Tag-arkiv: gasangreb

6. juni 1917. Claus Eskildsen i Flandern: “Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens tyskerne ventede på en engelsk offensiv omkring Ypresbuen, kom der et gas angreb mod stillingen.

Englænderne blev mere og mere livlige i Ypresbuen. Med 1 Mill. Pund Dynamit sprængte de den 6. Juni Tyskernes hele Stilling ved Wytschaete Syd for Ypres. Vi laa i Buens nordlige Del, men fik alligevel vor Part af Angrebet.

Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!

raabtes der om Aftenen forude, hvor Vore Folk fra 11. og 12. Kompagni laa i Stillingen. Raabet sendes videre, alle Alarmindretninger tages i Brug; men for mange er det allerede Sekunder for sent. 2 Officerer og en Snes Mand segner om og er færdige med det samme.

Værre endnu er det for de 100 Mand, som vaklende søger tilbage. Man gør alt for at frelse dem og lindre deres Pine, men den ene efter den anden maa lide den grufulde, kvalfulde Død. Der ligger disse dødsdømte Stakler, uhyggeligt grønne og gule i Ansigtet. Aandenøden tager til, Ansigtet bliver blaasort, et tykt Skum staar om Munden, en modbydelig Stank breder sig. Lungerne fortæres under kvælende Hoste og frygtelig Aandenød, ingen Bevidstløshed mildner Dødskvalerne.

Gasvaabnet er Djævlens Opfindelse. Gasmord er Grusomhed i Renkultur, værre end naar man lagde Strikken om Halsen paa Ofret og langsomt, langsomt lang—somt trak til. Derfor blev Gassen denne Krigs Yndlingsvaaben.

Vort 12. Kompagni mistede denne Aften to Tredjedele af sine Frontfolk. — De frelste Kammerater saa ikke mere Foraaret i Flandern. Mens Tropperne forude ødelagdes uden Nytte — det store engelske Angreb begyndte først halvanden Maaned senere — laa Stabens Skrivestue smukt, hyggeligt, hjemligt gemt i et lille straatækt Hus i Landsbyen Stadendreef.

Her var frodige Marker og løvtunge Træer, Svalereder under Taget og Lærkesang over Engene.

Men det vil snart være forbi.

Den 24. Juni skyder Englænderne for første Gang under Krigen ind i den lille Idyl.

Dagen efter afstaar vi Stillingen til Sachsere. Man kunde nok se, at Divisionen efter de haarde Kampe ved Lens og de hvileløse Uger her i Flandern ikke var modstandsdygtig nok til at blive paa saa udsat en Post.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 168-9

2. maj 1917. Levende begravet – og mødt sin Gud

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Vi havde lige ordnet os i Stilling, da Englænderne begyndte med at lægge Trommeild paa vor Skyttegrav, og Trommeild er jo skrækkelig, naar Granaterne bogstavelig talt hagler ned, og de store Shrapnels eksploderer oppe i Luften og hver for sig sender deres 250 smaa, runde Kugler ned over det i Skyttegraven uden Dækning staaende Mandskab.

Man kan forstaa, at det ikke varede længe, før de saaredes Jamren og de døendes Rallen lød rundt om os.

Trommeilden varede to Timer. Midt i det hele kom en Granat og fo’r ned i Jorden ved Siden af mig og min Sidekammerat til venstre. Da den eksploderede, væltede den Jord volden ud i den 3 Alen dybe Skyttegrav og begravede os under Jordmasserne.

For mit Vedkommende var det ikke saa slemt denne Gang.Jeg blev kastet ned paa Ryggen, mine Arme laa langs min Krop, og ovenpaa denne 3 Alen Jord, der trykkede helt forfærdeligt, men mit Ansigt var frit, og aldrig i mit Liv har jeg saadan raabt om Hjælp som i den Stund.

Der kom da ogsaa straks 5-6 Kammerater, deriblandt ogsaa min Sidekammerat til højre, Delingsføreren; de kastede Jord til Side og fik mig halet frem.

Saasnart jeg kom frem, saa jeg, at min Sidekammerat til venstre ogsaa var borte; det var en Kunstmaler fra Berlin.

Vi gravede af alle Livsens Kræfter for ogsaa at redde ham. Jeg vidste, hvor han havde staaet, og kunde derfor ogsaa regne ud, hvor omtrent han maatte ligge. Jeg kom saa med min lille Spade lige ned paa hans Hoved.

Han var sunket ned paa sine Knæ, og Staalhjelmen var gledet om for hans Ansigt. Saasnart jeg fik hans Hoved afdækket, fik jeg mine Hænder ned under hans Hage og Ansigtet trukket op i frisk Luft.

Han var dryppende vaad af Sved, men gav ikke Spor af Livstegn fra sig. Vi gravede ham alligevel ud og lagde ham ovenpaa Jorden; men da han havde ligget nogle Øjeblikke, begyndte han at drage Aande.

Han aandede underligt dybt og begyndte at røre sine Lemmer, og mens vi endnu stod og saa paa ham, rejste han sig op paa sine Knæ, foldede sine Hænder og begyndte at takke Gud.

Aah, jeg kunde ønske, mine Læsere havde hørt den Mand takke Gud! Ikke med en Stavelse takkede han, fordi han var gravet ud; men han takkede Gud af hele sit Hjerte, fordi han havde faaet en frelst Sjæl.

Han havde kæmpet sin Jakobskamp dernede under de 3 Alen Jord, og fortalte os bagefter, at hele hans Liv var passeret Revy forbi hans
indre Øje og var standset hjemme hos hans unge Søster i Berlin, som han vidste, bad for ham, og som han var overbevist om bad for ham netop i denne Stund.

Som Soldat betragtet var han slet ingenting værd, ikke fire Skilling, han kom heller ikke mere med i Stilling, men fik Pladsen som Kompagnifotograf.

Han var paa sin egen Maade et stilfærdigt Vidne om Guds Barmhjertighed mod Syndere, og han fik en god Plads mellem Kammeraterne. Vi holdt allesammen af ham.

Da Trommeilden hørte op, ventede vi, at Stormen skulde bryde løs, men det blev ikke til noget. Derimod prøvede Englænderne ved Aftenstid at gaa frem til Storm, men det Angreb blev let afslaaet, uden at det kom til Nærkamp.

Næste Dag gentog det samme sig, og Englænderne prøvede paany
et Stormangreb, som blev afslaaet.

Ved Aftenstid blev vi udsat for et Gasangreb; vi stod seks Timer i Gas, men takket være de gode Gasmasker mistede vi den Gang ingen.

Under Gasangrebet kom min Kaptejn hen til mig og lagde Haanden paa min Skulder, idet han sagde: „Hør, Gamle, i Nat skal du skyde.”

Det gav et Gys i mig. Jeg tænkte: Hvor véd han, at du ikke skyder? Han sagde ogsaa: „Naar vi holder en jævn Ild vedlige, slipper vi muligvis for Englændernes Stormangreb, men tier vi, tror de, at vi er helt eller halvt døde af Gassen, og saa vil de storme bagefter.”

Jeg fyrede tappert ind i Jordvolden uden for vor Skyttegrav, saa mit Gevær knaldede ligesaa lystigt som de andres. Det er næsten den eneste Gang, jeg har haft mit Gevær ladt i de 28 Slag, jeg har været med i, og derfor gaar jeg ogsaa med den dejlige Tryghedsfølelse i mit Hjerte, at jeg hverken har gjort Englænderne eller Franskmændene Fortræd, og det har meget større Værd for mig, end jeg den Gang tænkte paa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

8. april 1917. Johannes Christensen: Så dundrede i det samme nu 20-30 kanoner løs.

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I nogle erindringer skrevet på Vallekilde Højskole i 1918 fortæller han:

En morgen stod jeg vagt fra 4 til 6. Det var påskemorgen. Der hørtes ikke meget skydning og vejret var vidunderligt smukt og klart. Kun en ganske svag luftning drog fra nord til syd. Jeg stod henfalden i tanker om de kære derhjemme og med blikket ud over det franske landskab, der begyndte at hæve sig ud nattens bortdragende mørke. Derovre – 40 meter fremme – stod franskmændene på post, måske hensunkne i de samme tanker som jeg. Hvor længe skal dog dette myrderi vare ved? Hvor længe skal de hjerteløse tyranner lege med menneskers liv og skæbne? Nu oprunder den tredje påskemorgen under menneskers rasen mod hverandre. Mon ikke snart Gud vil byde stop, så vi atter må opleve en rigtig påskemorgen, hvor fredens klokker igen kimer over land og by.

Mens tankerne krydsede snart derhen, snar derhen, så jeg med ét til venstre en hvid tåge stige op fra den tyske skyttegrav og trække over mod franskmændene.

Et øjeblik så lød der råb og alarmtrommerne rørtes kraftigt derovre. Som et lyn sted 40-50 lyskugler til vejrs og som en havde rykket i en snor, så dundrede i det samme nu 20-30 kanoner løs.

Tyskerne havde benyttet det herlige vejr og den gunstige brise til at åbne for deres gasbeholdere, og bagefter – ja, så lå der så og så mange unge, håbefulde og livsmodige franskmænd og våndede sig i dødens kvaler. For en halv time siden anede de intet og nu var de ikke mere.

En times tid dundrede kanoner løs og så stilnede det af. Solen hævede sig op over jordoverfladen i øst og sendte sine stråler ind over slagmarken. Den uvisse og hyggelige lange nat var atter gået og med den mørket, der skjulte alle onde foretagender og grufulde hemmeligheder. Ved dagens lys kunne farerne ikke sådan overraske os, og det giver altid en vis koldblodighed og tryghedsfølelse.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

2. september 1916. Gasangreb ved Somme!

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Umiddelbart efter afløsningen, den 2. september, kl. 4 om morgenen, brød trommeilden løs.

Fronten forblev uskadt, og de svage knald lød mærkelige. Det var gasgranater.

Da dagen oprandt svømmede alle sænkninger, hulveje og bagudvendte grave i et hvidligt tågehav, af hvilke skovpartier og højder tittede op som øer.

Således troede fjenden at have isoleret fronten og lod sin trommeild være rettet mod de forreste linjer.

Alle reserver blev alarmeret, den afløste II bataljon blev standset under marchen.

Men der kom ikke noget angreb, sandsynligvis fordi den begyndende morgenvind fik fjenden til at tvivle på gassens virkning.

Ved fronten tager beskydningen af. Alarmen bliver afblæst, II bataljon går i sit hvilekvarter i Epénancourt og Falvy. Men så langt når de fjendtlige granater.

Om natten slår en granat ned i et skur, 5 mand døde, 12 sårede, 3 heste døde, 6 sårede.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

5. august 1916. Kresten Andresen: “… det kan ikke nægtes, at hjertet tit står stille i brystet på én, når den svære haubitzer kommer susende”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Ablincourt den 5. august 1916

Kære forældre!
Nu har jeg overstået et skrækkeligt mareridt og sidder nu vel beholden langt bag fronten – d.v.s. jeg ligger på maven i græsset og skriver til jer. Om aftenen må man ikke gerne fortælle spøgelseshistorier, men ved højlys dag gør det ikke så meget. Og jeg kan da gerne fortælle jer, at det har været en hård omgang hernede. Ganske vist kom jeg aldrig i nogen berøring med englænderne selv, men så meget mere med deres artilleri, og det var aldeles forfærdeligt.

Jeg tror ikke, der er en eneste tysker her, som ikke bærer al mulig respekt for det engelske artilleri, men aldrig har jeg oplevet værre trommeild end den, vi var udsat for i nat, lige et par timer før vi blev afløst. Det lader sig umuligt skildre i ord og ikke forestille i tankerne. Vi holdt en smal løbegrav i tredje linje besat; arbejdede om natten og gravede den dybere, dækkede den omhyggeligt med græs, og når morgenen kom, lagde vi os på langs i graven og dækkede os, så at flyverne, der stadig svirrede over os, ikke kunde opdage os. Og det gik godt to døgn og endnu en dag.

Den tredje dags aften hen ved kl. halv elleve kom der pludselig som et rasende brøl af tusinde uhyrer. Jorden gungrer og ryster, jord og sten og kvalm og krudtdamp hyller det hele i en røg. Og dækninger har vi ikke; vi sidder pressede ind mod væggen, stålhjelmen ned om ørerne og éns oppakning stablet op til dækning for bryst og underliv. Og så overgiver man sig til sin gode lykke. Men det kan ikke nægtes, at hjertet tit står stille i brystet på én, når den svære haubitzer kommer susende.

Tænk, der var 38 cm granater iblandt, og de eksploderer med en så uheldsvarslende torden, at man næsten kan tabe besindelsen ved det. Intet hører man, intet ser man. Sagtner det et par sekunder, spørger man til sin sidemand. Til tider får man hele ladninger af jord og sten ned over sig, stålhjelmen klirrer ordentlig. Pludselig suser en shrapnelflaske, en tingest, der vejer en syv-otte pund, ned på mit skinneben, og jeg griber ned efter benet for at se, om det endnu hænger ved; jeg kan bevæge foden, som ved et under har benet slet ingen skade taget.

Én kommer styrtende gennem graven: spader! spader! råber han, tre af hans kammerater ligger levende begravet. Han kommer tilbage, det er ikke til at komme frem; graven ligger jævnet. Omsider kommer en saniteter igennem med spader. De bliver gravet ud og er endnu i live; blandt dem er Ebsen fra Nybøl. Da kommer der pludselig bevægelse i graven. Alle stormer og maser på: Gas! Gas! brøles der; en tyk sort kvalm fylder hele graven, så man knap kan ånde; nogle styrter op over dækning og afsted over fri mark. Det var kun pulverdamp. Men nu må vi afsted, i halvanden time har vi holdt ud; de fleste sager er begravede af jord.

Så stålhjelmen ned om ørerne, kroppen bøjet sammen og afsted. Over bjerg og dal i graven. Gudskelov, her er der roligere, og her er graven til at være i. Selv har man en mærkelig ro og beslutsomhed. Den kommer, når man har ligget her et kvarters tid. 

Nu er jeg helt mig selv igen og tænker kun derpå som et mareridt. Hvem Gud vil bevare, han er uden fare, og Guds vilje med én er og bliver altid den bedste.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

19. juli 1916. Somme: Fly dirigerer minekasterne

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 19. er en tung dag. Om formiddagen kredser fire fly, undertiden seks, en enkelt gang endda ti over stillingen. De flyver så lavt, at man kan se besætningen med det blotte øje. De dirigerer minerne, som igen stiger op fra Belloy i sværme, mod vor første skyttegrav, der igen bliver hårdt ramt. Artilleriet foretager nogle heftige ildoverfald.

Om aftenen øges artilleri- og mineilden næsten til trommeild. Svære kalibre, krumbanelild mod Berny, dens sænkninger og hulveje. En betonbunker i Berny, i hvilken samtlige officerer fra 5. og 6. kompagni er forsamlet, bliver trykket sammen. Det lykkedes dem at befri sig, kun løjtnant Butzbach kunne ikke reddes.

Kl. 10 – det er trykkende hed sommernat – bliver hele bagterrænet omkring Berny samt artilleristillingerne gasset til af granater. Et fint hvidt slør lægger sig hele natten over terrænet, som hvis aftentågen stiger op.

Reservekompagnierne stimler sammen på gasfri øer eller hviler med gasmasker på. Store tab forårsagede gassen ikke, da den allerede i svag fortynding blev uskadelig, og fordi gasmaskerne beskyttede godt. 12. kompagni havde på denne dag svære tab på grund af artilleri, de blev om natten afløst af 4. kompagni.

Allerede på denne dag havde man regnet med et angreb. At et sådant forestod dagen efter, kunne der ikke være nogen tvivl om.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

24. juni 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge em oversigt over den forgange uges kampe for 100 år siden. Vært er den amerikanske historiker Indiana Neidell.

Denne gang handler det om flyver-esset Max Immelmann, Verdun, Mellemøsten, den store russiske Brusilow-offensiv på Østfronten – og forberedelserne til den store Somme-offensiv.

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

Efter mere end tre måneder fortsatte kampene ved Verdun ufortrødent. Frontafsnittet ved floden Meuse var nu både berygtet og frygtet af såvel franske som tyske soldater: Intense bombardementer og vedvarende kampe havde forvandlet området til et månelandskab overstrøget med lig. Det var stort set umuligt at begrave de døde soldater på grund af den konstante artilleribeskydning.

I starten af juni iværksatte den tyske hær for tredje gang en ny angrebsbølge i håbet om at erobre Verdun. Et vigtigt delmål var det franske fæstningsanlæg, Fort Vaux.

Et udmattelsesslag

Den tyske offensiv ved Verdun blev indledt den 21. februar i håbet om at bringe kampene på Vestfronten til ende. Angrebet kom godt i gang, og den franske fæstning, Fort Douaumont, faldt i tyske hænder på offensivens femte dag. Herefter mistede angrebet momentum, og i starten af marts valgte tyskerne derfor at udvide frontafsnittet med angreb på taktisk vigtige højdedrag på den østlige side af Meuse-floden. Franskmændene, ledt af general Pétain, havde imidlertid ikke i sinde at lade sig besejre. De forsvarede sig hårdnakket og indledte modangreb på tabte stillinger. Kampene ved Verdun udviklede sig til en voldsspiral af usete dimensioner, hvor en endelig afgørelse med tiden kun virkede mere og mere uopnåelig.

Fornyede tyske angreb i april var resultatløse, og det stod efterhånden klart, at Verdun-slaget nu handlede om at opslide modstanderen. Lokale angreb og modangreb fulgte hinanden, men uden nogen håndfaste resultater. Dette forfærdelige frontafsnit, som blandt tyske soldater blev kendt som bl.a. ’die Blutmühle’ (blodkværnen), fik i maj et sønderjysk islæt, da regiment 84 blev indsat på den østlige del af Verdun-afsnittet. Således blev mange sønderjyder involveret i hårde kampe om de berygtede højdedrag ’Toter Mann’ (le Mort-Homme på fransk) og Høj 304.

Høj 304, Malancourt 1916. Højen blev skueplads for meget hårde kampe.

I starten af maj blev den franske øverstbefalende ved Verdun, Pétain, forfremmet, og den direkte kommando over frontafsnittet overgik til den mere aggressivt indstillede general, Robert Nivelle. Et fransk forsøg på at generobre det tabte Fort Douaumont mislykkedes dog den 22. maj, da tyske maskingeværer tvang de angribende franske tropper væk fra fæstningens tage. Kampene fortsatte langs frontlinjen, og den 29. maj lykkedes det til gengæld for tyske tropper at indtage ’Toter Mann’-højen.

Fort Vaux erobres

Efter erobringen af Fort Douaumont havde tyskerne langsomt med støt arbejdet sig frem mod de resterende franske befæstningsanlæg. Fort Vaux, en anden vigtig befæstning, havde holdt stand mod konstante bombardementer siden offensivens begyndelse. Nu lå den i ruiner, og besætningens vandbeholdning var sluppet op. Den 1. juni indledte tyske tropper et belejringslignende angreb på fortet, hvor den franske besætning blev overdynget med håndgranater, og giftgas blev ledt ind gennem fortets ventilationssystem. Efter syv dage kunne de tørstende og febrilske franske soldater ikke længere holde ud, og et tysk flammekaster-angreb cementerede i dag, den 7. juni, Fort Vauxs fald. Netop flammekasteren blev ved Verdun for første gang taget i brug i et større omfang og bl.a. udnyttet til at ’rense’ gangene i de franske fæstningsværker.

Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.

Nu forberedte den tyske overkommando flere offensive aktioner i området Fleury-Souville sydvest for Douaumont, og som følge af succesen ved Fort Vaux skulle en ny form for kemisk krigsførelse introduceres: Fosgengas. Denne nye farveløse og kvælende gasart var svær for soldaterne at opdage, før det var for sent. Fra tysk side satsede man på, at brugen af denne nye type gas kunne medvirke til et gennembrud på de franske linjer og en erobring af Verdun. Disse planer var givetvis en reaktion på den russiske offensiv på Østfronten, som den 4. juni tog centralmagterne på sengen og rystede den østrig-ungarske hær. Dermed var Tyskland igen nødt til at afse styrker til Østfronten for at afstive sin allierede.

Tiden måtte vise, om nye tyske aktioner ved Verdun kom tids nok, om de kunne afgøre slaget og potentielt slå Frankrig ud af krigen.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

27. maj 1916. Operation “Zugketten”: Stødtropoverfald på den franske skyttegrav

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i foråret 1916 ved Somme Py i Champagne. Den 19. maj gennemførtes et gasangreb mod de franske stillinger – men det var vanskeligt at vurdere dets effekt.

For den højere ledelse var det imidlertid nødvendigt at konstatere virkningen af gassen. Det blev derfor beordret, at en patruljeoperation skulle tage fanger i den fjendtlige stilling, som kunne berette om gasangrebets virkning.

Den 27. maj fandt denne operation sted under løsenet ”Zugketten”. Den blev gennemført foran afsnittene ”Adolf” og ”Bertram”.

Det betragteligt forstærkede artilleri og minekasterne gjorde forarbejdet om formiddagen. Modstanderen svarede kraftigt igen. Om eftermiddagen tav ilden, også det fjendtlige artilleri standsede.

Kl. 6.45 om eftermiddagen satte man fra vor side koncentreret ind med effektild. En time senere forlagde man ilden. Fire stødtrop-grupper på hver 25 mand styrtede frem. Hvert kompagni fra III bataljon havde stillet en gruppe. 9. kompagni under løjtnant Meyer. 10. kompagni under løjtnant Sievers, 11. kompagni under løjtnant Hoff, 12. kompagni under løjtnant Peters.

De trængte frem over en bredde på 300 m i en dybde af 2-300 m. De fleste af franskmændene lod sig uden modstand hente ud af deres dækningsrum; hvor der blev ydet modstand, blev den nedkæmpet med håndgranater. Nogle fanger måtte skydes under forsøg på at flygte. Modstanderens tab androg skønsmæssigt 30 døde. 2 officerer, 6 underofficerer og 56 mand fra fjenden måtte følge de tapre patruljer tilbage. De tilhørte igen 26. jægerbataljon.

Vore tab var 2 døde, 11 sårede og 2 savnede. Blandt de døde var løjtnant Peters, der langt foran sin deling blev dræbt af en håndgranat. Det lykkedes desværre ikke at bjærge hans lig.

Formålet med dette fremstød, der blev gennemført med stor handlekraft, var i fuldt mål nået, succes’en i forhold til tabene meget betydelig. Det kom også til udtryk i en fjernmelding fra generalkommandoen:

”Jeg udtrykker mine varmeste lykønskninger til regimentet for dagens smukke resultat, der knytter sig værdigt til regimentets tidligere angrebsresultater. Jeg føjer dertil min anerkendelse af de tapre officerer, underofficerer og mandskab, som det på grund af operationens gennemtænkte forberedelse ved god ledelse lykkedes at tage et betragteligt antal fanger.”  von Quast

Den fjendtlige artilleriild døde hen ved mørkets frembrud, livede kraftigt op igen ved midnat, uden at der skete noget.

De 64 fanger kunne fortælle: i Suippes lå alene 200 gasofre begravet. 19. jægerbataljon, der dengang lå i forreste linje, havde 350 døde og syge, regiment 171, til venstre derfor, havde haft 500. Gasangrebet havde altså været et tungt slag for fjenden.

Det var regimentets sidste kamphandling i Champagne.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

19. maj 1916. Gasangreb i Champagne

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i foråret 1916 ved Somme Py i Champagne.

Det højre afsnit af regimentet var af den højere ledelse blevet udset til et gasangreb. Angrebslinjen greb imidlertid betydeligt længere til højre til regimenterne 31 og 85, og to afsnit af 23. reservedivision.

Allerede i marts var der etableret gasnicher i den forreste skyttegravsvæg ved ”Adolf” og ”Bertram”.

Fra 13. april begyndte specialregiment Petersen indbygning af gasflasker.

Men der gik uger, og ingen vind egnet til gas ville blæse. For füsiliererne var gasflaskerne et højst ubehageligt naboskab: en granat, der traf en gasflaske, kunne anrette svære ulykker. Gasmaskerne hang til stadighed åbne foran på brystet. Gaskrigen føltes i det hele taget dengang uhyggelig for enhver soldat.

Endelig, den 19. maj meldte vejrtjenesten gunstig vind.  Det aftalte kodeord ”Vorbesichtigung” blev givet, blyslanger blev rullet ud over dækningen, der blev stille skåret hul i vor trådspærring. Patruljer, der skulle støde frem bag ved gasbølgen for at konstatere virkningen, gjorde sig klar.

Kl. 11 blev rørene åbnet. Hvislende strømmede gassen ud og krøb i halvmånens blege lys som en grå tåge over ingenmandsland imod fjenden. Samtidigt åbnedes en kraftig artilleri- og mineild mod den fjendtlige stilling. Vore maskingeværer bestrøg terrænet.

Men franskmanden er vågen. Over hele linjen stiger grønne lyskugler op, renselsesild flammer op derovre, ringesignaler lyder. Det fjendtlige artilleri sætter ind. Med besvær kan den anden bølge gas blæses. Da derpå en officerspatrulje vil gå frem, bliver den modtaget af heftig ild. Den må tilbage i skyttegraven uden at have konstateret nogen succes.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

16. marts 1916. Panik! Gasangreb! Men hvor er gasmaskerne?

Jacob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. I foråret 1916 lå regimentet ved Loretto.

Det var tyskerne, der havde den tvivlsomme ære, som de første at anvende dette kampmiddel, men ovre på den anden side var de ikke
længe om at anvende samme metode.

Man var derfor nødt til omgående at udfinde beskyttelsesmidler mod giftgassen. Vi fik udleveret de kendte gasmasker, og når de var i orden, var de udmærkede.

Så længe vi var i første linie, hang gasmasken hele tiden om halsen på os, både dag og nat. Den var vor uadskillelige ledsager, og vi smilede, når vi tænkte på, at vi havde bandet og stejlet første gang, vi fik dem udleveret. Vi syntes, vi havde krimskrams nok at slæbe på.

Men gasangrebene var jo ikke sjældne. Engang – det var i foråret
1916 – havde vi gasangreb tre nætter i træk. De første to gange gik det tåleligt, for vinden var for kraftig, og gassen drev hurtigt bort; men den tredie nat gik det værre …

Det var omkring midnat. Vi havde fået befaling til at lægge gevær og patrontasker bort, for vi skulle udføre skansearbejde. Ordren blev fulgt, men mange lagde også deres gasmaske bort for at kunne få en friere bevægelse under arbejdet.

Min sidemand og jeg blev enige om at beholde gasmasken hos os, for vi havde jo haft gasangreb de sidste to nætter, og man vidste jo aldrig …

Arbejdet begyndte. Skyttegraven skulle graves dybere. Arbejdet var vanskeligt, for jordbunden bestod af kalksten, der først skulle  hakkes løs,

Vi havde kun arbejdet nogle få minutter, før det engelske artilleri som på kommando pludseligt overdængede os med granater af alle kalibre. Vi smed os omgående ned på bunden af graven.

Kort efter lød råbet: »Gasmasker på!«

Og nu kom katastrofen. Min ven og jeg havde vor gasmaske ved hånden og kunne straks bringe den op foran ansigtet, men de allerfleste havde deres maske liggende oppe på skyttegravekanten og måtte nu i den frygtelige granatregn op efter den.

På grund af mørket fik de ikke fat i deres egen. –

Så snart de mærkede, at den ikke passede, smed de den bort og rendte efter en anden. – Mange masker kom bort, så der var mange, der pludselig stod uden.

Midt i granatregnen udspilledes sørgelige scener. Folk sloges om maskerne, man nedtrampede hinanden, man udslyngede drøje eder og forbandelser, mange løb rundt som vilde, det hele var kaos, og ind imellem hørtes de såredes jamren og klagen.

Granatstumper og shrapnels hvinede omkring os, jord og sten raslede ned på os. Først henad tretiden om morgenen stilnede trommeilden af, og vi ventede, at der nu ville komme et angreb af det engelske infanteri, men det udeblev.

Vi havde ved dette gas angreb mistet tres mand i vort kompagni…

Det var mærkeligt at se den virkning, gassen havde på plantelivet.

Bladene på buske og træer og græs og urter var den følgende dag helt sorte og afsvedne …

DSK-årbøger 1959

20. januar 1916. “Englænderne havde åbenbart morskab af at beskyde vore retirader …”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Englænderne vedligeholdt ved dag og nat en irriterende ild mod vore stillinger. Det var ikke noget egentligt bombardement, en salve her og et par granater der.

Vi var altid og alle steder utrygge. Åbenbart havde de også deres morskab med at beskyde vore retirader, så vi også måtte til at bygge dem under jorden.

Alt dette sled på nerverne, og det kostede jo også menneskers liv og førlighed. En dag beskød de os med gasgranater, og da vinden hen på eftermiddagen løjede helt af, blev gassen ved at stå i skyttegravene, så vi i mange timer måtte gå med gasmaske på. Det var meget  ubehageligt, men ellers skete der ikke noget.

Underofficeren, som uddelte den daglige ration af snaps, havde soldet sammen med venner og fæller, og mange var stærkt berusede. Drikkevarerne var selvfølgelig taget af den fælles  tildeling, og snart kom der klager til kompagniføreren fra det menige mandskab, der jo ikke havde fået det kvantum snaps, der tilkom dem.

Så blev jeg sat til at dele spritten ud. Underofficererne blev selvfølgelig sure over at skulle hente deres ration hos mig, men blandt mandskabet fik jeg pludselig mange gode venner. Jeg holdt mig dog strengt til forskrifterne.

På en tur gennem stillingen blev kompagniføreren kvæstet. Et par granater slog ned i skyttegravens kant, og en jernstump ramte ham og slog ham omkuld. Den nedstyrtende jord begravede ham, men heldigvis havde der stået en løberist af træ på kant op ad gravens side, den væltede under jordens skred og lagde sig hen over ham, så det blev forholdsvis let for mig at få ham fri.

Kvæstelsen, som han havde fået, betød nu ikke så meget. Han var blevet klemt lidt og havde fået et chok. Jeg fik ham ned i hans bunker og lagde ham på briksen, og da det blev aften, ledsagede jeg ham ud af stillingen. Det blev sidste gang, jeg så ham.

DSK-årbøger 1960

19. december 1915. Skyttegravsgravning på Østfronten

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Trods beskydning blev arbejdet fortsat, for skyttegraven skulle være færdig, en havde gravet sig ned her, en anden der, disse huller skulle forbindes, hjørnerne graves bort og skulderværn med 10-15 m afstand oprettes og i baglandet anlægges beskyttelsesrum til mandskabet.

Hen imod Jul var vi færdige med det. Samtidig med at vi forude befæstede vort gravesystem med løbegrave ud til lytteposterne og løbegrave tilbage, så der kunne hentes forplejning og forsyninger af krigsmateriel, byggede bagagefolkene deres hestestalde og opholdsrum, til både feltkøkken og lagerrum til madvarer. Det var et stort kompleks, der lå godt beskyttet i en lav plantage, hvor træerne kun var et par meter høje, det blev opnævnt efter vor kaserne i Charlottenborg ved Berlin, der hed “Westend”, og det her foretagende langt inde i de russiske skove, halvvejs til Moskva fik navnet “Neu westend”.

Der skulle være plads til 10-11 heste og lige så mange betjening, og da der til første bataljon hørte fire kompagnier med samme antal heste og mandskab med bataljonstab og melderyttere, måtte der jo lægges et stort arbejde i at få det nogenlunde.

Til at begynde med anede vi ikke hvor længe opholdet her kunne vare, men vi lå i denne stilling over et år.

I det område hvor vi havde etableret os var der tre høje, som kæmpegrave herhjemme, men nok så store, det var vi glade for, for her kunne vi have vore beskyttelsesrum bedre garderet mod beskydning som ude på den flade mark, de blev nu udhulet så de kunne rumme en deling på 30 -40 mand, der var tre delinger i et kompagni, og der var tre høje, dem havde vi kaldt “Grenzberg”,”Spuchberg” og ”Blocksberg”.

Vi var kun halvfærdig med det store arbejde, så blev vi rykket et par km sydpå, men i samme stilling, nu lå vi næsten ude ved floden, Beresina, og overfor Smorgon og Moledetschno (aw Molodeczno), det var ved denne flod Napoleon i 1812 tabte 20.000 af sine tropper og ved Smorgon forlod han hæren og rejste tilbage til Paris.

Til venstre støttede vi også ”Hindenburg-højen” og til højre på klosteret “Sutskow”. Her begyndte vi så igen at bygge bombesikre beskyttelsesrum og for at kunne gøre det, måtte vi have træ og atter træ, der var jo nok at tage af, en kolonne kom derud for at fælde træerne og afkviste dem, så kom en mand med et par heste og en kæde, der blev slået om den tynde ende og afsted gik det til pionerparken, hvor det blev savet op i bjælker, stolper og brædder, der så igen blev transporteret ud til skyttegraven og anvendt der, endnu længere inde i skoven var kulsvierne og fældede træer til deres ”miler” hvor der blev brændt trækul, det blev anvendt, der hvor linjerne lå tæt på hinanden og hvor rummene alligevel skulle opvarmes i den strenge vinter, trækul ryger jo ikke, men varmer godt, det er en egen teknik ved det, milerne må nok ryge, men der må ikke gå ild i dem, de må kun ulme.

Der kom mange officerer og så på det og fik forklaringen på hvordan milerne skulle behandles. Det var soldater fra Bayern, der ordnede det, de havde bygget sig rigtig smukke svejtserhuse at bo i, for dem var krigen forbi så længe vi lå i Rusland. Det træ, vi skulle bruge, blev befordret med feltbane og heste, det var dejligt et gå i de mægtige skove og slæbe træ til brug i skyttegravene, der blev en dyb rille hvor de store stammer gled langs ad.

Ude bag skyttegravene blev der gravet et ni meter dybt hul 4 m bredt og en færdigsyet ramme af meget svære granstammer sat på plads, forskallet med brædder så jorden blev stående, så meget svære granatammer lagt ovenpå, så en meter jord, stammer igen den anden vej, jord og stammer igen og så fremdeles til hullet var fyldt.

En skyttegravsovn blev installeret, kakkelovnsrøret var af træ, selve skyttegraven var afstivet af unge graner i ca. 5 cm tykkelse, tænk en gang hvad træ der skulle bruges til en strækning fra Riga til Sortehavet.

Det var kedeligt når fjendens granater slog vor veludbyggede stilling i stykker og det skete mange, mange gange.

Vi tabte selvfølgelig mandskab ved udbygningen, men da vi var færdige hørte det op. I Soly-West stod der mange lokomobiler som skaffede os el-strøm til oplysning af vore opholdsrum og den strøm havde vi megen spas med, den blev sommetider forbunden med lejet, der var af båndjern eller med kogekarrene der også var af jern, så lød der et brøl af den anden verden og så gjaldt det om at finde ud af, hvem synderen var, for det skulle hævnes.

I trådforhukningen foran var der også strøm, de første patruljer fik strømmen at føle, men så fandt russerne ud af at skyde pigtråden i stykker, så der ingen strøm var nedenfor brudstedet. Når det var fugtigt vejr regn eller tåge kunne vi høre det suse og knistre, der foran i pigtrådsbæltet.

Sommetider blev der gjort et angreb med tågebomber, hos os kunne vi ikke bruge rigtig gas, blaukreutz eller gelbkreutz, der blæses ud af beholdere, fordi skovene forandrede vindretningen, den var ikke bestandig, så vi kunne risikere, at få det hele tilbage igen.

En morgen da vor kammerat Kloss stod vagt i skyttegraven, så han ude i pigtrådsbæltet en ueksploderet glasbeholder med tågegas, han fik den lempet ind og så kastede han den så langt over mod den fjendtlige stilling at den splintredes og en vældig sky udviklede sig, nu blev han bange, for russerne kunne tro, at vi begyndte igen, og så vilde de overdænge os med granater, han greb så en håndgranat og kylede den ud i tågeskyen, så skulle de ovre på den anden side tro, det var den der forårsagede skyen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

28. april 1915. Gasangrebet ved Ypres: “Vi forsøger at nå tilbage …”

Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915. Lauritz Jørgensen og ca. 30 andre overlevende tyske soldater har i fem dage ligget i et granathul i ingenmandsland.

(… fortsat)

Den 28.april, lige før lysets frembrud, med­delte officeren os, at han havde besluttet sig til at forlade dette sted uden ordre. „Find om muligt et gevær, og vi forsøger at nå tilbage,” sagde han.

De af os, der kunne, fulgte ham. Den tur tilbage vil jeg heller ikke forsøge at beskrive. Da hele kampfeltet var under maskingeværild, og det lette artilleri fra begge sider var i uafbrudt virk­somhed, kravlede vi i timer og nåede omsider så langt tilbage, at vi med mellemrum kunne gå oprejst.

Endelig nåede vi Yserkanalen. Soldater før os havde lagt løbebroer over vandet, og vi passerede kanalen. På den modsatte side traf vi de første levende tyske soldater. Det var den forreste linie. Det var nu lyst, så vi undgik at blive skudt her, da vi nærmede os dem. Med et yderligere tab af to mand var tilbagetoget lykkedes os.

Vi fortsatte længere tilbage til den næste linie. Her blev vi standset af officerer og feltgendarmer. Med deres våben ville de tvinge os tilbage. Vor løjtnant diskuterede højlydt med dem, men vi gik videre; lidt længere tilbage smed vi os i græsset foran to feltbatterier, som uafbrudt fyrede løs. Regnen, rigtig forårsregn, silede ned i strøm­me, men vi sov til næste dags aften.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1954

 

23. april 1915. Gasangrebet ved Ypres: “Det er umuligt at beskrive den tilstand, der herskede her i dødens hule.”

Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915. Dette opslag omhandler tidsrummet 23.-27. april 1915.

(… fortsat)

Time efter time blev vi færre og færre. Efterhånden var hele femte kompagni samlet i et hul. Vi var ca. 30 mand. Ingen af os havde brød; de døde franske soldater heller ikke. Vi fik en cigar af overløjtnanten. Den spiste vi.

Det er umuligt at beskrive den tilstand, der herskede her i dødens hule. De dage og nætter, vi var her, var uendelig lange. De hårdtsårede lå ubevæge­lige. Ingen kunne hjælpe dem, og ingen bad om hjælp. En soldat kom kravlende ned til os. Hans ene ben var skudt af, men det hang endnu i nogle trævler. Han havde bundet en snor om fodleddet og trak på den måde benet med sig. Nu lå han her uden at sige noget, indtil døden befriede ham.

Nogle råbte pludselig op og kaldte på deres mor, men og i samme nu, de rejste sig op, blev de ramt.

Jeg vil ikke fortælle mere om enkelthederne. Alt var håbløst. Vi tænkte ikke mere, vi var alle tilsølet af snavs og blod, og mange af os var såret af strejfskud eller på anden måde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1954

Vestfront Stormet skyttegrav

22. april 1915. Gasangrebet ved Ypres: “De arme mennesker, lige fra småbørn til gamle, lå døde omkring os.”

Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915.

(… fortsat)

Pludselig var en franskflyvemaskine over os. Lige så hurtigt var den igen borte. Vi var observeret. Nu blev vi hele dag en overdænget med granater, fra de mindste til de største, og vore maskingeværer blev tavse.

Ved mørkets frembrud stormede vi frem til byen „Lixerne“. Flere angreb blev forsøgt i løbet af natten , dog uden resultat. Byen var beboet, og et frygteligt syn mødte os. De arme mennesker, lige fra småbørn til gamle, lå døde omkring os.

Det kan ikke beskrives. Mange af os græd ved synet af denne barbariske fremgangsmåde.

Jeg tror, at både det tyske og franske artilleri havde byen un­der ild, og vi blev nødt til, så snart mørket faldt på, igen at forsøge på at nå videre frem. Da vi kom ud på den våde mark, satte utallige maskingeværer ind på os. Vi måtte i liggende stilling grave os ned, medens kuglerne haglede igennem vore sammenrullede kapper og blik­spandene, som lå øverst.

Vor forbindelse bagud var også gået tabt. Så var det slut.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1954

Vestfront Patrulje med gasmasker

21. april 1915. “Tyskerne havde udregnet en djævelsk plan”. Gasangreb ved Ypres!

Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915.

Allerede i februar 1915 blev der mand og mand imellem talt om „storangreb“. Vi skulle støde frem til dem engelske kanal. Angrebet, sagde man, skulle finde sted i marts.

Tyskerne havde udregnet en djævelsk plan. Franskmændene skulle fordrives fra deres stærke stillinger, især fra hovedstillingen på den anden side af Yser-kanalen, og dette skulle ske ved hjælp af klorgas, som skulle udsendes fra forreste linie, vel at mærke, når vindretningen var gunstig.

En aften midt i marts blev vi sammen med alle mulige andre soldater sendt ud i nærheden af frontlinien , hvor vi havde været så ofte før. Vi havde mad til tre dage og en mængde patroner.

Angrebet skulle startes ved to tiden. Vi lå i stendyn­gerne i ruinbyen Bixchoote og frøs. Vi afventede ordre,, men den udeblev. Det var vindstille, og hele angrebsstyrken blev sendt tilbage.

Dette gentog sig næsten hver nat indtil den 21. april. Den nat blev vi kun sendt nogle kilometer tilbage. Vi skulle skjule os i noget krat.

Vi var trætte og havde kastet alt overflødigt, patroner iberegnet, bort og havde nu kun et stykke brød til natten. Vi fik flere patroner udleveret, og angrebet skulle begynde klokken seks aften, og det skete.

Ved højlys dag rykkede vi igennem løbegravene og ud i første linie, hvor gasflaskerne var indbyggede med kort mellemrum. Vor bataillon skulle være stødtropper, skulle tage den franske forreste linie og forcere Yser-kanalen, hvor hovedstillingen var.

Nu så vi et forfærdeligt syn. En kolossal, sort-blågul gassky rullede foran os. Solen formørkedes, og i samme nu satte det franske artilleri ind på de tyske linier med utallige batterier af alle kalibre. Tabene var uhyre store. Vi havde nået kanalen og løb over de lette pontonbroer, som pionererne rullede ud. De faste, store broer var ikke sprængt bort, men vi så nu til begge sider den ene fuldtræffer efter den anden knuse dem. De var tætpakkede af fremstormende soldater, som faldt ned i kanalen og var fortabte.

„Fanger bliver der ikke taget! “ var der blevet befalet. Vi sprang ned i den franske hovedstilling, men hvilket syn! De levede endnu, men var værgeløse. Ingen af dem havde gasmasker, hvorimod vi havde en tot tvist i næsen. Den betød dog intet. Mange af vore kammerater hang i de lange franske bajo­netter, som stod oprejst i stillingen. De var faldet eller sprunget ned i dem; andre var fanget i deres pigtrådsspærring.

Det franske artilleri satte nu ind med uhyre styrke. Vi stormede over kampfeltet, hvor alle de franske reserver lå i massevis, døde og forgiftede. Første reservestilling løb vi overende, og det gik videre fremad i en forfærdelig ild. Vi stødte på næste linie, som var bemandet. Maskingeværild mejede os ned, men inden daggry var også vore maskingeværer i stilling, og vi gravede os ned.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1954

Vestfront Skyttegrav med franske lig