Tag-arkiv: IR464

10. oktober 1917 – Martin Kümmel: “Herren er jo den samme her som der”

Martin Kümmel fra Bedsted gjorde tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 464, der 9.-10. oktober 1917 ankom til Flandern. Herfra skrev han til pastor Nic. C. Nielsen, som i 1912 havde konfirmeret ham.

Belgien
10.10.17

Min kjäre Herr Pastor!
Da jeg nu i lang Tid ikke har hört fra dem vill jeg skrive dem et paar Ord. Wie er jo nu flüttet og er komen af Belgien Flandern som Noddivision. Wie liegger bag Fronten og naar Engländer griber an og bregge igennem saa skal wie hen at smide ham ud, ja det bliever nok noget andet end der [h]vor wie var för, men Herren er jo den samme her som der, blot wie vill holde os til ham saa vill han heller ikke slibbe os.Det er godt at man har en Frelser som man kan stole paa alt andet det svigter, man kan gaa alt frejdig i möde, der sker os ikke noget uden hans Vilje.

Peter Geil liegge ogsaa her, men jeg har end nu ikke talt [med] ham, han har det jo ellers godt og er sund og rask. Gud ske tak at jeg have troende Kamerater som man kann tale med Guds Ord om, det er ogsaa mere her i vor Kompagni som har troende Voräldre men omvender dem det gjör die dog ikke, men die viede dog at det er det rette.

Mon ikke Fredens Time ikke snart mone oprinde, lader os vente til Herrens Time er komen han viede vor det er best og guanligt for os. Jeg vill nu slutte denne gang, alt er ogsaa ved det gamle derhjeme jeg vill nu over at tale med Peter Geil. Slutter nu denne gang

Guds Fred og en Venlig Hilsen fra din Ven og Broder Martin

(P116, Arkivet ved Dansk Central Bibliotek for Sydslesvig)

26. juli 1916. Ved Arras: “Det begyndte at regne med granater omkring os.”

Fr. Møller, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved IR464 i Første Verdenskrig. Efter endt lazaretophold kom han på rekonvalescens i Flensborg og Højer. Men efter et halvt år i fred her, kom han retur til fronten.

En dag meddelte man os, at de stærkeste og krigsduelige mænd måtte regne med at overgå til tjeneste ved fronterne, og jeg fik besked om at tage tilbage til Flensborg. Det var omkring den 1. juni 1916. Vi var i trist humør, da vi i den begyndende sommertid måtte, forlade det stille og rolige Højer og indstille os på at skulle til fronten.

Jeg kom altså igen til Flensborg, og dagen efter begyndte eksercitsen og øvelserne i terrænet. Efter fire ugers forløb kom udtagelsen til fronten, og efter få dagsrejser var vi da atter midt i det.

Det var i midten af juli 1916. Vi blev indsat mellem Arras og Douai. Det var et trist sted. Skyttegraven var i en dårlig forfatning, dækningerne meget svage. Desuden fik vi ofte besøg af fjendernes granater og miner, og maskingeværsalver strøg ofte ud over egnen. Adskillige steder havde vi kun granathuller at søge læ i, og disse var forbundet med hinanden ved smalle løbegrave.

Jeg fik sammen med en ung kammerat fra Mecklenborg anvist et sådant granathul.

Man havde sikret det lidt ved at lægge bjælker over det, og oven på disse igen jord. Engelske kanoner havde allerede tidligere haft dette granathul som mål. — Jeg prøvede derfor allerede den første nat at gøre vort opholdssted mere sikkert ved at kaste endnu mere jord ovenpå; men allerede den næste morgen fik vi at mærke, at  englænderne havde observeret os.

Det begyndte at regne med granater omkring os. En gik tværs igennem vor hule, og havde vi ikke omgående smidt os ned, havde
det været ude med os; men nu fløj splinterne hen over os.

Når englænderne havde opdaget os, var fejlen sikkert min, for jeg havde arbejdet med at sikre vort opholdssted lige til den lyse  morgen.

Englænderne var naturligvis ikke interesseret i at have os så nær inde på deres linier.

Vi havde for resten nok at gøre i vor stilling, for når vi ikke stod vagt, skulle vi hjælpe pionerfolkene med at slæbe planker, pigtråd og  andet frem, og da sådan noget jo ikke kan gå for sig helt lydløst,  fandt de engelske granater og maskingeværer også vej herhen.

For mig var opholdet i granathullerne en slem omgang. Jeg kom jo lige fra hjemlandet og var slet ikke vant til sådanne strabadser, og  hvor jeg før havde været ved fronten, havde vi haft ordentlige skyttegrave og dækninger. Men i den tid, vi lå her, 13 km øst for  Arras, slap vi dog for fjendtlige angreb.

DSK-årbøger 1961