Tag-arkiv: IR176

12. december 1914. Hemming Skov på angreb: “En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard.”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Tidlig om Morgenen d. 12. Dec. modtog vi paa fastende Hjerte den Befaling, vi frygtede mest af alle, den nemlig, at der skulde angribes. Vi skulde 200 m længere frem for at komme nærmere ind paa Fjenden. Vor Delingsfører laa allerede foran med to Mand. „Befaling er Befaling!”

Og vi sprang op i en Klump, men en Strøm af Ma­skingeværkugler hvæsede om vore Øren, og vi styrtede tilbage i Graven. En af mine Kammerater havde faaet et svagt Strejfskud paa den ene Kind, det var imidlertid ikke nok til et „Heimatschuss”; men derimod nok til at tage Varsel af. — Vi troede nemlig paa den Slags, og ofte nok havde man desværre noteret sig Varslets Fuldbyrdelse. Ogsaa nu sagde Kammeraten: „Für mich ist bald eine Kugel bestimmt!”

Ulykken lod i dette Tilfælde ikke vente længe paa sig. — Lidt efter kom Kompagniføreren, og vi maatte af Sted.

En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard og følelsesløs for at kunne holde ud til dette uophørlige Myrderi og for at faa Mod til at gaa Faren i Møde. Af Sted skal vi, og vi løber nu en for en for at vække mindst mulig Opsigt.

Den fastsatte Linie kan ikke naas i ét Spring, nogle Gange maa man kaste sig ned, og hver Gang der kom en hylende Salve oven over os fra vore Batterier, foretog man det næste Spring. Vi benytte­de disse Øjeblikke, fordi vi vidste, at Russerne da tog Dæk­ning og ikke skød.

Undervejs løb vi forbi mange saarede, som vaandede sig i Smerter; men her var foreløbig ikke Tid og Sted til at yde Hjælp; det vilde betyde den visse Død.

Under saadanne Forhold var vor lille Spade en saare vigtig Udrustningsgenstand. Liggende paa Maven arbej­des der i en Fart en lille Dynge Jord op foran Hovedet. Men der skal stærke Nerver til, og man ligger ikke ret længe ad Gangen, naar man ganske tæt foran sig ser, hvor­ledes Jorden sprøjter i Vejret af de nedslaaende Projekti­ler. Derfor søger man at naa den fastsatte Linie saa hur­tigt som muligt.

Jeg naar den uden Mén og ligger nu skiftevis paa Maven og paa Ryggen og arbejder af al Kraft i denne Stilling for hurtigt at faa et Hul at putte mig ned i. Jeg ser Sidekammeraten sidde paa Knæene for bedre at kunne arbejde, og næppe har jeg faaet udtalt: „Menneske, du har en Skrue løs”, før Kammeraten ligger død ved min Side.   Lidt bag ved mig ligger en anden Kammerat, som er saaret og ikke formaar at komme hverken frem eller til­bage.

Med disse Omgivelser for Øje er det alt andet end hyggeligt her, 100 m fra Russernes Stilling, og mange slip­per ikke godt fra det. Jeg nøjes med en Kugle gennem mit Kogekar og yderligere en gennem mit Tornyster. Denne sidste havde været yderst nærgaaende, idet den havde hullet min Kappe under Tornysteret og var gaaet ud af Tornysterets ene Side. Med Hentydning hertil lød det fra Kammeraterne bagefter: „Kamerad, du hast Schwein gehabt!” —

Russerne blev overdænget med en frygtelig Artilleriild. Den ene Salve efter den anden kom hylende tæt over os; vi var lige ved at være i egen Artilleriild, idet enkelte eksploderede tæt foran os. Røg og Krudtslam blindede næsten vore Øjne. Et ødslende Tal af Granater slyngedes bort. Frygtelig Susen og Hylen blandes med ens nærmeste saarede Kammeraters Jamren. For Røg og den Mængde Jord der slynges op i Luften kan vi ikke se, hvor mange Fuldtræffere den russi­ske Skyttegrav har, men mange Granater udfører sikkert deres frygtelige Arbejde, og Døden holder sin Høst. — Det var et Skyttegravs-Helvede.

Vi fik os kun halvt nedgravet, før Russerne hist og her i Skyttegraven begyndte at stikke smaa hvide Flag i Vej­ret, og enkelte kom løbende med oprakte Arme over imod os i en Grøft.

Nogle holdt endnu Stand. Men da Tilbage­vejen var spærret af brændende Huse fra Artilleri-Be­skydningen, ligesom der ogsaa af samme Grund var spær­ret for Tilførsler af Reserver, blev der stadig stukket flere smaa hvide Pjalter i Vejret paa Bajonetspidserne. Trods disse Tegn paa Overgivelse blev vi — belært af dyrekøbt Erfaring — roligt liggende. Fra 100 m og nedefter var vi jo glimrende Skydeskiver, og Russerne var før faldet for denne Fristelse. Og da vort Artilleri stadig var i stort Kamphumør, var der ikke noget, der hastede, saa me­get mere, som der nu viste sig aftagende Virksomhed fra Fjendens Artilleri, hvoraf vi nu formodede, at de forberedte Tilbagetoget. Det var Tegnet til, at Afgørel­sen nærmede sig. Unægteligt var det rart for begge Par­ter at faa en Ende paa dette her. —

Afslutningen kom overvældende: som paa én Kommando myldrer Russerne op af Skyttegraven og løber over imod os med oprakte Arme. En Del af dem løb tilbage, de saas tydeligt mellem de brændende Huse.

Fangerne her var noget uensartet paaklædt, nogle var i høje, graahvide Pelshuer. Fangerne blev hurtigt ekspederet, og vi maatte af Sted fremad igen. Den lige forladte Russergrav, hvor der selvsagt raadede skrækkelige Tilstande med baade døde og døende, gjorde man bedst i at passere hurtigst muligt, hvis man vilde skaane sine Nerver.

Der skulde vist ryddes op i Russernes Reserver, men efterhaanden kom vi i Ild fra vort eget svære Artilleri, og vi beordredes lidt tilbage. I en lille By blev vi sat til at begrave store Stabler efterladt Artilleri-Ammunition. Bag­efter maatte vi til at grave en forskriftsmæssig Skyttegrav med overdækket „Unterstand” og hvad dertil hører. Ly­sten til at gøre stort og ulasteligt Arbejde var ikke særlig stor; vi var ikke forvænt med lange Ophold og troede, at det snart gik videre. Graven blev færdig, og snart laa eller sad man i Skyttegravens „Bolig”.

Kampen var stil­net af, og Omgivelserne prægedes af Ro. Vi drømmer os tilbage til de rolige Dage foran Lodz. Vi ligger og tænker paa, hvad næste Dag vil bringe; da er det nemlig Søndag, og som oftest møder vi om Søndagen „dicke Luft”.

Kam­meraterne kalder det for Søndagens „Skyttefest”. Et Par Timer i Nattens Løb ligger jeg sammen med to Kamme­rater foran paa Lyttepost, hvor jeg gentagne Gange maa prikke til dem med Bajonetten, fordi de vilde falde i Søvn. Det er her ikke just rart at vaage alene.

1914-08-30 Russere overgiver sig
Russiske soldater overgiver sig

9. december 1914. Hemming Skov: Det gik fra den ene skyttegrav til den næste

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Fra nu af mærkede vi ikke mere til større Byer, det gik bare fra den ene Skyttegrav til den næste.

Den 9. Decbr. blev vi indbudt til Feltgudstjeneste, for Natten derpaa at blive purret ud, og vi laa fra Midnat til Morgen paa den bare Jord og frøs anstændigt. Vi var altsaa igen ved at faa Føling med Fjenden.

Derefter opnaaede vi sammen med 3. Kompagni at komme i Kvarter, mens foreløbig kun 1. og 2. Kompagni skulde arbejde sig ind paa Russerne, der laa forskanset.

Bag Huset, hvor vi laa i Kvarter, stod et Batteri, som buldrede kraftigt hele Dagen, og da det russiske Artilleri heller ikke lod os i Fred, fik vi ingen Ro til at sove. Henimod Aften blev vi beordret frem; der skulde markeres et Angreb. Vi naaede efter flere Spring et Stendige, bag hvilket vi laa udmærket. Under slige For­hold skulde man nok vide at stikke Næsen i Jorden, om man ogsaa blev godt tilsølet.

Men mange var allerede saaret, og snart lød det „Saniteter til højre” eller „Saniteter til venstre”. Det var en fortløbende Kommando, som skul­de gives til Sidemanden. Paa Hænder og Fødder krøb de saarede tilbage, og imellem disse var atter en af éns bedste Kammerater.

Det var altid smerteligt, naar en Kamme­rat forlod os, og man ønskede hemmeligt at have kun­net følge ham til et eller andet Feltlazaret. — Vi stop­pede op ved nævnte Stendige for igen at komme i Kvar­ter, hvor vi forblev Dagen efter.

Om Aftenen skulde vi afløse de to Kompagnier i den Skyttegrav, som de under et farligt Skyderi havde faaet dannet; men da Russerne skød ustandseligt, var det farligt at naa frem. Der blev fyret Natten igennem, især fra russisk Side.

Stormet russisk skyttegrav 07006F00102
Stormet russisk skyttegrav

7. december 1914. Gennem Lodz for fuld musik

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten i Infanteriregiment 176

Den 7. ds. om Morgenen gik vi igennem Lodz med fuld Regimentsmusik i Spidsen, og 4. Kompagni var saa heldig at følge umiddelbart bagefter, saa vi nød Tonerne i fuldt Maal. Var det ikke Hjemlandstoner, saa var det dog kendte Melodier, og den klangfulde og kraftige Musik var velgørende og opmuntrende.

6. december 1914. “Russerne er borte!”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten i infanteriregiment 176

Om Morgenen den 6. Decbr. sendtes der Patrouiller mod Russernes Stilling, og snart jubledes der fra Mand til Mand, at Russerne var borte.

Med en underlig Følelse gik man over det Ingenmandsland, hvor vore og Fjendens Kugler i saa lang Tid havde krydset hinanden. I den russiske Gravpark var nogle Civile i Færd med at søge efter Ejendele. Her havde Russerne naaet at faa begravet deres døde. Ved Middagstid havde vi Afmarch til Lodz, og for Natten fik vi Kvarter inde i Byen.

Lodz var faldet, oven i Købet paa Hærføreren, General Mackensens Fødselsdag. Den indre By havde ingen Overlast lidt, kun i Yderdistrikterne havde Artilleriet øvet Hærværk.

Lodz er en Fabriksby og kaldes ,,Polens Manchester”. Af Byens 350,000 Indbyggere er de 40 Procent Tyskere, og de 25 Procent er Jøder. —

Efter at vi forgæves ved Hjælp af nogle Civile forsøgte at købe Levnedsmidler, fandt mit Korporalskab sig et Kvarter. Højt oppe i et stort Hus tog vi et Køkken og en flot møbleret Stue i Besiddelse, og de toges foreløbig i Brug hver efter sin Bestemmelse. Og sluttelig slæbte vi noget Hø, som vi fandt, op ad Trappen og bredte vort Natteleje.

Hemming Skov
Hemming Skov

22. november 1914. “Den forreste russiske skyttegrav taget med storm.”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Da vi om Morgenen den 22. blev afløst, maatte vi søge os et andet Kvarter. Det nye Kvarter blev nu sikret imod Geværkugler og Shrapnelskud; imod Granater kunde vi naturligvis ikke sikre os. Imod den Side af Huset, der vendte mod Fjenden, blev der kastet Jord og Sten, og nu kunde vi omtrent ligge trygge og sove i vor Halm.

Dog hændte det, at en og anden om Natten kravlede op fra sit Natteleje og foretrak at gaa udenfor. Det var, naar Huset rystedes af de store ,,Sukkertoppe”. Ja, de slog somme Tider ned saa tæt ved, saa Huset blev overdænget af Jord og Granatstumper. Vi aktive, som var vant til dette uhyggelige, lod os ikke forstyrre, og vi gav gerne et lille Brøl efter dem, som løb ud Udenfor peb jo desuden Geværkuglerne. Det skal særligt indrømmes, at det ogsaa var uhyggelig om Natten, naar der kom en Granat susende.

Vi var altid mest glade, naar vi gik til Afløsning i Skyttegraven, der havde vi vore Huler, hvori vi havde lidt Sengetøj, og her kunde vi ligge i Fred og Ro, og de 12 Timer, vi var i den dejlige, tørre Skyttegrav, forløb altid rask. Det var blevet Frostvejr nu. I de 24 Timer, vi var bagved i Beredskab og Reserve, var Sagen mere kritisk. Fra Byen til Skyttegraven havde vi en Løbegrav, saa vi færdedes hele Tiden under Jordoverfladen, og da der altid blev afløst i Mørke, var der ingen Fare derved.

En Dag fik en Kammerat og jeg en lille Forskrækkelse. Idet vi var ved at forbedre Skyttegraven lidt, (der var Sand, og det faldt sammen) slog en Kugle ned i Sandet lige for Næsen af os, saa Sandet sprøjtede os i Ansigtet. Vi faldt begge bagover, men kun af Forskrækkelse, og i min Kammerats Ansigt piblede Blodet frem. Dengang havde Russeren set for meget af vor Hjelmspids. Vi lod os ikke se i 5 Minutter, saa begyndte vi at arbejde igen; men den forbistrede Russer har holdt skarpt Udkig, for der kom igen en Hilsen, og der var atter ikke sigtet daarligt, denne Gang dog for højt. Nu hørte vort Arbejde op.

Om Natten laa Lytteposter foran i Ingenmandslandet, og de to Timer, man der maatte ligge musestille paa den haardtfrosne Jord, var mindre hyggelige. Naar Afløsningen kom, var man ikke sen om at komme tilbage.

Den 22. November blev den forreste russiske Skyttegrav taget i Storm. Vi laa den Dag i Reserve, og 9. Kompagni maatte tage Tørnen i Skyttegraven. Under dette Angreb blev min Landsmand i 9. Komp., Laur. Andersen, Skærbæk, haardt saaret.

Efter denne Erobring var vort Kvarter ikke mere i Ildlinien. Alligevel fandt af og til en Kugle Vej hertil, og det skete, at enkelte blev saaret, naar de trods Forbud gik udenfor. Bag ved Huset i en lille Have havde flere Kammerater faaet deres sidste Hvilested, og der blev hygget om disse Grave.

Erobret russisk kanon 6a410-11-047

21. november 1914. “Huset fik en fuldtræffer, der delte det i to dele”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Vor Opgave var, saa vidt vi fik at vide, at møde og standse et evt. Gennembrudsforsøg fra Fjenden. Vor eneste Fredsforstyrrer var Artilleriet, som for Resten ogsaa ofte nok jog os paa Benene.

I Skyttegaven, hvor 3 Kompagnier afløste hinanden i al Ro, var vi ikke i saa stor Fare, som naar vi laa bagved i Kvarter som Beredskab eller Reserve. Det varede nemlig ikke længe, før det russiske Artilleri fandt vort Kvarter.

Periodevis sendte de os ,,Jernportioner”, hovedsagelig om Natten. De havde dog ikke rigtig Held med sig; da vi den 21. om Aftenen skulde afløse i Skyttegraven og lige havde forladt vort Kvarter, fik Huset en Fuldtræffer, der delte det i to Dele.

Godt, at vi var saa præcise med at afløse Kammeraterne i Skyttegraven.

18. november 1914. “Det var kun et Heimatschuss”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Næste Morgen, d. 18. Nov., atter Fremrykning. Vi havde knap faaet os udhvilet efter den forrige Dags lange March, Uden for Byen modtoges vi af Geværsalver, og efter at vi en Tid lang havde ligget udsværmet, retirerede vi tilbage igennem Zgerz og tog Stilling bag en Banedæmning (Zgerz—Strykov—Lowic).

Her skulde vi ligge som Reserve, men i højeste Alarmberedskab, og ved Middagstid fik vi Ordre til at rykke frem som Forstærkning for Reg. 141.

Paa Vej fremefter saas det, hvor svært det havde været for Kammeraterne at arbejde sig frem; Hul ved Hul, hvori de havde søgt Dækning. Hist og her laa der Uniformsgenstande fra en saaret. Af og til blev Sindet nedstemt ved at gaa forbi en død Kammerat.

Med disse Omgivelser for øje marcherede vi tavse fremad, spændt paa, hvad Dagen vilde bringe. Vi naaede et Stykke Bøgeskov, jeg tror, den eneste Bøgeskov, jeg har set i Polen. Vi sværmede ud, for her blev det pludselig meget farligt; Kuglerne hamrede imod Træstammerne og gik baade paa Kryds og tværs.

Man opdagede, at det var vanskeligt at afgøre, fra hvilken Side man skulde søge Dækning; vi vidste, at disse ,,Querschlägere” var farlige. Ved Siden af mig fik en Vicefeldwebel sit ene Ben revet op af et saadant Bæst, og mens jeg hjalp ham med Forbindingen, klagede han sig jammerligt. Efter at en Sanitetssoldat var kommet til, fulgte jeg Kammeraterne.

Vi naaede ud af Skoven, og nu skulde et Stykke aaben Mark forceres, før vi naaede de første Huse, bag hvilke Reg. 141 laa i Stilling. Disse to tre Hundrede Meter kostede vort Kompagni 2 døde og 7 saarede, og disse var desværre foreløbig afskaaret fra at faa Hjælp. Vi maatte sande, at det var værre at gaa i Stilling i et Kampafsnit end at ligge i Stillingen.

Jeg naaede lykkeligt frem til en Trælade, hvor Kuglerne desværre gik igennem. En Officer raadede til Dækning bag en Halmstak, hvor ingen Kugle gik igennem. Pludselig kom min eneste Landsmand i Kompagniet, Andr. Jønsson, med Hovedet i Bind for at byde mig Farvel. Han fik ,,Skrammen” — for det var kun et ,,Heimatschuss”, — da han forbandt en anden Kammerat.

Da det begyndte at blive mørkt, forlod han os med et Smil. Hver Gang en Sending fra Artilleriet begyndte at hyle i Luften, løb en Del af os ind i forreste Linie. Vort Artilleri buldrede Natten igennem, hvorimod Fjendens Artilleri svarede med at sende en enkelt Granat regelmæssigt hvert Kvarter, saa vi kunde hver Gang være forberedt, naar Granaten fo’r tæt hen over os, banende sig Vej gennem det stille Snevejr.

Vejret var slaaet om til Frost og Sne. Vi forblev Natten igennem i Skyttegraven, og til Trods for, at der laa døde Kammerater ovenfor, fik man sig alligevel et Par Timers Søvn i Nattens Løb i Bunden af Graven. —

Men Træthed og Udmattelse befriede os for alle Rædsler og tvang os til at sove. Man kunde falde i Søvn i alle mulige Stillinger, en Pæl at læne sig til var tilstrækkeligt.

Operation læge Hans Lorenzen, Bov 91-215
Operation af såret ca. 1916-1918. Fotograferet af læge Hans Lorensen, Bov.

 

17. november 1914. Hemming Skov: “Tre brød til hele kompagniet!”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Den følgende Morgen, efter at vi endnu fandt en Russer, med hvem vi uden at vide det havde delt Husly under samme Tag, gik det videre.

Vi stødte overalt paa forsprængte Russere, og de skød paa os, indtil de ansaa det for bedst at overgive sig. I en By snappede vi to Motorcykler og et Køretøj, og et Par Fanger blev sendt tilbage med Byttet.

Til Gengæld var vor Bagage den Morgen nær faldet i Russernes Hænder. Den saa sig pludselig omringet af Kosakker, men i fuld Karriere slap den igennem, efterladende en falden Kusk, medens flere Heste var saaret.

Vi naaede Byen Zgerz (17. Nov.) 10 km Nord for Lodz og besatte en Banedæmning (Lodz—Lowic—Warszawa). Efter Midnat kom vi i Kvarter i en lille Landsby lidt længere fremme, og her fordeltes 3 Brød — siger og skriver 3 brød — til hele Kompagniet.

Kosakker

16. november 1914. Hemming Skov: Nattekvarter erobret med bajonetten

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.

Den følgende Morgen tidlig (16. Nov.) af Sted igen, og vi kom igennem Lentcica, en større By ved Bzura Floden, ca. 30 km Nordvest for Lodz, hvor der lige havde været Gadekampe. Vi fik et lille Hvil paa en aaben Plads i Byen, og her oplevede jeg at blive taget ved Næsen af en Jøde.

Under det korte Hvil, hvor vi ikke maatte træde ud af Geleddet, sneg en handlende Jøde sig langs Rækkerne og samlede en Del Penge sammen, som han lovede at købe os noget for i en nærliggende Forretning. Manden forsvandt, men indfandt sig ikke med de lovede Varer.

Vi blev i Byen til hen mod Aften, da vi beordredes frem mod en russisk Skyttegrav Syd for Byen. Idet vi drog ud af Byen, beskød det russiske Artilleri os, og vi klemte os ind mod Murene for at faa Dækning. I Spring løb vi nu fremad, og hver Gang vi smed os ned, brugtes flittigt den lille Spade for dog at faa en lille Dynge Jord at gemme Hovedet bag ved. Da det blev mørkt, var vi naaet til en Afstand af et Par Hundrede Meter fra den russiske Stilling, og nu bragtes de jamrende Saarede bag os tilbage.

Foran os stod en Landsby i lys Lue, skudt sønder og sammen af Artilleriet. Fra det russiske Artilleri kom kun en enkelt Granat med lange Mellemrum, saa vi gættede allerede paa, at Russerne trak sig tilbage, saa meget mere som man heller ingen Geværkugler hørte pibe mere.

Formodningen viste sig at være rigtig, da vi lidt efter passerede deres Skyttegrav paa Vej mod en længere bagved liggende Landsby, — hvor vi om lidt skulde erobre Nattekvarter med Bajonetten. Geværet blev nemlig tømt for Patroner, og Bajonetten plantet paa, og saa gik vi i samlet Kolonne i Bælgmørke fremad. Til al Afskyelighed var vort Kompagni forrest.

Bataillons-Kommandøren fulgte Bataillonen. Der maatte ikke bruges ild til en Smøg, end ikke maatte der tales et Ord, og Bajonetskeden blev holdt fast med venstre Haand for at undgaa enhver Lyd, og saaledes vandrede vi i Mørke, uvidende om vor Skæbne, taalmodigt fremad. Der blev intet sagt til os, men at der var Formodning om, at der var Russere i Byen, forstod vi af de dystre Forholdsregler. Maaske skulde der ogsaa snappes lidt Bagage, og at det alt skulde gaa for sig ved en Overraskelse.

Vi kom ind i Byen, og Formodningen holdt Stik. Med Kolbeslag mod Døre og Vinduer vækkedes de sovende Russere, og jeg ser med al Tydelighed for mig, da jeg sammen med en Kammerat med Lommelygten lyste ind ad Døren til et Karunkelhus (et Kartoffelhus, hvor Taget naar til Jorden) og der kom fire Russere kravlende ud imod os, visende deres tomme Hænder. Paa denne Maade toges et Par Hundrede Fanger. Efter at der var gravet en Skyttegrav foran Byen, som blev svagt bemandet, kunde vi hvile os i Russer-Kvartererne, hvor vi trods alle anspændende Oplevelser dog fik lidt Søvn.

1914-10-polsk landsby

15. november 1914. “Russerne kom viftende med små hvide flag”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.

Vort Kompagni laa som Reserve i anden Linie, saa vi fik Lov til at komme i Kvarter og under Tag. Vi laa sammenstuvet i en Lade og skulde være højest alarmberedt, ligge ,,umgeschnallt”, Tornysteren under Hovedet, rede til at gribe Geværet og i en Fart komme ud. Vi blev purret ud allerede Kl. 3.

Efter endt Udkommando i nok en Patrouilletur søgte vi atter Forbindelse med vort Kompagni. Under denne Vandring passerede vi en Artilleri-Officer, som stod og brølede oppe paa en Husmønning bag Skorstenspiben, hvor han havde ,,Beobachtungsstelle”. Nedenfor stod en Mand, der pr. Telefon underrettede Batteriet, og dette sendte den ene dødbringende Salve efter den anden over imod Russerne.

Vi fandt 3. Kompagni, der som Reserve begyndte at gaa fremad til Forstærkning. Her sluttede vi os til og løb i Spring fremad, til vi naaede nogle sammenskudte Huse, og derfra løb vi enkeltvis med 20 Skridts Afstand, vel vidende at Sørge for at holde os i Dækning bag Husene, saa godt det lod sig gøre.

Lidt før vi naaede skyttelinien, kom vor Brigadegeneral med Stab ridende i den værste Kugleregn. Hurtigt var de af Hestene og fik disse ført i Dækning bag Husene.

Brigade-Staben havde været klar over, hvad der vilde ske: Russerne væltede frem fra deres Skyttegrave, som om de vilde have stormet os; men uden Geværer kom de, hujende og viftende med de smaa hvide Flag over imod os. Skydningen holdt op, dog Artilleriet endnu et Par Tingester ind imellem Russerne, men ogsaa Artilleriet blev hurtigt klar over, hvad der gik for sig.

Kampens Larm blev afløst af roligere Omgivelser, og alt mens Fangerne blev samlet i Kolonne, opsøgte Kammeraterne hinanden for at blive vidende om hverandres Skæbne. Jeg fandt endnu min eneste Landsmand uskadt, men vort Kompagni havde flere saarede.

Fangerne, ca. 1000 i alt, blev ført tilbage, og vi gik fremefter, forcerede Russernes Skyttegrav og fortsatte ca. 6 km. Hvor vi kom frem, havde Artilleriet huseret i Russernes Reserve. Vi fik et kort Hvil og Mad fra Feltkøkkenet, hvorefter der atter fortsattes nogle km, før vi kom i Kvarter.

14. november 1914. Hemming Skov: I uophørlig berøring med fjenden

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.

Efter at vi, før vi gik i Kvarter Natten til den 14. Nov., maatte udstille Feltvagt, var vi fra dette Tidspunkt uophørlig Berøring med Fjenden. Næste Dag gik det fremad i Skyttekæde-Formation, og langt forude skimtede vi vore Jæger-Patrouiller, som var ude at søge Oplysninger om Fjendens Stillinger.

Vi gik ganske langsomt fremad, indtil vi fik Ordre til at lægge os fladt ned paa Jorden. De to første Grupper af første Deling, hvor jeg var med, blev kommanderet ud til venstre som Dækning for opkørt Artilleri. Det passede os godt, fordi vi heraf kunde slutte, at vi nu ikke kom i Infanteri-Ild.

Fra vor Dækning bag Husene skulde vi forhindre russiske Patrouiller i at udspionere vore Batteriers Stillinger.

Hen under Aften kunde vi atter slutte os til Kompagniet, og vi naaede frem sammen med Feltkøkkenet, fra hvilket vi saa fik en Portion varm, styrkende Mad.

1914-10-polsk bondegård

11. november 1914. Østfronten: “… gennem smaa Landsbyer med uudsigelige Navne”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten

Da vi den 11. Nov. 1914 overskred Polens Grænse for fjerde Gang, begyndte vor 2. March gennem dette Land.

Da vi naaede vort første Kvarter, mærkede vi straks Forskellen fra Schlesien: vort Natteleje var atter en Bunke Halm i en ussel, luftig Lade. Men da vi havde forholdsvis tidlig “Fyraften”, havde vi Lejlighed til at koge Kartofler og Kaffe.

Var vi tidlig paa den, var vi det ogsaa den følgende Morgen, for allerede Kl. 3 blev vi vækket. Og lidt efter skred vi atter af Sted gennem øde Marker, ad sandede Veje, gennem smaa Landsbyer med uudsigelige Navne, hvor Husene enten var lerklinede eller af Træ.

Hverken det ene eller det andet var i Stand til at sætte humøret op paa en træt Soldat, hvis eneste Attraa var at naa i Kvarter, men vi foretrak altid at komme i Kvarter i et Hus af Træ, da Lerhytterne saa faldefærdige ud.

Efter 40 km March naaede vi det næste Kvarter, gennemvaade af Regn. Jeg trak mine Støvler af og stoppede dem ud med Halm og kunde saaledes næste Morgen gaa om Bord i et Par tørre Støvler. Værre var det med Strømperne, der var ødelagt af Sved og var Laser, naar man endelig en Gang befriede Fødderne.

De Egne, vi kom igennem, var de fattigste, vi hidtil havde set, dog traf man ogsaa store Godser med smukt byggede Huse og store Parkanlæg. I Storbruget saas de mest veldyrkede Marker.

Langt den største Del af Jorden optoges dog af Smaabruget. Husene laa klumpet sammen i smaa Landsbyer med hullede, elendige Veje. Gennem den lave Dør kom man krumbøjet ind i et saadant Hus, som i Reglen kun havde to Rum. Et større Rum med Komfur var baade Køkken, Dagligstue, Sovekammer, kort sagt alt.

Det mindre Rum var nærmest lig et Pulterkammer. Paa Væggene hang kun gudelige Billeder. Befolkningen syntes meget fordringsløs og nøjsom. Mændene gik i lange Støvler, Faareskindspels og do. Hue, medens Kvinderne allesammen endnu ved denne Aarstid gik barbenet. Trods Fattigdommen var der bygget store pragtfulde Kirker, og de fleste havde to Taarne. Skoler saa vi ikke.

28. oktober 1914. Hemming Skov under arrest for tyveri af cigarer

IR176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa

– En Morgen, det var den 28. Oktober, et Sted mellem Petrokow og Noworadomsk, vaagnede jeg i vort Kvarter til en temmelig besk Tyge Brahes Dag. Da jeg kom til Patronvognen, opdagede jeg, at der var skaaret hul paa en laaset Sæk med privat ,,Indbo”, tilhørende Oberløjtnant Hindersen, vor Kompagnifører, og skønt det ikke var mig, der havde været der, var jeg klar over, at det vilde blive gruelig gal for mig.

Jeg fik ogsaa snart Besked om at melde mig hos Oberløjtnanten. Jeg traadte ind i hans ,,Bude”, hvor der forøvrigt var fuldt af Officerer, og meldte mig.

Det var ikke blide Ord, der nu haglede ned over mig. Nu ved nok den, der har været tysk Soldat, at til det Stykke Arbejde var de tyske Befalingsmænd ,,geschliffen”. Jeg stod altsaa her med Fingrene strakt ned ad mine Bukselinninger, og saa ham stift i Øjnene, mens de groveste Ukvemsord slyngedes imod mig. Det eneste, jeg dristede mig til, var at gøre ham opmærksom paa, at jeg skulle opholde mig hos Hestene, naar vi var i Kvarter, og saaledes intet Ansvar kunde have for det skete.

Ret megen Forsvarstale kunde man ikke tillade sig, vi var jo i de to Aar oplært i, at vi skulde holde Mund og se ligeud. Jeg skulde med det samme meddele Feldweblen, at jeg skulde afløses ved Patronvognen og ind i Kompagniet, Feldweblen skulde udpege min Efterfølger. Min Feldwebel var for Resten lige saa utilfreds, som jeg.

—Jeg maatte altsaa træde an ved Kompagniet, hvor jeg søgte ind i forreste Gruppe mellem mine bedste Kammerater. Men endnu havde Oberløjtnanten ikke spyttet al Galden ud; jeg ,,infame Slyngel” blev raabt frem for Kompagniets Front og tildelt 24 Timers streng Arrest.

Han vidste godt, at jeg ikke var Gerningsmand til Uhyrligheden, ellers havde han givet mig en hel anden Straf. Nej, Slyngelen skulde snarere søges imellem Hamborgerne eller andre fra en af Tysklands Storbyer og ikke mellem de ,,betroede” unge Mænd fra Nordslesvig; for vi var jo næsten alle i Tjenesten enten Gefreiter eller Oppasser eller havde en eller anden ,,Druckposten”. For mig gjaldt det første og det sidste. Cigarerne, der var forsvundet ud af det ulykkelige Hul paa Sækken, maa han have savnet meget haardt, for under et Ophold paa Marchturen samme Dag kaldte han mig frem igen og gav mig nok engang 24 Timers streng Arrest i Tilgift.

Da vi den Dag naaede vort Kvarter, var Afsoningen af den mig idømte Straf det første, som ventede mig. En af mine gode Kammerater, Underofficer Peters, fik Ordre til at fuldbyrde Straffen, og under almindelig Jubel blev jeg midt i Gaarden bundet til et Træ. Lykkeligvis for en træt Soldat var Forvandlingsstraffen i Felten 2 Timer, og tilmed ogsaa i Guds frie Natur i Stedet for i en mørk Celle.

— Ellers kunde jeg heller ikke have ”slukt Sorgen” med at fordybe mig i ,,Flensborg Avis”.

Efter at have forceret de mange Hundrede km, vi havde tilbagelagt siden Krigens Udbrud, siddende paa sin Ende, og man saa ved pludseligt at skulle sluge den ene km efter den anden med sine Ben, vilde blive den, der var mest træt, var jo givet. Forholdet mellem Kammeraterne, der var noget af det skønneste, man oplevede i Felten, viste sig her ved, at Kammeraterne overtog mine Vagttimer, alene fordi jeg var lidt mere træt end de, da vor Gruppe den følgende Nat skulde staa Feltvagt. Dette fortjener at blive mindet.

 

 

25. oktober 1914. Hemming Skov: “Den russiske dampvalse rullede ind over Tyskland.”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene om Warszawa.

Pludselig den 25. Oktober under den megen Raslen tilbage skulde vi afgive Patroner til Kompagnierne, før vi hastede videre. Vi havde sikkert opnaaet at være uheldig og skulde være ”Nachhut”.

Regimentet graver sig ned og holder Stillingen til den 27. om Aftenen; og det var den sidste Modstand for vort Vedkommende paa hin Warszawa-Tur. Fra nu af foregik Retræten helt til den tyske Grænse uden at gøre Front mod Forfølgerne.

At bemægtige sig Warszawa ved en ”Handstreich”, et dristigt anlagt Overrumplingsforsøg, mislykkedes. — Der skal da have været 15 russ. Armekorps samlet omkring Warszawa, og Tyskerne med omkring ved 5 Armekorps vilde være forblødt, om der var blevet fortsat.

Vor Brigade-Kommandør, Generalmajor v. Hahn hev sig, — som vel flere andre — ved dette Foretagende Jernkorset af 1.Kl. Men flest var nok de, der ,,erhvervede” et Træskors.

Men i disse Dage var Tyskerne og Østrigerne altsaa paa Vej hjem over hele Linien med en russisk Hær paa 40 Armekorps i Hælene, og mod Vest udmaledes, hvorledes, den russiske Dampvalse” nu rullede ind over det til Undergang viede Tyskland. Resultatet blev langt under Forventning.

EasternFront1914b

18. oktober 1914. Hemming Skov på Østfronten: “Det gik jo nu den vej, hønsene skraber …”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene om Warszawa.

Den 18. Oktober Kl. 4 Morgen traadtes an til en sidste Dyst imod Warszawa. Jeg opholdt mig den Dag i Nærheden af vor Sanitetsvogn, og der var meget at bestille, for der kom mange Saarede. Letsaarede kom krybende paa alle fire, en af vore Løjtnanter (Westphal) bragtes haardt saaret tilbage og døde kort efter.

Hen paa Eftermiddagen fik vi af en østrigsk Officer Besked om at køre tilbage. Vi betænkte os heller ikke længe, for nu saa vi Infanteriet komme løbende fra alle Hjørner og Kanter.

En af Kompagniets Tambourer, der var saaret ved Munden, fik jeg op paa min Vogn, og i fuld Fart kørte vi en Snes km tilbage og traf sammen med vore Feltkøkkener.

Vi hastede videre ad daarlige Veje, gjort endnu daarligere af de lange og tunge Artillerikolonner. Ud paa Aftenen blev jeg stikkende i en af disse Artilleriets Mudderhuller. Hestene var udasede, og hvor nødigt jeg end vilde, maatte jeg spænde fra og overnatte i Nærheden.

Her havde været Samleplads for Saarede, men af disse var de sidste ved at blive bragt væk. At blive her ret længe, var der sikkert ikke Raad til.

Men man fik ligesom lettere ved at fatte, hvorfor der altid stod saa mange Køretøjer tilbageladt af Russerne, naar de gik tilbage. Og skulde det nu mon blive din Lod?

Kammeraterne var over alle Bjerge, min Tambour sagde intet paa Grund af Saaret ved Munden, saa jeg maatte fundere over Tingene med mig selv. — Vanen sløvede; vi lagde os til at sove. Men ud paa Natten, vistnok til Held for os, blev vi purret ud af en Saniteter, der bemærkede, at der var Geværild i Nærheden.

Efter denne ”Bulletin” om Begivenhedernes Gang prøvede vi at slippe væk, og det lykkedes. I en By, i hvilken vi havde været før, (det gik jo nu den Vej, Hønsene skraber), traf vi Bagagen fra 1. Komp., der ligeledes var kørt fast og havde maattet overnatte. Efterhaanden blev der Samling paa Bagagen indenfor Bataillonen, og samlet fortsatte vi saa Tilbagetoget Dag og Nat ad usle Veje.

For ikke atter at blive hængende, ofrede jeg en Nat til en af disse ,,Artillerilöcher” et Par Sække løse Patroner, som jeg var blevet overlæsset med fra II. Batl. — Søvn og Hvile blev det smaat med, man sad og faldt i Søvn paa Bukken, og det hændte, at Tømmen slæbte under Vognen. Engang vaagnede jeg ved, at Hjælmen var trillet af Hovedet. Det gik som Regel godt, Hestene fulgte bare efter; dog kunde det hænde, at man med et Bump holdt stille i en Vejgrøft.

EasternFront1914b

15. oktober 1914. Hemming Skov: Under russisk bombardement.

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa.

Den Dag forløb taaleligt, men den næste, den 15. Okt., er en af de Dage, man husker.

Duellen begyndte igen, og nu maatte Byen for Alvor holde for, og saa velrettede kom de store Bæster, saa det var os umuligt at komme ud af Byen. Den ene Granat fulgte den anden. Brosten slyngedes i Vejret, Huse styrtede bragende sammen, og Støv og Røg laa som en uigennemtrængelig Sky over Byen. Vi maatte søge Dækning hvor vi befandt os.

Bag den store Skole klamrede vi os op mod Muren. Ind mellem mine Heste og det lille Hus, hvor jeg og et Par Kammerater holdt til, kom en Granat hylende og eksploderede imod Skolebygningen, bag hvilken vi stod i læ. Et øredøvende Brag med Lufttryk og hvad dertil hører, Vinduerne var blæst væk. Jeg løb om for at se til mine Heste; de var overdænget af Støv og Kalkpuds og hoppede paa alle fire, men var ellers uskadt.

Men inde i vor lille Lejlighed var en af mine Kammerater, Preuss, der var i Færd med at koge en Høne, blevet ramt i et Ben af en Granatsplint. Og i mit Tornyster fandt jeg senere en Splint i et Glas Smør. Derefter ilede jeg igen om bag Skolen for at komme i Dækning og lagde nu Vejen ind gennem Hullet i Muren fra Eksplosionen, der i øvrigt var saa rummeligt, at en Bil med Lethed kunde slippe igennem.

I det samme drønede en Granat over Hovedet af os, slog ned 20 m foran os, og af Nedslaget blev vi oversprøjtet med Jord og alskens Skidt. Jeg fik en Jordklump slynget i Ansigtet. Udover at vi af Lufttrykket blev kastet hulter til bulter, skete der ikke større Skade, kun en eneste fik et let Saar i Hovedet.

Flere Steder i Byen brændte det, saaledes paa Torvet til alle fire Sider, hvor en Del Jøder uforfærdet søgte at redde deres Ting. Tropperne søgte at komme ud af Byen, og omsider lykkedes det ogsaa os at slippe ud af den brændende By.

I en Skov slog vi os ned med vore Køretøjer og maatte nu ligge ude igen. For dog at holde Liv i Hestene, maatte vi desværre, som saa ofte før ,,besørge” os lidt Hø fra en nærliggende Gaard. Her var mange Grave, hvor faldne Russere var lagt til Hvile af tyske Soldater

EasternFront1914b
Østfronten i efteråret 1914

 

12. oktober 1914. Hemming Skov: “I kasketten lå noget hjernemasse …”

176’eren Hemming Skov deltog i kampene ved Piasezno ved Warszawa.

Den følgende Nat bivuakerede vi ved et afbrændt Gods, og om Morgenen den 12. gik det til Angreb igen.

En voldsom Larm tordnede fra vore Batterier, som Fjendens Artilleri selvfølgelig besvarede. En af de helt svære Dage forestod, men Artilleriets Indsats gjorde Udslaget, og før Middag var vi i Piacezno, hvorfra Russerne flygtede over Hals og Hoved.

Foran Byen fik vi set Artilleriets ødelæggende Værk: Flere bag hinanden liggende, godt udbyggede Skyttegrave, var formelig jævnet. Og her gik tyske Kammerater og ransagede faldne Russeres Lig, trak Støvlerne af dem og tog, hvad der ellers var af godt Kram.

I Byens Udkant mødte en et endnu frygteligere Syn, mange Grave, til Dels fyldt med sønderslidte Mennesker, frembød et skrækkeligt Rædselsbillede. Vort Artilleris Arbejde var her det brutaleste, vi hidindtil havde set.

I en Villahave bøjede jeg mig ned for at samle en særlig pæn Russerkasket op; men noget uhyggeligt til Mode befriede jeg mig for den i en temmelig hurtig Vending. — I Kasketten laa noget Hjernemasse. Det er en af den Slags smaa Tildragelser, der bed sig fast, saa man endnu kan se Kasketten samt Stedet, hvor jeg tog den i Haanden.

Efter at have samlet alt sammen, hvad Russerne havde efterladt sig, og begravet de Faldne, — et møjsommeligt Arbejde — kunde vi tage ind i Byen og finde Kvarter. Mange Huse var bleven lidt vel luftige efter Artillerikampen, jeg fik saaledes Huset mine Heste baaset i et Hus, der delvis laa i Ruin.

Vort Kompagni blev indkvarteret i en Skole og et Par andre Huse. Beboerne var flygtet til Warszawa; de enkelte tilbageblevne var hovedsagelig Jøder, og der var Plads nok.

Sammen med nogle Kammerater fik jeg anvist et Hus i Nærheden af mine Heste, og efter en overmaade god Portion Pandekager, som vi tilberedte af ,,besørget” Mel og Kartofler, gik vi i Seng, d. v.s. vi lagde os paa Gulvet i Halm, og vi sov godt, efter at vi nu havde tilbragt de to sidste Nætter ude.

1914-10-polsk landsby

10. oktober 1914. Hemming Skov: “Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv”

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene på østfronten

10. Oktober kæmpede vi foran Warszawa ved Byen Piacezno imod sibiriske Tropper. — 3 sibiriske Armekorps var lige ankommen pr. Jernbane fra Moskva og stod i Egnen Piacezno-Blonie. I et Afsnit, hvor Reg. 141 allerede laa i Kamp, skulde vi sættes ind til Forstærkning.

I en Skov blev der formeret Skyttekæde, og da vi naaede ud af Skoven, mødte Haandteringens Alvor os i en uhyggelig Grad, idet der her laa mange Døde, alle fra Reg. 141. Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv, om der var en bestemt for dig.

Mens Skyttekæden bevægede sig fremad, holdt jeg med Patronvognen bag et Halmlæs, men da der var fuldt af Officersheste, var det vanskeligt at faa Dækning, hvorfor jeg lagde mig under Vognen. Paa en Gang kommer alt tilbage; vor Brigade (Reg. 141 og 176) var kommet for langt frem og fik Flanke-Ild.

Natten blev tilbragt under aaben Himmel og i øsende Regnvejr. Vi søgte Læ med Patronvognene i en Skovkant, hvor Artilleriet var ved at grave sig ned. En af mine bedste Kammerater (Teschke) faldt den Dag, og vort Kompagni havde flere døde og saarede.

EasternFront1914b

8. oktober 1914. Hemming Skov i kamp foran Warzawa

IR176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene på østfronten.

8. Oktober gik det imod Warka, en større By ved Floden Pilitza lige før dennes Udløb i Weichsel.

I nogle Timer marcherede vi igennem en Skov, og endnu inden vi var ude af Skoven, begyndte Artilleriet at beskyde Byen, Infanteriet sværmede ud og fordrev de russiske Forposter.

I vor Nærhed begyndte en Vejrmølle at løbe rundt, og i det samme blev vi overfaldet af et Haglvejr af Shrapnel. En Patrouille hentede to melede Møllere, og med Bind for Øjnene blev de ført til Reg.-Staben.

Russerne havde imidlertid sprængt Broen over den ca. 200 m brede Pilitza, og Pionererne arbejdede hele Natten paa en ny, hvortil de næste Dag fik Assistance fra Infanteriet. Under Arbejdet fik vi Besøg af en russisk Flyver; men dengang var der heldigvis ingen Bombemaskiner.

Hen paa Eftermiddagen kunde Broen befærdes, dog foreløbig kun af Infanteriet. Vi kom over, Warka toges i Besiddelse, og efter en 15 km March kom vi i Kvarter paa et Gods.

EasternFront1914b

 

7. oktober 1914. Hemming Skov på østfronten: March mod Radom ad elendige veje

Hindenburg undslipper de russiske styrkers forsøg på at omgå og udslette den tyske nordfløj og flytter i ilmarch tropper til et fremstød mod Warszawa.

Hemming Skov’s regiment 176 skiftede front og var ankommet til den russiske by Tschenstochau på den modsatte side af grænsen til provinsen Schlesien. Her så de frem til at udforske nogle af byens seværdigheder.

Det fik vi selvfølgelig ikke tid til at se, for allerede første Dag fik vi Marchordre. Med Jøder, der vil slaa en handel af, rendende rundt om os, og med Reg. Musikken foran, dingler vi saa gennem Byen ud paa et langt og fare fuldt eventyr efter Warszawa til.

Vi fik den Dag en ny Kompagni-Fører (Oberleutnant Hindersen). Samme Mand blev senere hen en forhadt bekendt af mig. –

Vi asede 30 werst (km) ad sandede Veje, før vi opnaaede at komme i Kvarter. De følgende Dage ligesaa. Byernes Navne kan vi næppe læse, kun paa Vejviserne Tallene og werst, der samtidig er det eneste, der interesserer os. Det planløse Vejvæsen fører os frem i Zikzakkurve, og skønt hver Dag bringer os nye Egne og vide Udsigter, er alt omtrent ens, elendige Sandmarker, planløst Skovbrug, usle Hytter, Nød og Fattigdom.

Endelig den 2. Oktober havnede vi paa en god Landevej, noget, vi nu næsten betragtede som en Slags Luksus. Til Aften kom vi i Kvarter paa et stort Gods sammen med vor Batl.-Stab, vort Maskingevær Kompagni og noget Artilleri.

Vi var nu i Nærheden af Fjenden, hvad vi samme Aften fik at se. Stærke Kosak-Patrouiller kom sprængende ind i Byen, sandsynligvis uden at ane Uraad. SaaIedes kom to Kosakker hæsblæsende paa deres smaa viltre Heste farende forbi den Gaard, hvor 1. Kompagni laa indkvarteret. Men denne Manøvre midt i Fjendens Lejr endte med, at vi ”sofort” maatte takke af for godt Husly og ud i aaben Mark.

Næste Morgen var jeg med til at kaste en Grav til 3 Kosakker. Under stadig Berøring med Fjenden arbejdede vi os et Par km frem. Den 4. Oktober nærmede vi os Radom, hvorfra Russerne i Hast lod den ene Transport efter den anden forsvinde pr. Jernbane.

Selv om Radom var en større By, kom vi hurtigt derind; om Morgenen den 5. blev der angrebet, og hen paa Eftermiddagen var vi i Radom. En Del af vort Kompagni blev sendt tilbage med Fanger, og vi andre naaede ud paa Natten i Kvarter et Stykke Syd for Byen, hvorfra vi den næste Dag alter drog tilbage til Radom.

 Czenstochau—Radom, en Strækning paa ca. 200 km, tilbagelagt paa en Uge. Radom ligger 100 km stik Syd for Warszawa og er i Modsætning til de andre Stinkreder, vi har passeret, en smuk og renlig By med vældige

Kirkebygninger. Her havde Russerne en befæstet Feltstilling, og der var store Troppemasser undervejs til Forstærkning. Men vi kom dem i Forkøbet, og Russerne trak sig tilbage. Vi saa kun russisk Kavalleri, og efter Sigende blev her 2 Kavalleridivisioner slaaet tilbage. De to følgende Dage vekslede med noget saa naturtro som Regnvejr og Solskin og Hvile.

1914-09-14 LIR84 Gesamtfront gegen Russland lage am 14.9.1914 - Skizze 5 v2

1. oktober 1914. Hemming Skov skifter front og rykker ind i Rusland

Af Allan Otto Wagner

Hemming Skovs regiment 176 skifter front og rejser i to døgn med tog fra Lötzen i Østpreussen til provinsen Schlesien og den russiske by Tschenstochau lige på den modsatte side af grænsen.

Natten til 26. Sept. kom vi til Løetzen (Lötzen) og blev nu læsset på Tog. Dermed var vi klar over, at nu gik det til en anden Front, hvor, lød der intet om, dog, at vi ved Lublindtz Schlesien drejede af, sagde os, at det i hvert Fald ikke gik til Galizien.

Vi kørte over Rastenburg, Korschen, Allenstein, Rotfliess, hvor vi fik Kaffe, og Wartenburg, hvor vi på Banegaarden fik en Ret varm Mad. Ud paa Natten naaede vi vor gamle Garnisionsby Thorn, hvor det paa Banegaarden vrimlede af mennesker, som vilde hilse paa deres ”Hundertsechsundsiebziger” (176).

Under det Kvarters Ophold, vi havde paa Hovedbanegaarden, blev vi meget gæstfrit trakteret med Kaffe, Brød og Rygelse, en og anden hev sig endog af en velhavende og gavmild Lillemor en varm beklædningsgenstand. Der levedes jo endnu en Rusen af krigsbegejstringen.

Men alle disse velmenende Damer (af den mandlige Befolkning var jo kun en forsvindende Part hjemme) krævede meget til Gengæld, idet der formelig raabtes i Kor: ”Haben Sie nicht was von den Russen”. Det havde de fleste; men om deres Godhed ligefrem blev honoreret med en Kosak-Sabel eller en Kikkert eller et par lange pæne Officersstøvler, tror jeg dog næppe, for disse Ting passede jo daarligt til Kvinder.

Toget hastede videre med os igennem Provinserne Posen og Schlesien. En saadan Rejse paa Jernbanen var en herlig Afveksling. Igennem skønne Egne, men især da fordi det flød med Liebesgaben (kærlighedsgaver) paa de Banegaarde, hvor vi havde Ophold, særlig i Schlesien. Ved Preussisch-Herby forlod vi Tyskland, den næste Station var Russisch-Herby, og nu kom vi, denne Gang for Alvor til Rusland.

Fra Grænsen kørte vi endnu en Times Tid i russisk Tog. Jernbanesporet blev senere omlagt, saa tyske Tog kunde køre igennem. Forskellen var ganske vist kun 7 cm men den ene Skinne maatte dog fuldstændig omlægges. Den tredje Gang over Grænsen.

Czenstochau var Maalet med denne Jernbanerejse der havde varet i to Døgn. Efter at alt var læsset af, fik vi anvist Kvarter i en stor Kavalleri-Kaserne. Holm fra 1. Komp. (Rasmus Holm, Gabøl) og jeg var som sædvanlig Naboer med vore Heste. Og husker du, at vi først havde anbragt os paa et Gulv, der formelig svævede, hvorfor vi søgte en anden Plads og fik saa hestene ind paa en stue i Kasernen, hvor der overalt i nederste Etage var ”møbleret” med Heste.

Maaske du ligeledes husker, at vi studerede en Del Tortur-Redskaber i Kasernens Straffeanstalt. Czenstochau er en By med mange kirker. Og Byen, der paa et Par Hundrede Tusinde Indbyggere, er kendt som katolsk Valfartsted til et Kloster, som stammer fra Aaret 1400. I Klostreret findes et Bord af Cyprestræ, som efter Overleveringen skal stamme fra Abraham. Aarligt valfartede Millioner derhen.

1914-09-14 LIR84 Gesamtfront gegen Russland lage am 14.9.1914 - Skizze 5 v2

14. september 1914. 176’eren Hemming Skov overnatter i Rusland.

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller:

Vi gik altså over den russiske grænse, men gik tilbage igen. Dette gentog sig i øvrigt flere gange i løbet af kort tid, og jeg tænkte hver gang: Frem og tilbage er lige langt.

Men her, den 14. september 1914, passerede vi grænsen i retning vest-øst for anden gang. Efter en march på 20 kilometer kom vi i kvarter, og for første gang sov vi en nat i det store Rusland.

Vi opdagede omgående, at her var det forskelligt fra forholdene i Østpreussen. Alting var mere primitivt og fattigt.

DSK Årbøger, 1946.

Erobret russisk kanon 6a410-11-047
Erobret russisk kanon

 

12. september 1914. “En kammerat begyndte at skyde løs på en flok fangne russere.”

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller om slaget ved de Masuriske søer:

Russerne flygtede i vild panik, og dag og nat fulgte vi efter. Den 12. september var forfølgelsen så desperat, så vi fik ild fra vort eget artilleri; vi trak os skyndsomst tilbage, tog den grå hætte af hjelmene og spredte os.

Samme dags eftermiddag, mens vi i al tryghed marcherede på en landevej, blev vi pludselig beskudt af russisk artilleri. Granater eksploderede rundt om os, og der blev selvfølgelig stor forvirring, og mange blev såret, deriblandt vor Batl.-adjudant, løjtnant Erdmann, som allerede var kommet igen efter at have været let såret ved Gumbinnen. Patronvognen fra 2. kompagni, der kørte foran mig, fik et hjul skudt i stykker, og kusken slyngedes af vognen uden dog at blive såret.

En kammerat blev så desperat, at han i forvirringen begyndte at skyde løs på en flok fangne russere, som førtes bagefter bataljonen.

Der blev nu sendt en kavaleripatrulje frem, og snart gik det løs igen.

DSK Årbøgerne, 1945.

1914-09-09 Masuriske søer

 

30. august 1914. Tannenberg-slaget oplevet af Hemming Skov fra Københoved

Hemming Skov fra Københoved, I. Batl. Inf.-Reg 176 med kaserne i Thorn (i dag Torun, Polen), fortæller om sin deltagelse i det, der senere blev kendt som Tannenberg Slaget. Dagen før havde der været kampe foran Ortelsburg (i dag Szczytno, Polen), og her havde han overnattet den 29. august.

Næste morgen, efter at vi var kommet ned på gaden, begyndte kuglerne at pibe; russerne lå lige uden for byen, og i løbet af nogle få minutter begyndte de tyske geværer at lyne ud fra alle de øverste vinduer i husene. Men snart begyndte det russiske artilleri at bombardere byen, og dermed blev den 30. august en uforglemmelig dag.

Granaterne kom først enkeltvis, men efterhånden var der en uafbrudt hylen og susen. Under denne beskydning, der varede fra om morgenen til over middag, og hvorunder Ortelsburg blev lagt i ruiner, var jeg hele tiden inde i byen. Og midt under denne forfærdelige uhygge blev jeg beordret til at køre gennem byen med patronvognen for at forsyne det foranliggende infanteri med patroner. (…) I fuldt firspring jog jeg gennem gaderne, hvor det ene hus efter det andet sank i grus. Ild og røg og støv var omgivelserne, træer og sten slyngedes i luften, glødende granatsplinter hvæsede forbi mine øren, og de dumpe drøn fra eksplosionerne overdøvede alt. Jeg kom dog uden en skramme ud til udkanten af byen, hvor patronerne blev afhentede. (…)

Ved middagstid begyndte vore svære kanoner at udspy deres tykke “brummere”. Indtil da havde vi været uden artilleri. Den ene salve efter den anden kom hylende ind over byen, og det varede ikke længe, før det russiske artilleri var bragt til tavshed. Der blev nu mere roligt i byen, men over byen hylede de tyske granater ustandseligt.

Ortelsburg blev den dag tilintetgjort. Men også Narva-armeens skæbne blev den dag afgjort. Den trængtes fra vest og nord ind i et terræn med skove, søer, sumpe og moser, og meget af den artilleri blev stikkende. 90.000 mand kom usåret i fangenskab.

DSK-årbøgerne, 1945, s. 74ff.

1914-08-30 Russere overgiver sig
Russerne overgiver sig i store flokke.

20. august 1914. Slaget ved Gumbinnen: “Rette sich, wer kann!”

Hemming Skov fra Københoved, I. Batl. Inf.-Reg 176 med kaserne i Thorn, deltog i slaget ved Gumbinnen

Pludselig forlod vi Gosslarshausen, og efter at have passeret Kauernik og Neumark blev vi i Bischofswerder læsset på et tog og kom nu til Insterburg. Vi kørte over Dt.-Eylau, Osterode og Allenstein og blev over alt hilst af en krigsbegejstret folkemængde.

Russerne var med Vilna-arméen (General Rennenkampff) brudt ind over den østpreussiske grænse mod Insterburg og deres foreløbige mål var Danzig. Vi stødte sammen ved Gumbinnen, hvor vi den 20. august fik vor ilddåb.

Aftenen før fik vort kompagni post. Til mig var der intet, og jeg har vist, grundet herpå, set lidt modfalden ud, for min Hauptmann lagde hånden på min skulder og trøstede mig næsten kammeratligt med, at det kom nok næste gang. Dagen efter faldt vor Hauptmann (Bodemann).

Endnu før kompagniet havde formeret skyttekæde, modtog det de første artillerisalver, og efter kammeraternes udsagn tændte vor Hauptmann sig en cigar og opmuntrede sine folk med at sige, at det var sandbomber, der kom. Et øjeblik efter faldt han, ramt af et shrapnelskud, og kompagniet var lidt efter uden officerer, idet den ene løjtnant faldt og den anden blev såret. (…)

… de fleste af ens kammerater fra de to år i kasernen fandt døden den dag. Vort kompagni blev på denne ene dag halveret fra 250 mand ned til 130 mand, og det varede tilmed et par dage, før disse blev samlet.

Den taktik, der her blev brugt, var som til den fredeligste manøvre; det gik fremad i “Sprung auf, marsch, marsch”, indtil russernes stilling var nået, men efterhånden, som der under en så idiotisk måde at arbejde sig frem på tyndedes ud i rækkerne og blandt førerne, var der til sidst blevet råbt: “Rette sich, wer kann!”

DSK årbøger, 1945, s. 71ff.
1914-08-17 østfront kort