Tag-arkiv: Genforeningshåb

5. November – Flensborg Avis: “… et Pust hen over vor slesvigske Hjemstavn”

Det frie Ord.
Der er i de sidste Dage gaaet et Pust hen over vor slesvigske Hjemstavn, der kun kan sammenlignes med en varm Vaarsols Aande hen over et tilfrosset Landskabs stivnede Øde. Nu brydes Isen, Tungebaandene løsnes, og Hjerterne strømmer over af det Haab, der trofast er bevaret inderst inde under 51 Maaneders lange og bange Ventetid. Det gaar ikke som en Bæks Rislen, det gaar som en Elvs  Drønen gennem vort Folks Sind, mens man vantro Gang efter Gang griber sig i Hovedet for at spørge, om man da ikke drømmer, om det
er virkeligt, at der igen kan tales frit, hvad der trofast er tænkt og talt om bag stængede Døre. En Tid som denne oplever vi aldrig mere. Det er endnu saa ufatteligt, at det er kommet saaledes. Men det er saaledes, der er igen Frihed. Der maa atter skrives om, hvad der er tiet med i fire lange Aar, der, saa vi aldrig glemmer det, hverken over for Venner eller Modstandere, har lært os, hvor dyrebart Frihedens Klenodie er.

Endnu føler og ser vi Sporene af Magtens haarde Tag, endnu virker Friheden næsten som en Rus. Men Tiden kræver Ædruelighed, den kræver under Hjertets varme Slag Koldblodighed og Overlæg. Vi gaar ind i en Tid, da der træffes afgørende Bestemmelser angaaende vor Skæbne, ikke ved det grønne  Bord, ikke ved Anordninger oven fra som hidtil, men da vi selv skal til at tage vor Skæbne i vor Haand. I de sidste tre Uger har man over hele vor Landsdel talt om og drøftet dette Spørgsmaal. Man har følt en Glæde saa dyb og inderlig, som den vel næppe er følt i vor Slægt tidligere; man nærer Forventninger saa store i danske Hjem Landet over i denne Forbindelse, saa man kun kan betegne dem ved at sige, at de ikke kan overtræffes.

Vi staar jo heldigvis ikke over for dette, at skulle til at forme et nyt Program eller et Program i det hele taget. Vi tager fat, hvor vi slap for 51 Maaneder siden. Udviklingen har givet os Ret: Vi kræver nu som før Selvbestemmelsesret, den naturlige og selvfølgelige Ret, som for 52 Aar! siden blev fastslaaet i Pragfredens Paragraf 5, og som nu er hele det krigstrætte og udmattede Evropas Løsen. Intet og ingen vil med vor Vilje kunne saa os til at give Afkald Paa denne Ret, som vi paa Trods af Magt, paa Trods af Tvivl og Vantro rundt omkring os har hævdet gennem 54 Aar. Den er vort Løsen, paa den vil vi bygge og grundlægge vor Fremtid.

Det betones fra alle Sider, at den Fred, som nu kommer, stal være varig, og for at den kan blive det, skal det være Retsfred.  Der skal ikke gøres halvt Arbejde. Netop det er det, vi ønsker. Vi ønsker ikke, selv om vi havde Magt til det, at øve Tvang over for nogen, men vi ønsker under de kommende betydningsfulde Maaneder heller ikke, og vil ikke med vor Vilje taale, at der øves Tvang over for nogle af vore egne. Folkenes Selvbestemmelsesret er vort Løsen, og hvor dette Krav løftes, saa det høres, der maa der spørges, der maa Selvbestemmelsesretten anvendes.

Vi staar foran en Nytid. Gamle Fordomme, ja gamle Meninger er styrtede sammen. Mangen en har maattet tænke om og veje om. Der er flyttet Skel, og det ogsaa hvad Sindelag angaar. Motiverne kan ikke vejes paa Guldvægt; hvad man kan og hvad man skal, er at spørge, stille Folk over for Folkenes Selvbestemmelsesret med den Bevidsthed, at de nu stemmer ikke blot for sig selv, men ogsaa for de kommende Slægter.

De allierede
Fredsbetingelser vil kræve
Selvbestemmelsesret for
Slesvigerne.

Københavnske og en Del store tyske Blade bragte i Gaar et længere Uddrag af en Artikel af Lord Northcliffe om Fredsbetingelserne. Af Mangel Paa Plads skal i Dag kun meddeles, hvad Redaktør Franz von Jessen Søndag telegraferer herom fra Paris til „Berlingske Tidende”:

Times og de med det sammenhørende Blade samt den franske Presse vil i Morgen offentliggøre en Artikel af Lord Northcliffe, hvori denne gengiver Hovedpunkterne i det Fredsgrundlag, som de allierede vil fastsætte. Paragraf 10 har følgende Ordlyd: 

„Befolkningen Slesvig skal have Frihed til at bestemme, hvilken Nation den vil tilhøre. Det slesvigske Spørgsmaal er et fundamentalt  Eksempel paa den Maade, hvorpaa Prøjsen og Østerrig har brugt deres Magt til at sætte sig ud over Princippet om den frie Selvbestemmelsesret.

29. oktober 1918 – Enkefru Røgind: Spansk syge i Haderslev

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

29. Oktbr.
En Masse syge i Haderslev og mange Dødsfald af den spanske Syge. Alle Hospitaler overfyldte.

— H. P. Hanssen har holdt en udmærket Tale og fordret § 5 opfyldt. Tredje Artikel af Victor er kommet idag, den er god, da kender jeg ham atter, der er Varme og Flugt i den, og den siger mange gode Sandheder, hvormed lian forsvarer sit Standpunkt. Jeg tror, det er rigtigt, saaledes som han dømmer det. Artiklerne har som Overskrift: »Hvorlangt gaar vor Ret?«

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 158)

18. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… et nyt Tidsskrift Grænsevagten”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

18. Oktbr.
God Artikel af [Professor, senere Biskop i Haderslev] Ammundsen om Nordslesvig i Nationaltidende, det var den første Svale. Nu i Dag en Artikel, god, fornuftig af [Professor] Dr. L. V. Birch. Foreningen To Løver har indbudt Alliance française til Møde i Studenterforeningen. Professor Kristoffer Nyrop vil tale om Elsass-Lothringen og Dr. Jonas Collin om Udlandets Interesse for Slesvig. Under Redaktion af Mag. Vilh. la Cour vil der udkomme et nyt Tidsskrift Grænsevagten. Fru Slott-Møller, cand. theol. Holger Andersen, Dr. med. J. Collin, Kammerherre Bodenhoff, Fru Martha Ottosen, Dr.phil. Gudmund Schütte og Skoleinspektør Lauridsen har tilsagt deres Bidrag.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

8. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… begynde en virksom Agitation”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

8. Oktbr.
Mødet [på Harmonien i Haderslev] i Gaar storartet. Og stor Offerberedvillighed. Der blev straks tegnet 15,000, og jeg hører i Dag, Fondet er vokset til nogle og tyve. Fader begyndte Talerne og forklarede, at det var nødvendigt, at vi selv lagde os i Brechen, hvis vi vilde opnaa noget, og det var nødvendigt at have tilstrækkeligt Penge for at begynde en virksom Agitation i alle udenlandske Blade.

— I Rigsdagens Udvalg er det gaaet varmt til, inden Fredsnoten blev udsendt. Hindenburg og Ludendorff erklærede begge, de kunde højst holde dem en Maaned eller to, Heydebrandt von der Lasa fik et Nervetilfælde og raabte: »Belogen und betrogen«. Det er der vist mange Tyskere, der siger.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

14. august 1918. “Pak kufferten, Augusta!” Tyske soldater ønsker kejseren væk!

Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”

Sidst paa Vinteren 1917-18 kom jeg for anden Gang til Vestfronten. Jeg blev som „ etatsmæssig “ Feldwebel tildelt et Batteri med langtrækkende 10 cm.s Kanoner. Vi var ikke tildelt nogen bestemt Hærgruppe, men blev som flyvende Batteri sat ind forskellige Steder.

Først i Juli kom vi til Champagne, hvor Tyskerne havde planlagt et sidste desperat Forsøg paa at gennembryde Fronten mellem Reims og Verdun.

Der var trukket ca. 400 Batterier af alle Kalibre sammen paa et meget smalt Frontafsnit.

Offensiven indlededes den 15. Juli Kl. 1 om Natten med en mægtig Trommeild. Den blev en oplagt Fiasko. Allerede ved Middagstid var de tyske Tropper trængt tilbage til deres Udgangsstillinger, enkelte Steder endnu længere. Vort Batteri mistede Føreren og endnu en Officer, men fik Ordre til at blive i Stillingen i tre Dage uden Hensyn til Tab, for at dække Tilbagetoget for Infanteriet.

Natten mellem den 18. og 19. Juli blev vi saa trukket nogle Kilometer tilbage, og da dette var tilendebragt, fik jeg bevilget en fire Ugers Rekreationsorlov.

Om Aftenen den 23. Juli forlod jeg saa Lejren i Champagne, hvor vi havde Kvarter, og rejste med Tog fra Monthois til den fransk-belgiske Grænse. Herfra gik der Orlovstog til Tyskland. Paa Mellemstationerne i Frankrig var der fuldt af Militær af alle Vaabenarter, mest Folk, der forgæves søgte efter deres Afdelinger.

Efterhaanden fyldtes ogsaa vort Tog af disse Nomader, og af deres Samtaler kunde man godt danne sig et Billede af Stemningen bag ved Fronten. „Lieber ein Ende mit Schrecken als ein Schrecken ohne Ende“ var det almindelige Omkvæd, dog hørte man ogsaa jævnlig Vendingen „Augusta, pack den Koffer, wir mussen reisen”, en Hentydning til, at man ønskede det tyske Kejserhus fjernet.

Det blev mig efterhaanden klart: Tyskland stod ikke blot foran det militære Nederlag, men ogsaa foran et politisk Sammenbrud. Den stramme tyske Disciplin havde faaet et alvorligt Knæk.

Paa Godsbanegaarden i Aachen f. Eks. forlod alle vi otte Mand fra min Kupé Orlovstoget, som vi skulde have benyttet til Hamborg, entrede en Sporvogn og kørte til Hovedbanegaarden, hvor vi trods Togpersonalets energiske Protester tog D-Toget Køln-Hamborg, for paa den Maade at komme en halv Dag tidligere hjem.

Hjemme fortalte mine Forældre mig, at H. P. Hanssen fornylig havde været paa Besøg der i Byen, hvor han havde haft en Sammenkomst med Egnens ledende Mænd. Han havde over for dem givet Udtryk for den Opfattelse, at Tysklands Sammenbrud var nært forestaaende, og at der dermed vilde være skabt Betingelse for en Opfyldelse af Pragfredens § 5 vedrørende en Folkeafstemning i det nordlige Slesvig.

Dette i Forbindelse med mine Indtryk fra Hjemrejsen bevirkede, at jeg besluttede at gaa over Grænsen til Danmark i Stedet for at vende tilbage til Fronten.

Nu var jeg imidlertid ganske ukendt med Egnen og Forholdene oppe ved Grænsen. Jeg havde ingen Slægtninge eller Bekendte deroppe, der kunne hjælpe mig til rette. Under min Orlov traf jeg saa en Dag tilfældigt sammen med en Kammerat fra min Neu-Breisach-Tid, han var paa Grund af Krigsskade kommet hjem og var Gaard- bestyrer for en Søster i Tiset; hun var Krigsenke og boede ikke langt fra Grænsen ved Gjelsbro.

Ham betroede jeg mig til, og vi blev saa enige om, at jeg skulde komme over til ham, naar min Orlov var udløbet, saa skulde han nok hjælpe mig.

Det blev saa bestemt, at jeg skulde komme Lørdag den 23. August med sidste Aftentog fra Toftlund. Jeg havde stemplede og underskrevne Papirer nok in blanco, saa jeg kunde rejse, hvor og hvorhen jeg vilde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

3. maj 1918: Spor af en landsmand – Frederik Tychsen på tur rundt i St. Quentin

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis,var han nu igen sammen med sit batteri. Fra slutningen af april 1918 var batteriet på march mod en endnu ukendt destination.

Tidlig næste morgen blev vi vækket igen, og vi marcherede en dag igen og nåede om aftenen til St. Quentin. Vi holdt længe i St Quentin og vidste ikke rigtig besked om, hvor vi skulle hen. Vi holdt i nærheden af katedralen. Den var imidlertid brændt, og murene stod tilbage. Hvælvingen var styrtet ned, og hele bygningen lignede en ruin.

Rundt omkring i Murene var der indlagt sprængladninger, og der hang en luntesnor ned hvert sted, hvor en sådan sprængladning fandtes, og der var plakater alle vegne, hvorpå der stod: “Berøring livsfarlig”, “Adgang forbudt” osv. Trods alle advarsler gik jeg alligevel ind i katedralen og rundt omkring den.

Det bemærkes, at skyttegravene havde gået direkte gennem byen og forbi katedralens mur. Henne ved det ene hjørne af den mægtige bygning var en forpoststand. Den var gravet ned i jorden, og oven for, var der barrikader med sandsække. Der førte trappetrin op til et kikhul igennem barrikaden, og herfra havde vagtposten så nogen udsigt.

Her havde stillingen ligget fast i adskillige måneder, ja måske i årevis, og mangt en soldat havde stået her på den fremrykkede post, og mangen en havde sikkert også draget sit sidste suk i denne løbegrav og på denne stand.

Mens jeg gik omkring og så på sagerne, opdagede jeg en indskrift i kirkens mur lidt nede under jordoverfladen; den var indridset i sandstenen, og der stod: ”WI WIL JEM IGEN TIL DANMARK TIL DET RØDE OG WIDE FLAG”.

Her havde altså stået en landsmand, en nordslesviger, og i sin ensomhed havde han tænkt på Sønderjylland og på Danmark. Ok, ja, hvem tænkte ikke på at komme hjem – hjem til far og mor, hjem til Danmark – en helt ufattelig tanke. Jeg blev et øjeblik grebet af hjemve.

Jeg satte mig ned og læste indskriften mange gange. Jeg gik derfra hen til batteriet, der stadig holdt på gaden. Lidt efter fortsatte vi vor march og kom til en landsby, der hed Castrees, her bivuakerede vi.

Jeg mindes endnu, at det var en dejlig aftenstund, da vi forlod St. Quentin, og da vi efter en times march så tilbage efter St. Quentin, kunne vi se katedralens nøgne mure træde tydeligt frem i silhuet omkranset af solnedgangens gyldne skær, medens bataljonens lange hale langsomt sneglede sig ned efter Castrees.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

9. april 1918. Hvad skal der ske med Sønderjylland efter krigen?

I redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger ligger et brev fra Holger Andersen, Haderslev (senere formand for Grænseforeningen), i hvilket han redegør for, hvad der bør ske med Sønderjylland efter et tysk nederlag.

Kaptajn af generalstaben R. With
København, den 1. april 1917                Fortroligt

Til To Løvers Forening

Idet jeg takker for det mig tilstillede memorandum angående Sønderjylland, skal jeg i henhold til den fremsatte anmodning tillade mig at fremsætte følgende:

Realpolitiske betragtninger angående Sønderjyllands genforening med Danmark.

Skulle den lyse dag komme, da Europa vil blive i stand til at kunne bøde på uretten imod Danmark i 1864, vil løsningen af det sønderjyske spørgsmål ikke alene blive bestemt efter det retsgrundlag, hvorpå vort nationale krav rejses, men også af stormagtsinteresser, der knytter sig dertil, thi Sønderjyllands tilbagegivelse til Danmark er ikke alene et dansk-nationalt spørgsmål, det er nu i overvejende grad et europæisk spørgsmål, hvis løsning må gennemføres ud fra realpolitiske betragtninger.

Stod det ikke klart for Europas stormagter i 1864, har tidens udvikling og Kielerkanalens maritim–strategiske betydning sikkert slået dette uigendriveligt fast.

Dette er dog måske ikke kun til lykke for vort folk. Thi, hvor hårdt det end er at erkende, så er vi jo ikke en gang i stand til i enighed at samles om denne nationale sag. – Også den rejses i splidens tegn.

Der er jo de, der i national selvopgivelse overhovedet ikke vil have Sønderjylland tilbage. De vil ikke herved skade det gode naboforhold til Tyskland; de frygter tillige, at der fra Tysklands side straks eller senere vil blive opstillet betingelser eller krav, der vil lægge sig som lænker om vor nationale og økonomiske frihed.

Og der er de, der forsigtigt kun vil samles om at flytte grænsepælene til sindelagsgrænsen – Tønder–Flensborg – ja, end ikke Flensborg by med, og endelig er de tilbage, der kæmper for at gå frem til de yderste forposter for dansk sprog, og som navnlig samles om at hævde kravet om Dannevirkelinjen.

Det er på dette grundlag, jeg personligt står.

Til disse 3 kongerigske kategorier kommer da den 4., den moderne slesvignisme, der meget minder om den gamle Slesvig-Holsteinisme, og som allerede har ytret sig i en bevægelse, der selvom den endnu kun er i sin begyndelse, i givet øjeblik kan tage fart, fordi den i det store og hele hviler på reelle økonomiske interesser.

Kampen for sproget og jorden i Sønderjylland er først og fremmest ført af den slesvigske gårdmandsstand. Husmanden i Sønderjylland har stået i baggrunden, han har ikke haft den lod, som udviklingen her hjemme har givet vore husmænd, og derfor ej heller disses politiske og økonomiske indflydelse.

Ud fra tanken om Sønderjyllands genforening med Danmark efter krigen, har da de sønderjyske gårdmænd med opmærksomhed fulgt den politiske udvikling herhjemme, og gennemførelsen af den nye Grundlov, der har svækket den danske gårdmandsstand og øget husmændenes økonomiske og politiske magtstilling, har vakt en opmærksomhed søndenå, der ikke har været uden indflydelse på slesvignismens genopblussen.

Det er tillige en kendsgerning, at store dele af Sydslesvigs tyske befolkning med bange anelser ser hen til Tysklands nederlag og de økonomiske konsekvenser, dette vil føre med sig, at parolen ”Løs fra Preussen” har i øjeblikket god genklang i befolkningen. Denne bevægelse, der hviler på økonomiske interesser, mødes nu nord fra med en lignende strømning, der også ud fra økonomiske betragtninger styrer efter parolen ”Løs fra Preussen, men ikke tilbage til Danmark. Vi Slesvigere vil gå sammen for os selv.”

Tanken om delingen af Slesvig ved Tønder- Flensborg linjen er da i stærk modstrid med den nyslesvigske bevægelse, mens Dannevirkelinjen i sig selv virker samlende og kan drage hele Sønderjylland fra Dannevirke til Kongeå til Danmark og bort fra separatismen, ifald man herhjemme leder den politiske udvikling således, at man ikke inden fredsforhandlingernes begyndelse på forhånd afskærer slesvigerne fra at blive medbestemmende ved fastlæggelsen af den Rigsgrundlov, hvorunder det danske folk i fremtiden skal leve sit politiske og økonomiske liv.

Det vil under dette nationale synspunkt være en utilgivelig politisk kortsynethed, ifald man lader den nye Grundlov træde i kraft før verdenskrigens resultater og dermed det sønderjyske spørgsmål er endeligt opgjort.

Bliver Tyskland slået ned, vil et af Europas krav være, at Kielerkanalen som maritim – strategisk vandvej tages ud af Tyskland hånd og spørgsmålet om Kielerkanalens internationalisering ved at inddrage den i en neutral zone ligger da lige for.

Det er klart, at man ikke kan lade denne zone ligge indeklemt mellem dele af det tyske rige, og kravet om intet Tyskland nord for kanalen, samler da betragtninger over den neutrale zones nordlige grænselinje i spørgsmålene:

1)    Om grænsen skal lægges mellem Danmark og zonen eller mellem denne og et nydannet selvstændigt Slesvig og

2)    Hvor grænsen skal gå.

Et selvstændigt Slesvig vil med det tyske element, det indeholder, blive et arnested for en målbevidst tysk national propaganda, der vil blive den gamle Slesvig-Holsteinisme om igen og tidligt og silde vil Europa have et stykke Tyskland nord for kanalen ganske i strid med de forudsætninger, hvorunder den neutrale zone blev skabt.

De internationale besætningstropper i zonen vil ud over den fredelige polititjeneste tillige have den hoved opgave ved krigsudbrud at hindre Tysklands maritimstrategiske udnyttelse af kanalen, eventuelt ved en rettidig ødelæggelse af dennes konstruktioner, spærringsforanstaltninger o.l. og denne vanskelige og vigtige opgave løber fare for at blive kompromitteret, når forholdenes udvikling også nord for kanalen skaber et stykke Tyskland, hvor man i fredstid i samråd med tyskerne syd for kanalen, skjult kan forberede aktion mod dennes bevogtningstropper.

Et selvstændigt Slesvig er derfor i strid med Europas interesser, der bedre sikres ved at lade zonen grænse direkte til Danmark. De betragtninger dette giver anledning til, fremsættes samtidig med overvejelserne angående spørgsmålet om, hvor grænselinjen skal gå.

Man kan i almindelighed slå fast, at den neutrale zones udstrækning bør være så lille som mulig, thi jo mindre området er, jo mindre bliver det i zonen værende tyske element, og jo færre militære kræfter kræves der da for at løse de for okkupationskorpset foreliggende opgaver. Organisationen kan simplificeres til en mindre politistats, og alle kræfter kan samles til løsningen af den primære opgave: kanalens sikring.

Handler man henimod f.eks. ved at lægge zonens nordgrænse op til linjen Flensborg-Tønder, optages et så stort tysk element i området at faren for et stykke Tyskland nord for kanalen atter foreligger.

Okkupationskorpset må da stærkt forøges, og hele zonens administration anlægges efter virkefelter, der komplicerer organisationen og deler kræfterne i stedet for at samle dem om hovedopgaven.

Ved at lægge grænseskellet i Dannevirkelinjen, opnår man fordelene ved den lille zone, og man deler og svækker det tyske element nord for kanalen. Ved samtidig at stille visse fordringer med hensyn til de militære garnisoners styrke og nationalitet i det nord for grænselinjen liggende Sydslesvig skaber de i neutralzonen interesserede stormagter forøget sikkerhed mod den fare, som en tysk national propaganda i fred vil kunne ved krigsudbrud.
De danske grænsepæle ved Dannevirkelinjen, er da for de europæiske interesser den mest rationelle løsning.

Side 587

Udtalelse af kendte sønderjyder vedr. grænselinjen

Redaktør Ernst Christiansen ”Flensborg Avis”, udtaler sig den 1. juli 1915 – efter tidligere udtalelse i samme retning – til mig således:

”Jeg ynder ikke delingstanken, men i alle tilfælde må grænsen da evt. gå syd om Flensborg by. Flensborg skal og må vi have med – jeg kunne ellers næsten fristes til at sige, at ellers måtte det hellere blive ved det gamle. En linje, der går nord om Flensborg By, er jeg en bestemt modstander af. Men vanskelighederne ved at drage en grænselinje, der kunne synes passende, er meget store. Man må tage alle momenter – ikke alene de momentant nationale og sproglige hensyn – men også de økonomiske, historiske, politiske og militære med i betragtning. Derfor holder jeg på Dannevirkestillingen; dette er en naturlig og god grænselinje. Rigets ældgamle forsvarslinje mod syd. Alene denne linje tilfredsstiller alle disse hensyn og krav”.

Fru redaktør Jessen udtaler ved samme lejlighed:

”Jeg vil ikke gå så langt at sige, at jeg hellere så alt blive ved det gamle, hvis ikke Flensborg by (og det nødvendige opland) kom ind under Danmark. Men det ville være mig en stor sorg, hvis dette skulle ske. Hvorledes vil man for øvrigt drage grænsen lige nord om Flensborg by, uden derved ganske føleligt at ramme Flensborgs hele økonomiske stilling?

Side 589

Man har ikke ret og lov til at berede Flensborg samme skæbne oven i købet i forstørret målestok – som den, der beredtes i Ribe i 1864, hvis sligt på nogen måde kan undgås. Også jeg ønsker Dannevirkelinjen af de samme grunde som E. Christiansen. Men for øvrigt afgøres vel hele spørgsmålet efter europæiske interesser, da spørgsmålet er ligeså meget europæisk som dansk”.

Tandlæge J. Smidt, Haderslev:

”Man kan slet ikke drage en grænselinje efter det doktrinære nationalitetsprincip; det er ganske uholdbart. Man må tage andre faktorer som økonomiske og strategiske med i betragtning. Den slesvigske delingstanke kunne måske i sin tid have været gennemført, hvis vi ikke kunne have langt den mindste del af hertugdømmet. Det kunne måske tilfredsstille visse romantiske længsler og drømme, men ikke give os – Danmark – større statsmuligheder. Danmarks grænse bør være ved Dannevirke”.

[Her er der indsat en hjemmegjort tegning af Sønderjylland]

Side 590, 591, 592, 593, 594, 595,

Afd. Peder Skau, Bukshave:

Vi må have Angel med; vi må have det helt ned til Dannevirke.

Afd. Redaktør M.C. Mathiesen, Haderslev (død feber. 1915) var meget ivrig forkæmper for Dannevirkelinjen og gjorde sig stedse til talsmand for denne, når han havde lejlighed dertil.

Alle ytringer er fremsatte af de pågældende over for mig personlig.

Sammenstillet i slutningen af april 1917.

Cand. H. Andersen

Historie til 1864

Overvundet af Østrig og Prøjsen efter en 6 måneders krig måtte Danmark i 1864 afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Holsten og Lauenborg var i tidens løb blevet knyttede til den danske krone, men aldrig indlemmet i Danmarks rige. De hørte i sin tid med til det gamle tyske rige og optages 1815 i det tyske forbund. Om en genvinding af disse lande har Danmark aldrig næret noget ønske.

Slesvig er et ældgammelt dansk land. Fra historiens ældste tider og til det måtte afstås i 1864, har det uden noget afbrydelse været en del af Danmarks rige. Slesvigs tab er aldrig glemt i Danmark.

Få riger kan med samme ubrydelighed pege på deres grænse fra rigets opståen til helt ned mod vore dage, som Danmark på sin. Denne grænse er Ejderfloden, Sønderjyllands sydlige grænseflod, skellet mod det tyske rige (Eidoro impereii romani terminus).

Alle mindesmærker helt fra stenaldertiden viser, at Sønderjylland ned til Ejderfloden beboedes af samme stamme som det øvrige Norden. De ældste optegnelser på dansk sprog er fundet her. De gamle stednavne viser oprindelse af nordisk rod. Sydligst i Sønderjylland byggede Kong Godfred omkring år 800 sit grænseværk, Dannevirke, de danskes vold.

Først da feudalvæsenet, i øvrigt lidet kendt i de nordiske lande, ved midten af det 13. århundrede begyndte at vinde lidt indpas her, får Sønderjylland en særstilling inden for riget. Den sønderjyske hertugslægt, en gren af det danske kongehus forbinder sig med de tyske grever i Holsten. Tyske stormænd vinder nu godser i Slesvig, og i den sydligste strimmel mellem Dannevirke og Ejder, bosætter sig tyske kolonister. Under stadig fortsatte lensstridigheder skabes en voksende politisk forbindelse mellem det danske Slesvig og det tyske Holsten, men ingen som helst folkelig national. Bortset fra den nævnte allersydligste landstrimmel bevarer Sønderjyllands befolkning sit danske sprog under de tysk-danske vasalslægters herredømme.

Efter en sejrrig krig med Sverige, der har støttet en forræderisk hertugslægt, får Danmarks konge 1721 atter fuldt herredømme over hele Slesvig; og Frankrig og England sikrer Danmark besiddelsen af det genvundne ”til evige tider”. Et halvt hundredår efter får Danmarks konge, der siden 1460 har haft et delvist herredømme i Holsten, her dog kun under tysk rigshøjhed, ved forskellige overenskomster samlet også hele Holsten under sig, idet sidstnævnte lands tilhørsforhold til det tyske rige dog stadig bevares. Af politiske hensyn opretholder de danske konger en administrativ forbindelse mellem Slesvig og Holsten til fordel for de store godsbesiddere, til skade for den slesvigske befolkning. Denne bevarer dog også gennem disse tider sit af de herskende klasser tilsidesatte og ringeagtede sprog.

Ved midten af forrige århundrede er den gamle danske kongestammes mandslinje ved at uddø. Man står da over for en mulig adskillelse fra det danske monarki af det tyske hertugdømme Holsten, hvor kun mandslinjen kan arve. Den linje, der her kan komme på tale, Augustenborgerne, rejser imidlertid krav også på Slesvig og støtter sig her til en bevægelse opstået blandt Slesvigs overklasser, godsejere, embedsmænd, universitetskredse. Denne overklasse, der i modsætning til landets jævne befolkning har tilegnet sig tysk sprog og dannelse, drages nemlig af den stærke nationale bevægelse i Tyskland i forrige århundrede. Efter et fra tysk, navnlig prøjsisk side, ordnes forholdet under europæisk medvirkning ved Londonprotokollen af 8. maj 1852 således, at hele monarkiet, herunder ikke blot Slesvig, men også de tyske forbundslande Holsten og det 1815 erhvervede Lauenborg ved den gamle kongelinjes uddøen skal gå i arv til prins Christian af Glücksborg, senere Christian IX. Augustenborgerne har ved oprøret sat sig ud af spillet, også for Holstens vedkommende. Det danske monarkis integritet anerkendes som et permanent princip. Denne traktat underskrives foruden af Danmark også af de 5 stormagter, Frankrig, England, Rusland, Østrig og Prøjsen, samt af Sverige og Norge.

Christian IX bestiger Danmarks trone 1863. Men nu angriber Prøjsen og Østrig, trods hin traktat og deres medunderskrift på denne, Danmark. Den ventede hjælp fra de andre underskrivende magter udebliver. En konference i London mellem samtlige ovennævnte magter søger forgæves en løsning. Slået til jorden af sine overmægtige fjender må Danmark ved freden i Wien (30/10- 1864) afstå ikke blot de tyske forbundslande, men også Slesvig, idet ”Kongen af Danmark renoncerer på alle sine rettigheder til hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til fordel for deres majestæt kejseren af Østrig og kongen af Prøjsen, idet allerhøjstsamme forpligter sig til at anerkende de dispositioner, som de nævnte majestæter ville træffe med hensyn til hertugdømmerne”. – Et langt mere end tusindårigt bånd var omsider brudt.

Side 596

Indlemmelse i Prøjsen

Hele Tyskland havde med sand ”furor teutonicus” genlydt af flammende ord om augustenborgernes krænkede ret. Så fik vel denne slægt nu sit ”befriede land”? Tror man det, kender man ikke sin Bismarck, ikke prøjsisk politik! Den stakkels hertug havde i sandhed måttet arbejde ”pour le roi de Pruisse”! Den 12.september 1865 fælder de prøjsiske kronjurister den kendelse, at augustenborgerne ikke havde nogens som helst ret til hertugdømmerne. Den retmæssige ejer var Christian IX. Og denne har afstået sin ret til Prøjsen og Østrigs herskere!!! –

Se her, hvorledes denne handling stemples i den franske lovgivende forsamling: – Mødet den 3. maj 1866 – [Léance = ordet står med udviske bogstaver] M. Thiers (talende om de prøjsiske kronjuristers kendelse): Or voice[voit?] ce que a été décidé: Le duc d’augustenbourg n’a aucun droit. Le roi Christian seul a des droits sur les duches seul il peut les transmettre. Or comme a la suite de la guerre que nous lui avbons faite, il nous a transmis ces droits par traite, nous sommes a notre tour, les seuls propritaires, l’etant devenus par a volonté et la fait du proprietaire legitime. (Exclamations et movement prolongis).

  1. Emilie Oliviers. Cést aborniable!
  2. Thiers. Messiuers, vraiment, dans un sujet si grave, je semble n´être pas seneux en faissant ce ricit (Si, Si!) Ete bien, cést la verité même que je vous raconto[raconté?]. (Oui! Oui! Ce nest que trop vrai).

Oui, Messiuers, ce spectacle, burlesque, paidonnez moi le mot, cést la verité même (Marques generalés dáprobbation et d´assentiment.)

  1. Emile Oliviers. Cést aussi infâme que burlesque.
  2. Thiers. Comment! Les duchés appartenaient legitimement au soi de Danemark; vous ne les lui rendez pas cependant et vous prétendez qu’ils sont devenus votre propriete! A quell titre? Au titre de la guerre inique qui vous avez fait au légitime propriétaire. (Nouvelles marques d’adhision).

Side 598, 599, 600, 601

Messieurs lisez bien l´histoire! Y a t-il jamais en rien de semblable? Nous vous indignons contre le partage de la pologne mais y ent-il jamais rien ou l’odieux et le burlesque se trouvassent mêlés, combinés au même degré? — (Cést vrai! Cést vrai! Bravos et applaudissements).

———— Tidligere i samme tale havde Thiers udtalt:

Est-ce que oh[on?] a le droit de s’emparer d’une province voisine, parce qu’il s’y trouve quelques habitants parlant votre langue?

Ce droit s’ètendrait bien loin, et l’Alsace je le répéte, a cette condition, nous échapperait. —

Mellem Prøjsen og Østrig udbryder krig 1866 og ved freden I Prag 23. august 1866, bliver hele det fælles bytte Prøjsens. – Ved Napoleon III’s mellemkomst indføres ganske vist i traktatens §5 den bestemmelse, at ”beboerne i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenede med Danmark”. Men uden noget hensyn til denne bestemmelse indlemmes alle de tre hertugdømmer fuldt og helt i Prøjsen ved kgl. Prøjsisk patent af 12. januar 1867. Og ved en traktat mellem Prøjsen og Østrig af 11. oktober 1878 erklæres §5 for bortfaldet. – De kår, der under det halvhundredårige fremmedherredømme derefter er budt danske mænd og dansk sprog i Slesvig, kender alle. Frankrig kan her se hen til sine egne landsmænds kår i de erobrede lande. Og endda mener vi i Danmark, at vore landsmænd gennem disse år fik den hårdeste lod. Bag Elsass-Lothringen stod Frankrig, bag Slesvig kun det lille svage og forsagte Danmark. Den, der kender tysk tankegang, vil også vide, hvor den ”pansrede næve” da lagde sig hårdest.

Tilbage til Danmark

Når nu det nye Europas grænser skal drages, skal da Danmarks sydgrænse stadig gå dér, hvor fremmedes overmagt trak den i 1864? Vil ikke Frankrig mindes, at trofaste franske og danske mænd nu gennem lange år har båret det samme åg? Vil ikke Frankrig og England mindes, at de 1721 lovede Danmark sikker besiddelse af Slesvig til evige tider? Vil ikke Frankrig og England og Rusland mindes, at de 1852 anerkendte Christian IX og hans efterfølgere på Danmarks trone som retmæssige arvinger til Slesvig? Vil ikke alle de lande, der nu må kæmpe den hårde kamp mod Prøjsen og Østrig mindes det lille land, der for halvhundrede år siden ene måtte stride den håbløse strid mod de samme magter?

At i det mindste den Nordslesvig ved Pragfredens oven citerede §5 givne ret til at vende tilbage til sit moderland, må kendes for stadigt bestående trods Østrigs og Prøjsens private overenskomst af 1878, er vel hævet over al tvivl.

Men vil overhovedet fredstraktaten fra Wien, 1864, kunne danne grundlag for en retsordnet tilstand, særlig når man ser hen til, hvorledes selve de prøjsiske kronjuristers ovennævnte kendelse har berøvet den ethvert skin af moralsk baggrund. Kan den i nogen måde kræve mere respekt end Frankfurttraktaten af 1871.

Nuværende nationale forhold.

Vil da Slesvigs nuværende nationale forhold gøre en tilbagegivelse berettiget? Vi henviser til vedstående kort over hertugdømmets sprogforhold.

Slesvigs nordlige halvdel, landet mellem Kongeå og Flensborg Fjord er ublandet danske land, dansk af sprog, dansk af sind. Hvad her findes af Tyskland er – praktisk talt – indført efter 1864. Her er den nationale forsvarskamp under fremmedherredømmet (størst) ført. Herfra lød de klager over det tyske tryk, der gav genlyd over Europa. Her er siden 1888 al dansk undervisning bandlyst fra skolen, og al privat skole og undervisning forbudt! Her lyder ikke des mindre dansk og kun dansk som folkets daglige sprog både fra gammel og fra ung. Herfra er stedse sendt – og siden 1886 med stadigt stigende tal – en dansk mand til den tyske rigsdag.

Side 602, 603, 604 og 605

Landet mellem Flensborg Fjord og Ejder er nationalt blandet og var det delvis før 1864. Her tales tre sprog. En lille isoleret sprogstamme, nordfrisere, indvandret i et af middelalderens århundrede, har stadig bevaret sit eget sprog, et sprog for sig, hverken dansk eller tysk. Under dansk herredømme havde de altid gode kår. Deres område er landets sydvestlige hjørne og de tilliggende øer. – Tysk tales i de østlige og sydlige egne, i de østlige forstås dog dansk så at sige overalt. – Dansk er endnu stadig folkets sprog i de midterste egne.

Pragfredens §5, som gav Nordslesvig håb om en genforening med Danmark, berøvede ved sin blotte eksistens danskheden syd for Flensborg. Ikke des mindre viste dansk sprog i vide egne sin ukuelige livskraft og spredt i landet står endnu mange trofaste danske hjerter. Og desuden summer landet syd for Flensborg i andre henseender rige nationale minder og værdier for Danmark. På dets valpladser har Danmark gennem århundreder kæmpet for sin sydgrænse. Her står det slot, hvor den nuværende danske kongeslægts første mand på Danmarks trone, Christian IX, fødtes – Gottorp – og det, hvorefter denne slægt bærer navn, Glücksborg. Runesten fra dets sydligste ældgamle grænse. – Der knejser endnu rester af den gamle vold, Dannevirke, som Kong Gotfred rejste ca. 800 mod sydlige angreb og hvor over 1000 år senere den danske hær i 1864 først tog kampen op mod den samme front.

Fremtidens grænse.

At dele Slesvig over ved Flensborg Fjord som nogle, stadigt knugende under ydmygelserne siden 1864, tænker sig det, vil da være en uret både mod Danmark og mod Slesvig. For den blomstrende handelsby Flensborg vil det være ødelæggelse, hvad enten denne by kom til at ligge på den ene eller den anden side af grænsen. Af mange slesvigere vilde det føles dybt smerteligt, om det gamle land blev delt. De mange danske, der bor syd for en sådan linje, ville komme til uforskyldt at bøde for tidligere tiders fejlgreb og tysk vold. Og er det ikke i al henseende bedre at lægge blandet sprogområde under dansk end under tysk herredømme! – Og endelig: Ingen politisk tanke har nogensinde samlet det danske folks bredeste lag i en sådan enighed som den, der ved forrige århundredes midte fik det til at rejse sig til værn om sin gamle grænse ved Ejder!

Om man tænker sig nord Østersø kanalens bredder gjort til international zone, vil en i alle henseender god grænselinje kunne drages fra Ekernførde over Marienthal, syd om Kropp til Syderstabel og herfra langs Ejder, følgende denne til udløbet. Denne linje opfylder de nødvendige betingelser for etableringen af det militære forsvar for rigets sydgrænse. Enhver linje der tilstræber at dele landet efter andre synspunkter, vil være umulig i strategisk henseende. Gives det tabte land atter tilbage til moderlandet, bør der vel også gives dette muligheden for at forsvare det.

Hohenzollen-slægtens valgsprog er: suum cuique [enhver skal have sit]!

Måtte det times den, at se denne sætning bragt til opfyldelse!

29. marts 1918. En skål på tysk nederlag og Sønderjyllands genforening med Danmark!

A. P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten. Ved fronten fik han via en fælles ven sat et møde i stand med sin broder, Jens, der var maskingeværskytte.

(… fortsat)

 Så mødtes vi da igen, og det var lige ved, at min Bror skulde have mødt sit Endeligt i denne lille Landsby, idet den en Times Tid forinden jeg kom til Byen, blev beskudt af Englænderne. Da de hørte Granaterne komme, stod han på Vejen og vilde sammen med mange andre springe ned i en Kælder for at komme i Dækning.

Han var også kommet nogle Trin ned, da det gik op for ham, at det kunde vare farligt, dersom en Granat gik ned igennem Huset. Han sprang derefter igen op og løb bort. Og så kom Granaten. Den eksploderede midt i en stor Klynge Soldater. I min Brors Kompagni dræbtes 8, og 16 blev såret.

De var just ved at begrave de faldne ude på Marken under et Træ, da jeg kom.

Vi var sammen et Par Timer og talte igen om det samme: Hvornår holder dog den Krig op ? ——-

Et Par Dage forinden havde et Par af mine Kammerater opdaget et engelsk Officerskasino og havde „reddet” en Masse Bourgogne til os. Vi havde også i en Marcipanfabrik „reddet” os Sække af Mandler, og jeg havde et Par Flasker med af den ædle Drue og Tasken godt fyldt med Mandler.

Jens og jeg fandt os uden for Byen et Dige ved Siden af Vejen, hvor vi i det dejligste Solskinsvejr kunde have det lidt for os selv.

Vi satte hver sin Flaske for Munden og drak den ene Skål efter den anden for vores gensidige Sundhed, vore Forældres og Søskendes Sundhed, og ikke mindst for Krigens lykkelige Ophør, d.v.s. Nederlag for Tyskerne og vor Genforening med Danmark.

— Se . . . . alt det gik i Opfyldelse, så det har vel nok været en god Vin!

I løftet Stemning og med store Håb og Ønsker forlod vi hinanden, og jeg så ham ikke igen før et År efter, da han med „St. Thomas” kom til København med det første Hold løsladte dansksindede Krigsfanger fra Aurillac.

DSK-årbøger 1953

 

27. december 1917 – Flensborg Avis: En Erklæring om Nordslesvig

Den 27. december 1917 bragte Flensborg Avis følgende:

En Erklæring om Nordslesvig.

Adskillige Blade, saaledes ”Kieler Zeitung”, et Par flensborgske, ”Sonderburger Zeitung”, ”Apenrader Tageblatt”, kunde i Mandags offentliggøre nedenstaaende Erklæring fra Overpræsidenten, som mærkeligt nok ikke er tilstillet alle Aviser. En Del kan altsaa først bringe den nu, tre Dage senere. Meddelelsen lyder:

Den 26. November 1915 tog jeg Foranledning til over for Offentligheden med alt Eftertryk at imødegaa Rygter, som troede at kunne berette om en bestaaende Hensigt efter Krigen at afstaa Nordslesvig til Danmark. Ophavsmændene til disse Rygter – pegede jeg hen paa – matte søges blandt Tysklands Fjender. Min Forventning om med hin Erklæring een Gang for alle at gøre Ende paa den Slags taabelige Rygter synes ikke at gaa i Opfyldelse.

Under Paaberaabelse af den udenlandske Presse søger travle Tunger atter urostiftende at vinde Indpas med lignende Udtalelser blandt os Slesvig-Holstenere. Det skal denne Gang ikke dreje sig om Nordslesvigs Afstaaelse – kun Haderslev Kreds er, efter hvad man vil vide, bestemt til ved en allerede nu forberedt Traktat at skulle afstaas til Danmark.

Jeg gentager nu som tidligere: Der ligger ikke et sandt Ord til Grundlag for dette Rygte.

Kiel, den 22. December 1917.

Overpræsidenten for Provinsen Slesvig-Holsten
v. Moltke

23. september 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “ser nu meget lyst paa Sønderjyllands Fremtid”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch m. Frcia:
Fra ganske Sikker kilde har Detchet modtaget følgende Meddelelse:

a. Der er underhaanden fra det tyske Flertalspartis Side sket Henvendelse til ”C” [formodentlig rigsdagsmanden H.P. Hanssen, red.] angaaende en Undersøgelse af Sprogforholdene i Slesvig – ikke ad direkte, men ad indirekte Vej. Sproggrænsen og Nationalitetsgrænsen menes at maatte sættes Nordfor Flensborg.

b. ”C”, der en Tid har set pessimistisk paa Forholdene, ser nu meget lyst paa Sønderjyllands Fremtid. Der er indenfor Flertalspartierne Mulighed for en Indrømmelse.

c. ”C” har i en Samtale udtalt, at Haabet om Fred ikke kan benyttes til Tysklands militære eller økonomiske Sammenbrud; men kun til en fri Forfatning, kun en Fred mellem Folkene kan give Garanti for Fjendens Bevarelse – ikke en Fred mellem Fyrsterne.

Muligvis kan Tyskland komme til at mangle en ”Ersatz” med Hensyn til Ammunitionsfabrikationen, men bestemt vides det ikke. Ernæringsforholdene er ordnede bedre for den kommende Vinter end for den forgaaende, men Modstandskraften er jo mindre og kvægbestanden daarligere.

Muligvis vil Kullenes Fremskaffelse volde nogen Vanskelighed, idet man ved Krigens Begyndelse undlod visse nødvendige Forarbejder i Tillid til, at Krigen hurtigt vilde være endt. Der har i sin Tid i Schlesien været en Kularbejdsstyrke af c. 30000 Mand i 10 Dage.

Den tyske Kronprins har ved den sidste Konference ved Kanslerskiftet vist sig at være usædvanlig medgørlig m.H.t. en friere Forfatning.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

28. juni 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… Grænsepælene vil blive flyttede””

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Esbjerg.

Den udsendte Konsul i Esbjerg Blancke er rejst til Kbhn for ikke at vende tilbage.

Det er stadig 29´ Rgt, der staar langs Grænsen, efter Forlydende skal det, (der bestaar af unge Folk) snart til Fronten.

Kr A meddeler, at paa et Møde i Købelund[?] den 5 ds, har Kr. B, der ellers ser ret sort paa Forholdene, udtalt sig med megen For[—]ning om, at der vor stor Mulighed for, at Grænsepælene vil blive flyttede mod Syd.

Kr.A. mente efter indkomne Oplysninger, at Ernæringsforholdene paa Landet nu er nærmest slette.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

23. juni 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… dansk Grundlovsdag i Slesvig”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Gennem B.
De fremtidige Krigsskatter i Tyskland skal hovedsagelig inddrives ved Paaligning af Ejendomsbesiddere; man fortæller, at en saadan Paaligning allerede er foretaget og tildels kendt, nede ved Græsen skal en Halvgaard betale c. 1000 Mk, en større Properitærgaard ca. 10,000 og en stor Domænegaard c. 32,000

Et Rygte vil vide, at C skal have sagt: til næste Aar vil vi fejre dansk Grundlovsdag i Slesvig; helt ned i Slesvig til Angelen med, ikke alene den socialistiske Blok, men alle frisindede Partier er enige i, at alt forhenværende dansk Land skal tilbage til Danmark.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)