Tag-arkiv: hjemmefront

23. maj 1917. Det havde været bedre at være hjemme hos jer.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 23. maj 1917

Min egen kære Inger! Nu er jeg altså kommet ud i stillingen, men vi ligger ikke i første stilling. Og i den tid, jeg har været her, har det været meget roligt. Det værste er at få plads nede i hulen, det er overfyldt alle steder. Feldweblen kunne lige så godt have ladet mig blive der, hvor han er, for herude er der ikke meget at gøre alligevel, og komp. kommer nok tilbage om kort tid.

Jeg har lige talt med Lund, han ligger nede i hulen og sover. Han havde fået æggene, vi sendte ham, i går. Han var glad ved, at vi tænkte på ham. Nu skal du høre, hvordan det gik med smørret, jeg havde med. Feldweblen ville intet have, og så vil jeg heller ikke prøve det det andet sted. De kunne vel ellers godt bruge lidt »Fettigkeiten«, men det må jo ikke være, og så er det en skam at nøde godt i ondt, som man siger. Det havde været bedre at være hjemme hos jer, kære Inger. Det var gode dage, vi havde sammen, men når det endda kan blive ved at være lige så roligt, som det er her, så kan det endda gå an.

Og så håber vi, at det må lykkes for mig at komme hjem til jer igen inden alt for længe, jeg tænker på ansøgningen. Fedder har jo vist været ude at tale med Thaysen, hvad mon han har sagt?…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

4. maj 1917. At tænke sig at halvdelen af de folk du har på dine fotografier er borte. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 4. maj 1917

Min kære Jørgen! …De har straks sagt dig det om den efterorlov, du ikke fik, men som var dig tiltænkt; men hvorfor kunne du så ikke med det samme rejse hjem igen. Det kan jeg ikke forstå, det var da altid bedre end at være der. Ja, det kan jo nu ikke nytte at ærgre sig over det, for nu er det for sent, men det kunne ellers have været en god uge for os alle herhjemme. Men ellers må vi jo være glade ved, at du har været hjemme i den tid, dit kompagni har været for. Hvor har de dog lidt meget. At tænke sig, at halvdelen af den flok på de fotografier, du har, er borte. Og Koch, det var jo ham, du holdt mest af. Den tanke ligger jo så nær, hvordan mon det kunne være gået dig, hvis du ikke havde været hjemme, men været med de andre derude. Gud ske tak for, at du slap fri for alt dette denne gang. Måske du også herefter kan blive bevaret, det er jo da altid vor bøn. – Hans Hansen fra Stenderup er død i Vitry og ligger begravet der…

Du skriver, om Louise er lidt ked af at gå i skole. Ja, det fortalte jeg dig jo om i mit brev fra i går. Det går jo så meget godt for os, endnu da. I morges var hun lidt ked af det. Hun klagede sig, at hun havde ondt i halsen, hun ville i seng igen. Så lå hun en halv times tid længere, men så fik jeg hende snakket for, jeg kunne jo nok mærke, at det var ikke så slemt. Hun græd så lidt over, at hun ikke kunne huske, hvad dør og vindue hed på tysk. Se, det var jo nu en stor modgang for hende, lille pige, men jeg trøstede hende, og så gik vi med hende ned til kroen, Agnete, Kirstine og jeg, så ville hun selv gå resten. Det skal ellers nok gå, det er jeg ikke bange for…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

1. maj 1917. 14 dages efterorlov er bevilliget. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 1. maj 1917

Min egen kære Inger! Nu har jeg en rigtig glædelig meddelelse til dig, der er tilstået mig efterorlov i 14 dage fra d. 6. maj. Jeg rejser herfra den 4., men ved jo ikke, når jeg kan være i Haderslev. Jeg skal nok sende telegram enten fra Hamborg eller Flensborg…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

30. april 1917. Jørgen går glip af 8 dages efterorlov og returnerer for tidligt til fronten. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag morgen d. 30.4.1917

Min egen kære Inger! … Da jeg kom hertil i går aftes kl. 9 sagde skriveren, at jeg var kommet for tidligt, for der var tilstået mig en efterorlov på 8 dage, til 5. maj. Det var da meget kedeligt, at vi ikke fik telegrammet sendt afsted noget før. Men det er jo min egen skyld, for jeg troede ikke, at det kunne nytte, men nu får jeg selv lide derfor og du jo også, min kære gode Inger. Hvor ville jeg gerne have blevet hjemme hos dig og vore små piger, så kunne jeg have fulgt lille Louise til skole i morgen. Nu går du vel med hende, den lille pige. Hun er vel ikke rigtig glad for at komme i skole, men det skal nok gå for hende. Hun skal nok kunne følge med. Rejsen hertil tog lang tid for mig, for jeg kørte hele tiden med persontog, og forbindelsen var ikke så god, men jeg trøstede mig med, at jeg let kom tidligt nok. Der var heller ingen, der sagde noget, fordi jeg kom to dage for sent. Feldweblen sagde rigtignok, at han troede, jeg ikke kom mere, men det var vel fordi, jeg søgte om at få efterorlov. Samtidig spurgte han mig, om jeg ikke ville tegne et nyt krigslån, men jeg fortalte ham jo, at jeg allerede havde tegnet på sidste krigslån. Ja, når jeg kunne komme hjem til jer nu snart og blive hjemme f.eks. som opsynsmand over russerne, så var det noget andet, om det så skulle koste 2 eller 3000 M, men det er jo vist helt umuligt. Vi ligger nu i reserve i en by langt bagved fronten, men man ved jo aldrig, hvor længe det kan vare, for det går jo hårdt til hernede. Også vort komp. har mistet mange, både døde og sårede. Den gruppe, hvortil jeg hørte, har lidt særlig meget. Min underofficer Sierck og Koch, samt to mand mere, er døde, desuden mange flere af komp. Nu får vi snart forstærkning og så går det vel snart løs igen. Dog kommer vi ikke derhen, hvor de var sidst…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

27. marts 1917. I eftermiddag får vi en russer. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag, den 27. marts 17

Min egen kære Jørgen! Det var et dejligt brev, jeg fik fra dig i dag, fra den 23. marts. Mon det da virkelig skulle give orlov. Ja, det ser jo næsten ud efter det, når den så blot ikke må blive alt for kort. Jeg tænker nok, du kan træffe H.C. herhjemme, han har vistnok orlov til tæt henimod maj. Hvor kunne det være rart for jer at se og tale med hinanden. I har jo da ikke set hinanden, siden I skiltes den aften i Husum. Da var det trist. Og et godt kvarter har du jo også nu. Det må rigtignok være en flink kone, at hun sådan vil vaske og stoppe for soldater, som hun ellers slet ikke kender. Det var vi andre næppe kommet i tanker om, hvis det var os, som skulle have huset fuld af »fjender«…

I eftermiddag får vi en russer. Hans vil nu prøve, om han kan lære ham at malke. Hvis det lykkes, skal han jo så passe kreaturerne, og så vil Hans have en daglejer foruden. Jeg synes, det er mange karle, 4, men sådan som i vinter kan det jo heller ikke gå. Så biir de bagefter med arbejdet, og det vil Hans helst ikke være. Men nu sørger jeg ikke så meget for alt det, for når du kommer hjem, kan I jo tale om det, og så får vi så meget ordnet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

23. marts 1917. I går var alle landmændene på skriverstuen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 23. marts 1917

…For tiden er vi i en kulmineby og bor hos en kone, som har 4 børn. Folkene er meget flinke og gode mod os og giver os hver dag kaffe, rigtig bønnekaffe, som de får fra Amerika. De vasker også vort tøj, hvad vi er dem meget taknemmelige for. Nu lige er konen ved at stoppe mine strømper. Hun spurgte selv om jeg havde stoppegarn, men jeg vil selvfølgelig gerne betale hende derfor. Den ældste datter hedder Martha og er 19 år, så er der en lille pige på 12, som hedder Adelaide, derpå en på 10 år, som hedder Juliette og så en lille dreng, som er 8 år og hedder Clement. Jeg synes, det kan være helt morsomt for dig at vide lidt besked om, hvad det er for folk, jeg bor hos. Vi ligger på gulvet, men vi har rigtig gode madrasser at ligge på, så det er lige så godt som en seng.

Om dagen når vi er fri, sidder vi nede i stuen og ligeledes når vi spiser. Det er det bedste kvarter, jeg endnu har haft i den tid, jeg har været soldat. Jeg må jo ikke skrive, hvor jeg er; men jeg har det godt her og er aldeles udenfor fare. Vi slap godt fra englænderne denne gang uden det ringeste tab. Det var ellers en god orlov for H.C., og jeg kan forstå, at han og Bertha er glade.

Jo, jeg tænker også nok, at jeg får orlov. Det kunne jeg forstå på feldweblen forleden dag. Det er nok den ansøgning til generalkom., som har virket. I går var alle landmændene på skriverstuen og skulle opgive, hvor meget land enhver havde, samt når vi ønskede at få orlov. Jeg ønskede at komme hjem først i april. Til den tid begynder forårstravlheden jo også…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

20. marts 1917. Hvor jeg er, må jeg ikke skrive. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 20.3.1917

Min egen kære Inger! Som jeg skrev til børnene i går, skal du nu ikke gå og være urolig for mig, for nu får vi det nok godt en tid, da vi ikke er ved fronten længere. Hvor jeg er, må jeg ikke skrive, men det gør jo også mindre til sagen… I dag har vi regnvejr, og det er koldt, men det gør ikke så meget, da vi her har husly. Forleden nat gik vi i 7 timer. Det var strengt, men det var godt, at det gik den vej. Vi bor i et »Estaminet«, et gæstgiversted eller beværtning. Det er så fuldt, så folkene næsten ikke kan røre sig for os, men det lader til, at de finder dem helt godt deri, og der er jo heller intet andet at gøre for dem…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

20. marts 1917. Efter hvad der står i aviserne ,har det igen været galt på den egn, hvor du er. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag aften d. 20.3.17.

… Jeg venter meget efter at høre fra dig nu, der har ingen brev været siden lørdag, og efter hvad der står i aviserne, har det igen været galt på den egn, hvor du er. Det er mere uroligt rundt omkring nu, som nu med revolutionen i Rusland. Når bare dette kunne være begyndelsen til enden, så vi måske kunne øjne freden. På en eller anden måde må den jo da komme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

12. marts 1917. Det bedste råd er bønnen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 12.3.17

Min kæreste Jørgen! …Når blot jeg vidste, at du har det nogenlunde godt, kære, men nu er du jo i stillingen igen, og så kan jeg aldrig være rolig. Det eneste og bedste råd er bønnen. Det ved vi så godt, og dog kniber det så tit med rigtig at bruge det. – Der var både kort og brev fra dig i dag, fra den 6. marts og fra den 8.3., ude fra stillingen vel. I morgen sender vi en ny ansøgning for dig, så du skal vist ikke spørge om orlov til Flensborg. Lad os hellere vente at se, om den sidste vil hjælpe. Nu skal »kommissionen«, Kr. Juhl, Joh. Bramsen og Eickemejer prøve at søge. Det har hjulpet flere steder, det vil sige i andre kommuner. Kr. Thuesen er kommen hjem på orlov igen. Det blev ikke denne gang, at han kom til Rumænien, heldigvis…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

9. marts 1917. Vi har 3 brædder at ligge på. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 9. marts 1917

Hvor er jeg da glad for de lys, du sendte mig. I dag har jeg et i brug for første gang, og det er ligefrem en fryd at have det tændt. Tænk dig at sidde nede i en hule, hvor dagslyset slet ikke kan trænge ned. Så forstår du min glæde ved dine gode lys. De har vist været meget dyre, for jeg købte et lille lys for nogen tid siden til 60 Pg. Det var ikke nær halvt så stort som disse her.

Ja, jeg er altså igen i skyttegraven og ligger foran M. Her har vi en ny stilling med gode grave og huler, og englænderne er langt herfra, da de ingen grave har. Så jeg tror, at det bliver mere roligt hos os denne gang. Nu er der vist gået nogle dage, siden du sidst har hørt fra mig. Men når- vi flytter, og ligeledes når jeg er herude, så kan jeg ikke få post sendt afsted hver dag. Og så vil jeg bede dig om ikke at blive urolig for mig, kære Inger, når det ikke går så regelmæssig med skrivningen. Jeg har det jo ellers ved det gamle. Om natten står jeg på vagt hver 2 timer, fra 7-9 og 11-1 og så fremdeles. Men så kan vi også sove hele dagen, for da står vi kun hver 1½ time i det hele. Jeg står og skriver her ved min seng, om man ellers kan kalde den sådan, da det kun er 3 brædder at ligge på. Lejerne er slået op tre oven hinanden…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

6. marts 1917. Døde mennesker har jeg set nok af. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 6. marts 1917

Min kære, kære Inger!  … Nu er vor ro nok snart forbi for denne gang, for i morgen skal vi flytte igen, og så nærmer vi os så småt fronten. Men det var noget, vi kunne vente. Jeg ved ikke rigtig, hvor vi kommer hen, men jeg har hørt, at det skulle være lidt til højre for det sted, hvor vi var sidst. Du synes, at jeg skal søge om at få orlov til Flensborg.

Ja, det kan godt være, at det var rigtig nok, men nu vil jeg hellere vente lidt for at se, hvad det bliver til med ansøgningen, og jeg må jo også først have degn Paulsens adr., inden jeg kan spørge om at få orlov dertil. Du vil nok huske at sende den. Nu får jeg alligevel ikke orlov så længe vi er i stilling…

Hvor var det da godt, at Fedder endnu slap for at blive indkaldt. Ja, de andre stakler, for dem har det ikke været rart. Det er værst for de gamle M. Knudsen og degn Klausen. Er Hans Bang også blevet indkaldt, jeg troede da, at han var helt fri. Det ser ud, som om de ikke vil indkalde landmændene nu til såtiden, og det var da også forkert at tage de få, som endnu er hjemme…

Sidste søndag blev en engelsk flyver skudt ned, lige her i vor nærhed. Han sprang ud af maskinen højt oppe i luften og var selvfølgelig død, inden han nåede jorden. Der var mange, som var henne og se derpå, men jeg blev hjemme. Døde mennesker har jeg set nok af. De engelske flyvere er meget dristige. De kommer ofte hertil, så langt bag fronten, men de vil jo se, hvad der her foregår. Her er en hel mængde russiske fanger, som også arbejder på den nye stilling. Det er nok derfor, vi ingen kan få hjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

27. februar 1917. Uanset hvor man tager hen skal man selv tage mad med hjemmefra. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag, d. 27.2.1917

Min kære Jørgen! Tak for de to breve, jeg fik i dag, fra den 22. og 23. Det var rigtignok en skuffelse, at du ikke kunne få orlov. Hvor kan det dog være, og hvor ligger skylden. Vor by her har jo sikkert et dårligt rygte på sig, og det må jo da være fulgt med ansøgningerne her hjemmefra, for det kan dine foresatte da ikke vide deroppe. Hvis det ikke skulle hjælpe med den næste ansøgning, synes jeg da også, at du skal søge orlov til Flensborg, eller måske Husum, men dertil er jo endda et stykke længere at rejse end til Flensborg. Ellers kunne det være helt hyggeligt at bo hos fru Petersen. Og jeg skal sige dig, enten vi bor hos private eller på et hotel, skal vi selv have alle fødevarerne med hjemmefra. De har ikke noget at undvære i byerne. Det kan jeg også sagtens, når jeg retter mig ind efter det. Marie Rasmussen fra Kabdrup og flere koner har besøgt deres mænd i Altona, de havde alt muligt med selv..

Torsdag d. 1. marts 1917 … Så var Fedders og Eriksens her også, jeg skulle jo hilse dig fra dem alle. Fra Henriette Thomsens skal jeg også hilse dig, jeg var der inde en lille tid i formiddag. Jeg var ude på kredshuset alligevel for at tale med Bonnichsen om at få en russer. Nu har jeg været tre steder, så skulle man tro, det kunne hjælpe. Mathias Knudsen måtte med denne gang, han er nok kommet til Rendsborg, og Jens Krog til Schwerin, og Hans Bang til Elsass, degn Klausen til Posen… Vil du ikke hellere søge om orlov til Flensborg straks, det synes de alle herhjemme var det rigtige. Så får du nok orlov helt hjem, som du jo også skriver om. Jeg rejser i hvert fald til Flensborg og tager imod dig, hvis jeg tidsnok får det at vide. Den anden ansøgning har jeg ikke megen tillid til, da du jo er Kjkrigsduelig]…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

23. februar 1917. Vi slagtede det ene svin i går, så nu har vi rigtig noget i huset igen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

23.2.1917. Fredag

Min kære Jørgen! …Du kan tro, jeg blev glad ved at høre, at du var i god behold bag ved fronten. For der står jo i aviserne, at Miraumont er taget, og en hel del fanger, 286 og nogle officerer. Det har været slemt for dem, der løste jer af, men når de ellers er kommen godt i fangenskab uden at være såret, er de fri for mange strabadser, og i fare er de da heller ikke. Jeg har straks fundet byen, hvor du nu er, på kortet.

Hvor kan den ansøgning da nu være bleven af. Det er skammelig, at den bliver liggende herhjemme, for her må skylden jo da ligge. Jeg vil tale med Thaysen om, hvordan det kan hænge sammen. I går slagtede vi det ene svin, så nu har vi rigtig noget i huset igen, og nu sender jeg jo dig lidt af alle slags. Vi leverede også kvien i går, den der var taget til militæret, men da Hans kom til Sil- lerup med den, der skulle de vejes, viste det sig, at den var med kalv. Så kom han jo hjem med den igen, og så fik de en anden. Måske Rasmus Jensen vil købe nogle kalvekvier her; har Jens talt om; og så vil Mårtens jo vist have nogle af de andre, som skal sælges, til at græsse i sommer. Nu er det, som om jeg efterhånden kommer lidt mere ind i det, men det kommer vel nok af, at man tvinges til at have interesse for det. Sofie og jeg var jo da også med ude i stalden forleden dag.

Tak for dine gode ønsker til min fødselsdag. Vi ved ikke, hvad der skal ske i det nye år. Det jeg mest ønsker er at få dig hjem, sund på legeme og sjæl, og det tror jeg da nu også nok, at du gør. Nu er du undsluppet farerne mange gange, så vi har lov til at tro, at Vorherre har holdt hånd over dig, og det skal vi jo også huske at takke for. I går var jeg lidt urolig. Jeg tænkte, at du måske alligevel ikke var blevet afløst, og når du så havde været i Miraumont, var det jo ikke godt at vide, hvordan det kunne være gået. Men nu er den sorg jo så slukket foreløbig da…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

30. november 1916 – Jörgen Möller: “Lieber Onkel”

Skoledrengen Jörgen Möller, Gåskærgade 66, Haderslev, skrev i løbet af krigen flere breve til sin onkel boghandler Hans Chr. Møller, der gjorde tjeneste på østfronten.

Hadersleben den 30.11.1916

Lieber Onkel!

Groβmutter hat eine ganze menge Garn(g) von Scherrebek gekriegt, sie soll Strümpfen strecken. Groβm. schreibt bald einen langen Brief zu Dir. Du leigst ja zwischen Warschau und Brestlitowsk das ist ja dickt an einen groβen Mor, das habe ich auf der Landkarte von Ruβland gesehen.

Tanta Anna, Onkel Frederik, Mama, Papa, die zwei alten von Scherrebeck, Onkel Philip, Tanta Tora und Martha von Hammeleff waren gestern hier, denn da war ja Groβmutter Geburtstag. Mit Gruβ dein Neffe Jörgen

Willst du mir ein paar Polnische Freimarken besorgen?

(Brev i Hans Chr. Møllers Arkiv, LAA)

13. november 1916 – Ellen Jensen: “…ingen Brød at faa”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg 13-11.1916

Min egen Kæreste!
I Aften skal jeg til ”Klub” med Fru Chr. og det øvrige Selskab. Egentlig blev jeg helst hjemme, det er mig nu lige frem en Overvindelse at gaa ud om Aftenen, man bliver mageligere med Aarene. Naar dertil kommer, at jeg har Hovedpine og Gigt, Smærter i Ryg o.s.v. Men paa den anden Side maa jeg vist gaa, for jeg har jo nu velsignet Evne til at fantasere mig dødssyg, naar jeg sidder i min ”Jenlehed”. Maaske fejler jeg intet naar jeg kommer hjem. Bare du snart kom hjem at muntre mig lidt, det trænger jeg til. Jeg har intet hørt fra dig siden i Fredags, naar dertil kommer, at der har været en stor Flyverkamp et Sted paa Vestfronten, saa kan du nok forstaa, at jeg har mine Bekymringer.

I Aftes, da jeg lige havde sluttet dit Brev, ringede det, uden for stod et Telegrafbud med et Telegram til mig, jeg var lige ved at gaa til af alle mulige Følerier. Var der noget med dig, kom du paa Orlov, var Far eller Mor syge, Gud ved hvad! Saa var det fra et smart Firma i Wandsbæk ved Hamborg, der bad mig bestille Roer og Vinterkaal snarest mulig! Ak, sikken en Anfægtelse det havde sat mig i, det er vist derfor jeg har Mavepine i Dag. […]

Tegning af husrække i Åbenrågade, Flensborg o. 1910. Nederst til højre ses indkøbsforeningen Consum Verein Flensburg u. Umgegend (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Tegning af husrække i Åbenrågade, Flensborg o. 1910. Nederst til højre ses indkøbsforeningen Consum Verein Flensburg u. Umgegend (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

– Jeg blev afbrudt, og nu har vi spist. Marie fortalte mig, at der var ingen Brød at faa i Byen i Dag. Selv ikke Konsum var der. Der skulde du bare se. Hver Morgen staar der opstillet over hundrede Kvinder der uden for, og skal have Brød, det ser helt mærkeligt ud. – Det er slemt, naar man ikke kan faa Brød. Hvor mange Mennesker er der ikke tvungen til at spise Brød den meste Dag, og naar de saa intet kan faa, er det sandelig galt nok.

Nu skal jeg hen at lægge Børnene i Seng og saa skal jeg op til Fru Julie, saa faar du ikke mere.

Jeg er din egen Pige, der længes meget efter dig.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

3. november 1916. ”Mein Vater sind ein Flieger, mein Mutter sind ein Bommelom …”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 3. Novemb. 1916

Min egen Ven!
– Nu er vi lige kommet hjem fra en lang Spa[d]seretur i Byen, vi fik ingen Hvedebrød, der nok ikke mere og Kartofler er en Saga blot. Vi er trætte og pirren, Søs og jeg, Pus er i et straalende Humør og er det for Resten hver Dag i den sidste Tid. Agnete sagde, at vi havde faaet Held til at bøje Pus godt, for hun syntes før, at hun var et meget vanskeligt Barn. ”Vi” det Kompliment maa jo nærmest tilfalde mig, for du har jo ikke haft meget med hende, i det sidste 2½ Aar. Hun – Pus – synger tyske Sange: ”Mein Vater sind ein Flieger, mein Mutter sind ein Bommelom.” siger hun, men det hedder vist ”ein Pommerin.”

– Jeg er træt efter at have gaaet en saa lang Tur med dem. For Pus snakker ustan[d]seligt og spørger om alt og alle. Der er et Vindue der allerede er Juleudstilling i, det er med Dukker i alle Aldre og Størrelser, det var de meget optaget af, naturligvis. Og Pus vilde med Vold og Magt haven en Dukke. Jeg maatte saa til at forklare hende, at det var Julemandens det hele.

– Vi var inde paa Posthuset med en Pakke til vores alles sammens Far. Den indeholder et Stykke dejlig Leverpølse som jeg halvvejs fik hos Vange i Aftes, d.v.s jeg betalte det jo med Penge. Men der er er jo noget der hedder Kort. Jeg skulde hilse fra ham. Han har en vældig Forretning og vist ogsaa en god Forretning. […]

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

1. november 1916 – Ellen Jensen: “… Nøden er stor alle Steder”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 1.11-1916

Min egne Kæreste! – I Dag er det første November, om seks Maaneder, saa er alt lysere og bedre igen og saa er den Tid skridt. For mange vil Vinteren blive en slem Tid, som der vil blive tænkt tilbage paa med Rædsel. Ak ja, vi er jo alt langt inde i Krigens tredje Aar. Og stadig saa ringe udsigter til Freden. Hvor Uhyre Værdier der gaar tabt og til hvilken Nytte? Europas Frihed!!! Ak Gud. Frihed, Ordet er taalsomt.

– – Jeg blev afbrudt, Fru Schmidt kom med mine Penge. Jeg fik en stor Glæde. Der kom nemlig en Kasse gammelt Tøj fra Agnete, som hun havde lovet Fru Christiansen. Men nu gav jeg Fru S. en Kjole og en Bluse der af. Hun blev saa glad, det gamle Skind, at hun sprang op og kyssede og omfavnede mig og snakkede ikke om andet end det den hele Tid. ”hvad siger dog Schneider, hvad siger dog S.” blev hun ved. Og ja, Nøden er stor alle Steder. Marie fik en lille Kjole med hjem til een af hendes Søskende. Havde man bare haft noget at give af. – Fru S. havde været syg og spyttet Blod, de har alle i den Familie haft Tuberkulose.

– – I Aftes skulde jeg have været op til Simonsens efter Penge, men det blev et forfærdelig Uvejr, det regnede og tordnede, saa jeg har aldrig hørt Magen. Det er forfærdeligt uhyggeligt. – – Nu skal jeg derop i Aften og først maa jeg hen til Fru Christiansen med Tøjet. Jeg har intet, intet ellers at skrive om, bare du snart kom hjem.

Jeg kysser dig Jens og længes og er din egen Pige.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

31. oktober 1916 – Ellen Jensen: “Jeg gruer”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 31.10-1916.

Min egen Kæreste! – Der er Formiddag, men jeg maa helst faa skrevet, for nu har jeg ikke skrevet til dig i hele to Dage!

I Søndags var jeg i Dalsgaarde. Vi rejste med 10 Toget, kom saa der ud og spiste Andesteg, det var noget vi kunde lide. Elsa havde stadig intet hørt fra Jørgen, alt er jo forfærdelig pinagtigt. Som hun sagde, hvem ved, om han ikke er bleven Sindsyg, og ingen Ting kan gøre rede for. Sidst han var hjemme, klagede han over sit Hoved, det kunde ikke holde til det hele. Og der er jo ogsaa den Mulighed, at han kan ligge og være forblødt, uden de har funden ham, hvis han er funden.

Der er jo nok en Sanitetssoldat, der har skrevet til Elsa, at han har forbunden ham og det er ikke er farligt, men det kan man jo ikke regne med. Der imod har hans Sidekammerat, en Mand fra Nordborg, skrevet hjem til sin Kone, at Jørgen beholdt jo sine Lemmer. Men han vidste jo heller intet om, hvor han var. Det er jo mærkeligt, det hele. Men det er jo frygteligt, den ene Dag efter den anden at gaa i den Uvished og Spænding, det kan man jo nok forstaa. Det er jo alligevel godt, at hun nu har sine Forældre hos sig, ellers var de jo frygteligt ensomt. […]

Meta bragte mig en Pose med Æbler og Pærer. Og af Elsa købte jeg lidt Mel. […] De tjener jo ogsaa godt, som alle andre Landmænd i disse Tider.

Toget hjem var saa overfyldt at jeg fik Plads i en Kupé mellem bar Soldater en tog Pus paa Skødet og jeg havde saa Lis. De var fra Sundeved og Omegn de fleste. En fra Landbjerg. Jeg kendte dem ikke, men de snakkede temmelig ufordulgt til trods for at der ogsaa fandtes Marineofficerer i Kupeen. Men de forstod dem rimeligvis ikke. En laa i Hamborg, han sagde, at det var frygteligt der. Der var faktisk intet at faa. Stakkels Dorthea. Men jeg kan heller intet sende, for først maa vi tænke paa os selv i disse Tider. Vinteren bliver drøj, kan du stole paa. Jeg gruer.

I Gaar fik vi Kartoffelkort, der giver et [pund] Kartofler pr. Mand om Dagen. Det er ikke meget, mange Steder leves der jo udelukkende ved Kartofler. Det er ikke til at høre til den lille Befolkning. I Gaar købte jeg 20 Stk. Hvidkaal, 6 Rødkaal og 50 Rødbeder. Nu skal jeg have fat i nogle Kaalrabi ogsaa. Men man kan jo risikere, at de stjæler een det hel fra.

En af Soldaterne [sagde/fortalte], at der fra en Gaard paa Sotrup Mark, var stjaalet et helt Spisekammer. De gaar ud fra, at det er Folk fra Sønderborg, der har været ”langs”, og værre vil det blive, naar Vinteren kommer. – Marie Warming har forlovet sig igen, det er en Mejerist, hun har rimeligvis været sammen med ham. Men han er jo da hjemløs, saa ham faar hun vel Lov at beholde. […]

Nu lige kom der en Vareprøve fra Hans, den indeholdt den dejligste Flæskesteg! Jeg kan sagtens, naar de underholder os, mærkeligt nok kan Pengene alligevel ikke slaa til. Nu har jeg ingen Breve haft fra dig siden Lørdag, men jeg ved jo Grunden, saa gør det knap sa meget, skønt jeg længes efter at høre fra dig, selvfølgelig.

Saa ved jeg ikke mere at fortælle dig i Dag, men saa er du min egen Ven, som jeg tænker saa meget paa.

Din Ellen

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

30. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “Det tyske Militær sulter”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. 30.X.1916

Min egen kære Anne!
Min allerhjerteligste [tak] for et Brev og for to Pakker, som jeg har modtaget. Det smager mig storartet, med Sulet har Du ligefrem haft Held, det er jo et dejligt Stykke. Naa, os herude smager for Resten alt, om det ogsaa er mindre lækkert, thi Forplejningen bliver altid knappere, saa der er vist ikke en eneste her ude ved Fronten, som ikke sulter, han maatte da modtage Pakker hver eneste Dag.

Vi faar et halvt Brød daglig, ligesom før, men det er saa løst og sløjt, saa det ikke forslaa noget, og vor Middagsmad er jo altid Suppe, altsaa mest Vand, som oftest Kaal eller Kaalrabisuppe, næsten uden Kød og med en enkelt forfløjen Kartoffel, thi Kartoflerne er jo ogsaa ved at blive Delikatesse. For nogen Tid siden kunde vi endnu hente os nogle smaa Kartofler, som de ved Køkkenet ikke fandt Umagen værd at skrælle. Dem kogte vi og spiste dem med lidt Salt, og som de smagte os storartet, men det er nu ogsaa forbi. Mæt er man aldrig. Det tyske Militær sulter, undtagen vel dem, som lever bag fronten paa Etappen, og som der snapper de Smuler, som med Rette tilkom os.

Men som det gaar os herude, saaledes gaar det jo ogsaa den store Del af Befolkningen der hjemme. At det vedblivende gaar godt, det er næsten ikke til at forstaa, men vent kun Underet vil nok komme, lykkes det ogsaa at holde Folket roligt nu, saa vi det dog give Staahej efter Krigen, det er vel tæmmelig Sikkert. Lad de Mænd som igjennem Aar er blevet vænnet til det raa Liv herude en Gang vende hjem og lad dem saa stadig lide Savn, hvilket der jo er mest Udsigt til, saa skal Du en Gang se Løjer. Lykkes det ikke Engelskmanden at give den prøjsiske Militarismus et ordentlig Tryk, saa vil Folket nok selv sørge derfor. Man taler saa ofte om Russerne, men Slaveriet kan sandelig ikke være større end det nu er hos os.

Er Hans egentlig kommen hjem paa Orlov? eller er det ikke blevet til noget endnu.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene sender
Din egen Lorens

15. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “… en Plage for hver eneste en”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d.15.X.1916

Min kære Anne!
Modtag hermed min Tak for et Brevkort fra d. 11. Det glæder mig meget at høre, at And. Asmussen er i Fangenskab; for ham kan krigen vel blive lang endnu, men han er dog saa lykkelig, en Gang at kunne vende hjem til sin Familie. Hoslagte fand[t] jeg en Dag i et Bremer Dagblad, som laa her ude i Skyttegraven. Nævnte Sch. er maaske den, som jeg rejste herud sammen med fra Orlov i Foraaret. Han var den Gang jo meget ked af det Hele, men haabede dog at vi snart maatte faa Fred. Ventetiden er vel nu bleven ham for lang.

Lor. Andresen fra Skovbøl er ogsaa ved Fronten, han var godt ked af Krigen, især var det ham ubehageligt at være helt alene blandt lutter Rhinprøjsere. Men Krigen er jo enten mere eller mindre, en Plage for hver eneste en. Hans er vel ikke kommen hjem paa Orlov endnu? Vil Du ikke sende mig hans nuværende Adresse, saa at jeg en Gang kan skrive til ham. Det gør mig ondt for ham, at han slet ikke kan komme hjem, han vil vist længes svært. Halvandet Aar i det Fremmede er en lang Tid.

Kære Anne, vil Du ikke, førend Du flytter til Medelby snakke med Moder om, hvad Du skal med hendes Tøj og Møbler, om hun vil beholde noget i Valsbøl, eller om Du skal tage alt med til Medelby. Skal du ogsaa give Afkald paa et Stykke Møbel, saasom Komode og Chartoul, det skal Du ikke bryde Dig om, lad Moder faa det, som hun ønsker, thi hun vil dog vist blive nede hos Marie, med Dig til Medelby rejser hun vel næppe. Mangler du noget Møbel for at opbevare Tøjet, saa kan Du jo altid købe Dig noget ved Lejlighed. Læg ved Flytningen det lille Handværktøj i en Magarinekaase at det ikke skal blive borte der maa være en Murhammer, Harhammer, 3 Knibetange, Høvl, Murske, bag Skorstenen i Baghuset ligger der ogsaa et H[?]spid, to Murskeer – hvis det da er af finde endnu.
I Baghuset hænger der ogsaa en Del Rendstager med Lægener, maaske vil Skomagerens have, de kommer dog vist til at gøre Plads til flere Kreaturer. Har de Hr. Gaardhandlere ikke ladets sig mærke vedrørende Landsalg til ham.

Hermed sluttes for i Dag med hjerteligste Hilsner til alle Børnene og til min egen kære lille Anne
Din hengivne Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

12. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: omgang med krigsfanger

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Straf for venlighed mod en russisk fange

For nævningeretten i Læk stod i følge Hejmdal to unge piger fra B., anklagede for usædelig omgang med en russisk krigsfange. Begge nægtede imidlertid at have haft en saadan omgang med russeren; derimod indrømmede de at have vist ham andre tegn paa imødekommenhed. De idømtes hver en uges fængsel.

En mærkelig masse som sukker

Der hersker blandt husmødrene i Haderslev almindelig skuffelse for ikke at benytte et endnu skarpere udtryk over det raa-sukker som de har faaet til 22 pfennig pundet til syltetiden, skriver Dannevirke. Aabner man posen for sukkeret, ser man en masse, der ligner malet halm eller Avner eller hvad det nu er, og hvori man kan skimte nogle smaa sukkerkrystaller, og massen lugter som gammel halm. Det ligner mere dyrefoder end menneskeføde. Man kan ikke forstaa, at Rigssukkerstedet – eller hvad det nu er for et sted – vil sende saadan noget ud til befolkningen. Og skal man rense det, saaledes som opskriften lyder paa sukkerkortets bagside,  vil der vist nok kun blive lidt sukker tilbage. Prisen, man betaler herfor – 22 pfennig – , bliver altsaa dyr nok. 

Faldne

Gaardejer Peter Hansen Petersen og hustru i Torp ved Aabenraa har modtaget efterretning om, at deres søn Rasmus er falden i Frankrig den 1. juli, 30 aar gl.

Martin Jørgen Jensen fra Toft ved Graasten er falden den 24. juni, 27 aar gl. Han efterlader sig hustru og barn.

Laurits R. Bertelsen fra Arnitlund ved Over Jerstal er den 1. juli falden i sit 32.  aar.  Han efterlader sig enke og en gammel moder.

Degn Palmus og hustru i Tandslet paa Als har modtaget efterretning om, at deres eneste, stud. theol. Heinrich Palmus er falden den 1. juli under et engelsk stormløb.

Rentier Chr. Schrøder i Nørre Vilstrup har faaet meddelelse om, at hans søn er falden den 23. juni.

Landboelsmand Jakob Hansen fra Arnitlund ved Over Jerstal er falden ved vestfronten; han efterlader enke og to smaa børn.

Snedkermester Andreas Hansen fra Over Jerstal er ligeledes falden ved Vestfronten. Han efterlader sig enke og tre smaa børn.

Viktor Gundesen, søn af lærer Gundesen fra Styding ved Hammelev, er den 30. juni falden paa slagmarken, 24 aar gl.

Landmand Bernhard Clausen fra Kastrup i Gram sogn er falden ved Verdun den 28. juni. En af den faldnes kammerater har sendt Clausens hustru meddelelse – I alt er der faldet omkring en  halv snes mænd fra Kastrup.

Gaardejer Jørgen Jørgensen i Knorborg ved Hygum, der som landstormmand deltog i krigen i Frankrig, er falden ved Verdun.

Saarede

I den prøjsiske tabsliste meddeles, at Jes Speggers fra Elstrup er haardt saaret.

Bager Christian Roth i Aabenraa har meddelt sin unge hustru, at han den 4. juli er blevet saaret under et stormløb i Frankrig.

Andreas Ravn fra Løjt Kirkeby, som for omtrent et aars tid siden blev indkaldt som ikke uddannet landstormsmand, er bleven saaret i Rusland.

Peter Jepsen, søn af lærer Jepsen i Over Jerstal, er under kampene ved Vestfronten bleven haardt saaret.

Paul Hansen fra Grønnebæk ved Jels er bleven saaret. Der menes dog, at han er uden for fare.

I den sidste tabsliste meddeles, at Hans Dahl fra Haderslev er haardt saaret.

Christen Karstensen fra Kær ved Sønderborg er bleven saaret den 25. september 1914.

7.juni 1916. Ikke andet end storhed og pral i de tyske aviser. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Slesvig d. 7.6.1916.

Mange tak for brevet. Du må imidlertid ikke vente mig hjem i pinsen, for jeg kan ikke få orlov. I formiddag var jeg hos lægen, som giver orlov fra lazaretterne, men han sagde, at det kunne aldeles ikke lade sig gøre…

Du må godt sende mig avisen hver dag, kære Inger, for det er så rart at have lidt at læse. Jeg har så meget tid, og de tyske aviser bliver man snart ked af at kigge i, for det er ikke andet end pral og storhed. Nu har de da fået noget skrive om, først om søslaget og nu om Lord Kitchener, som druknede med hele sin stab. Det er nedslående, som ulykkerne rammer englænderne. Hvad skal det da blive til? Det ser ud til, at russerne er ved at blive vågne, men det ender vel med, at der slås en hel del folk ihjel, og så er vi lige vidt endda. I morges Kl 4x/2 gik der en transport her fra Slesvig. Vi kunne ligge og høre musikken spille, da de fulgte dem til banegården. Jeg var glad ved at jeg ikke var med i flokken…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

2.juni 1916. Der flages i anledning af stor sejr over englænderne. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Slesvig d. 2.6.1916.

Min kære Inger!

…I dag er der kommet en soldat fra Husum, han er fra 3. komp., men jeg kender ham slet ikke. Han fortalte, at i går, Kristi Himmelfartsdag, var transporten gået bort, så nu er Svensson altså undervejs til fronten. Det er sørgeligt både for ham og hans hustru. Deres børn er jo ikke så store endnu, at de har forstand derpå, og det er jo også godt. Der skal inddeles en ny transport, så det er ikke godt at vide om de er i Husum, når jeg kommer der. Jeg har ingen lyst til at komme til Husum, for man ved ikke, hvad der står for, men vi vil håbe, at jeg først får orlov.

I dag flages der stærkt i byen, og der blev ringet fra slottet i anledning af den store sejr, vi har haft over englænderne i Vesterhavet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

20.maj 1916. Det har stadig sløje udsigter med russisk arbejdskraft til gårdene i Fjelstrup. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, lørdag d. 20 maj

…Jens Friis var lige, da posten kom, så fik han med det samme at vide, hvordan det stod til i Husum. Han passede køerne i dag, og så gik han herned ind imellem flytningerne. De savner Johan meget, da de holdt så meget af ham. Jens syntes, jeg kunne godt prøve at gå ud på »Gefangenkommando«et, og spørge om vi ikke kunne få Daniel igen. Måske gik det lettere her, hvor manden er indkaldt. Han mente ikke, han kunne få deres russer igen. – Mor og jeg var jo så til Felt i går, jeg var inde hos Thuesens lidt, det var helt rart at tale med dem, og jeg skulle hilse fra dem. Det er strengt arbejde der på værftet; men hellere det end i Husum, sagde Thuesen alligevel. Hans orlov er udløbet den 28 maj. Det værste var næsten at få noget at spise i Kiel. Så man kan forstå, det er ens over det hele. Der stod noget i »Natt.« om at v. Bylow skulle løse den nuværende udenrigsminister af. Jeg blev helt glad ved at læse det, for man kunne tænke sig, at han skulle være med til at slutte fred. Han er da nok den betydeligste mand, tyskerne har. Jeg ved ikke, hvordan det kan være; men de fleste har på fornemmelsen, at freden nærmer sig. Blot vi nu ikke må blive skuffede…

Avisen Modersmålet skrev således om tilbagetrækningen af russiske krigsfanger fra Fjelstrup

Modersmålet, den 20. maj 1916

For hvem der har russerfanger (…) I et bilag sender inspektionen [for krigsfangelejren i Altona] en beretning om den sidste flugt af fanger fra Fjelstrup med den meddelelse, at 24. Bataillon herfra har fået anvisning til at trække alle for tiden endnu i Fjelstrup kommune værende fanger tilbage. Af hensyn til, at arbejdsgiverne ikke har forstået at forhindre fangernes søndags-sammenkomster, er denne forholdsregel blevet nødvendig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

 

16. maj 1916. Grise, boghvede – og faldne, sårede og fangne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under krigen

Grise og grisesøer.

Det slesvig-holstenske kvæghandelsforbunds bestyrelse har besluttet at ophæve det forbud, som udstedes den 22. april mod udførslen af grise og grisesøer fra forbundsdistriktet.

Hjemsendelse af krigsuduelige soldater.

Ifølge ”Armé-Veordnungsblatt” skal soldater, hvis krigsuduelighed med eller uden forsørgelse er fastslået, ikke holdes fast i tjenesten længere en ubetinget nødvendigt og hjemsendes så hurtigt som muligt.

Dyrkningen af boghvede

kommer som følge af krigen mere og mere i brug i hertugdømmerne. Allerede i fjor blev der tilsået et større areal en de nærmest foregående år, og i år bliver det endnu større.

Efterspørgslen efter boghvede har ifølge ”Hejmdal” i 1915-1916 været steget betydelig, og behovet har ikke kunnet dækkes.

Prisen for boghvede er steget meget stærkt. I fjor betaltes 62-80 mark pr. 200 pund mod en middelpris af 20 mark før krigen.

Død hjemme på orlov.

Bygmester Boe fra Toftlund, der har været hjemme på en 8 dages orlov og skulle have været afsted igen i lørdags, blev i fredags pludselig syg, så at lægen gav ordre til, at han skulle blive hjemme. I lørdags forværredes sygdommen, og hen på dagen afgik Boe ved døden. Han har i den sidste tid været med i kampene ved Verdun.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Arbejdsmand Peter Lorenzen i Oksbøl på Als er faldet i april måned. En bror til Lorenzen, der var marinesoldat, faldt for nogle måneder siden.

Gårdejer Christian Bonde på Broballe Mark ved Nordborg er død i russisk fangenskab. Han efterlader sig hustru og en lille datter.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Peter Raben fra Hoptrup og Jørgen Hansen 2. fra Avnbøl er hårdt sårede, Peter Aalling fra Ris er såret.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at følgende fra de tre nordligste amter, der tidligere har været meldt savnede, er i fangenskab: Daniel Otzen fra Moldrup, Tøge Tychsen fra Broager, Andreas Thuesen fra Sundsburg (?), Peter Hansen fra Skodsbøl, Christian Clausen fra Ulkebøl, Jak. Jørgen Hinrichsen 2. fra Haderslev, Jes Peter Jørgensen 1. fra Bolsballe, Jes Hansen Lind fra Agerskov, Jes Martin Jensen fra Gøtterup og Hans Maj fra Skovby.