Tag-arkiv: hjemmefronten

28. marts 1917 – Thyge Thygesen: “Uden Knubs og hårde Ord går det ikke her”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 28. 3. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Har Tjeneste her i Barakkerne i Eftermiddags (6 Timer og så 12 Timer fri) og får så lidt Tid til at skrive lidt til Eder. Ja, sikke Stillinger, sikke Stillinger, som Steffen Overbeck sagde. Det er snart til både at lee og græde over.

Hvad Tjenesten angår så har vi det jo helt godt her. Vi er delte i 2 Hold. Eet Hold har skiftevis Barakketjeneste, det andet må med ved Arbejdet. Der skiftes hver Uge. Af Fangerne arbejder 1 Hold om Dagen og 1 om Natten. 12 Timer Arbejde og er så 12 Timer fri.

I Formiddags var jeg oppe i Byen og hentede mig et Par Gryder. Jeg købte lidt Kartofler af ham der var på Orlov, så har jeg i Middags kogt Kartofler og atter lidt Suppe. Jeg har ingen Mærker endnu, så jeg kan ikke købe det mindste. Vil I, kære Forældre, ikke sende mig lidt af alle Slags. Det er vist ikke let at få noget til Købs. Bruger jeg så ikke alle Pengene, sender jeg dem hjem. For Eks. Lidt Nudler, lidt Løg, Kartofler især o.s.v.

Thyge Thygesen (øverst til venstre) som krigsfangevogter på brunkulsværket i Lauchhammer, 1917 (I privateje)
Thyge Thygesen (øverst til venstre) som krigsfangevogter på brunkulsværket i Lauchhammer, 1917 (I privateje)

Jeg vilde også være Dig, lille Mor, meget taknemmelig for nogle Opskrifter til noget hvad der er let at lave. Jeg troede altid at jeg var mægtig bevandret i Kogekunsten, men nu mærker jeg min Afmagt. Kaffeerstatning og ”Tut” har jeg også købt. Kaffen blev for resten god. Brændsel får vi så meget vi vil have, (Briketter) Ilden lader vi aldrig gå ud.

Det er et kolosalt Værk her. Rigtige Kul er det ikke. Det er snart som Tørvejord og bliver lavet i Briketter. Lejerne ligger ikke dybt. Den øverste Jord bliver bare rømmet væk og så bliver der med Bakkere og Gravemaskiner taget vist et halvt Hundrede m. dybt som alt bliver lavet til Briketter. Det Hele seer altså snart ud som en mægtig stor Grusgrav ca. 50 m. dyb. Kun at Jorden er helt sort. Lejren ligger her midt i al den gennemrodede Jord næsten en ½ Time fra alle Byer. Hvis det regner må her næsten være ufremkommelig.

Med Fangerne giver det endda lidt Kævleri, især Russerne, Englænderne og Franskm. er mere flinke. I Middags havde vi 6 Russere indespærrede her, de skulde så ikke have noget at spise. De andre havde så naturligvis sørget for dem også, der stod ikke mindre en 15 Vaskefaderfulde skjult til dem. Vi undersøgte alt og har så taget det fra dem. Uden Knubs og hårde Ord går det ikke her.

Nu de kærligste Hilsener fra Eders Søn og Broder Thyge.

Hvorledes går det Mbr. Hans og dig lille Didde? Jeg længes efter at høre fra Eder.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

8. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: færdselen ved grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Nye bestemmelser om færdselen ved grænsen

General Falk har, som vi erfarer, under 28 f. m. udstedt følgende bestemmelser: Feltpostkæden langs landgrænsen mod Danmark maa kun passeres ved grænsestederne Høkelbjerg og Hvidding eller paa de af 1ste Landstormsinspektion bestemte steder. I terrænet mellem feltpostkæden og grænselinien er det forbudt at opholde sig uden for de offentlige veje. Landstormsinspektionen kan tillade afvigelser fra bestemmelserne, men ellers straffes overtrædelse med indtil 1 aars fængsel eller med pengebøder indtil 1500 mark. Bestemmelserne finder ikke anvendelse i jernbane-samfærdselen. Landstormsinspektionen har derfor truffet følgende bestemmelser: Det tillades – indtil videre – at passere feltpostkæden ved Frørup, Jels-Troldkær, Skodborg, Foldingbro, Bavngaard, Kamptrup, Gjelsbro og Spandet, men kun for den umiddelbart ved grænsen boende befolkning, naar det gælder ejendommens drift eller tilvejebringelse af næringsmidler til eget brug. For at passere de nævnte steder kræves en skriftlig tilladelse fra Bataillonskommandøren, forsynet med billede af indehaveren. De ovennævnte overgangssteder kan ikke passeres fra kl. 10 aften til kl. 6 morgen, undtagen naar bataillonskommandøren giver tilladelse i meget paatrængende tilfælde.

Hvem der vil forsyne sig med roer til menneskeføde

kan i Haderslev by til senest onsdagen den 7. marts melde sig i fødevarekontoret i raadhuset og straks faa den ønskede mængde. Fra den 8. marts standser byen med at levere roer.

Standset forretning

I Schleswigsche Grenzpost bekendtgøres af Haderslev Dampvaskeri og Badeanstalt, at forretningen paa grund af mangel paa kul og gas er standset indtil videre.

3. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: fra kirken til krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Aflevering af kirkeklokkerne – fra kirken til krigen.

Den 1. marts 1917 traadte en ny bekendtgørelse i kraft, hvori der opfordres til frivillig aflevering af bronzeklokker samt beslaglæggelse, tvangstægt og inddragelse af bronzeklokker. Der skal dog forblive én klokke i hver kirke. Der vil blive taget det nødvendige hensyn til den kunstindustrielle eller kunsthistoriske værd.

 

 

28. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: “dauernd kriegsunbrauchbar”

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Intet mandskab fra garnisonerne til høstarbejde i aar. Børn fra 12 aar opfordres til at melde sig.

I Schleswigsche Grenzpost for i lørdags læses to bekendtgørelser fra garnisonskommandoet i Haderslev: I den ene opfordres landboere og gartnere i Haderslev by til den 10. marts 1917 at opgive, hvor mange unge arbejdere 1)12-14 aars, 2) mere end 14 aars drenge (piger), for hvor længe og i hvilke maaneder de vil sysselsætte i deres bedrifter. Hvem der ikke anmelder sit sandsynlige behov til det foran opgivne tidspunkt, kan ikke regne sikkert med at faa ungdommelige hjælpekræfter. Det vil ikke være muligt i aar af militære grunde at stille mandskab fra garnisonen til landbrugsarbejder osv. I den anden hedder det: Ungdom, som ikke mere besøger skolen, men endnu ikke er hjælpetjenstpligtige (altsaa endnu ikke 17 aar) og ikke tilhører et ungdomskompagni, men med deres forældres samtykke vil stille sig til fædrelandets tjeneste, kan melde sig til 5. marts 1917 hos garnisonskommandoet, hvor der gives nærmere oplysning. Schleswigsche Grenzpost forklarer bl. andet: Til understøttelse af landbrugs- og gartnerbedrifter her i byen agter man i aar i udvidet omfang at tage ungdommen af begge køn fra det 12. aar til hjælp.

Varigt uduelige

Landraaden i Haderslev bekendtgør som formand for Forstærkningskommissionen i Schleswigsche Grenzpost i lørdags: Alle mandskaber af alle aargange, som paa og ved sessionen for “varigt uduelige”(D.U.) i oktober 1915 er bleven betegnede som D.U. eller “evigt  krigsubrugbare”(dauernd kriegsunbrauchbar) og som følge deraf ikke mere har staaet under militær kontrol, opfordres hermed til under fremlæggelse af militærpapirer(militærpas eller mønstringslegitimation) straks at melde sig mundtlig eller skriftlig paa det kongelige landraadskontor(Militærkontoret).

27. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: syd for grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Skolebørn til at luge

Den prøjsiske landbrugsminister har udsendt en rundskrivelse til regeringspræsidenterne, hvori det anbefales at faa skolebørnene til at luge ukrudt af, hjælpe ved kartoffellægningen og ved høstarbejdet. Det maa dog indrettes saaledes, at børnenes sundhed ikke lider skade ved arbejdet, der ikke maa overstige deres kræfter.

Faldne

Johan Johansen, søn af sporskifter J. i Skærbæk, der har været savnet, skal ifølge efterretninger til forældrene være falden.

Landmand Johannes Klindt i Sølsted ved Tønder har modtaget budskab om, at hans søn Chresten er forulykket ved et togsammenstød i Ungarn den 23. januar. Den forulykkede var soldat ved krigens udbrud og havde nu været soldat i 4 aar og 4 maaneder. I hans vennekreds var han anset og afholdt, og han var en dygtig landmand. En af hans brødre er ved Østfronten, og en anden har faaet benet knust i Rusland og har ligget 16 maaneder paa et hospital.

Martin Nissum og hustru i Gjelstoft har faaet efterretning  om, at deres yngste søn Martin er død paa et krigslazaret den 7. februar, 24 aar gl.

Enke Berteline Schmidt i Høgsbro har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, S. Knudsen Schmidt, er død paa et feltlazaret i Rumænien, 23 aar gl.

Saarede

Gaardejer Jørgen Staugaard fra Felsted er i de sidste dage bleven saaret i begge ben. Saarene er ikke farlige.

I tabslisten meddeles, at Peter Wind fra Spandet ved Arnum er bleven let saaret ved et ulykkestilfælde.

I fangenskab

I torsdags modtog rentier M. A. Jessen og hustru i Aabenraa meddelelse fra Røde Kors i København, at deres søn Heinrich befinder sig rask i rumænsk fangenskab.

I tabslisten meddeles, at Hans Fromm fra Grarup, der tidligere har været meldt savnet fra udlandet, er i fangenskab.

Jørgen Uldal i Arnitlund, der var meldt savnet, befinder sig i fransk fangenskab.

 

26. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: børnearbejde nødvendigt

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Børnene organiseres. Skoleungdommen og landbrugsarbejdet

Det vil herefter paa en omfangsrig maade blive gennemført, at skoleungdommen bliver holdt til at hjælpe ved landbrugs- og havearbejder. Byernes skoleungdom af begge køn fra det 12. aar af skal i aaret 1917 stærkere end hidtil tages i brug baade ved foraarsarbejdet og høsten.

Skoleforbund , ledere og lærere skal i forstaaelse med forvaltningsmyndighederne, den militære ungdomsforberedelse og forældrene træffe de nødvendige forberedelser. Skolemyndighederne skal affatte nøjagtige lister over samtlige skolebørn fra det 12. aar, der er rede og godt egnede til dette arbejde.

Overledelsen af de militære ungdomsforeninger affatter lister over deres egnede unge medlemmer. Disse lister vil indtil 10. marts blive indrettede for garnisonskommandoerne eller besørgelsestederne, og derpaa meddelte til landbrugskredsene.

I landlige distrikter vil det eventuelle overskud blive meldt hos den nærmeste bys besørgelsested. Naar ungdommelige personer ikke mere besøger skolen, men endnu ikke er hjælpetjenstpligtige og heller ikke hører til et ungdomskompagni, kan de melde sig direkte hos besørgelsesstedet.

I øvrigt er anvisningen af ungdommelige arbejdere, arbejdsgivernes forpligtelser osv. nøje reguleret.

Uheldigt smugleri

Den 17. november i fjor blev købmand Baruba og lokomotivfører Runge ved Flensborg landsret idømt følelige pengebøder, sidstnævnte fordi han havde smuglet hygiejniske gummivarer fra Danmark til Tyskland og 6 store febertermometre i den omvendte retning, medens Baruba havde købt gummivarerne og forskaffet ham termometrene. Barubas revision mod landsrettens dom er af Rigsretten i Leipzig bleven forkastet som ugrundet.

Ikke flere koppetilfælde i Haderslev kreds

Foruden de to tilfælde af kopper paa Kastrup fattiggaard er der ifølge Dannevirke ikke forekommet flere tilfælde i Haderslev amt. En person i Fredsted, som er syg, og hvis tilstand har givet anledning til en del rygter, har,  efter hvad kredslægen har forstaaet, skarlagensfeber.

17. februar. Der, hvor krigen raser, tror jeg aldrig, der kommer folk til at bo igen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 17.2.1917

Min egen kære Inger! …Der har vist også været dage, hvor du ikke har hørt fra mig, da vi i de sidste dage har været på rejse. Nu har jeg endelig nået målet, og det er godt, for det er strengt at flytte med hele sin ejendom på ryggen. Ligesom sneglen, som også har sit hus med. Vi er nu i nærheden af Cambrai, i en landsby, hvor man slet ikke mærker til krigen. Du kan tro, det er rart at komme bort fra krigens larm og se andre mennesker end soldater. Her er også små børn, men når jeg ser dem, så kommer jeg til at længes endnu mere efter dig og vore små piger…

Garnieres, søndag d. 18.2.1917  … Jeg sidder og skriver i soldaterhjemmet. I kvarteret er der næsten ikke lejlighed til at skrive, da det er så overfyldt, så vi langtfra kan sidde allesammen (16 mand).

Nu har jeg talt med kompagniføreren om orlov, og han lovede at tale med feldweblen i morgen. Samtidig var jeg hos feldweblen for at tale med ham om sagen, og han var meget imødekommende, men hvis det ikke er tilladt at lade os få orlov der oppe fra Nordslesvig, så kan de heller ikke lade mig rejse. Nu skal vi så se, hvad det bliver til. Vi vil bede og håbe.

Ja, dine breve er længe om at nå hertil, det sidste har du skrevet lørdag aften d. 10. og nu har vi den 18. Det er vel censuren som gør det…

Hvor er det velgørende at være her i fred, man hører slet ikke kanonerne hertil. Den musik har jeg også fået nok af, disse hylende og hvæsende granater. Ude ved skolen i Miraumont lå der to granater, som ikke var eksploderede, en meget stor tyk en og så en lille fyr. På den store var der et vittigt hoved, der havde skrevet: »Ich håbe den Krieg nicht gewollt«, og på den lille, som lå ved siden af: »Ich auch nicht«. Meningen var jo, at fordi de to fyre ikke var eksploderede, ville de ingen fortræd gøre.

Der ligger en mængde granater derude i stillingen, som ikke har gjort deres pligt og skyldighed. Sådan går det vel også med de tyske granater, som går over til englænderne. Men desværre, der er nok, der eksploderer og gør fortræd. Vort kompagni har ikke lidt store tab denne gang, vi havde to døde og en såret, han mistede venstre hånd. Men hvor ser det stakkels land ud, o, det er slet ikke til at beskrive. Det er som om Vorherre helt lader alt det onde råde. Der, hvor krigen raser, tror jeg aldrig, der kommer folk til at bo igen. Det er intet lille stykke af Frankrig, som kommer til at ligge øde…

Mandag d. 19.2.1917  …I dag har vi begyndt at eksercere, og du kan tro, det er noget, der er klem i. Det er fordi, vi skal længes efter skyttegraven, men så skal det ellers gå hårdt til, inden de når såvidt med os. Bataljonsføreren holdt en tale til os, at vi havde slået godt, men da vi havde været så længe i stillingen, havde vi tabt noget af vor dannelse. Og det skal nu indhentes i de 14 dage, vi er her. Det skal også være godt for fordøjelsen med disse øvelser, sagde han. Det giver ellers ikke så meget at leve af, så vi skal tage skade deraf…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

13. februar 1917. Det mærkes at der mangler en mand på gården. Brev Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag aften, d. 13.febr. 1917

Min egen kære Jørgen! Det har jo været nogle bevægede og farefulde dage for dig de sidste, kan jeg forstå på dit brev fra den 8. februar. Det fik jeg i dag. Jeg siger dig rigtig mange tak for alle dine gode lange breve. Det er næsten ikke til at forstå, at du i al den tummel og fare, du er i, kan få så megen ro, at du kan skrive så meget til mig. Men du kan tro, jeg skønner også på det. Det har været strengt for dig og dine kammerater, den tur tilbage, som du beskriver, og skuffede har I også været. Det er jeg næsten med!… Efter de officielle beretninger, slås de jo endnu på din egn; men nu håber jeg da, at du er lidt tilbage i ro. Det kunne komp. trænge til, skulle man synes…

Så var jeg hos landråden med en ansøgning igen, til Generalkommandoet om at få dig fri i en 3 måneder. Nu skal vi se om det hjælper. Han var flink, som han plejer, spurgte, hvor du var og mente jo, at det måske kunne hjælpe med den reklamation. Så spurgte jeg også om en russer. Vi er virkelig i forlegenhed for en til at passe kreaturerne. Ja, dem var det knap på, sagde han, men så skrev han det op. Så har vi også fået en skatteerklæring igen, som gives af til den 17. februar. Det er da næsten noget af det værste med det. Jens rådede mig til at tage det med ud til skatteopkræveren og der få det fyldt ud. Han var ikke hjemme, og det var Egede Jensen heller ikke, men der får de mig det vist i ordenalligevel. Jeg skal have nogle bestemte oplysninger om gæld, livsforsikring o.s.v. sendt derud. Det gælder en ny krigsskat nu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

6. februar 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Provinzen … Frosten har ogsaa sine gode sider”

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa.

Ingen anbefalede Pakker.
Postvæsenet meddeler os: Fra den 7. d.M. af vil der af Posten paa Grund af Driftsvanskeligheder indtil videre ikke blive taget imod privat anbefalede Pakker.

Rugeæg.
Handelen med Rugeæg er ifølge en Bekendtgørelse i ”Amtsblatt” tilladt for Gaaseæg fra 20. Januar, for andre Æg fra 10. Februar af under følgende Betingelser:

Æggene maa kun sendes af Fjerkræholdere direkte til Fjerkræholdere, og der maa kun sendes Æg af Afsenderens Fjerkræ. Hvem der sælger Hønseæg til Rugeformaal, skal skrive op: Køberens Navn og Bopæl, Antallet af Æg, og hvad Slags de var, samt Forsendelsesdagen. Paa Forlangende skal det forelægges Kommunalforbundene.

Æg, der er solgt som Rugeæg, maa kun bruges dertil. Rugeæg-Sendinger maa tydeligt kendetegnes som saadanne. Overtrædelser straffes.

Standset Dampskibsfart.
Paa Grund af Isen er Damskibsforbindelsen mellem Aabenraa og Sønderborg foreløbig standset. Dermed er ogsaa al Fragtforsendelse ad den Vej standset.

I Vandet.
Da en Dreng i Forgaars løb paa Skøjter paa Aabenraa Fjord, brast han gennem Isen. Nogle andre Drenge fik ham heldigvis op paa det Tørre igen og bragte ham ind til Gæstgiveriet Sølyst, hvor han snart kom til Kræfter igen.

To mindre Børn, en Dreng og en Pige, vilde i Forgaars, da de skulde hente Mælk, gaa over Bryggeridammen i Aabenraa. De lagde imidlertid ikke Mærke til, at der var blevet iset og gik derfor i Vandet. Heldigvis var det ikke dybere, end at de kunne bunde, og de slap saaledes med et koldt Bad.

Dræbt af Tog (S.Zeit.)
Ved Rangeringen i Hovslund blev forleden en Straffefange fra Bajstrup grebet af Toget, hvorved han fik saa slemme Brystkvæstelser, at han kort efter døde.

Hussalg
Et Hus i Broager, der tidligere har tilhørt Maler og Fotograf Lerche, og som i de senere Aar har været beboet af Kaptajn Petersen, er af Byens Sparekasse blevet solgt til Glarmester P. Clausen der i Byen for 6800 Mark. Tiltrædelsen sker til 1. April i Aar.

Købt en Gaard (Dv.) Hestehandler Carstensen i Haderslev har købet Enkefru Petersens Gaard i Tagkær ved Tyrstrup for 50,000 Mark uden Besætning.

Grisemarkedet i Haderslev
var ifgl. ”Dv.” i Gaar tilført med 41 Grise og Ungsvin. Grise fra 5-6 Uger kostede 15-18 Mark; fra 7-8 Uger 19-27 Mark; Ungsvin fra 30-60 Pund 28-62 Mark; 100 Pund 115-120 Mark. Handelen var flov.

Optagelsesprøven
paa Skolelæreseminariet og Præparandanstalten i Haderslev afholdes Onsdagen den 11. April 1917. Seminarieforstander Dr. Müller modtager allerede nu Anmeldelser.

Faldne
Krigen har bragt Sorg til Huse i mange Hjem i Skærbæk Sogn; saavidt vides er det indtil 1. Februar i Aar faldet 27. De fleste af de Faldne er fødte og opvoksede i Sognet, og flere af dem var Familiefædre.

Tyveriet i Bredebro Mejeri”
Vestslesvigs Tidende”s Redaktion har modtaget følgende:

Angaaende Tyveriet i Bredebro Mejeri ønsker J. Friis i Sølsted Svar paa sin Meddelse i ”Flensborg Avis”.

At vi straks skulde have meldt Tyveriet kan vi nu godt indse, men dengang haabede vi at faa Sagen opklaret enten paa den ene eller anden Maade.

Straks da vi opdagede at der manglede Penge i Kassen, tænkte vi, om der muligvis var sket en Fejl ved Overførelsen i Bøgerne; da det viste sig, at det ikke var Tilfældet, var Tiden gaaet, og vi blev saa enige om at vente med Meddelelsen om Tyveriet til Tilsynsraadsmødet, og paa det Møde først i Januar blev det vedtaget, at Tyveriet skulde bekendtgøres efter Generalforsamlingen, som vi nu har gjort.

For Tyveri og Ildebrand har Regnskabføreren og Mejeristen intet Ansvar. Paa de andre Spørgsmaal kan vistnok kun en Advokat give svar.

Frosten
har ogsaa sin gode Side, skrives der fra Rens ved Tønder til ”Tondersche Zeitung”, idet den hjælper Landmanden at udrydde Musene, der var blevne saa dristige, at de stjal af Kornet, alt imedens det blev tærsket.

I Løbet af to Timer slog en Landmand saaledes 17 Mus ihjel med den flade Haand; det var kun dem, der kom ham nær. Nu hjælper Frosten at rydde op blandt de smaa Gnavere.

Diamantbryllup. (Fl.N.Z)
Torsdag d. 8. Februar kan tidligere Skomager J.H. Fehrmann og hustru i Aabenraagade 30 i Flensborg fejre Diamantbryllup. Brudgommen, der er 89 Aar, er desværre sygelig, medens Diamantbruden med sine 82 Aar endnu stadig er temmelig rask og rørig. Fehrmann har i 20 Aar været Skoletjener ved den tidligere St. Marie-Drengeskole i Duborggade.

De flensborgske Skibe. (Fl.A.)
Bestyrelsen og Tilsynsraadet for Dampskibsfartselskabet af 1869 har besluttet at foreslaa Generalforsamlingen, der finder Sted den 3. Marts, at udbetal 10 Procent Dividende for Aaret 1916.

Tyverier (Fl.A.)
Ud af en Kælder i Vanggade i Flensborg er der blevet stjaalet 8 Pund Smør.

I Forhallen til Statsbanegaarden blev der i Forgaars Aftes i et ubevogtet Øjeblik stjaalet en brun Rejsetakse, der indeholdt en Del Linned, Arbejdstøj samt en hel Del Levnedsmidler saasom Flæsk, Ærter osv.

Hos en paa Havretorv boende Destillatør blev der i forrige Nat ved Indbrud stjaalet 12 Flasker Rom.

Ulykkestilfælde. (Fl.N.)
Ved Anlægget af Ledningen for den store elektriske  Landcentral, er Hjælpemontør Gustav Karasch, der bor Slotsgade 26 i Flensborg, i Nærheden af Bov bleven ramt af en Gren fra et Træ, de var ved at fælde. Han blev derved haardt kvæstet i Skulder og Bryst: desuden gik den ene Arm af Led. Den Tilskadekomne førtes til Diakonissestiftelsen.

Arbejdsmand Andresen, sysselsat hos Firmaet Jepsen & Søn i Flensborg fik i Gaar Formiddags den ene Fod kvæstet af et tungt Jernstykke. Med Byens Sygevogn blev han bragt til sit Hjem i Pottergade 31.

Høj Alder.
Aftægtsmand Bohn i Sæd i Angel fyldte den 1. Februar 96 Aar. I Maj kan Bohn fejre, Guldbryllup med sin anden Kone.

5. februar 1917. Der skeles misundeligt til dem der tages til fange. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 5.2.1917

Kære Inger! Når du får dette kort, harvel ikke hørt fra mig i flere dage. roligere forhold igen og skriver et

Frankrig, d. 6.2.1917 … Jeg siger hjertelig tak for dit kære brev og alle pakkerne. Du vil nok sige alle dem tak, som har sendt paklær til mig. Jeg troede, at jeg selv kunne have fået lejlighed til at skrive til dem, da vi i går kom tilbage fra stillingen. Men det varede kun så kort, for i morgenstunden fik vi ordre til, at vi skulle ud i stillingen igen. Nu sidder jeg i en hule og skriver til dig, men jeg kan ikke overkomme at få skrevet til de andre. Sig dem, at jeg vil skrive senere, når der bliver mere ro. Vi har haft strenge dage derude, og nu havde vi håbet at komme i ro, og så skal vi igen derud. A, hvor er det strengt, kære Inger. Når jeg da bare snart kunne komme lidt hjem til jer, for dette her er næsten ikke til at holde ud. Jeg ved det nok, at jeg ikke skulle klage for ikke at bedrøve dig, min kære gode hustru, men de kan da også forlange for meget af vi stakkels mennesker. Når skal det da blive bedre…

Torsdag d. 8.2.1917  … For 3 dage siden, jeg tror det var tirsdag morgen, blev hele bataljonen afløst eller rettere, vi rømmede stillingen. Du har måske læst i avisen, at vi har trukket vor linje lidt tilbage. Det var meget nødvendig, for ellers havde »Tommy« nok taget os allesammen. Komp. rykkede bort kl. 4, men min gruppe og en til skulle først drage bort kl. 6 om morgenen. Vi ventede helt bestemt, at englænderne skulle have hentet os, men de kom desværre ikke, og så listede vi stiltiende af. Der var ingen, som vidste rigtig vej, og så blev det en forfærdelig tur gennem granathuller og mellem murrester og tømmer. Pludselig skete der nogle forfærdelige sprængninger lige i nærheden, hvor vi gik. Det var pionerer, som sprængte »Understanden«, for at englænderne ikke skulle benytte den siden. Det gav en ordentlig forskrækkelse, men ellers skete der ingen uheld, og »Tommy« gav os heller ingen granater med på rejsen. Kl. 10 var vi i kvarter i Biencourt, og så kan du tro, at vi hvilede os ud, men megen ro gir det ikke her. Nu kan det være nok om det, jeg gider ikke tænke derpå…

Din moder er altså rejst igen. Hun har travlt med at spinde, ja, de gamles arbejde kommer til ære igen. Det er godt, der er nogen som kan spinde endnu. Jeg så i Modersmålet, at Peter Hollesen var kommen i fransk fangenskab, og du skriver, at Jørgensen også har været så heldig. Det er godt for dem. Jeg skal ingen misunde, hvem der kan have det held. Du skriver om at sende nogle lys, ja, det må du meget gerne, for det er næsten det, jeg trænger mest til…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

4. februar 1917. Jeg må se at skrive sådan, at der virkelig kan være nogen opmuntring. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag form. 4. febr. 1917

Min egen kære Jørgen!

… Jeg er bange for, at der er lidt uroligt der, hvor du er. I den engelske beretning fra fredag, står der om tyske angreb ved Gran- court. Bare dit kompagni da ikke har været med der. Ja, nu må jeg ikke klage eller bebyrde dig med mine sorger, for det er der ingen opmuntring i for dig. Når det er noget af det bedste for dig at læse mine breve, så må jeg jo se at skrive sådan, at der virkelig kan være nogen opmuntring i dem…

I går aftes kom Katrine Thomsen og sagde, at nu kunne hun ikke malke mere. Hendes hænder og arme gør altid så ondt. Det er noget bøvl med den malkning, jeg kunne mest have lyst til at gøre det selv. Der er 11 køer at malke nu, så de 50 M. var såmænd nemt tjent. Vi får nok malket, for Jens Staubs ældste datter, Anne, går hjemme og har ingen plads. Og hun kan nok malke, siger Isak, da hun har malket der, hvor hun sidst tjente. Vi må jo vist hellere se at få os en malkerøgter til forår, for det er alligevel skidt med de malkekoner. Og så alle de børn, der følger med. Men måske du kan komme hjem på orlov, så kan der jo meget lade sig ordne…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

2. februar 1917. Hvis Tommy beder os følge med skal vi snart blive færdige. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 2.2. 1917

 I dag fik jeg pakke No 31 fra dig, hvorfor jeg siger mange tak. Endvidere fik jeg to pakker fra søster Stine, en med frikadeller og en dåse med pebernødder. Det er alt meget velkommen, hvad I sender mig. I sørger godt for, at jeg ingen sult lider. Din pakke indeholdt stegt skinke og pølse. Der er kun få, der får så mange pakker som jeg, og jeg kan nok hjælpe de andre kammerater med lidt mad. De fleste har det jo meget småt, da der ikke er mange, som får noget sendt. Der er smalhans i Tyskland. For nogen tid siden skrev du, at du havde sendt en pakke med fedt, men den har har jeg ikke fået endnu, og det er vel også vanskeligt, at jeg får den nu. Nogle pakker bliver der nok borte undervejs. Til jul skrev Andreas fra Skovbølling, at han havde sendt cigarer til mig i Beverloo, men dem har jeg aldrig modtaget. De er nok røget af en anden. Nu skal du høre lidt om, hvordan jeg lever her i hulen. Det er en temmelig stor hule, som har 5 eller 6 udgange, så hvis den ene skulle blive skudt sammen, kan vi komme ud af de andre. Det er en dårlig ræv, som kun har en udgang fra hulen. Da vi kom hertil, var der ikke det mindste at ligge på, så da måtte vi ligge på jorden. Men så lavede jeg en køje af mit telt, og det er helt udmærket, i det mindste bedre end at ligge på jorden. En lille kakkelovn har vi også, som nok kan varme lejligheden op. Vi er 10 mand i et rum, og megen plads er der ikke. Mørkt er der også hernede, så vi må brænde lys hele dagen. Du kan nok se på skriften, at jeg ikke sidder ved et bord, samt at det er lidt mørkt hernede. Vor middagsmad bliver bragt ud til os om natten Kl. 2 eller 3., og da får vi også brød og kaffebønner udleveret samt et lille bitte stykke pølse eller ost. Det er småt for hvem, der ikke får andet. Vand henter vi i et granathul i nærheden, og så bliver der kogt kaffe 2 eller 3 gange om dagen enten på kakkelovnen eller på nogle små spritapparater, som vi får leverede. Det er sprit i fast tilstand, en rød masse. Vi 10 mand har ikke andet at bestille end at stå vagt ved kompagniføreren som alarmpost, men der er vi heller ingen fare i, da vi står inde i hulen. Vi er kun på vagt en gang i døgnet, et meget let arbejde. Vi ligger ikke i forreste grav, men er dog ikke langt borte fra »Tommy«. Vi taler om, at hvis han skulle komme og sige, om vi nu ville følge med, så skulle vi snart gøre os færdige til at gå med ham. Forleden dag er der en soldat fra 8. komp. løbet over til englænderne. Det var en nordslesviger, som hedder Jensen, men jeg kendte ham ikke, da han kun havde været her i nogle få dage. Det var en ung mand. Hvor mange dage vi bliver herude i stillingen, ved jeg ikke, men nu er det tredje dag, så jeg tænker vi har været den halve tid her. Så kommer vi igen 6 dage tilbage i ro…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

30. januar 1917 – Ribe Stiftstidende: Landraaderne dekoreres

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Jernkors i hvidt baand

Landraad Schønberg i Sønderborg, Landraad Siemon i Aabenraa og Landraad Friherre von Løw i Haderslev har faaet jernkorset i hvidt baand. Det hvide baand betyder, at de dekorerede ikke har deltaget i krigen, men maa have gjort sin fortjent paa anden maade; formodentlig er det paa ernæringens omraade, de har indlagt sig store fortjenester.

Faldne lærere

I Slesvig-Holsten er der i det forløbne aar faldne 66 lærere og 81 præparander og seminarister. Desuden savnes 11.

Mælk for børn  fra 7 til 12 aar

I en henvendelse fra bestyrelsen for de tyske byers sammenslutning til formanden for Krigsernæringskontoret søger man at opnaa en forbedring med hensyn til sødmælksforsyningen. I henvendelsen siges: Som nødvendig forholdsregel forekommer det os, at der ogsaa stilles mælk til raadighed for børn fra 7 til 12 aar. Den nuværende tilstand, under hvilken vel de fleste byer slet ingen mælk har til disse børn og andre kun har det ved at knappe af paa fedtmængden, er efter erfaringerne i byerne uholdbar i længden.

En advarsel fra Landraaden

Landraaden i Sønderborg offentliggør følgende advarsel i kredsbladet: Efter forlydende gaar det rygte, at jeg for min person skal have faaet kartofler ved forretningsføreren for kredscentralen fra den berygtede waggon “Brussel” nr. 10.276. Dette rygte, ved hvis udbredelse blandt andre købmand List i Løngang 8 har taget del, er fuldstændig usandt, da jeg i det løbende høstaar overhovedet ingen fremmede kartofler har faaet.

Standsede forretninger

Fra Kegnæs skrives der til Hejmdal: Kolonialvareforretningerne lukkes efterhaanden herovre, da de ikke har noget at sælge. Siden krigens begyndelse har Hans Rasmussen i Østerby, Hans Schmidt i Damkobbel og nu sidst Hans Schmidt i Gaasvig ophørt at sælge kolonialvarer.

Faldne

Familien Duus i Hørup paa Als har modtaget underretning om, at sønnen Hans er falden allerede den 25. september i fjor.

Peter Feldtstedt og hustru i Sønderborg, tidligere i Nybølnor, har modtaget efterretning om, at deres søn Mathias er død paa et hospital i russisk fangenskab den 4. december, 25 aar gl.

Gaardejer Johan Andersen i Snogbæk i Sundeved har faaet meddelelse om, at hans søn er død paa et lazaret i felttoget i Rumænien.

Over-artilleri-Mat Johannes Lund fra Fol er død paa feltlazaret 2 i Ostende den 17. december 1916.

I fangenskab

I tabslisten meddeles, at Ernst Hansen fra Sottrup er i fangenskab.

22. januar 1917 – Ribe Stiftstidende: raseri over ægpriserne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Saarede

I tabslisten meddeles, at Karl Jensen 1 fra Gøtterup er haardt saaret.

Savnede

Valdemar Grand fra Nustrup, Martin Johansen fra Aabenraa og Hans Madsen fra Frørup ved Kristiansfelt er savnede.

Da konen blev vred over ægprisen

En soldaterkone fra Haderslev stod i torsdags anklaget for Bisidderretten i Haderslev for beskadigelse af ting, fornærmelse og modstand mod politiet. En mandag i september kom hun op på torvet og spurgte efter ægprisen. Æggekonen forlangte 5,80 mk. snesen. Dette bragte konen i den grad i harnisk, at hun sparkede til kurven, saa indholdet, 3 snese æg, rullede ind paa stenbroen og knustes paa 3 nær. Politiet førte saa konen paa raadhuset, for, som politibetjenten sagde, at forebygge yderligere skandale. Da konen var bosiddende i byen, blev hun straks igen frigivet. Retten idømte hende ifølge Dannevirke 15 mark i bøde. Man havde behandlet den anklagede overordentligt mildt, udtalte retsformanden, da man havde taget hensyn til den ophidselse, som de høje ægpriser havde sat hende i.

 

22. januar 1917. Orlov er standset til 2. februar. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 22.1.1917

I dag er det sidste dag, vi er her i ro, vi har været her i 6 dage. Derfor skal du ikke være urolig for mig, for Vorherre vil nok bevare mig også der, og vi skal heller ikke ud i første linje. Jeg ved ikke, om jeg kan få lejlighed til at skrive breve til dig derfra, men så får du nøjes med kort. Skulle der også skride en dag over, behøver du ikke at ængstes…

Jeg finder kun enkelte af de grå*. Det var dagen efter, at vi var bleven renset, at L. sådan havde taget overhånd. Dem har jeg nok hentet i anstalten. Badeanstalten var indrettet i en klædefabrik, der stod en hel mængde vævestole og andre redskaber. Det er et slemt tab for ejeren, at en sådan stor fabrik må stå stille, men sådan går det jo så mange. Der fortælles nu lige, at orloven her er standset indtil den 3. febr. Det er fordi, at vi skal afløses og et andet sted hen. Nu håber jeg, at du har fået mine breve, hvori jeg bad dig om at sende en ansøgning…

*lus

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

18. januar 1917. Forhåbentlig er Jørgensen gået fejl og endt hos englænderne. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 18.1.1917

Min kære, kære Inger!  Idag fik jeg en hel del breve fra dig… Du kan tro, jeg blev glad ved at høre hjemmefra. Å, hvor det glæder mig, at I alle har det godt. Hvor har vi da meget at takke for. I går skrev jeg et brev til dig, som var lidt sørgmodigt. Vi havde nemlig kort før faet ordre til at holde os parat til at rykke ud med kort varsel. Gudskelov blev det ikke til noget. Kompagniføreren meddelte os kort efter, at alarmen var ophævet, og vi kunne tage det med ro. Hvor blev jeg da glad, for det er ikke rart at skulle afsted over hals og hoved, for så er der gerne noget på færde.

Jeg var i går henne at spørge efter Jørgensen i 4. komp., og da fortalte hans kammerater, at han var savnet. Han var blevet syg ude i stillingen og skulle tilbage, og siden havde ingen set ham. Men de troede helt bestemt, at han var gået fejl vej og havnet hos englænderne. Det kunne meget let lade sig gøre, sagde de, for det var en ny og ukendt stilling, de lå i. Hvis Jørgensen er kommet godt over, så er det rigtignok glædeligt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

14. januar 1917. Stærene fløjter hernede som hjemme hos os om foråret. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 14. januar 1917

I dag slap jeg for at bære middagsmad ud til komp., men så skal jeg til gengæld hen at grave skyttegrave i eftermiddag fra 2-4. Her ved fronten er søndag ikke hviledag, den ene dag er som den anden. Det er nu omtrent middag hos os, men vor middagsmad spiste vi, da vi stod op. Den får vi jo, når køkkenet kommer med maden til de andre. De to sidste dage har det givet kold mad, da vi først spiser efter at vi har bragt maden ud til komp. Du husker nok, at Hans Fink har fortalt om da han var ved køkkenet, skulle de bære maden langt frem. Det er nu et lignende arbejde, jeg har fået. Vi har spande lignende vore mejerispande, og så bærer to mand en sådan spand på en stang på skuldrene. Du må huske på, at det er en meget dårlig vej vi færdes på, så man kan nok blive træt af turen. I går da vi gik hjem, mødte vi en beruset soldat, som kom sejlende igennem pløret med en spade på nakken. Det var morsomt at se på, for han gik ikke af vejen for det værste mudder, skidtet sprøjtede ham om ørerne, men det brød han sig ikke om. I den tilstand han var, kunne han nok se sit udkomme. Jeg kan godt forstå, at hvis der var spiritus nok at få, var der mange som ville drikke sig fra sans og samling over al den elendighed her er.

Ellers er det meget roligt i disse dage, men det er vel på grund af årstiden. Når foråret kommer, bliver det nok anderledes. Stærene fløjter hernede som hjemme hos os om foråret. Selv ude i stillingen, hvor der står et enkelt træ, kan man træffe stærene. Hvor det ser forfærdeligt ud derude. Du kan slet ingen forestilling gøre dig derom. Avlsredskaber og ituskudte vogne træffer man overalt på. Om det så er et lokomobil, står det ene og forladt derude. Folkene har måske været i færd med at tærske, da krigen har overrasket dem, og så er gården bleven fuldstændig nedskudt. Ja, sådan er det derude, murbrokker og bjælker og tagsten ligger og flyder overalt, og jorden oprodet hvor man ser. Der ligger en stor granat ude i skyttegraven, den er tykkere end jeg er. Det er en af englændernes, som ikke er eksploderet. En sådan fyr gør hul, hvor den slår ned…

Mandag d. 15.1.1917

Nu har jeg for tredje gang været ude i stillingen med middagsmad og er gudskelov kommet godt tilbage igen. Det er jo ikke så farligt at gå derud nu i denne tid, da det er roligt, men rigtig glad er man da ikke, før man er vendt tilbage. I morgen bliver vi så afløste og kommer lidt tilbage i ro. Først blev der sagt, at vi skulle tilbage i 12 dage. Men nu tales der om, at det kun bliver 6 dage. Nu får vi se, hvordan det går…

Frankrig d. 17.1.1917

Nu er det ellers længe siden, jeg har hørt fra dig. Det sidste brev, jeg fik i Beverloo, har du skrevet nytårsaften, og idag er det den 17… Der er faldet sne hernede i nat, men i dag er det tøvejr, så det bliver ikke liggende ret længe. Hjemme har I jo også haft sne og storm har jeg læst i aviserne. Det sker, at jeg får fat i en eller anden avis, hvori der står lidt hjemmefra. Vi bor i nogle træbarakker, og det er just ikke hyggeligt, for da der nu er faldet sne, drypper det næsten overalt herinde. Så du forstår nok, at der er søle på gulvet. Vi slæber jo også sne med ude fra, men det er da bedre at være her end i skyttegraven. Hvor mange dage, vi bliver her, er meget ubestemt, da vi ligger i alarm…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

12. januar 1917. Inger undgår med nød og næppe at aflevere den ene hest til hæren. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag aften d. 12. jan. 17

Min kære, kære Jørgen!
I går fik jeg dit brev fra søndag eftermiddag. I dag har der ingenting været fra dig, ellers har jeg næsten haft brev eller kort fra dig hver dag i denne uge. Bare du også kunne få et lille livstegn fra mig eller her hjemmefra, men den opmuntring har du jo heller ikke på turen. Det er nu anden gang, du rejser til fronten, det gør os alle så ondt for dig, kære. Nu er du så ene igen, og nu var det vel først, at du rigtig havde dig nogle venner i Beverloo…

I går aftes fik vi igen en stor rød kalv. Nu er der ikke plads til flere derude, men i svinestalden kan der jo være mange. Endnu har vi ikke mærket til kreaturhandlere, men det er vist også tidlig nok endnu. Der har ellers været røre blandt folk i de sidste dage, der er bleven udskrevet en hel del heste. Her fra kommunen skulle der stilles 7. De blev så enige om at trække lod, for der er jo egentlig ingen, som har for mange heste. Loddet traf så Jens Friis, Jep Hansen, Kr. Vildfang, Jes Hansen, Peter Ravn, Hans From og os. Vi var tvivlrådige, om det skulle være Prins eller Lise. Men da kommunerådet så dem, mente de, at det helst måtte være Prins. Den blev takseret til 4000. Og det var så ordnet på den måde, at de, der var fri for at stille med heste, skulle erstatte vi andre det, som militæret gir mindre. Prins biir imidlertid for ung, og de tog heller ingen af de andre, jo, en hoppe hos Simon Froms, og i stedet for blev Fjelstrup ordret til at stille med alle heste mellem 5 og 15 år i dag. Det var et held for os, da vi så helt slap. I dag ville de nemlig ingen hopper se. Men ellers er det jo slemt for mange. Du kan tro, jeg var glad, da Prins kom igen. Det var synd, om den skulle ha’ været af sted, og vi kan heller ikke undvære den…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

12. januar 1917. Gensidig forståelse mellem Fritz og Tommy sikrer få tab. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 12.1.1917

Min egen kære Inger!
I går skrev jeg et kort, hvori jeg fortalte dig, at jeg nu var kommet nærmere til fronten. Vi ligger ca. 20 mand i en by, som hedder Achiet le Petit og bringer hver morgen kl. 6 middagsmad og forplejning ud til komp., som ligger i stilling i en by som hedder Grancourt. Den er fuldstændig nedskudt, så man næsten ikke kan se, hvor husene har stået. For at komme derud, må vi gå et stykke vej omtrent så langt som fra Fjelstrup til Feid
[må være en fejllæsning for “Feld” – forkortelse for “Christiansfeld”] og det er en meget dårlig vej – opkørt og pløret. Vi binder noget tøj om benene fra støvleskafterne og op til knæet. Det hjælper en hel del foldet værste smadder. Da vi i morges var derude for første gang, i det mindste jeg, var det så roligt, så man næsten ikke kunne forstå, at det var lerig. Jo, det tyske artilleri skød lidt. Ude i stillingen var de godt tilfredse. De bor i temmelig gode dækninger og »Tommy«, som de kalder englænderne, skyder slet ikke på dem, selv om de går oven for graven. Der er gensidig forståelse. I den tid komp. har været der, er der kun blevet såret 3 mand af granaterne, og det var af vore egne. Graven bliver ikke beskudt af det engelske artilleri…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

2. januar 1917. Vorherre får råde, for selv kan vi ingen udvej se… Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 2.1.1917

Min egen kære Inger!
Vi har altså begyndt på det nye år. Jeg har da ellers slet intet bestilt i dag. I formiddag var jeg til undersøgelse, og på lørdag kommer jeg uden tvivl bort.

Nu har jeg jo også været her siden den 21. oktober. Det er jo ganske godt, der er ikke mange som holder stillingen så længe. I eftermiddag havde’ jeg ikke lyst til at arbejde, og så gik jeg, Petersen og Povlsen hen på soldaterhjemmet og læste lidt i bladene og fik os noget kaffe.

Det er Petersens fødselsdag, og han gav kaffe og honningkage i den anledning. Her fås udmærket honningkage, men et stykke koster også 45 Pg.

I morgen skal Povlsen afsted. Det er han ikke glad ved, men vi kan jo ikke vente at blive her, til krigen får ende.

Der fortælles i dag, at fredstilbudet fuldstændig er blevet afslået. Så ser det ellers ikke godt ud for os, for så vil det nok komme til at gå forfærdeligt til.

Nå, det kan gå meget bedre end man tror, og vi behøver da heller ikke at opgive håbet om, at det alligevel kan komme til fredsforhandlinger.

Vorherre får råde, for selv kan vi ingen udvej se…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

31. december 1916 – Ribe Stiftstidende: orlov og damestøvler

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Orlovsbevillinger

Det meddeles, at samtlige troppedel paany er bleven anmodede om med al eftertryk at virke hen til, at de mandskaber, der et aar eller længere har ligget uafbrudt i felten og i denne tid ingen orlov har haft – særlig de gifte – faar orlov. Der arbejdes hen paa, at disse folk faar en kort orlov – saavidt de militære interesser paa nogen maade tillader dette – ogsaa uden officielt bevis.

Hvad skal man tage med sig paa rejse

I Schleswiger Nachrichten mindes der om, at personer, som forbigaaende rejser til et andet sted (paa besøg osv.) bør faa et rejsebrødkort med sig fra deres hjemstedskommune. Ligeledes bør de medtage deres rigs-kød-, sæbe og sukker-kort paa rejse, naar de ønsker at faa noget af disse rare ting.

Skafterne paa damestøvler

maa paa størrelse nr. 38 ikke være højere end 18,5 centimeter, og for andre størrelser gælder en tilsvarende højde. Der skal nemlig spares paa læderet.

Faldne

Landstormsmand Heinrich Petersen fra Aabenraa er falden i Rumænien; han, der efterlader hustru og voksne børn, blev 45 aar gl.

Jes Hansen Holm. søn af Svenne Holm og hustru i Nørre Hostrup, er falden i Frankrig den 13. november, 35 aar gl.

Saarede

Ifølge tabslisten er Henrik Kruse fra Stenderup, der før har været opført som haardt saaret, død og Chr. Christensen fra Tandslet paa Als haardt saaret.

Savnede

Vicefeldwebel Klaus Tiedemann fra Sønderborg er savnet og Karl Lassen fra Sønderballe, der før har været opført som haardt saaret, er ligeledes savnet.

I fangenskab

Arbejdsmand Chr. Egtved fra Lunding ved Haderslev er i russisk fangenskab.

 

31. december 1916. Unyttigt pilleri eller et indblik i hvad der sker på hjemmefronten. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Nytårsaftensdag 1916

Min egen kære Jørgen!
… Agnete fik en lille »belle« i går ved juletræet, hun var så glad ved den. Jens og Marie og børnene var der også. De havde fået brev fra dig, som var skrevet juledag, så Marie kunne fortælle mig lidt om, hvordan din juleaften havde været. Det har nok ikke været rosværdigt. Nej, det forstår de folk nok ikke, at fejre jul på kristelig måde. Jeg fik lige brev fra Hans Jacob. Han er kommet bort fra Somme nu og ligger i en god stilling vest for Soissons. Franskmænd og tyskere ligger på hver sin side Aisne, men det går meget fredeligt til. De hilser til hinanden i stedet for at skyde…

2. nytårsdag 1917

I dag kom der fire breve og et kort fra dig, fra 1. juledag og så hver dag indtil den 30. dec. Å, hvor det lettede. Jeg var ved at blive bange for, at du var kommen fra B., da jeg i 3 dage ikke havde hørt fra dig…

Fredag d. 5. Jan. 1917

…Jeg er ellers så urolig på dine vegne, kære, så der er ikke så megen glæde ved at have fremmede; men tiden skal gå med noget, og den går næsten bedst, når jeg har rigtig travlt. I eftermiddag har jeg hængt nye gardiner op her i dagligstuen. Jeg fik dem købt i går i Haderslev, både stænger og gardiner. Det ser pænt ud, og det hele blev slet ikke så galt, et par og fyrre Mark. Snedkersvenden var her og sætte stængene op, så nu er det solidt. Det er næsten synd at fortælle dig sådan noget. Du synes kanske, at det er noget unyttigt pilleri, men du skal jo da også følge lidt med herhjemme, ellers kunne det næsten blive fremmed for dig. Nej, det er der vel ellers ingen fare for, for jeg ved, du tænker os mange gange om dagen, og det går mig ligeså…

Der er kommet 10 sække klid mere til os. Det står på stationen, og Mathias Johansen var i dag efter lidt penge for tærskningen. Han ville have 200 M., så blir det hele ordnet, når vi tærsker igen. Det er rigtig godt, at have en sådan flink formand, for ellers var det ikke altid så let for vi koner, som jo ikke altid er så praktiske »landmænd«. Smedens søn, Peter, ham vi talte med en dag i Haderslev, er savnet nu, der menes at hele hans batteri er kommet i fangenskab. De lå ved Verdun. Hans mor tar sig det så nært. Nu kærlig hilsen fra børnene og din Inger

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

25. december 1916. Hvem skal fylde hullerne efter de unge mænd der falder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

1. Juledag 1916

Min egen kære Inger!
Der kom en pakke i dag, som du havde afsendt den 12. Men hvad der er i den, ved jeg ikke endnu, for det var lige, da vi skulle på vagt, at jeg fik den. Jeg er på vagt i lazarettet og står og passer på den gamle belgier, som jeg skrev om sidst. Han er ellers helt gemytlig og vil meget gerne fortælle, men jeg kan ikke godt forstå ham. Han fortæller, at han havde ikke opgivet sit kartoffelforråd rigtigt, og da der så kom en soldat og skulle se efter, smækkede belgieren døren i for ham og gik ind i stalden, hvor han tog en kniv og ville til at skære roer til sin ko. Da soldaten så kom derind, troede han, at han ville stikke ham med kniven og skød ham derfor en kugle i benet. Om det nu passer, ved jeg ikke, men hvis det er sandt, så skulle vedkommende rigtignok hjælpes. Den gamle mand havde besøg af sin datter i formiddags, og hun havde en pibe og tobak med til ham, så nu får han sig en pibe tobak i sengen. Han er ikke tilfreds med kosten, og det kan jeg godt forstå. Han får ellers samme kost som de andre patienter. Nu skal du høre, hvordan jeg fejrede juleaften.

Kl. 5 begyndte festen i gymnastikhuset. Det var pyntet med grønt og flag, og der stod 4 lange borde, som var dækkede med lagener istedet for duge, og hele traktementet, vi fik, var øl. Så blev der sunget nogle flerstemmige sange og løjtnanten holdt en tale eller rettere læste den op. Siden blev der uddelt nogle gaver, jeg fik en lille chagpibe og lidt tobak, og andre fik skrivepapir eller lommeknive og forskellige andre ting. Jeg var der ikke længe, for jeg syntes ikke om at holde jul på denne måde. Og så gik jeg op på stuen og tændte det lille juletræ, du og børnene havde sendt. Jeg tænkte på, at det var vist ved den tid, I var oppe ved juletræet hjemme. Ja, det havde været noget andet, om jeg kunne have fejret jul sammen med Jer, mine kære. Petersen og jeg gik derpå hen på soldaterhjemmet og fik os lidt kaffe med en honningkage til. Det var da lidt mere hjemligt end at sidde og drikke øl. Hjemme får vi da også kaffe på juleaften…

2. Juledag 1916 …

I går har I altså været i Skovbølling. Jeg tænkte meget på jer, da jeg var på vagt. Sådan at stå i ensomhed i to timer ad gangen kan nok give tankerne noget at sysle med. Og så kom jeg også til at tænke på, hvordan det vil komme til at se ud i Fjelstrup, når krigen er endt, og vi som endnu er bleven bevarede kommer hjem. Så vil der savnes en hel del unge mænd, både på gårdene og i husene. Hvem skal fylde hullerne, når de som endnu sidder på gårdene ikke kan længere. Og vi vil få to nye naboer. Nå, det er jo kun tanker. Vi vil håbe, at det kan gå meget bedre. I går sendte jeg en del af dine breve hjem. Jeg kan ikke nænne at brænde dem, for du er så flittig til at skrive og opmuntre mig, og det kunne jo også tænkes, at vore små piger engang nok vil læse brevene. Det er et sørgmodigt brev, kære Inger, men du vil nok bære over med mig. Det lille juletræ, du sendte mig, har vi stående på et lille bord i stuen. Det står i et blækhus, det var en af kammeraterne, som kom på den tanke. Vi tænder lysene lidt om aftenen, det minder lidt om julen hjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

18. december 1916 – Philip Møller: “… fjollede Pigebörn”

Brev  fra Philip Møller, Hammelev, til hans broder boghandler Hans Chr. Møller, Haderslev, der gjorde tjeneste på østfronten.

Hammeleff den 18 Des.

Kjære Broder!
Naa, Du maatte saa alligevel vandre ud til Ruslands öde Sletter og friste lidt af Krigens Rædsler og Ödelæggeser. Der hvor Du nu er har der jo staaet mangen en haard Dÿst i den Tid, jeg var i Rusland, jeg var jo langt længere mod nord. Naar Du nu blot kan holde Dig der bag Fronten til Freden kommer, saa var det jo godt og for Dig lidt interessant, at sætte Dig lidt ind i den Befolknings Sæd og Skik, endskjöndt som Soldat, har man dog ingen Interesse for noget andet end Pligten der stadig kalder og minder én. Ja, jeg kan jo desværre ogsaa regne med og komme i den feltgraa Frakke igjen. Jeg har dog Udsættelse til först i Februar Maaned! Jeg blev jo dog overskreven til kjörende Tropper, det er bedre som Infanterist. Blot ikke dertil.

Ja, for et Aar siden, var jeg jo i Altona ved den her Tid og skrælle Kartofler og Du var i Civil og havde Juletravl. [H]vor Tiderne skifter for os. I[]aar kan jeg dog fejre Julen hjemme, hvad jeg forresten har gjort hvert Aar, Krigen har varet. Jeg er jo Gud ske Lov sluppen godt endnu. Der har jo i de sidste otte Dage, været stærk Tale om Fred, men om den kommer, hved man jo ikke? O, hvor var det önskeligt om det Massemÿrderi kunde ophöre og enhver af de Overlevende kunde komme hjem til Sine igjen. Det er en tung Tid, ogsaa for enhver herhjemme.

Der findes ingen lÿse Öjeblikke, i hvert fald ikke for mig, Tanken om, atter at komme med knuger een stadig, og lader een aldrig komme til Ro.

Det Menneske jeg finder mest lÿkkelig og veltilfreds det er Frederik. I hvor haardt han er bleven ramt, saa föler han sig dog befriet for Krigens videre Rædsler og Elendighed. han sidder jo nu helt hÿggelig og rolig der hjemme paa Kontoret og arbejder i sine Korrespondancer[,] kjöber lidt Halm og Hö og lidt Hestehaar, og faar sin gode Mad og udforstÿrrede Ro, det passer han saa udmærket alt sammen. Ja, hvor er det godt for ham, eftersom han blev ramt af Skjæbnen!

Naa, Du kom saa til Kontorarbejde, bare Du nu kunde blive der, saa gaar det jo nok. Föden i faar, er vel nogenlunde, efter Soldatermaner at være, jeg kjender jo nok Suppen fra Gullaschkanonen.

Er der nu mange Jöder i Biala, dem er det jo overfyldt af i Polen. De har jo saadanne Smaabutikker, hvor der kun kan være en 2-3 Personer, alt saa tilsmurt og beskidt. De er vel ogsaa i deres lange Frakker. Ja sikken en Forretningsverden i et ukultiveret Land, som Russisk Polen. Nej, saa staar vi dog paa et höjere Kulturtin en disse[.] Men hvad er det man gjör ved dette höje Kulturtrin vi staar paa, det bliver nu traadt under Födder og Naturfolkene kan nikke paa Hovedet af det højt oplÿste Europa. Ja, hvor skrækkelig, naar man betænker det!

Herhjemme gaar alt ved det gamle. Vi var igaar Söndag kjörende i Haderslev med Börnene og see paa Juleudstillingerne. Der var en Mængde Folk ud. Jeg var ogsaa hos Karl Nielsen, Butikken stuvende fuld af Mennesker, men ingen Betjening. Han var der selv sammen med sin Kone og hel ny, ung Lærling[.] Ja det er jo overalt smaat med Betjeningsfolk, man seer overalt en mængde fjollede Pigebörn i Butikkerne, som hverken hveed ud eller ind og fræk oven i Kjöbet. I sidste Uge, blev gamle Nis Lund Hammelev jordet, ham kjender Du jo vist nok. Vi sendte Dig for nogle Dage siden en lille Julepakke, haaber at Du maa modtage den og nÿde den med god Appetit! Du maa jo nu finde Dig i Skjæbnen og fejre Jul langt borte fra Hjemmet, men det er der jo Millioner der maa.

Nu önsker vi Dig, at det maa gaa dig godt, og at vi snart maa sees igjen her i vort kjære Hjemland. Freden er forhaabentlig ikke fjerne.

Lev nu vel og hold stadig Modet oppe. Endnu en glædelig Jul og et godt og velsignet Nytaar! Din kjære Broder Philip

Mange Hilsner fra Thora [og] Börnene.

(Brev i Hans Chr. Møllers Arkiv, LAA)

17. december 1916. Danmark stemmer om salget af de Vestindiske øer. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 17.12.16

Min kæreste Jørgen!
Nu er der ro i huset. Mor og børnene er i seng, og så kan jeg så dejligt få skrevet til dig. Du har jo ellers sagt, at jeg ikke må sidde oppe om aftenen for at skrive. Men det er nu mine bedste timer, når jeg sidder helt alene ved et brev til dig. Så kan jeg bedst holde tankerne samlede. Skjold holder mig ved selskab, han ligger foran kakkelovnen og snorker. Jeg morer mig tit over ham, når han skal ud i køkkenet, for så er han så stivbenet, så han kan næsten ikke gå. Han vil jo ikke fra kakkelovnen… I dag har børnene sendt dig en pakke med kage til jul, jeg lagde et lommetørklæde ved, for kassen var knap helt fuld. Det med at få fred nu kan vi vist godt lade være med at tænke på foreløbig. Tilbudet har ingen god modtagelse fået i de andre lande. Man kunne næsten tænke det, men når de blot kunne få begyndt med at forhandle, eller endda tænke på det, det var da altid noget. I torsdags stemtes der i Danmark om de vestindiske øers salg. Der står i de danske aviser, at 64 pct. stemte ja og 36 pct. nej. Men ellers var deltagelsen nok ikke særlig stor. Man forstår det ikke, men der er så meget, vi ikke forstår i denne onde tid, og det er som om man taber kærligheden og agtelsen for dette folk; de er småtskårne i mange retninger.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.