Tag-arkiv: krigsfangeflugt

20. november 1917. I kamp med engelske tanks

Christian Hansen, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 90, der sammen med Infanterie-Regiment Nr. 84 tilhørte 54. Infanterie-Division og i november 1917 befandt sig ved Cambrai.

Jeg blev uddannet i Rendsborg ved 84’erne, men kom ude i Frankrig straks til Res. Reg. 90, 9. Komp. Den 18. November 1917 var vi lige kommet i Rostilling, og allerede den første Nat blev vi purret ud, igen „Alarm mit Sturmgepack”, det var galt fat derude, og Tommy var ved at bryde igennem.

Vi kom til at ligge i 3. Linje, og her saa jeg for første Gang Tankene sat ind imod os. De store Kolosser kom anstigende og kørte lige saa nydeligt langs med Skyttegraven og skød med Revolverkanoner ned i disse. Der var ikke meget at stille op for os, og vi flygtede med 7 Mand ned i en dyb „Unterstand”. Inden det kom saa vidt, vilde vor Kompagnifører opildne os til at angribe Tankene med Haandgranater, men en Hamborger raabte til ham, at saa skulde han selv gaa foran med et godt Eksempel.

Det gjorde han ogsaa, idet han sprang op af Graven og skød paa Tankene med sin Revolver — og faldt straks. Det hele var haabløst, og vi flygtede som sagt ned under Jorden.

Ovenpaa var der et forfærdeligt Spektakel, og Tommy raabte til os om at komme frem. Vi flygtede først længere ned, men da vi frygtede for at faa Haandgranater kastet ned til os, kom vi frem med Hænderne i Vejret og overgav os.

Det var Skotter med Skørter og bare Ben, som vi var faldet i Hænderne paa. De første fire Dage var ikke skønne, idet det regnede næsten uafbrudt og vor Fangelejr var den aabne Mark indhegnet af Pigtraad med nogle tørre Kiks og Vand til Føde. Men Livet var da frelst.

Men saa kom vi til en Lejr med Telte, og her fik vi ogsaa varm Mad, foruden at vi blev badet og vort Tøj renset for Lus. Alene den legemlige Rensning og Befrielsen for Lusene kvikkede svært op.

Her blev vi inddelt i Kompagnier og fik Nummer. Jeg tildeltes det 147. Arbejdskompagni og blev Fange Nr. 447. Der flyttedes nu en Del rundt med os, og snart  arbejdede vi paa en Flyveplads og snart paa en Cementstensfabrik. Sidstnævnte Sted brugtes dansk Cement fra Aalborg, der kom i Trætønder, og Træet af disse Tønder smuglede vi ud af Fabrikken og tog det med til Lejren for at bruge det til Brændsel i Kakkelovnen.

Her i denne Lejr forsvandt en lille Hamborger sporløst. Ved Hjælp af nogle Kammerater blev han smuglet ud siddende i en Skraldespand, og det lykkedes for ham at komme gennem de fjendtlige Linjer og over til de tyske Linjer igen. Et Brev i forblommet Sprog til en af de Kammerater, der havde hjulpet ham til Flugten, fortalte om hans Genvordigheder, inden han naaede de tyske Linjer.

Eftersøgningen efter ham blev drevet saa energisk, at endda Gulvet i den Barak, hvor han hørte til, blev brækket op.

DSK-årbøger, 1943

5. september 1917. I Rumænien: K. Tastesen tages til fange – og flygter igen!

Füsilier K. Tastesen kæmpede på fronten i Rumænien i IR59.

Dagen efter var der nogenlunde roligt, men den 5. September om Aftenen ved 12-Tiden overfaldt Rumænerne og Russerne os. De havde skudt vore Lytteposter, og pludselig var de helt inde ved Skyttegravene. Overfaldet kom saa pludseligt, at der ingen Tid var til Modstand. Jeg skulde lige til at tage mit Gevær, da pludselig en Haand tog mig i Nakken, og jeg stod over for 3 Rumænere.

Der blev taget i alt 7000 østrigske Fanger den Nat. — Vi blev ført tilbage ned ad Bjerge, hvor vi naaede en By. Der blev jeg sammen med nogle andre lukket ind i en Lade, og der blev sat Vagt udenfor. Jeg lurede stadig paa en Lejlighed til at flygte, da jeg vidste, dette var umuligt, naar vi kom længere tilbage. Jeg kunde huske Vejen, vi var kommet ad, og troede sagtens at kunne finde tilbage. Det var meget mørkt uden for, men jeg kunde dog skimte Vagten.

Endelig var han gaaet saa lang bort, at jeg kunde faa Vinduet pillet op, og med et Spring var jeg nede og ude paa Vejen. Nu hørte Vagten mig og raabte, at jeg skulde standse, hvad jeg selvfølgelig ikke gjorde. Saa skød han tre Skud i Retning af mig, men ramte ikke, da han jo ikke kunde se mig. Hjertet hamrede i Livet paa mig, som skulde det sprænges, og jeg løb saa længe, at jeg var ved at styrte. Da jeg havde løbet et Stykke langs Vejen, maatte jeg over en lille Flod for at komme op efter Tusind og en Meter Bjerget. Vandet var dog ikke dybere, end at jeg kunde gaa over.

Nu begyndte jeg Opstigningen, og da det begyndte at lysne, mødte jeg nogle tyske Soldater. Jeg spurgte efter, hvilket Regiment de tilhørte. Ja, de hørte til 59. Regiment, altsaa samme Regiment som jeg. Saa spurgte jeg efter 1. Kompagni, men det vidste de ikke, hvor var. Saa fulgte jeg med dem og naaede Lejren, hvor jeg ogsaa fandt mit Kompagni. Jeg fortalte dem, hvad jeg havde oplevet, og jeg var meget glad for at komme tilbage til dem igen.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

 

15. august 1917 – Ribe Stiftstidende: en uheldig alliance

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Russeren og pigen fra Kiel

En uheldig alliance. Gaardejer Hans Jørgen Hansen paa Fol Vestermark, der er soldat, men for tiden har orlov, har i de sidste to aar haft en russisk krigsfange, som han var særdeles godt tilfreds med, da han passede gaarden godt under hans fraværelse. Men for knap et par maaneder siden fik de fra et fæstekontor en tjenestepige fra Kiel.

Og for godt 8 dage siden, da Hans J. Hansen og hustru ikke var hjemme, benyttede tjenestepigen og russeren ifølge Dannevirke lejligheden til at frastjæle deres husbond og madmoder en hel del klædningsstykker, deriblandt mandens sorte stadsklæder, guld- og sølvsager samt en hel del madvarer. Tyvekosterne har de faaet pakket ned i en rejsekurv og en kuffert, som de ligeledes stjal, og med byttet, der næsten udgjorde et lille halvt møblement, er de saa flygtede over grænsen.

Der fortælles, at en politibetjent i Ribe har truffet de to, der da var fint paaklædte i det stjaalne tøj.

Da han imidlertid fandt 800 mark i russerens og 200 mark i pigens besiddelse, lod han dem rejse videre. man mener, at pengene hidrører fra et tyveri, der i foraaret blev forøvet i Fol by, og for hvilket en kone var mistænkt og genstand for husundersøgelse, der dog ingen holdepunkter bragte for dagen. Man mener nu, at russeren har forøvet dette tyveri.

Sagen er meldt til politiet. Efter forlydende skal de allerede være anholdte i København og have været i besiddelse af de fleste af pengene. Der siges, at pigen vil blive udleveret til Tyskland og russeren interneret i Danmark.

Ribe Stiftstidende kan tilføje, at da parret var kommen over grænsen, tog de ind paa et hotel i Ribe, men da havde politiet her ingen hjemmel til at sætte det fast, og det rejste saa videre til København. Imidlertid var der saa indløbet skriftlig anmodning fra det tyske politi, og da overbetjent Petersen en dag, da han havde været ovre med russiske krigsfanger, gik ned gennem Østergade, saa han “den russiske herre og den tyske dame” promenere nok saa flot.

Han fulgte efter parret og foranledigede det anholdt, da han kom i nærheden af en københavnsk politibetjent. Og nu sidder den uheldige russisk-tyske alliance i arresten i København.

Dømt for unddragelse af værnepligten

Landsretten i Flensborg forhandlede ifølge Flensborg Avis i fredags bl. a. følgende: For unddragelse af værnepligten blev der i de anklagedes fravær forhandlet mod følgende: landmand Nikolaj Lauridsen Oksholm fra Gøtterup, tjenestekarl Valdemar Chr. Schrøder fra Sillerup, landmand Peter Lauritzen fra Sommersted, købmand Martin Lautrup og Iver Eriksen fra Haderslev, tjenestekarl Jakob Hansen fra Felsted, tjenestekarl Peter Simonsen og landmand Hans Simonsen fra Kastrup, klejnsmed Hans Kjær fra Aabenraa, bager Johannes Jacobsen fra Broager, landmand Jens Andersen fra Bæk, Joh. Klæschen fra Sønderborg, landmand Christen Johansen-Kromann fra Tornum, landmand Hans Nielsen-Jacobsen fra Rosk, landmand Peter Petersen fra Refsø, tjenestekarl Fr. Chr. Ihle (født i Broager), sidst i Skodborg, tjenestekarl Rasmus Løbel fra Skovby, tjenestekarl Chr. Danielsen fra Kastrup, bager P. Chr. Davidsen fra Harreslev Mark, tjenestekarl Jes Iversen Nissen fra Erlev, landmand Laurits Petersen Lange fra Rødding Mark, tjenestekarl Peter Petersen fra Fæsted, landmand Hans Callesen fra Endrupskov, tjenestekarl Iver Hansen Iversen fra Mejlby Mark, tjenestekarl Anton Christensen-Skovshoved fra Fredsted, tjenestekarl Fr. Hansen From fra Rangstrup, Lorens Borst Lauritzen fra Rødding, landmand Peter J. Sandholt fra Skovby, tjenestekarl Bertel Ebsen fra Haved, tjenestekarl Henr. Andersen Schulz fra Rødding, tjenestekarl Wilhelm Schulz fra Østerskovgaard, tjenestekarl Frederik Bennedsen fra Spandet, købmand Holger Midtgaard fra Spandet, skrædderlærling hans Madsen fra Dover, kommis Peter Rosen Hansen fra Skærbæk, tjenestekarl Ludvig Knudsen Bock fra Hammelev, tjenestekarl Jakob Petersen fra Fol. Samtlige anklagede, med undtagelse af Lauridsen, Davidsen og Hansen Iversen blev dømte til 1 aars fængsel. Forhandlingen mod de ovennævnte 3 anklagede for muligvis at indhente nærmere oplysninger.

Faldne

Malkerøgter Detlef Krogh og hustru i Avnbøl i Sundeved har modtaget budskab om, at deres søn Christian den 29. juli er falden, 27 aar gl. En broder til ham faldt for omtrent et aar siden.

Smedemester Krimling i Stenderup ved Toftlund har modtaget efterretning om, at hans søn er falden i Flandern.

Arbejdsmand Klaus Schøngarth fra Klosteret i Haderslev er død af blodforgiftning. han efterlader enke og tre børn.

Holger Jensen fra Rejsby er den 5. august død paa et feltlazaret i Frankrig; han efterlader hustru og to børn.

Saarede

Jørgen Lassen, søn af Chr. Lassen i Lauensby paa Als,  er bleven saaret i Flandern og ført til et lazaret i Tyskland.  

21. juli 1917. Russer skudt ved grænsen. Enkefru Røgind: “Den elendige Soldat”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

21. Juli.
Saa er det sandt. Den stakkels Russer, der har været et Aarstid hos Jepsens og har været Krigsfange i næsten tre Aar, vilde flygte over Grænsen ved Christiansfeld sammen med en Søn af Jepsens Nabo (Gaarden mellem ham og Thygesen). Det mislykkedes. Vagten skød Russeren og nappede den anden.

Den elendige Soldat, der har gjort det, gid han maa bøde derfor, hvorfor kunde han ikke skyde forbi, er det de 50 Rmk., der har fristet ham? Gid de maa tynge hans Sjæl, saa han aldrig faar Fred.

En ung, kraftig, pæn Mand, gift, lider af Hjemve, hvem kan undres derover, saa lader han staa til — og saa Døden, Mordet kalder jeg det nu. Hans Kone havde sendt ham en Pakke fornylig, hun faar jo nu intet at vide om hans Skæbne, og han er nu begravet paa Aller Kirkegaard. Man taler meget derom og alle er bedrøvede, han var saadan et flinkt Menneske, jeg har set ham flere Gange, havde et godt Ansigt.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 140)

Fem russeres eventyrlige flugt til Bornholm – Nyt på siden med redaktør Willemoës’ notesbøger

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende samlede i sine lommebøger stort og småt om begivenhederne ved grænsen til Sønderjylland.

Der er navnlig mange beretninger om sønderjyske desertører og flygtede krigsfanger.

Som regel har Willemoës selv interviewet sine kilder – men denne lange og spændende beretning har han på anden hånd.

Det er Grete  Bram Nissen, der transkriberer notesbøgerne.

5 russiske fanger til Bornholm

25. juni 1916

Nogle uger senere landede på Bornholm 5 andre russiske fanger nemlig 1) underfænrik Aljeksjei Fjederovitsch Chochtunoff, 15. tilliske grenader regiment, guv. Saratof; 2) Fjodor Andrjejevitsch Botschkin, 106. reg. 8 komp., guv. Novgorod, menig i 3) Sjemjen Sjemjenovitsch Starschinoff, 106. reg. 7. komp., guv. Novgorod, menig ; 4) Ignatu Jevgjenjevitsch Arsjentloff 106. reg. 8. komp. guv. Novgorod, menig; 5) Konstantin Trovotjevitsch Bjelkajoff, 301. reg. 11 komp. menig guv. Kasan.

Underfænrik Chochtunoff har skrevet følgende spændende og livlige beretning om hans og kammeraternes oplevelser.

Jeg er underfænrik (Feldwebel) i det 15’de tilliske grenader regiment og hører hjemme i landsbyen Gronkoff, kreds lapuchofski i Kamschinske amt i guv. Saraloff. Jeg var ved landvæsenet, indtil jeg skulle i tjenesten i byen Kronstadt, og jeg kender Petrograd godt. Jeg var 3 måneder ved fronten og deltog i heftige kampe, hvor jeg hentede mig to Georgskors, det første fordi jeg opdagede et fjendtligt batteri; det andet fordi jeg – da kompagnichefen var – med [] kompagni tilbagetog 3 fjendtlige angreb. Den 29.nov. 1914 blev jeg taget til fange på Warschaufronten ved landsbyen Skovrod; vi var i alt en 8.000 mand, der blev taget til fange, fordi ordren om at gå tilbage kom for sent og efter at vor front var brudt.

Hvis jeg nu skrev detaljeret om alt, hvad vi har måttet døje i Tyskland, ville ingen menneskelig skabning tro det; men jeg skal fatte mig i korthed.

Jeg har været i tre tyske lejre: Hammerstein, Butovje og Danzig. I Hammerstein har jeg været to gange. På min ryg bærer jeg mærker af de tyske grusomheder, stokke og piske faldt på den. Jeg har forsøgt at flygte 3 gange, hver gang fra Danzig. De to første gange førtes jeg til Hammerstein, den første gang var jeg der i 2 uger, den næste gang i 8 dage. Hver dag blev jeg bundet til pælen – straffepælen i 2 timer.

I slutningen af marts og begyndelsen af april 1915 var vi i alt 12.000 fanger i Danzig-lejren (Tralirski), og en ca. 2000 døde efterhånden af sult og sygdom. Det var rædselsfulde forhold og de lader sig overhovedet ikke beskrive. Vi fik hver dag ½ pund brød af et træagtigt mel, om morgenen te, om middagen vand (suppe?) og om aftenen te. Hver dag døde 20-30 soldater af sult og sygdom. Snart kom de bærende med en , snart med en anden, som bad: Giv os et stykke brød. Men ingen havde noget tilbage. Fangerne rodede jordsmonnet op i hele lejren og spiste de rødder, de på denne måde kunne få fat i ligesom de spiste alt affaldet fra køkkenet. Og tyske soldater slog os som ingen Ersofeder slår sine dyr. På russisk har vi noget, der kaldes en Mjeschatka, en stor slev, hvormed man rører rundt i gryden. Sådanne havde man også her; de var tykkere end en hånd. Når en fange havde gravet rødder op eller taget affald fra køkkenets affaldsbunker, blev han grebet, ført hen til pladsen ved køkkenet, lagt med ansigtet mod jorden og tildelt 13 slag med [dette] apparat. Endnu før fangen kan støtte på benene efter denne barbariske behandling, blev han rejst op og lagt hen på en pram for så måske at dø 2-3 dage efter. (Fangerne eller en del af dem er åbenbart anbragt i Pramme. Mod landsiden er lejren omgivet af pigtråd).

Der udbrød kolera, og i nogen tid døde der en 100 mand daglig; vi blev ængstelige og alle var vi forberedte på at dø. Tyskerne opdagede nu, at det var galt fat og at der måtte gives noget. Der blev bl.a. straks givet ordre til at forhøje madrationerne. Det var 4. eller 5. påskedag 1915. Jeg førte naturligvis dagbog og noterede hver dag begivenhederne, hvem der prygledes og hvem der pryglede fangerne. I 8 måneder skrev jeg i denne bog.

Som ovenfor omtalt flygtede jeg 3 gange fra Danzig.

Her har der tilsyneladende siddet et foto i notesbogen, hvorfor nedenstående muligvis kan være tekst til billedet

F   I Danziglejren befinder der sig ca. 12.000 fanger, dels indkvarterede på 3 store engelske dampere, spm lå i Tyskland ved krigens begyndelse, dels i en del flodpramme med hvilke tyskerne i fredstid sejler korn og træ fra Rusland. Disse dampere og pramme ligger i en kanal.

369

Første gang kom jeg kun lige ud af lejren. Vor lejr i Danzig – Trovlasko – lå mellem vandfyldte kanaler, og på den ene side var der spærret med 2 høje pigtrådshegn, mellem hvilke afstanden var ca. 7 meter.

Der stod 3 poster på vagt. Vi valgte at flygte gennem vandet. Jeg indlod mig på dette vovestykke, fordi jeg mente, at jeg nok kunne svømme 5-6 km., men jeg tog aldeles ikke i betragtning, at vi var så kraftesløse, som det skulle vise sig. I den pram, hvor vi var indkvarteret, var der på masten anbragt et redningsbælte. I det anbragte vi et trækors og anbragte så tøj og 10 rationer brød, som vi sparede op i løbet af et par måneder. Alt var rede til flugt, men tyskerne patruljerede også i kanalerne i både med skildvagter. Vi valgte den tid, da der var afløsning. Vi tog vort linned af og lagde det i redningsbæltet/bøjen, svømmede ud gennem to kanaler med bøjen, gik så i land og tog tøj på. Men allerede da vi havde tilbagelagt 3 km, blev vi grebne af svimmelhed og følte os overordentlig matte. Vi gik hen i en lille skov og tilbragte dagen i den. Det var den 15. april 1915. Næste dag måtte både min kammerat og jeg erkender, at vi havde overvurderet vore kræfter – vi var for svage til at gennemføre vor flugt. Vi gik så ud af skoven og blev grebet og under bevogtning ført til lejrkommandanten, en fin og elskværdig herre, der spurgte os ud om, hvorledes vi var flygtet. Han lod os der var officersaspiranter så gå på æresord, og dermed var vor første flugt endt.

Den 16. maj fik jeg fra mine forældre en pakke og 15 rubler, og tanken om flugt opstod på ny. En flugt syntes lettere nu, da der var mulighed for at komme med ud på arbejde. Der gik nogen tid; jeg fik flere penge og endnu en pakke, og jeg mente, at jeg nu havde kræfter dertil. Min kammerat, der var flygtet sammen med mig første gang, var allerede forsvundet. For 2 mrk 50 købte jeg et kompas og for 3 mark et kort, og vi var klar til flugt. Jeg fandt en kammerat, korporal Gjeorgii Tavnijoff, der var villig til at gå med. Det var ret vanskeligt at komme ud på arbejde, thi der var mange der meldte sig til; men jeg gav en jøde 5 mark for,. At han skulle vælge os til arbejde, og det kom vi også omsider. Det var den 16. juli 1915. Vi skulle arbejde et sted ca. 10 km syd for Danzig og kom dertil i alt 10 mand. Når vi kom op om morgenen fik vi en kop kogte, skrællede kartofler – det var kun lidt for os. Så slog vi rug indtil frokosttid, da man bragte os et gals kaffe og en tynd skive rugbrød. Så på arbejde igen indtil middag, da man gav os en stor kop kartofler; men brød [fik] vi ikke. Kammeraterne var alle klar over, at det kunne de ikke holde ud længe og talte om at flygte alle sammen. Jeg udtalte mig ikke, thi jeg vidste, at det var sikrest at flygte 2 ad gangen eller alene.

Det rum, vi opholdt os i, var en svinesti; vagtposten sov i beboelseshuset. Efter at have arbejdet i 4 dage, besluttede jeg at flygte; Tausujeff havde opgivet det. Jeg fik fat i en økse, og da svinestien, hvor vi var anbragt, lå langt fra gårdens beboelseshus, slog jeg om natten jernstængerne i stykker med øksen og slap bort. Jeg var klar over, at det var meget vanskeligt at flygte gennem Tyskland og navnlig gennem egnen ved Danzig, der er flad som en slette og gennemskåret af en mængde vandingskanaler og mindre vandløb. Natten var meget kort og lys, og næsten hele tiden færdedes folk på landevejen, dels til fods, dels i vogn. Første nat gik jeg lige frem, men måtte 6 gange klæde mig af og bære mit tøj gennem vandingskanaler. En gang måtte jeg svømme over, og mistede da både kniv, tændstikker og det sidste sæt linned; på et hængende hår havde jeg også tabt kompasset, men nu bandt jeg det om halsen. Jeg flygtede i retning af Mlawa. Det gik godt i 8 dage under adskillige spændende små oplevelser. Den 9. dag blev jeg opdaget af 3 børn og en kvinde, som øjeblikkelig gjorde anskrig, og en vagtpost og 3 polakker satte efter mig. Der var ingen skov eller noget andet i nærheden, hvor jeg kunne skjule mig, og de fik så fat i mig og fik mig til en jernbanestation, hvor der holdt et passager(person)tog.

I dette tog var der bagest tilkoblet 4 jernbanevogne med russiske sårede soldater, som havde ligget der 4-5-6 dage. Man førte mig hen til en af vognene, åbnede den, og gav mig et stød i ryggen med en geværkolbe, så jeg styrtede ind lige over de sårede soldater.

372

Det var så skrækkeligt at se disse lemlæstede soldater, hvoraf en del havde stærke kvæstelser i hovedet, at jeg ikke kan beskrive det. I halvandet døgn lå disse sårede soldater indespærrede i vognen og for tilstængede vinduer. Der fandtes på vejen ikke en eneste medlidende sjæl, som ville give disse hårdtsårede en drik vand. Da der en gang blev gjort holdt ved en station, og nogle af dem grædende råbte på vand, medens en anden råbte: ”Jeg dør!” blev døren pludselig revet op og en soldat slog efter os med bajonetten, medens børn kastede sten efter os.  Jeg var kastet ind i toget om middagen kl. 12. Halvandet døgn efter, kl. 1 om natten, kom vi til Hammerstein, og vi blev ført ud og gennem en skov. Jeg blev bragt til vagtlokalet og underkastet en grunddig undersøgelse. De fandt min dagbog hos mig. En løjtnant slog mig, og derefter blev jeg ført lige i arrest, sparket derind, hvorefter døren sloges i efter mig. Jeg opdagede næste dag, at der var 6 celler og at der var 48, der sad i arrest, alle flygtninge, der var grebet på de forskellige steder.

Jeg fik intet brød i to døgn, men hver dag blev jeg surret fast til straffepælen i 2 timer. Jeg havde 5 mark hos mig og havde gerne givet dem for blot et halvt pund brød, men forgæves. Den tredje dag fik jeg for 2½ mark af en soldat, der havde udstået sin straf, den portion, han skulle have. Varm mad fik jeg hver 5’te dag; det var en skål kartoffelsuppe.

373

Jeg blev forhørt om grunden til min flugt, og jeg svarede, at det var fordi kosten var så slet. Det var nok, så blev jeg ikke forhørt oftere. Den 9. dag om morgenen gav vagten mig ordre til at samle mine sager sammen og følge med. Det gik til jernbane stationen, og om aftenen kl. 10 kom jeg tilbage til Danzig-lejren, og til det samme fartøj, hvor jeg tidligere havde været. Da mine kammerater så mig igen, gav de mig russiske tvebakker og te.

Næste morgen blev jeg kaldt op til kommandanten, der spurgte mig, om jeg ikke havde givet mit æresord på, at jeg ikke ville flygte. Jeg svarede ham, at min russiske ed tillader ikke at give noget æresord til fjenden og at han ikke havde ret til at tage et sådant af mig (?). Han kaldte mig så ”Schwein”, og så gik jeg. Han gav imidlertid ordre til at lænke mig, og en lænke blev anbragt om min venstre fod og venstre håndled. Den gik jeg så med i 29 dage og fik arrest i 14 døgn.

I efteråret blev til vor lejr sendt en russisk læge ved navn Romanjeff, der talte udmærket tysk. Han stiftede bekendtskab med kommandanten og fik udvirket, at ikke jøder (polakker?) men russiske underfændrikker og oversergenter fik befalingen over de russiske fanger, fordi tyske soldater og jøder slog fangerne for de mindste ting, hvilket virkede meget uheldigt på dem. Kommandanten gik ind på Dr. Romanjeffs forslag, men vi tog kun nødig kommandoen. Imidlertid vi overtog den. Tyskerne tildelte os nu forsyninger til lejren, men uden spor af [?] eller opgivelse af vagt. Men vi fik åbenbart ikke det, der var tiltænkt os. Med egne øjne har jeg set, hvorledes tyske soldater, der skulle føre tilsyn i lejren, stjal af kødet. Og jøderne, der er bekendt for deres tyvagtighed, stjal også. Jeg undersøgte forholdene nøjere og gav dr. Romanjeff underretning. Ved lejlighed meddelte 4 fanger, der var udtaget til at gå til byen efter halm [?], at de  var blevet tvunget til fra samme skur [?] at medføre 4 sække kød, der samme dag blev kogt i køkkenet. Jeg meddelte dr. Romanjeff dette. Og det viste sig da, at en tysk løjtnant Wolff havde ladet dette kød (4 pud a 16 kg.) bringe bort, og at en russisk gendarm, som hele tiden havde gjort tjeneste ved den tyske grænse og talte godt tysk, hjalp ham dermed. Jeg konstaterer hermed, ast tyskerne fratog de russiske fanger af de knapt tilmålte rationer, som deres regering havde tildelt den daglige ernæring. Til gengæld angav løjtnant Wolff og den russiske gendarm – den spion – mig til kommandanten, idet de oplyste, at jeg havde gjort to flugtforsøg og ville forsøge at flygte igen, og jeg blev atter sat under et strengt opsyn. Vorherre havde imidlertid medlidenhed med mig. Kort efter påske i år 1916 sendtes løjtnant Wolff til fronten. Den russiske gendarm bad en jøde skaffe sig noget tysk brændevin. Jeg købte gennem jøden 2 flasker og drak den sammen med gendarmen. Og nu kunne jeg komme på arbejde.

375 – 378

Alt, hvad jeg her har fortalt, kan bevidnes af 15 fanger fra Danzig-lejren.

Så oprandt den 1. juni 1916. Vagten kom og krævede en arbejder til. Jeg tilbød at gå med. Mine kammerater undrede sig over, at jeg ville på arbejde, da jeg nu havde det forholdsvis godt, da jeg i den sidste tid jævnlig havde modtaget pakker og penge hjemmefra. I løbet af 10 minutter fik jeg samlet mine sager sammen. I depotværkstedet fik jeg 5 par støvler og nogle reneskjorter med til mine kammerater, og så gik det ud af lejren. På vejen mødte jeg den russiske gendarm og tænkte ved mig selv: Mon han melder mig til kommandanten. Heldigvis skete det ikke.

I nærheden af lejren er der et lille landingssted, hvorfra en lille dampbåd skulle bringe os til den modsatte side af kanalen. En tysk gefreiter (underkorporal) kom pludselig løbende fra lejren, satte sig ved siden af os og spurgte, hvor vi skulle hen – han kunne lidt russisk. Jeg svarede: ”Til arbejde”. Han svarede, at det var ikke heldigt og forklarede vagten, at jeg var løjtnant. Feldwebel og var flygtet tidligere. Jeg blev ængstelig for, at jeg skulle blive sendt tilbage til lejren; men der var intet at gøre. På stationen erfarede jeg, at vi skulle til Pommern. Vi kørte i 5 timer – måske 25 km i timen. Kl. 10 om aftenen kom vi til bestemmelsesstedet – havde fornemmelsen af, at det ikke var så overdrevent langt fra Danzig – og efter at have tilbagelagt ca. 8 km. Ankom vi til det gods, hvor vi skulle arbejde. Vagten førte mig til en bygning og lukkede mig ind. Der stod nogle kammerater i lasede og snavsede skjorter. Sovestederne var nøgne brikse. ”Nå, kammerater, hvordan har I det?” spurgte jeg. ”det får du nok at vide, når du i morgen spænder hestene for og skal stå i vand og grave grøfter!”

Der var i alt 25, og 5 kom fra et andet sted. Klokken 5 næste morgen purredes vi ud til arbejde. Vi kom ud og blev fordelt til arbejdet; nogle skulle grave grøfter, andre derimod arbejde på gården. Jeg var blandt de sidste. En kvinde, der arbejdede hos forvalteren, kom hen til mig; hun var ganske tandløs. ”Spænd for denne vogn”, sagde hun; det faldt mig vanskeligt at spænde hestene for de tyske vognstænger, men det lykkedes.

Så arbejdede jeg dér i 19 (?) dage. Hver dag fik vi ½ pund majsbrød og 1½ pund til dels rådne kartofler.

Da jeg arbejdede alene, måtte jeg efterhånden forhøre mig om, hvor jeg var og hvem der ville flygte med mig. Alt, hvad der behøvedes til flugt, havde jeg med mig, både tvebakker og kort [?]. Det viste sig, at 8 ville flygte, og de foreslog, at flugten gik over havet. Ingen af dem kendte imidlertid til at manøvrere med sejl, og jeg har nok været meget i båd (formentlig robåd) men har ikke kundskab til at sejle med sejl. Det tegnede ikke godt, men alligevel – jeg blev ved beslutningen om at flygte. På mit spørgsmål oplyste kammeraterne, at der var både ved kysten, men de vidste ikke, hvor stærke de var. Men så kom en af de soldater, der arbejdede hos mølleren i Pageb, Ignatii Arsentjeff. Han mente, at han nok kunne håndtere sejl, omend kun dårligt. ”Hvor har du lært det?” spurgte jeg. ”Men husbond har en sejlbåd, og i den sejler vi, når vi er ude at slå siv”. ”Hvor langt har du sejlet?” vel en 5-6 kilometer. Det var glædeligt, at der dog var én mellem, der havde kendskab til sejl.

Jeg tænkte nøjere over en flugt over havet og målte på kortet, hvor langt der var til Sverige, der var en 200 kilometer, og jeg regnede ud, at flugten ved en jævn vind kunne gøres på ca. 40 timer, i værste tilfælde dog næppe mere end 3 døgn. Jeg sov ikke om natten, for at tænke på flugten. Havet kan slå store dampere itu, men folkene kan dog redde sig fra planker. Jeg besluttede mig til at vove livet. Så snart vi var færdige med arbejdet, samlede s vi om forberedelserne. Ved havet havde nogle af kammeraterne set mange både, uden at de dog vidste, om de egnede sig til langfart. [?]fra andre grunde, der kom til os om søndagen, hørte vi, at der var en hos en fisker ude ved stranden. Jeg sendte så Arsjentjeff af sted for at undersøge, hvorvidt der sejlede tyske dampere eller fiskerbåde langs kysten, om de gik langt ud for at fiske, om bådene ude ved stranden, var store nok til at flygte i, om der var mulighed for at få fat i en, og at der i [?] tilfælde måtte være både sejl og årer. Fangen hos fiskeren oplyste at båden som der var tale om, ikke egnede sig for sejlads på havet og at der i løbet af kort tid var grebet 14 mand, som havde prøvet på at sejle. Arsentjeff undersøgte så grundigt møllerens båd og kom til det resultat, at den nok kunne bruges, kun måtte der laves årer til den. Vi besluttede os så at flygte i den.

To dage efter var alle rede. Vi havde endog skaffet os en lille elektrisk lommelygte til at belyse kompasset ved nattetid. Arsentjeff skaffede årer; han fandt 5 pæle og på enderne af dem huggede han et bræt fast – det var årerne. Sejlene lå længere borte, men dem kunne vi nok få fat i, erklærede Arsentjeff. Alt var således i orden. Stedet hvor vi befandt os, lå mellem byerne Rûgenwalde og Köslin i Pommern, 7 kilometer fra Rügenwalde. Der er der en bugt, der hedder See Burof (Sec Buckower); i denne bugt falder en å, hvis navn jeg ikke kender. Før åens udløb ligger ved bugten Pageb mølle, og båden dér brugte vi.

Dagen den 10 (?) juni oprandt. Vi sov om natten ved siden af køkkenet, og vi blev lukket forsvarligt inde hver aften.. For vinduerne var der anbragt stænger. Der var kun en væg mellem vagternes lokale og vort rum, og 3 gange hver nat gik vagten rundt om bygningen og gennem gården, hvor der tillige var en stor lænkehund, der blev sluppet løs hver aften.

379 – 388

Når vi andre gik på arbejde, blev én tilbage på gården for at hjælpe med ved kogningen af vor mad; ham gav jeg ordre til at løsne stængerne for vinduerne således, at de let kunne tages ned om natten. Vi skulle helst have medvind dvs. sydøst vind, når vi flygtede. Da klokken var 11 om natten, sagde jeg til kammeraterne: ”Drenge, lad os bede til Gud hvor den, der ikke frygter døden og som har bestemt at følge mig. Stå op og komme herhen, og jeg vil forklare jer, hvordan vi skal flygte. Kun fire rejste sig, de øvrige undslog sig af forskellige grunde. For at hæve modet hos dem, sagde jeg, at jeg ikke ville betænke mig på at sejle i hvilken som helst båd.

Vi begyndte at gå ud, skønt ilden endnu brændte og vagterne endnu passiarede; men jeg gik ud fra, at blev det først helt stille, ville det være vanskeligt at komme afsted uden at vagten hørte det. Jeg fik de kammerater, der blev tilbage til at tale højt og le, mens jeg løsnede stængerne for vinduerne og kom ud og fik alle sager rakt udenfor. Mine fire følgesvende kom også ud. Lænkehunden var ikke hjemme i øjeblikket. Afsted gik det, alt hvad vi kunne. Da vi kom til en å, tog vi vor linned af og gik ud. Pludselig kom hunden løbende efter os og gøede stærkt. Vi stod ude i åen og trak næsten ikke vejret; nogle minutter forløb i lydløs stilhed og vi hørte hunden fare hjem mod gården i fuld firspring. Vi gik op på den anden side og ind i en rugmark, og kort efter hørte vi igen hunden halse endnu heftigere ad os, men nu kunne den ikke få fat i os. Vi klædte os på. Vi skulle ikke gå ret langt – 2-3 kilometer, men vi må gå i en bue langs bredden af Bukowerbugten og gennem høje siv, hvorved vi undertiden sank i til knæene. Efter en halv times forløb kom vi til båden. En fange hos mølleren, Michail Kiriloff, hjalp med at bære sejl og årer ud. Vi kom hurtigt ud på bugten, fik sejlene hesjt og roede med 4 årer. Imidlertid vidste ingen af os, om vi fra denne bugt kunne komme ud i havet. Efter at have sejlet i en times tid kom vi ud i en kanal, ca. 30 m bred. Sejlene blev taget ned, og vi roede. Pludselig gik båden på grund. Jeg blev ængstelig. ”Hurtigt af tøjet, drenge!” råbte jeg, og i en fart fik vi os klædt af og bar båden gennem denne lille grundede kanal. Det var et slidsomt arbejde, for kanalen var lang. Og så lå der ikke ret langt fra den en landsby. Endelig nåede vi ud af kanalen til et sted, hvor havets vand mødtes med bugten. Her var der sand. Bølgeslaget slog båden snart til den ene side snart til den anden side, og vi tumlede med. Hurtig fik vi den ud på dybere vand. Nu var vi på havet.

Klokken var halv et. Sejlene hejstes, og vinden var sydøstlig, men ikke videre stærk, men vi brugte også årerne. Jeg regnede med at nå over til Sverige. I begyndelsen styrede jeg efter kompasset. Da vi uden uheld havde sejlet i et par timer, opdagede vi i retning af Rügenwalde en plet, der hurtigt nærmede sig. Vi fik hurtigt sejlene ned og farten sagtnede meget. Pletten viste sig kort efter at være en tysk torpedobåd, som passerede os i kun 4-5 km’s afstand. Hvorfor den ikke tog os, kan jeg ikke forstå endnu den dag i dag med mindre den ikke har opdaget os eller den har troet, at vi var tyske fiskere – hvad der unægtelig også var vor hensigt med at tage sejlene ned. Kort efter så vi torpedobåden vende og sejle mod kysten mod vest. En halv times tid efter opdagede vi en tysk damper sejlende mod vest. Vi fortsatte vor fart alene med årerne.- Da vi opdagede torpedobåden, var vi i grunden på det rene med, at vor flugt var sluttet, og vi kastede allerede en del af vore sager i vandet. Nå, vi fortsatte med at ro til kl. 1 om middagen, da vi hejsede sejlene igen. Ved 2 tiden så vi – det var måske kun et luftsyn – høje skrænter, skov, skibe og landsbyer. Vi havde kun et dårligt kort uden synderlige detaljer. ”Det er den tyske kyst, drenge, styr bort fra den!” råbte jeg; det gjorde vi, og kysten forsvandt. Efterhånden gik vinden om i nordøst og havet kom i så stærkt oprør, at det ikke længere var muligt for os at gå for sejl; men vi roede så godt, vi kunne, skønt vi var klar over, at denne vind ville drive os tilbage til den tyske kyst; der var intet at gøre – det var så Guds vilje. Vinden blæste nu temmelig stærkt og havet begyndte at brøle, og bølgerne blev højere og højere. Vort ror var ikke stærkt; og vi fik så stivet det af med to planker eller brædder og fik tillige anbragt en åre i det. Mine kammerater kunne ikke styre roret i denne stærke søgang. Jeg styrede så – i begyndelsen alene. Imidlertid slog søen ind over båden, og to mand øste ustandselig med en spand, som vi havde taget med. Det så kritisk ud for os, og vi tog alle afsked med livet. Vi løste et tov op, hver mand slog det en gang om livet og enderne bandt vi til båden. Vi ventede det frygtelige øjeblik, da døden skulle gribe os. Alle var vi svimmel, hostede og kastede op. Vi havde intet spist for ikke at komme til at kaste op.

Efter at have styret i et par timer i det hårde vejr kunne jeg ikke mere; mine hænder var blodige. Så afløste Fjodor Botschkin mig, og vi skiftedes dertil. Ved 12-tiden anden nat stilnede vinden af og blev igen sydøstlig, og kl. halvfire hejsede vi sejlene og sejlede således til i nok en 5-6 om aftenen for jævn god vind og med god fart uden at bruge årerne. Hen under aftenen blev det storm igen – vinden var nu østlig – og vi tog sejlene ind. Vi troede nu, at vinden ville føre os – ikke til Sverige – men til Danmark. På det tidspunkt skimtede vi igen kyster nord for os – jeg troede, at det var et luftsyn igen, men det var det ikke, hvilken kyst det var, kunne jeg dog ikke regne ud. Vi drev imidlertid bort fra denne kyst, hvad vi var meget nedslået over, men der var intet at stille op. Vinden og søen var stærkere end os, bølgerne til tider skrækkelige, men vinden syntest mildere. Vi var nu tre der styrede. Således sejlede vi til kl. 2 om natten, da blæsten flovede [?] af medens søgangen syntes lige stærk. Vi tog senere sejlene ned og brugte årerne samtidig med at vi nu satte kursen mod nord. Pludselig opdagede vi en prik, der kunne ligne kuplen på en høj kirke. Vi blev glade. Vi havde endnu ikke mødt en eneste fugl ud over måger, nu måtte der dog altså være en kyst i nærheden. Vi kunne ikke forstå, hvad det var for noget og sejlede derfor tæt forbi tingesten, der viste sig at være et sømærke lavet som en rubin af blik, forsynet med 3 bogstaver, som jeg ikke kunne tyde – det kunne jo tænkes at det viste grænsen mellem det tyske og det svenske havområde. Vi tænkte et øjeblik på at lægge os her, men det var for [?], fordi sømærket uafladeligt dukkede langt ned og derefter skød op over vandet. Vi fortsatte imidlertid sejladsen til kl 2 om eftermiddagen (den     dag), da vi i det fjerne opdagede kyster mod nord og  fugle begyndte at vise sig. Det var med ubeskrivelig glæde, at vi konstaterede, at vi gjorde denne opdagelse og vi trak endnu stærkere på årerne, men der næredes dog tvivl om, hvorvidt det var Tysklands kyster eller andre og selv var jeg heller ikke klar over det, men jeg forsikrede dem dog, at det måtte være danske eller svenske øer. Vi nærmede os nu mere og mere kysten uvis om, hvorvidt vi på ny skulle i fangelejr eller arrest, i forhør eller sendes tilbage til Tyskland eller måske skulle nyde friheden og vende tilbage til Rusland. Vi skrev nu den 25. juni, og klokken halv seks om eftermiddagen sejlede vi ind i selve havnen; vi fik at vide, at vi nu var kommet til Rønne på øen Bornholm.

Og hvor blev vi ikke forundrede over det danske publikums elskværdige forhold overfor os russere. Jeg troede, at det lille kongerige lå så langt borte fra os, at det intet kendte til vort land. Men tværtimod viste det modsatte sig. Alle løb ned til stranden, hvor vi landede, og alle viftede med lommetørklæder og råbte ”Leve russerne!”, og selv små børn, der knap kunne gå, sagde ”Kaput Deutsch”. Jeg blev forbavset over danskernes udprægede sympati for russerne, skønt vi bor så langt fra Danmark. Under hele mit ophold har jeg ikke truffet ét menneske, voksne som børn, som ikke tog hatten af, når han gik forbi os eller viftede med lommetørklæderne og her er ikke gået en dag, uden at vi modtog gaver i form af cigaretter, cigarer, pølser, kager og chokolade – vi blev i det hele modtaget her, som man i Rusland modtager sin slægt ved store højtideligheder, men begejstring og glæde.

Vi er nu i karantæne som det hedder på russisk, en foranstaltning, som findes i ethvert civiliseret land og har været her i 10 dage. Vor læge er en god mand, han sørger godt og omhyggeligt for vor pleje ligesom sygeplejersken.

385

Hele vort liv vil vi mindes dette ophold og altid være dem taknemmelig. Og så takker vi vor Gud, at han formede det således for os og gav os en tolk som kan russisk – det eneste menneske her, som kan tale vort sprog. Han hedder Alfred Krestjanovitsch (Købmand Alfred Bidstrup, Rønne). Jeg har ikke udtryk til at betegne, hvor hjertensgod og rar, han er. Hver dag kommer han til os, oversætter for os, fortæller os alt muligt og forærer os alt, hvad vi har brug for.

Fra mit ophold i den tyske fangelejr ved Danzig kunne jeg fortælle mangt og meget, men det kan have min interesse at oplyse, hvorledes tyskerne narrer de delegerede, der af de neutrale udsendes for at besigtige fangelejrene. – Deres opfattelse – de er og bliver barbarer – er den, at Gud er i himlen og tyskerne på jorden, hvor alle andre skabninger er til for dem. Jeg har for kort tid siden i en avis læst, at tyskerne begyndte at anerkende Haagerkonventionens fordringer overfor savnede soldater i fangelejrene, idet der siges at være udstedt mod – som hidtil at frygte fangerne, som man har behandlet værre end tyskerne behandler deres hunde.

Lige indtil marts måned gik de russiske krigsfanger med dårligt fodtøj og dårlige klæder, og om sulten har jeg tidligere meddelt. Når de delegerede fra et neutralt land ventes – de første kom hertil i slutningen af 1915 – har tyskerne i depotet anbragt et par hundrede støvler, kapper og uniformer, og alle fangerne drives hen til en barak, den der ligger mest til en side. Hos os var der jo ikke barakker, men dampere; vi blev dirigeret hen i den fjernestliggende, indtil de delegeredes besøg er forbi; medens de fanger, som de delegerede kan antages at komme til at se, forsynes med støvlerne, uniformerne og kapperne på depotet; men kun nogle er forsynet med linned. I den sidste tid fik vi en del sendt fra Rusland. På alle de steder, hvor der kan ventes eftersyn, anbringes der senge eller madrasser, men i de andre fartøjer er nattelejet værre end tilsvin og ligeså lidt senge som madrasser. For øvrigt var der meget fugtigt om bord i fartøjerne og ganske særlig om vinteren og i regnvejr. I marketenderiet solgtes der alt muligt i den tid de delegerede var her, både tvebakker, kager og sild; men så snart de delegerede rejste, blev der kun solgt limonade og tobak. Kommandanten anstrengte sig endog at få stillet et bageri på benene for at de delegerede skulle se, hvor godt der blev sørget for fangerne, og der blev anbragt 12 sække, helt fyldte. Men det, der var i dem, var cement, og sækkene blev godt bestrøet med mel, så at ingen kunne falde på, at det skulle være andet. De glemte ikke at henlede opmærksomheden for denne forsyning med mel og førte på den måde de delegerede bag lyste.

Der var også en dansk delegeret med – jeg tror, jeg så ham.

Når de delegerede kommer til en lejr, gælder det om at føre dem til steder, der er arrangerede med besøget for øje, og at undgå de øvrige steder. Til den ende går der 5-6 officerer foran og lige så mange bagefter den eller de delegerede og spærrer – tilsyneladende umærkeligt for den fremmede – vejen for den dør, hvor besøget ikke ønskes. Jeg fik dog til en russisk udsending bemærket i nærheden af bageriet:” Det er ikke mel, men cement”.

Et sted, der altid undersøges, er køkkenet med forplejningen. Kommandanten havde ordre til at holde 1014 (?140) svin, og når de delegerede kom, fik de at se hvorledes slagtningen begyndte. Og ligeledes hver gang de delegerede kommer, lægges de tyske soldaters kødrationer på bordene og bliver liggende dér, som om det var fangernes mad.

Det var ellers fangerne strengt forbudt at tale med den delegerede, Gud nåde os, om tyskeren hørte, at vi henvendte os til dem – det var det samme som prygl og desuden 14 dages arrest.

En behandling som denne er vist mod masser af russere, og de vil mindes det, så længe det russiske rige består. Jeg har skrevet dette, fordi jeg gerne vil have, at det gennem det danske folk, skal kundgøres, hvorledes de tyske barbarer bærer sig ad.

Undskyld, at jeg ikke har skrevet bedre, men indtil mit 22. år kunne jeg hverken læse eller skrive og jeg har ikke en gang gået i nogen skole, men har ved eget arbejde måttet lære mig det, da jeg aftjente min værnepligt – den russiske militærskole giver ikke undervisning i læsning og skrivning men giver den specielle militære uddannelse.

russiske_krigsfanger_bornholm_s388

Herefter er der en tekst, som ikke er skrevet af Willemoës, idet der er tale om en helt anden håndskrift og siderne er ikke nummererede. Det er tilsyneladende en beretning afgivet til en kvinde, idet denne tituleres ”frøken”:

Om de førnævnte 3 russeres rejse fra Bornholm til København i slutningen af juli 1916 berettes følgende i et brev, dateret Rønne den 3. august 1916:

Afrejsen herfra med de 7 russere var ret eventyrlig. Vi har her på Bornholm en del tyske spioner, vel også andre, men dog især tyske bl.a. er her en tysk reserveofficer, der har et hotel på nordlandet. Officielt rejser hotelejeren Reolf Müller mellem Bornholm, Sverige og København som turistfører, men der er absolut ingen tvivl om, at han er spion. Tyskerne giver nemlig ikke en mand i 30 års alderen tilladelse til at forlade Tyskland, når han er så rask som R.M.

Den dag der var fastsat til afrejsen fra Nexø, hvor russerne sidst opholdt sig var mandag aften kl. 12; de gik uden for byen, hvor konsulens vogn holdt og ventede på dem, og kørte så de 4 mil hertil. Jeg var fra kl. 3 morgen uden for Rønne for at afvente dem, og vi kørte ind til mine forældre, hvor vi lukkede kusken inde i gården, så han ikke hverken med eller mod sin vilje kunne meddele nogen noget før kl. ca. 6, da faders kusk kom. Kl. godt 4 gik vi til havnen i to partier og kom godt om bord uden at være set af et eneste menneske.

Kl. 6 gik damperen til Ystad, men meget forend vi nåede den svenske territorialgrænse kaldte kaptajnen mig op på kommandobroen og meddelte, at vi havde R.M. og en anden tysker med. Disse vidste ligeså lidt som de øvrige passagerer, hvilke rejsefæller de havde. Kl. 8½ stod så en tysk armeret trawler ned imod os og kaptajnen kaldte mig atter op på broen og meddelte, at der i agtersalonen var et lille rum, som ikke stod opgjort i noget af skibspapirerne, der kunne vi putte russerne ned, dersom vi skulle stoppe. Dette skete imidlertid ikke og vi kom godt til Ystad.

Ved landgangen så de to tyskere selvfølgelig russerne, og da vi var kommet op til jernbanestationen, var jeg inde der for at telegrafere til min kone, der var mindst lige så nervøs som jeg. Reolf Müller telegraferede også et eller andet sted hen, desværre kunne jeg ikke se hvad han skrev. På rejsen til Malmø holder toget hyppigt og hver eneste gang vi havde holdt ved en eller anden station, gik R.M. ned gennem alle kupeer for at se om russerne, der sad i den allerforreste endnu var med.

Ved toldboden i Malmø passede R.M. stadig på ikke at være længere fra os, en at han kunne høre hvad konsulen og jeg talte om. I Malmø blev vi for resten også skarpt iøjetagen af et par svenskere. Vi måtte jo så se at putte d’herrer blår i øjnene og spurgte derfor toldvagten om vej til et hotel og efter den russiske konsuls adresse i Malmø, for at aflevere russerne til ham. Samtidig meddelte vi, at vi skulle blive i Malmø til fredag, da vi skulle afvente ordre fra det russiske generalkonsulat. Vi tog så op på et hotel og spiste, og rejste så over til København med en senere godsfærge, og De kan tro, frøken, at vi drog et lettelsens suk, da vi lå godt fortøjet i Frihavnen.

Den herværende russiske konsul var jo med, men da han ikke taler russisk, sov han det mest mulige; han havde nemlig slet ikke været i seng, førend han kl. godt 4 kom ombord på damperen i Rønne havn.-

Overfor disse 7 russere har konsulen i øvrigt vist sig umådelig flink, for resten også flot, idet deres ophold her i alt kom til at koste mellem 11 og 1200 kr. selvfølgelig beklædning incl.

Siden disse 7 mand rejste er begge vore rutebåde stoppet af tyskerne næsten daglig.

I år har det russiske generalkonsulat sendt 258 eller 261 flygtninge hjem, meddelte konsulen mig.

Se mere på redaktør N.C. Willemoës’ egen side

8. september 1916 – Ribe Stiftstidende: Nordslesvigerne i slaget ved Somme

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Nordslesvigerne i slaget ved Somme

Krigskorrespondenten, Dr. Adolf Köster giver i Schleswig-Holsteinische Zeitung de slesvigere,  som deltager i slaget ved Somme, følgende vidnesbyrd: De er ikke højrøstede disse mænd fra Slesvig og Aabenraa, fra Husum og de frisiske øer. De trænger sig ikke frem. De gør sig ikke til af deres bedrifter: Hvorledes man faar Jernkorset? Man træder paa befaling frem og modtager det. Saaledes er de, ædruelige og dog følsomme, faamælte men i rette øjeblik fulde af vild kraft. De yder et stort arbejde, er sejge forsvarere. Ingen anden stamme overgaar dem i ilddisciplin – en prægtig race i krigen som i fredstiden.

En elev fra Ribe katedralskole falden

Købmand Jens Jensen, Allégade 4 i Haderslev, tidligere i Hvidding, har fra felten modtaget den sørgelige meddelelse, at hans eneste søn, Andreas, er falden under de sidste dages haarde kampe. Den afdøde blev 26 aar gammel; han var bogholder og havde en meget god plads i Julius Nielsens forretning i Vojens. han blev indkaldt for halvandet aar siden og har deltaget i kampene baade i øst og i vest. Sidste gang var han hjemme i pinsen. Jensen havde faaet en meget god uddannelse, en tid lang var der tale om, at han skulde have været paa officerskole. At han var afholdt af sine kammerater, vidner ogsaa det brev om, i hvilket kompagniet meddeler forældrene det sørgelige budskab. Nogle faa af hans ejendele er blevne sendt hjem. Medens faderen boede i Hvidding, gik Andreas i Ribe katedralskole og tog realeksamen her fra i 1908.

En russisk fange skudt

En russisk krigsfange søgte i mandags at komme over grænsen ved Vejstrup Skov. Da han naaede ind i den Aller kro tilhørende mose, blev han opdaget af de tyske vagtposter; de skød paa ham, og han, der kun var ca. 300 alen fra grænsen, styrtede ramt til jorden, men mens han laa der, skød man paa ham endnu to gange. Saa vidt man ifølge Kolding Avis kunde se fra dansk side, levede russeren endnu, da tre tyske soldater slæbte ham bort.

Faldne

Jens Weggerslev og hustru i Skelle ved Broager har modtaget budskab om, at deres ældste søn Hans er falden i Rusland den 28. august, 20 aar gl.

Bødker J. Petersen i Guderup paa Als er falden. han efterlader hustru og 3 børn.

Købmand Jens Jensen i Haderslev, tidligere i Hvidding, har modtaget meddelelse om, at hans eneste søn Andreas Jensen er falden, 26 aar gl.

For nogen tid siden meddeltes, at landmand Kristian Nicolaisen fra Gasse ved Skærbæk var falden; han blev ramt af et skud i hjertet. En broder laa i nærheden; han kom hurtig til stede, og i hans arme udaandede den haardt saarede.

I tabslisten meddeles, at Anders Bjerrum fra Øster Gasse er død.

Saarede

Forpagter Rasmus Rasmussen fra Slyngsten ved Felsted er saaret.

I tabslisten meddeles, at Ernst Røbbe fra Kristiansdal, Peter Petersen fra Skovbøl i Aabenraa amt, og Johan Iversen fra Kegnæs er haardt saarede; Andreas Nielsen fra Arrild opføres som haardt saaret og savnet.

Nikolaj Kudsk fra Friskmark ved Gram har skrevet hjem, at han er paa et lazaret i Hannover.

I fangenskab

Jørgen Christensen fra Rødekro menes at være i engelsk fangenskab.

Landmand Jacob Dahlmann, søn af gaardejer Mikkel D. i Randerup, er i fransk fangenskab.

I tabslisten meddeles, at Jens Jessen fra Uge og Nicolaj Wrang fra Egen er i fangenskab.

Endvidere meddeles, at Hans Ehlers fra Guderup og Peter Petersen fra Mintebjerg er i fangenskab, og at Christian Christensen fra Vester Nybøl er let saaret og i fangenskab.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Mathias Møller fra Hellevad, Christen Andresen fra Ullerup og Karl Clausen fra Sønderborg og Peter Frost fra Felsted er savnede.

 

3. august 1916 – Ribe Stiftstidende: Russisk fange skudt

Skudt russisk krigsfange

I mandags skulde en russisk krigsfange transporteres fra Klovtoft til Aabenraa. I nærheden af skyttehuset i Aabenraa løb han fra soldaten, der ledsagede ham. Han løb ind  i skoven og blev trods gentagne tilraab ikke staaende, men skjulte sig bag træstammerne. Et af soldaten afgivne skud ramte ifølge Hejmdal fangen i hovedet og dræbte ham paa stedet.

Faldne

Skatteopkræver Peter Larsen fra Sønderborg er falden den 20. juli.

Peter Chr. Nissen fra Tyrstrup er falden den 16. juli, 39 aar gammel. Han efterlader sig hustru og 3 børn.

Hjuler Christian P. Schultz fra Gram er den 16. juli faldet ved Riga, 37 aar gl. Han efterlader hustru og en søn.

Landmand Gildhof i Terp ved Rødding har fra kompagniet, hvor hans søn laa, faaet pakker og breve tilbage med paaskriften “falden”.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Andreas Andresen fra Haderslev og Ernst Møller fra Aabenraa er faldne.

Enke Anna Schmidt, født Nissen, har modtaget efterretning om, at hendes søn Hans den 15. juli er død paa et lazaret, 22 aar gl.

Enke Margrethe Clausen i Vilsbæk ved Holebøl har modtaget efterretning om, at hendes plejesøn, Peter Ohlsen, er falden ved Arras den 17, juli, 28 aar gl.

Enke Nielsine Winkelschildt i Mølby ved Sommersted, har modtaget meddelelse om, at hendes søn Hans er falden den 11. juli, 21 aar gl. Fru Winkelschildt mistede i de første krigsmaaneder sin mand, der døde som følge af et hjerneslag. Hendes ældste søn har været savnet siden november 1914.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Thomas Holm fra Haderslev er falden.

Paul Wegener og hustru i Vandling, har modtaget budskab om, at deres søn  Christian den 29. juli er død paa et krigslazaret, 23 aar gl.

 

Saarede

Vognmand Rudolf Brink, søn af vognmand Brink i Aabenraa, er ved Somme bleven saaret og derefter bragt til et lazaret i Tyskland.

Enke Marie Festersen i Hostrupskov ved Aabenraa har modtaget meddelelse om, at hendes søn Fester er bleven saaret ved Somme og er paa feltlazaret.

Frederik Hansen fra Høkkelbjerg ved Aabenraa er bleven saaret ved Somme og befinder sig i et sydtysk lazaret.

Hans Christensen, søn af gæstgiver og gaardejer Jørgen C. i Traasbøl i Felsted sogn, er ved Vestfronten bleven temmelig haardt saaret.

Ungkarl Chr. Feddersen fra Terp ved Rødding er bleven saaret paa Vestfronten.

Landmand Chr. Rygaard fra Terp er bleven saaret.

Gaardejer Hans Nørgaard fra Terp er bleven saaret paa Vestfronten er paa lazaret i Aachen.

Jakob Iskov fra Brendstrup er ved Vestfronten bleven saaret i venstre arm og er undervejs til et lazaret.

Landmand Jørgen Andresen fra Strandelhjørn ved Bevtoft er bleven saaret og befinder sig paa et lazaret i Freiburg i Bayern.

I fangenskab

Handelsbetjent Peter Fisker, søn af landmand L. Fisker i Jels Skov, er i fransk fangenskab

Enke efter landmand Frandsen paa Hygum Mark har modtaget efterretning om, at hendes søn Peter er i russisk fangenskab.

Savnede

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Nørr fra Kegnæs er savnet.

 

18. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: Ingen kornmark til grænseskel

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Grænsebevogtningen og kornmarkerne

I foraaret blev det forbudt grænseboere at tilsaa deres kornmark nærmere til grænseskellet end til en afstand af 50 meter, og grunden til dette forbud sagdes at være den, at man derved vilde forhindre flygtninge – krigsfanger og desertører – i at skjule sig i kornet og saaledes lettere uset komme over grænsen. Der henligger derfor af kornmarkerne langs grænsen et bælte paa 50 m.s bredde, som er bart hvor end ikke markens ejer maa sætte sin fod, med mindre han har erhvervet en særlig tilladelse dertil eller er under særligt opsyn.

Forfremmelse

Tandlæge Ewald fra Sønderborg, svigersøn af gaardejer Dall i Skodsborg, der har virket som tandlæge i et lazaret for kæbesaarede i Baden i 1,5 aar,  er ifølge Flensborg Avis bleven forfremmet til krigstandlæge og har faaet ledelsen af en tandklinik i en stor troppeøvelseslejr og fangelejr i Sydtyskland.

Faldne

Landmand Chr. Klausen paa Lunderup Mark ved Rødekro er død i russisk fangenskab d. 15. januar. Han efterlader hustru og 4 børn.

Gaardejer Mathias Bruhn fra Hovslund mark i Øster-Løgum sogn er falden paa Vestfronten, godt 30 aar gl.

Ludvig Dehn, Haderslev, er den 7. juli falden, 20 aar gl.

Enke Hænisch i Aabenraa har modtaget budskab om, at hendes eneste søn Oskar er død af sine saar paa lazaret paa Vestfronten.

Jørgen Schønemann, en søn af Jens S. i Spandet, der har været med som krigsfrivillig, er den 20. juni død af haarde saar.

Saarede

Albert Lind fra Løjtkirkeby er saaret under de sidste kampe i Galizien.

En søn af Jakob Knudsen i Adsbøl ved Graasten er alvorligt saaret ved Vestfronten.

Savnede

Niels Fogt fra Avnbøl i Sundeved har været savnet siden den 15. juni i Galizien.

En søn af fhv. farver Hansen i Ullerup er ogsaa forsvunden.

 

12. juli 1916. Eventyrlig russerflugt. Fra Willemoës’ notesbøger

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

12 juli 1916

Russere i Ribe i 43 dage fra Neu Strelitz.

Den 12. juli 1916 ankom en tredje russer til Ribe, nemlig sergent Pjotr Gregori Patuk af 104 inf.reg. (guv. Minsk). Han havde været 3-4 dage undervejs fra en fangelejr i Neu Strelitz. Han flygtede derfra sammen med en kammerat Nikolaj Nintonoff Pjevaschko. Der blev imidlertid skudt på dem ved grænsen, og Pjotr følte sig overbevist om, at kammeraten var blevet ramt. Stor blev derfor hans glæde, da Nikolaj næste dag bragtes til sygehuset. Pjevaschko, der er bonde i guv. Gradno, hørte til 118 reg. Deres glæde over at gense hinanden var ubeskrivelig, de omfavnede og kyssede hinanden.

s 288

Pjotr Patuk, der siden sin tilfangetagelse har ført en ret eventyrlig og til tider spændende tilværelse, fortæller bl.a. ”Lige fra den dag, jeg toges til fange, spekulerede jeg på at slippe bort fra det tunge åg”.

Første gang jeg forsøgte at flygte – det var sammen med en franskmand, kom vi kun til pigtråden, da tyskerne fik øje på os. Og da vi ikke kunne nå at skære pigtråden over i løbet af et par minutter, blev vi grebet af tyskerne og måtte til straf sidde i fængsel i 14 døgn.

Anden gang jeg forsøgte at flygte, tog jeg afsted sammen med to kosakker, og i løbet af 12 dage nåede vi til Kielerkanalen; men da vi dér ikke kunne finde nogen båd og slippe over med og da civile folk fik øje på [os] og henledte militærets opmærksomhed på os, måtte vi, da vi nu befandt os i nærheden af jernbanelinjen over Kielerbroen var der ikke andet at gøre end at prøve på at komme op på det kommende tog. Det lykkedes os, men midt inde på broen, blev kanalen oplyst, og vi blev opdaget, og da vi kom til den næste station (byen Slesvig) kom en soldat ud og greb os kl. 1 om natten og anbragte os i vagten. Jeg kan ikke sige, kun det skar mig i hjertet, at jeg ikke nåede at få fuldført min plan. Jeg forsøgte at flygte fra vagtlokalet og dets to soldater, men det lykkedes ikke. For flugten fra lejren måtte jeg tilbringe 21 døgn i arrest. Det var hårdt. Jeg fik kun varm mad hver 3. eller 4. dag. Herefter tilbragte jeg ca. 4 måneder i lejren i Güstrov. Så førtes alle underofficerer til lejren i Neu Strelitz, hvorfra jeg besluttede at flygte sammen med en anden kammerat. På postkontoret, hvor der sad en kammerat, var der et stort kort; det kopierede jeg. Et kompas fik jeg også fat i efter nogen tids forløb – ligeså i en knibtang.

Russiske_krigsfanger_s289

Min tredje flugt påbegyndte jeg kl. 12½ om natten. I løbet af en halv times tid lykkedes det at file pigtråden over, og kl. 1 om natten slap vi ud af lejren og gik hurtigt et par timer, men så kom vi i mørket bort fra vejen og ind på marker og moser, hvilket beredte os mange vanskeligheder.

På vor flugt, der skulle vare 45 (43?) dage kom vi efterhånden gennem mange steder, hvor der lå tropper.

Da vi nåede landsbyen Kroffelitscho, fik politiet øje på os, men vi skyndte os ud på en mose og gik senere derfra videre. Vi søgte så vidt muligt at komme til at ligge i rugmarker om dagen – en ikke altid ufarlig situation, da vi ofte kunne høre soldaternes højrøstede tale på de landeveje, som førte os tæt forbi os. Var der ikke rugmarker, skjulte vi os i en skov, hvor vi almindeligvis havde det herligt og helt fornøjeligt: ovenover os fuglesang og måske kun 100 skridt fra os tyskerne, der skændte fra kraget[?] med deres forbandede (djævelske) stemmer, hvilket til tider kunne forurolige os. Da vi nåede Wismar ved Østersøens bred gik vi videre ad chausséen og opdagede en stor bygning lige foran os. Da vi forsigtigt gik nærmere, sprang en stor vagthund frem og gøede stærkt, og efter den kom en vagtpost. Vi skyndte os bort det bedste, vi kunne. Herefter måtte vi passere en mængde vandløb og moser, og jeg blev efterhånden så afkræftet, at jeg næppe kunne slæbe mig frem.

Natten derpå gik vi videre. På chausséen foran os så vi tre mænd, der hurtigt gik fremefter; vi gættede, det var flygtninge, men vi turde ikke spørge. På vor vej videre nåede vi ind på jernbanen, hvor en tysker kom os i møde for at gribe os; men vi skjulte os hurtigt for hans ???? og slap lykkelige videre.

Næste nat omtrent et kvarter før 12 begav vi os igen på vej; men det var nu søndag og folk sov ikke endnu; det var vanskeligt at komme frem gennem de mange mosestrækninger og over de mange grøfter. Næste nat gik vi videre og ankom til den store station Blankenberg . Her så vi et par meget store bygninger, den første lignede en skole og den næste, den største syntes ubeboet. Udenfor den syntes at stå en stor sten eller lignende, men da den kom nærmere, viste ’stenen’ sig at være en skildvagt, som stirrede på os. Vi kom hurtigt af sted, han råbte ’Halt’, men vi løb og løb og nåede ind i en stor skov.

Desværre har russeren under sit ophold ikke fået tid til at skrive mere, men allerede denne beretning giver et godt indblik i de farer, der møder flygtninge langvejs fra.

Af hvad han fortalte om flugten, skal her anføres en del interessante enkeltheder:

Hvad deres rute angiver, gik de efter kompasset først mod vest, senere mod nord. De tyske vejvisere med nøjagtig angivelse af kilometerafstande var dem til megen nytte.

Med hensyn til levnedsmidler undervejs medbragte de fra lejren så meget brød, chokolade etc. At de levede deraf i de første 14 dage dvs. indtil de var i nærheden af Neumünster . Senere skaffede de sig føde bl.a. på følgende måde: Når de lå skjulte om dagen, så de næsten altid fangne landsmænd, der arbejdede i nærheden. De lagde så mærke til, når den tyske vagt var borte, fik så mad af de russiske fangne landsmænd og gav dem penge, så disse kunne købe chokolade til dem. En enkelt gang købte de selv chokolade. De så fanger i nærheden og gjorde så regning på, at købmanden ikke kunne opdage, at de var fanger fra andre egne.

Over Kielerkanalen satte de i løbet af 10 minutter i en stor båd. Kanalen var stærkt oplyst, og der lå en del skibe i den, men dog ikke krigsskibe.

En anden gang måtte de surre 3 planker sammen for at komme over et større vandløb.

Flere fanger er fra Neu Strelitz flygtede til Holland, hvortil vejen er kortere, men vore to fanger her mente, at flugten forløb sikrere til Danmark.

Ved grænsen, som de passerede i nærheden af Vester Vedsted, blev der skudt flere skud mod dem.

Til straf fordi Pjotr Paluk tidligere var flygtet, var der på hans dragt og hans kasket blevet anbragt hvide kors, som dog blev fjernet efter at lejren havde haft besøg af russiske søstre.

Ingen af disse to – og ej heller af de sidst ankomne russere – udtaler sig rosende om deres officerer, hvorimod de alle fremhæver, hvor fortræffelige og flinke kosakkernes officerer er ligesom de tartanske og grusenske officerer.

Som andre soldater taler de meget ondt om jøderne. Alle fremhævede, at det russiske sanitetsvæsen er udmærket ved den russiske front og hvor flinke sygeplejerskerne er.

Paluk er dekoreret med Georgskorset af 4. og 3. grad.

N.C. Willemoës’ notesbøger

Hvis du har lyst til at være med til at skrive notebøgerne af, så kontakt René Rasmussen

28. juni 1916. Fangeflugt – faldne, sårede og tilfangetagne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Brændenældedage

er der anordnet for skolerne. På 3 forskellige dage før sommerferien skal børnene indsamle bærndenælder, som skal forarbejdes til vævede stoffer.

En russisk krigsfange,

som var undveget fra Sundeved, hvor han havde været i arbejde, blev af vagten pågrebet i Spandet, ligesom han ville passere grænsen. Fangen førtes sydpå.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Skomager Anton Petersen, søn af kleinsmed Petersen i Sønderborg, er faldet. Den faldnes hustru døde for et halvt års tid siden, og der er tre små børn, som altså nu har mistet begge deres forældre.

Enevold Chr. Birk fra Arnum er faldet ved Verdun den 2. juni, 36 år gl. Afdøde efterlader sig hustru og to børn.

Christian Dall, søn af landboelsmand Peter Dall i Over Åstrup, er faldet, 30 år gammel.

Parcellist Chr. Petersen fra Løjtkirkeby er på vestfronten blevet hårdt såret.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Martin Nissen fra Tørning Mark og underofficer Christian Rosenbom fra Skærbæk, Peter Grejsen fra Rødding og Ernst Godt fra Gråsten er faldet, at Andreas Møller fra Sønderborg er død af sygdom på reservelazarettet i Slesvig, at Niels Paulsen fra Bramdrup er hårdt såret, Jens Clausen fra Ertebjerg savnet, Jens Hansen fra Hajstrup i Haderslev amt såret og Lorenz Iversen fra Hjortholm på Als hårdt såret.

Otto Rasmussen fra Gramby, der har været med ved Verdun, er blevet temmelig hårdt såret i maven.

Ifølge den sidste prøjsiske tabsliste er Johannes Sieck fra Hjerndrup savnet.

10. juni 1916. Russer skudt ved grænsen – og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Flugten kostede ham livet.

Tæt ved grænsen – i nærheden af Driddevads Bro syd for Ødis-Bramdrup – blev en russer i onsdags aftes skudt ned under forsøg på at nå over grænsen. Der affyredes 10-12 skud mod ham.

Det siges, at vagtposter, som belønning for at skyde en russer i flugten, får udbetalt 50 mark og får tilstået 14 dages orlov samt forfremmes til den nærmeste højere grad.

Telefontrådene skåret over.

Syd for Frederikshøj har de tyske vagter for nogle dage siden overskåret de telefontråde, der stod i forbindelse med de danske linjer, skønt telefonsamkvemmet, som bekendt, har været afbrudt siden krigens begyndelse.

Hvad øjet ikke ser –

Generalkommandoen i Altona har forbudt indførsel fra udlandet af modeblade, modetegninger og mode-lignende fagblade.

Også beklædningskort.

For at få forrådene af klædningsstykker til at slå til vil der i den nærmeste tid blive udstedt såkaldte beklædningskort, og for herrebeklædningsbranchen falder samtlige børne- og ynglingebeklædningsstykker ind herunder.

For herreklæder er kun de dyrere dragter og overfrakker frigivne. Der er sat en grænse af 60 mark for klædninger og 75 mark for overfrakker.

Alle klædninger af lufter, lærred og vadmel samt erhvervsdragter kan kun fås mod kort. Hvem der skal udstede disse kort, er man endnu ikke enig om; man ved endnu ikke, om handleskamrene eller andre slige indberetninger vil komme i betragtning ved dette spørgsmål.

Man ved heller ikke endnu, hvor mange klædningsstykker enhver kan få tildelt.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Jørgen Jakobsen fra Ormstoft ved Sønderborg er faldet i søslaget den 31. maj, 25 år gl.

Andreas Hansen fra Stevning på Als er den 23. maj faldet i Frankrig, 31 år gl.

I de sidste prøjsiske tabslister meddeles, at Amandus Nielsen fra Haderslev, Jørgen Lassen fra Allerup, Karl Dose fra Haderslev, Heinrich Rasmussen fra Åbenrå, Hans Lorenzen fra Genner, Mads Due fra Stagelund (?) [sic!] ved Ribe, Søren Schwarts fra Skodsbøl, Karl Branderup fra Agerskov og Christian Andersen 1. fra Blans er faldet.

I de sidste prøjsiske tabslister meddeles, at Jes Jørgen Nissen fra Bjolderup er død af sygdom og at Jørgen Henningsen fra Lintrup er død af sine sår.

Gård- og teglværksejer Peter Tychsen af Nybøl i Sundeved er faldet på vestfronten den 28. maj. Han efterlader hustru og fire små børn.

6. juni 1916. Tre russiske krigsfanger i land ved Assens

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

3 russere til Thorøhuse ved Assens

Den 6. juni landede ved Thorøhuse, et fiskerleje ¼ dels vej syd for Assens, 3 russere, der var flygtet fra Nordborg.

Det blæste godt fra syd den nat. De tre flygtninge 1) Sjergjsi Trofimovitch Maljscheff, korporal ved 33. reg.’s 15 komp, hjemmehørende i Guv. Orenburg, taget til fange i Galizien 20. okt. 1914 nær byen Lopstof eller Lopatof. 37 år gl. 2) Gregorie Trifanovitch Litin, 331 reg.’s 15 komp. hjemmehørende i Guv. Orenburg, 31 år gl. og 3) underkorporal Simson Nikiporoff Glasunoff, Kejser Alexander III’s jægerregiments 7. bat. hjemmehørende i Guv. Kerson. 32 år. –

De var først alle tre i lejren Milaviza i Østrig -Ungarn, men kom den 17. juni 1915 til Parchininn og den 29. juli 1915 til Nordborg på Als. Sjergjei Maljscheff, der blev sat i arbejde på en vindmølle 2 kilometer fra Nordborg, fandt en søndag en gammel båd ca. 200 meter fra havet i en lille å.

– ”Jeg blev henrykt og sagde til mig selv: Gud sender lykken. I denne båd vil ikke engang en tyr kunne drukne. Bølgen finder vel altid vej til krysteren, men den dristige vil ikke kunne drukne.”

Den 24. maj traf jeg aftale med 3 kammerater. Vi lå i theatret. Ved midnatstid – efter at jeg forud havde åbnet døren i kulisserne, underrettede jeg kammeraterne om, at nu skulle det være. De to af os kom ud, men de to andre ville alligevel ikke, og vi måtte opgive flugten denne gang, da det ikke var muligt for to at slæbe båden, der lå på land, ud i havet. Vi havde slået døren itu og fik det nu værre, da skildervagten opdagede dette, og der blev passet strengere på os.

12 dage efter traf jeg igen aftale med nye kammerater og en af de gamle. Den 5. juni gjorde vi os nu klar; jeg tilegnede mig hos den, jeg arbejdede, en skruetrækker og en dirk og min nye kammerat tog en skruenøgle. Kl. 11 ¾ aften skruede vi jernstængerne fra vinduet,. Bøjede gitteret til side og krøb ud.

”Afsted, spild nu ikke tiden”, hviskede jeg til de andre og krøb ud; de andre kom bagefter. Jeg var barbenet og i det blotte linned; men vi gik hen til den mand, hos hvem jeg arbejdede, og der var i forvejen lagt tilrette støvler og kappe.

Vi kom i tøjet, fik båden sat i havet og afsted gik det kl. 1 om natten. Klokken 4½ om morgenen passerede vi to tyske både, men den som følge af blæsten ret stærke bølgegang skjulte os for dem, skønt vi kun var på dem i kort afstand. Præcis kl. 6 morgen nåede vi den kyst, som var vores ønskemål. Der blev vi ikke modtaget på tysk vis, men man tog imod os som mod deres egne.

Nu er vi levet op igen, vi har atter friheden og ser ikke skildvagten bag os med sit gevær – hører ej heller hans barske ”Raus!” (Heraus) og den slags.

Da man i Assens viste dem billederne af deres ”forgængere” kendte de tre russere, som ankom til Sønderby Klint – 16. marts.

Af redaktør Willemoës’ dagbøger

22. maj 1916. Tiggeri, mangel på øl – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Nøden havde tvunget dem til at tigge!

To koner fra Haderslev, enke Hvolbech, der sidder med 4 børn i en alder fra 2 til 14 år og nyder en månedlig understøttelse af 29,50 mark, og konen Breitenkampf, hvis mand er indkaldt, og som har 8 børn i en alder fra 2½ til 15 år og nyder en understøttelse af 108 mark om måneden, havde forlangt retslig afgørelse ved bisidderretten i Haderslev mod hver en bøde på 5 mark for overtrædelse af pasforordningen og hver 8 dages fængsel for tiggeri.

I april måned havde de været vejen fra Høgelund til Skovby. Nøden havde tvunget dem til at tigge om levnedsmidler. Gendarmen havde nappet dem. Ved revisionen var de ikke i besiddelse af noget pas.

Begge tilstod og bad om en mild straf. Sagen behandledes ved bisidderretten i torsdags. Amtsadvokaten androg på stadfæstelse af bøden og 1 dags fængsel for tiggeri. Det var vanskeligt under den herskende dyrtid at slå sig igennem med en sådan understøttelse med en så stor børneflok.

Retten dømte i overensstemmelse hermed og besluttede at indstille dem til betinget benådning, hvad fængselsstraffen angik.

Tre nye bestemmelser fra Forbundsrådet.

Forbundsrådet har i fredags officielt bekendtgjort følgende bestemmelser:

1) Rigskansleren bemyndiges til at anordne, at ved alle varer til det daglige behov, skal alle indpakninger eller beholdere være forsynede med oplysninger om indholdet og dets oprindelse, så vidt de afhændes til forbrugerne.

2) I tiden fra den 1. til 20. juni skal der optegnes en fortegnelse over høstarealet. Fortegnelsen omfatter hvede, spelt, rug, byg, blandsæd, havre, boghvede, bælgfrugter på marken, oliefrugter, hør og hamp, kartofler, sukkerroer, foderroer, grøntsager, der avles på marken, men er bestemt til menneskeføde, foderplanter til grøntfoder, høindvinding, således at hele det dyrkede og udyrkede areal bliver optaget på listen. Landscentralmyndighederne kan også udvide fortegnelsen til andre frugter.

3) Endelig har Forbundsrådet bestemt, at der skal indrettes et centralsted for grøntsager og frugt. Dets opgave vil komme til at bestå i at fremme avlen, udnyttelsen og holdbarheden af grøntsager eller frugt. Den, der vil sælge grøntsager eller frugt, anmelder det til centralstedets kontor, som modtager varen til bestemte priser.

Øllet bliver knappere.

Værterne får således kun halvdelen af den mængde leveret, som konsumeredes i året 1915. Nogle restauranter i de forskellige byer søger at hjælpe sig ved, at de f.eks. kun udskænker halve liter i tiden fra klokken 6 til 8 aften. I Rensborg trådte indskrænkningen af ølleveringerne allerede i kraft den 1. marts.

Sæbe og servietter.

For under krigen at hidføre en virksommere sæbebesparelse har handelskammeret i Flensborg bedt den kommanderende general for korpsdistriktet om at anordne, at hoteller og gæstgiverier ikke mere må uddele tøjservietter til gæsterne, i hvert fald kun i særlige, fastslåede undtagelsestilfælde, og da mod en særlig godtgørelse. Bestyrelsen for provinsgæstgiverforbundet vil på handelskammerets andragende derom understøtte forslaget.

Beslaglæggelse på grund af faneflugt.

I ”Offentlige kundgørelser for regeringsdistriktet Slesvig” meddeles, at Theodor Helmuth Wilhelm Plambech fra Neumünster, Sigurd Østergaard Nielsen fra Råhede og Gustav Jürgen Schmidt (der nævnes ikke hvorfra) er blevet erklærede for desertører og at deres formue, for så vidt den befinder sig indenfor det tyske riges grænser, er blevet beslaglagt.

Når fangerne flygter.

”Kredsbladet” offentliggør i anledning af russiske fangers flugt fra Fjelstrup: 24. bataljon har fået anvisning til at trække alle tor tiden endnu i Fjelstrup kommune værende fanger tilbage, fordi arbejdsgiverne ikke har forstået at forhindre fangernes søndagssammenkomster.

Faldne, sårede og fangne.

Gæstgiver Johs. Moos’s enke i Nordborg har modtaget meddelelse om, at hendes søn og eneste barn, Johan Moos, er død i krigen mod vest.

Johan Petersen, en plejesøn af Paul Dam i Løjtkirkeby er død på et lazaret af lungebetændelse, 23 år gl.

Iver Hansen fra Flovt er død af sygdom 8. september 1915.

I den sidste tabsliste meddeles, at Heinrich Tietje fra Stranderød er hårdt såret.

Maskinistmat Christian Ebsen fra Sønderborg og overmatros (lods) Maasbøl fra Aabenraa er savnet.

3. april 1916. Gummi, bly og russere i underbukser

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Beslaglæggelse af gummi.

En bekendtgørelse om beslaglæggelse og tælling af gammelt gummi, gummiaffald og regenerater [genanvendelige produkter, RR] er trådt i kraft den 1.april. På grundlag af denne bekendtgørelse beslaglægges et større antal i de enkelte opførte slags af gammelt gummi og gummiaffald samt regenerater. Trods beslaglæggelsen tillades det dog at sælge genstandende til de med skriftligt bevis forsynede opkøbere for ”Kautschuk-Abrechnungstelle” i Berlin. Opkøbernes navne offentliggøres.

De beslaglagte genstande skal også anmeldes, og den første anmeldelse skal ske til den 10. april 1916 for de forhåndenværende forråd den 1. april.

Samtidig udkommer en anden bekendtgørelse angående højestepriser for gammelt gummi og gummiaffald.

Højestepriser for bly.

Den 1.april trådte en forordning om højestepriser på bly, såvel for rent bly som for legeringer og så videre i kraft. Holder nogen bly tilbage for at opnå højere priser, bliver det straks eksproprieret. Alle enkeltheder ses af forordningens ordlyd.

Knapheden på smørret.

Magistraten i Potsdam har i onsdags bekendtgjort, at indtil videre nedsættes portionerne af smør, enhver må få, til halvdelen. For fremtiden må beboerne i Potsdam kun få et fjerdingpund smør hver 14. dag!

Kafferistningen

vil også blive begrænset, meddeler berlinske blade.

Flygtede fanger i undertøj.

”Hejmdal” meddeler, at fire hos gårdejer Fr. Gæde på Marienlyst ved Dover værende russiske krigsfanger natten mellem tirsdag og onsdag har gennembrudt væggen i deres soveværelse og taget flugten. De havde kun undertøj på og var i bare fødder. Politihunden, der er stationeret i Dover, kunne forfølge fodsporene til Kongeåen.

28. marts 1916. Regler for krigsfanger indskærpes!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

En advarsel til dem, der har krigsfanger.

Landråden i Haderslev har anmodet ”Dannevirke” om at meddele følgende:

”Jeg advarer alle ejendomsbesiddere, hos hvem krigsfanger er sysselsatte, indtrængende til samvittighedsfuldt at adlyde forskrifterne med hensyn til flugtsikkerheden. Der vil uformodet blive foretaget revisioner. Ethvert tilfælde af overtrædelse vil blive straffet med, at fangerne tages bort, og straffet i medfør af § 121 i straffelovbogen.

Svinefedt er dyrt.

Medens priserne på smør ikke afviger stort i de forskellige byer i hertugdømmerne, er der ifølge ”Hejmdal” en betydelig forskel i priserne på svinefedt. Der betales for 1 kilogram svinefedt i Eckernførde 3 mark 40 pfg., Neustadt 3 mark 42 pfg., Tønder, Slesvig, Mølln 4 mark., Neumünster 4 mark 20 pfg., Kiel, Pløn og Heide 4 mark 40 pfg., Altona 4 mark 74 pfg., Ratzeborg 4 mark 80 pfg., og Wandsbeck endog 6 mark, Åbenrå 4 mark 80 pfg. og Haderslev 4 mark 40 pfg.

7. marts 1916. Død på hjemrejsen og brasekartofler uden fedt

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Saarede.
Landstormsmand de Cuveland, en Søn af tidligere Postsekretær de Cuveland i Aabenraa er bleven saaret under Kampene ved Verdun. Han befinder sig ifølge “A.T.” for Tiden i Reserve-Lasarettet Wadgassen ved Saarfloden.

Oskar Peters, en Søn af Landmand J. Peters i Mejlby ved Lindtrup, har skrevet hjem, at han under kampene i Champagne er bleven ramt i højre Overarm af en Geværkugle og er bleven indlagt paa et Lasaret.

Paa Lasaret.
Gaardejer Mads Due fra Kastrup ved Gram, der har været med i Frankrig siden i September Maaned i Fjor, er kommen paa et Lasaret paa Grund af Blodforgiftning i den ene Haand.

Savnede.
Om Gaardejer Hans Petersen fra Kastrup ved Gram, der har været med i Frankrig, meddeles, at han er savnet.

Hjemme paa Orlov.
Barber Mikkelsen fra Gramby, der ligger paa Lasaret i Flensborg, og Hans Schmidt fra Tiset, der ligger i Garnison i Bremen, er for Tiden hjemme paa Orlov.

Fra Provinsen.

Om Stegning af Kartofler næsten uden Fedt skriver Wolffs Efterretningstjeneste for Ernæringsspørgsmaal, at man kan smelte en lille Smule Fedt i Panden og derefter straks hælde det af igen. Saa kommes Kartoffelmos i Panden, dækkes med et tæt Laag og steges et Kvarter. derefter vendes Kartoffelmassen og steges igen et Kvarter. Man kan ogsaa blande Klipfisk eller Marmelade eller frugtmos i Kartoffelmassen.

Et Flugtforsøg. (S.Z.) Fire russiske Fanger, der var satte i Arbejde i Himmark i Svenstrup Sogn, blev i Fredags Morges sendte ud paa Marken. Kort Tid efter var de forsvundne. Men noget senere blev de anholdte i Helved og derpaa om Eftermiddagen førte med Togen til Sønderborg. Ved deres Ankomst til Helved havde de spurgt, om de var i Danmark.

Død paa Hjemrejsen. (V.T.) Gefreiter Hans Johansen fra Sønder-Løgum har, efter hvad hans Søskende har faaet Vished om, fundet Døden ved et Ulykkestilfælde paa sin første Orlovsrejse hjem, efter at han havde staaet halvandet Aar paa tre forskellige Krigsskuepladser.

24. februar 1916. Tyveri, fotografi og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Mens mændene er i krig. – anklagede krigskoner.

Ved landsretten i Flensborg stod i tirsdags to unge krigskoner fra Haderslev anklagede for groft tyveri. De to anklagede, hvis mænd er i felten, har henholdsvis 1 og 2 børn. De fører fælles husholdning, mens de har hver sin lejlighed.

Deres samlede månedlige krigsunderstøttelse beløb sig i oktober i fjor til 68 mark hver 4 uger. Deraf måtte de betale 21 mark i husleje.

En dag, da disse to koner stod og savnede penge, åbnede de efter aftale en gasautomat. Foreløbig tog de af denne kun 20 pfg, som de skulle bruge til mælk. Senere åbnede de igen automaten og tog lidt efter lidt – eftersom de var i forlegenhed for penge – i alt 37 mark.

De anklagede, som aldrig havde været straffede før, hævdede, at nøden havde drevet dem til at handle således.

Statsadvokaten mente ikke, at her forelå nogen nødstilstand i lovens betydning, og androg på 5 måneders fængsel for hver af de anklagede. Retten kunne ikke træffe nogen afgørelse, før der var indhentet nærmere oplysninger om de anklagedes forhold. Sagen blev derefter udsat.

Militæruniform og fotografering

Den stedfortrædende generalkommando i Altona har bedt ”Dannevirke” meddele, at det i medfør af en forordning fra de stedfortrædende generaler er forbudt uberettiget at gå i militær uniform, hvilket efter loven om belejringstilstanden er strafbart.

Ligeledes er det strafbart uberettiget at lade sig fotografere i militær uniform, og den fotograf, som foretager en sådan uberettiget fotografering, gør sig strafbar som medskyldig.

Det tilrådes endvidere de fotografer, som har uniformer til rådighed for deres kunder, ikke at anvende disse i deres forretning, så længe krigen varer, da de kan udsætte sig for, at de kan blive beslaglagte.

Aktieselskabet ”Modersmålet”

vil som følge af dyrtiden på papir, farve og lignende heller ikke give noget udbytte til aktionærerne for året 1915. Regnskabet for 1915 balancerer i aktiver og passiver med 161.887 mark 12. pfg., indtægt og udgift med 81.348 mark 42 pfg.

Af sætter-og trykkerpersonalet er hidtil 12 blevet indkaldte, deraf er, som meddelt, en faldet og en såret. I understøttelse til disses hustruer er hidtil af aktieselskabet udgivet til dato 2.365 mark.

Pågrebet flygtning

En russisk krigsfange, der var flygtet fra sit arbejdssted i Agerskov, blev i går formiddags fanget af gårdejer August Petersen i Gammeleng ved Rødding, som afleverede flygtningen til militærvagten.

Faldne, sårede og fangne

Efter nordslesvigske blade

I tabslisten meddeles, at løjtnant i reserven Feliks Bruhn af Skovbølgård er savnet,

Hans Markus fra Bovrup, hidtil i fangenskab, er død (udlands efterretning);

Hans Lund af Øster Løgum, hidtil savnet, er såret.

Nis Petersen af Kværs, hidtil savnet, er død i fangenskab (udlands efterretning).

Den sidste marine- tabsliste nævner, at fyrbøder Iver Hansen af Kværs er død, hidtil var han meldt savnet.

21. februar 1916. Flygtende krigsfanger, Østfront og faldne sønderjyder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Tilskyndelse til at flygte

”Schleswigsche Grenzpost” i Haderslev meddeler, at adskillige tjenestekarle på landet i den sidste tid er blevet anholdt, fordi de havde tilskyndet russiske krigsfanger til at flygte. Disse tjenestekarle kan selvfølgelig vente en hård straf.

Vanskelige forplejningsforhold for tyskerne på Østfronten.

Ingen skyttegrave – for meget vand. Megen sygdom.

Vi anfører nedenfor en del oplysninger om forhold, således som disse allerede i længere tid har hersket og endnu hersker på adskillige steder på Østfronten. De her givne oplysninger stammer fra folk, der indtil for ganske nylig har ligget i Polen.

Når det siges, at de her i Polen kæmpende afdelinger ligger i skyttegravene, er det i grunden at forstå som en talemåde. Den forholdsvis milde vinter i forbindelse med den stærke nedbør bevirker nemlig, at den i forvejen fugtige jordbund ikke tillader at grave dybere end et par spadestik, før vandet siver frem og umuliggør yderligere uddybning af dækningsværnet. Praktisk talt ligger man her i egnen på den bare jord.

Med hensyn til forplejningen kniber det ofte med at skaffe den frem, idet afdelingerne ofte kan være indtil 100 km, ja mere, fjernt fra de bag fronten liggende magasiner. Og da forplejningen meget ofte må transporteres i køretøjer med okse- eller hesteforspand ad opkørte og sumpede veje, hvor køretøjerne ikke sjældent synker så dybt, at selv meget forstærkede forspand er ude af stand til a trække de velbelæssede befordringer igennem, som så må graves ud af udkommanderet mandskab, hænder det, afdelinger i 5 dage ikke har fået anden forplejning end den, som mandskabet tilfældigt har opsparet eller på anden måde har tilvejebragt.

På grund af disse forplejningsvanskeligheder hersker stor sygelighed i afdelingerne, så at afgangen af mandskab som følge af sygdom til tider flere gange overstiger den afgang, der skyldes fjendens projektiler.

Faldne, sårede og fangne.

Efter Nordslesvigske blade

Knud Juhl, søn af Simon Juhl i Strandelhjørn ved Bevtoft, er falden den 23. december, 24 år gl.

Jørgen Jensen, en søn af gårdejer Hans Jensen, på Avnbøl Mark (Pilegård) ligger på lazaret. Han var med i de sidste dages kampe mod vest.

Martin Lund fra Ustrup er hårdt såret, mens Johan Peter Petersen fra Hostrupskov, og underofficer Hans Brodersen fra Sottrup er let sårede.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Asger Jacobsen fra Brøns Mølle er savnet.

Christian Prahm fra Stenderup (kredsen ikke anført) er ifølge efterretninger, der er indløbne fra udlandet, men ikke er militært bekræftet, er i fangenskab.

14. oktober 1914. Flugt fra Fangenskabet

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Flugt fra Fangenskabet.

En preussisk Officer, der var kommen i fransk Fangenskab, men heldigvis er undsluppen, fortæller:

Min Stue var paa første Sal, neden under syntes at være et Officerstue, i hvet Fald blev der uddelt Befalinger. Senere blev der stille. posten foran Vinduet forsvandt. jeg lagde mig fuldt paaklædt paa Sengen, og lod som jeg sov. Døren aabnedes sagte, – Vagtposten kiggede ind, kom nærmere, lod et Lys skinne paa mit Ansigt. jeg trak Vejret dybt og regelmæssigt. Saa trak Posten sig tilbage, og lidt efter var der ganske stille over det hele.

Der gik nogle Timer, saa hørte jeg en Bil nærme sig og standse foran Huset. Det var en fransk Bil. Jeg aabenede stille Vinduet, Vognstyreren var gaaret ind i Huset. Bilen stod tom og uden Bevogtning.

Øjeblikket var det, og jeg besluttede at benytte det. Hellere dø end Fange.

I rasende Fart lavede jeg af Sengetøjet et Tov til at hejse mig ned. Jeg bandt Tovet fast til Vinduesposten,  – saa Øjeblikke senere sad jeg i Bilen, og snart gik det af Sted i rasende Fart. Dejligt maanelyst Vejr, blot lige frem. Vagtposter raabte mig an, men jeg satte blot Farten op. Skud og pibende Kugler om Ørene. Min højre Haand blev ramt, jeg følte noget varmt, – saa greb jeg Styret med venstre Haand. Saadan kørte jeg vel 50 Kilometer …. og mødte saa preussiske Ulaner.

Tre Minutter senere var jeg ved min Troppeafdeling. jeg havde mistet tre Fingre, men jeg var atter fri ….

25. September 1914. Nyt fra faldne, sårede og tilfangetagne sønderjyder.

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

De olympiske Lege, som skulde have været afholdt i Berlin 1916, vil selvfølgelig blive udsat som Følge af de ved Krigen indtraadte Forhold. I Norge begynder man at tænke paa at faa den afholdt der, maaske med et Par Aars Udsættelse.

Krigsefterretninger fra Nordslesvigere. Udpluk af Feltbreve m.m.

Landdagsmand Nis. Nissen.

Fra Landdagsmand Nis Nissen har vi i Dag modtaget et Postkort, dateret den 19. September. Nis Nissen gjorde da Tjeneste ved et Reservelasaret bag Fronten under det store Slag, der raser derovre. Han havde det i øvrigt godt.

Postkontoret er endvidere undertegnet af H. Jakobsen, Sønderborg og Chr. Jacobsen, Hørupskov, der sender Hilsen, som vi herved lader gaa videre til Venner og Slægtninge.

Saaret og falden.

Saarede fra 86. Regiment, som i Gaar ankom til Flensborg, fortæller, at Regimentes 7. Kompagni den 13. September ved Nattetid blev overfaldet af en større fransk Troppestyrke, og at Kompagnichefen og en Del af Mandskabet under denne Kamp blev saarede og faldt i fransk Fangenskab var ogsaa Enaarig-Gfr. Hans Ries fra Aabenraa, Søn af Købmand Hans Ries.

Fra Bevtoftegnen.

Der skrives til os fra Bevtoft: Ogsaa her i vor lille By har vi begyndt at mærke krigen. Følgende fire er saarede: Christian Paulsen (let), Herman Skovlund (let), Lorens Nissen (haardt) og Hans Thomsen (skudt i Benet). Paulsen ligger paa et Lasaret i Køln, Nissen i Aachen, Skovlund i Düsseldorf.

Blandt de Faldne i Belgien er ogsaa Købmand N.P. Jensen fra Vinum. For godt en fjorten Dages Tid siden fik hans Paarørende ifølge “Fl. Av.” Meddelelse om, at han var falden. Jensen var Cykleordonnans, og da han ikke faldt i Linjen, menes han at være dræbt af en belgisk Kugle. Forrige Søndag holdtes der i Døstrup Kirke en Mindehøjtidelighed for ham. Pastor Jørgensen mindedes ham i smukke og gribende Ord. Kirken var overfyldt. N.P. Jensen, som kun i de sidste Par Aar har haft Købmandsforretning i Vinum, var en ualmindelig opvakt og afholdt ung Mand og havde mange Venner og Kammerater, ikke alene blandt sine jævnaldrende, der nu sørger ved hans tidlige Bortgang. Han vil længe blive mindet her i Sognet og af sine mange Venner ogsaa uden for Sognegrænserne.

Pas paa Tungen! Forskellige Militærmyndigheder henleder paany Opmærksomheden paa det strafbare i at udsprede falske Efterretninger om Krigen, af hvad Art de saa end er. Bekendtgørelsen, som Guvernøren i Strasborg har udsted herom, har følgende Ordlyd:

“Der udspredes i den senere Tid en Mængde usande Rygter, – bl.a. at en Landstormarbejderkolonne er bleven taget tilfange eller om vore Fjenders formentlige Sejre ved Vestgrænsen – hvorved Befolkningen foruroliges. Jeg advarer mod Udspredelse af saadanne løgnagtige Rygter og vil lade baade Ophavsmanden og Udsprederen stille for Krigsretten.

En Krigsret i Schlesien har idømt en Mand 9 Maaneders Fængsel fordi han havde udspredt foruroligende Efterretninger i Befolkningen. Befolkningen formanes til at vise den allerstørste Tilbageholdenhed ved Omtalen af Militære Forhold.

Flensborg, Fredag.

Flygtede Russere. Fem Russere, der havde stjaalet en Sejlbaad i Havnen og dermed søgte at naa over til de danske Øer, er ifølge “Flensburger Norddeutsche Zeitung” paa Politiets Foranledning blevne anholdte af Dampskibet “Phønix” i Nærheden af Kajnæs.

Sønderborg, Fredag.

Faldne i Krigen. Ifølge Bekendtgørelse i “Sonderburger Zeitung” er Henry Simonsen, Sønderborg, falden under en Fægtning den 8. September i Revigny i Frankrig. Endvidere er lærer Hermann Groth falden den 13. September paa den østlige Krigsskueplads.