Tag-arkiv: håndgranat

16. august 1917. Englænderne kom krybende enkeltvis

Adolf Nielsen fra Egernsund gjorde krigstjeneste ved IR91 og RIR465. Med det sidstnævnte regiment kom han til fronten ved Ypres i august 1917.

Efter to Døgns Rejse blev vi den 16. august 1917 sat af en 10-15 Km. bag Fronten. Vi kom ud i Skyttegraven, en Forpost 300 Meter foran Hovedgraven (paa  Siegfredsfronten).

Der havde vi Engelskmanden for os.

Men vi havde ikke været i Krig i 4 Maaneder, og meget af Mandskabet havde aldrig set en Skyttegrav.

Englænderne mærkede ogsaa., at vi var nye Afdelinger, for de lod os aldrig i Fred. Saa snart der kom en Granat, løb flere af vort Mandskab.

Om Aftenen fik vi et ordentligt Klister Granater af Engelskmanden. En Aften trommede han i over en Time med ide store Granater, Kl. 10 stormede han vor  Stilling; da var det saa mørkt, at vi knapt kunde se vor Sidemand.

Lyskastere oplyste dog Terrænet mellem Skyttegravene, og der kom han, men det var ikke i Sværme som Russerne. Nej, det var enkeltvis og krybende det meste af Vejen, dækkende sig bag alt, saa vi ikke kunde se ham, før han pludselig dukkede op lige for Næsen af os.

Naada, nu gjaldt det om at bruge Næverne for ikke at blive taget til Fange. Den ene Haandgranat suste i Hovedet paa dem meget stærkere end den anden. Men det unge Mandskab kastede alt for tidlig, saa Englænderne kastede dem tilbage, hvormed mange af vore egne Folk blev dræbt eller saaret af vore egne Haandgranater.

Men vi gav ikke tabt, og efter 2 Timers Haandgemæng var
han paa Flugten. Ved Projektørernes Lys kunde vi rigtig se ham, da han løb. Maskingeværerne knaldede godt, og Geværerne var i fuld Virksomhed. Men det hjalp ikke meget, for vi var alt for oprevne til at kunne sigte paa Fjenden, saa han kom godt hjem i sin egen Hule med meget smaa Tab.

Adolf Nielsen: Fire Aar i Felten under den tyske Ørn. Oplevelser og Krigserindringer. 

25. februar 1917 – C. Brodersen: “… hvorfor jeg fik Jernkorset”

Pastor Nicolai C. Nielsen skrev under krigen hilsner til soldater fra Nordslesvig, en af dem var Musketier C. Brodesen ved Infanterie-Regiment Nr. 153.

Vendinbruk. Søndag Aften d. 25.2

Kære Herr Pastor Nielsen!

Vil nu i Aften skrive et par Ord til Dem, som jeg burde haft gjordt for længe siden, men man har ikke altid Lejlighed, naar man er [i] Stilling. Igaar Aftes kom vi her i Reserve til denne By. Jeg har modtaget deres kære Brev og ligeledes det gamle Budskab i hver Uge takker tusinde Gange derfor. Jeg er Gud ske Lov sund og rask haaber det samme om Dem. Det har været meget koldt her i den sidste Tid, men nu har vi Tøvejr. I Formiddag var jeg til Kirke, vi er i Kirke hvert Gang hvor vi er her.

For 8 Dage siden skulde vi have været afløst, Afløsningen var allerede her, men saa greb Englænderne plu[d]selig an en andet Sted[,] saa kom de derhen. Vi skulde have været i Ro ved Lille i tre Uger[,] men det blev jo ikke til noget, men Gud Villie ske. Det vil jo vist ikke vare længe inden det rigtigt gaar løs igen med Krigen, men vi vel befale aldt i Guds Faderhaand, han har hjulpet saa godt ind til Tide Han hjælper ogsaa i Fremtiden. Ja naar man ikke havde en kærlig Gud at holde sig til[,] saa var det ikke til at holde ud her i den Elendighed[,] men Gud giver os ikke mere Nøde som vi kan bære. Naar Nøden er størst er Hjælpen nærmest.

Nu er min Kære Broder Peter bleven K.V. skreven. [K.V. = “Kriegsverwendungsfähig” – egnet til krigstjeneste]

Kære Herr Nielsen De spørger om hvorfor jeg fik Jernkorset. Ja, det vil jeg fortælle. Da vi var nede ved Somme. De første par Dage greb Englænderne ikke an[,] men den 26. September om Eftermiddag satte Englænderne Trommelfeuer paa os. Det var næsten ikke til at holde ud, men jeg bad udaffladelig til den kære Gud, Kam[m]erater faldt højre og venstre ved mig[,] paa et Gang saate de Englænderne Attaleriet lidt længere tilbage og[]saa kom Inf. til Angrebet. I højre og venstre kom de i Graven ved os[.] men saa lavede vi straks en Barrikade i Graven og jeg og to andre stillede os hen derved og smed hele Tiden med Haandgranater. Hvert Gang at [de] prøvede at komme over Barrikaden blev de tilbage dreven eller de faldt[,] der laa en stak af Lig der. Dem som kom for fra blev nedskydt af Maskingeværet. Englænderne kom rigtig an i Kompagnikolonne[.] Saa blev det Aften[,] da blev det lidt roligere. Jeg og de to andre Nordslesvigere smed hele Natten Haandgranater ved Bar[r]ikaden saa ingen kom igennem.

Om Aften var vi 26. Mand tilbage af Kompagniet. Den 27. September sagde Kompagniføreren at vi skulde rømme Graven for Englænderne. Han bestemt mig og et par Mand mere dertil da han vidste[,] at jeg kunde smide Haandgranater særlig godt. Vi kom ogsaa godt over Bar[r]ikaden til Englænder[ne,] og[]saa smed vi Haandgranater paa Dem[,] de fald og vi løb bag efter Dem som blev levede. Min ene Kam[m]erat fra Tønder faldt ogsaa derved[.] Det varede ikke længe saa havde vi ingen Granater mere[,] saa maatte vi til bage[,] saa kom de bag efter os igen[,] og[]saa greb de an igen forfra. De par Mand som endnu var leve[n]de af os[,] kunde ikke holde sig længere. Min Leutnant og et par Mand blev til Fange taget[,] jeg knep ud, men nu maatte jeg igennem Speerfeuer tilbage.

Hvordan jeg kom godt derfra forstaar jeg ikke. Gud Fader har bevaret mig som sit Barn. Jeg fik ogsaa et S[h]rapnelkugle gennem Trøjen paa Brystet, men jeg var ikke beskadiget Gud ske Tak derfor. Jeg var den eneste der kom tilbage af hele Kompagniet. Jeg ved ikke om jeg har fortalt at jeg ogsaa har faaet det Sachsen Altenburgisceh Tapperheds medalje. Det er en 3 Uger siden.

Vil nu slutte med tusinde kærlige Hilsner og Vorherre være os arme syndige Mennesker naadig for Jesu Skyld, din trofaste Konfirmant Carl
Paa kærlig Gensyn her og hisset.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Fra samlingerne: Stielhandgranate M1917

Ved krigsubruddet i 1914 var ingen af de krigsførende landes hære udstyret med håndgranater. Soldaterne var uddannet til bevægelseskrig, og i den var der ikke brug for den type nærkampsvåben. Med skyttegravskrigens indtræden  ændrede behovene sig, og håndgranaten endte som et af krigens vigtigste håndvåben.zm_stielhandgranate_m17_2_resizeI begyndelsen blev håndgranaterne fremstillet og i hovedsagen anvendt af ingeniørtropperne. De havde modtaget uddannelse i belejring af fæstninger, havde derfor både materiale og forskrifter til at producere håndgranaterne. Man gik dog hurtigt i gang med at udvikle og producere håndgranater på hjemmefronten, og i de første år af krigen, blev der fremstillet en række forskellige typer.zm_stielhandgranate_m17_3_resizeI 1915 indførte tyskerne den såkaldte Stielhandgranate (dvs. stavhåndgranat) bestående af  en sprængladning i en blikdåse monteret på et træhåndtag. Den blev løbene forbedret, og den endelige version var Steilhandgranate M1917.zm_stielhandgranate_m17_4_resize

zm_stielhandgranate_m17_1_resize

 

nahkampfmittel_titelbladTitelblad fra forskrift for brug af nærkampsvåben fra 1. januar 1917. Forskriften er i hovedsagen en lang instruktion i, hvordan man skal bruge håndgranaten, mens andre våbentyper fylder meget lidt. Se hele Vorschriften für den Stellungskrieg für alle Waffen, Teil 3, Nahkampfmittel.

15. oktober 1916. Ved Verdun: “Jord og himmel stod i ét af ild og røg”

19-årige Johannes Christensen er for første gang i forreste linie i frontafsnittet ved Douaumont, hvor stillingen bestod af vandfyldte granathuller med forbindelsesgrave og afstanden til franskmændene kun var 30 meter.

Jeg husker en aften i alarmtiden, da der med ét brød et frygteligt spektakel løs. Det var som alt helvedes yngel var sluppet løs på en gang. Jord og himmel stod i ét af ild og røg. Tusinder af geværer knitrede, håndgranater eksploderede uafladeligt, miner, shrapnels og granater hylede og hamrede. Hundrede af flimrende lyskugler steg til vejrs i alle mulige farver.

Vi stod med opplantede geværer, fingeren på aftrækkeren og håndgranater foran os. Sådan stod vi mand ved mand og stirrede ud i mørket, beredt på det frygtligste, hvad øjeblik det skulle være.

Officererne løb frem og tilbage og så efter om alle var på plads og alt i orden. Jeg husker kun en stemme – en Feldwebel, der brølede mig ind i øret: ”Nur ganz ruhig keine aufregung und allen Dingen nicht Schiessen, bevor er kommt, aber dann auf ihn mit ein Gebrüll”. (På dansk: Blot ganske rolig. Ingen ophidselse. For alt i verden skyd ikke, før han kommer, men så gå på ham med et brøl.)

Sådan stod vi i en lille time under elementernes rasen. Så stilnede det efterhånden noget af, og vi slap for det værste den aften. Vi fik at vide bagefter, at det var et håndgranatangreb, som franskmændene havde prøvet på begge sider af os, for så at have afskåret os, hvis det var lykkedes dem at trænge frem, men denne gang blev de slået tilbage.

Det var i grunden kun en lille lokal episode, som hørte til dagens orden derude. De kunne blusse op, hvad øjeblik det skulle være. Det gik måske 100 menneskeliv tabt, men andet kom der sjældent ud af det, og begivenheden kom ind under meldingen ”Intet nyt fra vestfronten”.

Kort efter at larmen var stilnet af hørte vi et kæmpe brag ved siden af os, blandt andet flere menneskers jamren og dødsrallen. Så gik det hviskende fra mand til mand: ”Tre døde, fire sårede”.  Det var en håndgranat, der havde ligget i bunden af grøften, som en ved at grave var kommet til at støde i mod. [Ludwig Hansen og Thomas Hansen]

Fra Johannes Christensens erindringer fra vestfronten nedfældet på Vallekilde Højskole i 1918.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

6. oktober 1916. Angreb ved Somme! “I tætte Kolonner kom de myldrende frem …”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86.  Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Imedens hylede Granaterne, og Bly-, Staal- og Jernstumper slog ned allevegne. Jorden rystede under de voldsomme Sprængninger, og  Luften var graagul af Røg og Krudtdamp. Alle sad vi og ventede paa,  at Franskmanden dog snart vilde komme for at gøre en Ende paa denne forfærdelige Spænding, ligemeget hvordan saa end  Afgørelsen faldt ud.

Der blev ikke talt et Ord, og Cigaretterne smagte ikke mere. Vi ventede kun paa Fuldbyrdelsen af den Dødsdom, der for længe siden var afsagt over os.

nls_haig_-_smashed_up_german_trench_on_messines_ridge_with_dead
Original filkplacering fra Wikipedia: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/4/47/NLS_Haig_-_Smashed_up_German_trench_on_Messines_Ridge_with_dead.jpg

Kompagniføreren var kommet kravlende hen til Understanden til os. Han var ikke mange sure Sild værd, og havde kun den Tanke enten at maatte dø eller se at komme tilbage, forinden Franskmanden kom for at tage ham til Fange.

Præcis Klokken 5 blev den voldsomme Ild som ved et Trylleslag  afbrudt. Hvilken uhyre Lettelse, men nu kom der ogsaa Liv i   Kompagniføreren. „Gud ske evig Lov”, raabte han, medens han rev Revolveren fra Bæltet.

Nogen nærmere Ordre behøvede han ikke at give, thi de første  Geværskud knaldede allerede imod de fremrykkende Franskmænd.

I tætte Kolonner kom de myldrende frem, og flere Kompagnier lige i Retning af vort Afsnit.

Maskingeværerne var snart bragt i Stilling, og arbejdede efter Hensigten. Haandgranaterne blev i rivende Hast kastet ud over Gravkanten, men foreløbig dog til ingen Nytte, thi Franskmanden var endnu i for lang Afstand.

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Kompagniføreren maatte nu til at gribe regulerende ind, og hans Ordre lød paa, at Maskingeværerne skulde holde en jævn Ild vedlige og under godt Sigte holde lige ind i Rækkerne.

Først i en Afstand af ca. 100 Meter skulde der lægges alt det i, der blot kunde gaa igennem Løbene. Haandgranater skulde heller ikke kastes før i samme Afstand, og indtil da skulde der fyres med  almindelige Geværer, af hvilke der mindst var tre til hver Mand.

Fjenden var nu kommet nærmere, og Haandgranaterne blev kastet uden sædvanligt Ophold mellem Tænding og Kastningen, hvilket bevirkede, at hver Mand kunde kaste dobbelt saa mange. De laa nu  derude, og dannede ved deres Eksplosioner en levende Ildmur, som var beregnet paa, at Fjenden ikke kunde slippe igennem.

Maskingeværerne arbejdede ivrigt, og deres Virkning kunde tydelig ses. Drejende Løbet til højre og venstre og sænkende det op og ned i Bølgeform mejede de alt ned for Fode, og det var tydeligt at se, at  der blev en Standsning i Angribernes Rækker, i hvert Fald var der  ikke megen Fart i Angrebet.

Pludselig vilde mit Maskingevær ikke mere, og endnu havde jeg 7000 Skud tilbage. Løbet, der havde arbejdet sig fast, blev revet ud, og et nyt blev sat i.

6a44-127_maskingeværgruppe

„Rolig, bare rolig, gamle Dreng,” sagde  Kompagniføreren, der stod bagved. „Bare rolig, jeg tror vi har dem, de ser ud til at have tabt  Lysten.”

Dog, Fjenden kom nærmere, og ogsaa han begyndte at skyde.

Maskingeværerne raslede alt det ud igennem Løbene, som de kunde overkomme, og snart stod vi indhyllet i Dampen fra Kølevandet, der kogte i Geværet. Paany stod baade mit og det andet Gevær stille, men der var nu ikke Tid til at skifte Løb. Det blev overladt sin egen, ynkelige Forfatning, og Haandgranaterne blev taget i Brug.

Fjenden havde smidt sig ned foran vores „Ildmur”, og det viste sig, at Kompagniføreren fik Ret i sin Formodning. De kunde ikke trænge igennem.

„Rolig, bare rolig,” var hans stadige Formaning, „vi har dem.”  Kompagniførerens urokkelige Mod forplantede sig til alle, og enhver lagde alt det i, som han blot orkede. Ved Hjælp af Lysraketter blev  der nu givet vort Artilleri Ordre til at sætte ind med Spærreild, og de gjorde det med stor Eftertrykkelighed.

Natligt_angreb_måske_Somme

Fjenden har vel nu paa Grund af de mange eksploderende Granater bedømt Modstanderne til at være mange, thi pludselig sprang de op, og løb. De løb, som om selveste Djævelen var i Hælene paa dem, men nu blev det levende i Skyttegraven hos os. I staaende Stilling tømte vi Magasinerne af Geværerne i Ryggen paa den flygtende Fjende, og medens Kompagniføreren raabte om at vise ham „Made in Germany”, flygtede han i Panik tilbage, hvorfra han var kommet. Raabende og skrigende, kastende alt fra sig, søgte Fjenden Dækning  bag ved væltede Landevejstræer, men heller ikke her havde han Ro, thi nu laa han i Spærreilden fra vort Artilleri.

Imidlertid havde vi været ude i Forterrænet. Vor Søgen gjaldt  Feltflaskerne fra faldne og saarede Franskmænd. Vi vidste, hvad de  indeholdt, men ikke alene var det Feltflaskerne, det gjaldt, thi vor  Ammunition var ved at slippe op, og de bortkastede Geværer og Patroner var derfor en god Reserve at have liggende, naar Fjenden atter vendte tilbage.

Vestfront Skyttegrav med franske lig

Frygtelig saa den foran os liggende Slagmark ud, og i bogstavelig Forstand laa døde og saarede, som var de strøede over det hele af en stor, usynlig Haand. De saaredes Raaben om Hjælp lodes uænset. De var for mange.

I det begyndende Mørke kunde vi se mange  sammenrullede Skikkelser rejse sig i Terrænet forude og søge tilbage til deres Afdelinger. Hidtil var de, af Frygt for at blive skudt ned, blevet liggende som livløse, men nu kunde de løbe.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

30. august 1916. Lorens og Peter ved Verdun: Reddet af stålhjelmen!

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. To gange havde han været i stilling, men nu forventede de at skulle afløses.

Men vi glædede os for tidligt, thi da vi om aftenen ville lægge os til ro, for at være godt udhvilede til den forestående lange marchtur næste dag, kom der pludselig ordre om så hurtigt som muligt at gå ud i stillingen igen, da der ventedes et angreb.

Der var ingen begejstring at spore, hverken hos officerer eller mandskab, men i to lastbiler – vi var kun 50 mand tilbage i kompagniet – blev vi så fragtet ud i skudlinjen, hvorfra vi i den mørke nat gik til fods ud til frontlinjen.

Det var et naboregiment, som vi skulle assistere, og det i et afsnit hvor vi overhovedet ikke var kendt.

Men forinden vi forlod bataljonsdækningen, fik vi vore pikkelhuer ombyttede med stålhjelme, hvorpå en stedkendt agerede fører for os ud i det, der kaldtes for en skyttegrav.

I begyndelsen gik det i gåsegang og med tre skridts mellemrum, men snart var vi fuldkommen splittet ad i smågrupper på to eller tre mand.

Lorens og jeg passede på at blive i nærheden af hinanden. Vi sjokkede så videre i den retning, hvor vi mente, stillingen skulle befinde sig. Men det var jo mørk nat, et terræn oprodet af granater og i en sønderskudt skov, så det var ikke nemt at finde sig til rette.

Jeg syntes på en gang, at jeg kunne skimte et menneske og råbte til ham, hvilket regiment han var fra, men han forsvandt – og det i retning af franskmændene. Vi blev lidt betænkelige, og i samme øjeblik gik en lyskugle i vejret, og nogle mænd afsløredes ret forude.

Vi var kommet over til franskmændene, og i det samme begyndte de at skyde, hvorved jeg ramtes af en geværkugle på indersiden af venstre lår.

Nu var der kun et at gøre: rask omkring, ned på maven og så hurtigt som muligt tilbage. Endnu en kugle kom fløjtende og ramte mig i sædet.

Men vi var ikke kommet ret langt på tilbagevejen, før to håndgranater kom flyvende, og den ene klaskede ned lige foran mig og eksploderede; det var godt, jeg havde fået en stålhjelm, for den frelste mit liv, da adskillige splinter slog ned på stålet, men fingre, håndled og arme fik deres bekomst. Også Lorens Lorensen var blevet såret, både i arme og ben.

Men det var en tysk dobbeltpost, der havde angrebet os, og han havde troet, at det var franskmænd, han havde foran sig, men instinktivt sprang jeg imod dem og råbte, at vi var tyskere, og godt det samme, for de stod allerede parate med de næste »æg« og var rede til at kaste.

Men sådan nåede vi da til nærmeste forbindingsplads, hvor vi fik vore mange småsår forbundne med vore egne forbindingspakker, inden vi fortsatte marchen tilbage.

Det begyndte nu at blive lyst, så vi kunne orientere os. Vi gik gennem Fuminslugten og gennem byen Vaux til den noget større forbindingsplads, der lå i Hardoumont, hvor vi fik en indsprøjtning mod stivkrampe og blev ny-forbundet.

Vi fik tilbud om at komme med en ambulance tilbage, men ville hellere gå, og vi listede over mod Springcourtskoven. Undervejs hoppede vi op på et feltbanetogs tipvogn, der førte os til samlepladsen for sårede, hvor vi overnattede og næste morgen sendt til Longuyon, hvorfra det så senere skulle gå videre med et »let-såret-tog« til Tyskland. –

DSK-årbøger 1970

30. august 1916. “Vi var desperate af angst!” Thode i stormen på Høje Kukul

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. I slutningen af august kom regimentet til Skovkarpaterne.

Vi skulle storme en russisk skyttegrav på et højt bjerg – Høje Kukul, ca. 2.000 m højt. Russerne lå på toppen af bjerget, og de østrigske tropper, som var i dette afsnit, og som adskillige gange var blevet slået tilbage, lå i en skyttegrav ca. 50 meter nede.

Vi skulle så ved morgengry gå til angreb. Vi lå på bjergskråningen
nedenfor østrigerne, hvorfra vi skulle gå til stormangreb.
.
Der var stor nervøsitet hos os. Den gruppe, jeg hørte til, var ikke fuldkommen, vi var 6 mand og en Gefreiter, som var leder.

Nervøsiteten var så stor, at en af soldaterne skød sig selv i foden. Han var nu også meget urolig og bange.

Vor  korporalskabsfører, Gefreiteren, sagde: “Jeg tror ikke, jeg kommer godt fra dette her”.

Ja, vi var alle bange. Da vi lå der i beredskab, begyndte vort artilleri at indskyde sig. Dog var de første skud alt for korte, og slog ned bag os. Vi kunne se og høre, at de kom os nærmere, og vi var nervøse for, at de næste skud skulle slå ned blandt os. Det skete heldigvis ikke.

Som kom morgenen, vi gik så lydløst, som muligt frem i den østrigske skyttegrav. Jeg stod ved siden af vore kompagnifører, han så på sit ur, og kommanderede: “STORM”. Så stormede vi.

Det gik så hurtigt, og vi var desperate af angst.

Russerne overdængede os med ild. Vores gruppefører var så uheldig at storme lige ind i en russisk maskingeværrede.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær

Da jeg var nået cirka halvvejs til den russiske skyttegrav, faldt jeg om, jeg prøvede hurtigt flere gange at stå op, men kunne ikke.

Mine tanker var straks, at jeg nu havde mistet mit venstre ben. Jeg strøg med venstre hånd ned over benet, og min hånd var fuld af blod, Men i bar nervøsitet prøvede jeg igen at rejse mig, og nu lykkedes det. (Natten før havde jeg drømt, at jeg fik mit ene ben skudt af).

Det hele varede kun kort tid, og vi nåede den russiske skyttegrav.

De russere, der ikke var faldet, flygtede til den venstre side i deres skyttegrav. Nu var vi på toppen, men russerne gav ikke op, og til højre for os kæmpedes der hårdt endnu. Foran os prøvede russerne at gå til modangreb, men opgav dog tilsidst.

Før vi gik til angreb, havde vi fået en ny kompagnifører, der lignede en stor dreng, men al respekt for ham. Da vi havde taget den russiske skyttegrav, og kæmpede videre imod de russiske  modangreb, stod han oprejst i kugleregnen og kommanderede, hvor vi skulle skyde hen. At der ikke skete ham noget, forstår jeg ikke.

Jeg lå på knæ lige foran ham og skød. Hans oppasser stod ved siden af ham, bag mig. Han fik en kugle i brystet, og gav en lille lyd fra sig, og var død på stedet.

Da der nogen tid efter var kommet lidt ro over feltet, bad  kompagniføreren mig om at bringe en lille minekaster tilbage til graven, hvorfra vi var gået frem.

Jeg fik et chok, da jeg så, hvorledes der så ud. Jeg kunne regne ud, hvor det var, jeg var faldet om. På det sted lå vores  korporalskabsfører død med et stort hul i underlivet og benet. Han er sikkert blevet ramt af en håndgranat, og jeg regner med, at noget samtidig har ramt mig på venstre ben og slået det følelsesløst – dog uden at der var efterladt sår.

Nu kunne jeg først se, hvad her var foregået. Der lå en del opsvulmede, døde østrigere og blandt dem vore egne døde kammerater.

IMG_2011_11_30_6942_østfront_døde_skyttegrav

Da jeg afleverede minekasteren bag fronten, stod her nogle tilfangetagne russiske soldater og røg cigaretter. Det var nu lidt underligt at se, men de havde jo haft det lige så ondt som vi. Hvor jeg har været i krigen, har der altid været den regel, at nar fjenden havde kastet våbnene, var vi ikke fjender mere.

Af min gruppe på 7 mand, var der efter slaget 3 tilbage. Så man
kan nok sige, at jeg har været heldig.

De to kammerater, der sammen med mig kom godt fra det, var begge
ældre mænd. Den ene var af polsk afstamning, og den anden var
i civil skomager.

Efter at have afleveret minekasteren, måtte vi tilbage til  kompagniet.

Vejen gik igennem den skyttegrav, vi havde indtaget. Her vil jeg helst ikke fortælle, hvad vi så. Russerne havde ofte i deres skyttegrave temmelig store skydehuller, og det må vore maskingeværskytter have udnyttet. Da mange af russerne nok har forsøgt at flygte gennem disse huller, er de kommet ind i maskingeværilden, og virkningen var grufuld.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

20. juli 1916. Blodig dag ved Somme: “Bjerge af lig spærrer vejen for angriberne”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Kl. 8 om formiddagen steg blåkapperne ud af deres skyttegrave.

Foran den højre bataljon bliver de under svære tab afvist af 2. kompagni. Ved 4. kompagni lykkes det dem, begunstiget af røg og tåge, at trænge ind i et 100 meter langt skyttegravsstykke, som var ryddet af miner og artilleri. Men 4. kompagni samler sig hurtigt til et modstød. En uforfærdet gruppe ført af de to tapre sergenter Rave og Clausen går fra skyttegraven i kødet på den indtrængende fjende med håndgranater. De får støtte på den anden side af indbrudsstedet af 90’erne.

Maleri_skyttegrav_nærkamp
Stormangreb! Maleri på Sønderborg Slot

Fra skulderværn til skulderværn bliver fjenden jaget. Frygteligt raserer de tyske håndgranater blandt modstanderne, der bliver skubbet stadig tættere sammen. Angriberne må forlade graven, fordi bjerge af lig spærrer vejen for dem. Da rækker de sammenpressede fjender, ca. 50 mand, hænderne i vejet. De bliver uden eskorte sendt bagud. Desværre måtte de to befalingsmænd bøde for deres uforfærdethed med livet.

Trods dette gode resultat var 4. kompagnis situation meget risikabel på grund af deres store tab. Da fik 9. kompagni kl. 10 om morgenen ordre til at sværme ind til støtte for 4. kompagni. Frejdigt førte løjtnant Iversen kompagniet gennem spærreilden. Uden nævneværdige tab nåede kompagniet hen over åbent terræn den forreste skyttegrav, glad og lettet hilst velkommen af resterne af 4. kompagni. Her vovede franskmanden intet angreb mere den dag.

Vestfront Skyttegrav med franske lig
Dræbte soldater i en skyttegrav

Alvorligere var situationen ved den venstre bataljon. Her var det lykkedes fjenden efter heftig artilleriforberedelse overraskende at trænge ind i vor skyttegrav og tage en del af besætningen til fange. Fra 8. kompagni savnedes 3 officerer og 96 mand, fra 5. kompagni 2 officerer og 37 mand.

Fjenden var så trængt videre frem hen over Romervejen og havde besat en del af grav nr. to med stærkere styrker. Da trækker ritmester Henneberg, føreren af II bataljon, 6. og 7. kompagni frem til nord for Berny, og ligeledes 11. kompagni, som regimentet har stillet ham til rådighed. Kl. 11,30 er opstillingen klar. Premierløjtnant Kalepky giver tegn til modangreb. I tynde skyttelinier går kompagnierne frem.

Fjenden yder trods sin overlegenhed ikke megen modstand, trækker sig tilbage bag Romervejen og forsvarer sig med to maskingeværer.

IMG_2011_11_29_5840_fransk_maskingevær_cropped
Fransk maskingeværstilling

Disse bringer en tid de 3 kompagniers forehavende til stilstand. Så bliver maskingeværerne bragt til tavshed af en tung felthaubitser. Kompagnierne går kl. 2,30 om eftermiddagen videre frem og kaster fjenden tilbage i sin gamle stilling. Kun et stykke på 60 meters længde forbliver i hans hånd til højre og til venstre for den ”brune grav”.

Den ”brune grav” er en gammel tysk reservestilling og strækker sig hen mod fjenden. Således er denne i stand til gennem skyttegraven at trække forstærkning til. Disse trænger de af tab svækkede kompagnier tilbage igen og udvider indbrudsstedet til ca. 250 meter.

Så bliver 1. kompagni som regimentsreserve trukket frem. Dem var det den dag allerede lykkedes at nedskyde en engelsk flyver.

antiluftskyts_fly_mindre
Tysk antiluftskyts
Påskrift, bagside: "Von Oberltn. v. Richtofen heruntergeschossenes engl. Kampflugzeug (am 14/4. 17 in Gegend Douai)
Nedskudt engelsk fly

Oversergent Früdden tog de to besætningsmedlemmer til fange under stærk fjendtlig ild. Om natten ruller kompagniet ved et dristigt gennemført håndgranatangreb det omstridte stykke grav op. Kl. 4 om morgenen var hele stillingen igen på vore hænder.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

9. juni 1916. Storm på “Højde 304” ved Verdun

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

Da jeg fredag morgen stod på post, kom vor gruppefører gennem graven med ordre til at være rede til at storme kl. 6,30. Stemningen
efter denne besked sank ikke så lidt. Vi vidste jo helt nøje, at mange af os ville blive på valen.

Tankerne gik hjemad til vore kære; vi blev tavse. At storme uden artilleriforberedelse syntes vi var helt håbløst.

Så kom stormkolonnerne og flammekasterne. De sidstnævnte indledte stormen med at udspy deres flydende ild over i den franske grav, og et skrig derovrefra fortalte os, at en mand var blevet ramt og nu brændte op.

Så kom kommandoen til storm, men da var klokken også blevet syv.

Allerede ved at arbejde os op af graven skete der noget grimt lige ved siden af mig.

Lige før stormen fik hver udleveret 4 håndgranater, som sattes ned i »koblet« (livremmen), to på hver side af maven og med skaftet nedad. I skaftet sad en strop, som skulle trækkes ud, når man ville kaste granaten efter et mål. Hvorledes ulykken skete, så jeg ikke, men jeg antager, at der, da vi kravlede op af graven, er smuttet et stykke trærod eller lignende ind i stroppen, hvorved stroppen blev halet ud af kammeraten selv.

Granaten eksploderede.

Jeg fik et chok, for kammeraten så forfærdelig ud og faldt tilbage i graven, døende.

I de tyske aviser og i vore egne censurerede blade stod der, at tyskerne havde taget »304« ved Verdun, men det var kun en halv sandhed – eller halv løgn. Begge landes stillinger var på »304«, men kammen af højen var ingenmandsland imellem dem, og stormen den dag forandrede ikke noget herved.

Jeg stormede af sted lige som alle de andre, men vi kom ikke langt, for ovre på den anden side var man på post. Maskingeværerne ryddede slemt op imellem os.

Jeg sprang ned i et granathul. I hele terrænet mellem de to skyttegrave var franskmanden i stand til at meje os ned for fode.

Sammen med mig kom der også en purung soldat ned i hullet. Han virkede som en stor dreng, havde været elev på et lyceum i Bremen, hvor hans forældre boede, og havde meldt sig frivilligt til fronten.

Lige bag mig sprang vor gruppefører også ned i et granathul.

Da vi havde ligget lidt, begyndte den unge mand: Vi må videre, vi har fået befaling til at indtage den fjendtlige grav. Jeg sagde til ham, at det ville være den sikre død at gå ud nu. Så lå vi stille igen et stykke tid, og da skyderiet ligesom tog noget af, begyndte han igen: Jeg vil lige se, hvor alle de andre er blevet af. Igen advarede jeg ham, men han ville ikke høre, og så stak han hovedet op over hullet. I samme øjeblik fik han en kugle gennem halsen, så blodet sprøjtede ud. Hans hoved faldt ned, han mumlede »Mutter«, og så var han død.

Så lød fløjten fra vor grav, det var det samme som at gå tilbage, og vor kompagnifører var en af de første til at kravle tilbage.

Vor gruppefører vinkede til mig, kom med, og i det samme fik også han en kugle gennem halsen. Han kikkede endnu en gang på mig, lagde hovedet ned på sine knæ, og så var også han væk.

Nu gjaldt det for mig også at komme tilbage, men hvorledes, for der blev jo endnu skudt. Foreløbig blev jeg liggende i hullet for at lægge en plan til tilbagetrækningen. Geværet måtte efterlades, og heller ikke de fire håndgranater, som ingen havde fået brug for, ville jeg have med, for begge dele var kun til hinder, når jeg ville kravle tilbage; kun min bajonet tog jeg med.

Da skydningen sløjede lidt af, begyndte jeg at slange mig gennem alle granathuller og andre sænkninger i terrænet. Det tog tid at komme over de ca. 50 meter – længere kom vi ikke – og ankomsten i vor grav skete omtrent, som når jeg på søbadeanstalten derhjemme sprang ud fra vippen. Jeg kom på hovedet ned i graven, men helt uskadt,  selvom franskmanden skød efter mig, idet jeg sprang.

Stormen var en fiasko.

NB: Episoden med den unge soldat er tidligere bragt den 14. maj 2016 i en litterært bearbejdet version af samme forfatter. Det er tydeligvis denne begivenhed, som den litterære version bygger på /RR

DSK-årbøger 1966

27. maj 1916. Peter Rossen som armeringssoldat

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.

De andre Kammerater havde nu forladt Stillingen og var flyttet til nogle Barakker i Nærheden af Juvincourt.

Jeg blev tildelt et Kommando paa otte Mand og to Korporaler. Vi lavede en Øvelsesplads, hvor man kunde kaste med Haandgranater.

Vi maatte udbedre Banerne, hver Gang de havde været anvendt.  Opholdet her varede 3—4 Uger, og vi havde herlige Dage.

Vi laa i Byen Guignicourt. Her havde jeg ogsaa opholdt mig i otte Dage i Vintermaanederne. Vi havde et herligt Kvarter i en Stue.

En Gang imellem besøgte en gammel Mand os. Han var 91 Aar, en rigtig Kraftkarl at se til. Han kunde lidt Tysk, saa vi kunde forstaa hinanden. Han havde ikke været med i 1870, for da var han allerede for gammel, men han fortalte, at her laa Tyskerne ogsaa dengang  ligesom vi nu laa her. Hver Middag fik han to Cigaretter af mig.

Ogsaa denne Tid fik Ende, og vi kom tilbage til de andre. De lavede en Banegrav ud mod Fronten. Det var ikke ufarligt, og der faldt da ogsaa enkelte af Kammeraterne.

En Dag blev vi vaccineret mod Kolera og Tyfus. Mange blev syge og maatte paa Lazaret. Nogle af dem saa vi aldrig mere . . .

Jeg blev ogsaa syg, fik store Vabler paa Kroppen. De har vel anvendt en forkert Vaccine.

DSK-årbøger 1960

22. maj 1916. Ved højde 304: “To flammekastere udspyede deres fordærv …”

Uddrag af krigserindringer for fhv. Unteroffizier ved 7. kompagni, Regiment 84  (IR84) Friedrich Karl Dambeck.

Indtil den 21. maj havde jeg så vidt besejret den moralske svinehund inde i mig, at jeg fuldkommen rolig gik fremad til storm. Vejen, der bestemt ikke var lettere end ellers, forekom mig meget kortere end den 11. maj. Uden nogen indre uro gik jeg gennem spærreilden og ankom frisk og frejdig til 4. kompagni.

Den 22. maj om aftenen spyede så på et signal to flammekastere deres fordærv ind i de fjendtlige grave, og stormsoldaterne steg ud af deres huller. Det ene af disse mordinstrumenter fulgte jeg lige i hælene af.

Men hans beholder blev ødelagt af et geværskud, væsken flød ud over en såret franskmand, antændtes, og straks luede en mægtig flamme op i den natlige himmel. Ved at skovle jord på lykkedes det mig at slukke ilden. Sammen med nogle dygtige kammerater kastede jeg så mange håndgranater for fødderne af den fremrykkende fjende, indtil en underofficer og en mand havde tilintetgjort det franske maskingevær.

Ganske vist værgede vi fem mand os stadig fortvivlet, men vi måtte indse, at yderligere modstand var formålsløs. Efter en velrettet salve, der skulle gøre fjenden forbavset, vendte vi fjenden ryggen, så pinligt det end var.

Store resultater havde vi ikke opnået, men jeg vidste da nu, at jeg havde overvundet min angstfølelse.

Glad over min sejr hjalp jeg med at slæbe en såret til Malancourt og spadserede så hyggeligt mod Monfaucon.

Før jeg gik ind i denne landsby, holdt jeg en frokostpause i landevejsgrøften. Ved siden af mig sad min landsmand Jacob Sinn og lod sig mit smørrebrød smage. Desværre blev vor appetit ødelagt af en granat, der slog ned nær os og blandede en portion skidt i mit smør.

At lide heltedøden 10 km bag fronten forekom mig meget dumt, derfor anså jeg det for rigtigere at fortsætte min frokostpause uden for ildzonen.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016

21. februar 1916. Stormen på Giessler-højden ved Loretto

E.A. Schultz gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 163.

Engang blev vi afløst i otte Dage i Avion, hvor vi gennemgik et Kursus i at kaste med Haandgranater af en ny Type. Her i Avion gik der Rygter om, at Gieselerhøjen skulde stormes. Og der var noget om det, for den sidste Dag kom Generalen og holdt en Tale til os.

Han sagde bl. a .: Ifølge en Beslutning i Generalstaben har jeg faaet den Opgave at storme Gieselerhøjen. Jeg har besluttet, at vort  Inf.-Rgt. 163 skal have den store Ære at tage denne Høj efter en i Forvejen ødelæggende Artilleriforberedelse. Der dannes en Angrebskolonne i fire Skyttekæder samt en Kæde af Pionerer; derefter følger en Reservekolonne med det nødvendige Materiel.

Der er opstillet fem Hundrede Kanoner, 150 Mine kastere og talrige Maskingeværer. Vi ved alle, at den fjendtlige Forsvarsfront er meget stærkt befæstet, men vi haaber ved Guds Medhjælp og ved mine Soldaters tapre Indsats, at det vil lykkes os at tage Højen uden større Tab.

Bagefter talte vor Kompagnifører og tilføjede lokkende, at der i en Bunkers fandtes Chokolade, Vin, Cigarer og Cigaretter til Kompagniet.

Samme Middag blev vi yderligere udrustet med ekstra Ammunition, Pigtraad og Haandgranater. Desuden blev der uddelt Mad, Brød, Kaffe, Ost, Pølse, Flæsk og Smør. Vi kaldte det »Henkers-Mahlzeit«.  De fleste spiste alt med det samme, saa vidste de, at de havde haft godt af det.

Klokken halvto var vi ude i Skyttegraven, alle Mand gik i Dækning; kun nogle enkelte Vagtposter blev oppe i Graven. Klokken to Eftermiddag var alt parat. Pludselig tordnede Kanonerne. Jorden bævede under vore Fødder, og vor Bunker rystede. Jeg gik udenfor for at se paa det.

Det saa rædsomt ud deroppe, et helt Helvede. Hele Bjergets Top var et Ildhav. Bombardementet varede til Klokken seks Aften. For os var  det en lang Ventetid.

Franskmændene og Englænderne besvarede ikke Ilden før Klokken seks, men saa tordnede de for Alvor løs mod de tyske Stillinger. I Løbet af et Kvarter var Forsvarstillingen jævnet med Jorden. Af vor Pigtraadsspærring var ikke en Stump tilbage. Vi skulde have stormet Klokken seks, men paa Grund af, at nogle Tyskere var løbet over til Fjenden og havde forraadt det hele, blev Stormangrebet udsat til et Kvarter over seks.

Saa lød Raabet: »Raus, raus!« Øjeblikkelig stod alle parat i den første Linie. »Vorwärts! « lød Signalet. Jeg stod paa højre Fløj ved Siden af Kompagniføreren, men paa Grund af min tunge Oppakning kunde jeg ikke følge med.

En tung Granat kreperede lige foran mig. I samme Nu tænkte jeg, at mit Liv nu var udslukt. Jeg mærkede Svovllugt og Røg, Jern, Sten og Jord fløj om Ørerne paa mig, og Lufttrykket kastede mig højt op i Luften. Jeg havnede et Stykke længere borte. Da jeg kom til mig selv, opdagede jeg et stort Krater, hvor Bæstet var gaaet ned.

Atter gik det fremad; men jeg havde ikke travlt. Jeg stod nu paa Bjergets Top og et Stykke fra mig stod to af mine Kammerater i en Hule og talte sammen, mellem dem ogsaa min gode Ven Johann  Bussel. Pludselig slog en Granat ned, og en Splint af den kom farende paa tværs og dræbte dem alle tre. Jeg selv faldt forskrækket omkuld.

Senere blev jeg med nogle Kammerater sendt ud paa en Nattevagt. Jeg foreslog, at vi gravede os ned for at sikre os mod et Angreb.  Medens vi var i Færd med det, holdt jeg Udkig, for vi blev beskudt af Artilleri fra Lorettohøjen. Paa een Gang hørte vi en særlig skarp Lyd og var straks klar over, at den fjendtlige Kanon var indstillet nøjagtigt paa os.

Vi kastede os derfor ned, og saa skete det. Granaten kom, eksploderede, og dækkede os med Jord. Vi blev ligefrem begravet af den, og jeg blev saaret i Hovedet over Tindingen. Heldigvis opdagede jeg, at det var »Heimatsschuss«. Under Fryd og Glæde sprang jeg højt i Vejret og takkede min Gud og Frelser for, at jeg endnu var i Live

For mig var det nu Slut med Krigen. Jeg tog hjerteligt Afsked med mine Kammerater, og selv om Blodet løb ned ad mig, følte jeg kun  faa Smerter. Jeg begav mig paa Vej til den gamle Forsvarsstilling, men naaede ikke ret langt, før jeg segnede bevidstløs om. Fem til seks Timer laa jeg vel i denne Tilstand.

Det var over Midnatstid, da en Hund kom hen til mig og slikkede mit Snar. Derpaa begyndte den at gø ad sin Herre. Jeg vaagnede og blev forfærdet ved Synet af Hunden, men den var god og venlig. Kort efter nærmede sig en Saniteter. Det var en af mine Venner. Han forbandt mig, hvorefter jeg fortsatte min Tilbagemarch.

I god Behold naaede jeg til en Forbindingsplads. Den var anbragt i en Kælder i Kulminens Bygning i Angers. Da jeg havde sat mig ned paa en Bænk, følte jeg, at Feberen steg. Jeg blev meget tørstig og drak en Liter Vin. Saa faldt jeg i en dyb Søvn.

I Morgenstunden blev jeg lagt i en god Seng. Jeg laa ved Siden af en haardt saaret Franskmand, men han klarede den ikke.

Jeg vaagnede ved, at en General kom hen og hilste paa mig. Han havde pyntet min Hovedpude med et Jernkors. Saa kom to Sanitetssoldater med en Baare og bar mig ind i Operationssalen. Efter Operationen blev jeg lagt til Sengs og vaagnede først hen paa Eftermiddagen. Jeg havde store Smerter, for Saaret var dybt, og Feberen var i flere Dage ret høj.

DSK-årbøger, 1956.

IR163_Angreb_Giessler-Höhe

12. februar 1916. Angreb: “En forbitret nærkamp begyndte …”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Paa Slaget 6 lød det sidste Skud fra Artilleriet. Delingsførernes Fløjte skingrede, og afsted udover Brystværnet gik det i Galop.

Mange blev allerede hængende i vores egen Pigtraadsforhegning, thi Franskmanden var nemlig forberedt paa, hvad der var i Gære. En morderisk Granatild søgte at spærre os Vejen, og krydsende fra alle Sider peb Maskingeværernes Kugler os om Ørerne. Artilleriet til begge Sider arbejdede som irriterede, bjæffende Terrierhunde, og der var en Helvedeslarm.

Dog snart naaede vi foran Fjendens Pigtraad og indenfor det Omraade, hvor Franskmanden ikke uden Fare for at beskyde sine egne Tropper, kunde gøre os nogen Skade. Af det dertil inddelte Mandskab blev der ustandselig kastet Haandgranater ned i Skyttegraven for at aflede Opmærksombeden fra dem, der med de medbragte Sakse ivrigt klippede i Fjendens Pigtraad. Da der endelig var skaffet Adgang, sprang vi alle ned i Graven.

En forbitret Nærkamp begyndte. Haandgranater eksploderede rundt omkring. Dødsskrig fyldte Luften. Dolkene blev taget i Brug. Blodet løb os ned ad Fingrene. Stønnen og Jamren lød fra alle Sider. Geværkolberne suste igennem Luften og krævede ved hvert Slag sin Mand. Mand imod Mand kæmpedes der. Det var en Samling  altforglemmende Mennesker, der hensat i dyrisk Raahed ikke alene kæmpede for deres eget Liv , men for at tage saa mange af de andres som muligt.

Da de sidste Haandgranater var kastet og den sidste Patron i Revolveren var afskudt, søgte vi endnu med den bloddryppende Bajonet eller med den blodige Kniv i Haanden ned i Understandene for om muligt dér at antræffe et Offer, der kunde tænkes at have skjult sig.

Endelig blev det roligt omkring os, og ogsaa Granaterne gik højere paa deres Bane og søgte længere tilbage at spærre for eventuel Forstærkning.

Skyttegraven frembrød et grufuldt og forfærdende Syn. Ven og  Fjende laa imellem hinanden, døde eller saarede, der ventede paa at blive hjulpet. Frygtelige Skrig og Raab om Hjælp lød til alle Sider, og fra de døende hørtes svag Klynken. Geværer, Haandgranater, Tornystre og anden Udrustning flød til alle Sider og laa spredt over det hele.

Dog, vi kunde ikke give os Tid til lange Betragtninger. Stillingen skulde omarbejdes til Forsvar fra den modsatte Side. Spader og Hakker kom i Brug, og døde — Ven eller Fjende, ligemeget — blev lagt ovenpaa hinanden for at afgive Dækning.

De medbragte „spanske Ryttere” blev slæbt fremefter for at afspærre Løbegravene over imod Franskmanden. Maskingeværerne skulde bringes i Stilling for at være klar til Brug, naar Fjenden satte ind til Modangreb. Imedens sænkede Mørket sig over hele  Elendigheden, og mange saarede Kammerater kunde nu bringes tilbage.

Vi Underofficerer søgte det spredte Mandskab sammen, men der var tyndet slemt ud iblandt dem.

Bag ved et Skulderværn fandt jeg et Par af mine Folk, der kom slæbende paa en dødlignende Skikkelse. Det var Max. „Han er død som en Sild,” erklærede Skorstensfejeren, „vi fandt ham liggende med en Franskmand over sig, og vi syntes, det var Synd at lade ham ligge, han var en god Kammerat.”

De lagde ham ned, og fra hans Læber lød der et dybt Suk.

„Minsandten, om han ikke lever,” sagde Skorstensfejeren, „han skal have en ordentlig Slurk.” Skorstensfejeren løsnede Feltflasken fra Bæltet, satte den for Munden paa Max og hældte hele Indholdet i Halsen paa ham.

Det syntes at hjælpe, i hvert Fald kastede han op, men det var ogsaa en ordentlig Dosis, der blev hældt i ham. Da der noget efter kom Sanitetssoldater tilstede, blev han taget med tilbage og kom under kyndig Behandling. Der blev gjort et stort Bytte af fyldte Feltflasker, og da de alle indeholdt Vin, var de kærkomne.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

15. oktober 1915. “Germanski dut-dut!”

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Den 1.10. fik vi nyt fra inderst til yderst, undertøj, strømper, uniform og frakke, alt det gamle med alle lus blev smidt i en stor hob og brændt af.

Det var jo nok bestemt, at der ikke skulle ske mere i denne omgang, vinteren var jo så småt begyndt og det gjaldt om at komme i jorden, nu den 15.10. frøs det allerede 5o.. Vor bagage, feltkøkken, ammunition, levnedsmidler, foder til alle heste lå et godt stykke tilbage fra det sted, hvor vi skulle grave os ned for vinteren.

Mit kompagni fik tildelt et afsnit ved Kunawasskoven, vi var temmelig nær ved den russiske stilling en 60-70 m langt nok til at vi ikke kunne kaste håndgranater over til hinanden.

Om natten begyndte vi så at grave os ned i jorden, vi skulle helst så langt ned så vi havde dækning, når det blev lyst, Vi forstyrrede gensidigt hinanden med minekastere, det var først senere, der også kom kanoner, det var Feltartilleriregiment Nr. 63 kaliber 7,5 cm.

Da vi havde udbygget vores stilling i en 14 dages tid, havde russerne fået tid til at få meget store minekastere kørt i stilling, og da de første miner eksploderede over hovedet på os blev vi helt chokerede, det gav et brag som vi kun havde hørt ved Kowno af de 42 cm.

I begyndelsen kom der kun et per stykker, men det blev værre senere, og vi var længst ikke færdige med udbygningen, og disse her tingester sprang en meter over jorden, for at gøre mest mulige ukampdygtige, og det havde de også held til, men så lærte vi at tage os bedre i vare.

Vi kunne høre denne dumpe lyd, når der blev sendt en afstod, der blev så stillet en vagt ud med en trompet, han skulle så give et par stød i hornet, når han hørte afskudet, så gjaldt det om at komme i dækning, den var tydelig at se når den suste opad, fik vendt og kom ned igen, men russerne kunne også høre, at vi advarede med hornet hvergang de sendte en afsted og så råbte de samtidig “germanski dut-dut”.

Russerne havde en ulige bedre stilling, de lå nede bag en høj skrænt, som de kunne gå ind i fra siden og hytte sig. Der stod ovre på deres side et stort træ, hvor toppen var frosset bort eller på anden måde forsvundet, mellem to store grene, der ragede højt til vejrs sad en stump af toppen som nøjagtigt lignede et menneskehovede, der stirrede over på os, og det kan nok være, der blev skudt på denne stump træ.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

21. juli 1915. Russisk krigslist

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Den 21. juli brød vi gennem den russiske front, det jeg hidtil har skrevet om var usammenhængende kampe, men det her var den sidste stærke forsvarsstilling inden Kowno som vi stormede den 16. august.

Nu skal jeg fortælle hvordan det gik til at bryde denne front. Vi lå 8 dage i beredskab langt tilbage i skovene, Feldwebelen fik tid til at få os alle fotograferet, hvert korporalskab for sig, for han antog, at der ikke kom mange fra den bedrift. Han var rykket ud med os og holdt så at sige af sit gamle kompagni, der blev nu kørt den ene række kanoner i stilling efter den anden, de små foran, de langtrækkende længere tilbage. Pionererne havde læsset alle vogne, der kunne undværes til det, med granstammer til at fylde skyttegraven med, når den først var vor.

Den 21. juli blev vi igen beordret i stormstilling nogle få hundrede meter fra anden russiske skyttegrav, præcis kl. 10 minutter i fire begyndte kanonaden mod den fjendtlige grav.

Vi lå foran alle disse mundinger og da der blev blæst til storm præcis kl. fire kunne vi næsten intet høre for brummen i hovedet, russerne var lette at tage tilfange, da de var fuldstændig chokerede, men de havde lavet mange lumske tricks som kostede en del af os livet f.eks. en håndgranat på en pæl med en hat ovenpå, når hatten blev løftet af sprang bæstet og slog manden ihjel og sårede kammeraterne der stod i nærheden, så vi turde næsten ikke røre ved nogen ting.

Nu kom pionererne susende med deres vogne belæsset med granstammer, der var afkvistet og pakkede godt i skyttegraven, hen ved siden af graven kippede læsset bort med køretøjet, næste frem og så fremdeles, indtil alt var fyldt, så kom kanonerne susende med seks heste for, de små 7,5 om kanoner hjalp os så med at få bugt med de øvrige skyttegrave. Så begyndte den lange række af patruljer indtil vi kom ind under fæstningen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig