Tag-arkiv: kammeratskab

30. oktober 1918. Under beskydning med gasgranater: De angrebne blev helt desperate!

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918 og skulle efterfølgende dække det tyske tilbagetog ved en kanal. Her blev de fordrevet af artilleri den 21. oktober og trak sig længere mod øst.

Vi blev denne Gang ikke straks indsat. Efter nogle faa Dage, hvor det paany gik længere tilbage, besatte vi en Reservestilling. Det var ved en Landsby med meget spredt Bebyggelse. Civilbefolkningen var endnu til Stede.

Terrænet var meget uoverskueligt. Der var mange Hegn og Haver med Frugttræer. Der var ikke lavet og blev heller ikke lavet Jord- eller Skansearbejde. Vort Tilholdssted var en gammel Ejendom. Franskmændene saa vi ikke meget til. De holdt sig indendørs og passede sig selv. Vort Maskingevær havde vi anbragt i et Hegn, hvor ogsaa Vagtposterne var posteret.

Natten fra den 29. til den 30. Oktober blev Omraadet tildænget med Gasgranater. Det saa ret ufarligt ud. Med et Svup eksploderede eller revnede de, naar de faldt, og en Væske sprøjtede eller flød ud. Lugte kunde man ikke ret meget. Vi tog i Begyndelsen Gasmaskerne paa. Men i Længden blev det dog for varmt og anstrengende. Saa viste det sig, at de, der havde faaet noget af den sprøjtende Vædske paa sig, fik store Vabler. De saa modbydelige ud. De var gule og grønne, og nogle af Vablerne var saa store som Hønseæg. Vi holdt os nu indenfor.

I Morgentimerne blev de første syge. Hos nogle var Hals og Lunger saa angrebne, at der skulde tre til fire Mand til at holde dem. De blev helt desperate. Vi fik Bud efter en Ambulance.

Senere ankom to Officerer, som fortalte, at det var en meget farlig Sennepsgas. Man mente endda, at det var Gasgranater af tysk Oprindelse, Englænderne havde beskudt os med. De anbefalede, at enhver, der følte sig en Smule daarlig, skulde gaa tilbage og komme under Behandling. En Del meldte sig straks.

Vi andre stod og kæmpede en Kamp med os selv. Her var en Chance. Man kunde komme ud af Skidtet. Selvfølgelig vilde det blive opdaget, at vi ikke fejlede noget, for vi følte os jo ikke utilpas, men den Tid var dog i hvert Fald vundet. Men, kunde man virkelig lade de ærlige Kammerater i Stikken? Nej, — Disciplinen, Ansvarsfølelsen og’ Kammeratskabet sejrede. Vi blev.

Terrænet var forpestet og maatte rømmes. Vi blev beordret længere frem og fik anvist Stillinger ved en Chaussé, der løb parallel med Fronten. Den laa uden for det med Gas beskudte Omraade. Jeg fik Plads, hvor Chausseen krydsede en mindre Flod. Under Broen var et Hulrum, hvor vi kunde sove om Natten. Der skete ikke mere den Dag. Jeg inddelte Vagtposterne til Natten, og vi andre lagde os til at sove.

DSK-årbøger 1949

21. oktober 1918. Jacob Bergholts livvagt er ikke at spøge med!

Senest ændret den 17. september 2021 20:18

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han var imidlertid kommet på lazaret og blev nu sendt østpå med lazarettog mod Tyskland. Disciplinen blandt soldaterne er mildt sagt elendig!

Som regel blev toget rangeret ind på godsbanegårdene ved de forskellige stationer, men i Køln kom vi ind på hovedbanegården.

Alle udgange var besat med bevæbnede dobbeltposter, og da vi spurgte forplejningspersonalet – det var kvinder fra Røde Kors – hvad dette skulle betyde, blev der svaret, at der var kommet telegram med besked om, at en meget farlig transport ville ankomme. Det vakte uhyre munterhed.

Normalt blandede jeg mig ikke i de forskellige episoder, men på en banegård var der nogle stykker, der var uforskammede over for to ældre jernbanemænd, der bad dem stige i toget.

Jeg syntes, det blev for meget af det gode og anmodede dem om at forsvinde op i toget.

En mand vendte sig om og sagde “hold kæft” til mig. Men det skulle han ikke have sagt. Hamborgeren, der gik ved siden af mig, havde tilsyneladende ikke glemt Richards henstilling om at passe på mig, for han stak manden sådan én på gummerne, at han gik i gulvet.

Derpå tog han ham i kraven og smed ham ind i toget, idet han sagde: “Der, hvor jeg kommer fra, plejer vi at følge Jacobs ordrer omgående.”

De øvrige fulgte lidt slukørede bagefter.

Da vi gik videre, hørte jeg den ene jernbanemand sige til den anden: »Himmel, hat der ‘ne Leibwache!« (Bevar mig vel. Han har vel nok en livvagt).

Han var sandheden nærmere, end han måske selv troede.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

10. oktober 1918. Feldweblen hjælper Bergholt på orlov

Senest ændret den 17. september 2021 20:18

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han har imidlertid fået bylder i hovedbunden, som han holder ved lige ved at drikke eddike.

Min behandling i Revieret gik videre. Skønt jeg nu havde været under behandling i lang tid, ville lægen ikke sende mig på lazarettet. Jeg tror ganske bestemt, at lægerne havde instruktion om, at de ikke måtte sende de såkaldte gamle krigere bort, når der var den mindste chance for, at de kunne helbredes i Revieret.

Det var sådan set forståeligt, for menneskematerialet blev yngre og yngre, og det vil i denne forbindelse sige dårligere og dårligere. Den sidste, jeg var med til at begrave, var ikke fyldt nitten år. –

Men så skete der endelig noget. En morgen, da jeg mødte til behandling, trak Sanitetsfeldweblen mig til side og sagde, at i dag ville han sørge for, at jeg blev sendt bort. Den sædvanlige læge var rejst på orlov, og en helt ung reservelæge var trådt i stedet.

Da det blev min tur, tog Feldweblen ordet og sagde, at denne mand havde de nu behandlet i mere end en måned, uden at der var bedring at spore, og at man havde besluttet at sende ham på lazaret. Den nye læge kunne jo ikke vide, at det var løgn.

Han accepterede Feldweblens forklaring og udstedte de nødvendige papirer. Og nu var der én, der var glad.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

6. oktober 1918. Kammeratskab i fangelejren

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger.

(… fortsat)

En dag kom Nis Schmidt hen til mig. Han var meget ulykkelig. Han fortalte, at en eller anden havde set sit snit til at stjæle hans ration af skibskiks.

Det var jo ikke så godt, for det betød, at der nu for en dag blev smalhans to steder.

Samme aften blev jeg kaldt frem. Vi var seks mand, der blev ført bort. Uden for lejren lå vagtmandskabets barakker og andre bygninger. Vi blev sat til at bære franskbrød ind i en bygning fra en stor vogn.

Under dette arbejde så jeg mit snit til at negle et af disse brød. Jeg gemte det under min trøje og slap også godt hjem med det.

Nis og jeg delte om aftenen brødet.

Efter nogle dages forløb kom en mand og kaldte på mig. Jeg blev ført ind til lejrens kommandant. Hos ham blev jeg nu atter forhørt.

Han mente, at man egentlig måtte vide, hvad landsmand jeg var. De havde jo alle mine breve og andre papirer, som man dengang havde frataget mig. Alt, hvad man havde fundet, var jo skrevet på dansk; tysker kunne jeg altså ikke være.

Igen blev der spurgt, om jeg var fra Nordslesvig, og om vi talte dansk hjemme. Med god samvittighed kunne jeg bekræfte spørgsmålene.

Så var det korte forhør forbi. Jeg blev ført ud, men ikke tilbage til lejren. Vagtmanden førte mig over i et telt, hvor der allerede boede fem mand, der alle var hjemmehørende i Elsass.

Den ene af dem talte flydende fransk. I det nye opholdssted skete der straks en stor forandring. Kosten blev meget bedre, og der var i det hele taget friere forhold. Havde vagtmandskabet lidt rigeligt med mad, kom det altid os til gode.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

15. september 1918. Frederik Tychsen beslutter sig for at desertere

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid gået i stilling ved den lille franske by Graincourt.

Den sidste nat, jeg var i denne stilling, talte jeg en del med sergent Felix Ploschaizik. Han havde hustru og børn samt gamle forældre et eller andet sted i Ruhrdistriktet. Selv var han minearbejder (kulmine) og han havde haft 14 dages orlov. Men da der var gået 8 dage, kom han tilbage til fronten igen.

Forholdene i Tyskland var så elendige, at han kunne ikke holde ud at være hjemme. Familien sultede, klæder kunne de ikke få, og nøden var ganske uhyggelig. Da Felix fortalte dette til mig, græd han. Han havde ikke troet, at forholdene var så elendige, at han ikke kunne holde ud at se på det. Men sådan var det i efteråret 1918.

Jeg fortalte Felix, at jeg rejste på orlov en af dagene. Han bad mig om at få fat i et pund smør og sende det til sin kone i Ruhrdistriktet, og så sagde han, at jeg skulle se at gå over den danske grænse, for der var ikke meget at komme tilbage til Vestfronten efter.

Han udviklede fremtidsudsigterne i Tyskland, og hvor håbløs, det hele så ud, og han mente, at hvis man havde lejlighed til at slippe bort, så var det ens simple pligt at gøre det. Jeg svarede ham ikke ret meget på det, men jeg havde mine egne tanker. Vi sad og talte sammen det meste af natten, der var afbrudt af nogen skydning.

Hen på formiddagen ventede vi middagsvognen med proviant og post. Jeg håbede på at få mine orlovspapirer, derfor var jeg meget spændt. Min tornyster var pakket, der var ikke ret meget at pakke i den, den evindelige omflakken havde lært os at indskrænke bagagen til det mindst mulige.

Ved ca. 11 tiden kom middagsvognen. Vi fik hver en portion brød, nogen tynd suppe, tobak, cigarer og post, og jeg fik mine orlovspapirer. Suppen og brødet spiste vi med det samme, man måtte nemlig spise hele rationen for at blive mæt en gang om dagen, så hændte det jævnlig, at vi fandt nogle kartofler, bønner, blommer eller anden frugt, som vi så tilberedte til et nogenlunde spiseligt måltid.

Jeg spiste, hvad jeg havde, og orlovspapirerne sad i lommen – en underlig fornemmelse. Min tornyster var pakket, alt var færdig, og jeg gik så hen til den tjenstgørende officer og meldte mig fra. Han sagde kort og godt: ”Se at komme af sted!” Jeg gik dernæst hen til Felix, gav ham et lille stykke flæsk, som jeg havde fået hjemmefra, og så sagde jeg: “Farvel, Felix, jeg kommer ikke mere!” Felix sagde farvel, han takkede for flæsket, og så sagde han: ”Las dirs gut gehn!” (Lad det gå dig godt). Jeg skimtede en lille smule vemod i Felix’ øjne, han fik tårer i øjnene, da vi sagde farvel.

Jeg drejede omkring og gik hen til tredje kanon for at tage afsked med Müller og Skurnia. De var i færd med at skyde. De tiggede og fik alt, hvad jeg havde af cigarer, cigaretter, tobak og tændstikker. Kanonen var ladt, indstillet og færdig. Kanoner nr. 1 skulle til at trække af, men så gik jeg hen, tog aftrækssnoren og sagde: ”Lad mig lunte den af, før jeg rejser, for jeg kommer ikke mere”.

De opfattede det som sjov, men jeg mente det som alvor.

Jeg trak af, og det blev mit sidste skud i Verdenskrigen 1914 – 18. Granaten fløjtede af sted over til englænderne – det var det sidste skud for mit vedkommende. I alt havde jeg ifølge de daglige indberetninger været med til at affyre ca. 100.000 (hundrede tusind) skud. Jeg sagde farvel til Müller og Skurnia med hånden, de andre fik et nik.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

10. september 1918. Johannes Christensen: Afskeden blev tung

Den deserterede sønderjyske soldat, Johannes Christensen, skriver til ildsjælen Frk. Møller for at redde sin kammerat Hans Lindholm, der sidder i en almindelig  engelsk fangelejr og ikke i Feltham  den særligt indrettede lejr til sønderjyske krigsfanger.

Vallekilde Højskole, 10. september 1918.

Da jeg har fået at vide af min moster, lærerinde Frk. Jepsen i Thisted, at de er en god ven af de sønderjyske fanger i England, vil jeg gerne sende dem adresse på min bedste ven jeg havde, mens jeg var ude i skyttegravene. Vi traf hinanden i Argonnerskoven. Han var fra Ballum og jeg var fra Nørby ved Visby. Vi opdagede snart, at vi havde meget til fælles, og vi kunne blive hinanden til megen gavn og glæde, som vi i virkeligheden også blev. Vi var sammen og holdt ud sammen under de hårde kampe ved Verdun.  Vi var sammen i Præsteskoven i vinteren 1916-17 og kom så med hinanden til Champagne, da franskmændene brød på der. Hvad vi har været for hinanden er ikke nemt at beskrive med ord, i hvert fald skulle der en hel bog til så, men jeg vil blot bemærke dette, at det ville være næsten utænkeligt for mig at holde ud til det, vi har gået igennem sammen, hvis ikke han altid havde været ved min side.

Han kom hjem på orlov først. Den dag han kom derned igen, fik han at vide, at jeg skulle på orlov nu, og at han skulle overtage min plads i rækkerne. Det var natten, vi skulle ud og storme. Afskeden blev tung, men Gud gav os mod og styrke også denne gang. Dagen efter fik jeg at vide, at han var blevet såret. Jeg kom jo lykkelig hjem og under flere kritiske situationer også godt over grænsen.

Jeg har nu været her på Vallekilde Højskole siden november, hvad jeg har følt ligesom en lægedom oven på det forfærdelige, jeg har oplevet og gennemgået. Min ven Hans’ skæbne blev  ikke så blid. Efter længere tids lazaretophold blev han erklæret for felttjenestedygtig igen. Han kom så endelig under en hård kamp i engelsk fangenskab, men han har nok ikke haft det så heldig, synes jeg i hvert fald at kunne læse mellem linjerne på hans breve. Han er ikke sammen med andre sønderjyder. I det hele taget, synes jeg, at han er lidt nedslået. Det var han ellers ikke dengang, vi var sammen. Hvis de måske kunne bevirke, at han kom sammen med de andre sønderjyder og fik det lidt bedre og lettere under hans tunge skæbne, ville jeg være Dem meget taknemmelig.

Venlig hilsen
i håb om at dette ikke er skrevet forgæves, Johannes Christensen, Vallekilde Højskole, Vallekilde-Hørve Station.

Hans’ adresse lyder: Hans Petersen Lindholm, No. 141 Prisoner of War Camp, London.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter Første Verdenskrig i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

24. august 1918. Niels Ebbesen Kloppenborg-Skrumsager forhindrer sin kammerat i at skyde sig selv

Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D.  Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. I august 1918 deltog han i de hårde kampe ved Soissons. Inden afrejsen lovede han og hans kammerat, Paul Buchwald, at skulle én af dem blive lemlæstet, så skulle den anden give ham nådeskuddet.

To Dage senere maatte vi paa’en igen i omtrent samme Terræn, men da gik det galt for min Ven Paul.

Vi laa ude i det aabne Terræn. Dækningen var daarlig. Det var vanskeligt for os at faa vort Maskingevær ordentligt anbragt. Kuglerne røg om Ørerne paa os, og en rikochetterende Kugle ramte Paul i Overarmen og splintrede Knoglen.

Hele Muskelvirkningen blev sat ud af Funktion. Musklerne var slemt medtaget. Paul havde frygtelige Smerter. Han faldt bagover og greb efter sin Revolver.

Jeg var klar over hans Hensigt. Jeg greb hans Revolver og smed den bort. Saa forbandt jeg ham med de Forbindssager, vi havde paa os.

Han var nærmest bevidstløs, men lidt efter lidt kom han dog til sig selv igen. Heldigvis havde Pulsaaren ikke taget Skade.

Da der blev lidt Ro over Fronten, lykkedes det mig at faa ham bragt tilbage, uden at der skete os noget. Jeg tror, Franskmændene kunde se, at det var en saaret Kammerat, jeg hjalp tilbage.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

 

10. august 1918: Tilbagetrækningen fortsætter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid på vej mod den lille franske by Bengries.

Jeg kom til at sidde på en ammunitionsvogn med kuskens velvilje – her fik vi lov til at sidde til middag, men jeg trængte også til lidt hvile og søvn. Det var mødet med Johannes, et mærkeligt møde. Vi mente ikke, at tyskerne kunne vinde krigen. Der var for meget, der tydede på, at tyskerne var ude af stand til at skaffe reserve.

Samme dag spurgte jeg sergent Siegfried, om han vidste, hvem der havde taget flæsket? “Det har jeg selv spist”, sagde han. Da han erfarede, at der var flæsk i tornysteret, var det ham ganske umuligt at stå imod. Han måtte have det. Han havde ikke fået flæsk i lange, lange tider, ja, påstod han, han kunne slet ikke huske, hvorledes det så ud.

Derfor, jeg kunne gøre, hvad jeg ville, flæsket var og blev borte. Det eneste, der var at gære, var at tabe agtelsen for manden, og det var jo kun at beklage, at det stod sig så dårligt med moralen i den tyske armé. Jeg kunne have indmeldt sagen, men det vidste jeg på forhånd var ganske unyttigt. Jeg bed ærgrelsen i mig og lod som ingen ting.

Den 7. august nåede vi til egnen ved Vervirs, en lille by der hed Fontaine. Den 9. august ankom vi til Bengries 3 – 4 km. fra Solve ca. 20 km. fra Maubeuge. I Bengries lå vi i ro fra 9. – 31. august. Den 8. august kom vi forbi en kartoffelmark. Den var velholdt og stod med dejlige kartofler. Der stod vagt ved denne kartoffelmark af ældre landstormsmand.

Da vi kom hen til marken, overfaldt vi kartoflerne med 2 – 300 mand, og vagten stod ganske magtesløs over for de mange sultne soldater. Vi fyldte vore brødposer og sandsække, og om aftenen kogte og spiste vi de dejlige kartofler. Vi var meget forsultet i denne tid.

Denne hvile fra 9. – 31. august var meget hårdt tiltrængt. Siden 15. juli havde vi mistet over halvdelen af mandskabet og 2 trediedele af hestene. De første par dage gik med at vaske og sove. Så rensede vi kanonerne, men tjeneste havde vi kun ganske lidt. Vi havde nogle marchture, der dog mere var spadsereture. Vi fik nyt reservemandskab og en mængde heste.

Der var en stor eksercerplads i nærheden, men når vi var der, lå vi mest i græsset og dasede. En dag var vi i Solve for at blive afluset, men hele stemningen i arméen syntes mere slap. I Bengries lå også en del infanteri. De lavede heller ikke ret meget.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

5. august 1918. Frederik Tychsens bror er i nærheden – men hvor?

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg traf min broder Johannes den 6. august 1918. Min broder Johannes tjente ved reserveinfanteriregiment 258 – 78. reservedivision. Til denne division hørte endvidere infanteri regiment 259 – 260.

Tidlig om morgenen den 5. august traf jeg på marchturen i modgående retning en mand af regiment 260. Jeg lagde straks mærke til soldatens regimentsnummer uden dog at få lejlighed til at tale med ham.

Da vi havde gået ca. en halv time mødte vi en af regiment 260 igen. Jeg gik straks over til ham og spurgte, om divisionen var i nærheden. Han fortalte mig, at divisionen havde deltaget i Marneslaget, og den var i øjeblikket på marchturen.

Jeg spurgte efter regiment 258 og dette regiment lå i en by, som vi var marcheret igennem tidlig om morgenen den 5. august. Jeg fik næsten hjertebanken ved tanken om, at vi var kommet igennem den by, hvor min broder lå, ham jeg ikke havde set det sidste år.

Jeg ville gerne have talt med ham. Dog fik jeg senere oplyst, at den by, som vi passerede om morgenen den 5. august, skulle Johannes komme til samme dag om aftenen. I løbet af dagen traf vi på mange af regiment 259 og regiment 260, men ingen af regiment 258.

Den 5. august om aftenen gik vi i kvarter i en lille landsby i nærheden af Montcornet. Jeg var nu klar over, at vi var hinanden ca. en dagsmarch fjern; dvs. ca. 40-45 km fra hinanden. Vi fik besked om, at den 6. august skulle være hviledag – da skulle vi have lov til at sove hele dagen.

Jeg talte med Officierstedfortræder Würstenhagen – en berliner – om, hvorledes jeg kunne få det ordnet således, at jeg kunne gå bort dagen efter. Würstenhagen var meget forstående i dette stykke, han sagde, at jeg skulle bare se at komme af sted, han ville ordne det med Feldvebelen, så det hele kunne gå noget stille af.

Jeg talte med Obergefr. Skurnia om at tage sig af min middagsmad, samt brødportionen evt. post, eller hvad der ellers kunne falde for. Vi fik en forladt bondegård anvist til kvarter og jeg lå på brixen i nærheden af sergent Siegfried. Jeg bad denne om at have et øje med min tornyster, da jeg lige havde modtaget en pakke fra mor, indeholdende 1 pund fed, røget flæsk.

Han lovede mig, at han skulle nok passe på, at ingen uvedkommende skulle komme til min tornyster. Jeg lagde så min tornyster hen til hans hovedgærde, og dermed var denne side af sagen i orden.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien

20. juli 1918: ”Syngende og dinglende fortsatte vi på vejen efter Troissy..” – Frederik Tychsen hjælper såret kammerart til feltlazaret

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Det var den skæbnesvangre… Den 17. juli. Marneslagets tredje dag. Duggen var faldet, og luften var kølig. Vi spændte straks et par teltduge fra jorden op til kanonhjulet, sådan gjorde de også ved de andre kanoner. Hovedsagen var at komme til hvile så hurtigt som muligt. Vi kravlede ind under teltdugene og sov med det samme. Vi lå selvfølgelig, som vi plejede, på den bare jord med et tæppe og frakken over os.

Hvilen blev kun afkort varighed. Kl. ca. 1 om natten begyndte franskmændene med at beskyde vor stilling. Nedslagene blev hyppigere og hyppigere, og de kom nærmere og nærmere. Og det varede ikke længe, inden vi havde en fuldtræffer i teltet på den anden side af kanonen.

Unteroff. Goldberg fik det ene ben revet i stykker, det hang og dinglede i nogle blodige tråde. Der var flere døde. Vi fik benet bundet af, og han lå og jamrede sig; han havde store smerter. Vi besluttede os til at transportere ham tilbage til Troissy ca. 10 km. for at få ham afleveret i feldlazarettet og få ham hurtigst muligt under behandling.

Goldberg var jøde; mit første bekendtskab stiftede jeg med ham i Huissignis. Her i denne by i oktober 1917 mødte jeg ham på gaden, den dag vi drog i kvarter i denne by, jeg var meget træt og sulten, og i denne tilstand undlod jeg at hilse på ham, han råbte mig an, men jeg sagde, at han kunne holde sin kæft (jeg var meget træt og udmattet); vi var alene på gaden, men så gik han videre.

Da han så mig et par dage senere, spurgte han mig, om jeg mente det, jeg havde sagt til ham på gaden? Jeg sagde nej og forklarede ham, at jeg havde været meget træt, kunne ikke få mit kvarter osv. Så taler vi ikke mere om dette, sagde Unteroff. Goldberg, og efter denne tid, var vi gode venner.

Nu lå Goldberg og var meget syg; han svedte, de klare perler stod ham på panden, og blodet havde han smurt rundt omkring i ansigtet. Saniteteren havde givet ham en nødforbinding på, og det var alt, hvad han kunne gøre. Vi læssede ham på båren, Bernhardt Kop og jeg samt to andre løftede båren op på skuldrene, tog stokken i hånden og stavrede af sted med ham.

Vi gik ned til byen Oeuilly, og så fortsatte vi langs med landevejen, dog gik vi ca. 100 m oppe i marken, da landevejen hele tiden lå under ild. Vi gik gennem kornmarker, vin- og æblehaver, vi kom til at svede, og vi måtte skynde os, for vi skulle tilbage til batteriet igen.

Der kom mange køretøjer på landevejen. De kørte alle sammen hurtigt. Der kom også en marketendervogn. To landstormsmænd sad på bukken, vognen blev trukket af to heste. Da den kom forbi os nede på vejen, slog en granat ned mellem hestene og eksploderede. Hestene blev slynget til hver sin side af vejen, vognen slog en kolbøtte bagover, og de to landstormsmænd blev dræbt på stedet. Vognens last lå spredt til alle sider.

Vi satte straks Goldberg ned i kornmarken og løb derhen for at få nogle af varerne. Vi fandt honningkager, cigaretter, vin, cognac, tændstikker, cigarer, tobak, snaps osv., og vi samlede til os, alt det vi kunne. Men der kom hurtigt andre soldater til, og snart var byttet delt.

 Vi tog de forskellige ting med op til Goldberg, og her satte vi os ned i kornet og spiste, drak og røg. Goldberg fik en flaske cognac, han drak af den, han kunne også spise kakes og honningkager, og så fik han ild på en cigaret. Det kan nok være, at der kom humør i os alle. Da vi havde styrket os i mad og drikke og fået hvilet noget, tændte vi igen en frisk cigar eller cigaret, og så tog vi båren op igen.

Syngende og dinglende fortsatte vi på vejen efter Troissy. Goldberg lå og røg cigaretter, stak det sunde ben i vejret og vinkede med huen. Han pralede hele tiden af os, og roste os for det gode kammeratskab. Han “testamenterede” de forskellige ting – efterladenskaber – til os.

En skulle have hans lille private sabel, en anden hans undertøj, og jeg fik hans overfrakke. Omsider nåede vi Troissy. Ved en farm et lille stykke uden for byen var et feltlazaret. Vi afleverede Unteroff. Otto Goldberg, og siden har jeg aldrig hørt noget om ham.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

15. juli 1918. Frederik Tychsen: “En mægtig stor granatsplint havde næsten skåret hovedet af Uldworm”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling i nærheden af Marnefloden

Ved ca. 4 tiden om morgenen den 15. juli blev ilden åbnet over hele linjen. Det var en ganske voldsom kanonade.

Vi mærkede hurtigt, at modstanderen var i stand til at svare igen. I marts ved St. Quentin svarede modstanderen slet ikke, den 27. maj ved den store offensiv ved Chemin des Dames mødte vi nogen modstand fra det franske artilleri; og her ved Marnen, fik vi straks at mærke, at de havde flere kanoner, end vi havde.

Vi havde kun sendt nogle få salver derover, så fik vi en voldsom ild igen.

Planen var, at vi skulle foretage overgangen over Marnen om morgenen klokken 5, men det slog meget fejl. Jeg stod ved 4. kanon, og vi blev ved med at fyre hele formiddagen.

Morgenstunden havde været noget tåget, der var blikstille, og krudtdampene ville ikke rigtig fortage sig. Skydningen blev mere og mere voldsom, en granat strøg over mit hoved, jeg havde en fornemmelse, som om den berørte stålhjelmen, så det gav et chok i mig, men den skal nok have været 1 m over hovedet.

Jeg sad imidlertid på sædet ved den venstre side og sigtede hele tiden. To mand stod ved lafetten og drejede den efter mine håndbevægelser, kanoner Uldworm og en mere. Jeg mærkede, at på en gang reagerede de ikke. Jeg drejede mig om og så, at de var falden begge to. Uldworm var død, den anden hårdt såret.

En mægtig stor granatsplint havde næsten skåret hovedet af Uldworm og såret den anden. Da vi hen på dagen fik et ophold i skydningen, lavede vi en grav til Uldworm under et blommetræ, der stod bag ved kanonen. Uldworm var den mindste af hele batteriet – nu var han også gået til den store armé hinsides.

Skydningen fortsattes, og to andre kom straks i deres sted, der var borte.

Hvad der egentlig foregik, var vi ikke rigtig klar over, men en ting mærkede vi, nemlig en frygtelig modstand og en voldsom ild fra modstanderens side. Der var uhyre mange flyvere oppe, og for første gang kunne vi tydelig se, at modstanderen havde absolut overtaget i luften. De tyske flyvere kunne slet ikke komme frem over kamplinjerne, men holdt sig mere bag ved fronten.

En løjtnant blev såret straks om morgenen, han forlod batteriet. Hen på eftermiddagen fik vi ordre til at pakke sammen; vi gjorde os færdig; men vi holdt længe på stedet, inden vi fik ordre til afmarch.

Vi holdt bag et hegn. Hestene stod foran kanonerne, en del af kanonererne sov, men i det hele og store var der en mærkelig spænding over det hele. Infanteriet var gået over Marnefloden, men hvor langt de var fremme, vidste vi ikke.

Sanitetsvæsenet (ambulancekolonnen) havde et stort arbejde med at få de sårede transporteret tilbage. Vi kørte så nogle km. frem, holdt igen, så rykkede vi frem igen en ca. 4 – 5 km holdt igen et stykke tid, men derefter rykkede vi frem til byen Dormans, der holdt vi længe i denne bys gader. Byen lå lige ned til Marnefloden; den var meget beskudt, ja, den lå hele tiden under ild, snart fra artilleriet, snart fra luften.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

2. juli 1918: Døddrukne og stopmætte i fjendens rigelige forsyninger

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Jeg fandt det store proviantdepot – det største, jeg nogen sinde har set. Jernbanen førte derhen med 2 gange dobbeltspor, og hele komplekset udgjorde en hel by. Der var vistnok over hundrede større og mindre barakker.

Da jeg kom derhen, var der ikke så forfærdelig mange mennesker; jeg gik hen til kornbarakkerne og skaffede mig en sæk ved at hælde kornet ud på gulvet, gik hen i en anden barak og fyldte den med franske kiks og konservesdåser med amerikanske beafstyk.

I alt havde jeg vel en 30 – 35 kg i sækken, så kom jeg forbi vinbarakkerne, jeg drak 2 gange et drikkebæger til 1/4 1 og fyldte min feltflaske. Det havde været meget varmt, og jeg kunne godt mærke virkningen af den dejlige vin. Jeg gik straks tilbage til batteriet, men da begyndte folk af alle våbenarter at strømme til, alle ville de hen for at hente levnedsmidler – og slukke tørsten.

Da jeg kom tilbage til kanonerne, var vi kun foruden vagten nogle få stykker. Jeg åbnede dåserne, spiste kød og kiks og drak vin til – en herlig ting. Vi delte; de andre havde også hentet sig noget. Da vi havde spist og drukket vinen, gik de andre til depotet igen, de ville have fat i noget mere. Jeg blev tilbage ved 4. kanon.

Ved midnatstid kom batterichefen løjtnant Wiederholdt med en skydebefaling – vi skulle beskyde de franske stillinger – men jeg kunne ikke alene betjene kanonen, og han spurgte efter alle de andre. Jeg forklarede, at de var sandsynligvis henne i depotet. Han gav mig befaling til øjeblikkelig at hente dem. Chefen var vred – stod med en skydebefaling, men intet mandskab (han havde også smagt på vinen).

Jeg gik hen til depotet. Det var i de lyse nætters tid, og det var en dejlig varm aften, og jeg kunne se, da jeg havde gået et lille stykke, hvorledes alt og alle strømmede mod depotet.

Da jeg kom derhen, mødte der mig et billede, som jeg aldrig havde set mage til. Der var strømmet folk til fra hele divisionen, så man roligt kan anslå folkemængden til mellem 10 og 20 tusind mennesker.

Det lignede en stor markedsplads, soldaterne gik og kom, fra det ene sted til det andet, syngende og råbende, og de allerfleste var berusede. Nogle kom ridende, andre trak hestene eller havde bundet dem, og mange heste gik herreløs omkring. Mange af soldaterne lå rundt omkring og sov, og nogle, ja, mange var døddrukne.

Alle kom de slæbende, enten med det ene eller det andet, og der var nok af det. En, så jeg, kom bærende med en 20 – 30 flagermuslygter på ryggen, en anden kom med et stort bundt læderremme, men mest havde de sagerne i en sæk. Jeg råbte en gang imellem på 1/407 (1. Batterie/Bataillon 407), men det var håbløst. Det hele var et virvar, og så al denne spektakel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

22. juni 1918: Frederik Tychsen i bevægelseskrig

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

Livet var i disse dage meget afvekslende. Det var bevægelseskrig, vi var aldrig mere end en ganske kort tid på stedet, der kunne variere fra 14 time til 1 – 2 dage. Vi kom igennem mange landsbyer og byer. I en by kom således et helt kompagni ind i en manufakturbutik, de klædte sig i civile habitter og optrådte en aftenstund som moderne mennesker i kravetøj og moderne slipse osv.

Der var skotøj og alt andet, hvad der hører til den civile beklædning. Det, som soldaterne havde mest interesse af, var levnedsmidlerne. Vi hentede, hvad der var spiseligt op fra kældrene. Og vi tog med, hvad vi kunne få anbragt på kanonerne.

Men de officerer og mandskab, der kom efter os, og som skulle besætte det indtagede område, de plyndrede alt muligt, både tøj, sengetøj, lædervarer, gardiner osv. og sendte det til Tyskland. I Tyskland var der var mangel på det, og derfor sendte soldaterne alt muligt hjem, og det lige fra beklædningsgenstande, smykkesager, guld og sølvtøj til kartofler, brød, ris og kaffe.

Kreaturerne, der stod på marken eller i staldene, blev indfanget og slagtet, og den, der kom hjem med en ko eller en kalv til køkkenet, blev anset for en hædersmand. En dag, vi lå i bivuak i en skov, gik jeg hen til landevejen for at se lidt på det pulserende liv. Jeg gik en tur langs med vejen, og her mødte jeg blandt andet et køretøj.

Det var en bagagevogn med to heste for. Der sad to soldater på forsædet, og bagefter havde de en ko bundet fast til vognen. Jeg tog min kniv op, skar rebet over og trak af sted med koen, uden at de to soldater foran på bukken mærkede noget.

Der blev almindelig glæde i batteriet, da jeg kom med koen, og den var meget anvendelig til køkkenet, men den skulle ikke slagtes lige straks. Da det var mig, der havde skaffet koen, fik jeg lov til at trække den ud på græs og der våge over den, til den havde ædt sig mæt.

Et par eftermiddage senere lå jeg ude i en dejlig græsmark med den. Det var varmt, og jeg lå på ryggen med tøjret i hånden. Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede et par timer senere, var koen forsvundet, jeg havde kun et stykke af tøjret i hånden.

Jeg måtte gå hjem uden ko, og jeg fik en reprimande, fordi jeg havde sat koen til, men imens havde de faet fat i en anden ko, som blev slagtet og kom i gryden. På det tidspunkt havde vi også en ged, det var det dyr, der havde den længste levetid; den gav rigelig mælk, og mælken kom i kaffen, så vi nød ”hvid” kaffe i denne tid.

Vi havde en stilling i en skov i flere dage, og en aften gik jeg sammen med en fra Solingen jeg husker ikke hans navn, men vi gik rundt og så på de rømmede franske stillinger, det var fint vejr, og så satte vi os ned og nød solnedgangen. Han fortalte mig, at han var fra Solingen, og jeg fortalte ham, at jeg var fra Nordschleswig, og lige som jeg have fået dette fortalt, kom der en Geschwader (afdeling) fjendtlige flyvere, og de kastede bomber ned på disse stillinger.

Det kan nok være, vi fik travlt, vi løb omkring i gravene og søgte dækning, snart hist, snart her, og flyverne blev ved med at kredse omkring os og kaste bomber ned, men omsider forsvandt de. Forpustet og udaset fandt vi sammen igen, og det første manden fra Solingen sagde, var, at nu ville han aldrig tale om Nordschleswig mere, for det viste sig, at så gav det “kanel”.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

7. juni 1918: Asmus Andresen – ”Saadanne Kammerater kunde jeg have Lyst til at give en Haandfuld Haandgranater i Skallen”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Da vi var kommen et Stykke ud paa Vejen ad Bakken til, tog jeg en af mine Flasker med Mineralvand frem for at slukke min Tørst. Mine Kammerater flokkedes omkring mig for at faa en Slurk med; jeg kunde jo saa senere faa noget hos dem igen, naar vi kom op paa Bakken. Min ene Flaske blev tømt, saa gik vi videre efter Maalet, og da jeg vidste god Besked med Vejen, gik jeg forud for de andre.

Da vi var kommen halvvejs op ad Bakken, hørte jeg en raabe om Hjælp, og ikke langt fra os laa en Infanterist, støttet mod en Træstamme, det var ham der raabte, og da jeg kom hen til ham, bad han mig om noget at drikke. Jeg gav ham saa min sidste Flaske Vand, saa kom mine Kammerater igen og vilde drikke, endskønt de hver havde 2 Flasker Mineralvand.

Jeg har altid haft ondt ved at sige nej, og jeg lod dem drikke. Da Flasken saa var tom, gik de tre Gutter videre uden at bryde sig om, hvad der blev af mig, som blev hos Infanteristen, der ikke selv kunde komme videre. Saadanne Kammerater kunde jeg have Lyst til at give en Haandfuld Haandgranater i Skallen.

Infanteristen blev lidt bedre til Pas efter at han havde faaet noget at drikke, og jeg tog ham under Armen, og vi gik langsomt op ad Bakken. Det saa ikke ud til, at vi skulde slippe godt hen til Hulen; thi jo længere vi kom frem, desto tættere faldt Granaterne, som i talrig Mængde kom hylende fra Vesten.

Vi var 50 Meter fra Indgangen til Hulen, og Officeren, som stod der ved Indgangen, raabte til os, at vi skulde kaste os ned, men naar jeg er hos en, som trænger til Hjælp, saa kan der for min Skyld komme, hvad der vil, og som ved et Mirakkel slap vi heldigt ind i Hulen.

Kl. 12 om Middagen kom jeg saa ned til mine Kammerater. Jeg lagde mig straks til at sove, fordi jeg var bleven træt af den ubehagelige Tur. Kl. 10 om Aftenen vaagnede jeg, fordi der blev slaaet Allarm; og Gasmaskerne maatte frem; med den for Ansigtet lagde jeg mig til at sove igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

3. juni 1918. Fra udskud til god kammerat

Senest ændret den 17. september 2021 20:23

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Jeg var klar over, at jeg havde trådt løjtnanten sådan over tæerne, at han ved given lejlighed nok skulle slå igen. Jeg var nærmest ligeglad. Det kunne ikke blive meget værre end hidtil. Det værste var, at det også gik ud over de andre. Men hvis han ville sende os ud på en »himmelfartskommando«, havde vi da selv fat i den ene ende. Det skulle gå mærkeligt til, om ikke Richard og jeg, når vi stak hovederne sammen, kunne finde en udvej, så vi undgik det helt slemme.

At løjtnanten i første omgang ville sætte ind på en helt anden front, havde vi ikke ventet. For os at se, prøvede han på at slå sammenholdet inden for geværbetjeningen i stykker. Intet middel syntes at være for ringe, når blot han kunne komme os til livs.

Kammeratskabet, sammenholdet og vi kan for den sags skyld også godt tage disciplinen med, var ved et MG-kompagni helt anderledes og mere nødvendig end ved infanteriet. Det kom ganske simpelt af, at vi var delt op i små hold. En geværbetjening på 5-6 mand dannede en lille familie, og disse mænd var ofte i dagevis henvist til sig selv. Der var ikke noget med ordrer i tide og utide. Enhver vidste, hvad der skulle gøres, og hvis der endelig blev udstedt en ordre, så blev den fulgt til punkt og prikke.

Under offensiven i begyndelsen af 1918 varede det ikke længe, før det begyndte at knibe med mandskab. Fra infanteriet kunne der ikke længere rekvireres folk, da infanterikompagnier med helt ned til 30 mand nu var ret almindelige. Nye folk måtte hentes fra garnisonerne i Tyskland, og der kunne godt gå et stykke tid, før de nåede frem. Som regel var vi to à tre mand for lidt ved hvert maskingevær.

Blandt nogle nye folk, som vi havde fået, var der én, der gik under navnet »Hamborgeren«. Han var ikke berømt, men berygtet i kompagniet. Han var straffet utallige gange for alt muligt. Han var ligeglad med alt og alle. Under natlige transporter sakkede han altid bag ud, og når han endelig nåede frem, havde han i reglen tabt det meste af det, han skulle transportere. Han var sidst i tyverne og havde været soldat siden krigens begyndelse. Han var stor og stærkere end de fleste, så af den grund havde han ikke behov at »tabe« materiellet.

Den dag, han kom til os, huggede han en af kompagniets cykler – vi havde to – og kørte bort. Inden tre døgn var gået, kom han igen tilbage. Tre døgn og derover var nemlig faneflugt, der blev hårdt straffet. Det vidste han selvfølgelig. Efter eget udsagn havde han besøgt en bekendt ved et andet regiment i nærheden. Det blev selvfølgelig takseret til så og så mange dages arrest, men det var han da ligeglad med. Han havde, Gud ved, hvor mange dage i forvejen. Han vandrede fra gevær til gevær, ingen var glade for at have ham, hverken befalingsmændene eller de menige. Han var, kort sagt, en af dem, Hannoveraneren sagde De til.

Pludselig en dag beordrede løjtnanten, at en mand fra mit gevær skulle udskiftes med Hamborgeren. Der var ingen tvivl om, at det var for at chikanere mig. Richard var gal, og det var jeg også, men som Richard sagde: »Selv om Hamborgeren er en bisse, så er der vel også noget godt i ham, blot vi kan finde ind til det.«

Vi drøftede sagen – eller rettere sagt manden – indgående, og kom til det resultat, at han sikkert var blevet behandlet som et udskud ved de forskellige geværer, så vi besluttede at gøre lige det modsatte, nemlig gøre ham til »Schütze zwei« (2. skytte) – det var den næstvigtigste mand ved et maskingevær – for som Richard sagde: »Så har jeg ham altid ved siden af mig, og det skulle være mærkeligt, om jeg ikke kan styre ham. Jeg er jo selv lidt af en bisse, og du da for resten også,« sluttede han. – » Ja ja,« tænkte jeg, »det er af sine venner, man skal høre sandheden.«

Hvad Richard drøftede med manden på de natlige vagter, ved jeg ikke, men resultatet var glimrende. Manden, der i begyndelsen ikke var til at slå et ord af, fik munden på gled, og da han mærkede, at vi ikke så ned på ham, blev han efterhånden helt menneskelig.

En nat, da jeg ville gå ud og se, om alt var i orden hos posterne, mærkede jeg, at der fulgte en mand efter mig. Jeg standsede op, og det viste sig, at det var Hamborgeren. Jeg spurgte om, hvor han skulle hen, og han svarede, at han ville med mig, for jeg måtte jo ikke gå alene. »Det er sådan set rigtig nok, men det skal du ikke bryde dig om,« svarede jeg, »læg du dig kun til at sove, jeg klarer mig nok.« Et øjeblik tav han, så sagde han: »Må jeg ikke nok gå med dig? Richard har sagt, at vi skal passe på dig.« Det, der rørte mig så dybt, var, at han tilsyneladende sagde dette i fuld alvor, og selvfølgelig fik han tilladelsen.

Den nat fik vi talt ud med hinanden. Han var fra det mørkeste Sankt Pauli, havde ingen forældre og havde aldrig kendt dem. Grethe, hans pige derhjemme i Hamborg, var det eneste faste holdepunkt her i livet. – Ak ja, man siger nok at Jeppe drikker, men der er ingen, der siger, hvorfor han drikker. –

Mon jeg behøver at tilføje, at han blev en af de bedste frontsoldater, jeg har kendt? Han var hverken bange for »død eller djævel«, og han svigtede os ikke en eneste gang. Han fulgte mig som min skygge, når det var muligt, og bedre »livvagt« kunne ingen ønske sig. Dette, at han skulle passe på mig – som Richard vel nok havde sagt i sjov – opfattede han bogstaveligt. Ikke fordi han var godtroende – langt fra – men fordi han sikkert har følt trang til at vise sin taknemmelighed, fordi vi havde »lyst ham i kuld«. Løjtnantens formentlige anslag mod vort sammenhold blev en total fiasko. Det lykkedes ham ikke at sætte lus i skindpelsen.

En dag, jeg var tilbage ved bagagen, talte jeg med Hannoveraneren, og talen faldt også på Hamborgeren. Jeg fortalte ham om den forandring, der var sket med manden, og at det var Richard, der havde »kureret« ham. Fra den dag af sagde Hannoveraneren »du« til manden.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

1. juni 1918: Frederik Tychsen – Indbrud i pengeskabet

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

I byen x gik vi noget frem og tilbage. Der var mange soldater, og der var meget at se efter. Sådan var to soldater i færd med at sprænge et pengeskab. De slog løs på det med en stor forhammer, men kom ingen vegne. Der kom flere soldater til, og omsider kom der en, der havde forstand på pengeskabe, og han fortalte dem, hvorledes de skulle bære sig ad. Med en økse, en pighakke og en mejsel gjaldt det om at få bagklædningen skrællet af ved at hugge de enkelte nitter over.

Det gik imidlertid kun langsomt, og til sidst var der 8 – 10 mand, der skiftevis hamrede og masede. De svedte og pustede, men nitterne måtte mejsles over hver for sig. Omsider kom de så vidt, at de ved fælles hjælp kunne bøje bagstykket over.

Soldaterne var fra forskellige formationer, og det var en ganske tilfældig sammenløbet flok. Mens alle, der kunne få tag i bagstykket, var i færd med at brække dette bagover, var der straks et par, der stak hænderne ind i åbningen, da denne var vid nok, og begyndte at rode i nogle papirer og bøger. Der blev et voldsomt roderi, ja, de formelig reves om byttet, og bøgerne og papirerne fløj til alle sider. Den ene skubbede den anden til side, og alle ville til.

Der var imidlertid en lille Trainsoldat, der havde stået og set til hele tiden uden at røre en finger ved arbejdet, der ganske snildt og i kampens hede ubemærket sneg sig hen til skabet og åbnede en metalluge, snappede et lille metalskrin og løb ud af døren alt det, han kunne, og han fortsatte ned ad gaden. Nogle af de andre mærkede det, for bag efter ham ned ad gaden, de råbte, og de bandede, men Trainkusken var dem for hurtig, han forsvandt for dem med kassen, og de, der havde gjort arbejdet, fik en lang næse.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

27. maj 1918. En kammerat er såret – og ingen vil hjælpe!

Senest ændret den 17. september 2021 20:23

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Da vi nåede tilbage til farmen, så det ikke så godt ud dér. Den unge underofficer Rocholl, som jeg har omtalt før, var dræbt. Han havde haft sit maskingevær opstillet i haven, og dér havde skæbnen indhentet ham. Det var selvfølgelig kedeligt, men det gik Richard og mig mere til hjertet, at en af vore gamle kammerater fra Galicien var blevet hårdt såret ved samme lejlighed. Man havde båret ham ind i huset, og sanitetsunderofficeren – det var ikke »lille Franz« – havde forbundet ham.

Da vi spurgte ham, hvorfor han ikke havde sørget for at få manden til lægen, svarede han, at han ingen båre havde. Den havde han mistet i dagens løb, og at han heller ingen folk kunne få til at bære ham. Hvor sanitetsstationen var, vidste idioten selvfølgelig heller ikke, – det eneste, som han til enhver tid burde vide.

Aldrig har jeg set Richard så rasende, og det var ikke langt fra, at underofficeren havde fået et lag tærsk – det havde han fortjent. Der var ikke andet i vejen, end at manden var fej og hundeangst for den transport. At han ikke kunne få folk til den, var en lodret løgn, og det fortalte Richard ham også.

Men handling måtte der til, hvis manden skulle reddes. Richard fandt frem til en båre ved et andet kompagni, og jeg gik til løjtnanten, og meldte mig tilbage med ammunitionen. Samtidig gjorde jeg ham opmærksom på, at Leo Masinkovski – sådan hed vor kammerat – var hårdt såret og endnu ikke bragt til lægen.

At Leo var såret, vidste han; – at Leo endnu ikke var bragt til lægen, var sanitetsunderofficerens sag og ikke hans, svarede flaben. Havde jeg ikke været gal før, blev jeg det nu. Jeg svarede ham – og det kom i en tone, jeg ellers ikke brugte, og som næppe var i overensstemmelse med det militære reglement – at nu agtede jeg at foretage det fornødne, og jeg anmodede om, at få den nødvendige ordre til at bringe Leo til lægen og det omgående. Endvidere anmodede jeg om, at han på kortet ville vise mig, hvor sanitetsstationen lå.

Det skal bemærkes, at samtalen blev overværet af hans ordonnans. Løjtnanten så et øjeblik olmt på mig, så hev han kortet frem, pegede på stationen:  og sagde: »Da! Machen Sie was Sie wollen« (Dér! Gør som De vil!) Efter at have set på kortet slog jeg hælene sammen og gik.

Han var vist kommet i tanker om, at vi kunne gå direkte til regimentskommandøren med vore klager. Hvis han havde nægtet mig at bringe Leo til lægen, havde jeg simpelt hen gjort det uden hans tilladelse. Bagefter ville jeg så have forelagt sagen for »der Graf«, og det ville ganske givet ikke have bekommet løjtnanten vel. Ordonnansen kunne jo bevidne, hvad der var foregået. –

De samme fire mand, der havde hentet ammunition, bar nu Leo til lægen. På mit eget kort havde jeg afstukket ruten tværs over markerne. Vi kunne ikke gå i dækning, når vi bar på en hårdt såret, så vi måtte undgå vejene, hvor de fleste granater faldt.

Under et af de korte hvil, vi gjorde undervejs, bøjede jeg mig over den sårede, strøg ham over kinden, og hviskede: »Leo, kan du høre mig?« Han lå med lukkede øjne, og uden at åbne dem sagde han med næppe hørlig stemme: »Jacob, vi l du ikke nok dække mit ansigt til.« – Det var den sidste lille tjeneste jeg kunne gøre min gamle, gode ven. – Uendeligt forsigtigt gik vi videre.

Morgenen før, da vi begyndte angrebet, havde jeg bemærket Røde Kors-flaget på et hus, der lå ved et vejkryds, og det kom os nu til gode. Kun 100 meter fra krydset nåede vi vejen. – Lægen tog sig straks af den sårede, men rystede på hovedet.

På turen hjem til farmen var vi ret tavse. Vi havde forstået på lægen, at der ikke var meget håb for Leo. Af de gode, gamle kammerater fra østfronten var der næsten ikke flere tilbage. Dagen efter døde Leo. »Der edle Polen-Sohn« – sådan kaldte Hannoveraneren ham altid – var ikke mere.

På tilbageturen var Richard for en gangs skyld alvorlig, da han brød tavsheden og spurgte mig: »Sig mig engang, du nedstammer vel ikke fra indianerne?« Trods alt kunne jeg ikke lade være med at smile og ville vide, hvordan i alverden han kom på den tanke? Det varede lidt, inden han svarede. Endelig sagde han: »Jo, det jeg skal sige dig! Det du har præsteret det sidste døgn med at finde vej, uden at vi er gået ti skridt forkert, kunne tyde på det. Du er jo en ren stifinder.« Han tog min hånd og trykkede den hårdt. Det håndtryk var mig mere værd end alverdens hæderstegn. –

Det var nu ved at dages, så vi måtte skynde os, hvis vi ville have lidt søvn; men det blev ikke til noget, dertil havde dagen budt på for mange uhyrligheder, hvoraf den sidste var den, der gik os mest på. Vi var blevet godt sultne af den megen traven rundt. Feltkøkkenet var endnu ikke nået frem, og hvornår det ville ske, var ikke godt at vide. Jeg gik og snusede rundt på farmen og kom ind i et udhus, hvor der var noget, der lignede en bageovn. Jeg lukkede lågen op, og stor var min forbavselse, da der derinde lå et stort brød. Jeg fik fat på de fire mand, og vi delte brødet. Richard var nu ved  at komme til hægterne igen, og med munden fuld af brød sagde han: »Indianer eller ikke indianer, men en god næse har du nu.«

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

26. maj 1918. På selvmordsmission efter ammunition

Senest ændret den 17. september 2021 20:23

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Delingen fik besked om at trække sig tilbage, der skulle blot blive et maskingevær tilbage til at dække broen, og det blev selvfølgelig mit. Jeg sendte en »venlig« tanke til min »ven« løjtnanten, der sikkert troede, at det var en uriaspost, han havde sat mig på. På papiret har det ganske givet set sådan ud.

Ordren gik ud på at holde broen besat, indtil infanteriet igen »sværmede« ind i kæden. Derefter skulle vi gå tilbage og støde til kompagniet ved en bestemt farm, der lå mindst to kilometer til højre for os.

Da Feldweblen forsvandt med sine to geværer, sagde Richard: »Gott sei Dank, dass wir diesen Helden los sind« (Gud ske lov, at vi slap af med denne helt), og det kunne jeg tilslutte mig. Nu var vi alene. Det var ikke første gang, Richard og jeg »legede« krig på egen hånd. De fire mand, vi havde hos os, regnede vi ikke stort med, de var for »grønne«.

Det første, vi foretog os, var selvfølgelig at gå tilbage over vandløbet, for – som Richard sagde – det føltes så koldt at have det i ryggen. Denne gang gik vi ikke over broen, men fandt et sted, hvor der ikke var ret dybt, og hvor vi var skjult for landsbyen. Vi stolede ikke på, at der ingen englændere var i byen, og agere skydeskive engang til havde vi absolut ingen lyst til.

Da vi havde foretaget vort »strategiske tilbagetog«, fandt vi et sted, hvor vi ubemærket kunne holde øje med landsbyen og broen og i givet fald beskyde denne.

Hvis vor fælles »ven« løjtnanten havde kunnet se, hvor dejligt vi havde det den eftermiddag, så ville han nok have ærgret sig.

Det varede et par timer, så kom infanteriet, og vor opgave var løst. Så mange soldater kunne englænderne tilsyneladende ikke lide, for de begyndte omgående at skyde ovre fra landsbyen, så helt tom var den altså ikke. At vi var sluppet helskindet over broen, var os en gåde. Richard mente, at englænderne på det tidspunkt nok havde været i færd med at drikke deres te, og så lader de sig jo ikke forstyrre af så lidt. Jeg var mere tilbøjelig til at tro, at englænderne havde trukket sig tilbage, men at de var vendt om igen, da de opdagede, at tyskerne ikke fulgte efter dem. Vi havde i al fald været heldige.

Vi havde ikke alt for travlt med at finde tilbage til kompagniet. Vi blev enige om at se lidt på »baglandet«. Det kunne jo være, at vi kunne finde lidt spiseligt, og det gjorde vi. – Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke.

Omsider måtte vi af sted. Richard mente godt nok, at det ingen hast havde, for vor »ven« løjtnanten troede sikkert, at englænderne havde gjort kål på os. Deri gav jeg ham ret, men løjtnanten kunne også have godt af en lille overraskelse – og det fik han.

Det var blevet mørkt, da vi efter et par timers forløb nåede frem. Farmen lå under beskydning, men så vidt vi kunne skønne, kun med 7,5 cm granater. Før jeg meldte mig hos løjtnanten, kiggede jeg ind til kammeraterne, der lå og sov fordelt i to stuer. De reagerede ikke, da en granat slog ned på gårdspladsen, så jeg var klar over, at de var trætte og havde været hårdere med end vi.

Jeg fandt løjtnanten i kælderen og meldte mig tilbage. Jeg kunne se, at manden blev forbavset, men nogle velkomstord blev det ikke til . Hvis det havde været den »Lange«, så havde han sagt: »Gud ske lov, at I slap med skrækken. Læg jer nu til at sove, det har I fortjent.« Jeg ville have fortalt ham, at det slet ikke havde været så slemt – nærmest en storm i et glas vand.

Nu skete der intet af dette, tværtimod. Jeg måtte berette, hvornår infanteriet var kommet, og tidspunktet var jeg nødt til at opgive korrekt, for det kunne måske kontrolleres. Da han hørte tidspunktet, kom galskaben op i ham, og han bebrejdede mig meget kraftigt, at vi havde været omtrent fire timer om at tilbagelægge to kilometer. Jeg indvendte, at vejen lå under fjendtlig ild , og at vi intet kort havde haft at gå efter, og at vi var faret vild .

Det første var rigtig nok, men det sidste var løgn for at sige det lige ud. Jeg havde nemlig et kort, men det vidste han ikke. Det hørte ikke med til underofficerernes udrustning, men jeg havde for længst fået et op under neglene. Jeg havde engang over for Hannoveraneren ladet falde et ord om, at det kunne være rart med et kort, og efter den tid havde han altid et parat til mig, så snart vi kom til et nyt frontafsnit.

Jeg ville nu træde af, men løjtnanten standsede mig, rev sit kort frem og sagde: »Vi mangler ammunition, tag fire mand og to kærrer« – det var to-hjulede vogne, som vi brugte til at fragte ammunition på – »og hent 10.000 patroner ved ammunitionsdepotet, det ligger dér!« Jeg fik allernådigst lov til at studere kortet, mens jeg samtidig inderst inde bandede manden langt bort. Den ammunition kunne han have rekvireret for lang tid siden. Det var sikkert kun et påfund for at genere mig. Med ordre til at melde mig tilbage, når hvervet var udført, lod han mig gå.

Jeg var rasende; jeg kunne have »ædt« manden. At finde en farm, selv om det var i mørke og i et fremmed terræn, kunne jeg nok. Jeg havde en god stedsans; men at fragte 10.000 patroner ind over markerne var et hestearbejde, som ville tage det meste af natten. Depotet lå nogle kilometer tilbage i terrænet, og vejene var sikkert under granatild.

Som sagt var jeg godt gal. Jeg rev døren op til et af rummene og råbte: »Fire frivillige til at hente ammunition.« I de første sekunder var der ingen, der reagerede, men så rejste Richard sig ovre i et hjørne, og det kan nok være, at han fik munden på gled: »Det kunne jeg nok tænke mig, så snart du viser dit grimme fjæs hos den forbandede bandit, så har han altid noget ekstra, der skal laves.«

Og sådan blev han ved. Til sidst afbrød jeg ham og sagde: »Hold kæft, Richard, jeg vi l slet ikke have dig med,« men det skulle jeg ikke have sagt, for nu galede han først op: »Du vi l ikke have mig med? »Du Armloch« ( Din stakkel), det skal jeg nok selv bestemme. Tror du, at jeg vi l have dig løbende ude i nattens mulm og mørke, uden at jeg er med dig, så finder du jo aldrig hjem til din kære »ven« igen.«

Trods alt kunne jeg ikke lade være med at le, for jeg vidste, at Richards indignation gjaldt vor fælles »ven« løjtnanten, og at den var et bevis på et kammeratskab uden lige.

Under sin tordentale havde Richard gjort sig færdig, og tre andre havde også rejst sig, deriblandt ham, jeg havde gået »tur« sammen med på højde 344. Vi holdt nu krigsråd, og jeg lod dem selv vælge, om vi skulle følge vejen og tage chancen, eller vi skulle gå over markerne. Da det sidste med fuldt læs næsten var umuligt, valgte de at følge vejen både hen og hjem.

Derefter var det min opgave at bestemme de sikkerhedsforanstaltninger, der var nødvendige, for at turen kunne lykkes uden tab. De kom i korte træk til at gå ud på følgende: »Jeg går ti meter foran jer, dér distraheres jeg ikke af støjen fra vognene, så kan jeg bedre høre granaterne komme. Når jeg falder ned, gør I det samme, og at det skal ske omgående, behøver jeg ikke at fortælle jer.«

Som sagt, så gjort. Turen gik godt, nogle gange var granaterne lovlig nærgående, men vore forholdsregler slog til . Efter lang tids træning kunne man omtrent på lyden taksere, om en granat ville slå ned i nærheden, blot den var affyret i nogenlunde afstand.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

28. marts 1918. En officer og kammerat fra Ditmarsken

Frederik Møller, Aabenraa, beretter om en episode under marts-offensiven

Da den store offensiv på Vestfronten havde stået på en uges tid, var vi kommet et godt stykke vej frem vest for St. Quentin. Det var den 28. marts.

Vi lå med vort regiment ude i forreste Linie, og min bestilling var at skaffe ammunition frem til vore lette maskingeværer.

De engelske styrker var efterhånden blevet fuldstændig kampudygtige og var taget ud af linierne, Til afløsning for dem havde man sat franske tropper ind i forsvaret.

Vor deling lå i umiddelbar nærhed af disse styrker, og vor stilling var ganske ubeskyttet. Dækning var der ikke noget af, og både franske og tyske granater gik ned imellem os. Vi var alle klar over, at vi kunne blive ramt af splinter hvert øjeblik.

Vor udmærkede og afholdte kompagnifører befandt sig imellem os. Han opholdt sig lidt til højre fra den plads, jeg indtog.

En af mine kammerater var blevet såret og skulle nødvendigvis skaffes tilbage. Kompagniføreren, en ung løjtnant, Halk hed han og var fra Ditmarsken, kom da hen til mig og anmodede mig om at ledsage den hårdtsårede tilbage til forbindspladsen, der befandt sig på et slot lidt over 200 meter bag vor stilling, Han indtog da min plads, selv om det var en af de mest udsatte.

Imidlertid parerede jeg ordre. Jeg skaffede to stænger til veje, spændte en teltdug ud imellem dem og anbragte den sårede på den primitive båre. Sammen med en anden kammerat udførte vi derefter den besværlige transport tilbage til forbindspladsen.

Denne havde til huse i slottets kælder, og her måtte de mere eller mindre sårede opholde sig, indtil det vær muligt at transportere dem tilbage til St. Quentin, hvor man havde oprettet et feltlazaret.

Da vi kom tilbage til vor linie, viste det sig, at vor brave kompagnifører, der under mit fravær havde indtaget min post, var blevet ramt af en stor granatsplint og var hårdt såret. Man havde bragt ham tilbage til forbindspladsen i slottet, men hans sår var af en sådan art, at han ikke klarede den.

Vi var alle kede af dette tab, for en bedre og mere forstående officer skulle man lede længe efter. Vi følte, at han var ganske uerstattelig, og at vi ikke blot havde mistet en dygtig kompagnifører, men også en god og helstøbt kammerat.

Jeg personlig havde en fornemmelse af, at han ved at indtage min farefulde plads havde ofret sit unge liv for at frelse mit. Det skal jeg aldrig glemme ham.

Når der mellem frontsoldater ofte blev nævnt, at officererne forstod at finde nogle sikre dækstillinger, passer det ikke i dette tilfælde, og jeg kan nævne andre episoder, hvor officererne blev på deres post midt imellem soldaterne, stod last og brast med dem under alle forhold.

DSK-årbøger 1963

20. marts 1918. “Slagtekvæg til Vestfronten” – disciplinære problemer blandt kyrassérer i Doberitz

Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D.  Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten.

Paul Buchwald — min Ven — stammede fra Schlesien, hvor hans Forældre Øst for Breslau havde en lille Landejendom. Vi traf hinanden paa Garde-Kyrasser-Kasernen i Berlin Sommeren 1915. I Rusland begyndte vor Karriere som Frontsoldater. Mange fælles Oplevelser under Patruljegang bandt os mere og mere sammen.

Efterhaanden kunde vi næsten ikke undvære hinanden. Vi delte alt med hinanden, Penge, Pakker og selv alt, hvad der hørte til Livets Opretholdelse. En Frontsoldats Mave var jo næsten altid slunken. Vi plyndrede en Nat vor Ritmesters Spisekammer — trods den udstillede Vagtposts Aarvaagenhed. Men vi fandt en Bagdør. Vi levede højt et Par Dage, men saa blev det opdaget, og jeg vandrede i Kachotten — tre Dages mørk Arrest paa Vand og Brød. Det var i en Kælder i Byen Pinsk. Her tog jeg dog Tørnen alene.

Den Modtagelse, jeg fik af Paul og mine Gruppekammerater, da jeg atter kom ud, var enestaaende: 12 Spejlæg med brunede Kartofler og Vodka i lange Baner. Stemningen blev saa høj, at Ritmesteren kom til Stede. Han lovede Paul og mig, at han nok skulde huske os, naar vi efter nogen ekstra Uddannelse blev overført til Vestfronten.

I Februar 1918 gik denne Overførsel for sig. Vi kørte gennem Polen og kom ind i Tyskland. Her fik vi et lille Ophold i Doberitz. I Løbet af tre Uger blev vi gjort bekendt med de sidste nye Mordvaaben, saasom Flammekastere, Miner osv. Vi var nu klar over, at vi var modne til Vestfronten. Af denne Grund var der ogsaa lige ved at blive Revolte i Doberitz den sidste Aften, vi var der. Vi havde alle faaet Natorlov til Klokken to. Vi Kyrasserer gik i Flok og Følge gennem Byens Restaurationer og lavede al den Halløj og Spektakel, vi kunde finde paa.

Under Alkoholens Indvirkning væltede fem Mand en Disk med over hundrede Glas, Paul og jeg ordnede en Musikautomat. Det var den rene Vandalisme. Politiet blev tilkaldt, men de gjorde intet for at standse os. De vidste, at vi den næste Morgen Klokken fem tog af Sted til Vestfronten.

Det varede længe, før vi kom af Sted den Morgen, Flere af mine Kammerater var nemlig i Nattens Løb deserteret. Vi skrev med Kridt paa Vognene: „Schlachtvieh für die Westfront”!

Vore Officerer, der efterhaanden erkendte Sagens Alvor, bad os om at viske det ud, men vi raabte i Kor: „Stimmt es nicht?“ Da de ikke svarede, raabte vi: „Lad det bare blive staaende!” Og det blev staaende. Disciplinen slog en kraftig Revne!

Jeg mindes ellers den smukke Rejse gennem. Tyskland som en Oplevelse. Vi havde mange Ophold. Solen skinnede, Foraaret gryede, og hvor var det skønt ved Rhinen. Vi passerede mange Transporttog med saarede. Stemningen blev vel saa lidt trykket, men hvor kan saadan en Flok Kammerater dog holde Humøret oppe paa hinanden!

Paul og jeg blandede Blod og lovede hinanden, at hvis en af os skulde blive lemlæstet, skulde den anden give ham Naadeskuddet; thi — komme hjem som Krøblinge vilde hverken han eller jeg.

Til sidst havnede vi i Belgien. Jeg skal love for, vi fik en varm Modtagelse af de engelske Flyvere.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

27. december 1917. En engelsk overløber ved Passchendaele

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I december 1917 blev regimentet indsat ved Passchendaele.

Vi maatte straks af Sted, saasnart vi kom ud af Toget, ud til de føromtalte Barakker i Skoven, derfra op gennem Byen West Roosebeke og ud i det forfærdelige Pløre og de opæltede Marker til Stillingen ved Passchendaele.

Den første Aften, mens jeg stod paa Vagt ud for et Understade, i hvilket der sad nogle Officerer, kom der i Mørket en Skikkelse henimod mig, og da jeg raabte: „Hvem der?” og forlangte Feltraabet, rakte han begge Arme i Vejret og bad om Pardon.

Det var en Englænder.

Jeg traadte hurtigt hen til ham, Vaaben havde han ingen af. Jeg vilde gerne tale lidt med ham og lagde min Haand beroligende paa hans Skulder, men det eneste, jeg kunde forstaa, var, at han var paa Vej hen til Bataillonen, og at han var 28 Aar.

Det kunde vi gøre os forstaaelige ved Hjælp af vore Fingre. Jeg sagde, at det passede godt, for Bataillonen var netop her, og saa førte jeg ham ned til Officererne og gik igen op paa min Post.

Kort Tid efter kom han op; en Mand blev beordret med ham
tilbage til Fangelejren; men før han gik, fik jeg dog Lejlighed til at træde hen til ham og hviske ham ind i Øret: „Kammerat!”

Han skulde forstaa, at det var en Ven og ikke en Fjende, han havde mødt.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

15. november 1917. “Hvor er Gud, at dette kan ske?”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig på Vestfronten.

Bataillons-Stillingen, den 15. november 1917.

Kære N. N.!

Saa længe har jeg længtes efter rigtigt at kunne sige Dem Tak for den Glæde, De gav mig med Deres Brev. De kender jo selv, hvor forskelligt et Brevs Indhold kan være. Ikke blot Ordene, men det, der ligger mellem Ordene, havde jeg nær skrevet, er det, man søger og længes efter at finde. Glæden er saa inderlig, naar man finder, at Brevskriveren har søgt at lægge sin Sjæl ind i det skrevne. Et Brev, en Hilsen er saa forskellig som et Haandtryk. Der kan ligge saadan er Varme i det Blik, som sænkes i mit, naar en Ven rækker mig sin Haand til Hilsen, og det er, billedlig talt, det Blik jeg søger efter, naar jeg læser et Vennebrev. Det fandt jeg i Deres Brev, og inderlig Tak derfor.

Vi laa den Gang ved Transloy som Reserve, og Englænderne trængte os haardt. Det saa ud til, at ingen af os skulde komme levende derfra. Mine Kammerater laa saa ængstelige paa deres usle Leje i den Træbarakke, som var anvist os. Rundt om os slog 28 Centimeters Granaterne ned, Væggene saa ud som en Si, saa hullede var de. Da kom Posten og Deres Brev. Jeg læste det flere Gange, og mod Forbudet tog jeg det med ud, da vi en Time senere gik frem.

Ord, som til andre Tider slet ingen Indflydelse vilde have, og slet intet Indtryk efterlader, udøver ofte under slige Forhold en Virkning, som spores jeg tror næsten et Menneskeliv igennem. Den Aften troede jeg bestemt, at min Time var kommen.

Tusinder af Malmmunde brølte imod os og koncentrerede deres Ild mod vor Stilling. I tre Dage havde der været Stilstand, og Nat og Dag havde vort Artilleri samlet Munition. At Englænderne havde gjort det samme, fik vi at høre.

Jorden rystede milevidt under Drønene og Luften blev sat i voldsomme Svingninger, Aandedrættet paavirkedes og blev meget besværliggjort, men værre blev det, da vi kom ind i Krudtdampen. Kommandoen druknede i Bulderet; vi fulgte kun vor Formand, snart i Løb, snart os gennem Taagen.

Værst var det næsten i og mellem Batteristillingerne. Hver Lavning i Terrænet, hver Busk, hvert Træ dækkede for et Batteri. Da tænkte jeg: To Verdensmagter har her koncentreret deres Kræfter imod hinanden, to rasende, overnaturligt store Kæmper prøver her deres Styrke, og du gaar her midt imellem deres fægtende Arme, som en svag, elendig Skabning. Men du gaar dog beskyttet. En endnu større Magt har du betroet dit hele Liv, i dens Varetægt har du jo betroet alt. Min Sjæl kæmpede for at vinde Fred. Men ogsaa inden i mig kæmpede Magter mod hinanden.

Nu gjaldt det Vished, nu var det Alvor. Jeg mindedes Dagene fra Poziéres, da jeg saa rolig saa Døden ind i Øjnene, da jeg havde Vished for, at Døden vilde bringe mig hjem til Gud. Den Aften var det anderledes. Fristeren kom med sin nagende Tvivl. Sandhed, Lys, Sandhed, det var det, jeg søgte, og ikke kunde finde. Midt i alt dette skrækkelige var det, som Gud havde forladt mig, som om alt det, jeg havde knælet for og ‘havde fundet Glæde og Trøst og Fred i, havde været Blændværk.

Min Tanke stod stille, en uhyggelig Angst greb mig. Er det muligt, at Mennesket fødes til Verden og glædes en Stund, for saa at gaa til Grunde i denne forfærdelige Elendighed! Hvor er Gud, at dette kan ske?

Seks Døgn, seks Døgn uden Søvn og Hvile og næsten uden Mad og Drikke, seks Døgn med frygtelige Anstrengelser laa bag os. Hjernen var tom for Tanker, men overfyldt med feberhedt Blod. Ikke et Ord til Trøst var gemt derinde, intet var der, kun Nat, bælgmørk Nat med Helvede omkring mig, med Døden for Øje. Hvad var det dog.

Aa, som de skreg og jamrede omkring mig, disse stakkels, brave Kammerater, som væltede i deres Blod. Vi laa i en ussel Rende, som var næsten jævnet af Granaterne, laa for at puste ud før det forfærdelige Løb gennem Spærreilden.

Foran mig, lidt til venstre laa en herlig, gammel Kirkegaard, omkranset med flere Rækker ældgamle Linde. Alt blev knust i denne Nat. Ikke et Træ, som ikke splintredes, ikke en Grav, som ikke ødelagdes. Ogsaa dette maa ske, tænkte jeg, alt, hvad Mennesker freder om og holder i Ære skal knuses og forhaanes.

Min Gruppe havde samlet sig om mig. »Vi kommer aldrig igennem,« sagde de, »aldrig«. Taarerne har sikkert haft frit Løb, Stemmen var saa usikker. Stakkels Gutter, de fleste var ikke vant til Ilden. Men ogsaa de Gamle trængte til Trøst. »Værre end nogen Sinde før,« sagde de. De trængte til Trøst; men jeg kunde ikke trøste. Det var en indirekte Løgn, da jeg sagde; »Det gaar altsammen. Løb, naar jeg befaler det, og følg efter mig. Til højre for Hulvejen ligger næsten ingen Ild, og der er en Gennemgang gennem Traadforhugningen foran Flankestillingen«.

Vi skulde gaa gruppevis frem, og jeg havde lidt Tid. Da følte jeg Deres Brev i min Lomme, og alt det, jeg havde følt, da jeg læste det, gennemgik jeg i samme Øjeblik. Min Gud, den Gud, hvorpaa jeg havde bygget mit hele Liv, men som jeg ikke kunde finde, havde Brevet jo vidnet om. Den Varme, hvormed De havde skildret Livet med Gud, det Vidnesbyrd, De havde aflagt, bevidst eller ubevidst, blev min Trøst og min Redning. Jeg maatte leve i andres Tro, maatte ledes paa Vej ved Deres Vidnesbyrd, styrkes ved andres Forbøn. Og da kom det saa lykkelig stille, ikke overvældende, men lægende mildt: Guds Menighed, Vennerne derhjemme, staar bag dig i Bøn til Gud. Da kom De med Deres varme Haandtryk, og De saa paa mig og sagde: Der er kun een Gud, og det er vel ogsaa din Gud. Jeg følte, at De havde talt Sandhed, følte, at Lykken laa gemt bag Deres Vidnesbyrd, og dette førte mig ind paa Vejen igen, paa Vejen hjem til Ham.

Et Kvarter efter laa vi i forreste Linje, alle omkring mig næsten jublede af Glæde. Gruppen havde naaet sit Maal og fundet sin Plads, og ikke en Mand var tabt.

Granaterne slog ned omtrent 150 Meter bag os, nu havde vi kun med Infanteri at gøre, en lige Kamp, paa lige Vilkaar, den frygter ingen. Stormen kom henad Morgenstunden, den blev standset foran vor Linje, thi vi havde Skudfelt paa 600 Meters Afstand.

Da Solen stod op, havde jeg endnu alle mine Folk, og dem havde jeg den Lykke at faa med uskadt derfra, da vi paa anden Dags Aften blev afløste.

Aa, der var saa meget, jeg vilde skrive, men det lakker mod Midnat, og Brevet vil blive for tungt, naar jeg skriver mere. Jeg fortsætter en af de første Dage.

I Aften de kærligste Hilsener og en inderlig Tak. Deres hengivne

Mikael Steffensen.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

21. oktober 1917. 50-kilos granater slæbes til batteriet – eller ryger i brønden!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Den 21. oktober havde vi en frygtelig dag. Vi blev beskudt fra alle sider, infanteriet blev stærkt angrebet, og vi kunne ikke vige det mindste fra kanonerne den hele dag. Sergent Felix Plosshaischik stod bag ved 3. og 4. kanon og kommanderede. Han stod i et hul til halsen, ved siden af ham stod løjtnant Mundt. Stumperne røg ganske voldsomt om ørerne på os. Løjtnanten fik så en granatsplint i enden; han løb tilbage til forbindingspladsen og kom så på lazarettet.

Pludselig midt under den frygtelige kanonade hører jeg en, der skriger ganske kolossalt ovre ved 3. kanon. Jeg løb derover; jeg tænkte på døde og sårede, men da jeg kom derover, var Gefreiter Popp og kanoner Fritzen kommet i vild håndgemæng. Fritzen lå nederst og Popp lå oven på ham og slog ham med den knyttede næve i ansigtet.

Fritzen brølte som et vildt dyr. De andre fire mand af betjeningen skød med kanonen. Han holdt så op med at prygle, og jeg spurgte, hvad der var løs? Popp var bajer, han var meget hidsig. Han forklarede, at Fritzen ville ikke skynde sig, og så måtte han have nogen klø, det var det bedste middel til sådan en fyr, mente han.

Alt imens blev der skudt, og de engelske granater slog ned og eksploderede rundt omkring os. Vi måtte skyde på en ret kort afstand, indtil det engelske infanteri blev standset.

Ammunitionstransporten voldte os et ganske kolossalt arbejde. Så snart der var lejlighed, skulle vi slæbe ammunition. Jeg var nu kommet blandt dem, der var med hele tiden. Og jeg spurgte mine foresatte om at blive afløst og komme til noget andet end just slæbe granater hele tiden. Men det lod sig ikke gøre. Skuldrene blev ømme, ja helt hudløse.

Vi var 18-20 mand, der uafbrudt slæbte granater. De vejede cirka 50 kilo per styk. Da vi måtte vedblive at slæbe i det uendelige blev jeg ked af det.

Da jeg nu havde arbejdet på at blive fritaget, fik underofficererne mig i kikkerten, og selv om de andre periodisk kunne blive fritaget, så lod det sig ikke gøre for mit vedkommende. Vi gik i en lang række og blev råbt op for hver gang vi hentede en, tog den af bilen, og så sjokkede vi af sted.

Vi skulle slæbe dem cirka 200 meter. Jeg var fra nu af altid den sidste i rækken. Vi blev råbt op, jeg fik min granat som alle de andre, men om natten bar jeg den om bag huset og plumpede den i brønden. Derefter satte jeg mig inde i buskadset og ventede til de andre kom tilbage, sluttede mig til dem, og det samme om igen.

Dette blev jeg ved med i lang tid, ja, til sidst var brønden fuld, men så gik der en del i ajlebeholderen. Der var en mere, som måtte dele skæbne med mig. Han var skolelærer fra Braunschweig, han hed Rudolf Vinkler. Han græd over det, men det nyttede ikke noget, han måtte hænge i.

Jeg havde såmænd gerne forundt ham at slippe lidt nemmere om ved det, men jeg turde ikke meddele ham, hvorledes jeg bar mig ad, for så var det sikkert blevet opdaget.

Vi fik nu materiale, så vi kunne bygge en Feldtban. Det var  tipvogns-skinner, og så fik vi to vogne, byggede bro over granathuller og grøfter, og i løbet af en dags tid kunne vi køre. Det gik betydeligt lettere, vi kunne have ca. 50 granater med hver gang, og 5-6 mand kunne ved hjælp af vogne og sporet transportere lige så meget som 20-30 mand før.

Der var blot den ulempe ved det, at det alt for ofte blev skudt i stykker. Vi måtte reparere det flere gange daglig, ja, der gik ikke mange dage, før det var ganske umuligt, at holde sporet i orden, og så måtte vi til at bære igen.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20. august 1917. Gefreiter Andersen er „Pille-triller”

Senest ændret den 4. december 2020 9:13

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Mit Andragende om Forflyttelse blev bevilliget, og med en Mand som Ledsager blev jeg den 8. afsendt til Sønderborg.

Min Ledsager havde aldrig været i Berlin, og da vi kom dertil, mente han, om ikke jeg kunde rejse alene til Sønderborg, da han nok vilde se sig lidt om i Hovedstaden.

Vi fik regnet ud, hvor længe Rejsen til Sønderborg og tilbage til Berlin vel kunde vare, da hans Besøg her jo skulde rette sig derefter, og fra Berlin rejste jeg saa alene.

Den 10. ankom jeg hertil, og her er jeg hjemme, mærker jeg. Familien ankom straks med store Pakker og lækre Ting. Foreløbig skal jeg ligge til Sengs og være et ufrivilligt Vidne til en ret udviklet Morskab, der næsten hver Aften finder Sted bag de tæt tilhængte Vinduer.

Næsten alle Kammerater er Sønderjyder, og Jacob Hansen fra Sundeved er beskikket Ceremonimester. Han er en gudbenaadet Harmonikaspiller, og Hans Christensen fra Broager akkompagnerer paa en „Teufelsgeige”.

Hvem der kunde være oven Senge og ellers kunde danse, svinger Kantinepigerne fra den nærliggende Infanterikaserne. Peter Andresen fra Dybbøl slaar Takt i Dynen med sin Stok. —

Jeg er kommet under kyndig Behandling, og Specialisterne paa dette Omraade er Dr. Reuter og en Underofficer fra Vesteregnen, samt særlig Gefreiter Andersen, der er „Pille-triller”, ved, hvor Jod med Udsigt til Resultat og Aspirin uden Skade kan anvendes.

 

16. august 1917. Frederik Tychsen: “Gode kammerater er den halve krig …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg vil notere nogle af de kammerater, som jeg havde mest med at gøre ved 1. batteri bataljon 407:

Løjtnant Wiederholdt, leutnant Luker,  leutnant Hermann, leutnant Schultz. (Bataljonskommandøren var Hauptmann Kupke).

Unteroffizier, Brinkmann, sergeant Felix Ploschaizik, sergeant Pfale

Kanonerer:
Karl Skurmia Liban, Schlesien glaspuster
Bekmann, Dortmund, bjergmand [dvs. minearbejder]
Franz Nix, Dortmund, bjergmand
Otzel, Thüringen landmand
Desselman, Thüringen, fabriksarbejder

Ovenstående kanonerer alle på min alder.

Wipklo, Westfalen, arbejder
Willy Cramer, Hannover, mekaniker
Rudolf Winkler, Braunschweig, seminarist
Hübschmann, Bielefeldt, fabriksarbejder
Helferich, Westfalen, landmand
Zeidler, ?, bjergmand

Fritz Volmer, Baden, landmand
Neuhaus, ?, ?
Treptau, ?, arbejder
Ulvonu, ?, arbejder
Warres, Østpreussen, arbejder
Schäfer, Königsberg, snedkermester
Johann Winkler, Rhinland, arbejder

Det er navnene på dem, jeg havde mest med at gøre, og af dem havde jeg mest med Skurmia, Bekmann og Hubsmann at gøre.

Vi tre sov som regel i telt sammen, delte maden og tobak osv.

Man må sande “slagordet” ”Gute Kammeraten ist der halbe Krieg” (Gode kammerater er den halve krig).

Den 15. og 16. august var jeg i ildlinjen igen. Englænderne angreb ustandselig i 2 døgn. Vi kom næsten slet ikke bort fra kanonerne i de to døgn.

Vi havde 4 sårede den 16. august.

Der var også nogle døde, men dem kendte jeg ikke.

Det var 48 svære timer, vi tilbragte i ildstillingen, så vi var meget
trætte, da vi vendte tilbage til kvarteret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

30. maj 1917. Feldwebelens støvler i farezonen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Fuldt og travlt optaget gik de 14 Dage alt for hurtigt. Jeg maatte igen slippe Hustru og Børn ud af min Favn og for tredie Gang sige Farvel til Hjemmet for at gaa ud i Krigen.

Da jeg atter naaede ned til Fronten, mødte der mig først en stor Ærgrelse og saa en stor Sorg. Jeg havde altid sat en Ære i at holde mit Gevær pænt i Orden; men ved Orloven denne Gang var vi fritaget for at tage Gevær, Gasmaske, Staalhjelm, det ene Tæppe og lidt andet Smaatteri med hjem, saa det blev dernede.

Geværet havde nu en anden taget, og jeg fik et rigtig rustent Gevær i Stedet for; dem var der jo nok at faa af, de laa og flød overalt.

Saa var jeg naturligvis morgengnaven over det. Men da jeg kom paa Haandværkerstuen, var sandelig mine nye Snørestøvler ogsaa stjaalet.

Saa kogte det over; jeg gik straks til Feltvebelen og meldte, at mine nye Snørestøvler var stjaalet.

Han svarede mig haanende: „Løgn og Skidt, din gamle Slyngel! Dem har du enten solgt eller ladet blive hjemme paa Orlov.”

Hvor denne Beskyldning harmede mig! Jeg svarede straks, at jeg vilde bede mig fritaget for den Slags Beskyldninger. Jeg skulde ikke have noget af Tyskernes Kram, som ikke tilhørte mig; men om Eftermiddagen blev der Appel med Snørestøvler, og hvem der ingen havde, var naturligvis mig.

Jeg gentog, at de var stjaalet, fik den samme Beskyldning igen af Feltvebelen, og da jeg blev ved mit, at de var stjaalet, sagde han: „Saa stjæl du et Par andre.” „Javel, Hr. Feltvebel,” var mit Svar.

Da Appellen var forbi, gik jeg paa Skrivestuen. Feltvebelen var kommen hjem.

Der var to Skrivere og et Par Underofficerer derinde. Jeg blev spurgt om, hvad jeg vilde. Jo, vi havde lige haft Appel med Snørestøvler, og mens jeg var paa Orlov, var mine blevet stjaalet. Feltvebelen havde saa givet mig Ordre til, at jeg skulde stjæle et Par andre, og da  jeg ikke vilde stjæle fra Kammeraterne, saa vilde jeg bede dem, der var herinde, hjælpe mig at overmande Feltvebelen, saa skulde jeg nok selv trække Støvlerne af ham.

Han saa paa mig, som om han vilde sige: „Mon den Mand ikke hører
hjemme paa en Sindssygeanstalt?” men omsider gled der dog et Smil over hans Ansigt, og idet han truende løftede sin Finger imod mig, sagde han: „Nej, De kan tro, Poulsen, jeg vil sandelig ikke af med mine Snørestøvler.”

Saa fik jeg da et Par andre.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

24. maj 1917. Mikael Steffensen fortvivlet over soldaterkammerater

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig. Herfra fortæller Mikael om sin fortvivlelse over sine soldaterkammeraters manglende indsigt i forbindelse med krigen.

Lecluse, den 24. maj 1917.

Ofte har jeg ærgret mig over den Mangel paa Indsigt og Forstaaelse af hele Forholdet, som mine ellers saa brave Kammerater udviser. Saaledes spurgte jeg en Kammerat, som er ved Res. Regt. 31, hvor de laa i Beredskab, men ‘han vidste det ikke, vidste heller ikke, hvad Byen hed, som deres Stilling gik igennem, men der var en Kirke og en Kridthule. I hver eneste fransk By er der en Kirke og en Kridthule.

I lykkelig Uvidenhed gaar de frem og aner ikke, ’hvad der egentlig gaar for sig. At vort Afsnit, ved Englændernes Fremtrængen paa begge Sider af os, til venstre for Bullecourt og til højre ved Arras —Cambrai-Vejen danner et fremspringende Punkt, anser de ikke som farligt, til Trods for, at 272 Aars Erfaring burde fortælle dem om det. Artilleristillinger, farlige Skæringspunkter, Dalsænkninger og Hegn, som altid er udsat for Bombardement, løber de ind i med samme Koldblodighed, som jeg og mange andre gaar de mindre udsatte Veje. Ting, som foruroliger mig i højeste Grad, fordi det er Tegn, som næsten aldrig skuffer, f. Eks. Flyvernes energiske Opklaringsforsøg, det engelske Artilleris Ild paa Kolonneveje, Uro i de engelske Linjer, vore egne Forstærkninger bag Fronten, alt det gaar uden om deres Betragtning og Iagttagelse, og det er saa selvfølgelige Ting, som enhver burde vide.

Og dog, de skaanes for megen Smerte, de kan tro paa, at det gaar til Skansearbejde, naar det fortælles dem; med Spaden paa Nakken og rigelig Munition »for en Sikkerheds Skyld« spadserer de lige ind i Kampen uden ringeste Anelse om, hvad der egentlig gaar for sig. »Hvor skal vi hen?« lyder Spørgsmaalene fra Rækkerne, naar vi bringer Meldinger til Kompagniføreren, og hvad skal man svare? Er det Ret af mig, at jeg forlanger af mine Landsmænd, at de dog i det mindste skal se klarere end »Flokken«? Jeg tror, at mange kan tage deres Forholdsregler, naar de saa sig lidt mere om. Befaling er Befaling, ja, men Udførelsen kan ske paa forskellig Maade.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

 

 

7. maj 1917. Levende begravet: “Jeg sad som i en rottefælde!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Da vi havde ligget nogle Timer i og ved det nævnte Kalkbrud, kom der Ordre, at vi skulde frem. Jeg slap dog for at komme ud i Stilling denne Gang, men blev sammen med en Kammerat kommanderet til at være Løbepost fra Kamplinien tilbage til Bataillonskommandøren.

Vi fik en Plads anvist ved Siden af Artilleriet ved den store Landevej, der fører ned til Arras. Det var en lille Hule dækket med nogle Bjælker, et Par Jernplader og noget Jord, hvor vi havde Plads, naar vi ikke løb Ærinder frem og tilbage.

Det var to frygtelige Døgn. En Del Fanger og mange frygtelige saarede kom tilbage, og alle havde Rædselen malet paa deres Ansigt.

Dag og Nat snurrede Projektilerne i Luften; det var en fuldstændig Artilleriduel. Det blev endog saa galt, at Artilleristerne løb fra deres Kanoner, kun to Telefonister og vi to Løbeposter blev der.

Mange Køretøjer, baade Ammunitions- og Bagagevogne, blev trufne, til Dels skudt i Brand; snart laa døde og saarede, Heste og Kuske imellem hinanden, og naar Ammunitionsvognene brændte, plaffede baade Artilleri- og Infanteri-Ammunition, og selv om det ikke var i den Grad farligt, som naar de gik igennem et Kanonrør eller Riffelløb, kunde det alligevel være ubehageligt nok at komme i alt for nær Berøring med.

Den ene Telefonist og den ene Løbepost havde lagt sig til Hvile inde i den lille Hule. Den anden Telefonist sad ved Telefonapparatet, mens jeg sad paa mit Tornyster.

Pludselig siger Telefonisten: „Skal vi ikke hænge et Telt for  Aabningen, det ser saa uhyggeligt ud derude.” „Jo, det synes jeg ogsaa.”

Vi havde lige set en Kanon stejle baglæns ud af Stilling, og vi havde set, hvordan en Granat kom og borede sig ned i Jorden ved Siden af et stort Træ, og da den eksploderede, sprang Træet op som en Trold af en Æske og faldt ind paa Marken.

Vi havde da mange saarede og døde udenfor, uden at vi var i Stand til at hjælpe dem, saa det var uhyggeligt nok.

Telefonisten rejste sig og stod just og var i Færd med at hænge en Teltdug for Aabningen, da der kom en Granat, fo’r ned gennem Dækningen lige over Hovedgærdet af de to, som havde lagt sig til Hvile, borede sig ned i Jorden, men eksploderede ikke.

Jeg følte det, som om en pustede mig i Nakken med saa voldsom Kraft, at jeg gik næsegrus ned foran mit Tornyster. Bjælker, Jord og Jernplader kom ovenpaa mig, og jeg sad som i en Rottefælde, men mærkede iøvrigt slet ingenting, før de kom og gravede mig ud.

Kammeraten, som stod i Huleaabningen, var af Lufttrykket blevet  kastet ud paa Marken; men da han rejste sig op, fejlede han ingenting.

Saa løb han efter Hjælp, og der kom 5-6 Artillerister og gravede os ud, og da jeg laa lige inden for Aabningen til Hulen, kom de først til mig.

Saasnart de fik min Overkrop fri, rejste de mig op paa Knæ, og jeg var med det samme ved fuld Bevidsthed. Mine Ben sad stadig fast; men inde under det hele laa en af mine Kammerater og raabte hjerteskærende om Hjælp. Den anden var blevet kastet oven paa Jordbunken; han var tilsyneladende død.

De rakte mig en Spade, og mens jeg lænede mig over den døde og kastede Jord til Side for at faa den anden ud, som laa og skreg om Hjælp, begyndte den døde at røre sig, og hurtigt gjorde jeg Alarm, saa vi fik ham gravet ud først; hans Ben sad fast.

Vi fik fat paa Sanitetspersonalet, der bragte ham bort. Han var af en Jernplade blevet revet op i den ene Side helt fra Hofteskaalen og op til Hovedet; men seks Uger efter kom vi igennem en By, hvor han laa paa Lasaret; da var han saa vidt, at han kunde gaa udenfor. De havde faaet ham flikket sammen, og vi talte med ham.

Da han var borte, arbejdede vi igen for fuld Kraft paa at faa Staklen, der var indeklemt under Jernpladerne, ud. Hans Ben blev afdækket; saa greb vi fat i dem og halede ham frem, og da han kom ud, fejlede han ingenting. Saa blev endelig tilsidst mine Ben gravet løs. Da jeg kom ud, viste det sig, at mit ene Fodled var lidt forvredet, saa jeg paa Morgenstunden maatte køre tilbage til Lécluse, siddende paa en Kanonforstilling.

Efter at have hvilet nogle Timer og faaet Mad, blev vi straks sat i March og kom langt tilbage fra Fronten, men hvor var vort Kompagni blevet lille! Vi havde mistet saa mange af vore Venner og Kammerater derude.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

6. maj 1917. En storsnudet, men fingersnild prøjser

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Vi marcherede et Par Kilometer frem, til vi kom i Nærheden af en lille By, som hedder Boiry, hvor der var et stort Kalkbrud. Dér mødte vi en Ordonnans, som kommanderede os ind i Kalkbruddet; dér skulde vi vente nærmere Ordre.

Saa fik de da travlt hjemme ved Feltkøkkenet; en fik Gullashkanonen
ladt og kom kørende ud til os med dejlig, varm Kaffe, som smagte udmærket.

Kort før vi gik i Stilling ved Arras, havde vi blandt de nye Kammerater faaet en, som var saadan en storsnudet Krabat, en rigtig Prøjser.

Han vilde have baade det første og det sidste Ord og chikanerede os paa alle mulige Maader.

Ingen af os kunde lide ham. Vi to kom til at staa lige overfor hinanden, mens vi samlede os om Kaffen. Jeg stod og fyldte Kaffe i min Feltflaske med mit lille Drikkebæger.

Saa sagde han til mig: „Jeg vil have dit Drikkebæger.”

„Ja, det kan du godt faa, Kammerat, naar jeg er færdig.”

„Færdig, nej, jeg vil sandelig ikke vente, til du er færdig. Jeg vil have det straks.”

„Nej, holdt lidt, Kammerat, saa gaar du fejl i Byen; naar jeg er færdig, kan du laane det. Det er det højeste, du kan drive det til.”

Manden blev rasende, skældte mig Krukken fuld efter alle Kunstens Regler, og tilsidst slog han med Hovedet og sagde saa foragteligt, som han kunde: „Jeg kender dig nok, jo, jeg kender dig nok.”

Jeg vidste næsten ikke, hvad jeg skulde svare ham, søgte saa efter mit mest enfoldige Ansigt og tog det paa, saa ham stift ind i Øjnene og sagde: „Ja, det tror jeg nok, at du kender mig, for vi sad jo i Tugthuset sammen i 1910!”

Han begyndte at famle ved sin Trøje og sagde: „Hvad siger du?”

Jeg gentog det endnu en Gang, alt imens Kammeraterne skoggerlo, og han sørgede for at komme ud i Udkanten af Flokken, mens en af Kammeraterne raabte: „Ja, vi tænkte nok, at „Bedstefar” skulde tage Skægget af ham.”

Jeg var naturligvis glad. Vi blev nu for Resten gode Venner efter den Tid, blev Sidekammerater og kom til at staa sammen i mangen en haard Dyst; men han kunde aldrig glemme det og sagde saa tit: „Hvor kunde du finde paa det; jeg har aldrig følt mig saa skamfuld, som da du sagde, vi havde siddet sammen i Tugthuset.”

Han var lidt af en Tusindkunstner, og da mit gamle Ur, som var baaret af en dansk Dragon i 64, fandt paa at lave Strejke, sagde han: „Lad mig faa den gamle Tvebak, jeg skal nok faa den til at sparke igen.”

Han laa nede paa Bunden af Skyttegraven med det uden andet Værktøj end et gammelt Lommetørklæde og en Lommekniv, og da jeg en Tid efter kom hen til ham, havde han mit Ur fuldstændig skilt ad og havde det liggende paa en Avis.

Jeg blev ganske forfærdet og sagde til ham: „Put du nu det hele i din Pose, for du faar det aldrig samlet mere!”

Men med den mest uforstyrrede Ro arbejdede han videre, og han fik Uret samlet, og det har gaaet godt indtil i Efteraaret 1922.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

29. april 1917. Hans Lindholm: Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene

20-årige Hans Lindholm skriver til sin kammerat Johannes Christensen, der lige er taget af sted på orlov, mens han selv med Regiment 84 var rykket ud på den omstridte høj nummer 100 i nærheden af Pignicourt, som var et af de punkter franskmændene forsøgte at erobre i deres forårsoffensiv.

Gode ven!

Nu vil jeg så opfylde mit løfte og skrive dig et par ord til dig, men jeg kan ikke fortælle dig meget. Jeg blev let såret lige efter, vi var kommet derop. Der slog en granat ned lige for os. Vi stod 2 mand på posten – Hans Boye og jeg. Den sprang mig noget op i hovedet og så blev jeg begravet af jord, men de fik os udhalet og forbundet. Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene og hovedet. Jeg har jo øjnene forbundet, men det ene kan jeg godt nok se lidt med og det varer ikke længe, så er jeg ved kompagniet igen. Nu vil jeg så slutte denne gang. Med mange hilsner din ven Hans.

Hils også din søster og din øvrige familie mange gange.

Billede fra lazarettet. Det er Hans Lindholm yderst til højre i anden række

Du kan læse mere om Hans Lindholm i Sune Wadskjær Nielsens bog, der beskriver vennen Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste. Bogens titel er ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.