Tag-arkiv: kamp

16. november 1917. Mikael Steffensen: “Hvad der er en Del af ens Væsen kan man dø for”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig ved Flandern på Vestfronten.

Flandern, den 16. november 1917.

Kære N………. !


Saa har jeg saa meget at sige dig Tak for, N., og saa mange Tanker, du, men min Tid er saa knap. For Øjeblikket sidder jeg paa et Lofte i Halluin-Menin, vest for Courtrai (Kortrik), vi skulde ‘have et Par Dages Ro, men nu har de smidt os ud igen, og først for et Par Timer siden kom vi tilbage, men endnu ligger vi i højeste Allarmberedskab. Tilgiv da, om Brevet i Retning af Form og Skønskrift bliver »maadeligt« jeg kan ikke, som jeg helst vilde.

Jeg var saa glad for den Dag i Cambrai, selv om det var saa kort, og for Dagen i Buissy. Saa fik jeg da at føle, at vi endnu har Mænd, som kan betrygge vor Fremtid, at der endnu er virkelig unge Nordslesvigere, som tør vedkende sig deres Gud og deres Fædreland.

Det er vist at dømme haardt, men jeg regner dem for simple Folk, som svigter disse to Ting. Saa vidt jeg har erfaret, er disse to Ting -— selvfølgelig mest Vorherre — de to Poler, hvorom vort Liv drejer sig, og som giver vort Liv Indhold.

Tit har jeg tænkt i denne Tid: Kunde jeg blot have kæmpet og lidt dette forfærdelige for en Sag og et Land, som jeg elsker. Hvad der er en Del af ens Væsen kan man dø for . . .

Tak, N., for den Bog, du sendte mig, jeg vil se at faa den læst en af de første Dage, for at du saa kan faa den tilbage. Med forud vil jeg ikke tage den, dertil er den for god. Den første Fortælling har jeg læst, og den var god, dyb og af virkelig Værdi. Saa snart jeg faar en god Bog, faar du den tilsendt, vi vil hjælpe hinanden over denne Tid., N., og i Livet senere hen, ikke sandt? Hvis vi hjælper ‘hinanden frem mod høje Maal, saa vil Gud ogsaa velsigne vort Venskab, ja hele vort Liv.

Den 20. Oktober blev vi sat ind, og vi har været 10 Dage i Stilling siden da. Resten af Tiden har vi været i Halluin, men ogsaa i Beredskab, alarmeret hele Dagen, men ikke sat ind i Storm endnu.

I Dag har Englænderne trommet voldsomt, og der kastes Bomber og skydes her ind i Byen. Uhyggeligt er her, men forude er det værre. I mørke Nætter vil mange sætte Livet til i det bundløse Morads, og mangen Saaret vil lide en haard og fortvivlet Skæbne.

Bitterhed har fyldt mit Sind — der var knap Plads for Tak til ham, som jeg dog skylder Tak for saa uendelig meget godt. Vi er smaa, vi Mennesker, meget smaa, og i denne Tid især har jeg været en af de mindste: Svag og utaknemmelig, ængstelig og utro mod Gud.

Hvor fandt jeg Hvile i at læse i din Bog, de gode Tanker, dem faar man aldrig for mange af.
Jeg sad forhen og læste et Digt af Josias Bille, skrevet nu under Krigen. Tonen er ganske vidunderlig og gribende, men den kan jeg jo ikke skrive, jeg kender den næppe selv. Men Ordene faar du nu:

Ring, Klokke, lydt over Land og By,
meld om en blaaraende Himmel bag Sky,
ring for de Sjæle, som stønner i Strid,
Klokke, ring Fred i vor fejderde Tid.

Dybt skal du ringe i Sjælene ind,
nævne det bløde, vi bær i vort Sind,
kalde paa alt, som kan stemme til Fred,
vende vort Sind til Fordragelighed.

Kald alle Minder om Kærlighed frem,
kald paa de Længsler, vi bær til vort Hjem,
mind om den Hustru, som græder i Bøn,
mind om den Moder, som elsker sin Søn.

Ring, Klokke, ring over Hærenes Tal,
ring gennem Hjertets forhærdede Skal,
fri vore Sind for dens tærende Splid,
Klokke, ring Fred i vor fejdende Tid.

Du skulde høre N. N. synge den, selv har jeg ikke hørt ‘ham synge den, men andre, gribende Sange, og det var Andagt, det var noget, der greb det dybeste i mig, og fik Strenge til at dirre, som aldrig kom i Svingning ellers.

Ja, min Tid ebber ud, skønt jeg gerne vilde fortsætte, maa jeg dog slutte.

Guds Fred, N., over alle dine Veje, og vær kærlig hilset.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

15. november 1917. “Hvor er Gud, at dette kan ske?”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig på Vestfronten.

Bataillons-Stillingen, den 15. november 1917.

Kære N. N.!

Saa længe har jeg længtes efter rigtigt at kunne sige Dem Tak for den Glæde, De gav mig med Deres Brev. De kender jo selv, hvor forskelligt et Brevs Indhold kan være. Ikke blot Ordene, men det, der ligger mellem Ordene, havde jeg nær skrevet, er det, man søger og længes efter at finde. Glæden er saa inderlig, naar man finder, at Brevskriveren har søgt at lægge sin Sjæl ind i det skrevne. Et Brev, en Hilsen er saa forskellig som et Haandtryk. Der kan ligge saadan er Varme i det Blik, som sænkes i mit, naar en Ven rækker mig sin Haand til Hilsen, og det er, billedlig talt, det Blik jeg søger efter, naar jeg læser et Vennebrev. Det fandt jeg i Deres Brev, og inderlig Tak derfor.

Vi laa den Gang ved Transloy som Reserve, og Englænderne trængte os haardt. Det saa ud til, at ingen af os skulde komme levende derfra. Mine Kammerater laa saa ængstelige paa deres usle Leje i den Træbarakke, som var anvist os. Rundt om os slog 28 Centimeters Granaterne ned, Væggene saa ud som en Si, saa hullede var de. Da kom Posten og Deres Brev. Jeg læste det flere Gange, og mod Forbudet tog jeg det med ud, da vi en Time senere gik frem.

Ord, som til andre Tider slet ingen Indflydelse vilde have, og slet intet Indtryk efterlader, udøver ofte under slige Forhold en Virkning, som spores jeg tror næsten et Menneskeliv igennem. Den Aften troede jeg bestemt, at min Time var kommen.

Tusinder af Malmmunde brølte imod os og koncentrerede deres Ild mod vor Stilling. I tre Dage havde der været Stilstand, og Nat og Dag havde vort Artilleri samlet Munition. At Englænderne havde gjort det samme, fik vi at høre.

Jorden rystede milevidt under Drønene og Luften blev sat i voldsomme Svingninger, Aandedrættet paavirkedes og blev meget besværliggjort, men værre blev det, da vi kom ind i Krudtdampen. Kommandoen druknede i Bulderet; vi fulgte kun vor Formand, snart i Løb, snart os gennem Taagen.

Værst var det næsten i og mellem Batteristillingerne. Hver Lavning i Terrænet, hver Busk, hvert Træ dækkede for et Batteri. Da tænkte jeg: To Verdensmagter har her koncentreret deres Kræfter imod hinanden, to rasende, overnaturligt store Kæmper prøver her deres Styrke, og du gaar her midt imellem deres fægtende Arme, som en svag, elendig Skabning. Men du gaar dog beskyttet. En endnu større Magt har du betroet dit hele Liv, i dens Varetægt har du jo betroet alt. Min Sjæl kæmpede for at vinde Fred. Men ogsaa inden i mig kæmpede Magter mod hinanden.

Nu gjaldt det Vished, nu var det Alvor. Jeg mindedes Dagene fra Poziéres, da jeg saa rolig saa Døden ind i Øjnene, da jeg havde Vished for, at Døden vilde bringe mig hjem til Gud. Den Aften var det anderledes. Fristeren kom med sin nagende Tvivl. Sandhed, Lys, Sandhed, det var det, jeg søgte, og ikke kunde finde. Midt i alt dette skrækkelige var det, som Gud havde forladt mig, som om alt det, jeg havde knælet for og ‘havde fundet Glæde og Trøst og Fred i, havde været Blændværk.

Min Tanke stod stille, en uhyggelig Angst greb mig. Er det muligt, at Mennesket fødes til Verden og glædes en Stund, for saa at gaa til Grunde i denne forfærdelige Elendighed! Hvor er Gud, at dette kan ske?

Seks Døgn, seks Døgn uden Søvn og Hvile og næsten uden Mad og Drikke, seks Døgn med frygtelige Anstrengelser laa bag os. Hjernen var tom for Tanker, men overfyldt med feberhedt Blod. Ikke et Ord til Trøst var gemt derinde, intet var der, kun Nat, bælgmørk Nat med Helvede omkring mig, med Døden for Øje. Hvad var det dog.

Aa, som de skreg og jamrede omkring mig, disse stakkels, brave Kammerater, som væltede i deres Blod. Vi laa i en ussel Rende, som var næsten jævnet af Granaterne, laa for at puste ud før det forfærdelige Løb gennem Spærreilden.

Foran mig, lidt til venstre laa en herlig, gammel Kirkegaard, omkranset med flere Rækker ældgamle Linde. Alt blev knust i denne Nat. Ikke et Træ, som ikke splintredes, ikke en Grav, som ikke ødelagdes. Ogsaa dette maa ske, tænkte jeg, alt, hvad Mennesker freder om og holder i Ære skal knuses og forhaanes.

Min Gruppe havde samlet sig om mig. »Vi kommer aldrig igennem,« sagde de, »aldrig«. Taarerne har sikkert haft frit Løb, Stemmen var saa usikker. Stakkels Gutter, de fleste var ikke vant til Ilden. Men ogsaa de Gamle trængte til Trøst. »Værre end nogen Sinde før,« sagde de. De trængte til Trøst; men jeg kunde ikke trøste. Det var en indirekte Løgn, da jeg sagde; »Det gaar altsammen. Løb, naar jeg befaler det, og følg efter mig. Til højre for Hulvejen ligger næsten ingen Ild, og der er en Gennemgang gennem Traadforhugningen foran Flankestillingen«.

Vi skulde gaa gruppevis frem, og jeg havde lidt Tid. Da følte jeg Deres Brev i min Lomme, og alt det, jeg havde følt, da jeg læste det, gennemgik jeg i samme Øjeblik. Min Gud, den Gud, hvorpaa jeg havde bygget mit hele Liv, men som jeg ikke kunde finde, havde Brevet jo vidnet om. Den Varme, hvormed De havde skildret Livet med Gud, det Vidnesbyrd, De havde aflagt, bevidst eller ubevidst, blev min Trøst og min Redning. Jeg maatte leve i andres Tro, maatte ledes paa Vej ved Deres Vidnesbyrd, styrkes ved andres Forbøn. Og da kom det saa lykkelig stille, ikke overvældende, men lægende mildt: Guds Menighed, Vennerne derhjemme, staar bag dig i Bøn til Gud. Da kom De med Deres varme Haandtryk, og De saa paa mig og sagde: Der er kun een Gud, og det er vel ogsaa din Gud. Jeg følte, at De havde talt Sandhed, følte, at Lykken laa gemt bag Deres Vidnesbyrd, og dette førte mig ind paa Vejen igen, paa Vejen hjem til Ham.

Et Kvarter efter laa vi i forreste Linje, alle omkring mig næsten jublede af Glæde. Gruppen havde naaet sit Maal og fundet sin Plads, og ikke en Mand var tabt.

Granaterne slog ned omtrent 150 Meter bag os, nu havde vi kun med Infanteri at gøre, en lige Kamp, paa lige Vilkaar, den frygter ingen. Stormen kom henad Morgenstunden, den blev standset foran vor Linje, thi vi havde Skudfelt paa 600 Meters Afstand.

Da Solen stod op, havde jeg endnu alle mine Folk, og dem havde jeg den Lykke at faa med uskadt derfra, da vi paa anden Dags Aften blev afløste.

Aa, der var saa meget, jeg vilde skrive, men det lakker mod Midnat, og Brevet vil blive for tungt, naar jeg skriver mere. Jeg fortsætter en af de første Dage.

I Aften de kærligste Hilsener og en inderlig Tak. Deres hengivne

Mikael Steffensen.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

10. november 1917. “Jeg kunde endnu høre hans rolige, venlige og dybe Stemme”. Nis Kock sørger i Østafrika.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Efter englændernes angreb på Ndanda, var Stache enten faldet eller tilfangetaget. Kocks malaria begyndte også at vise sit grusomme ansigt endnu en gang. Men der var stadig det store ammunitions depot der skulle gøres noget ved.

Den anstrengende Dag havde været for meget for mine Nerver, der i Forvejen var haardt medtaget af Malariaen.

Ogsaa den havde ladet høre fra sig i de sidste Dage med smaa Anfald. Den stærke Indsprøjtning var aabenbart ved at have udspillet sin Rolle, og jeg kunde igen mærke den uhyggelige Træthed, som jeg havde været forskaanet for en kort Tid.

De stærkt forcerede Marcher om Eftermiddagen havde næsten slaaet mig ud, og dertil kom, at jeg ikke kunde faa Dagens to Begivenheder ud af mine Tanker:

Peter Hansen paa sit Græsleje, graa i Ansigtet og med Blod om Munden, og Stache, der pludselig var forsvundet ud af min Tilværelse — død eller fanget.

Han var nok ikke fanget. Jeg kunde ikke tro paa det. Stache havde langt snarere forsvaret sin Ammunition til det sidste og var faldet imellem Patronkasserne, som han havde ført til Ndanda gennem alle Østafrikas Jungler og Sumpe.

Jeg kunde endnu høre hans rolige, venlige og dybe Stemme og se hans skarpskaarne, solbrændte Ansigt for mig. Han havde været min Overordnede, men havde aldrig i den Tid, jeg havde kendt ham, ladet mig føle det.

Jeg kunde slet ikke forestille mig, hvordan Livet videre skulde forme sig for mig, naar Stache ikke var mere. 

Ud paa Morgenstunden faldt jeg endelig i Søvn, men fo’r et Øjeblik efter — troede jeg da — op ved den voldsomme Skydning, som aabnedes, saa snart det var blevet lyst.

Hele Koncerten fra Aftenen i Forvejen genoptoges, men blot laa Skyttelinierne endnu nærmere ved mit Flodleje end Aftenen i Forvejen.

Tyskerne havde trukket sig lidt tilbage i Nattens Løb, og Englænderne var fulgt efter. I Løbet af ganske kort Tid kom Begivenhederne saa tæt ind paa Livet af mig, at jeg ikke behøvede at høre mig til dem.

Den tyske Skyttekæde trak sig hurtigt tilbage lige mod Flodlejet. Jeg kunde se, hvorledes Askarierne rejste sig op, løb lidt tilbage og kastede sig ned igen, og Kuglerne hvinede over Flodlejet, saa det ikke var raadeligt at vise sig i oprejst Stilling. 

Jeg lod Ramasan og Ali og mine tre Bærere begive sig paa Vej mod Syd med Ordre til at vente paa mig et Par Kilometer fra Flodlejet, og da de var kommet vel af Sted, traf jeg mine sidste Forberedelser til Sprængningen.

[Fortsættes…]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. oktober 1917 – Mathias Damm: “Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg skal gøre nogen Fortræd uden at det er nødvendig.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 18. Oktober 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Brevet fra d 12 og Søsters Kort fra den 11. Jeg har det stadig godt, blot Tandpine som sædvanlig. Jeg gad nok vide hvorfor jeg den 4 har skreven i stor Hast, kanske har vi lige skullet afsted efter Middag, eller jeg har- havt Tandpine og skidt Humør. Thi de to Ting følges gjæme ad.

Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg skal gøre nogen Fortræd uden at det er nødvendig. Dertil er jeg da for længe Soldat, at jeg af Overmod for at vise mig skal skyde en ned, som jeg saa en gøre. Det Bæst havde nær gjort mig ulykkelig med. Jeg kunde blot smøre Haser om Hjørnet, saalænge Haandgranaten var kreperet. Du kan slet ikke sætte Dig ind i saadanne Forhold, om jeg ogsaa vilde forklare Dig det. For det først skal man tænke paa sig selv og for det andet paa Kameraterne. Det nytter kun lidt at jeg bjærger mig og de faar “Dunst”.

Naar vi med de par Mand Stosstrup (500) skal jage 30-35.000 Mand i Flugt og bringe dem i Forvirring, kan det ikke gaa skaansomt til og jo mere de taber Besindelsen, desto lettere har de andre at tage dem til Fange og følge med. Og at det gik godt ses deraf at vi paa den lille Plet tog over 4000 Fanger, mens de ved Riga kun tog 5500. Vi hentede dem alle ud af deres Unterstande og at det ikke altid kan klares med Ord, er en Selvfølge. Dog har, jeg saavidt muligt blot skræmmet dem.

Enhver Befaling maa man ogsaa udføre. Naar de løber bort, maa man ogsaa skyde. Ellers kommer de atter i Tanker om at værge sig, og hvordan gjorde de i Galizien? Og paa Teufelsberg ligesaa, blot de saa en Hjelm gik det løs, og vi lod dem løbe blot de ikke kom os for nær. Jeg gad nok vide hvordan Du mener det med den ekstra Dag til at slaas? Det gaar over min Forstand.

Jeg har vel atter skreven Din adresse paa et Kort til Anna B. Det maa vel komme af at det er til Gøtterup begge. Jeg har idag atter været henne at felde Træer og da jeg har Dagværket gjort, har jeg fri i Eftermiddag. Her lever man forresten ikke daarlig, naar man blot havde havt den gode Forpleining fra forrige Maaned. Vi faar jo nu kun 600 Gr. Brød igjen imod i 750 i Sept og 500 i Sommer.

Jeg takker ogsaa mange Gang for Pakke 19, det havde jeg nær glemt. Den var god og velbeholden. Hvad var der i 14. Da Du havde ekstra Brugsanvisning ilagt? Du kan hilse Cathrine at det skidt Billede var ikke værd at takke saa mange Gange for. Men naar jeg engang faar nogle bedre faar hun et andet, og de andre to Hr. Forvalteren og Røgteren ogsaa. Jeg har ogsaa sendt Ret af de første (af de andre ogsaa) han mente det var en fra 1870 eller fra sidste Krigslaan (Blecht uns siegen), der formanede til Fred. Jeg vil nu have skreven til Anna, jeg skal saa passe paa ikke at forveksle adresserne. Saa driller hun mig endnu mere. Godt at jeg ikke er i Nærheden. Mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

17.april 1917. Soldaten Mikael Steffensens møde med engelsk tank: “Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 var han ved Somain i Frankrig, hvor han oplevede de engelske kampvognes grusomheder.

Somain, den 17. april 1917.

Anden Paaskedag lød Allarmsignalet, og allerede en halv Time senere var vi undervejs til Fronten, som laa 12 Kilometer fra Byen, hvor vi laa. Englænderne var brudt igennem ved Wancourt, og vi maatte ind i Aabningen. Klokken 5 om Eftermiddagen begyndte Kompagnierne at grave sig ned ved Landevejen til højre for Landevejen bag Monchy. I Snevejr og Regn arbejdedes der uafbrudt i fjorten Timer.

Da fik Bataillonen Befaling til at gaa frem og tage Føling med Fjenden. Foran Briterne, — til venstre for Landevejen Cambrai—Arras, maatte Soldaterne nu begynde forfra at grave sig ned, udsat for Ilden fra Englændernes Kanoner og Maskingeværer. Tre Gange blev engelske Infanteri- angreb afslaaede af vore Kompagnier i Dagens Løb. De engelske Stormkolonner kom altid i en Snestorm, som de havde ‘i Ryggen, men deres Storm var forgæves, ikkemindst, og vel kun, fordi de var aldeles berusede. Den Dag og den følgende Nat arbejdede 84erne ustandseligt.

Sammen med Bataillonsstaben laa jeg i et Skur paa en Højde bag Monchy, hvorfra vi kunde overse hele Terræ­ net, hvor vore Kompagnier laa, og hvorfra vi havde en nogenlunde Ordonnansforbindelse med Tropperne.
[…]

Da jeg om Aftenen gik gennem Stillingen forude, kunde jeg opmuntre de forfrosne, gennemblødte og forvaagede Kammerater. Ved Tilbagekomsten til Staben blev der meldt, efter engelske Fangeudsagn, som syntes aldeles tilforladelige, at et engelsk Angreb paa Monchy blev forberedt til Onsdag Morgen den 11. April. Straks blev jeg sendt afsted til vor Bagage, som laa 10 Kilometer bag os, i Byen Sailly, for at hente Patronvognen med 24,000 Patroner.

Klokken 5 om Morgenen kom jeg tilbage med Vognen. Midt paa Skraaningen opad Højen til Stabslageret saa jeg, at der forude signaliseredes et engelsk Angreb. Brandgule Lyskugler svævede over en bred Front, — der var alvorlig Fare.

I en Fart blev Patronerne udladede og Kammeraterne hentede for at slæbe dem op til vort Lagersted. Det var næsten lyst, og fra Højden kunde jeg se, hvorledes Tropperne, der dækkede 84ernes Flanke, veg tilbage i vild Uorden. Kanonerne drønede foran og bag os, og Skæret fra Tusinder af eksploderende Granater lyste i Morgengryet.

Da saa jeg noget mærkeligt, noget, som jeg aldrig vil kunne glemme. 84erne sprang ud af deres Skyttegrave og bombarderede en stor graa Kolos, som drejede sig rundt og gav Ild, saa det lyste som Lyn fra dens Sider. Det var en engelsk »Tanks«. Snart fik vi Øje paa tre andre, og en af dem var os ganske nær. Den listede sig op ad Bakkeskraaningen fra Monchy op til os, og nu gav den Ild mod os. Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne, og snart var Staben der med Geværer og Karabiner. Men Uhyret sneglede sig altid nærmere. Linjen foran os var gennembrudt. Britterne stormede og tog Monchy, vi, omkring ved en Snes Mand, var de eneste Forsvarere af Højden. Da blev der givet Ordre til Tilbagetog.

Endnu i Dag maa jeg le over den »Flugt«. Bag os sprængte Artilleriet frem med deres svære Heste for at hente Kanonerne ud. Alt løb, som om det var betalt for det, — uden Maal, blot tilbage. Jeg travede, fuldt belæsset, skydende min Cykle gennem den vaade, granatpløjede Jord, — bag efter hele Kolonnen. En Gang før har jeg fortalt om den Evne jeg har til at finde ud af vanskeligt Terræn, med andre Ord, — finde de mindst udsatte Steder i Terrænet. Ikke en eneste Gang kastede jeg mig ned, og naaede snart Sukkerfabrikken — vort foreløbige Maal.

Englænderne, som vi ventede i Hælene paa os, havde endnu ikke naaet Bakkens Top, hvor vor Barakke laa. Hvad var der sket? Straks maatte vi kaste vor Oppakning og frem til vore Kompagnier. Vi er jo »Gefechtsordonnanser« og maa frem for alt holde Forbindelsen vedlige.

Skrækkeligt var det at se de lange Rækker af Saarede, som kom fra forreste Linje, skrækkelige var de engelske Granaters Eksplosioner paa Vejen Arras—Cambrai, som vi maatte frem ad.

Vi mødte flere af vore Folk, som dog ingen Oplysninger kunde give om Hovedstyrken. De var om Morgenen sendt bort for at hente Kaffe, og da de vilde vende tilbage til Linjen, rasede Kampen i Skyttegraven. De lod alting staa og løb med Flokken tilbage, og tog de Saarede, som havde slæbt sig ud af Tummelen, med tilbage. Snart naaede vi vore linjer.

Kuglerne peb fra Hundreder Bøsse­ piber mod os, det gik fra Hul til Hul, endeligt naaede vi ind. Stillingen var holdt. Vel Tusinde engelske Lig laa foran Skyttegraven, og mange Saarede laa og jamrede sig. De kunde ikke hentes ind, thi blot et Hoved oven for Skyttegravens Rand, og en engelsk Kugle peb om Ørerne paa det.

Løjtnanten afgav følgende Melding: En engelsk »Tanks« havde kunnet nærme sig, uden at det ved Gevær­ kugler og Haandgranater var muligt at forhindre det, dens Panser var uigennemtrængelig for disse Forsvarsmidler. Foran Graven drejede den Siden til, og kørende langs Skyttegravens Rand havde den mejet Besætningen ned, som ikke vilde vige, før der blev givet Kommando dertil. Det var dog lykkedes en stor Del at redde sig i Granathuller bag Skyttegraven, og denne Flok havde afslaaet de engelske Regimenters Angreb, som fulgte umiddelbart bagefter. — Det havde været Massemord.

Englænderne var døddrukne, og oprejst kom de i tætsluttet Linje. Maskingeværerne ‘havde mejet alt ned. Paa samme Maade var de engelske Kavallerilinjer, som sprængte frem, bleven mejede ned. De fire »Tanks« var bleven tilintetgjorte ved det tyske Artilleri. — Til højre for Landevejen trængte Englænderne frem, men var udsatte for 84ernes Flankeild. Derfor var Højden, hvor vi havde haft vor Bolig, endnu ubesat. —- Med denne Melding gik vi tilbage til Sukkerfabrikken, som laa under koncentreret Artilleriild. Vi blev der Dagen over og den følgende Nat, — da vor Bataillon endelig blev afløst, den 12. om Morgenen.

Til venstre og til højre for Bataillonen laa Englænderne saa langt fremme, at 84erne laa i en Sæk, som de dog kom godt ud af, men Afløsningen tabte straks Stillingen, som ikke var sært. Vi kom ikke tilbage i Ro, men som Reserve til Chirissy, nær den engelske Linje ved Heninel. Der laa vi [i] tre Dage, udsat for morderisk ild, […]

Ikke et Hus i Chirissy blev ‘hel. Jeg blev ganske, ganske let saaret, da Vinduerne sprang i den Stue, hvor jeg laa. Men det var kun Draaber Blod, der flød, og Bulen svinder for hver Dag. Om Aftenen blev jeg ofte sendt tilbage, og det var en drøj Tur, thi Dyndet laa 10 Centimeter tykt paa Vejen og Hundrede Munitionsvogne sprængte forbi. Værre har jeg ikke oplevet. For hver 100 Meter slog en Granat ned paa Vejen eller ved Siden af, og utallige Shrapnel eksploderede. Men alt gik godt. Skrækkeligt var det at se Soldaterne fra Skyttegraven. Leret klæbede ved alt deres Tøj, tommetykt sad det, vaadt, klæbrigt Ler. Og saa tavse gik de tilbage, uden at dække sig, naar en Granat suste lige over deres Hoveder, — de var hærdede, eller snarere sløve.

Nu er vi her i Somain. I Morgen rejser vi til Valencien­ nes som Armee-Reserve. Altid maa vi være parate til at gaa i Ilden paa ny. 84erne har faaet en glimrende Ros, — som ingen agter paa. De sikrede højre Flanke, men der randt Blod, ungt Blod i Strømme. Vor Bataillon tabte 2 Kompagniførere og 3 Løjtnanter, og Major Koiler, Chefen for anden Bataillon faldt. Om Tabene tør jeg ikke skrive i Dag, — maaske en anden Gang.

Om Slaget ved Arras, hvis første Storm vi kom ind i, kan der ikke siges meget i Dag. Hvad der er tabt, er ikke opgivet med god Vilje, men hvis England fremdeles vil sende berusede Sønner i Kamp, vil England aldrig kunne vinde. Englands Taktik fra Somme var: Stærk ruinerende Artilleriforberedelse forud for Infanteristormen, som ofte blev aldeles glimrende udført.

Her ved Arras, og i private Breve skildres det samme ved de øvrige engelske Angrebssteder, kom de oprejst, og altsaa Skive for Infanteriilden, ravende, totalt berusede. Det var en Ind­ sats af Menneskemateriale, som ligner de alleruforsigtig- ste russiske Masseangreb, Vore Fanger var stolte, kønne Skikkelser, men sanseløs berusede allesammen. Det var rørende, med ‘hvilken Omhu de forbandt de saarede tyske Fanger. Selv er jeg ikke Øjenvidne dertil; men fra flere Sider, fra aldeles paalidelige Kammerater har jeg de kønneste Skildringer af Englændernes Menneskelighed og humane Optræden over for den slagne Fjende.

Det er haardt at se Lidelser, — Medlidenhedsfølelse er tung Smerte. Disse stovte, bredskuldrede, ranke Gutter, som gaar i Slag, vaager, lider i Døgn, sulter, tørster, staar der, — men bliver. Mange finder deres Grav derude, andre lemlæstes. Man holder af disse Gutter; thi man deler alt med dem, den sidste Rest af Humøret, den sidste Mundfuld Vand, og den sidste Bid Brød. Det er dem, der i Dødens Stund forbinder det blødende Saar, dem, der varsomt hyller den døde Kammerat ind i Kappen og gemmer ham i Moder Jords Skød. Og saa spænder de den tunge Hjelm af og bøjer Hovedet i Bøn for den døde Kammerat. Det er Ting, som binder en til disse Krigere, det gør ondt at se dem segne, segne uden Smil.

Kærlige Hilsener til Jer alle, men mest til Dig.
Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

18. august 1914. Tirlemont – 86’ernes ilddåb

Af Regiment 86’s officielle historie:

Rygtet talte sandt.  Den 18. august, årsdagen for slagene ved Gravelotte og St. Privat i 1870, skulle regimentet have sin ilddåb. Vest for vandløbet Gette var der mellem Diest og Tirlemont konstateret stærkere fjendtlige styrker, der åbenbart skulle forsvare dette afsnit. Hele 18. infanteridivision skulle indsættes.

Spændingen steg til det ulidelige. Men endnu fire timers march var nødvendig.

Endelig mellem Heelenbosch og Orsmael begynder deployeringen: Brigaden, regimentet, bataljonerne, I og II bataljoner i forreste linje, III bataljon til højre opstillet bag ved I bataljon. I bataljon havde sat 1. og 4. kompagni, II. bataljon havde sat 7. og 8. kompagni i forreste linje.

IR20Til højre for regimentet lå infanteriregiment 20 fra 3. armékorps, til venstre lå infanteriregiment 84. Kamplinjen løb over Gette, så over banedæmningen Diest-Tirlemont mod nordvest, gennem de to landsbyer Neerlinter og Oplinter, omfattede en lille skov, Ouden Bosch, og sluttede ved bakken Schaffelberg.

Da deployeringen er tilendebragt, kommer ordren – at der skal spises!

Feltkøkkenet bliver kørt frem, og i al gemytlighed ikke ret langt fra fjenden bliver ”det sidste måltid” – som nogen kaldte det – indtaget.

 I mellemtiden er det blevet eftermiddag. Men nu går det løs! I kompagnikolonne går det ned i Gette’s brede dalenge. Terrænet er forfærdeligt. Grøfter, levende hegn, pigtråd, hække og endelig Groote Gette selv, en lille flod på 10 meters bredde. Ingen bro.

1914-08-18 Tirlemont

Da hjælper ikke noget, ”gevær og patrontasker i vejret!” og så ellers uden trit ”med Gud for Konge og Fædreland” ned i vandet til op på brystet. Adskillige snubler i den ujævne flodbund og tager så et ufrivilligt bad. Det medfører megen morskab og latter. Nogle hundrede meter på den anden side af floden Gette nås banedæmningen klokken 3,15 om eftermiddagen.

Voelkerkrieg 1014 mindre

Kompagnierne deployerer sig fra kompagnikolonne til skyttekæde. Modstanderen er kun 7-800 m længere fremme. Han ligger på de flade, nøgne højdedrag i en befæstet stilling. Allerede nu piber hans første projektiler.

Nu fremad! I lange spring går det over det åbne terræn. Så åbner også vi ild. Nu slår vort artilleris første granater ned også derovre. Men modstanderen skyder elendigt. De fleste projektiler går for højt. Det mærker soldaterne snart, og de er ikke til at holde tilbage. ”Bajonetterne på!” og under hurra-råb bryder man ind i den fjendtlige stilling.

Straks efter stormer I bataljon det brændende Oplinter hen mod kl. 4. I de fjendtlige skyttegrave ser det forfærdeligt ud. Artilleriet har ryddet voldsomt op blandt belgierne. Døde og sårede ligger tæt ved siden af hinanden. Størstedelen af de overlevende lader sig tage til fange. Nogle lykkes det at trække sig tilbage til nye stillinger.

Hurtigt formerer man enhederne igen, III bataljon blander sig med I, og II bataljon kommer nu i den anden linje. Frontbataljonerne går gennem Ouden Bosch, mens Schaffelberg, der hæver sig bag ved, bliver beskudt af vort artilleri. Nu stormer de op mod Schaffelberg, vor første linje får lige føling med ham. Fjenden opgiver hurtigt modstanden og rømmer nærmest i flugt størstedelen af stillingen. Vor forfølgelsesild strækker mange til jorden. Der bliver set bort fra en videre forfølgelse. Brigadekommandøren er bange for, at han så ikke kan styre sine karle.

Aftenen sænker sig. Stjernerne blinker gennem røgen fra de brændende landsbyer. Trætte, men opløftede og glade over den opnåede sejr bivuakerer 86erne i kampstillingerne under åben himmel. Der var ingen grund til overmod, for sejren var tilkæmpet mod en svagere modstander, der oven i købet havde savnet artilleristøtte.

Det var heller ikke sket uden tab. Løjtnant Reissmann og 16 mand var faldet, 60 mand såret, 12 savnet. Belgiernes blodige tab var meget store. 214 fanger havde regimentet taget.

Füsilier-Regiment 86 i Verdenskrigen

18. august 1914. 84’eren “Chr.”: “Vi stod op i Roerækkerne og fyrede i staaende Stilling”

Sønderjyden “Chr.”, infanterist i Regiment 84 “von Manstein” (IR84), fortæller om bataljen ved Tirlemont:

Vi naaede ud paa den anden Side Liége, og nærmede os den 18. August Terrænet omkring Tirlemont, hvor 84erne for første Gang kom i Ilden. Her fik vi, som det hed i Soldatersproget, vor »Feuertaufe«.

Det hele kom i Grunden temmelig overraskende. Vi marcherede fra Morgenstunden af, som vi plejede og mærkede intet, som kunde tyde paa, at der var belgiske Tropper i Nærheden. Ved Middagstid holdt vi Hvil. Feltkøkkenerne kørte op og delte ud af Gryderne.

Bedst som vi sad og var midt i Spisningen, kom Majoren susende og gav Ordre til øjeblikkeligt Opbrud. Ikke en Mundfuld maatte der spises mere. De, som ikke havde spist op, skulde bringe Resten tilbage i Feltkøkkenet og saa hurtigst muligt træde an i Geleddet.

Saa blev der »sværmet ud« i Skyttekæde, og vi gik frem over Markerne i spredt Orden. Forskriftsmæssig med korrekt Afstand, Gevær under Armen, nøjagtig som under en Felttjenesteøvelse hjemme i Garnisonen. Og var det mon i Grunden andet end en Feltøvelse? Et fikst Paafund af Majoren? Vi saa jo ingen Fjende, blev heller ikke beskudt. Vi hørte Artilleriet, men det var langt borte, og det hørte vi jo hver Dag.

Voelkerkrieg 1010 Belgiske skytter
Belgiske skytter

2. Bataillon rykkede frem ad en Vej, hvor Belgierne under Tilbagetoget havde fældet Træerne, saa de nu spærrede over Kørebanen og hindrede Fremrykningen. Jeg husker, at der i 6. Kompagnis Afsnit var en Roemark.

Hvordan det kom og hvordan det føltes første Gang at høre Kuglerne pibe omkring Ørerne, har jeg ingen klar Forestilling om mere; men jeg husker, det. var, da vi skulde til at forcere Roemarken, vi pludselig fik Ild. Det var første Gang. Og dog staar det for mig, som om det ikke gjorde noget overvældende Indtryk paa os. Det klaskede i Roebladene og det hvinede i Luften; men vi stod alligevel op i Roerækkerne og fyrede i staaende Stilling.

Belgierne havde taget Stilling i den modsatte Ende af Marken. Kampen varede hele Eftermiddagen. Henimod Aften gik vi frem til Storm, men da tog Belgierne Flugten, og mange af dem blev saaledes skudt ned bagfra.

Ved Mørkets Frembrud faldt Byen Tirlemont, der dog laa udenfor vort Kompagnis Afsnit. Den Aften saa vi de første belgiske Krigsfanger og de første belgiske Kanoner, som var erobrede under Kampen. Nogen større Bataille var Fægtningen ved Tirlemont ikke. Ved vort Kompagni havde vi ikke synderlig store Tab, nogle enkelte Saarede, men saavidt jeg husker ingen Døde.

Almanak for Nordslesvig, 1935