Tag-arkiv: Italien

19. november 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene på den italienske front ved Caporetto, hvor italienerne trods østrigske angreb holder linjen ved Piave og forhindrer Venedigs fald. I Palæstina gør de britiske tropper gode fremskridt i retning mod Jerusalem. Og i Flandern slutter kampene om Passchendaele. Siden slagets begyndelse tre måneder tidligere havde briterne vundet 7 kilometer frem for en pris på 62.000 dræbte og 164.000 sårede. Tyskernes tab var på 83.000 dræbte, 250.000 sårede og 26.000 krigsfanger. Men tyskerne har langt fra givet op. Hindenburg planlægger en ny, stor offensiv til foråret 1918 baseret på general Bruchmüller (kaldet: “Durchbruchmüller”)’s erfaringer med artilleribeskydning på Østfronten. I Rusland er revolutionen under fuld udvikling. Petrograd er i bolsjevikkernes hænder, men Kerenskijs regering har ikke givet op endnu. Militærkadetter i teenagealderen tager kampen op med rødgardister og matroser, men har ikke en chance. Først derefter flygtede Kerenskij. I Frankrig skrifter regeringen til Georges Clemenceau med tilnavnet “tigeren”. Afsnittet afsluttes med en vurdering af offensiven ved Passchendaele: Var den tabene værd?

17. November 1917. H.C Brodersen fik overdraget en “Rekvisitionskommando” og skal sørge for “Adspredelse”.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  var  kun  Rygter,  det  med  Vestfronten,  thi  nu  sidder  vi her  i  Skjorteærmer  under  Italiens  dejlige  Sol. Jeg  har  faaet overdraget  en  „Rekvisitionskommando”  og  er  selvstændig. Folkene  skal  ikke  faa  for  meget  Vand  i  Suppen,  saa  længe vi  er  her.

Hver  Dag  „rekvirerer”  jeg  en  Ko  eller  to,  ligesom der  nu  er  Brug  for  dem.  Jeg  har  endvidere  faaet  overdraget Indkvarteringskommandoen.  Det  volder  dog  ingen  Vanskeligheder;  thi jeg  har  lagt  Beslag  paa  et  Par  store  Skoler,  og der  er  Plads  nok.  Værre  er  det  med  en  Underhaandsordre, som  jeg  har,  og  som  gaar  ud  paa  at  skaffe  lidt  „Adspredelse”.

Der  er  nemlig  kun  to  Lokaler  af  den  Slags,  jeg  finder formaalstjenlige,  og  dem  vil de  russiske  Krigsfanger,  som  arbejder  her  paa  Egnen,  ikke afstaa.  De  ér  ikke til at  drive  bort, og  hele  Dage  staar  de  i  Kø  for  at  komme  ind.  Den  Sag  har jeg  opgivet.  De mange  Fanger  er begyndt  at  komme  fra  Fronten,  der  ligger  langt  borte.

Aldeles uden  Bevogtning  kommer de,  i Flokke  fra  2—10  og  flere  Mand  ad  Gangen.  Afstandene imellem  Flokkene  er  store,  og  i  flere  Dage  er  de  marcheret igennem  Byen.  I  Forbimarchen  gennemroder  de  Møddingerne  efter  noget  spiseligt.  Afmagrede,  sultne,  trætte  og  forkomne  slæber  de  sig  af  Sted.  Mange  Brød  har  vi  stukket  ud til  dem,  men  det  forslaar  kun  lidet.

Ved  Byens  eneste  fælles Pumpe  er  der  altid  Slagsmaal  imellem  dem  for  at  komme  til at  faa  noget  Vand.  I  Begyndelsen  forsøgte  vi  at  skille  dem ad,  men  det  har  vi opgivet.  Vi lader  dem  slaas.  De  skal  samles  i  Leibach  og  skal  derfra  føres  videre  til  Lejrene  i  Tyskland  og  Østrig,  hvortil  det  er  Meningen,  at  vi  skal  føre dem.

—  Det  blev  imidlertid  ikke  til  noget,  og  om  Grunden herfor  er  der  ingen,  der  ved  nogen  ordentlig  Besked.  Men der gaar  fæle  Rygter.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

14. november 1917 – Johannes Ankersen: Sparket af en hest

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, og deltog i oktober og november i den tysk-østrig-ungarske offensiv mod Italien, hvor han havde kommandoen over en afdeling minekastere.

Der var indtrådt en standsning i fremmarchen. I sidste øjeblik var det lykkedes italienerne at sprænge broen over Piave. Derover, på den anden bred havde modstanderen nu sat sig fast. Som sagt, var der nu også englændere og franskmænd. Forsvaret af Piave lod til at have være forberedt lang tid i forvejen, for modstanden viste sig temmelig stærk. Fjenden havde allerede i rigt mål kørt artilleri frem, som vi ikke kunne stille noget op imod, for vi havde kun vores lette feltartilleri med, og det havde forsvindende lidt ammunition. Hele natten oplyste italienerne den ikke synderligt dybe, men meget brede flod med lyskastere. Dette kunststykke havde vi allerede kunne beundre ved Tolmein. Det gik altså ikke sådan uden videre at spadsere over Piave og fortsætte forfølgelsen af fjenden, men det skulle dog gøres.

Minekasterne kunne ikke anvendes her, deres skudvidde rakte ikke en gang over floden. Vi pakkede altså omhyggeligt vores udstyr sammen, og hele baduljen blev overladt til en underofficer ved bagagen, mens mandskabet blev fordelt på infanterikompagnierne. Jeg selv fik til opgave at føre 4. kompagni. Efter jeg havde meldt mig hos bataljonschefen, begav jeg mig til mit nye kompagni, der lå lige ved Piave. Det var allerede sen aften, og derfor ikke så meget mere at gøre.Efter at jeg havde sovet ud, overtog jeg kompagniet ordentlig. Der var stadig to officerer, som man godt kunne leve med.

Da jeg blandt mange andre ting besigtigede kompagniets heste, blev jeg af en krikke sparket så hårdt på knæet, at jeg først troede, at hele benet var kaput. Heldigvis var det ikke noget farligt, men jeg kunne ikke gå og måtte kravle til sengs. I løbet af natten fik jeg nu i fuldt mål igen de gamle mavesmerter, var altså ikke meget værd. Det var mig så meget mere ubehageligt, da der om aftnen den følgende dag skulle gøres forsøg på med pontoner at komme over Piave. Jeg kunne ikke deltage, altså måtte den ældste af de to andre officerer lede kompagniet. Selv blev jeg ved bagagen for eventuelt senere at køre bagefter.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

11. november 1917 – Johannes Ankersen: Indhenter sit regiment

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, og deltog i oktober og november i den tysk-østrig-ungarske offensiv mod Italien, hvor han havde kommandoen over en afdeling minekastere.

Marchen i den store kolonne, hvor det kun gik langsomt fremad, passede mig ikke. Jeg besluttede derfor næste dag at marchere på egen hånd og gjorde det også. Da færre hindringer nu stillede sig i vejen, og kolonnerne også havde flere veje at marchere på, kom vi hurtigt frem, og mange dage tilbage vi betydelige distancer. I Conegliano, hvor vi ankom om natten, fik jeg ved krydsningen af en dyb bæk ødelagt vognstang på en vogn og bremsen på en anden. Nødtvunget måtte jeg holde pause, hvilket egentlig også var nødvendigt for både mennesker og heste.

Lejligheden blev benyttet til at bage brød, og efter lang tid fik vi nu igen en gang dejligt, hvidt brød. Pålæg var der nok af, da hver soldat jo havde kogekarret fuld af svinekød. Jeg indkvartede mig i Conegliano i en lysemagers hus, som stod fuldstændig urørt, på trods af at ejeren allerede var flygtet. Jeg lod straks en kasse med lys pakke på vognen til de kommende mørke dage.

Næste dag gik det videre. Hvor vi marcherede, ved jeg ikke længere, kun så meget at vi endelig indhentede vores division i nærheden af Piave. Ved divisionsstaben bad jeg om besked om, hvor regiment 63 var at finde. En cykelordonnans (jeg havde naturligvis også rekvireret flere cykler undervejs) kørte straks derhen for at gøre sig vejen bekendt, og kom så tilbage for at føre os derhen. Jeg have jo ikke noget kort og måtte derfor finde vej på den måde.

Tidligt om morgenen tog vi af sted. Da vi kom tættere på Piave blev vi på vejen beskudt af fjendtligt artilleri. Det holdt os ikke tilbage, og vi marcherede til Vidor, der også lå under temmelig voldsom beskydning. Her i Vidor traf jeg en del af regiment 23 og hørte, at min vejviser havde ført os en forkert vej. Jeg kunne ikke komme videre frem, Vidor lå lige ved Piave, og på den modsatte bred stod italienerne, som englænderne og franskmændene i mellemtiden var ilet til hjælp. Jeg måtte altså tilbage og så dreje ad en vej til venstre.

Et kraftigt beskudt sted blev tilbagelagt i gallop, så gik det igen roligt videre på den rigtige vej. Imellemtiden var vi igen kommet ind i bjergrige egne, sidevejene var nogle gange så stejle, at vi knap kunne bringe vores vogen frem med seksspand. Endelig nåede vi San Pietro, hvor vores regiment lå. Dette sted lå også under beskydning, men ikke alt for slemt. Jeg meldte min ankomst til regimentschefen og fik mine folk indkvarteret så godt jeg kunne.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

7. november 1917 – Johannes Ankersen: “Den italienske bonde lever af at dyrke vin og majs”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i oktober og november deltog i den tysk-østrig-ungarske offensiv mod Italien.

Jeg kan ikke fortælle mange detaljer fra vores march, særlig fordi jeg fra den tid ikke har nogen breve til at hjælpe min erindring. Det var dengang fuldstændig umuligt at komme af med post, da hele forsyningsvæsnet endnu ikke var bragt i orden. Forplejning kom der heller ikke, vi var altså henvist til det, som landet kunne byde på. Gud ske takke lov var det foreløbigt også nok. Dog var der flere misforhold. Værst var det, at italiernerne stort set ikke har noget salt, da der vist er statsmonopol. Det skete ofte, at vi måtte indtag vores mad uden salt, hvad for det første smager modbydeligt og heller ikke bekommer legemet vel. Kartofler og korn, altså mel og brød, fandt vi også kun meget lidt af.

Den italienske bonde lever af at dyrke vin og majs, og at holde enkelte svin og køer. Befolkningens hovedernæring bestod morgen, middag og aften af polenta. Denne ret, ofte tilberedt uden salt, er ingen nydelse især ikke for ganer, der er bedre vant. Næsten alle bønder havde i kælderen vin i store fade. Blandt dem fandt vi ganske fine sorter, men måtte også først vænne sig til den italienske drik, da vinen er noget andet end den tyske eller franske. Som dessert til vores måltider fik vi næsten altid herlig frugt – æbler eller vindruer, der var også mange spisekastanier.

Køkkenerne var meget primitive, et komfur fandt man kun hos de rigere folk. Ovne kendte italienerne knap, selvom det – som vi tydligt mærkede i december – kan blive temmelig koldt. I dagligstuen befandt sig en muret forhøjning, hvorpå der brændte åben ild. Røgen steg muntert op til loftet, ligesom hos de gamle germanere. Skulle der laves polenta, så hængte man en stor gryde i en krog over ilden. Det der skulle steges blev på en pande stillet over flammerne på en trefod. Brød bagte italienerne på den måde, at de lagde dejen i den varme aske og dækkede den til med den, til den var bagt. Man ser i hvert fald, at tyskerne i denne henseende er italienerne vidt overlegne, for hvad jeg har skildret her, er ikke særtilfælde, men var almindeligt.

Vi kom rigtig godt ud af det med befolkningen. Selvfølgelig var de i begyndelsen meget bange, især for tyskerne, som der blev fortalt de mest gruopvækkende historier om. Snart blev de dog mere tillidsfulde og begyndte at fortælle. Meget karakter havde de ikke, for det første de gjorde, var at skælde morderligt ud på deres regering og hær. Franskmændenes nationale stolthed, der sætter fædrelandet over alt, besad italienerne ikke.

At vi fik så meget at vide af indbyggerne, skyldtes, at vi mødte mange mænd, der i deres ungdom havde arbejdet længere tid i Tyskland og derfor talte tysk. Jeg forsøgte efter mulighederne at forbedre mit italienske, og gjorde også så gode fremskridt, at jeg kunne mere end ”buon giorno, signorina” osv. Var vi blevet længere tid i Italien, havde jeg sikkert snart lært sproget, ikke mindst takket være mine franskkundskaber.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

6. november 1917. H.C Brodersen skal til Italien og afhente krigsfanger

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg er kommet til Rekonvalescentkompagniet af Regiment 168. Der er Liv og Røre i Kasernen i disse Dage; thi der er en stor Undersøgelse i Gang.

For at vække saa lidt Opmærksomhed som muligt, opholder jeg mig derfor ude i Byen, dog kun for saa vidt, der ikke er Spisetid i Kasernen. Men heller ikke den Tid skulde jeg have vist mig. Det fandt jeg nemlig ud af i Middags.

Der bliver nemlig uddelt Spisekort, og uden dem kan man intet faa, saa det skulde jo gaa galt i Længden. Nu skulde Feldveblen netop bruge en Underofficer til en Transport, og da han i Middags opdagede mig, syntes han at have fundet det rigtige Offer.

Jeg protesterede, og fortalte, at jeg ikke var skrevet „K.V.”.  „Nej, det ved jeg,” svarede han, „og netop af den Grund skal De med.” Jeg maatte med paa Skrivestuen, og her fik jeg at vide, at der skulde afgaa en Transport til Italien.

Dens officielle Navn var: „Gefangenenbegleitbataillon des 18 A.K . ” Det syntes jeg godt om, vi skulde nemlig ikke andet, end afhente nogle af de 24,000 italienske Fanger, der var blevet taget under de sidste store Slag i Alperne og ved Tagliamentofloden.

— Saa sidder jeg da her i Toget og faar ikke fejret Fødselsdag den Gang. Retningen gaar efter Munchen, saa min første Frygt for, at der skulde være Rævestreger med i Spillet, er ubegrundet — og alligevel.

V i har faaet udleveret skarpe Patroner, men har ikke faaet Staalhjelme, saa der er vel intet Lumskeri med i Spillet her. Der var nemlig Tale om, at vi skulde til Vestfronten, men at Ledelsen ad Omveje skulde bringe os dertil. Dog, forhaabentlig viser det sig kun at være Rygter og ondsindet Sludder.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

3. november 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de canadiske troppers angreb ved Passchendaele, hvor tyskerne forbitret forsvarer sig og tilføjer dem store tab; på den italienske front et tyskerne brudt igennem og rykker hastigt ind i Norditalien og erobrer Undine. I Palæstina opnår britiske tropper et gennembrud ved Bersheeba, da australsk og new zealandsk rytteri sættes ind. Forinden var de osmanniske styrker blevet narret med udspekuleret misinformation. Men i Rusland står revolutionen kort før sit udbrud, da Lenin vender hjem fra sit eksil i Finland. I et forsøg på at styrke den russiske vilje til at kæmpe videre, udsteder Balfour en deklaration, der lover jøderne – herunder det store jødiske mindretal i Rusland – et hjemland i Palæstina. Og på vestfronten indsættes amerikanske tropper den 2. november for første gang, almindelige amerikanske soldater blev indsat ved fronten i kamp.

28. oktober 1917 – Johannes Ankersen: “glæden ved at ødelægge”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, og deltog i oktober og november i den tysk-østrig-ungarske offensiv mod Italien, hvor han havde kommandoen over en afdeling minekastere.

Jeg husker ikke længere, hvor lang tid det tog før vi var ude af Alperne. Det skete naturligvis ikke pludseligt, som man vel kan forestille sig, og alligevel var jeg forundret over den forholdsvis hurtige overgang fra bjerge til dal. En dag så vi det øvre italienske lavland ligge for os. Første større by var Cividale, der netop var blevet indtaget af vores tropper. Vores division skulle dog ikke til Cividale, men mod højre til Faedis. Jeg ville dog ikke undlade at ride forud for at se nærmere på Cividale.

Det var allerede mørkt, da jeg ankom, og hvilket ejendommeligt billede. Ikke en beboer var at se, de syntes alle at have skjult sig. I stedet fyldte soldater fra Alpekorpset gaderne, tykke alterlys i hænder som belysning, for at finde ud af hvor der var noget at erobre. Det drejede sig naturligvis først og fremmest om levnedsmidler, intet andet var af betydning for soldaterne. Jeg var også i en butik. Forfærdeligt så der ud. Hele gulvet var dækket med konservesdåser. For at fastslå indholdet stak soldaterne hul på dåserne med deres bajonet, og da de fleste indholdt tomater, lod de dem simpelthen ligge. Det var tåbeligt, denne ufornuftige ødelæggelse. Men sådan var det under hele det italienske felttog, og det virkede som om, at man fra øverste sted ikke ønskede at beordre soldater til stoppe. Sandsynligvis skulle den tidligere allierede, Italien, på den måde grundigt tugtes. Efter min mening var det dybt beklageligt. Man havde jo kunnet rekvirere, hvad man kunne bruge, men ordentligt, af dertil opstillede kommandoer. Ved den meningsløse plyndren gik værdier tabt, der kunne være kommet Tyskland til gode.

Selvfølgelig viste sig også glæden ved at ødelægge, men dog kun der, hvor indbyggerne var flygtet. Biblioteker blev kastet omkuld, møbler ødelagt og knust, linned og tøj flået ud og trådt under fod. Desuden havde østrigerne en forkærlighed for at svine de tomme boliger til på den mest uanstændige måde. Konsekvensen af det hele blev, at vi, da vi senere marcherede samme vej tilbage, ikke kunne finde et eneste ordentlig kvarter. Dette er alt sammen meget beklageligt, også selvom vi også undede Italienerrne straf, så skulle den have været gennemført på en måde, der sømmede sig bedre for tyske soldater. Senere kom der dog mere orden i tingene. En egenhændige rekvisition blev strengt forbudt.

Jeg sørgede for at komme ud af Cividale, alene havde jeg ikke kunnet skride ind over for plyndringerne. Jeg fandt hurtigt min enhed, og vi marcherede videre mod Faedis. Kl. 2 om natten ankom vi der, havde altså ydet et godt dagsarbejde, da vi havde været på benene siden kl. 6 om morgenen. I Faedis traf jeg ordonnans-officeren fra vores regiment, af hvem jeg i det mindste igen kunne få informationer af. Det var gået regimentet ganske godt, desværre var vores regimentsadjudant faldet under den raske fremmarch og var blevet bisat i Faedis. Som afløser var chefen for minekasterkompagniet, vores oberleutnant, der stadig befandt sig med det øvrige kompagni i Østrig, blevet tilkaldt.

Divisionen marcherede nu til San Daniele ved Tagliamento. Det var alt sammen meget godt, og jeg ville også let være kommet derhen, hvis jeg bare havde haft et kort, men mit eneste kort sluttede ved Faedis, og selv med den bedste vilje kunne jeg ikke, hvor end jeg og søgte, få fat i et nyt. Man hvad hjalp det, jeg måtte til mit regiment på den ene eller anden måde, altså måtte jeg spørge mig vej, hvilket besværliggjordes af at jeg ikke kunne italiensk. Et sted fandt jeg et vægkort i en skole, en stor ting på to kvadratmeter og temmelig unøjagtigt. Men i sidste ende var det bedre end ingenting.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

27. oktober 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den franske offensiv ved La Malmaison, hvor det lykkes er trænge 10 kilometer frem. Kombinationen af luftrekognoscering, omhyggelig artilleriforberedelse og indsættelse af kampvogne viste, at de tyske linjer kunne gennembrydes og at den franske hær var langt fra slået. Ved Passchendaele længere mod nord indleder canadiske tropper et angreb. På østfronten går den tyske “Operation Albion” planæssigt, da tyske tropper erobrer Øsel og Dagø i Rigabugten og går i land i Estland. I Italien kommer tyske tropper de østrigske forbundsfæller til hjælp, og hvad der ikke er lykkedes for italienerne i 11 offensiver ved Isonzo, lykkedes for tyskerne i den 12.: De gennembryder de italienske linjer ved Caporetto! Blandt de tyske officerer er Erwin Rommel, der her opnår, hvad han senere kaldte sin karrieres højdepunkt.

27. oktober 1917 – Flensborg Avis: Fra Alperne til Piave

Den 19. december 1917 bragte Flensborg Avis følgende feltpostbrev om felttoget mod Italien.

Fra Alperne til Piave.
Feltbrev til „Dybbøl-Posten”. Jeg læste for nogle Tage siden en Artikel i „Dybbøl-Posten” om Fremmarchen ved Riga og om Landingen paa Øen Øsel og vil derfor nu i Aften, saa godt som jeg formaar, forsøge at skrive lidt om vor Offensiv her i Italien.

Den 23. Oktober dette Aar om Aftenen som vi efter omtrent otte Dages Marche til Santa Lucia, hvor vi kom ind i Kavernerne (det er Jordhuler, som gaar ti Meter ind Bjerget). Vi laa med vort Regiment i Reserve. Om Morgenen den 24. Oktober flod skød vor Artilleri Trommeild; ved Ottetiden gik vore Tropper, som laa i forreste Linje, over til Storm. og i et Nu var Stillingerne ved Ciginie tagne og de første Fanger blev bragte tilbage. I Løbet af Dagen blev ogsaa Stillingerne paa Jesabjerget tagne med Storm. Og henad Klokken 4 om Eftermiddagen blev ogsaa vort Regiment trukket videre frem.

Natten til den 25. Oktober laa vi i de italienske Stilling. Den næste Morgen, endnu før det var lyst, marcherede vi videre op paa Toppen af Jesabjerget, hvor Italienerne havde gode, udbyggede Stillinger. Den Dag laa vi ogsaa endnu i Reserve, og i de fjendtlige Stillinger fandt vi mange Levnedsmidler og Udrustningsgenstande. Nu kan I tro, at her blev der spist, hvad Maven kunde holde, thi vi var alle sultne, og at klatre om i Bjergene med en fuldpakket Tornyster giver en sund Appetit.

Natten til den 26. Oktober overnattede vi i Telte paa Jesabjerget. Næste Morgen skulde vi indsættes i Linjen, men Fjenden var om Natten bleven kastet ud af sine befæstede Stillinger Paa Kolovratryggen af det saakaldte Alpekor [Alpenkorps], og nu blev den italienske Grænse overskreden. Hele Dagen marcherede vi langs Kammen af Bjergene i Retning af Asida til. Vort Regiment kom den Dag endnu ikke i Ilden, og vi maatte atter overnatte; denne Gang havde vort Kompagni den Lykke at komme under Tag.

Tidlig næste Morgen blev vi purrede ud, og videre gik det i Mulm og Mørke. Vi marcherede den Dag ikke saa meget, thi Fjenden holdt indtil om Aftenen Stand paa de sidste Højder foran Cividale. Om Aftenen den 2[7]. Oktober marcherede vi igennem Cividale, og videre gik det denne Nat i Mulm og Mørke og i øsende Regn, saa vi var vaade til Skindet, hvad der jo just ikke er videre behageligt. I Morgendæmringen holdt Italienernes Bagtrop Stand ved en udtømt Flod[s]eng, hvor vi maatte gaa over til Angreb. Dog i Løbet af faa Minutter veg de ogsaa her. og nu kunde vi i Løbet af Formiddagen marchere ind i Byen Udine. Der snappede vi flere italienske Avtomobiler, som vilde tage Tilflugt i Byen.

Forladt italiensk vognkolonne i byen Udine, oktober 1917 (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Den samme Aften maatte vi atter forlade Udine og gaa videre, forfølgende Fjenden. Nu marcherede vi hver Dag i et Par Dage, imens kom vi til Floden Tagliamento. Her laa vi et Par Dage temmelig rolig, en Dag maatte vi ved at omgaa en By tre Gange igennem en. Bæk Vandet gik os til over Knæerne. Den 3. November blev vor Division afløst og vi kom i Reserve, hvad vi ogsaa trængte til, thi vi havde slet ingen Tid haft til at holde vore Sager i Stand.

Men ogsaa dette fik en Ende, og atter maatte vi pakke vore Sager for at rykke videre frem. Vore Tropper var imidlertid gaaedc over Floden Tagliamento og er nu stødte frem til Floden Piave. Vi marcherede nu atter omtrent 100 Kilometer, dog hver Aften kom vi under Tag, og nu ligger vi foran Piave, vi paa den østlige Side og Fjenden paa den anden Side. Jeg sidder her sammen med flere Kammerater i et varmt Kokken med en aaben Kamin. Vin og Æbler kan vi faa her saa meget som vi vil. Den italienske Slette er temmelig tæt befolket, og Landsbyer finder man næsten ingen her, blot mindre Stæder.

Nu vil jeg slutte med mange Hilsner til Venner og Bekendte derhjemme i vort kære Nordslesvig og alle kære Landsmænd, som staar derude i Felten. H.H.

24. oktober 1917 – Johannes Ankersen: “ved 6-tiden åbnede tilintetgørelsesilden”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i oktober var kommet til Alperne for at deltage i den tyske og østrig-ungarske offensiv mod Italien.

Hvornår angrebet skulle finde sted, vidste vi endnu ikke, endelig hed det om morgenen den 24. oktober. Dagen inden skød artilleriet og minekasterne sig ind. Nu kunne det gå løs.

Om morgenen den 24 ved 6-tiden åbnede tilintetgørelsesilden, meget livligt, det må jeg sige, selvom det måske lød værre i bjergene end det virkeligt var tilfældet. Jeg stod i mit observationsstade og observerede skuddenes virkning, men kunne så ikke se mere, da røg og støv skjulte det meste. Under beskydningen gik de angribende grupper fra anden og tredje linje frem i beredskabsstillingerne. Tropperne fra første linje var allerede gået i stilling om natten. Desværre havde en af mine minekastere en rørsprængning, hvorved to mand af mandskabet døde. Det fjendtlige artilleri svarede kun megt svagt igen.

Tysk bombardement af de italienske stillinger ved Isonzo, oktober 1917 (Franz Kaiser: Das königl. Preuß. Infanterie-Regiment Nr. 63. Deutsche Tat im Weltkrieg 1914/1918, Berlin 1940)

Omkring kl. 7½ holdt ild på de forreste fjendtlige linjer op, og vores artilleri holdt nu kun de fjendtlige kanoner under ild. Jeg kikkede længere ind i dalen. Først så jeg ikke meget, kun her og der enkelte tyske soldater og mindre grupper, som gik frem, men også tilbage. Da på samme tid bjergsiden, som italienerne sad på, blev holdt under beskydning af vores maskingevær, så lod det sig overhovedet ikke fastslå, om angrebet var lykkedes eller ej. Pludselig, jeg troede ikke mine egne øjne, kom de imod os i store mængder, uden våben og svingende med lommetørklæder, tilfangetagne italienere, hele tiden flere, så at de ikke var til at få tal på. Da glædede hjertet sig.

Jeg lod nu også vores minekastere pakke sammen og bringe ned i dalen. Det var et svært arbejde og tog ret lang tid. Da var endelig var kommet ned, manglede vores køretøjer, der ikke var til stede. I mellemtiden passerede uafbrudt ammunitions- og forplejningskolonner til forbi os, alt sammen på pakdyr. Tyske og østrigere mellem hinanden. Vores division havde angrebet Isonzo-dalen, med regiment 63 i første linje. Til venstre for os arbejdede alpekorpset sig langsomt henover bjergene. Deraf kom det, at italierne stadig beskød bjergene, mens vores division befandt sig længere inde i dalen.

Italienernes tab af sårede og døde var ikke særligt stort, dog var de arme fyre til dels slemt tilredte af stenslagene, som opstår når skuddene rammer klippen. Derimod var antallet af fanger enormt. Kom de først i enkeltvis eller i små grupper, så var de til sidst så mange, at hele gaden var fuld af dem. De ankom uden bevogtning vinkende med deres lommetørklæder og spurgte, hvor de skulle hen.

Vi måtte vente længe på vores køretøjer, det var sen eftermiddag, da de endelige nåede frem. Nu kunne vi også sætte i march, men også det gik temmelig langsomt. Man kan let forestille sig, hvor overfyldte vejen var, for et var den eneste vej langs Isonzo, som kunne benyttes af vogne. Og den var naturligvis fuld af vogne af en hver art. Hvert øjeblik bremsede en kolonne op på grund af hindringer på vejen. Vi led særlig derunder, da vores heste trak så dårligt, jeg tror at folkene ydede mere end hestene. Imod os kom uophørlige strømme af tilfangetagne italienere. Alle soldaterne var godt klædt og så velnærede ud. De synes at nære store frygt for tyskerne, mens de ikke var bange for østrigerne.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

24. juni 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om planerne for den kommende britiske offensiv i Flandern. Vi skal også til Mellemøsten, hvor Lawrence of Arabia har problemer med den arabiske revolte. I den franske hær løjer mytterierne af, og på den italienske front er offensiven ved Trentino en katastrofe.

27. juli 1914. “Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland”

Flensborg Avis analyserer den højspændte situation i et ekstranummer:

Ved Verdenskrigens Rand

I Lørdags afbrødes den diplomatiske Forbindelse mellem Østerrig-Ungarn og Serbien. Efter den Tid er der udspredt Masser af Ekstrablade trindt omkring i Europa; men der er ikke sket noget afgørende, og Meddelelse om nogen større Kamp foreligger endnu ikke.

Med langt større Spænding end selve Udviklingen ved den østerrigsk-serbiske Grænse følger Europa Forholdet mellem Stormagterne.

Endnu synes intet afgjort med Hensyn til, hvorledes Rusland vil stille sig. Der meddeleles Udtalelser om, at Frankrig vil slutte sig trofast til Rusland, og at Tyskland og Italien vil staa Last og Brast med Østerrig-Ungarn, Udtalelser, der paa nærværende Tidspunkt er en Selvfølge.

Kejser Wilhelm er nogle Dage før Tiden vendt hjem fra Norge. Præsident Pointcaré har derimod ikke opgivet sit besøg i København.

(…)

Fra Wien telegraferes:

(…) Det var et højst dramatisk Øjeblik, da Udenrigsministeriets Pressekonsulent kalde de 40 Journalister ind til sig, som i Timevis havde ventet i Paladset Gange. Pressekonsulenten var synlig bevæget, da han meddelte, at den diplomatiske Forbindelse med Serbien var afbrudt.

Meddelelsen modtoges med stormende Bravoraab, og alle styrtede derefter til Udgangen og raabte mod Menneskemængden foran Slottet: “Krig! Krig!”

Stormende Hurraraab var Folkets Svar. I næste Nu var den indre slotsplads opfyldt af Mennesker, og man afsang den østerrigske Nationalsang.

Hvad siger Tyskland?

Det officiøse “Wolffs Bureau meddelelser: (…) Den tyske Regering har overalt paa samme Maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret.

Dens Bestræbelser gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.

Den russiske Presse

(…) Novolje Vremja skriver i en ledende Artikel: Østerrig-Ungarn alene vover ikke at gøre sig skyldig i nogen Krænkelse af den internationale Ret.

Et Ord af den tyske Kejser er tilstrækkeligt til, at Østerrig-Ungarn tager sin Verbalnote tilbage. Kejseren ved, at Rusland ikke kan forblive ligegyldig, men er tvunget til ved den fulde Vægt af sin Militærmagt at understøtte Serbien.

Østerrigs Overfald paa Serbien betyder krig med Rusland. En østerrigsk-russisk Krig fremkalder Tysklands Medvirkning, et russisk-tysk Sammenstød drager Frankrig med ind, maaske ogsaa England.

Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland og dets Leder. En fredelig Udgang er kun mulig, hvis Tyskland ikke er fast besluttet paa nu at føre Krig mod Frankrig og Rusland.

1914-07-17 Peter SimonsenRedaktør Peter Simonsen var ansvarlig for Flensborg Avis’ udenrigsrubrik.

27. juli 1914. Mobilisering i Serbien og Østrig-Ungarn! Begejstring i Tyskland!

Haderslev-avisen Modersmaalet følger den spændte udvikling i Sydøsteuropa.

Krigen mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.

Som meddelt i de i Gaar Formiddags til Bladets Læsere i Byen og Landet udsendte Løbesedler, er den diplomatiske Forbindelse mellem Serbien og Østerrig-Ungarn bleven afbrudt Lørdag Aften. Serbien havde allerede om Eftermiddagen Klokken 3 anordnet Mobilisering, og Østerrig-Ungarn lader delvis mobilisere…

Begejstring i Tyskland.

Da Ekstrabladene om Serbiens utilstrækkelige Svar uddeltes i Berlin Lørdag Aften, udbrød Mængden i høje Leveraab for Østerrig-Ungarn. Henved 2000 Personer drog hen foran det østerrig-ungarnske Gesandtskab, raabte Hurra og sang ”Deutschland, Deutschland, über alles” og andre tyske Nationalsange. Gesandten traadte frem og takkede. Ogsaa i Hamborg kom Begejstringen for Østerig-Ungarn til Orde i Tale og Sang.

Gott mit uns_2

Serbiens Naboer vil holde sig neutrale.                                      

Fra Belgrad meddeles, at Regeringerne i Bulgarien og Grækenland vil holde sig strengt neutrale.

Om Krigsbegejstringen i Belgrad.

Meddeles fra Berlin: Til Lørdag Middag var der Stemning i Regering, Militær og Befolkning for at svare imødekommende paa Østerrig-Ungarns Note. Klokken 2 Lørdag Eftermiddag ankom en hemmelig Depeche fra St. Petersborg, og da den var bleven læst, udbrød en vild Begejstring for Krigen. Det hed sig, at Rusland havde stillet sig fuldtud paa Serbiens Side.

De tyske Gesandter beroliger.

De tyske gesandter i Paris, Petersborg og London har haft Samtaler med de paagældende Landes Udenrigsministre. De har udtalt sig meget beroligende og opfordret til at tage Sagen med Ro.

Italien og Østerrig-Ungarn.

Den italienske Regering har meddelt den østerrig-ungarnske Regering, at Italien i Tilfælde af en bevæbnet Strid mellem Østerrig-Ungarn og Serbien vilde indtage en venskabelig Holdning, svarende til Forbundstraktaten.

En tysk officiøs Udtalelse.

Det officiøse tyske Wolffs Bureau meddeler: Den tyske Regering har ikke i Paris ført noget andet Sprog, end hos alle øvrige regeringer. Den tyske Regering har overalt paa samme maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret. Dens Bestræbelse gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.

 

19. juli 1914. Analyse: Søger Østrig et påskud for at angribe?

Flensborg Avis analyserer i udenrigssektionen Verdens Gang situationen på Balkan

Ved Adriaterhavet

Fra Italien, Østerrig og Serbien er der kommet Meddelelser om delvis Mobilisering; fra alle tre Lande er det i de sidste Dage officiøst blevet modsagt, men Dementierne synes i hvert fald ikke alle troværdige.

Over for den serbiske Paastand om, at der slet ingen militære Forberedelser er sket, som kunne berettige til de østerrig-ungarske Meddelelser, opretholder Bladene i Wien og Budapest deres Opgivelser.

Hvem der har Ret, vides ikke. I hvert Fald kunne den serbiske Mobilisering meget godt forklares ved de fremkomne Efterretninger om, at der allerede sendtes østerrigske Tropper ned til Grænsen, hvilket temmelig længe blev staaende uimodsagt.

I et Telegram fra Wien hedder det: “Efterretninger fra Sarajevo, der kommer fra absolut paalidelig Kilde, gaar ud paa, at Meldingerne om Indkaldelsen af de serbiske Reserver virkelig stemmer overens med Sandheden. I herværende bestemmende Kredse erklæres, at de af de østerrig-ungarske Monarki paatænkte Skridt ikke vil blive paavirkede af de serbiske Benægtelsesforsøg.”

Dette ser næsten ud, som om man nu ville træffe militære Forberedelser i Østerrig under Paaskud af, at Serbien har begyndt.

1914-07-17 Peter Simonsen Udenrigsrubrikken blev redigeret af Peter Simonsen

16. juli 1914. Italien og Grækenland på randen af krig?

Haderslev-avisen “Modersmaalet” kommenterer udviklingen i Middelhavet:

Myrderierne paa Balkan.

Italienerne er, som bekendt, rasende over, at Grækenland vil have hele Epirus, ogsaa den Del, som paa Londonkonferencen lagdes ind under det ny Fyrstendømme Albanien, der har vist ikke at kunne holde Orden i de Landsdele, som det er sammensat af.

Italienernes Raseri viser sig blandt andet ved, at de sender den ene hadefulde Beskyldning ud i Verden efter den anden mod Grækenland, og mange af disse Beskyldninger har endda vist sig at være usandfærdige eller stærkt overdrevne…

…Et kan man være enig med Italienerne om, at det maa være forfærdeligt paa Balkan; men saafremt herredømme, skulde Grækenland nok skaffe ordnede Tilstande i Landet.

Men Italien er, som man veed, skinsygt paa Grækenland, fordi det frygter for i Grækenland at faa en Medbejler til Herredømmet i Middelhavet, og det maa saa de uskyldige Beboere i Epirus og andre Egne af Balkanhalvøen lide under.

svendsen 001a
Redaktør Nicolai Svendsen

 

                                                 

15. juli 1914. Italien indkalder reserverne: gælder det Albanien eller Grækenland?

Haderslev-avisen “Modersmaalet” følger den spændte situation i Sydeuropa:

Militære Forholdsregler i Italien.

Den italienske Regering har uventet givet Ordre til, at Reserveaargangen af Fodfolket fra 1891 skal give Møde ved sine Regimenter, undtagne er foreløbig Rytteriet og Artilleriet. Denne Forholdsregel har selvfølgelig vakt megen Opmærksomhed saa vel i selve Landet som i Udlandet.

Rombladet ”Tribuna” hævder, at som Følge af de lybiske Befæstningers formindskede Fredstand ønsker Regeringen at have hele Styrken samlet med henblik paa den usikre internationale Stilling, særlig i Østerland, og at den indre Fred maa vogtes for enhver Pris.

Tyske Blade mener, at denne officiøse Forklaring kan udtydes paa to maader, Regeringen i Rom frygter maaske for en Jernbanestrejke, og paa den anden Side modnes Tildragelsens Frugt i Albanien, saa Stormagterne maa gribe til en mere virksom Politik.

Fra Rom telegraferes til ”Frankfurter Zeitung”, at Indkaldelsen af Reserven anses for at være et betydningsfuldt Tegn paa den ydre Stilling, og at en Balkandiplomat mener, at dette Skridt maa være rettet mod Grækenland. Den offentlige Mening har med henblik paa Grækenlands Indgriben i Epirus forlangt, at Regeringen skal give sine Forlangender et militært Eftertryk.

Den officielle Indkaldelse adskiller sig fra den sædvanlige Indkaldelse af Reserven til Øvelse allerede ved sin ydre Form. Opslaget af de grønne Opraab har samme Form som en Mobiliseringsordre. Reserven er indkaldt til 15. Juli, altsaa i Dag, og omfatter i alt 120,000 Mand.

Rusland i Middelhavet.                                                                         

”Neues Wiener Tagblatt” vil fra paalidelig Kilde have erfaret, at Rusland har til hensigt, naar Dardannellerne er bleven aabnede for russiske Krigsskibes Gennemfart, at skaffe sig et Støttepunkt for Orlogsflaaden paa montenegrinsk Omraade, enten ved Antivari eller i Bugten ved Roce. En saadan Plan vil dog sikkert støde paa uovervindelig Modstand saa vel fra Østerrig-Ungarn som fra Italiens side.

Økonomisk Krise i Serbien

Det serbiske Regeringsblad ”Samouprava” indrømmer, at Serbien for Tiden befinder sig i en alvorlig økonomisk Krise. I Belgrad er alt Forretningsliv standset. Haandværk og Industri ligger stille, ude paa Landet indskrænker Bønderne deres Forbrug til det mindst mulige, og Bankerne opsiger de givne laan. Man frygter for en Krig med Østerrig-Ungarn og holder sig derfor tilbage.