Tag-arkiv: grænsebevogtning

19. september 1917 – Ribe Stiftstidende: 4246

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne nordslesvigere

Mindstetallet paa faldne nordslesvigere er nu 4246.

Medhjælp til faneflugt

Daglejer Niels Jørgen Thomsen fra Hvidding stod i fredags anklaget for Landsretten i Flensborg for natten til den 27. juli i aar at have forsøgt at hjælpe sin brodersøn, gefreiter Nielsen, over grænsen samt at have undladt at melde soldatens flugt til de paagældende myndigheder.

Den nævnte nat blev de to ifølge Flensborg Avis grebne i nærheden af grænsen, og den anklagede tilstod dengang, at det havde været hans hensigt at hjælpe sin brodersøn over grænsen.

Ved forhandlingen nægtede han dette og paastod, at de kun havde foretaget en spadseretur. Statsadvokaten holdt ham for skyldig og androg paa 9 maaneders fængsel. Retten holdt en fængselsstraf paa 6 maaneder tilstrækkelig.

Neutrale og forsvundne udlændinges meldepligt

Ifølge de for tiden bestaaende forordninger skal alle over 15 aar gamle udlændinge personligt anmelde sig hos den stedlige politimyndighed 24 timer efter ankomsten; passet skal forelægges. Ligeledes skal de, 24 timer før de forlader deres opholdssted, afmelde sig under forelæggelse af de samme papirer. Enhver, der gratis eller mod betaling optager en udlænding i sin bolig eller i sin drift, er forpligtet til at forvisse sig om den skete anmeldelse senest 24 timer efter optagelsen af en udlænding, og ifald anmeldelsespligten ikke er efterkommen straks at melde det til politimyndighederne.

Da disse bestemmelser stadigt overtrædes, peges der hen paa, at overtrædelser straffes med fængsel indtil et aar. De samme bestemmelser gælder ogsaa for statsløse. Da mange udlændinge endnu mener, at de ikke behøver at til- og afmelde sig, naar deres ophold ikke strækker sig over 24 timer, skal der endnu særlig gøres opmærksom paa, at dette er en fejltagelse. Enhver udlænding eller statsløs skal tværtimod hver gang til- og afmelde sig, selv om opholdet kun varer nogle timer.

Ved de faldnes grave

Fra felten skrives til Hejmdal af P. Christensen fra Klovtoft: Sammen med min kammerat Bonde fra Haderslev fandt jeg ved at besøge en stor og smukt anlagt kirkegaard her i skoven følgende navne, der kunde tyde paa, at her hvilede Nordslesvigere: Overgefreiter Jacob Ley, død den 29.5.1916, landstormsmand Lorenz Hansen, død den 9.7.1916, landstormsmand Heinrich Petersen, død den 12.7.1916, landstormsmand Erik Hansen,  død den 13.7.1916, udfyldnings-reservist Claus Johannsen, død den 18.5.1916 og gefreiter Søren Goldbek , død den 17.5.1916. Paa sidstnævntes grav laa der en stor krans fra Regine Goldbek.

Faldne

Snedker Otto Rau fra Gammelgab ved Broager er falden i Frankrig den 25. august. Han efterlader hustru og barn.

Landboelsmand Andreas Jepsen i Tamdrup ved Øsby har modtaget efterretning om, at hans søn Peter er falden den 6. september, 21 aar gl. Det er den anden søn, Jepsen har mistet under krigen, mens den ældste søn endnu er med derude.

Arbejdsmand Poul C. Frydendal Grentsch paa gasværket i Haderslev er falden den 23. august, 29 aar gl. Han efterlader hustru og et barn.

I tabslisten meddeles, at Christian Schytt fra Aabenraa er falden.

Billedskærer Gädickes hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at hendes ældste søn August er falden. Den afdødes fader og broder er ligeledes indkaldte.

Saarede

Hans Paulsen fra Felsted er haardt saaret.

Savnede

Jørgen Eriksen fra Anslet, Jørgen Knudsen fra Varnæs, Wilhelm Sick fra Fol og Hinrich Thomsen fra Haderslev er savnede.

27. august 1917 – Ribe Stiftstidende: naar der maa skydes paa flygtninge

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Naar der maa skydes paa flygtninge

Under 31. juli 1917 bekendtgør den kommanderende general i Altona: Alle i Grænsetilsynstjenesten og i Kystværnet virksomme militærpersoner maa ved udøvelsen af deres tjeneste efter at have raabt én gang skyde: Paa alle personer, der vil unddrage sig en truende arrestation eller foreløbig anholdelse ved flugt, eller som efter sket arrestation eller anholdelse gør et flugtforsøg.

3. august 1917 – Ribe Stiftstidende: mislykket flugt og smugleri-føljetonen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Mislykket flugt

En baad med 8 russiske krigsfanger og en kvinde er bleven indbragt til Sønderborg og overgivet til Fangekommandoet. Flygtningene kom fra Eckernförde-egnen.

Smuglerierne

Atter en forretningsmand fra Vejen anholdt

Efter et i torsdags afholdt forhør er sadelmager Johannes Jakobsen, Vejen, blevet sat under anholdelse. Det er en ældre sag – fra slutningen af 1915 – det drejer sig om. Paa den tid modtog nemlig hr. Jakobsen fra en sadelmager i Holstebro en meget stor sending tornysterremme med anmodning om paa en eller anden snedig maade at faa dem transporteret over grænsen. En arbejdsmand fra Vejen skulde have hjulpet sadelmageren, men nægtede at befatte sig med sligt, skønt et passende sted allerede var udset ved Kongeaaen til udsmuglingen. Saa vidt det nu kan ses, kom remmene ikke over, men hvor de blev af, er man ikke rigtig paa det rene med endnu. Jakobsen blev i hvert fald anholdt. Det tynder ud blandt forretningsfolkene i Søndergade i Vejen.

Faldne

I lørdags modtog fisker P. Boisen i Egernsund ved Graasten meddelelse om, at hans søn Peter den 24. juli er død paa et feltlazaret i Frankrig.

Chr. Lund fra Troldal ved Lintrup er falden den 11. juli i en alder af knap 20 aar.

I tabslisten meddeles, at Peter Hansen fra Haderslev er falden.

Gaardejer Jakob Sørensen i Uldal ved Vojens, der i 1915 indkaldtes som ikke-uddannet landstormsmand, er for nylig død paa et feltlazaret bag ved fronten i Frankrig, 30 aar gl. Han efterlader sig hustru og 5 smaa børn.

Fru Rossen i Hostrupskov ved Aabenraa, som tidligere har mistet en søn og en svigersøn samt sin mand, der var invalid fra 1870, har modtaget efterretning om, at en anden af hendes sønner, mejerist Rossen, er falden i Galizien. En tredje søn, der i det første krigsaar blev haardt saaret og kom i fransk fangenskab, hvor han fik det ene ben amputeret, er senere bleven udvekslet.

Saarede

I tabslisten meddeles, at Marius Mortensen fra Ladegaard, Jens Rosenberg fra Oksenvad og Christian Thuesen fra Sundsmark er haardt saarede.

I tabslisten meddeles, at underofficer Johan Kraul fra Skovbølling er haardt saaret.

Kontorist Peter Jepsen i Aabenraa er paa grund af gasforgiftning indlagt paa et feltlazaret i Frankrig.

Savnede

Hermann Plath fra Nybøl i Sundeved er savnet.

23. juli 1917 – Ribe Stiftstidende: forældrene led nød

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Forældrene led nød

For at være gaaet over grænsen ad ulovlige veje stod tjenestepige Mathilde Fuglsang fra Over Lert i fredags anklaget for Landsretten i Flensborg. Hun havde herfor faaet et straffemandat paa 150 mark, men var ved Bisidderretten kun bleven dømt til en pengebøde paa 30 mark. Den anklagede tilstod at være gaaet over grænsen og tilbage ad ulovlige veje og uden pas. Hun havde ifølge Flensborg Avis gjort dette for at hente levnedsmidler til sine nødlidende forældre. Hun var allerede en gang i forvejen dømt for en lignende forteelse. Dommen lød paa en bøde paa 60 mark samt omkostningerne.

Faldne

I tabslisten meddeles, at Jørgen Lorenzen fra Lysabild er falden.

Gaardejerenke Marie Schmidt i Sundsmark i Ulkebøl paa Als har modtaget meddelelse om, at hendes eneste søn Jørgen den 8. juli er falden ved Vestfronten, 22 aar gl.

Nis R. Godt og hustru i Egen har modtaget efterretning om, at deres søn Frederik er falden den 14. juni, 21 aar gl.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Paul Busk fra Vejbøl og Peter Kruse fra Rangstrup er savnede.

I fangenskab

Christian Dall fra Københoved, Franz Fidder fra Grøngrøft, Peter Ohrt fra Lysabild, Thomas Paulsen fra Barsbøl og Christian Schmidt 2. fra Aabøl, der hidtil har været savnede, er i fangenskab.

Endvidere meddeles, at Hans Maibaum fra Østerby (kredsen er ikke anført) og Peter Petersen fra Hajstrup ifølge private meddelelser er i fangenskab.

 

21. juli 1917. Russer skudt ved grænsen. Enkefru Røgind: “Den elendige Soldat”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

21. Juli.
Saa er det sandt. Den stakkels Russer, der har været et Aarstid hos Jepsens og har været Krigsfange i næsten tre Aar, vilde flygte over Grænsen ved Christiansfeld sammen med en Søn af Jepsens Nabo (Gaarden mellem ham og Thygesen). Det mislykkedes. Vagten skød Russeren og nappede den anden.

Den elendige Soldat, der har gjort det, gid han maa bøde derfor, hvorfor kunde han ikke skyde forbi, er det de 50 Rmk., der har fristet ham? Gid de maa tynge hans Sjæl, saa han aldrig faar Fred.

En ung, kraftig, pæn Mand, gift, lider af Hjemve, hvem kan undres derover, saa lader han staa til — og saa Døden, Mordet kalder jeg det nu. Hans Kone havde sendt ham en Pakke fornylig, hun faar jo nu intet at vide om hans Skæbne, og han er nu begravet paa Aller Kirkegaard. Man taler meget derom og alle er bedrøvede, han var saadan et flinkt Menneske, jeg har set ham flere Gange, havde et godt Ansigt.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 140)

3. maj 1917. Johannes Christensen: Gennem Vadehavet til Danmark

20-årige Johannes Christensen – soldat ved Regiment 84 – var 28. april 1917 kommet hjem på orlov ved sine forældre på gården i Nørby ved Visby. Han havde for længst besluttet sig for at flygte til Danmark, når han fik chancen og 3. maj 1917 gjorde han forsøget sammen med sin ven Ludolf Lützen, der var på orlov fra enhed ved Østfronten.

Flugtbeskrivelsen (artikel i Askovbogen 1920-21)

Af de to kammerater Ludolf Lützen, Østerby, og Johannes Christensen Nørby Visby.

Det blev en spændende flugt mellem den 3. og 4. maj 1917. Fra Visby syd på til Østerby og ud i marsken for så at dreje mod vest ind til Højer og så videre nordpå gennem Emmelev til Ballum og ud til Randerup, hvor cyklerne blev efterladt. Herfra videre nordpå ud over engene. Vi slap tilfældigvis over i en båd. En kone nede ved Brede Å, hvor 8 unge mennesker var druknet nogle år før under en sommerudflugt med deltagere helt ovre fra Odsherred. Videre frem gik det. Vi skulle nå grænsen, inden det blev lyst. Snart var vi plaskvåde af at springe over de vandfyldte grøfter. Snart måtte vi mave os frem, når de tyske patruljer nærmede sig på vejene. Ved Skærbæk fik vi revet tøjet i stykker ved at springe igennem pigtrådsspærringer. Noget længere nord på gik vi så ud i havet, hvor vi vadede i flere timer, langt ude fra kysten, for at undgå at blive opdaget af kystvagten. Da vi havde vadet i flere timer troede vi, at vi havde overskredet grænsen og gik i land. Men ak og ve. Vi opdagede pludselig, at vi befandt os midt i vagtområdet på tysk side endnu og en dødsensfarlig flugt ud i vandet igen var uundgåelig. Men miraklet skete, vagten lod geværet i ro, og vi slap lykkeligt over.

Nogle fra vagtmandskabet var indkvarteret på gårdene i Høgsbro blandt andet hos min bror Hans Jefsen Christensen og hans nabo Carl Schmidt. Op ad formiddagen hørte min bror en samtale mellem vagtmændene om et par, de havde set gå uden om grænsen, uden at man havde skudt efter dem. Om aftenen spurgte Hans i fortrolighed vagtmanden om, hvorfor de ikke havde skudt efter flygtningene og fik følgende forklaring. Vagtmanden havde selv været med i Frankrig og var blevet hårdt såret i maven og lå i tre dage, inden han blev taget med tilbage til et lazarrat. Efter dette var hans tanke, at kunne han hjælpe nogen ud af dette ragnarok ville han gøre det. Efter nogen samtale om spørgsmålet fik min bror en aftale med den tyske vagtmand. Han fik 100 mark hver gang han lod en smutte over grænsen til Danmark. Der kom nemlig mange i de sidste krigsår og gik den vej.

Ja.Mange skæbner bliver løst ved en grænse mellem år og dag. Efter 16 timers flugt, nåede vi trætte og lykkelige til Vester Vedsted Efterskole, hvis forstanderpar jeg kendte og vi blev hjerteligt modtaget, og fik noget at spise og sov så nogle timer. Om eftermiddagen lånte vi noget civilt tøj og et par cykler og kørte så til Ribe for at ekvipere os og sende en hilsen hjem i ”kodesprog”. Dog ikke direkte hjem, men til bekendte, for at der ikke skulle blive ulemper for dem derhjemme ved det.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen som flygtning i Danmark i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

22. april 1917 – Enkefru Røgind: “Moralen er slappet ved Grænsen”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. April.
Fru Lindstrøm fortalte dramatisk om sin Rejse. Den har i Sandhed været spændende; godt det gik saaledes. Man faar ret Indtryk af, hvor Moralen er slappet ved Grænsen, baade dansk og tysk er lige god, gælder kun Smørelsen.

Hvad der havde gjort et meget stærkt Indtryk paa hende, var Mødet med en Soldat i Toget fra Fjelstrup. Han kom fra Arras, havde rejst uafbrudt fire Dage og Nætter, havde Orlov, var lige ankommet, et Telegram ventede ham og en Gendarm ligesaa, og øjeblikkelig maatte han efter Rekvisition tilbage til Arras uden at have set sit Hjem, sine Kære.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 135)

4. april 1917. Kun i præstegården smugles ikke – tror præsten i hvert fald!

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

I den sidste del af marts måned var den ulovlige færdsel over grænsen fremdeles meget livlig; man har set folk komme over i flokke på indtil 7 personer, næsten udelukkende kvinder, og smugleriet drives i stort omfang.

Man fortæller ovre fra Roager sogn, at præsten derovre ved en lejlighed, hvor smugleriet kom på tale, udtalte, at der i hele sognet næppe var mere en ét hus, der kunne sige sig fri for smugleri. Dermed mente han præstegården. Men da præsten var gået, blev det snart oplyst, at præstens husholderske havde været i Danmark to gange for at hente fødevarer over. Præsten ville gerne have god mad, vidste hun.

Da det kniber med at gøre de indkøb man ønsker i Ribe, rejser der nu adskillige længere nord på til Bramminge eller Esbjerg, for at gøre indkøb. I toget, der kommer til Ribe kl. 6 om eftermiddagen, kan man stadig træffe sønderjyder. Man kan let kende dem. De er forsigtige i deres optræden, har et noget spændt ansigtsudtryk og er meget vagtsomme over for enhver ny person, der stiger ind i toget. Deres forehavende præger dem. Det var dem ikke i kødet båren at være smuglere; de er uvante med dette arbejde. Det var nøden, der drev dem til det. – Giver man sig i samtale med dem, røber sproget og udtryksmåden dem straks. Desuden medfører de velspækkede håndtasker eller rygsække, og lommerne i deres tøj bugner af velstand. –

Fra Ribe tager en del bil til grænsen, men mange må benytte apostlenes befordring, og det er ofte meget anstrengende ture, mange må gøre, førend de når over grænsen til deres hjem. På denne side er de danske grænsegendarmer efter dem, og på den anden side må de søge at undgå de tyske grænsesoldater, der ikke længere holder af at være medvidere i deres færd, siden flere soldater er blevet straffet for at have ladet folk passere over.

Man finder mange vidnesbyrd om sønderjydernes natlige færd ved grænsen. Et sted på en lille vej tæt ved grænsen er der spildt kaffebønner, et andet sted ligger der en lang stribe risengryn. Flere stykker vaskesæbe har man fundet på marker op til grænsen; på en mark endog et helt sigtebrød. Disse ting er snarest tabte, når smuglerne hat måttet løbe for at slippe fra grænsevagten.

Nogle få bliver grebet af de danske grænsegendarmer. De får da deres smuglergods konfiskeret, men drejer det sig kun om fødevarer eller lignende, som de bærer med sig, bliver de ikke idømt nogen bøde, men deres ”varer” bliver i reglen ikke konfiskeret, siger man derovre fra. I den sidste tid har der været så mange anholdelser derovre, at man har fundet det for besværligt at føre alle de anholdte til Flensborg; flere har fået deres ”forseelse” takseret i Skærbæk.

Der er visselig ikke lystture, sønderjyske kvinder foretager herover i disse tider for om muligt at skaffe sig lidt af det, de mangler mest til livets ophold. Et enkelt træk blandt mange skal anføres: Den 26/3 17 kom to kvinder derovre fra hen på aftenen ind i køkkenet i et hus på Høm Mark, hvor der endnu var lys. De var belæssede med mange pakker, var våde og meget trætte og forkomne. Da de læssede byrderne af, faldt en pakke ned på køkkengulvet. Papiret om den gik itu, og det dejligste danske vaskesæbe trillede ud på gulvet. Pakken indeholdt 20 stykker. – Kvinderne var gået vild; de troede, de var på tysk side; thi de var på deres vej fra Danmark kommet forbi den tyske grænsevagt og vidste ikke, at de igen var kommet til Danmark. Deres hjem lå omtrent en mil syd for grænsen. De turde ikke gå ud igen, troede ikke, at de kunne vende hjem den nat, men bad om at få lov til at blive siddende i køkkenet til det gryede ad dag. Konen i huset kogte kaffe til dem, og de fik noget at spise, for hvilket de var meget taknemmelige. Så sad de i køkkenet eller lå på køkkengulvet natten over, og det lykkedes dem at komme over grænsen ved daggry.

Redaktør Willemoës’ notsbøger

25. marts 1917. Storsmugleren “Tante Frederik”

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 3/3 17, fortsat

Ved slutningen af sidste uge så det ud til, at der ville indtræde en standsning i færdslen over grænsen. Der var sket en del anmeldelser derovre om trafikken til Danmark. – En tysker (Jørs?) fra Birkelev, der ofte kom til Ribe og blandt andet drev en del smugleri, var en dag blevet anholdt i Ribe, frataget det indkøbte smuglergods og idømt, siger man, en bøde på 25 kr. Da han derefter tomhændet gik tilbage over grænsen, kom han ifølge med et par andre smuglere, som havde velfyldte rygsække med sig. Af misundelse fortæller man derovre fra, meldte han sine to ledsagere.

En skolelærer fra Roager havde meldt en grænsesoldat, fordi denne havde ladet folk passere over, deriblandt skolelæreren selv. Soldaten fik 3 ugers fængselsstraf, men manden fra Birkelev og skolelæreren blev ikke straffet, fordi de, som det blev udtalt af præsten (Fischer Benzon) derovre, havde været i Danmark af ”politiske hensyn”.

Vedkommende soldat var meget forbitret over den straf, der overgik ham, og udtalte til værten i sit kvarter, at alle djævle var nu også løse i Tyskland for tiden, hvortil værten, en god dansk mand, bemærkede, at det havde de været længe.

En kone, der blev anholdt af en modvillig grænsesoldat, da hun ville gå over til Danmark, anførte til sit forsvar, at flere andre navngivne kvinder havde været herovre.

Der blev så rodet op i sagerne og gjort indberetning, hvad der medførte skærpede instrukser til grænsevagten om, at der slet ingen passage måtte finde sted over grænsen. Der gik så et par dage, da det var meget vanskeligt at kommer herover.

Den før omtalte husholdersker, der den 16/2 var gået herover med et par småpiger, for at de kunne få talt med deres far, der er deserteret herover, var nær ikke kommet tilbage igen med børnene. Hun gik fra den ene post til den anden og blev et stykke vej fulgt af en soldat på den anden side, indtil hun langt om længe ved midnatstid traf en medgørlig vagt, der lod hende gå over; men hun lovede for, at hun ikke skulle herover igen uden at have aftalt tid og sted med en vagt. – Børnene var naturligvis blevet instruerede om, at de ikke måtte fortælle nogen, at de havde været i Danmark at besøge deres far, og da den 6-årige pige en dag blev spurgt om hvorledes hendes far havde det, svarede hun, at han havde det godt, for han var derovre, hvor de spiste hvedekage.

Lørdagen den 24/2, kort efter at de skærpede instrukser var udstedt, kom en kone fra Spandet til grænsen ved Hømlund og bad en vagthavende grænsesoldat om at få lov til at gå over til Danmark. Han turde imidlertid ikke lade hende passere, men tog hende med hen til vagthuset, hvor feltwebelløjtnanten fra Spandet netop på den tid opholdt sig. Løjtnanten gav hende da lov til at gå over, når hun ville være tilbage igen om to timer. Den menige soldat fortalte naturligvis dette til sine kammerater, og så gik det lettere igen med færdslen til Danmark.

Samme aften gik en ældre mand fra Gabøl en ung utjenstdygtig karl fra [her mangler der tilsyneladende en fortsættelse at teksten]

Fra grænsen syd og øst for Ribe, 25/3 17, fortsat

En professionel smugler har man også i denne grænseegn; det er en ældre ungkarl, der har bopæl forskellige steder på den anden side grænsen, et ejendommeligt individ der går under navnet ”Tante Frederik”. Noget indskrænket er han, men til at smugle, har han gode gaver.

Før krigen smuglede han varer ind i Tyskland fra Danmark, tændstikker og andre småting, som han kunne bære over.

Det tyske toldvæsen var ofte efter ham, men han kom næsten altid alligevel godt fra smugleriet. Nu under krigen er han i travl virksomhed med at smugle varer ud fra Danmark til Tyskland. Han er godt kendt; han går i pjaltede klæder, om sommeren i bare fødder, om vinteren med træsko på duknakket og i en slæbende gangart.

Når han toner frem ved et hegn eller på en afsides vej, omtrent som man tænker sig Jerusalems skomager færdes, hedder det gerne: ”nå, nu er Tante Frederik herovre igen!” Børnene især finder, at han er en interessant fremtoning, og de løber ofte efter ham for at få ham til at se på nærmere hold.

Tidligere købte han sit smuglergods i grænseegnens brugsforeninger, men nu, da dette ikke kan lade sig gøre mere, går han til Ribe. Han bærer varerne i en stor rygsæk og har foran på sig en del pakker, der kan veje op mod denne.

Når han kommer i nærheden af grænsen skjuler han varerne, som oftest i en lille fyrreplantage eller på en lynghede ikke langt fra grænsen. Derefter går han ud til en eller anden af grænseboerne med hilsen eller bud derovre fra, og han får sig da en hjertestyrkning i form af mad og drikke.

På denne del af turen har han ikke noget imod at møde en af de danske grænsegendarmer; han er jo da uantastelig, og han vil godt, at de skal se ham færdes tomhændet derovre. Siden, når tiden er belejligt, bærer han smuglergodset over grænsen i mindre partier. – De danske grænsegendarmer har ofte været på vagt ved veje eller krat efter ham, men de kan ikke fange ham; han skifter stadig rute og forstår altid at krydse uden om dem.

Forrige søndag blev han dog pågrebet af den tyske grænsevagt. Han havde da taget sig for ved aftentid at føre et par børn over grænsen, syd for Høm, for at de kunne besøge deres bedsteforældre, som bor på denne side af grænsen.

Børnene blev ført til Roager, hvor de måtte blive natten over, men de blev næste dag ført til deres hjem i Fjersted af selve grænseløjtnanten fra Roager. Frederik måtte derimod under politiledsagelse en tur til Flensborg, hvortil han ankom anden dags morgen; men allerede samme dags aften var han fri og marcherede straks nord på, gik i sine fladbundede træsko fra Flensborg til Over Jerstal og tog derfra med lillebanetoget hjem til Fjersted. –

 Den 25/3

I går gik det omsider Frederik galt herovre. Han havde været i Ribe og gjort indkøb, men da han på vejen til grænsen var kommet omtrent en halv mil sydøst for Ribe, blev han indhentet af en cyklende statspolitibetjent fra Ribe og anholdt. Han søgte at sno sig fra betjenten ved at foregive, at han tjente på en gård i Høm, havde været i Ribe at gøre indkøb, da han skulle ud til sikringsstyrken osv. Hans udflugter hjalp ham imidlertid ikke. Varerne – han havde for 23 kr. – blev konfiskerede, og 10 kr., han havde hos sig i penge, måtte han betale i bøde. Det eneste, betjenten lod ham beholde, var et indrammet billede han havde fået i Ribe samme aften, kom han til Høm. Han var noget slukøret, da han fortalte om sit uheld i et hus, hvor han gik ind, og han var meget utilfreds med, at han denne gang måtte gå tomhændet tilbage over grænsen.

Redaktør Willemoës’ notesbøger

14. marts 1917. Bestikkelse af grænsevagter og kontrollører

Redaktør N.C. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende. Under krigen førte han private notesbøger om stort og småt ved grænsen. I begyndelsen af året 1917 handler et par indlæg om bestikkelige vagter og kontrollører ved grænsen.

Korporalen, der slagtede så nydeligt.

På gården ”Kiddingen”, hvor en af Finnemanns døtre er gift og som var blevet idømt en mulkt på 1000 mark for for stærkt brug af brødkorn, spurgte en officer hende en dag, hvorfor hun dog ikke slagtede og hensaltede mere end hun gjorde.

Hun: Ja, men det kunne da aldrig falde mig ind; jeg er jo blevet højt mulktereret for brug af korn og kunne jo udsætte mig for endnu mere, Nej tak!

Officeren: Nå-åh, ja når det udføres forkert. Men jeg har en korporal, der har slagtet 82 svin for forskellige, og han gør det aldeles nydeligt. De skulle lade ham gøre det. Der [er] dog en ting jeg betinger mig. Jeg vil nok have et stykke flæsk til almindelig dagspris og korporalen må naturligvis også have et stykke.

Herefter blev det overdraget den omtalte korporal at slagte på Kiddinggård; han gjorde det også nydeligt og både han og officeren fik deres gode stykker.

Ved grænsen østpå er adskillige af de tyske vagtposter meget skikkelige, og for en mellemmad kan man uden synderlig vanskelighed på breve ucensureret over, skjult i felthuen. Det går endog så vidt, at vagtposter går over på dansk grund for at spise mellemmaden. Således blev for nogle dage siden en tysk vagtpost set løbende ad landevejen på den danske side ned mod den tyske grænse, idet han udtalte, at han håbede, at han nåede tidsnok over til appellen. Han havde været herovre for at få sin mellemmad.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger bind 3

9. marts 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… Passagen fra Slesvig over Grænsen”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1 Gennem H.
Der bygges en Flyvehal i Mørvig ved Flensborg. Det hedder sig, at engelske Flyvere skal have været i Tønder, og at det er Meningen at flytte denne Hal, der skønnes meget udsat, til Flensborg.

2 Angaaende Passagen fra Slesvig over Grænsen har Landstormkommandoen befalet følgende: ”Det tillades indtil videre at passere Postkæden ved Frørup, Jels-Trolkjær, Skodborg, Foldingbro, Baugaard, Kamptrup, Gjelsbro og Spandet, men kun for den umiddelbart ved Grænsen boende Befolkning, naar det gælder Ejendommens Drift til eget Brug.
For at passere de nævnte Steder bæres skriftlig Tilladelse fra Bataillonskommandøren, forsynet med Billede af Ihændehaveren. De ovennævnte Overgangssteder kan ikke passeres fra kl. 10 Aften til 6 Morgen, undtagen naar Bataillonskommandøren giver Tilladelse i meget paatrængende Tilfælde.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

26. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: børnearbejde nødvendigt

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Børnene organiseres. Skoleungdommen og landbrugsarbejdet

Det vil herefter paa en omfangsrig maade blive gennemført, at skoleungdommen bliver holdt til at hjælpe ved landbrugs- og havearbejder. Byernes skoleungdom af begge køn fra det 12. aar af skal i aaret 1917 stærkere end hidtil tages i brug baade ved foraarsarbejdet og høsten.

Skoleforbund , ledere og lærere skal i forstaaelse med forvaltningsmyndighederne, den militære ungdomsforberedelse og forældrene træffe de nødvendige forberedelser. Skolemyndighederne skal affatte nøjagtige lister over samtlige skolebørn fra det 12. aar, der er rede og godt egnede til dette arbejde.

Overledelsen af de militære ungdomsforeninger affatter lister over deres egnede unge medlemmer. Disse lister vil indtil 10. marts blive indrettede for garnisonskommandoerne eller besørgelsestederne, og derpaa meddelte til landbrugskredsene.

I landlige distrikter vil det eventuelle overskud blive meldt hos den nærmeste bys besørgelsested. Naar ungdommelige personer ikke mere besøger skolen, men endnu ikke er hjælpetjenstpligtige og heller ikke hører til et ungdomskompagni, kan de melde sig direkte hos besørgelsesstedet.

I øvrigt er anvisningen af ungdommelige arbejdere, arbejdsgivernes forpligtelser osv. nøje reguleret.

Uheldigt smugleri

Den 17. november i fjor blev købmand Baruba og lokomotivfører Runge ved Flensborg landsret idømt følelige pengebøder, sidstnævnte fordi han havde smuglet hygiejniske gummivarer fra Danmark til Tyskland og 6 store febertermometre i den omvendte retning, medens Baruba havde købt gummivarerne og forskaffet ham termometrene. Barubas revision mod landsrettens dom er af Rigsretten i Leipzig bleven forkastet som ugrundet.

Ikke flere koppetilfælde i Haderslev kreds

Foruden de to tilfælde af kopper paa Kastrup fattiggaard er der ifølge Dannevirke ikke forekommet flere tilfælde i Haderslev amt. En person i Fredsted, som er syg, og hvis tilstand har givet anledning til en del rygter, har,  efter hvad kredslægen har forstaaet, skarlagensfeber.

20. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: syd for grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Efterlyste

I regeringens Amtsblatt for den 10. februar 1917 efterlyses følgende personer, som er beskyldte for at være deserterede eller at have forladt deres afdeling uden tilladelse: Landstormsmand Peter Wilhelm Autzen f. 21. januar 1886 i Tyrstrup; gefreiter Anders Andersen Skjøth, f. 6. oktober 1882 paa Nustrup Mark; landstormspligtig Nikolaj Rudbeck, f. 20. december 1880 i Hajstrup; ikke-uddannet landstormspligtig Johan Arnold, f. 17. juni 1898 i Ralmadebro, sidst i Stenderup; ikke-uddannet landstormspligtig Søren Nielsen Degn, f. 3. december 1898 i Ustrup; ikke-uddannet landstormspligtig Alfred Christensen, f. 16. oktober 1898 i Hvidding; ikke-uddannet landstormspligtig Hans H. Jessen, f. 19. februar 1898 i Aarslev, sidst i Mintebjerg; landstormsmand Peter Sørensen Platz, f. 1. juni 1875 i Tyrstrup, sidst i Frørup; musketer Johan Evangelist Geller, f. 17. april 1881 i Bayern, sidst i Frørup; infanterist Christian Rasmussen,  f. 29. december 1875 i Nørre Vilstrup, sidst i Kjelstrup; kontorist Hans Andersen Madsen, f. 9. april 1895 i Broager.

En flygtning skudt ved grænsen

Fredag morgen omkring tretiden hørtes syd for Brenøre(der ligger umiddelbart nord for grænsen, vest for Taps) nogle skud og kort efter observeredes tyske vagtposter paa eftersøgning syd for grænsen med deres elektriske lommelygter. Det lykkedes dog først nogle timer senere at finde den eftersøgte, der viste sig at være en tysk marinesoldat, som efter et par aars tjeneste nu vilde søge at unddrage sig denne ved flugt over den danske grænse. Han var efter forlydende bleven ramt i begge arme og blev ført bort ag vagtposterne.

Faldne

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Karl Mortensen fra Tornum er falden.

Slagtermester P. Clausen og hustru, Slotsgade i Aabenraa, har modtaget det tunge budskab, at deres søn Alex er falden ved Somme. Han ramtes af en granatsplint i hovedet, mens han stod paa vagt, og var død paa stedet. Alec Clausen blev kun 20 aar gl. Han har været ved fronten siden sidste efteraar.

Hans Toft og hustru i Tornum ved Lintrup har modtaget den sørgelige efterretning, at deres søn Karl er falden. Han blev kun 20 aar gl.

Reserveløjtnant Friedrich Bønning er falden den 11. februar. Hans forældre, der bor i Flensborg, har derved mistet deres eneste søn.

Familien Feidenhansl i Oksenvad har modtaget det sorgens budskab, at sønnen Christian er falden den 28. januar. Han blev kun 21 aar gammel.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Larsen fra Barsmark er død som følge af sygdom.

Gaardejer Jørgen Fromm paa Grarupgaard er falden den 3. februar i en alder af 30 aar.

Saarede

Johan Heinrich fra Søft ved Aabenraa er haardt saaret.

Landstormsmand Emil Westphal fra Holebøl Mark er som følge af en mineeksplosion bleven saaret i hovedet, saa han nær havde mistet synet. Han har dog selv, skønt næppe læseligt, kunnet skriv hjem til sin familie. Seks andre andre kammerater maatte lade livet, medens Westphal blev reddet af feldwebelen. Han er bleven indlagt paa et feltlazaret.  

I fangenskab

Fyrbøder i reserven Karl Kunz fra Bovrup og over-maskinist-mat i reserven Hans Henrik Nissen fra Brandsbøl paa Als er i engelsk fangenskab.

Landmand Peter Struck og hustru i Mølmark ved Broager har faaet efterretning om, at deres søn hans er falden i fransk fangenskab.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Uldal fra Arnitlund, der hidtil har været savnet, er i fangenskab.

Savnede

I marinens sidste tabsliste meddeles, at maskinist mat Rasmus Wolter fra Røllum fra Aabenraa er savnet og efter al sandsynlighed maa antages at være omkommen.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Lauritz Toft fra Øster Løgum er savnet.

Familien Jess i Mastrup har modtaget meddelelse om, at svigersønnen Leonhardt Nissen har været savnet siden den 5. februar. L. Nissen har været med siden krigens begyndelse. 

29. oktober 1916. Desertøren Jakob Moos: Forfulgt af en rasende vagthund

Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. Efter et lazaretophold besluttede han i efteråret 1916 at desertere. Efter flere dages vandring nåede han endelig egnen syd for grænsen til Danmark. Natten tilbragte han på høloftet hos en bekendt i Jels.

Den næste dag var en søndag. Jeg blev budt ned til kaffe, og den smagte mig ovenud godt. Det var den første varme drik, jeg modtog, siden jeg tog hjemmefra. Søndagen gik, og da mørket brød frem, fortsatte jeg min vej mod grænsen, ført af en vejviser til hest. Vi havde en aftale: red han langsomt fremad, var der ingen fare; skældte han hesten ud, skulle jeg omgående forsvinde bag et hegn eller søge ind i skoven; holdt han stille, skulle jeg komme hen til ham, for så var der et eller andet, han ville meddele mig.

Det gik godt. Vi nåede uden for byen. Her måtte jeg forsvinde første gang. Jeg skjulte mig bag længerne på en gård. Da faren var overstået, kom jeg igen frem, og nu gik turen videre, indtil vi uden forstyrrelser nåede op i umiddelbar nærhed af grænsen. Jeg kom op i nærheden af ham og modtog de sidste instrukser. To soldater, som var blevet afløst, nærmede sig, og jeg forsvandt omgående.

Da jeg atter kom frem, var rytteren borte, og det var umuligt at få øje på ham. Så var jeg nødt til at klare mig på egen hånd. Forsigtigt sneg jeg mig nu fremad. Medens jeg holdt skarpt udkig til alle sider, opdagede jeg henne ved et hegn noget mørkt. Jeg troede, at det var min vejviser, men da jeg nærmede mig det ubestemmelige, opdagede jeg i sidste øjeblik, at det var en tysk vagtpost, der stod ved siden af sit skilderhus.

Nu vidste jeg, at jeg var ved grænsen, og nu gjaldt det om at udspejde, hvor vagtposterne stod og ad hvilken vej de gik. For at blive klar over det, krøb jeg frem over en mark og hen til et skovbryn. Her i skyggen af skoven kunne jeg mere ubemærket komme videre. Efter en times ihærdig spejden var jeg på det rene med vagtposternes gøren og laden, og så prøvede jeg at kravle frem på maven. Det gik godt til at begynde med. Jeg nåede helt frem til den vej, vagtposten gik på. Men i det øjeblik, jeg ville springe op og styrte over vejen, altså over grænsen, blev jeg overfaldet af en vagthund.

Jeg havde en svær knippel i hånden, den havde jeg fået af manden i Jegerup, og jeg forsøgte nu at give hunden en over panden, men det gjorde kun ondt værre —. Hunden blev fuldstændig skruptosset. Der var ingen tid til betænkning. Omkring! og tilbage til skoven. Den rasende hund forfulgte mig hele vejen. Jeg krøb ind under en busk i skovens udkant. Her ventede jeg på, at bæstet skulle gå sin vej, men den blev roligt stående og holdt trofast vagt. Der var intet andet at gøre end at forsvinde ind i skoven. Dyret fulgte ikke med, og da jeg efter nogen tids forløb hørte den gø langt borte, besluttede jeg mig til at gøre et nyt forsøg.

Det gjaldt om at udnytte tiden, medens hunden var optaget andetsteds. Jeg krøb igen frem, hurtigt. Kort efter så jeg, at to vagtposter på deres runde fjernede sig fra hinanden. Så fik jeg endnu mere travlt, samlede alle mine kræfter, avancerede så hurtigt jeg  kunne, og — ti minutter senerestod jeg i Danmark. Jeg trak vejret  lettere. Den næste formiddag tog jeg til Vamdrup. Turen havde taget fire døgn. Det eneste, jeg ejede, var det omtalte egespir, men — jeg havde min frihed!

DSK-årbøger, 1958

28. oktober 1916. Desertøren Jakob Moos faret vild ved grænsen

Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. Efter et lazaretophold besluttede han i efteråret 1916 at desertere. Efter flere dages vandring nåede han til Jegerup, hvor han søgte ind hos en bekendt.

Ved midnatstid fulgte han mig på vej og gav mig de nødvendige oplysninger og råd. Han advarede mig navnlig mod at nærme mig Mølby ved Sommersted, fordi denne by var meget tæt belagt med militær. Omsider skiltes vi, og efter hans råd gik jeg østen om Sommersted.

Det gik godt. Jeg søgte igen ind til banelinien og passerede en jernbanebro. Herefter gik jeg mod vest, idet jeg fulgte amtsbanesporet, der førte til Jels. Indtil nu var alt gået planmæssigt; men nu blev hele min fint udtænkte plan kuldkastet. Jeg løb nemlig vild.

Hvordan dette kunne ske, er den dag i dag en gåde. I seks timer løb jeg rundt, så hurtigt jeg kunne, men alle vegne var der vand, som jeg ikke kunne komme over. Et sted ville jeg løbe over en bro, og på et hængende hår var jeg lige ved at løbe i armene på en vagtpost, der stod der. Jeg var kun nogle få skridt fra ham, da jeg opdagede ham. Egentlig havde jeg nok set, at et eller andet ragede op i terrænet, men jeg troede, at det var et træ. Den mystiske genstand stod  nemlig ganske ubevægelig.

Da jeg var kommet helt ind på ham, følte jeg det, som om det var den  onde selv, der var dukket op —. Jeg gjorde kort omkring og løb derfra så hurtigt, jeg kunne.

Under mit vilde løb kom jeg til noget, der lignede en sø. Jeg troede, at det var en af søerne ved Jels, men i virkeligheden var det en å, der var gået over sine bredder. Jeg besluttede mig til at følge bredden af det, jeg formodede var en sø, for ved enden af søen måtte Jels by ligge. Men jeg løb og løb og kom ikke til nogen by.

Natten gik, morgenstunden nærmede sig. Da nåede jeg endelig til en by, men den lå på den anden side af vandet. Jeg var dog heldig. En jernbanebro førte over vandet, og snart var jeg inde i byen — som jeg altså troede var Jels. I en hel time spurgte jeg om en bestemt mands bopæl, men det var forgæves. Og nu begyndte det at blive lyst. Folk viste sig allerede i byens gader. Der var ikke andet at gøre end at finde et skjulested, og det så hurtigt, som muligt. Jeg listede ind på en større gård, og kort efter var jeg forsvundet på høloftet. Jeg sov det meste af dagen.

Ved hjælp af mit landkort fandt jeg ud af, at jeg befandt mig i — Øster Lindet! Jeg var kommet alt for langt mod vest, fuldstændig ude af kurs; men jeg vidste i hvert fald, hvor jeg var og kunne lægge en ny plan.

Så snart det var blevet mørkt, begav jeg mig atter på vandring. Desværre løb jeg atter vild, men det var dog ikke værre, end at jeg et par timer senere atter var på den rette vej —. I disse timer havde jeg dog været helt inde ved det farlige Mølby, og først da jeg på  banegården kunne læse byens navn, var jeg rigtigt orienteret.

Nu behøvede jeg bare at følge amtsbanesporet, så skulle jeg nok komme til Jels. Og det kom jeg også. Jeg opsøgte den mand, jeg havde en aftale med, kom indenfor og fik anvist en seng, men for en sikkerheds skyld kravlede jeg op i høet og skjulte mig.

DSK-årbøger 1958

25. oktober 1916. Thomas Hansen skudt som faneflygtig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

3387

Mindstetallet af døde paa lazaret eller faldne er nu steget til 3387. Heriblandt smedemester Thomas Hansen, Branderup, skudt, da han, der var hjemme med orlov, vilde flygte over den, danske grænse.

Henrik Riis i Haderslev er en arbejdsmands tredje og sidste søn, og sygepasser Karl Jensen fra samme by blev sindssyg under krigen.

Henrik Stagh i Ulkebøl var sine forældres eneste søn og døde fra hustru og fem smaa børn og Frederik Petersen fra Egen efterlader hustru og 4 børn.

Fra Agern i Enge sogn er faldet ikke mindre end fire brødre Poulsen.

16. oktober 1916. Erfaren pige hjælper to desertører: “Nu er det netop 40, jeg har fulgtes med over!”

Nikolaj Kræmer fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste ved 9. Jägerregiment (Lauenburgisches). Hjemme på orlov i oktober 1916 besluttede han sig for at desertere samme med sin lillebror.

Farvel, „ Grosses Vaterland“ .

I Oktober 1916 fik jeg fra Garnisonen i Ratzeburg Orlov hjem, før jeg igen skulde sendes til Fronten. Ankommen derhjemme i Øster Lindet erfarede jeg, at min yngre Broder havde været paa Session, var taget til Infanteriet og kunde vente sin Indkaldelse snarest.

Han var meget nedtrykt herover, og min Mor ligeledes, for saa var der jo ingen til at passe Bedriften derhjemme. Det lyste op i hans Tilværelse, da jeg fortalte ham, at jeg, naar min Orlov var til Ende, vilde tage til Danmark og saa tage ham med. Det blev en Aftale. Vi tog i Hast Kartoflerne op og ordnede, hvad vi kunde overkomme.

En hel Del af Kartoflerne begravede vi i Sandgraven uden at fortælle det. Ved Juletid slap Kartoflerne op, noget, de derhjemme slet ikke kunde forstaa. Men i Foraaret, da vor Nabo, som siden blev min Svoger, skulde bruge noget Sand, fandt han her Kartoflerne, og Nøden var afhjulpet.

Tiden gik hurtigt, og Dagen kom, da vi maatte af Sted. Ved højlys Dag gik vi ad den slagne Landevej til Grænsen, med Overfrakke paa Armen og Stok i Haand og med en halvlang Pibe i Munden som andre Studeprangere.

Min Bror, der kun var en Dreng, blev mere og mere alvorlig, jo, nærmere vi kom Grænsen. Da vi bøjede ned ad Vejen til Skudstrup, mødte vi en tysk Officer. Jeg saa, at Hans var ved at blive bleg om Næbbet og fortalte saa en Anekdote og slog en ordentlig Lattersalve op, saa ogsaa min Bror maatte le.

Jeg tog Hatten af og hilste paa Tysk. „Guten Tag, Guten Tag!” hilste Officeren. Jeg tænkte: „Dit dumme Asen, kan du ikke tænke dig, hvad Ærinde vi gaar i.”

Nu gik vi ind over Marken lige mod Grænsen. Jeg bildte mig ind, at jeg kendte Grænsen ud og ind fra den Tid, jeg stod i Lære hos Peter Jegsen i Jels, da vi havde Arbejde ved Grænsegendarmeriet. Men lige med et gik det brat ned mod Kongeaaen, og vi stod ganske nær ved en Grænsevagt.

„Duk dig og følg mig“, sagde jeg, og vi gik i bøjet Stilling til venstre hen mod Aage Schmidts Havedige og langs med det op til Gaarden, hvor vi smuttede ind ad Bagdøren. Her mødte vi Aage Schmidt, som jeg spurgte, om han havde Kælvekvier at sælge.

– „Nej“, sagde han med et Smil, „men sid ned og faa en Bid Brød“.

Ved Spisningen talte vi om alt andet end Krig og Danmark. Aage Schmidt sendte os ud i Stalden, hvor vi kunde se paa Kreaturerne, men der var ingen, som skulde sælges.

– „Pigerne er derude, de har travlt, da de skal til Vamdrup i Aften.“

Jeg lod, som om det ikke ragede os, men saa heri en Hjælp. Vi kom ud i Stalden og hilste paa Pigerne.

„Naa, I har nok travlt.” „Ja, for vi skal til Danmark i Aften.” „Det skal vi ogsaa”, svarede jeg kort. „Det passer da udmærket”, sagde Pigerne, „for vi har af Feldwebelen faaet Lov til at gaa og tage Karlene fra Gaarden med, imod at de tager en Flaske Brændevin med til ham.” Jeg mente nok, vi kunde være Karle paa Gaarden for en Nat.

Snart var Pigerne i Tøjet, og vi startede, men ikke, som jeg havde forestillet mig det. Vi gik hen imod den Vagtmand, vi lige havde staaet overfor.

Karen rømmede sig, Vagtmanden ligeledes og gik til den næste Vagtmand i Kæden og derpaa i en Bue uden om os. Dette gentog sig endnu to Gange. Vi stod paa det Punkt, hvor Kongeaaen kommer fra Nordøst og begynder at danne Grænsen. Længere mod Øst danner en Bæk Grænsen, og en Markvej fører over Bækken. Denne var afspærret med spanske Ryttere, men i Bækken ved Siden af var henkørt en halv Vogn, som man kunde træde paa. Karen satte en Fod paa Vognen og hoppede over, og vi andre ligesaa. „Det kom du nemt fra”, sagde jeg, „det har du nok prøvet før”. „Ja”, svarede hun, „nu er det netop 40, jeg har fulgtes med over.”

Da jeg igen vendte mig om, lød en blid og venlig Røst: „God Aften, hvor kommer De fra.”

Foran mig stod en Mand i lyseblaa Uniform. Jeg var helt paf og syntes ikke at have set saa ren en Uniform. „Hvorfra!” svarede jeg. „Jeg kommer fra Potziéres.” „Potziéres, hvor er det?” „Det ligger omtrent midtvejs mellem Bapaume og Peronne.”

– „Naa, saadan, hvor vil De hen?” „Besøge min Onkel i Vamdrup”, var mit Svar. „Hvad hedder han, hvad er han, og hvor bor han?” „Overportør Thomsen, Danmarksgade, Vamdrup.” „Det passer, værsaagod.” Saadan var Modtagelsen. Vi blev vel modtaget og meget vel behandlet i Danmark.

Min Uniform laa derhjemme i Sovekamret paa en Stol. Da den tyske Gendarm kom for at tage min Mor i Forhør, vidste hun ikke, hvor vi var blevet af.

„Na“, sagde han, „der ist natürlich zur Nordarmee gegangen”.

Han forlangte, at hun skulde sende min Uniform til Garnisonen. Det nægtede hun at gøre. Na nu, hvad hun forlangte for at gøre det? Hun vilde have 30 Mark for det. Dem betalte Gendarmen hende, og hun sendte den bort.

Flugthjælperen hedder Karen, men det er næppe den berømte Karen Poulsen. der opererede som flugthjælper længere mod vest.

DSK-årbøger 1948

8. september 1916 – Ribe Stiftstidende: Nordslesvigerne i slaget ved Somme

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Nordslesvigerne i slaget ved Somme

Krigskorrespondenten, Dr. Adolf Köster giver i Schleswig-Holsteinische Zeitung de slesvigere,  som deltager i slaget ved Somme, følgende vidnesbyrd: De er ikke højrøstede disse mænd fra Slesvig og Aabenraa, fra Husum og de frisiske øer. De trænger sig ikke frem. De gør sig ikke til af deres bedrifter: Hvorledes man faar Jernkorset? Man træder paa befaling frem og modtager det. Saaledes er de, ædruelige og dog følsomme, faamælte men i rette øjeblik fulde af vild kraft. De yder et stort arbejde, er sejge forsvarere. Ingen anden stamme overgaar dem i ilddisciplin – en prægtig race i krigen som i fredstiden.

En elev fra Ribe katedralskole falden

Købmand Jens Jensen, Allégade 4 i Haderslev, tidligere i Hvidding, har fra felten modtaget den sørgelige meddelelse, at hans eneste søn, Andreas, er falden under de sidste dages haarde kampe. Den afdøde blev 26 aar gammel; han var bogholder og havde en meget god plads i Julius Nielsens forretning i Vojens. han blev indkaldt for halvandet aar siden og har deltaget i kampene baade i øst og i vest. Sidste gang var han hjemme i pinsen. Jensen havde faaet en meget god uddannelse, en tid lang var der tale om, at han skulde have været paa officerskole. At han var afholdt af sine kammerater, vidner ogsaa det brev om, i hvilket kompagniet meddeler forældrene det sørgelige budskab. Nogle faa af hans ejendele er blevne sendt hjem. Medens faderen boede i Hvidding, gik Andreas i Ribe katedralskole og tog realeksamen her fra i 1908.

En russisk fange skudt

En russisk krigsfange søgte i mandags at komme over grænsen ved Vejstrup Skov. Da han naaede ind i den Aller kro tilhørende mose, blev han opdaget af de tyske vagtposter; de skød paa ham, og han, der kun var ca. 300 alen fra grænsen, styrtede ramt til jorden, men mens han laa der, skød man paa ham endnu to gange. Saa vidt man ifølge Kolding Avis kunde se fra dansk side, levede russeren endnu, da tre tyske soldater slæbte ham bort.

Faldne

Jens Weggerslev og hustru i Skelle ved Broager har modtaget budskab om, at deres ældste søn Hans er falden i Rusland den 28. august, 20 aar gl.

Bødker J. Petersen i Guderup paa Als er falden. han efterlader hustru og 3 børn.

Købmand Jens Jensen i Haderslev, tidligere i Hvidding, har modtaget meddelelse om, at hans eneste søn Andreas Jensen er falden, 26 aar gl.

For nogen tid siden meddeltes, at landmand Kristian Nicolaisen fra Gasse ved Skærbæk var falden; han blev ramt af et skud i hjertet. En broder laa i nærheden; han kom hurtig til stede, og i hans arme udaandede den haardt saarede.

I tabslisten meddeles, at Anders Bjerrum fra Øster Gasse er død.

Saarede

Forpagter Rasmus Rasmussen fra Slyngsten ved Felsted er saaret.

I tabslisten meddeles, at Ernst Røbbe fra Kristiansdal, Peter Petersen fra Skovbøl i Aabenraa amt, og Johan Iversen fra Kegnæs er haardt saarede; Andreas Nielsen fra Arrild opføres som haardt saaret og savnet.

Nikolaj Kudsk fra Friskmark ved Gram har skrevet hjem, at han er paa et lazaret i Hannover.

I fangenskab

Jørgen Christensen fra Rødekro menes at være i engelsk fangenskab.

Landmand Jacob Dahlmann, søn af gaardejer Mikkel D. i Randerup, er i fransk fangenskab.

I tabslisten meddeles, at Jens Jessen fra Uge og Nicolaj Wrang fra Egen er i fangenskab.

Endvidere meddeles, at Hans Ehlers fra Guderup og Peter Petersen fra Mintebjerg er i fangenskab, og at Christian Christensen fra Vester Nybøl er let saaret og i fangenskab.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Mathias Møller fra Hellevad, Christen Andresen fra Ullerup og Karl Clausen fra Sønderborg og Peter Frost fra Felsted er savnede.

 

3. september 1916. Fanget som desertør ved Gjelsbro

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen.

Krigen var begyndt at gaa, mig paa Nerverne, og efter mange Overvejelser besluttede jeg at gaa over Grænsen.

Den 3. September 1916 var min Orlov udløben, men i Stedet for at tage til min Garnison, besluttede jeg at tage over Grænsen ved Gjelsbro. Ad Omveje naaede jeg ved 3½-Tiden om Morgenen til Grænsen.

Da jeg var naaet tæt hen til Vagtkæden, smed jeg mig ned for krybende paa alle fire a  naa helt hen mod Grænsen. Jeg styrede mod nogle Pletter Lyng, som kunde yde mig nogen Skjul.

Om Vagten nu havde lagt sig ned for at nyde det gode Vejr, eller om han har set mig og derfor har lagt sig ned, ved jeg ikke, men i hvert Fald blev jeg raabt an af ham, da jeg bogstaveligt befandt mig lige foran Mundingen af hans Gevær.

Som Fange blev jeg ført til Arresten i Gjelsbro Kro, og efter et Forhør bragte to Landstormmænd med opplantet Bajonet mig til Arnum, hvorfra jeg skulde sendes videre til Flensborg.

Det var med en underlig Følelse at jeg med Smaabanen kørte forbi min Fødeby og saa de kendte Ansigter paa Perronen. Med alvorlige Blikke betragtede de mig og mine Ledsagere, uvis om den Skæbne, som ventede mig.

I Mellemtiden var Rygtet om min Paagribelse ogsaa naaet til mit Hjem. En ældre Karl, som den Dag kørte Mælkevogn, og som i Almindelighed gik for at være Anmelder, kom hen til mine Forældre og min Søster og fortalte, at Vagten ved Grænsen havde fanget en Overløber, der lignede mig.

Ganske fortvivlet spurgte mine Forældre, hvilken Straf jeg vilde faa.

Han bliver sikkert skudt, svarede Karlen med et ondskabsfuldt Grin. Far og Mor var op mod de 70 og jeg var deres eneste Søn.

Retssagen tog fem måneder, før Peter Madsen fik sin endelige dom. Følg med på siden og se, hvordan det gik ham.

DSK-årbøger, 1941.

16. august 1916. Kafkaske forhold ved grænsen

Redaktør N.C. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende. Under krigen førte han private notesbøger om stort og småt ved grænsen. Her stod mange ting, han ikke kunne trykke i avisen.

En hustru hindres i at vende tilbage til sit hjem – 2. august 1916 (optaget delvis i RST for 16. august 1916)

Fru Cathrine Sørensen, landmand og bødker Hans Johansen Sørensens hustru i Raadager [Roager], tog den 30. juni i år med en 7 år gl. datter på det for hende den 28. juli i fjor udstedte pas over Hvidding til bryllup i V. Vedsted, hvor hendes mands brodersøn, Søren Sørensen blev gift fredag den 30. juni.

Der blev, da hun rejste over grænsen, ingen som helst hindringer lagt hende i vejen for besøget lige så lidt, som der blev givet hende nogen advarsel.

Mandag den 3. juli rejste fru Sørensen til paskontoret i Kolding for at få sit pas stemplet og rejse hjem.

På paskontoret meddelte man hende imidlertid, at der manglede udtalelse fra amtsforstanderen; den hun havde fra kommuneforstanderen, var ikke tilstrækkelig; hun måtte skaffe den nævnte attest fra amtsforstanderen. Fru Sørensen rejste så tilbage til V. Vedsted, hvor hun boede hos svogeren, og fik derfra underrettet sin mand (gennem den tyske grænsegendarm) om det manglende med anmodning om at skaffe det. Et par dage senere fik hun tilstillet den pågældende attest.

Fru Sørensen rejste nu for 2. gang til Kolding, hvor hun imidlertid på paskontoret – efter en konference mellem kontorpersonalet og konsulen – fik den besked, at passet ikke kunne gøres færdig[t], før man havde undersøgt forskellige forhold nærmere, men i løbet af 5-6 dage kunne hun forhøre sig skriftlig[t], om det var færdig[t], så skulle hun få besked. Blandt andet ville man, ytredes det på kontoret, nærmere undersøge formålet med hendes rejse, det at skulle til bryllup var nemlig ikke tilstrækkelig grund til at skulle rejse og amtsforstanderen burde ikke have stemplet passet, da han måtte vide, at sådan grund ikke tages gyldig.

Fru Sørensen rejste så fra paskontoret for 2. gang og tilbage til V. Vedsted.

Da der var gået de nævnte 5-6 dage, forhører hun sig ved en bekendt i Kolding (konsul Schmidt) på paskontoret, hvorledes det stod til, men fik at vide, at de oplysninger, der skulle indhentes, ikke forelå endnu.

Fru Sørensen rejste på onsdag den 19. juli for 3. gang til Kolding, hvor hun blev til lørdag, og forhørte sig både onsdag, torsdag, fredag og lørdag den 22. juli om passet, men fik hver gang den besked, at det ikke var i orden. Kontorpersonalet udtalte, at der måtte være et eller andet særligt i vejen, da papirerne i reglen kunne gøres i orden i løbet af 5-6 dage.

Lørdag den 22. juli rejste fru Sørensen igen – for 3die gang – tilbage til V. Vedsted, efter at den på paskontoret nævnte dansktalende herre havde rådet hende til at lade sin mand rejse fra Raadager [Roager] til Haderslev og tale med landråden.

Hun skrev så herom til manden; da hans pas imidlertid var til fornyelse i Hamborg, fik han lærer Barthalatius til at rejse ned til landråd v. Loew, der imidlertid meddelte, at han ikke kunne afgøre sagen alene, men at der skulle indhentes en erklæring fra den danske konsul i Altona.

Mandag den 24. juli kaldet til grænsen gennem en telefonbesked. Hun skulle komme tilstede kl. 2½-3, da amtsforstanderen (hr. Erichsen fra Skærbæk) ønskede at tale med hende. Hun gik [???] til grænsen, og der havde hun så en samtale med amtsforstanderen, der udtalte: ”Ja, fru Sørensen, De kan jo nok komme tilbage, når de vil tage Deres søn med!”

Her må indskydes den bemærkning, at Sørensen og hustrus søn, født 25. januar 1898 i Raadager [Roager], hvor Sørensen har boet i ca. 30 år som dansk undersåt uden nogensinde at have givet myndighederne anledning til klage – uden forældrenes viden var gået over grænsen til Danmark, da det lakkede henad den tid, da der kunne blive tale om, at han skulde melde sig til optagelse som prøjsisk soldat (hvad han absolut ikke vil, da han vil være dansk undersåt og dansk soldat). Han er nu her i landet. Fru Sørensen svarede, at hun ikke vidste hvor sønnen var henne, og at hun derfor ikke kunne gå med på at tage ham tilbage, hvortil amtsforstanderen [sagde]; ”Ja, men De er dog vel i grunden på besøg derovre for at tale med Deres søn!”

Fru Sørensen benægtede bestemt dette, og samtidig oplyste hun, at paskontoret i Kolding havde udtalt sin misbilligelse af, at amtsforstanderen havde stemplet hendes pas og givet hende tilladelse til at rejse, skønt han måtte vide, at bryllup ikke [er] tilstrækkelig grund, hvorfor amtsforstanderen svarede, at så kunne jo grænsegendarmerne have stoppet hende. Dermed var samtalen forbi og fru Sørensen ikke afgørelsen nærmere.

Den 27de juli blev bødker Sørensen kaldt til amtsforstanderen i Skærbæk, der talte til Sørensen at sønnen burde vende tilbage; Sørensen svarede imidlertid, at det kunne han ikke have med at gøre, da han ikke vidste, hvor han var. Amtsforstanderen ytrede da bl.a., at nu havde de (Sørensens) vel også snart fået straf nok, hvad bødkeren gav ham ret i, så meget mere, som hverken han eller hustruen havde forbrudt sig.

I øvrigt udtalte amtsforstander Erichsen, at der nok ville gå nogle dage endnu, inden sagen gik i orden.

Den 28. juli havde den danske konsul i Altona skrevet, at Sørensen skulle afvente svar fra generalkommandoen og hvis dette indeholdt et afslag med hensyn til fru Sørensens tilbagekomst til hjemmet, burde der indsendes en ansøgning til det kgl. danske gesandtskab i Berlin.

N.C. Willemoës’ notesbøger

14. august 1916. Grænsesluser for desertører ved Spandet

Ole Bennedsen i Spandet hjalp desertører over grænsen til Danmark

Det var, saa vidt jeg husker, lige før Høstens Tid i Aaret 1916, at følgende hændte mig: Jeg havde dengang en Del at gøre med dem, der illegalt søgte ud af Landet, til Danmark. For det meste var det unge Mænd, der rømmede, for paa denne Maade at slippe for at komme med i Krigen paa tysk Side. En Del af Mændene havde allerede i kortere eller længere Tid været med derude i Skyttegravens Helvede, og nu havde de altsaa faaet nok af det og søgte bort.

Slet saa behageligt var dette Arbejde just ikke for mig, for hvis man skulde have det Uheld at blive taget af Tyskerne, ja, saa var det sket.

Jeg modtog endda Breve fra helt ubekendte Folk, og hvordan det kunde gaa til, fik jeg først senere Forklaring paa. Det var kun sjældent, jeg fandt det forsvarligt at sende Svar paa disse Breve.

Engang fik jeg et Brev, der havde følgende korte Indhold: — Kære Onkel. — I kan vente os paa Besøg i Morgen. — Sine.

— Sine — Sine — Hm! — Jeg gik den hele Dag og spekulerede paa, hvad det vel kunde være for en Sine. Der var jo saa mange Kvinder der bar dette almindelige Navn. — Naaja. Tiden vilde jo vise det.

Jeg var dog klar over, at det ikke var mig eller mine, men Danmark, det gjaldt.

Det var uheldigt netop paa dette Tidspunkt, for vi havde for mindre end en Uge siden faaet en ny Landstormsbataillon paa Vagt langs Grænseafsnittet ved Spandet. Selv havde jeg to Mand i Kvarter. Mændene var saadan set flinke nok, men ikke helt »modne« endnu. De, der var rejst, havde været vidende og været med til meget. Hvis alt dette kom frem . . . Naa, det gjorde det vel ikke!

For en Sikkerheds Skyld havde jeg i Halmen paa mit Stueloft indrettet en Hule, hvor man kunde gemme baade Mennesker og andet bort. Dengang havde man jo saa meget, som det var bedst, at den tyske Gendarm ikke fik sin Næse i.

Men nu tilbage til det omtalte Besøg af Sine med flere. Een Ting vidste jeg, og det var, at Mændene, som var indkvarteret hos mig, den næste Dag ved Middagstid, vilde være borte. De havde fortalt min Kone, at de skulde trække paa Vagt ved Grænsen, og at vi ikke kunde vente dem hjem før ud paa Natten.

(fortsættes …)

DSK-årbøger, 1956

2. august 1916. Kvinde strandet i Danmark

Hun kan ikke komme hjem igen

En haandværkers kone i Roager rejste for fire uger siden til Jylland for at deltage i bryllup hos slægtninge; men det har hidtil ikke været muligt at komme hjem igen, af hvilken grund er ukendt.

Fangevogter hjemme

Gaardejer Niels Eskildsen fra Døstrup er kommen hjem og bleven fangevogter over de russiske fanger, der er i arbejde hos landmændene der i byen.

Faldne

Gæstgiver og købmand Hans Top fra Agerskov er den 21. juli falden ved Somme. Han var for 5 uger siden hjemme paa orlov og havde, da han faldt, kun været godt 14 dage i skyttegravene. Den faldne, der var en mand midt i trediverne, efterlader sig hustru og 4 børn.

J. Embcke og hustru i Vojens har modtaget meddelelse om,  at deres yngste søn, Wilhelm, er falden den 22. juli, 21 aar gl.

Jørgen Mathiesen Schmidt  fra Dynt ved Broager er den 15. juli død paa et lazaret i Berlin efter at have været haardt saaret ved Vestfronten den 11. juli. Han efterlader sig enke og flere børn.

I forgaars modtog Hans Hedelund og hustru i Toftlund det tunge budskab, at deres søn, Johannes Gram, er druknet ved badning i Schwedt a. d. Oder i provins Brandenburg. Han blev saaret i fjor og var nu omtrent helbredt. Den forulykkede, der havde været med i flere haarde slag, var indehaver af jernkorset.

Saarede

Gaardejer Skov ved Lillehave ved Aabenraa er ved Somme bleven haardt saaret og ført til et lazaret øst for Køln.

Kresten Petersen fra Avnbøl  i Sundeved er bleven haardt saaret ved Somme og ført til Bremen.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Enemark fra Randerup er let saaret, men bliver ved sin troppeafdeling.

Savnede

Smedemester Hans Christensen i Langetved ved Gram, der i fjor efteraar blev indkaldt som ikke uddannet landstormsmand, er forsvunden ved Somme.

Gefr. Erich Skøtt fra Haderslev er savnet

31. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: danske tjenestefolk i Nordslesvig

Myndighederne og tjenestefolkene

Som følge af den høje løn, der varierer fra 40 kr. til 75 kr. om maaneden alt efter vedkommendes kvalifikationer, har en del danske tjenestefolk, navnlig karle, i det forløbne aar taget tjeneste i Nordslesvig og har derved ydet en betydelig støtte ved driften af landejendomme, hvor det ellers kniber med at faa denne besørget.

Imidlertid er der et forhold, der truer med at berøve den nordslesvigske befolkning denne gode hjælp, og det er myndighedernes færd over for de danske tjenestefolk, idet man nægter dem tilladelse til under deres ophold i Nordslesvig at tage paa besøg hos deres slægtninge i Danmark. De kan godt nok faa pas til at komme til Danmark, men det betydes dem saa samtidig, at de ikke ville kunne faa tilladelse til at vende tilbage til deres plads igen….

Hjempermitteret

Landmand Scheel i Stenderup ved Toftlund, der for kort tid siden mistede sin hustru efter det tiende barn, er nu bleven fri for militærtjeneste og kommen hjem til sin store børneflok.

En ny session

Generalkommandoen har efter forlydende anordnet en ny session for alle de ikke-uddannede værnepligtige, der endnu ikke er bleven indkaldte, men ved sidste mønstring er bleven betegnede med bogstaverne “gv” og “av” og som er født 1876 og senere, desuden for dem, der for tiden ikke er duelige til garnisons og arbejdstjeneste. Der meddeles ikke, naar den session skal finde sted.

Faldne

Værkmester Richard Hansen,  broder til maskinbygger H. i Egernsund ved Graasten, er falden.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at August Dethleffsen fra Neder Aastrup og Hans Jensen fra Bolderslev er falden.

Meddelelsen om at en søn af landmand Clausen ved Sønderskoven ved Aabenraa er falden, er ikke rigtig; han er udenfor livsfare.

Maler Jakob Lorenzen, søn af bagermester Lorenzen i Genner ved Aabenraa, er død paa et lazaret i Berlin.

Gaardejer Hans Bladt og hustru i Felsted sogn har modtaget efterretning om, at deres eneste søn, Nis, er falden den 8. juli, 27 aar gl.

Gaardejer Jørgen Mortensen fra Arnitlund i Bedsted sogn ved Flensborg er falden den 18. juli, 37 aar gl. Han efterlader sig hustru og en søn tilligemed sine gamle forældre.

Tidligere degn og lærer Sørensen i Øsby, nu i Haderslev, har mistet sin næstældste søn, Marius, der er falden den 14. juli, 31 aar gl.

Købmand Rolf Ulrik Andreas Bentzen i Haderslev er falden den 20.juli, næppe 25 aar gl.

Smedemester Hans Schmidt og hustru i Hyrup ved Toftlund har modtaget budskab om, at deres søn Peter er falden ved Somme.

Peter Boysen fra Laasled ved Gram er ved Somme falden den 22. juli, Han efterlader enke og et lille barn.

Saarede

Hans Bruhn, søn af slagtermester Bruhn i Bolderslev, er bleven haardt saaret ved Vestfronten.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Niels Christensen fra Gestrup og Karl Adamsen fra Gabøl er haardt saarede.

Endvidere meddeles, at Martin Jørgensen fra Hvinderup [?] er bleven saaret den 19. september 1914.

Landmand Iver Christensen i Barlund ved Rødekro er bleven haardt saaret paa Vestfronten.

Murermester Mathias Hansen fra Over Jerstal er ved Vestfronten bleven haardt saaret.

Bagermester Hans Sørensen i Haderslev er bleven haardt saaret og ført til et reservelazaret i Tyskland.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Nikolaj Nielsen 1. fra Ringsbjerg i Aabenraa amt er haardt saaret

Savnede

 og Niels Fogd fra Sønderborg er savnet.

 

29. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: nye pas-bestemmelser

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

For danske der skal til Nordslesvig,

hedder det, at det efter de nye pas-bestemmelser fra 1. august ikke længere er tilstrækkeligt, at de, som hidtil, faar passene stemplet hos det paagældende Distrikts Amtsforstander, men at alle, der kommer herfra kongeriget, skal have passene efterset og stemplet i Haderslev, hvilket jo yderligere vanskeliggør den allerede meget besværlige og stærkt indskrænkede persontrafik herfra.

6a41-005 V Vedsted grænsen spærret_cropped

De gennemgravede grænseveje

Der har i dag været forespurgt os, hvorvidt et rygte, der ogsaa skal have fundet vej til blade, om at de paa tysk side gennemgravede landeveje ved grænsen nu dækkes til igen og gøres saa vidt farbare, at kun pigtraadshegnene er tilbage. Vi kan oplyse – efter at have undersøgt forholdene – at saadanne forandringer ikke er sket paa strækningen fra Vesterhavet til Holte ved Vamdrup, og at der paa strækningen fra Holte til Lillebælt heller ikke er sket nogen forandring i dette forhold. Et enkelt sted gjordes graven dybere, men senere bragtes den igen til den hidtilværende dybde. Det er det hele

Pas til udlandet fra Tyskland

Skærpede bestemmelser. Nye pas-bestemmelser træder i kraft fra 1. august og er bleven væsentligt skærpede.  Passene skal viseres baade ved udrejsen og ved tilbagerejsen fra udlandet, og viseringen sker kun, naar rejsens nødvendighed godtgøres og rejsens formaal ikke staar i modstrid med de offentlige interesser. Bestemmelserne har saaledes baade et politisk og militært formaal. Udlandsrejser skal indskrænkes til uafviselige tilfælde, som maa godtgøres. Viseringen skal ligeledes nægtes, hvis rejsen er til skade for de herværende økonomiske forhold, eller hvis den foretages i den hensigt at unddrage en formue skattepligten. Rejser, som kun har besøg til formaal, er ikke tilladte. Grunden til nægtelse af pas meddeles ikke.

Reisepas_grænse

 

18. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: Ingen kornmark til grænseskel

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Grænsebevogtningen og kornmarkerne

I foraaret blev det forbudt grænseboere at tilsaa deres kornmark nærmere til grænseskellet end til en afstand af 50 meter, og grunden til dette forbud sagdes at være den, at man derved vilde forhindre flygtninge – krigsfanger og desertører – i at skjule sig i kornet og saaledes lettere uset komme over grænsen. Der henligger derfor af kornmarkerne langs grænsen et bælte paa 50 m.s bredde, som er bart hvor end ikke markens ejer maa sætte sin fod, med mindre han har erhvervet en særlig tilladelse dertil eller er under særligt opsyn.

Forfremmelse

Tandlæge Ewald fra Sønderborg, svigersøn af gaardejer Dall i Skodsborg, der har virket som tandlæge i et lazaret for kæbesaarede i Baden i 1,5 aar,  er ifølge Flensborg Avis bleven forfremmet til krigstandlæge og har faaet ledelsen af en tandklinik i en stor troppeøvelseslejr og fangelejr i Sydtyskland.

Faldne

Landmand Chr. Klausen paa Lunderup Mark ved Rødekro er død i russisk fangenskab d. 15. januar. Han efterlader hustru og 4 børn.

Gaardejer Mathias Bruhn fra Hovslund mark i Øster-Løgum sogn er falden paa Vestfronten, godt 30 aar gl.

Ludvig Dehn, Haderslev, er den 7. juli falden, 20 aar gl.

Enke Hænisch i Aabenraa har modtaget budskab om, at hendes eneste søn Oskar er død af sine saar paa lazaret paa Vestfronten.

Jørgen Schønemann, en søn af Jens S. i Spandet, der har været med som krigsfrivillig, er den 20. juni død af haarde saar.

Saarede

Albert Lind fra Løjtkirkeby er saaret under de sidste kampe i Galizien.

En søn af Jakob Knudsen i Adsbøl ved Graasten er alvorligt saaret ved Vestfronten.

Savnede

Niels Fogt fra Avnbøl i Sundeved har været savnet siden den 15. juni i Galizien.

En søn af fhv. farver Hansen i Ullerup er ogsaa forsvunden.