Tag-arkiv: GR5

25. oktober 1914. Jeppe Østergaard: “Russerne er os talmæssigt knugende overlegne.”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

25.10-1914.

Det er nu tredje gang, jeg tager fat på dette brev. Vi befinder os nu en 40 km sydvest for Skiernewice og går næppe videre tilbage. Herfra vil der snart spørges nyt.

Alt indrettes på et virksomt forsvar, da russerne talmæssigt er os knugende overlegne. Skønt det er søndag, har kanonerne alt begyndt deres frygtelige virksomhed. I det hele taget har søndag hidtil aldrig bragt os noget godt eller en smule hvile. Netop søndagen nærer vi en grundet mistillid til.

En lille undtagelse dannede for os den 18. ds. Mens af regimentet to bataljoner lå i skyttegrave, lå 1. bataljon bagved i reserve og til dækning af det svære saksiske artilleri. Der lå vi hele eftermiddagen i det dejligste oktobervejr, mens artilleriet fyrede, og russerne svarede i salvevis, men alle kugler eksploderede på 100 meters afstand.

Margrethe sendte mig Peters adresse og skrev, at han var afrejst til Frankrig. I brevet af 14. skriver I, at han sammen med Michael Steffensen har logi hos en dansktalende familie i Slesvig. Foreløbig er han altså ikke med. Flere gange har jeg skrevet til ham, men da hans adresse veksler så ofte, har han næppe fået noget deraf.

Tysklands sager står nok ikke nær så glimrende, som de i sin tid tegnede. Her har vi dog ikke trukket os tilbage som en slået hær, men kun af taktiske grunde. Russerne havde, sagde man, 15 armékorps samlet i Warschau, og skulde vi med 5 armékorps have løbet stormløb mod en 1. klasses fæstning, var vi forblødte.

Rigtignok må vi ikke glemme, at de beretninger, vi får i hænde, er ensidige, og at vor snævre horisont ikke giver rum til et samlet overblik. Jeg tvivler derfor ikke om, at mænd som oberst L. med indsigt i mangfoldige forhold nærmere rammer sømmet på hovedet end jeg.

Her, hvor jeg skriver, er halvmørke, så læsningen vil måske volde vanskeligheder. Stykkevis som det er skrevet, bør det måske også læses for at skåne øjnene for overarbejde. Men så snart tiden tillader mig det, skal I få et bedre skrevet og lettere læseligt brev.

I bedes hilse P. Skau, Windfeldts, Ankersens, Dagmar, Anna og andre, som sender mig en venlig tanke. Hans J. Andresen talte jeg med i går. Han var i bedste velgående. Det samme er tilfældet med mig. Nå, hvem der får sådanne pakker, som I sender mig, må vel kunne døje noget. Dog een eneste tanke, som ofte kommer frem i ord, behersker alle: fred! fred! Hvornår har dette her en ende?

Men kærlige hilsner og tanker besjælet af et gensynshåb sender jer

Eders Jeppe.

Warszawa oktober-november-1914

24. oktober 1914. Brev fra Jeppe Østergaard: “Vi var 6 nordslesvigere, men nu er jeg bleven ene.”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Jeppe Østergaard påbegyndte dette brev den 23. 10. 1914

24.10 1914.

(fortsat) Når tiden tillader det, laver vi os selv de rareste retter mad, hvorved kartofler spiller hovedrollen. Æg hænder det jo også, at man kan opdrive, og har vi meget god tid, går vi ikke af vejen for en gås. Af gæs findes her en mængde, og man køber store, dejlige dyr for to mark.

Jøderne, som i byerne behersker handelsstanden, men forøvrigt er et meget utiltalende folk, har benyttet de urolige tider til at afkøbe de uvidende bønder deres gæs til 1 mark a 1,50. På lignende måde har de handlet med andre landbrugsprodukter, så intet under, at forbitrelsen mod disse blodsugere er stor.

Fra Blonie skrev jeg et kort, men mit sidste brev var fra Radow. I denne by, som vi næsten fik uden kamp, marcherede vi ind med musik i spidsen. Udmarchen og nordpå gik også med fuld musik, og 2. komp. var så heldig at følge umiddelbart bagefter, så vi nød tonerne i fuldt mål. Var det end ikke hjemlandstoner, så var det dog kendte melodier, og den klangfulde og kraftige musik var velgørende og opmuntrende. Musikken fulgte os i flere dage, indtil den 9. kanoner og geværer lod andre lyde nå vort øre.

Den 11. kom en uhyggelig fægtning i skoven. I skriver, at regimenterne i Frankrig har lidt store tab. Det er jo desværre sandt, og det føles hjemme stærkest, da næsten alle mandskaber er dernede, mens her i Polen kun findes de enkelte, der ved tidernes ugunst blev kastet hen i denne østlige afkrog for at aftjene værnepligten.

Skønt det store hovedslag endnu ikke har fundet sted, har vort regiment dog alt mistet mellem 3/6 og 2/3 af de oprindelige mandskaber. Andet komp. drog ud med 250 mand, men af dem er 150 sårede, savnede eller døde, foruden et mindre antal letsårede, der nu atter er med i rækkerne. Ved maskingeværkompagniet findes ingen officerer, kun 3 underofficerer og en 30 mand af den gamle garde. Tre gange er de slåede huller bleven udfyldte, så talmæssigt forbliver vi som før.

Vi var ved andet komp. 6 nordslesvigere, men nu er jeg bleven ene. Een er som hornist kommen til 4. komp., Nis Rasch er som tjener fulgt sin overløjtnant til 6. komp., Avisius fra Haderslev er savnet siden August, Soli fra Vojens er såret, og Nis Fuglsang er falden. Ham har jeg haft som stuekammerat et helt år, og fra vi forlod Østprøjsen, har vi gået sammen i rækken og delt mangt og meget…. I Nis mistede jeg en trofast og kær kammerat.

Alle dem, jeg satte pris på i komp., er næsten borte, og siden jeg er bleven den eneste nordslesviger, føler jeg mig ene og som andensted henhørende.

En erstatning har jeg fundet i Jørgen Asmussen fra 1. komp., som også er “Gefechtsordonnanz”, og med hvem jeg under disse stadige kampe ofte er sammen. Den 11., 16., 19. og 23. ds. har vi været i ilden og foruden det et par gange været udsat for artilleriild; men den nervøsitet, som i førstningen gjorde sig gældende, kendes ikke mere.

1914-10-Polske jøder
Polske jøder

 

23. oktober 1914. Feltpost fra Jeppe Østergaard: “Værst er det med fødderne. Vejene er våde, støvlerne utætte.”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 23.10-1914.

I går af gik alle kolonner mod sydvest, efternølerne i dag. 1. og 2. bataljon, en bataljon 128, maskingeværkomp. og een afdeling artilleri skal opholde russernes fremtrængen og sikre tilbagetoget. En del lå natten over i skyttegrave, og om morgenen gik vi frem mod øst. En mils vej ude træffes de russiske forposter, der skydes lidt på begge sider, artilleriet fyrer kraftigt, og vi trækker os i ordnede grupper tilbage. Hele bataljonen havde 8 sårede. Da lidt over middag alle er bag byen, sprænges broen. Bataljonen forskanser sig en 2-3 km bag byen.

Brev til hjemmet

2 km vest for Skiernewice 23.10-1914 aften.

Kære allesammen!

Mens kompagnierne ligger i solide skyttegrave, som gravedes i eftermiddag, og der nu er indtrådt en pause i skydningen, sidder jeg lunt i et hus hos batl. staben som „Gefechtsordonnanz” og vil ved lampens skær prøve på at sende jer, I kære, et par ord.

Først mange tak for alt, hvad de sidste dage har bragt mig fra jer. Tre breve, stemplet 4., 10. og 13. ds., men hvor glad jeg end er for dem, jeg har fået, beklager jeg dog meget, at de fra 10/9 til 4/10 er gået tabt.

En tid lang gik posten via Galizien, og det synes, som om intet deraf er nået i de rette hænder. Desuden gik vi i denne tid meget stærkt fremad, hurtigere end de gamle postiljoner kunde følge efter. —

Så har jeg fået 3 pakker fra Sommersted, een fra ungdomsforeningen, hvis medlemmer i huset jeg hermed siger min bedste tak, men som jeg forøvrigt håber snart at få lejlighed til at sende en særskilt hilsen og anerkendelse. Een pakke med strømper og handsker, fin vare, udmærket varme, og een pakke med chokolade, bonbon, maggi og skrivemateriale. Det sidste kom mig meget tilpas, da mit oplag ebbede ud. Maggibouillon smager fortrinligt, og de andre varer er jo rene lækkerbidskener. — Der mangler endnu en pakke med mavebindet, men muligt at den kommer næste gang.

Vejret har i den sidste tid været tåleligt, i forhold til årstiden, og klimaet her endog meget mildt. En smule nattefrost har vi ganske vist haft, men må indrømme, at de foresatte tager al mulig hensyn til os, for så vidt det lader sig forene med de nødvendige sikkerhedshensyn.

Siden vi betrådte Polens grund, har vi kun sovet ude en 5-6 gange, og selv om en lade ikke kan sammenlignes med en hyggelig stue, hvor ilden brænder lystigt i kakkelovnen, så er den dog fortrinlig, når hullerne stoppes til, og man har strå at vælte sig i.

Da vi rejste herned fra Østprøjsen, lo mange og officererne med, da vi købte os varmt undertøj. „Det får I gennem komp. Til oktober får I vinterundertøj og pelstrøjer!!“ Sådan lød de smukke ord. Jeg tænkte kun et „mon?“ og købte, hvad jeg havde brug for, og nu er mig de varme sager adskilligt værdifuldere end de kolde mønter i lommen.

Varmt undertøj har vi ikke fået udleveret, og de bebudede pelse løber nok endnu frit omkring i Lyneborgheden og andet steds. Med at få tøjet tørret går det ganske simpelt. Der laves en prægtig ild, man nærmer sig ilden så meget, som heden tillader det, og snart damper man fra øverst til nederst. Værst er det med fødderne. Vejene er våde, støvlerne utætte og, skønt de var nye i August, alle opslidte. Fødderne er derfor næsten aldrig tørre, støvlerne får man ikke af i hver uge, og strømperne holder derfor kun en 14 dage.

Det vilde derfor være rart, om I med en 3 ugers mellemrum vilde sende mig et par strømper og et par “fodlapper”. Jeg bruger begge dele, da erfaringen har lært, at fødderne på den måde holder bedst ud.

Med føden er jeg hidtil kommen ret godt igennem. Enkelte dage har jeg levet noget knapt, men sultet har jeg dog aldrig.

1914-10-polsk bondegård

22. oktober 1914. Jeppe Østergaard ved Skiernewice: “Alt er vild forstyrrelse!”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 22.10-1914.

Tilbage mod Skiernewice. Hele dagen høres stærke drøn fra byen. Banegården brænder, værksteder og banelegemet sprænges mange steder. Alt er vild forstyrrelse.

Natten igennem brænder store kullagre. Himlen er rød, og jorden lyser som af nyfalden sne. Men i baggrunden over skoven er det kulsort. Lysvirkningen er enestående, og kun ved juletid ses dets lige.

Warszawa oktober-november-1914

21. oktober 1914. Jeppe Østergaard: “I to dage har vi været uden for kanonernes rækkevidde.”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 21.10. 1914.

Afmarch videre mod sydvest. Vejene opblødte og elendige. Vi passerer Skiernewice og 10 km videre i kvarter.

I to dage har vi været uden for kanonernes rækkevidde. Deres drøn høres som en fjern dundren, og det blinker om aftenen som kornmod. Det er velgørende.

1914-10-19 russisk artilleri
Russisk artilleri

20. oktober 1914. Jeppe Østergaard på fortsat march.

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 20.10-1914.

March med mange standsninger, men alligevel videre, til endelig kl. 2.30 eftm. målet nås.

Banegårdene brænder, og broer sprænges bag os. Vi passerer Cerardowo og går videre.

Ankommen til bestemmelsesstedet, hvor vi traf en prægtig slagterbutik, må jeg gå 1/4 time tværs over marker til batl.-staben for der at modtage eventuelle meldinger til komp.

1914-10-tysk marchkolonne passerer østrigsk
Tysk marchkolonne passerer østrigsk, oktober 1914

 

 

19. oktober 1914. Jeppe Østergaard: “En overløber har forrådt stillingen.”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 19.10-1914.

En mand fra 7. komp. er bleven overløber og har forrådt stillingen. Da tågen er lettet, sendes der præcise skud bedre og bedre mod vor stilling.

Vi går tilbage 4-5 km, salver ledsager os, men altid en 40-50 m bagved, og skønt sprængstykkerne falder umiddelbart ved os, træffes ingen. Senere rammes huset, hvor bataillonsstaben har ligget, og vore grave ved kirkegårdshegnet.

Afmarch kl. 6.30 i sydvestlig retning. Det hedder sig et tilbagetog for at lokke russerne ud af fæstningen, hvor de har samlet 15 armékorps.

1914-10-19 russisk artilleri
Russisk artilleri

 

18. oktober 1914. Jeppe Østergaard foran Warzawa.

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Blonie, 18.10-1914.

Kære allesammen!

Endnu har jeg intet hørt siden 10. september, så jeg er meget spændt på alt det gode, posten vil bringe mig fra Sommersted.

Fra Radom gik det, imod forventning, mod nord, og fra 9.10. drøner kanonerne og knatrer geværerne i kamp foran Warschau.

W. er en meget stærk fæstning, som vil blive en hård nød for os. Russerne kæmper med stor sejghed og har næsten udelukkende friske tropper fra Manchuriet, Sibirien og andre fjerne dele af det vældige rige.

Vi holder vore stillinger, der indtræffer forstærkninger og belejringsmateriale, og efterhånden gennemføres omklamringen af fæstningen.

Den 11.10. havde vi en hård fægtning i en fyrreskov med tæt underskov, hvor vi blev modtaget med infanteri og maskingeværild fra 3 sider. Mit komp. mistede 13 døde og 16 sårede. Blandt de første var Nis Fuglsang, med hvem jeg har gået sammen i rækken. Vi har delt mangt og meget, og han var en trofast kammerat. Tallet på dem, som ikke mere vender tilbage, vokser, men i hengivenhed under den højestes vilje sendes jer alle de kærligste hilsner og tanker.

Eders Jeppe.

Warszawa oktober-november-1914

3. oktober 1914. Jeppe Østergaard mangler strømper.

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Kæreste søster!

Tak for dit Flensborgkort. I lang tid har vi nu været uden forbindelse med feltposten, så næste gang vil der nok være mere til mig. Et par korte, uldne strømper vilde jeg også være taknemlig for. Strømperne sidder på benene en 14 dage, så trækker man støvlerne af, og strømperne er da omtrent ødelagte af fodsved.

Med fødderne går det ellers udmærket, hvad næsten er vigtigere end alt andet. Vi går dag efter dag 30-40 km i retning østnordøst og har passeret Czenstochau, Zytna, Przebora, Konsk og et godt stykke videre. Det planløse vejvæsen fører os frem i zigzagkurve, og skønt hver dag bringer os nye egne og vide udsigter er alt omtrent ens, elendige sandmarker, planløst skovbrug, usle hytter, nød og fattigdom.

Ved lejlighed følger mere. Alt vel, når undtages at hele kroppen smerter mere eller mindre!! De kærligste hilsner til eder alle.

Din Jeppe.

1914-10-tysk marchkolonne passerer østrigsk
Tysk marchkolonne passerer en østrigsk i Galicien

20. august 1914. Jeppe Østergaard i slaget ved Gumbinnen

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste i 5. grenadérregiment på østfronten.

Dagbogen 20—8—1914.

Marcherede østpå den 19. til kl. 12 nat. Så får hver ½ liter bouillonsuppe, og det kunde gøres behov, thi den 18. fik hver kun 2/3 kg brød, og først den 21. aften blev der atter uddelt. Efter næppe 2 timers hvil i vejgrøften går det med tornistren på ryggen videre frem.

Snart høres kanontorden i nordøstlig retning, dog vi kommer omtrent helt på højre fløj. Kl. 5 piber kuglerne, og nu følger en kamp så fortvivlet, så fuld af smertelige og skrækkelige scener, som jeg aldrig havde troet.

Forvovent går vi frem som sidst. Vi må naturligvis angribe russernes stærkt befæstede stillinger. I stormløb tages den foran liggende by. Så kommer en slugt, hvor et åløb kringlede sig igennem. I vandet og på skrænterne gøres holdt, thi 100 m foran os, men 20 m højt går en chausse, fra hvis vejgrøft man fyrer på os. De må først bringes til tavshed af artilleriet.

Atter frem. Skjult bag træer og buske står en flok russere. Alle våben er kastet bort, man holder hænderne i vejret. Mange er dyriske og rasende nok til endnu at fyre mod den værgeløse flok. I største ophidselse skreg jeg: „Ikke skyde“. Andre stemte i med, og man tog dem til fange. I grøften lå endnu andre, tilsammen ca. 100.

Videre frem over åben mark faldt mange i en heftig geværild. En grøft nås, hvor vi hviler et øjeblik, mens kuglerne piber og shrapnellerne dundrer. Af en ret stor flok er nu kun 8 tilbage, og de første 50 m løb falder jeg og en enårig,*) han et strejfskud ved hovedet, jeg let såret i låret. På alle fire tilbage til grøften, såret foreløbigt forbunden og et øjeblik ro.

Lidt senere kommer løjtnant Leopold tilbage uskadt. Han havde tilsidst kun haft een mand, var så kommen mellem egen og fjendtlig maskingeværild, og det blev for varmt.

Vor fremgang var bragt til standsning, heftig var geværilden, maskingeværerne knatrede, men det russiske artilleri, som stod i yderst stærkt befæstede stillinger og i antal var vort langt overlegen, skød det sønder og sammen. Alt var nøjagtig beregnet forud, og så snart et skyts vilde køre i stilling, blev det modtaget med kanonsalver, og næsten hvert skud ramte. Det hed sig senere, at franske officerer havde ført kommandoen.

En tidlang var der vild ophidselse. Artilleriet beskød hinanden gensidigt, artilleriet skød på os, vore rækker kom indenfor de egne maskingeværers virkningsfelt. Ved 3 tiden forstummede vort artilleri.

Mod fjendtlig forskanset artilleri er infanteri magtesløst, og det kom til en vild flugt. Mange smed tornistren, ingen hørte på kommandoord. Enhver hastede tilbage. Mange hårdtsårede blev liggende, thi sygebærerne kunde langtfra overkomme alt. Der bød sig skrækkelige scener, som jeg vil lade ligge. Hjalp de sårede en del og gik tilbage midt i shrapnel- og granatregn med en „sognefogeds stok“ i den ene hånd og geværet i den anden.

Man prøver på at opholde de enkelte og samle resterne. På et højdedrag gøres holdt. Front mod fjenden. Primitive skyttegrave udhæves, men mod var der ikke mere. Alt var kastet hulter til bulter, over halvdelen faldne og sårede, deriblandt vor major.

Da artilleriet forfølger os, og dets varer slår ned i rækkerne, går det atter tilbage. For anden gang prøver man at samle tropperne. Første armékorps angriber nu fjenden i flanken, og han bliver ude af stand til at fortsætte forfølgelsen. Senere gik vi endnu længere tilbage. Fra om aftenen kl. 6 med to timers hvil i grøften havde vi gjort stærkt anstrengende march og været i forfærdeligt ophidsende kampe. Alle var dødtrætte og sultne. Ingen mad fik vi og i to dage intet brød.

Divisionen samles omsider på et højdedrag. Der graves skyttegrave, og i disse tilbringes natten. Hele himlen mod øst er luerød af mange hundrede brande. Men over os står stjernehimlen rolig og klar. Her alt omskifteligt, over os det faste, evige.

*) Akademikere, lærere og andre med eksamen fra højere Skoler kunde slippe med 1 års militærtjeneste.

Kosakker
Kosakker beskydes af tysk artilleri

16. august 1914. Jeppe Østergaard på vej mod Königsberg: “Her må ingen kosak nå hen!”

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste på østfronten i 5. grenadérregiment. Den 16. august satte han sig på toget med kurs mod Königsberg.

Dagbogen 16—8—1914.

Søndag morgen er der altid tiltænkt os særopgaver. Allerede kl. halv to om morgenen må vi ud, og med alt pakket, tornisteren rigelig forsynet med levnedsmidler, går vi til banegården i Soldau. Atter var der kludder i maskineriet, først kl. 9 kan vi blive forladet og pakket ind.

Jeg snød mig bort fra min nye 5. afdeling og gik til mine gamle venner i den 2. Sammen med dem havde jeg i en 4. kl. vogn en fornøjelig rejse. Vejret var atter som hidtil solskin.

Ingen ved rejsens mål, men det går mod nord, og overalt hilses vi med ildhu. I Marienburg står damerne fra røde kors og byder os varm kaffe. Når man i ti dage har ligget ude eller opholdt sig i de smudsigste kvarterer, gør denne venlighed og godhed et overvældende indtryk. Man bliver menneske mellem mennesker.

De nyeste aviser bringer os klarhed over verdens og krigens gang. I Elbing ved 6-tiden står atter de smilende kvinder. Kaffe, smørrekage, cigarer, brevkort, vand, sæbe, håndtørklæde — alt står til vor rådighed. Man glædes og begejstres.

Der har de nu stået næsten dag og nat, siden mobiliséringen begyndte, utrættelige og lige elskværdige. Menneskene jubler os imøde. Her må ingen kosak nå hen, ingen knut svinges, ingen skændselsdåd øves, ingen forsumpet forvaltning formørke disse elskværdige menneskers liv. Vi skal gøre vort bedste til at forhindre det.

Øst for Elbing fører banen gennem henrivende landskaber. Mod syd åbner sig ofte en milevid udsigt, mod nord løber et lavt skovs klædt højdedrag.

Jorden er frugtbar, dyb, lerblandet muldjord, udmærket til kornavl og sukkerroedyrkning og ganske fortrinligt som græsland. Kvæget er sortbroget, bredt og dybt, med vel udviklet yver. Hestene har lighed, men er noget lettere end nords slesvigske. Gårdene grundmurede, teglhængte, velvedligeholdte, har rene gårdspladser og smukke haver. Alt gør indtryk af vels stand og driftighed. Her findes også den bekendte domæne, Cadinen, hvorfra der bl. a. leveres udmærkede teglsten (majolikaler).

F_A_von_Kaulbach_Germania_1914
Germania forsvarer fædrelandet. Propagandabillede.

 

12. august 1914. Jeppe Østergaard: “Kosakkerne smurte haser!”

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde tjeneste ved 5. grenadérregiment i Danzig. Den 12. august 1914 fik han sin ilddåb mod russiske kosakker.

Efter hviledagen igår blev vi kl. 10 jaget ud af teltene, lå et par timer ude marchberedte, går atter ind i teltene, men efter et øjebliks forløb må teltene afbrydes, og kl. 1 går det gennem Soldau mod grænsen. Sikret til alle sider gennem kavalleripatruljer blev vi dog overrasket af geværild ved 5 tiden. Straks kommer løjtnant Steig fra maskingeværkomp. ramt af et strejfskud i højre lårben. Jeg var ganske rolig. Den halve time, vi endnu lå i den sluttede kolonne, benyttede jeg til at spise et stykke brød og en ende pølse.

Russerne skyder slet ikke dårligt, men deres stilling var også udmærket på et højdedrag med eng og sump foran, som vi måtte igennem. Til alt held fandt vi en grøft, hvor der var dækning.

Kuglernes „iss“ lød tæt over vore hoveder, og vi kunde ingen fjende se. 1. komp. foretager en omgående bevægelse, griber fjenden an fra højre flanke. Vi går trods alt frem, får forstærkning, og russerne trækker sig tilbage til skoven.

Mens vi der går frem, kommer jeg ind i maskingeværild, og det var mindre hyggeligt. Liggende plat på maven og hovedet fladt mod jorden forholder jeg mig afventende. Til alt held griber artilleriet med 3 batterier ind i fægtningen. Dets velrettede granater eksploderer præcise, og kosakkerne smurte haser.

Da vi går videre frem, ser vi først, hvor glimrende deres stilling i virkeligheden var. Foran os lå store sumpe med en å, som vi alle måtte vade igennem. De kunde der have skudt os ned hver og een. På deres rappe heste er de forsvundne og indtager en ny stilling bag et højdedrag. Nu understøttes de også af deres artilleri.

For anden gang kom jeg ind i maskingeværilden, værre end første gang. Kuglerne peb så tæt, så jeg et øjeblik så op, om det var kugler alene eller en flok forskræmte spurve.

Senere kom vi en gang fjenden så nær, så granaterne fra vore egne og de fra fjenden eksploderede over vore hoveder. Kosakkerne, som i tal var os langt overlegne, trækker sig skyndsomst tilbage til Mlawa. Vi samler os efterhånden. Den hele træfning havde varet en 4 timer og nærmest lignet en klapjagt på den 10-12 km lange strækning.

En flyver, som bragte værdifulde meddelelser, bragte meldingen, at 5 fjendtlige regimenter var i anmarch. Overmagten var for stor. Vi går tilbage til tysk jord til bag Illowo. Men ikke en kosak forfulgte os, ikke et skud blev løsnet.

Om aftenen går gennem byen et sørgeligt tog. De døde og sårede kommer. Vort komp. har 4 døde, deriblandt min kære ven Sorgenfrei og Fischer, som jeg også satte megen pris på. — Krigen er forfærdelig.