Tag-arkiv: Jørgen og Inger Friis

23. maj 1917. Det havde været bedre at være hjemme hos jer.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 23. maj 1917

Min egen kære Inger! Nu er jeg altså kommet ud i stillingen, men vi ligger ikke i første stilling. Og i den tid, jeg har været her, har det været meget roligt. Det værste er at få plads nede i hulen, det er overfyldt alle steder. Feldweblen kunne lige så godt have ladet mig blive der, hvor han er, for herude er der ikke meget at gøre alligevel, og komp. kommer nok tilbage om kort tid.

Jeg har lige talt med Lund, han ligger nede i hulen og sover. Han havde fået æggene, vi sendte ham, i går. Han var glad ved, at vi tænkte på ham. Nu skal du høre, hvordan det gik med smørret, jeg havde med. Feldweblen ville intet have, og så vil jeg heller ikke prøve det det andet sted. De kunne vel ellers godt bruge lidt »Fettigkeiten«, men det må jo ikke være, og så er det en skam at nøde godt i ondt, som man siger. Det havde været bedre at være hjemme hos jer, kære Inger. Det var gode dage, vi havde sammen, men når det endda kan blive ved at være lige så roligt, som det er her, så kan det endda gå an.

Og så håber vi, at det må lykkes for mig at komme hjem til jer igen inden alt for længe, jeg tænker på ansøgningen. Fedder har jo vist været ude at tale med Thaysen, hvad mon han har sagt?…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

4. maj 1917. At tænke sig at halvdelen af de folk du har på dine fotografier er borte. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 4. maj 1917

Min kære Jørgen! …De har straks sagt dig det om den efterorlov, du ikke fik, men som var dig tiltænkt; men hvorfor kunne du så ikke med det samme rejse hjem igen. Det kan jeg ikke forstå, det var da altid bedre end at være der. Ja, det kan jo nu ikke nytte at ærgre sig over det, for nu er det for sent, men det kunne ellers have været en god uge for os alle herhjemme. Men ellers må vi jo være glade ved, at du har været hjemme i den tid, dit kompagni har været for. Hvor har de dog lidt meget. At tænke sig, at halvdelen af den flok på de fotografier, du har, er borte. Og Koch, det var jo ham, du holdt mest af. Den tanke ligger jo så nær, hvordan mon det kunne være gået dig, hvis du ikke havde været hjemme, men været med de andre derude. Gud ske tak for, at du slap fri for alt dette denne gang. Måske du også herefter kan blive bevaret, det er jo da altid vor bøn. – Hans Hansen fra Stenderup er død i Vitry og ligger begravet der…

Du skriver, om Louise er lidt ked af at gå i skole. Ja, det fortalte jeg dig jo om i mit brev fra i går. Det går jo så meget godt for os, endnu da. I morges var hun lidt ked af det. Hun klagede sig, at hun havde ondt i halsen, hun ville i seng igen. Så lå hun en halv times tid længere, men så fik jeg hende snakket for, jeg kunne jo nok mærke, at det var ikke så slemt. Hun græd så lidt over, at hun ikke kunne huske, hvad dør og vindue hed på tysk. Se, det var jo nu en stor modgang for hende, lille pige, men jeg trøstede hende, og så gik vi med hende ned til kroen, Agnete, Kirstine og jeg, så ville hun selv gå resten. Det skal ellers nok gå, det er jeg ikke bange for…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

1. maj 1917. 14 dages efterorlov er bevilliget. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 1. maj 1917

Min egen kære Inger! Nu har jeg en rigtig glædelig meddelelse til dig, der er tilstået mig efterorlov i 14 dage fra d. 6. maj. Jeg rejser herfra den 4., men ved jo ikke, når jeg kan være i Haderslev. Jeg skal nok sende telegram enten fra Hamborg eller Flensborg…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

30. april 1917. Jørgen går glip af 8 dages efterorlov og returnerer for tidligt til fronten. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag morgen d. 30.4.1917

Min egen kære Inger! … Da jeg kom hertil i går aftes kl. 9 sagde skriveren, at jeg var kommet for tidligt, for der var tilstået mig en efterorlov på 8 dage, til 5. maj. Det var da meget kedeligt, at vi ikke fik telegrammet sendt afsted noget før. Men det er jo min egen skyld, for jeg troede ikke, at det kunne nytte, men nu får jeg selv lide derfor og du jo også, min kære gode Inger. Hvor ville jeg gerne have blevet hjemme hos dig og vore små piger, så kunne jeg have fulgt lille Louise til skole i morgen. Nu går du vel med hende, den lille pige. Hun er vel ikke rigtig glad for at komme i skole, men det skal nok gå for hende. Hun skal nok kunne følge med. Rejsen hertil tog lang tid for mig, for jeg kørte hele tiden med persontog, og forbindelsen var ikke så god, men jeg trøstede mig med, at jeg let kom tidligt nok. Der var heller ingen, der sagde noget, fordi jeg kom to dage for sent. Feldweblen sagde rigtignok, at han troede, jeg ikke kom mere, men det var vel fordi, jeg søgte om at få efterorlov. Samtidig spurgte han mig, om jeg ikke ville tegne et nyt krigslån, men jeg fortalte ham jo, at jeg allerede havde tegnet på sidste krigslån. Ja, når jeg kunne komme hjem til jer nu snart og blive hjemme f.eks. som opsynsmand over russerne, så var det noget andet, om det så skulle koste 2 eller 3000 M, men det er jo vist helt umuligt. Vi ligger nu i reserve i en by langt bagved fronten, men man ved jo aldrig, hvor længe det kan vare, for det går jo hårdt til hernede. Også vort komp. har mistet mange, både døde og sårede. Den gruppe, hvortil jeg hørte, har lidt særlig meget. Min underofficer Sierck og Koch, samt to mand mere, er døde, desuden mange flere af komp. Nu får vi snart forstærkning og så går det vel snart løs igen. Dog kommer vi ikke derhen, hvor de var sidst…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

27. marts 1917. I eftermiddag får vi en russer. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag, den 27. marts 17

Min egen kære Jørgen! Det var et dejligt brev, jeg fik fra dig i dag, fra den 23. marts. Mon det da virkelig skulle give orlov. Ja, det ser jo næsten ud efter det, når den så blot ikke må blive alt for kort. Jeg tænker nok, du kan træffe H.C. herhjemme, han har vistnok orlov til tæt henimod maj. Hvor kunne det være rart for jer at se og tale med hinanden. I har jo da ikke set hinanden, siden I skiltes den aften i Husum. Da var det trist. Og et godt kvarter har du jo også nu. Det må rigtignok være en flink kone, at hun sådan vil vaske og stoppe for soldater, som hun ellers slet ikke kender. Det var vi andre næppe kommet i tanker om, hvis det var os, som skulle have huset fuld af »fjender«…

I eftermiddag får vi en russer. Hans vil nu prøve, om han kan lære ham at malke. Hvis det lykkes, skal han jo så passe kreaturerne, og så vil Hans have en daglejer foruden. Jeg synes, det er mange karle, 4, men sådan som i vinter kan det jo heller ikke gå. Så biir de bagefter med arbejdet, og det vil Hans helst ikke være. Men nu sørger jeg ikke så meget for alt det, for når du kommer hjem, kan I jo tale om det, og så får vi så meget ordnet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

20. marts 1917. Hvor jeg er, må jeg ikke skrive. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 20.3.1917

Min egen kære Inger! Som jeg skrev til børnene i går, skal du nu ikke gå og være urolig for mig, for nu får vi det nok godt en tid, da vi ikke er ved fronten længere. Hvor jeg er, må jeg ikke skrive, men det gør jo også mindre til sagen… I dag har vi regnvejr, og det er koldt, men det gør ikke så meget, da vi her har husly. Forleden nat gik vi i 7 timer. Det var strengt, men det var godt, at det gik den vej. Vi bor i et »Estaminet«, et gæstgiversted eller beværtning. Det er så fuldt, så folkene næsten ikke kan røre sig for os, men det lader til, at de finder dem helt godt deri, og der er jo heller intet andet at gøre for dem…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

20. marts 1917. Efter hvad der står i aviserne ,har det igen været galt på den egn, hvor du er. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag aften d. 20.3.17.

… Jeg venter meget efter at høre fra dig nu, der har ingen brev været siden lørdag, og efter hvad der står i aviserne, har det igen været galt på den egn, hvor du er. Det er mere uroligt rundt omkring nu, som nu med revolutionen i Rusland. Når bare dette kunne være begyndelsen til enden, så vi måske kunne øjne freden. På en eller anden måde må den jo da komme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

12. marts 1917. Det bedste råd er bønnen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 12.3.17

Min kæreste Jørgen! …Når blot jeg vidste, at du har det nogenlunde godt, kære, men nu er du jo i stillingen igen, og så kan jeg aldrig være rolig. Det eneste og bedste råd er bønnen. Det ved vi så godt, og dog kniber det så tit med rigtig at bruge det. – Der var både kort og brev fra dig i dag, fra den 6. marts og fra den 8.3., ude fra stillingen vel. I morgen sender vi en ny ansøgning for dig, så du skal vist ikke spørge om orlov til Flensborg. Lad os hellere vente at se, om den sidste vil hjælpe. Nu skal »kommissionen«, Kr. Juhl, Joh. Bramsen og Eickemejer prøve at søge. Det har hjulpet flere steder, det vil sige i andre kommuner. Kr. Thuesen er kommen hjem på orlov igen. Det blev ikke denne gang, at han kom til Rumænien, heldigvis…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

9. marts 1917. Vi har 3 brædder at ligge på. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 9. marts 1917

Hvor er jeg da glad for de lys, du sendte mig. I dag har jeg et i brug for første gang, og det er ligefrem en fryd at have det tændt. Tænk dig at sidde nede i en hule, hvor dagslyset slet ikke kan trænge ned. Så forstår du min glæde ved dine gode lys. De har vist været meget dyre, for jeg købte et lille lys for nogen tid siden til 60 Pg. Det var ikke nær halvt så stort som disse her.

Ja, jeg er altså igen i skyttegraven og ligger foran M. Her har vi en ny stilling med gode grave og huler, og englænderne er langt herfra, da de ingen grave har. Så jeg tror, at det bliver mere roligt hos os denne gang. Nu er der vist gået nogle dage, siden du sidst har hørt fra mig. Men når- vi flytter, og ligeledes når jeg er herude, så kan jeg ikke få post sendt afsted hver dag. Og så vil jeg bede dig om ikke at blive urolig for mig, kære Inger, når det ikke går så regelmæssig med skrivningen. Jeg har det jo ellers ved det gamle. Om natten står jeg på vagt hver 2 timer, fra 7-9 og 11-1 og så fremdeles. Men så kan vi også sove hele dagen, for da står vi kun hver 1½ time i det hele. Jeg står og skriver her ved min seng, om man ellers kan kalde den sådan, da det kun er 3 brædder at ligge på. Lejerne er slået op tre oven hinanden…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

6. marts 1917. Døde mennesker har jeg set nok af. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 6. marts 1917

Min kære, kære Inger!  … Nu er vor ro nok snart forbi for denne gang, for i morgen skal vi flytte igen, og så nærmer vi os så småt fronten. Men det var noget, vi kunne vente. Jeg ved ikke rigtig, hvor vi kommer hen, men jeg har hørt, at det skulle være lidt til højre for det sted, hvor vi var sidst. Du synes, at jeg skal søge om at få orlov til Flensborg.

Ja, det kan godt være, at det var rigtig nok, men nu vil jeg hellere vente lidt for at se, hvad det bliver til med ansøgningen, og jeg må jo også først have degn Paulsens adr., inden jeg kan spørge om at få orlov dertil. Du vil nok huske at sende den. Nu får jeg alligevel ikke orlov så længe vi er i stilling…

Hvor var det da godt, at Fedder endnu slap for at blive indkaldt. Ja, de andre stakler, for dem har det ikke været rart. Det er værst for de gamle M. Knudsen og degn Klausen. Er Hans Bang også blevet indkaldt, jeg troede da, at han var helt fri. Det ser ud, som om de ikke vil indkalde landmændene nu til såtiden, og det var da også forkert at tage de få, som endnu er hjemme…

Sidste søndag blev en engelsk flyver skudt ned, lige her i vor nærhed. Han sprang ud af maskinen højt oppe i luften og var selvfølgelig død, inden han nåede jorden. Der var mange, som var henne og se derpå, men jeg blev hjemme. Døde mennesker har jeg set nok af. De engelske flyvere er meget dristige. De kommer ofte hertil, så langt bag fronten, men de vil jo se, hvad der her foregår. Her er en hel mængde russiske fanger, som også arbejder på den nye stilling. Det er nok derfor, vi ingen kan få hjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

27. februar 1917. Uanset hvor man tager hen skal man selv tage mad med hjemmefra. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag, d. 27.2.1917

Min kære Jørgen! Tak for de to breve, jeg fik i dag, fra den 22. og 23. Det var rigtignok en skuffelse, at du ikke kunne få orlov. Hvor kan det dog være, og hvor ligger skylden. Vor by her har jo sikkert et dårligt rygte på sig, og det må jo da være fulgt med ansøgningerne her hjemmefra, for det kan dine foresatte da ikke vide deroppe. Hvis det ikke skulle hjælpe med den næste ansøgning, synes jeg da også, at du skal søge orlov til Flensborg, eller måske Husum, men dertil er jo endda et stykke længere at rejse end til Flensborg. Ellers kunne det være helt hyggeligt at bo hos fru Petersen. Og jeg skal sige dig, enten vi bor hos private eller på et hotel, skal vi selv have alle fødevarerne med hjemmefra. De har ikke noget at undvære i byerne. Det kan jeg også sagtens, når jeg retter mig ind efter det. Marie Rasmussen fra Kabdrup og flere koner har besøgt deres mænd i Altona, de havde alt muligt med selv..

Torsdag d. 1. marts 1917 … Så var Fedders og Eriksens her også, jeg skulle jo hilse dig fra dem alle. Fra Henriette Thomsens skal jeg også hilse dig, jeg var der inde en lille tid i formiddag. Jeg var ude på kredshuset alligevel for at tale med Bonnichsen om at få en russer. Nu har jeg været tre steder, så skulle man tro, det kunne hjælpe. Mathias Knudsen måtte med denne gang, han er nok kommet til Rendsborg, og Jens Krog til Schwerin, og Hans Bang til Elsass, degn Klausen til Posen… Vil du ikke hellere søge om orlov til Flensborg straks, det synes de alle herhjemme var det rigtige. Så får du nok orlov helt hjem, som du jo også skriver om. Jeg rejser i hvert fald til Flensborg og tager imod dig, hvis jeg tidsnok får det at vide. Den anden ansøgning har jeg ikke megen tillid til, da du jo er Kjkrigsduelig]…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

23. februar 1917. Kartoffelskrællesuppe med lidt kød – ikke just velsmagende middagsmad. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 23.2.1917

Min egen kære Inger! I går skrev jeg til dig, at jeg ingen orlov kan få, men at jeg måske kan få orlov til Flensborg, og bad dig om at sende degn Paulsens adresse. Jeg har nu betænkt mig. Jeg tror, det er bedre at vente og se, hvad det bliver til med ansøgningen til generalkommandoet. Du må alligevel gerne sende Paulsens adr., for hvis denne ansøgning heller ikke frugter, så søger jeg om at få orlov til Flensborg. Det var en streg i regningen, for både du og jeg håbede, at jeg skulle komme hjem en lille tid. Der er jo imidlertid intet at gøre ved den ting, vi må håbe og have tålmodighed. Det er harmeligt, at vore foresatte ingen tillid har til os, men sådan har de jo altid vist dem over for os også i det civile liv. De får nok deres løn. Jeg kan forstå af dit brev, at du venter mig hjem, kære Inger, så er skuffelsen næsten større for dig, end for mig. Rigtignok gjorde det et slemt indtryk på mig, da feldweblen fortalte mig, at jeg ikke kunne få orlov. Det går mig nu ligesom Jes sidste vinter, han kunne heller ikke få lov at komme hjem. Man skulle ellers synes, at når amtsforstanderen og landråden begge siger god for os, så kunne der ikke være noget i vejen. Nå, nu kan det være nok om det, det nytter jo ikke at ærgre sig over det, og foreløbig har jeg det godt og er ingen fare i. I dag er vi bleven flyttede, men ikke til fronten. Vi ligger nu i en by, som hedder Fressies, den ligger østlig for Arras, måske 20-30 kilometer. Du kan vist finde den på kortet. Vi havde en spadseretur så langt som fra Fjelstrup til Hoptrup, men det er ikke så slemt nu, da det ikke er så varmt. Undervejs fik vi middagsmad fra feltkøkkenet, som koger altimens det kører. Det var kartoffelskrællesuppe med lidt kød i, en ret som vi har fået en gang før. Tyskerne er opfindsomme. Det er just ingen velsmagende middagsmad, men når man er sulten og intet andet kan få, så »æder« man det. Det er blevet forbudt at få »Fettigkei- ten« hjemmefra, men det skal du ikke bryde dig om. Bliv bare ved at sende som du plejer, kære Inger, for jeg vil da ikke spise tørt brød, så længe der er noget at få hjemme Iros jer. Det er næsten for meget forlangt, først at nægte os orlov, og så at sætte os på vand og brød…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

23. februar 1917. Vi slagtede det ene svin i går, så nu har vi rigtig noget i huset igen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

23.2.1917. Fredag

Min kære Jørgen! …Du kan tro, jeg blev glad ved at høre, at du var i god behold bag ved fronten. For der står jo i aviserne, at Miraumont er taget, og en hel del fanger, 286 og nogle officerer. Det har været slemt for dem, der løste jer af, men når de ellers er kommen godt i fangenskab uden at være såret, er de fri for mange strabadser, og i fare er de da heller ikke. Jeg har straks fundet byen, hvor du nu er, på kortet.

Hvor kan den ansøgning da nu være bleven af. Det er skammelig, at den bliver liggende herhjemme, for her må skylden jo da ligge. Jeg vil tale med Thaysen om, hvordan det kan hænge sammen. I går slagtede vi det ene svin, så nu har vi rigtig noget i huset igen, og nu sender jeg jo dig lidt af alle slags. Vi leverede også kvien i går, den der var taget til militæret, men da Hans kom til Sil- lerup med den, der skulle de vejes, viste det sig, at den var med kalv. Så kom han jo hjem med den igen, og så fik de en anden. Måske Rasmus Jensen vil købe nogle kalvekvier her; har Jens talt om; og så vil Mårtens jo vist have nogle af de andre, som skal sælges, til at græsse i sommer. Nu er det, som om jeg efterhånden kommer lidt mere ind i det, men det kommer vel nok af, at man tvinges til at have interesse for det. Sofie og jeg var jo da også med ude i stalden forleden dag.

Tak for dine gode ønsker til min fødselsdag. Vi ved ikke, hvad der skal ske i det nye år. Det jeg mest ønsker er at få dig hjem, sund på legeme og sjæl, og det tror jeg da nu også nok, at du gør. Nu er du undsluppet farerne mange gange, så vi har lov til at tro, at Vorherre har holdt hånd over dig, og det skal vi jo også huske at takke for. I går var jeg lidt urolig. Jeg tænkte, at du måske alligevel ikke var blevet afløst, og når du så havde været i Miraumont, var det jo ikke godt at vide, hvordan det kunne være gået. Men nu er den sorg jo så slukket foreløbig da…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

17. februar. Der, hvor krigen raser, tror jeg aldrig, der kommer folk til at bo igen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 17.2.1917

Min egen kære Inger! …Der har vist også været dage, hvor du ikke har hørt fra mig, da vi i de sidste dage har været på rejse. Nu har jeg endelig nået målet, og det er godt, for det er strengt at flytte med hele sin ejendom på ryggen. Ligesom sneglen, som også har sit hus med. Vi er nu i nærheden af Cambrai, i en landsby, hvor man slet ikke mærker til krigen. Du kan tro, det er rart at komme bort fra krigens larm og se andre mennesker end soldater. Her er også små børn, men når jeg ser dem, så kommer jeg til at længes endnu mere efter dig og vore små piger…

Garnieres, søndag d. 18.2.1917  … Jeg sidder og skriver i soldaterhjemmet. I kvarteret er der næsten ikke lejlighed til at skrive, da det er så overfyldt, så vi langtfra kan sidde allesammen (16 mand).

Nu har jeg talt med kompagniføreren om orlov, og han lovede at tale med feldweblen i morgen. Samtidig var jeg hos feldweblen for at tale med ham om sagen, og han var meget imødekommende, men hvis det ikke er tilladt at lade os få orlov der oppe fra Nordslesvig, så kan de heller ikke lade mig rejse. Nu skal vi så se, hvad det bliver til. Vi vil bede og håbe.

Ja, dine breve er længe om at nå hertil, det sidste har du skrevet lørdag aften d. 10. og nu har vi den 18. Det er vel censuren som gør det…

Hvor er det velgørende at være her i fred, man hører slet ikke kanonerne hertil. Den musik har jeg også fået nok af, disse hylende og hvæsende granater. Ude ved skolen i Miraumont lå der to granater, som ikke var eksploderede, en meget stor tyk en og så en lille fyr. På den store var der et vittigt hoved, der havde skrevet: »Ich håbe den Krieg nicht gewollt«, og på den lille, som lå ved siden af: »Ich auch nicht«. Meningen var jo, at fordi de to fyre ikke var eksploderede, ville de ingen fortræd gøre.

Der ligger en mængde granater derude i stillingen, som ikke har gjort deres pligt og skyldighed. Sådan går det vel også med de tyske granater, som går over til englænderne. Men desværre, der er nok, der eksploderer og gør fortræd. Vort kompagni har ikke lidt store tab denne gang, vi havde to døde og en såret, han mistede venstre hånd. Men hvor ser det stakkels land ud, o, det er slet ikke til at beskrive. Det er som om Vorherre helt lader alt det onde råde. Der, hvor krigen raser, tror jeg aldrig, der kommer folk til at bo igen. Det er intet lille stykke af Frankrig, som kommer til at ligge øde…

Mandag d. 19.2.1917  …I dag har vi begyndt at eksercere, og du kan tro, det er noget, der er klem i. Det er fordi, vi skal længes efter skyttegraven, men så skal det ellers gå hårdt til, inden de når såvidt med os. Bataljonsføreren holdt en tale til os, at vi havde slået godt, men da vi havde været så længe i stillingen, havde vi tabt noget af vor dannelse. Og det skal nu indhentes i de 14 dage, vi er her. Det skal også være godt for fordøjelsen med disse øvelser, sagde han. Det giver ellers ikke så meget at leve af, så vi skal tage skade deraf…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

13. februar 1917. Det mærkes at der mangler en mand på gården. Brev Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag aften, d. 13.febr. 1917

Min egen kære Jørgen! Det har jo været nogle bevægede og farefulde dage for dig de sidste, kan jeg forstå på dit brev fra den 8. februar. Det fik jeg i dag. Jeg siger dig rigtig mange tak for alle dine gode lange breve. Det er næsten ikke til at forstå, at du i al den tummel og fare, du er i, kan få så megen ro, at du kan skrive så meget til mig. Men du kan tro, jeg skønner også på det. Det har været strengt for dig og dine kammerater, den tur tilbage, som du beskriver, og skuffede har I også været. Det er jeg næsten med!… Efter de officielle beretninger, slås de jo endnu på din egn; men nu håber jeg da, at du er lidt tilbage i ro. Det kunne komp. trænge til, skulle man synes…

Så var jeg hos landråden med en ansøgning igen, til Generalkommandoet om at få dig fri i en 3 måneder. Nu skal vi se om det hjælper. Han var flink, som han plejer, spurgte, hvor du var og mente jo, at det måske kunne hjælpe med den reklamation. Så spurgte jeg også om en russer. Vi er virkelig i forlegenhed for en til at passe kreaturerne. Ja, dem var det knap på, sagde han, men så skrev han det op. Så har vi også fået en skatteerklæring igen, som gives af til den 17. februar. Det er da næsten noget af det værste med det. Jens rådede mig til at tage det med ud til skatteopkræveren og der få det fyldt ud. Han var ikke hjemme, og det var Egede Jensen heller ikke, men der får de mig det vist i ordenalligevel. Jeg skal have nogle bestemte oplysninger om gæld, livsforsikring o.s.v. sendt derud. Det gælder en ny krigsskat nu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. februar 1917. Der skeles misundeligt til dem der tages til fange. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 5.2.1917

Kære Inger! Når du får dette kort, harvel ikke hørt fra mig i flere dage. roligere forhold igen og skriver et

Frankrig, d. 6.2.1917 … Jeg siger hjertelig tak for dit kære brev og alle pakkerne. Du vil nok sige alle dem tak, som har sendt paklær til mig. Jeg troede, at jeg selv kunne have fået lejlighed til at skrive til dem, da vi i går kom tilbage fra stillingen. Men det varede kun så kort, for i morgenstunden fik vi ordre til, at vi skulle ud i stillingen igen. Nu sidder jeg i en hule og skriver til dig, men jeg kan ikke overkomme at få skrevet til de andre. Sig dem, at jeg vil skrive senere, når der bliver mere ro. Vi har haft strenge dage derude, og nu havde vi håbet at komme i ro, og så skal vi igen derud. A, hvor er det strengt, kære Inger. Når jeg da bare snart kunne komme lidt hjem til jer, for dette her er næsten ikke til at holde ud. Jeg ved det nok, at jeg ikke skulle klage for ikke at bedrøve dig, min kære gode hustru, men de kan da også forlange for meget af vi stakkels mennesker. Når skal det da blive bedre…

Torsdag d. 8.2.1917  … For 3 dage siden, jeg tror det var tirsdag morgen, blev hele bataljonen afløst eller rettere, vi rømmede stillingen. Du har måske læst i avisen, at vi har trukket vor linje lidt tilbage. Det var meget nødvendig, for ellers havde »Tommy« nok taget os allesammen. Komp. rykkede bort kl. 4, men min gruppe og en til skulle først drage bort kl. 6 om morgenen. Vi ventede helt bestemt, at englænderne skulle have hentet os, men de kom desværre ikke, og så listede vi stiltiende af. Der var ingen, som vidste rigtig vej, og så blev det en forfærdelig tur gennem granathuller og mellem murrester og tømmer. Pludselig skete der nogle forfærdelige sprængninger lige i nærheden, hvor vi gik. Det var pionerer, som sprængte »Understanden«, for at englænderne ikke skulle benytte den siden. Det gav en ordentlig forskrækkelse, men ellers skete der ingen uheld, og »Tommy« gav os heller ingen granater med på rejsen. Kl. 10 var vi i kvarter i Biencourt, og så kan du tro, at vi hvilede os ud, men megen ro gir det ikke her. Nu kan det være nok om det, jeg gider ikke tænke derpå…

Din moder er altså rejst igen. Hun har travlt med at spinde, ja, de gamles arbejde kommer til ære igen. Det er godt, der er nogen som kan spinde endnu. Jeg så i Modersmålet, at Peter Hollesen var kommen i fransk fangenskab, og du skriver, at Jørgensen også har været så heldig. Det er godt for dem. Jeg skal ingen misunde, hvem der kan have det held. Du skriver om at sende nogle lys, ja, det må du meget gerne, for det er næsten det, jeg trænger mest til…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

4. februar 1917. Jeg må se at skrive sådan, at der virkelig kan være nogen opmuntring. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag form. 4. febr. 1917

Min egen kære Jørgen!

… Jeg er bange for, at der er lidt uroligt der, hvor du er. I den engelske beretning fra fredag, står der om tyske angreb ved Gran- court. Bare dit kompagni da ikke har været med der. Ja, nu må jeg ikke klage eller bebyrde dig med mine sorger, for det er der ingen opmuntring i for dig. Når det er noget af det bedste for dig at læse mine breve, så må jeg jo se at skrive sådan, at der virkelig kan være nogen opmuntring i dem…

I går aftes kom Katrine Thomsen og sagde, at nu kunne hun ikke malke mere. Hendes hænder og arme gør altid så ondt. Det er noget bøvl med den malkning, jeg kunne mest have lyst til at gøre det selv. Der er 11 køer at malke nu, så de 50 M. var såmænd nemt tjent. Vi får nok malket, for Jens Staubs ældste datter, Anne, går hjemme og har ingen plads. Og hun kan nok malke, siger Isak, da hun har malket der, hvor hun sidst tjente. Vi må jo vist hellere se at få os en malkerøgter til forår, for det er alligevel skidt med de malkekoner. Og så alle de børn, der følger med. Men måske du kan komme hjem på orlov, så kan der jo meget lade sig ordne…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

2. februar 1917. Hvis Tommy beder os følge med skal vi snart blive færdige. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 2.2. 1917

 I dag fik jeg pakke No 31 fra dig, hvorfor jeg siger mange tak. Endvidere fik jeg to pakker fra søster Stine, en med frikadeller og en dåse med pebernødder. Det er alt meget velkommen, hvad I sender mig. I sørger godt for, at jeg ingen sult lider. Din pakke indeholdt stegt skinke og pølse. Der er kun få, der får så mange pakker som jeg, og jeg kan nok hjælpe de andre kammerater med lidt mad. De fleste har det jo meget småt, da der ikke er mange, som får noget sendt. Der er smalhans i Tyskland. For nogen tid siden skrev du, at du havde sendt en pakke med fedt, men den har har jeg ikke fået endnu, og det er vel også vanskeligt, at jeg får den nu. Nogle pakker bliver der nok borte undervejs. Til jul skrev Andreas fra Skovbølling, at han havde sendt cigarer til mig i Beverloo, men dem har jeg aldrig modtaget. De er nok røget af en anden. Nu skal du høre lidt om, hvordan jeg lever her i hulen. Det er en temmelig stor hule, som har 5 eller 6 udgange, så hvis den ene skulle blive skudt sammen, kan vi komme ud af de andre. Det er en dårlig ræv, som kun har en udgang fra hulen. Da vi kom hertil, var der ikke det mindste at ligge på, så da måtte vi ligge på jorden. Men så lavede jeg en køje af mit telt, og det er helt udmærket, i det mindste bedre end at ligge på jorden. En lille kakkelovn har vi også, som nok kan varme lejligheden op. Vi er 10 mand i et rum, og megen plads er der ikke. Mørkt er der også hernede, så vi må brænde lys hele dagen. Du kan nok se på skriften, at jeg ikke sidder ved et bord, samt at det er lidt mørkt hernede. Vor middagsmad bliver bragt ud til os om natten Kl. 2 eller 3., og da får vi også brød og kaffebønner udleveret samt et lille bitte stykke pølse eller ost. Det er småt for hvem, der ikke får andet. Vand henter vi i et granathul i nærheden, og så bliver der kogt kaffe 2 eller 3 gange om dagen enten på kakkelovnen eller på nogle små spritapparater, som vi får leverede. Det er sprit i fast tilstand, en rød masse. Vi 10 mand har ikke andet at bestille end at stå vagt ved kompagniføreren som alarmpost, men der er vi heller ingen fare i, da vi står inde i hulen. Vi er kun på vagt en gang i døgnet, et meget let arbejde. Vi ligger ikke i forreste grav, men er dog ikke langt borte fra »Tommy«. Vi taler om, at hvis han skulle komme og sige, om vi nu ville følge med, så skulle vi snart gøre os færdige til at gå med ham. Forleden dag er der en soldat fra 8. komp. løbet over til englænderne. Det var en nordslesviger, som hedder Jensen, men jeg kendte ham ikke, da han kun havde været her i nogle få dage. Det var en ung mand. Hvor mange dage vi bliver herude i stillingen, ved jeg ikke, men nu er det tredje dag, så jeg tænker vi har været den halve tid her. Så kommer vi igen 6 dage tilbage i ro…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

22. januar 1917. Orlov er standset til 2. februar. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 22.1.1917

I dag er det sidste dag, vi er her i ro, vi har været her i 6 dage. Derfor skal du ikke være urolig for mig, for Vorherre vil nok bevare mig også der, og vi skal heller ikke ud i første linje. Jeg ved ikke, om jeg kan få lejlighed til at skrive breve til dig derfra, men så får du nøjes med kort. Skulle der også skride en dag over, behøver du ikke at ængstes…

Jeg finder kun enkelte af de grå*. Det var dagen efter, at vi var bleven renset, at L. sådan havde taget overhånd. Dem har jeg nok hentet i anstalten. Badeanstalten var indrettet i en klædefabrik, der stod en hel mængde vævestole og andre redskaber. Det er et slemt tab for ejeren, at en sådan stor fabrik må stå stille, men sådan går det jo så mange. Der fortælles nu lige, at orloven her er standset indtil den 3. febr. Det er fordi, at vi skal afløses og et andet sted hen. Nu håber jeg, at du har fået mine breve, hvori jeg bad dig om at sende en ansøgning…

*lus

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

18. januar 1917. Forhåbentlig er Jørgensen gået fejl og endt hos englænderne. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 18.1.1917

Min kære, kære Inger!  Idag fik jeg en hel del breve fra dig… Du kan tro, jeg blev glad ved at høre hjemmefra. Å, hvor det glæder mig, at I alle har det godt. Hvor har vi da meget at takke for. I går skrev jeg et brev til dig, som var lidt sørgmodigt. Vi havde nemlig kort før faet ordre til at holde os parat til at rykke ud med kort varsel. Gudskelov blev det ikke til noget. Kompagniføreren meddelte os kort efter, at alarmen var ophævet, og vi kunne tage det med ro. Hvor blev jeg da glad, for det er ikke rart at skulle afsted over hals og hoved, for så er der gerne noget på færde.

Jeg var i går henne at spørge efter Jørgensen i 4. komp., og da fortalte hans kammerater, at han var savnet. Han var blevet syg ude i stillingen og skulle tilbage, og siden havde ingen set ham. Men de troede helt bestemt, at han var gået fejl vej og havnet hos englænderne. Det kunne meget let lade sig gøre, sagde de, for det var en ny og ukendt stilling, de lå i. Hvis Jørgensen er kommet godt over, så er det rigtignok glædeligt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

14. januar 1917. Stærene fløjter hernede som hjemme hos os om foråret. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 14. januar 1917

I dag slap jeg for at bære middagsmad ud til komp., men så skal jeg til gengæld hen at grave skyttegrave i eftermiddag fra 2-4. Her ved fronten er søndag ikke hviledag, den ene dag er som den anden. Det er nu omtrent middag hos os, men vor middagsmad spiste vi, da vi stod op. Den får vi jo, når køkkenet kommer med maden til de andre. De to sidste dage har det givet kold mad, da vi først spiser efter at vi har bragt maden ud til komp. Du husker nok, at Hans Fink har fortalt om da han var ved køkkenet, skulle de bære maden langt frem. Det er nu et lignende arbejde, jeg har fået. Vi har spande lignende vore mejerispande, og så bærer to mand en sådan spand på en stang på skuldrene. Du må huske på, at det er en meget dårlig vej vi færdes på, så man kan nok blive træt af turen. I går da vi gik hjem, mødte vi en beruset soldat, som kom sejlende igennem pløret med en spade på nakken. Det var morsomt at se på, for han gik ikke af vejen for det værste mudder, skidtet sprøjtede ham om ørerne, men det brød han sig ikke om. I den tilstand han var, kunne han nok se sit udkomme. Jeg kan godt forstå, at hvis der var spiritus nok at få, var der mange som ville drikke sig fra sans og samling over al den elendighed her er.

Ellers er det meget roligt i disse dage, men det er vel på grund af årstiden. Når foråret kommer, bliver det nok anderledes. Stærene fløjter hernede som hjemme hos os om foråret. Selv ude i stillingen, hvor der står et enkelt træ, kan man træffe stærene. Hvor det ser forfærdeligt ud derude. Du kan slet ingen forestilling gøre dig derom. Avlsredskaber og ituskudte vogne træffer man overalt på. Om det så er et lokomobil, står det ene og forladt derude. Folkene har måske været i færd med at tærske, da krigen har overrasket dem, og så er gården bleven fuldstændig nedskudt. Ja, sådan er det derude, murbrokker og bjælker og tagsten ligger og flyder overalt, og jorden oprodet hvor man ser. Der ligger en stor granat ude i skyttegraven, den er tykkere end jeg er. Det er en af englændernes, som ikke er eksploderet. En sådan fyr gør hul, hvor den slår ned…

Mandag d. 15.1.1917

Nu har jeg for tredje gang været ude i stillingen med middagsmad og er gudskelov kommet godt tilbage igen. Det er jo ikke så farligt at gå derud nu i denne tid, da det er roligt, men rigtig glad er man da ikke, før man er vendt tilbage. I morgen bliver vi så afløste og kommer lidt tilbage i ro. Først blev der sagt, at vi skulle tilbage i 12 dage. Men nu tales der om, at det kun bliver 6 dage. Nu får vi se, hvordan det går…

Frankrig d. 17.1.1917

Nu er det ellers længe siden, jeg har hørt fra dig. Det sidste brev, jeg fik i Beverloo, har du skrevet nytårsaften, og idag er det den 17… Der er faldet sne hernede i nat, men i dag er det tøvejr, så det bliver ikke liggende ret længe. Hjemme har I jo også haft sne og storm har jeg læst i aviserne. Det sker, at jeg får fat i en eller anden avis, hvori der står lidt hjemmefra. Vi bor i nogle træbarakker, og det er just ikke hyggeligt, for da der nu er faldet sne, drypper det næsten overalt herinde. Så du forstår nok, at der er søle på gulvet. Vi slæber jo også sne med ude fra, men det er da bedre at være her end i skyttegraven. Hvor mange dage, vi bliver her, er meget ubestemt, da vi ligger i alarm…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

12. januar 1917. Gensidig forståelse mellem Fritz og Tommy sikrer få tab. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 12.1.1917

Min egen kære Inger!
I går skrev jeg et kort, hvori jeg fortalte dig, at jeg nu var kommet nærmere til fronten. Vi ligger ca. 20 mand i en by, som hedder Achiet le Petit og bringer hver morgen kl. 6 middagsmad og forplejning ud til komp., som ligger i stilling i en by som hedder Grancourt. Den er fuldstændig nedskudt, så man næsten ikke kan se, hvor husene har stået. For at komme derud, må vi gå et stykke vej omtrent så langt som fra Fjelstrup til Feid
[må være en fejllæsning for “Feld” – forkortelse for “Christiansfeld”] og det er en meget dårlig vej – opkørt og pløret. Vi binder noget tøj om benene fra støvleskafterne og op til knæet. Det hjælper en hel del foldet værste smadder. Da vi i morges var derude for første gang, i det mindste jeg, var det så roligt, så man næsten ikke kunne forstå, at det var lerig. Jo, det tyske artilleri skød lidt. Ude i stillingen var de godt tilfredse. De bor i temmelig gode dækninger og »Tommy«, som de kalder englænderne, skyder slet ikke på dem, selv om de går oven for graven. Der er gensidig forståelse. I den tid komp. har været der, er der kun blevet såret 3 mand af granaterne, og det var af vore egne. Graven bliver ikke beskudt af det engelske artilleri…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

2. januar 1917. Vorherre får råde, for selv kan vi ingen udvej se… Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 2.1.1917

Min egen kære Inger!
Vi har altså begyndt på det nye år. Jeg har da ellers slet intet bestilt i dag. I formiddag var jeg til undersøgelse, og på lørdag kommer jeg uden tvivl bort.

Nu har jeg jo også været her siden den 21. oktober. Det er jo ganske godt, der er ikke mange som holder stillingen så længe. I eftermiddag havde’ jeg ikke lyst til at arbejde, og så gik jeg, Petersen og Povlsen hen på soldaterhjemmet og læste lidt i bladene og fik os noget kaffe.

Det er Petersens fødselsdag, og han gav kaffe og honningkage i den anledning. Her fås udmærket honningkage, men et stykke koster også 45 Pg.

I morgen skal Povlsen afsted. Det er han ikke glad ved, men vi kan jo ikke vente at blive her, til krigen får ende.

Der fortælles i dag, at fredstilbudet fuldstændig er blevet afslået. Så ser det ellers ikke godt ud for os, for så vil det nok komme til at gå forfærdeligt til.

Nå, det kan gå meget bedre end man tror, og vi behøver da heller ikke at opgive håbet om, at det alligevel kan komme til fredsforhandlinger.

Vorherre får råde, for selv kan vi ingen udvej se…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

31. december 1916. Unyttigt pilleri eller et indblik i hvad der sker på hjemmefronten. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Nytårsaftensdag 1916

Min egen kære Jørgen!
… Agnete fik en lille »belle« i går ved juletræet, hun var så glad ved den. Jens og Marie og børnene var der også. De havde fået brev fra dig, som var skrevet juledag, så Marie kunne fortælle mig lidt om, hvordan din juleaften havde været. Det har nok ikke været rosværdigt. Nej, det forstår de folk nok ikke, at fejre jul på kristelig måde. Jeg fik lige brev fra Hans Jacob. Han er kommet bort fra Somme nu og ligger i en god stilling vest for Soissons. Franskmænd og tyskere ligger på hver sin side Aisne, men det går meget fredeligt til. De hilser til hinanden i stedet for at skyde…

2. nytårsdag 1917

I dag kom der fire breve og et kort fra dig, fra 1. juledag og så hver dag indtil den 30. dec. Å, hvor det lettede. Jeg var ved at blive bange for, at du var kommen fra B., da jeg i 3 dage ikke havde hørt fra dig…

Fredag d. 5. Jan. 1917

…Jeg er ellers så urolig på dine vegne, kære, så der er ikke så megen glæde ved at have fremmede; men tiden skal gå med noget, og den går næsten bedst, når jeg har rigtig travlt. I eftermiddag har jeg hængt nye gardiner op her i dagligstuen. Jeg fik dem købt i går i Haderslev, både stænger og gardiner. Det ser pænt ud, og det hele blev slet ikke så galt, et par og fyrre Mark. Snedkersvenden var her og sætte stængene op, så nu er det solidt. Det er næsten synd at fortælle dig sådan noget. Du synes kanske, at det er noget unyttigt pilleri, men du skal jo da også følge lidt med herhjemme, ellers kunne det næsten blive fremmed for dig. Nej, det er der vel ellers ingen fare for, for jeg ved, du tænker os mange gange om dagen, og det går mig ligeså…

Der er kommet 10 sække klid mere til os. Det står på stationen, og Mathias Johansen var i dag efter lidt penge for tærskningen. Han ville have 200 M., så blir det hele ordnet, når vi tærsker igen. Det er rigtig godt, at have en sådan flink formand, for ellers var det ikke altid så let for vi koner, som jo ikke altid er så praktiske »landmænd«. Smedens søn, Peter, ham vi talte med en dag i Haderslev, er savnet nu, der menes at hele hans batteri er kommet i fangenskab. De lå ved Verdun. Hans mor tar sig det så nært. Nu kærlig hilsen fra børnene og din Inger

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

25. december 1916. Hvem skal fylde hullerne efter de unge mænd der falder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

1. Juledag 1916

Min egen kære Inger!
Der kom en pakke i dag, som du havde afsendt den 12. Men hvad der er i den, ved jeg ikke endnu, for det var lige, da vi skulle på vagt, at jeg fik den. Jeg er på vagt i lazarettet og står og passer på den gamle belgier, som jeg skrev om sidst. Han er ellers helt gemytlig og vil meget gerne fortælle, men jeg kan ikke godt forstå ham. Han fortæller, at han havde ikke opgivet sit kartoffelforråd rigtigt, og da der så kom en soldat og skulle se efter, smækkede belgieren døren i for ham og gik ind i stalden, hvor han tog en kniv og ville til at skære roer til sin ko. Da soldaten så kom derind, troede han, at han ville stikke ham med kniven og skød ham derfor en kugle i benet. Om det nu passer, ved jeg ikke, men hvis det er sandt, så skulle vedkommende rigtignok hjælpes. Den gamle mand havde besøg af sin datter i formiddags, og hun havde en pibe og tobak med til ham, så nu får han sig en pibe tobak i sengen. Han er ikke tilfreds med kosten, og det kan jeg godt forstå. Han får ellers samme kost som de andre patienter. Nu skal du høre, hvordan jeg fejrede juleaften.

Kl. 5 begyndte festen i gymnastikhuset. Det var pyntet med grønt og flag, og der stod 4 lange borde, som var dækkede med lagener istedet for duge, og hele traktementet, vi fik, var øl. Så blev der sunget nogle flerstemmige sange og løjtnanten holdt en tale eller rettere læste den op. Siden blev der uddelt nogle gaver, jeg fik en lille chagpibe og lidt tobak, og andre fik skrivepapir eller lommeknive og forskellige andre ting. Jeg var der ikke længe, for jeg syntes ikke om at holde jul på denne måde. Og så gik jeg op på stuen og tændte det lille juletræ, du og børnene havde sendt. Jeg tænkte på, at det var vist ved den tid, I var oppe ved juletræet hjemme. Ja, det havde været noget andet, om jeg kunne have fejret jul sammen med Jer, mine kære. Petersen og jeg gik derpå hen på soldaterhjemmet og fik os lidt kaffe med en honningkage til. Det var da lidt mere hjemligt end at sidde og drikke øl. Hjemme får vi da også kaffe på juleaften…

2. Juledag 1916 …

I går har I altså været i Skovbølling. Jeg tænkte meget på jer, da jeg var på vagt. Sådan at stå i ensomhed i to timer ad gangen kan nok give tankerne noget at sysle med. Og så kom jeg også til at tænke på, hvordan det vil komme til at se ud i Fjelstrup, når krigen er endt, og vi som endnu er bleven bevarede kommer hjem. Så vil der savnes en hel del unge mænd, både på gårdene og i husene. Hvem skal fylde hullerne, når de som endnu sidder på gårdene ikke kan længere. Og vi vil få to nye naboer. Nå, det er jo kun tanker. Vi vil håbe, at det kan gå meget bedre. I går sendte jeg en del af dine breve hjem. Jeg kan ikke nænne at brænde dem, for du er så flittig til at skrive og opmuntre mig, og det kunne jo også tænkes, at vore små piger engang nok vil læse brevene. Det er et sørgmodigt brev, kære Inger, men du vil nok bære over med mig. Det lille juletræ, du sendte mig, har vi stående på et lille bord i stuen. Det står i et blækhus, det var en af kammeraterne, som kom på den tanke. Vi tænder lysene lidt om aftenen, det minder lidt om julen hjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.