Tag-arkiv: kammerater

22. december 1917. Drukslagsmål mellem artilleristerne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Lidt før jul flyttede vi kanonerne et par km til højre for “Wilden Mann”. De tre kanoner stod bag et hegn og 1 km. bag ved lå et hus, der var ubeskadiget. Her boede vi, når vi ikke skød eller arbejdede.

Den 4. kanon lå 2-3 km. længere fremme. Den blev anvendt til at beskyde visse punkter, der lå langt bag den engelske front. Den stod i en have ved en gård. Gården var delvis skudt i stykker.

Betjeningerne var skiftevis ved 4. kanon. Det var længere at gå, og denne plads blev mere beskudt af englænderne.

Batteriføreren og officererne havde en stue, der lå i nærheden af de 3 kanoner, og hvor også den øvrige betjening lå. Vi lavede os nogle brixe og rettede os rigtig hyggeligt ind i gedestalden med døren i gavlen mod vest. Vi fik en kakkelovn anbragt, og rummet var ligefrem hyggeligt. Vi lavede et lille bord og et par bænke. Der var forholdsvis rolig. Dog skød vi hver eneste dag, ligesom vi også blev beskudt, og det var ikke sjældent vi blev beskudt med gas.

Men fra mørkets frembrud til det blev lyst igen sad vi i huset, og om natten sov vi. Ganske vist blev der skudt hver eneste nat, men det kunne besørges med en kanon, og så skiftedes vi til at skyde hver 3. eller 4. nat.

Når vi så sad i huset, sørgede vi for at have noget at putte i kakkelovnen. Brændet tog vi rundt omkring, hvor vi kunne få fat i det, og hvor der var noget. Kl. 4 tændte vi lyset, et ”Hindenburglys”, dem fik vi udleveret, men de kunne ikke slå til, men så skaffede vi os dem på en eller anden måde, eller vi fik dem sendt hjemmefra, men lys havde vi næsten altid.

Så blev der spillet kort, dam og skak. Der blev holdt snak, fortalt historier, læst og så sov man, når man følte trang til det, og tiden blev i grunden ikke lang. Dog var der jævnlig småforstyrrelser: Så kom der ammunition, så skulle der kløves brænde til officererne, så skulle der en ordonnans snart her, så derhen, der var jævnlig noget, men så var det jo, at hver mand sørgede for at smutte udenom, så godt det kunne lade sig gøre.

Køkkenvognen kom om aftenen. Det var et lysglimt i tilværelsen. Foruden den sædvanlige proviant, der bestod afbrød, lidt ost, pølse, en gang imellem lidt smør, leverpostej osv., fik vi tobak, cigarer og cigaretter samt snapsen. Jeg byttede altid cigaretterne med cigarer, da der var mange, der kun røg cigaretter.

Det var særlig spændende med postsækken. Der kom pakker, aviser og breve; middagsmaden var nogenlunde varm, men som regel for knap og lidt tynd. Så kunne vi sende brevene med tilbage, for her havde man lejlighed til at skrive hjem. Vi fik også brevpapir og postkort udleveret.

Min betjening var på dette tidspunkt en ret broget sammensætning. Den bestod af følgende:

1. Varras, østpreusser, arbejder. Han var meget ubehagelig, når han havde nydt spiritus. Han var en kraftig mand på ca. 40 år.
2. Johan Winkler, rhinlænder. 19 år. Asylbam, stærk og meget hidsig.
3. Grabowski, polak. 25 – 30 år. Fabriksarbejder.
4. Beckmann. 18 år. Dortmund. Minearbejder.
5. Karl Skumia, glaspuster, Schlesien (Libau). 19 år.
6. Hylsmann. Bielefeld, Vestfalen. 20 år. Væver.

En aften havde disse kadetter fået for meget at drikke, og medens jeg lå på brixen, spillede de kort.

De blev uklar over spillet, og det endte med vild slagsmål. Jeg lå på brixen og hørte, hvorledes de havde drillet Johan Winkler, indtil denne blev rasende, greb en økse og slog om sig med denne.

Han fik Hülsmann og Grabowski maset ned ved kakkelovnen sådan, at Grabowski fik hovedet hen imod den varme ovn, samtidig dunkede Winkler Grabowski med økseskaftet i ansigtet. Grabowski skreg ganske uhyggeligt, jeg tænkte til at begynde med, at det må de selv ordne, men så opdagede jeg, at situationen var temmelig alvorlig, og så sprang jeg ned af brixen og fik Johan revet bagover.

Han ville nu også gå løs på mig, men jeg fik ham hevet ud af døren, og så lukkede jeg for ham. Grabowski kom på benene med et forbrændt baghoved, næsen blødte, og han så farlig ud. Hülsmann var intet kommet til.

Imens jeg forbandt Grabowski, havde Winkler fundet en vognstang og med denne begyndte han at dundre på døren, og efter 5-6 stød gik den i stykker, og nu begyndte han at gå løs på os aldeles rasende.

Grabowski kunne ingen ting, Hülsmann flygtede ind under brixen, og så jeg stod ene tilbage, men da jeg ikke kunne undgå ham, greb jeg ham i halsen, klemte til, og så faldt han sammen.

Jeg smed ham ud af døren igen, og så faldt han ned i en skyttegrav, der var lige for enden af huset, og den var fyldt med sne. Her lå han nu og kom til sig selv.

Lidt efter gik han grædende ind til batteriføreren, løjtnant Wiederholdt, og meldte ham hele sagen. Der blev nu forhør i sagen med det samme, og jeg blev tilkaldt og måtte afgive en længere forklaring.

Imens sad de andre ude i vort opholdsrum, de havde faet en flaske snaps, som de var ved at dele, og da jeg kom tilbage, var de gode venner igen. Jeg meldte til løjtnanten, at de var forligte, han kaldte så hele betjeningen til sig og holdt en tale for os, hvor uforsvarlig slig en sådan opførsel var i fjendeland lige foran fjenden.

Da han havde holdt sin tale, opfordrede han Winkler og Grabowski til at række hinanden hænderne og så love hinanden gensidig tilgivelse og troskab. De gav hinanden hånden, men så omfavnede de hinanden og kyssede hinanden. Det var flaskens indhold, der havde virket, og nu blev de så hjertelige over for hinanden. Løjtnanten lo, og det gjorde vi andre også. Vi gik så om i stalden, og så lagde vi os til at sove.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. august 1917. Frederik Tychsen: “Gode kammerater er den halve krig …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg vil notere nogle af de kammerater, som jeg havde mest med at gøre ved 1. batteri bataljon 407:

Løjtnant Wiederholdt, leutnant Luker,  leutnant Hermann, leutnant Schultz. (Bataljonskommandøren var Hauptmann Kupke).

Unteroffizier, Brinkmann, sergeant Felix Ploschaizik, sergeant Pfale

Kanonerer:
Karl Skurmia Liban, Schlesien glaspuster
Bekmann, Dortmund, bjergmand [dvs. minearbejder]
Franz Nix, Dortmund, bjergmand
Otzel, Thüringen landmand
Desselman, Thüringen, fabriksarbejder

Ovenstående kanonerer alle på min alder.

Wipklo, Westfalen, arbejder
Willy Cramer, Hannover, mekaniker
Rudolf Winkler, Braunschweig, seminarist
Hübschmann, Bielefeldt, fabriksarbejder
Helferich, Westfalen, landmand
Zeidler, ?, bjergmand

Fritz Volmer, Baden, landmand
Neuhaus, ?, ?
Treptau, ?, arbejder
Ulvonu, ?, arbejder
Warres, Østpreussen, arbejder
Schäfer, Königsberg, snedkermester
Johann Winkler, Rhinland, arbejder

Det er navnene på dem, jeg havde mest med at gøre, og af dem havde jeg mest med Skurmia, Bekmann og Hubsmann at gøre.

Vi tre sov som regel i telt sammen, delte maden og tobak osv.

Man må sande “slagordet” ”Gute Kammeraten ist der halbe Krieg” (Gode kammerater er den halve krig).

Den 15. og 16. august var jeg i ildlinjen igen. Englænderne angreb ustandselig i 2 døgn. Vi kom næsten slet ikke bort fra kanonerne i de to døgn.

Vi havde 4 sårede den 16. august.

Der var også nogle døde, men dem kendte jeg ikke.

Det var 48 svære timer, vi tilbragte i ildstillingen, så vi var meget
trætte, da vi vendte tilbage til kvarteret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

11. august 1917. “Krig lærer én kammeratskab.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Den 11.august forløber forholdsvis roligt. Vi er meget sultne og derfor meget glade, da Jacobsen med sin enhed bringer os mad efter mørkets frembrud.

Men 6. kompagnis forsyningsenhed kan heller ikke denne nat komme frem; vi deler med 6. kompagni, skønt det bliver noget knapt; men krig lærer én kammeratskab. –

Først sent om natten kan vi bryde op; vi må skynde os, fordi dagen snart bryder frem. Langs banedæmningen  fører jeg kompagniet over Zonnebeke tilbage ind i Flandern-stillingen.

Af Regiment 84’s historie

24. maj 1917. Mikael Steffensen fortvivlet over soldaterkammerater

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig. Herfra fortæller Mikael om sin fortvivlelse over sine soldaterkammeraters manglende indsigt i forbindelse med krigen.

Lecluse, den 24. maj 1917.

Ofte har jeg ærgret mig over den Mangel paa Indsigt og Forstaaelse af hele Forholdet, som mine ellers saa brave Kammerater udviser. Saaledes spurgte jeg en Kammerat, som er ved Res. Regt. 31, hvor de laa i Beredskab, men ‘han vidste det ikke, vidste heller ikke, hvad Byen hed, som deres Stilling gik igennem, men der var en Kirke og en Kridthule. I hver eneste fransk By er der en Kirke og en Kridthule.

I lykkelig Uvidenhed gaar de frem og aner ikke, ’hvad der egentlig gaar for sig. At vort Afsnit, ved Englændernes Fremtrængen paa begge Sider af os, til venstre for Bullecourt og til højre ved Arras —Cambrai-Vejen danner et fremspringende Punkt, anser de ikke som farligt, til Trods for, at 272 Aars Erfaring burde fortælle dem om det. Artilleristillinger, farlige Skæringspunkter, Dalsænkninger og Hegn, som altid er udsat for Bombardement, løber de ind i med samme Koldblodighed, som jeg og mange andre gaar de mindre udsatte Veje. Ting, som foruroliger mig i højeste Grad, fordi det er Tegn, som næsten aldrig skuffer, f. Eks. Flyvernes energiske Opklaringsforsøg, det engelske Artilleris Ild paa Kolonneveje, Uro i de engelske Linjer, vore egne Forstærkninger bag Fronten, alt det gaar uden om deres Betragtning og Iagttagelse, og det er saa selvfølgelige Ting, som enhver burde vide.

Og dog, de skaanes for megen Smerte, de kan tro paa, at det gaar til Skansearbejde, naar det fortælles dem; med Spaden paa Nakken og rigelig Munition »for en Sikkerheds Skyld« spadserer de lige ind i Kampen uden ringeste Anelse om, hvad der egentlig gaar for sig. »Hvor skal vi hen?« lyder Spørgsmaalene fra Rækkerne, naar vi bringer Meldinger til Kompagniføreren, og hvad skal man svare? Er det Ret af mig, at jeg forlanger af mine Landsmænd, at de dog i det mindste skal se klarere end »Flokken«? Jeg tror, at mange kan tage deres Forholdsregler, naar de saa sig lidt mere om. Befaling er Befaling, ja, men Udførelsen kan ske paa forskellig Maade.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

 

 

11. april 1917. Tanks! “Uhyret sneglede sig altid nærmere …”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Frankrig. Om kampene ved Arras skrev han i et længere brev den 17. april.

Somain (Frankrig), 17. April 1917.

Min kære, kære Ven!

Solen er forlængst gaaet ned i sin Seng af rosenrøde Dyner, som Olfert Ricard siger, — der er Fred og Stilhed her, kun de tunge Drøn høres i det Fjerne.

Jeg er 25 Kilometer bag Fronten mellem Arras og Valenciennes.

Vi skal hvile et Par Dage oven paa den skrækkelige Tur.

Nu vil jeg kort fortælle, hvad jeg har oplevet, hvad jeg led, og hvad jeg vandt. —

Anden Paaskedag lød Alarmsignalet, og allerede en halv Time senere var vi undervejs til Fronten, som laa 12 Kilometer fra Byen, hvor vi laa. Englænderne var brudt igennem ved Wancourt, og vi maatte ind i Aabningen.

Klokken 5 om Eftermiddagen begyndte Kompagnierne at grave sig ned ved Landevejen til højre for Landevejen bag Monchy. I Snevejr og Regn arbejdedes der uafbrudt i fjorten Timer.

Da fik Bataillonen Befaling til at gaa frem og tage Føling med Fjenden.

Foran Briterne, — til venstre for Landevejen Cambrai-Arras, maatte Soldaterne nu begynde forfra at grave sig ned, udsat for Ilden fra Englændernes Kanoner og Maskingeværer.

Tre Gange blev engelske Infanteriangreb afslaaede af vore Kompagnier i Dagens Løb. De engelske Stormkolonner kom altid i en Snestorm, som de havde i Ryggen, men deres Storm var forgæves, ikke mindst, og vel kun, fordi de var aldeles berusede.

Den Dag og den følgende Nat arbejdede 84erne ustandseligt.

Sammen med Bataillonsstaben laa jeg i et Skur paa en Højde bag Monchy, hvorfra vi kunde overse hele Terrænet, hvor vore Kompagnier laa, og hvorfra vi havde en nogenlunde Ordonnansforbindelse med Tropperne. Her fejrede jeg Din Fødselsdag. Min Tanke var hjemme hos Dig, jeg havde Ro til inderligt og længe at dvæle i Bøn for Dig og Dine.

Paa Ordonnansturen tænkte jeg paa Dig og glemte Kulden og Trætheden.

Om Aftenen kom Brev fra Dig, og jeg var lykkelig og mærkelig rolig.

Da jeg om Aftenen gik gennem Stillingen forude, kunde jeg opmuntre de forfrosne, gennemblødte og forvaagede Kammerater.

Ved Tilbagekomsten til Staben blev der meldt, efter engelske Fangeudsagn, som syntes aldeles tilforladelige, at et engelsk Angreb paa Monchy blev forberedt til Onsdag Morgen den 11. April.

Straks blev jeg sendt afsted til vor Bagage, som laa 10 Kilometer bag os, i Byen Sailly, for at hente Patronvognen med 24,000 Patroner.

Klokken 5 om Morgenen kom jeg tilbage med Vognen. Midt paa Skraaningen opad Højen til Stabslageret saa jeg, at der forude signaliseredes et engelsk Angreb. Brandgule Lyskugler svævede over en bred Front, — der var alvorlig Fare.

I en Fart blev Patronerne udladede og Kammeraterne hentede for at slæbe dem op til vort Lagersted.

Det var næsten lyst, og fra Højden kunde jeg se, hvorledes Tropperne, der dækkede 84ernes Flanke, veg tilbage i vild Uorden.

Kanonerne drønede foran og bag os, og Skæret fra Tusinder af eksploderende Granater lyste i Morgengryet.

Da saa jeg noget mærkeligt, noget, som jeg aldrig vil kunne glemme. 84erne sprang ud af deres Skyttegrave og bombarderede en stor graa Kolos, som drejede sig rundt og gav Ild, saa det lyste som Lyn fra dens Sider.

Det var en engelsk »Tanks«. Snart fik vi Øje paa tre andre, og en af dem var os ganske nær. Den listede sig op ad Bakkeskraaningen fra Monchy op til os, og nu gav den Ild mod os.

Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne, og snart var Staben der med Geværer og Karabiner. Men Uhyret sneglede sig altid nærmere.

Linjen foran os var gennembrudt. Briterne stormede og tog Monchy, vi, omkring ved en Snes Mand, var de eneste Forsvarere af Højden.

Da blev der givet Ordre til Tilbagetog.

Endnu i Dag maa jeg le over den »Flugt«. Bag os sprængte Artilleriet frem med deres svære Heste for at hente Kanonerne ud. Alt løb, som om det var betalt for det, — uden Maal, blot tilbage.

Jeg travede, fuldt belæsset, skydende min Cykle gennem den vaade, granatpløjede Jord, — bag efter hele Kolonnen. — En Gang før har jeg fortalt om den Evne jeg har til at finde ud af vanskeligt Terræn, med andre Ord, — finde de mindst udsatte Steder i Terrænet.

Ikke en eneste Gang kastede jeg mig ned, og naaede snart Sukkerfabrikken — vort foreløbige Maal.

Englænderne, som vi ventede i Hælene paa os, havde endnu ikke naaet Bakkens Top, hvor vor Barakke laa. Hvad var der sket?

Straks maatte vi kaste vor Oppakning og frem til vore Kompagnier. Vi er jo »Gefechtsordonnanser« og maa frem for alt holde Forbindelsen vedlige.

Skrækkeligt var det at se de lange Rækker af Saarede, som kom fra forreste Linje, skrækkelige var de engelske Granaters Eksplosioner
paa Vejen Arras-Cambrai, som vi maatte frem ad.

Vi mødte flere af vore Folk, som dog ingen Oplysninger kunde give om Hovedstyrken. De var om Morgenen sendt bort for at hente Kaffe, og da de vilde vende tilbage til Linjen, rasede Kampen i Skyttegraven. De lod alting staa og løb med Flokken tilbage, og tog de Saarede, som havde slæbt sig ud af Tummelen, med tilbage.

Snart naaede vi vore Linjer. Kuglerne peb fra Hundreder Bøssepiber
mod os, det gik fra Hul til Hul, endeligt naaede vi ind. Stillingen var holdt.

Vel Tusinde engelske Lig laa foran Skyttegraven, og mange Saarede laa og jamrede sig. De kunde ikke hentes ind, thi blot et Hoved oven for Skyttegravens Rand, og en engelsk Kugle peb om Ørerne paa det.

Løjtnanten afgav følgende Melding: En engelsk »Tanks« havde kunnet nærme sig, uden at det ved Geværkugler og Haandgranater var muligt at forhindre det, dens Panser var uigennemtrængelig for disse Forsvarsmidler.

Foran Graven drejede den Siden til, og kørende langs Skyttegravens Rand havde den mejet Besætningen ned, som ikke vilde vige, før der blev givet Kommando dertil.

Det var dog lykkedes en stor Del at redde sig i Granathuller bag Skyttegraven, og denne Flok havde afslaaet de engelske Regimenters Angreb, som fulgte umiddelbart bagefter.

Det havde været Massemord. Englænderne var døddrukne, og oprejst kom de i tætsluttet Linje. Maskingeværerne ‘havde mejet alt ned. Paa samme Maade var de engelske Kavalerilinjer, som sprængte frem, bleven mejede ned.

De fire »Tanks« var bleven tilintetgjorte ved det tyske Artilleri.

Til højre for Landevejen trængte Englænderne frem, men var udsatte for 84ernes Flankeild.

Derfor var Højden, hvor vi havde haft vor Bolig, endnu ubesat.

Med denne Melding gik vi tilbage til Sukkerfabrikken, som laa under koncentreret Artilleriild. Vi blev der Dagen over og den følgende Nat, — da vor Bataillon endelig blev afløst, den 12. om Morgenen.

Til venstre og til højre for Bataillonen laa Englænderne saa langt fremme, at 84erne laa i en Sæk, som de dog kom godt ud af, men Afløsningen tabte straks Stillingen, som ikke var sært.

Vi kom ikke tilbage i Ro, men som Reserve til Chirissy, nær den engelske Linje ved Heninel. Der laa vi tre Dage, udsat for morderisk Ild, og der modtog jeg den 12. om Aftenen Din Pakke. Tak, min Ven,  for alt.»Valhalla« ligger ganske sikkert endnu i Flandern, maaske ser jeg den aldrig mere, men saa har jeg Mindet.

Der har jeg levet mange glade, lykkelige Timer sammen med Dig, disse glade Timer, som Dine dejlige Breve gav mig. —

Kommer en Offensiv i disse Egne, er Hytten snart en Grushob. Ikke et Hus i Chirissy blev ‘hel. Jeg blev ganske, ganske let saaret, da Vinduerne sprang i den Stue, hvor jeg laa. Men det var kun Draaber Blod, der flød, og Bulen svinder for hver Dag. —

Om Aftenen blev jeg ofte sendt tilbage, og det var en drøj Tur, thi Dyndet laa 10 Centimeter tykt paa Vejen og Hundrede  Munitionsvogne sprængte forbi.

Værre har jeg ikke oplevet. For hver 100 Meter slog en Granat ned paa Vejen eller ved Siden af, og utallige Shrapnel eksploderede. Men alt gik godt. Skrækkeligt var det at se Soldaterne fra Skyttegraven.

Leret klæbede ved alt deres Tøj, tommetykt sad det, vaadt, klæbrigt Ler. — Og saa tavse gik de tilbage, uden at dække sig, naar en Granat suste lige over deres Hoveder, — de var hærdede, eller snarere sløve.

Nu er vi her i Somain. I Morgen rejser vi til Valenciennes som Armee-Reserve. Altid maa vi være parate til at gaa i Ilden paa ny. — —

84erne har faaet en glimrende Ros, — som ingen agter paa. De sikrede højre Flanke, men der randt Blod, ungt Blod i Strømme. Vor Bataillon tabte 2 Kompagniførere og 3 Løjtnanter, og Major Koiler,
— Chefen for anden Bataillon faldt. —

Om Tabene tør jeg ikke skrive i Dag, — maaske en anden Gang.

Om Slaget ved Arras, hvis første Storm vi kom ind i, kan der ikke siges meget i Dag. Hvad der er tabt, er ikke opgivet med god Vilje, — men hvis England fremdeles vil sende berusede Sønner i Kamp, vil England aldrig kunne vinde.

Englands Taktik fra Somme var: Stærk ruinerende Artilleriforberedelse forud for Infanteristormen, som ofte blev aldeles glimrende udført.

Her ved Arras, — og i private Breve skildres det samme ved de øvrige engelske Angrebssteder, — kom de oprejst, og altsaa Skive for Infanteriilden, ravende, totalt berusede. Det var en Indsats af Menneskemateriale, som ligner de alleruforsigtigste russiske Masseangreb.

Vore Fanger var stolte, kønne Skikkelser, men sanseløs berusede allesammen. Det var rørende, med hvilken Omhu de forbandt de saarede tyske Fanger.

Selv er jeg ikke Øjenvidne dertil; men fra flere Sider, fra aldeles paalidelige Kammerater har jeg de kønneste Skildringer af Englændernes Menneskelighed og humane Optræden over for den slagne Fjende.

Det er haardt at se Lidelser, — Medlidenhedsfølelse er tung Smerte. Disse stovte, bredskuldrede, ranke Gutter, som gaar i Slag, vaager, lider i Døgn, sulter, tørster, staar der, — men bliver. Mange finder deres Grav derude, andre lemlæstes. Man holder af disse Gutter; thi man deler alt med dem, den sidste Rest af Humøret, den sidste Mundfuld Vand, og den sidste Bid Brød.

Det er dem, der i Dødens Stund forbinder det blødende Saar, dem, der varsomt hyller den døde Kammerat ind i Kappen og gemmer ham i Moder Jords Skød. Og saa spænder de den tunge Hjelm af og bøjer Hovedet i Bøn for den døde Kammerat. —

Det er Ting, som binder en til disse Krigere, det gør ondt at se dem segne, segne uden Smil.

Kærlige Hilsener til Jer alle, men mest til Dig. Mikael

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

5. august 1916. Kresten Andresen: “Vær bare rolige og tro, at alt bliver ledet til det bedste”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 5. august 1916

Kære forældre!
Det var en sørgelighed at komme hen til andet kompagni i går aftes. Jeg kunde slet ingen af de gamle venner finde; omsider fandt jeg en Schultz nede fra Haderslev amt. Peter Østergård fra Stursbøl er falden, hvor er det dog sørgeligt. Jeg syntes, jeg kunne tænke mig andre falde; men Peter Østergård, denne gode, rare ven, at han skulde falde, kan jeg ikke begribe. Hvad der dog kræves af ofre. Rasmus Nissen er hårdt såret i begge ben. Hans Skau har fået begge lår brækket og brystet kvæstet. Jens Christensen fra Lundsgårdsmark såret. Johs. Hansen, Linstrup hårdt såret, Jørgen Lenger fra Smedeby såret, Asmus Jessen fra Årup såret. 

Der var ingen tilbage mere, og Iskov, Laursen, Nørregård, Karl Hansen – alle er væk, så nu er jeg næsten alene her. Hvor længe skal dog dette blive ved?

Her har vi det nu roligt, og jeg tvivler om, at vi foreløbig kommer ud igen. Løjtnanten vil have Iskov og Laursen for en krigsret, da han hævder, at de har fjernet sig fra fronten uden grund og sneget sig med til Tyskland.

Jeg har det for tiden godt. Tak for dåsen med stegefedt, som jeg har fået i dag. Den har kun været fem dage undervejs, så postvæsenet funktionerer jo godt. I går fik jeg en pakke med kiks og honningkager, men dem har jeg vel skrevet om i går, ellers skal I have tak for dem.

Jeg er fremdeles ved godt mod og tror fuldt og fast, at jeg snart er helt borte fra denne egn. Men ingen ved jo, hvad der forestår, og det er også godt. Vær bare rolige og tro, at alt bliver ledet til det bedste.

Og så vil jeg slutte med mange kærlige hilsner til eder alle

eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve