Tag-arkiv: IR84

29. april 1917. Hans Lindholm: Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene

20-årige Hans Lindholm skriver til sin kammerat Johannes Christensen, der lige er taget af sted på orlov, mens han selv med Regiment 84 var rykket ud på den omstridte høj nummer 100 i nærheden af Pignicourt, som var et af de punkter franskmændene forsøgte at erobre i deres forårsoffensiv.

Gode ven!

Nu vil jeg så opfylde mit løfte og skrive dig et par ord til dig, men jeg kan ikke fortælle dig meget. Jeg blev let såret lige efter, vi var kommet derop. Der slog en granat ned lige for os. Vi stod 2 mand på posten – Hans Boye og jeg. Den sprang mig noget op i hovedet og så blev jeg begravet af jord, men de fik os udhalet og forbundet. Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene og hovedet. Jeg har jo øjnene forbundet, men det ene kan jeg godt nok se lidt med og det varer ikke længe, så er jeg ved kompagniet igen. Nu vil jeg så slutte denne gang. Med mange hilsner din ven Hans.

Hils også din søster og din øvrige familie mange gange.

Billede fra lazarettet. Det er Hans Lindholm yderst til højre i anden række

Du kan læse mere om Hans Lindholm i Sune Wadskjær Nielsens bog, der beskriver vennen Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste. Bogens titel er ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

25. april 1917. Johannes Christensen: Vorherre har nok beredt ham et bedre hjem deroppe

20-årige Johannes Christensen venter på, at hans orlovspapirer kan komme i orden, så han kan hjem til Visby ved Bredebro for første gang siden han omkring 1. oktober 1916 blev frontsoldat ved Regiment 84.
I dag den 25. har jeg været med til at bringe feltwebel Møller og løjtnant Rose til deres sidste hvilested. Vi havde et par kister til dem og bundet et par kranse. De blev kørt herfra til Asfeldt, hvor de blev jordet i en fællesgrav. I den ene ende af graven kom de ned ved siden af hinanden, løjtnant Rose først , derefter spillede regimentsmusikken og divisionspræsten holdt en lille tale. Der var vist 20 mand i alt, der blev jordet i den samme grav, alle ved siden af hinanden, kun med et dækken over. Kanonerne tordnede, feltbanen fløjtede og automobiler i snesevis larmede og fløjtede forbi. Ja, mens alt hvad man kan tænke sig herude ved fronten, hvor der lige er begyndt en ny offensiv, bevægede sig rundt om og frem og tilbage, foregik den lille alvorlige handling i en lille kreds af mænd, som alle bar præg af denne tids alvorlige og forfærdelige handlinger.

Da vi kom hjem igen til Brienne, fortalte nogle, at de var gået omkring og set lidt på de mange gravsten. Alle var pyntet med et lille trækors, hvor navnet stod på den faldne. De havde også fundet Marius Petersens navn iblandt. Han var død 24. april af sine sår. Den stakkel. Nu har han lidt sorg og nød herude i tre år og så måtte han endda bort. Men Vorherre har nok beredt ham et bedre hjem deroppe, hvor ingen mere tør lide eller længes. Jeg vil altid mindes Marius som en trofast ven med hjertet på rette sted.
Ja. Denne dag vil atter være en stærk mindedag herudefra.

Skrevet onsdag 25. april på et lille kvistværelse i Brienne.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

23. april 1917. Regiment 84 kommer til Aisne

Unteroffizier G. Szameitat, tjenstgørende ved 7. kompagni, regiment 84 (IR84).

I Aisne-området dæmrer natten den nye morgen i møde. Bedøvende trommeild brager over øde marker og grave. Foran højde 100, en helvedes afgrund, der ånder endnu tyske krigere, der hyler døden i en jernorkan ned på blodig jord!

Forkommando! Hvem mon er så heldig at høre til den? Sådan spurgte man hinanden i korporalskredsen, mens der blev tærsket i kortene med Mausel og 66 i den store lade ved Pignicourt. Jonny Wunderlich sidder og drejer sine kønne lokker, grublende kigger han efter den sidste rest af sine penge, som han gerne ville gøre til flere. Men vor kære Hannes Niendorf og Seppl Neubert kender ingen nåde. Niendorf melder: “Pas på, folkens, nu kommer piberen *, og så er Jonny af med sine penge”! Og ganske rigtig, en piber!
Jonny skubber resten af sine penge over til Niendorf og smider kortene. – “Underofficerer til Feldwebel!” lyder befalingen “Nu går det nok løs?!”

(*  Trommler und Pfeifer er figurer i traditionelle bayeriske kortspil.)

Tre underofficerer, heriblandt også jeg, med otte mand som forkommando til høj 100!

I aftendæmringen forlader vi med blandede følelser byen Pignicourt. Uskadte når vi jagende gennem batterier af forskellig størrelse og type høj 100, som vi .snart skal blive meget fortrolige med. Et eller andet sted i en grav bliver der holdt et længere hvil, mens vor fører indhenter instruktioner.

Fjenden gør ikke den første aften alt for broget for os, og vi bliver efterhånden mere tillidsfulde, også fordi der derude foran skulle være helt rare dækningsrum. Af og til falder der nogle store brokker ned. Men hovedsageligt er det shrapnelild, der fra tid til anden bliver ret stærk.

Vor fører kommer: “Klargøring! Følg mig langsomt!” Vi vandrer og vandrer, holder, følger langsomt, og sådan går det længere tid, uden at vi ved, hvorhen vi skal. I en ret god grav holder vi igen rast. Vi lægger os i de dækningsrum, der til dels ikke er besat, og slumrer af og til ind.

Marius Petersen og nogle folk bliver afhentet. Kort tid efter skal han være faldet ved en shrapnelkugle, der traf ham i maveregionen. Vi hørte blot, at han var såret Nogle dage senere finder en mand fra vort kompagni tilfældigvis under en spadseretur på kirkegården en grav med kors og indskrift: “Unteroffizier Marius Petersen, 7. komp. IR84.”

Dette budskab har overrasket os meget. Han har beredt os mange fornøjelige stunder ved sit hyggelige, muntre væsen.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

 

 

 

23. april 1917. Johannes Christensen. Skillelinjen mellem liv og død

20-årige Johannes Christensen befinder sig i Pignicourt nord for Reims, hvor hans enhed Regiment 84 samme nat skal afløse Regiment 87 på den omstridte Høj nummer 100, som franskmændene snart ventes at angribe og bombarderer uafbrudt. Det er et uddrag af nogle optegnelser, han har skrevet på Vallekilde højskole i 1918.

Vi havde vel ligget der i tre dage med stor oppakning påsnørret livremmen og alt tilbehør om livet. Det var os ikke tilladt i det mindste at frigøre os nogle af delene, da det hvert øjeblik kunne gå løs. Klokken 1 om middagen begyndte franskmændene pludseligt at beskyde byen. Den første granat traf lige uden for laden, så det knagede i alle sammenføjninger. Den smadrede en feldwebel og en løjtnant, der stod lige uden for laden. Nu blev der naturligvis et vældigt røre – og alle stormede ud i det fri, for hvis denne granat var gået tre skridt længere havde den ødelagt to kompagnier, som i dette øjeblik befandt sig i laden. Da franskmændene fra deres lænkeballoner, så hvilket røre der blev, lod de kanonerne rigtigt brage løs og anrettede frygtelige scener.

Trods alt endte denne eftermiddag glædeligt for mig. Min gode ven (Hans Lindholm, red.) havde nemlig været hjemme på orlov og var lige kommet tilbage den dag. Han fortalte, at han skulle overtage min plads i rækken den nat, for jeg måtte rejse hjem på orlov. Jeg blev både glad og ked af det i førstningen. Vi vidste jo alle, hvad der forestod den nat, og at det for manges vedkommende var den sidste dag, de levede her på jorden. Nu kom han lige der hjemmefra. Alt stod endnu klart for ham, og så stod han lige med ét ved skillevejen mellem liv og død. Blot jeg endda havde vist, hvorledes det ville gå ham denne nat. Men om sider måtte vi jo skilles – han måtte fremad og ud i det rædselsfulde, jeg tilbage og hjemad til mine kære.

Den første aften nåede jeg tilbage til en by, der hedder Briennes, der var skrivestuen, hvor jeg skulle have min orlovsseddel. Da vi kom dertil – vi var fem mand ifølge – kunne jeg ikke drage videre den nat, da min orlovsseddel ikke var kommet i orden endnu, da jeg var sønderjyde. Det var en skuffelse og jeg gruede næsten for, at der noget bag, der var værre.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. april 1917: Johannes Christensen: Om morgenen 18. april var der pludselig alarm

20-årige Johannes Christensen er soldat i Regiment 84, der ligger i reserve nordøst for Reims, klar til at afløse udmattede enheder i forreste linje, der forsvarer sig mod den franske forårsoffensiv . Han fortæller i nogle dagbogsoptegnelser.

Om morgenen 18. april var der pludselig alarm og en halv time efter var vi på march igen i piskende regnvejr. Vi marcherede eks kilometer og kom til Brienne, som man ved første øjekast så var rømmet over hals og hoved. Der blev fra formiddag til eftermiddag klokken fem, så hed det alarm igen.

I denne by så det forfærdeligt ud. Alt lå mellem hinanden. Der lå de kostbareste ting, som ingen havde tænkt på eller kunne nå at få med under franskmandens pludselige og heftige beskydning. Vi så jo naturligvis lagrene efter og tog nogle småting med, som minder fra denne by. Noget betydeligt havde vi ikke lyst til at slæbe med på og hvem ville slæbe rundt med unyttigt? I det hele taget havde jeg ikke meget lyst til at rode lagrene.

Klokken 17.00 gik det så pludseligt videre, og vi kom hen til denne by og her har vi ligget i en stor lade siden i aftes. Vinduer og døre er ituslåede, så det blæser tværs igennem, men det er kun, hvad vi er i hele tiden og det er dog bedre end ude i graven. Vi går med koblet omspændt hele tiden, så vi blot behøver at smide tornysteren på skulderen, når det atter hedder alarm. Sandsynligvis går det forud, men vi håber til det sidste, at det må gå tilbage. Skal vi forud, så stoler jeg på at Vorherre og frelser vil bevare mig igennem dette. Ja, Gud i vold I kære derhjemme.

Jeg har det endnu godt og har kun grund til at takke gud for min skæbne indtil nu.

Dette er skrevet i min dagbog på ryggen af mit tornyster her i den store lade, mens kanonerne tordner udenfor, så jorden ryster under os.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

8. april 1917. Johannes Christensen: Så dundrede i det samme nu 20-30 kanoner løs.

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I nogle erindringer skrevet på Vallekilde Højskole i 1918 fortæller han:

En morgen stod jeg vagt fra 4 til 6. Det var påskemorgen. Der hørtes ikke meget skydning og vejret var vidunderligt smukt og klart. Kun en ganske svag luftning drog fra nord til syd. Jeg stod henfalden i tanker om de kære derhjemme og med blikket ud over det franske landskab, der begyndte at hæve sig ud nattens bortdragende mørke. Derovre – 40 meter fremme – stod franskmændene på post, måske hensunkne i de samme tanker som jeg. Hvor længe skal dog dette myrderi vare ved? Hvor længe skal de hjerteløse tyranner lege med menneskers liv og skæbne? Nu oprunder den tredje påskemorgen under menneskers rasen mod hverandre. Mon ikke snart Gud vil byde stop, så vi atter må opleve en rigtig påskemorgen, hvor fredens klokker igen kimer over land og by.

Mens tankerne krydsede snart derhen, snar derhen, så jeg med ét til venstre en hvid tåge stige op fra den tyske skyttegrav og trække over mod franskmændene.

Et øjeblik så lød der råb og alarmtrommerne rørtes kraftigt derovre. Som et lyn sted 40-50 lyskugler til vejrs og som en havde rykket i en snor, så dundrede i det samme nu 20-30 kanoner løs.

Tyskerne havde benyttet det herlige vejr og den gunstige brise til at åbne for deres gasbeholdere, og bagefter – ja, så lå der så og så mange unge, håbefulde og livsmodige franskmænd og våndede sig i dødens kvaler. For en halv time siden anede de intet og nu var de ikke mere.

En times tid dundrede kanoner løs og så stilnede det af. Solen hævede sig op over jordoverfladen i øst og sendte sine stråler ind over slagmarken. Den uvisse og hyggelige lange nat var atter gået og med den mørket, der skjulte alle onde foretagender og grufulde hemmeligheder. Ved dagens lys kunne farerne ikke sådan overraske os, og det giver altid en vis koldblodighed og tryghedsfølelse.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. december 1916 – Johannes Christensen: Det gik som en elektrisk strøm gennem graven

20-årige Johannes Christensen skriver et julebrev hjem fra en skyttegrav ved Thiacourt sydøst for Verdun, hvor han er i stilling med Regiment 84.

Kære allesammen!

En lille hilsen skal I have inden jul.

Mange tak for det lille julebrev, som jeg modtog i går. Jeg har også glædet mig til det i lang tid. Jeg har det stadig godt og alting går sin daglige gang med at stå på posten og arbejde.

Hvordan tror I ellers det skulle gå med freden nu? Tror I ikke den snart skulle komme? Hvad skriver Ribe Stifttidende?

Ja, gid vi kunne få vished for det her til jul, så fredsklokkerne kunne lyde sammen med juleklokkerne. Om det så ville vare lidt inden vi fik løbepas, så ville glæden være ubeskrivelig, når det lyder fra den ene post til den anden her i graven – freden er kommet. Du kan forlade din post. Det gik som en elektrisk strøm igennem graven den anden dag, at kejseren har tilbudt fred. Nu fortælles det at alle har taget der imod på nær England, men det ville vi heller ikke forhindre dem, når alle andre blev enige, men om det passer noget af det hele, er jo et spørgsmål.

Vi går jo i stærk spænding hernede, kan I nok tænke jer, da vi ved, at når det ikke bliver til noget med freden nu, så har vi stadig det værste tilbage. Vi vil stadig håbe det bedste.

Kommer Thorvald hjem til jul eller hvordan går det? Alfred kommer da forhåbentlig. Bare han er hjemme, når I får disse linier. Ellers går det ligesom sidste år, at I slet ingen har hjemme juleaften. Bare det nu er den sidste jul, der skal opleves under disse trange tider.

Jeg vil så ønske alle derhjemme en dejlig velsignet julefest.  Mine tanker vil jo være hos jer den aften, når jeg står derude og stirrer op mod Guds stjernefulde himmel, da vil tankerne stadig dvæle ved alle de dejlige juleaftener, som vi har oplevet derhjemme som børn, hvor ingen havde anelser om den forfærdelige krig, der forestod, dengang.

Ja, til slut vil jeg håbe at vi alle snart vil opleve gensynsglæden under en lykkelig og god fred.

I har vel ikke noget derhjemme, der kunne bruges til fodlapper, for her er næsten umuligt at få sådan noget? Noget sandpapir kunne jeg også nok bruge igen.

Har jeg sagt tak for smørpakken, jeg modtog i forgårs? Med hjertelig hilsen

Eders hengivne søn og bror, som har det godt.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

8. november 1916 – Johannes Christensen: Jeg radbrækker mindst 100 hver dag.

19-årige Johannes Christensen er med Regiment 84 rykket i stilling ved Thiacourt sydøst for Verdun. Han skriver til familien hjemme i Nørby ved Visby.

Kære alle sammen

Mange tak for dit brev dateret den 30. kære mor. Og for pølsen og smørret også mange tak. Jeg tror nok, at jeg har fået alt, hvad I har afsendt til mig.

Jeg kan jo glæde jer med, at jeg nu har det meget bedre. Det er en god veludbygget stilling, vi nu ligger i og det er også forholdsvis roligt her. Jeg sidder ved elektrisk lys 10 meter under jordens overflade. Kakkelovn og senge har vi også, men der skulle blot ikke være så fuldt af lus. Jeg radbrækker mindst 100 hver dag i min sweater. Av for pokker! Der bed 2-3 stykker igen ad gangen. Ja. Man har ikke et minuts fred for det pak. Det tager mindst tre timer hver aften, inden de har fået sat sig og før der er tale om at falde i søvn.

Ja så blot en kærlig hilsen og på gensyn.

Eders Johannes.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

2. november 1916. Johannes Christensen: Mon dog ikke vi skulle få fred til jul?

Den 19-årige soldat ved Regiment 84 – Johannes Christensen fra Nørby ved Visby – har overlevet det voldsomme franske angreb på Fort Douaumont, som franskmændene generobrede og tilføjede tyskerne et klart nederlag. Nu er det hårdt medtagne regiment ved at skifte stilling og Johannes skriver hjem for første gang siden slaget standsede.

Kære alle sammen!

Nu skal I endelig have et par ord igen. Lang tid har jeg desværre ikke. Hjertelig tak for dine to breve, kære søster. Pakkerne med smør, sylte og sweateren har jeg fået. Nu mange tak for det alt sammen.

I skal blot ikke bryde jer om at sende kødvarer til mig, for vi får jo altid da noget her – mere end ved depotet – og I har jo aldeles ikke for meget derhjemme kan jeg regne ud.

Hvordan har I det ellers alle sammen? Er I nogenlunde ved sundheden kære far og mor? I har jo nok travlt i roerne. Er de ellers nogenlunde i år? Hvor mange kreaturer har I i stald på vinter? Har I heller ikke fået aftærsket maskinen i år?

Jeg har det ellers godt for øjeblikket. Vi er nu endelig efterstormen blevet afløst og befinder os nu på rejse. Hvorhen det går, er jo ikke godt at vide. Vi har nu opholdt os i en lille yndig smukt beliggende landsby et par dage – Villette kaldes den.

Men i aften går det videre. Ja, gud ske lov, at vi er ude af denne forfærdelige stilling nu. Meget værre kan det ikke blive. Det siges også, at vi nu kommer hen i en roligere stilling. Ja, mon vi dog ikke skulle få fred til jul. Jeg synes slet ikke rigtigt, at jeg kan opgive den tanke. Ja, hvilken jul ville det blive., om vi fik fred til den tid.

Marius Petersen er også kommet ud til regimentet nu og til samme kompagni som jeg. Vi snakkede lidt sammen i aftes. Han mente, at vi fik fred til denne måned endnu. Ja. Gid han talte sandt.

I dag er jeg så et år soldat. Det er jo just ingen kær mindedag. Meget har man oplevet siden den dag, men dog har vi kun grund til at takke Vor Herre, fordi han har ført os, som han har gjort.

Jeg blev så glad, da jeg fik brev fra Marthinus, der skrev, at han håbede at blive i garnisonen julen over. Måske han slet ikke behøver at rykke ud mere. Hvad er det du skriver lille søster. Er Kristian gift og har allerede en arving? Det har jeg slet ingen anelse om.  Jeg ved heller ikke endnu, hvem Hans af Jef er blevet forlovet med. Det er jo også snart fem måneder siden, jeg var hjemme, så der kan jo meget forandre sig i den tid.

Jeg har ingen tid mere. Så I må tage til takke denne gang med det håb, at I alle har det godt sender jeg hermed de kærligste hilsner  og på snarlig og glædelig gensyn. Eders Johannes

Vi ligger på et slot, der desværre er en del ramponeret.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

26. oktober 1916. Armen skudt af: Igennem ilden med en såret kammerat

26. oktober 1916 har franskmændene lige generobret Fort Douaumont og holder de tyske styrker, herunder Regiment 84 under voldsom beskydning, for at de ikke skal samle kræfter til et modstød. 19-årige Johannes Christensen skal denne dag frem i forreste linje med sit kompagni.

Den 26. oktober gik det forud igen, hvor vi lå i ti dage.  Der har jeg for første gang meldt mig til noget frivilligt, nemlig at bære Lyrchs ned. Hans Lindholm, Lyrchs og jeg skulle have været på patrulje, men vi var knap kommet op ad graven, så fik vi en fuldtræffer, som kostede Lyrchs sin ene arm, en lå død på stedet og en lå hårdt såret.

Denne hændelse gjorde et ejendommeligt indtryk på os alle, kan man nok tænke sig, da det passerede lige foran vores øjne, selv blev vi overstænget med sten og jord. Lyrchs havde stærkt blodtab, så det gjaldt om at få ham hurtigt tilbage.

Underofficer Jensen spurgte om frivillige til at bære ham ned skønt franskmændene skød noget så forfærdeligt den eftermiddag. Vi besluttede så fire mand, Hans Lindholm, Schmidt, Dankers og jeg at bære ham ned.  Han jamrede sig meget. Han havde tre små børn, sin kone og en gammel far derhjemme og nu lå han måske her og forblødte.

Vi tøvede en halv time, om ikke ilden skulle standse lidt, men det blev stadig værre. Vi bad vidst alle en inderlig bøn til Vorherre i den halve time, og så med ’et Gud i vold’ sprang vi op af graven og fremad gik det over åben mark med båren på skulderen, havde franskmanden villet, kunne han have skudt os sønder og sammen, men han har jo også kunnet se i hvilket ærinde vi gik.

Som et mirakel faldt der ikke skud i vor nærhed, inden vi kom i dækning, endskønt det tog lang tid for os, da han var forfærdelig tung at bære, og båren gik også i stykker alt imens. Så vi måtte af og til sætte ham ned, men jeg ved ikke, der var en vis tryghed og ro over os alle sammen. Det var som om, vi følte, at Gud var med os i dette foretagende.

Gennemvåde af sved nåede vi endelig efter en times gang til den første sanitetsunderstand og dermed havde vi fuldført vores opgave. Vi fik lov at blive der til vort kompagni kom tilbage, da de ventede at blive afløst den nat, men vi ventede i to timer, inden kompagniet kom tilbage, for ikke mere at komme i stilling i Fleury.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

24. Oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

Frontafsnittet ved Verdun havde lagt scene til forfærdelige kampe siden februar 1916, da tyske tropper indledte en massiv offensiv mod de franske linjer, først øst og senere vest for floden Meuse. Trods voldsomme tyske bombardementer og stormløb forsvarede franskmændene sig indædt, og kampene bølgede frem og tilbage på frontafsnittet, der snart blev kendt blandt tyske soldater som ’blodkværnen’.

Slaget ved Verdun udviklede sig til et udmattelsesslag, og den sidste tyske fremgang fandt sted i starten af juni, hvor det franske fort, Vaux, blev erobret. Herefter var den tyske hær presset til at gå i defensiven pga. den russiske Brusilov-offensiv på Østfronten og det britisk-franske storangreb ved Somme den 1. juli.

En tysk sejr ved Verdun udeblev, og den 29. august kostede bl.a. de manglede resultater på frontafsnittet Eric von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Generalerne Hindenburg og Ludendorff overtog styring med den tyske hær, og de afsluttede officielt offensiven ved Verdun i september 1916. Til gengæld forberedte den franske hær sig nu på at tage initiativet. Målet var at generobre tabt terræn på den østlige side af floden Meuse, især den vigtige fæstning, Fort Douaumont, som var faldet få dag efter tyskernes indledende angreb.

Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Fransk modoffensiv

Et fransk angreb ved Verdun ville dog ikke blive iværksat, før man havde skabt et overtal af tropper og artilleri på frontafsnittet. Derfor beordrede general Philippe Pétain ekstra artilleri til Verdun fra hele den franske frontlinje – i alt 650 kanoner inkl. to enorme jernbanekanoner med en kaliber på 40 cm. Sammen med den forøgede mængde artilleri samlede franskmændene i løbet af september og starten af oktober ca. 15.000 tons granater, som skulle pulverisere de tyske forsvarslinjer, i hvad der skulle blive det største franske bombardement i krigen til dato.

Otte franske divisioner blev stillet til rådighed til offensiven, og den franske general Robert Nivelle fik til opgave at koordinere et såkaldt ’rullende bombardement’, som briterne havde introduceret ved Somme den 1. juli. Det indebar, at de franske kanoners ild gradvist rykkede fremad efter et nøje planlagt skema. Beskyttet af artilleriet kunne de franske tropper således langsomt og med korte intervaller rykke frem bagved bombardementet. Skulle angrebet lykkes, krævede det løbende og præcis kommunikation mellem artilleriet og infanteriet, og en del af det enorme franske forberedelsesarbejde var at anlægge telefonlinjer, som var gravet knap to meter ned under jorden, mellem batterierne og de forreste skyttegrave.

Den 18. oktober åbnede de franske kanoner ild mod de tyske stillinger ved Verdun. Bombardementet varede i seks dage, hvor granaterne med præcision regnede ned over de tyske linjer. For franske observationsfly kunne stort set uhindret overflyve frontafsnittet, da langt de fleste tyske jagerfly henover sommeren var blevet overflyttet til Somme. Det samme var størstedelen af tyskernes svære kanoner, så de tyske soldater kunne ikke regne med andet støtte end spredt og kortvarig spærreild.

Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.
Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, Fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.

 

Luftfoto af det granat-arrede Fort Douaumont ved Verdun (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Luftfoto der viser effekten af de mange bombardementer, som Fort Douaumont blev udsat for.F  (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Tyskerne opgiver Fort Douaumont

I de følgende dage blev de forreste tyske skyttegravslinjer enten opgivet pga. den voldsomme franske ild eller indtaget af franske styrker, som langsomt og stødvist rykkede frem i ly af det rullende bombardement. Inde i Fort Douaumont mærkede det tyske mandskab også effekten af den franske ild. Blandt besætningen var flere hundrede soldater fra Regiment 84, der indeholdt et større antal sønderjyder. De kunne konstatere, at den franske beskydning mod Fort Douaumont tog til den 19. oktober.

Når granaterne ramte det mægtige betontag, skabte det en modbydelig, rungende larm i fortets gange og kasematter (opbevarings- eller opholdsrum), men så længe de tyske soldater opholdt sig i fortet, var de i sikkerhed. Det ændrede sig imidlertid den 23. oktober, da franskmændene tog de to jernbanekanoner i brug. Douaumontfortets betontag, som hidtil havde modstået både tyske og franske bombardementer, kunne ikke hamle op med jernbaneskytsets voldsomme kræfter. Det første skud gik igennem taget og detonerede i en af kasematterne, med betydelig tab til følge. Kort efter gik det elektriske lys, og fortets telefonforbindelse blev afbrudt.

Omtrent hver tiende minut slog jernbanekanonernes granater ned med stor præcision. Mindst 20 af disse ramte fortet, og den sjette fuldtræffer trængte helt ned til fortets dybereliggende niveauer, hvor granaten eksploderede. Herved udbrød der brand i et depot indeholdende bl.a. artillerigranater, store mængder maskingeværammunition og flere tusinde håndgranater. Hvis branden bredte sig og antændte ammunitionen risikerede hele fortet at ryge i luften. Den tyske besætning forsøgte febrilsk at få ilden under kontrol, men uden held. Derfor besluttede de kommanderende officerer i fortet at rømme Douaumontfortet samme dag.

Lidt efter kl. 23 den 23. oktober rykkede den tyske hovedstyrke ud fra fortet, og i dag, den 24. oktober, trak de sidste enheder sig også tilbage – Fort Douaumont var faldet. Efter næsten otte måneders tysk besættelse kom fortet igen på franske hænder, da franske marine- og kolonitropper samme dag ankom til det sønderskudte fort og fik bragt ilden under kontrol.

Samme dag begyndte tyske officerer at samle tropper til et modangreb, mens franskmændene forberedte sig på fortsætte deres offensiv og trænge tyskerne længere tilbage. Slaget ved Verdun var langt fra forbi.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916. Ved Fort Douaumont: ”Første kompagni frem til storm!”

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby hviler ud i tredje linje, da det meget veltilrettelagte franske angreb på Fort Douaumont kulminerer 23-24. oktober 1916. I optegnelser nedskrevet 7/12 1916 beskriver han, hvordan han oplevede det franske angreb.

En dag var vi i Montmedy. Den 23. oktober gik det så i stilling igen. Vi skulle ligge i Douaumontfortet og derfra bringe materialer og levnedsmidler forud. Den tur gruede vi for, da vi vidste, at det gik igennem spærreilden hver nat. Vi blev dog gudskelov sparet for den tur. En forfærdelig spærreild havde allerede raset i to dage, så vi vidste, hvad der var i vente. Man så kun tavse, alvorlige og nedslåede ansigter den aften.

På vejen kørte den ene troppeautomobil med nye tropper forbi efter den anden, så vi kunne nok tænke, at der var noget galt derude. Vi kom kun til Breuilleslugten. Der blev vi, da fortet var helt sammenskudt. Vi studsede alle.  Ingen havde troet det. Vi havde følt os så trygge og sikre, når vi først sad der, så langt nede under jorden, over os så mange meter beton, og så et tykt lag jord. Men hvad nyttede det? Det hele var skudt sammen som en papirhylde og mange mennesker lå begravede i ruinerne.

Vi måtte så ud af hullet og frem til storm. Op over toppen af bjerget, hvor vi pustede ud i en artilleristilling. Der lød det så: ”Første kompagni frem til storm!” Frem gik det så igennem en frygtelig spærreild frem til det næste bjerg.

Der lå vi så nogle timer og ventede på yderligere ordre til angreb, som dog gudskelov udeblev. Det var også blevet mørkt alt imens, så de havde ingen samling på mandskabet. Befalingen var der, men dem som skulle føre mandskabet videre frem sad i en dyb understand og var druknede.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. oktober 1916. Verdun: “Vi ligger kun 15-20 meter fra franskmanden …”

19-årige Johannes Christensen er ved at have overstået sin første turnus i forreste linie ved Fort Douaumont 13-18. oktober 1916. Men inden han er i sikkerhed skal igennem forhindringsløbet op til Fort Douaumont.  (Forinden han kom i forreste linie havde han opholdt sig i Breuillesslugten i anden linie fra 8. oktober, så derfor refererer han til opholdet i ilden som en periode på ti dage).

Samme dag han forlod forreste linie skrev han et brev til sine forældre hjemme i Nørby ved Visby:

Stillingen 19/10 (brevet er sikkert dateret  19/10, da det blev skrevet ude i et granathul 18/10, men først sendt 19/10, da kompagniet, nåede tilbage i ro.)

Nu vil jeg alligevel prøve at sende et par ord på dansk, da jeg nok håber, det går i gennem af en vis grund.

Jeg sidder herude i den åbne og kolde grøft og skriver. Man kan næsten ikke sidde en halv time, så klaprer tænderne i munden på en. Men i aften går det gudskelov tilbage i ro igen. Det er skrækkeligt at sidde herude den ene dag og nat efter hinanden med et stykke brød og et bæger kold kaffe til forplejning. Fødderne har man slet ingen fornemmelse i mere, da man står her og ælter vand og ler hele tiden. Ja, det er slet ikke til at forstå, at mennesker i det hele taget, kan holde det ud, men det vil jo vidst også mærkes en gang. Vi ligger kun 15-20 meter fra franskmanden.

Hvordan har I det ellers derhjemme? Er I nogenlunde ved sundheden? Mon du skulle være holden hjemme endnu kære broder? Hans [Jefsen Christensen] og Jes er vel da også hjemme endnu? Der er vel slet ingen udsigter til, at det kan få ende endnu? Hvor er Kristian fra Gammelby kommet hen? Er der blevet indkaldt nogen derhjemme fra i den sidste tid? Får I aftærsket maskinen i år? Hvis I ville sende mig en blå sweater og et par pulsvarmere kunne jeg nok bruge det.  Handsker tror jeg nok, vi får udleveret.  Jeg håber I kan sende lidt sandpapir af sted til mig. Det har jeg hårdt brug for.

Ja. I kan ikke tænke jer, hvor vi glæder os til at komme lidt tilbage igen og få noget varm mad, om det så også bliver til noget slapperi, få sig vasket og få støvlerne af. Det er næsten som om fødderne skulle rådne i dem, nu efter at have haft dem på i ti dage. Dog så længe man må være nogenlunde rask, går det nok. Jeg må ikke klage efter at have været her kun en måned.  Håbet om, at der snart skal komme bedre tider, skal jo holde modet oppe hos os.

Ja, så håber jeg I har det godt, og vi snart må ses igen. Hils venner og bekendte derhjemme. Jeg har ikke mere tid denne gang, da jeg skal stå på toppen igen.  Hans står og tripper og slår om sig og ved ikke, hvad han skal gøre for at holde varmen. Jeg håber nu, at der er brev fra jer, når jeg kommer tilbage. Dette brev bliver nemlig afsendt, inden jeg får posten fra jer. Nu har vi ikke fået noget brev i ti dage, så forhåbentligt ligger der noget og venter på mig.

Med hjertelig hilden og på snarligt gensyn, eders hengivne søn og broder Johannes.

I nogle optegnelser nedskrevet 7/12 1916 fortæller Johannes om turen tilbage til baglandet, som han foretog samme nat.

Afløsningen havde vi heller ikke uden grund gruet for i alle fem dage. Straks ved udgangen af graven fik vi maskingeværild. Der havde 90’erne haft hårde tab. Der lå fyldt af døde og sårede hele vejen tilbage. Støvlerne kunne vi næsten ikke trække med os, sådan et ælte var der. Nogle sprang ud i granathullerne, der var fulde af vand, og sådan blev vi beskudt lige indtil fortet, hvor vi endelig kunne hvile lidt ud i en halv time. Så gik det videre i gen helt til Elisabeth Lageret. Det var en slem marchtur efter ti dages udmattelse. Det tog seks timer.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

15. oktober 1916. Ved Verdun: “Jord og himmel stod i ét af ild og røg”

19-årige Johannes Christensen er for første gang i forreste linie i frontafsnittet ved Douaumont, hvor stillingen bestod af vandfyldte granathuller med forbindelsesgrave og afstanden til franskmændene kun var 30 meter.

Jeg husker en aften i alarmtiden, da der med ét brød et frygteligt spektakel løs. Det var som alt helvedes yngel var sluppet løs på en gang. Jord og himmel stod i ét af ild og røg. Tusinder af geværer knitrede, håndgranater eksploderede uafladeligt, miner, shrapnels og granater hylede og hamrede. Hundrede af flimrende lyskugler steg til vejrs i alle mulige farver.

Vi stod med opplantede geværer, fingeren på aftrækkeren og håndgranater foran os. Sådan stod vi mand ved mand og stirrede ud i mørket, beredt på det frygtligste, hvad øjeblik det skulle være.

Officererne løb frem og tilbage og så efter om alle var på plads og alt i orden. Jeg husker kun en stemme – en Feldwebel, der brølede mig ind i øret: ”Nur ganz ruhig keine aufregung und allen Dingen nicht Schiessen, bevor er kommt, aber dann auf ihn mit ein Gebrüll”. (På dansk: Blot ganske rolig. Ingen ophidselse. For alt i verden skyd ikke, før han kommer, men så gå på ham med et brøl.)

Sådan stod vi i en lille time under elementernes rasen. Så stilnede det efterhånden noget af, og vi slap for det værste den aften. Vi fik at vide bagefter, at det var et håndgranatangreb, som franskmændene havde prøvet på begge sider af os, for så at have afskåret os, hvis det var lykkedes dem at trænge frem, men denne gang blev de slået tilbage.

Det var i grunden kun en lille lokal episode, som hørte til dagens orden derude. De kunne blusse op, hvad øjeblik det skulle være. Det gik måske 100 menneskeliv tabt, men andet kom der sjældent ud af det, og begivenheden kom ind under meldingen ”Intet nyt fra vestfronten”.

Kort efter at larmen var stilnet af hørte vi et kæmpe brag ved siden af os, blandt andet flere menneskers jamren og dødsrallen. Så gik det hviskende fra mand til mand: ”Tre døde, fire sårede”.  Det var en håndgranat, der havde ligget i bunden af grøften, som en ved at grave var kommet til at støde i mod. [Ludwig Hansen og Thomas Hansen]

Fra Johannes Christensens erindringer fra vestfronten nedfældet på Vallekilde Højskole i 1918.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

29. september 1916. Ilddåb ved Fort Douaumont

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby stod 28. september 1916 over for et af sit livs hidtil værste prøvelser. For første gang skulle han som kampsoldat med sit kompagni i Regiment 84 ud i granatregnen på slagmarken. Stedet var det svært beskudte frontafsnit ved Fort Douaumont, som tyskerne havde indtaget i februar 1916 under de første vellykkede angreb ved Verdun.

Torsdag nat skulle hele kompagniet i stilling. Den nat blev frygtelig. Da oplevede jeg den første rigtige ilddåb, hvor det formeligt gik frem over døde og jamrende kroppe, gennem vandfyldte granathuller, mens granater og shrapnels hylede i luften. Sådan asede vi fremad i 3 timer med vor 5 dages forplejning på ryggen og alt hvad der hører til en frontsoldats udrustning. Omkring ved tolvtiden fandt vi en jernbanedæmning. Der skulle den gruppe blive, hvortil jeg hørte. Vi fandt et hul, hvor der førte en trappe ned og smed os dødtrætte, som vi var.

Da vi vågnede efter en ublid slummer, var det blevet lyst udenfor, og nu skulle vi stå op og se, hvor vi egentligt befandt os. Det var just ikke et hyggeligt syn denne jernbanedæmning frembød. Her lå et ben, og der lå en arm, og hist og her lå halvfortærret franskmands lig, livremme med patrontaskerne fulde af patroner og håndgranater hang endnu ved kroppen. Der stod benraden af en tysker op mod en træstamme. Pikkelhuen sad endnu på hovedet.

Vi halede tornystrene frem og ville have os en lille hjertestyrkning, men i det samme sagde det bum-bum ovre hos franskmændene, og hurtigere end vi kunne nå at vende os røg splinter, stenbrokker og jernstumper om ørene på os. Underofficeren mumlede noget om at de ikke en gang kunne lade os have madro, og samlede så ganske forsigtigt sit frokostbord sammen og listede ned i hullet med det. Vi var naturligvis ikke længe om at luske efter. Nu tog også rigtigt for alvor fat med skydningen, og snart raslede stenbrokker og alt muligt ned gennem åbningen til os.

Om dagen havde vi intet at bestille, men om natten måtte vi ud for at slæbe materiale ud til forreste linje og det skulle besørges om så elementerne rasede nok så frygteligt. Så måtte vi også bære sårede tilbage til Douaumontfortet.  Når nattens gerning var endt søgte vi tilbage til hullet for at sove og hvile lidt. Der blev ikke talt ret meget. Vi led også forfærdeligt af tørst, da vi ikke havde noget at drikke, og tørsten sved værst, når vi lukkede munden op. En hver forsøgte ved sine tanker at komme så langt bort fra virkeligheden som muligt.

Fra Johannes Christensens erindringer fra vestfronten nedfældet på Vallekilde Højskole i 1918.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015. 

26. september 1916. Jeg går det i møde tryg og uden gru

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby er netop blevet overført fra et rekrutdepot til Regiment 84, som er rykket ind i stillingen omkring Fort Douaumont ved Verdun.

Skrevet 26-9-1916

Kære alle sammen

Da jeg lige har en time til overs i aften, skal I have en lille hilsen igen. Jeg har det godt.

Forrige nat var vi på vej ud i stillingen, men kom kun halvejs, så måtte vi vende om igen. I morgen aften går det løs igen. Hvor længe vi bliver derude ved jeg ikke., men jeg tænker en halv snes dage. Jeg ligger i Fleury. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det staves. Adolf og Johannes har jeg talt med. Adolf er hjemme på orlov nu. Stillingen her er den samme som den var til at begynde med på 304. Nogen skyttegrav er der ikke endnu. Der er kun granathuller at opholde sig i, men der arbejdes jo naturligvis hver nat. De ligger kun 20-40 meter fra hinanden. Det er just ikke den bedste stilling, jeg har truffet, men jeg synes, at jeg går til det hele så tryg og uden gru. Jeg ved ikke, hvor den tryghed stammer fra, men gudskelov at jeg har den.

Ja. Lad ham råde for min skæbne, så går det nok, som det er bedst.

Vi har her tre danske løjtnanter ved kompagniet. En der hedder Christensen fra Uge, som fører kompagniet, så er der Vestergaard fra Emmersbøl og Jørgensen fra Abild. Ved 6. kompagni er løjtnant Christensen fra Egebæk og en mere dernede fra.

Ja. I kære derhjemme. Nu håber jeg I har det godt og lad os håbe på et snarligt og glædeligt gensyn.

Med hjertelig hilsen eders Johannes

Jeg kan ikke se mere, så I må undskylde skriften. Jeg ville være meget glad om I ville bestille avisen et par måneder. I kan jo sende adressen til dem. Ellers har man jo slet ingen anelse om, hvordan det står til i verden.  Ja. Så godt nat og hils og alle derhjemme.

Eders Johannes

Forhåbentligt er Thorvald hjemme endnu. Jeg håber I har modtaget mit kort med adressen på.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

7. september 1916. Regiment 84 afløses på højde 304

Af fhv. premierløjtnant Thormeyer, adjudant ved II bataljon reg. 84. (IR84). Regimentet afløses efter 4 måneders kampe på højde 304 ved Verdun.

Den 7. september 1916 blev regimentet afløst på høj 304. Den 9. september skiltes den 54. infanteri-division ud fra det 24. reserve-korps, rig på nye kamperfaringer, rig på oplevelser og rig på friske, uforglemmelige heltegerninger. Desværre havde månederne på højde 304 også givet ret svære tab. De androg:

Døde: 3 officerer, 322 underofficerer og mandskab

Sårede: 27 officerer, 1262 underofficerer og mandskab

Savnede: 1 officer 56 underofficerer og mandskab.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

 

29. juni 1916. Stormangreb på Højde 304

Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig, om kampene om højde 304.

Efter lang, grundig  forberedelse skulle man den 29. juni igen forsøge at tage  den ligdækkede høj med storm.

Allerede den 27. juni lod hr. kaptajn Borchmann 84erne fra hans stormbataljon træde an for at organisere dem til opgaven. Fire enheder på hver 12 mand var nødvendig. Størstedelen af disse folk stillede frivilligt op, og hvad der så manglede, blev udtaget blandt de mest erfarne.

Paroleordet er i dag “Hindenburg!” bekendtgjorde kaptajnen. En egenartet glans viste sig i stormsoldaternes øjne ved navnet Hindenburg. Enhver vidste, hvorfor dette store navn skulle tjene som paroleord i dag.

Trænvognene stod klar for at gøre marchvejen så kort for os som muligt, og fremad gik det: Retning høj 304.

Dagen for vor afgang bragte os ikke helt ud foran, men vi havde jo tid nok, for stormen skulle jo først finde sted i eftermiddagstimerne i overmorgen. Mellemtiden benyttede vore førere samt skyttegravsbesætningens førere til orientering og drøftelse af samvirket mellem stormtrop og kompagni.

Til fastsat tid stod alle på deres pladser og vidste nøjagtigt, hvad de skulle, og hvor de skulle hen.

Kl. 5:15 eksploderede de sidste tyske tunge  granater i den fjendtlige stilling, og værre end nogensinde før sprøjtede det med splinter og sten, skidt og møg  om ørerne på os, altsammen fra vort tunge skyts.

Pludselig blev nedslagene dumpere: Ilden blev forlagt bagud. Åndedraget stod næsten stille på os, hjertet rasede som en vild.

Endnu nogle minutter skulle vi udholde den venten? Nej, det kunne vi ikke. Der manglede endnu to minutter i den tid, stormen var fastsat til, da råbte en underofficer: Afsted!

En flammekaster rensede grusomt den sape, langs hvilken den enhed, jeg tilhørte, skulle løbe, idet vi skulle efterlade sape-besætningen som på forhånd fortabt.

Med fældet gevær styrtede vi løs på den nærmeste fjendtlige linje. Det lykkedes alt sammen udmærket. Den kære Franz kom lige ud af sine huller og måtte overgive sig til de tyske blankvåben, hvad enten han ville eller ej.

Vi trængte voldsomt fremad og nåede også den næste linje, der imidlertid allerede lå på højens anden skråning og forsvarede sig bravt.

Pludselig kom der skud fra flanken. Min sidemand sank om i et krater, dødeligt ramt. Et blik til venstre jog en grusom skræk i mine lemmer. Til halv venstre bag os sad fjenden endnu i sin grav og modtog 2. kompagni med opplantet bajonet og en helvedesild.

Hurtigt sprang vi tilbage til en god flankeringsstilling. Et stort granatkrater syntes os velegnet. Hurtigt nogle folk fra 4. kompagni frem og så hurtigskydning!

Ho  la la, Franz, det sidste havde ikke været nødvendigt! – Som vanvittig styrtede den fra flanken ramte fjende tilbage, naturligvis i den rene fordærv, for 2. kompagni og også 27erne passede godt på og kunne tage endnu et antal fanger.

Ved afbrænding af en lyskugle meldte vi til reserven og til artilleriet, at stormen var lykkedes til fuldkommenhed, og i de næste minutter skulle den slagne fjende igen fordøje de tunge granater.

Fra den blodigt tilkæmpede høj kunne man nu se over på Termitbakken, hvor Mecklenburgerne var steget ud af deres huller og iagttog det storslåede skuespil. Med klude og huer vinkede de til os og råbte et eller andet, i hvert fald: Hurra.

Fornøjede tiltrådte stormsoldaterne om natten tilbagemarchen.

Ved en lille sejrsfest, som kaptajn Borchmann afholdt for stormsoldaterne, mindedes vi vore kammerater, som i kampen om den  uhyggelige høj havde måttet ofre deres liv for fædrelandet, og da glassene stødte mod hinanden, stemte et forbipasserende kompagni i med: O’ Deutschland hoch in Ehren … –

Af Regimentshistorien.  Udkommer i uddrag på dansk 2016.

9. juni 1916. Levende begravet: “Jeg skreg, men ingen hørte mig!”

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

Efter stormen på Højde 304 om morgenen den 9. juni kom han helskindet tilbage til skyttegraven.

Efterhånden indfandt sig alle de kammerater, som ikke var alvorligere såret, mange blev liggende derude, både døde og hårdtsårede.

Vi så os om, der var tyndet slemt ud iblandt os, og franskmanden lod os ikke i ro, for inden vi kunne sunde os lidt over det, vi havde været
ude i, begyndte han en trommeild, der varede i 12 timer, helt til om aftenen, og hvordan det er at stå for det, kan vel kun krigsdeltagere forstå.

Der var intet andet at gøre imod dette helvedesvejr end at kravle ind i sin hule, og det gjorde vi. Jeg havde vel kun ligget her i et par  minutter, før der sprang en granat oven på min hule.

Jord og sten skred ned over mine ben, men overkroppen var fri. Nu var jeg glad for, at jeg tog min bajonet med tilbage, for den kunne jeg nu bruge som en spade for at befri benene. Det var også lige ved at lykkes mig, da granat nummer to kom og gik ned ved siden af den første.

Jord og sten, meget mere end første gang, væltede nu ned også på min overkrop, kun ansigtet og den ene arm var fri. Jeg var levende begravet.

Det var en frygtelig situation. Jord og sten trykkede på mine ben, på maven og brystet, så jeg ikke kunne trække vejret. Det var ikke til at holde ud. Jeg skreg, men ingen hørte mig.

Så resignerede jeg, trak med den frie hånd stålhjelmen ned over mit ansigt og ventede på døden. Den nyindførte hjelm, som kammeraterne grinte af, var dog med til at frelse mit liv. Jeg kunne høre, at små granatsplinter og shrapnelkugler trommede på den og – så besvimede jeg.

Et stort skrald i nærheden vækkede mig, og jeg skreg igen, stadig forgæves, og så var jeg væk igen.

Endnu en gang kom jeg til bevidsthed, og nu hørtes skriget. To soldater kom krybende hen til mig, og jeg hørte den ene sige disse ord: »Dem Kerl muss geholfen werden«.

Han gik tilbage for at hente hakke og spade, den anden blev hos mig. Så kom der igen en granat og skar benet af ham højt oppe, og da den anden, der havde taget en sanitetssoldat med, kom hen til os og så den første, der nu var død, sagde han: »Nun auch du, mein guter Freund«. Disse ord glemmer jeg aldrig.

Sanitetssoldaten hjalp med at grave mig fri og hjalp mig også hen i en anden hule, hvor jeg lå i flere timer uden at kunne røre mig; men der var ingen granatild lige i nærheden.

Efterhånden mærkede jeg, at den franske ild kom nærmere, og jeg hørte jo nok, hvad årsagen hertil var. Vor maskingeværrede var indbygget lige ved siden af min nuværende hule, og da der kom et granatstykke flyvende lige forbi mit øre, blev jeg opskræmt. Det var ikke så stort og var gået ind i hulens væg.

Jeg følte på det, det var varmt; men nu var jeg klar over, at jeg måtte ud, men hvorledes og hvorhen, thi benene kunne jeg ikke bruge. Så begyndte igen jordklumper og småsten at falde ned på mig. – Jeg måtte ud.

Hvor kan et menneske dog foretage det helt usandsynlige, når det gælder livet; thi blive levende begravet endnu en gang, nej, så hellere få en hurtig død ved en fuldtræffer i skyttegraven.

Jeg vrikkede mig på albuerne gennem graven og trak benene efter mig; det gik kun langsomt, og megen kraft var der ikke i mig mere, men det lykkedes mig omsider at finde en hule, hvor der allerede sad en kammerat. Han havde siddet her hele dagen, uden at der var sket ham noget, og han blev helt glad, da jeg kom vrikkende på mine albuer, dødtræt.

Her blev vi to til om aftenen, da trommeilden stilnede af, og da solen, der havde skinnet hele dagen, var gået ned, blev jeg og mange flere bragt til bryggerikælderen. Her så jeg en kær kammerat ligge, hårdt medtaget og uden bevidsthed. Jeg havde slet ikke set ham hele dagen, heller ikke ved stormen, og nu var det tydeligt, at han lå på det sidste.

Denne beretning har Hermann Hunger senere behandlet litterært. Den er bragt her på siden den 15. maj 2016.

DSK-årbøger 1966

9. juni 1916. Regiment 84: Stormangreb ved højde 304

C. Beuck, var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84)
I maj 1916 kom regimentet til Verdun og deltog i flere angreb på højde 304. Angrebet den 9. juni 1916.

Om aftenen den 8. juni – det var omkring midnat – kommer en ordonnans fra bataljonen med den ordre, at der efter brigadens anordning skal foretages et overrumplende angreb uden forberedende artilleriild: Den 9. juni kl. 5,50 skal kompagniet træd an, til højre for os skal 7. og en del af 8. kompagni ligeledes sættes ind; på højre fløj bliver der sat flammekastere ind; til venstre for 5. kompagni vil den højre fløjdeling fra 11. kompagni reg. 27 tilslutte sig.

Det bliver til en søvnløs nat for mig. Jeg studerer grundigt den udførlige angrebsordre – den er endnu i dag i mine hænder – og  den vedlagte skitse. Tankerne jager gennem mit hoved. Der er kun kort tid til forberedelse.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at et sådant angreb i det vanskeligste terræn, ovenikøbet efter fiaskoen den 22. maj, kan blive planlagt og beordret uden at kompagniførernes mening bliver indhentet, der dog ligger med kompagnierne i forreste linje og grundigt kender terrænet ved selvsyn. Men der er ikke længere tid til overvejelser og betænkeligheder. Jeg sætter mig i forbindelse med føreren af 7. kompagni, løjtnant af reserven Sörensen, og taler sagen grundigt igennem med mine delingsførere.

Morgenen gryr. Jeg går gennem kompagniet , taler med de enkelte folk og appellerer til deres pligt- og æresfølelse; jeg forventer, at enhver gør, hvad der bliver forventet af ham. – Det er et skrækkeligt vejr; regnen siler fra himlen;  geværerne er snavset til; støvlerne bliver siddende i kridtslammet; der falder kun enkelte skud derovre fra. Jeg har på fornemmelsen, at fjenden er meget vagtsom.

Ved angrebsafsnittets højre fløj, ved 7. og 8. kompagni, begynder flammekasterne at arbejde, formår dog ikke at uskadeliggøre de flankerende fjendtlige maskingeværer, men bliver selv sat ud af spillet. –

Til befalet tid, kl. 6,50 formiddag, bryder kompagniet ud af graven. Men i samme øjeblik bliver vi modtaget af en rasende ild fra den grav, der ligger lige over for os, og navnlig fra flankerende maskingeværer fra højre. 7. kompagnis venstre fløj bliver holdt under beskydning fra de samme maskingeværer og kommer ikke ud af graven.

Vi når med svære tab den befalede linje, men er nu værgeløse udsat for fjendens målrettede ild fra beskyttede stillinger. Alt hvad fjenden har til rådighed af jern og ild bliver sluppet løs på os, endda af artilleriet bliver vi ramt, mens vi ikke kan spore den mindste støtte fra vort; ganske vist var det for os ingen ny erfaring.

Vor situation bliver stadig vanskeligere, den bliver uholdbar. Jeg måtte være blottet for enhver ansvarsfølelse, hvis jeg stadig uden beskyttelse ville prisgive kompagniet den fjendtlige ild. Jeg giver ordre til enkeltvis at kravle tilbage til graven. Under de allerstørste vanskeligheder bliver ordren udført; de sidste når først graven ved mørkets frembrud, altså efter ca. 14 timer! Men heller ikke den, der nåede graven ved dagslys, var i sikkerhed.

Efter min dagbog lå der tung artilleri- og minebeskydning over vor stilling uopholdelig fra kl. 10,30 formiddag til kl. 8.30 eftermiddag. Der er næppe en plet, der ikke bliver ramt, overalt stønner de sårede; en mand har fået nervechok af en granat, der slog ned ved siden af ham, han ryster over hele kroppen ved hver yderligere granat, der falder, og gør naturligvis os andre urolige.

En granat rammer ned i et lig, der ligger i min nærhed, og sprøjter  allerede begyndende fordærvede kropsdele rundt omkring, som nu spreder en helt utålelig stank, som vi nu må indånde hele dagen. Vor stemning har nået nulpunktet.

Allerede om formiddagen efter det mislykkede angreb åbner jeg en ny befaling fra bataljonen, der først måtte åbnes kl. 10, og som havde følgende ordlyd: “Hvis den befalede linje ikke er nået om morgenen, bliver angrebet mod dette mål fortsat om eftermiddagen den 9. juni .

… Alle de dele af bataljon Haderslev, som om morgenen var indsat til indbrud i den fjendtlige stilling, skal indsættes samtidigt kl. 6,25 eftermiddag.” Kompagniet har 10 døde og 25 sårede, resten er til det yderste udmattet, nerverne oppisket – og så skal vi endda storme?

Nu kommer et af de bitreste øjeblikke i mit liv: om morgenen havde jeg måttet give ordre til angreb – mange gang før havde jeg givet sådan en ordre og hver gang med den glædelige vished, at vi nok skulle klare det, men i dag til morgen havde jeg den ikke – og nu skal vi storme igen? Efter sådan en dag?

Jeg gengiver ikke her, hvad jeg dengang har tænkt …  Jeg lader delingsførerne komme og meddeler dem angrebsordren – iskold ro ligger i deres ansigtstræk, de svarer ikke et ord. Til sidst siger jeg til dem, at jeg anser gennemførelsen for umulig  og ikke vil give ordren til angreb. Også denne meddelelse tager de tavst til sig; de er helt apatiske; de er ved enden af deres indre modstandskraft. – –

Time efter time forløber; sjældent har vi så længselsfuldt ønsket os solnedgangen som på denne dag. Endelig går dagen til ende, en dag, som ikke skulle give en ydre succes, men som dog havde vist, at en disciplineret enhed giver alt, hvad den formår inden for grænserne af dens menneskelige kunnen for at byde fjenden trods.

Uddrag af krigserindringer for fhv. Unteroffizier ved 7. kompagni, Regiment 84  (IR84) Friedrich Karl Dambeck.

På Ferme de Madeleine havde vi sorgløse dage, indtil den 9. juni pludselig satte os i en anden stemning. Fjenden havde erfaret, at vi ville storme hele højderyggen. Allerede den 8. juni lå en morderisk trommeild over vor forreste linje. Den 9. juni, den fastsatte storm-dag, skød vore 21 cm  mørsere ulykkeligvis for kort og tilintetgjorde en hel deling. Angrebet  kom ikke til udførelse. Blodbestænket hilste jeg på mit gamle 7. kompagni, der netop lå ude foran og havde lidt svære tab. Med tungt hjerte begav stormsoldaterne sig hjemad, stærkt decimeret.
Pinsen var ødelagt for os.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 1916.

22. maj 1916. Ved højde 304: “To flammekastere udspyede deres fordærv …”

Uddrag af krigserindringer for fhv. Unteroffizier ved 7. kompagni, Regiment 84  (IR84) Friedrich Karl Dambeck.

Indtil den 21. maj havde jeg så vidt besejret den moralske svinehund inde i mig, at jeg fuldkommen rolig gik fremad til storm. Vejen, der bestemt ikke var lettere end ellers, forekom mig meget kortere end den 11. maj. Uden nogen indre uro gik jeg gennem spærreilden og ankom frisk og frejdig til 4. kompagni.

Den 22. maj om aftenen spyede så på et signal to flammekastere deres fordærv ind i de fjendtlige grave, og stormsoldaterne steg ud af deres huller. Det ene af disse mordinstrumenter fulgte jeg lige i hælene af.

Men hans beholder blev ødelagt af et geværskud, væsken flød ud over en såret franskmand, antændtes, og straks luede en mægtig flamme op i den natlige himmel. Ved at skovle jord på lykkedes det mig at slukke ilden. Sammen med nogle dygtige kammerater kastede jeg så mange håndgranater for fødderne af den fremrykkende fjende, indtil en underofficer og en mand havde tilintetgjort det franske maskingevær.

Ganske vist værgede vi fem mand os stadig fortvivlet, men vi måtte indse, at yderligere modstand var formålsløs. Efter en velrettet salve, der skulle gøre fjenden forbavset, vendte vi fjenden ryggen, så pinligt det end var.

Store resultater havde vi ikke opnået, men jeg vidste da nu, at jeg havde overvundet min angstfølelse.

Glad over min sejr hjalp jeg med at slæbe en såret til Malancourt og spadserede så hyggeligt mod Monfaucon.

Før jeg gik ind i denne landsby, holdt jeg en frokostpause i landevejsgrøften. Ved siden af mig sad min landsmand Jacob Sinn og lod sig mit smørrebrød smage. Desværre blev vor appetit ødelagt af en granat, der slog ned nær os og blandede en portion skidt i mit smør.

At lide heltedøden 10 km bag fronten forekom mig meget dumt, derfor anså jeg det for rigtigere at fortsætte min frokostpause uden for ildzonen.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016

15. maj 1916. Regiment 84 udmærker sig.

Premierløjtnant Thormeyer, gjorde krigstjeneste som adjudant ved II bataljon, Regiment 84 (IR84). Fra 11. maj deltog regimentet i hårde kampe på højde 304.

Uddrag af Korpsbefaling 15. maj

Infanteri-regiment 84, der i eftermiddags flere gange blev heftigt angrebet af fjenden, afviste med stor tapperhed alle angreb. Jeg udtaler min særlige anerkendelse til det regiment, for hvem det som det første regiment i armékorpset er lykkedes at bibringe franskmændene foran Verdun betydelige tab og beder om, at forslag til tildeling af Jernkorset omgående bliver forelagt mig.

Nantillois, 15.5.1916

Den kommanderende general

sign. von Gerock

 

Af Regimentshistorien.  Udkommer på dansk 2016.

11. maj 1916. Regiment 84 ved Højde 304 ved Verdun

C. Beuck var fører af 5. kompagni ved Regiment 84 (IR84), der i maj 1916 ankom til Verdun. Premierløjtnant Thormeyer gjorde krigstjeneste som adjudant ved II bataljon, Regiment 84 (IR84).

Få dage efter regimentet var ankommet til Verdun, rykkede det frem i forreste linie. Den 11. maj afløste regimentet i forreste linje, og det var dele af infanteri-regiment 22, reserve-infanteri-regiment 23 og bayriske infanteri-regiment 25.

C. Beuck fortæller:

Siden 11. maj lå regimentet i stilling på høj 304 foran Verdun. En lignende stilling havde vi hidtil ikke haft.

Fjern- og nærkamp blev her udkæmpet med største forbitring. Anmarchvejene lå under uafbrudt spærreild og kunne kun tilbagelægges med største besvær og sjældent uden tab.

Foran i stillingen var det ganske vist for det meste mere tåleligt. – Vi lå på denne side af højens skråning uden at kunne se hen over kammen; Det var naturligvis en vældig fordel for fjenden. For vore kommandoforesatte ville det have været ønskeligt, hvis den forreste linje, der ovenikøbet forløb ret uregelmæssigt, havde været skudt længere frem. Men så helt let var det ikke. Ven og fjende havde begge bidt sig godt fast i jorden.

Premierløjtnant Thormeyer fortæller:

Først kom II bataljon i forreste stilling, III bataljon som beredskabsbataljon i Malancourt og Haucourt og I bataljon i hvile i Nantillois. I reglen skiftede bataljonerne indbyrdes hver 5. dag, og det trinvist fra hvile til beredskab, fra beredskab fremrykning til forreste stilling, for således at give velfortjent ro i Nantillois til den til enhver tid værende stillingsbataljon.

Der måtte naturligvis af og til afviges fra denne afløsningsplan, hvis en bataljon i stillingsperioden havde lidt særligt store tab.

Senere, i slutningen af juni, blev afløsningsaftalen ændret således, at hvilebataljonen blev stillingsbataljon og stillingsbataljonen blev hvilebataljon. Lige som kampforholdene i denne stilling for regimentet var helt anderledes, langt mere intensive end i de stillinger, man hidtil havde haft på vestfronten, således kunne naturligvis heller ikke stillings- og beredskabsbataljonernes styrkefordeling puttes i et fast skema.

Egne og fjendtlige angrebsoperationer og bedømmelse af situationen måtte være bestemmende for, hvordan kamptropper og reserverne skulle være klar til indsats.

I de to første måneder af vor stillingstid på høj 304 (maj og juni) kunne stillingsbataljonens   fire egne kompagnier ikke slå til,  der blev altid tilført den to kompagnier reserver, som kunne trækkes frem, mens hver bataljon senere hen kunne klare sine opgaver ved egne styrker.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

9. maj 1916. Regiment 84 ankommer til Verdun

Premierløjtnant Thormeyer, gjorde krigstjeneste som adjudant ved II bataljon, Regiment 84 (IR84). I maj 1916 kom regimentet til Verdun.

Den lange hvile- og uddannelsestid i Chauny og andre steder fra 30. januar til 8. maj 1916 havde gjort regimentet frisk og angrebsdygtigt. Vi vidste, at denne forholdsvis lange hvileperiode ville få sin afslutning med regimentets indsats ved et af vestfrontens brændpunkter. Og således skete det.

Den 9. maj blev divisionen underlagt 24. reservekorps og hørte således til 5. armés angrebsgruppe Vest, der allerede siden marts 1916 lå i de bitterste kampe foran Verdun. Hidtil havde vi kun hørt, at de tyske angreb på Verdun havde opvist hele krigens største og voldsomste materialeslag; nu skulle vi også ved selvsyn overbevises.

Høj 304 på Verduns nordvestfront blev vort aktionsområde.

Af Regimentshistorien. Udkommer i uddrag på dansk i 2016.

4. december 1914. Fanget bag fjendens linjer: Hårene rejste sig på hovedet – Skoven var fuld af russere!

Feltpostbrev fra “Jens”, dateret Østpreussen den 7. Decbr. 1914.

Kære Forældre

Det var den 3. December, da vi var paa Feltvagt. Vort Kompagni har en Feltvagt opstillet 1 Km.. fra vor Skyttegrav. Der foran ligger et Gods, som hedder Amalienhof, som er delvis nedskudt og afbrændt. Paa højre Side en lille Granskov, og paa venstre Side ligger Gaarden og en stor Park med store Træer, mest Løvtræer. Alt det skal vor Feltvagt beskytte, at der ingen Russere kommer ind. Tusinde meter paa den anden Side Godset ligger Byen B., som er besat af Russerne.

Vi kom derud om Aftenen og løste den gamle Feltvagt af, som bestaar af 44 Mand, en Løjtnant, en Feldwebel, et Par Underofficerer og en Hornist. Før vi blev Inddelt til vor Post, sagde Løjtnanten, at hvis vi blev overrumplet og ikke kunde holde Stillingen, vilde Hornisten give Signal, og Pladsen blev bestemt, hvor vi skulde samles. Jeg og Peter Bonde fra Dybbøl stod sammen, vi havde anden Vagt og skulde staa to Timer, fra 7 til 9.

Vi stod til Højre midt i Udkanten af Skoven, foran laa B., til Venstre stod 3 Mand i en lille Skyttegrav, til Højre for os stod 3 Mand i Skyttegrav og helt oppe paa højre Fløj stod en Dobbeltpost.

Da vi havde staaet en halv Time begyndte vore Poster at skyde helt nede paa venstre Fløj; men vi kunde ikke se noget, og Skydningen hørte op igen. Men paa en Gang kommer der ca. 70 Meter fra os en russisk Skyttelinje paa henved 30 Mand, saa begyndte jeg og Peter at skyde, vi skød en 40 Skud i alt, men kunde ikke forstaa, at ingen af de andre skød. Men det var ikke saa sært, for hele Feltvagten havde trukket sig tilbage. Der var nemlig kommen ca. 500 Russere ind i Skoven til Venstre, og det havde vi ikke set.

I det samme kom der en russisk Soldat og stod lige ud for mig. Jeg raabte ham an: Hvem der! Og den Stakkel, han gav et Skrig og blev saa angst. Det Ansigt og det Skrig glemmer jeg aldrig. Han forsvandt ind i Skoven, vi skød ikke, og han skød heller ikke.

Men hvad nu, paa en Gang var hele Skoven fuld af Russere. Feltvagten var borte og havde ingen Signaler givet, og havde ladet os staa alene. Vi gjorde rask omkring og vilde gennem Skoven. Men hvor skulde vi samles? Midt igennem Skoven gaar der en bred Landevej, og den skulde vi følge til W. Men da vi kom derned, var hele Landevejen besat af Russerne med en lang Skyttekæde, bag os kom ca. 40 Mand, ja vi var helt omringet.

Vi krøb straks ind under et Par smaa Graner, og der blev vi saa liggende. Russerne søgte Skoven ordentlig igennem baade paa Kryds og Tværs, men de saa os ikke. Vi blev rolig liggende, af og til kom der en. Ja, der var en saa nær ved mig, at han traadte paa min Kappe, da han gik forbi. Vi laa lige ned paa Jorden, og der laa vi fra om Aftenen Kl. 8 til om Morgenen Kl. 7 uden at røre os.

Vi frøs, vi kunde ikke hoste, ikke snyde Næsen, ja, det var en forfærdelig Stilling. Russerne lige foran. De var i Færd med at grave Skyttegrave udenfor Skoven; jeg sagde til Peter: „Hvad bliver det her til?” Ja, der var jo foreløbig ikke andet at gøre end blive liggende.

Hen i Morgenstunden hørte vi noget gebrokkent Tysk, og alt var roligt, saa stille som om hele Skoven var renset for Russere igen, men ak og ve! Vi mente næsten, at vor Feltvagt var kommen ud igen. Vi krøb saa rundt i Skoven, lyttede, krøb videre, vi vilde hen og se, om der var en Post udstillet ved vor Vagtstue.

Vi kom omtrent derhen, saa kom der en lille sort Russer ud og lo over hele Ansigtet, og saa saa fornøjet ud. Han havde vist været inde og faa sig et godt Maaltid, for vi havde baade Brød, Smør og Flæsk og Cigarer. Det laa jo paa Vagtstuen. Ja, han har rigtignok smovset.

Da vi saa ham, vidste vi jo Besked, at Russerne var der endnu. Vi krøb saa i Dækning igen. Men da Klokken var 10 om Formiddagen, begyndte vort Artilleri at skyde, og hele den Granatild fik vi altsammen. Ja, det var saa forfærdeligt, at der er ingen, der kan forestille sig det. Det Ekko, saadanne Skrald giver i Skoven, er helt ubeskriveligt. Af og til fik vi hele vor Kappe fuld af Granatstumper og Jord. Vi laa med Næsen i Jorden, krøb saa tæt ind under Granerne som vi kunde, og laa stadig med de Tanker: Nu kommer der en, og Du er færdig, eller der kommer en Russer og giver Dig en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var lange Timer at ligge der.

Da Kl. var 11½ Middag, kunde Russerne ikke holde sig i Skyttegravene længere. Saa kom der ca. 30 Mand mindst og de gik lige tæt forbi os, men saa os ikke, vi laa ganske musestille. Og Granatilden blev ved uafbrudt. Mærkelig nok blev vi ikke truffet og saaret, men fik af og til en Ladning Jord, Sten og Granatstumper over os; men de var jo trætte af Grangrenene, inden de kom til Jorden.

Denne Granatild varede til Klokken 12 Middag, og saasnart den hørte op, var Russerne i Parken igen. De gik atter forbi os, men saa os ikke.

Hvad nu, siger Peter til mig. Jeg foreslog, at vi skulde blive liggende til Aften, for saa kom vor Feltvagt nok ud at lede om os. Men det slog fejl. Vi blev roligt liggende til Klokken 5 om Eftermiddagen stift paa en Plet, aa, hvor vi frøs, vi kunde ikke røre os, 50 Meter foran os stod Russerne. Vi havde ikke faaet noget at spise. Men Jeg var saa heldig, at jeg havde faaet en halv Flaske Cognac med. Den fik vi en lille Slurk af engang imellem. Det var det eneste vi nød. Men vi frøs, vi havde jo ogsaa ligget paa Maven fra Kl. 8 om Aftenen til anden Dags Eftermiddag Klokken 5. Det var en lang Tur, ligge i en saadan Stilling, og Du ved ikke, naar Du faar en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var en lang, haard, nervespændende Nat og Dag.

Da Klokken var 5, var det lidt mørkt i Skoven, uden for den maanelyst. Nu skulde det prøves. Enten-eller. Se at komme tilbage til vort Kompagni eller i russisk Fangenskab. Jeg sagde til Peter: „Kan vi nu spille dem det Puds at snige os igennem?”

Vi regnede med, at Russerne var lidt dumme. Saa krøb vi paa alle fire hele Skoven igennem, ud til, hvor vi havde staaet Post. Vi tog vor Hue paa, Hjelmen i venstre Haand og Bøssen i højre. Af og til lyttede vi, om Farvandet var rent. Hele Skoven kan vel være en 10 Tønder Land, og den var besat af ca. 500 Russere, 2 krigsstærke Kompagnier.

Nu, vi kom godt og vel ud til Skovkanten, men lige som vi skulde ud af Skoven, kom der 7 Russere. De gik forbi os paa Skridts Afstand, vi blev staaende ganske roligt, og de mærkede os ikke.

Haarene rejste sig paa Hovedet; men da de var forbi, var vi straks koldblodige igen. Nu skulde vi igennem den russiske Skyttekæde. Vi agerede saa russisk Patrouille og gik ganske roligt ud af Skoven, med Hjelmen under venstre og Geværet under højre Arm, som om der ingen Ting var. Hele Skovkanten var jo besat af en vældig Skyttelinje, men for hver 10 Skridt vi kom fra Skoven, lettede det noget. Vi kom godt igennem Skyttekæden. Se, Russerne gaar altid og smaafløjter, og det havde vi jo ligget i Skoven og lært, saa Melodien kunde vi. Og vi gik saa og smaafløjtede paa vor Patrouilletur og det gik godt.

Men nu kom vi i en farlig Stilling, vi kom jo nemlig mellem 2 Skyttelinjer. Vi gik efter Skyttegraven ved 7. Komp. 84 og da vi kom nær paa 100 Meter, skød de to Skud paa os, den ene Kugle gik til Højre for os, den anden til Venstre.

Vi smed os straks ned, tog Huen af og satte Hjelmen paa, saa var vi tysk Patrouille, stod op og gik videre, og saa skød de ikke mere, det var jo maanelyst, og saa kunde de se, vi havde Hjelm. Vi gik saa hen til 6. Kompagni, dem raabte vi an, at de maatte ikke skyde, vi var Patrouille 5. Komp. 84. De hørte det straks og vi kom saa over Pigtraaden, og kom lykkelig over til 6. Kompagni. I kan tro, at vi var glade, at vi var kommen uskadt fra saadan en Tur, kommen godt igennem baade den russiske og tyske Skyttelinje. Nu gik det saa derfra til vort Kompagni. Der blev Glæde, da de saa os igen. Vi meldte os straks til vor Feldwebel, at vi var kommen tilbage. Han kunde næsten ikke tro sig selv. Vi gav saa en Forklaring over hele Turen.

Saa maatte vi med det samme hen og melde os til Officererne. Vi gjorde saa en Melding: Saa og saa mange Russere er der, og de har gravet Skyttegrave langs med hele Skovkanten. „Donnerwetter! Wie kan das blosz angehn!”

Den ene stak os en Flaske Vin, den anden en Flaske Cognac, og de var velkomne ovenpaa saadan en Frysetur. Men da vi saa kom til vore Kammerater, blev der først Glæde. Vi er jo 10 Danske, som altid holder sammen, og bor sammen; men nu fik vi at vide, at der mangler 2 Mand endnu. Vi har ikke set dem, saa de er nok løben lige i Hænderne paa Russerne. Den ene var en af os 10., Peter Andersen fra Dyndved paa Als, en flink en, som vi alle holdt saa meget af. Bare han ikke er saaret, saa kommer han nok igen. Den anden var en W. Schrøder fra Slesvig.

Vi var allerede meldt til Tabslisten som savnede, og al vor Post var sammenpakket og skulde have været retur, men den fik vi igen. Ja vi maa takke Gud, at vi kom saa godt fra det, for hvis han ikke havde hjulpet os, saa var vi aldrig sluppet godt fra det, og han skal ogsaa nok hjælpe mig herefter. Jeg vilde kun nødig gøre den Tur om igen. Det er længe siden jeg har hørt hjemmefra, men Banen har været spærret her i en Uge, saa nu kommer der nok nogen Post igen.

Hils dem nu alle hjemme, at jeg er kommen godt ud af den „Klese”.
Kærlig Hilsen

Eders
Jens

Tyskere i russiske uniformer B 2064
Tyske soldater i russiske uniformer. Peter Schmidt fra Aabenraa er nr. 5 fra højre.