Tag-arkiv: krigsfange

14. oktober 1917 – Lorens Jepsen: “en Hilsen over Havet”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, 14.10.17.

Kære Anne!
Da det i Dag er Søndag, saa har jeg atter Lejlighed til at sende en Hilsen over Havet. Søndagen er jo nu glædelig Vis, det for mig som den skal være, en fuldstændig Fri og Festdag.

Naar Adskillelsen fra Eder ikke var, og saa selvfølgelig ogsaa det, at jeg ikke fortjener saa meget som i civil, saa kunde jeg være meget godt tilfreds med Opholdet her, thi her mærkes der ikke meget til at man er Fange. Blot I der hjemme havde lige saa godt som jeg, eller, naar man dog ønsker sig noget, blot Krigen snart var til Ende.

Jeg læste forleden Aften Tabslister, det er jo skrækkeligt med al den Sorg, med al den Elendighed, som Krigen bringer over vort kære Hjemland. Et Sted, saa jeg, var baade Fader og Søn falden. Jeg længes svært efter at høre fra Eder og haaber, at det saa maa blive noget godt.

De hjerteligste Hilsner til Eder alle.
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

30. september 1917 – Lorens Jepsen: ” Atter en Søndag”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham. d. 30.9.17

Kære Anne!
Atter en Søndag, og fri den hele Dag, ja endogsaa paa Lørdag arbejdes der kortere Tid her. Det er jo dejligt for Arbejdsfolkene thi har de noget privat Arbejde, kan de besørge det Lørdageftermiddag og behøver ikke at tage Søndagen dertil, som det gerne er Tilfældet der hjemme. Arbejdsfolk fortjener for Resten mere end hos os og lever bedre. Paa min Arbejdsplads hører Arbejdet op Kl. 12. Lørdag Middag.

I Gaar Eftermiddag har jeg saa badet, vasket stoppet og syet lidt. Søndag behøver jeg derfor slet ikke at bestille noget, den er for mig nu atter Fest og Fridag. Ja, jeg har det dog meget bedre og friere nu, og Du kan tro jeg er glad derfor. Jeg bor paa tredje Sal. deler Værelse med Toni Hansen. Gud være takket at jeg ikke behøver at ligge i Skyttegraven i Vinter.

De hjerteligste Hilsner til Eder alle.
Din hengivne Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

 

23. september 1917 – Lorens Jepsen: ” Nu er man blandt Venner”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d. 23.9.17.

Kære Anne!
Lever nu et mere ordnet og ordentlig Liv end før i Frankrig. Bor bedre og har det friere. I Dag Søndag, har jeg været til Gudstjeneste og Altergang. I Eftermiddag skal vi have Møde med Kaffebord. Nu er man blandt Venner og kan tale sit eget Sprog, det er dog noget andet end før.

Arbejdet betales her bedre end paa Fastlandet, saa jeg tjener nu nogle flere Penge, og, for Penge kan man her købe alt, Naar Vejret er daarligt arbejder vi ikke. Til Arbejdsstedet kører vi altid i Bil. Saa, for mit eget Vedkommende kan jeg jo være tilfreds med Tilværelsen.

Hvad der gør mig Bekymring er jo Tanker paa Eder der hjemme. Jeg ved, at I ikke har det godt, og kan dog ikke hjælpe Eder. Men selv om det falder svært for Dig, saa tab blot ikke Modet, thi Enden maa dog nærme sig, og den vil blive god. Haabende, at I alle ere sunde og raske slutter med de hjerteligste Hilsner Din Lor.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

19. september 1917 – Lorens Jepsen: “Mange Landsmænd”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, 19.9.17.

Kære Anne!
Et nyt Hjem og et bedre, og saa tillige et bedre og friere Liv, er nu falden i min Lod. Mange Landsmænd er jeg kommen sammen med. Fra Medelby saaledes Hans Knudsen, Toni Hansen og Hans Jürgensen, Vesby, sidste Farverens Svigersøn. Det er alligevel noget andet end i Livet i Frankrig og for mit eget Vedkommende kan jeg rolig se Vinteren i Møde. Pakker maa Du paa ingen Maade sende mig, bruger intet.

Kan hilse Fru Lorenzen, at Hans vistnok ogsaa vil være her inden Jul, og han vil blive glad naar han først er her. Bager Hinrichsens har ogsaa først været her, men er nu i en anden Lejr.

Vil nu haabe, at jeg snart maa faa Brev fra Dig, sidst var fra 29.5 Vilde jo gerne vide, hvorledes det gaar Eder, men saa omtrent kan jeg forestille mig det. Det vil nok alt blive godt, – gid snart. Til Eder alle de hjerteligste Hilsner.
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

5. september 1917. I Rumænien: K. Tastesen tages til fange – og flygter igen!

Füsilier K. Tastesen kæmpede på fronten i Rumænien i IR59.

Dagen efter var der nogenlunde roligt, men den 5. September om Aftenen ved 12-Tiden overfaldt Rumænerne og Russerne os. De havde skudt vore Lytteposter, og pludselig var de helt inde ved Skyttegravene. Overfaldet kom saa pludseligt, at der ingen Tid var til Modstand. Jeg skulde lige til at tage mit Gevær, da pludselig en Haand tog mig i Nakken, og jeg stod over for 3 Rumænere.

Der blev taget i alt 7000 østrigske Fanger den Nat. — Vi blev ført tilbage ned ad Bjerge, hvor vi naaede en By. Der blev jeg sammen med nogle andre lukket ind i en Lade, og der blev sat Vagt udenfor. Jeg lurede stadig paa en Lejlighed til at flygte, da jeg vidste, dette var umuligt, naar vi kom længere tilbage. Jeg kunde huske Vejen, vi var kommet ad, og troede sagtens at kunne finde tilbage. Det var meget mørkt uden for, men jeg kunde dog skimte Vagten.

Endelig var han gaaet saa lang bort, at jeg kunde faa Vinduet pillet op, og med et Spring var jeg nede og ude paa Vejen. Nu hørte Vagten mig og raabte, at jeg skulde standse, hvad jeg selvfølgelig ikke gjorde. Saa skød han tre Skud i Retning af mig, men ramte ikke, da han jo ikke kunde se mig. Hjertet hamrede i Livet paa mig, som skulde det sprænges, og jeg løb saa længe, at jeg var ved at styrte. Da jeg havde løbet et Stykke langs Vejen, maatte jeg over en lille Flod for at komme op efter Tusind og en Meter Bjerget. Vandet var dog ikke dybere, end at jeg kunde gaa over.

Nu begyndte jeg Opstigningen, og da det begyndte at lysne, mødte jeg nogle tyske Soldater. Jeg spurgte efter, hvilket Regiment de tilhørte. Ja, de hørte til 59. Regiment, altsaa samme Regiment som jeg. Saa spurgte jeg efter 1. Kompagni, men det vidste de ikke, hvor var. Saa fulgte jeg med dem og naaede Lejren, hvor jeg ogsaa fandt mit Kompagni. Jeg fortalte dem, hvad jeg havde oplevet, og jeg var meget glad for at komme tilbage til dem igen.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

 

5. september 1917 – Lorens Jepsen: “Kommer dog i Dag bort …”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. Den første tid befandt han sig i en britisk fangelejer i Frankrig.

5. Septbr. 17.

Kære Anne!
Vil rask skrive et Par Ord. Meget har jeg ellers ikke at fortælle. Fra mit Liv her er der ikke noget at skrive om, og Post har jeg længe ikke haft, saa der er intet at svare paa. Sidste Brev var fra 29. Maj, nu har vi allerede September.

Har det rigtig godt her. Kommer dog i Dag bort, mener at jeg forbedrer mig derved. Ondt gør det mig dog, at jeg kommer til at skilles fra Hans. Det var altid saa hyggeligt naar vi kunde tale sammen om vor Hjemegn og saa var der det, at naar en af os blot fik Brev, saa fik den anden ogsaa noget at vide hjemme fra.

Haaber snart at faa Lejlighed til at skrive igjen, saa nærmere.
Haabende, at I efter Forholdene har de godt der hjemme, slutter med de hjerteligste Hilsner til Eder alle.
Din hengivne Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

4. september 1917. Sangkor i Feltham-lejren

I foråret 1916 lod briterne indrette en særlig lejr til sønderjyske krigsfanger i Feltham. Hans Clausen fra Elsmark fortæller om lejren.

 Vor Ankomst til Feltham skete i Foraaret 1917. Vi var da omtrent samlet ca. 200 Mand. Antallet steg fra Maaned til Maaned, og da vi stod foran Hjemrejsen i Foraaret 1919, var det oppe paa ca. 500 Kammerater.

Det siger sig selv, at der iblandt saa mange Mænd er forskellige Interesser, der gør sig gældende. De vigtigste Begivenheder var selvfølgelig vore Sammenkomster og Møder med Pastor Troensegaard Hansen, men vi var ogsaa klar over, at inden for selve Lejrlivet var det af stor Betydning, at de forskellige Interesser kom til Udfoldelse, til Adspredelse og Opmuntring for hele Flokken. Der blev dyrket Sang, Musik, Gymnastik, Dilettant, Fodbold og megen anden Fritidsbeskæftigelse, og alle havde Lejlighed til at være med i noget.

Da jeg var meget interesseret i Sang og Musik, blev jeg dømt til efter bedste Evne at oprette et Sangkor. Efter lidt Instruktion af de mere
teoretisk uddannede, Rattenborg (Degnen) og Chr. Schultz, gik jeg i Gang med Opgaven med krum Hals.

Bryderier kunde ikke undgaas, men efter nogen Tids Øvelse og Træning gik det, efter det lydhøre Publikums Skøn, udmærket.

Pastor T. var altid rede til at agere Bydreng uden for Lejren med alle Smaating, der skulde bruges. En Del Noder fik vi sendt hjemme fra Danmark, men det hændte ogsaa, at vi maatte komponere Melodien til Sange, vi ikke kunde faa Noder til. Særlig var det flere Gange galt med Dilettantsange.

Indøvelsen af de forskellige Stemmer gik imidlertid rask fra Haanden, da vi havde nemt ved at kalde Koret sammen enten ved Raab eller Kurer. Naar der var arbejdsløse Dage paa Grund af for tæt Taage, fik vi Tiden overladt til os selv. Vi sang først og fremmest Fædrelandssange, men ogsaa folkelige og aandelige Sange, og eftersom Tiden gik, lærte vi adskillige.

Vi optraadte ved enkelte Højtideligheder, som vi forøvrigt selv foranstaltede inden for vort lille Rige sammen med Musikkoret, hvor der ogsaa var indbudt Gæster fra London tilligemed Lejrens Officerer og Familier. Saa var der Fest og Dans med til Damer udklædte Kammerater, der kunde være meget søde og fikse, selv med lidt for store og klodsede Hænder og Fødder.

Baade Sangkor og Musikorkester var paa ca. 30 Mand. 

Sydslesvigerne og enkelte fra Holsten var repræsenteret i begge Kor og lærte meget begejstret sammen med os de danske Sange. Ligesom nu haabede de ogsaa ved Fredsslutning dengang at blive genforenet med Danmark. (…)

Selvfølgelig sang Koret ved mange af vore Søndagsmøder og nationale Fester. Jeg mindes Præstens Fødselsdag. Han plejede at gaa paa Omgang i de forskellige Enkeltværelser. Det var de saakaldte Kaffeselskaber med indbudte Naboer. Den Dag var der særlig Fest med Præstens medbragte rigtige Kaffe og dertil hørende Smaakager og hjemmebagt BageIse fra Køkkenet.

Hele Selskabet var i ivrig Diskussion og lidet anende hvad der gik for sig udenfor Døren. Lydløs og tavs sneg Sangkoret sig langs Gangen. Efter ligesaa forsigtig Opstilling istemte Koret “Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud”.

Ved Slutningen kom Præsten frem, dybt bevæget, grædende som et Barn, og faldt os om Halsen.

Saadan var vor Præst. Bevægelsen var grundig. Et af de mange, skønne Minder fra Feltham.

Et andet hænger som Pryd i mit Hjem. En elfenbens Taktstok, overrakt af Sangkoret.

Mange gode Kammerater lærte vi at kende, hvis Venskab holder paa Livstid. Minder fik vi, som aldrig glemmes.

DSK-årbøger, 1946

31. august 1917. Frits Clausen: “… det trækker jo ogsaa længe ud med denne Krig …”

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Jyrjev Polskij 31.VIII.1917

Kære Herr Rasmussen

Jeg havde en dejlig Oplevelse for nogen Tid siden.

Da fulgte jeg en Del af de tjekkiske Officerer, som jeg har levet sammen med, til Banen. De rejste ud til Kampen for Deres Lands og Folks Frihed og Selvstændighed og med et “Til kamp, til kamp” gik det til Banegaarden (U Boj, u Boj…. gammel kroatisk Kampsang fra Krigsperioden med Tyskerne).

Paa Banegaarden var den halve By til Stede, for at ønske dem “Lykke og Sejr”, unge Piger smykkede dem med røde og hvide Blomster (tjekkiske Farver) og saa sang de endnu “Marseillaisen” og den tjekkiske Hymne: “Hvor er mit Fædreland?”

Derefter blev der holdt et Par Taler og saa tog vi en hjertelig Afsked fra hinanden. Hvor glade og begejstrede De og vare, saa blev Afskeden dem dog tung. De vidste, hvad de gik ind til, og naar man betænker, at de staar ene her uden Slægt og Frænder, en lille Skare, som endog rnaa kæmpe imod Brødre i deres Fjenders Rækker, saa ser man først, hvor dyb og fast deres Fædrelandskærlighed er.

Jeg ved ikke, om I derhjemme sommetider hører noget om, hvad de faa, der allerede ere i Felten har udrettet. Naar man taler om at srnaa Nationer ingen Betydning har i en Krig, da de ikke kan udrette noget, skal man blot nævne Tjekkerne. Man kan meget, naar man vil. Og hvis Aanden fra 48 endnu var vaagen i vort danske Folk, saa skulde De blot se, hvad vor lille Skare kunde udrette.

Men “Skibet er strandet og der er for faa, der vil bjerge Viljen, der mægter Frihed at værge, Haabet, der kan svinge Flaget og Troen paa Fremtidens Dag.”

Hvis det virkelig er alle Danskes Ønske, at Slesvig skal bevares, saa maa de dog kunne indse, at man ikke kan holde det tilbage med Goulasch (især naar man giver Tyskerne den). Og kommer det ikke tilbage, saa er det tabt for Danmark, for vi kan vist ikke magte det efter Krigen, men vi kunde, og det vil enhver ærlig Søndeijyde, endnu til Slut sætte Livet ind for det Maal, vore Fædre og vi selv har kæmpet for ved Dag og Nat i Fredens Tid.

Peder Jensen og jeg har mange Planer færdige, hvordan det kunde gøres, men der er vel ingen, der spørger os. Vi synes, de er gode, og hvis Folk, som har Forstand derpaa, vilde give sig i Lag med at udkaste blot en eneste med det rigtige Maal for Øje, saa vilde den absolut blive udmærket, og hvis der saa endnu var et Folk, ja blot en lille Del deraf, som vilde sætte alt ind for denne Plan, saa vilde den ogsaa lykkes.

Naar Aanden er ægte, tager gamle Holger os i Favn og saa vil der ogsaa være Lykke med vort gamle Skjold. Men alt hvad man hører fra Norden gaar en anden Vej.

Det varer nok ikke længe, før Tyskerne vil forlange, at Nordmændene selv skal bore deres Skibe i Sænk, og der vil vist ikke være mange som forundrer sig, naar de gør det. Men det er et kedeligt Therna, jeg er inde paa. –  (…)

Saa er det Posten. De skriver, at De slet ikke hører fra os, ja os kan skrive det samme. I den hele Sommer har jeg ikke faaet et eneste Brev fra Danmark, undtagen dem, De har sendt mig fra Kæresten og nogle Kort fra Frøken Wolff. Men det trækker jo ogsaa længe ud med denne Krig, at vi godt kan forstaa, om man bliver ked af at skrive, tilmed, naar man saa sjældent faar Svar. –

Hvis dette Brev saa skulde naa Dem, vilde jeg gerne bede Dem, om at hilse min Onkel, Dyrlæge Jes Thaysen Petersen, Smørum Avre, Maaløv St. fra mig og bede ham om at sende mig lidt “Rygeligt”, hvis der da endnu er noget at faa i Danmark, for Tiderne bliver vel ogsaa daarligere derhjemme. Men saa kan I i hvert Fald ikke sælge Tyskerne saa meget, og det er jo et Spørgsmaal om et Folk vil have godt af, at gaa helt fri af en saadan Krig.

Til Slut sender jeg Dem saa de hjerteligste Hilsener fra os alle,
særlig dog hilses De af Deres
Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

27. august 1917. Hårdt såret: “Underkæben var skudt over ved begge Sider, alle tænder baade i Under- og Overmund var sprængt bort”

Hans Petersen fra Skodsbølmark blev taget til fange i juni 1915, da franskmændene angreb FR86’s stillinger ved Moulin-sous-Touvent. Lige siden da har han været i fangenskab. I sommeren 1917 var han indlagt på et hospital, da en frygteligt såret tysk fange blev bragt ind.

En Aftenstund, nogen Tid efter at vi var gaaet til Ro, og Stilheden laa over alle Stuer,  og der kun hørtes en enkelt Stønnen fra én af de saarede, der med Møje vendte sig paa den anden Side, hørte jeg pludselig ivrige, hviskende Stemmer fra Stuen ved  Siden af.

En Sygeplejerske aabnede sagte Døren, traadte ind og saa sig omkring i Stuen, som om hun søgte én eller talte Sengene. Efter hende kom en Læge, iført sit Operationstøj, saa han lignede et Genfærd i den matte Belysning fra den anden Stue. Dernæst kom to Soldater bærende med en saaret imellem sig.

De spurgte ham, om han kunde staa, hvortil han nikkede ganske svagt. Af hans Hoved var næsten intet at se, det var forbundet med Klude og Pjalter og Stykker af et Tæppe, som man fjernede først. Tilsidst var der et Haandklæde lagt ind under Hagen og bundet ovenpaa Hovedet; det var ogsaa bundet ved Hjælp af flere Baand og sammenholdt ved Sikkerhedsnaale.

Jo nærmere man kom Haandklædet, des mere urolig blev den saarede. Og da den sidste Naal var taget ud, og Haandklædet langsomt og forsigtigt sænkedes, udstødte den saarede et hjerteskærende Skrig, idet hele hans Underkæbe løsnede sig fra sin Plads og faldt tungt ned paa Brystet.
I det Øjeblik sank han i Knæ af vanvittig Smerte; men han holdt sig dog paa Benene.

Der mødte mig et frygteligt Syn, og det var mig, som om alle mine Muskler og Nerver trak sig sammen, saa jeg blev til en sammentrykt Masse, og i Baghovedet følte jeg tydelige Smerter.

Som Underkæben laa der paa Brystet, var der her fra og op til Underkanten af Næsen et eneste blodigt, forrevet Hul. Underkæben var skudt over ved begge Sider, alle tænder baade i Under- og Overmund var sprængt bort. Overlæben var flænset helt op til Næsen, og store Laser al Kød og lange Fibre hang ned herfra saavel som fra Ganen, og Tungen var revet midt over af en Knoglesplint. Det øvrige Ansigt var opsvulmet i den Grad, at det var baade blaat og sort, og det ene Øje kunde lige skimtes dybt inde.

Med Forsigtighed hævede man atter Underkæben op paa sin Plads — den saarede sank atter i Knæ — og bandt Haandklædet omkring. Her kunde der ikke være Tale om en foreløbig Forbinding, her maatte en indgribende Operation til; men denne kunde ikke foretages lør næste Formiddag, naar Kirurgen kom.

Saa klædte man ham af og lagde ham i en Seng ved Siden af mig. Indtil da havde den saarede holdt sig tappert paa Benene, et Tegn paa overmenneskelig fysisk Styrke og Selvbeherskelse.

Men hvad var der sket? Læs med i morgen!

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab.

16. august 1917. “De kommer, de kommer!”, 1. maskingeværkompagni løbet over ende af englændere

Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres.

Da jeg den 15. august gik i stilling, meldte jeg mig først hos hr. løjtnant Rühle, som befandt sig ved bataljonsstaben. Her erfarede jeg ved udsagn fra en krigsfange, at fjenden ville angribe den 15. om aftenen eller den 16. om morgenen.

Så snart jeg hørte det, udbad jeg mig en fører af løjtnant Rühle og skyndte mig at komme ud foran.

Næppe 500 meter fra bataljons-kommandostation, kom vi i meget stærk spærreild. Jeg antog naturligvis, at et angreb ville følge efter denne ild og satte alt ind på at komme ud foran gennem spærreilden, hvad der også lykkedes mig. Her meldte jeg mig igen hos hr. løjtnant Schreinert.

Ilden tog snart noget af, og der fulgte ikke noget angreb. Efter at jeg lige var kommet mig lidt, gik det med en ny fører videre, ind til jeg var på plads.

Så overtog jeg  geværerne efter Albrecht, Andrekievicz og Schmidt. Af Albrecht lod mig så beskrive fjendens situation samt terrænet så godt, som det var muligt i mørket. Jeg indskærpede igen posterne forhøjet opmærksomhed for så at sove lidt. Klokken var allerede blevet 2.

Den 16. august kl. 5,15 satte det ind med en heftig trommeild, Jeg sprang op, hængte min gasmaske om halsen og ville gå ud for at se, hvad der var i vejen, da råbte posterne allerede ind i blokhuset: “De kommer, de kommer!”

Englænderne var  altså rykket ud direkte bag deres ildbølge.. Jeg lod naturligvis maskingeværerne gå  i de dem bekendte stillinger og observerede nu terrænet foran, så imidlertid kun helt enkelte fjender, mod hvilke det  knap kunne betale sig at skyde med maskingeværerne.

Det var mig derimod påfaldende, at fjenden til venstre for os havde forlagt sin artilleriild betydelig længere frem. Som jeg nu kigger til venstre, ser jeg fjenden i masser storme ind på skoven, hvor  løjtnant Schreinert lå. Hurtigt lod jeg et maskingevær tage fjenden i vor flanke under beskydning.

Til det formål måtte maskingeværet mindst rykke til siden om til blokhusets venstre hjørne for så at gå i stilling. Det øjeblik syntes englænderne kun at have ventet på, for knap havde Schmidt og Friedlein smidt sig ned, før fjendtligt maskingeværild satte ind. Friedlein fik en 3-4 træffere i bryst og mave og væltede rundt på jorden. Schmidt nåede med et kort spring ned i et granathul.

Friedlein erstattede jeg hurtigt med en anden skytte og bar ham selv tilbage til blokhuset. Schmidt havde påbegyndt skydningen med godt resultat. Man mærkede tydeligt en forvirring i flokken af fjender,  en del ville tilbage, en del trængte videre frem.

Da der foran mig  stadig ikke skete noget bemærkelsesværdigt, lod jeg endnu et maskingevær komme tilbage for også at rette dette mod fjendens flanke. For at undgå unødvendige tab lod jeg maskingeværet bringe ind i blokhuset.

I den venstre sidevæg var der et temmelig stort vindue, igennem dette vindue lod jeg maskingeværet rette mod fjenden. Så afsøgte jeg endnu engang forterrænet, der var stadig intet at se. Så kiggede jeg igen til venstre.

Pludselig bliver jeg klar over, hvordan en del af fjenden skiller sig ud fra hovedstyrken og kommer imod os. Samtidigt hører jeg, at maskingeværet i blokhuset kun afgiver enkeltskud og så igen stopper. Fjenden var allerede inde på 60-70 meter. Største hast var nødvendig.

Maskingeværet i blokhuset har stadig funktionsfejl. Fast besluttet på at forsvare mig til sidste øjeblik springer jeg ind i blokhuset for at se, hvad der  var i vejen med maskingeværet. Jeg skubber skytten til side og ser med ét blik, at fejlen ligger ved bæltet. Ud med bæltet, lade et nyt, er gjort på få sekunder; så ellers skyde videre.

Albrecht skyder, jeg fører bæltet. Dog kommer vi ikke langt. En håndgranat flyver gennem vinduet, lander for vore fødder og eksploderer dér. Vi vælter omkuld begge to og slæber os et lille stykke væk fra vinduet, de vi forventede endnu flere håndgranater, som da også straks fulgte.

Kort derefter forstummede også de to andre maskingeværer, et tegn for mig om, at disse også var overmandet. Nogle folk søgte endnu dækning i blokhuset, men blev dér ofre for de håndgranater, der kastedes ind. De usårede blev straks sendt bagud som krigsfanger. Fra min deling var det 3 mand. Sådan blev hele min deling revet op, og det i en så kort tid, at man næppe kunne nå at tænke over det. Men det skyldtes den store fjendtlige styrke og den for korte afstand mellem os og fjenden. Det hos os liggende infanteri blev også for størstedelen taget til fange.

Så rykkede  englænderne videre frem. Snart fulgte forstærkningen. To mand fra denne forstærkning kom ind i blokhuset og forbandt os. Kikkerter og pistoler tog de med, ellers var folkene ganske ordentlige. De gav os at drikke fra deres feltflasker og cigaretter at ryge. Så fortalte de os, at der allerede var engelsk kavalleri på vej! Om det det har været tilfældet, ved jeg ikke, i hvert fald troede jeg dem ikke og håbede på et snarligt modstød fra vore reserver. 

Efter at englænderne havde forbundet os, gik de videre. Vore tre maskingeværer havde de endnu ikke fundet, da vi havde sørget for, at de ikke kunne se dem ved at dække dem til og kaste dem i et granathul.

Efter at vi havde ligget sådan et par timer, bemærkede jeg, hvordan englænderne kom tilbage og opsøgte deres gamle stillinger, også artilleriet tog til i heftighed. Jeg sluttede deraf, at modstødet var foretaget af vore styrker og håbede på i de næste øjeblikke igen at se tyske kammerater omkring mig. Desværre opfyldtes mit håb ikke. Som jeg senere under transporten tilbage kunne konstatere, var kammeraterne blevet liggende 100-150 meter bagude. På den måde blev vi nu liggende mellem den tyske og den fjendtlige linje uden hjælp og uden mad og drikke.

Af Regiment 84’s historie

15. august 1917 – Ribe Stiftstidende: en uheldig alliance

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Russeren og pigen fra Kiel

En uheldig alliance. Gaardejer Hans Jørgen Hansen paa Fol Vestermark, der er soldat, men for tiden har orlov, har i de sidste to aar haft en russisk krigsfange, som han var særdeles godt tilfreds med, da han passede gaarden godt under hans fraværelse. Men for knap et par maaneder siden fik de fra et fæstekontor en tjenestepige fra Kiel.

Og for godt 8 dage siden, da Hans J. Hansen og hustru ikke var hjemme, benyttede tjenestepigen og russeren ifølge Dannevirke lejligheden til at frastjæle deres husbond og madmoder en hel del klædningsstykker, deriblandt mandens sorte stadsklæder, guld- og sølvsager samt en hel del madvarer. Tyvekosterne har de faaet pakket ned i en rejsekurv og en kuffert, som de ligeledes stjal, og med byttet, der næsten udgjorde et lille halvt møblement, er de saa flygtede over grænsen.

Der fortælles, at en politibetjent i Ribe har truffet de to, der da var fint paaklædte i det stjaalne tøj.

Da han imidlertid fandt 800 mark i russerens og 200 mark i pigens besiddelse, lod han dem rejse videre. man mener, at pengene hidrører fra et tyveri, der i foraaret blev forøvet i Fol by, og for hvilket en kone var mistænkt og genstand for husundersøgelse, der dog ingen holdepunkter bragte for dagen. Man mener nu, at russeren har forøvet dette tyveri.

Sagen er meldt til politiet. Efter forlydende skal de allerede være anholdte i København og have været i besiddelse af de fleste af pengene. Der siges, at pigen vil blive udleveret til Tyskland og russeren interneret i Danmark.

Ribe Stiftstidende kan tilføje, at da parret var kommen over grænsen, tog de ind paa et hotel i Ribe, men da havde politiet her ingen hjemmel til at sætte det fast, og det rejste saa videre til København. Imidlertid var der saa indløbet skriftlig anmodning fra det tyske politi, og da overbetjent Petersen en dag, da han havde været ovre med russiske krigsfanger, gik ned gennem Østergade, saa han “den russiske herre og den tyske dame” promenere nok saa flot.

Han fulgte efter parret og foranledigede det anholdt, da han kom i nærheden af en københavnsk politibetjent. Og nu sidder den uheldige russisk-tyske alliance i arresten i København.

Dømt for unddragelse af værnepligten

Landsretten i Flensborg forhandlede ifølge Flensborg Avis i fredags bl. a. følgende: For unddragelse af værnepligten blev der i de anklagedes fravær forhandlet mod følgende: landmand Nikolaj Lauridsen Oksholm fra Gøtterup, tjenestekarl Valdemar Chr. Schrøder fra Sillerup, landmand Peter Lauritzen fra Sommersted, købmand Martin Lautrup og Iver Eriksen fra Haderslev, tjenestekarl Jakob Hansen fra Felsted, tjenestekarl Peter Simonsen og landmand Hans Simonsen fra Kastrup, klejnsmed Hans Kjær fra Aabenraa, bager Johannes Jacobsen fra Broager, landmand Jens Andersen fra Bæk, Joh. Klæschen fra Sønderborg, landmand Christen Johansen-Kromann fra Tornum, landmand Hans Nielsen-Jacobsen fra Rosk, landmand Peter Petersen fra Refsø, tjenestekarl Fr. Chr. Ihle (født i Broager), sidst i Skodborg, tjenestekarl Rasmus Løbel fra Skovby, tjenestekarl Chr. Danielsen fra Kastrup, bager P. Chr. Davidsen fra Harreslev Mark, tjenestekarl Jes Iversen Nissen fra Erlev, landmand Laurits Petersen Lange fra Rødding Mark, tjenestekarl Peter Petersen fra Fæsted, landmand Hans Callesen fra Endrupskov, tjenestekarl Iver Hansen Iversen fra Mejlby Mark, tjenestekarl Anton Christensen-Skovshoved fra Fredsted, tjenestekarl Fr. Hansen From fra Rangstrup, Lorens Borst Lauritzen fra Rødding, landmand Peter J. Sandholt fra Skovby, tjenestekarl Bertel Ebsen fra Haved, tjenestekarl Henr. Andersen Schulz fra Rødding, tjenestekarl Wilhelm Schulz fra Østerskovgaard, tjenestekarl Frederik Bennedsen fra Spandet, købmand Holger Midtgaard fra Spandet, skrædderlærling hans Madsen fra Dover, kommis Peter Rosen Hansen fra Skærbæk, tjenestekarl Ludvig Knudsen Bock fra Hammelev, tjenestekarl Jakob Petersen fra Fol. Samtlige anklagede, med undtagelse af Lauridsen, Davidsen og Hansen Iversen blev dømte til 1 aars fængsel. Forhandlingen mod de ovennævnte 3 anklagede for muligvis at indhente nærmere oplysninger.

Faldne

Malkerøgter Detlef Krogh og hustru i Avnbøl i Sundeved har modtaget budskab om, at deres søn Christian den 29. juli er falden, 27 aar gl. En broder til ham faldt for omtrent et aar siden.

Smedemester Krimling i Stenderup ved Toftlund har modtaget efterretning om, at hans søn er falden i Flandern.

Arbejdsmand Klaus Schøngarth fra Klosteret i Haderslev er død af blodforgiftning. han efterlader enke og tre børn.

Holger Jensen fra Rejsby er den 5. august død paa et feltlazaret i Frankrig; han efterlader hustru og to børn.

Saarede

Jørgen Lassen, søn af Chr. Lassen i Lauensby paa Als,  er bleven saaret i Flandern og ført til et lazaret i Tyskland.  

10. august 1917 – Ribe Stiftstidende: ingen penge eller pakker

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Dømt for hjælp til flugt

Landsretten I Flensborg forhandlede ifølge Flensborg Avis i onsdags blandt andet følgende: For medhjælp til faneflugt stod anklaget mekaniker E. D. Lindberg fra Haderslev og forvalter M. P. Riis fra Tagkær. Lindbergs svoger, der allerede havde været i felten, fattede den beslutning at flygte og bad Lindberg at hjælpe ham. Denne viste svogeren, til hvem der imidlertid havde sluttet sig til en kammerat, der ligeledes vilde flygte, til den medanklagede Riis, der bedre vidste besked ved grænsen, og denne har saa udført det hele, og de to flygtninge er ogsaa komne bort. Lindberg, der er født i Danmark, var senere en dag i Kolding og bad da i et brev Riis om at ledsage hans, Lindbergs, kæreste over grænsen til ham, hvad Riis ogsaa udførte. Begge de anklagede tilstod men Lindberg hævdede, at han ikke havde vidst, at dette var strafbart. Dommen lød for Lindberg paa 1 aars fængsel, medens Riss fik 2 aars fængsel. Lindberg tog straks imod straffen, hvorimod Riis nægtede dette.

En krigsfange i Frankrig, der ikke modtager pakker eller penge!

Gaardejer Grevsen fra Gaaskær ved Bolderslev, der den 25. september 1915 kom i fransk fangenskab, har i den senere tid i sine breve klaget stærkt over, at han ikke modtager pakker hjemmefra; pengeanvisninger modtager han, men pengene bliver ikke udbetalte. Han ligger i Depot Chagnat, par Gerzeit, Puy den Dome, France.

Fortjenstkorset for krigshjælp

er tildelt de konstituerede amtsforstandere Erichsen i Skærbæk, Rafalski i Rødding og Rüsz i Toftlund, den konstituerede kommuneforstander for Aarø, Møller i Øsby samt kommuneforstander Kobbelgaard i Vandling.

Faldne

Skibsmægler Lehmann og hustru i Aabenraa har modtaget meddelelse om, at deres yngste søn Henning er falden.

Peter Eriksen, eneste søn af enke Kjestine Eriksen i Aabenraa, er falden under de sidste haarde kampe i Flandern, 20½ aar gl.

Fyrbøder Julius Kruse, søn af maskinpasser Kruse i Sønderborg, er falden ved britiske torpedobaades angreb paa tyske handelsdampere ved den hollandske kyst.

Jernbanearbejder Johan Hamann fra Aabenraa er den 29. juli falden i en alder af 30 aar. Han efterlader hustru og to smaa børn. En yngre broder til ham faldt allerede den 11. november 1914.

Enke Christine Schmidt i Haderslev har faaet meddelelse om, at hendes søn Christian er død paa et feltlazaret den 13. juni, 20 aar gl. Der er endnu 2 sønner med i felten; den ene har været 2 aar i russisk fangenskab.

Saarede

Fru Rosenblad i Toftlund har modtaget budskab om, at hendes mand er forulykket i en fabrik i Køln.

Mejerist M. Gabelgaard fra Endrupskov ved Gram er ved Vestfronten blevet saaret.

C. Beck, søn af P. Beck paa Kalø er den 22. juli bleven saaret og ligger paa “Vereinslazarettet” i Hannover.

I fangenskab

I tabslisten meddeles, at Hans Frost fra Sottrup, der tidligere har været savnet, har været i fangenskab siden den 6. september 1914.  

 

21. juli 1917. Russer skudt ved grænsen. Enkefru Røgind: “Den elendige Soldat”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

21. Juli.
Saa er det sandt. Den stakkels Russer, der har været et Aarstid hos Jepsens og har været Krigsfange i næsten tre Aar, vilde flygte over Grænsen ved Christiansfeld sammen med en Søn af Jepsens Nabo (Gaarden mellem ham og Thygesen). Det mislykkedes. Vagten skød Russeren og nappede den anden.

Den elendige Soldat, der har gjort det, gid han maa bøde derfor, hvorfor kunde han ikke skyde forbi, er det de 50 Rmk., der har fristet ham? Gid de maa tynge hans Sjæl, saa han aldrig faar Fred.

En ung, kraftig, pæn Mand, gift, lider af Hjemve, hvem kan undres derover, saa lader han staa til — og saa Døden, Mordet kalder jeg det nu. Hans Kone havde sendt ham en Pakke fornylig, hun faar jo nu intet at vide om hans Skæbne, og han er nu begravet paa Aller Kirkegaard. Man taler meget derom og alle er bedrøvede, han var saadan et flinkt Menneske, jeg har set ham flere Gange, havde et godt Ansigt.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 140)

24. april 1917 – Lorens Jepsen: ” Livet som Prisoner”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. Den første tid af fangenskabet befandt han sig i en britisk fangelejr i Frankrig.

24. April 1917

Min kære Anne!
Har atter Lejlighed til at give et Livstegn fra mig. Kan da meddele, at det gaar mig rigtig godt. Vilde selvfølgelig være glad ved atter at have min Frihed, dog Livet som Prisoner vænner man sig ogsaa til, og saa er det da uendelig bedre her end i Skyttegraven. Her har man da sin Nattero og færdes ude i Guds frie Natur om Dagen.

I Gaar saa jeg her for første Gang Kreaturer paa Græs, dog Græs er der endnu kun lidt af, men da vi nu har varmere Vejr saa kommer alt vel snart i Gang.

Naar jeg faar Brev fra Dig, saa meddeler Du mig vel ogsaa hvorledes det gaar Dig med Bedriften. Om Privatsager kan Du selvfølgelig skrives saa meget som Du vil.

Haabende, at I allle er sunde og har det godt slutter med de hjerteligste Hilsner til Eder alle
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

10. april 1917 – Lorens Jepsen: “tykke Overfrakker”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. Den første tid af fangenskabet befandt han sig i en britisk fangelejr i Frankrig.

10. April 1917

Kære Anne!
Saa er Paasken forbi. Hvorledes mon I har forlevet Festen der hjemme? Jeg tænker meget paa Eder og længes efter at høre noget fra hjemmet. Meget kan du dog heller ikke skrive, men det faar [n]u hjælpe sig. Hovedsagen for mig er at [hø]re at I er [sun]de og raske, hvilket jeg da haaber.

Paaskedag havde vi dejligt Vejr, ellers er det endnu meget koldt. Godt at vi har faaet udleveret tykke Overfrakker, thi det er ikke saa næmt at holde sig varm, naar man skal staa ude hele Dagen. I Dag har det sneet. Tiden er vel ikke bedre oppe i Nord.

Kunde Du ikke en Gang sende mig Valdemars Adr. havde Lyst til at sende ham en Hilsen herfra, tænker det vil glæde ham, da han jo har skrevet nogle Gange til Dig. Hermed slutter med de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene
Din hengivne Lorens
Paa Gensyn!

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

6. april 1917 – Lorens Jepsen: “fem dansktalende Kamerater”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. Den første tid af fangenskabet befandt han sig i en britisk fangelejr i Frankrig.

Langfredag 1917

Kære Anne!
Ja kære, denne den helligste Dag i hele Aaret blev denne Gang til en Arbejdsdag for mig. Det er jo ikke som at fejre disse høje Festdage der hjemme. Men alligevel kan Du tro, at jeg takker Gud, at jeg kan være her, sund og rask.

Jeg tænker paa hvorledes I mon forlever Paasken, I svæver endnu i Uvished om min Skæbne, thi endnu har mit Brev vel ikke naaet Dig for at oplyse Dig om, at den savnede er i god Behold. Jeg har arbejdet her paa Vejen i Dag, og om end dette ikke falder netop i min Smag, saa trøster jeg mig med, at et Gensyn nu er mig mere sikkert, og Freden kommer vel en Gang. Blot jeg nu atter havde Efterretning hjemme fra, men der faar jeg vist Lov at vente længe.

Har her fem dansktalende Kamerater, hvilket glæder mig meget. Kan ogsaa laane danske Bøger her, kun Skade, at jeg ikke ogsaa kan købe et dansk Brød. Havde Kulde og Regn her hele Marts, nu bedres Vejret. Haaber I har det godt.

Hjertelig Hilsen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

21. marts 1917 – Jens Iversen: “Mænd og Kvinder i Fangedragt”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Onsdag den 21. marts 1917
I Eftermiddags undervejs til Siedels kom jeg i Nærheden af “Tyrma” dvs. Fængslet, uforvarende ind i en ophidset Menneskehob. Fangevagten havde egen Haand aabnet Fængselsportene og løsladt ikke alene de politiske Fanger, men ogsaa de kriminelle Forbrydere. Man var ikke lidt foruroliget ved at Mænd og Kvinder i Fangedragt løbe ned ad Gaden og ud i Friheden.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

17. marts 1917 – Jens Iversen: “Store Optog myldrer gennem Gaderne”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Lørdag den 17. Marts 1917
Det bekræftes, at Gouvernøren er fængslet, ligeledes Garnisonskommandanten, Vojenskij Natshalnik, under hvem vi Krigsfanger sorterer, og Politichefen. Polititjenesten forrettes af de revolutionære Soldater og ældre Gymnasiaster. “Meetings” er blevet et elektriserende Ord. De afholdes hele Dagen og alle Vegne, hovedsageligt i Kremlhaven overfor Aleksander Boulevard og Aleksander Square. Man gaar grundigt til Værks. Store Optog myldrer gennem Gaderne, man hører endog Marseillæsen. De vildeste Rygter svirrer gennem Byen, og de blir troet allesammen. Fremfor alt er alle, vi med, enige om, at Freden nu er nær. Fred og Brød, siger Russerne.

Med Udskejelser hører man ikke noget om. Folk føler sig som rusket op af en døsig Dvale, man gned sig vel i Førstningen i Øjnene, som om man ikke rigtigt fæsted Lid til, at en Verden virkelig var brudt sammen. Men nu er de besatte af en forunderlig Rus, at nu, da Folket selv har overtaget Magten, hele Magten, nu vil med ét Slag alt blive godt. Der males kun sort og hvidt.

Med Begejstring modtoges Bekendtgørelsen om, at Hæren og Flaaden staar bag den provisoriske Regering og Duma´en og at Mikael Aleksandtrovitj har frasagt sig Regentskabet og Tronen, som han kun vil modtage af Folket ved almindelig, hemmelig, direkte og frie Valg. Rasputin hedder den myrdede hemmelighedsfulde sibiriske Munk, der nu er i alles Munde, og det er de utroligste Ting, man vil vide om ham og Tsarinden.

Hos Familien Chlebnikoff er, saavidt jeg kan se, Overgangen fra det gamle til det nye Regime foregaaet temmelig smertefrit. Lavrentje Aleksejevitj bærer uanfægtet sine Distinktioner, men han har nu som før lidt Tjeneste. Aleksej Lavrentjevitj viste ved Middagsbordet et Telegram, hvorefter der ogsaa var Revolution i Berlin og at Kejser Wilhelm var fængslet, men det stoler han dog ikke rigtig paa.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

16. marts 1917 – Jens Iversen: “… nu prydet med en rød Fane”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Fredag, den 16. Marts 1917
I Formiddags saa vi fra Gaardens Port store Flokke, Mænd og Kvinder, langs Admiralteiskij Satons Dige færdes ad Byen til. De fleste kom vist fra Nobels Fabrikker paa den anden Side Volga. Da jeg i Eftermiddags gik ind i Byen, var Gaderne stuvende fulde af Mennesker. De samledes paa Aleksander Square, hvor Statuen af Aleksander I., Tsarbefrieren, er rejst, nu prydet med en rød Fane.

Jeg stod paa Gadehjørnet ligeover for Indgangen til Gouvernørspalæet og kunde overse hele Sideflø[j]en. Der sagdes, at Gouvernøren havde tilbageholdt Telegrammer fra Petersborg og modsat sig Offentliggørelsen. Saa Traadte han i fuld Generalsuniform frem paa Balkonen, omgivet af nogle Officerer og civile. I en kort Tale redegjorde han for Begivenhederne i Hovedstaden og bekendte sig til den nye Regering. Han opfordrede til Ro og Orden og udbragte et Leve for Rusland, der dog kun fandt maadelig Tilslutning. Maaske havde man ventet mere, maaske mistroede man den gamle Kosakhetman og “Reaktionær”.

Pludselig banede en sig en Trop unge Infanteriofficerer [sig] Vej gennem Mængden og ind i Palæet. Jeg havde Indtryk af, at i det mindste nogle af dem var spirituspaavirket. Hen paa Aftenen fortaltes, at den gamle Mand var blevet fængslet af Officererne. Man havde slæbt ham ned paa Gaden, Pøblen havde flænget hans Distinktioner og Ordener af ham og slaaet ham blodig.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

15. marts 1917 – Jens Iversen: “… Regentskabet var overdraget til Tsarens Broder”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Tirsdag, den 15. Marts 1917
I Morges var vi alle paa Kontoret stærkt optaget af Forlydende om, at de kejserlige Ministre i Petersborg var fængslet, at Tsaren havde abiceret til Fordel for den syge, umyndige Tronfølger, for hvem Regentskabet var overdraget til Tsarens Broder Mikael Aleksandrovitj. Vil der nu snart komme Fred, spørger vi os. Russerne er som Lamslaaet. En mærkelig Ro ligger over Byen. Da jeg som sædvanlig ved Middagstide var paa Vej til Dom Smirnov, saa jeg Folk købe de stedelige Aviser. De saa pa de store Forsideoverskrifter og gik videre. Aleksej Lavrentjevitj var kun ganske kort paa Kontoret. Ved Middagsbordet sagde han til mig, at nu kom jeg vist snart hjem.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

13. december 1916 – Ribe Stiftstidende: tungsind og kaalrabi

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

 

En krigsfanges tungsind gik over til raseri

En russisk krigsfange, der er sysselsat hos gaardejer Klaus Torré i Stevning paa Als, blev ifølge Hejmdal i fredags pludselig grebet af et raserianfald, angreb husbonden med en kniv og saarede ham med et stik i underlivet. Russeren tilføjede derefter sig selv fem stik i underlivet, saa han maatte indlægges paa et lazaret i Sønderborg. Russeren, der er omkring 40 aar gammel, led af tungsind, da han i lang tid ikke har hørt fra sit hjemland. Gaardejer Torré, som var bleven indlagt paa sygehuset i Sønderborg, hvor der forsøgtes en operation, afgik i lørdags ved døden.

 

Kaalrabi i brødet

En husmoder i Aabenraa, fru Tøgesen, har meddelt Apenrader Tageblatt, at hun tilsætter sin brøddejg revne roer i raa tilstand og ælter det godt sammen, derved forbliver det i roerne indeholdte sukker fuldtud i brødet, medens det ikke er tilfældet, naar roerne først koges. Man kan – fortæller fruen – uden betænkning sætte 20-30 procent roer til brødet, enten det er rug- eller hvedebrød. Selv hvedebrød blandet med 30 procent kaalrabi har ikke mistet noget i lugt eller smag; det ser tværtimod frisk og appetitlig ud og smager fortrinlig. Heller ikke rugbrødet bliver daarligere, men skal endog vinde i selvsmag.

Fem russeres eventyrlige flugt til Bornholm – Nyt på siden med redaktør Willemoës’ notesbøger

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende samlede i sine lommebøger stort og småt om begivenhederne ved grænsen til Sønderjylland.

Der er navnlig mange beretninger om sønderjyske desertører og flygtede krigsfanger.

Som regel har Willemoës selv interviewet sine kilder – men denne lange og spændende beretning har han på anden hånd.

Det er Grete  Bram Nissen, der transkriberer notesbøgerne.

5 russiske fanger til Bornholm

25. juni 1916

Nogle uger senere landede på Bornholm 5 andre russiske fanger nemlig 1) underfænrik Aljeksjei Fjederovitsch Chochtunoff, 15. tilliske grenader regiment, guv. Saratof; 2) Fjodor Andrjejevitsch Botschkin, 106. reg. 8 komp., guv. Novgorod, menig i 3) Sjemjen Sjemjenovitsch Starschinoff, 106. reg. 7. komp., guv. Novgorod, menig ; 4) Ignatu Jevgjenjevitsch Arsjentloff 106. reg. 8. komp. guv. Novgorod, menig; 5) Konstantin Trovotjevitsch Bjelkajoff, 301. reg. 11 komp. menig guv. Kasan.

Underfænrik Chochtunoff har skrevet følgende spændende og livlige beretning om hans og kammeraternes oplevelser.

Jeg er underfænrik (Feldwebel) i det 15’de tilliske grenader regiment og hører hjemme i landsbyen Gronkoff, kreds lapuchofski i Kamschinske amt i guv. Saraloff. Jeg var ved landvæsenet, indtil jeg skulle i tjenesten i byen Kronstadt, og jeg kender Petrograd godt. Jeg var 3 måneder ved fronten og deltog i heftige kampe, hvor jeg hentede mig to Georgskors, det første fordi jeg opdagede et fjendtligt batteri; det andet fordi jeg – da kompagnichefen var – med [] kompagni tilbagetog 3 fjendtlige angreb. Den 29.nov. 1914 blev jeg taget til fange på Warschaufronten ved landsbyen Skovrod; vi var i alt en 8.000 mand, der blev taget til fange, fordi ordren om at gå tilbage kom for sent og efter at vor front var brudt.

Hvis jeg nu skrev detaljeret om alt, hvad vi har måttet døje i Tyskland, ville ingen menneskelig skabning tro det; men jeg skal fatte mig i korthed.

Jeg har været i tre tyske lejre: Hammerstein, Butovje og Danzig. I Hammerstein har jeg været to gange. På min ryg bærer jeg mærker af de tyske grusomheder, stokke og piske faldt på den. Jeg har forsøgt at flygte 3 gange, hver gang fra Danzig. De to første gange førtes jeg til Hammerstein, den første gang var jeg der i 2 uger, den næste gang i 8 dage. Hver dag blev jeg bundet til pælen – straffepælen i 2 timer.

I slutningen af marts og begyndelsen af april 1915 var vi i alt 12.000 fanger i Danzig-lejren (Tralirski), og en ca. 2000 døde efterhånden af sult og sygdom. Det var rædselsfulde forhold og de lader sig overhovedet ikke beskrive. Vi fik hver dag ½ pund brød af et træagtigt mel, om morgenen te, om middagen vand (suppe?) og om aftenen te. Hver dag døde 20-30 soldater af sult og sygdom. Snart kom de bærende med en , snart med en anden, som bad: Giv os et stykke brød. Men ingen havde noget tilbage. Fangerne rodede jordsmonnet op i hele lejren og spiste de rødder, de på denne måde kunne få fat i ligesom de spiste alt affaldet fra køkkenet. Og tyske soldater slog os som ingen Ersofeder slår sine dyr. På russisk har vi noget, der kaldes en Mjeschatka, en stor slev, hvormed man rører rundt i gryden. Sådanne havde man også her; de var tykkere end en hånd. Når en fange havde gravet rødder op eller taget affald fra køkkenets affaldsbunker, blev han grebet, ført hen til pladsen ved køkkenet, lagt med ansigtet mod jorden og tildelt 13 slag med [dette] apparat. Endnu før fangen kan støtte på benene efter denne barbariske behandling, blev han rejst op og lagt hen på en pram for så måske at dø 2-3 dage efter. (Fangerne eller en del af dem er åbenbart anbragt i Pramme. Mod landsiden er lejren omgivet af pigtråd).

Der udbrød kolera, og i nogen tid døde der en 100 mand daglig; vi blev ængstelige og alle var vi forberedte på at dø. Tyskerne opdagede nu, at det var galt fat og at der måtte gives noget. Der blev bl.a. straks givet ordre til at forhøje madrationerne. Det var 4. eller 5. påskedag 1915. Jeg førte naturligvis dagbog og noterede hver dag begivenhederne, hvem der prygledes og hvem der pryglede fangerne. I 8 måneder skrev jeg i denne bog.

Som ovenfor omtalt flygtede jeg 3 gange fra Danzig.

Her har der tilsyneladende siddet et foto i notesbogen, hvorfor nedenstående muligvis kan være tekst til billedet

F   I Danziglejren befinder der sig ca. 12.000 fanger, dels indkvarterede på 3 store engelske dampere, spm lå i Tyskland ved krigens begyndelse, dels i en del flodpramme med hvilke tyskerne i fredstid sejler korn og træ fra Rusland. Disse dampere og pramme ligger i en kanal.

369

Første gang kom jeg kun lige ud af lejren. Vor lejr i Danzig – Trovlasko – lå mellem vandfyldte kanaler, og på den ene side var der spærret med 2 høje pigtrådshegn, mellem hvilke afstanden var ca. 7 meter.

Der stod 3 poster på vagt. Vi valgte at flygte gennem vandet. Jeg indlod mig på dette vovestykke, fordi jeg mente, at jeg nok kunne svømme 5-6 km., men jeg tog aldeles ikke i betragtning, at vi var så kraftesløse, som det skulle vise sig. I den pram, hvor vi var indkvarteret, var der på masten anbragt et redningsbælte. I det anbragte vi et trækors og anbragte så tøj og 10 rationer brød, som vi sparede op i løbet af et par måneder. Alt var rede til flugt, men tyskerne patruljerede også i kanalerne i både med skildvagter. Vi valgte den tid, da der var afløsning. Vi tog vort linned af og lagde det i redningsbæltet/bøjen, svømmede ud gennem to kanaler med bøjen, gik så i land og tog tøj på. Men allerede da vi havde tilbagelagt 3 km, blev vi grebne af svimmelhed og følte os overordentlig matte. Vi gik hen i en lille skov og tilbragte dagen i den. Det var den 15. april 1915. Næste dag måtte både min kammerat og jeg erkender, at vi havde overvurderet vore kræfter – vi var for svage til at gennemføre vor flugt. Vi gik så ud af skoven og blev grebet og under bevogtning ført til lejrkommandanten, en fin og elskværdig herre, der spurgte os ud om, hvorledes vi var flygtet. Han lod os der var officersaspiranter så gå på æresord, og dermed var vor første flugt endt.

Den 16. maj fik jeg fra mine forældre en pakke og 15 rubler, og tanken om flugt opstod på ny. En flugt syntes lettere nu, da der var mulighed for at komme med ud på arbejde. Der gik nogen tid; jeg fik flere penge og endnu en pakke, og jeg mente, at jeg nu havde kræfter dertil. Min kammerat, der var flygtet sammen med mig første gang, var allerede forsvundet. For 2 mrk 50 købte jeg et kompas og for 3 mark et kort, og vi var klar til flugt. Jeg fandt en kammerat, korporal Gjeorgii Tavnijoff, der var villig til at gå med. Det var ret vanskeligt at komme ud på arbejde, thi der var mange der meldte sig til; men jeg gav en jøde 5 mark for,. At han skulle vælge os til arbejde, og det kom vi også omsider. Det var den 16. juli 1915. Vi skulle arbejde et sted ca. 10 km syd for Danzig og kom dertil i alt 10 mand. Når vi kom op om morgenen fik vi en kop kogte, skrællede kartofler – det var kun lidt for os. Så slog vi rug indtil frokosttid, da man bragte os et gals kaffe og en tynd skive rugbrød. Så på arbejde igen indtil middag, da man gav os en stor kop kartofler; men brød [fik] vi ikke. Kammeraterne var alle klar over, at det kunne de ikke holde ud længe og talte om at flygte alle sammen. Jeg udtalte mig ikke, thi jeg vidste, at det var sikrest at flygte 2 ad gangen eller alene.

Det rum, vi opholdt os i, var en svinesti; vagtposten sov i beboelseshuset. Efter at have arbejdet i 4 dage, besluttede jeg at flygte; Tausujeff havde opgivet det. Jeg fik fat i en økse, og da svinestien, hvor vi var anbragt, lå langt fra gårdens beboelseshus, slog jeg om natten jernstængerne i stykker med øksen og slap bort. Jeg var klar over, at det var meget vanskeligt at flygte gennem Tyskland og navnlig gennem egnen ved Danzig, der er flad som en slette og gennemskåret af en mængde vandingskanaler og mindre vandløb. Natten var meget kort og lys, og næsten hele tiden færdedes folk på landevejen, dels til fods, dels i vogn. Første nat gik jeg lige frem, men måtte 6 gange klæde mig af og bære mit tøj gennem vandingskanaler. En gang måtte jeg svømme over, og mistede da både kniv, tændstikker og det sidste sæt linned; på et hængende hår havde jeg også tabt kompasset, men nu bandt jeg det om halsen. Jeg flygtede i retning af Mlawa. Det gik godt i 8 dage under adskillige spændende små oplevelser. Den 9. dag blev jeg opdaget af 3 børn og en kvinde, som øjeblikkelig gjorde anskrig, og en vagtpost og 3 polakker satte efter mig. Der var ingen skov eller noget andet i nærheden, hvor jeg kunne skjule mig, og de fik så fat i mig og fik mig til en jernbanestation, hvor der holdt et passager(person)tog.

I dette tog var der bagest tilkoblet 4 jernbanevogne med russiske sårede soldater, som havde ligget der 4-5-6 dage. Man førte mig hen til en af vognene, åbnede den, og gav mig et stød i ryggen med en geværkolbe, så jeg styrtede ind lige over de sårede soldater.

372

Det var så skrækkeligt at se disse lemlæstede soldater, hvoraf en del havde stærke kvæstelser i hovedet, at jeg ikke kan beskrive det. I halvandet døgn lå disse sårede soldater indespærrede i vognen og for tilstængede vinduer. Der fandtes på vejen ikke en eneste medlidende sjæl, som ville give disse hårdtsårede en drik vand. Da der en gang blev gjort holdt ved en station, og nogle af dem grædende råbte på vand, medens en anden råbte: ”Jeg dør!” blev døren pludselig revet op og en soldat slog efter os med bajonetten, medens børn kastede sten efter os.  Jeg var kastet ind i toget om middagen kl. 12. Halvandet døgn efter, kl. 1 om natten, kom vi til Hammerstein, og vi blev ført ud og gennem en skov. Jeg blev bragt til vagtlokalet og underkastet en grunddig undersøgelse. De fandt min dagbog hos mig. En løjtnant slog mig, og derefter blev jeg ført lige i arrest, sparket derind, hvorefter døren sloges i efter mig. Jeg opdagede næste dag, at der var 6 celler og at der var 48, der sad i arrest, alle flygtninge, der var grebet på de forskellige steder.

Jeg fik intet brød i to døgn, men hver dag blev jeg surret fast til straffepælen i 2 timer. Jeg havde 5 mark hos mig og havde gerne givet dem for blot et halvt pund brød, men forgæves. Den tredje dag fik jeg for 2½ mark af en soldat, der havde udstået sin straf, den portion, han skulle have. Varm mad fik jeg hver 5’te dag; det var en skål kartoffelsuppe.

373

Jeg blev forhørt om grunden til min flugt, og jeg svarede, at det var fordi kosten var så slet. Det var nok, så blev jeg ikke forhørt oftere. Den 9. dag om morgenen gav vagten mig ordre til at samle mine sager sammen og følge med. Det gik til jernbane stationen, og om aftenen kl. 10 kom jeg tilbage til Danzig-lejren, og til det samme fartøj, hvor jeg tidligere havde været. Da mine kammerater så mig igen, gav de mig russiske tvebakker og te.

Næste morgen blev jeg kaldt op til kommandanten, der spurgte mig, om jeg ikke havde givet mit æresord på, at jeg ikke ville flygte. Jeg svarede ham, at min russiske ed tillader ikke at give noget æresord til fjenden og at han ikke havde ret til at tage et sådant af mig (?). Han kaldte mig så ”Schwein”, og så gik jeg. Han gav imidlertid ordre til at lænke mig, og en lænke blev anbragt om min venstre fod og venstre håndled. Den gik jeg så med i 29 dage og fik arrest i 14 døgn.

I efteråret blev til vor lejr sendt en russisk læge ved navn Romanjeff, der talte udmærket tysk. Han stiftede bekendtskab med kommandanten og fik udvirket, at ikke jøder (polakker?) men russiske underfændrikker og oversergenter fik befalingen over de russiske fanger, fordi tyske soldater og jøder slog fangerne for de mindste ting, hvilket virkede meget uheldigt på dem. Kommandanten gik ind på Dr. Romanjeffs forslag, men vi tog kun nødig kommandoen. Imidlertid vi overtog den. Tyskerne tildelte os nu forsyninger til lejren, men uden spor af [?] eller opgivelse af vagt. Men vi fik åbenbart ikke det, der var tiltænkt os. Med egne øjne har jeg set, hvorledes tyske soldater, der skulle føre tilsyn i lejren, stjal af kødet. Og jøderne, der er bekendt for deres tyvagtighed, stjal også. Jeg undersøgte forholdene nøjere og gav dr. Romanjeff underretning. Ved lejlighed meddelte 4 fanger, der var udtaget til at gå til byen efter halm [?], at de  var blevet tvunget til fra samme skur [?] at medføre 4 sække kød, der samme dag blev kogt i køkkenet. Jeg meddelte dr. Romanjeff dette. Og det viste sig da, at en tysk løjtnant Wolff havde ladet dette kød (4 pud a 16 kg.) bringe bort, og at en russisk gendarm, som hele tiden havde gjort tjeneste ved den tyske grænse og talte godt tysk, hjalp ham dermed. Jeg konstaterer hermed, ast tyskerne fratog de russiske fanger af de knapt tilmålte rationer, som deres regering havde tildelt den daglige ernæring. Til gengæld angav løjtnant Wolff og den russiske gendarm – den spion – mig til kommandanten, idet de oplyste, at jeg havde gjort to flugtforsøg og ville forsøge at flygte igen, og jeg blev atter sat under et strengt opsyn. Vorherre havde imidlertid medlidenhed med mig. Kort efter påske i år 1916 sendtes løjtnant Wolff til fronten. Den russiske gendarm bad en jøde skaffe sig noget tysk brændevin. Jeg købte gennem jøden 2 flasker og drak den sammen med gendarmen. Og nu kunne jeg komme på arbejde.

375 – 378

Alt, hvad jeg her har fortalt, kan bevidnes af 15 fanger fra Danzig-lejren.

Så oprandt den 1. juni 1916. Vagten kom og krævede en arbejder til. Jeg tilbød at gå med. Mine kammerater undrede sig over, at jeg ville på arbejde, da jeg nu havde det forholdsvis godt, da jeg i den sidste tid jævnlig havde modtaget pakker og penge hjemmefra. I løbet af 10 minutter fik jeg samlet mine sager sammen. I depotværkstedet fik jeg 5 par støvler og nogle reneskjorter med til mine kammerater, og så gik det ud af lejren. På vejen mødte jeg den russiske gendarm og tænkte ved mig selv: Mon han melder mig til kommandanten. Heldigvis skete det ikke.

I nærheden af lejren er der et lille landingssted, hvorfra en lille dampbåd skulle bringe os til den modsatte side af kanalen. En tysk gefreiter (underkorporal) kom pludselig løbende fra lejren, satte sig ved siden af os og spurgte, hvor vi skulle hen – han kunne lidt russisk. Jeg svarede: ”Til arbejde”. Han svarede, at det var ikke heldigt og forklarede vagten, at jeg var løjtnant. Feldwebel og var flygtet tidligere. Jeg blev ængstelig for, at jeg skulle blive sendt tilbage til lejren; men der var intet at gøre. På stationen erfarede jeg, at vi skulle til Pommern. Vi kørte i 5 timer – måske 25 km i timen. Kl. 10 om aftenen kom vi til bestemmelsesstedet – havde fornemmelsen af, at det ikke var så overdrevent langt fra Danzig – og efter at have tilbagelagt ca. 8 km. Ankom vi til det gods, hvor vi skulle arbejde. Vagten førte mig til en bygning og lukkede mig ind. Der stod nogle kammerater i lasede og snavsede skjorter. Sovestederne var nøgne brikse. ”Nå, kammerater, hvordan har I det?” spurgte jeg. ”det får du nok at vide, når du i morgen spænder hestene for og skal stå i vand og grave grøfter!”

Der var i alt 25, og 5 kom fra et andet sted. Klokken 5 næste morgen purredes vi ud til arbejde. Vi kom ud og blev fordelt til arbejdet; nogle skulle grave grøfter, andre derimod arbejde på gården. Jeg var blandt de sidste. En kvinde, der arbejdede hos forvalteren, kom hen til mig; hun var ganske tandløs. ”Spænd for denne vogn”, sagde hun; det faldt mig vanskeligt at spænde hestene for de tyske vognstænger, men det lykkedes.

Så arbejdede jeg dér i 19 (?) dage. Hver dag fik vi ½ pund majsbrød og 1½ pund til dels rådne kartofler.

Da jeg arbejdede alene, måtte jeg efterhånden forhøre mig om, hvor jeg var og hvem der ville flygte med mig. Alt, hvad der behøvedes til flugt, havde jeg med mig, både tvebakker og kort [?]. Det viste sig, at 8 ville flygte, og de foreslog, at flugten gik over havet. Ingen af dem kendte imidlertid til at manøvrere med sejl, og jeg har nok været meget i båd (formentlig robåd) men har ikke kundskab til at sejle med sejl. Det tegnede ikke godt, men alligevel – jeg blev ved beslutningen om at flygte. På mit spørgsmål oplyste kammeraterne, at der var både ved kysten, men de vidste ikke, hvor stærke de var. Men så kom en af de soldater, der arbejdede hos mølleren i Pageb, Ignatii Arsentjeff. Han mente, at han nok kunne håndtere sejl, omend kun dårligt. ”Hvor har du lært det?” spurgte jeg. ”Men husbond har en sejlbåd, og i den sejler vi, når vi er ude at slå siv”. ”Hvor langt har du sejlet?” vel en 5-6 kilometer. Det var glædeligt, at der dog var én mellem, der havde kendskab til sejl.

Jeg tænkte nøjere over en flugt over havet og målte på kortet, hvor langt der var til Sverige, der var en 200 kilometer, og jeg regnede ud, at flugten ved en jævn vind kunne gøres på ca. 40 timer, i værste tilfælde dog næppe mere end 3 døgn. Jeg sov ikke om natten, for at tænke på flugten. Havet kan slå store dampere itu, men folkene kan dog redde sig fra planker. Jeg besluttede mig til at vove livet. Så snart vi var færdige med arbejdet, samlede s vi om forberedelserne. Ved havet havde nogle af kammeraterne set mange både, uden at de dog vidste, om de egnede sig til langfart. [?]fra andre grunde, der kom til os om søndagen, hørte vi, at der var en hos en fisker ude ved stranden. Jeg sendte så Arsjentjeff af sted for at undersøge, hvorvidt der sejlede tyske dampere eller fiskerbåde langs kysten, om de gik langt ud for at fiske, om bådene ude ved stranden, var store nok til at flygte i, om der var mulighed for at få fat i en, og at der i [?] tilfælde måtte være både sejl og årer. Fangen hos fiskeren oplyste at båden som der var tale om, ikke egnede sig for sejlads på havet og at der i løbet af kort tid var grebet 14 mand, som havde prøvet på at sejle. Arsentjeff undersøgte så grundigt møllerens båd og kom til det resultat, at den nok kunne bruges, kun måtte der laves årer til den. Vi besluttede os så at flygte i den.

To dage efter var alle rede. Vi havde endog skaffet os en lille elektrisk lommelygte til at belyse kompasset ved nattetid. Arsentjeff skaffede årer; han fandt 5 pæle og på enderne af dem huggede han et bræt fast – det var årerne. Sejlene lå længere borte, men dem kunne vi nok få fat i, erklærede Arsentjeff. Alt var således i orden. Stedet hvor vi befandt os, lå mellem byerne Rûgenwalde og Köslin i Pommern, 7 kilometer fra Rügenwalde. Der er der en bugt, der hedder See Burof (Sec Buckower); i denne bugt falder en å, hvis navn jeg ikke kender. Før åens udløb ligger ved bugten Pageb mølle, og båden dér brugte vi.

Dagen den 10 (?) juni oprandt. Vi sov om natten ved siden af køkkenet, og vi blev lukket forsvarligt inde hver aften.. For vinduerne var der anbragt stænger. Der var kun en væg mellem vagternes lokale og vort rum, og 3 gange hver nat gik vagten rundt om bygningen og gennem gården, hvor der tillige var en stor lænkehund, der blev sluppet løs hver aften.

379 – 388

Når vi andre gik på arbejde, blev én tilbage på gården for at hjælpe med ved kogningen af vor mad; ham gav jeg ordre til at løsne stængerne for vinduerne således, at de let kunne tages ned om natten. Vi skulle helst have medvind dvs. sydøst vind, når vi flygtede. Da klokken var 11 om natten, sagde jeg til kammeraterne: ”Drenge, lad os bede til Gud hvor den, der ikke frygter døden og som har bestemt at følge mig. Stå op og komme herhen, og jeg vil forklare jer, hvordan vi skal flygte. Kun fire rejste sig, de øvrige undslog sig af forskellige grunde. For at hæve modet hos dem, sagde jeg, at jeg ikke ville betænke mig på at sejle i hvilken som helst båd.

Vi begyndte at gå ud, skønt ilden endnu brændte og vagterne endnu passiarede; men jeg gik ud fra, at blev det først helt stille, ville det være vanskeligt at komme afsted uden at vagten hørte det. Jeg fik de kammerater, der blev tilbage til at tale højt og le, mens jeg løsnede stængerne for vinduerne og kom ud og fik alle sager rakt udenfor. Mine fire følgesvende kom også ud. Lænkehunden var ikke hjemme i øjeblikket. Afsted gik det, alt hvad vi kunne. Da vi kom til en å, tog vi vor linned af og gik ud. Pludselig kom hunden løbende efter os og gøede stærkt. Vi stod ude i åen og trak næsten ikke vejret; nogle minutter forløb i lydløs stilhed og vi hørte hunden fare hjem mod gården i fuld firspring. Vi gik op på den anden side og ind i en rugmark, og kort efter hørte vi igen hunden halse endnu heftigere ad os, men nu kunne den ikke få fat i os. Vi klædte os på. Vi skulle ikke gå ret langt – 2-3 kilometer, men vi må gå i en bue langs bredden af Bukowerbugten og gennem høje siv, hvorved vi undertiden sank i til knæene. Efter en halv times forløb kom vi til båden. En fange hos mølleren, Michail Kiriloff, hjalp med at bære sejl og årer ud. Vi kom hurtigt ud på bugten, fik sejlene hesjt og roede med 4 årer. Imidlertid vidste ingen af os, om vi fra denne bugt kunne komme ud i havet. Efter at have sejlet i en times tid kom vi ud i en kanal, ca. 30 m bred. Sejlene blev taget ned, og vi roede. Pludselig gik båden på grund. Jeg blev ængstelig. ”Hurtigt af tøjet, drenge!” råbte jeg, og i en fart fik vi os klædt af og bar båden gennem denne lille grundede kanal. Det var et slidsomt arbejde, for kanalen var lang. Og så lå der ikke ret langt fra den en landsby. Endelig nåede vi ud af kanalen til et sted, hvor havets vand mødtes med bugten. Her var der sand. Bølgeslaget slog båden snart til den ene side snart til den anden side, og vi tumlede med. Hurtig fik vi den ud på dybere vand. Nu var vi på havet.

Klokken var halv et. Sejlene hejstes, og vinden var sydøstlig, men ikke videre stærk, men vi brugte også årerne. Jeg regnede med at nå over til Sverige. I begyndelsen styrede jeg efter kompasset. Da vi uden uheld havde sejlet i et par timer, opdagede vi i retning af Rügenwalde en plet, der hurtigt nærmede sig. Vi fik hurtigt sejlene ned og farten sagtnede meget. Pletten viste sig kort efter at være en tysk torpedobåd, som passerede os i kun 4-5 km’s afstand. Hvorfor den ikke tog os, kan jeg ikke forstå endnu den dag i dag med mindre den ikke har opdaget os eller den har troet, at vi var tyske fiskere – hvad der unægtelig også var vor hensigt med at tage sejlene ned. Kort efter så vi torpedobåden vende og sejle mod kysten mod vest. En halv times tid efter opdagede vi en tysk damper sejlende mod vest. Vi fortsatte vor fart alene med årerne.- Da vi opdagede torpedobåden, var vi i grunden på det rene med, at vor flugt var sluttet, og vi kastede allerede en del af vore sager i vandet. Nå, vi fortsatte med at ro til kl. 1 om middagen, da vi hejsede sejlene igen. Ved 2 tiden så vi – det var måske kun et luftsyn – høje skrænter, skov, skibe og landsbyer. Vi havde kun et dårligt kort uden synderlige detaljer. ”Det er den tyske kyst, drenge, styr bort fra den!” råbte jeg; det gjorde vi, og kysten forsvandt. Efterhånden gik vinden om i nordøst og havet kom i så stærkt oprør, at det ikke længere var muligt for os at gå for sejl; men vi roede så godt, vi kunne, skønt vi var klar over, at denne vind ville drive os tilbage til den tyske kyst; der var intet at gøre – det var så Guds vilje. Vinden blæste nu temmelig stærkt og havet begyndte at brøle, og bølgerne blev højere og højere. Vort ror var ikke stærkt; og vi fik så stivet det af med to planker eller brædder og fik tillige anbragt en åre i det. Mine kammerater kunne ikke styre roret i denne stærke søgang. Jeg styrede så – i begyndelsen alene. Imidlertid slog søen ind over båden, og to mand øste ustandselig med en spand, som vi havde taget med. Det så kritisk ud for os, og vi tog alle afsked med livet. Vi løste et tov op, hver mand slog det en gang om livet og enderne bandt vi til båden. Vi ventede det frygtelige øjeblik, da døden skulle gribe os. Alle var vi svimmel, hostede og kastede op. Vi havde intet spist for ikke at komme til at kaste op.

Efter at have styret i et par timer i det hårde vejr kunne jeg ikke mere; mine hænder var blodige. Så afløste Fjodor Botschkin mig, og vi skiftedes dertil. Ved 12-tiden anden nat stilnede vinden af og blev igen sydøstlig, og kl. halvfire hejsede vi sejlene og sejlede således til i nok en 5-6 om aftenen for jævn god vind og med god fart uden at bruge årerne. Hen under aftenen blev det storm igen – vinden var nu østlig – og vi tog sejlene ind. Vi troede nu, at vinden ville føre os – ikke til Sverige – men til Danmark. På det tidspunkt skimtede vi igen kyster nord for os – jeg troede, at det var et luftsyn igen, men det var det ikke, hvilken kyst det var, kunne jeg dog ikke regne ud. Vi drev imidlertid bort fra denne kyst, hvad vi var meget nedslået over, men der var intet at stille op. Vinden og søen var stærkere end os, bølgerne til tider skrækkelige, men vinden syntest mildere. Vi var nu tre der styrede. Således sejlede vi til kl. 2 om natten, da blæsten flovede [?] af medens søgangen syntes lige stærk. Vi tog senere sejlene ned og brugte årerne samtidig med at vi nu satte kursen mod nord. Pludselig opdagede vi en prik, der kunne ligne kuplen på en høj kirke. Vi blev glade. Vi havde endnu ikke mødt en eneste fugl ud over måger, nu måtte der dog altså være en kyst i nærheden. Vi kunne ikke forstå, hvad det var for noget og sejlede derfor tæt forbi tingesten, der viste sig at være et sømærke lavet som en rubin af blik, forsynet med 3 bogstaver, som jeg ikke kunne tyde – det kunne jo tænkes at det viste grænsen mellem det tyske og det svenske havområde. Vi tænkte et øjeblik på at lægge os her, men det var for [?], fordi sømærket uafladeligt dukkede langt ned og derefter skød op over vandet. Vi fortsatte imidlertid sejladsen til kl 2 om eftermiddagen (den     dag), da vi i det fjerne opdagede kyster mod nord og  fugle begyndte at vise sig. Det var med ubeskrivelig glæde, at vi konstaterede, at vi gjorde denne opdagelse og vi trak endnu stærkere på årerne, men der næredes dog tvivl om, hvorvidt det var Tysklands kyster eller andre og selv var jeg heller ikke klar over det, men jeg forsikrede dem dog, at det måtte være danske eller svenske øer. Vi nærmede os nu mere og mere kysten uvis om, hvorvidt vi på ny skulle i fangelejr eller arrest, i forhør eller sendes tilbage til Tyskland eller måske skulle nyde friheden og vende tilbage til Rusland. Vi skrev nu den 25. juni, og klokken halv seks om eftermiddagen sejlede vi ind i selve havnen; vi fik at vide, at vi nu var kommet til Rønne på øen Bornholm.

Og hvor blev vi ikke forundrede over det danske publikums elskværdige forhold overfor os russere. Jeg troede, at det lille kongerige lå så langt borte fra os, at det intet kendte til vort land. Men tværtimod viste det modsatte sig. Alle løb ned til stranden, hvor vi landede, og alle viftede med lommetørklæder og råbte ”Leve russerne!”, og selv små børn, der knap kunne gå, sagde ”Kaput Deutsch”. Jeg blev forbavset over danskernes udprægede sympati for russerne, skønt vi bor så langt fra Danmark. Under hele mit ophold har jeg ikke truffet ét menneske, voksne som børn, som ikke tog hatten af, når han gik forbi os eller viftede med lommetørklæderne og her er ikke gået en dag, uden at vi modtog gaver i form af cigaretter, cigarer, pølser, kager og chokolade – vi blev i det hele modtaget her, som man i Rusland modtager sin slægt ved store højtideligheder, men begejstring og glæde.

Vi er nu i karantæne som det hedder på russisk, en foranstaltning, som findes i ethvert civiliseret land og har været her i 10 dage. Vor læge er en god mand, han sørger godt og omhyggeligt for vor pleje ligesom sygeplejersken.

385

Hele vort liv vil vi mindes dette ophold og altid være dem taknemmelig. Og så takker vi vor Gud, at han formede det således for os og gav os en tolk som kan russisk – det eneste menneske her, som kan tale vort sprog. Han hedder Alfred Krestjanovitsch (Købmand Alfred Bidstrup, Rønne). Jeg har ikke udtryk til at betegne, hvor hjertensgod og rar, han er. Hver dag kommer han til os, oversætter for os, fortæller os alt muligt og forærer os alt, hvad vi har brug for.

Fra mit ophold i den tyske fangelejr ved Danzig kunne jeg fortælle mangt og meget, men det kan have min interesse at oplyse, hvorledes tyskerne narrer de delegerede, der af de neutrale udsendes for at besigtige fangelejrene. – Deres opfattelse – de er og bliver barbarer – er den, at Gud er i himlen og tyskerne på jorden, hvor alle andre skabninger er til for dem. Jeg har for kort tid siden i en avis læst, at tyskerne begyndte at anerkende Haagerkonventionens fordringer overfor savnede soldater i fangelejrene, idet der siges at være udstedt mod – som hidtil at frygte fangerne, som man har behandlet værre end tyskerne behandler deres hunde.

Lige indtil marts måned gik de russiske krigsfanger med dårligt fodtøj og dårlige klæder, og om sulten har jeg tidligere meddelt. Når de delegerede fra et neutralt land ventes – de første kom hertil i slutningen af 1915 – har tyskerne i depotet anbragt et par hundrede støvler, kapper og uniformer, og alle fangerne drives hen til en barak, den der ligger mest til en side. Hos os var der jo ikke barakker, men dampere; vi blev dirigeret hen i den fjernestliggende, indtil de delegeredes besøg er forbi; medens de fanger, som de delegerede kan antages at komme til at se, forsynes med støvlerne, uniformerne og kapperne på depotet; men kun nogle er forsynet med linned. I den sidste tid fik vi en del sendt fra Rusland. På alle de steder, hvor der kan ventes eftersyn, anbringes der senge eller madrasser, men i de andre fartøjer er nattelejet værre end tilsvin og ligeså lidt senge som madrasser. For øvrigt var der meget fugtigt om bord i fartøjerne og ganske særlig om vinteren og i regnvejr. I marketenderiet solgtes der alt muligt i den tid de delegerede var her, både tvebakker, kager og sild; men så snart de delegerede rejste, blev der kun solgt limonade og tobak. Kommandanten anstrengte sig endog at få stillet et bageri på benene for at de delegerede skulle se, hvor godt der blev sørget for fangerne, og der blev anbragt 12 sække, helt fyldte. Men det, der var i dem, var cement, og sækkene blev godt bestrøet med mel, så at ingen kunne falde på, at det skulle være andet. De glemte ikke at henlede opmærksomheden for denne forsyning med mel og førte på den måde de delegerede bag lyste.

Der var også en dansk delegeret med – jeg tror, jeg så ham.

Når de delegerede kommer til en lejr, gælder det om at føre dem til steder, der er arrangerede med besøget for øje, og at undgå de øvrige steder. Til den ende går der 5-6 officerer foran og lige så mange bagefter den eller de delegerede og spærrer – tilsyneladende umærkeligt for den fremmede – vejen for den dør, hvor besøget ikke ønskes. Jeg fik dog til en russisk udsending bemærket i nærheden af bageriet:” Det er ikke mel, men cement”.

Et sted, der altid undersøges, er køkkenet med forplejningen. Kommandanten havde ordre til at holde 1014 (?140) svin, og når de delegerede kom, fik de at se hvorledes slagtningen begyndte. Og ligeledes hver gang de delegerede kommer, lægges de tyske soldaters kødrationer på bordene og bliver liggende dér, som om det var fangernes mad.

Det var ellers fangerne strengt forbudt at tale med den delegerede, Gud nåde os, om tyskeren hørte, at vi henvendte os til dem – det var det samme som prygl og desuden 14 dages arrest.

En behandling som denne er vist mod masser af russere, og de vil mindes det, så længe det russiske rige består. Jeg har skrevet dette, fordi jeg gerne vil have, at det gennem det danske folk, skal kundgøres, hvorledes de tyske barbarer bærer sig ad.

Undskyld, at jeg ikke har skrevet bedre, men indtil mit 22. år kunne jeg hverken læse eller skrive og jeg har ikke en gang gået i nogen skole, men har ved eget arbejde måttet lære mig det, da jeg aftjente min værnepligt – den russiske militærskole giver ikke undervisning i læsning og skrivning men giver den specielle militære uddannelse.

russiske_krigsfanger_bornholm_s388

Herefter er der en tekst, som ikke er skrevet af Willemoës, idet der er tale om en helt anden håndskrift og siderne er ikke nummererede. Det er tilsyneladende en beretning afgivet til en kvinde, idet denne tituleres ”frøken”:

Om de førnævnte 3 russeres rejse fra Bornholm til København i slutningen af juli 1916 berettes følgende i et brev, dateret Rønne den 3. august 1916:

Afrejsen herfra med de 7 russere var ret eventyrlig. Vi har her på Bornholm en del tyske spioner, vel også andre, men dog især tyske bl.a. er her en tysk reserveofficer, der har et hotel på nordlandet. Officielt rejser hotelejeren Reolf Müller mellem Bornholm, Sverige og København som turistfører, men der er absolut ingen tvivl om, at han er spion. Tyskerne giver nemlig ikke en mand i 30 års alderen tilladelse til at forlade Tyskland, når han er så rask som R.M.

Den dag der var fastsat til afrejsen fra Nexø, hvor russerne sidst opholdt sig var mandag aften kl. 12; de gik uden for byen, hvor konsulens vogn holdt og ventede på dem, og kørte så de 4 mil hertil. Jeg var fra kl. 3 morgen uden for Rønne for at afvente dem, og vi kørte ind til mine forældre, hvor vi lukkede kusken inde i gården, så han ikke hverken med eller mod sin vilje kunne meddele nogen noget før kl. ca. 6, da faders kusk kom. Kl. godt 4 gik vi til havnen i to partier og kom godt om bord uden at være set af et eneste menneske.

Kl. 6 gik damperen til Ystad, men meget forend vi nåede den svenske territorialgrænse kaldte kaptajnen mig op på kommandobroen og meddelte, at vi havde R.M. og en anden tysker med. Disse vidste ligeså lidt som de øvrige passagerer, hvilke rejsefæller de havde. Kl. 8½ stod så en tysk armeret trawler ned imod os og kaptajnen kaldte mig atter op på broen og meddelte, at der i agtersalonen var et lille rum, som ikke stod opgjort i noget af skibspapirerne, der kunne vi putte russerne ned, dersom vi skulle stoppe. Dette skete imidlertid ikke og vi kom godt til Ystad.

Ved landgangen så de to tyskere selvfølgelig russerne, og da vi var kommet op til jernbanestationen, var jeg inde der for at telegrafere til min kone, der var mindst lige så nervøs som jeg. Reolf Müller telegraferede også et eller andet sted hen, desværre kunne jeg ikke se hvad han skrev. På rejsen til Malmø holder toget hyppigt og hver eneste gang vi havde holdt ved en eller anden station, gik R.M. ned gennem alle kupeer for at se om russerne, der sad i den allerforreste endnu var med.

Ved toldboden i Malmø passede R.M. stadig på ikke at være længere fra os, en at han kunne høre hvad konsulen og jeg talte om. I Malmø blev vi for resten også skarpt iøjetagen af et par svenskere. Vi måtte jo så se at putte d’herrer blår i øjnene og spurgte derfor toldvagten om vej til et hotel og efter den russiske konsuls adresse i Malmø, for at aflevere russerne til ham. Samtidig meddelte vi, at vi skulle blive i Malmø til fredag, da vi skulle afvente ordre fra det russiske generalkonsulat. Vi tog så op på et hotel og spiste, og rejste så over til København med en senere godsfærge, og De kan tro, frøken, at vi drog et lettelsens suk, da vi lå godt fortøjet i Frihavnen.

Den herværende russiske konsul var jo med, men da han ikke taler russisk, sov han det mest mulige; han havde nemlig slet ikke været i seng, førend han kl. godt 4 kom ombord på damperen i Rønne havn.-

Overfor disse 7 russere har konsulen i øvrigt vist sig umådelig flink, for resten også flot, idet deres ophold her i alt kom til at koste mellem 11 og 1200 kr. selvfølgelig beklædning incl.

Siden disse 7 mand rejste er begge vore rutebåde stoppet af tyskerne næsten daglig.

I år har det russiske generalkonsulat sendt 258 eller 261 flygtninge hjem, meddelte konsulen mig.

Se mere på redaktør N.C. Willemoës’ egen side

4. oktober 1916 – Ribe Stiftstidende: gaver til tyske fanger

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Gaver til tyske fanger i Frankrig og Nordafrika skaffes i neutrale lande

Provinsforeningen for Røde Kors i Slesvig-Holsten, underudvalget for krigsfangne tyskere, i Kiel har udsendt et  mærkeblad, hvori det hedder: Den for tiden hos os herskende knaphed, paa fødevarer, linned osv. gør det i mange tilfælde vanskeligt for os at lade vore i fjendeland sukkende landsmænd tilflyde kærlighedsgaver. For at hjælpe paa denne fra alle sider følte ulempe har organisationen Hjælp for Krigsfangne Tyskere afsluttet kontrakter, hvorefter der fra det neutrale udland kan afsendes gaver til forholdsvis lave priser. Det drejer sig herved foreløbig om følgende pakker(men kun til Frankrig og Nordafrika):

En lille spisevarepakke til 6 mark, en stor spisevarepakke til 12 mark 50 pfennig, en lille pakke med undertøj osv. til 9 mark 20 pfennig; en stor pakke med undertøj  og andet til 16 mark 50 pg.; en lille pakke med cigarer osv. til 4 mark og en stor pakke med cigarer osv. til 10 mark. Der er sørget for, at der kun sendes prisværdige sager til fangerne. Skadeserstatning for pakker, som ikke kommer deres ejermænd i hænde, kan ikke overtages. Hvem der ønsker at sende en pakke til en fange i Frankrig eller Nordafrika, bør sende det fornødne beløb til bakhuset W. Uhlmann i Kiel. Paa bagsiden af postanvisningens eller betalingskortets afsnit maa i tydelig skrift staa: beløbet er bestemt til oversendelse at en stor (lille) mad-, henholdsvis linned- eller tobakspakke til krigsfangen (for- og familienavn, regiment, fangelejr og fangenummer). Det anbefales bestilleren paa et brevkort at underrette den paagældende fange om afsendelsen.