Tag-arkiv: Jørgen og Inger Friis

18. august 1917. Engelske flyvere har lagt æg. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 18. aug. 1917

…I dag har de engelske flyvere rigtig været på »vingerne« her over byen, og de har endda lagt nogle »æg«, som bomberne kaldes, men jeg ved ellers ikke, om der er sket nogen skade. De er dristige, sådan at komme ved højlys dag. – Nu lige blev der fortalt, at der var blevet dræbt 3 af indbyggerne i byen, og at der brændte et hus som følge af bombekastningen. Det er meget sørgeligt, at det går ud over uskyldige mennesker. Ja, krigen er forskrækkelig i alle måder.

 Herude i haven har folkene rigtig travlt med at få deres bønner taget op og hængt til tørring. Det er krybbønner, som rykkes op med rod, og de fleste blade pilles af, hvorefter de hænges op på en mur eller andet sted. Det var jo noget lignende, jeg anbefalede dig med vore bønner, da du skrev, at vi havde så mange. Det er et rigtig godt høstvejr, vi har her i disse dage med frisk vind og solskin, sådan som man ønsker sig det i høsten. Og så er der disse hvide skyer på himlen, som du nok kender, det er også noget, som særligt ses i høsten, synes jeg.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

8. august 1917. Det er tvivlsom om vi får alt det bindegarn der er brug for til høsten. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 8. aug. 1917

Tak for dine to sidste breve fra fredag og lørdag. Det gjorde mig så ondt for dig, du var meget nedtrykt, og det er jo da heller ikke så underligt. De 20 dage er lange og trange, og at I da sådan skal slide i det… Jeg tror nu også, at vi begge to ser lidt for sort på det med hensyn til den første ansøgning. Måske det netop er et godt tegn, at det tager så lang tid. Ellers havde jeg jo da haft et afslag for længe siden. Det skulle jeg da også sige til dig fra Fedder, han var her netop nu i middags. Han har været i Haderslev for at høre lidt om, hvordan det kunne være, at det tog så lang tid. Han har nu helt godt håb om, at det nok skal gå…

Jens har også været her lidt i formiddag. Han ville hen til Eickemejer at bestille bindegarn fra landbrugskammeret til 11,50 pr. kg. I Haderslev koster det 10 M. pr. pd, så det andet er jo kun godt halvt så dyrt. Hans har bestilt 100 pd. til os, men så meget får vi vist ikke. Arealet med korn skulle også gives op, så det retter de sig jo vist efter. Hans er tilfreds, når vi kan få hveden og bygget bundet, det andet mener han, at vi nok kan selv. Og til den tid skal du også nok være hjemme, så kan du jo også »slå lidt forstand i«…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

8. august 1917. Soldaterne er så sultne de stjæler fra køkkenhaven. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 8. ang. 1917

Du kan ellers tro, at jeg fik en bedre aftensmad i går, idet der kom to pakker til mig med pølse. Det var ellers udmærket. Jeg siger mange tak for pakkerne, kære Inger. Og ligeledes for dit brev fra den 1. aug., som du har skrevet på Harmonien den dag, du og din mor har været i Haderslev. Nu kan jeg forstå, hvor du har fået pølserne fra, der er nok død en gris hos jer. Det sker jo engang imellem, men oftest om vinteren…

Her uden for skolen er der en stor have, hvor franskmændene har kartofler og bønner og andre havesager. Vi må nok gå derude, men det er strengt forbudt at tage af havesagerne. Det er der flere, som ikke godt kan stå for. De er sultne, og så graver de kartofler op og koger. Det kan jo endda gå an, dersom ingen opdager det, men det går ikke altid godt, og så bliver vedkommende hårdt straffet. Det er også for galt, at soldaterne ikke kan få så meget at spise, som de kan have. Så er de jo næsten nødt til at stjæle eller tage selv. Der er også æbler og pæretræer i haven, men frugten bliver plukket af længe før, den er moden. Det er akkurat som små børn, men når folk er sultne, så spørger de ikke om forlov…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

6. august 1917. Hvedehøsten står for døren, så nu ville en orlov være kærkommen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 6. aug. 1917

… Jeg læste nu lige i den engelske beretning, at der havde været angreb på den tyske skyttegrav nordøst for Gouzeaucourt. Nu er jeg så bange for, at det er på din egn. Det står fra natten til torsdag. Bare det da ikke er noget slemt, og måske det heller slet ikke er der, hvor du er. – Sidst i ugen kan vi nok begynde at høste hvede. Så det er snart på tide med den orlov, hvis det da er meningen, at du skal have den. Thomas Ellegård er kommet hjem, han er »entlassen,« og har sendt sit tøj af, men det går jo vist også lettere, når de ikke er lige i fronten…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. august 1917. Ituslået næse giver pause fra fronten. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 5. august 1917

Kæreste Inger!

Som du vil kunne se på brevkortet, har jeg nu fået en ny adresse. Og jeg skal fortælle dig, hvordan det er gået til, at jeg er kommet her. I går var vi i færd med at lave en ny hule ude i stillingen, og for at få jorden op af hulen, brugte vi en lille vogn, som bliver trukket op med en vinde. En gang var vognen løbet fast, og jeg klatrede da op og fik den sat i gang igen, men næppe var den kommen lidt højere op, så brast tovet, og vognen gled tilbage og ramte mig i hovedet således, at jeg fik næsen slået lidt itu. Det er ikke slemt; men lægen mente, at det var bedst, at jeg blev sendt bort. Og nu er jeg altså her i Cambrai. Du skal ikke være urolig for mig, kære Inger, for det er kun ubetydeligt. Min adresse, er: San. komp. 23, Ortskrankenstube. Deutsche Feldpost 894.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

3. august 1917. Jørgen er tæt på at miste tålmodigheden. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 3. aug. 1917

… Det er nu længe siden, at jeg har skrevet et brev til dig. Så du har måske gået og været urolig, kære Inger. Men det er jo, fordi vi har haft det så besværligt med arbejde og vagt. Vi har kun fået et par timers søvn i døgnet, og så kan du nok forstå, at man bliver træt og sløv og ligegyldig. Jeg har ikke kunnet forstå, hvorfor vi da netop skulle have så meget at bestille, og de andre kunne nøjes med mindre. Nå, nu er det overstået, og så håber jeg, at det nu bliver bedre, da vi nu er kommet i »Bereitschaft«, som det kaldes, eller længere tilbage, og så plejer vi at have det bedre. 10 dage skal vi være forude, 10 dage her og 10 dage i R., Det er blevet lidt forandret, før var det 8 dage ad gangen. Du fortalte for et par dage siden, at H.C. var hjemme og at han ikke havde været i skyttegraven, siden han sidst var hjemme. Det er ellers godt for ham, men jeg kan ikke forstå, hvordan han kan have været så heldig at komme til den store bagage, for til den post er der gerne nok. Men han har jo været en af de heldige, og jeg kan unde ham det. Nej, så heldig kan jeg ikke sige at have været, og det ser jo ikke ud til, at det lykkes med den første ansøgning. Når jeg da bare kunne komme hjem nu til høsten. Hvis det ikke lykkes, så er det ikke din skyld, kære Inger, for du har gjort, hvad du kan for at få mig hjem. Jeg har gået og håbet og ventet, så tilsidst taber man næsten tålmodigheden og håbet, for det er noget meget kedeligt noget dette soldaterliv. Og der er desværre ingen ende at se på krigen. For os ser det ud, som om det kan vare årevis endnu.

Det er et kedeligt brev. Du kan nok se, at mit humør er dårligt. Det er ikke let at blive ved at have godt humør i sådan trængsel. Det lider stærkt mod høsten nu, og hvis jeg ikke kommer hjem og hjælper ved den, så er det den tredje høst, at jeg ikke er hjemme. Mon Fedder ikke kan tale med dem derude om, at der kan sættes lidt pres på, så der da kommer en afgørelse på ansøgningen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

1. august 1917. Den russiske røgter viser sig at være de mange penge værd. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 1. aug. 17

Min kære Jørgen!

I dag er jeg med mor i Haderslev. Hun vil gerne et lille vend herud, når hun er hos os… Jeg lavede et par kasser i stand til dig, inden jeg tog hjemme fra, med pølser, som vi selv har lavet…

Denne gang fik vi 403 M fra mejeriet, der var ingen på hele sedlen, som fik så meget, så jeg får det endda at høre engang imellem med alle de penge. Røgteren passer nu også køerne godt, så gør det jo da knap så meget med den store løn. Rughøsten har begyndt, og det modner jo også på det andet korn. I dag er maleren ved at male loftet i gæsteværelset. Der kommer jo så en billig tapet på, det vil blive kønt deroppe. Det trækker i langdrag med den orlov, jeg er sommetider så utålmodig, men det hjælper jo da nu slet ikke.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

28. juli 1917. Syltetiden er inde, men der er alt for lidt sukker. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 28. juli 1917

Min kære Jørgen!

… Jeg fik da de pakker sendt til Hamborg i går og en til fru Suhr; men så fik jeg ingenting skrevet til dig over det. Nu skulle du jo ellers have et brev hver dag, da du er ude i stillingen…

Endelig har vi da fået kakkelovnen sat op i den store stue. Dix- en har været i formiddag. Nu skal jeg have fat i maleren, sådan at vi kan få det færdig deroppe. Jeg liar tit tænkt på, hvis du nu kom, når det liele der var pænt i orden, sikken fornøjelse, det så kunne være. Fortalte jeg i mit sidste brev, at børnene i Roost har skarlagensfeber? De var bedt om at komme til Skovbølling på søndag, men det kan de jo ikke. Så skulle vi også have været derhen, men jeg tænker det biir opsat så, for det er ikke så længe siden, vi har været der, og jeg vil hellere blive hjemme, når vi ikke kan få dig til kusk. — Nu er syltetiden inde, ribs og solbær er modne, men vi har jo altfor lidt sukker, så saft skal vi jo da koge sur hen. Det er noget kedeligt noget med det sukker.

Mange kærlige hilsner fra os alle. Din Inger. Smørret er fra Danmark og koster 5,40 pr pd.. – 2 x 2 pd. til Schmidt, 14/2 pd. til fru Suhr.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

26. juli 1917. Der er trøst i at læse de smukke morgensange og Gud. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 26. juli 1917,
skrevet på forpost i en
lille skov nede i Frankrig.

Min egen kære Inger! Heller ikke i går var der brev fra dig, men det skal jo nok være postvæsenets skyld. Og så skal der nok være et eller to breve til mig, når jeg i aften bliver afløst og kommer tilbage til hulen… I de sidste par dage har jeg kun skrevet et kort til dig, kære Inger, og det er fordi at jeg har været lidt træt. I forgårs, da vi igen kom herud i stillingen, måtte jeg og nogle flere straks på forpost. Og det er anstrengende en hel dag ovenpå march turen hertil og ingen søvn om natten, da vi må gå herud i mørke. Vel kan vi sove lidt herude, men det er på den bare jord i bunden af graven. Og i går var jeg endnu træt af den forrige dags gerning, og derfor fik du også kun et kort i går. Herude i den lille skov, hvor jeg er i dag på forpost, er det mere hyggeligt. Der er lavet et lille lysthus, hvor man godt kan ligge og sove lidt, det har jeg også gjort i dag. Og så bliver man straks bedre tilpas, når man får sig en lille skraber. Da det var blevet lyst i morgenstunden, satte jeg mig til at læse alle de smukke morgensange, som står i den grønne sangbog, og hvor blev jeg da glad og opmuntret derved. Sådan trøst, som der er i at læse disse smukke sange og vide, at Gud ikke er os fjern, men gerne vil høre vor bøn og tak…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

21. juli 1917. Den nye Reichskanzler ser ud til at være endnu mere altysk end den forrige. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 21. juli 1917

 … Den nye rigskansler, vi har fået, vil vist ikke hjælpe stort til, at vi snart får fred. Efter de indtryk, man får af aviserne, ser det ud til, at han en altysker, værre end Bethmann Hollveg. Så kan vi sige: Det bliver jo længere jo værre. Men så tror jeg heller ikke, han kommer til at råde længe. Nu skal vi se, man kan jo også gøre et skarn fortræd. Jeg huer ham ikke, siden han i foråret gav anledning til, at kornet toges fra os, det husker du nok – at revisionen var…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

15. juli 1917. Mon Reichskanzlerens afgang kan bane vej for fred? Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 15. juli 1917

… Jeg tror, at det nu endelig begynder at dages for os, jeg mener med hensyn til det, der for tiden foregår i Berlin. Nu er Bethmann Holweg gået af, og der vil nok blive flere, som får deres afsked. Når der så er gjort rent bord, kan der være tanker for, at der kan komme fredsforhandlinger i stand. Englænderne og fransk- mændene skal nok spekulere på, hvad det er, der går for sig i Berlin. De allierede har jo udtalt, at de kun vil forhandle med en frisindet regering. Og en sådan får vi nok herefter. Altyskerne har nok spillet deres sidste trumf ud, og det er heller ikke for tidligt, at de bliver sat fra styret. Der er et gammelt ord, der siger: Strenge herrer regerer ikke længe, og det skal nok komme til at slå til.

Jeg talte i går med Hække fra Frørup. Han mente, at der var gode udsigter for min ansøgning. Men han sagde, at der let kunne gå 4 uger lien efter, at den var anbefalet af kompagniet. Sådan var det nok gået med Kaufmann. Nu vil vi så vente og håbe og ikke glemme at bede om, at Vorlierre vil lade mig komme hjem til jer.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

13. juli 1917. Der trækkes pigtrådsforhindringer i mørket før månen er fremme. Brev fa Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag morgen d.13. juli 1917

… I de sidste nætter har vi været ude at lave pigtrådsforhindringer. Og da det har været mørkt, da månen først kommer efter at vi er gået derfra, kan du vistnok tænke dig, hvordan arbejdet bliver gjort. Det er også akkordarbejde. Hver gruppe skal trække 5 ruller pigtråd. Og du kan tro, der bliver svindlet ved arbejdet, for at blive færdige. Den første aften blev tråden klippet over og halve ruller kastet bort, men det blev vore foresatte kloge på og så må vi aflevere de tomme ruller. Så på den måde kan der ikke snydes, men så bliver det på en anden måde. Da det er mørkt, kan de ikke se, hvordan arbejdet bliver udført, og om dagen kan de ikke komme derud. Så forstår du nok, hvordan det går.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

8. juli 1917. Kirkeklokken er taget ned og slået i stykker. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 8. juli

Kæreste Jørgen

! … Jeg har regnet ud på, om du ikke skulle være bleven afløst i forreste linie nu, for der er jo alligevel fare derude. Så jeg vil da være glad ved at høre, at du er kommet lidt tilbage. Du fortæller om ham, som blev ramt ved at bære middagsmad ud…

I formiddags kom Karen Ellegård her et lille øjeblik efter kirketid. Hun bød meget på mig og børnene, at vi skulle komme derop en dag og så med det samme ned til vandet. Hendes børn bader hver dag. Det vil vi nu også gerne da, for det kan da være en fornøjelse for børnene. Hun har også søgt om at få Thomas hjem i 3 måneder; men han mente, at det var blevet afslået ved komp. Han er jo i Galicien, og der er det jo galt nu. Kirkeklokken er taget ned nu og er slået i stykker. Nu hører vi aldrig, at Bendix ringer morgen og aften, for den lille klokke kan jo kun høres i stille vejr, og når vinden bærer med. Hvor er det underligt, som alting biir småt og fattigt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

7. juli 1917. I Hamborg er der slet intet at få. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 7. juli 1917

Min egen kære Inger!

… Jeg skulle spørge dig fra Schmidt, hvis kone du har sendt smør, om du måske kunne sende hende lidt »Fettigkeiten«, flæsk eller smør eller hvadsomhelst. Han og feldweblen får orlov i slutningen af denne måned, og så ville han gerne have, om du kunne sende dem lidt. Han vil så gå hen og sælge F. noget deraf. De er begge fra Hamborg, og der er slet intet at få, siger han. Nu kan du tænke over det, kære Inger. Hvis du kan afse noget, kan du sende det, men ellers skal du ikke bekymre dig mere derfor, for jeg har ikke lovet ham noget…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. juli 1917. Gården får en russisk malkerøgter. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag, d. 5. Juli

I dag var der endelig både brev og kort fra dig. I de tre sidste dage har jeg jo ikke hørt fra dig, så du kan nok tænke dig, at jeg blev glad ved at høre, at der ellers ikke var noget i vejen der. Jeg vidste jo nok, at du var kommen ud i stillingen… Nu har vi fået os en malkerøgter igen. Han er russisk undersåt, men kan tale dansk. Han har været hos Jens Jensens i Gammelby, så jeg ringede Mag- dalene J. op, inden jeg fæstede ham. Hun sagde, at han var dygtig, så for den sag kumae det godt gå, men han kunne ikke så godt komme ud af det med de andre folk der hos hende. Nu får vi jo se, hvordan det går. Nu når der biir travlt til høst, kan det jo være godt nok at have ham. Han er lejet sådan, at han også skal hjælpe ved andet. Vil han så afsted, tager Sara og jeg jo fat igen. Han skal have 150 M. om måneden, og måske kommer du hjem altimens…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

4. juli 1917. I dag har vi haft en død ved at hente middagsmad. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 4. juli 1917

Vi har i dag haft et tab i kompagniet, idet vi i dag har haft en død ved at hente middagsmad. Han og to mere er gået for tidlig op af graven, og straks har englænderne skudt på dem med schrapnel- ler, og derved blev den ene ramt i halsen og var straks død. Havde de gået lidt længere ned, kunne de uhindret være gået til køkkenet. Ja, sådan er det, af skade bliver man klog. Men det var ellers noget, vi vidste, at såsnart vi gik op af graven der, blev vi beskudt. Det har gjort indtryk på kammeraterne, for her hvor stillingen er rolig, er det jo ikke en hverdagsbegivenhed…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

2. juli 1917. Maskingeværerne sprøjter kugler ud på lykke og fromme. Brev fra Jørgen til Inger.

 

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 2. juli 1917

Min egen kære Inger! Mange tak for dit brev fra d. 27. juni, som jeg fik i går aftes. Vi får altid posten om aftenen lidt før, vi skal på vagt eller til arbejde. Hver anden nat er vi på vagt, og den næste nat arbejder vi. Hvor er en sådan nat da lang, fra det begynder at blive mørkt, og til det begynder at blive dag igen. Fra vi går hjemmefra eller fra hulen og til vi kommer tilbage er der gået over 6 timer. Og så står man der på et sted den hele lange nat, og mørket bliver tættere og tættere indtil Kl. 31/2. Så begynder dagen igen at lyse, og lidt efter begynder fuglene at synge. Det er især lærken, som lader sig høre. Hvor glæder man sig, når afløsningen så kommer, og man kan liste af hjemad igen. Det kan jo endda sagtens gå an, når der bare er roligt derude, og det har det næsten altid været. Der er nok nogle maskingeværer, som knatrer uafladelig næsten hele natten, og kuglerne kommer pibende hen over hovedet på os, men når man bare bliver i graven, så er faren ikke så stor. Vel hører man kuglerne slå ned i jorden med et lille klask bagved os, hvor jorden hæver sig. Der er jo ikke tale om, at der sigtes efter nogen. Maskingeværerne sprøjter kuglerne ud på lykke og fromme, og det er vist meget sjældent, at en kugle rammer nogen. Det er for at forurolige modstanderen, at der skydes. Værre er granaterne og schrapnellerne, men i de sidste nætter er de slet ikke blevet brugt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

2. juli 1917. Der kartes uld til strømper. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag, d. 2. juli 1917

Min egen kære Jørgen! Nu er dat så igen ude i stillingen. Det var ellers ikke længe, I var i R. denne gang; og helt rolig uden skydning er der jo sagtens ikke. Men som du skriver, går du ikke ene, du tager din Gud med dig, og han vil også nok bevare dig denne gang. I dag var der ingen brev fra dig, men jeg kan jo nok mærke, at det er lidt mere uregelmæssigt, når du er der forude. Nu glæder jeg mig til at høre fra dig i morgen. Det har været det dejligste solskin og sommer i dag, og Sine Skrøder har været her helt fra i morges. Hun karter uld, mor sidder ude hos hende i haven og ripper det fra hinanden. Jeg har omtrent 9 pd. uld, så det kan da give garn til strømper. Jeg har også lovet pigerne hver et pd., for det er jo helt umulig for dem at opdrive garn til strømper, og de slider jo da hver dag. Sine kommer i morgen igen, det er helt morsomt at have hende i nogle dage, og hun vil gerne ud. Jeg er jo alligevel mere bundet nu, da jeg malker, så er det rart, når der kommer nogen. I går eftermiddag var Hans Jacob og Kristian her. De var til fødselsdag hos Joh. Bramsens. H.J. ser godt ud og var jo så glad ved at være hjemme, men frygtelig havde det jo været der ved »Chemin des Dames«. Det var jo ikke til at fortælle…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

21. juni 1917. Gården begynder at vokse Inger over hovedet. Brev fra Jørgen ti Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 21. juni 1917

 

Mange tak for dit brev fra sidste lørdag d. 16. Du har altså igen gjort et forsøg på at få mig hjem, og det er jo også godt. Du plejer at hænge i, når du får begyndt. Men det kumae da være, at det kunne lykkes med den første ansøgning. Da vi i forgårs kom tilbage her til R., traf jeg straks Suhr, og han fortalte, at ansøgningen for et par dage siden var nået til kompagniet og der blevet anbefalet og sendt videre. Nu skal vi så se, hvad det kan blive til. Suhr mente, at det måske kumae lykkes, men andet ved han jo heller ikke. Ansøgningen går til bataljonsregimentet og vel også til divisionen, måske videre. Så det er en lang vej, inden den når målet. Jeg synes da, det er et godt tegn, at den er blevet anbefalet af kompagniet. Vi vil altså håbe det bedste, kære Inger. Ja, jeg kan forstå, at det er naeget nødvendigt, at jeg kommer hjem, for arbejdet kan snart vokse jer over hovedet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

17. juni 1917. Jeg synes gerne, man kunne lade os være i fred, så længe vi er ude i stillingen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag efterm. d. 17.6.1917

Min egen kære Inger! I morgenstunden blev vi vækket kl. 6 og måtte straks op at pakke vore sager sammen og så afsted, men det hele var kun blind alarm. Det vidste vi nok i forvejen. Det var majoren, som er regimentskommandør, der ville fortælle os, hvordan vi skulle forholde os, hvis engelskmændene skulle bryde ind i vor stilling. Det var efter vor mening noget meningsløst, han der stod og fortalte os. Eller i hvert fald var det nok, når han havde fortalt vore officerer det. Det var meget varmt, og vi svedte, så vandet løb af os. Vi havde tornyster pakket med mantel og telt og en stor spade. Desuden havde vi laver 10 håndgranater at slæbe på. Det hele varede nu ikke så ret længe, men jeg synes da, at de gerne kunne lade os i fred sålænge vi er her ude i stillingen. Men Gudskelov at det hele kun var blind alarm…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

16. juni 1917. der er igen problemer med malkningen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 16 juni 1917.

Min kære Jørgen! Nu skal jeg skynde mig at skrive til dig, inden vi skal hen at malke, for den malkerøgter, som vi fik, er rejst igen. Han var her i fem dage og 2 gange var han syg. Så syntes han selv, at han ville afsted, og det var vi såmænd heller ikke kede af. Han fik 27 M 50 for de par dage. Nu lige var der igen en fra fæstemanden; men nu er jeg så klog ikke at fæste dem med det samme. Jeg sagde, at jeg ville tale med Jens Friis om det. Alt imens kom han så til at sige, at han havde været hos Peter Ravns sidste vinter. Jeg tænker, det er ham, som kun er en lille tid og så tilsidst melder folk for et eller andet, som han mener at have opdaget. Så jeg var glad ved, at jeg ikke gik på den straks med at leje ham. I aften vil jeg spørge Kristian Juhl ad, hvad hans navn var. I formiddag har jeg været i Haderslev. Nu får jeg en ny ansøgning sendt bagefter den anden om en længere orlov. Det var Fedder, som fik mig afsted. Jeg skulle absolut have været med første tog, men skulle jo da først have malket, og en god davre kan jeg også nok have. Så cyklede jeg, og traf da også manden hjemme. Når den ene ansøgning ikke vil hjælpe, så gør no. 2 måske, vi mangler dig i hvert fald meget herhjemme. Hans har meget om ørerne, postens roer har han sået om, og i dag sår han malerens om. Det er vel tvivlsomt, at vore kan stå sig, så det hele ser vidtløftigt ud…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

13. juni 1917. Alt det grønne gør, at man ikke ser krigens vederstyggelighed. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 13. Juni 1917

Min egen kære Inger! Mange tak for brevet fra årsdagen for vort bryllup. Det er en smuk morgensang, du begyndte dagen med. Takke Gud for natten, som er gået, og du kan stå op frisk og sund og gå til din gerning. Ja, man kan nok blive oplivet ved at stå tidligt op og komme ud i naturen. Sådan går det også mig, for her hvor vi f.t. er, er der også smukt. Krigen har endnu ikke hærget så slemt her, og naturen søger at bøde på skaden, så godt den kan. Det er en skovegn, vi befinder os i, men alle træerne er afhuggede. Det ville jo ikke have set godt ud om vinteren, men nu i foråret er der skudt små buske op overalt, og græsset er langt og frodigt, så det er helt kønt her endda. Der har gået en jernbane her forbi, men skinnerne er brudt op og svellerne ligeledes, så der kun er banedæmningen tilbage. Alt det grønne gør, at man ikke ser krigens vederstyggelighed, heller ikke granathullerne. Jernbanen har gået nede i en lavning imellem to skrænter, og vor hule er lavet ind i den ene skrænt. Nej, vor bryllupsdag har jeg ikke glemt, kære Inger, jeg tror næsten vi har haft de samme tanker sidst på vor højtidsdag…

Nu har du altså fæstet en malkerøgter, og som du skriver, er det en meget stor løn, men der er jo ikke andet at gøre, vi er jo nødt til at have folk på gården, men ellers bliver det for dyrt at holde køer. Når han nu bare endda vil passe dem godt, så får det at hjælpe sig med lønnen. Hvad er det for en karl, da han sådan tager plads i utide. Han kan jo vist også hjælpe karlene ved andet arbejde…

I går og i dag har vi haft to gode dage, siden vi er kommet lidt længere tilbage, og vi har sovet hele natten. Det er noget andet end at stå på vagt i 5 timer fra det bliver mørkt og til det lysner af dag uden at blive afløst.

Der er så mange jordbær her på egnen, Lund og flere har været ude at plukke. Nogle af dem har plukket en hel »Kochgeschirr« fuld. Det er dejligt med jordbær, men det er af de små, så det er et sent arbejde.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

8. juni 1917. I dag er vores bryllupsdag, kære, har du husket det? Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 8. juni 1917

I går morges, da jeg var ude på marken, kom jeg til at synge verset:

Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham at morgnen mig end er sød at mig dagen fryder trods synd og død

Det var så kønt ude i naturen, så det stemmer en til andagt, og i morges var det lige så smukt. Og så er det jo, at man kommer til at tænke på den store modsætning med den fredelige egn herhjemme, og så krigen, som I ser og mærker den derude ved fronten. Vi undrer os så tit over, at mennesker kan finde sig i det, som de gør. Jeg tror, vi bliver mere taknemlige for de små ting og de små glæder, som Vorherre lader os blive til del. Og sådan har jeg da også følt det hver morgen, jeg nu har været så tidlig ude.

I dag er det vor bryllupsdag, kære, har du husket det. Nu er det allerede 8 år siden, og de to af dem har du været soldat. Helt spildte er de vel ikke, vil vi ikke håbe, men det var ellers ikke sådan, vi tænkte os det. Gud give, at den skilsmissens tid snart måtte være forbi, både for os og for mange andre unge folk. Jeg lægger en lille firkløver i, som jeg fandt i morges…

I går fæstede jeg en malkerøgter, men han skal have en vældig løn, så du vil vist synes, at det er altfor galt. 160 M om måneden. Jeg har været så ked af det hele bøvl. Der har også været en malkekone her, med fire børn, som stillede store fordringer, men hende syntes jeg ikke rigtig om, og har da heller ikke hørt

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

31. maj 1917. Der er problemer med malkningen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag 31. maj

Min egen kære Jørgen! … I dag har jeg også fået skrevet til Hans Jakob. Han har fødselsdag på mandag, d. 4. juni. Andreas ringede op i dag og fortalte, at de rejser op til ham i Trier på lørdag. Han kan ingen orlov få fra lazarettet, og han var bange for, at han skulle udskrives nu med det første. Og så ville han gerne se sin far og mor først. Det er jo en skuffelse, at han ikke får orlov, det havde de så bestemt ventet. Valborg, Marie og Christian skulle ellers have været til Roost i de dage, men nu blev det så opsat til en søndag længere hen. – Hvad tror du, vi skal gøre ved det med den malkning. Jeg er bange for, at det ikke rigtig var Saras mening, at hun ville malke, og helt alene kan jeg vist ikke. Ja, hun skal jo nok gøre det nu foreløbig, men jeg er alligevel lidt ked af det. Det nytter heller ikke meget at skrive det til dig, for du kan jo ikke hjælpe mig…

 Der er kommet fire kreaturer fra Nordskov ned på engen i Bilidt. Der er rigelig græs nu. Jeg har slet ikke været nede at se til dem i Bojskov. Min cykel er ikke i orden endnu. Det kan vist være slemt nok at få et nyt stykke ventilgummi. – Jeg længes meget efter dig, min kære, kære Jørgen, der er så meget der trykker…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

23. maj 1917. Det havde været bedre at være hjemme hos jer.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 23. maj 1917

Min egen kære Inger! Nu er jeg altså kommet ud i stillingen, men vi ligger ikke i første stilling. Og i den tid, jeg har været her, har det været meget roligt. Det værste er at få plads nede i hulen, det er overfyldt alle steder. Feldweblen kunne lige så godt have ladet mig blive der, hvor han er, for herude er der ikke meget at gøre alligevel, og komp. kommer nok tilbage om kort tid.

Jeg har lige talt med Lund, han ligger nede i hulen og sover. Han havde fået æggene, vi sendte ham, i går. Han var glad ved, at vi tænkte på ham. Nu skal du høre, hvordan det gik med smørret, jeg havde med. Feldweblen ville intet have, og så vil jeg heller ikke prøve det det andet sted. De kunne vel ellers godt bruge lidt »Fettigkeiten«, men det må jo ikke være, og så er det en skam at nøde godt i ondt, som man siger. Det havde været bedre at være hjemme hos jer, kære Inger. Det var gode dage, vi havde sammen, men når det endda kan blive ved at være lige så roligt, som det er her, så kan det endda gå an.

Og så håber vi, at det må lykkes for mig at komme hjem til jer igen inden alt for længe, jeg tænker på ansøgningen. Fedder har jo vist været ude at tale med Thaysen, hvad mon han har sagt?…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.