Tag-arkiv: gas

17. oktober 1917. “Vandet var dårligt alle vegne på grund af gasforgiftning”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Det blev aften. Vi ventede efter køkkenvognen, men den udeblev.

Vi skiftedes til at sove lidt om natten. Den næste dag oprandt, men skydningen var lige så voldsom, som dagen forud. Vi spejdede
efter køkkenvognen, men den kom endnu ikke denne dag, heller ikke om natten.

Vi spiste så jernportionen, men det kneb uhyre med drikkevarer.

Vandet var dårligt alle vegne på grund af gasforgiftning. Tørsten pinte os ganske uhyre. Om aftenen på tredje dagen gik jeg frem og fandt en forbindingsplads, her bad jeg om lidt kaffe, men lægen svarede: ”Hier ist kein Gasthaus zum wilden Mann”.

“Wilden Mann” var en beværtning mellem Hochlede og Vest Rosebecke. Den var ikke beboet, men der stod med store bogstaver over døren “Gasthaus zum wilden Mann”. Men han gav mig så en flaske Seltervand. Jeg drak den, og det smagte vidunderligt, men forslog kun så lidt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. oktober 1917. Fire dages tørst ved Passchendaele: “Det var, som vore Ganer og vort Svælg fyldtes med en brændende, klæbrig Masse …”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Mineilden hørte omsider op. Ved Morgengry blev vi trukket tilbage og kom ind i en stor Hule, hvor vi var ca. 20 Mand; men vi var fuldstændig uden Mad. Det var umuligt for os at komme tilbage og faa Mad hentet, og vi foretrak at sulte i Stedet for at udsætte os for den frygtelige Spærreild, som vi maatte igennem for at faa Maden hentet. Vi maatte blive derude i 4 Døgn.

De første 24 Timer var Hungeren slem nok; men saa var det, som om Maven sov ind og intet krævede mere, men derimod blev Tørsten for hver Time frygteligere. Det var, som vore Ganer og vort Svælg fyldtes med en brændende, klæbrig Masse, som brændte helt nede for Brystet.

Allerede den anden Nat, spændte vi vore Teltduge ud for om muligt at samle lidt Dugg eller maaske lidt Regnvand, og om Morgenen slikkede vi med vore Tunger over det snavsede Teltlærred for at læske vor brændende Gane.

Den sidste Nat fandt nogle Kammerater et Granathul, i hvilket der var noget mudret, snavset Vand.

Vi drak alligevel af det, men fik forfærdelige Mavesmerter, saa da vi endelig blev afløst og kom tilbage, saa vi ynkelige ud. Vi meldte os straks til Lægen, som ikke kunde forstaa, hvad vi fejlede. „I har jo Gassymptomer,” sagde han, „men Gasangrebet var jo forbi, da I kom derud.”

Tilsidst sagde han: „I har da vel ikke drukket Vand af et af disse fæle Granathuller, i hvilke der maaske ligger døde Rotter og døde Mennesker, og hvor desuden Gassen har aflejret sig?”

Og da vi maatte tilstaa, at det havde vi gjort, blev vi naturligvis skældt Huden fuld; men saa fik han travlt med at skrive Etiketter, som vi kunde binde i et Knaphul i vor Frakke, og saa blev vi sendt ind til Ostende til videre Behandling.

Da vi kom dér, var alt overfyldt. Vi kom omsider ind i et stort Hus, ind over Loftet paa fjerde Sal, og dér lavede vi saa selv vort Lasaret; saa gik vi hver Dag til Lægen, blev undersøgt og fik lidt Aspyrin samt nogle Draaber, jeg véd ikke hvad.

Jeg tror nok, at for mit Vedkommende hjalp det bedre, at den før omtalte Kantinefeltvebel fik mig med ind og gav mig en rigtig god Snaps Rom.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

26. september 1917. I Houthulstersoven: “Der lå gas hen over kraterterrænet”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

De følgende dage bragte igen svær artilleriild. Der lå gas hen over kraterterrænet, og den nødvendiggjorde ofte anlæggelse af gasmasker. Ildoverfald vekslede med planmæssig beskydning af betonbunkerne. Ved fronten fik flere dækningsrum fuldtræffere og måtte rømmes. Regimentets operative ledelse lå i flere dage under heftig ild; den blev som mod de øvrige dækningsrum i baglandet ledet af flyvemaskiner.

I morgentimerne den 26. gik der tung hagl af jern ned over Houthulster skoven. Til venstre rasede trommeilden. Reservebataljonen (III) blev trukket frem og stillet til rådighed for infanteriregiment 85, som syntes stærkt ramt. Kl. 7 om formiddagen knitrede maskingeværild til venstre. Regiment 65 flankerende støttet af 85erne holdt stillingen. På denne dag tog soldater fra III bataljon piloten fra en engelsk flyver til fange.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

18. september 1917. Gas! Jacob Bergholt reddet af erfaring og held

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Et par dage efter, at jeg var nået frem til kompagniet, blev vi indsat på højde 344. Det må have været omkring den 12. september. For at nå op på højen – et helvede på jorden, der var frygtet af alle – skulle man igennem en slugt, der mand og mand imellem gik under navnet “Dødsslugten”.

Den bar sit navn med rette. Der skulle mere end almindeligt held til, for at en deling kunne passere den uden tab. Den var vel ca. 150-200 meter bred i bunden, og efter mørkets frembrud fyldte fjenden den bogstaveligt talt med shrapnels og granater af alle kalibre – også gasgranater, når vind og vejr egnede sig dertil. Om dagen var den slet ikke passabel.

På denne høj var der så godt som ingen skyttegrave. Jeg har i hvert fald ingen set, men granathul ved granathul hvoraf nogle var flere meter dybe. Hist og her var der så bygget nogle dybe “Stollen”, der i og for sig var skudsikre nok, også for det helt svære skyts, men nedgangen til dem var jo det svage punkt. Opdagede fjenden en sådan nedgang, helmede man ikke, før den var skudt sammen.

Mellem disse “Stollen” lå så vagtposterne i granathullerne. Fem dage kunne her blive endda meget lange. Det var det rene helvede.

Bortset fra den sidste nat, husker jeg ikke ret meget fra de første fem dage, vi var der, så det må “kun” have været “daglig kost”. Tab havde vi haft, endda slet ikke så få, men det var vi vant til. Tabene ved Verdun var så store, at man ikke lærte de forskellige at kende, før de var borte igen.

Den sidste nat var nær endt med en katastrofe, der kunne have kostet en halv snes mand livet, hvis der ikke havde været en erfaren “rotte” imellem dem.

Vi havde pakket vort kluns for at gå tilbage til beredskabsstillingen og stod alle op ad trappetrinene, den ene bag den anden for at afvente et gunstigt øjeblik, hvor granaterne ikke faldt alt for tæt. Den, der stod øverst, var en underofficer.

Jeg stod nederst og havde lige afsluttet et eftersyn af vort opholdsrum for at se, om der skulle være glemt noget.

Pludselig hørte jeg et “bum”. Der blev omgående råbt “gas”, og folkene begyndte at mase sig ned ad trappen. Jeg var klar over, at en gasgranat var slået ned i selve det store granathul, hvor indgangen til vort opholdsrum var. Da gassen var tungere end luften, strømmede den omgående ned ad trappen.

Til alt held opfattede jeg situationen rigtig. Med 100 al magt kastede jeg mig imod de vigende folk og råbte som aldrig før: “Luft anhalten, raus!” (Hold vejret. Ud).

Ordren blev fulgt uden tøven. I et nu var vi gennem gasskyen og oppe af granathullet.

Det var heldigvis helt stille vejr, så gasskyen havde ikke bredt sig ret meget. Nu fik vi også tid til at tage gasmaskerne på, for det var selvfølgelig ikke kun den ene gasgranat, man havde sendt os. Rundt om så man gasskyer som isolerede tågebanker, men da det var helt stille vejr, tog det nogen tid, før de sluttede sig sammen til et hele.

Vi sprang på kryds og tværs mellem bankerne, nåede “Dødsslugten”, og kom for en gangs skyld igennem den uden tab. I løbet af en halv times tid var vi i vor beredskabsstilling, hvor vi skulle blive de næste fem dage – troede vi da.

Vi glædede os over, at vi var nået helskindet tilbage, men det var desværre lige tidligt nok. Aller bedst som vi sad i vort opholdsrum og talte om begivenhederne, sagde den underofficer, der havde stået øverst på trappen: “Her lugter af gas.”

Vi andre kunne ikke lugte noget; men vi var et par stykker, der kendte symptomerne og var klar over, at manden havde slugt mere gas end godt var. Han blev omgående fulgt til lægen; men få dage efter døde han. Der var ingen af os andre, der fejlede noget. De få sekunder, han havde ladet sig trænge tilbage af gassen i stedet for at holde vejret og springe gennem skyen, kostede ham livet.

Efter krigen har jeg næret had til gas og gaslugt som til intet andet. Aldrig skal et gasanlæg af nogen art komme inden for mine fire vægge. Når man har måttet sove med gasmaske på nætter igennem og har set, hvordan de stakkels mennesker, der slugte for megen gas, måtte lide, så kan man ikke forliges med denne sødagtige gaslugt, der minder om det mest bestialske af alle krigsvåben. –

Nu kunne man jo spørge, hvorfor vi denne nat ikke benyttede vore gasmasker straks. Det gjorde v i normalt også, men dette angreb kom så uventet, at der simpelt hen ikke var tid dertil. Det er muligt, at de, der stod nederst på trappen, kunne have nået at få masken på; men de, der stod øverst, havde absolut ingen tid til dette. Luften på de øverste trin var allerede fyldt med gas, og i samme øjeblik de havde taget masken frem, ville denne også have været det, inden de havde fået den på.

Jeg er overbevist om, at hvis vi i dette tilfælde havde gjort forsøget, var vi ikke sluppet så heldigt, som vi gjorde. Hvis ordren til at tage masker på var kommet fra den mand, der stod øverst på trappen, og i samme sekund som granaten slog ned, så havde der måske været en reel chance for, at det var lykkedes. Men da ordren udeblev, var der kun ét at gøre, og det blev gjort. – Et sekunds tøven har kostet mange livet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

12. august 1917 – Johannes Ankersen: “I mange granatkratere lå ligene af de faldne”

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern. Efter fire dage ved fronten, var Ankersen og hans mænd blevet trukket ud i syv dage, men nu måtte de frem igen.

Desværre var jeg ikke så heldig som første gang, da jeg anden gang jeg gik frem. Jeg gik denne gang alene med min oppasser og en ordonnans, da mandskabet skulle endnu ikke afløses. Da vi ville passere et tysk batteri, måtte vi vende om, fordi det blev beskudt med gas. Og nu syntes det som om, at de enkelte granater forfulgte os. Det lod dog alligevel som det ville gå godt, indtil en granat slog ned i jorden kort før dækningen, som vi spænede imod, og ordonnansen fik en granatsplint gennem kroppen. Det var et besværligt arbejde at forbinde den stakkels fyr og bringe ham tilbage. Endnu var han ved godt mod, og det lykkedes mig også inden for en halv time at skaffe ham lægehjælp, men jeg hørte senere, at han allerede næste dag var død på lazarettet. Han var en brav ung fyr, en af de bedste og mest trofaste.

Min oppasser og jeg gik nu igen fremad og nåede til sidst temmelig forjagede, men dog med hele lemmer frem til stillingen. Her kunne jeg fastslå, at min frakke, som den sårede havde haft over armen, var blevet fuldstændig sønderrevet. Men det var ikke det værste. I mellemtiden havde fjenden skudt samtlige otte af vores minekastere i stykker. Fire nye blev bragt frem og placeret i bedre stillinger. Men ellers havde den generele situation ikke forandret sig meget.

Kratermark i Flandern 1917 (Deutsches Museum Nordschleswig)

Vejret var nu bedre, en sand lettelse for os, da vi var så afhængige af vejrliget. Det blev endda så tørt, at vandet i granatkraterne lidt efter lidt forsvandt. Nu så man først tydeligt, hvor mange ofre Flandernslaget havde kostet. I mange granatkratere lå ligene af de faldne soldater, som indtil da havde været dækket af vand. Her forestod et hårdt arbejde, for sådan kunne de døde ikke blive liggende. Og selvom man ikke kunne gravlægge dem på kirkegårde, og ingen sten eller kors betegnede det sted, hvor tyske kæmpere hvilede, så kom de dog i det mindste i jorden. Jeg har altid med rædsel forestillet mig, hvordan jeg, hvis jeg faldt, ville blive liggende i det fri, ubegravet i kampområdet. Også ud fra en sanitær synsvinkel, var det på højeste tid, at ligene blev begravet, da enkelte af dem allerede var ved at gå i forrådnelse.

Det virkede også som om at englænderne havde løbet sig træt mod vores division, men heller ikke de friske tropper, de satte ind mod os, bragte dem det ringeste held. Standhaftige og utrættelige holdt de brave schlesier ud, på trods af at de kun fik lidt ro, og dag og nat måtte holde ud i den snart stærker, snart svagere artilleriild. Tabene var i lighed med kampdage vel betydelige, men dog ikke så høje, som vi havde frygtet, selvom om terrænet ud over enkelte nok stående dækningsrum kun bød os dækning i granatkraterne. Min egen minekasterafdeling mistede i al den tid kun tre mand, desværre alle tre dødsfald, derimod var de andre minekasterafdelinger de hårdest ramte i hele regimentet, for de havde mistet halvdelen af deres mandskab.

De syv dage, jeg måtte tilbringe i stillingen, gik også, jeg rustede mig allerede til afløsning, da hed det, at vores division blev afløst. Jeg gav derfor afkald på at blive afløst af en anden officer, og blev i stillingen til den endelige afløsning. Det varede endnu tre dage, så blev vi afløst af et nyt regimet. Jeg måtte blive endnu en dag fremme med de nye tropper. Det var som om, at Tommy havde fået nys om afløsningen, for han forsøgte endnu et angreb, der dog ogå blev afvist. Endelig var færdig fremme trak mig bagud. Den følelse man har, når svære kampdage er forbi, og man ved, at man nu kommer om ikke i ro, så i en roligere stilling, lader sig overhovedet ikke beskrive. Det er vidunderligt, på trods af at man slet ikke ved, hvor det går hen.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

2. august 1917. Gas: “I lange Rækker laa Kammeraterne paa Jorden, vridende sig i de forfærdeligste Smerter, staalblaa i Ansigtet og med en blodblandet Fraade staaende ud af Munden”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juli 1917 ankom han til fronten ved Ypres. NB: Mht datering af denne begivenhed, se nederst i opslaget.

I 4 Døgn var vi derude i forreste Stilling, saa kom vi tilbage og laa nu i tredie Stilling. Dér havde vi det nogenlunde godt; men en Aften fik vi Ordre til, at vi skulde forud for at rydde Skyttegrave op, da Englænderne næsten havde jævnet dem med Jorden.

Vi stillede Kl. 12, men maatte vente til Kl. henad 4, før Artilleriilden sagtnede lidt, saa vi kunde gøre os Haab om at slippe ud. Vi var alle bevæbnede hver med en stor Spade, og desuden havde vi vore Gasmasker med, ellers intet.

Da vi næsten var derude, gik vi over et Jernbanelegeme.

Jeg sagde til min Formand: „Hvad er det? Jeg synes, det lugter efter Gas.” „Aa Snak,” sagde han, „det er ikke Gas, det er Krudtlugt, og saa naturligvis Lugten fra alle de Lig, der ligger herude fra Stormen, som du kan mærke.”

Men jeg blev ængstelig og fik Gasmasken frem og gik med den i begge Hænder. Næppe var jeg blevet færdig med disse Forberedelser, før Gassen var der; jeg  smækkede Gasmasken for mit Ansigt og var reddet; men sikken et Virvar, der blev i Kompagniet. Alle Mand vendte om og styrtede tilbage.

De rev hinanden over Ende, stødte Gasmaskerne fra hinanden, mens de under Jammer og Skrig løb tilbage, saa hurtigt de kunde.

Jeg var kravlet op og havde sat mig paa Kanten af Skyttegraven; thi naar man kan sidde eller staa stille, kan man sagtens hive Vejret gennem en Gasmaske; men skal man gaa eller løbe, er det forfærdeligt.

Omsider listede jeg af bagefter de andre. Da jeg kom hjem til den Hule, hvor vi boede 8 Mand, var der kommet en Mand før mig. Vi turde ikke tage Gasmaskerne af, for Gassen trængte ind i alle Huler, men vi fik fat i noget Træuld og tændte Ild i den, saa tog Ilden og Røgen de giftige Gasarter, og vi kunde uden Fare tage Gasmaskerne af. Det gjorde vi. Vi saa paa hinanden, men sagde ikke ret meget, vi havde en Følelse af, at der var sket noget alvorligt.

Lidt efter lidt kom alle Kammeraterne paa én nær. Jeg sagde, jeg vilde med det samme ud at søge efter ham, og straks var der én, som vilde med. Vi gik ud at søge, men kom ikke ret langt, før vi hørte en klagende Lyd inde fra en lille Hule, og da vi kom derind, sad Kammeraten der syg og grædende. Han havde slugt noget af den farlige Gas.

Vi fik ham øjeblikkelig hen paa Forbindpladsen til Lægen, og dér mødte os et frygteligt Syn. I lange Rækker laa Kammeraterne paa Jorden, vridende sig i de forfærdeligste Smerter, staalblaa i Ansigtet og med en blodblandet Fraade staaende ud af Munden. Den første, mit Øje faldt paa, var en lille, ung Kammerat nede fra Holsten. Jæger var hans Navn. Jeg traadte hen til ham og sagde: „Jamen Jæger, er det dig?”

„Ja, det er mig.”

„Kan du kende mig?”

»Ja, Jeg kan kende dig, Poulsen, og jeg skal dø, og jeg kan ikke dø,” stønnede han fortvivlet.

Jeg kastede mig paa Knæ ved Siden af min stakkels unge Kammerat, bad med ham og for ham og hviskede ham min Frelsers Navn og Forjættelser ind i Øret, og, jeg haaber til Gud, ogsaa ind i hans Hjerte. Saa tog jeg den lille, spinkle Kammerat i min Favn og vilde ile de ca. 500 m hen til den store Forbindplads med ham, hvor de havde et ofte anvendt Middel, med hvilket de kunde læske Staklerne; men ak, jeg kom ikke langt, før han drog sit sidste Suk, og saa maatte jeg lægge hans afsjælede Legeme ned ved Siden af Fodstien og løbe tilbage.

Jeg sprang ind til Lægen, som gik inde i det bombesikre Betonunderstade, og sagde: „Men, Hr. Doktor, har De da ingenting, vi kan læske vore stakkels Kammerater med?”

Den unge Læge gik i dybeste Fortvivlelse frem og tilbage og svarede: „Ak, Poulsen, vi har ingenting, slet ingenting, kun noget Mineralvand, som ganske vist kan læske for et Øjeblik; kan De faa de sunde Kammerater sat i Gang med det, saa gør det.”

Jeg sprang atter ud og raabte til de sunde Kammerater, at de skulde skynde sig at faa Kasserne med Mineralflasker ud, slaa Halsen af Flaskerne og saa faa lidt hældt i Munden paa vore stakkels Kammerater, for Lægen havde sagt, at det kunde læske et Øjeblik.

Selv gik jeg fra Mand til Mand, bøjede mine Knæ ned ved dem, bad for dem og med dem og talte til dem om min Frelser, og mit Haab er ogsaa til Gud, at det fandt Vej ind i Hjerterne. Jeg fik mangt et taknemmeligt Blik, men fik ogsaa mangt et fortvivlet Blik at se.

Det var en rædsom Morgenstund. I Løbet af to Timer havde vi mistet 200 Mand i vor Bataillon.

Poulsen er ikke flittig til at angive dato, og nedenstående beretning handler muligvis om et gasangreb den 24. juli 1917. I hvert fald er der registreret gasdræbte sønderjyder fra IR357 den pågældende dag. Vi er altså muligvis en uge for sent med den.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Se også læge John Lorenzens beretning om gasforgiftede

og leksikonopslaget om gas og gasmasker

30. juli 1917. Feltlægen: Gassymptomer: “gråcyanotisk farve, udtalt dyspnø, skummende serøs expectoration, dårlig puls.”

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. I juli 1917 befandt han sig ved Broodzeinde ved Ypres-fronten i Flandern.

Overalt i terrainet ved Zonnebeke kunne man se depoter af gasgranater (såvidt vi kunne se, overvejende sennepsgas). Også englænderne arbejdede med gas, dels i granater, dels i miner.

Om dagen gjorde det ikke så meget, men om natten, hvor kompagnierne arbejdede, kunne det være ret generende. Som regel kunne en erfaren mand nogenlunde efter detonationen bedømme, hvorvidt det drejede sig om gas eller ej, men såsnart der anvendtes en kombination, blev sagen vanskeligere.

Gassen gjorde soldaterne nervøse; de måtte stadig lytte og snuse og gang på gang afbryde deres arbejde og anlægge gasmaskerne.

Gasdisciplinen var trods megen umage fra ledelsens side ikke altid god. Nogle var for langsomme i vendingen, nogle kunne på grund af nervøsitet og travlhed ikke få deres masker til at slutte [tæt], andre mente ikke at kunne få luft.

Om natten lå som regel dis og tåge over det lave sumpede terrain ved Yperen. Den ubehagelige gaslugt holdt sig allevegne, man havde irriterede slimhinder og var utilpas. På forbindingspladsen måtte vi undertiden om natten anlægge gasmaskerne.

En nat vistnok i midten af juli iværksatte englænderne et særligt ondartet gasoverfald og ramte i vort afsnit navnlig et kompagni, som var ved at arbejde. Angrebet kom så overraskende, at en del ikke havde nået at få maskerne på, andre havde revet dem af igen. Vel nok ca. ved 3-4 tiden om morgenen kom de første styrtende til forbindingspladsen.

De lugtede alle af gas, men gjorde dog ikke indtryk af at fejle noget særligt. De følgende timer kom syge dels gående, dels båret af kompagniernes sanitetspersonel og kammeraterne. Tilsidst havde vi vist ca. 20-25 mand liggende, der efterhånden var kommet ind.

Hos en del var tilstanden straks alvorlig, hos andre blev den det senere. Blandt disse var en meget dygtig reservesygebærer, der i begyndelsen havde været en af de ivrigste til at bære de syge ind og som, da jeg første gang talte med ham, hverken sagde noget om eller gjorde indtryk af at være påvirket.

Da han var vendt tilbage til sit kompagni, begyndte han efterhånden at vise symptomer, og da han et par timer senere selv blev båret ind, var han i ganske elendig tilstand og døde forresten senere på forbindingspladsen.

Om gassens art var vi ikke i tvivl: det var phosgen. De syges tilstand var også typisk: gråcyanotisk farve, udtalt dyspnø [åndenød], skummende serøs expectoration [ophostning af slim], dårlig puls.

Med hensyn til behandlingen var jeg noget i forlegenhed. Da vi havde lidt ilt, fik de dårligste med mellemrum deraf. I øvrigt blev der stimuleret med kamferolie. Jeg gav dem en del morfin, hvad der jo velnok ikke har været så heldigt, men undlod dog andre fejlgreb, en ukyndig kunne finde på, f.eks. kunstig respiration, og sørgede i det hele for, at de kunne ligge i ro. At jeg f.eks. også kunne have foretaget åreladning, gik først nogle dage senere op for mig.

I løbet af dagen fik vi nogle sygevogne frem til Zonnebeke, hvor patienterne måtte bæres hen; resten kom afsted i løbet af natten. Nogle af de dårligste døde på forbindingspladsen. En del af medløberne, der indfandt sig, blev om aftenen sendt til Moorslede, hvorfra regimentslægen hurtigt returnerede de fleste; andre suspekte eller let angrebne befordrede sig selv til ambulancen.

Da jeg nogle dage senere kom til Moorslede, hørte jeg, at vore gaspatienter lå på et feltlazaret i Roeselaere. Jeg cyklede dertil og fandt dem også; enkelte var afgået ved døden, nogle havde det dårligere, de fleste var i bedring; jeg blev klar over, at min bedømmelse af tilstanden havde været ret usikker.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

16. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om sennepsgas, den uindskrænkede ubådskrig – og dens manglende succes. Det handler også om kvinder i den britiske hær – og i den britiske industriproduktion. Det sidste tyske luftangreb på England i dagslys endte med mange nedskudte fly. Vi skal også høre om britiske angrebsplaner i Mellemøsten og Belgien, der bl.a. omfatter en landgang på den belgiske kyst. Og på østfronten rykker russerne fremad!

6. juni 1917. Claus Eskildsen i Flandern: “Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens tyskerne ventede på en engelsk offensiv omkring Ypresbuen, kom der et gas angreb mod stillingen.

Englænderne blev mere og mere livlige i Ypresbuen. Med 1 Mill. Pund Dynamit sprængte de den 6. Juni Tyskernes hele Stilling ved Wytschaete Syd for Ypres. Vi laa i Buens nordlige Del, men fik alligevel vor Part af Angrebet.

Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!

raabtes der om Aftenen forude, hvor Vore Folk fra 11. og 12. Kompagni laa i Stillingen. Raabet sendes videre, alle Alarmindretninger tages i Brug; men for mange er det allerede Sekunder for sent. 2 Officerer og en Snes Mand segner om og er færdige med det samme.

Værre endnu er det for de 100 Mand, som vaklende søger tilbage. Man gør alt for at frelse dem og lindre deres Pine, men den ene efter den anden maa lide den grufulde, kvalfulde Død. Der ligger disse dødsdømte Stakler, uhyggeligt grønne og gule i Ansigtet. Aandenøden tager til, Ansigtet bliver blaasort, et tykt Skum staar om Munden, en modbydelig Stank breder sig. Lungerne fortæres under kvælende Hoste og frygtelig Aandenød, ingen Bevidstløshed mildner Dødskvalerne.

Gasvaabnet er Djævlens Opfindelse. Gasmord er Grusomhed i Renkultur, værre end naar man lagde Strikken om Halsen paa Ofret og langsomt, langsomt lang—somt trak til. Derfor blev Gassen denne Krigs Yndlingsvaaben.

Vort 12. Kompagni mistede denne Aften to Tredjedele af sine Frontfolk. — De frelste Kammerater saa ikke mere Foraaret i Flandern. Mens Tropperne forude ødelagdes uden Nytte — det store engelske Angreb begyndte først halvanden Maaned senere — laa Stabens Skrivestue smukt, hyggeligt, hjemligt gemt i et lille straatækt Hus i Landsbyen Stadendreef.

Her var frodige Marker og løvtunge Træer, Svalereder under Taget og Lærkesang over Engene.

Men det vil snart være forbi.

Den 24. Juni skyder Englænderne for første Gang under Krigen ind i den lille Idyl.

Dagen efter afstaar vi Stillingen til Sachsere. Man kunde nok se, at Divisionen efter de haarde Kampe ved Lens og de hvileløse Uger her i Flandern ikke var modstandsdygtig nok til at blive paa saa udsat en Post.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 168-9

28. maj 1917 – J.N. Jensen: Det hagler med jern fra granater og shrapneller

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

(læs første del)

Det er Pinse. Den ene Dag er alt gaaet, men en er jo dog tilbage. Her spørges kun lidet om Fest; den ene Dag gaar som den anden. Og dog kan man ikke andet end glæde sig. Minderne kaster Glans fra Fortiden ind over Nutiden og styrker Sindet, giver Haab og Tro ny Næring. Tankerne søger end mere hjem til alle kærre, man lever svundne Tider om igen og dvæler i Tanken ved dem, der var — men er ikke mere.

Det er tidligt paa Dagen, egentlig skulde man hvile endnu en Stund, men der er Larm og Uro, man vaagner og er hurtig klar over, at en betydelig Flyverkamp lige i Nærheden er i fuld Gang. Rask paa Benene. I flotte Baner kredses der Højt oppe i Luften. Maskingeværerne knatrer, det gælder Liv og Død. Hist daler alt en, mon den er ramt? Nej, den blev kun trykket ned, men hæver sig igen. Men der er en, den er vingeskudt, den arbejder forgæves for at holde Balancen. Nu daler den, et Par Kulbøtter, og saa i lynende Fart et Par Kilometer gennem Luften ned mod Jorden, hvor alt knuses og splintres. En anden følger snart efter og saa en tredje, og nu arbejder Afværgekanonerne med Voldsomhed igen. De fleste Kugler gaar forbi, men een rammer, det blev en Heltræffer, en Lysstraale skærer gennem Luften, og et Øjeblik efter staar en stærk mørk Røgsky op fra Jorden, saa er alt forbi. Flyverne deler sig, Kampen er endt. Før vi har drukket Morgenkaffen, ligger fire unge dristige Mennesker som Lig.
Saaledes den ene Dag, den anden Dag lidt anderledes, men Livets Forkrænkelighed mindes man dagligt om; man bliver fortrolig med Døden.

Hestene forfrisker sig i det grønne, og selv nyder man da godt af Solen, og man glæder sig for hver Dag, man fik Lov at nyde dens livøgende Virkning. Men hvad kommer der? Aa, det er nok bare en Lænkeballon fra den anden Side, der har revet sig løs og nu drives for Vinden[.] Flyverne har set den, det var noget for dem; nu er de rundt om den, og at jage paa den kan man vel kalde Sport. Snart er den skudt i Brand. Luer staar ud, et Øjeblik senere er den fortæret. Ja, men Folkene? Aa, hvad Folkene, de blev nok Hinsides Linjen: saa dumme er de vel ikke, de har jo da deres Faldskærm, og den overgiver de sig naturligvis til i godt Haab — og i Regelen med godt Resultat.

Dagen er til Ende. Pinsen er forbi. Tyve Aar tilbage i Tiden var man paa Hjemtur fra Høruphav, hvor man alsisk Overlevering tro havde fejret anden Pinsedag i herligt Pinsevejr mellem festklædt glad og lykkelig Ungdom. Dette Minde dukker frem, mens man sent paa Aftenen svinger sig i Sadlen og ikke uden Ængstelse ser fremad. Man har lært at tyde Tegnene, og man veed paa Forhaand. det bliver en haard Nat — maaske den sidste.

Langt tilbage staar alle Veje under Ild. Forude brænder det. Snart erfarer man, at man er naaet inden for det Omraade, der bestryges. Den første Granat høres fløjtende gennem Luften, før den med Brag borer sig ned i Jorden bare faa Meter til højre. Var det bare Sten og Jord, der slog mod Staalhjælmen, eller var der Jern derimellem? Man veed det ikke og tænker knap derpaa, bare videre. Den næste er en Shrapnel, der fra Luften spreder sine Blykugler om sig. Der ligger en knust Vogn, Heste og Mandskab ses ikke. For ikke at gøre Skaden værre end nødvendigt, marcheres der nu med større Afstande, en Tid senere er alt revet fra hinanden og nu er der intet frem eller tilbage mere muligt. Foran og bagude hagler det med Jern fra Granater og Shrapneller. Et Par Gange naar en ubehagelig Duft en. Man griber Gasmasken, klar over, at der er blevet afskudt Gasbomber. Dog Vinden er frisk heldigvis, den spreder hurtig Gassen, saa den fortyndes, og Faren mindstes. Der gøres Holdt, og man tager den Dækning, en højere Vold til højre Side yder, og i øvrigt afventer man taalmodigt Begivenhedernes Gang.

Der spares ikke paa Ammunitionen, og Maalet kendes forbavsende godt. Man kan ikke andet end beundre det, kun føles det noget ubehageligt selv at være Maal. Den første Time er omme, og den følges af en anden, og endnu opgives Ævred ikke: dog det maa vel faa Ende, og det er snart paa Tide, vi har lang Vej frem.

Endelig sagtnes Ilden. Men hvad nu, kan man vove sig frem? Er det maaske bare en List. Er det kun for at faa mere Fart i Tropperne, for saa at sætte ind paa ny? Saadan eller saadan, lige meget, nu taales ingen Forsinkelse mere, hvis det ikke skal blive langt op ad Dagen, før Turen er endt, altsaa paa den igen

Vognene samles nu. I Hast frem. Førerne venter. Det dages alt, men eet Gode har det, man kører sikrere og raskere. Ind imellem Granathuller gaar det. Disse øges her og der ved nye Kugler, der slaar ned, men nu kommer de bare spredt, man ænser dem ikke, man hører dem knap for Batteriernes Larm. Skønt disse har arbejdet flittigt i Nattens Løb. lader det ikke til, de vil sove Morgenstunden bort.

Paa Hjemvejen følger man Sporene fra Nattens Færd. og man gør sine Beregninger. Hvis man havde holdt her eller netop var standset der? Og saa er man da glad og taknemmelig for, at man netop fandt den bedste plads, mens det var værst: lidt Stank blev alt: i øvrigt alle Mand vel tilbage.

Den nye Dag er oprunden. Pinse er omme. Men det er, ligesom der er Pinsefryd i Fuglenes Røst: de synger jublende højlydt deres Morgensang, og alt i Naturen aander en venligt og mildt i Møde. Man finder Hvile og Fryd deri. Og mens man følger den stigende Sol, spørger det inde i en, hvornaar skal den atter lyse over en Menneskehed, der lever i Fred og under Fredens Kaar.  

J.N. Jensen.

12. april 1917. Fra Willemoës’ notesbøger: A.S.’ beretning fra Vestfronten

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. Nedenstående beretning blev kun delvist bragt i Ribe Stiftstidende den 11. april 1917.

(delvis optaget i Ribe Stifts Tidende for 11. april 1917)

A.S. blev taget til soldat den 15. marts 1916 i Flensborg, sendtes straks til Rostock, fik der 6-7 ugers uddannelse og sendtes derfra til Beverloo ved den belgisk hollandske grænse, hvor han var i 4½ uge for derfra at blive dirigeret til Sommefronten ved Sailly-Sailliset i slutningen af maj 1916. Da var alt roligt på det sted. Var der i 14 dage.

I Rostock var forplejningen god nok: daglig kogte og blandede retter f.eks. ærtesuppe med kød i, bønnesuppe med kød eller sødsuppe med spegesild i! Om aftenen gaves foruden brødet hver anden dag et stykke pølse eller ost, om søndagen sødsuppe uden spegesild, steg med asparges og kartofler.

I Beverloo, hvor lønningen var 10 mark 30 pfg. hver 10. dag, levede soldaterne særlig godt, og soldaterne kunne dér få næsten alt, hvad de ønskede. Lønningerne var så høj – den er ellers 5 mark 30 pfg. Hver 5. dag – fordi der ingen pølse eller aftenportioner blev udbetalt. I de sidste uger i Beverloo blev der udleveret pølse og ost, røget sild eller lign. om aftenen, og lønningerne blev så sat til 8 mark 21 pfg.

Fra Sailly-Sailliset kom afdelingen til le Prêtre skoven ved Rambecourt n.ø. for Jaulny og var der til begyndelsen af september 1916. Her var der jævnt roligt. Skuddene, der kom fra det franske artilleri blev talt, og franskmændene fik det samme antal skud tilbage fra os den næste dag. – Forplejningen var god om end ikke så god som tidligere. Om aftenen fik vi 3-4 skefulde marmelade.

Skyttegravene var her næsten alle udmurede med cement i bunden og udrustningerne (til værn mod granaterne). Væggene var stivet af med fletværk, understand – opholdsrummene var udmærkede, næsten som stuer og lå 15-20 meter under jorden. Sengen bestod af brædder, over hvilken der var spændt hønsetråd (trådfletning), og enkelte steder var der endog elektrisk lys.

På enkelte steder lå de franske og tyske skyttegrave kun ca. 30 meter fra hinanden, og det hændte sædvanlig hver morgen, at de tyske og franske soldater så op over skyttegravene i brysthøjde og hilste godmorgen ganske venskabeligt. Der blev ikke skudt af infanteriet dér, medens vi var der.

Den 2. september kom jeg sammen med en underofficer og en mand til Metz og derfra til Goudech [?] for at søge kvarter til kompagniet (2. kompagni og 363. reg.) I Goudech lå vi i 8 dage, derefter førtes vi fra bane i løbet af 5 dage til den østrigske grænse, da der imidlertid om natten kom ordre om at vende tilbage til Sommefronten.

Så kørte vi i en uges tid tilbage og kom til Fressin, hvor vi var i 4 dage for derefter at blive dirigeret til Sailly-Salliset, hvor vi var til slutningen af september. Her gik det meget hårdt til. Der blev stormet hver dag omtrent 5-6 gange fra tysk side, og englænderne brasede på endnu oftere. Det gik uafbrudt frem og tilbage. Den første dag, da tyskerne stormede, mistede 2. kompagni ved det første angreb 145 mand faldne, sårede og fangne af 235 mand.

Side 521
Kompagniføreren blev fuldstændigt gennemskudt af maskingeværer. Den dag gik tyskerne omtrent 150 meter frem. De nåede ikke frem til de engelske linjer, men lå i åbne granathuller. Skydningen var frygtelig, og det engelske artilleri bragte hurtig det tyske til tavshed. – om natten kl. 12 sprængte engelske granater det tyske ammunitionsdepot t luften 7-8 km fra Sailly med et vældigt brag. Et pragtfuldt men frygteligt syn.

Natten mellem den 23. og 24. september skød kun artilleriet, med den 24. om morgenen tog infanteriet fat igen, og man havde intet øjeblik ro for de engelske flyvere, der sværmede om i stort antal. – Jeg kunne se ca. 60 fra det sted, hvor jeg lå – og undertiden gik de ned til en højde af 30 meter og skød med maskingeværer og kastede håndgranater, hvor de så nogen røre sig i de åbne granathuller. Vi lå derfor ganske stille, som om vi var faldet. Atter stormedes der fra begge sider uden noget resultat. Sådan gik også den 25. og 26. sept.
Om natten mellem den 26. og 27. sept. Gravede vi os fra granathullerne ud til siderne for at lave lidt løbegrave – vi måtte ikke gå tilbage, og den 28. om morgenen kl. 67 stormedes igen; men der faldt da så mange af regimentet, at dette måtte afløses og trak sig tilbage til Sailly – Sailliset, medens et livjægerregiment nr. 12 rykkede ud i stedet for.

Side 522 – 526
Da vor regiment gik tilbage, så vi levnedsmidlerne ligge i dynger på åben mark, således som de var læsset af vognene, men man lod det ligge. Soldaterne havde overhovedet ingen videre appetit i de dage, de lå ude i den forreste linje og nøjedes med deres brød. Derimod lod soldaterne meget af tørst, og havde kun haft at drikke det snavsede vand, der stod i granathullerne. Da de på tilbagevejen opdagede, at bl.a. var henslængt en mængde flasker vin, tømte de disse og var næsten alle berusede, en del endog fuldstændig døddrukne, da de nåede tilbage til Sailly-Sailliset. Da kompagniet næste dag, den 29. sept. Blev talt op, var der mødt i alt 50 mand.
Dagen derpå, den 30 sept., blev hvert kompagni forstærket med 80 mand, og den 1. oktober gik det atter frem. 3-4 km fra frontlinjen stak soldaterne imidlertid af i små hold på 5-6 mand, og da kompagniet nåede ud i nærheden af linjen, var der kun 60 mand tilbage. Da kompagnichefen intet kunne udrette med en sådan klat folk, beordrede han tilbage.

Sådan gik det også den næste dag; kompagniet ville ikke gå frem.

Den 3. oktober kommanderedes så hele regimentet frem på én gang og nåede helt ud til linjen. Kl. 10 om formiddagen begyndte englænderne at skyde med gas i en halv times tid, men de blev slået tilbage. Om eftermiddagen kl. 2 fornyede englænderne deres gasangreb, først artilleriet med gasgranater og derefter blæste infanteriet sine gasbølger ud, og bag disse gasbølger trængte englænderne frem. Gassen bevirkede en stærk kløe bag de tyske soldaters gasmasker, så at de måtte rive sig, og derved trængte gassen ind i maskerne og fremkaldte stærk hoste og rindende øjne, så at de pågældende intet kunne se. Da vi mærkede det, lod vi være med at klø os. –

På nogle steder kom også franske flammesprøjter, og for disse ildstråler trak tyskerne sig tilbage på de pågældende steder. Ved dette angreb måtte tyskerne gå 500-600 meter tilbage.

Den 5. oktober blev regimentet afløst og gik tilbage. På vejen gennem en landsby bag Sailly-Sailliset gik nogle af soldaterne ind i husene for at få noget at spise, men traf beboerne liggende døde i sengene, kvalte af gas; de var opsvulmede i ansigtet, der havde antaget forskellige farver.

På et gods – guvermenentsfarmen – var jeg nede i en stor kælder, der af tyskerne var indrettet som lazaret. Her lå der en mængde hårdt sårede f.eks. folk, der havde fået armene skudt af. Når en granat slog ned på gårdspladsen – der blev af englænderne her skudt væsentligst med 38 cmt. kanoner – så fór de sårede op og ville bort, og det så frygteligt ud.

I nærheden af godset sås hovedløse kroppe hænge i træerne – formentlig ligene af tyske observationsfortr.
4 kammerater drev omkring i 3 dage uden at bryde sig om noget som helst – helt tummelumske af alle begivenhederne og erfarede da, at regimentet var kommanderet tilbage til Præsteskoven. De kørte så tilbage til Metz, blev der i 2 dage, og meldte sig derefter til regimentet.

Nu lå vi i Præsteskoven til 8. nov., da det gik tilbage til Somme, denne gang til Haglincourt øst for Bapaume. Her lå vi i ro i 8 dage og gik så i stilling lige overfor Gucudecourt, hvor vi lå forholdsvis roligt indtil midt i januar 1917. Under opholdet her var skyttegravene gode, så længe frosten holdt, men da tøvejret indtraf og englænderne fyrede med granater, blev de til et fuldstændigt morads og styrtede sammen. Alt arbejde på at istandsætte dem viste sig forgæves. Et par soldater kvaltes i mudderet.

Mellem de engelske og tyske linjer lå mængder af lig, som det var umuligt at begrave. – De fleste, der faldt i denne tid, var ordonanser, der skulle over fri mark og blev skudt ned af engelske skarpskytter, som skyder forbløffende roligt og sikkert, ofte med snadden i munden.

Omkring midten af januar 1917 kom vi tilbage til Hermies mellem Bapaume og Cambrai; var der i 6 dage for så at afgå til Betheniville i Champagne. Her meldte jeg mig syg og kom på lazaret i Rethst i 14 dage, men da jeg egentlig ikke fejlede noget, sendtes jeg tilbage til kompagniet den 16. februar. Dagen efter gik vi i stilling ved Reine øst for Reims. Samme dag, den 17/2 blev der spurgt, hvem der ville melde sig frivillig til udforskning af den fjendtlige linje lige overfor. Der blev lovet orlov straks til dem, som kom tilbage med oplysninger. Der meldte sig en 60 mand af hele bataljonen. De gik så frem om aftenen kl. 8, medens artilleriet søgte at vildlede fjenden. Ca. 30 mand nåede ned i den forreste franske skyttegrav, udforskede den og nåede tilbage, men dog med mange af dem sårede. En kammerat og jeg bar således 15 sårede tilbage. Jeg fik min orlov den 19. februar og rejste hjem til Gram, hvortil jeg nåede den 23/2. 17 og den 27. marts gik jeg over grænsen ved Aarupgaard.

Forplejningen ved fronten ved Somme er upåklagelig ude i forreste linje, hvor der således gives hver mand 250 gr. rugbrød, dertil varm mad om middagen f.eks. ærter med kød, nudler, bønner, ris eller lignende. Til brødet lidt smør, pølse eller ost. På stormdagene leveres tillige 1 liter øl og ½ liter snaps – ikke nogen egentlig stærk spiritus – samt daglige 2 cigarer og cigaretter.
Bag fronten var forplejningen derimod meget dårlig og utilstrækkelig.

Den 24. april 1916 havde bayerne ved Somme taget et par engelske flammekastere til fange, som de i raseri slog dræbte med spaderne. Englænderne. Der formentlig har hørt dette og havde taget 14-15 mand til fange, stillede disse op på linje og skød dem ned på stedet.
Mellem Hermiers og Chambrai er der bygget meget stærke skyttegravssystemer – udført af russiske fanger – med pigtrådes forhindringer af et par kilometer i dybden. Disse [???] er så stærke, at de vil blive yderst vanskeligt at tage.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

11. marts 1917 – Milert Schulz: “Jetzt haben wir alle Gasmasken bekommen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d. 11/3 17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Eure Briefe vom 23 und 27/2 habe ich gestern mit Freuden dankend
erhalten. Wie ich daraus ersehe hört Ihr so selten von mir. Ja liebe Eltern dass liegt nicht an mir sondern an die Postbeförderungs schwierigkeiten hier auf dem Balkan. Ich schreibe fast jeden 2 Tag nach Hause liebe Eltern. Aber es ist ja auch ein gefärliches Ende von hier nach Hause.

Ihr schreibt auch wegen Pakete ob ich die erhalte. Sobald ich ein Paket bekomme schreibe ich dass auch an Euch. Soweit ich weiss habe ich bis Nummer 13 alle erhalten. Gewiss bekomme ich die Pakete alle. Aber das her an schaffen von der Bahn nach hier nimmt so viel Zeit in anspruch. Wier liegen über 100 klm. von der Bahn weg und denn die Wege hier im Gebirge. Die haben wir erst richtig ausbauen müssen.

Und wo wir sind habe ich Euch doch auch oft geschrieben nämlich im Süden Serbiens. Wir liegen ungefehr in der Mitte von Monastier und Saloniki. Näheres darf ich Euch nicht schreiben über diese Sache da solches verboten ist.

Die adresse veränderung hat nichts zu bedeuten liebe Mutter. Dass ist so über alle Truppen im Osten, Westen und Süden.Hans Asmussens Adr. ist ja die selbe Art wie meine. Es darf nur auf der Adr. Regiment Batallion und Compagnie stehen.

Wir haben jetzt hier eine ganz merkwürdige Witterung. Ein Tag regnet es, ein Tag Hagelt es, ein Tag schneit un friert es und ein Tag kann es das schönste Sonnenwetter sein wie es heute z.B. ist. Gestern hat es gehagelt und geregnet. Die Nacht gefroren und heute Sonnenschein.

Jetzt haben wir alle Gasmasken bekommen wie Ihr wohl auf Bilder gesehen habt. Die Feinde schiessen nämlich mit Gasgranaten, und wenn man Keine Gasmaske hat ist man verloren. Sonst bin ich ja noch immer Gott sei Dank gesund und wohl und habe es noch recht gut. Wir leben ja besser wie manch einer zu Hause besonders wie die Grossstädter.

Wir kommen doch jeden Tag werden [?], aber dafür muss man ja auch viele Entbehrungen und Gefahren ausstehen. Bis hierher hat der Herr mich noch gnädiglich behütet und er wird auch in Zukunft seine beschützende Hand über mich halten. In der Hoffnung auf ein baldiges frohes Wiedersehen schliesse ich mit vielen herzl. Grüssen und Küssen an Euch allen meine Lieben Euer Sohn und Bruder
Milert.

(Brev i privateje)

5. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: en trist orlov

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ikke opvarmede jernbanetog

Efter hvad der meddeles skal opvarmningen af jernbanetogene, der i fjerntrafikken allerede er meget begrænset, nu helt ophøre af mangel paa opvarmningsslanger, til hvis fremstilling, der skal bruges gummi.

Mangel paa gas

er der nu ogsaa i Tønder. Dér vil gasværket fra 1. marts ikke levere gas fra 1 til 6 om eftermiddagen.

En trist orlov

Murer Berliner fra Slotsgade i Aabenraa kom for nogle dage siden hjem fra fronten for at besøge sin hustru, der laa syg. Nu er hustruen i søndags afgaaet ved døden, og om nogle faa dage skal manden ifølge Flensborg Avis atter af sted til fronten, efterladende 6 moderløse børn i hjemmet. 

Faldne

Enke Berteline Schmidt i Høgsbro ved Hvidding har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, Søren Knudsen Schmidt, er død i et feltlazaret, 23 aar gl.

 

27. november 1916. H.C. Brodersen i en gas-stilling

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Stillingen ved Conde, den 27. November 1916

Her er Stillingen efter Mønster „F. F . ” . Det har i lang Tid været Frostvejr, og Skyttegraven, der er nyudbygget, er ren, og vi har Fornøjelse af at pudse vore Støvler engang imellem. Understandene er dybe og bombesikre, og er forsynet med elektrisk Lys. De er endvidere forsynet med Kakkelovne, og vi faar udleveret Kul til at fylde i dem.

Det kan ogsaa nok gøres behov, eftersom det lader til, at Vinteren rigtig har taget fat. Vi — Skatklubben — dyrker denne ædle Sport og har et godt Tidsfordriv.

Understand_Fritz_Schwartz
Kortspil ved fronten

Særlig den nye Delingsfører er en gemytlig Mand, og ved altid Udvej til lidt i Flasken. Her har vi det godt, det  eneste, der i Grunden har vakt vort Ubehag, er, at der i Stillingen er indbygget Gas.

Disse, saakaldte Gasbatterier, er forbundet med hinanden i et Antal af indtil 6 Flasker, der er nedgravet i Bunden af Skyttegraven, og hvorfra der er lagt en Rørledning ud gennem Pigtraadsforhegningen, ad hvilken Gassen i paakommende Tilfælde skal ledes. V i har hver Dag afventet gunstig Vind. Gassen skal nemlig afblæses, saa snart Vindretningen er rigtig.

Men vi har hidtil været heldige; thi enten har Vinden ikke været i den rigtige Retning, eller ogsaa har den været for stærk. I  Skyttegraven er der anbragt en Vindstyrkemaaler, og det er Underofficerernes Pligt under Gravtjenesten at efterse Maaleren og at melde, naar Vinden synes at være passende.

Det har undertiden vist sig, at naar Officererne mente, Vinden var i den rigtige Retning, var Maaleren i Stykker, og det er godt muligt, at det er gjort med Villie. Vi havde nemlig ingen Interesse i at faa  ødelagt det gode Forhold, som vi nu engang stod i til Franskmanden paa dette Sted.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

Vi forlader nu for en stund H.C. Brodersen – og vender tilbage til ham til marts 1917, da hans dagbogsoptagenelser atter begynder.

15. november 1916 – Ribe Stiftstidende: spar paa gas og elektricitet

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Spar paa gas og elektricitet

Som bekendtgjort af Magistraten i Haderslev, bør der spares paa gas og elektricitet, ellers udsætter vi os for med det første, at vi kan komme til at gaa og stavre om i mørke og heller ikke kan faa vor mad kogt. Der peges ifølge Dannevirke hen paa, at der er vanskeligheder forbundne med at skaffe de nødvendige kul til veje til gas- og elektricitetsværkets drift. Man kunde synes, at det maatte være en overflødig formaning; thi enhver sparer vistnok paa gas og elektricitet saa meget som muligt, da det, som bekendt, koster penge, og hvor det gælder udgifter, er enhver sparsommelig mand og kone altid tilbøjelig til at indskrænke disse til saa lidt som muligt. Naar Magistraten i Haderslev nu alligevel udsender sin formaning til sparsommelighed med lys og gas, maa der være anledning dertil, og enhver maa derfor spare af yderste evne. Vi kan t. e. begrænse selskabeligheden og gaa en time eller to før i seng. 

 

Faldne

Til familien Hansen i Mølleforte nr. 8 i Aabenraa er der indløbet efterretning om, at deres søn Hans er falden den 6. november ved Somme.

Landmand Jørgen Nissen fra Dalsgaard er falden ved Somme den 8. oktober.

Jens Hansen paa Augustenborg chaussé i Sønderborg har faaet meddelelse om, at hans søn Christian er falden. Han blev kun 19 aar gammel.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Søren Degn fra Kastrup ved Gram er falden.

E. Mortensen i Rejsby ved Brøns har modtaget det tunge budskab, at hans søn Christian er død paa et lazaret i Berlin. Den afdøde blev 27 aar gammel.

Søren Petersen og hustru i Branderup har faaet meddelelse om, at deres søn Christian er død af tyfus, efter i flere maaneder at have ligget syg paa et lazaret.

 

Saarede

Gaardejer Christian Skovmand fra Sebbelev Mark paa Als er bleven saaret ved Somme.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Paul Paulsen 2. fra Løjtkirkeby, Peter Beum fra Bollerup ved Bjolderup og Laue Leck fra Stubbom ved Fjelstrup er let saarede, medens Christian Lauritzen fra Sønderborg opføres som haardt saarede.

 

I fangenskab

Mælkekusk Hans Thomsen fra Renden i Haderslev, der hidtil har været savnet, har skrevet hjem til sin søster, at han er i fransk fangenskab og har det godt.