Tag-arkiv: Helbred

10. februar 1918 – Milert Schulz: “Men istedetfor gaar det til Konstantinopel. Vejret er ogsaa smukt her”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 10.2.18.

Kjære Forældre og Söskende!

Igaar dit kj. Brev fra den 4.2. med Tak og Glæde modtaget kj. Fader. Det er ogsaa længe siden jeg har hört fra Eder.

Men godt at I har det alle godt og er ved god Sundhed. Samme kan jeg ogsaa meddele Eder fra mig. Jeg tror endda at jeg er ved at komme mig lidt. Jeg synes mine Kinder bliver lidt tykkere. I denne Tid er jeg igjen hos Tandlægen. Igaar fik jeg en blomberet. Den 14. Skal jeg atter hen. Ellers er der ikke nogen Nyt at fortælle. I morgen bliver vi heelt nyt indklædet. Vis man saa bare kunde komme paa Orlov i den nye Uniform. Men istedetfor gaar det til Konstantinopel. Vejret er ogsaa smukt her. Et herrlig Sommervejr i dag, men til Söndag har jeg ikke mærket meget i dag endnu. Vær saa hjert. Hilset fra mig Eders Sön og Br. Milert.

På bagsiden er skrevet et vers:

Wandle immer weiter Gott ist dein Begleiter
Wenn der Mut auch bricht er verlässt dich nicht
Dein Freund Konrad Schulz  

(Breve i privateje)

4. februar 1918 – Milert Schulz: “Ja naar vi nu kommer derhen faar man virkelig noget at see af Verden for billige Penge…”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 4.2.18.

Kjære Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Dit kj. Brev fra den 28.1. igaar med Tak og Glæde modtaget kj. Fader. Efter dit Brev har I det jo endnu alle rigtig godt i Hjemmet. Ogsaa dit Kort har jeg modtaget med Tak kj. Thilde. Seer at du er snart rask igen. Broder Matthias´s Brev modtog jeg ogsaa for et par Dage siden. Ja den Knægt han kan sagtens naar han saadan kan faa Orlov. Han har ogsaa haft Lyk med sig at han fik 14 Dage længere. Men jeg under ham alt godt vad han kan erobre sig i Garnisonen tie som Soldat faar man dog ikke formeget af det Gode. Jeg havde jo ikke saadan en Held med mig dengang. Men nu den Tid er jo nu forbi.   Her har jeg det ogsaa rigtig godt, og er ogsaa sund og rask. Gud ske Tak for saavidt. Som jeg har hört bliver vi vel her til den 23.2.

Jeg hörte næmlig iaften at vi skal forlades den 23. Feb. Saa gaar det til Konstantinopel. Der vil vi naturlig saa ogsaa blive en Tidlang. Ja man kommer videre og videre fra Hjemmet, og hvornaar gaar det vel Hjemad? Gud alene ved det paa ham forlader jeg mig ogsaa fuld og fast. Gid han snart maatte skænke os den kjære Fred som alle længe efter.

Ja naar vi nu kommer derhen faar man virkelig noget at see af Verden for billige Penge, men jeg vilde hellere havde bleven her. Hvem ved vad Fremtiden vil bringe os dernede i Palästina? Der er det lidt farligere end her. Der er der næmlig ”Bewgungskrieg” som man kalder det og her var der ”Stellungskrieg”. Der er der ingen Skyttegrave som her men der gives der offentlige Slag. Vi skal næmlig derned for hjelpe Tyrkerne ved at trænge Fjenden tilbage igjen. Men jeg ser det heele imöde med en rolig Samvittighed. Men inden vi kommer derhen forgaar der vel endnu ¼ Aar og haaber jeg dog ogsaa at komme hjem paa en lille Orlov inden vi kommer bort. Ellers alt vel.

Mange kj. Hilsener og Kys

Fra mig Eders Sön og Br.

Milert.   

(Breve i privateje)

14. oktober 1917 – Mathias Damm: ” Forleden søgte de Folk til Tyrkiet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 14. Oktober 17.

Kære Søster!
Mange Tak for Dit Kort. Jeg modtog igaar. Jeg har det stadig, men en saadan deilig Søndag morgen længes jeg dog efter Hjemmet. Gid det maatte faa en Ende med dette Myrderi inden Foraar. Jeg er led paa det hele, og især her ved dette Regiment. Forleden søgte de Folk til Tyrkiet. Jeg havde den største Lyst til at melde mig, men saa var Moder vist bleven ulykkelig, skønt man kan ligesaa godt blive truffen her som der, og her har jeg længst havt Næsen fuld, skønt det ikke er ringere end ved 3 Komp. Til Stosstrup er man god, men bagefter vide de ikke, om man overhovedet eksisterer.

Nu faar vi atter, som jeg nok kunde tænke mig, mindre Brød. Nu har de jo ogsaa faaet, hvad de vilde og saa lønner det sig ikke at fede os. Jeg har i de sidste 14 Dage havt godt med en lille Pose Mel (2/4 Pund) som jeg fik at købe ved Komp. Jeg har bagt Pandekager og rørt noget i Maden, naar den var for tynd og kogt det op, saa det sommetider kunde gøres nødig at have en Spedspade til at skære af med, men det staar da i alfald i Maven. Nu er det ogsaa snart opbrugt.

Der er idag Gudstjeneste. Jeg har snart Angst at gaa hen, thi jeg har Gigt i Hovedet og Tænderne, og naar man kommer derhen og staa i Blæsten, bliver det vist helt forrykt. Det gaar vist saadan, at man bliver tandløs som en Oldemoder fra 1870 inden man engang kommer hjem. Jeg har nu faaet tre ud det sidste Aar. Og der gaar vist en mere i Vinter. Den begynder at gaa itu.

Solen skinner ellers saa deilig idag, men her er det en snart ligegyldig, blot det er godt Veir naar man arbeider. Man ved snart ikke, hvad man skal drive den lange Søndag hen med. Maatte dette elendige Myrderi dog snart faa en Ende. Saa vidste man da, hvad man skulde fordrive en Søndag med. Jeg kan ikke forstaa at nogle kunne være saa dumme at blive ved Militæret. Jeg kunde gøre Luftsving til Maanen, den Dag jeg kan hugge af. Jeg ynker heller ingen, som er falden 14. Heller ikke C.S. Han har da Ro. Hvad har jeg ud af de 2lA Aars Slæb og Fam. Dengang havde jeg ordentlige Klæder, nu har jeg Pjalter og Panjestøvler. Det er det hele. Dengang var man heller ikke saa led paa det hele, thi jeg skulde jo dog spille Soldat. Nu gaar man her og slider i 2 1/4  Aar og Sundheden og de bedste Ungdomsaar er borte og man har intet havt deraf. Man har blot set en Hob af Elendighed og Uretfærdighed, Og saa skal man endnu have Lyst til at slaas. Nu har jeg vrøvlet nok dennegang.

Mange Hilsner sendes eder alle derhjemme af Din Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)