Tag-arkiv: hunde

17. december 1917. Belgiske civile dødsdømmes for en skudt hund

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

I Swevezeele var der en tysk Vagtmand, som havde været raa og brutal mod nogle russiske Fanger; han var blevet overfaldet og mørbanket.

Belgierne fik Skyld for det. Vi blev derfor alle Mand kommanderet ud en Nat og skulde skaffe 100 Mand som Gidsler. Der blev banket paa, Manden trukket ud af Sengen og ført ind i en stor Lade. Næste Morgen viste det sig, at 70 havde Legitimationspapirer fra Tyskerne, saa dem maatte de lade gaa; men saa blev Byens Kirke bevogtet af Soldater, og da Folk i den tidlige Morgenstund, omkring ved Kl. 6, kom myldrende ud af Kirken, blev 70 Mand taget og ført hen i Laden som Gidsler.

Om Natten gik der stærke Patruljer, nogle med Politihunde. Efter mange Forhør samlede Mistanken sig om tre bestemte Mænd, og de bevogtedes baade Dag og Nat. En Nat stod ogsaa nogle af vort Kompagni paa Vagt.

En Politihund kom hen og snusede til en af dem, og da han vilde jage den væk, viste den Tænder. Dette vilde han ikke lade sig byde af en Hund, og da han stod med skarpladt Gevær, kastede han dette til Kinden og knaldede Hunden ned.

Næste Dag blev Hunden fundet skudt.

Belgierne fik Skylden, og det skulde være et yderligere Bevis mod de tre arresterede, at deres Venner havde gjort Forsøg paa at faa dem ud om Natten. Det hed sig, at Dødsdommen var fældet over dem, og det gik som en Løbeild gennem Kompagnierne.

Alle havde vi den største Angst for at skulle blive kommanderet ud at skyde disse tre.

Den Mand, som havde staaet paa Vagt og skudt Hunden ned, kom op ad Dagen fra sin Søvn, og vi fortalte ham da, hvad der var sket, og hvad der var i Gære.

Han sagde straks, at han havde skudt en Køter om Natten.

Vi formanede ham til, at han skulde gaa til Kaptejnen og melde det, hvad han ogsaa gjorde. Denne tog forfærdelig paa Vej; det var jo en skrækkelig Historie; men Soldaten tog det med den største Ro og sagde blot, at de Folk kunde jo holde deres Køtere hos sig selv; han kunde ikke vide, det var en Politihund.

Saa blev han ført for Bataillonskommandøren. Her gentog han sin Forklaring og blev skældt Bælgen fuld, men saa vidt jeg véd, slap de tre Belgiere derfra med Livet.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

8. november 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Krigshunde

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

“Meldehund med sin ene Herre”, vestfronten november 1917 (Rigsarkivet)

Den følgende Dag – den 8/11 – overværede vi en meget interessant Opvisning af Krigshunde med Fremstilling af den hele anvendte Dressurmetode m.m., og kørte derefter til Charleville, som er Kronprinsen af Tysklands Hovedkvarter. Her var vi til Frokost Gæster hos Etapeinspektøren for 1´Armee, Generalløjtnant von Heydebrecht, og fik et interessant og instruktivt Foredrag om hele Forsyningstjenesten bag Fronten. Vi besaa fremdeles Kraftwagen-Depot og Reparationsværksteder for Automobiler samt Benzindepot (”Tankstelle”).

Om Aftenen var vi inviterede til Middag hos ”Oberkommando der Heeresgruppe”. Kronprinsen var selv bortrejst; hans Stabschef, Oberstløjtnant Grev Schulenburg tog imod os.

[…]

g. Meldehunde.
Hver Meldehund uddannes af og vænnes til 2 Soldater, saa den paa den enes Ordre: ”Meldung vor” øjeblikkelig opsøger den anden. Vil man f.Eks. bruge en Meldehund mellem en Kompagnichef i forreste Linie og Bataillonschefen længere tilbage, maa den ene Soldat blive hos sidstnævnte, medens den anden med Hunden gaar til Kompagnichefen.

Meldehunde under udddannelse, vestfronten november 1917

Til Meldehunde kan alle Racer bruges, bedst dog de sædvanlige Politihunde. Vi saa en Meldehundeskole i Nærheden af Rethel; hertil indkommanderedes Soldater, der skal have Hundene, for en Tid af et Par Maaneder.

Hundene lærer her at løbe mellem sine 2 ”Herrer” uden at lade sig anfægte af Geværskud (løse), Granatnedslag (Kanonslag), forskellige Hindringer og andre Menneskers Kalden.

Hunde kan ogsaa bruges til at bringe Kurve med Brevduer frem i de forreste Linier og paa Skolen forsøgtee man endog at lade dem udlægge Telefonledninger.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

8. august 1917. Hundesteg i Champagne

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33

Her i Champagne skete det ogsaa, at jeg for første Gang spiste Hundesteg. En af Løjtnanterne havde en Hund, der hed Karo. Den var i god Foderstand.

En Sachser havde faaet Øje paa den, og da man siger, at de fleste Harestege, man dengang spiste i Dresden og Leipzig, i levende Live havde gaaet rundt paa Tagene og sagt Miav-Miav, var det jo ikke noget særlig nyt for ham, og hans Tænder løb i Vand ved at se denne Hund i disse paa Kød og „Fettigkeiten” saa magre Tider.

Han fik den aflivet, og en lille Kreds af Kammerater blev indbudt til Festmiddag paa Karo. Jeg maa sige, den smagte egentlig rigtig godt. Jeg fik et Stykke Ribbensteg og et Stykke Nyresteg, godt med brun Vov-Vov Sauce til.

Havde jeg ikke vidst, at det var en Hund, vilde Stegen have smagt endnu bedre. Dog har jeg aldrig senere gjort Forsøget om — trods det, at min Pudel, Skipper, for Tiden er i lækker Foderstand.

DSK-årbøger 1951

31. juli 1916. Hundehvalpe og krigskontrabande

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juli 1916 lå han mellem Laon og Reims.

Vi var tre Mand, der havde lavet et Bord og hver en Skammel, og vi  tog et Slag Kort udenfor, naar Vejret tillod det.

En Aften kom selve Divisionsgeneralen forbi. Han var Generalløjtnant og skulde tituleres med »Excellence«.

Han hed von Bärenssprung og var en Mand paa 50-60 Aar, men et herligt Menneske. Det mærkede vi senere hen. Jeg har aldrig hørt, at han overfuste et Menneske.

Jeg sad for Bordenden og raabte: »Achtung!« Vi rejste os og stod ret; men han vinkede af, og vi satte os igen. Saa sagde han, at han gerne vilde se lidt paa vort Kortspil. Vi var ikke saa begejstrede for dette  Besøg. Han gik rundt om Bordet og saa til, og han kom flere Aftener, og var der en Aften, hvor vi ikke spillede, sagde han: »Naa, i Aften spilles der nok ikke« — og saa hilste han og gik.

I Staben var der ogsaa en Løjtnant, Ludvigs hed han. Han kom en Dag hen til mig og sagde: »De, Bygmester, kan De bygge mig et Hus?«

— »Ja, det kan jeg vel nok, naar vi har Materialer«.

— »Ja«, siger han saa, »det er et Hundehus«. Han havde en Racehund, et meget fint Dyr, og den skulde have Hvalpe. Nu manglede han en  Plads til den. Der blev søgt, vi fandt Materialer, og saa blev Boligen bygget, saa godt, at vi selv til Tider har haft det meget ringere.

Vi havde ogsaa en Arkitekt, en Sachser. Han arbejdede for hele Divisionsstaben, og han skulde give Lov til at faa udleveret Brædder. Han var jo Fagmand, som det hed ved Militæret, og saa kan de jo  klare alt.

En Aften kom Løjtnanten og sagde, at jeg skulde gaa med ham op og se Hunden, der nu havde faaet otte dejlige Hvalpe. Han kom da i  Tanker om, at det kunde være dejligt, om Hvalpene havde en  overdækket Legeplads; men det kunde vi ikke faa Materialer til. Der stod dog et Halvtag ved et Hus, hvor der boede et Par gamle  Mennesker, Manden havde engang været Faarehyrde, men Faarene havde Tyskerne taget. Jeg havde faaet en Hyrdestav, 2 m lang, af ham. Paa Staven var der udskaaret Portrætter af Napoleon,  Bismarck og en eller anden fransk General. Dette Halvtag kunde vi  bruge, men det var fyldt med Æblekasser, og dem maatte vi have  flyttet, for at vi kunde faa Stolperne med.

Hundehvalpe 6a44-077

— Jeg havde i de Dage en Meklenhorger til at hjælpe mig. Han hed Anderson — havde dog ikke opfundet Krudtet . . . Til det andet Byggeri havde jeg haft Henning Thorø fra Gabøl og Jes Jessen fra Skærbæk til Hjælp.

Da vi nu den sidste Dag flyttede Kasserne, kom der under en af dem en Rem til Syne. Jeg tog fat i den og trak til. Den var næsten en Meter lang. — Op af Jorden kom to Revolvere og tre Dum-Dum-Kugler. De var filet til som en halv Ært.

Jeg tog Revolverne og sagde til Anderson: »Du tager den ene, jeg den anden«. Jeg havde stukket min i Lommen paa min Vaabenfrakke. Han stod og fumlede med sin og vilde stikke den i Lommen. Da kom der en Korporal bagfra.

Han saa, at han havde noget blankt i Haanden. »Hvad har De der«, sagde han, »lad mig se det«. —

Han fik Revolveren og spurgte saa, om vi havde fundet mere. — »Ja«, sagde Anderson, »han har ogsaa een«. — Jeg hørte ikke meget efter, men Korporalen vilde ogsaa have den, jeg havde. — »Ikke paa  Vilkaar«, sagde jeg.

Det var mod Aften. Jeg gik ned i Barakken og gjorde Revolveren skudklar. Den var forsynet med Magasin til otte Skud. Der var lidt Gravrust i Løbet, men ellers var den pæn og fungerede udmærket.

Jeg sad og spiste Aftensmad, da en Tjener kom. Han sagde, at jeg skulde komme op til Løjtnanten. Nu troede jeg, det var angaaende  Hundene, saa det hastede vel ikke saa meget. Jeg spiste videre. Han kom igen og spurgte, om jeg snart kom. — »Ja, naar jeg er færdig«, sagde jeg.

Det varede ikke mange Minutter, saa kom der to Soldater med opplantet Bajonet. Jeg maatte med.

 De havde Ordre om, at jeg skulde tage Revolveren med. Jeg var ikke helt glad ved den Vending, som Sagen havde taget. Det var i de sidste Dage i Juli 1916, og jeg skulde paa Orlov den 4. August. Jeg tænkte, at bare min Orlov ikke gaar i Vasken. —

Naa, vi kom op til Løjtnanten. Der sad fem Mand rundt om et ovalt  Bord. De havde Papirer liggende foran sig, rede til at skrive. De fik  min Revolver. Den anden laa paa Bordet. Den, jeg havde, gik nu fra Haand til Haand. Jeg sagde, som sandt var, at jeg havde fundet dem under Æblekasserne.

De spurgte, om der ogsaa havde været Ammunition. — Nej, det havde jeg ikke set. De læste en hel Masse op om Straf og deslige. Den mindste Straf var to Aars Fæstning for at tilegne sig Krigskontrabande. Jeg blev afhørt. Naar og hvor jeg var født, og hvornaar jeg var blevet Soldat. Om jeg havde tjent aktivt og meget mere. —

Ja, altsaa: Den mindste Straf, jeg kunde regne med i dette Tilfælde, var altsaa to Aar. Det var ikke saa dejligt at høre. —

Jeg tænkte ved mig selv, at blot de ikke ville tage min Orlov, for nu ser de mig ikke mere. Kommer jeg hjem, gaar jeg nordpaa. —

Min Ven fra Kortspillet — Excellencen — var ikke til Stede den Aften. Endelig maatte jeg gaa, gjorde Honnør og var borte.

Nede i Barakken sad de andre Kammerater og ventede. Hvordan mon det ville gaa mig? Jeg fortalte, hvad de havde sagt og spurgt.

Jeg havde mest ondt af de gamle Mennesker, som boede i deres Hjem. De kom ogsaa i Forhør. Man hundsede med dem, og de blev ført bort. De maatte med en Bylt under Armen forlade deres Hjem. Det var Synd for dem, og det var jo faktisk mig, der var Skyld i det.

Halvtaget blev ikke flyttet, og Løjtnanten saa jeg ikke meget til mere.

DSK-årbøger 1960