Tag-arkiv: jul

14. december 1917 – Hejmdal: Julehilsner fra fronten

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

 

Fra Felten.

Julehilsner.

d. 9. 12. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Vor bedste Tak for din daglige Vandring ud til os med Nyheder fra vort kære Hjemland. Beder dig sende en venlig Julehilsen til Venner og Bekendte ved Fronterne og i Hjemmet. Vi er sunde og raske og har det efter Forholdene rigtig godt. Paa et glædeligt Gensyn i vort skønne, kære Nordslesvig.
Laust Ludvig Beck fra Oksenvad, Peter Hansen fra Broager og Nic. Moschall fra Bredevad.

Skrevet d. 7. dec. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Følgende Nordslesvigere, som staar ved samme Bataillon, sender Slægt og Venner i vort kære Nordslesvig og paa Als en hjertelig Hilsen med Ønsket om en velsignet Julefest. Vi er alle sunde og raske og har det efter Forholdene helt godt og vi haaber paa et glædeligt Gensyn i vore kære Hjem. Tillige bringer vi dig, kære “Hejmdal”, en Hilsen og Tak, fordi du stadig finder os herude i det Fjerne.

Jens Thomsen fra Tandslet, A. Jessen fra Grønnebæk ved Jels, Gefr. Aage Lundbye Nielsen fra Sønderborg, Jørgen Petersen fra Nordborg, Andreas Sandersen fra Himmark, Jørgen Christensen fra Sønderborg, Lorens Jensen fra Barsmark og Peter Petersen fra Klovtoft.

Skrevet den 5. 12. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Takker, fordi du besøger mig saa regelmæssigt herude i det fjerne og beder dig sende dem derhjemme og ved Fronten de bedste Julehilsener.
Peter Jensen, forhen Damms Teglværk ved Aabenraa.

d. 5. 12. 1917.
Undertegnede Nordslesvigere, som ligger ved samme Kompagni, ønsker ad denne Vej alle Slægtninge og Venner det kære Nordslesvig en velsignet Julefest. Vi er alle ved god Sundhed og haaber paa et lykkeligt Gensyn derhjemme.
Hans Rosenlund og Peter Riis fra Neder-Jersdal, Marius Wind fra Nørre-Løgum og Christian Boyschau fra Toghale

I Felten d. 8. 12. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Bedes hermed sende Venner og Bekendte hjemme og i Felten en venlig Julehilsen.
Johannes Rudebæk fra Mjøls

d. 9. 12. 17.
Undertegnede Nordslesviger, som for Tiden befinder sig i et Lasaret i Belgien, ønsker hermed Venner og Bekendte derhjemme og ved Fronten en glædelig Jul.
Peter Petersen fra Blands i Sundeved.

d. 8. December 1917.
Undertegnede Nordslesvigere sender Venner og Bekendte hjemme og ude de bedste Julehilserne.
Thomas Brodersen fra Østerterp, Mathias Kjær fra Haderslev, Christian Askov fra Aabenraa og Peter Petersen fra Hellevad, f. T. paa Orlov.

d. 8. 12. 1917.
En glædelig Jul og et godt Nytaar ønskes alle Venner og Bekendte derhjemme og i Felten.
Mathias Hellesøe fra Holmskov paa Als.


Faldne.
Tidligere Postmedhjælper Daniel Bladt fra Nordborg er ifølge Medd[e]lelse til hans Moder falden i Flandern den 26. November. Han var kun 19 Aar gammel.
Hans Lambertsen og Hustru i Gram-by modtog i Onsdags den sørgelige Efterretning, at deres Søn Jens, der har været med siden Krigens Begyndelse, er falden paa Balpladsen den 3. December, ramt af en Kugle. Han blev 34 Aar gammel.
.

Død paa Lasaret.
Der er ifølge “Fl. Av.” kommet Efterretning om, at Henrik Matthiesen fra Hellevad Mølle efter at være bleven haardt saaret er død paa et Feltlasaret i Flandern den 23. November. Matthiesen, der blev næsten 40 Aar, efter sig Hustru og 8 Børn.

Savnet.
Marius Raun, yngste Søn af tidligere Lærer Raun i Aabenraagade i Haderslev har ifølge “Schl. Grp.” været savnet siden den 20. November. Imidlertid har hans Kompagni meddelt, at han er bleven forfremmet til Løjtnant af Reserven. En ældre Broder til ham har siden Krigens Begyndelse været i fransk Fangenskab.

I Fangenskab.
For nogen Tid siden faldt Maskinmester Johannes Bramsen fra Mølleforte og Skomager Martin Jørgensen fra Vægterpladsen i Aabenraa i engelsk Fangenskab. De har ifølge Breve til deres respektive Hjem haft den Lykke at blive anbragt i samme Fangelejr, hvor de deler godt og ondt med hinanden. For deres mange Venners Skyld hidsætter vi her deres Adresse: Nr. 24 Johannes Bramsen og Nr. 193 Martin Jørgensen, begge i Nr. 119 Prisoner of War Comp. in France, Care of G. P. O. London.

Dekorerede.
Walter Broders, Søn af Retssekretær Broders i Sønderborg, der tjener som Reserve-Løjtnant, har faaet tildelt Jernkorset af første Klasse.
Kanonér Christensen, Søn af Gæstgiver Christensen i Mjang, der tjener i et Feltartilleri-Regiment ved Vestfronten, har ifølge “Dbp.” faaet Jernkorset af anden Klasse.

Hjemme som Vagtmand.
Gaardejer Andreas Lorensen fra Avnbøl i Sundeved er kommen hjem som Vagtmand over de i Byen værende russiske Fanger.
Ligeledes er Gaardejer P. Høg i Ullerup kommen hjem i samme Øjemed.

Hjemme paa Orlov.
Følgende mænd fra Nørreals er for Tiden hjemme paa Orlov: Parcellisterne Andreas Frederiksen og Peter Hansen samt Landmand Jens Hansen fra Købingsmark og Postbud Clausen, Bager Jakob Andersen, Landmand Peter Petersen og Højskoleforstander Christensen fra Nordborg.
Dr. med. H. L. Thomsen i Skærbæk, som har været indkaldt under hele Krigen, er for Tiden hjemme paa 3 Ugers Orlov.

(Læs hele Hejmdal fra 14. december 1917)

13. december 1917 – Hejmdal: Julen nærmer sig

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

 

Også Juletræer.
Levnedsmiddelkontoret i Berlin har bekendtgjort, at Grantræer maa  henregnes til “daglige Fornødenheder”, hvorfor der er fastsat en Slags Maksimalpris paa dem. I de sidste Dage var Træerne naaede op i svimlende Priser.

I Julebagningens Tegn (F. A.).
Paa Als, hvor Hjemmebagning ellers er forbudt, er der af Landraaden i Sønderborg givet Tilladelse til, at Folk maa bage fra 10. til 31. December. I den Anledning har folk faaet en ekstra Portion Sukker paa 1/4 Pund pr. Person og 2 Pund Mel.

Stævnede Værnepligtige.
Første Statsadvokat i Flensborg bekendtgør, at følgende Mænd beskyldes for uden Tilladelse at have forladt det tyske Forbunds-Omraade i den Hensigt at unddrage sig deres Værnepligt: Tjenestekarl Anton Christian Schmidt fra Skrydstrup, sidst bosat i Bovlund, Murer Hans Peter Svensson fra Skovbøl ved Felsted, sidst bosat i Københoved, Bager Lauritz Hansen fra Hammelev, sidst bosat i Nørre-Hjarup, Bagersvend Peter Christian Andersen fra Sæd, sidst bosat i Stenderup, Arbejdsmand Niels Søriksen Wind fra Gram, sidst bosat i Brendstrup, Tjenestekarl Richard Ernst Søy fra Bockhorst ved Rendsborg, sidst bosat i Uge, Tjenestekarl Gustav Alfred Andersson fra Tørning Mark, sidst bosat i Stepping, Tjenestekarl Steffen Thomas Jørgensen fra Hokkerup, sidst bosat i Lundtoft, Gæstgiver Theodor Nikolaus Rieme fra Stepping, sidst bosat i Tyrstrup, Landmand Nis Dahl fra Sommersted, sidst bosat i Vester-Lindet, Tjenestekarl Martin Peter Hansen fra Nørre-Bilstrup, sidst bosat i Anslet, Skrædder Albert Reinhold Griefchen fra Sohentin ved Stolp, sidst bosat i Flensborg, Købm. Karl Ludwig Magnussen fra Hamborg, sidst bosat i Flensborg, og Tjenestekarl Alfred Bernhard Julius Hansen fra Flensborg, sidst bosat paa Blaatoft Mark i Sønderborg Kreds.
De stævnes til at møde til Hovedforhandling ved Landsretten i Flensborg den 15. januar 1918 om Formiddagen Klokken 9.

 

Fra Felten.

Faldne.
Bykasserer Chr. Beck og Hustru i Sønderborg har faaet Efterretning om, at deres ældste Søn, Løjtnant og Kompagnifører Frits Beck, er falden paa den den rumænske Front i en Alder af 26 Aar; han var Indehaver af Jernkorset af første og anden Klasse.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Jeppe Bundesen fra Toftlund, Hermann Marcussen fra Adsbøl og Christian Schürmann fra Egernsund er faldne
.

Saarede.
I følge den sidste preussiske Tabsliste er Reserveløjtnant Peter Andersen fra Broager, Anton Callesen fra Todsbøl, Andreas Hinrichsen fra Barnæs, Clemens Jensen fra Hygum, Reserveløjtnant Emil Kastenbein fra Graasten, Hans Hansen fra Broager, Mathias Nørskov fra Stenderup II og Aksel Schönemann fra Haderslev let saarede; de tre sidstnævnte er bleven ved deres Troppeafdelinger. Nikolaj Jessen fra Uge er bleven let kvæstet ved et Uheld.

Savnede.
Murer Niels Møllers Hustru i Ketting har fået Breve tilbage fra sin Søn Hans med Paaskriften “Savnet”. Hans Møller er 19 Aar gammel og har kun været faa Dage ved Vestfronten.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Heinrich Asmussen fra Østerlindet, Anton Hansen fra Hvinderup og Hans Thomsen fra Købingsmark savnede.

I Fangenskab.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Theodor Larsen fra Høkelbjerg falden i Fangenskab.

Dekoreret.
Opvarter Arthur Ehrichs, Søn af afdøde Sporskifter Ehrichs i Slagtergade i Haderslev og Chr. Jensen, Søn af Tobaksspinder Jensen paa Naffet i Haderslev, der før sin Indkaldelse var beskæftiget paa Magistratskontoret der i Byen, har ifølge “Schl. Grp.” faaet tildelt: Jernkorset.

Paa Hjemmelasaret.
Landmand Jørgen Andersen fra Ny Kronborg paa Kajnæs er ifølge “Dbp.” sidste Onsdag Morgen ankommen fra Lasaret i Berlin til Reservelasarettet i Rosengade i Sønderborg. Andersen blev for en Maaned siden paa Vestfronten saaret i Ryg, venstre Arm og det ene Ben. Til sine Paarørendes store Glæde er han nu, skønt sengeliggende, ankommen til Nærheden af Hjemmet til Julefesten.

Hjemme paa Orlov.
Jernbanemedhjælper Peter Rasmussen, Søn af Overpostkonduktør Rasmussen i Aabenraa, der tjener som Gefreiter paa den makedoniske Krigsskueplads, er for Tiden hjemme paa Orlov. Den unge Rasmussen er for kort Tid siden bleven dekoreret med den bulgariske Bronce-Fortjenstmedaille med Krone.

(Læs hele Hejmdal fra 13. december 1917)

22. november 1917. Mikael Steffensen: “Der skabes Had, som vil gaa i Arv til kommende Slægter”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 84. I november 1917 befandt han sig i Flandern på Vestfronten.

Halluin, Flandern, den 22. november 1917.

Kære, kære Venner!

Selv er jeg sund og stærk nu, men det kneb haardt en Overgang. Alt og alting forsømte jeg, og desværre ogsaa at skrive til mine Venner, og ogsaa til Jer.

Aldrig havde jeg troet, at man kunde blive saa sløv og træt, og ofte saa ulykkelig, men det gik ogsaa næsten over menneskelig Evne. Nu er det, som sagt, bedre, og jeg kan hæve Hovedet igen og se ud og se ind i Fremtiden med lysere Syn .

Alt her er ødelagt. Byer og Stæder er Grushobe, Vejene sprængte, Markerne fuldstændig oprodede. De stolte Linde langs de gamle Hærveje rager nu op med deres Splinter, de brede Kroner, og ofte hele Stammen med, ligger splintret og søndret paa Jorden. Trøstesløst og øde er alt. Og nu, da Vandet staar over Markerne her i det flade Landskab, og Vintertaage og Regn gør Luften mørk og graa, da er det trist.

Og det gaar mod Jul, uden Fred i Landene. Hjertefreden trues af al Menneskets Ondskab. Men der længes dog mod Jul. Endnu ligger der Glans over den gamle, hellige Fest, og der kommer Varme og Glæde i de trætte Øjne, naar det gaar op for een, at det lider mod Jul. Hvor underligt; thi i det ydre vil Juledagene gaa som alle andre, men der er noget andet, noget dybere, der griber Sindet, en Urkraft, eller rettere en Guddomskraft, som ingen kan benægte. Vi længes mod Jul for at høre Englebudskabet: Fred paa Jord; thi Barnet er født, som skal frelse Verden, fri os fra al Synd og berede os Himmelvejen.

Aa, som vi trænger fil Fred allesammen, men først og sidst: Fred i Hjertet, i Sind og i Tanke. Her gælder Kravet: i Dag! Den Fred vindes ikke med Landefred, men den kan vindes midt i det allerhaardeste.

Maalt med menneskelig Forstand er der langt til Fred. Hvem har det egentlige Overtag? Nu, da det tyske Folk har vist, at det kan kæmpe og ogsaa sulte, og at det kan sætte sig ud over, at Børn og Kvinder sulter ihjel, da er der langt igen, til Kraften er brudt, selv om Verden har sluttet sig sammen mod dem.

Sejren i Italien kan være dyrt købt, dyrere, end Øjeblikket tillader Udsigt over. Det kan gaa her, som det gaar i Rusland. Der skabes Had, som vil gaa i Arv til kommende Slægter.

Lev vel derhjemme, ‘Guds Fred, der er mer end Englevagt.

Vær kærlig hilset fra

Eders Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

31. december 1916 – Milert Schulz: “Steinsplitter … um die Ohren”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 31. Dez 1916.

Meine lieben Eltern und Geschw. !
Endlich nach 1½ Monat habe ich gestern deinen Brief liebe Mutter vorn 9. und Vaters Brief vom 20. vielmals dankend erhalten. Also 10-12 Tage sind die Briefe unterwegs gewesen. Wie Ihr wohl denken könnt, wurde ich natürlich froh wie ich zum ersten Mal hier im Felde so weit von der lieben Heimat entfernt Post erhalt. Wie ich aus Euren Briefen ersehe habt Ihr es ja noch alle recht gut zu Hause was mich sehr freut. Ich bin auch noch immer gesund und wohl.

Ja, Ihr könnt glauben ich habe auch an Euch Wei[h]nachten gedacht. Ich habe mir das Ganze so richtig im Gedanken vorgestellt. Hier draussen im Felde haben wir ja nicht viel Freude gehabt von dem lieben Fest. Aber der Herr ist uns doch gnädig gewesen und uns vor den listigen Angriffen und Überfällen des Feindes behütet, so dass wir doch in aller Ruhe haben Weihnachten feiern können.

Unser Weihnacntsbaum bestandt aus einer Flasche um dessen Hals wir, buntes Papier gewickelt haben und oben im Hals ein Licht eingesteckt hatten. Dann haben wir Weihnachten mit unsern Liebesgaben gefeiert. Neujahr werden wir auch noch hier in der Stellung feiern.

3 Gewehre sind vorne im Schützengraben und unser Gewehr ist weiter hinten in Reserve. Wir hinten sind aber jedoch den meisten Gefahren ausgesetzt. Der Franzose beschiesst uns immer mit seiner Artellerie. Ungefähr 100 meter von uns hat er 6 Schuss rein gepulvert jedoch ohne Erfolg. Die Steinsplitter vom Gebirge sind uns doch um die Ohren geflogen, aber der treue Gott hat uns bisherher noch immer gnädig behütet.

Das Klima ist hier jetzt wie bei uns im Frühling. Tags sehr warm und Nachts Frost und kalt. In dieser Zeit ist ja sonst die Regenszeit. Wir haben aber nicht viel Regen gehabt. Eine Nacht haben wir hier unter freiem Himmel im Regen geschlafen. Jetzt haben wir ja unsern Unterstandt gebaut, dann lass es man regnen.

Hoffentlich wird uns nun das Jahr 1917 den Frieden geben. Gott gebe dass wir bald Frieden haben.  Das Genende Paket ist wohl nach Arÿs geschickt worden, hoffentlich wird es mir nachgesandt. Habt Ihr Briefpapier für mich abgeschickt, denn dies ist der letzte Boqen den ich hab und hier bekommt man nichts.

Wir leben ja einen ganz schönen Tag hier den ganzen Tag, schlafen und nichts tun. Sonst wäre da nicht viel neues zu schreiben und schliesse ich mit vielen herzlichen Grüssen und Küssen an Euch allen meine Lieben Euer Sohn und Bruder
Milert.

Auf bald« Wiedersehn Schreibe bald wieder.

(Brev i privateje)

26. december 1916 – Milert Schulz: “Gefährlich ist es hier grade nicht”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde, den 26. Dez 1916.

Meine lieben Eltern u. Geschw. !
Werde Euch heute mal wieder ein Briefchen schreiben und Euch ein wenig erzählen wie wir Weinachten verlebt haben. Wir haben hier jeden Tag das schönste Sonnenwetter. Heute ist es ausnahmsweise sehr warm. Keine Wolke am Himmel, die liebe Sonne sendet ihre warmen Strahlen hernieder so dass man Oberhaupt nichts von Winter merkt.

Weihnachtsabend verlief ganz schön jedoch ohne Tannenbaum. Als Liebesgabe bekam ich eine Shagpfeife, Schokolade, Cigarren, Cigaretten, 1 Schachtel Streichhölzer und einen halben Apfel. Die Andern haben je einen andern Gegenstand bekommen. Zu Essen bekamen wir Reis mit Fleisch. Gestern bekamen wir Butter, Speck, Marmelade, Cigarren und eine Flasche Wein. Zu Essen gab es es Kohl mit Kartoffel und Fleisch. Schmeckte tadellos. Dies ist das zweite Mal wo ich hier im Felde Kartoffel gegessen habe. Was es heute gibt, weiss ich noch nicht, da das Essen ja nur Abends, wenn es dunkel ist, rann kommen kann.

Trotzdem es aber Weihnachten ist, wird doch geschossen. Gestern Nacht also vom 24-25 haben die Serben und Franzosen uns 2 Mal beschossen. Dass erste mal um 11 Uhr Abends, da[s] zweite mal um 4 Uhr morgens. Wir in unsere Unterstand liessen uns nicht weiter dadurch stören. Na, hoffentlich wird es hier wohl bald Schluss sein. Wenn die Griechen mitkommen, wird es nicht lange mehr dauern, dann sind wir hier fertig. Der Friede wird wohl auch nicht mehr fern sein. Man bekommt hier garnichts zu wissen.

Schade dass ich nicht mein Photographierapparat hier habe. Dann konnte ich Euch allerhand schöne Bilder von hier senden. Post habe ich noch nicht erhalten. Na, hoffentlieh kommt da bald was.

Laure natürlich jeden Tag drauf. Ich sitze hier auf einen hohen Felsen und schreibe. Die Uhr ist gleich 12 und ist es ja warm, dass ich schwitze. Also könnt Ihr Euch vorstellen, wie warm es hier ist. Schneeberge giebt es hier auch. Sind natürlich kollosal hoch. Sonst ist da ja nicht viel neues zu schreiben. Bin noch immer gesund und wohl, geschossen haben wir noch nicht mit unseren Masch. Gew. Gefährlich ist es hier grade nicht.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzl. gegrösst und geküsst auf ein baldiqes frohes Wiedersehn hoffend und dem Herrn befohlen
von mir Euer Sohn und Bruder
Milert.

(Brev i privateje)

24. december 1916. Kompagni-bedstefar holder jul på kasernen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Jeg var gentagne Gange hos Kaptajnen og forsøgte at faa den lovede Orlov, men hver Gang fik jeg til Svar, at han turde ikke lade mig rejse paa egen Risiko, og Majoren var altid i slet Lune, saa han turde ikke fremføre min Orlovsbegæring for ham.

Jeg fortalte Kammeraterne om det, og de lo mig dygtigt ud, idet de sagde: „Kaptejnen holder dig bare op med Snak. du faar alligevel ingen Orlov.”

Tiden gik, og det blev Jul. Juleaften var vi alle samlede i Spisestuen; enhver fik en Julegave til en Værdi af 1,50 Mark, og derefter var der gratis Øldrikning for hvem der vilde.

Jeg gik hjem paa min Stue, fik fat paa min Bibel og Juleevangeliet, Brevene fra Hjemmet og fra andre kære Venner.

Og som jeg sidder der, gaar Døren op, og en af mine Kammerater træder ind og siger til mig: „Nu er vi ca. 40 Mand samlede henne paa vor Stue, og du skal komme hen til os; du maa læse Juleevangeliet for os, og du maa tale til os, og du maa bestemme, hvad vi skal synge, men du skal være iblandt os.”

Jeg var naturligvis glad for Opfordringen og gik med. Vi læste saa Juleevangeliet sammen, bad sammen og sang et Par Julesalmer.

Men Aftenens egentlige Midtpunkt og det, som gjorde den uforglemmelig for os, var en lille Bog, som var sendt mig fra Hjemmet, skrevet af forskellige under Titlen:

„Julehilsen til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem”.

Julehilsen010

I den Bog var der en ung Hustru, som havde afskrevet en lille Sang: „Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din Tugt”. Hun havde mistet sin Mand, som var faldet i Rusland.

[Vennen var Rytz, Peter Hendrik (1876-1916)]

Han var en af mine bedste Venner. Vi havde staaet sammen i Nationalitetskampen; vi havde saa tit baade i Mark og Skov talt sammen om Gud og hans Rige, og han havde mange Gange sagt til mig: „Du er en lykkelig Mand, at du er saa enfoldig, at du kan tro Bibelen, og hvad der staar i den, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke tro hverken paa Gud eller paa Djævelen eller paa Himmel eller Helvede, det er altsammen imod min sunde Fornuft,” og tit var jeg gaaet fra ham med et bedrøvet Hjerte.

Han blev indkaldt godt et Aar før jeg, og da han havde været inde en kort Tid, skrev han til mig: „Den Gud, som du ved, jeg hjemme ikke kunde tro paa, kommer mig saa nær her, at jeg ikke kan blive ham kvit, og i mine bedste Stunder finder jeg mig fuldstændig afhængig af ham.”

Vi vekslede en Del Breve sammen; han kom hjem paa en mindre Orlov, var nede hos mig at sige Farvel, og da vi kom udenfor  Gaarden, vendte han sig om, tog min Haand og trykkede den, og mens Taarerne trillede ned ad hans Kinder, sagde han: „Det bæres mig for, at jeg aldrig skal se Brændstrup mere.”

Jeg fulgte ham til Stationen; Sindsbevægelsen overvældede ham hvert Øjeblik; men kort efter blev han rolig igen, sagde Farvel til sin Hustru og sine fem smaa Børn og rejste for sidste Gang bort fra Brændstrup — for ikke mere at komme levende tilbage.

Faa Dage efter fik jeg atter Brev fra ham, hvori han skrev: „Snart gaar det til Fronten, men hellere gaa til Rusland og lægge mine Ben der, end gaa til Brændstrup og leve det gamle Liv.”

Han gik til Fronten og faldt derinde i Rusland.

Jeg fortalte Kammeraterne det udførligt, fortalte dem om hans Hjem, hans Hustru og hans Børn, og Alvoren greb os; det store Spørgsmaal brændte i vore Hjerter: „Mon det er den Vej, der er beskikket ogsaa for os?” Vi sang atter, bad sammen og følte os rigtig knyttet nær sammen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

24. december 1916. Claus Eskildsen: ” Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 20. December forlader vi Narocz-Søen. Det er russisk Vinter, Snefog, bidende Kulde. Vi har en March paa 25 Kilometer. For første Gang siden Masurslaget faar jeg Hul paa Fødderne, inden vi naar Maalet, Godset Komorrovsczisna.

Skrivere, Oppassere, Telefonister faar her anvist to tomme Stuer. Saa kan vi heller ikke arbejde. Vi spiller ”Mauschel” og ”Gottes Segen bei Cohn” i to Dage.

Juleaftensdag Kl. 1 ½ om Morgenen staar vi ude i Sneen. Vi marcherer til Konstantinov, hvor vi faar Plads i en kold Kreaturvogn. En Flaske Brændevin gaar rundt, en Mundharmonika spiller op, to Mand danser i Vognen for at holde Varmen.

I Lyntupy staar vi fire Timer ude i Sneen og fylder saa det Transporttog, som skal være vort Hjem denne Jul. Nogle Grangrene og et lille Grantræ tager vi med ind i Vognen. De skal fremtrylle en fattig Julestemning.

Det er allerede mørkt, da vi kører gennem Vilna. Vi prøver lidt forsagte paa at synge Julesalmer. Kl. 6 holder vi i Landvarovo.

– ”Alle Mand ud til Forplejning!”

– Nu skal vi have vor Juleaftensnadver!

Den blev en af vort Livs bitreste Skuffelser. Vi træder ind i en Bølgebliksbarak og faar her tynd Vandsuppe med nogle Byggryn, og ser vi nøje til, opdager vi enkelte udkogte Kødtrævler. Det er alt!

Henne i et Hjørne staar der et lille forpjusket Juletræ med et — eet — Lys. Hvorfor kan man ikke denne ene Gang om Aaret give et gennemrejsende Frontregiment ordentlig Mad, en Cigar, et Glas varm Punch?

Officererne kommer ud af Barakken ved Siden af, med Cigarer i Munden. *Udmærket Mad!” siger de og stryger sig over Maven. Stemningen er bitter.

Kl. 7½ lægger vi os til at sove i vor Jernbanevogn.

Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden. Vi har naaet Grænsestationen Eydtkuhnen og skal nu gennemgaa den store Lyskningsproces [aflysning, red.] , der tager Resten af Natten!

Vi afleverer vort Tøj, kommer splitternøgne ind i Styrtebadet, faar ved Siden af udleveret ny Vask og skubbes saa i den bare Skjorte ind i en Spisesal, hvor vi Kl. 5½ om Morgenen faar vort næste Julemaaltid.

Det er igen tynd Vandsuppe med nogle Byggryn og enkelte udkogte Kødtrævler. Men lidt forandring er der dog: den er endnu mere sveden end Forgangeren i Landvarovo.

Vort Tøj kommer varmt ud af Ovnen, og vi kastes ud i kulden, hvor vi fryser nogle timer. Kl. 12 middag damper Toget videre.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

24. december 1916. Jul i forreste mudderhul ved Somme

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(fortsat …)

Tilsølede fra Top til Taa, med en tyk brun Lerskorpe, fuldstændigt udasede, gennemsvedte og gennemvaade, dumper vi ned i vor Stilling. Her er vi altsaa den yderste Forpost. Ja, i Grunden er det slet ingen Stilling, kun en Række dybe Granathuller, som i allerbedste Tilfælde er gjort endnu dybere ved Hjælp af 3-4 Trærammer.

En Gruppe paa otte Mand i hvert Hul. Ingen Tag over Hovedet, ingen Ovn, knapt nok en Siddeplads, som er nogenlunde tør. Ovenfra løber Vandet ned til os, saa en Mand maa øse uafbrudt Dag og Nat.

Her skal vi tilbringe de næste ti Dage, altsaa baade Jul og Nytaar. Fjenden ligger ca. 300 m borte bag det øde Ingenmandsland, og ved vor mindste synlige Bevægelse pisker Maskingeværilden straks over til os. Større Kamphandlinger ventes forøvrigt ikke i dette vanskelige Terræn midt om Vinteren, nærmest kun Skinangreb og Artilleridueller under Masseanvendelse af Ammunition.

Forplejning kan kun tilføres hver tredie eller fjerde Dag, og kun det allernødvendigste af Tørkost og Drikkevand. Hovedmaaltidet er den saakaldte „Jern-Ration“. Vort gennemblødte Tøj maa tørres paa Kroppen.

 Straks den første Formiddag faar vort Frontafsnit en rigelig Overhaling af Fjendens Skyts, og en stor 21 cm. Granat slaar ned foran vort Hul og borer sig ind under Afstivningen. Vi venter at ryge i Luften allesammen, — men nej, den lægger sig til Ro uden at eksplodere. Afstivningen er knækket, og Jord styrter ned omkring os, men vi har ingen Skade taget. Heldigvis er der mange Blindgængere i dette opblødte Terræn, alligevel er det en ejendommelig Fornemmelse at sidde oven paa saadan en Fyr.

Juleaften lader Fjenden os i Ro. Der høres næppe et eneste Geværskud paa hele Afsnittet. Alligevel er Freden sikkert endnu langt borte. Skiftevis staar Kammeraterne paa Vagt og spejder ud i Ingenmandsland. Vi andre sidder i vort vaade Hul og ryster af Kulde og Feber.

Der er saavist ingen Julestemning hos os, dertil er vore Forhold og Omgivelser alt for trøstesløse. Den, der endnu er saa lykkelig at eje en Smule Tørsprit, varmer sit sidste Bæger Kaffe-Erstatning eller gør sig til gode med den allersidste Cigaret, som er opsparet til denne Aften.

Breve og Pakker samt Forplejningen naar ikke frem til os, for Tilførselsmulighederne er saa fortvivlede. Vi trykker os ind mod den vaade Lervæg, indhyllet i Kappe og Tæppe, og kritiserer vor Tilværelse. Vi er udmarvede og krigstrætte og mangler alt.

Vi tænker tilbage paa vor første Jul herude i 1914. Den fejrede vi i Ro langt bag Fronten i en stor Lade med rigtigt Juletræ og med Overflod af gode Levnedsmidler; vi sang de gamle, kære Julesange, og en stor Del af den franske Civilbefolkning fra Byen beundrede vort Juletræ og modtog Gaver af vore rigelige Portioner, nu har vi selv intet.

Vore Tanker gaar mod Hjemmet i det fjerne Nord, hvor længe skal vi endnu friste denne elendige Tilværelse? Krigen hører sikkert ikke op, førend der ikke mere findes Menneskemateriale.

Hvor mange Kammerater er allerede gaaet bort, og – hvornaar bliver det min Tur? I Slutningen af vor Periode slaar Vejret om til Frost, og det bliver bidende koldt; men vi er dog fri for at øse Vand.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1951

24. december 1916 – Milert Schulz: “Die Franzossen und Serben schiessen mit Granaten”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Unterstand d. 24/12 16.

Weine lieben Eltern und Geschw.!
Heute am Weinachtsabend werde ich Euch doch ein paar Wörter schreiben. Liegen hier auf einen hohen Felsen und haben uns dort einen schönen Unterstand gebaut. Hier merkt man kaum, dass es Weihnachten ist. Das schönste Sonnenwetter und kein Schnee. Es ist als wäre es schon April. Wir werden wohl hier draussen nicht viel von Weinachten merken. Ihr müsst nun nicht auf meine Schrieft sehen, da es hier nicht gut zum schreiben geht. Wir werden wohl von der Compagnie ein paar Weihnachtsgeschenke bekommen.

Die Franzossen und Serben schiessen mit Granaten feste über unsere Köpfe hinweg. Sind aber sonst ziemlich ruhig. Hoffentlich werden sie uns Weinachten in Ruhe lassen.

Wäre ja gerne zu Hause gewesen. Im Gedanken bin ich ja alle Augenblicke bei Euch . Kann mir wohl vorstellen wie die kleinen Geschwister den heutigen Abend erwarten. Na, hoffentlich ist der Krieg bald zu Ende, dass wir wieder gesund und glücklich nach Hause kehren dürfen und denn wird mal wieder Weihnachten gefeiert.

Am 3. Jan. werden wir abgelöst und kommen 6 Tage nach hinten um Weinachten zu feiern. Post habe ich noch nicht erhalten. Bin sonst nochimmer Gott sei dank gesund und wohl und hoffe ich auch dasselbe von Euch.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder
Milert.

Wo ist Schwester Mie und Bruder Matthias? Habe noch nicht ihre Adressen.

(Brev i privateje)

24. december 1916. Ufreden sænker sig til jul i Afrika …

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden, men i november kom han med en stor safari med ammunition til Logeloge, hvor han fremstillede granater. Med sig havde han sine to tjenere Ramasan og Ali. Men engelske fly var begyndt at bombe.

Jeg havde haft det sjældne Held at skyde en Nilgaas Juleaftensdag, og den havde Ramasan kogt Suppe paa.

Det var ikke nogen  opløftende Juleaften, og nu havde jeg Vished for, at den nærmeste Fremtid heller ikke tegnede sig helt godt. En Safari fra Logeloge til Livale var en maanedlang Rejse gennem et usundt og tyndt befolket Land, og Regntiden nærmede sig.

Tung i Sind vandrede jeg hjem til min Hytte og spurgte ind gennem Døren, om Maden snart var færdig, men mod Sædvane fik jeg intet  Svar. Forbavset stak jeg Hovedet ind i Hytten og saå Ramasan sidde i det ene Hjørne af Hytten og Ali i det andet. De ligefrem sad paa Lur efter hinanden og skumlede og skulede, saa det var hæsligt at se paa.

Jeg havde i det mindste aldrig set noget lignende og havde heller aldrig set Ramasan med et ophovnet Øje og Rifter og Skrammer i Ansigtet som efter et drabeligt Slagsmaal. Hvad i Himlens Navn var her sket?

De engelske Flyveres Angreb, Udsigterne til en lang Safari gennem Malariasumpe svandt ind til det rene ingenting i Sammenligning med Fjendskabet i min egen Husstand. Noget saadant havde jeg aldrig set før.

— Ramasan, sagde jeg med den strengeste Stemme, jeg kunde opdrive, hvad skal dette her betyde?

Og nu kom den store, alvorlige Neger langsomt luskende hen imod mig med Tilløb til Taarer baade i det raske Øje og i det, der var ophovnet.

— Det er Ali, svarede han med brudt Stemme, han har slaaet mig — med Stegepanden.

Ja, saadan var det. Den laa ogsaa midt paa Gulvet med knækket Haandtag. Ali var ved at trykke sig ud af Væggen af lutter Frygt og Skamfuldhed. Hans Samvittighed var saa sort som Natten.

— Ali — kom herhen — har du slaaet Ramasan med Stegepanden?

Endnu mere tøvende og forsigtig nærmede Ali sig, men da han endelig var kommet helt hen til mig, begyndte hans  Selvopholdelsesdrift at gøre sig gældende. Den var meget udviklet i Forvejen, og her fik den frit Løb. Ali talte, og han blev ved at tale.

Det var en Forsvarstale, som jeg aldrig har hørt Magen til. Ordene  rullede ud af ham saa hurtigt, at de snublede over hinanden, saa jeg
ikke kunde forstaa mere end Halvdelen, men til sidst fik han da talt sig træt, og nu stod de to Kamphaner og skulede til hinanden med den havarerede Stegepande liggende paa Gulvet imellem sig.

Jeg trak Vejret dybt og samlede mig sammen til at skælde ud. Det lykkedes helt godt, selv om Sproget var fremmed, og jeg blev til sidst helt tilfreds med mig selv og føjede nyt til paa Punkter, som jeg ellers havde bestemt mig til at gaa let hen over.

Det blev den største Tordentale, jeg nogen Sinde har holdt paa Kisuaheli-Sproget, og den sluttede med Ordene:

— Og hvis Maden ikke er færdig, inden der er gaaet ti Minutter, saa skal jeg sørge for, at I bliver straffet begge to — fordi I har ødelagt min Stegepande.

En Stegepande — naar jeg ser saadan en nu, kommer jeg ofte til at tænke paa de to brødebetyngede sorte Ansigter, hvori der ikke fandtes Tvivl om, at de havde gjort sig skyldig i en himmelraabende Forbrydelse. Saa føler jeg Trang til at gaa hen og sige til dem noget helt andet, end jeg sagde den Dag — at den usle Stegepande jo slet ikke betød noget og var for intet at regne i Sammenligning med deres trofaste Sind og redebonne Tjenervillie.

Men dengang var Talen paa sin Plads, og da den var færdig, forlod jeg Hytten i officiel Vrede, men i Virkeligheden paa Nippet til at le over denne komiske Hændelse, at den lille Ali havde overfaldet den store og alvorlige Ramasan. Og inden der var gaaet ti Minutter, stod  Maden paa Bordet.

Det var den eneste Gang, jeg saa Ali og Ramasan som Uvenner, men selvfølgelig havde de nu og da deres Opgør, som jeg blot ikke saa noget til.

Jeg er af den Mening, at Ali som alle Drenge holdt af at drille, og at Ramasan var meget let at saare. Men uadskillelige var de dog alligevel.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

24. december 1916. Sønderjysk jul i understanden (dækningsrummet)

Frederik Hansen, Kegnæs, deltog i krigen i Regiment ??

Jul ved Fronten
Efter at have deltaget i de haarde Kampe ved Sommefloden i Efteraaret 1916, fik vort Kompagni endelig en haardt tiltrængt Hvilepause. Vi kom til den lille By Lavannes paa Reimsfronten. Her var forholdsvis roligt, og vi skulde nærmest gøre Arbejdstjeneste, grave Affaldsgruber, gøre Vejarbejde, lave „Unterstande” og lignende.

Da Civilbefolkningen forlængst havde rømmet Byen, kom vi til at bo i rigtige Menneskeboliger, og vi haabede at kunne holde Jul i Lavannes. Vort Haab gik i Opfyldelse, idet vi fik Lov at fejre Juleaften i Byen. Om Eftermiddagen blev vi kommanderet i Kirke. Der var en gammel ærværdig Kirke i Byen, og Feltpræsten gjorde sig de hæderligste Anstrengelser for at skaffe lidt Julestemning frem.

Saa var vi fri Resten af Dagen, men skulde holde os parat, da vi kunde faa Marchordre naarsomhelst. I mit Kvarter var vi 4 tyske og 2 danske Kammerater.

Da vore tyske Kammerater skulde feste i deres „Soldaterhjem”, hvor der serveredes Øl, kunde vi raade over hele Stuen, som dog ikke var ret stor, og vi inviterede vore to andre Landsmænd, der var ved Kompagniet til at være med. I flere Dage havde vi gjort Forberedelser til Festen. Kartofler hentede vi i en stor Kartoffelkule uden for Byen. Der gik stadig Vagt ved Kulen, men naar Vagtmanden fik et Par Cigaretter, saa han intet.

Det gjaldt nu bare om at faa noget at stege Kartoflerne i, men til alt Held blev Kammerat Peter udtaget til at staa Vagt ved Levnedsmiddeldepotet den sidste Nat, og da han næste Morgen kom tilbage, afleverede han et passende Stykke Faaretælle, som paa en eller anden Maade havde fundet Vej ned i hans dybe Frakkelomme.

Salt og Marmelade havde vi i Spisekammeret, og det blev et Festmaaltid, som vi nød med velsignet Appetit. Opvasken gik vi let hen over, og saa blev Juletræet  tændt. Det var ingen Gran, men dog et Naaletræ. Det havde tre Lys og et lille Dannebrogsflag i Toppen. I en Ruindynge havde jeg fundet et Stykke rødt Silkebetræk paa Resterne af en Stol, og heraf blev Flaget klippet ud. Det hvide Kors blev malet med Kridt, hvoraf der jo var Overflod, idet de fleste Huse var bygget af Kridt og hele Undergrunden bestod af Kridt. Vi levede bogstaveligt talt paa Kridt.

Saa fik vi den blaa Sangbog frem, og saa sad vi fire gode Kammerater og sang de kære gamle Julesalmer, afvekslende med nationale Sange, og hyggede os i den lune Stue. Tankerne gik til vore kære derhjemme og ofte duggedes Øjnene, men vi fik dog en Juleaften ud af det, som vi vil mindes saalænge vi lever.

DSK-årbøger, 1943

21. december 1916. Julekort fra Otto Theodor Wagner

Hver sønderjysk krigsdeltager har (eller vil få) sin egen side her på Den store Krig 1914-1918.

Vi har fulgt Otto Theodor Wagner (1884-1965) siden efteråret 1914.Han gjorde krigstjeneste ved Landwehr-Infanterie-Regiment 84 (LIR84), der er ét af de regimenter, hvor flest sønderjyder gjorde krigstjeneste.

Hans breve og postkort er kortfattede, men der er mange, de er smukke og de viser meget fint et stort udvalg af tyske postkort.

Det er Otto Theodor Wagners oldebarn, Allan Otto Wagner, der jævnligt forsyner siden med nyt fra Østfronten.

18. december 1916 – Johannes Christensen: Det gik som en elektrisk strøm gennem graven

20-årige Johannes Christensen skriver et julebrev hjem fra en skyttegrav ved Thiacourt sydøst for Verdun, hvor han er i stilling med Regiment 84.

Kære allesammen!

En lille hilsen skal I have inden jul.

Mange tak for det lille julebrev, som jeg modtog i går. Jeg har også glædet mig til det i lang tid. Jeg har det stadig godt og alting går sin daglige gang med at stå på posten og arbejde.

Hvordan tror I ellers det skulle gå med freden nu? Tror I ikke den snart skulle komme? Hvad skriver Ribe Stifttidende?

Ja, gid vi kunne få vished for det her til jul, så fredsklokkerne kunne lyde sammen med juleklokkerne. Om det så ville vare lidt inden vi fik løbepas, så ville glæden være ubeskrivelig, når det lyder fra den ene post til den anden her i graven – freden er kommet. Du kan forlade din post. Det gik som en elektrisk strøm igennem graven den anden dag, at kejseren har tilbudt fred. Nu fortælles det at alle har taget der imod på nær England, men det ville vi heller ikke forhindre dem, når alle andre blev enige, men om det passer noget af det hele, er jo et spørgsmål.

Vi går jo i stærk spænding hernede, kan I nok tænke jer, da vi ved, at når det ikke bliver til noget med freden nu, så har vi stadig det værste tilbage. Vi vil stadig håbe det bedste.

Kommer Thorvald hjem til jul eller hvordan går det? Alfred kommer da forhåbentlig. Bare han er hjemme, når I får disse linier. Ellers går det ligesom sidste år, at I slet ingen har hjemme juleaften. Bare det nu er den sidste jul, der skal opleves under disse trange tider.

Jeg vil så ønske alle derhjemme en dejlig velsignet julefest.  Mine tanker vil jo være hos jer den aften, når jeg står derude og stirrer op mod Guds stjernefulde himmel, da vil tankerne stadig dvæle ved alle de dejlige juleaftener, som vi har oplevet derhjemme som børn, hvor ingen havde anelser om den forfærdelige krig, der forestod, dengang.

Ja, til slut vil jeg håbe at vi alle snart vil opleve gensynsglæden under en lykkelig og god fred.

I har vel ikke noget derhjemme, der kunne bruges til fodlapper, for her er næsten umuligt at få sådan noget? Noget sandpapir kunne jeg også nok bruge igen.

Har jeg sagt tak for smørpakken, jeg modtog i forgårs? Med hjertelig hilsen

Eders hengivne søn og bror, som har det godt.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

15. december 1916. Claus Eskildsen: Udsigt til fred? Nej, udsigt til Vestfronten!

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 12. December kommer jeg tilbage til Pronki efter min tredje Orlov. Premierløjtnanten byder mig velkommen med Jubelraabet: ”Der kommer Fredsenglen!” Kejseren har lige ladet meddele sine Soldater, at han har udsendt sit Fredstilbud til Fjenderne.

Hele Fronten er ved at revne af Spænding og Glæde. Løjtnant v. Oven indgaar Væddemaal paa, at vi allerede i Morgen har Vaabenstilstand. Major Huck, det gamle Fæ, er ved at pakke sin Kuffert, og da han naturligvis ikke har Plads til sine Ting, forærer den gamle Fedtebasse alt det overflødige bort. Skidt med det, nu kommer Freden!

Oberstløjtnanten er allerede rejst hjem paa sin fjerde Orlov. Det er Juleorlov, og den er paa hele fire Uger!

Den lykkelige Kobarg har altid samme Orlov som sin Herre. 12 Officerer og mange Mænd er glade rejst hjem til deres kære. Aldrig har Regimentet haft saa mange paa Orlov som op til denne Jul.

Vi andre skal nu til at holde Jul derude. Der er købt rigeligt ind, og fra Bremen kommer der en hel Jernbanevogn, fyldt med ”Kærlighedsgaver” til Regimentet.

To Dage varede den stakkede Glæde! Den 15. meddeles der om Formiddagen, at Frankrig og England har afvist Kejserens Fredstilbud, — ingen Fred!

Om Eftermiddagen kommer Befalingen, at Regimentet skal gøre sig rede til at blive transporteret bort — ingen Jul!

Der følger nogle travle Dage. Alt Materiel bringes i Orden, alle de Stakler, der glade rejste paa Juleorlov, telegraferes tilbage.

Vi ventede at se Oberstløjtnanten i vildt Raseri; men det gik helt godt. Han havde lige faaet et smukt Ridderkors med Sværd og haaber nu, at vi skal til Macedonien, hvor der vanker baade bulgarske Kors og tyrkiske Halvmaaner. Der var ellers nappe en fri Plads mere paa hans Bryst.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

2. november 1916. Johannes Christensen: Mon dog ikke vi skulle få fred til jul?

Den 19-årige soldat ved Regiment 84 – Johannes Christensen fra Nørby ved Visby – har overlevet det voldsomme franske angreb på Fort Douaumont, som franskmændene generobrede og tilføjede tyskerne et klart nederlag. Nu er det hårdt medtagne regiment ved at skifte stilling og Johannes skriver hjem for første gang siden slaget standsede.

Kære alle sammen!

Nu skal I endelig have et par ord igen. Lang tid har jeg desværre ikke. Hjertelig tak for dine to breve, kære søster. Pakkerne med smør, sylte og sweateren har jeg fået. Nu mange tak for det alt sammen.

I skal blot ikke bryde jer om at sende kødvarer til mig, for vi får jo altid da noget her – mere end ved depotet – og I har jo aldeles ikke for meget derhjemme kan jeg regne ud.

Hvordan har I det ellers alle sammen? Er I nogenlunde ved sundheden kære far og mor? I har jo nok travlt i roerne. Er de ellers nogenlunde i år? Hvor mange kreaturer har I i stald på vinter? Har I heller ikke fået aftærsket maskinen i år?

Jeg har det ellers godt for øjeblikket. Vi er nu endelig efterstormen blevet afløst og befinder os nu på rejse. Hvorhen det går, er jo ikke godt at vide. Vi har nu opholdt os i en lille yndig smukt beliggende landsby et par dage – Villette kaldes den.

Men i aften går det videre. Ja, gud ske lov, at vi er ude af denne forfærdelige stilling nu. Meget værre kan det ikke blive. Det siges også, at vi nu kommer hen i en roligere stilling. Ja, mon vi dog ikke skulle få fred til jul. Jeg synes slet ikke rigtigt, at jeg kan opgive den tanke. Ja, hvilken jul ville det blive., om vi fik fred til den tid.

Marius Petersen er også kommet ud til regimentet nu og til samme kompagni som jeg. Vi snakkede lidt sammen i aftes. Han mente, at vi fik fred til denne måned endnu. Ja. Gid han talte sandt.

I dag er jeg så et år soldat. Det er jo just ingen kær mindedag. Meget har man oplevet siden den dag, men dog har vi kun grund til at takke Vor Herre, fordi han har ført os, som han har gjort.

Jeg blev så glad, da jeg fik brev fra Marthinus, der skrev, at han håbede at blive i garnisonen julen over. Måske han slet ikke behøver at rykke ud mere. Hvad er det du skriver lille søster. Er Kristian gift og har allerede en arving? Det har jeg slet ingen anelse om.  Jeg ved heller ikke endnu, hvem Hans af Jef er blevet forlovet med. Det er jo også snart fem måneder siden, jeg var hjemme, så der kan jo meget forandre sig i den tid.

Jeg har ingen tid mere. Så I må tage til takke denne gang med det håb, at I alle har det godt sender jeg hermed de kærligste hilsner  og på snarlig og glædelig gensyn. Eders Johannes

Vi ligger på et slot, der desværre er en del ramponeret.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

Tønder, julefreden 1914 og en helt fantastisk historie

I denne weekend løber Tønder Festival af stablen – sådan som den har gjort hvert år siden 1974.

I 1988 gæstede den amerikanske sangskriver John McCutcheon festivalen. Han havde nogle år tidligere haft et kæmpe hit med sangen “Christmas in the Trenches”, der handler om de spontane våbenhviler, der opstod på de tysk-britiske frontafsnit ved juletid 1914.

Mens han spillede på festivalen, lagde han mærke til en lille flok meget gamle mænd, der kom trissende op og stillede sig lige foran scenen – og som forlod koncerten, da han havde spillet netop dette nummer.

Da de havde gjort det ved to koncerter, hoppede han resolut ned fra scenen, løb efter dem og spurgte dem, hvem de var?

Svaret er gjort af det samme stof som myter: De havde selv som unge soldater oplevet netop denne julefred tilbage i 1914.

Han fortæller selv historien til indledning i sangen nedenfor.

Om sønderjyder og julefreden se også i vores leksikon

Tak til Alan Klitgaard for at have leveret lydsporet til filmen, der er sat sammen af René Rasmussen.

De dansksindede sydslesvigere måtte ikke få Juleorlov

Gårdejer Johannes Christensen Langholtegaard fortæller om julen 1915, da han efter at være nægtet juleorlov ventede på som Slesviger at blive sendt til Fronten.

I 1915 blev jeg som 18-årig indkaldt til militæruddannelse i Husum. En voldsom brydning i mit sind opstod allerede i de første dage. Preussisk militærånd og tvang og foragt for menneskelighed og dansk respekt for den enkeltes personlighed de kunne ikke forenes. Dog livet skulle leves, og jeg gjorde mit arbejde efter bedste evne, men mine foresatte har vel skønnet min sindstilstand. Det blev ind under Jul. Alle glædede sig til Juleorlov. Mit sind var ved at sprænges af forventning om den velsignede jul med fred –og glæde i sind og tanke, gensynet med forældre og frihed i nogle dage i mit kære barndomshjem før afrejsen til fronten nærmede sig. Det blev dagen før juleaften. Kompagniet fik ordre til at stille ved skrivestuen for at modtage orlovspas. Alle mødte med glade og lysende ansigter.

De fik ikke orlov

En time senere stod fem drenge modfaldne tilbage med den besked: Orlov kunne ikke tilstedes på grund af familiens fremtrædende danskhed. Et frygteligt slag for os. Vi skulle altså aldrig gense vort hjem og opleve friheden mere. Nedtrykt i sindet søgte vi hver for sig ensomhed i vort kvarter for i stilhed at overvinde skuffelsens første dybe smerte. mens Kammeraterne glade i sind gjorde sig rede til julerejsen.

Det blev juleaften. Alt, hvad der var alt. tilbage i byen af soldater, de forskellige vagthold o. s. v., som skulle på orlov til nytår blev samlet i en hotelsal. Der var et juletræ, der blev talt af en officer uddelt en julepose til hver.

Øllet hjalp på humøret

Også blev der skænket øl. Alt hvad soldaterne vilde drikke. humøret steg, snakken blev livligere, og snart hørte man ikke andet end latter og skrål. Da stod pludselig julen derhjemme lyslevende for mig. »det kimer nu til julefest« tonede det i sindet. Juleaften, der hele året rundt var den mest højtidsfulde i hjemmet med glæde og opløftelse i vore Sind, der rakte langt ud over, hvad denne Verden kunne give os. Det var mødet mellem himmel og jord, der skabte jubel i vore sind. Glæden over jesusbarnet, der havde løst mennskebørnenes kvide og rørt ved vores sjæle og genskabt forbindelsen til det evige liv. Det var freden og glæden, der lyste ud over mor og fars ansigter, og gjorde os børn dobbelt glade, det var juletræet med kerter og sang og alt hvadd der hørte til en dansk juleaften. Og så dette her, måske den sidste jul hernede. Jeg rejste mig stille og gik hjem til mit staldkvarter, lagde mig på mit leje bad til Gud og tryglede om julens lys og fred til mit forpinte sind og, græd til jeg faldt i søvn.

Da Jeg vågnede julemorgen, så kvarteret ikke godt ud efter hjemkomsten af de døddrukne kammerater. Men alt dette vakte kun medynk hos mig. Juleaften og julenatten var for mig bleven overgangen fra barn til mand. Rolig og med fred i sindet så jeg nu ind i fremtiden, der kunne komme, hvad der ville.

Ventede ikke at se Hjemmet

Mit Hjem regnede jeg ikke med at få at se mere. En inderlig tak til Gud for det lykkelige hjem, jeg havde, haft, fyldte mit Sind. Frankrigs Skyttegrave lå foran mig. Vor årgang, var Tysklands måske sidste afgørende Reserve, og vi ville blive sat hårdt ind, så snart vi var færdiguddannede. Jeg vidste, at derude var der ikke langt mellem liv og død, men jeg vidste også nu, at dette liv var ikke alt.

Artikel i Holbæk Amts Tidende 24/12 1947

Læs om mere om, hvordan det gik Johannes Christensen under krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.