Tag-arkiv: IR163

10. august 1917 – Paul Paulsen: “… Igaar tromlede Englænderne hele Dagen”

Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.

Kjære Søster!
Har imorgen mo[d]taget dit Brev fra den 4 August [h]vofor jeg siger dig mange Tak. Vi er imorgen kommen ud af Stilling. Jeg maa rigtig nok takke Gud for at jeg igjen er kommen godt fra det. Igaar tromlede Englænderne hele Dagen paa vo[r] Stilling og greb saa an om Aftenen. Vi laa i Bere[d]skab og ma[a]tte saa ud til Forstærkning. Vi kom end[d]a held godt fra det og Angrebet blev afslaa[e]t. Men dem som laa i første Linie har lidt meget.

Ja kjære Søster [h]vis da Krigen snard ma[a]tte være til Ende[,] at vi ma[a]tte komme hjem igjen. Men vi maa jo være taalmodig. Gud skal nok føre alt til det be[d]ste for os. Vi maa takkke ham at han har bevaret os alle ind til nud. Haabentlig er det hans Vilie at vi alle maa komme sunde og raske hjem til eder igjen.

Jeg seer af dit Brev at du nok kan bruge lidt Sæbe[.] Jeg skal nok sende dig noget af og til ogsaa skal jeg nok sende noget Tobak[,] da jeg kan købe nok her og Betalingen skal du ikke sørge for. Jeg faa jo en stor Dagløn.

Haabentlig faa Morten ogsaa Orlov til Høsten. Min Orlov blev jo desvære ikke til noget men der er der jo ik[k]e noget at gøre ved. Jeg har det for saavidt godt som jeg ogsaa nok haaber om eder[.]

En kjærlig Hilsen
til eder alle fra din Broder
Paul.
Lev vel til vi sees.

(HBA8033, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

10. juli 1917. Ved Arras: “Vi sprang op og løb frem, løb for livet”

Senest ændret den 1. december 2019 14:36

Laust Fogtmann, Gesing pr. Skærbæk, gjorde krigstjeneste i IR163, der i foråret 1917 blev indsat ved Arras.

Forplejningen, som vi fik, var ikke den bedste, og det kostede altid Menneskeliv at faa den frem.

Efterhaanden var der gaaet ni Døgn,  og vi var ikke blevet afløst endnu.

Det var for Resten ogsaa  vanskeligt at faa Afløsningen frem.

Ved Mørkets Frembrud skulde vi igen paa udsat Post. Det var tavse mænd, der traskede fremad, og Nerverne var ved at komme i  Uorden. Vi syntes, at det Hele var ét Kaos. Jeg fik Ordre til at hente  Haandgranater, men hvor de skulde hentes, anede jeg ikke. Jeg fandt  heller ingen, men jeg fik den tanke at prøve at komme bort, mens Tid var.

Jeg mødte en Soldat, som var saaret i Benet. Vi prøvede at komme  ud af denne forfærdelige Trommeild. Ved Daggry var vi naaet saa langt, at vi var naaet ned i en Lavning, som blev krydset af en Vej,  men der var sat en Bom tværs over Vejen. Den ene Salve faldt efter  den anden. Vi skulde nødvendigvis igennem her. Vi blev enige om, at  saa snart der kom et lille Ophold i Skydningen, skulde vi tage  Chancen.

— Og nu kom der en lille Standsning. Vi sprang op og løb frem, løb for  livet, indtil den næste Salve kom. Hurtigt søgte vi Dækning i et Granathul, og saa snart der var Lejlighed til atter at løbe, styrtede vi frem.

Jeg slap fra det med Livet i behold.

Et par Dage senere kom det store  Angreb. Regiment 163 blev revet op, og kun faa kom tilbage.  Blandt dem, der satte Livet til, var min gode Kammerat Mikkel  Petersen fra Hjerpsted.

DSK-årbøger 1960

21. juni 1917 – Paul Paulsen: “… jeg er saa kaput”

Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.

Kjære Forældre og Søskende!
I længes jo vist meget efter at høre fra mig. Først siger jeg mange Tak for Pakken No 9 med Flæsk og for Middes Brev. Jeg er jo glad[,] naar i sender mig noget, men troe mig kjære Forældre[,] at Appetitten gaar helt bort. Det er næsten ikke til at holde ud her i Granathullerne[.]

Vi har nud ligget 7 Dage derude i en Tur og kom inat ud af Stelling. Jeg mo[d]tog da Post fra 7 Dage[,] for der komme ingen Post ud og vi kan heller ikke skrive[.] Jeg vil bede eder ikke at sende mig for meget[,] da jeg er saa kaput [,]at jeg dog ikke kann spise det. Om et paar Dage skal vi vist der ud igjen.

Ja vis da Krigen snart va[r] til Ende[.] Denne Sommer koster mange Meneske Livet. Men vi vil bede Gud at han vil holde sin Hand over os og føre os vel hjem til eder igjen.

Jeg seer ogsaa[,] at Broder Martin ikke er saa rask, men [h]vis det ikke er for slimt, kan han vist slippe en Tur for at komme med i Stelling[.] Ja at man kan holde det alt ud[,] er til at undre sig over[,] men vi maa altid sætte vor Lid til Gud, han vil dog føre alt til det be[d]ste for os Jeg ved idag ikke andet at skrive maaske meere imorgen[,] naar jeg kommer lidt til Ro.

Nu de kjærligste Hilsener til eder alle fra Paul.

(HBA8033, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

13. juni 1917 – Paul Paulsen: “… Iaften skal vi i Stilling igjen”

Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.

Kjære Søster!
Vil iaften skrive eder et paar Ord. Iaften skal vi i Stilling igjen. Det er jo ikke saa net[,] men der er jo ikke noget at gjøre ved. Vi vil haabe at Gud vil bevare mig, som han har gjort hi[d]indtil[.] Broder Martin er jo nu i Rusland. Det er godt han er borte her fra Vestfronten.
Vær nu alle hjærtelig hilset fra din Broder
Paul.

(HBA8033, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

10. juni 1917 – Paul Paulsen: “… mangen Kammerat har maattet lade Livet”

Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.

Kjære Forædre og Søskende!
Siger Eder mange Tak for Pakken No 7 med Kage og Flæsk og for Mor og Faders Brev og Middes Kort[,] som jeg motog i Morgen.

Vi er i Nat kommen ud af Stilling[,] nu bliver vi her 4 Dage[,] saa skal vi derud igjen. Jeg maa takke Gud for[,] at jeg er sluppen godt fra det, for det seer sørgelig ud derude og mangen Kammerat har maattet lade Livet.

Jeg havde ogsaa et Kort fra Broder Martin fra Rusland. Det er godt[,] at han er borte fra Vestfronten. Ja nu vil vi bede Gud[,] at han vil bevare os og føre os eder sund og rask hjem til Eder igjen. Ja[,] det va 4 ha[a]rde Dage derude. Gud give at vi snart ma[a]tte faa Fred.

Nu en kjærlig Hilsen til eder alle fra Paul.

(HBA8033, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

2. juni 1917 – Paul Paulsen: “Det er altid bedre en[d] i Skyttegraven”

Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.

Kjære Søster!

Vil idag skrive dig et paar Ord. Vi ligger oppe ved Arras i Nærheden af Douai, vo jeg siste Aar va[r] i Larzarettet. Men vi ligger inu i Reserve. Byen heder Estrees. Vi har det her temmelig godt. Vi maa jo skanse og exerzere lidt[,] men det er ikke saa slemt. Det er altid bedre en[d] i Skyttegraven[.] Men det gode faa jo altid saa rask en Ende.

Vi skal vist om et paar Dage her i Stilling og det er ikke saa net. faa du har jo vistnok hørt at det her er et urolig Sted. Der skal ingen Grave være her ude ifor, men kun Granathuller [h]vo[r] Soldaterne maa ligge i[,] men [h]vis Gud vil bevare mig saa kan det see nok saa galt ud. Det er vist ogsaa nok her[, h]vo[r] Broder Martin blev saaret. Her va[r] det ogsaa i denne Egn vi laa si[d]ste Efteraar, blot vi va[r] et temmelig Stykke længere tilforn. Men Tom[m]y har taget et godt Stykke siden den Tid. Da va[r] det jo ogsaa saavidt rolig.

Ja[, h]vis Krigen da snardt havde en Ende[,] at vi ma[a]tte komme godt hjem igjen. Jeg sender Eder idag et Billede med, nu kan i see om i kan kjende mig. Det er ellers ikke bleven saa meget godt[,] men vi har jo heller ingen rigtig Fhotograf som hjemme[.]

Nu en kjærlig Hilsen til eder alle fra Paul

(HBA8033, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

9. april 1917. Englænderne bryder igennem

Niels P. Nielsen, Fole, gjorde krigstjeneste ved Regiment 163.

Om Natten mellem 8. og 9. April 1917 — Langfredag og Paaskelørdag — brød det for Alvor løs.

Sikken en forfærdelig Trommeild, Englænderne satte i med! Det blev senere fortalt, at Englænderne havde bragt deres svære Artilleri frem til de forreste Infanteristillinger for rigtigt at kunne tage det tyske Opmarch omraade under intensiv Beskydning. Deres Artilleriild naaede helt tilbage til vor By.

Præcist hvert tiende Minut fik vi en Hilsen fra en af Englændernes 30,5 cm Kanoner. Sikket Brøl!

Vor Skriver kom farende, og hvor saa han ud. — Hør, min Ven, det gaar pinedød ikke, du maa op og med os andre ned i Kælderen, før Huset ramler sam­men.

Saa var der for mig ikke andet at gøre. Jeg kom i Tøjet, ud af Huset og henad Gaden til den nærmeste Bunker, hvor vi saa søgte ned i Dækning.
Een Ting blev borte for mig, og det var min Iskias!

Om Morgenen den 9. April gennembrød Englænderne vore Stillinger og nedkæmpede den sidste Modstand.

Kun faa slap bort og undgik Fangenskabet, Af vore tolv Kompagniførere var kun een tilbage. —

Med Stillingens Fald var ogsaa Beskydningen af Byen holdt op. Det var saa underligt stille. Da hørte jeg en eller anden raabe: »Alle, der er her, skal stråles gøre sig færdige. — Fjenden staar om lidt foran Byens Porte. Vi maa alle frem for at møde ham der. — Alarm ! Alarm!« — Mændene dukkede op en efter en eller flere i Følge. Feldwebelen overtog Kommandoen. — Hør, Feldwebel, jeg har ingen Staalhjelm, den har jeg maattet laane en anden, bemærkede jeg henvendt til ham. Han svarede: — »Ja, Mester Niels, saa faar du nøjes med den Hue, du allerede har paa!«

Vi fik 250 Patroner og tre Haandgranater udleveret, hvorefter denne brogede Blanding af Soldater fra forskellige Afdelinger, ja, Regimenter, satte sig i Bevæ­gelse ad Vejen ud mod den Side, hvorfra man regnede med, at Englænderne vilde komme.

Et godt Stykke uden for Byen gjordes der Holdt, hvorefter der dannedes en tynd Skyttekæde ud over Marken, og snart efter gik vi i Gang med at grave os ned. Men Englænderne lod vente paa sig. De viste sig ikke.

Maaske havde de faaet nok for denne Gang. Saa laa vi da her til hen paa Eftermiddagen. Klokken fire dukkede nyankomne Reserver frem. Vi fik Befaling til at trække os tilbage og drog snart efter gennem den nu medtagne By Monchy-le-Preux og videre til en lille By lidt længere bagude. Hen paa Aftenen fik vi anvist Kvarter i nogle ret faldefærdige Træbarakker.

Det var hundekoldt. Vi frøs, m en opdagede, at Bænke og Borde ogsaa godt kunde bruges til at fyre op med.

Efter dette for Regiment163 saa haarde Mennesketab blev Resterne af Regimentet ført tilbage fra Fronten for gennem en Reorganisation og ved Tilførsel af nyt Mandskab atter at genvinde sin gamle Anseelse.

Regimentets fine Standard naaedes dog aldrig mere.

DSK-årgbøger, 1956

22. oktober 1914. “Paa et af Trækorsene hang den faldnes sønderknuste Hjelm”

Senest ændret den 22. februar 2016 9:00

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 22. Oktober 1914. Det var Kejserindens Fødselsdag. Hver Mand fik udleveret et Stykke Flæsk, Pølse, Cigarer, Strømper og en Skjorte.

Franskmændene vilde ogsaa give Regimentet lidt til Fødselsdag og sendte en Portion varme Granater. Desværre blev 4 Mand fra Omegnen derhjemme saaret.

Jeg sendte 60 Mark hjem af min Lønning; her havde jeg alligevel ingen Gavn af dem.

Jeg var ude for at se paa Byen. Der var ikke et Hus, som var ubeskadiget. Revnede og gennemhullede af Granater var de fleste, og mange var nedskudt til Grunden. Kirken var totalt ødelagt. To Klokker var skudt ned og laa mellem Ruinerne af de store, hvide Sandsten, som Kirken var bygget af.

I Slotshaven var der to friske Soldatergrave, sikkert franske. Slotsmuren havde Franskmændene benyttet som Forsvarsstilling. De havde hugget Skydehuller i Muren, saa de udmærket har kunnet tage Sigte paa Angriberne, mens de selv har staaet dækkede. De mange Grave af mine Kammerater fra Regimenterne 162 og 163 fortalte stille, at det her havde været haardt — meget haardt.

Paa et af Trækorsene hang den faldnes sønderknuste Hjelm. Saadan er nu ogsaa hans Families, hans Venners og hans eget lønlige Haab knust.

En større Ødelæggelse end den i Slottet har jeg aldrig set. Den var meget svær at beskrive. Straks, naar man kom derind, blev man overrasket af den fyrstelige Pragt, som der før havde været. I den ene Stue hang 2 store, kostbare Malerier, begge sønderflængede af Shrapnelkugler.

I en anden Stue hang et stort Spejl. Det dækkede hele Væggen; men midt igennem det var der gaaet en Granat. Jeg blev uvilkaarligt staaende foran et saadant Syn.

Der havde ogsaa været et helt Husapotek og et fotografisk Atelier. I en anden Stue stod en Officer og hans Tjener og pakkede nogle store, ægte kinesiske Vaser, Porcellæn og Sølvtøj i en Kiste, som skulde sendes hjem. Derefter forhandlede de meget ivrigt om de to kostbare Lysekroner, der hang under det revnede Loft.

Rundt omkring laa Kalk og Murbrokker paa de fine Møbler, som nu ikke mere havde nogen Værdi. Sengetøjet delte vi. Det brugte vi til at sove i ude i Skyttegraven, og deri drømte vi vore kæreste Drømme om Hjemmet og Freden.

Regiment 86 009Kirke Audignicourt
Kirken i Audignicourt, hvor 86’erne tidligere lå