Tag-arkiv: Galizien

25. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det 11. slag om Isonzo , hvor italienerne mister en gylden chance for gennembrud. Ved Verdun generobrer Frankrig nogle af de områder, der var gået tabt i 1916, herunder Højde 304 og Mort Homme (“Det tote Mann”). Længere mod nord raser Det tredje slag om Ypres (“Passchendaele”). Her gør canadierne fremskridt mod de tyske stillinger ved Højde 70 og også briterne rykker frem – men ikke så langt som planlagt. Men briternes general Herbert Plumer begynder at forstå, hvordan det fleksible tyske forsvar i Hindenburglinje måske kunne – ikke gennembrydes, men skubbes tilbage bid for bid, uden de frygtindgydende tab, som briterne hidtil havde lidt. I Rumænien blev den tyske offensiv stoppet, mens der var fremgang længere mod nord i Galizien. Udsendelsen slutter med den store brand i Saloniki, der blev en katastrofe for ententens forsyningssituation.

31. juli 1917. Held i uheld – og stegte æbler på træerne.

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Imens kom også de sidste fremstormende Styrker i Dækning. Vor Kompagnifører, som sammen med Ordonnansen var gået frem i Grøften ved Landevejen, havde fået et Skud gennem Halspulsåren og var død.

Kommandoen blev overtaget af den næste Officer, en yngre Løjtnant.

Han havde imidlertid også fået Besked på, at der Klokken 8 skulde angribes og fik derfor samlet Kompagniets Mandskab. Derefter begav vi os på Vandring i Retning mod Floden, det eneste Overgangssted. Der skulde være et stort Træ, som var faldet således, at Toppen nåede den anden Flodbred. At nogen skulde kunne nå over, var meget usandsynligt, når man tager i Betragtning, at Russerne lå 70 m ovenover på Højene. Efter hvad man havde fortalt os, var det hidtil heller ikke lykkedes. Enhver, der havde vist sig på Stammen, var blevet ramt, faldet ned i Floden og druknet. Vi var naturligvis ikke glade for Situationen.

Undervejs traf vi vor M. G. O., Overløjtnanten, som havde Kommando over Regimentets tre Maskingeværkompagnier.

„Hvor skal De hen?“, spurgte han Løjtnanten.

Løjtnanten gav Melding. „Er De blevet tosset, Mand”, skreg Overløjtnanten. „De søger med det samme Stilling til Deres Geværer i Hus eller Have og holder Fjendens Skyttegrav under Ild, sålænge Aktionen varer.”

Hvor blev vi lettet! Vi takkede Forsynet, der lod Overløjtnanten krydse vor Vej. Vi var ikke lange om at forsvinde. Hvert Gevær blev anbragt i en gunstig Stilling. Vi søgte ind i et Hus, fra hvis ene Vindue vi havde den bedste Udsigt og frit Skudfelt mod Fjendens Stilling. Vi fik slæbt Borde hen til Vinduet og fik Maskingeværet stillet op med Mundingen ud i det fri.

Klokken 8 blev der Uro, og Skyderiet begyndte. Maskingeværerne rasede, og langs med Kanten af den russiske Stilling sprøjtede Sand og Jord fra de utallige Projektiler, som slog ned der. Hvad der foregik nede ved Floden, kunde vi ikke se, men i vor Synskreds kom ingen Tropper frem.

Pludselig begyndte det russiske Artilleri at beskyde Byen med Sprang- og Brandgranater. De havde opdaget Maskingeværrederne.

Flere Ejendomme, almindelige stråtækte Huse, gik op i Luer. Også vi måtte retirere ud i en Majsmark. Vor Geværfører var forsvundet. Efter en Times Tid flovede Ilden af til spredt Geværild. Angrebet var ikke kommet i Gang. Der var sikkert ikke kommet nogen over Floden, hvad vi heller ikke havde ventet.

Vi søgte nu efter vor Geværfører og fandt ham i en Kælder i en af Naboejendommene. Han var en stor kraftig Fyr, Slagter fra Køln, og sikkert ingen Kujon i almindelig Forstand. Han havde varet med fra Begyndelsen i Sept. 1914, og Nerverne var ikke mere helt, som de skulde vare. De var i Årenes Løb blevet tyndslidte.

Jeg tror, at mange har gjort den Erfaring, at Års Frontindsats tog på Nerverne, og at Nerverne til Slut ikke mere var de samme som i Begyndelsen. Jeg ved i hvert Fald af Erfaring, at man kunde tage Begivenhederne med Ro, – men efterhånden, som Årene gik, kostede det Anstrengelse at bevare Roen.

Vi undersøgte nu Ejendommen og Kælderen. Der fandtes Sække fulde af det fineste Mel, der var Svin i Stalden og Høns i Hønsegården. Befolkningen var borte. Køer og Heste løb rundt på Marken og i Haven. Vi fik fat i en Gris på en ca. 60-70 Pund, og Slagteren måtte i Funktion.

Vagtposterne måtte om Natten også passe Køkkenet. Der blev bagt Pandekager, stegt Flæskesteg og kogt Kartofler.

Og Desserten hang på Træer. Ja — du ler. Men ikke desto mindre er det sandt. Naboejendommen var brændt ned, efter at den var skudt i Brand af Russerne. Få Meter fra Huset stod et stort Træ, fyldt med de dejligste Æbler. Den stærke Varme fra Branden havde gennemstegt Æblerne så fuldkommen og så fint, som ingen Ovn kunde have gjort det. De var fine, runde, skare og velsmagende, og vi behøvede bare, at plukke dem. Den Tid har altid stået for mig, som om vi havde været i Slaraffenland.

Men desværre udeblev Følgerne jo ikke. Vi var jo ikke vant til så fed, rigelig og god Kost, for vi tog godt for os af Retterne. Vi fik allesammen Dysenteri.

Den næste Dag skulde vi have haft Hønsesuppe. Vi havde jo lukket for Hønsegården. Men — uha —, da vi kom, havde der varet ubudne Gaster. Vi fandt kun Hønsehoveder, men det tog vi ikke så tragisk. Der var jo nok andet.

Men hvor lange var Adam i Paradiset? Det gode varer aldrig ret lange ad Gangen. Vi fik snart en ny Stilling.

DSK-årbøger, 1945

31. juli 1917. Mathias Møller: “… det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Den 29. Juli nåede vi Wasylkowice, en lille Landsby ikke langt fra den gamle Grænse mellem Galizien og russisk Ukraine. Grænsen dannedes her af Floden Sbrucz, en Biflod til Dnjestr. På den russiske Side af Floden havde Russerne besat forberedte Stillinger, og det lykkedes ikke Stødtropperne at forcere Floden.

I Wasylkowice kom vi i Kvarter, men allerede Natten fra den 30. til 31. blev vi alarmeret og marcherede videre.

Vi skulde afløse Stødtropperne. I Morgenskumringen nåede vi en lille By ca. 2 km fra Fronten. Da vi gjorde Holdt, opdagede vi et stærkt ramponeret Olieraffinaderi. Vi kunde ikke modstå Fristelsen at forsyne os med Olie, som Kælderen var fyldt med. Olien kunde jo bruges til at stege Kartofler i. Fedtstoffer var jo en meget efterspurgt Vare i 1917.

Inden Kompagniet var samlet og kunde fortsætte Marchen, var det blevet lyst, men Tåge lå endnu over Markerne. Da vi var kommet ud af Byen og ud i frit Terræn, begyndte de første Solstråler at titte frem over Højene foran os. Det varede ikke længe, for Tågen forsvandt.

Vi kunde nu overse Terrænet, der foran os var fuldstændigt fladt, med modne Rug- og Hvedemarker. I en Afstand af ca. 1500-2000 m lå en mindre Landsby med spredt Bebyggelse mellem Træer, Buske, Haver og Majsarealer. Det var det nærmeste Sted, hvor man kunde finde et Skjul.

På den anden Side af Byen, bag Floden Sbrucz, steg Terrænet ca. 70 m stejlt op. På den øverste Kant af Højene lå de russiske Stillinger. Russerne havde altså højt oppefra fri Udsigt over hele Terrænet.

Så snart Solstrålerne havde fået Tågen til at lette, begyndte Geværprojektiler at pibe i Luften og klaske ned omkring os. Vi søgte ind i Kornmarkerne og gik spredte frem. Det vil sige, vi gik ikke, vi løb, vi løb for Livet — selvfølgelig fremad —. Målet skulde jo nås.

Kun den, som har prøvet at løbe med det tunge Maskingeværmateriel, ved, hvad det koster af Anstrengelser. Ret længe kan man ikke løbe ad Gangen i dukket Stilling med Maskingevær og Ammunitionskasser.

Det varede ikke længe, for de første sårede begyndte at kravle og slæbe sig tilbage. Man misundte dem, som havde fået et ”bedre” Kødsår. Men vi måtte jo videre.

Vi styrtede korte Strækninger frem ad Gangen. Lungerne arbejdede vildt, Benene var som jordbundne, så tunge. Jo længere vi kom frem, jo flere Projektiler sang der i Luften.

Enkelte Maskingeværer bjæffede, men til alt Held havde Russerne tilsyneladende ikke ret mange af dem, for ellers vilde sikkert ingen af os være kommet levende fra det. Artilleriild mødte vi ikke.

Kræfterne svandt mere og mere, men det er utroligt, hvad Mennesket kan, hvis der ikke er noget Valg, og man skal fremad. Distancen mellem os og det reddende Skjul bag Træer, Buske og Huse blev mindre og mindre. Med en sidste, næsten håbløs Anstrengelse nåede vi Bestemmelsesstedet.

Fuldstændig udmattet kastede vi os ned blandt Kammeraterne ved Byens Udkant. Det var Tropper af Støddivisionen, vi skulde afløse.

Det varede en Tid, for vi i det hele taget kunde sanse noget, for Lungerne, Hjertet og Nerverne faldt nogenlunde til Ro.

Det første vi hørte, da vi kunde tale med Tropperne, som lå der, var, at Klokken 8 skulde de russiske Stillinger angribes. Det gjorde aldeles ikke vort Almenbefindende bedre. Vi var nærmest deprimerede.

DSK-årbøger, 1945

23. juli 1917. Mathias Møller i hælene på russerne: “Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Hver Dag, når vi marcherede over Nattens Frontlinie, mødte vi det samme Syn. Rundt omkring i Landskabet døde, sårede og afkræftede, som ikke kunde følge med mere. Spredt på Markerne stod rejste russiske Geværer med Bajonetten stukket ned i Jorden, et Tegn fra passerede Stødtropper om, at der lå et Lig eller en såret. Værst var det ved Vejene. Der lå de fleste. Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.

Det hele mindede mig om Slagmarker, som jeg havde forestillet mig dem, når jeg som Dreng læste Beretninger fra tidligere Krige.

Den første Dag passerede vi de tidligere østrigske og russiske Skyttegrave. De var alle meget velholdte, et Tegn på, at det havde været en rolig Stilling, men Tid til at se nærmere på Stillingen fik vi ikke. Det hed bare: videre.

Med Forplejningen gik det ikke helt, som det skulde. Det var jo ikke så let at få Forsyningerne med. Sommetider gav det noget, men til Tider måtte man selv sørge for noget spiseligt, hvis man ikke vilde sulte. Det var ikke så underligt, at vi ikke var helt velsete, hvor vi kom frem Det gik jo en Del ud over Kartofler, Æg og Høns. Noget blev købt, men en Del blev ”besørget”.

Tre Gange krydsede vi større Vandløb — Zlota Lipa ved Brzezany, senere Strypa og Sereth, alle tre Bifloder til Dnjestr. Overgangen var jo noget, der tog Tid ved Benyttelsen af provisoriske Broer og gammeldags Færger, for alt skulde jo med – Vogne, Heste, Biler, Skyts etc.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1945

2. juli 1917. Frelst af en højere magt – eller tilfældet?

Anders Hansen, Gammelby pr. Visby, fortæller om en episode på Østfronten

En højere Magt frelste mit Liv

Vi havde ligget en kort Tid i Rostilling i Brygge og Omegn; men i Maj 1917 kom vor Division til Østfronten. Her afløste vi en tyrkisk Division i Omegnen af Brzezany (Galizien).

En tidlig Morgen i Begyndelsen af Juli aabnede Russerne et mægtigt Bombardement paa vor Stilling. Det var med Skyts af svært Kaliber. Bombardementet var næsten mere voldsomt, end vi havde oplevet det paa Vestfronten.

Vi havde dog en godt udbygget Stilling med gode Skulderværn og anbragte os med fire Mand imellem hvert.

Artilleriilden satte ind ved den Tid, da der skulde hentes Kaffe og Brød ved Feltkøkkenet. Dette befandt sig en ti Minutters Gang længere tilbage i Skoven. Vi skiftedes til at gaa to Mand af hver Gruppe.

Det var ikke min Tur den Morgen; men den Kammerat, der skulde med, vilde hellere blive i Skyttegraven. Jeg gik derfor med i hans Sted.

Det blev ingen Spadseretur som paa en god Chaussé, for vi maatte løbe fra det ene Granathul til det andet, og rundt omkring os eksploderede Granaterne. Da vi endelig naaede op i Skoven, var Køkkenpersonalet deserteret og havde efterladt Gullaschkanonen til sin egen Skæbne.

Vi fik i en Fart Kogekarrene fyldt, snappede et Par Brød, og saa gik det frem igen; men — da var Skyttegraven blevet forvandlet til store Granathuller.

Vi løb hen i en Understand, som endnu var i Behold, og som var forsynet med to Nedgange. Mens vi opholdt os dernede, fortalte en Kammerat, der havde staaet paa den anden Side af det Skulderværn, hvor jeg havde staaet, at det var i allersidste Øjeblik, jeg var kommet derfra. Nogle faa Sekunder efter at jeg var gaaet bort, slog en Granat ned umiddelbart foran Skyttegraven og væltede Jorden over paa de fire Mand, som havde deres Plads der. Hvis jeg var blevet der, vilde min Livsbane altsaa være endt der.

Det varede ikke længe, før det ogsaa begyndte at blive kritisk nede i Understanden. En Granat slog ned ved Siden af den ene Nedgang og lukkede den. Nu var det nok paa Tide at komme derfra. Det var imidlertid ikke helt fornøjeligt at sidde uvirksom i saadan en Jordhule og i Blinde vente paa, at ens Lod bliver udtrukket i det store Lotteri.

Efter et Par Timers Trommeild gik Russerne i Kompagnikolonner frem mod vor Stilling. Det tyske Artilleri tav, men der var et Maskingevær i vort Kompagniafsnit, som ryddede svært op i Russernes Rækker. Moskoviterne kom alligevel ind i vor Stilling, og vi maatte trække os tilbage til en længere bagud liggende Stilling.

Da vi nu i samme Øjeblik fik Forstærkning af Stødtropper, blev Russerne efter en kort, men haard Kamp kastet tilbage til deres Udgangsstillinger.

Derefter faldt der mere Ro over Fronten. Denne lyse Sommerdag blev for vort 150 Mand stærke Kompagni en sort Dag. Det blev næsten halveret. Selv i Sommeslagets Inferno, hvor Bataillonen var indsat en fjorten Dages Tid i Juli 1916, havde vort Kompagni kun et Tab af nogle faa Mand.

DSK-årbøger 1951

20. juni 1917. Ved fronten i Galizien: “Ligstanken var i første linje næsten ikke til at holde ud.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien.

Det var Midsommer, og Ligstanken var i første Linje næsten ikke til at holde ud. Der lå en sødlig Stank over det hele, og Vinden førte Lugten med længere tilbage.

Mon vi Krigsdeltagere ikke allesammen har det sådan, at der er visse Småting, Oplevelser eller Syn, som i sig selv er så betydningsløse, men som vi dog aldrig kan glemme, som ofte pludselig dukker op i vore Tanker og står så klare og tydelige for os, som om det var i Går, vi oplevede eller så det?

Sådan har jeg det også med en lille Oplevelse fra denne Stilling. I Løbegraven mellem 2. og 3. Linie ragede en Arm; og en Hånd frem af Jorden. Den havde en ren uhyggelig, ja nærmest hypnotisk Tiltrækningskraft på mine Øjne og Tanker.

Tankerne måtte altid på ny beskæftige sig med det ubekendte Menneske, som der lå bagved i Jorden og hvis Livsbane der havde fået sit Endeligt. Det var mig umuligt at tvinge Øjnene og Tankerne i en anden Retning, når jeg skulde den Vej. Ofte må jeg endnu tænke tilbage på dette.

Vi havde med 2 store Maskingeværer fået anvist Stillingen i 3. Linie. Her fandtes ingen Bunker. Sovepladser havde vi i Jordhytter overdækket med tynde Træstammer og Jord lige bag ved Skyttegraven i Skovkanten.

En Nat fik vore Kammerater fra det andet Gevær en Fuldtræffer midt ned gennem Taget. De var alle dræbt på Stedet. Jeg så næste Dag ind gennem Indgangsåbningen. De var alle gennemboret af splintrede Træstaver fra Taget og Sovekøjerne. Jeg kunde ikke være med til at grave dem frem. De fik deres sidste Hvilested lige bag ved Linien.

DSK-årbøger 1944

13. juni 1916. Gode råd til lange marchture

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“Gode råd”

Jeg havde klaret mig nogenlunde under turen, fødderne var ømme, men hele. Det var atter Claus, der havde hjulpet mig med sine gode råd, som han havde givet mig under vore mange natteture og nattevagter. Han havde ofte skildret disse lange, forbandede marchture, der gjorde livet surt for infanteriet på østfronten. Her er nogle af de tips, han havde givet mig: 

»Husk altid at holde fødderne renvaskede, det er mere nødvendigt end at holde ansigtet rent. Du skal altid have et par rene – og helst nye – fodlapper liggende i dit tornyster til brug, når du skal ud på en længere marchtur, dem skal du først tage på, og så et par strømper oven over.

Træk aldrig støvlerne af under et kort hvil, fødderne er ophovnede, og du får et værre besvær med at få dem på igen. I ni af ti tilfælde kommer fodlapperne i uorden herved, og så er du først »rigtig på den«.

Hvis du kan undgå det, så drik aldrig ukogt vand her i dette velsignede land. Vandet er de fleste steder dårligt, og du fordærver din mave dermed. Drik kun det, du får udleveret ved feltkøkkenet.

Selv om du bliver stærkt fristet til at drikke det meste af feltflaskens indhold på én gang, så hold igen; drik kun en mundfuld ad gangen, den virker lige så godt som en halv liter, hovedsagen er, at du får ganen læsket.

Hvis du er i besiddelse af et stykke tørt brød, så put det i munden og tyg på det, så holdes spytkirtlerne i funktion.« 

Jeg havde rettet mig efter disse velmente råd, skønt det med kun at drikke én mundfuld ad gangen, var faldet mig meget svært. Jeg gennemførte det imidlertid og kom »godt i land«, bedre end de fleste. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

12. juni 1916. Frygtelige marchture på Østfronten

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“På ilmarch”

Det var jo højsommer, og solen begyndte snart at sende sine ubarmhjertige stråler ned på de sovende og vækkede dem efterhånden. Dagtemperaturen var mindst 30 grader i skyggen, så befalingsmændene sørgede for at få dem alle på benene og anbragt, hvor der var skygge. 

Klokken 12 blev der udleveret forplejning, og så begyndte turen igen, men denne gang i almindeligt marchtempo, vi var tilsyneladende nået ud af den russiske omklamring. 

Med korte ophold, hvor der blev udleveret mad og te, vi havde nu fået kontakt med feltkøkkenet og den øvrige bagage, fortsatte turen til næste dags morgen. 

Man tror vel, at det er løgn, når jeg hævder, at man kan gå og sove på samme tid, men ikke desto mindre er det sandt. Benene bevæger sig mekanisk, og man vågner op, når man støder mod manden, der går foran. 

Disse marchture på østfronten, hvor der næsten ikke fandtes veje, kun hjulspor, var frygtelige. Af jernbaner fandtes der kun nogle få hovedlinier, som vi aldrig benyttede i de ni måneder, jeg var på østfronten.

Marchturene gik for det meste langs med fronten, og det vil igen sige på tværs af jernbanelinierne. 

Regimentet var imidlertid blevet fuldstændig ud aset af den forcerede march, så et døgns ro var tvingende nødvendig. Den sidste nat var mange faldet fra, de kunne simpelt hen ikke gå mere. Fødderne var fulde af sår og lignede blodige kødklumper. 

Endelig gik vi i kvarter i en foriadt landsby, for at få det tiltrængte hvil. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

2. juni 1916. Rejsen var endt, den alvorlige del begyndte.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Bergholt bliver sendt til Østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

»Regiment 222«

Sønderjyderne havde aftalt at holde sammen, så godt det kunne lade sig gøre; men skæbnen ville, at kun ca. 30 mand af sønderjyderne blev tildelt regiment 222 – deriblandt var jeg. Resten kom til de andre regimenter i divisionen. 

Frontafsnittet i Østgalicien var hovedsagelig besat med østrigske regimenter. De få tyske divisioner, der fandtes her, blev næsten udelukkende benyttet til at opfange de russiske gennembrudsforsøg, der fandt sted snart her, snart der. 

En følge heraf var, at de tyske tropper førte en omflakkende tilværelse. Dagsmarcher på 60-70 km – og mere – var ret almindelige. Da det var meget varmt om sommeren og til gengæld særdeles koldt om vinteren,  -30 grader var ikke usædvanligt, stillede disse marchture store krav til mandskabet. 

Bortset fra ganske enkelte militærveje, fandtes der ingen færdselsårer, som vi kender det her hjemme. Vejene fra by til by bestod kun af hjulspor uden belægning af nogen art. Støvplagen om sommeren var derfor ubeskrivelig, og om efteråret, inden frosten satte ind , var det hele et morads. 

På det frontafsnit, hvor transporten blev udlæsset, havde russerne kort tid forinden forsøgt et gennembrud, som i første omgang var lykkedes. De var gået en halv snes kilometer frem, men var så blevet stoppet af den tyske division og trængt tilbage til deres udgangsstillinger og endda længere endnu. Dette havde kostet divisionen en hel del tab, som transporten nu skulle udfylde. 

Regiment 222 fik tildelt et par hundrede mand. Ved fordelingen til bataljonerne var de 30 sønderjyder, der atter holdt sammen, mere heldige. De kom alle til 3. bataljon. Sammen med ni andre kom jeg til 10. kompagni. En haderslevdreng og jeg blev tildelt samme korporalskab. – Rejsen var endt. Den alvorlige del begyndte.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

1. juni 1916. Turen går til Galicien

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Bergholt bliver sendt til Østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

»Galicien«

Det varede kun et par dage, så afgik transporten. Den bestod af ca. 70 mand, flest sønderjyder. Farten gik sydpå mod ukendt mål og skæbne. 

Da det aldrig blev bekendtgjort, hvor de forskellige transporter gik hen, var jeg ikke så lidt nervøs på rejsen til Hamborg. Her skulle det vise sig, om jeg havde holdt på den rigtige hest. 

Efter en halv times kørsel på den anden side Hamborg, var det imidlertid åbenbart, at turen gik østpå mod Berlin. Skriverens tips havde været rigtigt, og jeg åndede lettet op. 

Nok havde jeg ingen erfaring angående krigen på de forskellige fronter, men efter de rygter, der var fremme, skulle østfronten være det rene vand ved siden af Frankrig. Det viste sig at være nogenlunde rigtigt, og jeg skulle senere få rig lejlighed t i l sammenligning. 

Efterhånden som toget passerede de forskellige garnisonsbyer, blev flere og flere soldater læsset i n d i toget, og da v i overskred den tysk-østrigske grænse, var styrken oppe på ca. 1.000 mand. 

Turen gik videre østpå. Vi nærmede os udløberne af Karpaterne, og landskabet blev mere og mere bjergfuldt. Banelegemet snoede sig i yndefulde kurver, og farten var til tider meget ringe på grund af de store stigninger i terrænet.

Jeg havde aldrig set bjerge før og var meget betaget af den storslåede natur.  En dag henimod aften var v i ved vejs ende, og transporten blev udlæsset en snes kilometer bag fronten. Herfra gik det til fods til divisionen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

3. september 1914. Marne og Galizien.

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten

 De tyske tropper trænger frem til floden Marne og påbegynder overgangen.

Endvidere begynder tyskerne at evakuere indbyggerne i Lille.

Guerre 1914-1918, Première Guerre mondiale
Indbyggerne i Lille evakueres

Østfronten

 Lemberg – hovedstaden i Galizien – besættes af de russiske tropper, der tager store mængder af krigsbytte.

1914-09-03 Ødelagt østrigsk kanon Lemberg
Ødelagt østrigsk kanon ved Lemberg

Denne dag falder

Den 21-årige Füselier Horst Arthur Schreiner, Frankrig