Tag-arkiv: Høj 304

20. august 1917. På vestfronten: “Det bliver en sort Dag.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Som modsvar til den franske offensiv skal Eskildsen og hans regiment med deres nye videreuddannelse, genindtage en høj.

Den 20. August fører Franskmændene det voldsomste Stød. Paa højre Meusebred tager de Høj 344, paa venstre »den døde Mand« og 304.

Nu skal »Eingreif«-Divisionen træde i Virksomhed. Vi skal tage 344 tilbage. Regimentet gaar frem til Modstødet.

Det bliver en sort Dag.

Artilleriet svigter, den højere Ledelse svigter, Oberstløjtnantens klare Hjerne og ranke Ryg mangler, hans Stedfortræder er en Fuldblods-Idiot, de enkelte Grupper, Kompagnier, Batailloner mister Forbindelsen med hinanden i det uhyre vanskelige Kampomraade med de gas fyldte Kløfter, stejle Klippevægge og kratspærrede Høje.

Alt er i syndig Forvirring; men Frontsoldaten holder Maalet i Øjet. Et Par tapre Stakler naar op paa 344, men bøder derfor med Livet.

— Ingen af de skyldige Stabsofficerer bløder.

Regimentet er oprevet paa een Dag og har for første Gang i dets Historie ikke løst den Opgave, der blev stillet. Det var i trist Stemning, at jeg den Nat Kl. 1½ efter en farlig og vanskelig Rejse naaede hjem til Kvarteret.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 181

17. august 1917. Eskildsen: “En tysk Flyvemaskine er styrtet ned 50 Meter fra Vejen.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. En fransk offensiv var undervejs og de tyske stillinger var under svær beskydning.

Mens vi saaledes legede Tyv og Politi, trak Skyerne sig sammen over de blodmættede Høje Nord for Verdun, de verdenskendte Høje 344, 304 og »den døde Mand«.

Vor anden Bataillon har allerede ligget deroppe siden den 28. Juli og har lidt ret store Tab. Den kommende Offensiv mærkes helt op til Montmédy. En Nat angriber de franske Flyvere to Gange Byen. Et Par Flyverbomber gaar ogsaa ned i Villé-Cloye, og en Brandbombe tænder Ild i en Hvedemark ved Byen.

Den 14. August bryder det store Uvejr løs. Vi hører Trommeilden og overraskes ikke, da Marchordren kommer. Regimentet trækkes frem til Brandeville, omtrent halvvejs til Fronten. Fronttroppeme marcherer videre til en daarlig Skovlejr bag Linien, Skrivestuen og Bagagen bliver i Brandeville, 15 Kilometer længere tilbage.

Brandeville er overfyldt af Tropper, der er ingen Plads til os, og det hindrer Arbejdet for meget, at jeg hver Aften og den halve Nat skal flakke omkring paa Landevejen for at faa Underskrifter og hente Befalinger ude hos Officererne.

Omtrent midtvejs har man fundet en Barak til os, og den 17. pakker og flytter vi. Vi kravler op ad Bjergene ind i det klare Sollys, forsvinder igen i Taagen nede i Dalen, naar atter op paa Højderne ved Haraumont og har her en vidunderlig Udsigt, dybt ned paa Meuse-Flodens Krumninger, over til Høj 304, hvor vi ser Granaterne pløje Jorden.

Barakken er optaget, og vi maa vende om. Vogntoget tages under Ild. En Telefonist saares, 4 Artillerister, der søger Ly bag en af vore Vogne, dræbes.

I Brandeville har man naturligvis straks taget vort Kvarter, saa vi maa knibe os ind i et nyt. Da jeg om Eftermiddagen i en lille Gig er paa Hjemvejen fra Skovlejren, har jeg en uhyggelig Oplevelse. Paa een Gang hører jeg et vældigt Brag tæt ved. En tysk Flyvemaskine er styrtet ned 50 Meter fra Vejen. Vi iler derhen og trækker de to Officerer frem af Resterne, et Arbejde, der gør vore Hænder og vor Uniform blodige.

Observatøren er i en haabløs Tilstand. Han har Brud paa Kraniet, Lungeblødning, Blodet vælder ud af Øre og Næse. Maskinens Fører bløder ogsaa ud af Næse og Mund og er ligeledes bevidstløs.

Det ser meget uhyggeligt ud, da man sætter dette levende Lig ind i en Bil og kører afsted med det. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 179-181

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

Offensiven ved Verdun

Den 21. februar forvandlede tyske kanoner frontafsnittet ved Verdun til et sandt helvede af ild, røg, og stål. Det massive bombardement var starten på en stor tysk offensiv på Vestfronten – den første siden foråret 1915. Den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, ønskede at bringe briterne og franskmændene ind i afgørende og altomfattende kampe. Kunne det tyske angreb ved Verdun ikke gennembryde de allieredes linjer, så skulle slaget skabe en ’forblødning’ af fjenden på Vestfronten.

Angrebet på Verdun-afsnittet kom forholdsvis godt i gang. Det indledende bombardement lammede den forreste franske linje, og efter de første par dage kunne den tyske overkommando notere sig flere lokale sejre, bl.a. erobringen af den vigtige franske fæstning, Fort Douaumont, den 25. februar. Ved månedens udgang var de vigtige højdedrag på den østlige del af frontafsnittet imidlertid endnu ikke erobret. Herfra kunne franskmændene effektivt beskyde de tyske tropper, og det var en alvorlig streg i regningen for Falkenhayn, som ønskede at begrænse de tyske tab. Den franske overkommando havde omvendt fået en klar ordre fra den franske premiereminister: Verdun skulle holdes for enhver pris!

Verdun_and_Vincinity_-_Map
Kort over frontafsnittet ved Verdun. Det tyske angreb koncentrerede sig indledningsvis om området på den østlige side af floden Meuse, men da den første angrebsbølge gik i stå, blev offensiven udvidet. Fra starten af marts 1916 angreb tyskerne også over en ca. 11 km lang strækning vest for Meuse.
Angrebet udvides

I de sidste dage af februar havde det tyske angreb mistet momentum, og i begyndelsen af marts ebbede angrebsbølgen ud. Generalernes modsvar blev at brede offensiven ud, således at området nordvest for Verdun (vest for floden Meuse) nu også blev mål for de tyske operationer. Tanken var, at når højderne på den vestlige del af frontafsnittet først var renset for fransk artilleri, ville det være lettere at indtage de oprindelige mål nord og øst for Verdun. Slaget blev med andre ord udvidet i betydelig grad og kampene fortsatte.

Frontudvidelsen bestod af et område strækkende godt 11 km fra byen Avocourt til Cumières. Terrænet var bakket, og særligt to punkter skulle blive nogle af de mest frygtede og forhadte steder på hele Verdun-afsnittet: Høj 295, som fik tilnavnet ’Toter Mann’ (Den døde mand) eller ’le Mort-Homme’ på fransk, og omtrent én km derfra, Høj 304. Kunne tyskerne beherske disse to højtliggende punkter, blev det muligt at nedkæmpe det franske artilleri, og vejen til Verdun ville være åben.

De første angreb på det nye frontafsnit begyndte om morgenen den 6. marts. Samtidigt fortsatte kampene også på det oprindelige afsnit øst for Meuse-floden, og resten af måneden forsøgte tyske tropper igen og igen at erobre de vigtige højtliggende punkter. Gang på gang mislykkedes angrebene. Hårde kampe ved især skovene nord for Avocourt og ved Corbeaux, højene 304 og ’Toter Mann’ samt landsbyen Vaux førte til store tab, men kun beskedne resultater.

French_87th_Regiment_højde_304_Verdun_1916
Soldater fra det franske regiment 87 i stilling ved høj 304. Højen blev kendt som et af de værste steder på hele Verdun-afsnittet.

Den 14. marts havde tyskerne kæmpet sig frem til en bakketop nordvest for ’Toter Mann’, men ved starten af april var det endnu ikke lykkedes at erobre den vigtige høj. For effektivt at kunne bekæmpe det franske artilleri, som ufortrødent forsatte sin beskydning fra sydligere stillinger ved Bois Bourrus og Marre, iværksatte tyskerne den 20. marts et angreb i retning mod Høj 304. To dage senere nærmede to tyske divisioner sig højen, men ved en lille bakke kaldet ’Termit Højen’ blev de tyske anstrengelser stoppet i en storm af granater.

De tyske tab løb nu op i ca. 20.000 mand, og det var nu i lige så høj grad tyskerne, som forblødte. Angrebene var med andre ord i strid med Falkenhayns overordnede visioner for offensiven, hvor egne tab skulle holdes på et minimum. De tyske angreb eskalerede blodbadet, hvilket paradoksalt nok gjorde det endnu sværere at indstille operationen af politiske og prestigemæssige årsager.

”Courage! On les aura”

I slutningen af marts bad den tyske 5. Armé ved Verdun om forstærkning. Tyskerne var nødsaget til at falde tilbage og holde fast på de jammerlige positioner, de havde tilkæmpes sig siden slutningen af februar: Det var sammenskudte kældre, bakkeskråninger overstrøet med granathuller og hærgede skove, hvor kun splintrede stammer stod tilbage. Kampene havde været brutale: Angribende styrker havde tilkæmpet sig en position den ene dag, kun for at blive kastet tilbage igen den næste –  og overalt lå ubegravede lig.

Med overførelsen af flere tropper fornyede tyskerne offensiven i starten af april. 11 regimenter rykkede frem mellem Avocourt og Cumières, men endnu en gang fastholdt eller generobrede franskmændene det meste af linjen, eksempelvis holdt landsbyen Cumières stand efter i alt ti tyske angreb. Den hårdnakkede franske indsats har i dag, den 10. april, fået general Pétain til at udsende en opmuntrende dagsbefaling til sine tropper: ”Courage! On les aura” (Fat mod, vi skal nok få dem!). De optimistiske ord har klare referencer til den franske nationalhelgen, Jeanne d’Arc, men sandheden er, at man efter syv ugers hårde kampe ved Verdun ikke på nogen måde er kommet tættere på en afgørelse, hverken for slaget i sig selv eller krigen som helhed.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont