Tag-arkiv: granatchok

31. juli 1917. Held i uheld – og stegte æbler på træerne.

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Imens kom også de sidste fremstormende Styrker i Dækning. Vor Kompagnifører, som sammen med Ordonnansen var gået frem i Grøften ved Landevejen, havde fået et Skud gennem Halspulsåren og var død.

Kommandoen blev overtaget af den næste Officer, en yngre Løjtnant.

Han havde imidlertid også fået Besked på, at der Klokken 8 skulde angribes og fik derfor samlet Kompagniets Mandskab. Derefter begav vi os på Vandring i Retning mod Floden, det eneste Overgangssted. Der skulde være et stort Træ, som var faldet således, at Toppen nåede den anden Flodbred. At nogen skulde kunne nå over, var meget usandsynligt, når man tager i Betragtning, at Russerne lå 70 m ovenover på Højene. Efter hvad man havde fortalt os, var det hidtil heller ikke lykkedes. Enhver, der havde vist sig på Stammen, var blevet ramt, faldet ned i Floden og druknet. Vi var naturligvis ikke glade for Situationen.

Undervejs traf vi vor M. G. O., Overløjtnanten, som havde Kommando over Regimentets tre Maskingeværkompagnier.

„Hvor skal De hen?“, spurgte han Løjtnanten.

Løjtnanten gav Melding. „Er De blevet tosset, Mand”, skreg Overløjtnanten. „De søger med det samme Stilling til Deres Geværer i Hus eller Have og holder Fjendens Skyttegrav under Ild, sålænge Aktionen varer.”

Hvor blev vi lettet! Vi takkede Forsynet, der lod Overløjtnanten krydse vor Vej. Vi var ikke lange om at forsvinde. Hvert Gevær blev anbragt i en gunstig Stilling. Vi søgte ind i et Hus, fra hvis ene Vindue vi havde den bedste Udsigt og frit Skudfelt mod Fjendens Stilling. Vi fik slæbt Borde hen til Vinduet og fik Maskingeværet stillet op med Mundingen ud i det fri.

Klokken 8 blev der Uro, og Skyderiet begyndte. Maskingeværerne rasede, og langs med Kanten af den russiske Stilling sprøjtede Sand og Jord fra de utallige Projektiler, som slog ned der. Hvad der foregik nede ved Floden, kunde vi ikke se, men i vor Synskreds kom ingen Tropper frem.

Pludselig begyndte det russiske Artilleri at beskyde Byen med Sprang- og Brandgranater. De havde opdaget Maskingeværrederne.

Flere Ejendomme, almindelige stråtækte Huse, gik op i Luer. Også vi måtte retirere ud i en Majsmark. Vor Geværfører var forsvundet. Efter en Times Tid flovede Ilden af til spredt Geværild. Angrebet var ikke kommet i Gang. Der var sikkert ikke kommet nogen over Floden, hvad vi heller ikke havde ventet.

Vi søgte nu efter vor Geværfører og fandt ham i en Kælder i en af Naboejendommene. Han var en stor kraftig Fyr, Slagter fra Køln, og sikkert ingen Kujon i almindelig Forstand. Han havde varet med fra Begyndelsen i Sept. 1914, og Nerverne var ikke mere helt, som de skulde vare. De var i Årenes Løb blevet tyndslidte.

Jeg tror, at mange har gjort den Erfaring, at Års Frontindsats tog på Nerverne, og at Nerverne til Slut ikke mere var de samme som i Begyndelsen. Jeg ved i hvert Fald af Erfaring, at man kunde tage Begivenhederne med Ro, – men efterhånden, som Årene gik, kostede det Anstrengelse at bevare Roen.

Vi undersøgte nu Ejendommen og Kælderen. Der fandtes Sække fulde af det fineste Mel, der var Svin i Stalden og Høns i Hønsegården. Befolkningen var borte. Køer og Heste løb rundt på Marken og i Haven. Vi fik fat i en Gris på en ca. 60-70 Pund, og Slagteren måtte i Funktion.

Vagtposterne måtte om Natten også passe Køkkenet. Der blev bagt Pandekager, stegt Flæskesteg og kogt Kartofler.

Og Desserten hang på Træer. Ja — du ler. Men ikke desto mindre er det sandt. Naboejendommen var brændt ned, efter at den var skudt i Brand af Russerne. Få Meter fra Huset stod et stort Træ, fyldt med de dejligste Æbler. Den stærke Varme fra Branden havde gennemstegt Æblerne så fuldkommen og så fint, som ingen Ovn kunde have gjort det. De var fine, runde, skare og velsmagende, og vi behøvede bare, at plukke dem. Den Tid har altid stået for mig, som om vi havde været i Slaraffenland.

Men desværre udeblev Følgerne jo ikke. Vi var jo ikke vant til så fed, rigelig og god Kost, for vi tog godt for os af Retterne. Vi fik allesammen Dysenteri.

Den næste Dag skulde vi have haft Hønsesuppe. Vi havde jo lukket for Hønsegården. Men — uha —, da vi kom, havde der varet ubudne Gaster. Vi fandt kun Hønsehoveder, men det tog vi ikke så tragisk. Der var jo nok andet.

Men hvor lange var Adam i Paradiset? Det gode varer aldrig ret lange ad Gangen. Vi fik snart en ny Stilling.

DSK-årbøger, 1945

17. juni 1917 – Brev til Thyge Thygesen: “… helt skør i Hovedet”

Brev fra Thyge Thygesens kammerat Marius, som han havde gjort tjeneste med i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36 til han blev såret i september 1916.

d. 17. 6. 17.

Kære Thyge!
Først vil jeg nu sige dig Tak for det kære Brev som jeg i aftes har modtaget. Du kan tro jeg har ogsaa ventet at høre fra dig. Da vi laa i Ro i Aira, fik jeg Brev fra dig, og jeg skrev saa igen samme aften. Dette Brev fik jeg saa tilbage med Paaskrift ”Zurück, m[?] Arbejdskommando 57.” Jeg viste jo saa at Du var ikke mere der, jeg troede at Du maaske var kommen til Eisleben igen. Jeg seer at Du er Hjemme og har Udsigter efter at blive det, Du kan tro jeg under dig det af ganske Hjerte.

Sørgelig at det er gaaet Niels Platz saadan, har nu gjort alting med fra Begyndelsen, men desværre saadan vil det vel gaa os alle. Du kan tro jeg er saa vidt at hvis jeg kommer i Trommelild igen, troer jeg nok at jeg bliver helt skør i Hovedet. Maaske varer det ikke ret længe, Udsigterne er ikke af de beste. Vores Stilling er ikke så daarlig som jeg havde forestillet mig, vi ligger her hvor vi for et Aar siden laa, naturligvis ikke i de Stillinger. Franskmanden har alle Høje, han kan direkte see ned i vores Kochgeschirr hvad vi om Aftenen faar. Du kan jo nok tænke dig at de Høje lader de ham ikke. Alt er fuldstændig itu trommelt, vi maa nu arbejde ligesom efter Offensiven i Champagnen, vi kommer ikke til Besindelse.

Nu er det ellers nogenlunde rolig, vi har endnu heller ikke Dækninger, vi ligger helt til fri Felt, har kun Teltbanen over Hovedet. Vi ligger for Tiden i Ro i en Skov, her er det ganske dejlig, kun Flyverne kommer om Natten og kaster Bomber. Jo længer det varer desto daarligere bliver det.

Jeg tænker om en 14 Dage at komme paa Orlov, skal nok besøge dig. Nu til slut være du, dine kære Forældre og Søskende i Herrens Navn mange Gange hilset fra din hengivne Ven.

Marius.

(Privateje)

27. april 1917. Døden havde tid til at vente

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Da vi kom ud i Stillingen igen, var der allerede faldet Stilling, flere, blandt andet ogsaa Maskingeværbetjeningen, fire Mand, som alle var døde.

En af de unge havde været levende begravet og havde faaet et Nervechok, og flere var saaret.

Ved Morgengry sagtnede Ilden noget, men endnu kom der af og til en Granat, der traf vor Linie. Iblandt dem, der blev saaret af en saadan Granat, var en ung Kammerat, der fik to Fingre revet af.

Da vi fik ham forbundet, sagde hans Underofficer til ham: „Sørg du nu for at komme ud af Stilling.”

Men han mente Nej. Han vilde vente, til det blev Aften, og saa slaa Følge med Feltkøkkenet tilbage, naar de var kommet med Mad til os.

De kørte altid saa langt frem, som de kunde, med Maden, og saa gik vi tilbage fra Skyttegravene og hentede den.

Han gik saa imellem os Dagen over.

Ved Aftenstid sad han i Skyttegraven ved Siden af en anden Kammerat og røg sin lille Shagpibe. Saa kom der da en Udblæser, en Granat, som under Vejs havde tabt sin Ladning uden at eksplodere; de kom altid med saadan en underlig hul, brummende Lyd.

Den traf ham lige ovenpaa hans Hoved, rev det meste af det bort og knuste hans ene Knæ.

Han var naturligvis død paa Stedet.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

9. oktober 1916. Døden ved Somme: “De nyankomne var ikke hurtige nok …”

Fr. Muller, Højer, gjorde krigstjeneste på Vestfronten, oprindeligt ved 4. kmp. i Jägerbataillon 33. I efteråret 1916 kom han til Infanteriregiment 362, der blev indsat på Somme-fronten.

Nu var jeg helt alene på min post. Stillingen blev beskudt ustandseligt. Der faldt både lette og svære granater. Natten gik. Jeg ventede på afløsning. Der kom ingen. Omsider besluttede jeg at søge tilbage til mine kammerater.

Undervejs mødte jeg en underofficer fra et andet regiment. Han standsede mig og gav mig den mærkelige befaling, at jeg straks skulle foretage et stormangreb på den fjendlige linie. -— Der måtte jo være noget i vejen med denne mand!

Jeg svarede derfor: »Javel, men jeg må lige underrette min underofficer, for vi må jo være nogle flere om det!«

Jeg fortsatte min vej, søgte efter mine kammerater, men fandt ingen. Det var mystisk!

Under min eftersøgning løb jeg på en soldat fra Bayern. Da jeg fortalte ham om min resultatløse eftersøgning, blev vi begge lidt underligt til mode. Mon den forreste linie var blevet taget af franskmændene? Mon vore kammerater havde trukket sig tilbage?

Vi kom igennem hele vort skyttegravsanlæg, helt ud til stillingens højre fløj. Her standsede vort frontafsnit, fordi der her gik en landevej igennem skyttegraven. På den anden side af vejen begyndte naboregimentets afsnit.

I samme øjeblik, vi kom til landevejen, begyndte de fjendtlige  batterier at skyde. Vi søgte i en fart dækning i en forladt jordhule ved landevejen. I det samme ankom en afdeling soldater, ca. 35 mand, under anførsel af en løjtnant. De skulle besætte stillingen.

Hele skyttegravsanlægget så dog håbløs ud. Derfor blev vi heller ikke forundret, da løjtnanten sagde: »Hvor er skyttegraven?«

Granaterne suste ned på vejen, og løjtnanten påskyndede sine folk. De kom hurtigt ned i graven. Jeg søgte også sammen med nogle andre påny dækning, og det blev vel vor redning, for  sprængstykkerne, store og små, fløj rundt til alle sider; men de nyankomne var ikke hurtige nok. De fleste af dem faldt eller blev hårdt såret; endda to af dem, der sammen med mig søgte ind i jordhulen, blev lettere såret. Den ene løb sin vej. Hvor han blev af, og hvad der blev af ham, ved jeg ikke. Den anden tog jeg mig af. Jeg forbandt ham og sørgede for, at han sammen med andre kom tilbage til en opsamlingsplads for sårede.

Da han ikke kunne gå alene, gik jeg med ham og støttede ham. Ved denne lejlighed fandt jeg omsider mine kammerater. De var trukket tilbage fra frontlinien. Gruppeføreren meddelte mig, at de havde anmeldt mig som savnet. Jeg blev overrasket ved denne meddelelse. — De anede ikke, hvad jeg havde oplevet, siden jeg blev sendt ud på den ensomme post på vor venstre fløj.

DSK-årbøger 1960.

6. oktober 1916. Granatchok: De begravede kammerater gravet fri – men to er blevet vanvittige

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men efter et lazaretophold kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Da vi havde modtaget Melding om, at Kompagniføreren og 10 Mand  var begravet under nedstyrtede Stolper, Brædder og Jordmasser, besluttede Skorstensfejeren sig til at grave ham ud.

Tanken var vanvittig, thi det var faktisk ikke til at opholde sig i Skyttegraven. Dog, med 3 Mand til Hjælp lykkedes det Skorstensfejeren at skaffe Luft ned til de indespærrede  Kammerater, der nu selv kunde skaffe sig Adgang til mere Plads.

Dermed var det værste overstaaet, thi naar blot de havde Luft, kunde de jo altid selv arbejde sig videre ud. Efter et Par Timers  Anstrengelser var de komme fri af Hindringerne, men desværre var 2 Mand blevet saa haardt medtaget af Skræk, at de ikke vilde med ud.

Det var tydeligt nok, at de havde taget Skade paa deres Forstand. De lo og sang, og var ikke til at tale tilrette. Kompagniføreren havde  faaet et betydeligt Chok og laa altopgivende i Graven. Han bad om at lade tilgaa Løjtnanten af 1. Deling Besked om at overtage  Kommandoen, da han enten vilde se at komme tilbage, eller ogsaa afvente Døden, hvor han laa.

Ordonnansen kom imidlertid tilbage fra 1. Deling med Melding om, at Løjtnanten var falden ved Middagstid, og da Kompagniføreren hørte dette, besluttede han at blive, vi skulde bare lade ham ligge,  hvor han laa. Hensigten hermed var tydelig nok, men vi kunde ikke  overtale ham til at søge Dækning.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. september 1916. “Jeg rystede over hele Kroppen, jeg var hundeangst” – Matthias Møller ved Somme

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han fik sin ilddåb ved Somme

Matthias_Møller_Sønderborg
Matthias Møller (1897-1983)

Den 6. Septbr. henimod Aften blev vi stillet op, forsynet med Stormbagage, og fik uddelt Lyspistoler og Lyskuglemunition. Der blev sagt, at vi skulde kun ud og lave Skansearbejde. (For at ingen skulde tage „Afgangs-billet”). Vi troede ikke rigtig på det. Men det „kunde” dog være sandt.

Gruppevis (4 Mand) i Afstand forlod vi Byen. Fjendtlige Observationsballoner kunde overse Landskabet, og for at undgå for store Tab ved Ildoverfald gik vi i Afstand.

Da Mørkningen begyndte, rykkede vi sammen og marcherede i Række på een.

Rundt i Landskabet eksploderede Granaterne. Terrænet var gennempløjet af Eksplosioner, Granathul ved Granathul. Alle Ejendomme var Ruiner. Træerne strakte splintrede Grene og Stammer ud i Luften, alt virkede så uvirkeligt og uhyggeligt ved den Ødelæggelse, det var undergået.

Natligt_angreb_måske_Somme

Henimod Klokken 11 samledes vor Bataillon på en Mark ved Siden af en Hulvej.

Geværerne blev stillet sammen og Bagagen taget af. Kornet, som endnu stod skokket på Marken, blev hentet, for at blive benyttet som Underlag til Hvile. Det var bleven forbudt at tænde Cigarer, Cigaretter eller Pibe. Men det varede ikke længe, før man trods Forbudet hist og her så små Lysglimt.

Kort Tid senere kunde vi høre fjendtlige Observationsmaskiner over os, og ikke længe efter begyndte et fjendtligt Batteri at beskyde os.

Den første Granat gik for kort — jeg skal love for, vi fik Næsen ned — den anden gik for langt. Men den tredie sad midt i det ene Kompagnis Geværpyramider. Straks kom Råbet: Saniteter, Saniteter!

32a Transport såret_cropped

Da Splinterne var fløjet, fo’r alle op og af Sted mod Hulvejen. Det var et forfærdeligt Kaos. Geværerne og Bagagen blev trampet ned.

Den første Ordre lød på, at vi skulde tage vore Ting med. Men den blev straks annulleret ved en ny Ordre om, at alt skulde blive liggende.

Tre Kompagnier styrtede ned i Hulvejen, hvor vi lå Mand ved Mand, så tæt, som Sild i en Tønde.

Granaterne kom nu susende i uafbrudt Række. Hvert Øjeblik ventede man at se en Fuldtræffer lande i Hulvejen, for Franskmændene måtte jo have nøjagtige Generalstabskort og altså kende Terrænet. En sådan Træffer måtte få frygtelige Følger.

Jeg rystede over hele Kroppen, -— jeg var hundeangst. Den halve Time, vi lå der under dette Ildoverfald, mit første, har i hele min Fronttid været den eneste Gang, hvor mine Nerver fuldstændig svigtede, hvor jeg havde en håbløs Angstfølelse. Jeg har i de næste 2 År været udsat for Situationer, der har været mere farlig og nervepirrende, men jeg har aldrig haft en lignende Følelse.

Midt under det hele kom Lastbiler frem med Håndgranater. Jeg blev sammen, med andre Kammerater afkommanderet for at modtage Forsyninger. Da vidste vi sikkert, at nu gik det i Stilling.

Ilden stilnede af og vi slap med Skrækken.

Imidlertid var der kommet Kammerater fra Stillingen, som skulde føre os frem.

I Hast gik det så videre. Spærreilden var sat ind. og enhver havde kun den ene Tanke, hurtigst at nå Må let. At gå i Stilling i et Kampafsnit, er værre, end at ligge i Stillingen.

Den Del af Kompagniet, jeg hørte til, skulde besætte Stafetposterne mellem Bataillonskommandoen og de forreste Linjer.

Da vi nåede den Løbegrav, vi skulde besætte, fik vi anvist vore Pladser.

Det hele gik i en rygende Fart. Der var ingen Tid til Forklaringer. Sammen med 3 Mand stod jeg pludselig ovenpå en Løbegravsdækning og så Resten af Kompagniet forsvinde i Nattens Mørke.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Kammeraterne, vi skulde afløse, var færdige til at stikke af. De gav sig lige Tid til at sige: nærmeste Post til venstre ca. 150 meter Bataillonsunderstand og til højre ca. 200 meter indtil Romerchausseen og så lige ovre på den anden Side, 20 meter herfra, ligger der en Falden — ham skal I ikke blive bange for. Og væk var de — ikke et Ord mere. Resten skulde vi nok finde ud af.

Vort Opholdssted var et Stykke Løbegrav på en 6-7 meters Længde med nogle små Udgravninger i Leret ved Siden, hvor man lige kunde krybe ind for at søge Dækning for Splinter. Ellers ikke noget. Jeg syntes i min Uerfarenhed, at det var umenneskeligt at skulle tilbringe Dage og Nætter under sådanne Forhold.

Men vi havde det godt i Forhold til dem i Kamplinien. Der lå Tropperne kun i Granathuller i ganske kort Afstand fra Fjenden. En sammenhængende Linie eksisterede ikke. Dag og Nat bølgede Angreb frem og tilbage. De Faldne blev smidt op på Randen af Granathullerne og benyttet som Dækning. Sårede var så godt som fortabt. De kunde ikke bringes tilbage. Jeg har ikke set mange gå eller blive transporteret tilbage fra forreste Linie i de 7 Dage, vi lå der.

Soldaten_Kleinwiehe_Bd_1_189

Behagelig var vor Lod nu heller ikke. Jo værre det stod til med Angreb og dermed Trommeild på hele Egnen bagud, jo mere Meddelelser, Ordrer og Forespørgsler skulde bringes frem eller tilbage. Kun, hvis vort Afsnit ikke lå under stærk Artilleriild, gik vi alene — ellers altid to.

Det varede heller ikke længe, før vi måtte af Sted. Det var godt, at vi havde fået Besked på, at der lå en Falden i Graven. Ellers havde vi sikkert fået en alvorlig Forskrækkelse. Da vi kom omkring et Hjørne, lå han der på Ryggen, det ene Ben og den ene Arm bøjet opefter. Man kunde ikke komme forbi, uden at træde ham på Livet. Det løb mig koldt ned ad Ryggen. Og hver Gang, jeg den Nat måtte over ham, havde jeg en Uhyggefornemmelse.

Når Artilleriilden tillod det, sprang jeg, før jeg nåede Stedet, op på Dækningen og ned på den anden Side.

Næste Dag skovlede vi Løbegravsvæggen ned over ham. Der fandt en af de mange en Grav. Vi måtte Dag og Nat utallige Gange over den.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

 

 

5. september 1916. Faret vild om natten bag fjendens linjer

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Karpaterne.

Om aftenen den 4. september kom han i hård og blodig nærkamp med russiske tropper. Men russerne var i overtal.

Nu var det på høje tid at komme afsted. jeg kunne i mørkningen ikke se mine kammerater. Jeg løb så alt, hvad jeg kunne, men uheldigvis løb jeg på en stor væltet træstamme og blev hængende fast i en gren. Geværet fløj fra mig og satte sig med bajonetten fast i jorden.

Det varede dog ikke længe, inden jeg fik mig gjort fri og fik geværet taget op. Nu kunne jeg ikke mere høre,  i hvilken retning de andre var løbet.

Forsigtigt løb jeg afsted  der, hvor jeg antog, de andre var løbet, men så blev jeg beskudt.

Jeg er dog næsten sikker på, at det har været vores egne, der skød. De har sikkert troet, at det var russerne, de hørte. Jeg blev så stående et lille øjeblik, gik så langsomt frem, men mere til højre.

Pludselig hørte jeg stemmer, og nu var der ikke andet at gøre end at risikere alt. Jeg lagde mig på knæ og råbte: “Hvem der”.

Heldigvis var det to eller tre af vores egne soldater. De var også kommet bagefter og var helt forvildede.

Ingen af os var klare over, hvilken vej vi skulle løbe.

Jeg sagde så, at jeg mente, vi skulle mere til venstre, men at jeg var blevet beskudt derfra. Det viste sig dog senere, at min antagelse om, at beskydningen kom fra vore egne, var rigtig. Vi blev så enige om at gå forsigtigt og langsomt frem. Vi var heller ikke kommet ret langt, før vi hørte stemmer. Vi lyttede og opdagede så, at det var vore egne.

Såvidt jeg husker, var der tre mand, så nu var vi en seks-syv stykker.

Det var næsten alle lidt ældre kammerater, der ikke havde kunnet følge med de andre og var blevet bagefter og til sidst ikke havde vidst, hvor de var. Nå, det var nu heller ikke så underligt, da der hverken var vej eller sti i den mørke skov.

Da de andre var endnu mere rådløse og forvirrede end jeg, måtte jeg overtage kommandoen, skønt jeg var den yngste.

Da det allerede var sent på natten, koldt og mørkt, blev vi enige om
at vente på, at det skulle blive lyst igen. Der var en lille hulning, hvor vi kunne gemme os lidt. For at holde varmen trykkede vi os godt sammen ryg mod ryg. Det var vel nok en uhyggelig nat, da vi ikke vidste, om vi var bag den russiske front eller ej.

Som jeg har bemærket før, var de andre allesammen ældre kammerater. Da vi var blevet sendt til Østfronten, var der en del af ældre årgange, der kom med os. De har vel været en 40-43 år, men for mig, var de jo gamle.

Det havde vist været meningen, af de skulle indsættes til hjælp bag fronten. Da vi imidlertid straks efter ankomsten i Karpaterne fik ordre til at gå til fronten, måtte de alle med, og der havde ikke
været tid til at ordne andet.

Desværre gik det hårdt ud over de ældre. Jeg glemmer aldrig, hvor de var ulykkelige, i hvert fald nogle af dem. De bad til gud, at han skulle hjælpe dem. De havde kone og børn derhjemme.

Selvfølgelig var jeg ligeså bange som dem, men jeg holdt det dog mere for mig selv. Jeg var ligesom en fader for dem alle, trods aldersforskellen. Alt, hvad jeg foreslog, var de indforstået med.

Da det var ved at blive lyst om morgenen, stod vi op og diskuterede, i hvilken retning, vi skulle forsøge at gå. Pludselig hørte vi fløjten og tale. Vi kunne så mellem træerne ca. 50 meter fra os se en hel kolonne russiske soldater komme i gåsegang – med geværet over skulderen.

Så vi var stadig i tvivl om, vi var foran eller bag den russiske front. Disse russiske soldater så ikke ud til at være forberedt på modstand. Jeg sagde så til de andre: “Vi flygter i modsat retning af, hvor  russerne kommer fra, men pas på ikke at træde på grene og lav så lidt støj som muligt”.

Da vi var nået et stykke vej, traf vi på nogle døde soldater. Vi var kommet til det sted, hvor vi dagen før havde begyndt angrebet. Jeg kunne genkende den ene af de døde, en maskingeværsløjtnant, som var faldet om lige ved siden af mig, da vi gik frem.

Han lå endnu sådan, som han var faldet om. Jeg huskede godt, at han var faldet, men havde ikke været klar over, om han var såret eller blot var snublet. Han må have fået et skud i hjertet, så han har været død med det samme.

Nu vidste vi i hvert fald, hvor vi var. Vi fortsatte så, og pludselig blev der skudt på os, men ingen blev ramt. Da jeg var temmelig sikker på, at det var vore egne, råbte jeg “Hold op, vi er tyskere”. De forstod os med det samme, og vi gik hen til dem.

Her så ikke godt ud, der var kun få soldater og eet maskingevær. Alle var så nervøse, at de skød, så snart de hørte noget i buskadset.

Vi fordelte os så blandt dem, der var her, for at danne en skyttelinie. Der var ingen officerer eller underofficerer, så enhver var anvist til sig selv.

Vi gravede nogle huller til beskyttelse, og vi fortalte om den russiske kolonne, der var på vej. Nu blev nervøsiteten endnu større.

Desværre lå der bag os en tysk officer, som var blevet vanvittig. Han lå i et hul, de havde gravet til beskyttelse for ham, og han lå og fantaserede og skreg. Det var ikke godt, for han forrådte jo vores stilling. Hele denne nervøse tilstand endte da også med, at der blev dræbt nogle af vore egne med maskingeværet.

De var på en forpost, og da russerne havde skudt på os, havde man skudt med maskingeværet og derved truffet vore egne.

Der, hvor vi havde sat os fast, var der tæt underskov, og det havde været nødvendigt at placere forposter. Det var også meget farligt.

Jeg har selv prøvet at ligge imellem russernes og tyskernes ildlinier, men slap dog godt fra det.

Senere på dagen fik vi dog forstærkning, og stillingen blev udbygget, så det gav lidt mere ro i lejren. Det var også på høje tid, for de fleste af os var ved at være færdige af udmattelse. Vi blev nu afløst at østrigsk militær.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

6. juli 1916 – Johannes Ankersen: “… de sværtsårede stønnede uophørligt”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juli 1916 befandt sig ved Somme.

Jeg lod mig undersøge af bataljonslægen, og han konstaterede udover en akut hjertekollaps[?] nervøs overanstrengelse, og rådede mig til en tid at tage ophold på et lazaret og få slappet af.

Men jeg ville ikke. Regimentet lå jo i hvilekvarter, så jeg kunne lige så godt komme til hægterne ved min enhed.

Efter at have ligget 2½ dag i hvilekvarter skulle vi om aftenen igen i stilling ved Cléry.

Så langt kom jeg ikke. Under marchen derhen brød jeg fuldstændigt sammen, jeg kunne simpelthen ikke mere. Vores bataljonslæge henviste mig til det nærmeste feltlazaret til videre behandling.

Jeg vendte så først tilbage til mit kvarter med min oppasser, fik pakket noget undertøj m.v. sammen og begav mig på vej. Det feltlazaret, hvor jeg meldte mig, var nødtørftigt indrettet i en kirke.

Min Gud, hvor så der ud. Hele kirkerummet var fuld af sårede, og der kom hele tiden flere til. Alle, der kun var letsårede, blev straks sendt videre.

Lægerne og sygepasserne havde frygteligt travlt, mens de sværtsårede stønnede uophørligt. Det var ikke et sted, hvor slidte nerver kunne komme til hægterne. Jeg blev undersøgt, og henvist til krigslazarettet i St. Quentin.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

4. juli 1916 – Johannes Ankersen: “… mine nerver var fuldstændig færdige”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juli 1916 befandt sig ved Somme.

Vores situation var alt andet end rosenrød. Det fjendtlige artilleriild samlede sig igen på vores stilling, for – syntes det – at begynde det samme teater som på forreste stilling. De gevaldige nedslag fra de store granater, som de smed en masse af, gjorde os halvt vanvittige. I det mindste var der forplejning her. I Hem var et proviantlager, som nu blev rømmet.

Det forlød, at vi skulle afløses, men endnu en gang skete intet, indtil vi endelig blev trukket ud natten mellem den 3.-4. Jeg gav kompagniet ordre til at samles i Meislain, at have ført mandskabet samlet tilbage, ville have været vanvid. Så måtte vi endnu en gang løbe for livet ud af det fjendtlige artilleris mur af ild. Det var et pænt stykke, for langt ind i baglandet holdt modstanderen alle veje under kraftig beskydning. Men vi kom igennem, vi kom i kvarter, kunne vaske os, gå frit omkring og hørte nu blot den fjendtlige trommeild i det fjerne. Nu skulle de arme nerver, der i de forgangne dage havde været spændt til bristepunktet, endelig have fred. Jeg var selv noget nedtrykt, utilfreds, i dårligt humør, nedslået, jeg kan slet ikke beskrive min tilstand. Jeg kunne ikke være alene på mit værelse, så blev jeg grebet af angst. Det var mig, som om væggene skulle styrte sammen over mig og slå mig ihjel. Enhver kraftig lyd, enhver pludselig bevægelse fik mig til at fare forskrækket sammen. Om natten kunne jeg ikke sove, kort sagt, mine nerver var fuldstændig færdige.

Det skete ikke for mig hverken før eller siden, men – som allerede sagt – tiden op til offensiven havde været urolig for mig, og så var det vel også hårdere for mig at komme direkte fra mit fædrene hjem til denne afskyelige Schamassel, i modsætning til hvis jeg allerede havde befundet mig i skyttegraven.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

2. oktober 1915 – H. Lausten Thomsen: ”Hjælp mig først, vi er da begge fra Skærbæk.”

H. Lausten-Thomsen fra Skæbæk var læge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som i slutningen af september blev indsat i kampene ved Loretto.

(forsat) Den 2. Okt. hen paa eftermiddagen fik bataillonen ordre til at rykke fra Petit-Vimy ud i forreste stilling; jeg maate forlade min hule under banelinjen og gaa med. Det gik glat nok til at begynde med, jeg sad 1½ time i anden hule lige ved bjergværket i Petit-Vimy, og ved mørkets komme naaede jeg ad en hulvej og over nogle grønne marker op til la Folieskoven. Der ventede hele bataillonen paa, hvad vej den skulde gaa videre. Bataillonskommandøren Deichmann sad inde i en telefondækning sammen med en anden officer. Ud forved den stod et par bænke i et slags lysthus, der satte jeg mig sammen med 3 unge officerer og en bataillons-ordonnans Sommer. Et kompagni laa rundt om os ned ad skraaningen paa den aabne mark, første kompagni et hundrede meter længere sydpaa i skovbrynet og de to andre kompagnier lidt længere mod nord, til dels inde i skoven. Der var ikke andet at gøre end at vente og fordrive tiden, til vor vejviser kom.

Vi sad og repeterede nogle vers af Frank Wedekind. ”Jeg har min tante nedslagtet”. Ved fælles hjælp lykkedes det os oppe paa bænken ved skovbrynet at sætte hele digtet sammen. Saa gik den tid, det gjaldt altid at tænke paa noget, der ikke havde med krig og fare at gøre. Vi lage næppe mærke til, at kaptajn Deichmann lod give lyssignaler til en anden troppedel; men englænderne maa have set det oppe paa Loretto. Der lød et brag, og vi kunde høre skrapnellerne rasle ned i grenene. Der kom flere, men hvad skulde vi gøre; vi blev ved at tale om tysk lyrik, om Börries von Münchhausen. – Saa hørte jeg pludseligt ikke mere, der laa noget tungt over mit bryst og min højre skulder gjorde ondt. Der lød jamren rundt om. Jeg fik mine fødder gjort fri for jord og skubbet det bort, der laa paa mit bryst. Det var en af de officerer, der kort i forvejen sad ved siden af mig, han havde faaet højre Knæ knust. En 75 mm g[r]anat var slaaet ned midt imellem os, havde kastet en del af skrænten ned over os, ødelagt telefondækningen, havde dræbt 2 mand og saaret 11. De tre officerer paa bænkene var haardt saaret, kun ordonnansen uskadt. Jeg var ganske fortumlet, men fattede dog, at det var min pligt som læge at hjælpe. Det første, jeg sansede, var en røst, der kaldte paa mig, paa dansk: ”Thomsen, kære Thomsen, hjælp mig! Hjælp mig først, vi er da begge fra Skærbæk.” Men der var ikke stor hjælp; Peter Hansen Schmidt havde faaet venstre nyre revet ud, han døde 2 dage senere paa et lasaret i Douai.

Det kneb med at foretage de nødvendige morfinindsprøjtninger, haanden rystede; men Brag kom løbende tværs over marken henne fra første kompagni. Han tog haand i med, og vi blev færdige med vort arbejde. Kaptajn Deichmann kom hen til mig og spurgte, hvorledes det var gaaet. Jeg vidste slet ikke af, at jeg stod og gav forklaring paa dansk, før jeg opdagede, at han ikke forstod mig. Jeg havde kun den ene tanke at skaffe de saarede bort og saa selv at komme bort fra ”La Folie”. Jeg løb haand i haand med den ordonnans, der havde siddet lige over for mig, ned ad bakken til Petit-Vimy. Vi faldt i granathuller, vi kastede os med vilje ned i dem, naar vi hørte en granat komme, vi løb for livet.

Da jeg kom ned i ambulancen i en kælder i Petit-Vimy, hørte jeg endnu kanonaden, den blev uophørligt ved at lyde for mine øren i lange tider, min højre trommehinde var bristet. Jeg maatte lade mig afløse og gik i løbet af natten tilbage til Acheville, ad hvad vej ved jeg ikke. Jeg husker grant enkeltheder i den døde by Vimy, jeg kom igennem, jeg synes, jeg har staaet den nat ved et bjergværk, jeg ved ikke hvor – jeg brugte 6 timer til at gaa 5 km, og da jeg kom til Acheville, lagde jeg mig hen og sov et helt døgn. Først om morgenen, den 4 oktober, da jeg blev vækket af min oppasser, der havde troet, at jeg var død, opdagede jeg, at jeg havde faaet en granatsplint i højre skulder og var blodig helt ned ad højre side. Den gjorde mig dog ingen fortræd; men fra den dag af tilbragte jeg i mange uger flere timer daglig med at græde, før jeg atter fik mit nervesystem i nogenlunde orden.

(Sprogforeningens Almanak for 1920, s. 47-49)

16. juni 1915. “De kommer! De kommer!” Franskmændene stormer Moulin

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Forfærdelig nedtrykt og modfalden kom jeg om Natten Kl . 2 til Skyttegraven med Postsagerne. Da jeg kom ned i min Jordhule, var den tom. Hvor mine to Kammerater var bleven af, ved jeg ikke. De har sandsynligvis været bange for, at Hulen vilde styrte sammen den Nat.

Endskønt jeg ikke havde nydt noget i Dagens Løb, kunde jeg dog intet spise. Jeg lagde mig til Hvile paa Lerbænken og svøbte Kappen omkring mig. Men det var mig umuligt at sove, jeg laa og tænkte og grublede over min bedste Vens Død. Han var mig en kær Ven, hjertensgod og opofrende. Han var lige bleven forlovet, før Krigen brød ud. Han var eneste Søn, sine Forældres Haab og Trøst, og skulde arve den ved flittigt Arbejde erhvervede Gaard derhjemme. Denne Skuffelse vilde volde hans elskede gamle Forældre usigelig Sorg. Nu var hans Lidelser endt, nu laa han derhenne og sov den lange Søvn. Han hvilede i fremmed Jord og vilde blive glemt af en Del, men ikke af mig og heller ikke af sin Afdeling, som han var en tro Kammerat i Farens Stund. Vi vil tænke paa ham med Stolthed. Ære være hans Minde!

I det sidste Par Dage havde vi mistet 18 Officerer og 1800 Mand; blandt de faldne var der tre gode Venner og Skolekammerater alene fra min Fødeby Skodsbøl. Det er Hans Christensen og Brødrene Schwarz. Mange andre Kammerater ligger begravede dybt nede i Jordhulerne, uden at nogen bestemt ved, hvor de ligger. Usigelige var de Kvaler, de maatte lide, idet de langsomt, men uundgaaeligt kvaltes til Døde. Jeg kunde ikke taale at tænke derpaa; det var mig, ligesom jeg visnede, som en lille, svag Spire en Frostnat i April.

Det forekom mig, at det suste for mine Øren — var det Hjertet, der stod stille? Nej, det var Virkelighed, og det kom nærmere og nærmere og tog til, som en Orkans vilde, uhyggelige Hylen. Med et øredøvende, skrækindjagende Brag suste en stor Granat ned for Indgangen til min Jordhule. Der fulgte et skrækkeligt Lufttryk, som aabnede mig Munden, uden at jeg dog kunde drage Aande. En lille, graagullig Sky af Svovldamp hvirvledes ind, en brækket Bjælke fløj tværs over begge mine Ben, og af de nedstyrtende Jordmasser blev jeg begravet til op paa Maven. Dethele kom i en saa uventet Fart. Jeg var som lamslaaet. Ubevægelig blev jeg liggende paa Ryggen — over 3 Meter under Jorden — ganske alene.

Min første Tanke gjaldt Mor. Aa, du kære Mor, skal vi nu aldrig genses mere? Jeg foldede mine Hænder og bad et inderligt Fadervor. Saa var det, som om Tankerne standsede. — Med et blev hele min fortvivlede Situation mig klar. Jeg fik Lommelampen tændt og søgte den lille Spade frem, der laa under Tornysteren, som jeg havde brugt til Hovedpude. Med megen Besvær fik jeg Benene gravet ud. Saa sprang jeg op som et rasende, tirret Dyr, omklamrede den lille Spade med et jærnhaardt Greb og borede den ned i Jorden for hvert nyt Spadestik, jeg kastede bag hen i Hulen for at frigøre den sammenskudte Indgang. Angstens kolde Sved blændede Øjet; men jeg følte mig mægtig stærk og var kun besjælet af den ene Tanke: Ud i det fri, om Uvejret ogsaa er nok saa slemt. Hvor længe jeg har rodet og raset derinde, ved jeg ikke; men da jeg kom ud, skar Dagslyset mig i Øjnene.

Bombardementet var paa sit højeste. Skyttegraven var omtrent jævnet med Jorden. Halvt sanseløs ravede jeg om ad den sammenskudte Grav uden at agte paa de eksploderende Granater rundt omkring.

Den første Jordhule, jeg kom til, som ikke var skudt i Stykker, var den, Maskingeværafdelingen havde. Næppe var jeg kommen indenfor, saa brød jeg fuldstændig sammen. Jeg blev hvid i Hovedet som et Lig, jeg frøs, og Lemmerne sitrede som i et Krampeanfald. En Underofficer gav mig lidt kold Kaffe af Feltflasken. Foruden mig var der 10-12 Mand derinde. Der blev ikke sagt mange Ord; kun en og anden ytrede, at Franskmændene vist snart vilde komme. Vi anede alle, at de vilde angribe os den Dag.

Vi blev overdænget med en sand Regn af store Miner. De udøver en frygtelig moralsk Virkning. Miner og store Projektiler slog ned rundt omkring os, dog uden at ramme vor Jordhule; den laa heller ikke som de andre i Skyttegraven, men i en lille Sidegang. Vore Geværer, som stadig skulde staa i Skyttegraven, for at vi hurtigt kunde faa fat paa dem ved et Angreb, var alle begravede og begge Maskingeværer var baade skudt i Stykker og begravede. Hvad nu, hvis vi virkelig blev angrebet?

Stumme laa vi og stirrede hen paa hinanden som for at læse hinandens Tanker; mine Tanker vandrede omkring mellem de kære i Hjemmet. Med udtryksløse Ansigter og duknakkede skulde vi ligge her og tage imod den fjendtlige Artilleriild uden at gøre den mindste Modstand.

Tre Gange havde Underofficeren stillet en Vagt op; men tre Gange var en ung, modig Mand segnet død bagover, ramt lige forfra af en Granat. Af og til løb Jørgensen ud for at se, om de kom. Med et sagtnedes Artilleriilden. Jørgensen løb atter ud for at se, men kom i samme Nu tilbage med Rædselen malet i sit Ansigt og raabte skrækslagen: »De kommer! De kommer!« Med den sidste Stavelse paa Læben styrtede han død om paa Trappen, ramt i Baghovedet af en Geværkugle, som trængte ud gennem Panden.

Et Par Geværsalver fra 5—6 Franskmænd knaldede ind i Hulen, dog uden at ramme. Nu troede vi, at de vilde bombardere os med Haandgranater, og i saa Fald vilde næppe en eneste af os slippe derfra med Livet. Vor Stilling var fortvivlet. Skrækkelige Sekunder fulgte. Haaret rejste sig paa Hovedet. Det var en Følelse, som om man mod sin Vilje blev styrtet ned i en dyb Klipperevne. Vi sad sammenkrøbne i det eneste Hjørne, hvor Kuglerne ikke kunde naa os, og dækkede Hovedet for mulige Splinter fra Haandgranater.Vi havde ikke noget at forsvare os med og blev derfor hurtigt enige om at raabe Pardon. Fjenderne raabte tilbage, at vi kun skulde komme ud. Den første, der kom ud, fik et Skud gennem Laaret. Jeg kom næst efter og sprang ned i et dybt Granathul. Nu kom de andre ogsaa og sprang ned i samme Hul for at søge lidt Dækning mod den uhyre Regn af Shrapnelkugler og Granatstumper, som vort Artilleri lod falde mellem vor og den franske Skyttegrav. Det havde nok mærket, at vi blev angrebet, og derfor lagde det et Bælte med Spærreild foran Graven. Her tabte jeg al Sans og Samling; jeg husker kun, at lille Thomas Petersen sagde: »Hvordan vil det gaa os?«

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.