Tag-arkiv: Galicien

31. oktober 1917 – Ribe Stiftstidende: en grav i Galicien

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

En Nordslesvigers grav i Galicien

En landstormsmand har ifølge Hejmdal paa en bjergskraaning i Karpatherne paa den ungarsk-galiciske grænse fundet en grav, der gemmer 5 faldne soldater. Blandt disse hviler: Grenader Thomsen fra Nordslesvig, falden 14. juni 1915. Graven ligger i en granskov i nærheden af byen Alco-Berecte, og stedet er af landstormsmanden betegnet paa et prospektkort, som af mulige interesserede kan tages i øjesyn paa Vestslesvigs Tidendes kontor i Tønder.

Pressens vanskeligheder

medens henved 4000 tyske aviser paa grund af økonomiske vanskeligheder har maattet standse driften under krigen, har de danske blade sønden aa trods alle besværligheder holdt sig oven vande. Og haaber det fremdeles, skønt annonceindtægterne stadig svinder ind og der atter til 1. november indtræder en betydelig prisstigning paa avispapiret. Vi har udregnet – skriver Hejmdal – at denne sidste prisstigning alene vil paaføre vort blad en aarlig merudgift af 7000 mark. Men – tilføjer bladet – de danske aviser i Nordslesvig haaber dog med deres holderes og læseres bistand ogsaa at kunne klare dette skær.

Stævnede værnepligtige

I det sidste nummer af Offentlige kundgørelser for regeringsdistriktet Slesvig bekendtgør første statsadvokat i Flensborg, at følgende 15 mænd beskyldes for som værnepligtige at have forladt det tyske forbundsomraade uden tilladelse for at unddrage sig værnepligten: tjenestekarl Otto Barovski fra Kolstrup, arbejdsmand Hans Andersen Callesen fra Horsbyg, tjenestekarl Christian Jensen Schmidt fra Fol, Johannes Schmidt fra Krogstrup, landmand Christian Johannsen Bejer fra Roager, tjenestekarl Jes Peter Asmussen fra Mellerup, tjenestekarl Anton Marius Nielsen fra Agerskov, landmand Bon Skak Schmidt fra Raahede, landmand Theodor Matthiesen Storck fra Jernhyt, tjenestekarl Emil Goosgaard Mariussen fra Ottersbøl, landmand Karl Alfred Hansen fra Hjortvad, tjenestekarl Niels Andersen Wang fra Gjerrup, købmand Daniel Theodor Adamsen fra Nordborg, tjenestekarl Falle Frandsen fra Øster Lindet og købmand Detlef Detlefsen Schaacht fra Haderslev. De stævnes til at møde til hovedforhandling ved landsretten i Flensborg den 21. december om formiddagen kl 9.

Faldne

Chr. Larsen og hustru i Brunsnæs ved Broager har modtaget budskab om, at deres søn Ludvig er falden paa valpladsenden 9. oktober, 22 aar gl.

Enkefru Gunder Fogt i Stubbum ved Aller har modtaget efterretning om, at hendes søn Trouls er falden den 9. oktober. Forrige sommer mistede hun sin mand , der dræbtes ved fald fra et læs hø.

I tabslisten meddeles, at Peter Holm fra Stepping og Jens Jensen fra Dybbøl er faldne og at Arthur Helmer fra Sønderborg er død af sygdom og at Peter Jensen fra Graasten, der tidligere har været meldt saaret, er død den 30. august 1915.

Saarede

Peter Jørgensen, søn af Martin Jørgensen i Jernhyt ved Hammelev, er bleven saaret ved Vestfronten og ligger paa et lazaret i Baden.

6. februar 1917. Hytterne inficerede med lus og lopper i uhyggelig grad

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.

I månederne februar-april 1917 var vi ofte så langt tilbage fra fronten, at v i kom i forbindelse med den civile befolkning.

De var fattige, meget fattige, og husene – vi kaldte dem for »Panjehytter«.

Panje er polsk og betyder »herre« – var inficerede med lopper og lus, så det var helt uhyggeligt. Dagligt kunne man iagttage, at hele familien var beskæftiget med at pille lus, og en soldat med en poetisk åre lavede følgende vers, som jeg skal forsøge at gengive på tysk så godt, jeg formår:

Es laust sich der Vater,
es laust sich das Kind ,
es laust sich die Mutter,
es laust sich’s Gesind.
Ich schaue zu und wundere mich,
es dauert nicht lange, dann lause auch ich.

(Faderen piller lus – barnet, moderen, tjenestefolkene
piller lus. Jeg ser t i l og undrer mig; det varer
ikke længe, før også jeg piller lus).

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

20. januar 1917. Maskingeværernes kølevand frøs til is – vinter i Galicien

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Galicien har jo fastlandsklima, så kulden, der ofte var mere end -30 grader, mærkedes ikke så slemt, som man skulle tro, da der næsten altid var stille vejr.

Men kulden var snigende, og man skulle passe på, at den ikke narrede én.

En dag gik v i to mand for at hente mad ved feltkøkkenet. Min makker var udrustet med en temmelig stor næse i et markeret ansigt. Da jeg kom til at kaste et blik på dette monumentale fremspring, opdagede jeg, at det var helt hvidt, et sikkert tegn på, at næsen var ved at forfryse.

Manden havde ikke selv mærket, at der var noget galt; men da han rørte ved næsen, var den fuldstændig følelsesløs. Vi fik travlt med at gnide den med sne, og det lykkedes ret hurtigt at få blodomløbet i gang igen, så Weil – sådan hed manden – kunne redde sin ansigtspryd.

Som sagt var der næsten altid stille vejr, men det kunne hænde, at det blev snestorm, og så var det mere end uhyggeligt. Lå man ude i skyttegraven, kunne det endda gå an. Vi havde næsten altid gode og varme tilholdsrum, men jeg har to gange været på march i et sådant vejr, og det glemmer jeg aldrig.

Man fik et lille begreb om, hvad udtrykket »sibirisk vinter« vil sige, og hvad Napoleons soldater må have døjet i Rusland under  tilbagetoget i 1812.

Et held var det, at de store kuldegrader udelukkede større krigshandlinger. Det hele indskrænkede sig til lidt  patruljevirksomhed.

Til trods for at vagternes længde var nedsat til én time, og at vagtposterne var iført fåreskindspelse og filtstøvler, frøs man med anstand. Ikke et minut kunne man stå roligt. Man måtte hele tiden være i bevægelse. Dertil kom, at MG-erne, der var vandkølede, næsten ikke var til at holde optøede til trods for, at kølevæsken om vinteren bestod af ½ vand og ½ glycerin.

Når kulden var rigtig slem, måtte man i løbet af en time flere gange ind i opholdsrummet med geværet for at holde det over ovnen et par minutter. Man løb en vis risiko hermed, for helt sikker på russerne kunne man aldrig være; men et frossent gevær var jo ubrugeligt, og forpostkæden var dog også forude. –

Vinteren var som sagt slem, men om efteråret havde det regnet noget så frygteligt, og jeg ved næsten ikke, hvad der var mest ubehageligt, kulden eller regnen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)