Tag-arkiv: kammerater

4. april 1919. H.C. Brodersens sidste dag i Aurillac krigsfangelejr. “Kun én Ting beskæftiger Tankerne og stemmer Sindet til Vemodighed…”

Senest ændret den 4. december 2020 8:43

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Saa  er  vi  da  klar  til at  sige  Farvel,  og  det  er  ikke  med  vemodige  Tanker,  vi  forlader  dette  Sted.  Tøjet  er  pakket,  og der  er  afleveret,  hvad  vi  ikke  maa  faa  med  os. 

Kun  én  Ting beskæftiger  Tankerne  og  stemmer  Sindet  til Vemodighed,  og det  er  dette,  at  2  Kammerater  ikke  skal med  hjem.  De  havde den  sidste  Nat  i  Kirken  været  saa  uheldige,  at  de  var  kommet  til at  støde  Madonna  med  samt  Jesusbarnet  ned  fra  deres  Stade,  og  Resultatet  heraf  var,  at  hele  Stadsen  laa  i mange  Stumper  paa  Gulvet. 

Nu  skulde  de  uheldige  afsone Straffen  for  deres Uforsigtighed. Bagved  Vinduerne  til  „Prisson”  ser  vi  deres  Ansigter,  medens  vi  gaar  omkring  og  venter  paa  at  blive  ført  til  Toget,  der  skal  bringe  os  et  Stykke Vej  hjemad.  Mon  ikke  de  kommer  med?

Brodersen, H.C.: I Ildlinjen

 

25. december 1918. “Kammeraterne, der i årevis havde stået sammen i nød og død, spredtes nu for alle vinde. Det stolte regiment ”Königin” eksisterede ikke mere. “

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Regimentet marcherede gennem Kassel og blev indkvarteret i omegnen af Hannoversch Münden. Herfra blev III bataljon sendt afsted den 22. december kl. 1 om natten. Den 24. december om morgenen kl. 11 indtraf den i Sønderborg. Staben og II bataljon – resten af I bataljon var fordelt på denne – kørte afsted den 23. om morgenen.

De skulle ikke opleve juleaften hjemme, men indtraf først på Flensborg Sporskifte den 25. december kl. 9.30 om morgenen. Kl. 12 marcherede resten af regimentet ind i Flensborg. Det var nu kun en lille skare. Mange havde undervejs fået bevilget deres ansøgte hjemsendelse.

Modtagelsen i Flensborg var varm og hjertelig. En stor menneskemængde trængtes i gaderne, mange havde tårer i øjnene, den, der var dem dyrebar, er der ikke. Faner hilste velkommen. På Søndertorv bød overborgmester Todsen på byens vegne regimentet velkommen og overrakte major von Drigalski en laurbærkrans.

Så kom den sidste march. I kasernegården et afskedsord fra kommandøren, de døde kammerater blev mindet. Nu blev geværerne stillet op ad væggen og de øvrige våben afleveret.  Kammeraterne, der i årevis havde stået sammen i nød og død, spredtes nu for alle vinde. Det stolte regiment ”Königin” eksisterede ikke mere. Det eksisterer ikke længere.

 Fjendtlig vilkårlighed og samvittighedskval har slået den form i stykker, der gennem fire år holdt kammeraterne sammen i jernhagl, mudder og giftskyer. Men hvad de ikke kunne slå ihjel, er den ånd, der voksede ud af dødsfællesskabet. Ånden, der er underordnet den store helhed, pligtopfyldelsens ånd, troskabens ånd, det broderlige kammeratskabs ånd, offerviljens ånd til døden.

Kammerater! Vi er vort folk skyldige, vore næste fire tusinde døde skyldige, at vi holder denne ånd vågen. Om vort stolte regiments faner igen engang skal blafre i vinden, dets våben skinne i solen, vi ved det ikke.

Én ting må vi dog fast tro på uden at sige for meget: Hvis ånden hos 86’erne bliver fællesgods i vort folk, så vil vort fædreland igen opnå sin plads i solen, navnet Tyskland stråle i ny glans. Hvis hver kammerat på sin måde og i sin kreds medvirker, så er heller ikke vore dyrebare dødes blod udgydt forgæves.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

30. august 1918. “Pardon, monsieur!” Taget til fange af franskmændene

Senest ændret den 4. august 2021 19:20

P. Grau fra Hellevad gjorde krigstjeneste i 3. kompagni, Regiment 444 på Vestfronten.

Den 30. august 1918 lå jeg sammen med en tredjedel af mit kompagni – det var 3/444 – ved et vejkryds på landevejen Noyon-Roye, hvor vi skulle dække tilbagetoget, efter at vi var gået tilbage fra Lassigny den forrige nat og nu havde gravet os ned i vejsiden her.

Tidligt om morgenen lagde franskmanden en spærreild – dvs. brisant- og gasgranater – på vort frontafsnit, så vi måtte gå med gasmaske på, hvad der var en underlig og ubehagelig fornemmelse, da man til stadighed gik rundt med opkastningsfornemmelser.

Efter spærreildens ophør afventede vi fjendens angreb, der heller ikke udeblev, og det var et »fremad« i små ryk. Vor afdelingsfører, en ung løjtnant, overgav nu kommandoen til sin vicefeltwebel, der hed Wachsmutt, med den besked, at han sammen med nogle mænd ville lede efter kompagniet og søge at få forbindelsen genoprettet. Hvis dette lykkedes for ham, skulle vi komme bagefter, og han ville give tegn dertil ved afskydning af et par lyskugler.

Der kom imidlertid intet signal, og vor »Vize«, en stor og godmodig sporvognsfører i civil fra Berlin, gav os nu ordre til enkeltvis, og som vi kunne bedst, at trække os tilbage. Han selv med en snes mand tiltrådte også tilbagetoget.

Ca. 300 meter til venstre og bagud lå der en delvis fremskudt ferme, hvor der var dækning at finde, og ligeledes til højre en banedæmning, og det var mod den, Wachsmutt med sin lille flok styrede hen. Når der blev skudt på de retirerende, kastede disse sig ned og krøb i dækning, men »Vizen« bøjede sig, bare lidt ned og kiggede fornærmet bagud, som ville han sige: »Kan I nu være lidt skikkelige!« Men de nåede velbeholdent banelinjen.

Vi andre derimod, vi var tre og blandt disse min gode kammerat Nicolai Bock fra Skærbæk, funderede lidt over, hvorvidt vi skulle søge tilbage, eller om vi skulle blive, hvor vi var, og havne i fangenskab.

Nicolai Bock ville helst tilbage, for han ventede snarligt at komme på orlov, og så ville han forsøge at komme over grænsen til Danmark.

Jeg derimod ville hellere blive og så komme i fangenskab, for så syntes jeg, at jeg kunne øjne en afslutning på krigen for mit vedkommende da, og jeg var netop kommet hjemmefra for tre uger siden efter en orlov på Als og efter et fem ugers lazaretophold i Sønderborg.

Vi var altså kun tre kammerater tilbage, og ved at kigge over dækningen kunne vi se, at franskmanden langsomt rykkede nærmere. Så pludselig var den tredje af os forduftet, og lidt efter forsvandt også Bock i retning af den sammenskudte ferme. Nu, da jeg var ene tilbage, blev jeg lidt betænkelig ved situationen – jeg kiggede efter franskmændene. Så samlede jeg mine ting sammen og stak som den sidste af fra mit skjul i den usle vejgrøft.

Jeg løb mod fermen, for jeg mente, at der havde jeg hurtigst en chance for at nå i dækning. Jeg havde dog kun løbet ca. 30-40 meter, inden kuglerne slog ned omkring mig, så jeg søgte dækning ved at kaste mig ned. Da de ikke kunne se mig, holdt skydningen op, og jeg blev liggende lidt for at samle kræfter til det næste spring. Dette gentog sig en tre-fire gange, endelig nåede jeg da ruinerne af fermen, hvor man nu kunne gå oprejst igen. Da hørte jeg stemmer – jeg lyttede, om det var tysk eller fransk der taltes, men det var tysk, og jeg dristede mig videre.

Det viste sig, at der i kælderen til gården var 12 fra mit kompagni, blandt hvilke jeg fandt to feltvebler, to underofficerer, to gefrejtere, resten menige, og blandt disse Bock fra Skærbæk.

Men muligheden for at komme længere tilbage var ikke stor, da der bag ved os var en kanal, som var tørlagt og lå under fjendens ild af maskingeværer, og den skulle vi passere for at komme over på den anden side. Men det var jeg jo ikke så ked af, da det som bekendt var min hensigt at komme i fangenskab, og nu fandt jeg, at jeg ikke havde andet valg.

To af os prøvede at komme tilbage, men vi fik hastigt det indtryk, at det ikke lykkedes så godt, da vi ret hurtigt hørte de franske maskingeværers tik-tak.

Vi andre spiste, alt det vi orkede, thi, vi anede, at det ville vare et stykke tid inden det næste måltid, og vi gjorde os altså rede til at gå i fangenskab. Vi havde til stadighed en mand på vagt, han skulle tage imod franskmændene og varsko dem om, at resten var i kælderen og sådan forhindre, at de kastede håndgranater derned.

Men vi kom til at vente i hele tre timer, og vagten gik på afløsning. Så var det, at jeg skulle i et naturligt ærinde, hvorfor jeg kravlede op af kælderen. Den vagthavende råbte på afløsning, og jeg meldte mig straks, da jeg havde klaret mit ærinde, men han smuttede hurtigt ned i kælderen, mens jeg listede hen til hushjørnet for at spejde efter, om franskmanden skulle vise sig. –

Pludselig hører jeg en raslen i ruinerne bag ved mig og opdager da tre franske soldater komme imod mig med revolvere og geværer i skudklar stilling, hvorfor jeg rækker begge arme i vejret og råber: »Pardon, monsieur«, og det flere gange.

Men nede fra kælderen opfatter jeg samtidig stemmer, der lyder: »Hør nu til Grau, nu laver han løjer igen«. Men jeg replicerer: »Nej, virkelig, franskmanden er her«.

Der kom så flere franskmænd til, og de spurgte – den ene af dem kunne tysk – om vi var flere, hvorpå jeg pegede på kælderen og søgte at forklare, at de var dernede. De blev nu kaldt frem, og da alle var oppe, kastedes et par håndgranater ned i kælderen.

Mine kammerater havde kun gasmaske, stålhjelm og overfrakke, men jeg fik ikke min overfrakke med, da den var i kælderen, hvor jeg ikke kunne få lov at kravle ned; men jeg kom senere til at savne den meget.

De franske soldater, der tog os til fange, var meget flinke og behandlede os næsten som kammerater; den tanke lå næsten i luften: »Ja, vi har heller ikke villet krigen«. –

Nu var vi kommet et skridt videre på vor vej og nærmere vort ønske om for sidste gang at have været i ildlinjen. Da vi nu gik i retning mod Paris, eller lad os sige mod den franske etape da, avancerede vi gennem haven bagved gården, hvor der lå flere kammerater fra vort kompagni, men faldne eller sårede.

Vi fik lov til at slæbe to sårede med os; vi bar den ene i et tæppe og den anden i en overfrakke, men det sidste var nu meget vanskeligt, da vi måtte gå sidelæns, hvilket var meget trættende, tilmed gik det over marker med mulige forhindringer, og dem var der mange af.

Afløsning var der ingen af – samtidig måtte vi af og til »ned«, for nu blev vi stærkt beskudt af tyskernes spærreild. Men det gik godt, og lidt efter lidt kunne vi mærke, at vi mere og mere fjernede os fra fronten – en dejlig fornemmelse og en stor opmuntring for os til at klemme på, thi vort højeste ønske var jo at komme velbeholdent ud af skidtet, og det så ud til at lykkes for os.

Hen på eftermiddagen indtraf der dog en kritisk situation: Vi kom til en sandgrav, hvor vi blev nødt til at søge dækning, men der var også franske soldater i sandgraven. Da de så os, de tyske soldater – Boches som de kaldte os – næsten overfaldt de os, det var vore eventuelle værdigenstande, ure og ringe m. v., det gjaldt. De greb også efter min urlomme, hvor der dog intet ur var, og jeg havde stort besvær med at forklare dem, at der i forvejen havde været en anden, som havde snuppet det. Imidlertid havde jeg i god tid anbragt det i stroppen på den ene af mine halvlange støvler; jeg fik det med mig hjem og har det endnu.

Mens vi opholdt os i sandgraven, gav de os ordre til igen at forbinde vore sårede, hvad vi imidlertid havde gjort, men altså ikke godt nok.

Da vi var i gang med det, begyndte det pludseligt at hyle i luften, og det var svære, tyske granater, som man begyndte at bestryge sandgraven med. Vi kastede os ned, og jeg var så uheldig at falde ned på en fransk soldats ben, der medførte, at min stålhjelm ramte hans lår og røg af mig. Da soldaten imidlertid opdagede, at jeg var en tysker, plantede han en næve i ansigtet på mig, hvorpå jeg hurtigt foretog et strategisk tilbagetog. .

Lidt efter kom der ordre til at gå videre, og vi ville fort sætte ad hulvejen, hvor der var mere dækning, men de jog os op ad skråningen med et barskt: »Allez, allez«. – Der var et sted, hvor man kunne kravle op, men vi havde intet hastværk med det, da der ikke var dæk-ing deroppe, og vi var også kun kommet et lille stykke opad, da vi påny hørte hvin i luften efterfulgt af bragene af granatnedslag, hvorpå vi skyndsomt igen »faldt« ned.

Men vi måtte af sted igen, opad, og underet skete, at vi velbeholdent kom op og skyndte os frem – eller var det tilbage.

Vi nåede en landsby – her faldt de sidste tyske granater – klokken var alt imens blevet syv aften. Her kom den ene sårede kammerat med en sanitetsbil, den anden var død, men for os gik det lettere, nu vi ingen havde at slæbe på, men der kom flere fanger til, og vi havnede i et teglværk, hvor vi nu blev natten over.

Da var klokken 10 (22 siger vi i dag). Undervejs var en masse tropper og artilleri passeret forbi os. Jeg husker, at en amerikaner ved sin kanon stod og vinkede til os, alt imens han gjorde klar til »Fyr«, og jeg tænkte som så: Det er vel nok godt, at du ikke står der, hvor denne granat slår ned og eksploderer. –

Det var meget tydeligt, at amerikanernes krigsmateriel var meget bedre end tyskernes, det gav os en klar fornemmelse af, at krigen gik imod sin afslutning.

Men vi kom altså, som allerede sagt, til teglværket henad kl. 10 aften, efter at have været undervejs siden kl. 10 om formiddagen, altså i samfulde 12 timer, og her fik vi så lov til at lægge os og sove, og vi sov til kl. 4 næste morgen.

I al den tid havde vi intet fået at spise, men her fik vi om morgenen hver to-tre skiver tørt brød, hvorefter vi brød op for at gå længere tilbage, men vi var alt imens nået op på et par hundrede fanger og marcherede nu i kolonner med fire i rækkerne, men med kavaleri-vagtmandskab. De red i kolonne sammen med os, to foran, to i midten og to bagefter.

Det gik meget godt, så længe vi befandt os i krigshærget område. Ved middagstid kom vi til landsbyer, hvor der til trods for ødelæggelserne boede civile. Nu red vagtfolkene ved siden af os, for de civile truede ad os, og jeg så en smide en spand vand fyldt med kartoffelskræl ud over os. Et andet sted stod der en kone, som med store gebærder og en stor brødkniv, som hun trak hen over halsen, viste, at det var det, hun ønskede, man skulle gøre ved os: Skære halsen over på Bocherne, altså på os. –

Lidt efter lidt syntes befolkningen dog venligere stemt over for os; overalt mødte de os nu med glade ansigter og var nysgerrige efter at se, hvor mange, altså Boches, som de jo kaldte os, der var i vor flok. –

De har nok også været glade over, at krigen nu syntes at lakke mod enden. I en landsby sagde en af de civile noget til mig, hvad jeg dog ikke fik noget ud af, men jeg svarede ham: »Parti Paris«, og så gjorde jeg med armene nogle fejebevægelser, som han kunne udlægge, at jeg mente, at jeg skulle feje gader, og da han så mit glade ansigt, stemte han i med en skraldende latter.

Vi gik hele dagen med en halvanden times middagshvil – fra kl. 4 morgen til 10 om aftenen – vel nok en små 18 timer á 5 km, så jeg regner med, at det er blevet til en 90 kilometer i alt, en god dagsmarch, men vi havde jo heller ingen oppakning, da gasmaske og stålhjelm for længst var gået sig en tur i en eller anden vejgrøft.

DSK-årbøger 1972

24. august 1918. Niels Ebbesen Kloppenborg-Skrumsager forhindrer sin kammerat i at skyde sig selv

Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D.  Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. I august 1918 deltog han i de hårde kampe ved Soissons. Inden afrejsen lovede han og hans kammerat, Paul Buchwald, at skulle én af dem blive lemlæstet, så skulle den anden give ham nådeskuddet.

To Dage senere maatte vi paa’en igen i omtrent samme Terræn, men da gik det galt for min Ven Paul.

Vi laa ude i det aabne Terræn. Dækningen var daarlig. Det var vanskeligt for os at faa vort Maskingevær ordentligt anbragt. Kuglerne røg om Ørerne paa os, og en rikochetterende Kugle ramte Paul i Overarmen og splintrede Knoglen.

Hele Muskelvirkningen blev sat ud af Funktion. Musklerne var slemt medtaget. Paul havde frygtelige Smerter. Han faldt bagover og greb efter sin Revolver.

Jeg var klar over hans Hensigt. Jeg greb hans Revolver og smed den bort. Saa forbandt jeg ham med de Forbindssager, vi havde paa os.

Han var nærmest bevidstløs, men lidt efter lidt kom han dog til sig selv igen. Heldigvis havde Pulsaaren ikke taget Skade.

Da der blev lidt Ro over Fronten, lykkedes det mig at faa ham bragt tilbage, uden at der skete os noget. Jeg tror, Franskmændene kunde se, at det var en saaret Kammerat, jeg hjalp tilbage.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

 

24. juli 1918: Kanonerne rykkes tilbage

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Ved 6 – 7 tiden var vi ude ved Oeuilly igen. Vi kunne imidlertid ikke komme ud til kanonerne endnu, da franskmændene lå lige bag kanoneme i en afstand på ca. 500 m. Vi fik en vinkælder anvist til opholdssted – en underjordisk hvælving, der kunne rumme ca. 60 – 70 mand. Der var ingen vin i kælderen, men mange sårede og døde.

De lå rundt omkring ved siderne. Vi sad og ventede efter, at der skulle blive lidt mere mørkt, så hestene kunne komme frem. Vi havde intet at spise, og der var ret trist i denne mørke kælder. Ved 10-11 tiden kom hestene.

Vi blev kommanderet ud, og vi kanonerer skulle først op til batteriet for at gøre det køreklart, pakke sammen osv. Vi skulle først over en bakke og så til højre ind i en hulvej. På bakketoppen kunne franskmændene se os, så vi måtte krybe i vejgrøften, vi kravlede een efter een i en lang række op over bakketoppen og nåede godt ned til kanonerne.

Vi fandt en del af vore kammerater – de lå døde rundt omkring; karabinerne var kastet rundt til alle sider, men ellers var kanonerne urørte. Vi samlede de forskellige ting sammen og gjorde batteriet køreklar. Dog var vi en lille smule nervøse, da franskmændene lå lige på den anden side af bakken.

Det blev efterhånden ret mørkt, og vi sendte bud efter hestene. De kom med Protzerne, vi protzede meget hurtigt på, hestene fik sporerne og et par af pisken, og så satte de af sted; de mærkede sikkert også den nervøse spænding, og så var de mere tilbøjelige til at trække end under rolige forhold.

Da de tog fat ved den 4. kanon, gled denne, og der kom et træ på 15-20 cm. tykkelse ind imellem hjulet og lavetten, men hestene trak så voldsomt, at træet blev rykket op med rod. Vi slap ud af stillingen og kørte ned til Oeuilly, og først her åndede vi lettet op.

Vi kørte igennem byen og fortsatte hen af landevejen, bøjede af til højre og kørte efter en 1 – 2 timers kørsel ned til Marnefloden; her gik vi i stilling, og kanonerne stod ikke længere end 20 – 25 m fra selve floden.

Undervejs derhen sad jeg på Protzen, og løjtnant Weichert førte kanonerne tilbage. Da vi red på landevejen, bad han mig om at få en slurk af flasken, han tiltalte mig med “Kammerad!” Jeg sagde, at det var første gang, han tiltalte mig på denne måde, men selvfølgelig gav jeg ham min flaske, og han tømte den for indholdet, den var fyldt med kaffe. Da han havde taget den sidste slurk, spruttede han grumsen ud og sagde, at det var strenge tider for os.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

10. juli 1918. Bomberegn og skønsang: Frederik Tychsens blandede oplevelser på standpladsen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i nærheden af Barisne, Frankrig.

Allerede natten mellem 5. og 6. juli kom der fjendtlige flyvere og kastede bomber ned rundt omkring i skoven. Det var meget ubehageligt at ligge i teltet og høre på de fremmede flyveres propellers syngende lyd, der var nem at skelne fra de tyske flyvere.

Af og til faldt en eller flere bomber snart tæt ved, snart længere borte. De eksploderede med voldsomme brag. Om morgenen havde vi flere sårede og døde. Blandt de sårede var Øtzel. 18 heste havde revet sig løs og styrtet af sted, dem fik de aldrig mere fat på.

De var løbet bort om natten, da der var delvis panik mellem mennesker og dyr. Men hestene blev sikkert indfanget andre steder, uden at de afleverede dem – selv om de vidste, hvor de kom fra. Det hændte også jævnlig, at vi fik fat på en hest; den blev heller ikke godvillig udleveret til de retmæssige ejermænd.

Øtzel var en af dem vi savnede i lange tider. Han fik hånden slået i stykker. Øtzel stammede fra Thüringen, her var han minearbejder. Han var ca. 20 år, og det, der gjorde ham almindelig afholdt, var hans tiltalende væsen, og hans omgængelige natur. Han havde en ualmindelig smuk sangstemme. Han sang ikke ret ofte, men når han sang, lyttede hele batteriet.

Han forstod bedre end nogen anden at vælge det rigtige tidspunkt, sted og den rigtige stemning. En aften lå vi således oppe på et høloft. Vi havde haft svære tab om dagen, og en lang marchtur havde vi bag os. Om aftenen, før vi faldt i søvn, sang Øtzel med sin bløde stemme så ganske henrivende:

Am Holderstrauch, am Holderstrauch

wir sahsen Hand in Hand,

wir waren in der Maienzeit

die glüklichsten im Land osv.

De allerfleste lå denne aften med tårer i øjnene, de blev grebet af hjemve og længsel efter, at krigen skulle gå til ende; og Øtzels sang slog på de bedste strenge og fremkaldte det dybeste i soldaterne: kærlighed, troskab mm. Nu sang Øtzel ikke mere for os, han kom på lazarettet vistnok i Braisne, og vi så ham aldrig mere, men mindet om ham beholdt vi.

Ikke langt fra skoven var der en bred å. Her kunne vi bade. Dog skulle vi stå fuldstændig stille, hvis der skulle komme fjendtlige flyvere i luften. Vi benyttede lejligheden og badede hver dag. En eftermiddag, da vi nogle stykker kom ned til åen, kunne vi se nogle fingre, der famlede rundt i vandets overflade.

Det var en, der ikke kunne hjælpe sig selv i land, han var ved at drukne. Vi fik ham halet i land, og han var bevidstløs. Vi stillede ham på hovedet, og fik vandet af ham.

Så tumlede vi noget med ham og omsider begyndte han at komme til sig selv, men han lå endnu længe og kunne ikke sige noget. Så var der en, der sparkede ham i enden, så blev han vred, og det kan nok være, at det hjalp – han skændte og sparkede og slog; lidt efter kunne han rejse sig og gå bort – altså et probat middel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

10. juli 1918. Fire mand deserterer

Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste i Første Verdenskrig. I 1915 var hans regiment til at storme en høj ved egnen omkring Lille. Han fortæller om begivenhederne dengang:

“Syv gange trådte vi an til storm, hver gang med to hundrede mand, men vi blev hver gang slået tilbage og kom hver gang tilbage med kun  20-25 mand. Franskmændene kunne dog ikke få nye forsyninger  frem, og derfor lykkedes det os omsider at indtage deres stillinger,  men — ved et modangreb tog de dog kort efter deres stilling tilbage.”

I juli 1918 kom hans regiment tilbage.

Så skete det, at vi i juli 1918 skulle indsættes på akkurat det samme sted, hvor vi havde haft så blodige tab. Det huede os ikke, og vi var derfor nogle stykker, der blev enige om, at vi ganske bestemt ikke ville være med her; vi ville ud af det hele, stikke af og prøve at komme til Svejts.

Der var tre tyskere foruden mig, og så min bedste kammerat. Han var fra Kiel. Da det kom til stykket, turde han alligevel ikke vove sig ud i det.

Vi andre aftalte, at vi næste gang, vi skulle ud i skyttegravene, ville smide os ned på vej derud og så ganske simpelt blive liggende, indtil alle var passeret.

Da vi så endelig var på vej frem, blev der kommanderet: »Sværm ud!« Vi fulgte ordren og smed os ned, og da alle var borte, rejste vi os og gik tilbage. Vi nåede byen Lille og opsøgte banegården.

I første omgang havde vi til hensigt at nå til Berlin.

En af  kammeraterne var nemlig berliner. Han hed Schultz. Han havde haft arbejde på et bataljonskontor og havde her forsynet sig med orlovsblanketter. Vi klarede os let ved togkontrollen ved grænsen og nåede uhindret til Berlin.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1960.

3. juni 1918. Fra udskud til god kammerat

Senest ændret den 17. september 2021 20:23

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Jeg var klar over, at jeg havde trådt løjtnanten sådan over tæerne, at han ved given lejlighed nok skulle slå igen. Jeg var nærmest ligeglad. Det kunne ikke blive meget værre end hidtil. Det værste var, at det også gik ud over de andre. Men hvis han ville sende os ud på en »himmelfartskommando«, havde vi da selv fat i den ene ende. Det skulle gå mærkeligt til, om ikke Richard og jeg, når vi stak hovederne sammen, kunne finde en udvej, så vi undgik det helt slemme.

At løjtnanten i første omgang ville sætte ind på en helt anden front, havde vi ikke ventet. For os at se, prøvede han på at slå sammenholdet inden for geværbetjeningen i stykker. Intet middel syntes at være for ringe, når blot han kunne komme os til livs.

Kammeratskabet, sammenholdet og vi kan for den sags skyld også godt tage disciplinen med, var ved et MG-kompagni helt anderledes og mere nødvendig end ved infanteriet. Det kom ganske simpelt af, at vi var delt op i små hold. En geværbetjening på 5-6 mand dannede en lille familie, og disse mænd var ofte i dagevis henvist til sig selv. Der var ikke noget med ordrer i tide og utide. Enhver vidste, hvad der skulle gøres, og hvis der endelig blev udstedt en ordre, så blev den fulgt til punkt og prikke.

Under offensiven i begyndelsen af 1918 varede det ikke længe, før det begyndte at knibe med mandskab. Fra infanteriet kunne der ikke længere rekvireres folk, da infanterikompagnier med helt ned til 30 mand nu var ret almindelige. Nye folk måtte hentes fra garnisonerne i Tyskland, og der kunne godt gå et stykke tid, før de nåede frem. Som regel var vi to à tre mand for lidt ved hvert maskingevær.

Blandt nogle nye folk, som vi havde fået, var der én, der gik under navnet »Hamborgeren«. Han var ikke berømt, men berygtet i kompagniet. Han var straffet utallige gange for alt muligt. Han var ligeglad med alt og alle. Under natlige transporter sakkede han altid bag ud, og når han endelig nåede frem, havde han i reglen tabt det meste af det, han skulle transportere. Han var sidst i tyverne og havde været soldat siden krigens begyndelse. Han var stor og stærkere end de fleste, så af den grund havde han ikke behov at »tabe« materiellet.

Den dag, han kom til os, huggede han en af kompagniets cykler – vi havde to – og kørte bort. Inden tre døgn var gået, kom han igen tilbage. Tre døgn og derover var nemlig faneflugt, der blev hårdt straffet. Det vidste han selvfølgelig. Efter eget udsagn havde han besøgt en bekendt ved et andet regiment i nærheden. Det blev selvfølgelig takseret til så og så mange dages arrest, men det var han da ligeglad med. Han havde, Gud ved, hvor mange dage i forvejen. Han vandrede fra gevær til gevær, ingen var glade for at have ham, hverken befalingsmændene eller de menige. Han var, kort sagt, en af dem, Hannoveraneren sagde De til.

Pludselig en dag beordrede løjtnanten, at en mand fra mit gevær skulle udskiftes med Hamborgeren. Der var ingen tvivl om, at det var for at chikanere mig. Richard var gal, og det var jeg også, men som Richard sagde: »Selv om Hamborgeren er en bisse, så er der vel også noget godt i ham, blot vi kan finde ind til det.«

Vi drøftede sagen – eller rettere sagt manden – indgående, og kom til det resultat, at han sikkert var blevet behandlet som et udskud ved de forskellige geværer, så vi besluttede at gøre lige det modsatte, nemlig gøre ham til »Schütze zwei« (2. skytte) – det var den næstvigtigste mand ved et maskingevær – for som Richard sagde: »Så har jeg ham altid ved siden af mig, og det skulle være mærkeligt, om jeg ikke kan styre ham. Jeg er jo selv lidt af en bisse, og du da for resten også,« sluttede han. – » Ja ja,« tænkte jeg, »det er af sine venner, man skal høre sandheden.«

Hvad Richard drøftede med manden på de natlige vagter, ved jeg ikke, men resultatet var glimrende. Manden, der i begyndelsen ikke var til at slå et ord af, fik munden på gled, og da han mærkede, at vi ikke så ned på ham, blev han efterhånden helt menneskelig.

En nat, da jeg ville gå ud og se, om alt var i orden hos posterne, mærkede jeg, at der fulgte en mand efter mig. Jeg standsede op, og det viste sig, at det var Hamborgeren. Jeg spurgte om, hvor han skulle hen, og han svarede, at han ville med mig, for jeg måtte jo ikke gå alene. »Det er sådan set rigtig nok, men det skal du ikke bryde dig om,« svarede jeg, »læg du dig kun til at sove, jeg klarer mig nok.« Et øjeblik tav han, så sagde han: »Må jeg ikke nok gå med dig? Richard har sagt, at vi skal passe på dig.« Det, der rørte mig så dybt, var, at han tilsyneladende sagde dette i fuld alvor, og selvfølgelig fik han tilladelsen.

Den nat fik vi talt ud med hinanden. Han var fra det mørkeste Sankt Pauli, havde ingen forældre og havde aldrig kendt dem. Grethe, hans pige derhjemme i Hamborg, var det eneste faste holdepunkt her i livet. – Ak ja, man siger nok at Jeppe drikker, men der er ingen, der siger, hvorfor han drikker. –

Mon jeg behøver at tilføje, at han blev en af de bedste frontsoldater, jeg har kendt? Han var hverken bange for »død eller djævel«, og han svigtede os ikke en eneste gang. Han fulgte mig som min skygge, når det var muligt, og bedre »livvagt« kunne ingen ønske sig. Dette, at han skulle passe på mig – som Richard vel nok havde sagt i sjov – opfattede han bogstaveligt. Ikke fordi han var godtroende – langt fra – men fordi han sikkert har følt trang til at vise sin taknemmelighed, fordi vi havde »lyst ham i kuld«. Løjtnantens formentlige anslag mod vort sammenhold blev en total fiasko. Det lykkedes ham ikke at sætte lus i skindpelsen.

En dag, jeg var tilbage ved bagagen, talte jeg med Hannoveraneren, og talen faldt også på Hamborgeren. Jeg fortalte ham om den forandring, der var sket med manden, og at det var Richard, der havde »kureret« ham. Fra den dag af sagde Hannoveraneren »du« til manden.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

28. maj 1918: Asmus Andresen – ”pludseligt slog en Granat ned, og en Stump rev Pandeskallen af ham, saa Hjernen blev afdækket”

Senest ændret den 29. maj 2018 21:38

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 28. Maj saa jeg en af mine Kammerater gaa meget bedrøvet omkring og sagde ikke et Ord; da jeg spurgte ham, hvad der fejlede ham, siden han saa saa nedslaaet ud, sagde han, at han ikke vidste, hvad der fejlede ham, men han var vistnok syg.

Det var om Formiddagen, men om Eftermiddagen, da vi stod ved Kanonerne, gik han hen til Officeren for at melde sig syg, men medens han stod og talte med denne, slog en Granat ned, og en Stump rev Pandeskallen af ham, saa Hjernen blev afdækket; lydløst sank han til Jorden for aldrig at rejse sig igen. Der var mange foruden ham, der anede deres Skæbne forud.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

7. maj 1918. Bergholt nægter at parere ordre

Senest ændret den 17. september 2021 20:19

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Selv om jeg langt fra altid var enig med den unge underofficer i hans dispositioner, gik det i det store og hele meget godt. Men en nat var det ved at gå galt. Han fik ordre til at trække sit gevær [M.G.-gruppen] et par kilometer længere til højre til en »farm« og dér afvente nærmere ordre. Da han kom med ordren, spurgte jeg ham, om han var klar over, hvor farmen lå. Det mente han nok. Af erfaring vidste jeg, at det ikke var så lige til at finde et bestemt punkt i et terræn, der var helt ukendt, og slet ikke om natten. Han hævdede, at han havde orienteret sig på et kort hos løjtnanten og var klar over vejen.

Det med at følge vejene var jeg ikke så glad for, thi de lå for det meste under beskydning. På en eller anden måde fik jeg fat i et kort og indprentede mig stedets beliggenhed samt forskellige andre ting i omegnen. Vi startede, og det gik helt godt. Nogle gange måtte vi ind over markerne, men i det store og hele kunne vi holde os til vejene.

Vi nåede et punkt, hvor vejen delte sig, og som jeg særlig havde lagt mærke til på kortet. Vi smed os i vejgrøften for at hvile lidt, materiellet var jo tungt. Da vi skulle videre, ville Rocholl – sådan hed underofficeren – til højre, medens jeg hævdede, at vi skulle til venstre. Granaterne havde flere gange været lovlig nærgående, så han var blevet nervøs og temmelig rabiat i sine udtalelser Jeg besluttede at klappe gællerne i og lade manden løbe linen ud.

Han gav ordre til at gå videre; men jeg blev liggende, og det gjorde de andre også. En fornyet ordre gav kun til resultat, at en af folkene sagde: »Wenn Jacob nicht geht, dann bleiben wir auch hier« (Hvis Jacob ikke går, bliver vi også her).

Nu gik manden fuldstændig over gevind og var lige ved at udstede »den dienstlichen Befehl« – en befaling, der var streng straf for at sidde overhørig.

Jeg stoppede ham imidlertid, og nu blev jeg også militærisk og gjorde ham opmærksom på, at når der blev udstedt en bevislig forkert ordre, da var det vor ret at gøre opmærksom herpå. Hvis han ville gøre sig den ulejlighed at gå et lille hundrede meter til højre, så ville han komme til en bro over et vandløb, og når han havde studeret kortet så grundigt, som han hævdede, måtte han vide, at over et vandløb skulle vi ikke. Hvis De kommer tilbage og stadig hævder, at vi skal til højre, så går vi selvfølgelig med.

Han gik og kom lidt efter tilbage med håret ned ad nakken. Broen og vandløbet var der, men som han sagde: »Vi kan da ikke gå til venstre, så går vi lige over til fjenden.«

»Jo, vi ikke alene kan, men vi skal den vej,« svarede jeg, »den bøjer straks til højre, og så ligger farmen ca. en halv kilometer længere fremme.« Det slog til . –

Det var første og sidste gang, han blev »militærisk« over for mig.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

2. maj 1918: Asmus Andresen – Sulten skal stilles

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Vi kom uskadt gennem Lavningen og naaede hen til vort Batteri. Officeren gik til Feltveblen og meldte os tilbage. Vi gik derimod til Køkkenet for at faa vor Sult stillet, men vi kunde intet faa før Middag, hvorfor vi gik hen for at finde os et Hvilested, som vi ogsaa fandt i et bombesikkert Rum.

Om Eftermiddagen gik vi hen til Vognen for at finde vort Tøj, men vi ogsaa fandt i en stor Dynge gamle Sager, som i en daarlig Forfatning. Karabinerne var rustne og Tornystrene tomme, og da vi meddelte dette til Feltvedlen, blev vi affærdigede med det Svar, at hvis vi havde taget det hele med os, havde vi haft det i Behold. Med dette Svar kunde vi gaa igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

22. december 1917. Drukslagsmål mellem artilleristerne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Lidt før jul flyttede vi kanonerne et par km til højre for “Wilden Mann”. De tre kanoner stod bag et hegn og 1 km. bag ved lå et hus, der var ubeskadiget. Her boede vi, når vi ikke skød eller arbejdede.

Den 4. kanon lå 2-3 km. længere fremme. Den blev anvendt til at beskyde visse punkter, der lå langt bag den engelske front. Den stod i en have ved en gård. Gården var delvis skudt i stykker.

Betjeningerne var skiftevis ved 4. kanon. Det var længere at gå, og denne plads blev mere beskudt af englænderne.

Batteriføreren og officererne havde en stue, der lå i nærheden af de 3 kanoner, og hvor også den øvrige betjening lå. Vi lavede os nogle brixe og rettede os rigtig hyggeligt ind i gedestalden med døren i gavlen mod vest. Vi fik en kakkelovn anbragt, og rummet var ligefrem hyggeligt. Vi lavede et lille bord og et par bænke. Der var forholdsvis rolig. Dog skød vi hver eneste dag, ligesom vi også blev beskudt, og det var ikke sjældent vi blev beskudt med gas.

Men fra mørkets frembrud til det blev lyst igen sad vi i huset, og om natten sov vi. Ganske vist blev der skudt hver eneste nat, men det kunne besørges med en kanon, og så skiftedes vi til at skyde hver 3. eller 4. nat.

Når vi så sad i huset, sørgede vi for at have noget at putte i kakkelovnen. Brændet tog vi rundt omkring, hvor vi kunne få fat i det, og hvor der var noget. Kl. 4 tændte vi lyset, et ”Hindenburglys”, dem fik vi udleveret, men de kunne ikke slå til, men så skaffede vi os dem på en eller anden måde, eller vi fik dem sendt hjemmefra, men lys havde vi næsten altid.

Så blev der spillet kort, dam og skak. Der blev holdt snak, fortalt historier, læst og så sov man, når man følte trang til det, og tiden blev i grunden ikke lang. Dog var der jævnlig småforstyrrelser: Så kom der ammunition, så skulle der kløves brænde til officererne, så skulle der en ordonnans snart her, så derhen, der var jævnlig noget, men så var det jo, at hver mand sørgede for at smutte udenom, så godt det kunne lade sig gøre.

Køkkenvognen kom om aftenen. Det var et lysglimt i tilværelsen. Foruden den sædvanlige proviant, der bestod afbrød, lidt ost, pølse, en gang imellem lidt smør, leverpostej osv., fik vi tobak, cigarer og cigaretter samt snapsen. Jeg byttede altid cigaretterne med cigarer, da der var mange, der kun røg cigaretter.

Det var særlig spændende med postsækken. Der kom pakker, aviser og breve; middagsmaden var nogenlunde varm, men som regel for knap og lidt tynd. Så kunne vi sende brevene med tilbage, for her havde man lejlighed til at skrive hjem. Vi fik også brevpapir og postkort udleveret.

Min betjening var på dette tidspunkt en ret broget sammensætning. Den bestod af følgende:

1. Varras, østpreusser, arbejder. Han var meget ubehagelig, når han havde nydt spiritus. Han var en kraftig mand på ca. 40 år.
2. Johan Winkler, rhinlænder. 19 år. Asylbam, stærk og meget hidsig.
3. Grabowski, polak. 25 – 30 år. Fabriksarbejder.
4. Beckmann. 18 år. Dortmund. Minearbejder.
5. Karl Skumia, glaspuster, Schlesien (Libau). 19 år.
6. Hylsmann. Bielefeld, Vestfalen. 20 år. Væver.

En aften havde disse kadetter fået for meget at drikke, og medens jeg lå på brixen, spillede de kort.

De blev uklar over spillet, og det endte med vild slagsmål. Jeg lå på brixen og hørte, hvorledes de havde drillet Johan Winkler, indtil denne blev rasende, greb en økse og slog om sig med denne.

Han fik Hülsmann og Grabowski maset ned ved kakkelovnen sådan, at Grabowski fik hovedet hen imod den varme ovn, samtidig dunkede Winkler Grabowski med økseskaftet i ansigtet. Grabowski skreg ganske uhyggeligt, jeg tænkte til at begynde med, at det må de selv ordne, men så opdagede jeg, at situationen var temmelig alvorlig, og så sprang jeg ned af brixen og fik Johan revet bagover.

Han ville nu også gå løs på mig, men jeg fik ham hevet ud af døren, og så lukkede jeg for ham. Grabowski kom på benene med et forbrændt baghoved, næsen blødte, og han så farlig ud. Hülsmann var intet kommet til.

Imens jeg forbandt Grabowski, havde Winkler fundet en vognstang og med denne begyndte han at dundre på døren, og efter 5-6 stød gik den i stykker, og nu begyndte han at gå løs på os aldeles rasende.

Grabowski kunne ingen ting, Hülsmann flygtede ind under brixen, og så jeg stod ene tilbage, men da jeg ikke kunne undgå ham, greb jeg ham i halsen, klemte til, og så faldt han sammen.

Jeg smed ham ud af døren igen, og så faldt han ned i en skyttegrav, der var lige for enden af huset, og den var fyldt med sne. Her lå han nu og kom til sig selv.

Lidt efter gik han grædende ind til batteriføreren, løjtnant Wiederholdt, og meldte ham hele sagen. Der blev nu forhør i sagen med det samme, og jeg blev tilkaldt og måtte afgive en længere forklaring.

Imens sad de andre ude i vort opholdsrum, de havde faet en flaske snaps, som de var ved at dele, og da jeg kom tilbage, var de gode venner igen. Jeg meldte til løjtnanten, at de var forligte, han kaldte så hele betjeningen til sig og holdt en tale for os, hvor uforsvarlig slig en sådan opførsel var i fjendeland lige foran fjenden.

Da han havde holdt sin tale, opfordrede han Winkler og Grabowski til at række hinanden hænderne og så love hinanden gensidig tilgivelse og troskab. De gav hinanden hånden, men så omfavnede de hinanden og kyssede hinanden. Det var flaskens indhold, der havde virket, og nu blev de så hjertelige over for hinanden. Løjtnanten lo, og det gjorde vi andre også. Vi gik så om i stalden, og så lagde vi os til at sove.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. august 1917. Frederik Tychsen: “Gode kammerater er den halve krig …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg vil notere nogle af de kammerater, som jeg havde mest med at gøre ved 1. batteri bataljon 407:

Løjtnant Wiederholdt, leutnant Luker,  leutnant Hermann, leutnant Schultz. (Bataljonskommandøren var Hauptmann Kupke).

Unteroffizier, Brinkmann, sergeant Felix Ploschaizik, sergeant Pfale

Kanonerer:
Karl Skurmia Liban, Schlesien glaspuster
Bekmann, Dortmund, bjergmand [dvs. minearbejder]
Franz Nix, Dortmund, bjergmand
Otzel, Thüringen landmand
Desselman, Thüringen, fabriksarbejder

Ovenstående kanonerer alle på min alder.

Wipklo, Westfalen, arbejder
Willy Cramer, Hannover, mekaniker
Rudolf Winkler, Braunschweig, seminarist
Hübschmann, Bielefeldt, fabriksarbejder
Helferich, Westfalen, landmand
Zeidler, ?, bjergmand

Fritz Volmer, Baden, landmand
Neuhaus, ?, ?
Treptau, ?, arbejder
Ulvonu, ?, arbejder
Warres, Østpreussen, arbejder
Schäfer, Königsberg, snedkermester
Johann Winkler, Rhinland, arbejder

Det er navnene på dem, jeg havde mest med at gøre, og af dem havde jeg mest med Skurmia, Bekmann og Hubsmann at gøre.

Vi tre sov som regel i telt sammen, delte maden og tobak osv.

Man må sande “slagordet” ”Gute Kammeraten ist der halbe Krieg” (Gode kammerater er den halve krig).

Den 15. og 16. august var jeg i ildlinjen igen. Englænderne angreb ustandselig i 2 døgn. Vi kom næsten slet ikke bort fra kanonerne i de to døgn.

Vi havde 4 sårede den 16. august.

Der var også nogle døde, men dem kendte jeg ikke.

Det var 48 svære timer, vi tilbragte i ildstillingen, så vi var meget
trætte, da vi vendte tilbage til kvarteret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

11. august 1917. “Krig lærer én kammeratskab.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Den 11.august forløber forholdsvis roligt. Vi er meget sultne og derfor meget glade, da Jacobsen med sin enhed bringer os mad efter mørkets frembrud.

Men 6. kompagnis forsyningsenhed kan heller ikke denne nat komme frem; vi deler med 6. kompagni, skønt det bliver noget knapt; men krig lærer én kammeratskab. –

Først sent om natten kan vi bryde op; vi må skynde os, fordi dagen snart bryder frem. Langs banedæmningen  fører jeg kompagniet over Zonnebeke tilbage ind i Flandern-stillingen.

Af Regiment 84’s historie

24. maj 1917. Mikael Steffensen fortvivlet over soldaterkammerater

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig. Herfra fortæller Mikael om sin fortvivlelse over sine soldaterkammeraters manglende indsigt i forbindelse med krigen.

Lecluse, den 24. maj 1917.

Ofte har jeg ærgret mig over den Mangel paa Indsigt og Forstaaelse af hele Forholdet, som mine ellers saa brave Kammerater udviser. Saaledes spurgte jeg en Kammerat, som er ved Res. Regt. 31, hvor de laa i Beredskab, men ‘han vidste det ikke, vidste heller ikke, hvad Byen hed, som deres Stilling gik igennem, men der var en Kirke og en Kridthule. I hver eneste fransk By er der en Kirke og en Kridthule.

I lykkelig Uvidenhed gaar de frem og aner ikke, ’hvad der egentlig gaar for sig. At vort Afsnit, ved Englændernes Fremtrængen paa begge Sider af os, til venstre for Bullecourt og til højre ved Arras —Cambrai-Vejen danner et fremspringende Punkt, anser de ikke som farligt, til Trods for, at 272 Aars Erfaring burde fortælle dem om det. Artilleristillinger, farlige Skæringspunkter, Dalsænkninger og Hegn, som altid er udsat for Bombardement, løber de ind i med samme Koldblodighed, som jeg og mange andre gaar de mindre udsatte Veje. Ting, som foruroliger mig i højeste Grad, fordi det er Tegn, som næsten aldrig skuffer, f. Eks. Flyvernes energiske Opklaringsforsøg, det engelske Artilleris Ild paa Kolonneveje, Uro i de engelske Linjer, vore egne Forstærkninger bag Fronten, alt det gaar uden om deres Betragtning og Iagttagelse, og det er saa selvfølgelige Ting, som enhver burde vide.

Og dog, de skaanes for megen Smerte, de kan tro paa, at det gaar til Skansearbejde, naar det fortælles dem; med Spaden paa Nakken og rigelig Munition »for en Sikkerheds Skyld« spadserer de lige ind i Kampen uden ringeste Anelse om, hvad der egentlig gaar for sig. »Hvor skal vi hen?« lyder Spørgsmaalene fra Rækkerne, naar vi bringer Meldinger til Kompagniføreren, og hvad skal man svare? Er det Ret af mig, at jeg forlanger af mine Landsmænd, at de dog i det mindste skal se klarere end »Flokken«? Jeg tror, at mange kan tage deres Forholdsregler, naar de saa sig lidt mere om. Befaling er Befaling, ja, men Udførelsen kan ske paa forskellig Maade.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

 

 

11. april 1917. Tanks! “Uhyret sneglede sig altid nærmere …”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Frankrig. Om kampene ved Arras skrev han i et længere brev den 17. april.

Somain (Frankrig), 17. April 1917.

Min kære, kære Ven!

Solen er forlængst gaaet ned i sin Seng af rosenrøde Dyner, som Olfert Ricard siger, — der er Fred og Stilhed her, kun de tunge Drøn høres i det Fjerne.

Jeg er 25 Kilometer bag Fronten mellem Arras og Valenciennes.

Vi skal hvile et Par Dage oven paa den skrækkelige Tur.

Nu vil jeg kort fortælle, hvad jeg har oplevet, hvad jeg led, og hvad jeg vandt. —

Anden Paaskedag lød Alarmsignalet, og allerede en halv Time senere var vi undervejs til Fronten, som laa 12 Kilometer fra Byen, hvor vi laa. Englænderne var brudt igennem ved Wancourt, og vi maatte ind i Aabningen.

Klokken 5 om Eftermiddagen begyndte Kompagnierne at grave sig ned ved Landevejen til højre for Landevejen bag Monchy. I Snevejr og Regn arbejdedes der uafbrudt i fjorten Timer.

Da fik Bataillonen Befaling til at gaa frem og tage Føling med Fjenden.

Foran Briterne, — til venstre for Landevejen Cambrai-Arras, maatte Soldaterne nu begynde forfra at grave sig ned, udsat for Ilden fra Englændernes Kanoner og Maskingeværer.

Tre Gange blev engelske Infanteriangreb afslaaede af vore Kompagnier i Dagens Løb. De engelske Stormkolonner kom altid i en Snestorm, som de havde i Ryggen, men deres Storm var forgæves, ikke mindst, og vel kun, fordi de var aldeles berusede.

Den Dag og den følgende Nat arbejdede 84erne ustandseligt.

Sammen med Bataillonsstaben laa jeg i et Skur paa en Højde bag Monchy, hvorfra vi kunde overse hele Terrænet, hvor vore Kompagnier laa, og hvorfra vi havde en nogenlunde Ordonnansforbindelse med Tropperne. Her fejrede jeg Din Fødselsdag. Min Tanke var hjemme hos Dig, jeg havde Ro til inderligt og længe at dvæle i Bøn for Dig og Dine.

Paa Ordonnansturen tænkte jeg paa Dig og glemte Kulden og Trætheden.

Om Aftenen kom Brev fra Dig, og jeg var lykkelig og mærkelig rolig.

Da jeg om Aftenen gik gennem Stillingen forude, kunde jeg opmuntre de forfrosne, gennemblødte og forvaagede Kammerater.

Ved Tilbagekomsten til Staben blev der meldt, efter engelske Fangeudsagn, som syntes aldeles tilforladelige, at et engelsk Angreb paa Monchy blev forberedt til Onsdag Morgen den 11. April.

Straks blev jeg sendt afsted til vor Bagage, som laa 10 Kilometer bag os, i Byen Sailly, for at hente Patronvognen med 24,000 Patroner.

Klokken 5 om Morgenen kom jeg tilbage med Vognen. Midt paa Skraaningen opad Højen til Stabslageret saa jeg, at der forude signaliseredes et engelsk Angreb. Brandgule Lyskugler svævede over en bred Front, — der var alvorlig Fare.

I en Fart blev Patronerne udladede og Kammeraterne hentede for at slæbe dem op til vort Lagersted.

Det var næsten lyst, og fra Højden kunde jeg se, hvorledes Tropperne, der dækkede 84ernes Flanke, veg tilbage i vild Uorden.

Kanonerne drønede foran og bag os, og Skæret fra Tusinder af eksploderende Granater lyste i Morgengryet.

Da saa jeg noget mærkeligt, noget, som jeg aldrig vil kunne glemme. 84erne sprang ud af deres Skyttegrave og bombarderede en stor graa Kolos, som drejede sig rundt og gav Ild, saa det lyste som Lyn fra dens Sider.

Det var en engelsk »Tanks«. Snart fik vi Øje paa tre andre, og en af dem var os ganske nær. Den listede sig op ad Bakkeskraaningen fra Monchy op til os, og nu gav den Ild mod os.

Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne, og snart var Staben der med Geværer og Karabiner. Men Uhyret sneglede sig altid nærmere.

Linjen foran os var gennembrudt. Briterne stormede og tog Monchy, vi, omkring ved en Snes Mand, var de eneste Forsvarere af Højden.

Da blev der givet Ordre til Tilbagetog.

Endnu i Dag maa jeg le over den »Flugt«. Bag os sprængte Artilleriet frem med deres svære Heste for at hente Kanonerne ud. Alt løb, som om det var betalt for det, — uden Maal, blot tilbage.

Jeg travede, fuldt belæsset, skydende min Cykle gennem den vaade, granatpløjede Jord, — bag efter hele Kolonnen. — En Gang før har jeg fortalt om den Evne jeg har til at finde ud af vanskeligt Terræn, med andre Ord, — finde de mindst udsatte Steder i Terrænet.

Ikke en eneste Gang kastede jeg mig ned, og naaede snart Sukkerfabrikken — vort foreløbige Maal.

Englænderne, som vi ventede i Hælene paa os, havde endnu ikke naaet Bakkens Top, hvor vor Barakke laa. Hvad var der sket?

Straks maatte vi kaste vor Oppakning og frem til vore Kompagnier. Vi er jo »Gefechtsordonnanser« og maa frem for alt holde Forbindelsen vedlige.

Skrækkeligt var det at se de lange Rækker af Saarede, som kom fra forreste Linje, skrækkelige var de engelske Granaters Eksplosioner
paa Vejen Arras-Cambrai, som vi maatte frem ad.

Vi mødte flere af vore Folk, som dog ingen Oplysninger kunde give om Hovedstyrken. De var om Morgenen sendt bort for at hente Kaffe, og da de vilde vende tilbage til Linjen, rasede Kampen i Skyttegraven. De lod alting staa og løb med Flokken tilbage, og tog de Saarede, som havde slæbt sig ud af Tummelen, med tilbage.

Snart naaede vi vore Linjer. Kuglerne peb fra Hundreder Bøssepiber
mod os, det gik fra Hul til Hul, endeligt naaede vi ind. Stillingen var holdt.

Vel Tusinde engelske Lig laa foran Skyttegraven, og mange Saarede laa og jamrede sig. De kunde ikke hentes ind, thi blot et Hoved oven for Skyttegravens Rand, og en engelsk Kugle peb om Ørerne paa det.

Løjtnanten afgav følgende Melding: En engelsk »Tanks« havde kunnet nærme sig, uden at det ved Geværkugler og Haandgranater var muligt at forhindre det, dens Panser var uigennemtrængelig for disse Forsvarsmidler.

Foran Graven drejede den Siden til, og kørende langs Skyttegravens Rand havde den mejet Besætningen ned, som ikke vilde vige, før der blev givet Kommando dertil.

Det var dog lykkedes en stor Del at redde sig i Granathuller bag Skyttegraven, og denne Flok havde afslaaet de engelske Regimenters Angreb, som fulgte umiddelbart bagefter.

Det havde været Massemord. Englænderne var døddrukne, og oprejst kom de i tætsluttet Linje. Maskingeværerne ‘havde mejet alt ned. Paa samme Maade var de engelske Kavalerilinjer, som sprængte frem, bleven mejede ned.

De fire »Tanks« var bleven tilintetgjorte ved det tyske Artilleri.

Til højre for Landevejen trængte Englænderne frem, men var udsatte for 84ernes Flankeild.

Derfor var Højden, hvor vi havde haft vor Bolig, endnu ubesat.

Med denne Melding gik vi tilbage til Sukkerfabrikken, som laa under koncentreret Artilleriild. Vi blev der Dagen over og den følgende Nat, — da vor Bataillon endelig blev afløst, den 12. om Morgenen.

Til venstre og til højre for Bataillonen laa Englænderne saa langt fremme, at 84erne laa i en Sæk, som de dog kom godt ud af, men Afløsningen tabte straks Stillingen, som ikke var sært.

Vi kom ikke tilbage i Ro, men som Reserve til Chirissy, nær den engelske Linje ved Heninel. Der laa vi tre Dage, udsat for morderisk Ild, og der modtog jeg den 12. om Aftenen Din Pakke. Tak, min Ven,  for alt.»Valhalla« ligger ganske sikkert endnu i Flandern, maaske ser jeg den aldrig mere, men saa har jeg Mindet.

Der har jeg levet mange glade, lykkelige Timer sammen med Dig, disse glade Timer, som Dine dejlige Breve gav mig. —

Kommer en Offensiv i disse Egne, er Hytten snart en Grushob. Ikke et Hus i Chirissy blev ‘hel. Jeg blev ganske, ganske let saaret, da Vinduerne sprang i den Stue, hvor jeg laa. Men det var kun Draaber Blod, der flød, og Bulen svinder for hver Dag. —

Om Aftenen blev jeg ofte sendt tilbage, og det var en drøj Tur, thi Dyndet laa 10 Centimeter tykt paa Vejen og Hundrede  Munitionsvogne sprængte forbi.

Værre har jeg ikke oplevet. For hver 100 Meter slog en Granat ned paa Vejen eller ved Siden af, og utallige Shrapnel eksploderede. Men alt gik godt. Skrækkeligt var det at se Soldaterne fra Skyttegraven.

Leret klæbede ved alt deres Tøj, tommetykt sad det, vaadt, klæbrigt Ler. — Og saa tavse gik de tilbage, uden at dække sig, naar en Granat suste lige over deres Hoveder, — de var hærdede, eller snarere sløve.

Nu er vi her i Somain. I Morgen rejser vi til Valenciennes som Armee-Reserve. Altid maa vi være parate til at gaa i Ilden paa ny. — —

84erne har faaet en glimrende Ros, — som ingen agter paa. De sikrede højre Flanke, men der randt Blod, ungt Blod i Strømme. Vor Bataillon tabte 2 Kompagniførere og 3 Løjtnanter, og Major Koiler,
— Chefen for anden Bataillon faldt. —

Om Tabene tør jeg ikke skrive i Dag, — maaske en anden Gang.

Om Slaget ved Arras, hvis første Storm vi kom ind i, kan der ikke siges meget i Dag. Hvad der er tabt, er ikke opgivet med god Vilje, — men hvis England fremdeles vil sende berusede Sønner i Kamp, vil England aldrig kunne vinde.

Englands Taktik fra Somme var: Stærk ruinerende Artilleriforberedelse forud for Infanteristormen, som ofte blev aldeles glimrende udført.

Her ved Arras, — og i private Breve skildres det samme ved de øvrige engelske Angrebssteder, — kom de oprejst, og altsaa Skive for Infanteriilden, ravende, totalt berusede. Det var en Indsats af Menneskemateriale, som ligner de alleruforsigtigste russiske Masseangreb.

Vore Fanger var stolte, kønne Skikkelser, men sanseløs berusede allesammen. Det var rørende, med hvilken Omhu de forbandt de saarede tyske Fanger.

Selv er jeg ikke Øjenvidne dertil; men fra flere Sider, fra aldeles paalidelige Kammerater har jeg de kønneste Skildringer af Englændernes Menneskelighed og humane Optræden over for den slagne Fjende.

Det er haardt at se Lidelser, — Medlidenhedsfølelse er tung Smerte. Disse stovte, bredskuldrede, ranke Gutter, som gaar i Slag, vaager, lider i Døgn, sulter, tørster, staar der, — men bliver. Mange finder deres Grav derude, andre lemlæstes. Man holder af disse Gutter; thi man deler alt med dem, den sidste Rest af Humøret, den sidste Mundfuld Vand, og den sidste Bid Brød.

Det er dem, der i Dødens Stund forbinder det blødende Saar, dem, der varsomt hyller den døde Kammerat ind i Kappen og gemmer ham i Moder Jords Skød. Og saa spænder de den tunge Hjelm af og bøjer Hovedet i Bøn for den døde Kammerat. —

Det er Ting, som binder en til disse Krigere, det gør ondt at se dem segne, segne uden Smil.

Kærlige Hilsener til Jer alle, men mest til Dig. Mikael

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

5. august 1916. Kresten Andresen: “Vær bare rolige og tro, at alt bliver ledet til det bedste”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 5. august 1916

Kære forældre!
Det var en sørgelighed at komme hen til andet kompagni i går aftes. Jeg kunde slet ingen af de gamle venner finde; omsider fandt jeg en Schultz nede fra Haderslev amt. Peter Østergård fra Stursbøl er falden, hvor er det dog sørgeligt. Jeg syntes, jeg kunne tænke mig andre falde; men Peter Østergård, denne gode, rare ven, at han skulde falde, kan jeg ikke begribe. Hvad der dog kræves af ofre. Rasmus Nissen er hårdt såret i begge ben. Hans Skau har fået begge lår brækket og brystet kvæstet. Jens Christensen fra Lundsgårdsmark såret. Johs. Hansen, Linstrup hårdt såret, Jørgen Lenger fra Smedeby såret, Asmus Jessen fra Årup såret. 

Der var ingen tilbage mere, og Iskov, Laursen, Nørregård, Karl Hansen – alle er væk, så nu er jeg næsten alene her. Hvor længe skal dog dette blive ved?

Her har vi det nu roligt, og jeg tvivler om, at vi foreløbig kommer ud igen. Løjtnanten vil have Iskov og Laursen for en krigsret, da han hævder, at de har fjernet sig fra fronten uden grund og sneget sig med til Tyskland.

Jeg har det for tiden godt. Tak for dåsen med stegefedt, som jeg har fået i dag. Den har kun været fem dage undervejs, så postvæsenet funktionerer jo godt. I går fik jeg en pakke med kiks og honningkager, men dem har jeg vel skrevet om i går, ellers skal I have tak for dem.

Jeg er fremdeles ved godt mod og tror fuldt og fast, at jeg snart er helt borte fra denne egn. Men ingen ved jo, hvad der forestår, og det er også godt. Vær bare rolige og tro, at alt bliver ledet til det bedste.

Og så vil jeg slutte med mange kærlige hilsner til eder alle

eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve