Tag-arkiv: held

13. august 1917. Livsfarlig hvilestilling

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Langs banedæmningen  fører jeg kompagniet over Zonnebeke tilbage ind i Flandern-stillingen.

Her har vi nogle dages “hvile”, men slaget tager til. Jeg har den bestemte følelse af, at vi endnu engang skal ud foran.

Der ligger tung ild over forreste linje, Wilhelm- og Flandern-stillingen.

Tæt bag ved os står et batteri, der fyrer uafbrudt – og bliver beskudt; ikke noget rart naboskab!

Jeg havde mit leje i et murhjørne i et tidligere lille hus; da jeg engang vender tilbage fra en rundgang i kompagniet, er den lille mur styrtet sammen af et granatnedslag tæt ved; havde jeg i det øjeblik ligget på mit sædvanlige sted, var jeg blevet slået ihjel.

Af Regiment 84’s historie

7. august 1917. Heldet følger de troende … Peter Poulsen to gange ramt af granatsplinter

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juli 1917 ankom han til fronten ved Ypres.

Efter at have ligget endnu nogle Dage i Reserve, blev vi atter ført frem, og denne Gang skulde vi ind i anden Stilling. Vi stod paa en Korsvej, en Granitsplint for susende og brummende forbi mit Øre og slog ned ved Siden af Lilletaaen paa min venstre Fod.

Det gjorde forfærdelig ondt; jeg troede, at Taaen var borte, men da jeg følte efter, viste det sig, at det kun var et Stykke af Støvlesaalen. Taaen var der, selv om den ogsaa var sort og blaa.

Vi kom saa ind i Stilling, altsammen svære Cementhuler byggede ovenpaa Jorden, til Dels dækkede med Jord og Sand. Vi kunde akkurat sidde 4 Mand inde i de fleste af dem; et lille firkantet Bord, en Døraabning og en Glasrude var der; for Glasruden var anbragt et tommetykt Bræt for at hindre Lyset i at skinne ud og Granatsplinter og Shrapnells at slippe ind.

Jeg sad med Ryggen op imod en saadan Rude, da en Shrapnell eksploderede udenfor, og en af de smaa runde Kugler fandt Vej igennem baade Bræt og Rude og ind paa min brede Ryg.

Den Mand, som sad lige overfor mig, sagde pludselig: „Hvad er der i Vejen, du bliver jo ligbleg?”

Jeg mærkede blot et skarpt Slag paa min Ryg og vidste ikke, hvad det var; men da vi saa efter, viste det sig, at det var en Shrapnellkugle; men jeg havde ingen Skade taget. Vi sad ellers dér og havde det ret gemytligt.

I de tre Dage var Feddersen og jeg sammen paa den sidste Aftenvagt oppe paa Kompagniførerens Stade, hvor vi stod med Lyspistoler og skulde tage mod Signaler forude fra og give dem videre til Artilleriet.

Den Aften, vi stod dér, kom en Granat, slog ned lidt til højre for os, og da den eksploderede, kom en Splint saa lang som en Finger og omtrent paa samme Tykkelse og ramte mig paa min højre Skulder.

Den slog gennem Tøjet og gav mig nogle smaa Skrammer samt en stor Bule over Brystet, fortsatte derefter over Brystet og rev venstre Ærme af min Trøje.

Feddersen fandt Granatsplinten, som han bagefter forærede mig, og den har jeg liggende derhjemme.

Jeg trimlede naturligvis bagover og ned og havde en Følelse, som om Lungerne slet ikke arbejdede; men jeg var ved fuld Bevidsthed og kunde forstaa alt, hvad Kammeraterne sagde om mig.

Jeg faldt lige ned i Hovedet paa vor Kaffekok.

Han havde tidligere paa Dagen faaet en Granat sendt lige ind i sin Kaffekedel, og det passede ham ikke. Saa var han løbet fra det hele hen til Kompagniførerens Stilling,  hvor han stod i Læ. Han vidste, at vi ved Daggry skulde afløses og tilbage.

Da jeg kom ned i Hovedet paa ham, sagde han: „Holdt, holdt Gamle, hvad fejler du; du kommer jo lige ned i Hovedet paa mig!”

Men da jeg laa og sprællede nede for hans Fødder, begyndte han at raabe om Hjælp; der var en Mand saaret. De kom saa og slæbte mig ind i Kompagniførerens Dækning og rev Klæderne af mig og stænkede mig med koldt Vand paa Bryst og Ansigt og hældte koldt Vand i min Mund; det varede ikke længe, før jeg paany kunde begynde at tale, og jeg fejlede ingenting; kun den store Bule paa Brystet generede mig, da Tornyster remmene netop laa dér.

Ja, forklar det, hvem der kan! Jeg kan ikke give anden Forklaring end det, som gamle Anders Stubkjær siger: ,,Vor Herre er en god Skytte” ; men at det var med Jubel og Tak

i mit Hjerte, at jeg næste Morgen gik ud af min Stilling efter disse mange Farer og dog uskadt, det kan enhver forstaa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

31. juli 1917. Held i uheld – og stegte æbler på træerne.

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Imens kom også de sidste fremstormende Styrker i Dækning. Vor Kompagnifører, som sammen med Ordonnansen var gået frem i Grøften ved Landevejen, havde fået et Skud gennem Halspulsåren og var død.

Kommandoen blev overtaget af den næste Officer, en yngre Løjtnant.

Han havde imidlertid også fået Besked på, at der Klokken 8 skulde angribes og fik derfor samlet Kompagniets Mandskab. Derefter begav vi os på Vandring i Retning mod Floden, det eneste Overgangssted. Der skulde være et stort Træ, som var faldet således, at Toppen nåede den anden Flodbred. At nogen skulde kunne nå over, var meget usandsynligt, når man tager i Betragtning, at Russerne lå 70 m ovenover på Højene. Efter hvad man havde fortalt os, var det hidtil heller ikke lykkedes. Enhver, der havde vist sig på Stammen, var blevet ramt, faldet ned i Floden og druknet. Vi var naturligvis ikke glade for Situationen.

Undervejs traf vi vor M. G. O., Overløjtnanten, som havde Kommando over Regimentets tre Maskingeværkompagnier.

„Hvor skal De hen?“, spurgte han Løjtnanten.

Løjtnanten gav Melding. „Er De blevet tosset, Mand”, skreg Overløjtnanten. „De søger med det samme Stilling til Deres Geværer i Hus eller Have og holder Fjendens Skyttegrav under Ild, sålænge Aktionen varer.”

Hvor blev vi lettet! Vi takkede Forsynet, der lod Overløjtnanten krydse vor Vej. Vi var ikke lange om at forsvinde. Hvert Gevær blev anbragt i en gunstig Stilling. Vi søgte ind i et Hus, fra hvis ene Vindue vi havde den bedste Udsigt og frit Skudfelt mod Fjendens Stilling. Vi fik slæbt Borde hen til Vinduet og fik Maskingeværet stillet op med Mundingen ud i det fri.

Klokken 8 blev der Uro, og Skyderiet begyndte. Maskingeværerne rasede, og langs med Kanten af den russiske Stilling sprøjtede Sand og Jord fra de utallige Projektiler, som slog ned der. Hvad der foregik nede ved Floden, kunde vi ikke se, men i vor Synskreds kom ingen Tropper frem.

Pludselig begyndte det russiske Artilleri at beskyde Byen med Sprang- og Brandgranater. De havde opdaget Maskingeværrederne.

Flere Ejendomme, almindelige stråtækte Huse, gik op i Luer. Også vi måtte retirere ud i en Majsmark. Vor Geværfører var forsvundet. Efter en Times Tid flovede Ilden af til spredt Geværild. Angrebet var ikke kommet i Gang. Der var sikkert ikke kommet nogen over Floden, hvad vi heller ikke havde ventet.

Vi søgte nu efter vor Geværfører og fandt ham i en Kælder i en af Naboejendommene. Han var en stor kraftig Fyr, Slagter fra Køln, og sikkert ingen Kujon i almindelig Forstand. Han havde varet med fra Begyndelsen i Sept. 1914, og Nerverne var ikke mere helt, som de skulde vare. De var i Årenes Løb blevet tyndslidte.

Jeg tror, at mange har gjort den Erfaring, at Års Frontindsats tog på Nerverne, og at Nerverne til Slut ikke mere var de samme som i Begyndelsen. Jeg ved i hvert Fald af Erfaring, at man kunde tage Begivenhederne med Ro, – men efterhånden, som Årene gik, kostede det Anstrengelse at bevare Roen.

Vi undersøgte nu Ejendommen og Kælderen. Der fandtes Sække fulde af det fineste Mel, der var Svin i Stalden og Høns i Hønsegården. Befolkningen var borte. Køer og Heste løb rundt på Marken og i Haven. Vi fik fat i en Gris på en ca. 60-70 Pund, og Slagteren måtte i Funktion.

Vagtposterne måtte om Natten også passe Køkkenet. Der blev bagt Pandekager, stegt Flæskesteg og kogt Kartofler.

Og Desserten hang på Træer. Ja — du ler. Men ikke desto mindre er det sandt. Naboejendommen var brændt ned, efter at den var skudt i Brand af Russerne. Få Meter fra Huset stod et stort Træ, fyldt med de dejligste Æbler. Den stærke Varme fra Branden havde gennemstegt Æblerne så fuldkommen og så fint, som ingen Ovn kunde have gjort det. De var fine, runde, skare og velsmagende, og vi behøvede bare, at plukke dem. Den Tid har altid stået for mig, som om vi havde været i Slaraffenland.

Men desværre udeblev Følgerne jo ikke. Vi var jo ikke vant til så fed, rigelig og god Kost, for vi tog godt for os af Retterne. Vi fik allesammen Dysenteri.

Den næste Dag skulde vi have haft Hønsesuppe. Vi havde jo lukket for Hønsegården. Men — uha —, da vi kom, havde der varet ubudne Gaster. Vi fandt kun Hønsehoveder, men det tog vi ikke så tragisk. Der var jo nok andet.

Men hvor lange var Adam i Paradiset? Det gode varer aldrig ret lange ad Gangen. Vi fik snart en ny Stilling.

DSK-årbøger, 1945

29. april 1917. Hvor heldig kan man være? Tornyster og hjelm blæst af af granat

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Endnu et Døgn maatte vi sidde i denne Stilling. Atter den Dag skete der det, at der var en, der fik et Par Fingre revet af af en Granatsplint, og med Eksemplet fra Dagen før i frisk Minde formanede vi ham alle til at komme ud af Ilden. [en såret kammerat ville vente med at bevæge sig bagud til efter mørkets frembrud – men blev inden da dræbt af en granat, RR]

Han vovede det ogsaa efter at være forbundet, kravlede op over
Kanten af Skyttegraven og løb derefter saa hurtigt tilbage, som hans Ben kunde bære ham.

Han havde baade Tornyster og Gasmaske og den øvrige Udrustning med, og han var hjertensglad, da han sagde Farvel for at gaa tilbage.

Da han var kommet ca. 30 meter fra Skyttegraven, kom der en Granat og slog ned ved Siden af ham.

Vi kunde ikke se andet end Røg og Ild og Støv og Snavs, men vi var sikre paa, at han var falden.

Til vor store Forbavselse ser vi saa ud af Røg- og Støvskyerne en Skikkelse komme farende, uden Tornyster, uden Gevær, uden Staalhjelm, men i susende Fart, alt hvad Remmer og Tøj kunde holde, saa vi, midt i Alvoren, ikke kunde bare os for Latter.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

26. januar 1917. Vådeskud! Infanterist skyder om hjørner!

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.

Adskillige uger af vinteren 1916-17 tilbragte vi bag fronten i en skovlejr. V i boede i træbarakker, som i den stærke kulde næppe kunne betegnes som et ideelt kvarter. Brænde havde v i sådan set nok af, da skoven især bestod af birketræer, der brænder udmærket i grøn tilstand. Men barakkerne, der var interimistisk opført, kunne til trods for, at vi fyrede dag og nat, ikke holde kulden ude.

Hver dag marcherede vi ud t i l en reservestilling, og det tog os en time hver vej. Det hed sig, at vi skulle udbedre stillingen, men på grund af den stærke frost var det så godt som umuligt. Jorden var som sten at hugge i . Arbejdet blev da heller ikke til noget af betydning. De timer, v i hver dag tilbragte i disse stillinger, var  frygtelige, for der fandtes ikke opholdsrum af nogen art.

Meningen med dette arbejde var vel at holde os i træning. Men det hed sig også, at skyttegraven foran os var besat med et tjekkisk regiment. Det var velkendt, at tjekkernes kampmoral var lig nul, så vi har sikkert fungeret som en slags sikringsstyrke for frontafsnittet.

Jeg husker ikke ret meget fra denne skovlejr, dog står én episode endnu klart i min erindring.

Vi var en dag ved at rense vore våben, da der pludselig lød et skud, og to mand blev såret; den ene endda ret slemt, idet det viste sig, at lungen var beskadiget.

Stor opstandelse, men ingen ville indrømme at have skudt. En undersøgelse af de forskellige våben gav heller intet resultat.

Endelig var der en, der kom i tanke om, at skuddet måske kom fra rummet ved siden af, hvor et kompagni fra infanteriet havde til huse, og det slog til.

Manden, som var kommet til at skyde, havde siddet på sin køje og afladet geværet. Han havde holdt det i den forskriftsmæssige stilling med løbet skråt opefter. Det kunne nemt konstateres, for kuglen var gået gennem skillevæggen ind  til os helt oppe under taget.

Normalt skulle den være forsvundet ud i den blå luft, men da den passerede gennem brædderne i skillevæggen, stødte den på en knast og forandrede retning. Inde hos os hang der et par støvler oppe under taget, og kuglen gik nu gennem den ene støvle.

Dér, hvor den gik ind , var der kun ét hul i støvlen; men dér, hvor den  gik ud, var der to.

Kuglen havde delt sig i to dele, der hver for sig sårede en mand.

Kort fortalt beskrev kuglen følgende bane: Fem meter skråt opad, derpå ca. 6 meter vandret ud til siden og til sidst, da den havde passeret støvlen, ca. 8 meter skråt nedad.

En kommentar fra et vittigt hoved lød: »Infanteristerne er nu dygtige. De kan skyde omkring hjørner, og det ender nok med, at de skyder sig selv i røven.« –

Ja, sådan kan det gå, »når uheld være skal, og lykken den er sløv . . .«

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

24. januar 1917. På latrinen med maskingeværkuglerne susende om ørerne

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.

Vi lå et sted, hvor skyttegraven på et par hundrede meters længde gik igennem en dal.

Efter flere dages regnvejr skulle jeg en morgen hente vand til  kaffekogning fra en kilde et stykke borte. Jeg gik i vand omtrent til knæene for at hente vand, og da det komiske heri gik op for mig, kunne jeg ikke lade være med at grine ad livets mange mærkværdige
pudsigheder.

Ovre ved russerne, hvis skyttegrav lå endnu lavere end vor, må det have været helt galt. E n dag begyndte de at stikke hovederne op af graven, og da vi ikke skød på dem, varede det ikke længe, før de kom helt frem.

De var vel en 5-600 meter fra os. E n forvoven fyr, der hed Anton, greb sin feltflaske med rom i og gik over mod russerne. Vi var spændt på, hvordan det ville gå. Da russerne så den ensomme vandrer, skilte der sig også et par stykker ud fra dem, og Anton og russerne mødtes på »midten«.

Anton serverede rom og fik til gengæld  tobak hos russerne.

Det blev selvfølgelig ikke det eneste møde; de følgende dage var der en livlig trafik, men kun til »midten«. Blandt russerne var der én, der kunne tale tysk, og der blev aftalt visse signaler til brug, når der var ugler i mosen.

Det kunne jo ikke undgås, at ledelsen fik nys om episoden, og det blev omgående på det strengeste forbudt at søge samkvem med fjenden. Møderne på »midten« måtte aflyses, men der gik endnu nogle dage, hvor der var »fred i dalen«.

Der blev ikke vekslet skud, kun artilleriet »gøede« lidt fra begge  sider.

Når vi havde ærinde bag ude, benyttede vi ikke mere løbegraven,
men gik »over land«. Men hvor længe var Adam i paradiset?

En dag var det atter min tur til at hente vand, og jeg benyttede selvfølgelig genvejen »over land«.

Jeg havde den dag »tynd mave« og trængte egentlig til at gå på  latrinen; men da jeg på min vej skulle igennem et tæt egekrat, ca. 100 meter borte, besluttede jeg at udsætte mit »ærinde«, til jeg  nåede krattet.

Jeg var nået knap halvvejen, så suste de russiske MG-kugler mig om ørerne. De slog ned i jorden til alle sider, og jeg må sige, at den  russiske skytte havde mig på kornet.

Dog svigtede heldet mig ikke, jeg sprang som en hjort og nåede krattet i god behold.

Men anstrengelsen havde været for meget for min dårlige mave. Mine bukser var ikke så pæne mere – indvendig.

Mine kammerater, der havde fulgt episoden fra skyttegraven, sendte straks en mand gennem løbegraven over til krattet for at se,  hvordan  et var gået mig. Han fandt mig med bukserne om hælene, og vi  fik os en fælles latter, der dog var lidt anstrengt fra min side.

Da jeg kom tilbage til vort opholdsrum, sagde min underofficer til mig : »Det var da godt, at det var dig, der skulle hente vand i dag, – denn Dich hat der Esel ja im Gallopp verloren«, hvilket omskrevet til dansk betyder, at jeg altid var svineheldig.

Sådan endte »freden« for denne gang. De fredelige russere var sikkert i nattens løb blevet afløst og erstattet med nogle mere krigeriske.

For øvrigt blev vort regiment også trukket tilbage. Om fraterniseringen med russerne var skyld heri, skal jeg lade være usagt.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

22. december 1916. Med materiel til skyttegravene

Christen Reggelsen, Errested, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86

Vi havde ligget i Ro nogle Uger før Jul i 1916, men den 21. December marcherede vi atter af Sted. Det var et frygteligt Regnvejr, og da vi naaede vort Bestemmelsessted, var vi gennemblødte. Det var ud paa Natten.

Vort Kvarter var ikke det bedste. Det var en stor Kornlade, som havde huset et Rekrutdepot, men nu havde Granaterne raseret det. Den ene Halvdel af Taget var revet af, saa det var et meget luftigt Opholdssted paa denne Tid af Aaret. Midt i det store Rum stod en muret Kamin. Vi tændte naturligvis straks op, og saa stillede vi os op omkring den for at tørre vort Tøj.

Den næste Dags Eftermiddag kom der Bud om, at vi skulde stille med tredive Mand, som skulde slæbe Materiel frem til Linierne. Da jeg altid har hørt til dem, det gik ud over, undrede det mig slet ikke, at ogsaa jeg omgaaende befandt mig mellem de udvalgte.

Vi stillede ved Depotet for at modtage de Ting, der skulde transporteres frem. Jeg skulde tage en af de Rister af Træ, som vi brugte til at lægge i Bunden af en af de ofte meget snavsede Skyttegrave. Den var omkring ved tre Meter lang og meget tung.

Vi fulgte en Jernbanelinie og passerede en dræbt Soldat. Da vi skulde igennem Miraumont, mødte vi de første Besværligheder. Vi skulde igennem Byen, men den laa under Spærreild. Der var ikke andet at gøre end at smide Byrden fra sig og foreløbig søge Dækning.

Da det igen var blevet roligere, tog vi atter fat. Vi løb, saa hurtigt vi kunde, igennem Byen. Vi kom godt fra det, men paa den, anden Side af Byen var vi blevet saa trætte af at løbe med den tunge Byrde, at i hvert Fald jeg sagde til mig selv: „Nu kan det gaa, som det vil; jeg tager den med Ro!“ — Omsider naaede vi ud til Stillingen. Vi afleverede Materiellet og begav os tilbage.

Da vi naaede Miraumont, laa Byen igen under Spærreild. Jeg søgte Dækning op ad en Mur, der gik langs med en Have. Pludselig sprang en Granat i min Nærhed. En Splint slog en stor Sten ud af Muren. Den ramlede lige ned paa min Staalhjelm. Som paa Udturen løb vi i et roligt Øjeblik i fuldt Firspring gennem Byen. Vi kom helskindet tilbage. Det var Meningen, at vi skulde gøre Turen én Gang til samme Dag, men det fik vi heldigvis udsat til næste Dag, og da gik det let, for hele Fronten var rolig.

Vi var saa heldig at ligge i Ro Juleaften. Til at fejre Julen med havde vi faaet udleveret tolv Flasker Rom. Af dem lavede vi en ordentlig Balle Punch, og saa blev der festet. Man havde anmodet om, at vi af Hensyn til de Tropper, der passerede forbi vor Lade paa Vej mod Fronten, skulde „feste” i Stilhed, men man kan nu ikke paastaa, at det blev en stilfærdig Julefest.

Kort efter Jul fortalte en af mine Kammerater mig, at den Mur, jeg i Miraumont havde søgt Dækning ved, under en ny Granateksplosion var styrtet om. I Faldet havde den dræbt en Mand. Jeg havde altsaa for en Gangs Skyld været heldig.

DSK-årbøger 1953

25. august 1916. Latrinen beskudt! Med livet i hænderne og bukserne om hælene!

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Skyttegravene på østfronten var i reglen udbygget meget »komfortabelt«. Det gjaldt selvfølgelig kun de steder, hvor fronten lå fast i måneder.

Til komforten hørte givetvis også en latrin. Det hørte til sanitetssoldaternes opgaver at bygge disse. Latrinerne lå altid en 20-30 meter bag skyttegravslinien og var forbundet med denne ved en smal siksak-grøft.

Selve latrinen var et hul , ca. to gange to meter udgravet i samme dybde som skyttegraven.

Den ene halvdel af hullet var så yderligere gravet 1½-2 meter dybere. E n stang t i l at sidde på manglede heller ikke, så man kunne sidde nogenlunde behageligt og forrette sin nødtørft og samtidig fundere over livets besværligheder.

En dag, jeg havde opsøgt dette sted og sad og gjorde mig det behageligt, syntes jeg at høre det frygtede »Bum«, som hidrørte fra affyringen af en mine.

I samme nu kastede jeg et blik over venstre skulder i den retning, lyden kom fra, og fik, så utroligt det end lyder, omgående øje på minen. Den havde nået sit højdepunkt, hvor den vendte i luften – for øvrigt det eneste punkt på dens bane, hvor man havde chancen for at se den. –

Nu var minen for nedadgående med retning mod det sted, hvor jeg befandt mig. Hurtigere end det kan siges, sprang jeg – med bukserne om hælene – ud i den smalle tilførselsgrav.

Af lufttrykket blev jeg slynget flere meter hen og halvt tildækket af jord. Delvis bedøvet blev jeg liggende et øjeblik, fik så jorden skrabet væk og konstaterede, at jeg var uskadt.

Da jeg havde fået jorden rystet ud af bukserne og anbragt dem på rette plads, kravlede jeg tilbage til latrinen for at se, hvad der var  sket.

Den var der simpelt hen ikke mere. Minen var landet midt i herligheden …

Det var ikke 95 % held, men 100! Havde jeg ikke omgående fået øje på minen – den eneste gang, jeg har set en mine vende i luften – og kunnet taksere dens retning og reagere i samme nu – ja, så havde krigen været forbi for mit vedkommende.

Mon jeg ikke sendte en stille tak til skæbnens herre? Jeg tror det!

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

20. august 1916. Brøkdele af sekunder skiller liv og død …

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

En dag stod jeg og talte med en kammerat, der havde vagt ved maskingeværet. Han stod på det såkaldte »Schützenauftritt« (repos), og jeg opholdt mig i nedgangen til vort opholdsrum. Mit hoved var omtrent i højde med hans fødder.

Vi talte om alt muligt, men pludselig brød han af midt i en sætning og kastede sig nedover mig, så vi begge rullede ned ad trappen, som jeg stod på.

I samme sekund faldt der en mine på det sted, hvor han havde stået.

Geværet fløj pokker i vold og blev ikke t i l gevær mere, men ved hans resolutte handling reddede vi livet begge to. Bortset fra nogle blå pletter på kroppen, havde v i ingen skade taget.

Dét, jeg har villet fremhæve, er, at afstanden mellem liv og død mange gange ikke drejede sig om hele eller halve, men om tiendedelsekunder. Et øjebliks tøven kunne være skæbnesvanger.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

10. juli 1916. Kresten Andresen: Hårde kampe ved Arras: “… herude udstår man jo intet i forhold dertil”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Søndag aften den 10. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har gået hele dagen og fik først nu tilfældigvis at vide, at det er søndag. Man går sådan i en døs gennem dag og nat. Her er et fint vejr med dejligt solskin, og det er dejligt at sidde i skyttegraven imod at ligge nede i den mugne dækning. Har man ligget dér en fem, seks timer og sovet, så er man helt trang og svampet for brystet, som havde man astma; men det går ret hurtigt over, når vi kommer op i den friske luft og i lyset.

Det må gå hårdt til for tiden nede ved Arras. Herfra kan vi nok høre kanonaden. Jeg kan være glad for, at jeg kom i skyttegraven dengang; alle de, som blev ved depotet længere end mig, er måske landede dernede. Og herude udstår man jo intet i forhold dertil. Det havde jeg også bestemt på fornemmelsen dengang, og jeg sagde det hver eneste dag til de andre kammerater.

Nu har jeg fået at vide, at det slet ikke er søndag i dag, men mandag. Overhovedet er jeg vist bleven en dag tilbage med mit skriveri. Nå, det vilde jo heller ikke være så mærkeligt, om man her lå en dag fuldstændig i dvale, så man slet ikke anede, at den havde eksisteret.

I dag fik jeg brev fra Svend, han venter jo at komme til Rusland som godsforvalter. Han lader også til at være meget ked af sin stilling. Det må også være forfærdeligt at gå sådan ene omkring, uden at have et fornuftigt menneske at tale med. Da er vi her jo godt stillede i den henseende. Men jeg synes, det måtte være muligt at reklamere for ham, da han jo ikke kan komme i felten. Han skriver, at Peter Chr. er kommet til Karpaterne. Det var ingen hyggelig nyhed.

Nu mange hilsner til Bodil og Johanne og jer fra eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve