Tag-arkiv: hjemmefronten

19. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Som Straf var 6 blevet skud”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.
En Desertør (Uoff. for Braunschweig) er inat[?] gaaet over Grænsen og har fortalt:

a. i Braunschweig laa …… [sic!]

b. ved Hoptrup i Sønderjylland saa han flere Undterstände, samt baade Marine- og Fodartilleri; sidstenævnte hørte til 93´ Fordartilleriregiment. Ved Landevjen V. f. Hoptrup fandtes en Observationsstandplads.

c. Ernæringsforholdene er meget slette; Soldaterne havde, hvor han havde været, ikke faaet Kartofler de sidste Maaneder.

d. Ved Marineoprøret i Kiel havde Soldaterne bl.a. kastet en Officer i Vandet fra et af Skibene. Som Straf var 6 blevet skudt, og mange andre straffede.

e. Foran Raadhuset i Hamborg er opstillet Maskingeværer for at skræmme Befolkningen.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

14. og 18. November 1917. “Men Vorherre pregte og sagte, »det Sted kan du ikke være, thi der var Krig.«”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 14. November 1917:

Jeg saa et sort Skikkelse, der kom om ved et Telt. Töiet paa
Teltet var saa langt, at det slepte om paa Jorden. Og der i dette
Telt saa jeg min Broder, hvor han gik ud af det. Og Vorherre
stod og holt sin Haand over ham. Disse Folk, som bor der, di
haude gul prikkede hvide Hengebukse rynkede ved Knæerne
og kort prikkede Vest.

“Og saadanne Folk var der der hvor min Broder er. Det er Skikkelsen som kom i Teltet [i] Synet. Saadan stod Vorherre ved min Broder i det fremmed Land.”
Den 18. November 1917:

Jeg saa Vorherre hvor han stod og omfavnede min Broder, han
skulde nu paa en lang Vandring. Min Broder haude en lys dragt
paa, saa drog han afsted. Men Vorherre pregte og sagte, »det
Sted kan du ikke være, thi der var Krig.« Befolkningen der haude
omheng om dem og lange spyr i Haanden i dette Land. Vorherre
viste min Broder, hvor han hang paa Korset og har lidt.
Saa saa jeg et Skib, og der steg min Broder i og sejlte over
et Vand. Saa naaede han et Land, men der var sorte Folk, og
der kunde han heller ikke være, der var ogsaa Krig. Saa pregte
Vorherre og gik videre. Saa kunde min Broder ikke holde det
ud længere, saa lagde han sig ned og sov. Jeg saa Vorherre staa
ved ham. Da han haude hvilet sig, saa jeg, hvor han sad paa en
Hest, og saa drog han videre. Saa blev han tret af at ride, saa
stod han af og gik ved Siden. Saa viste Vorherre ham en underjordisk
Hule, der haude Vorherre ligget begravet. Saa drog han
langt videre bort, saa kom han til et Land, der var hvide Folk
med hvidt Omheng om dem. Og der i dette Land stod der et
stort Taarn med glinsende Steen paa Tornet og runde Telte. Nu
viste Vorherre ham for tredie Gang, hvor han hengt paa Korset
og haude lidt. Og der satte Vorherre ham og gav min Broder
Haanden og sagde Farvel til ham. Og saa forsvant Vorherre. Og
disse Folk var fredelige og gode ved ham. Og jeg saa, hvor di
gav ham noget at spise. Og det Land kaltes Kuba.

“Saadan saa jeg i Synet da min Broder drog afsted til Kuba.”
“Disse Folk saa jeg i Kiron.”
“Der ved disse sorte var der ogsaa krig, der kunne min Broder heller ikke være.”
“Saadan saa Folkene ud paa Djævelön, der hvor min Broder var, der blev sagt at di var ikke gode ved dem.”
“Det er Teltet hvor min Broder var i. Saadan saa Torvet ud. Saadan saa Folkene ud der i Kuba hvor min Broder landede.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

4. og 14. november 1917: »Og i skal finde eders Sön levende.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 4 November:
Jeg saa Vorherre, hvor han kom gaaende med et Kors i Haanden
og bankede paa Dören. Og jeg svarede, »kom ind til os med
Glæde.« Vorherre svarede og sagde, »Eders Sön lever. Og jeg vil
tage Korset bort fra eder, som I har baaret, thi Korset som I har
baaret med Sygdom og Sorg har I baaret med Taalmodighed.
Og jeg vil tage Korset med mig.«

Og han pregte med Staven efter os og sagde, »I Huset skal
det blomstre med Lykke og Glæde. Og i skal finde eders Sön
levende. Ja, han er paa Djævelöen.« Nu lyste Vorherre op, og
saa saa jeg min Broder, hvor han red paa en Hest. Saa rakte
Vorherre mig Haanden og sagde, »Siden den jer [den her] dag
du have seet Vorherre, vil Huset blive smykket med Lykke og
Glæde.«

Den 4. November 1917. Saadan kom Vorherre til den Mans Dör og bankede paa, som har gjort Ondt for ham.

Den 14 November:
Jeg saa et sort Skikkelse, der kom om ved et Telt. Töiet paa
Teltet var saa langt, at det slepte om paa Jorden. Og der i dette
Telt saa jeg min Broder, hvor han gik ud af det. Og Vorherre
stod og holt sin Haand over ham. Disse Folk, som bor der, di
haude gul prikkede hvide Hengebukse rynkede ved Knæerne
og kort prikkede Vest.

Den 14. November 1917. Og saadanne Folk der der der hvor min Broder er. Det er Skikkelsen som kom med i Teltet [i] Synet. Saadan stod Vorherre ved min Broder i det fremmed Land.
Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

4. november 1917 – Enkefru Røgind: Besøg af H.P. Hanssen

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Novbr.
I Formiddags var H.P. Hanssen her. Fortalte en hel Del interessant. I Königsberg har [Refslund] Thomsen faaet en glimrende Stilling, stor Gage, Arbejde der ligger for ham, en hel Stab under sig; han er blevet reklameret af Magistraten til at ordne Byens Rationering med Kul. Han gaar op i sit Arbejde og gør det udmærket. Alt er nu parat til Uddeling, men det tilstrækkelige Kulforraad mangler, og han frygter, det lidt efter lidt trækker sammen til en Katastrofe. En højere dygtig Embedsmand blev sendt direkte ned til Gruberne, men kom tilbage uden Resultat. Bestikkelserne der er saa enorme.

Hanssen mente, at hvad der vilde gøre Tyskland mørt og eftergivende, var Nøden og nu særlig Nøden med Klæder og Fodtøj. Den militære Magt var vedblivende stor og ukuelig, men lad os først faa den frie Valgret og Censuren ophævet, saa vil Folket tale sit Sprog. Han mener, at de altid har Generalstrejken i Baghaand. Kejseren er blevet bange ved den russiske Revolution, derfor vil han være eftergivende lige overfor Flertallets Fordringer.

Medens han var i Rigsdagen, kom der en telegrafisk Skrivelse paa 600 Ord til Præsidenten fra Strackerjan, hvori han beskylder Hanssen for militær Spionage og Fader for Landsforræderi. I Skrivelsen fortæller han, at han har beskyldt Hanssen for Mened, og Fader ogsaa, og er bleven dømt, og ogsaa, hvad Dom han har faaet. Præsidenten spurgte saa Hanssen, hvad han svarede derpaa. »Intet«, sagde Hanssen, »som han i sin Skrivelse siger, er han blevet dømt adskillige Gange, og der er ingen Grund for mig til at indlade mig med den Kværulant. Har han Beviser, lad ham saa komme med dem, jeg er rede«.

Paa Gaden har han ogsaa gaaet bagved Hanssen og raabt Meineider, og da det alt ikke nyttede, sprang han foran ham og sagde: »Sie haben doch Ihren Eid gebrochen«. Hanssen fortsatte rolig sin Gang og svarede ikke. Lige over for Fader havde han ikke Held med sig, da har han ogsaa raabt efter ham, men Fader vendte sig om og raabte: »Sie elender Schuft« og truede ham med Stokken og raabte alle mulige danske Skældsord efter ham, og saa luskede han af.

— Tønder Bank har faaet Ordre til at sende sine rede Penge til Rigsbanken hver Lørdag, faar dem urørt igen hver Mandag. Det er for at sætte Folk Blaar i Øjnene, saa figurerer de paa Contoen som faste beroende Penge, medens de vitterlig er i Omløb. Det er for at hæve Guldcontoen, siger de, der skal jo nemlig være en vis Procent Sedler, der svarer til Guldbeholdningen.

Hanssen var livlig og fornøjelig.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 142-3)

1. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “…et Batteri for 8 svære Kanoner”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia
En dansksindet Desertør, der har arbejdet paa forskellige Steder i Sønderjylland, og som gør et meget paalideligt Indtryk, har fortalt.

  1. a. Ved Aarøsund findes nu et Batteri for 8 svære Kanoner med en Besætning af 1 Fregattenkapitän som Obef., 1 Oblt., 2 Feldw [—], 8 Uoff. 216 Marinere (sidstnævnte i 3 Barakker à 96, 80, 40 Md).
    Ved Forskel er et Ammunitionsmagasin af Jernbeton med Dimensioner 8x6x3. Fra Magazin til Kanoner er et dobbelt Jernbanespor til Transport af Ammunition.
    Udenfor Batteriet ligger Panserbatteriet Kurfürst med 250 Mands Besætning.

    b. fra Årø er en Kommandostation af Jernbeton med skudsikre Rum; endvidere 2 svære Kanoner med 32 Mand Besætning.

    c. ved Rødekro staar 4 svære Kanoner, 2 N. og 2 S.Ø. for Banen; endvidere et Ammunitionsmagasin (8x6x3) samt en Br[—-]stationer med 12 Mands Besætning: Endelig er der i Barakker indkvarteret 20 Mand, der laver Pigtraadsspærringer og anbringer Miner under Vejen.

  2. En sønderjysk, meget støt og paalidelig Uoff., der fra Fronten (Riga) er hjemme med Orlov, har til Forbindelse over Grænsen fortalt,

    a. (Murren, da Kejseren talte til Tropperne, uden at der blev skredet ind).

    b. Mand og Mand imellem tales der om, at den saakaldte ”Urlaubssperre” er etableret for at forhindre Mandskabet i at komme hjem og se Elendigheden og blive paavirket.

  3. Det hedder sig, at Christiansfeld i Vinter skal aflastes for Indkvartering. Derimod skal Fjeldstrup have 60 Mand.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

1. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr I

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fra Felten. Livet i en Fangelejr I.

S. i Oktober 1917.
Krigen har nu raset saa længe, at man begynder at afmærke den ensformige, trist[e] Forløb med Milepæle i Form af Jubilæer[.] Og da jeg i disse Dage kan fejre 1 Aars Jubilæum for min Ankomst her til Fangelejren finder jeg Anledning til at fortælle ”Hejmdals”s Læsere lidt af, hvad der kan meddeles om Livet i en moderne Fangelejr. Og jeg antager , at det vil interessere alle, dels fordi Spørgsmaalet om Fangernes Liv og Leveforhold i sig selv er et ikke uinteressant Afsnit – om end trist og graat – af hele Verdenskrigen, og dels fordi saa mange af mine Landsmænd selv har deres Kære, Slægtninge og Venner, under lignende trange Kaar baade i Øst og Vest, og det daglige Livs Forhold i Fangelejrene i de forskellige Lande vil vel i det Store og Hele være omtrent det samme overalt.

Den Tid, jeg har været indkaldt, og det er nu over 2½ Aar, har jeg næsten udelukkende tilbragt i Fangelejre, saa jeg har lært Livet indenfor saa nogenlunde at kende, – lige fra Kontor- og Vagttjeneste til saa inferiøse Beskæftigelser som Kartoffelskrælning, baade med Kniv og Maskine. Først havde jeg det Held at komme til de mindre Fangelejre – Arbejdslejre – i Nordslesvig, og livet her gav Anledning til ret interessante Studier af Menneskekarakteren, baade hos Fangerne og hos Vagtmandskabet.

De første Indtryk, da man selv som ret ”civil” – for ikke at sige ”civiliseret” – og endnu ikke havde vænnet sig rigtig til Krigerlivet i alle dets Former, var just ikke opmuntrende. Livet indenfor Barakkernes uhøvlede Trævægge, sammen med Kammerater, hvoraf en Del ogsaa kunne være ret u(be)høvlede, kunde undertiden ture med at tage Modet fra en, saa længe an ikke havde vænnet sig dertil[.] Men Vanens magt er stor. Hvad har de, der har ligget i Skyttegravene, ikke kunnet vænne sig til Anstrengelser og Savn? I Sammenligning med dem maatte man jo prise sin Skæbne, at den ikke var bleven værre. Og at naa til denne Overbevisning er den vigtigste Kunst for en Deltager i Verdenskrigen. Og naar saa dertil kom mere eller mindre regelmæssige Orlovsture til Hjemmet, hvor man atter kunde føle sig som Menneske, – ja saa gik det endda!

Og Dag gik efter Dag, Uge efter Uge, Maaned efter Maaned efter Maaned, og inden man ret vidste af det, havde Jorden fuldendt sit andet Kredsløb omkring Solen under Krigens Tegn. Og bagved saa alle de triste Tanker, alle de skuffede Haab om snarlig Afslutning. Men Sindet klamrede sig til nye Haab, nye Muligheder!

Om et Haab eller to blev brudt
Blinker et nyt for dit Øje!

Og saa længe Haabet lever, er Livet under alle Forhold til at holde ud!
Saa kom der en Regnvejrsmorgen i Oktober 1916. Jeg havde Ordre til at møde med fuld Oppakning paa Kompagnikontoret i Flensborg. En Soldat har det som Sneglen: ”Omnia mea mecum porto!” Alt mit Habengut maa jeg selv slæbe af Sted paa Nakken! Og derfor burde en Soldat altid sørge for at have saa lidt som muligt af, hvad han kalder sit. Men i Tidens Løb faar man dog altid samlet en Del Ragelse sammen ud over den egentlige militære. Og den Morgenstund, da jeg i ravende Mørke og øsende Vande stolprede af Sted fra Jaruplund til Flensborg, fortrød jeg bitterligt, at jeg havde samlet saa meget til Huse.

Krigsfangelejren ved Jaruplund få kilometer syd for Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

En fuldpakket Tornister paa Nakken, Geværet hængt over Skulderen, en tung Koffert i Haanden, daarlig til Bens, daarligt Vejr, Uvisheden om, hvad den nærmeste Fremtid vilde bringe, – alt det frembragte en ganske forbistret Morgenstemning. Og dog havde jeg et ringe Haab, nemlig at Marchordren betød et Par Dages Orlov, som jeg kort i Forvejen havde søgt om. Men Skæbnen – eller hvem det nu var – havde villet det anderledes. Paa Kontoret modtog jeg den Besked: ”Forflyttet til S. i Rusland!”

Stemningen var omtrent som en Vogterdrengs, der tager Afsked med Hjemmet for at tiltræde sin første Plads. Borte var nu Udsigten til alt, hvad der hed Søndagsorlov, – og det var dog den, som hidtil havde lyst op i den graa Tilværelse, og den skulde maaske blive mere graa endnu. En Soldat ved altid, hvad han har, men han ved aldrig, hvad han faar!
Naa, her hjalp ingen kære Mor! Enhver Ordre er hellig, hedder det i det uskrevne Reglement. Det gælder om, at tage Tyren ved Hornene, og derfor søgte jeg det førte afgaaende Hamborgtog – og saa gik det mod Syd.

I Grunden har jeg ikke haft Anledning til at beklage mig. Vel er der mange, som har haft det bedre end jeg, men der er ogsaa mange, der har haft det værre. Og saa faar man give sig tilfreds. Nøjsomhed er en god Ting for en Soldat!

Efter et Døgns Jernbanekørsel nærmede Toget sig Tysklands Østgrænse. De polske Sletter bredte sig for Øjet, vældige Marker, hvor Efteraarets graa Ensformighed kun blev brudt af Kartoffelmilerne og saa Landevejsalléerne, som er karakteristiske for et polsk Landskab, og som i Grunden er det eneste oplivende Moment her. Hist og her en Landsby, men af et andet Udseende end hos os. Omkring den store Herregaard med de mange Udbygninger – alt synes at være Udbygninger – ligger Arbejderboligerne, smaa og uanselige, Lervægge og et Stykke forfaldent Havestakit – uden Have i Reglen. Befolkningen her har ikke Nordslesvigernes Sans for Hjemmets Hygge, hverken inden- eller udendørs. Men alligevel elsker og værner Polakkerne jo deres Hjem og Hjemstavn. Men nægtes kan det ikke, at Landskabsbilledet her virker nedslaaende paa Sindet hos en, der er vant til at se Fjord og Bælt, Bakker og Dale, Skove og frugtbare Haver og velholdte Huse.

N-n.

20. oktober 1917. Sønderjyderne ikke længere bange for gendarmerne

Rigsdagsmand H.P. Hanssen førte under krigen dagbog. Den 11. oktober rejste han fra Berlin hjem til Sønderjylland. Han beretter her om situationen på hjemmefronten.

Aabenraa d. 20. Oktober 1917.

Jeg har atter begyndt at afholde fortrolige Møder med Tillidsmændene paa de forskellige Egne.

Den 18. Oktober havde jeg en Sammenkomst med Tillidsmændene fra Als Nørreherred i Nordborg. Den 19. Oktober med Tillidsmændene fra Als Sønderherred i Augustenborg, hvor jeg tillige fik Fru Moldts Testamente bragt i Orden. Fru Moldt, som gentagne Gange har skrevet til mig om at komme over til hende for at ordne denne Sag, var livlig, frisk og munter. Hun testamenterede 4000 Mark i lige Parter til Vælgerforeningen, Skoleforeningen, Sprogforeningen og Jernfondet.

Da vi havde denne Sag ordnet, var hun meget glad og gav mig, som en af dem, der havde staaet hendes afdøde Mand nærmest, to Bind af hans efterladte Digte, skrevne med hans smukke Haandskrift.

Da jeg Dagen efter kom hjem, laa der Telegram, som meldte, at Fru Moldt om Natten brat og uventet var afgaaet ved Døden!

Vore Tillidsmænd paa Als er alle enige om at anslaa Høsten til under Halvdelen af en normal Høst. Mælkeudbyttet mener de, kan ikke sættes højere end til en Tredjedel af det normale.

Oplysninger, som jeg har indsamlet fra Sundeved og Aabenraa Amt, gaar i samme Retning.

Alle Oplysninger, som jeg indsamler, viser, at de utallige Forordninger, som Myndighederne udsteder, virker fuldstændig demoraliserende.

Frygten for Kontrollen er forduftet. Ingen bryder sig mere om at holde sig Forskrifterne efterrettelige. Der males, bages og slagtes uden Tilladelse.

Paa Als solgte Amtsforstander W. under Haanden Byg til Gryn. I Nordborg gik Hvedekværnen uafbrudt. Der kjærnes i Smug paa de fleste Bøndergaarde.

Da jeg en Aften sad mellem en Flok Bønder, drøftede de meget alvorligt og sagligt, hvorledes man bedst kunde tage Livet af et Svin, uden at det skreg for meget. En slog det for Hovedet med en Hammer, en anden skød det med en Revolver, en tredje brugte Øksen, men J. C. fra S. fortalte, at det probateste var rolig at klø Grisen, medens man stod med en Kniv i Ærmet, saa hurtigt give det Dødsstødet og derpaa roligt fjerne sig. Grisen løb da rundt uden at sige et Kvæk, medens Blodet løb af den, indtil den stille dejsede om.

Et andet Sted hørte jeg en Samtale mellem nogle Bønder, der var meget indignerede over, at en navngiven Mand, som havde faaet Tilladelse til at slagte et Svin, misbrugte den og slagtede fem. De var enige om, at man altid burde nøjes med at slagte et foruden det, man havde Lov til, ellers fordærvede man kun Forretningen.

Gendarmerne betragtes ikke længere som farlige. De trænger til Levnedsmidler, til Foder til deres Grise, til Hønsekorn, faar det hos Bønderne og lukker Øjnene.

Man fortalte mig om to Gendarmer i R., som havde slagtet Grise i Smug, om en Overvagtmester, der fik Gryn af en Møller, som i øvrigt ogsaa malede Hvede i Smug for Stedets Amtsforstander.

I Sundeved kunde alle faa Brødkorn og Svinekorn malet hos enkelte Møllere, og Mejerierne solgte Smør under Haanden.

Mest frygter man daarlige Tjenestefolks Angiverier. Men mod dem er der ogsaa Raad: Man siger ligefrem, at man har Lov til at slagte, og slagter saa ved højlys Dag uden Forlov. Alle er enige om, at Landbruget vilde have været i Staa, hvis Forordningen om, at hver Hest kun maa faa 3 Pund Havre daglig, var bleven overholdt. „Det er haardt nok, at jeg skal stjæle min egen Havre,” sagde en gammel Bonde til mig, „men jeg er nødt til det, hvis jeg skal have mit Arbejde gjort.” —

Huderne af det Kvæg, der slagtes under Haanden, ombyttes i Garverierne med Saalelæder.

For Fødevarer kan Landmændene faa Manufakturvarer etc. uden at forelægge de foreskrevne Anskaffelsesbeviser. Uden at afgive Fødevarer kan de ikke faa en Lampe istandsat. Af  Jernbaneembedsmændene kan rnan købe dansk Smør (12 Mark Pundet) Chokolade (20 Mark Pundet), Sæbe, The etc., som de indsmugler fra Danmark.

Bagerne leverer Brød for Kød, Vildt etc. Slagterne leverer Kød for Brød, Smør, Sæbe.

Byttehandelen florerer vidt og bredt. Løsenet er Vare for Vare. I Flensborg havde en Politiembedsmand to Svin. Det ene blev snigmyrdet om Natten, indsvøbt i et Lagen og bortført i en Vogn.

– „Hvem kan staa for det,” sagde Politimanden, „naar man kan faa 1000 Mark for et Svin.”

Amtsdommer W. i Aabenraa faar Hvede fra Løjt. En anden Amtsdommer sagde en Dag i Pigens Paahør, da han satte sig til sit velbesatte, sammenhamstrede Bord: „Det er næsten Synd at sætte sig til et saadan Bord, umiddelbart efter at man har idømt et Par stakkels Djævle høje Bøder for Hamstring.”

Klagerne over Angiverier og Chikanerier mod Danske er værre end nogen Sinde. Dyrlæge Dau er, 58 Aar gammel, bleven indkaldt til Civiltjeneste, og er bleven ansat som Jernbanearbejder.

Paa Orlovsansøgninger fra Fronten skriver lokale Myndigheder regelmæssigt Notitser om det politiske Sindelag.

Klagerne er mangfoldige, Stemningen ganske overordentlig bitter.

„Hjemmetyskerne bærer ikke deres Navn forgæves,” siger man — „de bliver hjemme!” Dette er saaledes Tilfældet med Brødrene Jacobsen fra Gammelgaard, Brødrene Eriksen fra Ketting og mange flere.

H.P.  Hanssen: Fra Krigstiden

20. oktober 1917 – Enkefru Røgind: “Gid man kunde feje alt det Kram ud”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

20. Oktbr.
Tur ad Alleen til Ulvslyst. Stor Bedrøvelse. Alle de gamle dejlige Træer bliver fældede, der maa jo skaffes Brænde til hele den Hær af Embedsmand, de har faaet herop. Gid man kunde feje alt det Kram ud.

Skoven vidunderlig dejlig i alle de brogede Farver; vilde dog helst være gaaet alene og betragtet, beundret og opløftet min Sjæl med Tak og beruset mig i alt det skønne. Gik hjem med Landevejen, det var blevet for mørkt. Silhouetterne af de gamle, fine dødsdømte Træer aftegnede sig skarpt mod den røde Aftenhimmel, og Maanens Segl tegnede sig rød i Taagen, der begyndte at indhylle alt.

— Paul overraskede Rose i Dag. Ganske kort Orlov, mest Fouragering.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 141-2)

18. oktober 1917 – Enkefru Røgind: ” … det bliver en forfærdelig Vinter”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

18. Oktbr.
Frøken Windfeld fortalte, at Skrumsager paa Toftlundgaard havde sagt, idet. han viste hende Laden: »Ja den ser ud som den ellers plejer i April. Hvordan man skal komme Vinteren igennem, kan jeg ikke forstaa, det bliver en forfærdelig Vinter; men saa faar man at se, hvem der duer noget, det er ikke gjort med Snak.« Honning 5 Rmk. 50 Pd. Med Smørret bliver det umaadelig knapt. Cacao 30 Rmk.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 141)

18. oktober 1917 – Ribe Stiftstidende: “Mindstetallet paa faldne nordslesvigere er nu 4539”

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Grænsen for at kunne holde ud er nu naaet!

36 tyske forbund af rigs og statsembedsmænd, omfattende ca. en halv million medlemmer, har sluttet sig sammen i et interessefællesskab for at opnaa bedre levevilkaar. I søndags afholdtes et stort møde i Berlin, paa hvilket det udtaltes, at under de nuværende ernærings-vanskeligheder var med al god patriotisk vilje grænsen for at kunne holde ud nu naaet.

4539

Mindstetallet paa faldne nordslesvigere er nu 4539. 

7. oktober 1917. “Planen er røget i luften[…]”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Planen er røget i Luften, eller rettere, den kunde ikke udføres. Medens Ordensmesteren i Gaar Middags fik sin Middagssøvn, indfandt jeg mig hos ham med Anmodning om at faa Nøglen til Tøjkamret. Jeg fik den, men med udtrykkelig Besked, at jeg kun maatte tage mit eget Tøj. Med Nøglen i min Besiddelse skyndte jeg mig til Kamret, og 3 Sæt Tøj røg ud igennem Vinduet til Haven, hvor der straks var nogen parat til at tage imod det. ‘Med mit eget paa Armen afleverede jeg Nøglen med et: „Tak for Laan”. Kort efter forsvandt 4 Skikkelser over Havemuren til Møller Bertelsens Ejendom.

For at undgaa nogen nysgerrig Spørgen paa Amts-banegaarden, gik vi til Fods til næste Station. Her løste vi Billet til Svenstrup, og over Mark og Skel gik det derfra videre til Himmarkmark, hvor vi vidste, at der opholdt sig en Kammerat paa Orlov og som ikke havde synderlig Lyst til paany at rejse til Fronten. I hans Dagligstue blev Planen endelig grundig gennemgaaet, men ihans Moder var meget betænkelig. Baaden, der skulde bruges til at bringe os til Fyn, var taget paa Land og skulde bæres ca. 300 Meter ned til Stranden. Nøglerne til Skuret med Aarerne var under Vagtmandskabets Kontrol. Længe drøftede vi Bortryddelsen af alle Hindringer, der kunde tænkes at ville opstaa, men stadig voldte den gamle Kone Vanskeligheder. V i forhandlede frem og tilbage, og da vi ikke kunde blive enig om nogen antagelig Fremgangsmaade, særlig ikke, da ingen ønskede at gøre Vagtmandskabet Fortræd, hvis de stillede sig hindrende i Vejen, opgav vi Planen.

Imidlertid var Bordet dækket til en solid Aftensmad, og den tog vi. Takkende for god Behandling, brød vi op, og tiltraadte Turen tilbage til Sønderborg. Det var maaske godt, vi ikke vovede Forsøget; thi i Retning fra Assens kunde vi se en Torpedobaad afsøge Farvandet med en Lyskaster, og det varede ikke længe, før en Kollega til ham svarede ham fra den modsatte Side. De blinkede til hinanden og afsøgte hele Farvandet fra Strand til Strand. Det var ikke til at antage, at vi var sluppet godt over, og Resultatet af at blive taget paa Slæb af saadan en Svend, var vi ikke uvidende om. Gefreiteren var i vældig Angst for vor Udebliven; thi han havde jo Ansvaret for de tomme Senge, og det var over Sengetid, da vi atter naaede Sønderborg. — Livet gaar atter sin vante Gang, men hver Gang vi nu synger: „H a n steg i Land, o.s.v.”, synger de alle med, og med en meget haanlig Betonelse af: „Guld og Rigdom og Mod i Bryst”.

Der er lovet mig 14 Dages Orlov. Det er jeg glad for, men hvad saa? Der er luftet slemt ud i Stuerne, og naar jeg kommer tilbage fra Orlov, er det vel min Tur til at blive kostet ud.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

3. oktober 1917. H.C Brodersen var del af et komplot

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Aviserne har i den senere Tid bragt daarligt Nyt fra Arras, og der er Tale om, at Dr. Scharff fra Flensborg vil komme hertil. Det er vistnok ikke i nogen god Hensigt, og vi har Grund til at tro, at der vil finde en større Udluftning Sted.

Der har dannet sig en lille Klike, der ser ud til at omgaas med meget hemmelige Planer. Ingen har dog hidtil formaaet at løfte Sløret for deres Hemmelighed, men det hænder, at de undertiden giver sig til at synge: „Han steg i Land ved den danske Kyst, med Guld og Rigdom og Mod i Bryst”.

Jeg er med i Komplottet, men foreløbig skal der intet røbes. Vi har nemlig en Plan, og den skal nødig forpurres.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

27. september 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Skydeøvelser mod Tømmerflaade”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1. I Sønderballe (midtvejs mellem Haderslev og Aabenraa) findes c 100 m Ø. for den nordligste Gaard 4 Stk. 18 c/m Kanoner i faste Stillinger; c 50 m nordligere ligeledes 4 Stk. svære Kanoner (Kaliber ukendt) og atter 50 m nordligere 2 Kanoner (Kaliber ukendt). Disse Kanoner kan beskyde den smalle Landtange mellem Sønderballe og Vilstrup.
Yderligere staar 4 Kanoner (Kaliber ukendt) pa den nordlige Pynt paa Øen Barsø i sidstenævnte 2 Batterier holdes ofte Skydeøvelser mod Tømmerflaade i Bæltet.
Alle Kanondeplacementer bevogtes stærkt. Meddelelsen stammer fra paalidelig Kilde.

2. Fra samme Kilde:
Umiddelbart Ø.f. Sydligste Gaard i Hoptrup er placeret en fart Maskingeværafd.

3a. Fra Flensborg er i de sidste Dage afgaaet pr. Jernbane 3-4000 Md. (17aarige Rekrutter) samt hele Landstormbatl. 24. Efter Togpersonalets Udsagn er de afgaaet til Düsseldorf, hvor der f.T. er betydelige Troppesamlinger.
b. Arbejdet i ”Kobbermølle” ved Flensbg er stærkt indskrænket p.G.af Kulmangel. Man er i færd med et tage Kobbertagene af Kirkerne i Flensborg.

4. Fra et Øjenvidne:
Paa 2 Punkter i Frørup – c 300 m S.f. Brenore Toldsted (Erik Jensens Mark) og c 500 m V. for Toldstedet (Erik Elgaards Mark) – opholder sig til Stadighed 3-7 Md om Dagen. Saavidt det kan ses fra Tingkær Skov i Kikkert, graver de Skyttegrave (bekræftes ogsaa af de tyske Vagtposter, der mener, at det er af Frygt for mulig engelsk Landgang i Jylland).

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

15. september 1917. “og alle Marke blev til Kirkegaarde”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg saa, hvor der blev en Bro lagt fra Angel og over til os, og der
saa jeg lig[esom] et Dyr med 2 Vinger ud til hver Side, som kom
over Broen. Og der ved Broen var der helt fuldt af Skibe. Jeg
saa Soldater til Hest kommer over den, nogle falt i Vandet. Da
di saa var kommen over paa vor Side, red di halve op af Vejen
og di andre med Stranden om.

 
Nu saa jeg et stort Slag, der red een foran med röd Tröie, og
han huggede ud til alle Sider, han var til Hest, og hvor jeg saa
var alle Soldater til Hest, og di kom alle ridende herind – og det
blev et forferdeligt Slag, og alle Marke blev til Kirkegaarde, og
alle Vegne, hvor jeg saa, var der Kors opstelt.

De er dette Syn jeg har seet fra Angel og over til os. Naar Krigen kommer i Slesvig hvor der kommer en Bro, og alle Millitær kommer over.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

10. september 1917. »bareste jeg kunde skrive Hjem, at jeg kunde faa nogle gode Klæder, thi jeg længes meget efter mine kjære Hjemme.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg saa min Broder, hvor han var ved at slaa en Vogn sammen.
Saa blev hans Adresse sagt, det var ligesom det löd »Cairo«.
Jeg saa Vorherre, hvor han stod paa Sinai Bjærg, der stod han
og pregte efter noget. Saa saa jeg, det var min Broder, der kom,
saa hörte jeg, hvor min Broder sagde, »mine Klæder er heelt
Elendige.« Jeg saa Vorherre, hvor han omfavnede ham, og min
Broder sagde, »bareste jeg kunde skrive Hjem, at jeg kunde
faa nogle gode Klæder, thi jeg længes meget efter mine kjære
Hjemme.«

Saa reiste min Broder hen og see Jesu Grav. Der hvor han reiste
igjennem, maatte han först igjennem et langt Vand, hvor der
var en stor ranning [?] bygget over Vandet. Og der i dette vand
saa jeg store Nilkrokodille. Det var et ganske smalt Vand, hvor
Skibet lige kunde sejle ind igjennem. Det kunde ikke komme
helt igjennem, da det var formange Stenhobe, og saa vandrede
min Broder til Fods hen til Jesu Grav. Jeg saa at der laa et Hjærte
af Gulsteen i alle slags Kulöre og et stort Gulkors, en stor Steen
og Kranse, det saa smukt ud.

Jeg saa et Dyr der i Jerusalem; det var sort og gult prekkere
over hele Kroppen, og Stru[d]se var der ogsaa der. Da min Broder
haude seet alt, reiste han til sit Bestemmelsessted. Jeg saa
et Telt, hvor min Broder opholdt sig, di skulde snart krybe ind
igjennem det. Udenfor ved Teltet gror der Nil med store blaa
Blomster paa. Der var store Bjærge og lange alleer med store
Trær, og store Stenhobe er opstamlet der. Disse Vogne, [h]vad
di haude, ligne snart smaa Höstvogne med Trin paa Siden og
to Haandfange ved. Det er en stor Svane u[d]bygget foran paa
Vognen, og min Broder og nogle Flere skulde trække Vognen.
Jeg saa ogsaa min Broder sidde ude ved Tæltet paa en Bænk.

 

De er Vognen som min Broder og en jen Kamerat skulde trække i Cairo.
Jeg saa Vorherres Grav inde i Jerusalen. Saadan saa jeg hvor Herres Grav.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

10. september 1917 – Ribe Stiftstidende:

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Under den civile hjælpetjeneste

Paa Als staar betydelige værdier paa spil i denne tid for landmændene paa grund af mangelen paa dyrlæger. N. J. Dau i Hagenbjerg [Havnbjerg], der gennem en lang aarrække med dygtighed har bestridt en stor dyrlægepraksis i Nørreherred, er ifølge Flensborg Avis bleven indkaldt til civil hjælpetjeneste i en alder af 58 aar og arbejder med skovl og spade ved Vestbanen. Dyrlæge Petersen i Guderup er for tiden syg. Tilbage er saa kun kredsdyrlægen i Sønderborg, der tillige er embedsmand og stærkt optagen som saadan, da han ogsaa har maattet overtage forretningerne i Aabenraa kreds.

Den sidste søn – de militære interesser først og fremmest

Generalkommandoen i Altona har udstedt følgende: At blive anvendt bag ved fronten kommer kun da i betragtning, naar den reklamerende er fader til et større antal uforsørgede børn, mindst 5, eller naar det faktisk drejer sig om den sidste levende søn til at opretholde familiestammen, efter at der allerede i forvejen er bragt svære blodofre. Men i hvert fald er de militære interesser bestemmende i første række.

Plakat: Spare Seife

Som opfølgning på indlægget i Ribe Stiftstidende den 31. juli 1917 ang.  smugleri af sæbe, er nedenstående plakat fundet i samlingerne på Sønderborg Slot.

Plakat: “Spare Seife”.
Gode råd til at spare på sæbe, som var en mangelvare under 1. verdenskrig . Plakaten er udateret. Fundet i samlingerne på Sønderborg Slot.

Afskrift:
“Spare Seife!
Denn sie besteht aus den jetzt so nötigen
und knappen Fetten und Oelen.

aber wie?

Tauche die Seife nie in das Waschwasser!
Halte sie nie under Fliessendes Wasser!
Vermeide überflüssiges Schaumschlagen!
Halte den Seifennapf stets trocken!
Wirf die Seifenreste nicht weg!

Hilf Dir durch den Gebrauch von Bürsten, Sand, Bimstein,
Holzasche, Scheuergras (Zinnkraut), Zigarrenasche und durch
häufiges Waschen in warmen Wasser!

Kriegsausschuss für Oele und Fette
Berlin RW7″.

14. august 1917. Saa sprang jeg op og flygtede ja til det fremmed Land jeg reiste bort fra Slaget.

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

(…)

 
Jeg saa en heel deel Menesker med spraglede Klæder paa, di
gik op af et stort Bjærg, og di haude Kanoner med dem, og di
sköd efter di vilde Folk, som tilbad Gulkalven, og jeg saa hvor di
sköd alle deres Huse i Brand. Og der saa jeg ogsaa mange slags
Dyr, jeg saa arabisk Heste, Ellefante, Tiggere, et langt smalt
Dyr med store Öjne, en Buldug, Hyæner, Kondor og Robuger,
og en Fasan der sad paa en Green.

 
Nu saa jeg, hvor der kom fire store Skibe sejle [nde] herude
paa Havet ved os. Jeg saa. hvor der kom et stort Luftskib i det
samme sejlende over Skibene, og di bar fremmede röde og hvide Flag.

 

Jeg saa nu min Broder, hvor han og en kamerat, han haude
kuns eet Been, hvor di gik med et stort hvidt Kar, di skulde hen
og give Kamæle Havre. Jeg saa igjen mange af di sorte Drenge
med Ring i Nesen. Nu hörte jeg, hvor min Broder sang for
mig:

 
Da jeg fra Hjemmet maatte drage,
Og med i den store Krig,
Hvor jeg maatte kæmpe og stride
og falt i det Kæmpeslag.
Jeg sprang op og bad til vor Frelser
og hjælper mig i al denne Nöd.
Jeg laa udstrakt på Jorden,
saa kom Vorherre til mig.
Saa sprang jeg op og flygtede
ja til det fremmed Land
jeg reiste bort fra Slaget
og haude hverken Fode eller Klæde.
Saa kom jeg til det fremmed Land
hvor jeg fik god Föde og blev skön,
nu er jeg fri for al den store Krig.
Min Frelserman har hjulpet mig,
min Frelserman – Hurra.
Nu da jeg atter til Hjemmet maa drage
Hjem til mine kjære igjen -,
jeg lenges med store Smerte
at finde eder igjen.
Min Frelserman har frelst mig,
Min Frelserman, Hura, Hura, Hura.
Hjem, Hjem, mit kjære Hjem.

Det er dette Syn jeg saa ude paa Havet. [Tilføjelse:] Det kom 14 dage efter den 28 August alle Skibe og Luftskibet.
Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

7. august 1917 – Flensborg Avis: Tyske kvinder! Øv selvtugt i brevene.

Den 7. august bragte Flensborg Avis følgende opråb til de tyske  kvinder.

Øv Selvtugt i Brevene.

Fra Altona har Bladet modtaget følgende:

Tyske Kvinder! For nogen Tid siden har Franskmændene i et Flyveblad samlet „Breve fra Tyskland” og nedkastet dette i vore Skyttegrave ved Hjælp af Flyvere. Det var Jammerbreve fra tyske Kvinder fra Hjemmet, fyldte med for største Delen overdrevne Klager over Levnedsmiddelknapheden derhjemme. Disse for en tysk Kvinde uværdige Breve er af Franskmændene fratagne fangne eller faldne Soldater og derefter benyttede til at bevise over for de franske Soldater og den franske Befolkning, at det hos os i Tyskland var ved at „gaa til Ende”, for paa den Maade at standse den blandt Franskmændene i betænkelig Grad tiltagende Krigstræthed og genoplive de franske Troppers Mod.

Disse for tyske Kvinder uværdige Breve er desuden benyttede til gennem det nævnte Flyveblad at lamme vore kæmpende Troppers Kampglæde og til at svække deres stærke og virkeglade Sejrsvilje.

Tyske Kvinder! Glem, naar I skriver Breve til vore tapre Krigere, de Bekymringer, som maaske trykker jer; betænk, at vi, som er blevne hjemme, til Trods for alle Indskrænkninger næppe har lært Krigens virkelige Byrder at kende. Tænk Paa, naar I skriver Breve, at vore Forkæmpere med deres Legemer dækker vor Hjemstavn for vore morderske Fjender, at de maa bære langt storre Savn end vi og til Trods derfor holder ud under den mest trofaste Pligtopfyldelse.

Tyske Kvinder! Naar I med saadanne Tanker skriver eders Breve, vil ingen iblandt jer vove ogsaa at klage og jamre over det daglige Livs smaa Sorger, ingen af jer vil gøre vore tapre Krigeres Lod endnu tungere ved Forsagthed og Mangel paa Offervillighed. Tyske Kvinder! Derfor øv Selvtugt i eders Breve! Saa vil I ikke give vore Fjender Lejlighed til ved Hjælp af eders Breve at hæve deres egne Troppers og Folks Mod og svække vore Forkæmperes tapre Sejrsvilje.

31. juli 1917 – Ribe Stiftstidende: nye bestemmelser for landmændene

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Hvad landmændene maa beholde af deres avl 1917

I en forordning af 20. juli 1917 bestemmes, at landbrugere maa til selvforsørgelse beholde af deres avl 1917: 1) til ernæring af selvforsørgere pr. person for tiden fra 1. august 1917 (deri indbefattet den mængde, de har beholdt i medfør af forordningen af 22. marts 1917 i tiden fra 1. til 15. august 1917) af: a)brødkorn 9 kilogram maanedlig b)byg og havre for tiden til 30. september 1917 i alt 8 kilogram 2) Til sæd paa deres til bedriften hørende grundstykker paa hver hektar af: vinterrug indtil 155 kg, sommerrug indtil 160 kg, vinterhvede indtil 190 kg, sommerhvede indtil 185 kg, spelt indtil 210 kg, byg indtil 160 kg, havre indtil 150 kg, ærter(deri indbefattet pelushker og bønner) indtil 200 kg, store viktoriaærter og agerbønner indtil 300 kg, linser indtil 100 kg, blandsæd samme satser efter blandingsforholdet af frugterne, boghvede indtil 100 kg, hirse indtil 30 kg.

Rentier Jep Enemark i Haderslev

har i søndags faaet den sørgelige efterretning, at hans næstældste søn, Albert Enemark, er bleven saaret den 20. juli og død i lazarettet den 23. juli. Han blev kun 24 aar og efterlader sig hustru og et lille barn. Det er saa meget mere tungt for forældrene, som en yngre broder paa 21 aar faldt i fjor, og den ældste søn, som har været flere gange saaret, har maattet sendes hjem fra hæren paa grund af nervesvækkelse. 

27. juli 1917 – Thyge Thygesen: “… det er bare så utålelig kedelig her”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. I maj blev han hjemsendt, men blev allerede kaldt tilbage i juli.

Eisleben d. 27. 7.17.

Kære Allesammen!
Heller intet fra Eder i Dag, hvis der nu da blot ikke er noget i Vejen. Fra lille Vips har jeg nu heller ikke hørt i længere Tid, så jeg antager det ligger i Postforbindelsen deroppe fra det høje Nord. Jeg har det helt udmærket her – det er bare så utålelig kedelig her. Hvis I nu tænker, gå her den hele udslagne Dag og ikke have det mindste at tage sig for. Ja, nu har jeg da havt Vagt fra i Går Middags – men nu, har vi for meget at bestille, så er vi jo endnu mere utilfreds.

– – Efter hvad Skriveren sagte er jeg jo ”a.v.” [arbeitsverwendbar] endnu. Hvad så at prøve med en ny Reklamation? Jeg har ikke talt med Feldweblen, for vi må jo i Grunden slet ikke vide hvad vi er skreven, så det nytter nok ikke at lade mærke, at jeg ved det. Hvis I synes det, kan I godt række een ind, nu ved I jo hvor lang Tid det tager. Kunde jeg så få 7 Uger igen, så var de jo også nok værd at tage med. Går det ikke er det jo ikke nogen større Forseelse.

– – Hvor er jeg alligevel glad at jeg ikke er ”k. v.” [arbeitsverwendbar] længere. Sygepapirerne er alligevel noget værd. Efter en Undersøgelse uden dem – så er jeg ”k. v.” Der må jo alligevel være noget usynligt[,] som jeg har havt og som jeg ikke ved om – ellers var de nok heller ikke så skånsomme her. Godt er jo at jeg ikke mærker til noget – når det blot så ikke kommer. På Lazarettet sagde Kameraterne, at de havde hørt Lægen og Professoren tale om, at Lungen var reven (mens jeg var bevistløs.) Men kunde Koch så ikke have mærket det? Han undersøgte Lungerne meget grundigt. Nå – når jeg ingen Besvær har af det, så – jo mere, desto bedre!

I er jo vist i fuld gang med Høsten? At jeg nu da også skal sidde her og kukkelure. Ja, når jeg så endda kunde slå Hjemmet helt ud af Hovedet! Ja, så havde jeg såmænd lyse Dage. – Har Marius fået Efterorlov? Har han ikke været ovre siden? Ellers skal han vel afsted i Dag. Mærkelig at han ikke skriver hjemme fra. – Går Køerne endnu ved Møllen? Har de fået Kløverne med ind til? Da I har havt Regn, kan der jo ingen Mangel være på Græs hos Eder! Har I fået Høet af Skoven hjem? O, hvor jeg kunde spørge- 

Kærligste Hilsener, Eders Thyge. Hilsen til Oheims og Peters og alle – alle –

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

24. juli 1917 – Ribe Stiftstidende: alt har værdi

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Affald og gamle materialier – alt har værdi

Generalkommandoen for 9. Armékorps gør opmærksom paa nødvendigheden af at samle det affald og de gamle materialier, der findes i husholdningerne, og at anvende dem paa passende maade. Der nævnes følgende genstande. Tinholdigt materiale af alle slags (gamle tinsoldater), gamle konservesdaaser, kobber, messing (gamle uniformsknapper), gamle patronhylstre, nikkel, aluminium, alsenoid, zink, hvidmetal, staniol, staniolkapsler, bly (gamle blysoldater), gammelt gummi (gamle vand- og gasslanger, gamle gummisko, gamle spillebolde), kork, gammelt papir, bøger, aviser, indpakningspapir, kvindehaar, læder (gamle læderremmer, gamle skoletornystre), gamle sko, uld, sække, 3/8 lysegrønne danske mælkeflasker, gamle tæpper, gamle læderhandsker, gammelt linned. I særdeleshed peges der paa, hvor vigtigt det er at samle alle frugtkærner. 

23. juli 1917 – Thyge Thygesen: “nu har jeg da havt en god ”Trykposten”…”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. I maj blev han hjemsendt, men blev allerede kaldt tilbage i juli.

Eisleben d. 23. 7. 17.

Kære Far og Mor og lille Didde!
Mange Tak for Eders kære store Pakke. Jeg er meget glad for Kagerne, lille Mor, men I skal nu ellers ikke sende for jeg kommer godt nok ud med mit Brød. Småkager og sådan lidt Lækkerbidskerne siger jeg naturligvis, ikke nej til. Lidt Smørelse skal jeg vel også tænke på igen. Endnu har jeg omtrent Blikdåsen fuld, men før det kommer herned er den vel tom. Jeg kan ikke, som de andre der stadig spiser tørt, vænne mig dertil.

I Kasinoet går jeg nu ikke mere, men nu har jeg da havt en god ”Trykposten” i den Tid. Nu i Aften ved Parolen blev de meste afkommanderet. Jeg var jo vel også nok blevet det. Men så spurgte Feldweblen mig om jeg atter havde rakt Ansøgning ind. Da jeg jo da antager at I har gjordt det, sagde jeg ja. Så kom jeg ikke med på Kommando. Det seer jo snart ud, som om Feldwbl. tror at det bliver bevilliget og ikke varer så længe. Aa, gid det må være sandt!!

Jeg og 3 andre blev så sendt til Godsbanegården, hvor vi skal være i Morgen Kl. 6 og lade Hø ud af Jernbanevogne. Det er for en Furagehandler som sælger det her i Staden. Det er måske kun for i Morgen, eller højst et Par Dage. Når det ikke er alt for strængt har jeg ikke noget derimod, her sidde og dovne gider jeg heller ikke.

– – Marius kommer jeg nok, desværre, ikke til at tale med denne Gang, det vilde jeg ellers gerne have gjort. Nå, 1200 Mk. fik I for Klokken – gid det måtte være sandt at I snart kunde få den tilbage, men den tror jeg ikke på. Det har jo vist hjulpen godt på alt med Regnen? Hvorledes står Roerne?

Kærligste Hilsener, Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

21. juli – Thyge Thygesen: “Skal jeg i Skyttegraven igen …”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben.

Eisleben d. 21. 7. 17.

I kære, kære derhjemme! O, hav mange Tak for Eders kære Brev. Jeg længtes meget efter at høre fra Eder, de Dage som nu er gåede her, er mig som en hel Evighed. At jeg da skulde bort nu lige da Marius kom! Jeg vilde meget gerne have talt med ham – men det skal jo nu ikke være. Men må vi så sees og tales når Elendigheden en Gang er forbi, så vil Gensynsglæden jo være desto større. Nu da han har fortalt Eder hele Historien fra d. 29. Sept. vil I så ikke meddele mig den udførlig. Jeg har jo i Brevene spurgt ham om lidt nærmere Besked men det har han aldrig indladt sig på.Gid han nu da må få Efterorlov. Jeg er utilfreds hvor jeg er og så har jeg det jo endda 100 Gange bedre som ham.

Modtog også Kort fra lille Vips, med hendes Billede på. Er de ikke for hårde ved hende med Arbejdet? Hun er alt for tro. Du har slået i Skoven, kære Far? Har I da Engen slået og opsat, eller vil I først bjærge Skoven? Hvorledes er de andres Enge? Når Marius ikke får Efterorlov, kommer han og hans Forældre så ikke over til Eder?

Skal jeg i Skyttegraven igen, så synes jeg jo endda det kunde gå, kunde jeg komme sammen med Marius igen, men det er jo ikke mulig da han er ved Minekasterne. Men nu – så længe som jeg har været der, kommer jeg vel ikke til at være der. Nå jeg skal hen i Kasinoet igen.

De Kærligste Hilsener Eders Thyge

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

18. juli 1917. Saa saa jeg i Synet, hvor der blev et stort Flag heist paa Tornet paa Broaker Kirke.

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

(…)

Saa saa jeg ogsaa der ved disse Telte, der stod min Broder og talte med en tysk Soldat. Min Broder stod og var meget bedrövet over, at han ikke vi[d]ste, om vi var levende hjemme, og han var utilfreds over, at han skulde være der i fremmed Land, og at Krigen vare saa lenge. Saa gik han ind i Teltet igjen. I det samme som han var kommen derin, kom der en Fugl flyvende ind i Teltet med et Bref fra det röde Kors. Den flö[j] rundt og sögte efter ham, og saa fant den ham. Og da min Broder modtog dette Bref, blev han saa glad, at han raabte til alle Soldater. (Et Bref nu.) »Og nu er jeg saa lykkelig«, og i en fart vilde han til at skrive. Men saa haude han ingen Papier og ingen Bord at sidde ved. Saa sagde Fangemesteren til ham: »Kom ind til mig, saa maa du sidde ved mit Bord, og jeg vil give dig Papier.«

Jeg saa nu igjen det store Slag, der hvor min Broder var med, og hvor han laa udstrakt paa Jorden og laa ligesom han var dö. Men saa kom Vorherre og löftede ham og tog ham med, og alle Fjænder veg til Side. Di kom alle til Hest, og Granaterne sprang, men di red ikke over ham. Og min Broder kom i god Behanling og blev bedre, thi hans Arme og Been var ligesom di vare saarede. Saa saa jeg i Synet, hvor der blev et stort Flag heist paa Tornet paa Broaker Kirke.

(Der er ikke nogle tegninger til denne dato)

Lorens’ navn som det står i Mindeparken i Århus. Billede taget af Pernille Bolander.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.