Tag-arkiv: hjemmefront

13. november 1916 – Ellen Jensen: “…ingen Brød at faa”

Senest ændret den 15. november 2016 8:38

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg 13-11.1916

Min egen Kæreste!
I Aften skal jeg til ”Klub” med Fru Chr. og det øvrige Selskab. Egentlig blev jeg helst hjemme, det er mig nu lige frem en Overvindelse at gaa ud om Aftenen, man bliver mageligere med Aarene. Naar dertil kommer, at jeg har Hovedpine og Gigt, Smærter i Ryg o.s.v. Men paa den anden Side maa jeg vist gaa, for jeg har jo nu velsignet Evne til at fantasere mig dødssyg, naar jeg sidder i min ”Jenlehed”. Maaske fejler jeg intet naar jeg kommer hjem. Bare du snart kom hjem at muntre mig lidt, det trænger jeg til. Jeg har intet hørt fra dig siden i Fredags, naar dertil kommer, at der har været en stor Flyverkamp et Sted paa Vestfronten, saa kan du nok forstaa, at jeg har mine Bekymringer.

I Aftes, da jeg lige havde sluttet dit Brev, ringede det, uden for stod et Telegrafbud med et Telegram til mig, jeg var lige ved at gaa til af alle mulige Følerier. Var der noget med dig, kom du paa Orlov, var Far eller Mor syge, Gud ved hvad! Saa var det fra et smart Firma i Wandsbæk ved Hamborg, der bad mig bestille Roer og Vinterkaal snarest mulig! Ak, sikken en Anfægtelse det havde sat mig i, det er vist derfor jeg har Mavepine i Dag. […]

Tegning af husrække i Åbenrågade, Flensborg o. 1910. Nederst til højre ses indkøbsforeningen Consum Verein Flensburg u. Umgegend (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Tegning af husrække i Åbenrågade, Flensborg o. 1910. Nederst til højre ses indkøbsforeningen Consum Verein Flensburg u. Umgegend (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

– Jeg blev afbrudt, og nu har vi spist. Marie fortalte mig, at der var ingen Brød at faa i Byen i Dag. Selv ikke Konsum var der. Der skulde du bare se. Hver Morgen staar der opstillet over hundrede Kvinder der uden for, og skal have Brød, det ser helt mærkeligt ud. – Det er slemt, naar man ikke kan faa Brød. Hvor mange Mennesker er der ikke tvungen til at spise Brød den meste Dag, og naar de saa intet kan faa, er det sandelig galt nok.

Nu skal jeg hen at lægge Børnene i Seng og saa skal jeg op til Fru Julie, saa faar du ikke mere.

Jeg er din egen Pige, der længes meget efter dig.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

3. november 1916. ”Mein Vater sind ein Flieger, mein Mutter sind ein Bommelom …”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 3. Novemb. 1916

Min egen Ven!
– Nu er vi lige kommet hjem fra en lang Spa[d]seretur i Byen, vi fik ingen Hvedebrød, der nok ikke mere og Kartofler er en Saga blot. Vi er trætte og pirren, Søs og jeg, Pus er i et straalende Humør og er det for Resten hver Dag i den sidste Tid. Agnete sagde, at vi havde faaet Held til at bøje Pus godt, for hun syntes før, at hun var et meget vanskeligt Barn. ”Vi” det Kompliment maa jo nærmest tilfalde mig, for du har jo ikke haft meget med hende, i det sidste 2½ Aar. Hun – Pus – synger tyske Sange: ”Mein Vater sind ein Flieger, mein Mutter sind ein Bommelom.” siger hun, men det hedder vist ”ein Pommerin.”

– Jeg er træt efter at have gaaet en saa lang Tur med dem. For Pus snakker ustan[d]seligt og spørger om alt og alle. Der er et Vindue der allerede er Juleudstilling i, det er med Dukker i alle Aldre og Størrelser, det var de meget optaget af, naturligvis. Og Pus vilde med Vold og Magt haven en Dukke. Jeg maatte saa til at forklare hende, at det var Julemandens det hele.

– Vi var inde paa Posthuset med en Pakke til vores alles sammens Far. Den indeholder et Stykke dejlig Leverpølse som jeg halvvejs fik hos Vange i Aftes, d.v.s jeg betalte det jo med Penge. Men der er er jo noget der hedder Kort. Jeg skulde hilse fra ham. Han har en vældig Forretning og vist ogsaa en god Forretning. […]

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

1. november 1916 – Ellen Jensen: “… Nøden er stor alle Steder”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 1.11-1916

Min egne Kæreste! – I Dag er det første November, om seks Maaneder, saa er alt lysere og bedre igen og saa er den Tid skridt. For mange vil Vinteren blive en slem Tid, som der vil blive tænkt tilbage paa med Rædsel. Ak ja, vi er jo alt langt inde i Krigens tredje Aar. Og stadig saa ringe udsigter til Freden. Hvor Uhyre Værdier der gaar tabt og til hvilken Nytte? Europas Frihed!!! Ak Gud. Frihed, Ordet er taalsomt.

– – Jeg blev afbrudt, Fru Schmidt kom med mine Penge. Jeg fik en stor Glæde. Der kom nemlig en Kasse gammelt Tøj fra Agnete, som hun havde lovet Fru Christiansen. Men nu gav jeg Fru S. en Kjole og en Bluse der af. Hun blev saa glad, det gamle Skind, at hun sprang op og kyssede og omfavnede mig og snakkede ikke om andet end det den hele Tid. ”hvad siger dog Schneider, hvad siger dog S.” blev hun ved. Og ja, Nøden er stor alle Steder. Marie fik en lille Kjole med hjem til een af hendes Søskende. Havde man bare haft noget at give af. – Fru S. havde været syg og spyttet Blod, de har alle i den Familie haft Tuberkulose.

– – I Aftes skulde jeg have været op til Simonsens efter Penge, men det blev et forfærdelig Uvejr, det regnede og tordnede, saa jeg har aldrig hørt Magen. Det er forfærdeligt uhyggeligt. – – Nu skal jeg derop i Aften og først maa jeg hen til Fru Christiansen med Tøjet. Jeg har intet, intet ellers at skrive om, bare du snart kom hjem.

Jeg kysser dig Jens og længes og er din egen Pige.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

31. oktober 1916 – Ellen Jensen: “Jeg gruer”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 31.10-1916.

Min egen Kæreste! – Der er Formiddag, men jeg maa helst faa skrevet, for nu har jeg ikke skrevet til dig i hele to Dage!

I Søndags var jeg i Dalsgaarde. Vi rejste med 10 Toget, kom saa der ud og spiste Andesteg, det var noget vi kunde lide. Elsa havde stadig intet hørt fra Jørgen, alt er jo forfærdelig pinagtigt. Som hun sagde, hvem ved, om han ikke er bleven Sindsyg, og ingen Ting kan gøre rede for. Sidst han var hjemme, klagede han over sit Hoved, det kunde ikke holde til det hele. Og der er jo ogsaa den Mulighed, at han kan ligge og være forblødt, uden de har funden ham, hvis han er funden.

Der er jo nok en Sanitetssoldat, der har skrevet til Elsa, at han har forbunden ham og det er ikke er farligt, men det kan man jo ikke regne med. Der imod har hans Sidekammerat, en Mand fra Nordborg, skrevet hjem til sin Kone, at Jørgen beholdt jo sine Lemmer. Men han vidste jo heller intet om, hvor han var. Det er jo mærkeligt, det hele. Men det er jo frygteligt, den ene Dag efter den anden at gaa i den Uvished og Spænding, det kan man jo nok forstaa. Det er jo alligevel godt, at hun nu har sine Forældre hos sig, ellers var de jo frygteligt ensomt. […]

Meta bragte mig en Pose med Æbler og Pærer. Og af Elsa købte jeg lidt Mel. […] De tjener jo ogsaa godt, som alle andre Landmænd i disse Tider.

Toget hjem var saa overfyldt at jeg fik Plads i en Kupé mellem bar Soldater en tog Pus paa Skødet og jeg havde saa Lis. De var fra Sundeved og Omegn de fleste. En fra Landbjerg. Jeg kendte dem ikke, men de snakkede temmelig ufordulgt til trods for at der ogsaa fandtes Marineofficerer i Kupeen. Men de forstod dem rimeligvis ikke. En laa i Hamborg, han sagde, at det var frygteligt der. Der var faktisk intet at faa. Stakkels Dorthea. Men jeg kan heller intet sende, for først maa vi tænke paa os selv i disse Tider. Vinteren bliver drøj, kan du stole paa. Jeg gruer.

I Gaar fik vi Kartoffelkort, der giver et [pund] Kartofler pr. Mand om Dagen. Det er ikke meget, mange Steder leves der jo udelukkende ved Kartofler. Det er ikke til at høre til den lille Befolkning. I Gaar købte jeg 20 Stk. Hvidkaal, 6 Rødkaal og 50 Rødbeder. Nu skal jeg have fat i nogle Kaalrabi ogsaa. Men man kan jo risikere, at de stjæler een det hel fra.

En af Soldaterne [sagde/fortalte], at der fra en Gaard paa Sotrup Mark, var stjaalet et helt Spisekammer. De gaar ud fra, at det er Folk fra Sønderborg, der har været ”langs”, og værre vil det blive, naar Vinteren kommer. – Marie Warming har forlovet sig igen, det er en Mejerist, hun har rimeligvis været sammen med ham. Men han er jo da hjemløs, saa ham faar hun vel Lov at beholde. […]

Nu lige kom der en Vareprøve fra Hans, den indeholdt den dejligste Flæskesteg! Jeg kan sagtens, naar de underholder os, mærkeligt nok kan Pengene alligevel ikke slaa til. Nu har jeg ingen Breve haft fra dig siden Lørdag, men jeg ved jo Grunden, saa gør det knap sa meget, skønt jeg længes efter at høre fra dig, selvfølgelig.

Saa ved jeg ikke mere at fortælle dig i Dag, men saa er du min egen Ven, som jeg tænker saa meget paa.

Din Ellen

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

30. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “Det tyske Militær sulter”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. 30.X.1916

Min egen kære Anne!
Min allerhjerteligste [tak] for et Brev og for to Pakker, som jeg har modtaget. Det smager mig storartet, med Sulet har Du ligefrem haft Held, det er jo et dejligt Stykke. Naa, os herude smager for Resten alt, om det ogsaa er mindre lækkert, thi Forplejningen bliver altid knappere, saa der er vist ikke en eneste her ude ved Fronten, som ikke sulter, han maatte da modtage Pakker hver eneste Dag.

Vi faar et halvt Brød daglig, ligesom før, men det er saa løst og sløjt, saa det ikke forslaa noget, og vor Middagsmad er jo altid Suppe, altsaa mest Vand, som oftest Kaal eller Kaalrabisuppe, næsten uden Kød og med en enkelt forfløjen Kartoffel, thi Kartoflerne er jo ogsaa ved at blive Delikatesse. For nogen Tid siden kunde vi endnu hente os nogle smaa Kartofler, som de ved Køkkenet ikke fandt Umagen værd at skrælle. Dem kogte vi og spiste dem med lidt Salt, og som de smagte os storartet, men det er nu ogsaa forbi. Mæt er man aldrig. Det tyske Militær sulter, undtagen vel dem, som lever bag fronten paa Etappen, og som der snapper de Smuler, som med Rette tilkom os.

Men som det gaar os herude, saaledes gaar det jo ogsaa den store Del af Befolkningen der hjemme. At det vedblivende gaar godt, det er næsten ikke til at forstaa, men vent kun Underet vil nok komme, lykkes det ogsaa at holde Folket roligt nu, saa vi det dog give Staahej efter Krigen, det er vel tæmmelig Sikkert. Lad de Mænd som igjennem Aar er blevet vænnet til det raa Liv herude en Gang vende hjem og lad dem saa stadig lide Savn, hvilket der jo er mest Udsigt til, saa skal Du en Gang se Løjer. Lykkes det ikke Engelskmanden at give den prøjsiske Militarismus et ordentlig Tryk, saa vil Folket nok selv sørge derfor. Man taler saa ofte om Russerne, men Slaveriet kan sandelig ikke være større end det nu er hos os.

Er Hans egentlig kommen hjem paa Orlov? eller er det ikke blevet til noget endnu.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene sender
Din egen Lorens

15. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “… en Plage for hver eneste en”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d.15.X.1916

Min kære Anne!
Modtag hermed min Tak for et Brevkort fra d. 11. Det glæder mig meget at høre, at And. Asmussen er i Fangenskab; for ham kan krigen vel blive lang endnu, men han er dog saa lykkelig, en Gang at kunne vende hjem til sin Familie. Hoslagte fand[t] jeg en Dag i et Bremer Dagblad, som laa her ude i Skyttegraven. Nævnte Sch. er maaske den, som jeg rejste herud sammen med fra Orlov i Foraaret. Han var den Gang jo meget ked af det Hele, men haabede dog at vi snart maatte faa Fred. Ventetiden er vel nu bleven ham for lang.

Lor. Andresen fra Skovbøl er ogsaa ved Fronten, han var godt ked af Krigen, især var det ham ubehageligt at være helt alene blandt lutter Rhinprøjsere. Men Krigen er jo enten mere eller mindre, en Plage for hver eneste en. Hans er vel ikke kommen hjem paa Orlov endnu? Vil Du ikke sende mig hans nuværende Adresse, saa at jeg en Gang kan skrive til ham. Det gør mig ondt for ham, at han slet ikke kan komme hjem, han vil vist længes svært. Halvandet Aar i det Fremmede er en lang Tid.

Kære Anne, vil Du ikke, førend Du flytter til Medelby snakke med Moder om, hvad Du skal med hendes Tøj og Møbler, om hun vil beholde noget i Valsbøl, eller om Du skal tage alt med til Medelby. Skal du ogsaa give Afkald paa et Stykke Møbel, saasom Komode og Chartoul, det skal Du ikke bryde Dig om, lad Moder faa det, som hun ønsker, thi hun vil dog vist blive nede hos Marie, med Dig til Medelby rejser hun vel næppe. Mangler du noget Møbel for at opbevare Tøjet, saa kan Du jo altid købe Dig noget ved Lejlighed. Læg ved Flytningen det lille Handværktøj i en Magarinekaase at det ikke skal blive borte der maa være en Murhammer, Harhammer, 3 Knibetange, Høvl, Murske, bag Skorstenen i Baghuset ligger der ogsaa et H[?]spid, to Murskeer – hvis det da er af finde endnu.
I Baghuset hænger der ogsaa en Del Rendstager med Lægener, maaske vil Skomagerens have, de kommer dog vist til at gøre Plads til flere Kreaturer. Har de Hr. Gaardhandlere ikke ladets sig mærke vedrørende Landsalg til ham.

Hermed sluttes for i Dag med hjerteligste Hilsner til alle Børnene og til min egen kære lille Anne
Din hengivne Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

12. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: omgang med krigsfanger

Senest ændret den 1. maj 2017 8:28

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Straf for venlighed mod en russisk fange

For nævningeretten i Læk stod i følge Hejmdal to unge piger fra B., anklagede for usædelig omgang med en russisk krigsfange. Begge nægtede imidlertid at have haft en saadan omgang med russeren; derimod indrømmede de at have vist ham andre tegn paa imødekommenhed. De idømtes hver en uges fængsel.

En mærkelig masse som sukker

Der hersker blandt husmødrene i Haderslev almindelig skuffelse for ikke at benytte et endnu skarpere udtryk over det raa-sukker som de har faaet til 22 pfennig pundet til syltetiden, skriver Dannevirke. Aabner man posen for sukkeret, ser man en masse, der ligner malet halm eller Avner eller hvad det nu er, og hvori man kan skimte nogle smaa sukkerkrystaller, og massen lugter som gammel halm. Det ligner mere dyrefoder end menneskeføde. Man kan ikke forstaa, at Rigssukkerstedet – eller hvad det nu er for et sted – vil sende saadan noget ud til befolkningen. Og skal man rense det, saaledes som opskriften lyder paa sukkerkortets bagside,  vil der vist nok kun blive lidt sukker tilbage. Prisen, man betaler herfor – 22 pfennig – , bliver altsaa dyr nok. 

Faldne

Gaardejer Peter Hansen Petersen og hustru i Torp ved Aabenraa har modtaget efterretning om, at deres søn Rasmus er falden i Frankrig den 1. juli, 30 aar gl.

Martin Jørgen Jensen fra Toft ved Graasten er falden den 24. juni, 27 aar gl. Han efterlader sig hustru og barn.

Laurits R. Bertelsen fra Arnitlund ved Over Jerstal er den 1. juli falden i sit 32.  aar.  Han efterlader sig enke og en gammel moder.

Degn Palmus og hustru i Tandslet paa Als har modtaget efterretning om, at deres eneste, stud. theol. Heinrich Palmus er falden den 1. juli under et engelsk stormløb.

Rentier Chr. Schrøder i Nørre Vilstrup har faaet meddelelse om, at hans søn er falden den 23. juni.

Landboelsmand Jakob Hansen fra Arnitlund ved Over Jerstal er falden ved vestfronten; han efterlader enke og to smaa børn.

Snedkermester Andreas Hansen fra Over Jerstal er ligeledes falden ved Vestfronten. Han efterlader sig enke og tre smaa børn.

Viktor Gundesen, søn af lærer Gundesen fra Styding ved Hammelev, er den 30. juni falden paa slagmarken, 24 aar gl.

Landmand Bernhard Clausen fra Kastrup i Gram sogn er falden ved Verdun den 28. juni. En af den faldnes kammerater har sendt Clausens hustru meddelelse – I alt er der faldet omkring en  halv snes mænd fra Kastrup.

Gaardejer Jørgen Jørgensen i Knorborg ved Hygum, der som landstormmand deltog i krigen i Frankrig, er falden ved Verdun.

Saarede

I den prøjsiske tabsliste meddeles, at Jes Speggers fra Elstrup er haardt saaret.

Bager Christian Roth i Aabenraa har meddelt sin unge hustru, at han den 4. juli er blevet saaret under et stormløb i Frankrig.

Andreas Ravn fra Løjt Kirkeby, som for omtrent et aars tid siden blev indkaldt som ikke uddannet landstormsmand, er bleven saaret i Rusland.

Peter Jepsen, søn af lærer Jepsen i Over Jerstal, er under kampene ved Vestfronten bleven haardt saaret.

Paul Hansen fra Grønnebæk ved Jels er bleven saaret. Der menes dog, at han er uden for fare.

I den sidste tabsliste meddeles, at Hans Dahl fra Haderslev er haardt saaret.

Christen Karstensen fra Kær ved Sønderborg er bleven saaret den 25. september 1914.

7.juni 1916. Ikke andet end storhed og pral i de tyske aviser. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Slesvig d. 7.6.1916.

Mange tak for brevet. Du må imidlertid ikke vente mig hjem i pinsen, for jeg kan ikke få orlov. I formiddag var jeg hos lægen, som giver orlov fra lazaretterne, men han sagde, at det kunne aldeles ikke lade sig gøre…

Du må godt sende mig avisen hver dag, kære Inger, for det er så rart at have lidt at læse. Jeg har så meget tid, og de tyske aviser bliver man snart ked af at kigge i, for det er ikke andet end pral og storhed. Nu har de da fået noget skrive om, først om søslaget og nu om Lord Kitchener, som druknede med hele sin stab. Det er nedslående, som ulykkerne rammer englænderne. Hvad skal det da blive til? Det ser ud til, at russerne er ved at blive vågne, men det ender vel med, at der slås en hel del folk ihjel, og så er vi lige vidt endda. I morges Kl 4x/2 gik der en transport her fra Slesvig. Vi kunne ligge og høre musikken spille, da de fulgte dem til banegården. Jeg var glad ved at jeg ikke var med i flokken…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

2.juni 1916. Der flages i anledning af stor sejr over englænderne. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Slesvig d. 2.6.1916.

Min kære Inger!

…I dag er der kommet en soldat fra Husum, han er fra 3. komp., men jeg kender ham slet ikke. Han fortalte, at i går, Kristi Himmelfartsdag, var transporten gået bort, så nu er Svensson altså undervejs til fronten. Det er sørgeligt både for ham og hans hustru. Deres børn er jo ikke så store endnu, at de har forstand derpå, og det er jo også godt. Der skal inddeles en ny transport, så det er ikke godt at vide om de er i Husum, når jeg kommer der. Jeg har ingen lyst til at komme til Husum, for man ved ikke, hvad der står for, men vi vil håbe, at jeg først får orlov.

I dag flages der stærkt i byen, og der blev ringet fra slottet i anledning af den store sejr, vi har haft over englænderne i Vesterhavet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

20.maj 1916. Det har stadig sløje udsigter med russisk arbejdskraft til gårdene i Fjelstrup. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, lørdag d. 20 maj

…Jens Friis var lige, da posten kom, så fik han med det samme at vide, hvordan det stod til i Husum. Han passede køerne i dag, og så gik han herned ind imellem flytningerne. De savner Johan meget, da de holdt så meget af ham. Jens syntes, jeg kunne godt prøve at gå ud på »Gefangenkommando«et, og spørge om vi ikke kunne få Daniel igen. Måske gik det lettere her, hvor manden er indkaldt. Han mente ikke, han kunne få deres russer igen. – Mor og jeg var jo så til Felt i går, jeg var inde hos Thuesens lidt, det var helt rart at tale med dem, og jeg skulle hilse fra dem. Det er strengt arbejde der på værftet; men hellere det end i Husum, sagde Thuesen alligevel. Hans orlov er udløbet den 28 maj. Det værste var næsten at få noget at spise i Kiel. Så man kan forstå, det er ens over det hele. Der stod noget i »Natt.« om at v. Bylow skulle løse den nuværende udenrigsminister af. Jeg blev helt glad ved at læse det, for man kunne tænke sig, at han skulle være med til at slutte fred. Han er da nok den betydeligste mand, tyskerne har. Jeg ved ikke, hvordan det kan være; men de fleste har på fornemmelsen, at freden nærmer sig. Blot vi nu ikke må blive skuffede…

Avisen Modersmålet skrev således om tilbagetrækningen af russiske krigsfanger fra Fjelstrup

Modersmålet, den 20. maj 1916

For hvem der har russerfanger (…) I et bilag sender inspektionen [for krigsfangelejren i Altona] en beretning om den sidste flugt af fanger fra Fjelstrup med den meddelelse, at 24. Bataillon herfra har fået anvisning til at trække alle for tiden endnu i Fjelstrup kommune værende fanger tilbage. Af hensyn til, at arbejdsgiverne ikke har forstået at forhindre fangernes søndags-sammenkomster, er denne forholdsregel blevet nødvendig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

 

16. maj 1916. Grise, boghvede – og faldne, sårede og fangne

Senest ændret den 9. marts 2021 21:32

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under krigen

Grise og grisesøer.

Det slesvig-holstenske kvæghandelsforbunds bestyrelse har besluttet at ophæve det forbud, som udstedes den 22. april mod udførslen af grise og grisesøer fra forbundsdistriktet.

Hjemsendelse af krigsuduelige soldater.

Ifølge ”Armé-Veordnungsblatt” skal soldater, hvis krigsuduelighed med eller uden forsørgelse er fastslået, ikke holdes fast i tjenesten længere en ubetinget nødvendigt og hjemsendes så hurtigt som muligt.

Dyrkningen af boghvede

kommer som følge af krigen mere og mere i brug i hertugdømmerne. Allerede i fjor blev der tilsået et større areal en de nærmest foregående år, og i år bliver det endnu større.

Efterspørgslen efter boghvede har ifølge ”Hejmdal” i 1915-1916 været steget betydelig, og behovet har ikke kunnet dækkes.

Prisen for boghvede er steget meget stærkt. I fjor betaltes 62-80 mark pr. 200 pund mod en middelpris af 20 mark før krigen.

Død hjemme på orlov.

Bygmester Boe fra Toftlund, der har været hjemme på en 8 dages orlov og skulle have været afsted igen i lørdags, blev i fredags pludselig syg, så at lægen gav ordre til, at han skulle blive hjemme. I lørdags forværredes sygdommen, og hen på dagen afgik Boe ved døden. Han har i den sidste tid været med i kampene ved Verdun.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Arbejdsmand Peter Lorenzen i Oksbøl på Als er faldet i april måned. En bror til Lorenzen, der var marinesoldat, faldt for nogle måneder siden.

Gårdejer Christian Bonde på Broballe Mark ved Nordborg er død i russisk fangenskab. Han efterlader sig hustru og en lille datter.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Peter Raben fra Hoptrup og Jørgen Hansen 2. fra Avnbøl er hårdt sårede, Peter Aalling fra Ris er såret.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at følgende fra de tre nordligste amter, der tidligere har været meldt savnede, er i fangenskab: Daniel Otzen fra Moldrup, Tøge Tychsen fra Broager, Andreas Thuesen fra Sundsburg (?), Peter Hansen fra Skodsbøl, Christian Clausen fra Ulkebøl, Jak. Jørgen Hinrichsen 2. fra Haderslev, Jes Peter Jørgensen 1. fra Bolsballe, Jes Hansen Lind fra Agerskov, Jes Martin Jensen fra Gøtterup og Hans Maj fra Skovby.

18.april 1916. Dårlige tænder sikrer Jørgen ekstra orlov. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag d. 18. april 1916

Min kære Jørgen!

… Denne gang faldt det mig meget lettere at komme hjem og i gang. Det er alligevel en lettelse at vide, at de ikke kan sende dig væk nu i de 6 uger. For det gør de da ikke nu, når dine tænder er under behandling… – Nu er jeg spændt på at høre fra dig, om I da ikke hører noget til påskeorlov og sædorlov. Her er da ingen afslag kommen endnu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

16. juli 1915 – Jørgen Friis: De første dage på feltfod

Senest ændret den 23. august 2016 8:42

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

 Husum d. 16. juli 1915

Min kære Inger!

Rigtig mange tak for brevene, jeg fik dem begge to på en gang. Hver middag og aften får vi posten udleveret, pakkerne skal vi selv hente på skriverstuen. Du kan tro jeg blev glad, da jeg så, der var brev fra dig, du kan rigtignok fortælle en hel del, og mange tak, fordi du sendte mig vore små piger. Det er da godt, at de ikke længes så meget efter mig.

Nu må du endelig ikke tro, at jeg har det så slemt. Det er slet ikke så galt, når man først bliver lidt kendt med tingene, og da vi så er så mange bekendte, så kan det sagtens gå. Der er jo også mange løjer ved sådan at leve på feltfod. Især om aftenen har vi det rart. Da samles vi på en gæstgivergård lige i nærheden af, hvor vi bor. Der sidder vi så og får os en kop kaffe og drøfter, hvad vi har oplevet og taler om hjemmet.

Kære Inger, jeg har tænkt, om du ikke kunne komme ud og besøge mig nu på søndag, otte dage. Nu på søndag er det ikke værd at rejse herud, for jeg ved ikke rigtig, om jeg kan få orlov hele dagen. Når jeg først er blevet lidt kendt, går det bedre.

Jeg har tænkt, om du og Th. Ellegårds kone ikke kunne følges ad. Når I så rejser hjemme fra om lørdagen, så I kan være her om aftenen, så kan vi være sammen med jer lørdag aften og hele søndag.

Det kan ellers blive rart. I kan bo her på gæstgivergården. Det er Neustadt N° 98, og værten hedder Petersen, men på huset står Antoni Hansen Gasthof, så finder I det nok. I går aftes talte jeg med Svensson fra Dybbølposten. Han er også her, han er gefrejter* og har det meget godt. Han bor i en privat lejlighed og har det meget hyggeligt.

Hver morgen og middag marcherer vi gennem byen til stillingspladsen, det er nede ved havnen. Der samles vi og marcherer så i sluttet trop til øvelsespladsen, som er her i nærheden af byen. Det er for det meste gymnastik, vi har haft indtil nu, og det kan jeg sagtens komme igennem. Jeg er jo nok lidt øm i lemmerne, men det har ikke noget at betyde. Underofficeren, vi har, skælder frygtelig ud, men jeg tror ikke, han mener det så galt, og vi bryder os i hvert fald ikke meget om, hvad han siger. Det er vist sådan en vane den slags folk har.

Kosten, vi får her, er også ganske god. I dag fik vi således frikadeller med brun sauce og nye kartofler, det smagte helt fortræffeligt. Om aftenen får vi gerne et stykke pølse udleveret, det smager også godt.

Kan du ikke sende mig lidt smør, kære Inger, for mit er snart ved at slippe op, men Jesper Kongsted har også hjulpet mig at spise det. Han havde ikke fået noget med. Dersom du har lavet ost, vil jeg også gerne have en sådan.

Ja, nu skal jeg ind til mine kammerater og ha’ mig en kop kaffe og en hyggelig passiar.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

* se leksikon