Tag-arkiv: IR63

14. juni 1917 – Johannes Ankersen: “… død og ødelæggelse”

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden årsskiftet 1916-17 havde været indsat på østfronten, men i slutningen af maj gik turen tilbage til vestfronten.

Vi havde allerede en anelse om, at vi skulle til Flandern og vi tog ikke fejl. Midt om natten blev vi udladt i Lauwe og gik i kvarter i det nærtliggende Aalbeke. Det lod til, at man ikke ville kaste os direkte ud i møget, for vi havde igen to dages hvilekvarter, to dage der hovedsageligt blev brugt til at gøre os bekendte med den flamske befolkning, æggecognac og burgunder. Til sidst gik det også videre herfra, og nu til fods, altså var fronten i nærheden. Over flere pæne flandernbyer, sidst gennem Menin, nåede vi til Koelberg på vejen mellem Menin-Ypres, hvor vi bivuakerede.

Natten efter gik det videre, vi bivuakerede ved et vejkryds længere fremme. Næste dage brage kraftig solskin og de sædvanlige flyverbesøg. Om aftenen kom det, jeg havde ventet på. Fjenden havde opdaget os og satte et par granater ned mellem os, der spredte død og ødelæggelse. Der udbrød panik. Som grebet af djævlen drejede hele regimentet om, og kun få blev tilbage for at tage sig af de sårede og døde. At vi ikke kunne blive på det tåbelige sted, et vejkryds uden dækning for indsigt, indså man til sidst også højere oppe.

Vi trak os et par hundrede meter tilbage. Regimentet spredte sig mere ud, væk fra den farlige vej og søgte efter alt efter mulighed dækning. Jeg havde til det formål for min deling udset en gruppe nøddetræer, hvor jeg lod teltene slå op, og hvor vi forblev uskadt. Da vejret allerede var godt varmt, kunne vi sagtens holde det ud i det fri, et heftigt regnskyl måtte vi tage med i købet, da det kom.

Vi undrede os over, at vi endnu ikke blev sat ind, beskydning ved fronten var vedvarende temmelig livlig, og forstærkedes nu og da til trommeild. Englændernes tidligere angreb var blevet ganske godt afvist. Da hørte vi, at vi ikke skulle afløse tropperne i den forreste linje, vores division var bestemt til støddivision.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

27. januar 1917 – Ankersen: “en virkelig fornøjelig fest”

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i januar befandt sig på østfronten.

Til en begyndelse måtte vi træne igen. Ved den kulde var det ikke altid lige fornøjeligt at rode rundt i sneen, men sørgede man for hele tiden at være i bevægelse, så gik det ret godt.

Officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63´s anden bataljon fejrer kejserens fødselsdag, Rusland 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63´s anden bataljon fejrer kejserens fødselsdag, Rusland 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ved siden af sørgede vi så for, at kammeratskabet og selskabeligheden ikke gik tabt og fejrede mange muntre aftner. Særlig den 27. januar, kejserens fødselsdag, blev en stor fest. Vi havdet bestilt vin og likør fra Tyskland, men det ville ikke ankomme. Så fejrede vi i stedet den 27. grundigt med øl og snaps fra kantinen. Mit kvarter blev udvalgt som festsal, da det var det største. Værelset blev dekoreret smuk med grønt gran og alle officerer fra 2. bataljon forsamledes her til en virkelig fornøjelig fest.

Officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63´s anden bataljon fejrer kejserens fødselsdag for anden gang, Rusland 30. januar 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63´s anden bataljon fejrer kejserens fødselsdag for anden gang, Rusland 30. januar 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Nogle dage senere ankom forsendelsen fra Tyskland, og da vi befandt os så vel sammen, afholdt vi den 30. en ekstrafest, der blev endnu mere livlig end den første.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

21. januar 1917 – Ankersen: “et eventyrland”

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i januar befandt sig på østfronten.

Rusland tiltalte mig lige fra starten, fred og stilhed overalt, et eventyrland for nerver og lunger.

Barakkerne vi boede i, var bygget af militæret, ret bekvemme og frem for alt herligt varme. Det sørgede en stor muret ovn for, i hvilken der til stadig knitrede en lys lue. Træ var der jo nok af, og det kostede oven i købet intet. Kort og godt, jeg havde forestillet mig det ugæstfri Rusland helt anderledes, men man må dog ikke glemme, at vi lå i faste, udbyggede stillinger, på fremmarchen gik det vel anderledes til.

Vores forplejning var god, men alligevel ikke så god som på vestfronten. Rusland blev betragtet som en etape. Kamp var der stort set intet af, derfor blev rationerne sat ned. Da sulten ved kraftig kulde er mere mærkbar, var det et misforhold, som vi ved given lejlighed søgte at afhjælpe. Hos de russiske bønder og jøder kunne man købe alt muligt, smør, kød, æg og vel også kartofler. De priser de krævede, var ikke ligefrem lave, men alligevel vel købte vi en hel del. Desværre rakte mandskabets lønninger ikke langt, og jeg er bange for, at de brave overschlesier, der generelt er gode spiserer, en gang i mellem ikke blev helt mætte. I forhold til hvad man fik i hjemstavnen, var det, vi fik, dog storartet, og jeg har ofte benyttet lejligheden til at sende lidt kød eller smør hjem, på trods af risikoen for at pakkerne skulle blive stjålet.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

16. november 1916 – Ankersen: Lange bukser og laksko uegnede

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i begyndelsen af november var gået i stilling på den nordlige del af Somme-fronten på højde med Bapaume.

Efter et par dage modtog jeg ordre til at overtage ledelsen af 3. kompagni. Jeg gjorde mig klar til afrejse. Hvor 3. kompagni lå, var der ingen der vidste, heller ikke vores regimentsstab, da føringen som sagt var blevet taget den fuldstændig af hænde. Til sidst fik jeg at vide, at 3. bataljon lå i Puisieux, og at man sikkert der kunne få at vide hvor 1. bataljon befandt sig. Med den antagelse, at der herskede de samme forhold i 1. bataljon som hos os, pakkede jeg min kuffert, steg på en vogn, og kørte til Puisieux. Allerede undervejs blev jeg noget betænkelig. Vejene så noget vilde ud, så sønderskudte var de. Endelig kunne vi se Puisiuex.

Efter alt at dømme var det ikke godt at befinde sig i landsbyen, for de fjendtlige granater susede uden ophør ned i den. Da vi nåede de første rester af huse, var der en særlig voldsom salve, der fik mig til at forlade vognen og give kusken besked om, at han skulle køre min kuffert tilbage, for lange bukser og laksko syntes mig ikke egnede til den egn jeg nu skulle opholde mig i. Det lod manden sig ikke sige to gange, men gjorde straks omkring og kørte derfra i fuld galop. Åndssvagt nok tog han min gasmaske med, som jeg i dette område sandsynligvis ville komme til at savne. Men jeg håbede, at jeg kunne få en anden ved bataljonsstaben.

Men hvor lå staben i dette guds forladte hul? I en kælder tæt ved krøb et par mand fra 9. kompagni samme, de sagde mig, at chefen for 3. bataljon ikke befandt sig langt væk, omtrent 20 meter, i et dækningsrum ved gaden. At komme derhen var nu ikke så let, for det lod til at det fjendtlige artilleri havde udset sig netop det område som sigtepunkt. De svære granater drønede hele tiden ned, så det var en lyst – det vil sige for englænderne, hvis de havde kunnet se det, for os mindre sjovt. Men det gik endnu en gang godt. Forpustet ankom jeg til staben for 3. bataljon, hvor jeg blev modtaget af kaptajn Hofrichter på gammel, elskværdig vis og forfriskede mig med kaffe.

Jeg har endnu ikke nævnt denne herre, hvilket jeg så må komme efter her. Kaptajn Hofrichter var chef for 2. bataljon, altså min bataljonschef, de jeg kom til IR63. Han var en mand af stor militær dygtighed, der sikkert havde for længst havde siddet i generalstaben, hvis han en gang i mellem havde været bedre til at holde mund overfor sine forsatte. Men han var af den overbevisning, at herrerne ved det grønne bord let kunne befale ting, der fra frontsoldatens synsvinkel var umulige eller kun lod sig gennemføre med store ofre. I sådanne øjeblik tav han ikke. Ja, jeg har selv hørt, hvordan han har modsat sig at udføre ordre, som han fandt uovervejede. Desuden var han en rigtig soldat og sørgede uopholdeligt for sine mænds ve og vel. I officerskredse en fremragende kammerat. Han led af en tilbagevendende hjernebetændelse, der havde tvunget ham til at gå i behandling i Tyskland. Efter at være kommet tilbage havde han fået kommando over 3. bataljon og sad nu som chef i Puisieux.

Her erfarede jeg, at 1. bataljon lå i tredje stilling, op ad 2. bataljon. Jeg fik en stedkendt ordonnans og begav mig på vej. Rart var det ikke netop, da vi måtte gennem hele landsbyen, som blev beskudt meget voldsomt. Men det blev også overstået, og vi befandt os i skyttegraven. Når der bliver skudt, vil jeg hellere være i skyttegraven end i nærheden af bygninger, for for det første giver skyttegraven lidt beskyttelse, for det andet er der for det meste dækningsrum, som man kan krybe ned i, når det går for voldsomt til, og så virker det i det hele taget meget farligt, når sådan en granat slår ned i et hus og spiller bold med sten og bjælker.
Jeg meldte mig hos chefen for 1. bataljon og overtog så 3. kompagni fra den gamle chef. Så, nu havde jeg igen plads, hvor jeg hørte til, det er også noget værd.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)