for at afvente dem, og vi kørte ind til mine forældre, hvor vi lukkede kusken inde i gården, så han ikke hverken med eller mod sin vilje kunne meddele nogen noget før kl. ca. 6, da faders kusk kom. Kl. godt 4 gik vi til havnen i to partier og kom godt om bord uden at være set af et eneste menneske.

Kl. 6 gik damperen til Ystad, men meget forend vi nåede den svenske territorialgrænse kaldte kaptajnen mig op på kommandobroen og meddelte, at vi havde R.M. og en anden tysker med. Disse vidste ligeså lidt som de øvrige passagerer, hvilke rejsefæller de havde. Kl. 8½ stod så en tysk armeret trawler ned imod os og kaptajnen kaldte mig atter op på broen og meddelte, at der i agtersalonen var et lille rum, som ikke stod opgjort i noget af skibspapirerne, der kunne vi putte russerne ned, dersom vi skulle stoppe. Dette skete imidlertid ikke og vi kom godt til Ystad.

Ved landgangen så de to tyskere selvfølgelig russerne, og da vi var kommet op til jernbanestationen, var jeg inde der for at telegrafere til min kone, der var mindst lige så nervøs som jeg. Reolf Müller telegraferede også et eller andet sted hen, desværre kunne jeg ikke se hvad han skrev. På rejsen til Malmø holder toget hyppigt og hver eneste gang vi havde holdt ved en eller anden station, gik R.M. ned gennem alle kupeer for at se om russerne, der sad i den allerforreste endnu var med.

Ved toldboden i Malmø passede R.M. stadig på ikke at være længere fra os, en at han kunne høre hvad konsulen og jeg talte om. I Malmø blev vi for resten også skarpt iøjetagen af et par svenskere. Vi måtte jo så se at putte d’herrer blår i øjnene og spurgte derfor toldvagten om vej til et hotel og efter den russiske konsuls adresse i Malmø, for at aflevere russerne til ham. Samtidig meddelte vi, at vi skulle blive i Malmø til fredag, da vi skulle afvente ordre fra det russiske generalkonsulat. Vi tog så op på et hotel og spiste, og rejste så over til København med en senere godsfærge, og De kan tro, frøken, at vi drog et lettelsens suk, da vi lå godt fortøjet i Frihavnen.

Den herværende russiske konsul var jo med, men da han ikke taler russisk, sov han det mest mulige; han havde nemlig slet ikke været i seng, førend han kl. godt 4 kom ombord på damperen i Rønne havn.-

Overfor disse 7 russere har konsulen i øvrigt vist sig umådelig flink, for resten også flot, idet deres ophold her i alt kom til at koste mellem 11 og 1200 kr. selvfølgelig beklædning incl.

Siden disse 7 mand rejste er begge vore rutebåde stoppet af tyskerne næsten daglig.

I år har det russiske generalkonsulat sendt 258 eller 261 flygtninge hjem, meddelte konsulen mig.

Se mere på redaktør N.C. Willemoës’ egen side

31. august 1916. Frits Clausen håber, at Danmark træder ind i krigen

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Pavlovo Posad d. 31.VIII.1916.

Kære Herr Rasmussen!

Først et tredobbelt Leve for Rumænien,82 saa en Tak, fordi De har
besørget min Ven Gloser en Korrespondent. Han har modtaget en
Pakke for nogle Dage siden og igaar kom det første Brev. Han er
umaadelig glad og er nu i Færd med at skrive Svaret. Det gaar jo ikke
saa hurtig endnu.

Vi har jo faaet en lille Tilvækst igen. Det er Andreas Andersen fra
Snogbæk i Sundeved, en ægte Sundbo, dansk helt igennem. Han har
ogsaa havt nogle slemme Sammenstød med Tyskerne og er glad for at være her. Han har ikke kunnet skrive dansk, da den tyske Feldwebel ikke vilde lade Kortene gaa videre, og har helt siden sidste December forgæves forsøgt paa at melde sig som Dansker. Til sidst gik han paa Arbejde, skrev til Danmark, antagelig Dem, og saa lykkedes det.

Vi er jo nu højt oppe, efter at Rumænien ogsaa har vist Kulør. Kunde
Danmark endda gøre ligesaa. Det har da ogsaa et Stykke Land, det
kunde hente sig selv.

Jeg læste forleden en Protest af Prof. Tscherning mod Fredsdemonstrationerne derhjemme. Det var en Glæde at læse den her, hvor man hører saa lidt derhjemme fra, der kan styrke os i Glæden over at være Dansk, det vil jo sige, alle Breve vi modtager er jo undtagen; de styrker os uhyre i denne Hensigt. Men naar man opdager en Meddelelse i Avisen om Danmark og man saa styrter sig over den, er den for det meste af en saadan Natur, at man maa sige eller lade sig sige: “I er et lille fattigt Land.” Naar man saa læser blot nogle faa Ord som dem af Prof. Tscherning, er man i Humør igen.

Vi ønsker alle Fred, hellere i dag som i morgen. De Skraalhalse der
raaber paa Københavns Gader derom, kan ikke engang tænke sig Ønsket efter Freden som vi bærer det. Men først skal Krigen være endt, først Resultatet være naaet, saa kommer freden af sig selv.

Jeg ved, hvor raat det lyder og hvor drengeagtigt det maaske er, at ønske, at Danmark maatte komme med, men alligevel ønsker jeg det af hele Hjertet. Forleden havde jeg et Kort fra en forhenværende Kammerat, der nu kan kæmpe for sit underkuede Folks og Lands Frihed. For ham gives der ingen Savn og Strabadser nu, nej blot Ønsket om at komme hurtig fremad. Han fortalte, at hans Troppedel havde afslaaet at vilde befordres med Jernbane det sidste Stykke til Fronten.

De vilde gaa og Jernbanen kunde saa føre nye frem. Ja, hvor maa det være en Kamp, naar det gælder det beste det kæreste man har. Det er jo rart nok naar et Land bygger Kæmpesanatorier for Krigsfanger, det maa enhver der er det og har været det i 19 Maaneder kunde sige, tilmed naar han har nydt saa meget af andre Menneskers Medfølelse som jeg.

Frits Clausen
Frits Clausen

Men hvor høj og køn denne Medfølelse er, saa bliver et Folk svag og ynkelig maar den helt tager Overhaand. Det er Tiderne endnu ikke efter, i denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod.

I Stedet for at raabe om Fred skulde de raabe:

“O, væk da op hos os om bord
Den Kæmpeaand der sover”

og ønske en ny Holger Danskes Dag, hvor alt kan bruse op i Nordens Skove og kalde Heltetiden tilbage.

Gud lade vort Banner endnu en Gang
højt flyve med Sejr over Kampens Vang
og frelse paa ny!

En hjertelig Hilsen fra os alle 32
Deres taknemmelige
Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

2. august 1916. Kvinde strandet i Danmark

Hun kan ikke komme hjem igen

En haandværkers kone i Roager rejste for fire uger siden til Jylland for at deltage i bryllup hos slægtninge; men det har hidtil ikke været muligt at komme hjem igen, af hvilken grund er ukendt.

Fangevogter hjemme

Gaardejer Niels Eskildsen fra Døstrup er kommen hjem og bleven fangevogter over de russiske fanger, der er i arbejde hos landmændene der i byen.

Faldne

Gæstgiver og købmand Hans Top fra Agerskov er den 21. juli falden ved Somme. Han var for 5 uger siden hjemme paa orlov og havde, da han faldt, kun været godt 14 dage i skyttegravene. Den faldne, der var en mand midt i trediverne, efterlader sig hustru og 4 børn.

J. Embcke og hustru i Vojens har modtaget meddelelse om,  at deres yngste søn, Wilhelm, er falden den 22. juli, 21 aar gl.

Jørgen Mathiesen Schmidt  fra Dynt ved Broager er den 15. juli død paa et lazaret i Berlin efter at have været haardt saaret ved Vestfronten den 11. juli. Han efterlader sig enke og flere børn.

I forgaars modtog Hans Hedelund og hustru i Toftlund det tunge budskab, at deres søn, Johannes Gram, er druknet ved badning i Schwedt a. d. Oder i provins Brandenburg. Han blev saaret i fjor og var nu omtrent helbredt. Den forulykkede, der havde været med i flere haarde slag, var indehaver af jernkorset.

Saarede

Gaardejer Skov ved Lillehave ved Aabenraa er ved Somme bleven haardt saaret og ført til et lazaret øst for Køln.

Kresten Petersen fra Avnbøl  i Sundeved er bleven haardt saaret ved Somme og ført til Bremen.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Enemark fra Randerup er let saaret, men bliver ved sin troppeafdeling.

Savnede

Smedemester Hans Christensen i Langetved ved Gram, der i fjor efteraar blev indkaldt som ikke uddannet landstormsmand, er forsvunden ved Somme.

Gefr. Erich Skøtt fra Haderslev er savnet

24. juli 1916. Brev fra Frits Clausen

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Pavlovo Posad d. 24.VII.1916.

Kære Herr Rasmussen!

Nu har vi havt 2 store Glædesdage lige kort efter hinanden. Den første bragte os de første af de ventede Landsmænd og den anden Deres kære Brev med Fotografierne og Servietterne fra 6. Juli.

De nyankomne er: Jens Hansen fra Storde ved Bredebro Landv. Rgt 84. og Ottensen Dall fra Birkelev ved Skærbæk. Res. Inf. Rgt 223.

Det var jo ikke mange, men om saa bedre er Sindelaget paa dem.

De bragte os Navnene paa flere andre, der er i Persia (rimeligvis paa Arbejde). Da de ikke var paa Listen, men dansksindet, har jeg strax indberettet Navnene til Moskau. Vi venter paa Resten hver Dag. Jeg
skal nok meddele Navnene, Hjemsted og Rgt. Nummer saa snart de er kommen.

Jeg forstaar ikke at der ingen kommer fra Fronten der maa da være kommen nogle i Fangenskab nu i den senere Tid.

Frits Clausen
Frits Clausen

De skriver om at være forsigtig. Ja, det er vi ogsaa nu. For uforsigtige
Ytringer i Breve til Slesvig kan De nu være rolig. Kommandanten
her censurerer nemlig alle Breve og Kort inden de gaar ud af Lejren
og hans Tolk for den danske Correspondances Vedkommende er jeg.

Jeg giver alle Kort og Breve til Slesvig, der indeholder det allermindste om vor Særskillelse tilbage. Den Vej kommer der ingenting, men der kan jo endnu fortælles noget fra Danmark. De fleste af os her skriver jo til en Slægtning ved Grænsen, der saa skriver Indholdet af Brevene hjem til Familien. Den Vej kan vi jo ikke stoppe. Jeg har imidlertid advaret Kammeraterne og nu efter at De har skrevet det samme skal alle nok være yderst forsigtige.

Vi trøster os jo med at der ikke bliver ret meget tilbage af Tyskland, for skal vi derigennem vil vi vist ikke alle kunne undgaa  Ubehageligheder. De maa erindre, at der i denne Lejr kommet mange Fanger, der skal paa Arbejde, deriblandt ogsaa Tyskere. Vi kan endda nok komme ud med dem i de Par Dage, de er her, men værre er det med de andre Nationer som Serber og Tjekker, naar de hører nogle højrøstede prøjsiske Talemaader en Gang imellem.

Serberne har endog flere Gange ladt de tyskvenlige deres Uvilje mærke ret følsomt. Det vilde derfor være os en stor Glæde om vi efter Krigen ikke behøvede at skulde gennem Tyskland, men kunde stige i land paa Toldboden som danske Undersaatter. Ja, hvor vilde denne Gensynsdag da blive til en Helligdag for os, der ikke taler om meget andet nu end alle de Fremtidshaab Freden vil opfylde.

De skriver om Skolehold i de andre Lejre. Jeg havde her faaet et Kursus i russisk i Gang. Det var en nyvunden Ven og Kammerat af mig, en tjekkisk Ingenieur, der var saa venlig at vilde lære os det. Han taler det perfect. Men beklageligvis gik det efter kort Tids Forløb igen i Staa og Skylden laa hos Danskerne. Der er i det Hele for meget af den gamle Jydenatur i de fleste her.

Saa jeg havde tænkt paa at faa nogle Foredrag i Gang om vort egen Folks Historie. Vi har jo nogle Bøger, man nok kunde bruge som Haandbøger. Jeg fandt dog ingen stor Interesse og vilde derfor vente med at begynde paa det, til Vejret ikke tillod os at være saa meget ude. Det er saa uhyre beklageligt at man ikke kan faa saadan noget i Gang, tilmed da vi havde det i Sibirien med Tydskerne. Men det kommer nok. Jeg skal nu, opmuntret af Deres Brev begynde paa ny og nu skal det prøves. Hav derfor Taalmodighed til næste Brev, saa kommer der en Meddelelse derom.

Bøger tror jeg ikke vi mangler. Det skulde være en dansk  Literaturhistorie og maaske ogsaa en Grammatik. Hvis det ikke er for meget vilde jeg gerne bede om en dansk-tydsk Ordbog til en polsk Student, der flittig lærer dansk. Der existerer vist ingen  dansk-polsk Ordbog, ellers havde det jo være at der kunde findes en ung dansk Philologus der vilde forære ham en saadan.

Det er en uhyre intelligent Mand, der har studeret sit Folks Sprog og Historie og ved at fortælle derom med en Kærlighed og Varme, man kan misunde ham. Jeg beflitter mig at henlede hans Opmærksomhed paa vort lille Fædreland og er næsten ved at tro at mine Ord har vakt en varm Interesse hos ham. Det vilde glæde mig, om der skulde findes en ung Student derhjemme, der vilde sende ham Bogen. Maaske den kunde sendes ham direkte.

Hans Navn er Biel. Addressen ellers som vor. Han er en Ven af os alle, ligesom Tjekkerne og det er en Glæde at høre disse fremmede
Folkslag prise Danskerne her. Det tror jeg nok at kunde sige uden at
overdrive, at vi har gjort vort Folk Ære her i det Fremmede.

Ja, nu havde jeg nærved glemt at fortælle Dem om, hvor dejligt det
ser ud i vor Haveanlæg. Tænk alle Valmuer staar nu med de dejligste
Blomster.

Det er rigtig de gode varme Farver af vort gamle Flag. Jeg
havde forleden en stor Bouquet med til nogle polske Damer i et stort
Hospital her i Nærheden, hvor der nu for Tiden ligger en af os i Malaria. (Han er rask og kommer hjem i Morgen) og deres Beundring
kendte ingen Grænser. Jeg sagde til Dem: “Ja, tænk saa, at denne
Blomst af mange Landmænd derhjemme kaldes for Ukrudt. Hvordan
tror De ikke, at det maa være i et Land, hvor man har sligt Ukrudt.”

Jeg er jo nemlig bleven Feltskær nu i Lejren og kommer derfor
udenfor Murene en Gang imellem i Ærinde til Apothek eller Hospital.

Jeg er rigtignok ikke færdig med alt, hvad jeg vilde skrive, men paa
Grund af Censuren vil jeg dog slutte med en hjertelig Hilsen fra os
alle 26 til vort gamle Land, vore Velyndere, men ganske særlig dog til
Dem vor kæreste Herr Rasmussen.

Deres Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

11. maj 1916. Nyt fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Luftskibet ”L7”

der blev skudt ned i Vesterhavet af englænderne den 4. maj, hørte hjemme i Tønder.

Påklædningskort. – Højestemål for dameklæder.

I de sidste dage har der ifølge ”Berliner Tageblatt” i Düsseldorf fundet forhandlinger sted mellem ledelsen af rigsbeklædningsstedet og repræsentanter for tekstilindustrien vedrørende den mindre bemidlede befolknings forsyning med tøj i fremtiden. Herved meddeles der, at der med det første skal indføres beklædningskort, hvorefter de mindre bemidlede kan få de nødvendige klæder.

Under et modemøde i handelskammeret i Berlin for nylig nedsattes et udvalg af sagkyndige, som skulle fastsætte højestemål for dame-konfektionsartikler. Det har nu ifølge ”Der Konfektionär” vedtaget, at der i det højeste må bruges. Til paletot’er 3 ¾ meter (af 130 cm bredt tøj), til kostumer 4 ¾ meter, til nederdele 4 meter, til støvkåber 4½ meter. Ved størrelser over 46 skal det være tilladt at bruge mere. ”Berliner Tagesblatt” håber, at disse højestemål endnu underkastes en revision, da de næppe turde medføre nogen besparelse.

Kvindelige banevogtere og konduktører.

I en anordning fra jernbaneminister v. Breitenbach anbefales med henblik på manglen af mandlige kræfter at ansætte dertil skikkede kvinder som banevogtere og sporskiftere, hvor det drejer sig om strækninger med jævne forhold, så driftssikkerheden ikke berøres heraf. Endvidere anbefales det at ansætte kvinder til konduktørtjeneste i persontog på kortere ture. Kvinderne skal under tjenesten være iført en dertil passende klædedragt.

En fangelejr nedbrændt.

Den til henved 70 fanger beregnede fangelejr ved Ensted med beboelsesbygning og køkken nedbrændte i lørdags eftermiddags fuldstændig. For tiden var der henved 20 fanger i lejren; de havde næppe forladt denne for at begive sig til arbejdet, da pludselig flammerne sås slå ud af taget. Det lykkedes husværten, kommissionær Holdt, ved vagtmandskabets og fangernes hjælp at bjerge en stor del af køkkenredskaberne, medens inventaret i vagtstuen og fangerummet blev et rov for luerne. Hvorledes ilden er opstået, er ikke opklaret.

For udbredelse af falske rygter

blev aftægtsmand Peter Chr. Bossen af Store Emmerske den 21. december i fjor ved landsretten i Flensborg dømt en måneds fængsel. Han havde sagt, at kronprinsen var blevet skudt af sine egne folk. Bossen nedlagde revision, der imidlertid ifølge ”Flensborg Avis” i mandags af rigsretten i Leipzig blev afvist som ubegrundet.

Tvangssalg.

Gæstgiver Hans Thaysens kro i Felsted blev i går solgt ved tvangsauktion i Åbenrå. Højstbydende blev Thaysens svoger, rentier Alexander Simonsen i Felsted, med 16.000 mark. Afgørelsen om tilslaget vil følge senere.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Enkefru Maren Madsen i Skast har gennem Røde Kors fået efterretning om, at hendes søn Martin er død af plettyfus i russisk fangenskab den 13. maj 1915. En måned før han døde, mistede moderen en anden søn i Frankrig.

I den 525. tabsliste meddeles, at Karl Callsen af Jaruplund Mark er faldet.

Den 73. marinetabsliste melder, at Christian Thomsen af Flensborg, Martin Fransen af Emmerlev og Wilhelm Davidsen af Trappen er i krigsfangenskab i England.

I den 10. liste over savnede meddeles, at Henry Voss 2. af Åbenrå er faldet.

Ifølge tabslisten er Jørgen Andersen 2. af Østerby (Sønderborg) hårdt såret.

Landstormsmand Jep Knudsen af Bedsted er død på et feltlazaret, 28 år gammel; han efterlader hustru og barn.

Hans Petersen af Brøndlund er hårdt såret.

Marine-tabslisten melder, at Anton Grau af Styding er savnet, efter al sandsynlighed død.

7. april 1916. På høpreskommando i Auvergne

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.

HØPRESNING

Vi havde det godt i Massiac, og Befolkningen var os meget venligsindet. Vort daglige Arbejde bestod i at presse hø i Knipper for et Konsortium, der sendte Høet som Hestefoder til Fronten.

Høet blev presset ved Haandkraft, og hvert Knippe blev derefter bundet med tynde Staaltraadsbaand og vejede gennemsnitlig 30 Kilo.

Pressen bestod af en firkantet, aflang og stærk Trækasse, som blev fyldt og stampet med Hø, derefter blev Laaget lagt paa og presset ned ved Hjælp af en Vægtstang ved hver Ende. Naar  Staaltraadsbaandene var lagt omkring Knippet, blev Kassens Forside slaaet ned. og det fuldt færdige Knippe trukket frem.

Under Pressens Bund var anbragt fire Hjul, saa den med Lethed kunde transporteres. I et Halvtag, som tilhørte Byens Savskæreri, havde Konsortiet faaet Lov at installere Pressen.

Der var ogsaa god Plads for løst Hø og de færdige Knipper.

Høet blev opkøbt i Massiacdalen og de nærmeste Bjergegne. Naar der var Mangel paa Hø, kom Bønderne ofte langvejs fra med store Læs paa de smaa, spinkle, lavhjulede Vogne, der var forspændt med et Par Køer eller Stude.

Mens Manden og Studene styrkede sig efter den lange Tur, læssede vi Høet af Vognen, hvorfor vi ofte modtog en Franc eller en Liter Vin i Drikkepenge.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab (1925)

Læs den her: http://denstorekrig1914-1918.dk/litteratur/

11. marts 1916. Et mærkeligt Tilfælde

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Falden.
Landmand Christen Jepsen fra Broagerland er den 27. februar falden under et Stormangreb i Champagne.

Død paa Lasaret.
Møller Bonnichsen fra Østergade i Haderslev, der var indkaldt som Landstormand, er den 8. Marts afgaaet ved Døden paa Lasarettet i Sønderborg efter 4 dages svære Lidelser. han efterlader sig Hustru og Børn.

I Bedring.
Gæstgiver Thomas Madsen fra Aabøl ved Toftlund, der efter endt Uddannelse i Efteraaret blev sendt til Frankrig, blev, efter at have været der i nogen Tid, syg af Lungebetændelse og indlagt paa et Lasaret. han er nu saavidt helbredet, at han er kommen hjem paa Rekreationsorlov.

Forfremmet.
Seminarist Nis Jakobsen, ældste Søn af Banegaardsforvalter Jakobsen i Dynt ved Broager, der i Januar blev dekoreret med Jernkorset, er nu bleven forfremmet til Løjtnant. Den unge Jakobsen har besøgt Seminariet i Haderslev.

Dekoreret.
Frederik Bojsen, Søn af pensioneret Lærer Bojsen i Aabenraa, der siden Krigens Begyndelse har staaet som Sanitetsgefrejter ved 86. Regimets 9. Kompagni, har for udvist Tapperhed og Snarraadighed under de haarde Kampe den 27. februar d. A. faaet overrakt Jernkorset.

Vagtmand Hjemme.
Andreas Nissen fra Fogderup ved Ravsted kom forleden Dag hjem og overtog Posten som Vagtmand over fangerne i Fogderup.

Hjemme paa Orlov.
Niels Lorentsen fra Tiset ved Gram, der ligger i Trier, og Marius Schmidt
fra Gram, der er med ved Vestfronten, er for Tiden hjemme paa Orlov.

Fra Provinsen.

Æg til Saarede og Syge. i Avnbøl i Sundeved er det ved Lærer Bonnichsen blevet foretaget en Indsamling af Æg til de Saarede og Syge paa Lasaretterne i Sønderborg. Der var indtil i Torsdags samlet 339 Stykker, og man ventede at faa en Del flere.

Et mærkeligt Tilfælde. (Dvp.) En russisk Fange i Kær paa Als fik forleden Brev hjemmefra med Meddelelse om, at hans Hustru paa Gaarden (Fangen er Landmand) har to Krigsfanger, en fra Vollerup og en fra Kær. Det viste sig da, at den russiske Fanges Husbond i Kær er Tjenestekarl hos hans Hustru i Rusland.

Ikke flygtet. Mejerist Hansen (ikke Clausen) i Toftlund, der, efter hvad “Schleswigsche Grenzpost” meddelte, skulde være deserteret, er ifølge Meddelelse fra Toftlund ikke flygtet. To Dage før hans Orlov var udløben, besøgte han Mejeristen i Spandet, men forsømte Anmeldelsen; det er det hele.

9. marts 1916. Krigsfanger, grænsebevogtning og andet nyt syd for Kongeåen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Feltpostpakkerne mod øst

kan i fremtiden ventes at ville gå hurtigere og regelmæssigere, meddeler ”Hejmdal”. Fra sidst i november har der hver dag kørt et særligt posttog fra Berlin til Königsberg; men det kunne langtfra medføre alle de små feltpostpakker. Fra 15. marts i år skal der køre to posttog om dagen på nævnte rute.

Befolkningen og krigsfangerne.

I en ekstraudgave af ”Haderslev Kredsblad” for den 6. marts 1916 findes en bekendtgørelse om civilbefolkningens samkvem med krigsfangerne, udstedt af den kommanderende general i Altona, hvori det hedder:

1) Efter at der i forskellige steder i korpsdistriktet er anbragt krigsfanger, forbydes det befolkningen:

  1. a) at tale eller på nogen som helst måde at omgås med krigsfanger, såfremt det ikke er nødvendigt som følge af fangernes arbejdssysselsættelse og ikke udtrykkelig er tilladt af den militære vagtmand eller arbejdsgiveren, det er kommuneforstanderen i kommunen.

b)at skaffe alkoholske drikkevarer til nydelse af krigsfangerne.

  1. c) at give krigsfangerne fyrtøj, knive, skarpt værktøj eller våben.
  • 2) overtrædelse straffes i medfør af paragraf 9 i loven om belejringstilstanden af 4. juni 1851 med fængsel indtil et år.

Gå ikke over grænsen uden pas!

Et par unge piger, en gårdmandsdatter og en tjenestepige ude i det nordvestlige hjørne af Haderslev kreds, der havde været i Danmark uden pas, blev søndag nat, da de var i færd med at vende tilbage, fanget af grænsevagten, der førte dem til baglokalet. Derfra blev de ifølge ”Dannevirke” transporteret videre til Flensborg. Tjenestepigen havde nok været nord for grænsen for at besøge sin kæreste, og gårdmandsdatteren har en søster gift i Danmark lige tæt ved grænsen.

Smørkort.

Den bestemmende kommission har besluttet for Sønderborg bys vedkommende at indføre smørkort.

70 år.

Fhv. gårdejer Mathias Ruddeck i Hajstrup kan mandag den 13. marts fejre sin 70 års fødselsdag. Fire af hans seks sønner ligger soldat, og to af disse er i russisk fangenskab.

8. Marts 1916: Faldne, Saarede og Kærlighedsgaver

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten

Faldne.
Købmand Heinrich Popp fra Vester Sottrup er ifølge “A.T.” falden under Kampene i Champagne. Han var ældste Søn af tidligere Degn og Lærer Popp i Felsted. Den Faldne efterlader sig Enke og 3 smaa Børn.
En Søn af Retsassistent Landau i Haderslev, der har været med i Felten siden Krigens Begyndelse, er ifølge “S.Gr.” falden. Den unge Mand var Ingeniør.

Død paa Lasaret.
Gefr. Jørgen Krogh fra Lysabildskov, der tidligere har været meldt saaret, er ifølge den sidste preussiske Tabsliste død paa et Krigslasaret.

Saarede.
Jørgen Jørgensen, en Søn af Gaardejer Nis Jørgensen i Alslev ved Jordkær er ifølge “A.T.” den 24. Februar under Kampen ved Verdun bleven saaret af et Skud i det ene Ben.
Johan Johansen, en Søn af Rentier Andreas Johansen ved Jordkær Station, er den 26. Februar ligeledes ved Verdun bleven saaret af et Skud i det ene Ben.

I Bedring.
Landmand Jonas Brodersen, en Søn af Rentier Brodersen i Rødekro, der for længere Tid siden under Strabadserne ved Østfronten blev syg og derpaa kom paa er Lasaret i Berlin, er ifølge “A.T.” nu saa vidt helbredet, at han har kunnet komme hjem paa en 14 Dages Rekreations-Orlov.

Ved Vagtmandskabet hjemme.
Gaardejer Hans Hejsel fra Tumbøl ved Felsted, der har gjort Tjeneste som Vagtmand ved en Fangelejr i Elsas, er ifølge “A.T.” nu bleven forflyttet til Tumbøl i samme Egenskab.

Forfremmede.
Seminarist Andersen fra Rugbjerg ved Rødekro er ifølge “A.T.” fornylig bleven forfremmet til Løjtnant. Andersen, der har kæmpet med ved Vest og Øst og er Indehaver af jernkorset af første og anden Klasse, staar nu ved Verdun.
En Søn af Pastor Christiansen i Tyrstrup, der har været med ved Vestfronten, og for nogen Tid siden tog Studentereksamen ved Realgymnasiet i Berlin-Lockwitz, er ifølge “S.Gr.” bleven forfremmet til Underofficer og staar nu ved et Artilleri-Regiment ved Verdun.

Fra Provinsen.

Kærlighedsgaver. I en Rundskrivelse fra Overpræsidenten meddeles, at der i Tiden fra 16. Januar til 15. Februar i Aar er blevet sendt 19 Vognladninger med Kærlighedsgaver bort fra Modtagelsesstedet i Altona.
Der trænges for Tiden meget til Røgtobak og Konserves; Overpræsidenten beder derfor om ved Indsamling af Gaver særlig at tage Hensyn dertil.

Af alkoholiske Drikkevarer ønskes kun Øl, Rødvin og let, uforfalsket Landvin.
Efter hvad Modtagelsesstederne i Altona meddeler, er den Saft og Marmelade, der indleveredes som Gave i Anledning af Kejserindens Fødselsdag snart opbrugt.

15. februar 1916. Særlige sønderjyske kendetegn. Faldne, sårede og fangne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Et kendetegn

I et feltbrev fortælles, at når sønderjyske soldater ude i felten møder afdelinger, hvori de formoder, at der findes sønderjyder, synger eller fløjter de ”Jeg elsker de grønne lunde”, og svares der så med samme melodi, ved de, at de træffer landsmænd med hjertet på rette sted.

 Faldne, sårede og fangne

Efter nordslesvigske blade.

  • Landstormsmand Heinr. Christiansen fra Terkelsbøl ved Tinglev er den 29. februar falden på krigsskuepladsen; han efterlader hustru og 3 børn.
  • Murmester Paul Christiansen i Haderslev modtog i lørdags budskab om, at hans yngste søn, Harald, er faldet i Flandern, ca. 20 år gl.
  • Gårdejer Jacob Østergaard i Bramdrup ved Haderslev, der i oktober 1914 blev hårdt såret i ryggen ved Warschau, er i januar måned i år hjemsendt som varig uduelig.
  • Gæstgiver Lydiksen fra Sønderborg, der har været med i Karpatherne, hvor han erhvervede sig jernkorset, men som siden har ligget på lazaret i Slesvig, er nu få vidt i bedring, at han har kunnet komme hjem på orlov.
  • Gårdejer Chr. Hansen fra Døstrup blev for nogen tid siden syg i Rusland og senere flyttet til et lazaret i Hamborg. Nu har hans tilstand imidlertid forværret sig igen.
  • Skomager Jørgen Hørlück og hustru i Varnæs har i disse dage modtaget et kort fra deres søn, Hans, der er i russisk fangenskab (i Tjchita i Sibirien, østfor Baikal-søen) og som de ikke havde hørt fra i 11 måneder.

12. februar 1916. Krigsfanger – faldne og sårede

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholde syd for Kongeåen.

Sønderjyder i krigsfangenskab

De sidste oplysninger.

Man har under krigens gang ikke haft autentiske oplysninger om antallet af de sønderjyder, der befinder sig i krigsfangenskab.

Vi har undersøgt dette spørgsmål, der sikkert vil interessere mange, og skal meddele, at så vidt man gennem ”Røde Kors” har kunnet få oplyst, stiller forholdet sig således:

Det største antal krigsfangne sønderjyder opholder sig i England i fangelejre dels på øen Isle of Man, dels i nærheden af Manchester.

I den nordfranske by, Aurillac findes ca. 800 sønderjyder internerede, og rundt om i det øvrige Frankrig, mener man, at der opholder sig ca. 100.

For Ruslands vedkommende er tallet vanskeligere at opgive. De russiske myndigheder har ikke deres administration i så god en orden som de øvrige krigsførende lande, og tallet på de fangne sønderjyder kan derfor kun opgives omtrentlig. Man regner med 3-400 sønderjyske krigsfanger i Rusland, og af disse er efterhånden de fleste samlet i en fangelejr i byen Pawlow-Possad i Guvernementet Moskow. Tallet bliver således alt i alt 2.200-2.300.

I almindelighed kan det siges, at krigsfangerne vistnok lever under tålelige forhold. Bedst i Frankrig, hvor fangerne særligt i Aurillac er genstand for en god og human behandling. Vanskeligst stiller forholdene sig i Rusland, hvor alt jo er mere primitivt end i de øvrige lande. Her må fangerne – i modsætning til fangerne i Tyskland, Frankrig og England, hvor staten sørger for forplejningen, – selv sørge for deres mad. Den russiske regering anviser hver krigsfange 50 kopek daglig i papirspenge, hver officer får 50 rubler månedlig og opad efter rang. I Rusland er begrebet fangelejr kun lidt udviklet. De fleste fanger opholder sig hos befolkningen, naturligvis under streng bevogtning. I øvrigt synes det, som om de krigsfanger, der befinder sig i Sibirien, gennemgående lever under bedre forhold end fangerne i det europæiske Rusland.

Hvad krigsfangerne i Tyskland angår, kan det oplyses, at deres kost selvfølgelig på grund af dyrtiden og mangel på adskillige fødemidler, er blevet afknappet, særligt hvad brød og smør angår. Det gælder jo i mange tilfælde, at fangerne får fødemidler o.a. tilsendt fra deres slægtninge gennem Røde Kors i de neutrale lande, men i den senere tid har det vist sig, at særligt de serbiske krigsfanger er dårligt stillede og yderst forarmede.

Faldne, sårede og fangne

  • Ingvard Petersen, en svigersøn til banevogter Eriks i Ris ved Aabenraa, er falden i de sidste hårde kampe ved Dixmuiden. Den faldne, der stammer fra Tønder amt, efterlader sig hustru og fire små børn.
  • Johan Peter Petersen, søn af enke Cathrine Petersen på ”Vingelby” ved Elisenlund i nærheden af Aabenraa, er den 25. januar blevet såret af et strejfskud i den venstre skulder.
  • Jens Petersen fra Smedager ved Bolderslev er ved østfronten blevet såret af et skud i underlivet.

6. februar 1916. Brev fra fangenskab: “Sløvhed og interesseløshed …”

En anonym sønderjyde skriver hjem fra krigsfangenskabet

Brev fra Fangenskab.

A., 6. Februar 1916.

Kære Forældre.

Jeg har faaet det Indtryk af forskellige Breve, at I hjemme tænker, naar vi nu engang vender tilbage, vil det være Mennesker helt forskellige fra dem, der droge bort. Mere alvorlige, fyldte af det store, enhver har medoplevet. Set Krigens Brutalitet paa nært Hold. Staaet Øje til Øje med Døden. Levet i en Tid, saa eventyrlig, som aldrig før. En Tid, hvor Millionhære kæmper imod Millionhære. Kampen ført saaledes, at selv den dristigste Fantasi før Krigen maa blegne overfor Virkeligheden. En Kamp, som har en Udstrækning, saa to Tredjedele af Jordens Befolkning bor i krigsførende Lande.

Jeg kan godt forstaa, om det i Forening med egne Erfaringer gør, at I kommer til at tænke, det maa præge dem, gøre at de kommer tilbage anderledes, end de droge ud. Men det stemmer ikke, — ikke endnu da, om det senere — ? — fraregnet en større Tolerance overfor andres Meninger og Opfattelse i Spørgsmaal vedrørende Kristendommen, tror jeg nok, at de fleste er som før Krigen. I hvert Fald da dem, som jeg har levet sammen med i Fangenskabet.

Og er det nu ogsaa saa mærkeligt, om det er saaledes?

De fleste af os har kun deltaget i Krigen i forholdsvis kort Tid. I de Øjeblikke, da det store oplevedes, det at staa Ansigt til Ansigt med Krigen, Døden, da var Sindet tillige Modtager af mange andre Indtryk, brogede, mangeartede. Bevidstheden optog i kort Nu en „ stor Mængde Begivenheder, men intet fik rigtig Tid til at prente sig fast, førend det var trængt i Baggrun­den af det næste.

Kun et Helhedsbillede blev, uden nogen egentlig Hovedbegivenhed, hvorom det hele kan samles. Et Billede, hvori det Moment, da man ventede Døden, kun kan blive og kun blev — i Reglen da — en Del af det hele. Kommer saa dertil en stærk fysisk Udmattelse og det saa sløvende virkende „sig vænnen til Faren“, da kan det i Grunden ikke undre, at man kun er saa lidt mærket af det oplevede. Og hvad Bevidstheden om at leve i en vældig verdenshistorisk Tid angaar, da trænges den i Baggrunden af samme Aarsag og ved den Afsky, man føler for det, der har foraarsaget den, Krigen.

Ja, men selve Kampens Timer da, kunde I maaske spørge, virker de da ikke saa mægtigt, at Virkningen bliver?

Jeg tror det ikke. Det er ikke da, de vægtige Tanker tænkes, dem man husker, naar alt andet er glemt. I de Timer tænkes der nærmest slet ikke, de gaar, uden at man ved hvor kort eller hvor længe, de har varet. Saaledes gik det mig, og jeg ved, at det er gaaet flere paa samme Maade.

Derimod i de Øjeblikke, der gaar forud, da man venter, mens alt endnu er roligt, kun Omgivelserne er svangre med Anelser om det, der vil komme, da arbejder Tankerne. —

Dog Fangenskabet vil lidt efter lidt mærkes paa de fleste. Om det vil virke ud over selve den Tid, ja —?

Men Sløvheden og Interesseløsheden breder sig og truer med at kvæle Lysten til alt alvorligt Selvarbejde. Vi lever mere og mere i Nuet, i Latter over Ting, ingen ellers vilde ofre et Smil. — Dette her er maaske en Skuffelse, men desværre, det er Virkeligheden.

Med mine kærligste Hilsener, kære Forældre.

Jer Søn.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

17. september 1914. Høsten – og den første desertør?

Dagens nyt fra Hejmdal

Høstberetninger. Vodder Sogn. Vodder, i Septbr. 1914.

Rugen er i Sognet er ualmindelig god, Byg og Havre middel. Hvede dyrkes ikke meget her, men maa kaldes god. Roer og Kartofler tegner til at give under Middel, vistnok paa Grund af den lange Tørke nu paa Eftersommeren.

Men vi kan være godt tilfreds med den lange Tørke, for den har jo lettet Høsten meget. Ellers ville det ikke have gaaet saa godt og hurtigt, da der er mange Landmænd ved Hæren her fra Sognet.

Græs har der været rigeligt af hele Sommeren, men nu begynder det vel nok at knibe.

Vi maa kalde det en af de bedste Somre, vi har kendt.

V. Hansen.

Agerskovegnen. Hovslund, 14. September.

Høsten 1914 er endt.

En beretning om Høsten fra Egnen her kan sammenfattes i de Ord: Det har været en god og let Høst i Aar.

Skal vi gaa lidt i Detailler, da maa det siges, at Kløveren og Græsarterne har været ualmindelige frodige, især paa de højere liggende Marker, men der bjærges ikke Kløver her i større Udstrækning, langt den største Part bliver ædt paa roden.

Det kan maaske siges, at engene kun gav en lille Middelhøst, men Eftergrøden har været desto bedre og har kundes lade sig udnytte i fuldt Maal paa Grund af det smukke og tørre Vejr.

Vintersæden gav i Kvantitet en god Middelhøst, men ved Tærskningen viser det sig, at den skuffer i Fold. Vaarsæden derimod gav en stor og god Høst, og giver ogsaa noget i Posen, Havren op til 40 Sække pr. Hektar.

Roerne tegnede meget godt; men den lange Tørke har nu ogsaa sat sit Præg paa dem, og skønt de ved de sidste Dages Regnvejr har faaet noget af det, de saa haardt trængte til, maa der sikkert regens med et mindre Udbytte.

De lavere liggende vedvarende Græsmarker har været gode, og Kreaturerne er gaaet godt til, men Handlen med Staldkvæg staar stille, kun Heste og Korn er efterspurgte Handelsvarer.

Ser vi tilbage paa selve Høstarbejdet, da er det gaaet over al Forventning, trods de usædvanlige Forhold; som pludselig slog ind og bortrev en stor Mængde af Arbejdskraften.

Det er gaaet her som overalt, det lange tørre Høstvejr hjalp over mange Vanskeligheder.

M.R.Hansen

Tyskland vil ikke Fred nu. Berlin, Torsdag (W.B.)

Til Artiklen i “Nordd. Allg. Zeit.” der vender sig mod den løgnagtige Beskyldning at vi skulde være tilbøjelige til at slutte Fred, bemærker “Tägliche Rundschau”: Det tyske Folk vil være “Nordd. Allg. Zeitung” taknemlig for denne Erklæring, der baade har Næb og Klør og ikke tillader Fortolkninger og Misforstaaelser. Vi har ikke villet Krigen, men nu da man har paatvungen os den, vil vi ikke høre Tale om en Fred, som ikke bringer Ro og Sikkerhed og utvetydig Klarhed i alle Forhold for os selv og Verden og som ikke yder os fuld Oprejsning og fuld Erstatning for de os paatvungne Ofre. Frem for alt vilde intet kunne fornærme det tyske Folk mere en en Henstilling om nu ikke en Gang for alle at holde Afregning med den engelske Landevejsrøver- og Sørøverpoliti.

Kejserens Svoger haardt saaret. Frankfurt, Torsdag (W.B)

Prins Friedrich Carles Hessen, Kejser Wilhelms Svoger, er blevet haardt saaret ved det Skud i Laaret.

Krigsfanger i Sydafrika. London, 16. Septbr. (W.B.)

“Daily Telegraph” meddeler fra Johannisburg: Fangelejren i Robertsheights vokser dagligt. Der føres hertil Tyskere og Østerrigere fra alle Egne i Sydafrika. Tallet skal allerede beløbe sig til 4500.

Feltposten. Berlin 15. Septbr. (W.B.)

Som der er blevet bekendtgjort, bliver talrige Feltpostsendinger til Soldaterne i den mobile Felthær forsynet med et Bestemmelsessted, ja endog med Adresser som “Feltpoststation Nr…”uden nogen som helst Angivelse af den Troppeafdeling, som Modtageren hører til. Angivelserne af Feltpoststationer med Numre bliver formodentlig af Afsenderne taget fra Stemplerne paa de til den ankomne Feltpostbreve og Feltpostkort fra Hæren. Da Opholdsstederne af de enkelte Troppedele hyppigt skifter og Feltpoststationerne ofte bliver flyttet eller fuldstændigt ophævet, maa der advares mod at bruge disse Adresser.

Feltpostsendinger til Soldaterne i Felthæren skal kun være forsynet med Navn og Stilling saavel som den mulige fuldstændige Betegnelse af Troppeafdelingen, som Modtageren tilhører, og det helst i den Rækkefølge, der er angivet paa de officielle Feltpostkort eller Feltpostkonvolutter, hvorved man nøje maa skelne mellem Linje-, Reserve-, Udfyldnings (Ersatz)-, Landeværns (Landwehr)- og Lnadstormstroppeafdelinger.

Ingen Hesteudførselsforbud i Danmark. I Anledning af nye verserende Rygter om Forbud mod Udførsel af Heste kan “Sorø Amtstidende” fra absolut paalidelig Kilde meddele, at der aldeles ikke foreligger noget, som skulle give Anledning til Forbud mod Udførsel af Heste, saa meget mindre som Hæren nu har faaet, hvad den har Brug for.

Flensborg, Torsdag.

Endnu en Realskolelærer saaret. Det er endvidere bleven meddelt Overrealskolens Elever, at foruden Overlærer Dr. Albrecht ogsaa Realskolelærer Taneré er bleven saaret i Krigen. (Fl.Av.)

Nordslesvig, Torsdag.

Stævnede Værnepligtige. I “Amtsblatt” for den 12. September stævnes rigelig 30 Personer, deriblandt 1 fra Nordslesvig – Skræddersvend Jens P.C. Ravn fra Errigsted -, der sigtes for at have unddraget sig deres Værnepligt i Hæren eller Flaaden, til at møde i Retten.

Hejmdal