Tag-arkiv: IR464

29. november 1917 – Martin Kümmel: “det er nu denn 3. Sön die mister i Krigstid”

Martin Kümmel fra Bedsted gjorde tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 464, der i begyndelsen af november blev trukket ud af Flandern og kom i stilling i Siegfreidstellung ved St. Quentin. Herfra skrev han til pastor Nic. C. Nielsen, som i 1912 havde konfirmeret ham.

Origny. 29.11.17.

Min kjäre Herr Pastor!
Först siger jeg dem mange tak for deres Brev som jeg har modtaget. Mange tak for deres Mark som var hoslagt, en Soldat kann jo altid bruge Penge. Jeg har det ellers godt og er sund og rask og haaber det samme om dem. Det har jo vist allerede begündt at blive koldt derhjemme hos Edder, her gaar de end[d]a nogenlunde. Gud give at vie maatte faa en mild Vinter, for det er ikke ofte saa ledt faar vore kjäre Kamerater som skall ligge ude Nat og Dag.

Vore Kompagnie er i Stilling; jeg er bag Fronten paa Fliegerwache, ja Gud er inderlig godt i mod mig; vaar har han ikke fört paa underfulde Veje in[d] til Idag. Ja vie have en stor Gud blot vie mere maatte klamre os til ham i Nödens Tider, og vaar der end er, ja man mangler ofte Guds Ords forkündelse menn Herren vill velsigne sit Ord rigelig vor mig.

Ja det er en stötte at have en troende Kamerad, Doktor Mahlers Sön det er en meget var Christen, han bekjender meget sin Frelser, blot vie mere og mere motte bekjende vor Frelser at vore kjäre Kamerader motte komme til at erkjende at die er paa Fortabelsens Vej, ja vaar skreckelig er det at tänke at die gaar ind i denn Evige vortabelse. ja vaar mange gaar ikke vortabt dersom die ikke vender om. Det gjälder om at holde fast og blieve troj in[d]til enden. Maatte denne Krieg dog väre til stor velsignels at mange i denne Krieg maatte har fundet deres Frelser.

Ja jeg har liege mo[d]taget det sörgelige Budskab at min kjäre Vetter er död Eduards Löbners Sön, det er nu denn 3. Sön die mister i Krigstid, ja vie vorstaar ikke altid Herrens Veje. Herren vill tröste dem, og give dem Kraft til bäre det, et er dog det herligste at vie viede vaar han er gaaet hen, vie sehs jo igjen. Ja her paa denne Jammerdal er der jo kun Nöd og Elendighed.

Ja vor kjäre Ven og Broder Hans Holm motte jo ogsa tidelig herfra, jeg var sammen med ham paa Urlau[b], jeg var meget glad vor ham, kunde vorstaa at han var en var Christen, og nu er han hjeme hos Herren, lader os ogsaa, jage derefter at vie ogsaa kommer derhen, der var der ingen Sorg og Krig men der er kun gläde. Ja motte denne Krieg dog snart faa en Ende. Peter Geil har jeg ikke talt [med] i lang Tid da die ikke liegger her hos os. Jeg har mo[d]taget Jernkorset. Slutter nu denne gang,

Guds Fred og en Venlig Hilsen fra din Ven og Broder
Martin

(P116, Arkivet ved Dansk Central Bibliotek for Sydslesvig)

12. november 1917 – Martin Kümmel: “Wie har mistet mangt en kjär Kamerad i Flandern.”

Martin Kümmel fra Bedsted gjorde tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 464, der i begyndelsen af november blev trukket ud af Flandern og kom i stilling i Siegfreidstellung ved St. Quientin. Herfra skrev han til pastor Nic. C. Nielsen, som i 1912 havde konfirmeret ham.

Frankrig. 12.11.17

Kjäre Herr Pastor!
Först siger jeg dem mange tak for deres kjäre Brev som jeg har modtaget, siger dem ogsaa mange tak for Marken. Wie er jo nu borte fra Flandern; Gud väre lovet og taket derfor, jeg kann ikke takke ham nok for hans godhed i mod mig arme stakels Sünder, han har fört mig paa underfulde Veje in[d]til Idag, han ville heller ikke slieppe mig i Fremtiden.

Wie har mistet mangt en kjär Kamerad i Flandern. Der er falden to Nordschleswiger en fra Als denn anden fra Jordkirch. Ham fra Als har jeg talt meget med om Guds Ord, Gud gieve at han dog i denn si[d]ste Time har gievet sig over i sin Frelsers Arme. Ham fra Jordkirch han hauvde troende Voräldre, haaber dog at han er gaaet frelst Hjem. Det er tunge Budskaber at modtage men vill dem som kann tager det fra Herren.

Peter Geil er nu komen bort fra mig da wie drog fra Flandern, men jeg talte [med] ham för end wie drog af. Wie liegger jo nu helt nedei Frankrig ved St.-Quentin, Stilling er rolig her saa at jeg har det helt godt. Det er saa Bjergfuld her.

Gud give at Fredenstime dog snart motte obrinde. Hjeme gaar det dem ellers ogsaa godt, slutter nu dennegang

Guds Fred og en Venlig Hilsen fra din Ven og Broder
Martin

(P116, Arkivet ved Dansk Central Bibliotek for Sydslesvig)

10. oktober 1917 – Martin Kümmel: “Herren er jo den samme her som der”

Martin Kümmel fra Bedsted gjorde tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 464, der 9.-10. oktober 1917 ankom til Flandern. Herfra skrev han til pastor Nic. C. Nielsen, som i 1912 havde konfirmeret ham.

Belgien
10.10.17

Min kjäre Herr Pastor!
Da jeg nu i lang Tid ikke har hört fra dem vill jeg skrive dem et paar Ord. Wie er jo nu flüttet og er komen af Belgien Flandern som Noddivision. Wie liegger bag Fronten og naar Engländer griber an og bregge igennem saa skal wie hen at smide ham ud, ja det bliever nok noget andet end der [h]vor wie var för, men Herren er jo den samme her som der, blot wie vill holde os til ham saa vill han heller ikke slibbe os.Det er godt at man har en Frelser som man kan stole paa alt andet det svigter, man kan gaa alt frejdig i möde, der sker os ikke noget uden hans Vilje.

Peter Geil liegge ogsaa her, men jeg har end nu ikke talt [med] ham, han har det jo ellers godt og er sund og rask. Gud ske tak at jeg have troende Kamerater som man kann tale med Guds Ord om, det er ogsaa mere her i vor Kompagni som har troende Voräldre men omvender dem det gjör die dog ikke, men die viede dog at det er det rette.

Mon ikke Fredens Time ikke snart mone oprinde, lader os vente til Herrens Time er komen han viede vor det er best og guanligt for os. Jeg vill nu slutte denne gang, alt er ogsaa ved det gamle derhjeme jeg vill nu over at tale med Peter Geil. Slutter nu denne gang

Guds Fred og en Venlig Hilsen fra din Ven og Broder Martin

(P116, Arkivet ved Dansk Central Bibliotek for Sydslesvig)

26. juli 1916. Ved Arras: “Det begyndte at regne med granater omkring os.”

Fr. Møller, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved IR464 i Første Verdenskrig. Efter endt lazaretophold kom han på rekonvalescens i Flensborg og Højer. Men efter et halvt år i fred her, kom han retur til fronten.

En dag meddelte man os, at de stærkeste og krigsduelige mænd måtte regne med at overgå til tjeneste ved fronterne, og jeg fik besked om at tage tilbage til Flensborg. Det var omkring den 1. juni 1916. Vi var i trist humør, da vi i den begyndende sommertid måtte, forlade det stille og rolige Højer og indstille os på at skulle til fronten.

Jeg kom altså igen til Flensborg, og dagen efter begyndte eksercitsen og øvelserne i terrænet. Efter fire ugers forløb kom udtagelsen til fronten, og efter få dagsrejser var vi da atter midt i det.

Det var i midten af juli 1916. Vi blev indsat mellem Arras og Douai. Det var et trist sted. Skyttegraven var i en dårlig forfatning, dækningerne meget svage. Desuden fik vi ofte besøg af fjendernes granater og miner, og maskingeværsalver strøg ofte ud over egnen. Adskillige steder havde vi kun granathuller at søge læ i, og disse var forbundet med hinanden ved smalle løbegrave.

Jeg fik sammen med en ung kammerat fra Mecklenborg anvist et sådant granathul.

Man havde sikret det lidt ved at lægge bjælker over det, og oven på disse igen jord. Engelske kanoner havde allerede tidligere haft dette granathul som mål. — Jeg prøvede derfor allerede den første nat at gøre vort opholdssted mere sikkert ved at kaste endnu mere jord ovenpå; men allerede den næste morgen fik vi at mærke, at  englænderne havde observeret os.

Det begyndte at regne med granater omkring os. En gik tværs igennem vor hule, og havde vi ikke omgående smidt os ned, havde
det været ude med os; men nu fløj splinterne hen over os.

Når englænderne havde opdaget os, var fejlen sikkert min, for jeg havde arbejdet med at sikre vort opholdssted lige til den lyse  morgen.

Englænderne var naturligvis ikke interesseret i at have os så nær inde på deres linier.

Vi havde for resten nok at gøre i vor stilling, for når vi ikke stod vagt, skulle vi hjælpe pionerfolkene med at slæbe planker, pigtråd og  andet frem, og da sådan noget jo ikke kan gå for sig helt lydløst,  fandt de engelske granater og maskingeværer også vej herhen.

For mig var opholdet i granathullerne en slem omgang. Jeg kom jo lige fra hjemlandet og var slet ikke vant til sådanne strabadser, og  hvor jeg før havde været ved fronten, havde vi haft ordentlige skyttegrave og dækninger. Men i den tid, vi lå her, 13 km øst for  Arras, slap vi dog for fjendtlige angreb.

DSK-årbøger 1961